Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

		Først lagt op 23-01-2016, senest opdateret 24-01-2016 12:03:25 Skriv eventuelle kommentarer til kommentaren på www.facebook.com/klauskjoeller
	Migrantkrisen: Hvorfor skal det gå galt, før det kan blive godt? Det skal det, fordi rationelle argumenter, som ikke bygger på frygten for, at det er ved at gå ad helved til, ikke har nogen praktisk virkning. Det illustrerer migrantkrisen, både i Danmark, i Sverige og i EU.
	Hvorfor skal det gå så meget galt, før et samfund gør noget ved det? Det har jo været forudsigeligt længe, at migrationen ind i Europa ville gribe om sig. Det eneste, man ikke vidste, var, nøjagtigt hvornår det ville eksplodere. Gunnar Viby Mogensen fra Rockwoolfondens Forskningsenhed og andre seriøse, vidende mennesker har i årevis skrevet kronikker med den pointe, at det vil koste kassen med indvandringen. Og at folkevandringspresset fra syd skyldes mange andre ting end Syrien-krigen og vil vokse stærkt, bl.a. på grund af elementære demografiske kendsgerninger. Som trofaste læsere af mine jævnlige beretninger om verdens tilstand vil vide, så skyldes denne ulykkelige tendens til, at katastrofer skal være godt i gang, før nogen ansvarlig gør noget ved det, at medier og dermed politikere er underlagt to regler: 1. Flytte-høste-reglen: Flyt holdninger med eksempler. Høst dem med rationelle argumenter. 2. Lig på bordet: Billedbelagte historier om død, vold og fysisk lidelse er mere velegnet til at rejse følelser og skabe indlevelse, end verbale historier om rent åndelige lidelser – for ikke at nævne historier om abstrakte anliggender, principper og traktater.
Manipulation. En håndbog. 2. reviderede udgave. Borgens Forlag 2007 Spindoktor, 2001 (e-bog) KJOELLER.dk 2014.	Læs mere om Flytte-høste-reglen i Manipulation og i Den politiske komedie. Læs mere om reglen Lig på bordet i Spindoktor. Det er først fra september 2015, hvor migranter i stort antal pludselig gik over danske grænser, at danske medier fik de billeder, menneskeskæbner og historier med personstridigheder, som kan flytte holdninger i sagen. Indtil da, var Gunnar Viby Mogensens og andres råben vagt i gevær bare kronikstof, som man læste igennem uden at foretage sig noget. Ud over at skrive debatindlæg. Det følger af Flytte-høste-reglen, at rationelle argumenter i kronikker og lignende steder først bliver relevante i offentligheden, når medierne har skabt de følelser i befolkningen, som skaber en interesse blandt politikere for de løsninger, som rationelle argumenter i kronikker og andre steder foreslår. Uden medieeksempler, som skaber følelser og dermed flytter holdninger, så er enhver nok så rationel og velskrevet kronik og stribevis af snusfornuftige og vittige debatindlæg helt nytteløse slag i luften. (Tragisk nok vil også en fremragende, perspektivrig klumme som denne om grundlæggende mekanismer i medieverdenen og det politiske liv være helt uden praktiske konsekvenser.) Læs kommentaren Da Danmark blev taget på Schengen. Læs Groft sagt’en Baglæns fremad. Derfor har den tidligere S-borgmester i Ishøj, Per Madsen, som i dag (23-01-2016) står frem i Berlingske, haft det svært, da han i sin 26 år lange borgmestertid forsøgte at få sine partifæller til at se nøgternt på de problemer, han allerede dengang i 70’erne og 80’erne så, det gav med indvandrere og flygtninge i hans kommune. Han blev ignoreret. Han må så nu forsøge at glæde sig over, at han stadig lever og derfor nu kan opleve, at hans egen partitop har lagt sig pladask ned foran ham og de andre vestegnsborgmestre, som tidligt forsøgte at advare og dreje Socialdemokratiets politik i en anden, mere realistisk retning. Der er en enorm inerti i ethvert samfund. Det er som i enhver organisation: Uden en svær krise så flyttes intet. Alle går rundt og bekræfter hinanden i de sædvanlige sandheder – indtil der sker ét eller andet, som alle kan se, får de etablerede sandheder og vurderinger – de såkaldte ”skueværdier” – til at lyde grotesk forkerte. At enkelte særligt indsigtsfulde forskere eller erfarne borgmeste siger noget, der strider mod skueværdierne, betyder bare, at de mange, som ikke ved særligt meget om sagen, ekstra ivrigt bekræfter disse veletablerede skueværdier ved at kværne løs om dem med fornyet intensitet. Det skaber altid tryghed, når mange mener det samme. Den offentlige debat i demokratiet er i sig selv konservativ: Dens samlede effekt er at bekræfte de gældende værdier, holdninger og interesser. Kun stærke eksempler – som typisk handler om Lig på bordet eller i hvert fald noget, der ligner – kan tvinge den offentlige debat i nye retninger. Fordi sådanne eksempler skaber et behov for nye politiske løsninger for at genoprette trygheden. Ved at lade sine rationelle argumenter strømme i nye retninger forsøger de politiske partier så at høste de stemmer, som de stærke eksempler har sat i bevægelse i vælgerhavet. Den motor, der efter disse regler driver politikken fremad, kan tegnes således (”Store scene” er den løbende TV-nyhedsføljeton): Illustration fra Den politiske komedie, s. 85. Skolestueopfattelsen af politikere, som nogle, der – uafhængigt af stærke medieeksempler – udelukkende med rationelle argumenter leder landet fremad, er ikke bare naiv og i direkte strid med virkeligheden. Den er yderst skadelig for en effektiv ledelse af landet. Problemet er, at når etablissementet bekræfter hinanden i troen på, at politikere går foran med visioner, så undervurderer de de farer, der stemmes op i ly af denne fejlagtige tro. Når disse farer så bryder igennem på en måde, som omgående udstiller det sædvanlige sproglige lirum larum fra etablissementet af medier og politikere som et hult ritual, så er helvede løs. Hvis kendskabet til og respekten for Flytte-høste-reglen og Lig på bordet var større og mere udbredt her i landet, så ville den almindelige politiske debatkværn ikke så længe have kørt videre i migrantspørgsmålet, uden nogen gjorde noget ved sagen. Så havde man ikke behøvet at vente på, at flygtninge og migranter pludselig gik på motorvejene i september 2015. Og man havde heller ikke behøvet vente på, at borgmestre rundt omkring i landet diskede op med skræmmende eksempler på, hvad det ville betyde for velfærden, at de skulle skaffe plads til indvandrere i deres kommune. Man havde vidst, at demokratiets største problem er, at næsten alle snakker, som om intet er hændt – indtil der sker noget virkelig katastrofalt, hvorefter der handles i panik, fordi man allerede sidder i problemer til halsen. Til vores egen ros kan man så heldigvis konstatere, at vi er bedre end mange andre demokratiske systemer til at korrigere for denne systemfejl. Læs kommentaren Paradoksernes mørke side. Men det er en ringe trøst, at andre er værre ofre for undervurdering af Flytte-høste-reglen og Lig på bordet, end vi er. Sverige har været særlig slem til at samle hele nationen om at polere sine skueværdier, samtidig med at problemerne har tårnet sig op. Den næsten enstemmige politiske korrekthed i svenske medier og blandt svenske partier indtil for nyligt har medført, at man, samtidig med at problemerne er vokset, med en selvmorderisk arrogance har ført sig frem som ”humanitær stormagt”. Først op mod julen 2015 blev eksemplerne fra svenskernes flygtninge- og migranthåndtering så groteske og smertefulde, at selv det svenske establissement fra sin udsigtspost langt oppe i det politisk korrekte træ indså, at de måtte se at komme ned fra træet og gøre noget. Og tag EU. Her lider man ikke kun under en uhyggelig dyrkelse af troen på politisk lederskab baseret på højstemt rationel argumentation. Man lider under en konstruktion, som på papiret kaldes demokratisk, men som mangler det allermest væsentlige i et demokrati: en daglig, politisk TV-føljeton, hvor magthavere, som vælges direkte ved hemmelige valg, for åben skærm strides om politiske spørgsmål. Og hvor befolkningen lever med, fordi de klart fornemmer, at de stridende er nødt til at gøre sig umage for at bevare befolkningens sympati og dermed overleve som politikere. Men selv om EU havde en sådan politisk TV-føljeton, så ville det stadig være svært for EU at finde en vej frem i migranthåndteringen. Alene fordi EU er en så stor og kompliceret politisk organisation med udbredte muligheder for, at enkelte medlemmer kan blokere for vigtige beslutninger. Eller bare undlade at udføre beslutningerne i praksis. Men når EU ikke har en politisk TV-føljeton og er så kompliceret og let kan blokeres af enkelte medlemmer, så er der ekstra grund til at tage hatten af, vifte med flaget og afspille EU-hymnen, Beethovens "An die Freude", hvis EU i løbet af de næste par måneder udfører de foranstaltninger, som er nødvendige for at få Schengen- og Dublin-aftalerne til at virke i praksis. Der er jo nok af skrækhistorier og rigeligt døde til at aktivere både Flytte-høste-reglen og Lig på bordet og dermed basis for at få gennemført den store ændring det ville være, hvis EU fik disse aftaler til af fungere. Og alle de særdeles gennemarbejdede, rationelle argumenter for aftalerne er jo for længst i hus og vedtaget af de fine forsamlinger. Det eneste, der har manglet for at få alle disse fornemme, rationelle argumentationer i aftalerne udmøntet i virkelige handlinger, er, at migrantsituationen blev så slem, at alle kan se, at EU's undergang er nær. Læs kommentaren Derfor lukker EU ikke sine grænser.			Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen. Forlaget Hovedland 2011
	**********************
	Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk Øverst i dokumentet Opdatering 24-01-2015: korrekturrettelser og nogle links indsat.
		Skriv eventuelle kommentarer til kommentaren på www.facebook.com/klauskjoeller