|
|
|
|
Først
lagt op 08-06-2017,,senest
opdateret 30-10-2018
12:02:34 |
|
|
|
|
|
|
Demokratiets elite lægges for tiden for had. Og eliten svarer igen ved at forbande ”højreekstreme populister” som hollandske Geert Wilders, britiske, tidligere UKIP-leder Nigel Farage, franske Marine Le Pen, Sverigedemokraterne, Donald Trump – og nogle medtager også Dansk Folkeparti. Det er vigtigt i et demokrati, at der er en veluddannet, indsigtsfuld og engageret elite. Herfra skal landets politiske ledere, ministrene, rekrutteres. Og eliten leverer også til toppen i landets administration. Men som alt godt har eliter en bagside: Eliten har svært ved at forstå og acceptere dem, der ikke tilhører eliten. De senere års erfaringer viser, at demokratiernes eliter i praksis hverken forstår eller accepterer, at langt den overvejende del af befolkningen ikke interesserer sig specielt for politik og derfor ikke orker at sætte sig ind i saglige nuancer og detaljer i politiske spørgsmål. Efter Storbritannien havde stemt sig ud af EU, skrev EU's præsident, Donald Tusk, således på Twitter: ”Et seriøst dramatisk øjeblik, især for UK,” Og EU-kommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, sagde under valgkampen: ”Jeg er sikker på, at desertørene ikke vil blive modtaget med åbne arme. Storbritannien må acceptere at blive behandlet som et tredjeland, som ikke vil blive håndteret med silkehandsker.” Ingen af EU's to politiske topledere var i nærheden af at udtrykke ydmyghed og respekt over for vælgernes afgørelse. Det er tragisk, hvis et stort demokratisk projekt som EU skal ende på møddingen, bare fordi EU's præsidenter opfører sig som fornemme grever og baroner, der har glemt, at de er nødt til at respektere Jeppe på Bjerget, som ligger inde i baronens seng og bestemmer det hele. Ganske vist vælges EU-præsidenter ikke direkte af Jeppe. Men EU's image i medlemslandene er jo afhængigt af, hvordan præsidenterne tager nederlag. Vælgere, som ikke er særligt interesseret i politik, forstår politik som et tv-realityshow, hvor nogle mennesker, politikere, konkurrerer om at undgå at blive sendt hjem af seerne. Elitens store fejl er, at den nedvurderer og skælder ud på dette realityshow. I stedet dyrkes forestillingen om den saglige argumentation, som alle vælgere egentlig burde forstå. Det underforståede budskab er, at der indeni alle vælgere ligger en hel del viden om og interesse for økonomi, jura, administration og diverse tekniske anliggender, som jævnligt dukker op i politik. Denne holdning dominerer også i medierne og i uddannelsessystemet. Derfor er denne holdning indoktrineret i alle vælgere. I skolen har vælgerne således lært at foragte det realityshow, som gør politik lige så let forståeligt som ”Matador” og ”X Factor”. I steder skal de elske og dyrke politik, således som landets højst 6 % politiske nørder gør. Og 6 % er højt sat. Det svarer til 250.000 af de i alt godt 4 mio. danske vælgere, dvs. rundt regnet det antal seere, som TV 2 News ”Mogensen & Kristiansen” havde i sin storhedstid i valgåret 2011: 265.000. "Mogensen & Kristiansen" har indtil videre været TV 2 News’ største succes. I 2016 havde programmets afløser, ”Tirsdagsanalysen”, ugentligt 105.000 seere. Det blev overgået af "Besserwisserne", der i 2016 sås af ca. 125.000 ugentligt. Til disse seertal kan man lægge den kendsgerning, at cirka 180.000 danskere for øjeblikket er medlem af et politisk parti. Men det nøjagtige antal af politiske nørder i landet er ikke så interessant. Det væsentlige er, at det er et lille mindretal af vælgerne. Selvfølgelig undervises skoleelever også i proces og historiefortælling. Men pointen i denne undervisning er at advare mod spin. Eleverne lærer, at der findes en højere, spinløs virkelighed, som man skal sætte sig ind i. Og den findes inde bag lukkede døre, hvor cand.scient.pol’er og politikere boltrer sig i digre, indviklede dokumenter. Samtidig lærer man, at den offentlige debat bør ligne en videnskabelig, saglig diskussion mest muligt Groft sagt lærer eleverne, at de er for dumme og dovne til demokrati, hvis de ikke forstår substansen. I stedet burde de lære, at demokrati er lige så let at forstå som en Spielberg-film om Indiana Jones. Eleverne og alle vælgere kan vurdere det politiske realityshow og dets personer på grundlag af et minimalt og meget groft input af substans: Hvordan ligger figurerne på de fire dyder, som vi altid bruger, når vi vurderer hinanden: ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence? Hvilke udviklingsmuligheder har de, hvordan klarede de et interview eller en debat? Det er det politiske realityshows store fortjeneste, at det på denne måde gør politik interessant og forståeligt, uden at det er nødvendigt at interessere sig for og forstå sagen. På denne måde holder vi her i landet normalt en valgdeltagelse på 87 % ved Folketingsvalg. Men ustandseligt jamrer kommentatorer og eksperter over realityshowet. Jamrer over, at politikere jagter stemmer og medier modtagere. Og hævder, at personer i politik er ret ligegyldige, mens substansen altid får det sidste ord. Og længe leve Den store leder, som giver pokker i stemmetal og gør det nødvendige. Det sjoveste ved eliterne er, at de ikke anerkender det festlige realityshow, som de gang på gang er til grin i. Note: Klaus Kjøller har netop udgivet bogen ”’Tak fordi du kom’. Realityshowet DEMOKRATI”. |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
Opdatering 30-10-2018: forbedret
layout |
|
|
|
|
|
