Dukke Lise leger med Løkke

Socialdemokraternes Løkke-annonce er langt bedre end de Konservatives Stop-kampagne og Venstres løftebrudsbanner på Det sorte tårn.

Bag skåltalerne ved Grundlovsarrangementer og lignende handler politik i høj grad om, at udnytte sin modstanders svagheder. Socialdemokraternes aktuelle annoncer med Løkke i sine ”velmagtsdage” (Løkkes egen beskrivelse) er en effektiv udnyttelse af Løkkefigurens svagheder. Det næsten geniale er, at det jo kun er i modtagerens bevidsthed, at annoncen handler om Løkkes bilagssager. For såvel i tekst som i billedets baggrund af håndskrevne regninger handler annoncen udtrykkeligt om, at Løkke bør oplyse vælgerne om, hvem der skal betale Venstres "nulvækst". Og det er jo et seriøst substansspørgsmål, som Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, flittigt og ganske taknemmeligt kan stille igen og igen, når journalisterne som lemminger kaster sig over hende på grund af Socialdemokraternes "smudskampagne" og ”karaktermord”.

For kort tid siden benyttede de Konservative samme journalist-provokations-mekanisme med deres Stop-kampagne: De fik en masse opmærksomhed, fordi de i kampagnen med selvfølgeligheder om, at man skulle stoppe regeltyranniet, iværksætterbenspænd, skattehetzen og tyven, så også ville stoppe ”naziislamisme”. Hvis de Konservative bare havde skrevet ”islamisterne”, så havde det næppe vakt opsigt. Og hele kampagnen ville være forløbet i den pæne stilhed, som ofte præger partiets kampagner.

Læs Groft sagt’en Nazi-staccato.

For lidt længere tid siden hængte Venstre i nogle timer et stort banner op på ”det sorte tårn” med alle de løftebrud, som Thorning havde begået. Overskriften var ”De har lovet før. Nu lover de igen.” Og en rød profil på den ene plakat havde en lang Pinochio-næse, som gik langt ind på plakaten med alle løfterne.

Søren Pape og Thomas Kingo

I alle disse tilfælde førte disse betalte udspil fra partierne til en masse gratis omtale og medietid i alle medier. Her kommer så den politiske ordfører i fokus. I de Konservatives tilfælde var det dog især formand Pape, der blev sendt frem af partiet, fordi partiets mest presserende kommunikationsproblem er, at formanden er for usynlig.

Hele aktionen afhænger altså af, hvor godt den person, som det betalte annonce-udspil sender ind på Store scene, klarer sig. Da grunden til opmærksomheden er en provokation, så er det afgørende, hvordan partiets talsperson i sagen formår at legitimisere provokationen. Og samtidig få partiets politiske budskaber ud.

Pape er efter min vurdering den, der har klaret dette dårligst. Det skyldes, at han har været alt for defensiv og brugt sin taletid mest til at forsvare aktionen. Papes fejl er, at han undervurderer denne grundregel i politisk kommunikation:

Kingos lov

Man styrker vælgernes tro på sin politik ved at fremføre rædselsvækkende eksempler på hvad modstanderens politik indebærer. [Loven er opkaldt efter salmedigteren Thomas Kingo hvis salmer rummer mange saftige, inspirerede vers om jordelivets elendighed, men kun få, meget blodfattige vers om himmerigets velsignelser.]

Læs mere om denne lov i Den politiske komedie (2011), s. 33.

Reglen indebærer, at man skal benytte enhver lejlighed til angreb. Pape-figuren er en rar, rund mand, nærmest mild. Ingen mistænker ham efterhånden for at være i stand til at levere et saftigt polemisk indlæg mod nogen af de andre hovedpersoner i den politiske TV-føljeton. Folk, som drømmer om en anden verden, kan med Pape-figuren græde over, at den politiske komedie ikke er indrettet således, at stridigheder og konflikter er af det onde. Men det forholder sig stik modsat. Den politiske TV-føljeton lever af stridigheder.

Læs mere om Pape-figurens udfordringer: Pape, en Klods-Hans i svøb?

Kranen Støjberg

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, havde umiddelbart en let opgave med at overholde Kingos lov, for bannerets indhold var jo et angreb på Thorning, så hun skulle bare gentage, hvad der stod, og så forsøge at begrunde aktionen. Problemet var, at aktionens angribende budskab var en gammel traver om løftebrud, som Venstre og hele kommentariatet har kørt på i årevis. Derfor blev selve aktionens fysiske udførelse det mest opsigtsvækkende: En kæmpekran hængte banneret op, Støjberg var med oppe i kranen med en TV-journalist og fotograf. Argumentet for aktionen: at minde vælgerne om løftebruddene, fordi Thorning nu igen gav løfter i forbindelse med det kommende valg, stod klart, men da de færreste vælgere kan have glemt dette velnok mest fortærskede emne i indeværende regeringsperiode, så dominerede aktionens fysiske udførelse over indholdet. Og Støjberg havde ikke rigtigt nye angreb, hun kunne fyre af mod regeringen. Der opstod derfor et tomrum i aktionen, hvor journalister – for at fylde nyt indhold i indslaget – gav sig til at udspørge Støjberg om, hvad der egentlig var Venstres løfter til vælgerne. Og da hun her kun havde håndværkerfradraget at byde på, faldt det hele fælt sammen. Det gav et indtryk af, at partiet var så glad over ideen med banneret på tårnet, at de havde glemt, hvad de egentlig skulle bruge deres erobrede taletid til.

Lastefulde Løkke preller af på dukke Lise

Socialdemokraternes Løkke-annonce er mere raffineret. Ordfører Panduro behøver ikke bruge et sekund på at forsvare, at det er en ”smudskampagne” eller et ”karaktermord”. For det kan enhver, som gider læse teksten og regningerne bag billedet af Løkke, jo selv se. Og hun kan jo ikke gøre for, at hverken journalister eller almindelige avislæsere gider læse teksten, men udelukkende digter ret afskyelige ting ind en overfladisk fortolkning af billedet. Så Panduro kan straks gå over til at spørge tilbage: Hvordan Venstre og Løkke vil finansiere vækststoppet. For det er jo det, annoncen handler om, hvis bare man gider læse ordentligt efter.

Det er heller ikke uden betydning for det raffinerede i aktionen, at Panduro er castet som en uskyldig, gammeldags dukke Lise med et sukkersødt smil. Hun er altså den perfekte anti-type til den belastede Løkke-figur, som alle så let genkender på annoncens billede. Det er en pirrende modstrid i hendes figur, at hun på den ene side så troværdigt spiller rollen som så naiv og uskyldsren, at hun overhovedet ikke går ind på den svinske tankegang, som mange mener ligger i annoncen, samtidig med at alle jo godt ved, at hun og alle bag S-annoncen nøje har planlagt provokationen.

Læs om de pirrende modstridigheder i Thorning- og Løkke-figurerne: kommentaren Snublende Helle.

Som ved Venstres banneraktion er budskabet om Løkkes ekskapader i S-aktionen gammelt stof. Men det er ikke nær så gammelt som løftebruddene. Og desuden er det ved et jiu-jitsu-greb brugt mod Venstres vel nok mest eksponerede løfte i valgkampen: nulvækst. Hertil kommer, at journalister og vælgere, som synes, at der er tale om smudskampagne, mudderkastning og karaktermord, jo bare afslører, at de ikke har gidet læse teksten under billedet og på regningerne bag Løkke. Så de afslører jo bare deres egen dovenskab og overfladiskhed.

Det er en stor personlig skuffelse for mig, at kapaciteter som Hans Engell (Ekstra Bladet) og reklamedirektør Frederik Preisler vurderer, at denne kampagne er et selvmål for S. Det er en skandaløs forkert vurdering. Sjældent har en modstanders mest ømme, svage punkt været bedre udnyttet end i dette tilfælde. Men muligvis mangler også mange vælgere sans for raffinementerne og vil så stemme på V for at trøste forfulgte Løkke. Vi får se.

Link til Politikens artikel i dag (9/5 2015) om sagen, hvor bl.a. jeg udtaler mig.

*********************************

Til toppen af siden