Intet nyt fra hospitalsfronten

Hospitalers manglende frygt for, at patienterne vælger en konkurrent, fører automatisk til, at service minimeres: Patienterne plages derfor med møg, ventetider, manglende koordination og elendig information.

Det er godt, at medierne jævnligt kan fortælle om sygehuspatienter, som er kommet i klemme i sygehussystemet. Det ville selvfølgelig være allerbedst, hvis ingen patienter kom i klemme. Men det er umuligt, for i et næsten-monopol som velfærdsdemokratiets sundhedssystem, herunder hospitalsvæsen, kommer patienter uvægerligt i klemme. Det skyldes, at konkurrencen om patienterne er for ringe. Ligegyldigt hvordan man behandler patienter på et sygehus, så møder nye patienter forhåbningsfuldt frem i store masser næste dag og regner med at få lindret deres skavanker. Og da ethvert sygehus er trængt på ressourcer, så er det kun logisk, at der skæres ned på ressourcerne til det mindre nødvendige, dvs. servicen over for kunder, som trofast møder frem ligegyldigt, hvordan man behandler dem. Næsten, for heldigvis har vi medierne, som kan råbe op, hvorefter de ansvarlige politikere må ud og sige noget, og ledelserne atter må erklære, at man arbejder på at forbedre forholdene.

Selvfølgelig skærer man ikke på service efter en bevidst plan. Det er bare noget der stille og roligt sker, når man ikke behøver frygte patientflugt. Og det er ikke nogen overdrivelse at sige, at elendighederne er ret kroniske. Patienterne plages fortsat med møg i krogene, ventetider, manglende koordination og elendig information. Ikke fordi de ansatte er onde, men fordi de skal overleve i en organisation, hvor kunderne er så mange og så krævende, at de ansatte er nødt til at prioritere og desuden har stort behov for de succesoplevelser, som gode patienter med enkle diagnoser kan give. Sure, kritiske, utilfredse patienter med komplicerede diagnoser går derfor lettere til grunde i dette system end gode, taknemmelige patienter, som man straks kan behandle med succes.

Udfordringerne er velkendte for alle medier, alle politikere og alle hospitalsansatte. Alligevel kan medierne altid bringe flere hårrejsende historier om fejl og mangler. På det seneste har således både TV 2, Berlingske og Jyllands-Posten kørt serier med veldokumenterede historier om hospitalers elendighed. Især gør måske Jyllands-Postens historier om, hvordan læger og sygeplejersker, som har været indlagt, oplever behandlingen, indtryk. Og i nogle tilfælde kun redder livet og førligheden ved egen medicinske ekspertise og åndsnærværelse i rette øjeblik. Hvordan skal en ekspedient i et herremagasin bære sig ad med at overleve i et sådant system?

Mens hospitaler og politikere nu som følge af mediehistorierne skal i gang med at implementere tanken om ”behandlingsansvarlig læge” i stedet for det fallerede gamle system med en ”kontaktperson”, så vil jeg her efter bedste evne til almindelig oplysning beskrive et par af de grundlæggende mekanismer, som bestemmer de ret kroniske forhold, og som gør systemet temmelig resistent over for forbedringer. Formålet er naturligvis at fremme mulighederne for at ændre det til noget bedre.

Det handler som nævnt ikke først og fremmest om inkompetence, dovenskab eller ondskab blandt sygehusets personale. Selvfølgelig kan sådant forekomme og give anledning til slemme historier i pressen. Men sådanne problemer er let løst i forhold til de systematiske blokeringer, som jeg her vil nævne.

Underste undersåt i flugtsikkert territorium

Når man er indlagt på et hospital, er man underste undersåt i en topstyret organisation, som det er svært at flygte fra. Ganske vist kan man i teorien lade sig indlægge på konkurrerende privathospitaler, men det kræver penge, selvstændigt initiativ og et mentalt overskud, som de færreste kan præstere, når de rammes af sygdom. Og man er ikke kun underste undersåt, man er én blandt mange andre underste undersåtter i systemet. Undersåtter, som alle ønsker behandling.

De eneste magthavere, som undersåtterne møder i denne organisation med overskud af undersåtter, er de ”varme hænder”. Af hensyn til deres egen overlevelse i disse omgivelser af for mange undersåtter, vil de ansatte være nødt til at indrette systemet, så de undgår personlige relationer til undersåtterne. Man orker ikke at involvere sig personligt i patienterne. Denne professionelle afstand til undersåtterne lettes ved at lægepersonalet har begrænsede kompetencer, som ikke omfatter undersåtten som helhed, men kun dele af ham eller hende. Den upersonlige relation lettes også ved, at personalet, som i enhver anden døgninstitution, løbende afløser hinanden.

De manglende personrelationer til personalet medfører tilsammen, at undersåttens selvrespekt og livsmening udhules. Man føler sig som et nummer i systemet. Ethvert tegn på, at man er et uerstatteligt individ, er borte. Årsagen er typisk ikke, at de ansatte er onde, forsømmer deres pligter og er inkompetente. Den store bærende årsag til forholdene er simpel: Overskud af undersåtter på et hospitalsterritorium, som er ret flugtsikkert.

Undertrykkelse ved inddeling

Som følge af de ansattes selvforsvar virker det altså, som om et sådant system – bag alle de obligatoriske erklæringer om det modsatte (såkaldt bullshit) – i virkeligheden har en ret lav interesse for undersåtternes problemer. Det viser sig især i to klare forhold:

1. De ansatte inddeler territoriet i underterritorier, som de gør så lille som muligt. Det betyder fx på et hospital, at en undersåt = patient bliver behandlet af specialister, som kun har forstand på en særlig del af patienten. Ved at spalte patienten op i mange dele, som hver for sig hører under forskellige ansatte, forsvinder patienten som en hel person, man skal forholde sig til.

2. der mangler en bestemt ansvarlig person, som undersåtterne kan henvende sig til om koordination mellem de forskellige underterritorier og deres ansatte. Det har således som nævnt ligget meget tungt med at få etableret såkaldte koordinationspersoner til patienter, som skal behandles på flere territorier og på flere hospitaler. Desuden oplever enhver patient, at han igen og igen skal fortælle de samme informationer til alle de forskellige behandlere han møder på hospitalet. Ofte skal han også fortælle, hvad andre behandlere har besluttet. Og selv kontrollere, om han får de piller og den behandling, som er besluttet. I Danmark fandtes i 2013 18 elektroniske patientjournalsystemer, som ikke kunne kommunikere med hinanden (formentlig ikke færre i dag, desværre). Dette viser klart, at princippet om undertrykkelse ved inddeling ikke kun håndhæves af den enkelte ansatte som et redskab i den individuelle overlevelse, men at det er en metode, som systematisk anvendes på højt niveau i velfærdssystemet.

Både inddeling ved 1) territorieskrump og ved 2) ringe koordination tjener til, at de ansatte kan holde afstand til den enkelte undersåt og dermed reducere servicen og erstatte service med kontrol i form af stikprøver.

Det er en konsekvens af ovenstående, at fx problemer om kontaktpersoner og koordination af behandlingen af hospitalsindlagte aldrig vil blive løst inde på et territorium med overskud af undersåtter – medmindre der er ubegrænsede ressourcer, men det er der jo aldrig i denne verden. På hospialsterritorier er der ét og kun ét grundlæggende problem: at der er for mange undersåtter. Alle andre problemer opstår kun, fordi de ”varme hænder” kæmper for at bevare egen selvrespekt, få anerkendelse og bekræfte deres livsmening, samtidig med at de billedligt talt vader i undersåtter. Disse problemer næres altså aktivt, ja skabes, af de ansatte i deres individuelle kamp for overlevelse. Her altså det problem, at den smukke og rigtige ordning om en kontaktperson ikke fungerer i praksis – samtidig med at alle har hyldet den ved enhver lejlighed.

Ind imellem kan en historie om en patient, som dør, mens han eller hun venter i kø hos forskellige specialister for at få en diagnose, vække medierne. Men selv fremtrædende overlægers erklæringer om, at forholdene utvivlsomt koster menneskeliv, har gennem årene ikke været tilstrækkelig til, at man ændrer systemet. Heller ikke løsningseksempler fra andre lande og et enkeltstående hjemligt sygehus’ effektive løsning på problemet, har haft en mærkbar virkning.

Den eneste reelle løsning på problemerne i disse overfyldte hospitalsterritorier er at øge undersåtternes flugtmuligheder. Kun det vil tvinge systemet til at øge servicen over for patienterne.

Et lille skridt i en sådan retning kunne være indførelsen af en ”ansvarlig læge”, som man nu taler om. Men man kan frygte, at det bliver endnu en abort. Fejlen er, at den ansvarlige læge kun retorisk er patientens mand (eller kvinde). Lægen er stadig en del af de ”varme hænder” på hospitalet, som er underlagt de simple mekanismer, jeg har beskrevet ovenfor.

Patientens personlige lægerådgiver

For et par år siden foreslog et privat forsikringsselskab, at en patient gennem en forsikringsordning kunne få en personlig læge, som kunne rådgive om og overvåge ens behandling i sundhedssystemet. Denne løsning er fint i overensstemmelse med praksis inden for mange andre væsentlige områder, hvor borgerne betaler for privat juridisk eller økonomisk rådgivning. At borgeren betaler, gør lægen til patientens mand eller kvinde, ikke systemets. Men forslaget har mødt stor kritik fra det etablerede system.

Men en privat lægerådgiver kan jo også ses som et effektivt våben i den enkelte undersåts kamp mod de mange og lange køer på territorier med overskud af undersåtter. Da en privat, uafhængig lægerådgiver til enhver patient samtidig gør det lettere for patienterne at finde gode alternativer til det hospital, de tilfældigvis er røget ind på, blev forslaget jordet under salver af massivt bullshit fra alle territoriets nuværende magthavere. Det er uhyggeligt, hvis systemet på denne måde får lov til at bevare sig selv – fordi ingen ønsker at tale ligeud om de reelle magtmekanismer, som jeg her har forsøgt at skrive lidt om til opbyggelighed.

Læs mere om dette forslag og i det hele taget meget mere om de magtmekanismer jeg har skrevet lidt om i denne kommentar, i E-håndbog for undertrykte – med nøgle til kommissærernes bullshit.

*********************************

Til toppen af siden