Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp

Først lagt op 21-10-2017, senest opdateret 21-10-2017 11:57:09

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Se familierelationerne mellem (næsten) alle bøgerne, fra 1973 til dags dato

 

 

 

 

Heksen Harvey Weinstein

Hashtagget #MeToo beviser, at retsstatens princip om, at enhver borger er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, ikke gælder i tilfælde, hvor mange berømte kvinder samtidig anklager en mægtig mand i filmindustrien for at have sexchikaneret dem.

 

 

 

Kan alle de kvinder, som nu fortæller deres historier om sexkrænkelser under hashtagget #MeToo, tage fejl? Lyver verdensberømte skuespillere, journalister ved respekterede medier og andre pludselig om, at de har været udsat for sexuelle overgreb, chikane og krænkelser?

Det lyder ikke sandsynligt. Desuden har den mand, som først blev anklaget, den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein, tilsyneladende allerede indrømmet, at der er substans i anklagerne mod ham ved at udsende en erklæring, hvor han erkender at have forvoldt "megen smerte". Han bad samtidig om "en ny chance".

Det fik han dog ikke. Han er blevet fyret eller har trukket sig fra selskaber, hvor han i mange år har udøvet stor magt i filmindustrien.

Men hverken fyring eller hans erklæringer beviser egentlig, at han er skyldig. Det viser kun med sikkerhed, at han – efter alle anklagerne om sexuel chikane, voldtægter og andet – er blevet en så stor imagemæssig belastning for ethvert firma, han er med i, at man er nødt til omgående at skille sig af med ham. Og at få ham til at påtage sig ansvaret alene og formilde de forbitrede kvinder mest muligt ved at udsende en erklæring om, at han beklager den smerte, han har forvoldt.

PR-mæssigt er det ligegyldigt, at ingen kvinder i juridisk forstand kan bevise, at det er rigtigt, hvad de fortæller. For når Weinstein og andre anklagede heller ikke kan juridisk bevise, at det er løgn, så bliver alene det, at mange fremtrædende kvinder mener, at han har udsat dem for seksuelle krænkelser, til den fældende kendsgerning. Denne kendsgerning om, hvad mange mener, er nok til at fælde ham.

Eksemplet viser tydeligt, at retsstatens princip om, at enhver borger er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, ikke gælder i tilfælde, hvor mange berømte kvinder samtidig anklager en mægtig mand i filmindustrien for at have sexchikaneret dem.

Det kan ikke udelukkes, at der senere vil fremkomme bevismateriale, som kan bruges i retssager. Ligesom der gjorde i Clinton-Lewinsky-sagen, hvor praktikant Monica Lewinsky til præsidentens og andres overraskelse havde gemt en sædplettet kjole i bunden af sit klædeskab. Og her var hverken Clinton eller Monica endda spor interesseret i, at dette bevis kom frem. Monica følte sig ikke spor chikaneret, tværtimod. Alligevel dukkede beviset op, og det skabte store problemer for præsident Clinton med at fortsætte sin linje med at benægte nogensinde at have haft ”sexual relation to this woman.” Han måtte ud i spidsfindige betydningsudredninger om, at ’sexual relationship’ betød ’ordinært samleje’ og altså ikke omfattede oralsex.

Her har Harvey Weinstein lagt en linje, som det vil være betydelig lettere for ham at forsvare – uanset hvilke beviser der måtte dukke op. Han afviser således ikke seksuelle relationer, men fastholder bare, at det aldrig skete mod kvindernes vilje.

Den er svær at stikke. Ikke alene skal kvinder altså fremvise videoer eller anden dokumentation af den påståede seksuelle aktivitet med Harvey. De skal også bevise, at han godt vidste, at de ikke ville, dengang det skete.

Den bevisbyrde er svær at løfte for andre end Vor Herre, som er den eneste, der har direkte adgang til Weinsteins bevidsthed – ud over ham selv. Derimod er det ganske let at bevise over for almindelige mennesker på Facebook og lignende steder, at mange kvinder i dag på det stærkeste afviser, at de gerne ville noget som helst seksuelt med denne mand, dengang det skete.

Og da ingen kan se, hvorfor alle disse fremtrædende kvinder skulle lyve, så står deres udsagn under hashtagget #MeToo som sandheden. Enhver retssag forekommer overflødig. Og Harvey Weinstein må glæde sig over ikke at leve i Middelalderen, for så var han blevet futtet af som heks.

 

 

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

Øverst i dokumentet

 

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller

151217klauskjoellerDKforside.bmp