|
|||||||||
|
|
|
|
||||
|
|
Først lagt
op 15-10-2016, senest opdateret 28-01-2020
15:08:51 Virkeligheden er krum som en sabelDet er godt for salg af bøger og medier at skrive om velformulerede personer, som vil blive utilfredse med, at man skriver om dem. Men det er ikke godt at skrive om personer, som vil blive så utilfredse, at de slår en ihjel. Derfor skævvrides vores virkelighed. |
|
||
|
|
Den virkelighed, som vi oplever i offentligheden, er ikke den sande virkelighed. Forfattere, debattører og journalister holder kæft med meget. Ofte det mest interessante. Men det allermest interessante ved vi formentlig ikke engang, at nogen bevidst holder kæft med. Tag nu f.eks. Peter Øvig Knudsen, som nu igen er aktuel med en dokumentarisk murstensbog. Denne gang om BZ-bevægelsens storhedstid i 1980’erne. Han har klart sagt, at han ikke tør skrive en dokumentarisk bog om Pusherstreet i Christiania. Risikoen for at få en kugle i panden er for stor. BZ’erne har i stort tal været utilfredse med, at han tillod sig at befamle deres selvforståelse ved at skrive en tilstræbt nøgtern, dokumentarisk bog om dem, men bogen blev alligevel skrevet, fordi de ikke blev vurderet til at være lige så livsfarlige som de rockere, der tjener milliarder årligt på stofhandelen i Pusherstreet – uanset om boderne står der eller ej. Utilfredse BZ’er nøjes med at mobbe ham i debatindlæg i aviser og på Facebook. Det er en stor psykisk belastning for en forfatter at blive udsat for hetz, således som Peter Øvig Knudsen er blevet ved denne bogudgivelse. Men der er megen trøst for forfatteren at hente i, at det altid er således, at strid om en bog er nøgle til, at bogen blive behandlet som nyhedsstof i medierne. Og allerede inden BZ’ernes mobning af Øvig begyndte, havde han i flere store interview fortalt, at mange i BZ-miljøet var stærke modstandere af hans bogprojekt og havde nægtet at tale med ham. Fortællingen om, at nogle vigtige personer eller institutioner er imod, at en bog laves og udkommer, er den ideelle affyringsrampe for enhver boglancering. Det fører bogen ind på nyhedssiderne. Og hvis modstanderne så efter bogen er udkommet, går løs på forfatteren med hån og spot, så kan bogen kun blive en stor succes også på debatsiderne. Jo mere vidende og velformuleret modstanderne af bogen er, jo bedre kan forfatteren folde sig ud i sine svar i debatten. Når de etablerede, gammeldags medier opgiver at lægge mere plads og prestige til disse stridigheder, så kan de fortsætte på de sociale medier, så længe begge parter gider. Det
er altså godt for salget at skrive om velformulerede personer, som vil
blive utilfredse med, at man skriver om dem. Men det er ikke godt at
skrive om personer, som vil blive så utilfredse, at de slår en ihjel. Derfor får offentligheden gennem dokumentariske bøger af Øvig og andre forholdsvis meget at vide om levende personer, som er utilfredse med, at der skrives dokumentariske bøger om dem. Men kun hvis disse personer udelukkende bruger verbale midler. Hvis de bruger voldelige midler, bliver der ikke skrevet dokumentariske bøger om dem. Selv om de kan være langt mere interessante og perspektiverende at vide noget om, end de ”pæne”, der bare snakker. Dette er ikke nogen bebrejdelse af Øvig og andre for at mangle personligt mod. Hvorfor kræve af Øvig, at han skriver den bog? Det kunne jeg jo bare selv gøre, hvis jeg så gerne vil læse om Pusherstreet (principielt set, for i praksis kræver det en mand med Øvigs talent for den slags bøger). Efter affæren om Muhammed-tegningerne for mere end ti år siden ved ikke kun Jyllands-Posten, men alle danskere, at målrettet vold desværre virker stærkere end målrettede ord i debatten. Derfor må medier og visse politikere stadig i dag leve med besværlige beskyttelsesprocedurer og livvagter. Det handler ikke så meget om individuelt mod. Det handler derimod om den generelle udfordring, at politiet i et demokrati ikke kan overvåge hemmelige netværk og gale individer så tæt, at de altid forhindres i at dræbe. Men Øvigs eksempel viser, hvordan magtmekanismer systematisk krummer den virkelighed, vi møder i offentligheden. Her: den magtmekanisme, som bogmarkedet udgør, der driver til offentliggørelse, og den magtmekanisme, som voldelige modstandere udgør, og som afholder folk fra at offentliggøre ting. Også lanceringen af bogen ”Syv år for PET” (skrevet af Politiken-journalisten Morten Skjoldager med bl.a. tidligere PET-chef Jakob Scharf som kilde) viser virkelighedens krumning i offentligheden, altså den systematiske skævvridning af, hvad der fortælles, og hvordan det fortælles. Også her går de, der beskrives i bogen, PET, til modangreb. Først opdager PET, at en bog om dem er tæt på udgivelse og læser bagsideteksten. Dernæst forsøger PET gennem forlaget at få lov til at kontrollere, om bogen indeholder ting, som af hensyn til landets sikkerhed ikke bør offentliggøres. Da forlaget afviser dette, forsøger man med et fogedforbud at forhindre, at bogen udkommer. Da man opdager, at bogen allerede ligger hos medier og boghandlere, udvider man fogedforbudet til også at omfatte visse medier og boghandlere. Derefter vælger Politiken at trykke hele bogen som søndagstillæg med henvisning til, at PET ikke bør have ret til at forhåndskontrollere indholdet af bøger og medier på grundlag af korte, salgsorienterede bagsidetekster og lignende. Det handler om at forsvare ytringsfriheden. Derefter ophæver PET fogedforbudet og melder Politiken og visse boghandlere, som har solgt bogen, til politiet. Efter at have læst bogen melder PET sin tidligere chef Scharf til politiet for brud på den præciserede tavshedspligtserklæring, han underskrev ved sin afgang fra PET. Læs Køllebanken ”Otte molboer for PET”. Det korte af det lange i dette forløb er, at tumulterne omkring PET-bogen har været en særdeles effektiv affyringsrampe for bogens udbredelse. Tumulterne har haft nogle endnu uafklarede omkostninger. Der kan falde fængselsstraffe og bøder. Men faren for forfatter, forlag, hovedkilde, medie og boghandlere er ikke, at PET slår dem ihjel. Derfor bekræfter dette forløb reglen om, at der i offentligheden findes relativ stor viden om personer og institutioner, som med ikke-voldelige, lovlige midler går til angreb på udbredelsen af informationer om dem. Og samtidig bekræftes det, at vi i offentligheden kun får lidt at vide og få detaljer om personer og institutioner, som er kendt for at dræbe folk, de ikke kan lide. Drivkraften bag bøgerne er markedet: sandsynligheden for, at mange vil købe. Det er den posive magt, som driver forfatter, forlag og – i tilfældet med PET-bogen – også hovedkilden Scharf, som får en del af royalty-indtægterne fra salget. Og denne positive magt øges, jo lettere det er at ægge de bekrevne personer eller institutioner til ikke-voldelig modstand mod bogen omkring udgivelsen. Den stærkeste negative kraft, som modvirker skabelsen af en dokumentarisk bog og dens udgivelse, er frygten for, at de beskrevne personer og institutioner vil dræbe eller lemlæste forfatteren og fysisk destruere forlag og andre institutioner, som har medvirket til bogens produktion og udbredelse. Svagere negative kræfter er, at de beskrevne personer og institutioner vil anmelde sagen til politiet og vil kunne føre sagen til domfældelse. Jeg kalder denne kraft negativ, fordi den begrænser udbudet af bøger. Og det er det, der er mit perspektiv i denne kommentar. Men i demokratisk forstand er denne kraft positiv, da den jo samtidig sikrer, at bøger, som udkommer, ligger inden for lovens rammer for den slags. I sagen om PET-bogen har de positive markedskræfter, som driver en bog frem til udgivelse, været så stærke, at de negative har måttet vige. Derfor fik vi denne bog til oplysning af det danske folk. Vi kan fortsat kun gisne om alle de bøger, hvor forfattere, forlag og kilder i stilhed enten hver for sig eller efter fælles rådslagning har vurderet, at de negative kræfter er for store. Selv om mange af disse bøger, som aldrig udkommer, muligvis ville sælge bedst af alle, hvis de altså bare kunne udgives. |
|
||
|
Demokrati
– mindst ringe, men mest udsat (paperback og e-bog), KJOELLER.dk |
Og det kan der jo tales længe om. Men det står fast, at den offentlige virkelighed i demokratiet, som bygger på dokumentariske bøger og medier, herunder nyhedsmedier, er krum. Den krummes af markedet, politi og domstole. Det er helt i demokratiets ånd. Men virkeligheden krummes desværre også af ekstremister bevæbnet med sabler, pistoler, selvmordsveste og kampråb. Hver gang det sker, dræbes ikke blot en bog; hele demokratiet får et hug. Læs kommentaren ”Strøget af selvcensuren”. Læs om magthaveres effektive brug af voldelige ekstremister i ”(E)-Håndbog for undertrykte”. |
Håndbog
for undertrykte – med nøgle til kommissærernes bullshit (paperback og
e-bog), KJOELLER.dk |
||
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
||
|
|
|
|
|
|||
|
|
|
|
|
|||
|
Senest
opdateret 28-01-2020
14:50:02 |
|
|
||||
