|
|
|
|
Først
lagt op 09-04-2016,,senest
opdateret 27-11-2018
15:16:27 |
|
|
EU-folkemobningEU-folkeafstemninger er blevet EU-folkemobninger. Hvordan kunne det gå til, at EU mere og mere ligner den satire om sig selv, som EU-modstandere længe har ført frem? |
|
|
Nu er den gal igen i EU. Den er nemlig altid gal i EU, når et land har holdt en folkeafstemning om et EU-spørgsmål. Og nu har hollænderne holdt en sådan afstemning om EU's aftale med Ukraine. Den aftale, som fik ukrainerne ud på gaderne for at afskaffe den daværende leder, Viktor Janukovitj, som fravalgte aftalen, fordi han foretrak en aftale med Putin. |
|
|
|
|
Den hollandske afstemning er vejledende og truer formelt set ikke den aftale med Ukraine, som landet har satset hele butikken på. Men EU og den politiske elite i EU's førende demokratier har efterhånden tabt så mange folkeafstemninger, at enhver ny tabt folkeafstemning gør nas. Finanskrise og flygtningekrise har de senere år skabt så meget dårlig karma om EU, at tabte afstemninger i Danmark i efteråret 2015 og i Holland forleden tæller ekstra meget. Og tages som dårlige varsler for Storbritanniens Brexit-afstemning d. 23. juni. Selv den EU-begejstrede EU-ekspert, professor Marlene Wind er nu i defensiven: ”Det er svært at forestille sig, at de gamle EU-lande skulle lade det falde, som de har kæmpet for i over 50 år,” siger hun til Berlingske i dag. Og hvis Schengen bryder sammen, tror hun, at kernelande som Tyskland, Frankrig, Italien, Holland og Belgien vil finde sammen i et tættere fællesskab. Der høres for tiden meget lidt pep-talk for EU. Derimod lyder mange, som om de forbereder gravtaler. Men der er ingen grund til at glæde sig over EU's problemer. Den elite, som i så uhyggelig grad har tabt EU-folkeafstemninger de senere år, har indlysende ret i, at Europa skal have et telefonnummer, som USA, Kina, Rusland og andre af klodens magtcentre kan ringe til. Derfor er der grund til at ærgre sig over, at EU har vist sig ude af stand til at få Europas befolkninger med sig. |
|
|
|
Den årsag, som ofte holdes frem, er den indlysende, at EU har vist sig ude af stand til at løse flygtningekrisen. Men mange fandt også håndteringen af finanskrisen og den efterfølgende græske krise famlende og mangelfuld. De mange topmøder med aftaler, som viser sig ikke at holde i praksis, underminerer stille og roligt foretagenets image i befolkningerne. Hvordan kunne det gå til, at EU mere og mere ligner den satire om sig selv, som EU-modstandere længe har ført frem? Kernen i EU's problem er, at EU, som rummer et utal af afdelinger, direktorater og institutioner, mangler den væsentligste institution i demokratiet: den politiske tv-nyhedsføljeton, hvor vælgerne for åben skærm kan følge personstridigheder mellem EU's toppolitikere. I Danmark og andre demokratier er det denne institution, som både skaber interesse og forståelse blandt almindelige vælgere for, hvad der foregår. Og som sikrer tårnhøj opbakning til systemet her i landet og i mange andre demokratier. Vi ser ikke EU's politikere i aktion i en EU-tv-nyhedsserie. Derimod hører vi andre fortælle om dem: Både vores tappert formidlende udsendte korrespondenter og vores politikere, når de kommer hjem fra møder dernede. EU's problem er, at EU er fortalt virkelighed og ikke er vist virkelighed. |
|
|
|
Dette er ikke en teknisk detalje. Enhver vælger uden for eliten på nogle få procent forstår politik gennem indlevelse i de personer, som udfører politikken. Demokrati er kun muligt i praksis, fordi man kan forstå politik uden at forstå substansen, altså de sager, som politik officielt handler om. Og da enhver kan forstå stridigheder mellem personer i en tv-føljeton, så er det i praksis den forståelse, som demokratiet hviler på. Når EU mangler denne institution, så formår EU hverken at interessere almindelige vælgere eller at skabe forståelse for, hvad der foregår. EU indgår derfor kun i de nationale, succesfulde, politiske tv-serier i det omfang, EU-sager kan bruges til at skabe stridigheder mellem nationens politikere. De nationale politikere er interessante at se på, fordi seerne ved, at det betyder noget for politikernes fortsatte magt, hvor godt seerne synes de klarer sig i stridigheder. Af samme grund er EU's politiske magthavere – som kommissærer og formand for EU-kommissionen – uinteressante at se på, fordi seerne ikke føler, de har nogen indflydelse på disse figurers fortsatte skæbne. De vælges efter indirekte, uigennemskuelige metoder. Vejen frem for EU er næppe at etablere EU-tv-nyhedskanaler i stil med vores egne public service-kanaler, hvor EU-politikere kan løbe spidsrod mellem hinanden, studieværter og bidske journalister. Alene den europæiske sprogforbistring forhindrer det. Samme sprogforbistring forhindrer også direkte overnationale valg til EU's parlament og en medfølgende parlamentarisk valgt regering, dvs. kommisssion. Men også den lavpraktiske tankegang om, at en sådan tv-serie overhovedet er umagen værd at beskæftige sig med, vil være EU fremmed. Derfor er EU dømt til fortsat at blive formidlet gennem udsendte korrespondenters monologer og replikker fra stridende aktører i de nationale politiske tv-serier. Foruden, naturligvis, en hær af EU-ansatte kommunikationsfolk. Men det betyder altså også, at den folkelige fornemmelse for EU og kontrol med, hvad der sker i EU, er meget svag. Og det medfører, at de folkeafstemninger, der trods elitens heroiske kamp for at undgå dem, alligevel fra tid til anden må afholdes, af de få vælgere, der gider stemme, bliver brugt til at sende et uspecificeret signal opad om, at noget er galt. Det er tragi-komisk at bebrejde vælgerne, at de ikke nøjes med at tage stilling til de detaljerede spørgsmål, som en afstemning som den i Holland officielt handler om. Det er en indrømmelse af, at man i EU-toppen ikke har accepteret, at demokratiets vælgere er gode nok, som de er. Og at man skal lade være med at bygge en hel masse højstemt EU-retorik op på den antagelse, at europæiske vælgere er som dydsirede skoleelever, der artigt læser lektier og labber lærerens foredrag i sig. EU er ikke til at komme udenom. Men EU bliver aldrig tilnærmelsesvis et samlet, europæisk demokrati. For EU vil altid mangle den tv-føljeton, som får et demokrati til at fungere og blive en succes med engagerende, stridende politikere. EU bliver aldrig andet end en bureaukratisk overbygning til en række velfungerende demokratier. EU bør derfor indse, at de altid vil være et folkefjernt bureaukrati og snarest indrette foretagenets ofte noget overspændte retorik derefter og lære at optræde som europæiske demokratiers ydmyge serviceorgan. Så har EU muligvis en god chance for at overleve. |
Den
politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen (paperback),
Hovedland 2011 |
|
|
********************** |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
