Da Danmark blev taget på Schengen

TV gjorde flygtninge og migranter til ofre. De kunne ikke andet. For TVs nyhedsudsendelser er befolkningens løbende politiske selfie. Så nu får vi den politik, som befolkningen har bestilt gennem TV.

Her bagefter er det mærkeligt, at ingen i landet havde fået den tanke, at flygtninge-migranthæren fra syd selvfølgelig også snart ville stå ved danske grænser. Og ikke bare stå ved grænsen, men gå over den, selv om det var forbudt. Men kendsgerningen er, at det kom bag på alle i landet, at der pludselig forrige søndag (6/9 2015), tror jeg det var, kl. 22 gik flygtninge-migranter i land fra færgen i Rødby.

Jeg må indrømme, at det ærgrer mig, at jeg ikke allerede flere uger, før det skete, skrev en Groft sagt i Berlingske, som hudflettede den danske åndselites teoretiseren over emnet ”flygtningestrømme fra syd”. Jeg er altså ikke selv et hak bedre end alle de andre, som heller ikke så det komme.

Fremtiden som ingen så

Der var ellers ingen, der skjulte, hvad der skete længere mod syd. Dansk TV svælgede i Ungarns kaotiske håndtering af flygtninge-migrantinvasionen på deres banegårde og ved grænserne. Snart måtte flygtninge-migranterne bestemt ikke komme ind, og man satte pigtråd op. Kort efter vandrede de tilsyneladende ind uden større modstand under ledsagelse af Ulla Terkelsen, TV 2. Snart måtte de ikke forlade banegårdene og heller ikke tage med togene mod Østrig og Tyskland. Men kort efter forsvandt politiets bevogtning ved banegårdene, og alle kunne køre videre med togene alligevel, fordi Merkel havde budt alle velkommen.

De følelsesladede TV-transmissioner fra Ungarn lærte os, hvordan man bestemt ikke skal håndtere flygtninge-migranter. Det var tydeligt, at Ungarn ikke anede, hvad de skulle stille op. Selvfølgelig burde den danske regering sammen med sine støttepartier og Socialdemokratiet allerede på dette tidspunkt have fastlagt en klar politik for håndtering af en sådan situation ved de danske grænser. Det kunne have sparet os for den danske kaotiske håndtering. En håndtering, som især var iøjnefaldende kaotisk de første dage, men som jo stadig i skrivende stund er kaotisk, da vores grænser i praksis er pivåbne, selv om både politi og politikere er fuldud klar over, at en masse dagligt ulovligt rejser ind i landet. Dog færdes flygtninge-migranter ikke mere til fods i store flokke under politibeskyttelse på vores motorveje.

Dette er den ene klare pointe i sagen: Hvor dårlige danske medier, kommentatorer og politikere er til at forudsige begivenheder, som i bagklogsskabens ulideligt klare lys jo måtte ske. Det er åbenbart bedre at svælge i andres (Ungarns) rådvildhed og tåbeligheder, end så meget som antyde, at vi her i Danmark kan stå midt i den samme rådvildhed og lignende tåbeligheder få timer senere. Forklaringen er, at følelsesmættede TV-reportager fra begivenheder, som faktisk sker, overtrumfer studie-spekulationer mellem æggehoveder om, hvordan man vil løse situationer, som kan opstå. TVs nyhedsføljeton består først og fremmest af billedbårne, følelsesintense historier om ofre, helte og skurke, ikke af debatter mellem nok så sprælske kommentatorer, der diskuterer fremtidsscenarier. Men ikke engang sådanne diskussioner fik TV 2 News’ og DR2 Deadlines eliteseere. Hele landet blev taget på sengen.

TV-nyhedsføljetonen: Landets vigtigste politiske institution

Den anden klare pointe i sagen er, at TVs nyhedsudsendelser er demokratiets bærende politiske institution. Hærskarer af veltrænede jurister i vores og andre europæiske demokratiers justitsministerier og i EU-systemet kan intet stille op med alle deres love, pagter og traktater, når TV-nyhedsudsendelserne bombarderer os med en fortælling om, at flygtninge-migranter er ofre, som fortjener al den hjælp, vi kan give. Så brydes både nationale love og Schengen- og Dublin-traktater, fordi TVs nyhedsudsendelser har skabt den fortælling, som politikere, justitsministerier og politistyrker er nødt til at respektere. Her: at situationen er helt ekstraordinær, og at disse mennesker derfor skal hjælpes på ekstraordinære måder, dvs. hinsides normal lov og ret.

Ingen kan forlange, at TV gør noget andet, end de gør i situationen. TV følger bare sine reflekser. Vi har et særdeles konkurrencestærkt mediesystem her i landet (en anden måde at sige det på er, at mange danske medier kæmper med røven i vandskorpen), så når der pludselig står en masse flygtninge-migranter i Rødby, så starter konkurrencen om, hvordan dette råstof udnyttes maksimalt til at skaffe seere. Da der er så mange billeder med stærke følelser at øse af, så går konkurrencen på at finde de bedste billeder. Og da man ikke bare kan vise disse billeder uden en etisk begrundelse, så bliver den samlende pointe bag fremvisningen, at man hjælper nogle ofre ved at udstille, hvor meget de lider. Synsvinklen bliver uvægerligt ofrenes. Politikere, politi og myndigheder kan ikke – da begge vores kanaler er såkaldte public service-kanaler, dvs. at det er det etablerede politiske system, der i sidste ende sidder på pengekassen – direkte gøres til slemme skurke. Men de behandles nøgternt og kritisk i grel modsætning til den medfølende måde, hvorpå ofrene behandles.

Politi som serviceorgan

Det enkle drama, som blev bygget op de første tre dage efter flygtninge-migranternes indtog i landet, gik ud på, om politiet ville bruge sit voldsmonopol til at sætte lov og orden igennem. I flere dage blev spændingen omkring dette bygget op mod en mere eller mindre voldelig klimaks – inden rigspolitichefen pludselig fandt nogle bestemmelser, som til alles forbløffelse gjorde det muligt for politiet at optræde over for ulovligt intrængende personer ligesom de engang gjorde på den berømte plakat, hvor de spærrede trafikken, så en andefamilie kunne passere vejen. Migrant-andefamilierne kunne nu uhindret passere hele vores land og nå fortovet i Sverige.

Læs Groft sagt’en ”Politiets anti-klimaks”

I sin selvforståelse har TVs nyhedsudsendelser bare beskrevet begivenhederne. Men enhver nøgtern iagttager kan jo se, at de over nogle særdeles gunstige billedmuligheder har skabt en fortælling om nogle ofre, som TV har hjulpet i kampen mod lov og ret og politiet. TVs følelsesintense identifikation med ofrene er nødvendig for at kunne bruge billederne til at score seere med. Herved opbygges en folkestemning, som får politisk betydning i opinionsmålinger og andet. Politiet tegnes ganske vist ikke som eksplicit skurk, men den kliniske behandling af politiet, mens spændingen blev bygget op og identifikationen med flygtninge-migranterne blev stærkere dag for dag, gjorde situationen stadig vanskelige for politiet. Da politiet så fandt en udvej og forvandledes fra at være kontrolinstans til at være serviceorgan, så faldt politiet perfekt på plads i TVs fortælling – nu med en lykkelig finale i stedet for den grumme, voldelige, som vi alle selvfølgelig havde frygtet skulle blive nødvendig. Og politiet har også fået fin, positiv TV-dækning af denne Morten Korch-agtige kovending og alle dens indbyggede småhistorier om hjælpsomt politi, som vender ryggen til, når det kræves, viser vej og leger med børn. Sjældent har dansk politi fået mere og bedre PR i TV end disse sidste dage.

TV-nyhederne er befolkningens selfie

Og det skal med, at denne massive politiske påvirkning netop er så stærk, fordi TV selv gør sit yderste for at fremstå som et spejl af virkeligheden. Hele organiseringen omkring vores public service-kanaler skal etablere en forestilling om, at den virkelighed, kanalerne producerer, ikke er politisk, men er et rent teknisk, journalistisk anliggende. Mange danske vælgere tror derfor på, at det de sidder og kigger på, faktisk er virkeligheden. Uhyggeligt.

Når nu TVs nyhedsudsendelser er landets bærende politiske institution, er det så forsvarligt, at overlade redaktionen til andre end politikerne? Måske ikke. Men hvilke politikere? Alt i alt er det nok det mindst ringe system, vi har. Faktisk er det så godt, at det er svært at finde et som bedre formår at give almindelige vælger-seere større indflydelse på, hvad der vises. Og demokrati går ud på, at almindelige seer-vælgere bestemmer. Og det betyder jo så bare, at landet i sagen om flygtninge-migranterne, som pludselig stod i Rødby og Padborg, nu ligger som vælger-seerne selv har redt. De har fået det af TV, som de ønskede det. Også denne gang. Og derfor får de nu også den politik på området, som de ønsker sig. I hvert fald lige i øjeblikket.

Læs også Groft sagt’en ”TV-seernes demokrati”

Læs flere af mine Groft sagt’er på B.dk (Berlingske)

*********************************

Til toppen af siden