Blæselampen Zenia

Søren Pape (K) legede med ilden, da han i et indlæg på Facebook skrev, at han blev dybt rystet over Zenia Stampe (R). Hermed antændte han stridens gudinde, Zenias, frygtindgydende lidenskaber – og blev blæst ud.

En politiker, som ikke indgår i stridigheder, er en død politiker. Omkring politikere med magt, f.eks. ministre, opstår der normalt automatisk stridigheder hele tiden. Men for politikere i opposition, f.eks. ordførere eller partiledere for små partier, er det nødvendigt selv at skabe stridigheder for at holde sig i live som figur i den tv-serie, som dansk politik er.

Her giver Facebook gode muligheder for at skrive tekster, som skaber strid. Den nuværende justitsminister, Søren Pind, var fremragende til som politiker uden magt ustandseligt at angribe alt, som bevægede sig. Ofte skabte det en del medieomtale, fordi alle journalisterne overvågede Pinds Facebook, fordi de vidste, at han var let antændelig og ofte futtede af. Efter Pind er blevet justitsminister, har han overhovedet ikke brug for at angribe. Tværtimod ser vi ham i dag nedtone stort set alt, han kommer i nærheden af.

De Radikales Zenia Stampe er en politiker, som er ekstrem god til ustandselig at skabe strid omkring sig. Hvad er det egentlig, hun gør? Lad os se på det vistnok seneste eksempel:

Dansk Folkeparti har foreslået at sætte militæret ind til de bevogtningsopgaver, som politiet nu i mere end et år har haft, især ved jødiske institutioner. Forslaget kommer efter nye tal fra Rigspolitiet, der viser, at det danske politi endnu engang har massivt overarbejde. Så vidt jeg ved, har forslaget opbakning fra et flertal i Folketinget, bl.a. fra Liberal Alliance, De Konservative og Socialdemokraterne.

De Radikales værdiordfører, Zenia Stampe, er imod. Hun skrev på sin Facebook-side:

»En mand med et våben er ikke bare en mand med et våben. Politiet er uddannet til at beskytte civile i fredstid. Soldater er uddannet til at nedkæmpe fjender i krigszoner. Det er to meget forskellige ting. Og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: Hvad er risikoen for, at en soldat tager fejl af ven og fjende, når han pludselig skal operere i en helt anden kontekst?”

Der er ikke noget direkte stridsskabende i denne tekst. Der er ikke noget personangreb og heller ikke stærke lidenskaber. Der kan menes meget om, hvor meget politifolk og soldater ligner og adskiller sig fra hinanden. Og Stampe synes altså, at de adskiller sig meget.

Men Zenia Stampes fredsommelige indlæg fik de Konservatives Søren Pape Poulsen til at skrive dette ret stridspotente indlæg (de mest interessante stykker har jeg markeret med fed):

»Kære Zenia, jeg er dybt rystet over dig!

Vil du ikke godt vise lidt respekt for vores soldater? De er sådan set trænet til at passe på civile og se forskel på ven og fjende. Den vurdering skal de foretage hver eneste dag de er i felten. Vi har sendt dem ud til verdens brændpunkter og de fortjener vores respekt, anerkendelse og totale opbakning! Jeg kender flere soldater og føler det så frustrerende på deres vegne at skulle læse det du skriver. Det er så respektløst. Og i øvrigt. Hvor mange "venner" tropper lige op med våben ved Carolineskolen? Umiddelbart har jeg nemlig ret svært ved at se, hvilken privatperson der skulle have en god grund til at slå et smut forbi en skole med et våben.«

Og Pape afslutter sin opdatering med en opfordring til Zenia Stampe om at give de danske soldater en ”uforbeholden undskyldning”.

Pape skaber her strid ved at fortælle om de stærke følelser, Zenias indlæg har sat i gang i ham. Han oplyser, at følelserne skyldes, at han er oprørt over, at Zenia ikke har respekt for danske soldater. Hvis man genlæser Zenias indlæg, er det svært at finde respektløshed. Det nærmeste, man kan komme, er, at Zenia måske undervurderer soldaters faglige kompetence. Men det kan jo skyldes deres uddannelse og behøver derfor ikke være udtryk for mangel på respekt for dem.

Men teknikken med at tillægge en politisk modstander synspunkter og holdninger, som modstanderen for en nøgtern betragtning ikke har, er den mest almindelig måde, hvorpå en politiker skaber strid. Så det kan ikke undre, at Pape benytter den i sin kamp for at blive en rigtig, professionel Christiansborg-politiker. Tværtimod ville det være uprofessionelt og provinsielt, hvis han ikke gjorde.

Og Pape sætter trumf på ved afslutningsvis at kræve en uforbeholden undskyldning over for soldaterne af den manglende respekt, som Pape selv har tillagt Zenia Stampe. Ikke dårligt, for her angriber han hende ved at kræve en konkret handling af hende.

Papes stridsskabende tekst udløser så dette indlæg fra Stampe:

Kære Søren

Jeg er ikke rystet over dig. Men jeg er så uendelig træt af den falske forargelse, som konservative politikere svinger frem, hver eneste gang man taler om danske soldater.

Jeg respekterer danske soldater. Netop derfor taler jeg om dem og til dem som professionelle mennesker. Jeg behandler dem ikke som rådne æg, svæklinge eller børn. Vi har at gøre med seriøse hårdtarbejdende mænd og kvinder, der sagtens kan holde til debat, til overvejelser, tvivl eller kritik....”

[…]

”Så kære Søren: Hold din forlorne forargelse for dig selv. Den er patetisk. Det er et usmageligt forsøg på at kvæle demokratisk debat om et væsentligt samfundsanliggende, der angår os alle.”

Her skrues striden op ved de angreb, der ligger i de udtryk, jeg har sat med fed skrift. Her bringer Stampe sit af Pape aktiverede følelsesliv ind i debatten. Og det sker langt stærkere end Papes klichéagtige påstand ”jeg er dybt rystet.”

Hånen af Pape kommer i to bølger af stigende intensitet: 1) hans indlæg er ikke spor originalt, men bare endnu et forudsigeligt indlæg fra en konservativ politiker. 2) Pape er forloren, patetisk og smagløs og ønsker at kvæle den demokratiske debat.

Det er svært for Pape at overgå Stampe med yderligere et indlæg. (Så vidt jeg ved, skrev han heller ikke noget svar.) Stampe har skruet sprogbrugen og personangrebet så meget op, at det ligger uden for Papes formåen at komme stærkt igen ved at overbyde hende. Det ville ikke være troværdigt for hans forsigtige figur at skrue sin sprogbrug så meget op. Han kan allerhøjest blive fornuftig og væve lidt om, at han er blevet misforstået af Zenia. Men så dør den politiske strid. For at holde striden igang skal den helst hele tiden skrues op.

Teknikken med at tillægge en politisk modstander synspunkter og holdninger, som modstanderen ikke har, er den mest almindelig måde, hvorpå en politiker skaber strid.

Substansens eneste rolle i en debat som denne er at legitimere, at Stampes følelsesliv aktiveres. Når først følelseslivet er sat i gang, styrer Stampe showet.

Pape legede med ilden, da han i sit indlæg brugte sine følelser og skrev, at han blev dybt rystet over Zenia. Hermed tog han et lille forsigtigt skridt ind i Zenia-land. Derved antændte han stridens gudinde, Zenias, frygtindgydende lidenskaber – og blev blæst ud.

Stampes enestående talent for at skabe strid ligger i hendes evne til at skrue personkonflikter op til et niveau, hvor få matcher hende. Det som politiske kommentatorer kalder substansen i politik – altså de juridiske, økonomiske og administrationstekniske udfordringer, som politikere ideelt set burde diskutere for at løse landets problemer – spiller en mikroskopisk rolle i en debat som denne. Det er bl.a. dette, der gør alle debatter med Zenia letforståelige og engagerende for enhver, der kan holde hende ud. Debatterne handler i ekstrem grad om de personer, der debatterer.

Substansen i denne konflikt med Pape er spørgsmålet om, i hvor høj grad politifolk og soldater ligner og ikke ligner hinanden. Men dette substansspørgsmål forsvinder hurtigt i stridigheder om, hvilken politiker der har den værste karakter. Og her tonser Zenia suverænt igennem og maser Pape til plukfisk. Gennem efterhånden mange af sådanne konflikter har Zenia bygget sit image op som en politiker, der frygtløst bruger sine stærke følelser og sit privatliv i den politiske debat, når modstandere skal trynes for øjnene af hendes mange tusinde fans på Facebook.

Substansens eneste rolle i en debat som denne er at legitimere, at Stampes følelsesliv aktiveres. Når først følelseslivet er sat i gang, styrer Stampe showet.

Derfor holder alle medier altid øje med Zenias Facebook for ikke at gå glip af næste gang, blæselampen Zenia brænder nogen af. Mange oppositionspolitikere uden magt må misunde hende inderligt. Ikke mindst Pape.

Blæselampen Zenia kan kun gøres til fyrfadslys ved at blive minister.

**********************

Øverst i dokumentet

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller