|
|
|
|
|
|
Først lagt
op 01-07-2017, senest opdateret (layout) 06-11-2020
11:52:39 |
|
|
|
I ethvert land har TV den politiske magt. Fordi de 94 % af vælgerne, som ikke er specielt interesserede i politik, let kan forstå de politiske indslag, som bringes i TVs nyhedsudsendelser. Det sørger dygtige journalister for. Politik gøres forståelig for ikke-nørder ved at politiske spørgsmål psykologiseres: Man lever sig ind i nogle politikere, som kæmper for at undgå at blive sendt ud af et TV-realityshow. Der er sådan set intet nyt i
denne psykologisering. Det er en formidlingsteknik, som især den
såkaldte tabloid-presse altid har brugt. Jeg analyserede allerede
tidligt i 70’erne ret detaljeret teknikkens brug i Ekstra Bladet. Og
forklarede, hvorfor den er nødvendig (»Sælges:
dansk politik. (Del)analyse af det (næst)mest læste stykke moderne
danske litteratur« i Kjøller (red.) Analyser af Sprogbrug:
Perspektiv, Borgen 1976, s. 88-147. [Det (næst)mest læste
stykke moderne danske litteratur var så Ekstra Bladet, ja, det var
dengang. Analyseobjektet er bladets indenrigspolitiske dækning gennem
en måned]). Der er en meget iøjnefaldende forskel på Ekstra Bladets (og delvis BTs) formidling af politik dengang, og så TVs formidling af politik i dag. Ekstra Bladet var systematisk stærkt kritisk over for politikerne. Ingen politiker på Christiansborg havde de politiske dyder. Tværtimod fremhævede bladet dagligt, at alle manglede dem. Og førte imagekampagner på, at uden Ekstra Bladet til at holde politikerne i ørerne, så var vælgerne og landet fortabt. Læs kort om de fire politiske dyder. I dag er Ekstra Bladet en tam afglans af sig selv dengang angående denne politiker-jagt. Og mange af bladets lederkommentarer har i dag en politisk korrekthed og en harmløshed, som var utænkelig dengang. TV 2 og DR er økonomisk set styret af de politikere, som de fortæller om. Men medierne skal alligevel være skrappe og kritiske. Ellers dør seerne af kedsomhed. Det betyder, at man ind imellem går efter en politiker. Men man må aldrig blive enten ”rød” eller ”blå”, så man går snart efter den ene side, snart efter den anden. Dog vil dem, der har regeringsmagten, altid være særligt udsatte. Men i modsætning til Ekstra Bladet i dets storhedstid, så kan public service-TV ikke score seere på at markedføre sig selv ved at hævde, at enhver politiker på Christiansborg er uærlig, egoistisk, usammenhængende og inkompetent. Tværtimod, TV må altid fremhæve at sådanne politikere er få undtagelser. TV kan vise politikere in action. Her må ethvert skrivemedium gå hjem og vugge. På TV kan de 94 % af vælgerne, som ikke er særligt interesseret i politik, straks springe ind i historien og med egne øjne og ører vurdere personen på skærmen. Bag alt, hvad der eventuelt måtte blive sagt og ikke blive sagt. Længere er den sådan set ikke. Derfor har TV den politiske magt i landet. Fordi TV er et overflødighedshorn af noget, enhver straks kan forstå: personer i et realityshow. Uden det er nødvendigt at forstå en masse saglige detaljer. TVs store politiske betydning sætter studieværterne i centrum. I modsætning til politikerne, som i korte glimt myldrer over skærmen i broget skare, så er nogle få studieværter i de store nyhedsprogrammer faste figurer, ofte i årtier. Og de er castet og trænet til TV-optræden i en grad, som ingen politiker er. Da public service-TV i modsætning til private medier ikke melder ud i lederkommentarer, hvad mediets holdning er, så får studieværternes ansigtsmimik og betoninger stor betydning, når seere leder efter mediets mening og holdning. Vores store nyhedsudsendelser har gennem årene næsten altid kørt med en enkelt vært. Det begrænser mulighederne for at melde holdninger ud. Man kan godt sukke og lave grimasser og med betoninger sende signaler om, hvad man synes. Men man kan ikke komme med længere improvisationer, hvor man klart melder ud, hvad man mener. Men når man sidder to studieværter – som det ofte sker i 6 %’s kanalen TV 2 News (som ikke ses af de 94 %, som denne kommentar ellers handler om) – så skal man også kommunikere indbyrdes. Det er jo hele ideen med at betale to værter for at være på samtidig. Denne kommunikation mellem værterne giver langt bedre muligheder for naturligt at kommentere, hvad der sker. Ja, tvinger faktisk til det. Samtidig øger det kraftigt interessen og forståeligheden for de 94 % ikke-nørdede seere, at de kan følge to muntert kommenterende værter og ikke er henvist til en enkelt, der ekspederer indslagene med minimal kommentering. Det er også derfor at programmer som Godmorgen-TV og Godaften-TV (eller hvad de hedder, men alle ved, hvad jeg tænker på) altid har to værter, som charmer løs med hinanden. Siden Donald Trump blev præsident, har BBCWorldNews i ugens fire første dage kl. 20 (dansk tid) kørt med to studieværter: Katherine "Katty" Kay og Christian Fraser. Kay sidder i Washington, Fraser i London. Programmet kaldes ”100 days+”. De er begge yderst skarpe, enormt vidende og hurtige i hovedet og kunne sagtens hver for sig køre programmet på en måde, som overgik, hvad de fleste andre af stationens i øvrigt udmærkede solo-værter kan. Hvis Kay og Fraser sad i samme studie ville de derfor selvfølgelig også levere en nyhedsudsendelse, som overgik enhver solo-værts produkt. Ikke mindst fordi de tydeligt inspirerer hinanden. Og konkurrerer på friske bemærkninger. Men deres effekt øges væsentligt ved, at de sidder i hver sit politiske brændpunkt. Deres indbyrdes kommunikation går via den skærm, som seerne også ser på. Når de har øjenkontakt med hinanden, har de samtidig øjenkontakt med seerne. Når to studieværter er i samme rum, så vil de hele tiden skulle vælge mellem seerne og medværten. De kan ikke samtidig have kontakt med begge. Kay og Fraser skal aldrig fravælge seeren for at charme eller udfordre hinanden. Seeren er altid bindeleddet mellem dem. De har den tættest muligt kontakt med seerne. Hertil kommer, at de i høj grad improviserer med hinanden mellem og under indslagene. Ofte med stor humoristisk virkning. Det er tydeligt, at de faktisk selv morer sig. Og aldrig er bange for at bruge teleprompteren som afsæt for en iagttagelse eller anden spontan ekskurs. De skifter mellem at supplere hinandens kommentarer og interviewe hinanden – og laver samtidig dobbeltinterview med inviterede gæster i hver sit studie. De er på en gang studieværter og korrespondenter og skifter løbende mellem disse roller. Det er nyheds-TV i en helt ny dimension. Jeg er dybt fascineret og misser nødigt en af deres udsendelser. Samtidig må jeg erkende, at denne ny rolle, hvor nyhedsværter sprænger rollen og samtidig optræder som korrespondenter og kommentatorer og standupkomikere, giver TV endnu større politisk magt, end det allerede har. Og reducerer politikere til at være bipersoner. Kay og Fraser udsender hver dag et budskab om, at verdens mægtigste mand, Donald Trump, vistnok egentlig i virkeligheden er en morsom tosse, som dag og nat byder på nye overraskelser. Det er et budskab, som ingen almindelig nyhedsvært i dansk eller i et andet lands TV ville kunne få udbredt med samme styrke, selv med de mest snedige grimasser og betoninger. Men Kay og Fraser får især budskabet til at gå ind i seerne, fordi de stadig er skeptiske over, om det virkelig kan passe. Det er ikke hjernedød propaganda. Det er jo det, der gør det hele så morsomt. Og tankevækkende. Dag efter dag. |
”
denne
ny rolle, hvor nyhedsværter sprænger rollen og samtidig optræder som
korrespondenter og kommentatorer og standupkomikere, giver TV endnu
større politisk magt, end det allerede har. |
|
”Tak fordi du kom”. Realityshowet DEMOKRATI (paperback), KJOELLER.dk 2017 |
TV har den politiske magt. Ja. Men TV kan altså ikke klare sig uden politikere. Selv to skarpe, indsigtsfulde, charmerende studieværter, korrespondenter, kommentatorer og standupkomikere som Katty Kay og Christian Fraser ville ikke være nær så gode uden Donald Trump. Uanset hvor langt TV når med nye koncepter for, hvordan man bedst når de 94 % politisk uinteresserede i landet, så tyder intet på, at politikerne i overskuelig fremtid bliver overflødige i TV. Læs kommentaren 6 – 94 -reglen: TV’s diskrete politiske propaganda. |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
