|
|
|
|
Først
lagt op 22-04-2017,,senest
opdateret 13-12-2018
21:39:32 |
|
|
||||
|
|
Demokratiets uartige vælgereDemokratiets journalister og medier har åbenbart intet lært af EU-afstemningerne, Brexit og Trump. Så det er nok naivt at tro, at de vil lære noget af Le Pen. Heroisk vil man fortsætte sit håbløse forsøg på at opdrage vælgerne. |
|
||
|
|
Ved mange folkeafstemninger de senere år har etablerede medier og deres politiske kommentatorer undervurderet de såkaldte ”populistiske” kræfter. Det gælder i mange folkeafstemninger om EU-spørgsmål, i Brexit og i det amerikanske præsidentvalg. Det er svært at definere udtrykket ’populisme’ med neutrale ord. Men ud fra udtrykkets brug i store mediers daglige dækning af politik, så er enhver politisk bevægelse, som ledes af en fremragende taler, og som er så stor, at den truer etablerede partier, populistisk. Oppositionspartier, som ledes af en dårlig taler, og som overlever ved at indgå kompromisser med de etablerede partier, er altså ikke populistiske. Det gælder f.eks. de Radikale her i landet. Heller ikke Alternativet er populistisk. Ganske vist er deres leder, Uffe Elbæk, en veltalende guru for bevægelsen. Men deres politik er så langt ude og deres holdning så tossegod og pacifistisk, at enhver kan se, at de aldrig vil kunne holde sammen som parti i en seriøs kamp om magten i landet. Når populistiske kræfter vinder magten, så bliver de omgående mindre populistiske. I hvert fald dæmpes de etablerede mediers brug af ordet ’populistisk’ om dem. Det er således sjældent, at Trump i dag kaldes en populistisk præsident. Når den ”populistiske” kandidat Trump vinder magten, så justeres de etablerede mediers sprogbrug, så man helst undgår direkte at bruge ordet ’populist’ om præsidenten. Det virker uhøfligt. Og desuden usmart, når nu præsidenten fra starten har brugt sin nyerobrede fornemme post til skælde store pæne medier som New York Times og Washington Post ud for at bringe ”fake news”. Hvis de svarer alt for meget tilbage med at råbe ”populist”, så er det vand på Trumps projekt med at reducere disse medier til at være en politisk bevægelse blandt mange andre og ikke selve sandhedens objektive, guddommelige stemme. Læs kommentaren Trump har afsløret medierne som politisk parti. Men denne ændring i sprogbrugen over for Trump og andre ”populister”, som sejrer, afslører samtidig, at ordet ’populistisk’ er et ord, som medier bruger politisk til at nedgøre bevægelser, de afskyr, og derfor ønsker hen, hvor peberet gror. |
”ordet
’populistisk’ er et ord, som medier bruger politisk til at nedgøre
bevægelser, de afskyr, og derfor ønsker hen, hvor peberet gror. |
||
|
Demokrati – mindst ringe, men mest udsat (paperback
og e-bog), KJOELLER.dk
2016 |
Medier og især et demokratis public service-medier er politiske aktører. Undersøgelser viser, at almindelige mennesker har stor tillid til public service-tv’s nyhedsudsendelser. Det som disse medier fremviser, opfattes i høj grad som virkeligheden unplugged. Og da politik bedrives på grundlag af eksempler i pressen, som rejser følelser – medfølelse med ofre, uretfærdighedsfølelse – så bedrives politik på grundlag af, hvad folk ser i medierne. Og medierne vil først og fremmest sige public service-tv’s nyhedsudsendelser, fordi man her oplever politikere og andre i fuld figur, så man kan bedømme dem med alle sanser. Mediernes politiske tendens og sprogbrug kan aldrig blive så skæv, at medierne angribes af etablerede politiske partier for partiskhed. For så svækker de deres status af at være noget ophøjet og selveste virkeligheden. Men medierne kan bruge mange midler inden for disse rammer: For det første: De kan ignorere nye partier. Da Mogens Glistrup kom i Folketinget ved ”Jordskredsvalget” i 1973, kunne det ikke ignoreres. Det var valgets store sensation. Men man gjorde meget for i den efterfølgende tid at udelukke og ignorere ham fra seriøse politiske debatudsendelser, samtidig med at man flittigt dækkede enhver intern splid og andre kuriøse ting i partiet. I nutidens Sverige har vi tydeligt oplevet, hvordan Sverigedemokraterne både ignoreres af etablerede partier og medier. En anden teknik er flittig brug af det negative ord ’populistisk’ om et parti eller bevægelse på vej frem. En tredje teknik er undervurdering af bevægelsens styrke. Denne teknik har etablerede medier flittigt brugt ved enhver EU-afstemning, ved Brexit og ved Trump. Godt hjulpet af opinionsundersøgelser, hvor mange adspurgte vælgere selvfølgelig helst undgår at indrømme, at de har lyst til at stemme på et populistisk parti, fordi de jo så samtidig ifølge medierne indrømmer at de er dumme og uden politisk indsigt. I dag oplever vi således den ene kommentator efter den anden undgå at sige ligeud, at det seneste terrorangreb i Paris, hvor der blev dræbt en betjent og såret to andre, plus en civil, vil styrke Marine Le Pens stemmetal i morgen. Det chokerende er, at disse fremragende kommentatorer og journalister vel godt ved, at det kun kan styrke hende betydeligt. Når de undlader at fortælle det til seerne, er det en politisk besværgelse af virkeligheden. De bruger deres magt til at tegne et ønsket billede af fremtiden. Men det er som at varme frysende knæ ved at tisse i bukserne, for allerede søndag aften skal de til at forklare den sensationelle sejr til Marine Le Pen i første runde, som overraskede alle. Ligesom EU-afstemningerne, Brexit og Trump. Det virker egentlig rigtig dumt. Men i Frankrig giver det selvfølgelig god mening til det sidste i medierne at forsøge at påvirke resultatet ved at tale Le Pen ned. Og resten af verdens pæne journalister følger efter, fordi alle er kloge, indsigtsfulde og ingen er populister, og alle er politisk korrekte. Derfor kan Ulla Terkelsen fra Paris her til morgen stå og holde forsider fra flere prestige-aviser frem for danske seere. Og ingen af dem forudsiger en storsejr til Le Pen, hvilket perfekt understøtter Terkelsens kommentar, som helt ignorerer denne mulighed og i stedet fylder tiden med at spekulere i andre retninger. Dette mediespil er bedst egnet til grin. Og værsgo at le igennem. For det er et af demokratiets mest komiske faste indslag, at den demokratiske elite kæmper tappert for at opdrage befolkningen. Men ak, altid forgæves. Elitens opdragelsesprojekt gennem medierne kan nemlig kun lykkes i et topstyret mediesystem, som man har i præstestyre, diktatur, og oplyst enevælde. Her kan systemet simpelthen bare lade være med at vise tv-optagelser fra et terrorangreb, hvis det ikke passer ind i systemets interesser. Demokratiets journalister og medier har åbenbart intet lært af EU-afstemningerne, Brexit og Trump. Så det er nok naivt at tro, at de vil lære noget af Le Pen. Heroisk vil man fortsætte sit håbløse forsøg på at opdrage befolkningerne. Det ville være mere smart for demokratiets åndelige elitestyrker omsider at indse, at i demokratiet bestemmer befolkningen faktisk, uanset hvor klog eller dum journalister og førende medier synes, den er. Hvor svært kan det være? Læs kommentaren Den snorkende elite. Læs kommentaren Demokratiets kroniske jammer. |
|
||
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
||
|
|
|
|
