Verden er for ond til de Radikale

Anna Mee Allerslev har stort set håndteret sagen godt, selv om hun måtte gå. Frank Jensen, som nu sidder godt de næste fire år, har derimod håndteret sagen dårligt.

De Radikale tænder mig ofte til satire. De er så rigtige og politisk korrekte, at det halve kan være nok. Det værste ved dem er, at de jo ikke kan gøre for, at verden ikke lever op til deres høje idealer. Det gælder også den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev (R).

Når jeg skriver denne kommentar til hendes forsvar, vil mange tro, det er ironisk. Det er det ikke. Det er ramme alvor. Desværre. Hun er ofret i en komplet idiotisk sag. Ofret af Københavns Kommune og af pressen. Selvfølgelig er hun ikke selv helt uskyldig. Hun er jo trods alt radikal. Radikale har svært ved at være ydmyge. Det ligger ikke til dem, fordi de selv synes, de har så meget at give en utaknemmelig verden.

Hun var tilsyneladende ikke til at skyde igennem. Når hun optrådte på TV, svarede hun sikkert og fremstod med alle politikerdyder intakt: ærlig, idealistisk (= ikke egoistisk), med stabil identitet og kompetent.

Men så kom sagen om hendes brug af rådhussalen til sin bryllupsreception for flere hundrede mennesker. I begyndelsen afviste hun fuldstændig, at der var noget galt med det. Alt var gået efter reglerne. Her genkendte man straks hendes sikre måde at håndtere svære sager på. Og hendes partiformand, Morten Østergaard, bakkede hende straks op på et socialt medie: ”Som altid har du styr på det hele, Anna. BT kan rende og hoppe.”

Men det viste sig så, at BT havde mere på hende. Der var både en sag om vennetjenester mellem hende og et murerfirma, som lavede forretninger med kommunen. Men der var især historien om hendes 84 spørgsmål til kommunens embedsværk i forbindelse med hendes bryllupsreception i rådhussalen. Spørgsmål, som på den ene side beviste, at hun ikke overlader selv den mindste detalje til tilfældigheder, men som også viste en manglende sans for, hvad man kan være bekendt at bruge kommunalt ansat personales tid til i forbindelse med en privat fest.

Her kunne hele landet med egne øjne læse hendes mails, og alle forstod, at magten var gået Anna Mee Allerslev til hovedet. Og på baggrund af hendes indledende irriterende skråsikre håndtering i sagen om den gratis brug af lokalet, så slog hendes krakilske, krævende mails om borddækning og lignende ekstra hårdt. Her kom hun med sine egne, skrevne ord til at pille den skudsikre, dydige facade af sig selv.

Hendes mails viste hende som egoistisk – i grel kontrast til den brændende politiske idealisme, som hun ellers altid førte sig frem med. Og hendes mails fik ekstra dokumentationskraft, fordi de ikke – i modsætning til hendes TV-optræden – var beregnet til offentlig brug, men var sendt til de ansatte, som stod for det praktiske ved bryllupsreceptionen. Derfor opfattedes hendes mails som noget, der afslørede Anna Mee, som hun virkelig er. Og dermed blev hendes kompetente scoring af idealisme og de andre dyder på TV reduceret til dygtig manipulation.

Den eneste vej frem, når man pludselig mister dyderne idealisme og ærlighed, er at indrømme. Så derfor fik vi pressemødet og en lang erklæring på Facebook, hvor hun indrømmede at hun var rigtig ked af ”den her historie”, at hun nu havde betalt de 65.000 kr., det koster at låne salen, og at hun ville ønske, at hun havde været ligeglad med de særlige regler for ansatte om, at man måtte låne lokalet gratis, og i stedet havde insisteret på at betale – uanset, hvad andre før hende havde gjort. Hun fortæller, at hun spurgte om lov til at låne lokalerne. Og spurgte, om det – ekstraordinært – kunne blive besluttet i gruppeformandskredsen, så der var helt rene linjer. Det skete, så vidt jeg har forstået, aldrig, men hun oplyser, at hun ”spurgte den øverste embedsmand flere gange, om reglerne nu også var overholdt.”

Hun skriver endvidere, at de 23.028,75 kr., hun betalte for leje af service og borde, vagter og betjening, også indeholder koordinering og mulighed for at spørge og få svar. Men hun indrømmer, at hun er meget detaljeorienteret og stiller ”mange dumme” spørgsmål.

Læs Allerslevs opdatering på Facebook.

Hendes begrundelse for, at hun trækker sig, er, at sagen har gjort det meget svært for hende at tale om politik og udvikling i København. Hun trækker sig fra borgmesterposten, valgkampen og fra københavnsk politik med omgående virkning, officielt af ”personlige årsager”.

En eller to dage efter kunne Politiken oplyse, at Anna Mees gratis lån af salen var i overensstemmelse med en ikke-nedskreven beslutning af gruppeformændene i 2012. Og at denne beslutning var i direkte modstrid med regler, som borgerrepræsentationen havde vedtaget i 2011.

Læs Køllebank, Tantes grove gys: Allerslevs ofring.

Disse oplysninger gik det meget trægt med at få udbredt i medierne og af kommentatorerne, som stort set alle havde deltaget i den hidsige jagt på Allerslev. Oplysningerne flyttede aben til gruppeformændene, især overborgmester Frank Jensen, som havde præsideret over det pågældende møde, hvor man havde truffet den forkerte, ikke-journaliserede beslutning, som lodret stred mod borgerrepræsentationens regler. Historiens nye drejning gjorde Allerslev til systemernes offer, både offer for Københavns Kommunes byzantinske bureaukratiske system og for mediesystemet i dette land. Derfor gik det trægt med at få den udbredt.

For en sikkerheds skyld bad overborgmesteren så, mens kommunalvalgkampen stadig kørte, sin Økonomiforvaltning om at undersøge kommunens regler inden for området – med assistance fra et eksternt advokatfirma. Man kan undre sig over, at det skulle være nødvendigt. Men denne undersøgelses deadline – et par dage efter kommunalvalget – viser, at formålet var at undgå at få sagen om Jensens og gruppeformændenes regelforbistring blandet ind i kommunalvalget med skadelige følger for Frank Jensen. Undersøgelseskommissioner af enhver art har én og kun én sikker virkning, nemlig at politikere kan undgå at besvare ubehagelige spørgsmål, mens ”vi venter på kommissionen”. Derfor er det heller ikke spor overraskende, at Økonomiforvaltningen nu har fundet ud af netop det, som overborgmester, alle gruppeformænd, oplyste journalister og relevante embedsmænd har vidst i forvejen.

I mellemtiden har Frank Jensen kaldt det ”uacceptabelt”, at ansatte i kommunen har lækket Anna Mees mails til pressen (BT). Det har han i klart sprog fortalt på et personalemøde med de ansatte i kommunens rådhusserviceafdeling. Han har dog samtidig afvist at efterforske lækagen for at finde den eller de skyldige. Det har så fået ombudsmanden til at bede om en forklaring. For offentligt ansatte har både ”meddelelsesret” og ytringsfrihed, og Frank Jensen har erkendt, at der ikke var tale om lækage af ”personfølsomme oplysninger.”

Anna Mee Allerslev har stort set håndteret sagen godt, selv om hun måtte gå. Hendes eneste fejl var, at hun ikke vidste, at BT også sad inde med de 84 mails, som var det, der egentlig fældede hende. Frank Jensen, som nu sidder godt de næste fire år, har derimod håndteret sagen dårligt. I sine forsøg på at undgå at få aben, mens valgkampen foregik, brugte han kommunens ressourcer på en unødig undersøgelse. Desuden har hans halvhjertede forsøg på at give administrationen en opsang, fået ombudsmanden til at stille spørgsmål, som nu udstiller Frank Jensens uprofessionelle håndtering af hele sagen om Anna Mee Allerslev.

Det forkerte ved lækagen er jo ikke, at de ansatte sørger for, at noget relevant kommer i pressen. Det forkerte er, at overborgmesteren får at vide, at en ansat har lækket noget. Dansk offentlig administrations høje etiske niveau bygger generelt på et fornuftigt samarbejde mellem vågne ansatte og nysgerrige journalister. Et samarbejde, som består i, at en ansat uformelt gør en journalist opmærksom på etisk forkerte sager. Derefter søger journalisten aktindsigt og fortæller historien om den opsøgende reporter, som selv har opsnuset sagsakterne. Herved forbliver den egentlige interne kilde skjult.

Det er fint nok, at ombudsmanden nu må indskærpe over for Frank Jensen, at hans ansatte både har ytringsfrihed og meddelelsesret. Men for en sikkerheds skyld bør de ansatte bare i praksis sørge for løbende at sludre hyggeligt med områdets journalister. Mere indviklet er det ikke.

Og hvis de ansatte havde været lidt mere vågne og snakket lidt mere med journalister, så var der jo heller aldrig gået fem år, før offentligheden – takket være Allerslev-sagen – fik kendskab til den skandale, det var, at Frank Jensen og gruppeformændene udenfor referat i 2012 besluttede nogle regler, der gik stik mod, hvad borgerrepræsentationen havde bestemt. Og så havde Anna Mee Allerslev nok stadig siddet som borgmester.

Læs kommentaren ”Krænket presse”.

Mere Allerslev:

Køllebank: Trefoldig crazy-komedie

Køllebank, Groft sagt: Idiotsikker by

Køllebank, Tantes grove gys: Allerslevs ofring

Køllebank, Groft sagt: Kontrafaktisk overborgmester

”Historiens nye drejning gjorde Allerslev til systemernes offer, både offer for Københavns Kommunes byzantinske bureaukratiske system og for mediesystemet i dette land.

Øverst i dokumentet

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller