Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

		Først lagt op 12-11-2016, senest opdateret 12-11-2016 15:41:51 Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)
	Halløj i kommentariatet Det er tragisk, at selv en grotesk lærestreg som Trumps sejr trods alle forudsigelser om det modsatte, ikke får medier og kommentatorer til at erkende den systematiske skævhed i deres opfattelse af den politiske virkelighed.
	Ingen var i tvivl om, hvad det var for en historie Donald Trump fortalte, hver gang han var på. Det var historien om manden, der gjorde oprør mod det politiske establishment. Hans modstander, Hillary Clinton, kunne ikke være bedre udvalgt til hans formål, lige bortset fra at hun var kvinde. Det havde selvfølgelig været bedre med en jakkeklædt, ældre mand, fordi Hillarys køn var det eneste, der smagte lidt af oprør og noget nyt ved hende som kommende præsident. Men Trump havde jo allerede i TV-debatterne med sine republikanske konkurrenter til præsidentkandidaturet suverænt besejret en lang række jakkeklædte, ældre mænd, som kunne bevæge underkæben, så det ville jo bare have været en ulidelig gentagelse at skulle se ham banke sådan en størrelse én gang til.
Det politiske sprog. Nødvendige løgne, platheder og bullshit (paperback og e-bog), KJOELLER.dk 2016	Og med sin trediveårige karriere i amerikansk politik, sit ægteskab med en tidligere præsident, sin rolle som udenrigsminister i mange år under Obama repræsenterede Hillary Clinton – trods sit utraditionelle køn – på udmærket vis det establishment, som Trump gjorde oprør mod. Hertil kom, at hun i debatterne mellem de to tydeligt fremtrådte som en traditionel politiker: forberedte indlæg om politisk substans, indpakket i forudsigeligt bullshit, som det var umuligt at være uenig i. Enhver af de mange millioner seere, som de tre TV-dueller havde, kunne se, at uden oprøreren Trumps hårrejsende personangreb på Clinton, så var forestillingen blevet ulideligt kedsommelig. Hendes veltrænede, velforberedte, artige skolepigefacon blev udfordret, og det var spændende at følge, hvordan hun klarede provokationerne, og hvordan hun gik til modangreb. Trump tvang hende ud af rollen. Læs Køllebanken ”Politik med og uden noder”. Dette rollespil var, hvad præsidentvalgkampen handlede om. Selvfølgelig spillede den såkaldte substans, altså økonomiske, juridiske og administrative anliggender også en vis rolle. Men Trumps substantielle indhold var nogle få, meget groft skitserede forslag: at bygge en mur til Mexico, som landet selv skulle betale, rulle Obamacare tilbage, kræve at Nato-medlemmer – for at få bistand fra det amerikanske ”rytteri” – betaler, hvad de er forpligtet til, til Nato. Og tilbagerulning af de frihandelsaftaler, som ifølge Trump er dårlige for USA. Om disse og ethvert andet af Trumps substantielle politiske forslag gjaldt, at deres angrebspotentiale klart overstrålede ethvert indhold, de måtte have. Vi fik aldrig detaljer i valgkampen. Og det er ikke tilfældigt. Det væsentlige var, at disse enkle, letfattelige forslag var tilstrækkeligt til at signalere retningen af Trumps oprør. Og dermed til at mobilisere bestemte grupper af vælgere, som følte sig kørt over af etablissementet. Det har været lærerigt at iagttage danske mediers og kommentatorers reaktion på Trumps sejr. Reaktionerne bekræfter velkendte forhold i den politiske kommunikation mere klart, end man tidligere har set. Og reaktionerne viser samtidig, at medier og kommentatorer desværre er meget resistente over for at lære indlysende ting. Derfor vil man i fremtiden forsat begå samme fejl. Først og fremmest bekræfter Trumps sejr, at politik af næsten alle vælgere udelukkende forstås som en TV-serie. Det betyder, at politisk substans kun er relevant i det omfang detaljer fra substansen kan indgå i replikker, som deltagerne i TV-serien siger til hinanden. Og da den politiske TV-serie – som enhver anden TV-serie – drives frem af konflikter mellem personer, så er næsten alle replikker i den politiske TV-serie angreb. Der forsvares meget lidt, fordi det gælder om at bruge sin tid på de angreb, som signalerer energi og vinderpositur. Danske medier og kommentatorer har kritiseret Trumps mange angreb, herunder især personangreb på Clinton, og krævet mere seriøsitet og substans. Det samme har vistnok næsten alle amerikanske medier. Politiske kommentatorer og medier, som seriøst dækker politik, overvurderer naturligt nok deres egen betydning i politik. Selvfølgelig har de da også stor betydning i deres eget kredsløb i den politiske klasse. Men disse kommentatorers og mediers betydning er yderst ringe uden for kredsen af det lille mindretal af vælgerne, som efter eget valg modtager kommentarerne og medierne. Herhjemme ses et populært program som TV 2 News ”Tirsdagsanalysen” med Mogensen og Kristiansen højst af 250.000 seere. Det er 6 procent af de godt 4 millioner vælgere i landet. De resterende 94 procent af vælgerne vurderer politik ud fra den TV-serie, som kører i de brede nyhedsudsendelser eller andre steder i medierne, hvor man tilfældigvis støder ind i politikere. Men denne simple kendsgerning om, at politik af næsten alle vælgere udelukkende forstås som en TV-serie, har svært ved at sive ind hos de medier, kommentatorer og studieværter m.m. som har politik som stofområde. De vil derfor altid overvurdere substansens betydning og undervurdere TV-seriens betydning. De vil derfor overvurdere betydningen af Trumps ringe grad af substans, og undervurdere betydningen af hans klare og særdeles underholdende oprørsfigur. Læs Groft sagt’en ”Trumps demokratibevis”. Således viste en undersøgelse, at Trumps sprog havde meget lav sværhedsgrad. Langt lavere end tidligere præsidentkandidater. Og at han altid gentog sine vigtigste pointer, selv om de jo allerede var sagt i enkelt, letfatteligt sprog. En journalist ringede til mig som sprogekspert og bad om en kommentar. Meningen var her, at jeg skulle give ekspertstatus til det udsagn, at Trump var dum som et barn. Jeg bekræftede, at hans sprogbrug var meget letfattelig. Men jeg forklarede samtidig, at hans sprogbrug kun kunne vurderes i sammenhæng med hans fortælling om at være en oprører. Hans prioritet var at skabe tættest mulige kontakt med sine tilhørere, hver gang han viste sig, fordi hans stærkeste argument for sit oprør og sin figur, netop lå i at skabe denne kontakt og gøre den stærkere end den kunne blive, hvis han – som det var sædvane blandt etablissementet – læste op fra teleprompteren med forberedte sætninger med mere substans og højere lix. Denne sidste forklaring på sprogbrugen blev udeladt, da mediet bragte min vurdering. Udeladelsen passer smukt ind i billedet af, at de medier, som forklarer politik, ikke finder almindelige vælgeres opfattelse af politik som en TV-serie relevant. Læs artiklen på b.dk (interview): Stop nu jammeren. Demokratiet er en TV-serie, og det fungerer glimrende Hertil kommer så, at mange vælgere i skolen er opdraget til, at politik først og fremmest er substans, og at man skal forsage alt personfnidder og tale pænt til hinanden. Derfor indsamler opinionsinstitutterne systematisk misvisende tal fra vælgere, som gerne vil fremstå bedre, end de i virkeligheden er.			det er jo også lidt sjovt, at vi kan se frem til, at kommentariatet fortsat på denne vis systematisk vil fejlvurdere politik ved både at overvurdere betydningen af deres eget klarsyn og ved at idealisere vælgermassen.
Demokrati – mindst ringe, men mest udsat (paperback og e-bog), KJOELLER.dk 2016	Det er tragisk, at selv en grotesk lærestreg som Trumps sejr trods alle forudsigelser om det modsatte, ikke får danske medier og kommentatorer til at erkende denne systematiske skævhed i deres virkelighedsopfattelse. I disse dage fremlægger kommentatorer og politiske analytikere på stribe forklaringer på Trumps sejr; forklaringer, som bygger på alt muligt andet end det politiske kommentariats indbyggede skævhed: 1) Troen på at politik ikke først og fremmest er en TV-serie om nogle politikere, der strides. 2) Troen på, at de få, politiske nørder, som interesserer sig for politik og måske også læser politiske kommentarer, i virkeligheden består af hele vælgermassen. Og 3) troen på at opinionsinstitutterne får sande svar – også fra vælgere, som stemmer ”uartigt”. Det er selvfølgelig beklageligt, at kommentariatet ikke lærer lektien fra Trump. Men det er jo også lidt sjovt, at vi kan se frem til, at kommentariatet fortsat på denne vis systematisk vil fejlvurdere politik ved både at overvurdere betydningen af deres eget klarsyn og ved at idealisere vælgermassen. Men helt så meget halløj i kommentariatet, som Trumpsejren har givet i disse dage, kan vi dog næppe forvente igen. Læs kommentaren ”Trumps trumf: Eliten tilstår”.			Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen (paperback), Hovedland 2011
	Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk Øverst i dokumentet
		Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste) Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller