|
|
|
Først lagt
op 05-12-2015, senest opdateret 20-12-2020
12:01:42 |
|
|
|
|
|
Stor politikerlede giver høj stemmeprocentVælgere
er nemlig nødt til at møde frem i stort tal for at forhindre, at de
allerringeste lavmåls-politikere får overtaget.
|
|
|
|
|
|
Et af EU-valgkampens mest intense øjeblikke var, da Løkke anklagede Thulesen Dahl for at puste til politikerleden, når han sammenlignede den brede aftale i Folketinget om en ny folkeafstemning, inden man eventuelt tilsluttede sig EU's overstatslige politik på området, med Nyrups efterløngaranti. Og teknisk set har Løkke ret i, at en enkelt politikers nok så garanterede valgløfter ikke kan sammenlignes med et bredt folketingsflertals aftale. Den slags aftaler og de uskrevne regler omkring dem er en nødvendig forudsætning for at vores organisatorisk set ret komplicerede politiske maskineri kan virke i praksis. Kompliceret, især fordi vi har mange partier og normalt koalitionsregeringer, som ikke har flertal. Spørgsmålet er bare, hvor mange almindelige vælgere, der kan se forskellen mellem en aftale i Folketinget og så Nyrups herostratisk berømte efterlønsgaranti. Og de vælgere, som kan se forskellen, er måske ikke særligt interesserede i at tillægge den afgørende betydning. Hvis man har lav tillid til politikere generelt, så får man vel ikke automatisk mere tillid til flere politikere, som i samlet flok indgår en aftale. Og hvis man tilhører det flertal af vælgere, som ifølge troværdighedsmålinger placerer Løkke som en af de partiledere med lavest troværdighed, så preller Løkkes argumentation for forskellen sandsynligvis af. Det er med god grund, at mange lederskribenter har jamret over vælgernes lave tillid til politikere. De har i mange år ligget lavest eller næstlavest i de årlige målinger. Men jammeren udfoldes ofte, uden at man nuancerer den med den særdeles høje stemmeprocent, som vi som regel har her i landet. 72 procent ved denne seneste EU-afstemning ligger langt over de fleste andre EU-lande – hvis de da overhovedet tør spørge deres befolkninger om EU-stof. Vi er så vidt jeg ved det EU-land, hvor vælgerne oftest spørges om EU-anliggender. Også ved Folketingsvalg ligger vi ekstraordinært højt på typisk 87 procent. Man bør aldrig jamre over den store politikerlede uden samtidig at juble over den store valgdeltagelse. Den store valgdeltagelse er langt vigtigere end den store politikerlede. Den store valgdeltagelse viser, at befolkningen betragter vores demokratiske system, som deres våben mod stærkt anløbne politikere. Valgdeltagelsen foregår tilsyneladende efter denne lov: Jo værre politikere, jo vigtigere er det, at vi går hen og stemmer på de mindst ringe politikere. |
|
|
|
|
|
Megen af jammeren over politikerleden skyldes en urealistisk opfattelse af, hvordan vores politiske system fungerer. For alle de 4 millioner vælgere uden for eliten på højst 250.000 er den vigtigste politiske institution den daglige TV-nyhedsføljeton. Ved at leve med i stridigheder mellem toppolitikerne i føljetonen lever man med i det politiske. Og da enhver historie kræver skurke for at fænge, så er politikere uophørligt dømt til skurkeroller. Alle medier er på jagt efter noget at hænge en politiker op på. Og da vores medier konkurrerer stadig mere og hurtigere og med stadig færre ressourcer til dybtgående reportage, så bliver de letforståelige skurkehistorier mere og mere dominerende. Men når så ofrene har grædt og medierne har holdt skurkene frem til udskældninger og forbandelser, så kommer de ansvarlige ministre eller borgmestre på banen og udfylder rollen som helt og redningsmand. Der er en tæt forbindelse mellem at skulle levere skurke i føljetonen og så at skulle levere – helte, er sådan et stærkt ord, men: gode figurer, som kan give håb om en lykkelig ende på historien. Næsten alle vælgere i et velfærdsdemokrati er tryghedsnarkomaner. Tryghedsnarkomaner kræver beroligende slutninger på historier. Slutninger som genopretter den almindelig orden, som er truet. Derfor må historierne give gode løsninger. Eller i det mindste håb om, at der snart findes en god løsning. Derfor optræder politikere jævnligt i gode roller. Dette sikres også ved, at public service-medierne DR og TV 2 holdes i økonomisk snor af det politiske system. Selvfølgelig er skurke ikke noget, faktaorienterede medier bare sådan skaber ud af den blå luft. Men de mange konkurrerende partier gør, at ingen politiske eller personlige dumheder hos en konkurrent får lov at passere ubemærket. Mediernes fødesystem er et uoverskueligt netværk af fortroligt sladrende journalister og politikere, som ofte har en fælles interesse i at afsløre og udstille en politikers fejl og mangler. Men hele maskineriet drives af den ideologi, at alle – vælgere, politikere og medier – bør leve op til de fire dyder ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence. |
|
|
|
|
|
Læs om de fire dyder, som alle jagter. Læs om journalisters netværk med politikere, artiklen ”Netværk og narreværk”. Selv den værste skurke-historie uden en god politiker, der til sidst kommer ind og redder det hele, giver kun mening, fordi alle er enige om, at disse fire dyder bør alle leve op til. Disse ædle dyder styrkes altså, selv i tilfælde, hvor seerne måtte sidde frustreret tilbage over en ustraffet skurk. De mange politiske skurke i føljetonen kan sagtens leve side om side med udvalgte gode figurer, nemlig de gode figurer, som findes i det parti, som en given vælger mest sympatiserer med. Og når denne vælger så spørges af opinionsinstitutter, om han eller hun har tillid til politikere, så kan man sagtens svare, at det har man ikke, og at leden derfor er stor. Samtidig med at man egentlig stoler ret meget på lederen af det parti, man sympatiserer mest med. Og af samme grund stemmer på for at forhindre, at de virkelig lede politikere får overtaget og kører butikken helt ned. Mere mystisk er det vel ikke. Og når alle vælgere har det sådan, så må det jo give den vidunderligt høje stemmeprocent, som bør gøre os alle stolte. Så lad bare alle lederskribenterne jamre i fred. Det er sådan set en del af det politiske kommentariats ritualer at jamre højt, og altid helt nytteløst. Læs kommentaren Demokratiets kroniske jammer. |
|
|
|
|
|
********************************* |
|
|
|
|
|
Klaus
Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk
|
|
|
