Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

 

Først lagt op 11-11-2017, senest opdateret 11-03-2018 12:27:53

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Kommentarer og moraler

151217klauskjoellerDKforside.bmp

 

 

 

 

Science fiction om kap med tiden

Den amerikanske præsident hed Donald til fornavn allerede i fremtidsromanen ”2022”s oprindelige manuskriptversion fra 1999. [Erindringskommentar]

 

 

 

Denne bog har været ekstraordinært længe undervejs. Første gennemarbejdede udkast er skrevet omkring 1999. Jeg husker det som et års intensivt arbejde.

Men så blev jeg headhuntet af Aschehougs Forlag (nuværende Lindhardt & Ringhof) til at lave to fagbøger, Spindoktor (2001) og Aschehougs store bog om at holde tale (2002). Og fik derefter ideen til Netværk på godt og ondt (2004) og til romansatireserien Publicisterne med Lingos lov (2004) og Den åndelige akse (2007). Desuden gennemreviderede jeg Manipulation, som 2007 udkom i sin 2. reviderede udgave.

Der skete så meget, som gjorde, at romanen 2022 lå brak i mange år. Og selv om den er blevet grundigt gennemarbejdet inden den nu er udkommet, så er intet i bogens substans ændret siden 1999.

Ikke fordi jeg intet ville ændre, da jeg igen tog fat på dette manus i begyndelsen af 2016. Tog fat igen, fordi jeg jo kunne se at året 2022 rykkede et år nærmere, for hvert år der gik. Hvis denne fremtidsroman derfor skulle reddes, så måtte den simpelt hen ud, inden vi passerede 2022.

Og der kunne være en del at justere. Trods alt var der tale om en bioteknologisk sciencefiction-historie, hvor handlingen foregår i 2022. Mange ting, man forestillede sig omkring år 2000 om denne fremtid, kunne jo være ændret. Tænk bare på, at den var skrevet, før flygtningekrisen rigtigt tog fat, og mens Poul Nyrup Rasmussen stadig var statsminister. Og længe før Facebook, finanskrise og Trump var opfundet. Heller ikke inden for relevante videnskabelige områder som robotteknologi, kunstig intelligens, kvantefysik, bioteknologi og IT har udviklingen stået stille.

Men det viste sig altså, at historien, allerede da den blev undfanget i 1999, havde taget højde for dette. I hvert fald tilstrækkeligt til, at ingen gennemgribende ændringer var nødvendige.

Det kan lyde fantastisk. Måske burde jeg skifte branche og blive fremtidsforsker eller spåkone? Men det er ikke tomt praleri. Jeg kan bevise det. F.eks. optræder den amerikanske præsident i romanen. Han har kun en birolle som deltager på et G8-topmøde, hvor også den danske finansminister er indbudt som særlig gæst for personligt at orientere verdens ledere om et grænsesprængende DNA-projekt, som foregår i Danmark i samarbejde med et IT-verdensfirma.

Denne amerikanske præsident hedder Donald til fornavn. Og det hed han allerede i fremtidsromanen ”2022”s oprindelige manuskriptversion fra 1999. Men træerne vokser ikke ind i himlen, for til efternavn hedder han i manuskriptet og nu i bogen ikke Trump, men Watson. Desuden ved vi jo strengt taget ikke endnu, om han også vil blive genvalgt i 2020. Men det var altså min forudsigelse allerede i 1999, at præsidentens fornavn stadig vil være Donald i 2022. Vi får se.

 

 

 

Måske burde jeg skifte branche og blive fremtids­forsker eller spåkone?

 

Så spørger du måske, hvordan kan man i dag udgive en dansk fremtidsroman, som ikke nævner hverken Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen (eventuelt under andre, fiktive navne)? Svaret er altså, at det kan man sagtens. Man skal bare sørge for at skrive fremtidsromanen, før disse personer blev hovedpersoner i Danmark. For så er man nødt til at klare sig med andre.

Og så hjælper det også, hvis man, som jeg hele tiden har gjort i denne roman, opererer med parallelle universer. Ikke som en tilfældig nødløsning, men som en nødvendig del af virkeligheden og af plottet.

Desuden er det en stor fordel, at en af hovedpersonerne, departementschef i finansministeriet, Frederik High, netop er rejst tilbage fra 3033 for at sørge for, at den rædselsfulde fremtid, han kom fra, ikke igen vil indfinde sig. Derfor forekommer mange af de ting, som vi kender her fra vores nuværende, aktuelle virkelighed, ikke, fordi han allerede har sørget for at fravælge dem. Til gengæld har han så måttet vælge noget andet, som mere end sikrer romanen mod kvælende idyl.

 

Læs mere om 2022. Roman.

 

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

Øverst i dokumentet

 

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller

151217klauskjoellerDKforside.bmp