ss

 

Først lagt op 07-02-2016,,senest opdateret (layout) 17-11-2022 11:02:25

 

 

 

 

 

 

For at læse inskriptionen: Se billedet i større format nederst her på siden. Det er et foto af en messingplakette, som blev afsløret i bibllioteket i tænketanken Cepos d. 20-05-2016.

 

Claes Kastholms død: en grovhed, vi godt kunne have undværet

Det var aldrig blevet til ”Groft sagt” for mig uden Claes. Men nu er det så blevet ”Groft sagt” for os alle uden Claes.

 

 

Claes Kastholm Hansen døde i går (d. 06-02-2016). Vi var siden januar 2011 kolleger i Berlingskes daglige satiriske spalte, ”Groft sagt”. Det var Claes, der opfordrede mig til at indgå i panelet af bidragydere. Første gang han nævnte muligheden af dette, var i en mail, han skrev straks efter, Berlingske havde bragt kronikken ”Mens vi venter på Den store Leder” (21-07-2010). Kronikken tager udgangspunkt i noget, Claes havde skrevet i ”Groft sagt” d. 7. juli: en påkaldelse af den store komediedigter Holberg til at afsløre alle naragtighederne i det politiske liv, bl.a. Politikens daværende kommentator Peter Mogensen. Jeg afviser i kronikken denne påkaldelse som unødvendig. Komedien foregår allerede helt åbenlyst for enhver.

Læs kronikken ”Mens vi venter på Den store Leder”

Samme dag sendte Claes en mail til mig: ”Kære Monsør, Vor kompliment. Meget raffineret og aldeles konsistent i sin udførelse, hvilket kun de intelligente og dannede fra det gamle Institut for Nordisk Filologi ejer kapacitet til.”

Det var i øvrigt ikke første gang, jeg havde reageret i bladet på en af hans Groft sagt’er. I januar 2009 fik jeg æren af at blive offer for en af hans Groft sagt’er i anledning af en kronik om Stein Bagger-affæren, og det reagerede jeg højt beæret på med et læserbrev.

Læs ”Erhvervslivets charmerende blødhed. Svar til Claes Kastholm Hansen i Berlingske Tidendes rubrik Groft Sagt d. 3/1 2009”.

 

 

Sprogets Vej til Sindets Fred, version 2, nu med Dit og Dat. Forlaget Sohn 2010.

Efteråret 2010 sendte jeg ham så min nyudkomne ”Sprogets Vej til Sindets Fred”. Det skete med en henvisning til en anden ”Groft sagt” af ham, hvor han gjorde nogle rammende betragtninger om at svulme med sproget, altså puste sig op med indviklet sprog. Det gjorde bogen relevant, da bogen netop udfoldede de pointer, som han skrev om: om kulturlivets sprog og de formål, som bærer det.

Jeg var meget beæret over at blive inviteret ind i ”Groft sagt”. Og overrasket. Mine mailvekslinger med Claes var uden skjulte dagsordener. De udsprang af lyst til som læser at kvittere for de næsten daglige fremragende tekster, han leverede til Berlingske. Ud over til ”Groft sagt”, så også til hans faste ugentlige klumme ”Læst og påskrevet” på bagsiden af søndagstillægget ”Magasinet.” Det bedste jeg kunne give tilbage som taknemmelig læser, var at udtrykke min glæde over hans kvalitet direkte til ham.

Og det var en glæde, som han havde givet mig allerede, da han var TV-anmelder på Politiken i begyndelsen af 1980-erne. Og engang jeg mødte ham på gangen på Institut for Nordisk Filologi (Københavns Universitet Amager) i den periode, fortalte jeg ham i få, direkte vendinger, at jeg syntes, at hans tekster var noget ganske særligt. Vi havde ellers aldrig talt sammen. Han virkede overrasket og mumlede noget om, at det nok var rigtigt, at hans etos passede godt til genren. Jeg er ikke sikker på, han dengang vidste, hvem jeg var. Selv om jeg i nogle år havde været lektor ved instituttet, så færdedes vi i vidt forskellige faglige områder af vores store danskfag: Claes i litteraturen, og jeg i sprog og kommunikation.

 

Arne Ossian: Kong Klaks sten. En dansk krimi. Højbjerg: Forlaget Hovedland 1998. 212 s.

Næste gang, vi stødte ind i hinanden, var i 1998, hvor Claes var chefredaktør på Ekstra Bladet, og jeg var institutleder på Nordisk Filologi, hvor jeg skrev efterskrift til en roman af Arne Ossian ”Kong Klaks sten”. En roman, som nogle mente, var en nøgleroman. I forbindelse med omtale af romanen citerede Ekstra Bladet én af de ansatte på instituttet, professor Thomas Bredsdorff, stjerneanmelder m.m. på Politiken, for denne replik: ”Idioten er jo ikke blevet professor i manipulation for ingenting.” Idioten var mig, som blev mistænkt for at være bogens virkelige forfatter og manipulere med medierne for at skaffe omtale for at få bogen solgt. Men det afviste Bredsdorff at have sagt, og han skrev et brev til journalisten, hvor han anklagede ham for løgn og digt. Herefter trådte Claes i profil som chefredaktør og beklagede med disse ord: ”Vi har absolut ingen grund til at tvivle på din fremstilling af sagen, og vi skal beklage forløbet dybt. Det er ikke Ekstra Bladets arbejdsmetode at forvanske eller opdigte citater. For en avis  med Ekstra Bladets kritiske og offensive holdning er det netop af største vigtighed, at troværdigheden er i orden.” Det var en win-win: Claes fik lejlighed til at pudse Ekstra Bladets officielle værdier af, og Arne Ossian fik stor omtale i Ekstra Bladet på grund af påståede intriger på instituttet. Sagen var så pikant, at den gav omtale helt ind i dagbladet Politikens interne personaleavis, ”Svingdøren”, og helt ud i dagbladet Information.

Selvfølgelig kan man ikke beundre Claes’ velskrevne tekster uden også at bemærke, hvad de handler om og har som pointer. Så ét eller andet sted delte jeg holdninger med Claes. Det fremgår jo også klart af vores bidrag til ”Groft sagt”. Men min vej til Claes gik egentlig ikke til det borgerlige, åndelige fyrtårn, som mange først og fremmest ser Claes som. Min vej gik via en beundring for hans klarhed, skarphed og hans temperament, som altid virkede inspirerende. Claes var simpelthen bare en fandens god skribent og debattør. En ideel kobling af rationel argumentation, indsigt, klogskab og så en ret vild fantasi, som slog gækken løs med overraskende overdrivelser og groteske, lattervækkende billeddannelser ind imellem. Det er nøjagtig samme potpourri af kvaliteter man finder i Holbergs epistler (1748 – 54), som vi i øvrigt begge satte (sætter) pris på.

Læs Jesper Beinovs nekrolog på b.dk, Berlingske.

Læs artiklen ”Manden der blev skabt af sammenbrud” på b.dk, Berlingske.

Læs Niels Lillelunds nekrolog på JP.dk, Jyllands-Posten.

Læs Sven Ove Gades kronik Journalisten Claes Kastholm, JP.dk.

Læs Mikael Jalvings kommentar Det borgerlige Danmark er dårlig til at hylde sine helte, JP.dk.

Læs Politikens nekrolog på politiken.dk.

At have været ”Groft sagt”-kollega til Claes og næsten dagligt at have mødt ham – ansigt til ansigt og groft til groft – i spalten har været en stor glæde for mig. Og forhåbentlig har det også givet en vis glæde til Claes. Uden Claes var jeg nok aldrig i sin tid begyndt at læse ”Groft sagt”. Og uden tydelig inspiration fra hans ”Groft sagt” til kronikker og pointer i ”Sprogets Vej” og andre af mine senere bøger havde Claes nok aldrig set en mulig bidragyder til ”Groft sagt” i mig.

Så det var aldrig blevet til ”Groft sagt” for mig uden Claes. Men nu er det så blevet ”Groft sagt” for os alle uden Claes. Hans død er en grovhed, vi godt kunne have undværet.

Læs kommentaren Kastholm, det tekstlige fyrtårn.

 

 

 

 

**********************

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

 

Opdatering 08-02-2016: Links indsat, et par mindre justeringer i teksten.

18-02-2016: links indsat til Sven Ove Gade og Mikael Jalving.

14-05-2016: indsættelse af denne note: Det glædede mig ved arrangementet på Svogerslev Kro d. 12-02-2016 efter bisættelsen, at Claes’ kone, Nanna, i sin smukke tale om sin mand citerede stykket markeret med fed skrift i mindeordene ovenfor.

23-06-2016: Indsættelse af foto over klummetitlen. Se billedet i større format nederst her på siden. Det er et foto af en messingplakette, som blev afsløret i bibllioteket i tænketanken Cepos d. 20-05-2016. Fotoet er taget af mig d. 20-05-2016, hvor medarbejdere på tænketanken Cepos, særligt indbudte venner af huset og af Claes og af Claes’ nærmeste familie afslørede en messing-plakette, hvor Claes i Jens Hages velkendte streg fra Berlingskes Søndagsmagasin-bagside, ”Læst og påskrevet”, er foreviget og tilføjet et rammende citat. For at ære Claes Kastholms minde og holde ham present i det daglige, havde bestyrelsen for tænketanken besluttet at omdøbe deres nyindrettede bibliotek/lounge-område til ”Kastholm Lounge”.

26-06-2016: Link til læserbrev indsat.

18-12-2016: link til kommentaren Kastholm, det tekstlige fyrtårn indsat.

 16-10-2018: layoutforbedringer.

05-08-2019: menu med mine Groft sagt/ Køllebank indsat.

24-09-2020: Foto af messingplakette indsat i større format nederst på siden.

18-07 og 12-12-2021: opdatering af layout.