Først lagt op 19-09-2015,,senest opdateret 12-03-2020 18:01:23

 

ALLE BØGER

SENESTE KOMMENTARER OG  MORALER

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

d. 19-09-2015, layoutopdatering d. 15-09-2018

Trivialiteternes triumf

Selv de mest indholdstomme selvfølgeligheder vækker jubel, når partiformændene i denne weekend holder den store tale på 3 partiers landsmøder eller kongresser. Jublen over indholdsløshederne giver overraskende god mening.

Fx sagde Mette Frederiksen: ”Det sure med det søde; det er vilkårene, når man vil tage rigtigt ansvar for Danmark. Også selvom mandaterne ikke rækker.”

Og Thulesen Dahl sagde: ”Der skal arbejdes hårdt for at sikre de danskere, der har støttet os, indflydelse som de berettiget forventer.”

Og Morten Østergaard: ”Vores særkende er at gøre visionerne til virkelighed. De otte Radikale folketingsmedlemmer er klar til at møde landevejens støv.”

Vidunderligt positivt. Men alt sammen helt indholdsløst, fordi det ville være absurd at hævde det modsatte. Alligevel giver det god mening, når det forstås ud fra tre grundlæggende regler i politisk retorik: Vinderreglen, Scoringsreglen, Kingos lov og Flytte-høste-reglen.

Forskere og andre har ofte kritiseret det politiske sprogs omfattende brug af sådanne indholdsløse banaliteter og platheder. Denne kritik er i hegnet. Politik er ikke en rationel, akademisk diskussion. Politik kører efter helt andre regler. Og her giver indholdsløsheden god mening.

I politik handler det om at vinde eller i det mindste at ligne en vinder. Det sker ifølge Vinderreglen:

 

Vinderreglen

Få altid det der sker, til at se ud som en sejr for dig.

 

Vinderreglen er lettest at bruge jo mere intetsigende mål man har. Jo mindre indhold et mål har mens man kæmper for at nå det, jo bedre muligheder har man for at opstille et sejrrigt mål med tilbagevirkende kraft, dvs. præcisere hvad man gik efter, efter man har nået det. Intetsigende mål kan fx være mål som:

  • at sikre de bedst mulige forhold for patienter her i landet,
  • at sikre den opvoksende generation de bedst mulige uddannelsestilbud,
  • at sørge for et passende skattetryk,
  • at informere borgerne tilfredsstillende
  • at sikre en fornuftig trafikpolitik/ indvandrerpolitik
  • at styrke fællesskab over for egoisme.

Med sådanne målformuleringer – såkaldte platheder eller trivialiteter, som altid falder for ikke-prøven – er nederlag forebygget effektivt og sejre sikret og dermed kompetencescoringen. Det er ikke sprogligt muligt at benægte eller afvise en sådan trivialitet uden samtidig at indtage et klart absurd standpunkt.

Platheder er væsentlige i den politiske TV-føljeton. Ganske vist er de overflødige ud fra den betragtning at de udtrykker noget som selv de argeste politiske modstandere er enige om. Men netop denne egenskab gør dem jo anvendelige for alle. Og platheder er yderst anvendelige som indledning til ét eller flere eksempler som skal rejse følelser hos vælgerne. Følelser som angriber modstanderens dyder.

Og uden følelser flyttes der ikke stemmer. Politik rummer ganske vist også rationelle argumenter, men denne rationelle politiske argumentation er altid efterrationalisering af stærke følelsespåvirkninger. Det følger Scoringsreglen:

 

Scoringsreglen

Når vælgernes lidenskaber er store, så kan politikerne score. Politikeres dyder fødes og dør i vælgernes følelser.

 

Læs om politikernes fire dyder.

En lidenskabelig erklæring om at ville kæmpe for de bedst mulige forhold for patienter, flygtninge eller for unge under uddannelse uddybes med visualiseringer og eksemplificeringer som udpensler de rædsler som modstandernes politik i realiteten vil føre til. Eller allerede har ført til, hvis det er oppositionen der taler.

Platheders store udbredelse i politisk retorik kan kun forstås ud fra Kingos lov, som handler om nødvendigheden af til stadighed at udpensle de rædsler som modstandernes politik indebærer:

Kingos lov er tæt forbundet med Flytte-høste-reglen:

 

Flytte-høste-reglen

Flyt holdninger med eksempler. Høst dem med rationelle argumenter.

 

Holdninger flyttes med eksempler – typisk billeder i TV – som skaber frygt hos vælgere, som næsten alle er tryghedsnarkomaner. Herefter høstes stemmerne ved at man bedyrer at det netop er den slags rædsler ens egen politik vil effektivt forhindre. Og de høstes også ved at man på basis af de rejste følelser fremsætter rationelt begrundede beslutningsforslag i Folketinget.

Jo mindre konkret man binder sig til fremtidige mål, jo friere står man. Derfor er platheder så anvendelige når der skal konkluderes på hvordan man vil stoppe rædslerne. De stærke eksempler rummer en følelsesmæssig klarhed som forplanter sig til de afsluttende platheder i form af usagte underforståelser.

Påstanden fra mange forskere er at det er en hån mod modtagerne (vælgerne) at fylde dem med den slags indholdsløse overflødigheder. Lad os i stedet komme til sagens substans og få gang i en seriøs diskussion med saglig argumentation!

Men denne kritik er fejlagtig. Og hvad værre er: Kritikken indgår i den tværpolitiske og tværmediale indoktrinering af vælgerne vendt mod den politiske TV-føljeton, hvorigennem langt de fleste vælgere forstår politik ved at leve sig ind i de politiske figurer, som strides. En platheds kald i livet er ikke at være noget der ligner en videnskabelig påstand og politik er ikke en videnskabelig rundbordsdrøftelse af en teori. En plathed er en fanfare som sætter en hyldest i gang. En hyldest som netop bliver så stor, fordi ingen reelt ved hvad platheden betyder.

Man kan kun kræve platheder afskaffet i det politiske sprog, hvis man ikke kender styrken i Vinderreglen, Scoringsreglen, Kingos lov og Flytte-høste-reglen i den politiske TV-føljeton.

Læs mere om disse og flere andre vigtige regler i Den politiske komedie. At forstå politik uden at forstå sagen.

*********************************

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ALLE BØGER

SENESTE KOMMENTARER OG  MORALER

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp