|
|
|
|
|
|
Først lagt op 06-03-2017, senest opdateret 29-10-2020 11:23:10 Obama, Trump og KjøllerDen korteste vej for en ukendt forfatter til at skaffe massevis af frivillige læsere til sine tekster er at lade tasterne hvile og gå ud i verden og komme i klammeri med kendte. To gange i nyere tid havde jeg chancen for at blive kendis. Begge gange svigtede jeg. |
|
|
|
Nu har Barack og Michelle Obama underskrevet en rekordstor bogaftale med forlaget Penguin Random House. De får tilsammen 60 millioner dollars for at nedfælde deres erindringer. Det svarer til 422 millioner danske kroner. Det er det højeste honorar noget forlag nogensinde har givet for en præsidents eller et præsidentpars erindringer, skriver Financial Times. Det er ikke spor mærkeligt, at et forlag kan tjene gode penge på Obama-parret. De er kendte og berømte, og mange mennesker elsker dem. De har som figurer på verdensarenaen en klar historie: Det første sorte, amerikanske præsidentpar. Og Barack Obama er manden, der altid kan holde en tale, som får tilhørerne til at tro på en bedre verden. Selv hærdede danske politikere er set i gråd under hans taler. Samtidig kan alle vist godt nu se, at han var bedre til at tale om den gode verden, han ville skabe, end han var til at få den virkeliggjort. Der er dem, der mener, at det nærmest gik ad helved til, mens han talte. Men det er kun en fordel, når der skal skrives bogkontrakt: Hvis hans liv havde været ren idyl, ville hans biografi blive en kedsommelig affære. Enhver ordentlig historie kræver skurke. Så det var kun godt, at der var nogen, der spændte ben for den pæne Obama. Måske ikke så godt for verden, men godt for biografien, som kommer til at handle om en veltalende, god mand, som ramte virkeligheden. Det er godt for enhver forfatter at være kendis, dvs. være en figur i offentligheden med en klar historie. For det er godt for enhver, som har brug for at få informationer om sine aktiviteter spredt gratis i medierne, at være kendis. Når man er kendt, er alt, man gør, interessant. Og derfor er det selvfølgelig også interessant, når den kendte skriver en bog. Flere danske forlag har specialiseret sig i at parre en kendt person med en god ghostwriter og på den måde få frembragt en salgbar samtalebog eller biografi. Som nogen vil vide, er jeg ikke gået den vej. Altså vejen med først at blive kendt og så derefter blive parret med en ghostwriter og blive en bestseller. Jeg har altid tonset løs med selv at skrive og skrive. Og gør det jo stadig. Mange af de kunstnere, jeg beundrer – eller i hvert fald følger i medierne med stor interesse af professionelle grunde – har store fejl og mangler, som egner sig godt til pr og gode historier, når bøger eller andre produkter skal sælges. Historier om druk, narkomisbrug, elendig barndom, ødelagte familier, latterlige poseringer for fotografer, skabagtige stemmer når de taler i radio eller på tv, sorte negle og skaldede isser. Men sådanne dumheder har jeg aldrig villet ødelægge mit liv med. Jeg har styret direkte mod teksten, den gode tekst. Selv om jeg gang på gang oplever – som nu med Obama-parret – at vejen frem til læserne går over at blive kendt. Først kendt, derefter bogsælger. |
”Så jeg
skulle selvfølgelig bare have sagt til KU’s rektor i 2007, at han var
en vatpik, og at jeg aldeles aldrig ville lade min offentlige
formidling kue hverken af Studenterråd eller ham. |
|
Sprogets vej til sindets fred.
Kbh: Forlaget Hekla
1982. |
Den mest almindelige vej til at
blive kendt er at angribe nogen, der allerede er kendt. Vejen til
kendthed er at finde ud af, hvem det er, man bør angribe. Det skrev jeg
allerede i afsnittet om kulturpersonligheder i ”Sprogets Vej til Sindets Fred”, da førsteudgaven
udkom i 1982. Og endnu mere udførligt om i den
reviderede udgave fra 2010. |
Sprogets Vej til Sindets Fred, version 2, nu med
Dit og Dat. Forlaget Sohn 2010. |
|
Manipulation. En håndbog. 2. reviderede udgave.
(paperback), Borgens Forlag 2007 |
Men jeg har flere gange svigtet mig selv ved at undlade at udnytte angrebsmuligheder på kendte. Der har ellers været indlysende gode muligheder. F.eks. i 2007, hvor jeg var inde til samtale hos Københavns Universitets rektor, fordi nogle medier havde haft held til at fremstille mig som ”lummer censor”, som bl.a. vejledte eksaminander ved at gøre opmærksom på værdien af en god røv. I stedet for at skrive under på en fælles pressemeddelelse fyldt med sædvanligt bullshit kunne jeg jo være gået til modangreb på institutionen og dens rektor. For det var jo dybt godnat, at en formidlende forsker ikke måtte tale i klart sprog til befolkningen. Da det var den nuværende Enhedsliste-figur Pernille Skipper, der som næstformand i Studenterrådet var aktiv i at få rektor til at disciplinere mig, havde jeg alle muligheder for at få mig en ordentlig strid og blive virkelig kendt. Det ville også have kunnet give en masse gratis omtale til de to bøger, jeg netop havde fået udgivet: romanen ”Den åndelige akse” og ”Manipulation – en håndbog. 2. rev. udg.”. Læs kommentaren Bogen, der skaffede mig til tops til klaps på universitetet. En anden gang, hvor jeg svigtede mig selv som mulig kendis, var da jeg af Zenia Stampe blev skældt ud for at håne hendes dødfødte barn. Det var i 2015. Anklagen var rent vås, så der havde været alle muligheder for at gå til angreb. Men jeg forsvarede mig bare så godt jeg kunne – uden dog at falde helt så meget til patten, som jeg gjorde i røv-sagen. |
Den åndelige Akse. Roman (paperback), Forlaget
Hovedland 2007 |
|
Aktiv seer, eller: Hvordan Steven Spielberg lærte
mig at elske politikerne. 2. revolutionerende udgave
(paperback og e-bog), KJOELLER.dk 2015 |
Et ordentligt slagsmål med Zenia kunne meget vel have skabt omtale til nogen af de 7-8 bøger forlaget KJOELLER.dk udgav i 2015. Bl.a. ”Aktiv seer, eller: Hvordan Steven Spielberg lærte mig at elske politikerne”, som lige præcis handler om politik som et TV-realityshow med kendte. Det gør næsten ondt, når man tænker på, hvad Donald Trump kunne have fået ud af disse to chancer for at ondulere nogle kendte og selv blive endnu mere kendt. I et citat fra Trumps bog ”Amerika på krykker” (2015) skriver han om sin teknik: ”Jeg har ikke noget imod at blive angrebet. Jeg bruger medierne på samme måde, som medierne bruger mig: til at få opmærksomhed. Når jeg først har fået den, er det op til mig at udnytte den til min fordel. […] Hvis man gør tingene bare en smule anderledes – hvis man siger uhyrlige ting og ikke lader sig løbe over ende – så elsker de en. Og somme tider giver jeg dem så uhyrlige kommentarer, som seerne og læserne ønsker, for at få en pointe igennem. Jeg er forretningsmand. Jeg har en vare at sælge. Hvornår har I sidst set et skilt uden for et pizzeria med teksten ’Verdens fjerdebedste pizza, det er her!’?” (Citatet har jeg hugget fra frydefuldt læsværdige Anna Libaks seneste fredagsklumme i Berlingske.) Så jeg skulle selvfølgelig bare have sagt til KU’s rektor i 2007, at han var en vatpik, og at jeg aldeles aldrig ville lade min offentlige formidling kue hverken af Studenterråd eller ham. Hvis jeg havde brug for at sige røv, kusse, pik og nosser for at få mit budskab formidlet ud, så ville jeg gøre det. For befolkningens skyld. Medierne ville have elsket det. En ukendt lektor som gik til angreb på systemet med frække ord og satsede det hele. Jeg ville være blevet berømt. Muligvis var jeg også blevet fyret, men det tror jeg egentlig ikke, de havde turdet, hvis jeg altså fortsat bare holdt tårnhøj profil i medierne med fortsatte angreb på egnede objekter. Også Zenia burde jeg jo have angrebet for at være en overspændt, professionel hystade, der med sine ustandselige skrig og skrål skaber orgasmebølger blandt sine Facebook-følgere. Skamløst bruger hun sit stakkels dødfødte barn til kynisk at score stemmer med, samtidig med at hun blæser omverdenen og alle, som anfægter hende, omkuld med sine voldsomt ædle følelser og gode hensigter. Kun fantasien sætter grænser for, hvor langt dette kunne have bragt mig i retning af at blive kendt. Men nu skrev jeg så bare en kommentar her på KJOELLER.dk. Nåh, men kendthed alene gør det jo heller ikke. Selv Jens Otto Krag nåede aldrig ud til offentligheden med de bøger, han havde drømt om at skrive, da han stoppede som statsminister. Efter mere end fyrre år som forfatter må jeg nok se i øjnene, at min vej ud i offentligheden er at skrive bøgerne og gøre det så godt, jeg formår. Efter princippet: Den næste tekst skal være bedre, så vil læserne begejstres, og jeg kan dø i fred. Eller også er jeg bare en bangebuks på evig flugt fra ethvert tilbud om verbalt at nakke en kendt og selv blive rigtig berømt og få en masse gratis omtale. |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
