Snublende Helle

Både Thorning og Løkke er stærkt komiske figurer i vores lands politiske komedie, men af meget forskellige grunde. Og netop deres komiske styrke og forskellighed gør striden mellem dem så underholdende.

Af Klaus Kjøller

Helle Thorning-Schmidt var i Paris sammen med Mette Frederiksen og Nicolai Wammen. Da Thorning gik ned ad trappen fra Elysépalæet faldt hun på nederste trin og måtte ned på alle fire. Og Mette og Nicolai hjalp hende op. Billedet af den faldende statsminister med de overraskede to ministre, som bøjer sig mod hende for at hjælpe, er en sælger på de sociale medier.

Da Helle atter stod på to ben, sagde hun: ”Jeg er overraskende OK efter det her fald.”

Helles deltagelse i marchen i første række og hendes snublen på trappen efterfulgt af den kvikke, selvironiske bemærkning rummer Helles figur i en maggi-terning.

Hun forstår at føre sig frem i internationale kredse. Derfor formår hun at placere sig blandt de mest betydningsfulde i første række i marchen. Helle er god til at repræsentere Danmark.

Men hun er så også den statsminister, som snubler på vej ned ad trappen, og som må hjælpes af sin værste rival i partiet, Mette. Så nytter det ikke meget, at Helle bærer en lille fiks modetaske, mens Mette promenerer med en svær sort konemodel. Selv den mest snedige spindoktor for Mette kunne ikke have arrangeret en bedre fotoopportunity. Billedet illustrerer perfekt situationen i Socialdemokratiet, hvor Helle heroisk forsøger at holde facaden, samtidig med at hun snubler ned ad trappen.

Helle gør sig umage med nytårstalen, med kjolen til de kongeliges nytårsgala og med sit besøg i Bilka i Ishøj. Og nu også med at gå arm i arm i forreste række i marchen i Paris. Men denne historie om Helles dygtige og stadig mere professionelle kamp for den perfekte facade får ikke lov at triumfere, for hun snubler på trappen. Og dette billede af den snublende Helle er så godt, for det er et djævelsk anti-billede til alle de PR-billeder, som Helles PR-firma har arrangeret.

Billedet af den snublende Helle er en stor gevinst for den politiske komedie i vores land. For det gør Helle-figuren ekstra interessant at følge i føljetonen, fordi det viser den skyggeside af Helle, som hendes igangværende kampagne skal skjule bag glansbilleder. Billedet viser styrken i det, Helle og hendes spinhær er oppe imod. Det er derfor en stor gevinst for vores lands politiske komedie, at dette billede udbredes. Det giver Helle-figuren øget kontrakraft, og gør derved figuren mere interessant. Helles bærende kontrakraft er modsætningen eller striden mellem hendes stadig mere dygtige facadearbejde og så hendes store mangler, som er velkendte i komedien: løftebrud, internt oprør med anonyme lækager, oversolgte panikforslag inden for dagpenge- og kontanthjælpområdet. Det er elementært spændende at følge, hvordan Helle bekæmper sin mørke side. Hvordan hun klarer, at denne mørke, ukontrollerede side hele tiden titter frem. Som den senest gjorde, da hun snublede ned ad trappen ved Elysépalæet.

”Jeg er overraskende OK efter det her fald.” Godt, at Helle her fik ordet ”overraskende” med ind. Det signalerer selvironi og humor. Hun indrømmer her, at hun godt kender sin rolle i komedien. Rollen som den dygtige pige, der kæmper en umulig kamp for at holde facaden, mens alle venter på, at hun igen falder igennem. Eller ned ad trappen. Helle er en klar komediefigur med mange muligheder for herlige optrin.

Også Lars Løkkes figur er et komisk overflødighedshorn. Men han når ikke Helle til stiletkanten på den dimension, der hedder kontrasten mellem officielt glansbillede og så de bagvedliggende, modstridende realiteter. Ikke fordi Løkke har færre rædsler at skjule. Tværtimod. Men fordi hans facadearbejde er så uprofessionelt, at det ikke er en god historie, at det bryder sammen og åbenbarer en forbudt virkelighed. Løkkes bærende kontrakraft ligger i, at han tydeligt udelukkende tænder på personlig magt, men hele tiden skal fremstå som én der drives af det mest ædle, idealistiske mål. Samtidig er det jo bundkomisk, at den magt, han får, som regel mere skyldes fravalg af andre end tilvalg af ham. Det gælder fravalg af Kristian Jensen som formand, vikar for Fogh som statsminister og snart formentlig også fravalg af Thorning som næste statsminister.

Både Thorning og Løkke er stærkt komiske figurer i vores lands politiske komedie, men af meget forskellige grunde. Og netop deres komiske styrke og forskellighed gør striden mellem dem så underholdende. Kristian Thulesen Dahl er til gengæld helt håbløs som komisk figur. Men det skyldes kun, at de to andre fylder så meget i komedien, at der indtil nu ikke har været plads til Tulle. Efter næste valg står den på exit til en af de to nuværende hovedfigurer. Så vil Tulle kunne få udfoldet alle sine komiske muligheder. Komedien er uden nåde.

*********************************

Til toppen af siden