Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu
Først lagt op 14-01-2017, senest opdateret 05-06-2020 09:46:19 Hvis
du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller Link: Mine
mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret
hitliste) |
||||
|
||||
|
Killing DK-media softlyFacebook bliver ikke danske mediers død. Tværtimod. Facebook redder danske medier. For når medier, som vi kender dem, lukker og slukker, ender de nemlig alle som Facebook-grupper, hvor de kan likes af deres trofaste læsere. |
|
||
Verden går meta-mediernes vej. De medier, som vores nationale medier i disse år sælger sig frivilligt til, er især Facebook. Men også Google. Disse medier er meta-medier, fordi de udelukkende bringer stof, som andre producerer. Og de er gratis. Brugerne betaler udelukkende med informationer om sig selv. Detaljerede informationer, som brugerne frivilligt afgiver, mens de bruger medierne. Informationer, som de to meta-medier bruger til at målrette reklamer. |
|
|||
Håndbog for undertrykte – med nøgle til
kommissærernes bullshit (paperback og e-bog),
KJOELLER.dk 2015 |
Google er umiddelbart det mest simple medie af de to. Fordi man her selv skal indtaste søgeord. I Facebook bestemmer man, hvad der dukker op i ens ”feed”, ved hjælp af ”venner” og ved at ”like” udvalgte medier. Feedet svarer til Googles søgeresultater, men i Facebook kommer listen med søgeresultaterne ikke som reaktion på et bestemt søgeord eller en bestemt søgesætning. Resultatlisten i Facebook, dvs. ”feed”et, kommer som resultat af, hvilke personer (”venner”) og organisationer, f.eks. medier, forlag, virksomheder, man har udvalgt, og hvor intensivt man løbende liker det stof, som de fodrer ens feed med. Facebook er som søgemekanisme mere raffineret end Google, fordi den trækker på brugerens sociale kontakter og værdier. Dermed kobler Facebook de informationer, som brugeren får, med social belønning af brugeren. Brugeren kan frit fremstille sig selv, som han eller hun lyster, og brugeren kan gennem sine venners likes få anerkendelse af sit selvbillede. Og ved at spejle sig i en vennekreds, som brugeren selv administrerer, kan brugeren få bekræftet det livsprojekt, som giver livet mening for brugeren. På Facebook samler menigheder sig og bekræfter hinanden med kærlighed – og med had til fælles fjender. Google når ikke Facebook til sokkeholderne retorisk, fordi Google slet ikke udnytter disse sociale mekanismer. Det eneste i den retning Google gør, er at sørge for, at brugerens præferencer huskes og benyttes, når der skal leveres søgeresultater. Det betyder bl.a., at brugerens eget navn står øverst, når Google tilbyder søgeord allerede efter indtastning af første bogstav i søgefeltet. Men Google har jo den klare fordel frem for Facebook, at man målrettet kan søge efter det, man lige her og nu har brug for at vide, uden at skulle gennem en masse social støj med venners nyeste billeder af katte, måltider og sig selv. Og gennem en masse mediestøj med de seneste historier fra medier og virksomheder. De to medier supplerer hinanden perfekt. Faktisk er det således, at det sociale maskineri, som Facebook bygger på, gør det til et mareridt at skulle søge efter en bestemt information på Facebook. Det er som at søge efter et saltkorn i en portion havregrød i en æltemaskine. Derfor er Google (eller en anden søgemaskine) et nødvendigt supplement for enhver Facebook-bruger. Den hårde konkurrence på vores nationale mediemarked tvinger vores nationale medier til også at konkurrere om brugerne på Facebook. Selv i de trykte aviser fylder stof fra Facebook mere og mere. Alle trykte medier har vist efterhånden faste rubrikker, som handler om Facebook (og andre sociale medier). Da de trykte aviser ikke mere kan konkurrere på nyhedsstof, og da originalt reportagestof er dyrt at grave frem, så fylder klummeskrivere mere og mere på avissiderne. Og de rekrutteres i høj grad efter antal af følgere og evnen til at skabe klik på Facebook. Fordi antallet af klik er et argument, som bliver stadig stærkere, når der skal sælges annonceplads. Det er klart, at denne import af stof og personer fra Facebook er et langstrakt, økonomisk selvmord for vores traditionelle medier. For brugerne må spørge: ”Hvorfor dog betale for stof, som er gratis på Facebook?” Men vores nationale medier har ikke noget valg. Valget er, om man vil ignorere Facebook og så gå ned næsten med det samme. Eller om man vil bruge Facebook bedre end de andre og derved udsætte sin undergang nogle flere år end dem. Derfor vokser Facebook. Derfor bliver almindelige danske medier i de kommnende år mere og mere en underafdeling af Facebook. Det er derfor forkert at sige, at Facebook bliver danske mediers død. Facebook redder danske medier. De ender nemlig alle på Facebook, udelukkende som gratis tilbud, som kan likes af deres trofaste læsere. Bare rolig. Det tager nok et årti eller måske to. Og sandsynligvis vil to af vores medier overleve endnu længere nogenlunde, som vi kender dem. Vores to public service-medier, DR og TV 2, er i høj grad meta-medier, ligesom Facebook og Google er. DR’s og TV 2’s hjemmesider fungerer i praksis som løbende resuméer af, hvad der står i private danske medier. De producerer – i modsætning til Google og Facebook – også selv nyheder, men det er sådan set bare en ekstra bonus. Grundlæggende formidler de den samlede danske presses indhold ud fra en erklæret neutral, politisk midterposition. Og det gør de ikke kun på deres hjemmesider. Også deres TV-fladers nyhedsudsendelser lever af at videreformidle stof fra de private medier. Formidlingen består i at lave private mediers tekstjournalistik om til videojournalistik. Og gøre det objektivt og neutralt, da man jo er et public service-medie, hvilket i praksis betyder, at man ikke må fornærme de etablerede politiske partier. |
|
||
|
Den virkelighed, som DR og TV 2 dagligt konstruerer, er, at DR og TV 2 leverer den scene, hvorpå dansk politik foregår. De to medier har ingen meninger selv – ingen lederkommentarer – men formidler kun. Derfor optræder politikere, meningsdannere og eksperter fra alle private medier uden vederlag i disse to mediers studier og stiller herved stof, som må købes i andre medier, til gratis skue for alle i disse to medier. Da modtagerne ikke kan undgå at betale licens til DR, og da det er svært også at bortspare TV 2 fra sit private budget, så vil det være direkte idiotisk af modtagerne ikke også at modtage det medfølgende stof fra de private medier. Og på TV kan man ovenikøbet se alle de personer live, som man ellers må nøjes med at læse, mens man ser på et lille portræt i avisen. Læs mere om vores public service-mediers
konstruktion af virkeligheden i Den politiske
komedie. Om stoffet og de medvirkende i DR og TV 2 kommer fra brugergrupper på Facebook eller fra nuværende danske medier, er sådan set hip som hap. Så private danske mediers ændring til at blive Facebookgrupper drevet af frivillige ildsjæle vil ikke have stor betydning for disse to public service-medier. Især ikke for skattelicensfinansierede DR, som er uafhængig af reklamemarkedet. Selv om TV 2 bliver solgt til private, så vil de etablerede politiske partier næppe tillade, at TV 2 går under i reklamekonkurrence med de internationale super meta-medier Facebook og Google. For at undgå det kan det blive nødvendigt at finansiere TV 2 med mere direkte offentlige støtte. Læs flere opbyggelige tekster:Læs
disse opbyggelige Groft sagt’er fra
Berlingske: |
Den politiske Komedie. At forstå politik uden at
forstå sagen (paperback), Hovedland
2011 |
||
|
|
|||
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
||
Link: Mine
mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret
hitliste) Hvis
du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller |
||||