|
|
|
|
|
|
|
|
Først
lagt op 06-09-2017,,senest
opdateret 01-01-2020
11:00:44 |
|
|
|
|
|
|
Erik Hansen døde d. 2. september. Den 18. september ville han være fyldt 86 år. En af hans mange fremragende bøger hedder ”Dansk er mange ting” (1968, sammen med Harald Steensig). Rigtigt. Og Erik Hansen var som fagperson selv usædvanligt mange ting. Han er den danske fagbogsforfatter som har betydet mest for mig. Hans bøger har direkte inspireret flere af mine. Og hans måde at udfylde sin universitetsstilling på – med stor vægt på anvendt sprogforskning og bred formidling – gav mig mod på at gøre det samme. Men først og fremmest var han en oprører som jeg syntes jeg kunne genkende mig selv i. Ikke en oprører som anførte en flok. Eller som tilsluttede sig et oprør som andre havde startet. Han var en oprører i sig selv. Hans tilgang til tingene var oprørsk. Han gad hverken klichéer, spytslikkeri eller bullshit – i videnskab eller nogen andre steder. Sandheden skulle frem, så direkte som muligt. Gerne provokerende, men aldrig groft. Denne ulyst til klichéer m.m. kunne få ham til at virke uhøflig på fremmede. Det forhindrede også – som man ellers ofte ser på universitetet – at han som professor samlede et hof omkring sig og byggede et fagligt imperium. Han afskyede sproglig manipulation så intenst at han aldrig fik anden magt end den som hans sproglige indsigter, energi og fantasi i formidlingen gav ham. Den flok som han selv engang kaldte sine elever, bl.a. Jørn Lund, Ole Togeby, Steffen Heger, Lars Heltoft og min ringhed, var der fordi han inspirerede os, og fordi vi beundrede ham. Det var for os belønning nok. Fra 1972 hvor jeg begyndte at undervise på det daværende Institut for Nordisk Filologi ved Københavns Universitet, og til 2000 hvor Erik blev pensioneret, var vi kolleger på universitetet. Men efter hans pension var vi fortsat forfatterkolleger. Vi udvekslede fortsat bøger og skrev begge i det populærvidenskabelige tidsskrift ”Mål og Mæle”. Erik – som altid underskrev breve bare med ”hilsen” for at spare klichéerne ”venlig”, ”mange” og ”bedste” og dermed gøre det så kort og enkelt som muligt – skrev breve på en side eller lidt mere med reaktioner på bøger som romanen ”Den åndelige akse” (2007), ”Sprogets Vej til Sindets Fred, 2. rev. vej, nu med Dit og Dat” (2010) og ”Den politiske komedie” (2011). Få læste en tekst bedre end han gjorde, så sådanne breve læste jeg altid (og stadig) med andagt. Allerede da jeg var kandidatstuderende, oplevede jeg Erik på tæt hold for første gang. Det var i 1971. Kurset hed ”Øvelser over moderne dansk syntaks”. Han fortalte om sit igangværende arbejde, og så var meningen at vi skulle diskutere det og skrive opgaver i forbindelse med det. Jeg husker forløbet som særdeles livligt og frugtbart. Og Erik som en enestående engageret underviser og superintelligent formidler af vanskelige emner. Jeg havde ikke på universitetet tidligere i undervisningen oplevet en forsker der på denne vis inddrog almindelige kandidatstuderende i sin igangværende forskning. Der var selvfølgelig masser af undervisning hvor forskere ”hørte” de studerende i deres egen forskning. De studerende skulle så læse en allerede færdig tekst – artikel eller bog – og fremlægge indholdet eller svare på spørgsmål i undervisningslektionerne. Men at fremlægge ”forskning in progress” kan jeg ikke huske, at jeg – som studerende på fagene Filosofi og Dansk – har oplevet andre undervisere end Erik Hansen gøre. Det var forfriskende med en forsker der fokuserede på at diskutere problemerne i stedet for en underviser der ledede en genfortælling af noget læst. Det kan lyde mærkeligt. For det er jo officielt hele ideen med universitetet at undervisningen er forskningsbaseret. Men i praksis tolkes dette i høj grad således: Eleverne læser og (helst) forstår bøger og artikler skrevet af forskere. Kun sjældent tolkes det således: Forskerne fremlægger deres igangværende arbejde for eleverne og diskuterer det med dem på en måde som opmuntrer til kritiske indlæg. Det er en krævende undervisningsform i forhold til den traditionelle skolestueundervisning som dominerede på universitetet dengang, og som stadig dominerer i fag som Dansk med store hold. Det kræver både pædagogisk og forskningsmæssig råstyrke at stå frem for studerende med sin igangværende forskning uden at vide nøjagtigt hvordan det forløber. Men det gjorde Erik med stor succes på det nævnte kursus. Han baksede med teori og eksempler for øjnene af os mens han arbejdede videre på det han allerede i 1970 havde fremlagt i artiklen ”Sætningsskema og verbalskemaer” i tidsskriftet Nydanske Studier. Situationen tændte ham – og han tændte os. Hans bøger ”Reklamesprog” (1967) og ”Ping- og pampersprog” (1971) var væsentlige inspirationer til mine ”Vælgeren og partiprogrammerne” (1973) og ”Sprogets vej til sindets fred” (1982). Den sidste (”Sprogets vej…”) var ”Ping- og pampersprog” vendt på hovedet: I stedet for at kritisere det offentliges sprogbrug for at være uhensigtsmæssig og krampagtig så roses det for sin evne til at skabe (en illusion) af ro og overblik. Noget som almindelige mennesker også hele tiden har brug for. Det var Eriks holdning at der kan ligge mindst lige så meget ny viden (forskning) i såkaldte populærvidenskabelige, debatskabende bøger og i introduktioner som der kan ligge i videnskabelige afhandlinger. Så han prioriterede ofte kontakten med den dannede offentlighed når han skrev. Han stiftede tidsskriftet ”Mål og Mæle” i 1974 og var med til det sidste. Hans indlæg som ”Magister Stygotius” i dagbladet Information var mesterlige, aktuelle sprogklummer, og hans (og Bent Møllers) vejledning i forståeligt sprog, ”Og uden omsvøb, tak” (1981), var meget længe en bibel blandt offentligt ansatte. Og selv det mest formidlende han skrev, var solidt forankret i hans enorme indsigt i moderne dansk sprog. Samtidig med alt det udadvendte skrev han gennem alle årene dybt lærde artikler om alle mulige grammatiske emner inden for moderne dansk i fagets videnskabelige tidsskrifter. Og i 2011 kom så det monumentale, videnskabelige trebindsværk ”Grammatik over det danske sprog” (sammen med Lars Heltoft). Ironisk nok var den oprindelige ide vistnok at skabe en brugbar, lille, funktionel grammatik for alle de flygtninge/ indvandrere som skulle lære dansk på sprogkurser. Men da det kom til stykket, krævede sagen altså meget mere plads og dybde end der var plads til i en kort introduktion til nydanske sprogkursister. Godt det samme, for nu har vi så et gigantisk værk hvor vi kan finde det væsentligste af hans enorme viden. Erik var i 1980’erne – sammen med Mogens Løj – den drivende kraft bag oprettelsen af den 1-årige uddannelse i Sproglig rådgivning hvor jeg også i mange år havde fornøjelsen at undervise og forske. Uddannelsen begyndte i høj grad som en uddannelse i den sproglige rådgivning som udførtes ved Dansk Sprognævn. Men allerede sidst i 80’erne blev uddannelsen forsynet med et praktikelement som sendte de studerende ud i offentlige og private virksomheder og organisationer for at lære kommunikationsrådgivning, også gennem praksis. I dag hedder uddannelsen ”Sprog- og kommunikationsrådgivning”, og den er meget søgt, ikke mindst når Danskstuderende skriver speciale samtidig med at de tænker på hvad de skal leve af efter universitetet. Men alle på uddannelsen lærer fortsat at ingen kan blive en god kommunikationsrådgiver uden at være en god sproglig rådgiver. Og ingen kan blive en god sproglig rådgiver uden den dobbelte sproglige kompetence som Erik stod for: kompetent i den sproglige substans og i at skrive en tekst som fænger. I en portrætartikel i et festskrift til ham i 2001 i anledning af hans 70-års fødselsdag, som dengang betød tvangspension for en universitetslærer, afsluttede jeg således: ”Den dag hans oprør slutter, bliver en stor dag for vane, magelighed og træghed – i dette land og i udforskningen af dansk sprog. Vi må så mere end nogensinde stå sammen for at undgå at gå til grunde i overfladisk artighed og høflighed. Det ske sent.” Nu hvor hans oprør faktisk er afsluttet, gælder disse ord mere end nogensinde. Læs det længere portræt af Erik Hansen fra 2001: ”Den artige oprører, eller: Essensen af Hansen”. Læs Ritzaus nekrolog på DR.dk. Teksten er bl.a. også bragt i Jyllands-Posten, Berlingske, Altinget – eventuelt lettere redigeret. Politiken (papirsavisen) bragte en selvskrevet nekrolog af navneredaktør Peter Thygesen d. 06-09-2017, men den kan jeg ikke finde på nettet. Læs Dansk Sprognævns nekrolog. Også bragt i Frederiksborg Amts Avis. Læs Groft sagt’en ”Basils overmand”. Læs Groft sagt’en
”Pædagogikgak”. Opdatering: 07-09-2017: links
indsat og reference til bogen ”Dansk er mange ting”. 08-09-2017: link indsat. 09-09-2017: enkelte
korrekturrettelser, bl.a. sletninger af overflødige kommaer. 16-10-2018 layoutforbedring. 01-01-2020: portrætfoto indsat,
layout og links forbedret |
”Jeg
havde ikke på universitetet tidligere i undervisningen oplevet en
forsker der på denne vis inddrog almindelige kandidatstuderende i sin
igangværende forskning. |
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
|
|||
|
|
|
|
|
|||
|
Senest
opdateret 01-01-2020
11:23:11 |
|
|
||||
