Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu
Først lagt op 02-09-2017, senest opdateret 02-09-2017 20:59:13 Link:
Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com
(dagligt opdateret hitliste) Se hitlisten over de mest
indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk |
||||
|
||||
|
Det overflødige menneskeDen dag, hvor ingen længere kan finde sluk-knappen til Facebooks og Googles kunstigt intelligente centralcomputere, er vi færdige. |
|
||
|
Forleden berettede flere danske medier om to robotter, der opfandt deres eget sprog. Facebook havde i sin eksperimenterende afdeling, Fair, sat robotterne til at forhandle med hinanden for at teste deres software. Forhandlingerne gik vist efter forskernes vurdering fint. Men som biprodukt af forsøget havde robotterne fraveget normalt engelsk og skabt et nyt sprog. Et engelsk med brudte sætninger fulde af gentagelser. Sproget var nonsens for mennesker. Forskerne bag forsøget mente, at det var sket i den bedste mening: Computerne ville gøre deres indbyrdes forhandlinger mere effektive, end de kunne blive med almindeligt, gammeldags engelsk. Alligevel slukkede forskerne for forsøget. ”Vores interesse er at have robotter, der kan tale med mennesker,” forklarer en forsker fra Facebooks eksperimenterende afdeling. Det er ikke første gang, at selvlærende maskiner med kunstig intelligens har udviklet et nyt sprog. Også Google eksperimenterer med selvlærende robotter. De oversætter mellem sprog. Her har computeren lært sig selv at oversætte mellem sprog, som den ikke oprindeligt var programmeret til at oversætte imellem. Man mener, det er sket ved, at computeren har skabt et nyt sprog, som fungerer som mellemstation, når den oversætter mellem alle eksisterende menneskesprog. Google har vist ikke slukket for denne computer. Men dette eksperiment rummer samme dilemma som Facebook-eksperimentet: Når maskiner med kunstig intelligens bliver i stand til at gøre ting (herunder snakke), som vi mennesker ikke forstår, skal vi så slukke, eller lægge os tilbage og nyde det, dvs. nyde de serviceydelser, de leverer, uden at vi forstår, hvordan de gør det? Våbenkapløbet er altid det område, hvor den slags teoretiske spørgsmål besvares i praksis, længe før andre finder ud af, hvad de egentlig vil svare. Af hensyn til overlevelsen må Jordens største magter nemlig altid sørge for at tilføre store forskningsressourcer til våbenforskningen og -udviklingen. Der er ikke tid til at vente på, at vigtige spørgsmål først skal diskuteres offentligt. Det er faktisk altid det letteste, hvis man helt slipper for denne offentlige diskussion. Inden for våbenindustrien anses kunstig intelligens for at være den tredje revolution. Uden for enhver diskussion. De to første revolutioner var opfindelsen af krudt og af atomvåben. Førende forskere inden for kunstig intelligens har, ifølge Jyllands-Posten (finans.dk), på en nylig konference i Melbourne sendt en offentlig appel til FN, som i disse dage diskuterer emnet kunstig intelligens. Forskerne ønsker et internationalt forbud mod både udviklingen og implementeringen af kunstigt intelligente våben. Men sådanne våben er allerede udviklet og i brug. Det gælder f.eks. effektiv styring af droner og missiler, som kræver hurtigere reaktioner, end et menneske kan præstere. Dog understreges det fra våbenbrugernes side, at man stadig altid kan slukke for robotten, hvis den løber løbsk. Ved den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea står et intelligent vagttårn, som selv kan identificere mål på flere kilometers afstand og derefter skyde dem ned med sine maskinkanoner. Og derefter affyre raketter mod tilbageværende stumper. Alt sammen uden et menneske behøver røre en finger. Men Sydkorea forsikrer, at den automatiske affyringsfunktion ikke er aktiveret. Kun hvis et menneske trykker på knappen, skydes der. Men der arbejdes intensivt med at udvikle kunstigt intelligente våbensystemer i alle lande, som har råd. Så den næste krig kan snart være ovre på få minutter, efter at være udkæmpet mellem intelligente våben – og uden at vi mennesker egentlig fattede, hvad der foregik. Forholdene inden for våbenudviklingen er nok den umiddelbart mest frygtindgydende, når det handler om kunstig intelligens. Og det er svært at være imod, at mere end hundrede af verdens førende kunstig intelligens-forskere sender en appel til FN. Men kun folk uden indsigt i denne verdens grundlæggende magtmekanismer kan tro, appellen vil stoppe udviklingen af kunstigt intelligente IT-systemer inden for våbenindustrien – eller inden for ethvert andet område. Menneskets store udfordring i denne verden med stadig flere kunstigt intelligente indretninger er, at vi kan ende med at blive unødvendige. Også selv om vi ikke alle sammen bliver slået ihjel i en krig mellem kunstigt intelligente våbensystemer. Intelligente computerprogrammer har i flere år selv kunnet lære at spille skak og andre krævende spil bedre end mennesker. Men det er kun et lille skridt mod menneskets overflødiggørelse. Verdens IT-giganter som Facebook, Google, Apple og Microsoft indsamler hver time flere og flere informationer om hver enkelt af os. Vi leverer informationerne frivilligt, når vi bruger de populære apps og programmer, som disse virksomheder tilbyder. Det sker gennem ”likes”, med vores opdateringer, gennem vores søgehistorik, gennem vores e-mails og ved vores brug af firmaernes talende, personlige assistenter (som Apples ”Siri”). Alle disse voksende mængder af informationer kan overskues, analyseres og anvendes af intelligente maskiner på en måde, som intet menneske kan. Og maskinerne bliver stadig bedre til det. Og de glemmer aldrig, og når en kunstig intelligent maskine lærer sig selv noget nyt, som virker, kan det omgående overføres til andre maskiner. Da maskinernes programmer (såkaldte algoritmer) bliver stadig mere raffinerede og maskinernes fysik hurtigere (”kvantecomputere”), mens vi mennesker stort set forbliver de samme gamle, organiske, dødelige datamaskiner, som vi altid har været, så er det forudsigeligt, at disse store firmaer snart vil være bedre, end vi selv er, til at forudsige vores handlinger. Når den dag kommer, hvor Facebook præcist ved, hvad du vil ”like”, før du selv gør. Og Google præcist ved, hvad du vil søge efter, før du selv gør. Så kan de også forudsige, hvad du vil stemme på til et demokratisk valg, før du selv ved det. Og så bliver demokrati jo helt meningsløst. Fordi det fri valg viser sig at være en illusion, som bare bygger på, at hver enkelt af os kender sig selv dårligere end maskinerne kender hvert enkelt af os. Så kan man lige så godt overlade det hele til maskinerne. Ja, selv det vil være unødvendigt. Hvis vi når dertil, så har centralcomputeren i de store IT-firmaer allerede på egen hånd taget magten, uden vi rigtigt har mærket det – ligesom Facebook og Google sivede ind i vores liv for en halv snes år siden, uden vi besluttede det. Ingen af os så, at det i løbet af nogle årtier kunne føre til, at vi blev overflødige, fordi maskinerne i IT-giganternes hovedsæder – efter at have indsamlet og analyseret alle informationer om os – selvstændigt vurderer, at vi er en håbløst forældet computer udviklet efter Darwins omstændelige ”try and error”-metode over millioner af år. Og fordi vi ikke kan finde sluk-knappen. http://nyheder.tv2.dk/udland/2017-08-21-derfor-slaar-eksperterne-alarm-skal-robotter-bestemme-over-liv-og-doed |
”Når maskiner med kunstig intelligens bliver
i stand til at gøre ting (herunder snakke), som vi mennesker ikke forstår,
skal vi så slukke, eller lægge os tilbage og nyde det? |
||
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
||
Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste) Se hitlisten over de mest
indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk Hvis du vil af med
noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller |
||||