|
|
|
|
Først
lagt op 25-06-2016,,senest
opdateret 05-09-2018
15:38:35 |
|
|
Vælgere er dummere, end EU tilladerEfter Brexit står det derfor klart, at enten må EU forbyde medlemsstaterne at afholde folkeafstemninger om EU, eller også må man lave EU om til noget, som almindelige vælgere kan elske. |
|
|
|
Både Berlingske og Jyllands-Posten drager i deres ledere i dag (25-06-2016) den konsekvens af Brexit, at EU må skrue ned for sin unionsretorik og op for sin funktion som en nødvendig praktisk teknisk overbygning på de nationalstater, som borgerne holder fast ved. Det er svært at konkludere andet. Men intet tyder på, at EU's to politiske topfigurer: kommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, og EU's præsident, Donald Tusk, drager samme indlysende konsekvens som disse to toneangivende dagblade. Tværtimod står det klart, at det gør de ikke. De kommenterer situationen som to forældre, der er fornærmede over børnenes opførsel. Læs Groft sagt’en ”Juncker på Jeppes mødding” (25-06-2016). Det er der kun én forklaring på, desværre: Juncker og Tusk skal ikke – som almindelige demokratiske politikere – vælges af almindelige vælgere, og derfor heller ikke af de vælgere, som har stemt ved Brexit-afstemningen. De er valgt indirekte efter systemer, som også benyttedes i Sovjet og stadig benyttes i Kina og i mange andre udemokratiske systemer: Folket vælger nogen, som vælger nogen, som vælger nogen… I praksis betyder det, at folkets indflydelse er minimal, og at interne netværksforhold og studehandler i systemet bestemmer fordelingen af poster. Og det betyder så også, at Juncker og Tusk ikke – som den britiske premierminister David Cameron – har brug for øjeblikkeligt at bruge situationen til at score mest mulig ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence hos vælgerne. Læs om de fire dyder, som rigtige, demokratiske politikere altid jager. I stedet taler Juncker og Tusk på systemets vegne. Og da det er helt på tværs af systemet, at UK melder sig ud, så er de selvfølgelig utilfredse, sure og fornærmede. Og specielt Juncker gider ikke engang forsøge at skjule det lidt. Det underforståede budskab er, at det flertal af vælgere, som har stemt UK ud, er uvidende, naive og bagstræberiske. Eller sagt ligeud: Vælgerne er dumme. I det mindste så dumme, at de har været lette ofre for manipulerende britiske medier og politikere. Sådan et budskab kunne en folkevalgt aldrig slippe levende fra at komme i nærheden af. EU's to præsidenter gør altså bare alting værre, hver gang de tager ordet i offentligheden i disse dage, fordi enhver kan se, at de slet ikke optræder som folkevalgte. De mangler ydmyghed. Og det er netop, fordi EU-systemets topfigurer stort set aldrig opfører sig som politikere på valg, at vi fik Brexit og har fået så mange andre EU-afstemninger, hvor vælgere i en eller anden grad har sagt nej til EU. I stedet for at opføre sig som folkevalgte opfører EU's topfigurer sig, fuldstændig som om de repræsenterede et bureaukrati, der er hævet over politik. I hvert fald hævet over politik i den forstand, at det er noget, som almindelige vælgere kan begribe og vurdere. Årsagen til, at et stigende antal EU-borgere opfatter EU således, er, at EU mangler den mest grundlæggende demokratiske institution. EU har ikke – som alle EU's demokratiske nationalstater – en daglig tv-nyhedsføljeton, hvor EU's toppolitikere strides for øjnene af vælgerne. I stedet har EU's nationalstater en lang række udstationerede korrespondenter, som stående foran bygninger i Bruxelles forsøger at fortælle om, hvad der foregår bag de lukkede døre og fortolke, hvad der sker på organisationens pressemøder og står i dens pressemeddelelser. Men selv den mest veloplagte og dygtige korrespondent kan ikke erstatte den politiske tv-serie, som EU mangler. Befolkningen kræver at se de politiske magthavere strides for åben skærm på liv og død. Kun på denne måde bliver demokratiet interessant og forståeligt for almindelige vælgere. Kun på denne måde bliver de nationale demokratier interessant og forståeligt for ikke-nørdede, almindelige vælgere. |
|
|
Demokrati – mindst ringe, men mest udsat (paperback
og e-bog), KJOELLER.dk 2016 |
Læs mere om det i Demokrati – mindst ringe, men mest udsat. Foredrag om politik, politiske analyser og korrespondentrapporter om, hvad der foregår bag lukkede døre, er udelukkende noget, der interesserer eliten af særligt motiverede vælgere. Denne elite er her i landet på højst 250.000 vælgere ud af de mere end fire millioner stemmeberettigede, som vi har i alt. Eliten er vigtig i et demokrati. Det er fra eliten, at politikere, journalister og topembedsmænd rekrutteres. Eliten fylder op i politik, i medier og i embedsapparatet. Men eliten har en grim tendens til at overdrive sin egen betydning for formidlingen af demokratiet. Da det altid er eliten, der i medierne fortolker og forklarer, hvad der sker i politik, så propaganderer eliten kraftigt for at lige netop denne form for formidling er vejen til at forstå, hvad der foregår. Det er det også i høj grad – men kun for eliten selv, som godt gider at se TV 2 News Tirsdagsanalysen og DR 2 Debatten og lignende programmer for politiske nørder. Men det er programmer, som får resten af de 4 millioner almindelige vælgere til at løbe langt væk. Disse almindelige vælgere, som hverken brænder særligt for politik, eller som har en uddannelse eller et arbejde, som placerer politik som noget væsentligt i deres liv, nøjes med at følge politik gennem tv-nyhederne, som formidler politik ved at fremstille det som personstridigheder mellem politikere. EU kan aldrig formidle sig selv bare tilnærmelsesvis så godt, som Europas nationalstater kan. Alene af den grund, at EU ikke leverer stridende EU-toppolitikere til en løbende, fælles tv-serie i EU-landene. Da der af sproglige og andre grunde ikke er udsigt til, at EU nogensinde bliver i stand til at levere en fælles tv-nyhedsserie eller en valgkamp, som kan matche de nationale tv-nyheder og valgkampe, som jævnligt foregår i EU's nationalstater, så må EU hurtigst muligt finde sin plads som en nødvendig, teknisk overbygning til de nationale demokratier. Enhver europæisk leder, som retorisk fører sig frem som et slags over-demokratisk orakel over nationale politikere, medier og afstemningsresultater, bør øjeblikkeligt klappe i og føres langt væk, for at forebygge, at han gør mere skade. En figur som Juncker gør det alt for let for nationalstaternes politikere og medier at fremstille EU som et virkelighedsfjernt, frit-i-luften-svævende, vildtvoksende bureaukrati, ledet af arrogante kommissærer. EU's katastrofalt ringe sans for sit eget dårlige image og årsagerne hertil vil give organisationen flere nederlag ved kommende folkeafstemninger. EU's dilemma er: enten forbyder man nationalstaterne at afholde folkeafstemninger om EU, eller også laver man EU om, så ingen borger i noget medlemsland kan være i tvivl om, at EU's fineste topfigurer er anonyme, beskedne embedsmænd uden politiske ambitioner. Og disse embedsmænd bør hverken hedde fine navne som præsident eller kommissær, men bare noget yderst simpelt som f.eks ”EU-tjener”. |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
