Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

 

Først lagt op 06-05-2017, senest opdateret 23-01-2023 17:53:29

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

 

 

 

 

Hawking: Evakuér Jorden!

Vores mest optimistiske håb er nok, at Hawking trods sin genialitet tager fejl. Eller at det går med IT-projektet Kunstig Intelligens som med IT-projekterne i Skat, i politiet og i forsvaret: En masse snak og en masse udgifter, hvorefter alt gik i fisk.

 

 

 

Stephen Hawking er den mest kendte af Jordens førende teoretiske fysikere. Jeg var lige ved at skrive ”verdens” (i stedet for ”Jordens”), men det ville være en stor fejl, for en af Hawkings pointer er, at udvikling af liv og dermed muligheden for væsner som Hawking, findes milliarder af steder i dette univers. Og formentlig også i nogle af de milliarder af parallelle universer, som han mener findes.

Hans biografi og hans flittige og kompetente indsats med at formidle sine indsigter i bøger, TV-programmer og meget andet gør ham til Jordens mest kendte nulevende naturvidenskabelige forsker. Han bruger også kompetent dagspressen.

I dag kan man således læse i dansk presse, at han mener, at menneskeheden højst har 100 år til at forlade Jorden i live.

Det er ikke første gang han advarer os. I 2015 advarede han om, at aliens vil overtage og ødelægge Jorden. I 2016 vurderede han, at Jorden ville være ubeboelig om 1.000 år. Men allerede i 2010 var vurderingen, at vi havde ca. 200 år tilbage til at sprede os i universet, så vi kunne overleve Jordens undergang.

Når han jævnligt kommer med disse udmeldinger, giver det overskrifter i mange medier. Men det er sjældent, at nogen i pressen kommenterer det. Og vel nærmest utænkeligt, at en statsleder, EU-kommissionens formand, eller FNs generalsekretær skulle erklære sig enig eller uenig. Hawking forbigås i stilhed – efter alle har læst hans udtalelser.

Læs Groft sagt’en Hawking urørlig.

Selvfølgelig skyldes Hawkings sensationelle overskrifter bl.a. hans ønske om at skabe interesse for sine bøger og TV-programmer. Men ingen anser ham for at være en uvederhæftig sælger af sensationer og Fake News.

Bedømt ud fra hans populærvidenskabelige bøger er han en yderst seriøs og nuanceret, men også en fantasifuld person. Jeg har læst forskellige forskeres populære bøger om kvantefysik, dvs. den subatomare virkelighed, som er paradoksalt anderledes end vores dagligdags virkelighed.

Jeg synes, at Hawkings bøger om dette overgår konkurrenternes ved, at forfatteren ikke forsvinder ned i de tekniske detaljer. Hawking lader aldrig detaljerne skjule, at han er til stede – ikke kun som populariserende forsker, men også som ræsonnerende, almindeligt menneske.

Læs kommentaren Universet som mesterhak.

Hawking er – som alle andre naturvidenskabelige forskere og matematikere – god til at drage logiske konsekvenser af små iagttagelser. Det uendeligt små får uendeligt store konsekvenser i den subatomare verden – og dermed også i den makro-verden, hvor vi lever vores hverdag. Det er sådan set det, hele den videnskabelige udvikling over Galileo, Newton, Einstein – og Hawking handler om: at drage de logiske konsekvenser af ganske små forskelle mellem, hvad en gældende teori forudsiger, og så, hvad der faktisk sker i virkeligheden. Det er dette stramme spil mellem teori og virkelighed, der gør dette forskningsområde særligt fascinerende, også for en nysgerrig udenforstående.

Ifølge BT (05-05-2017) lyder Hawkings seneste forudsigelser og begrundelser således:

»Jeg tror ikke, at fordelene i kunstig intelligens nødvendigvis er gode. Når maskinerne når det kritiske punkt, hvor de er i stand til at udvikle sig selv, kan vi ikke forudse, om maskinernes mål vil være de samme som vores,« sagde han ifølge The Independent.

Samtidig har Stephen Hawking udtryk bekymring for både klimaudfordringer og overbefolkning

»For seks år siden advarede jeg mod forurening og overbefolkning. Det er blevet værre siden. Befolkningen er vokset med en halv milliard siden sidste interview, og uden udsigt til at udviklingen stopper.«

»Med denne rate vil der være 11 milliarder i 2100. Luftforurening er vokset med otte procent de sidste fem år. Mere end 80 procent af indbyggerne i urbane områder er udsat for farlige mængder af luftforurening,« siger han.

 

Han har tidligere også bygget sin opfordring til at forlade planeten på faren for meteornedslag, epidemier – og som nævnt ovenfor, invasion af aliens.

Hawking lægger ikke skjul på, at han hverken er samfundsforsker, psykolog eller har særlig forstand på politik. Men selvfølgelig ved han, at jo mere overbevist menneskeheden bliver om, at denne Jord ikke er vores blivende sted, jo flere ressourser vil der blive tilført rumforskning, kvantefysik og andre af de områder, som Hawking arbejder med.

Men det vil være for let at affærdige ham med, at han nu igen råber ”ulven kommer!”. Derimod er der al mulig grund til at tage hans advarsler alvorligt. Overbefolkning, væbnede konflikter, våbenkapløb, klimaændringer, meteornedslag og epidemier er reelle trusler mod menneskeheden. Og her kommer så et indsigtsfuldt menneske, som anviser en vej til vores overlevelse: evakuering.

Men der er mange udfordringer med Hawkings løsning. Rumkapløbet har hidtil mest været en konkurrence mellem Jordens mægtigste, USA, Rusland (Sovjetunionen) og Kina. Konkurrencen er så tæt forbundet med konkurrencen om at overgå hinanden med militær teknik, at samarbejdet mellem nationerne er begrænset.

Tanken hos disse tre rummagter om at skulle arbejde sammen for at frelse menneskeheden er – for nu at udtrykke det positivt – endnu langt fra modnet. Og at forestille sig, at FN skulle træde til og lede et fælles projekt ”Evakuér Jorden!” ligger langt væk. FNs grundlæggende handikap er, at klodens stormagter ikke er villige til at afgive den mindste smule suverænitet til FN. Hertil kommer, at FN som organisation har vist sig bedst til storslåede ritualer og bureaukrati, og dårligst til effektive løsninger.

Hertil kommer, at Hawkings tidshorisont på 100 år er for lang for denne jords politiske ledere. I demokratierne er man altid mest optaget af næste valg, og tidshorisonter, der rækker ud over to valgperioder, er yderst sjældne. 100 år vil svare til mindst 25 valgperioder her i landet, og sandsynligvis langt mere.

Og 100-års-horisonten er ikke meget bedre i diktaturer. Selv en nuværende, ung diktator vil jo være myrdet eller naturligt død, inden de 100 næste år er gået. I præstestyrer går det hele ud på, at dette liv er forberedelse til det egentlige, evige liv, som følger efter døden. Her vil menneskehedens fysiske flugt fra Jorden virke direkte meningsløs. Som en unødvendig omvej.

Menneskehedens teknologiske fremdrift bestemmes af konkurrence. Uanset hvad Hawking og andre anbefaler, så vil kunstig intelligens uvægerligt blive sluppet endnu mere løs i våbenkapløbet, end det allerede er sket. Der vil blive skabt apparater med software, hvis intelligens overgår selv Hawkings, fordi softwaren er i stand til hele tiden at blive klogere og udvikle sig selv, også sin egen hardware.

Og ny hardware er ikke engang nødvendigt mere. For hele kloden er allerede omspændt af internettet. Internettet giver allerede al den hardware, som kunstig intelligens behøver. Den stormagt, hvis kunstige intelligens først kører internettet, vinder det hele. Og Hawking har ret: Når først Store kunstige intelligens-Bror eller -Søster (dvs. Hen) er blevet klogere end et menneske, så kan vi ikke styre hen. Og hvis Store Hen sidder på nettet, så bestemmer hen det hele.

Vi kan så håbe, at Store Hen, vil synes, at vi homo sapienser stadig er så meget værd at samle på, at den både vil løse vores udfordringer med overbefolkning, miljø, meteorer, aliens og epidemier. Vi har så ganske vist ikke længere demokrati, men lever i ordnede, topstyrede rammer under Store Hens vinger. Og alternativet er desværre endnu værre: at Store Hen mener, vi kun er til besvær, og lader os gå planken ud.

Vores mest optimistiske håb er nok, at Hawking trods sin genialitet tager fejl. Eller at det går med IT-projektet Kunstig Intelligens som med IT-systemerne i Skat, i politiet og i forsvaret: En masse snak og en masse udgifter, hvorefter alt gik i fisk.

 

Læs kommentaren Vi burde lære af Hawkings 3025-plan.

 

Kilder:

http://www.bt.dk/udland/stephen-hawking-advarer-vi-skal-vaek-fra-jorden-hurtigt

ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/stephen-hawking-aliens-vil...og...jorden/5761820

https://ing.dk/artikel/stephen-hawking-forlad-jorden-eller-uddo-110863

 

 

 

 

Og ny hardware er ikke engang nødvendigt mere. For hele kloden er allerede omspændt af internettet. Internettet giver allerede al den hardware, som kunstig intelligens behøver.

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

Øverst i dokumentet

 

 

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller

151217klauskjoellerDKforside.bmp