Kampen for at få sin straf

Der snakkes meget om høj service i enhver offentlig institution. Men realiteten er, at når man altid har mange kunder i sin butik, så bliver det ofte ved snakken. Ikke af ondskab, men udelukkende af rent organisatoriske grunde. Det måtte en russisk kvinde sande, da hun meldte sig som svindler til dansk politi og blev afvist.

Politiet mangler ressourcer. Det ved alle. Og det er ekstra slemt i disse år på grund af øget grænsekontrol og bevogtning af terrortruede bygninger og personer. Jyllands-Posten havde i tirsdags en historie om, hvor svært det i øjeblikket kan være at trænge igennem til politiet.

Det var en russisk kvinde i Hvidovre, som mødte frem på politistationen og meldte sig selv for at være såkaldt ”mulddyr”, dvs. en person, som internetsvindlere bruger som troværdig, dansk adressat for pakker med varer, som de med stjålne kontokort har købt i internetbutikker. Mulddyret sender så varerne videre og modtager selv en mindre økonomisk belønning fra svindlerne. Kvinden tilstod på politistationen sine forbrydelsere over for vagthavende: Hun havde modtaget 15-20 pakker, hver med varer til 5.000 – 10.000 kr. Varerne havde hun sendt videre til russiske bagmænd.

Tilståelsen vakte ikke spor begejstring blandt politifolkene. Tværtimod kunne avisen meddele, at hun angiveligt blev afvist ved skranken med en besked om, at der ikke var ressourcer til at efterforske sagen.

Men den angrende russiske kvinde lod sig ikke slå ud. Hun ringede straks fra politistationen til den butiksindehaver, som hun havde været med til at narre en masse penge fra, og satte ham ind i situationen. Han ringede så omgående selv personligt til politistationen. Men det gjorde ikke politiet mere euforisk. Den narrede butiksejer fik at vide, at han skulle meddele sig pr. mail. Da han så senere gjorde det, fik han at vide, at han skulle udfylde en formular, før sagen kunne behandles.

Avisen kunne så her tre måneder efter episoden på politistationen oplyse, at hverken kvinden eller butiksejeren havde hørt fra politiet. Men efter at politiet opdagede, at avisen forberedte historien, havde politiet taget kontakt til den russiske kvinde og arrangeret en afhøring. Politikommissær Lars Krogsgaard, leder af Økonomisk Sektion i Københavns Vestegns Politi, beklager over for avisen, at ”sagen har fået en dårlig opstart.” Og han mener, at der må være sket flere misforståelser mellem anmelder og politiets administrative kontor. Han forsikrer også, at sagen ikke er ”henlagt”. Den ligger på hylden med ”sager, der skal efterforskes.”

Denne sag om politiets træghed er særlig grotesk, fordi det er den skyldige selv, der nærmest tigger politiet om at gøre noget. Hermed overgår sagen de mange andre historier om internetbedragerier, som ikke efterforskes, om tyverier, som ikke undersøges, og om tyvekoster, som den bestjålne selv via et sporingsprogram finder de geografiske koordinater for, men som politiet ikke vil beslaglægge hos tyven. For i alle disse sager, er det trods alt typisk ikke en i tyvebanden, men den bestjålne, der bønfalder politiet om at træde i aktion.

Ved pressens hjælp er denne sag så nu omsider kommet under politiets behandling. Selvfølgelig kan en del sager, som denne, bruges til at anklage politiet for at være ineffektivt. Og hver gang det sker, må den ansvarlige politileder gå i pressen og bedyre, at der er sket en fejl, og at man både er effektiv og båret af hensynet til ramte borgere. Og følge op med at sørge for, at sagen fremmes, så der ikke er mere at komme efter.

Men selv et politi, som aldrig begår fejl, og som ikke er akut belastet af bevogtningsopgaver, vil stadig være en offentlig institution, som aldrig mangler kunder, dvs. borgere med behov for gratis assistance fra politiet. Derfor vil politiet altid være nødt til at prioritere sine opgaver. Ligesom hospitaler, plejehjem og uddannelsesinstitutioner.

Politiet er en offentlig institution og vil derfor altid vade i for mange borgere, der har behov for politiets bistand. Politiet har derfor ikke et stort behov for at vise påfaldende service over for kunderne. For der vil altid være alt for mange kunder i butikken. Fuldstændig som på vores hospitaler og plejehjem. Der snakkes meget om høj service i enhver offentlig institution. Men realiteten er, at når man altid har mange kunder i sin butik, så bliver det ofte ved snakken. Ikke af ondskab, men udelukkende af rent organisatoriske grunde.

Klienter, patienter eller borgere er altid nederste lag i det hierarki, som en offentlig institution udgør. Deres vilkår afhænger af, hvor let det er at flygte over i en anden institution og få samme hjælp til samme eller bedre pris. Denne flugtmulighed findes ikke i offentlige institutioner, som er monopolforetagender.

Ifølge de officielle værdierklæringer fra institutionen og politikere vil de svageste i dette nederste lag i en offentlig institution få mest hjælp, fordi de har mest behov for hjælp. Det er jo selve ideen i systemet og derfor kernen i enhver officiel værdierklæring. Men når der er mange i hierarkiets underste lag, der er næsten lige svage, og ressourcerne er små, så træder følgende regel i funktion:

”Måske skyldes vores politis mange problemer, at de i strid med al fornuft ignorerer reglen om overskudsofrenes hierarki og derfor ofte vælger uløselige sager.

Håndbog for undertrykte – med nøgle til kommissærernes bullshit (paperback og e-bog), KJOELLER.dk 2015

Manipulation. En håndbog. 2. reviderede udgave. (paperback), Borgens Forlag 2007

Reglen om overskudsofrenes hierarki

I et hierarki med overskud af undersåtter, som har brug for hjælp, vil magthaverne (de ansatte) bruge flest ressourcer på undersåtter, som belønner magthaverne med resultater.

Forklaringen er den simple, at de ansatte i et hårdt belastet system selv har stort behov for at blive bekræftet i, at de udfører et væsentligt arbejde, og at de gør det med gode resultater. Derfor udvælges de sager og borgere, der giver de ansatte mest håb om gode resultater.

Læs mere om dette i Håndbog for undertrykte – med nøgle til kommissærernes bullshit.

Men passer denne regel på dansk politi? Når politiet afviser denne russiske kvinde, dvs. en skyldig, som står med en total tilståelse ved deres skranke, så tyder det på, at politiet kører efter en anden regel. Måske skyldes vores politis mange problemer, at de i strid med al fornuft ignorerer reglen om overskudsofrenes hierarki og derfor ofte vælger uløselige sager. Eller kan de ikke se forskel på uløselige og let løste sager?

Uanset hvad ledelsen og ansatte i en offentlig institution siger af ædle ting, så vil borgere, klienter eller patienter vurdere deres troværdighed ud fra, hvor godt det gode, de ansatte siger, passer med den virkelighed, borgere, klienter eller patienter opfatter, og med de ansattes gerninger i praksis. Der gælder denne grundregel

Sige-gøre-reglen

Hvis undersåtter synes, der er modstrid mellem det, ansatte siger, og det, ansatte gør, så stol trygt på, at undersåtterne vil tro på det, ansatte gør, og bruge det, ansatte siger, mod de ansatte og institutionen – hvis de tør.

Takket være vores fri presse tør selv de allernederste medlemmer af overskudsofrenes hierarki jævnligt åbne munden og påpege groteske, selvoplevede misforhold mellem officielle værdier og konkrete gerninger. Det sikrer, at der aldrig kommer til at stå en hær af angrende forbrydere på landets politistationer og tigge politiet om at gribe dem. Men en enkelt russisk kvinde fra Hvidovre er selvfølgelig allerede én for meget.

Læs kommentaren Intet nyt fra hospitalsfronten.

Link til artiklen i Jyllands-Posten: https://jyllands-posten.dk/protected/premium/indland/ECE9463472/selv-ikke-da-en-netsvindler-meldte-sig-til-politiet-skete-der-noget/

Image – effektive råd til virksomheden om sprog og kommunikation, 2.rev.udg. (paperback og e-bog), KJOELLER.dk 2016

Øverst i dokumentet

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller