Sjældent er et større intellektuelt handicap blevet bedre kapitaliseret i en mere eksklusiv kreds.

Først lagt op 12-04-2012, senest opdateret 27-09-2019 12:22:35

Mit martyrium

Ingen bitterfisse her. Men for at finde ud af, om de overhovedet gider mig, må læserne allerførst høre om mine slåskampe og stridigheder med kolleger, redaktører og anmeldere.

Vi sidder og stirrer på politikerne. Imens tager medierne ofte røven på os. Og dette er bare forspillet. Ofte tager medierne også resten. Imens vi rasende kræver substans substans, voldtager medierne os med processen. Dette var indledningen, nu kommer afhandlingen.

De altdominerende medier i dansk politik er TV Avisen og TV2 Nyhederne. Det er disse to medier langt de fleste almindelige vælgere bruger til at følge med i det politiske. Disse to medier danner tilsammen landets store politiske scene. Alle andre politiske aktører – partier, interesseorganisationer og alle andre medier end de to nævnte – er dømt til at optræde på denne scene – hvis de vil have hul igennem til landets største ansamling af vælgere. Og for at kunne det skal de have en person, som de kan sende ind i den føljeton, som nyhedsudsendelserne udgør. Og for at denne person skal være interessant, så skal personen indgå i en strid. Enhver føljeton består af konflikter mellem personer.

Når vælgerne selv siger, at de ikke kan udstå proces-historier og personfnidder, så viser det, hvor forvirrede folk er. De er blevet fyldt med politisk korrekt prædikeri i skolen om DJØF-substansens hellighed. Og i medierne hulker eliten jævnligt over mediernes og politikernes elendighed på melodien om, at den politiske substans er død og bør genoplives. Så når vælgerne bliver spurgt, så svarer de selvfølgelig med det samme bavl, som de hører igen og igen. Hvis de vidste lidt om, hvordan systemet i virkeligheden fungerer, og hvorfor de overhovedet gider forstå, hvad der foregår, så ville de elske proces-historierne og personfnidderet. Det er det, der får Danmark til at hænge sammen for folk, som ikke kommer fra Statskundskab i Aarhus.

Og sådan kunne jeg blive ved med at præke om grundtræk ved vores demokrati. Og illustrere det med analyser af, hvordan BT i dag (5/4 2012) lækker en historie om, at nogle forskere mener, at PET har slettet mappen med oplysninger om Ole Sohn, som tidligere var DKP-formand, men som nu er erhvervsminister i SRSF-regeringen. Og hvordan denne historie spreder sig på store scene, bl.a. fordi en af næstformandskandidaterne til SF’s landsmøde, Meta Fuglsang, straks tager den op og beder justitsminister Bødskov (S) redegøre for sagen. Hermed gør Fuglsang det sværere for SF-topledelsen at slippe af med hende, hvilket flere kloge mener, at SF-topledelsen egentlig gerne vil. Altså slippe af med Meta Fuglsang og erstatte hende med den legendariske murer Tesfaye i parløb med en med-næstformand, som offentligheden endnu ikke kender. Ved et lykketræf er Fuglsang i øjeblikket fungerende retsordfører for SF og kan derfor på denne vis bolte sig fast til ledelsen, uden at nogen kan påstå, at hun uden retshjemmel vader ind i en sag og puster sig selv op med skarp profil og utidig nævenyttighed. Hvis SF-ledelsen kommer i nærheden af at degradere hende som næstformand med dertil hørende kandidatur på det kommende landsmøde, så vil det få ledelsen til at se ulækker ud. Det vil kunne udlægges som et træk, der skal svække partiets kamp for klarhed om Sohns fortid. For selv om mapperne med PET’s overvågningsrapporter og sikkerhedsvurderinger er forsvundet, så vil redegørelsen for, at de er forsvundet, jo kun skabe endnu større skrækfantasier om, hvad de ganske givet må have rummet, for at det var nødvendigt at tilintetgøre dem, inden én eller anden kommission kom og krævede den udleveret, hvilket kunne have afsløret, at PET var mere nidkær i sin overvågning, end politiet tillader. Få vil tro på PET’s forsikringer om, at denne mappe for det første aldrig har eksisteret. Og at den for det andet blev bortskaffet, fordi den kun rummede telefonudskrifter med ligegyldig smalltalk med DDR-præsident Honecker om kosakkers folkedans og lignende. Hvis Sohn er en af dem, der gerne vil af med Fuglsang til fordel for den uddannede murer, så må Fuglsang i øjeblikket nyde at kunne gejle Sohns sag om en mølædt fortid op under dække af at gøre sin forbandede demokratiske pligt.

Og jeg kan jo lægge det op på hjemmesiden og så kan de 7,5 besøgende på hjemmesiden halvårligt lappe det i sig og blive så kloge at det halve muligvis kunne være mere end nok. Men det ved jeg godt, at de ikke gider. Altså læse denne analyse, eller hvad man skal kalde det. Det er ikke deres fejl. De er bare mennesker med mange andre gøremål også. Så de er nødt til at prioritere. Og for at placere mig rigtigt på prioriteringslisten må de allerførst høre om mine slåskampe og stridigheder. Dels slåskampe med forlag og redaktører for at få dem til at udgive mit kedsommelige præk om politisk kommunikation. Dels mine slåskampe med idiotiske anmeldere, som synes, det er mere underholdende for deres læsere, hvis de misforstår, end hvis de forstår. Og det har de sådan set ret i, skiderikkerne.

Skiderikkerne? Hvor latterligt, at det ikke engang er muligt for mig at finde et overbevisende åndfuldt og uforskammet nedvurderende ord for mine fjender. Hvordan kan man føre krig mod nogen, som man ikke er i stand til at skælde ordentlig ud, således at det skaffer én i TV Avisen i en hidsig debat? Det giver jo ingen mening. Når man er ude af stand til at skælde ud, er der overhovedet ingen grund til at have fjender.

Det er derfor jeg er henvist til at udrede trådene om sådan nogle som det dér BT, hende Meta Fuglsang og ham mureren i en helt objektiv stil som gør kedsommelighed til en dyd. Sjældent er et større intellektuelt handicap blevet bedre kapitaliseret i en mere eksklusiv kreds.

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Opdateringer: 06-06-2016: Layout-forbedringer

27-09-2019: Layoutforbedringer (menuer i top og bund)

Skiderikkerne? Hvor latterligt, at det ikke engang er muligt for mig at finde et overbevisende åndfuldt og uforskammet nedvurderende ord for mine fjender.