Klaus Kjøller: Trump har afsløret medierne som politisk parti


	Først lagt op 18-02-2017, senest opdateret 25-03-2019 16:36:49 Trump har afsløret medierne som politisk parti I USA hedder det politiske tv-reality-show for tiden ”Præsidenten forsøger at pille glorien af medierne.” Her i Danmark har det politiske tv-reality-show længe heddet ”Politikere forsøger at pudse deres glorier i medierne.”
	Med sine stærke angreb på medierne afslører Donald Trump medierne som et politisk parti. Ingen medier kan lide at blive afsløret som et politisk parti. Derfor får Trump det glatte lag i medierne. Og hver gang Trump med sine angreb får medierne til at gå til modangreb, bekræfter medierne deres status som politisk parti: De er politiske aktører på niveau med politikeren Trump. Medier hader at blive afsløret som politisk parti, fordi det er en af demokratiets officielle værdier, at medierne leverer en højere, mere neutral, afbalanceret virkelighedsfremstilling end de politiske partier står for. Den officielle opfattelse er, at partiske politikere optræder på scenen i medier, som er betydelig mindre partiske end de optrædende politikere er. Medierne søger at hævde deres overpolitiske status ved altid at bruge mindst to uafhængige kilder i deres virkelighedsfremstilling, og ved at konfrontere politiske modstandere med hinanden i spalterne eller på skærmen. Men disse teknikker udelukker ikke, at medierne optræder som politiske aktører. Det sker bare normalt ved indirekte metoder: udvalg af emner og vinkling af det udvalgte. Hver gang man udvælger to uenige eksperter til at udtale sig om det samme, så fravælger man jo andre eksperter, som siger ting, som ikke passer ind i artiklens eller indslagets vinkling. Målt på effekt findes mediernes politiske argumentation kun i forsvindende omfang i lederkommentarer og lignende. Mediernes politiske påvirkning ligger især i at udvælge emner og vinkle, dvs. i iscenesættelse og i at skabe stærke følelser hos vælgerne med deres historier. Medierne fortæller de historier, som politikerne derefter agerer på for at score vælgere. Medierne er derfor første led i demokratiets fødekæde af kendsgerninger og holdninger. Men denne banale sandhed afvises både af medier og politikere. Medier hævder, at de beskriver virkeligheden, så godt det nu engang kan gøres. Og politikere mener bestemt ikke, at deres politiske indsats består i at handle ud fra historier i medierne. Tværtimod hyldes en opfattelse af, at politik drives af sammenhængende visioner og principprogrammer, som undfanges i partiets indre organer, fremlægges i valgkampe og derefter implementeres af partiets folkevalgte. Men bortset fra en lille elite af særligt politisk interesserede vælgere, som her i landet udgør højst 250.000, dvs. 6 procent af de 4 millioner vælgere, så forstås politik af vælgerne udelukkende som en tv-serie. Dvs. ved at man lever sig ind i de personer, som strides på scenen. Politik forstås kort sagt som et tv-reality-show, fordi de optrædende ikke er fiktive figurer, men faktisk findes i virkeligheden. Det er denne indlysende, men ilde hørte sandhed om demokratiet, som Donald Trump har indset og drager konsekvensen af. Han er ved at revolutionere opfattelsen af politik i USA, ja i alle verdens demokratier. Det er velkendt også her i Danmark, at en politiker kan pille eksperter ned fra piedestalen ved at angribe dem som om de var politikere. En ekspert som lidt for monotont bruges af medier mod et bestemt politisk parti, vil af partiet blive angrebet for at være en politiker i forskerklæder. F.eks. har EU-professor Marlene Wind ofte fået denne kritik fra Dansk Folkeparti. En sådan kritik svækker ekspertens status og vil ofte føre til at vedkommende bruges mindre. På denne måde opnår politikeren at svække ekspertens politiske påvirkning. Læs kommentaren Windjammeren Marlene: ”Klarer hun EU-pynten?” At få pillet medier tilsvarende ned her i landet er vanskeligt. Anker Jørgensen og andre har forsøgt at lægge Ekstra Bladet på is, fordi han (og andre) følte sig groft mishandlet i bladet. Men efter nogen tid måtte man opgive. Så vidt jeg husker har ingen politiker her i landet haft succes med at lægge noget medium på is.	For politik i demokratiet er et tv-reality-show og kan aldrig blive andet.
Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen (paperback), Hovedland 2011	Det bekræfter bare, at medierne her i landet har vundet magtkampen mellem politikere og medier: Politikere er i dag næsten villige til hvad som helst for at komme på i et medium. Bertel Haarder har i enkelte tilfælde skældt en journalist fra et medie ud for det værste, men han har altid efterfølgende undskyldt sine ukontrollerede følelsesudbrud. Problemet i dansk politik er ikke, at politikere skælder offentligt ud på medier. Problemet er snarere, at de fedter lidt for åbenlyst for medier. De mange hårdt konkurrerende partier konkurrerer om at være mest muligt med i landets politiske tv-reality-show. Fordi de godt ved, at det er vejen til vælgerne. Det er der ikke noget galt i. Sådan er demokratiet. Det gale er, at man ikke indser det overalt, underviser i det i skolerne og holder op med i eliten af politiske nørder at jamre over det ved enhver lejlighed. Trump er langt foran alle andre med at drage konsekvenserne af, at politik i demokratiet af almindelige vælgere forstås som et tv-reality-show. Førende amerikanske elitemedier som Washington Post og New York Times begyndte tidligt i valgkampen at politisere mod Trump ud fra en tro på, at deres selvoplevede status som en slags objektiv leverandør af virkeligheden kunne bruges til at holde ham nede. I deres selvforståelse kom disse angreb så at sige direkte fra den sande virkelighed og var derfor efter deres egen opfattelse logisk tvingende. Og Trump kunne ikke gøre andet end at angribe tilbage for at fratage disse medier deres selvoplevede ophøjede status som selve virkeligheden og reducere dem til politiske partier. Efterhånden, som han vandt mere og mere, optrappede disse og andre elitemedier angrebene. Og det samme gjorde han. Og nu er han så blevet præsident og her har ikke kun disse to medier, men vistnok alle andre troet, at han ville falde til patten og optræde værdigt. Men tværtimod bruger han sin nyvundne status som klodens mægtigste mand til at give sine angreb ekstra styrke med. Og mens Washington Post, New York Times, BBCWorldNews og lignende fine medier verden over og her i Danmark nu dagligt for øjnene af deres udsøgte modtagere kan holde gilde på Trumps tåbeligheder, så scorer han af samme grund højt hos de vælgere, som har stemt ham ind i Det hvide Hus. Når han improviserer frit på sine pressemøder og på twitter, bekræfter han sin ærlighedsdyd hos sine vælgere. Når han respektløst hundser med og angriber selvhøjtidelige medier, scorer han idealismedyd. Og når han underholder alle og er på alles læber, scorer han kompetence. Læs kommentaren Trumps åbenbaring: Debat er wrestling Surmulende kloge-Åger, som hånligt påpeger, at Trump er en nar, som tror, at politik bare er et tv-reality-show, har misforstået det hele. For politik i demokratiet er et tv-reality-show og kan aldrig blive andet. Fejlen er, at man nærmest har indtryk af, at det kun er Donald Trump, der har forstået det og dagligt høster frugterne. I USA hedder det politiske tv-reality-show for tiden ”Præsidenten forsøger at pille glorien af medierne.” Her i Danmark har det politiske tv-reality-show længe heddet ”Politikere forsøger at pudse deres glorier i medierne.” Det første show lyder klart mest interessant. Ikke mindst fordi ingen ved, hvordan det ender. Vores hjemlige danske show ved vi alle ofte ender med gab.	Demokrati – mindst ringe, men mest udsat (paperback og e-bog), KJOELLER.dk 2016
	Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk