|
|
|
|
Først
lagt op 12-03-2016,,senest
opdateret 22-12-2018
20:43:32 |
|
|
Et blødt system i en hård verdenFor få år siden regnede vi danske nærmest med, at hele verden langsomt var ved at blive demokratisk og sådan set bare ventede på, at vi hjalp dem på vej. I dag har vi lært, at stort set hele verden ikke engang aner noget om, hvad demokrati i virkeligheden er. |
|
|
|
Man kan have en mistanke om, at folkeskolens og gymnasiets undervisning i demokrati er domineret af oplysning om demokratiets formelle side: parlamentarisme, ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed, retten til jævnligt at afgive sin hemmelige stemme. Disse ting er også vigtige. Uden dem intet demokrati. Men efter vi har været engageret i krige i Afghanistan, Irak, Libyen og senest Syrien, er det vist blevet klart for alle, at demokrati ikke er noget der opstår, bare man indfører de formelle demokratiske regler. Det, vi har lært, er, at hvis man vælter en tyran, og forsøger at indføre demokratiets formelle regler, så opstår der kampe mellem forskellige religiøse militser. I stedet for en tyran i toppen af systemet, som med terror holder militser og rivaler nede, får vi et væld af mindre tyranner, som bekæmper hinanden. Og som skaber store flygtningestrømme, som søger mod etablerede demokratier for at overleve og for at leve deres liv på denne klode under civiliserede forhold. Konklusionen er ikke, at vi så altid bør holde nallerne væk og lade tyrannerne tyrannisere løs uden at blande os. Demokratierne skal selvfølgelig deltage i den internationale kamp, som altid foregår mellem forskellige politiske systemer. Vi skal selvfølgelig forsøge at udbrede det demokratiske system mest muligt. Men vi skal ikke være naive og overvurdere demokratiets formelle side, dvs. de regler, som vores skolesystem især lægger vægt på. Vi skal lære af det, som er sket især i det seneste årti. Vi har lært i skolen, at politiet officielt er den eneste organisation, som har ret til at bruge vold i demokratiet. Men vi har lært af virkeligheden, at politiet ikke kan forhindre, at andre organisationer bruger vold, og at de endda ofte gør det med stor succes, set fra organisationens synsvinkel. Her er det ikke engang nødvendigt at tænke på den religiøse, især muslimske terror. Hele forløbet frem til etableringen af det nye Ungdomshus i 2008 var præget af ulovlige voldelige aktioner, som altså belønnedes af det demokratiske etablissement i Københavns Kommune. Vi har lært i skolen, at vi har ytringsfrihed. Men debatten om ytringsfrihed efter Muhammed-tegningerne har i høj grad handlet om selvcensur, dvs. den disciplinerende virkning som en succesrig, ulovlig brug af vold har på demokratiets medier, udstillingsarrangører, politikere og almindelige mennesker. Og det er blevet rigeligt suppleret med historier om autoritære, religiøse familiers voldelige overgreb på de unge, som forelsker sig i ”en forkert”. Her har politiet flere gang meldt pas med at forebygge overgreb, f.eks. æresdrab, fordi politiet kun kan agere, efter at skaden er sket. Jeg skriver ikke om disse sørgelige ting for at nedbryde politiets autoritet. Jeg skriver om dem for at gøre opmærksom på de vigtige sider af et demokrati, som er mindst lige så nødvendige forudsætninger, som alt det velkendte, formelle demokratiske stof. Tilsammen viser de indsigter, som virkeligheden har givet os det seneste årti, at demokratiet er dybt afhængigt af en række kulturelle normer, dvs. handleregler og praksisser, som ikke er nedskrevet som formelle regler. Først og fremmest viser det os, hvor sart en plante demokratiet er. Skolens fokusering på de formelle regler indoktrinerer os danskere med en grundopfattelse af, at demokrati især handler om formelle regler. Det giver os en tro på, at bare man fjerner tyrannen og indfører disse regler, så vil befolkningen begejstret implementere dem og demokratiet opstå. Men vores internationale engagementer har lært os, at demokrati slet ikke er den default-styreform, som opstår, når bare man fjerner tyrannen og de formelle regler, som omgav ham. Det eneste sikre er, at der opstår et magttomrum. Grundlæggende bygger demokrati – bag alle formelle regler – på en simpel cost-benefit-analyse. Hvis en organisation eller et netværk selv synes, at de kan nå bedre resultater ved at bruge vold, end de synes de kan, ved udelukkende at indgå i en ikke-voldelig diskussion og debat, så bruger de vold. Og når der findes flere sådanne organisationer eller netværk i et samfund, så får vi ikke demokrati i magttomrummet efter tyrannens fald, men kampe mellem organisationernes eller netværkenes militser. Disse kampe kan så dæmpes noget, hvis én af organisationerne vinder den voldelige kamp og ophøjer sin leder til ny tyran for det hele. Men demokrati får vi selvfølgelig aldrig på denne måde. Demokrati får vi, hvis – i værste fald – kun ganske få ekstremistiske organisationer og netværk bruger vold, mens de store, dominerende organisitioner i offentligheden udelukkende strides sprogligt. Under denne vinkel er det tydeligt, at vi kun får demokrati, hvis næsten alle står til at miste ved at bruge vold. Sådan vil det kun være i et velfungerende system, som opfattes nogenlunde retfærdigt af næsten alle borgere. I et system, hvor der findes mange religiøse sekter med en fast tro på, at man kan vinde et vidunderligt evigt liv ved at ofre sig som martyr for sagen her på jord, vil det være op ad bakke at afmontere volden som foretrukken metode. Især medierne er i fokus, når vi taler om påvirkning med vold og selvcensur. Det skyldes, at mediernes virkelighedsfremstilling er grundlaget for befolkningens virkelighedsopfattelse. Derfor er det selvfølgelig mere interessant for enhver magthaver at styre et mediums produktion, end det er at styre en leverpostejfabriks eller tøjfabriks produktion. En politisk ledelse af et land kan – således som det er ret normalt i pseudodemokratiske systemer – styre et medium ved at give sig selv lov til at udpege chefredaktøren. Men hvis det ikke er tilstrækkeligt til at få mediet til at producere den ønskede virkelighed, kan man helt overtage mediet eller eventuelt lade højt profilerede, særligt oprørske journalister snigmyrde. Politiets ringe muligheder for 100 procent at afbøde vold med voldelige metoder betyder, at demokratiet i næsten ubærlig stor grad hviler på fredelige menneskers faste tro på, at de og alle andre vil tabe en masse, hvis nogle fanatikere giver sig til at sprænge bomber, stikke med knive og skyde om sig. Og det er jo bare en anden måde at sige på, at demokrati bygger på, at folk faktisk oprigtigt kan lide det system, de lever i. Men heri ligger jo også sårbarheden. For det er ikke tilstrækkeligt at kunne lide noget for at sikre, at det overlever. Det er nødvendigt, at man også er villig til at kæmpe for det. For det, virkeligheden lærer os stadig tydeligere, er, at demokrati for langt de fleste her i denne verden ikke er spor indlysende som styreform. For få år siden regnede vi danske nærmest med, at hele verden langsomt var ved at blive demokratisk og sådan set bare ventede på, at vi hjalp dem på vej. I dag har vi smerteligt tydeligt lært, at næsten hele verden ikke engang aner noget om, hvad demokrati i virkeligheden er. Og de mange, der er kommet hertil uden at ane noget om, hvad de kom til, ud over ordnede forhold, har tvunget os til at indse, at vi er nødt til selv at forstå bedre, hvad vores demokrati egentlig er, for at bevare håbet om at vores demokrati også blomstrer, når vores børnebørn bliver voksne. Og for at forsvare os med den nødvendige hårdhed og beslutsomhed mod angreb udefra og indefra. |
|
|
|
********************** |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
