Først lagt op 03-12-2017, senest opdateret 15-09-2019 12:00:48

Forlæggerens forbandelser

Når man ikke bare er forfatter, men også forlægger, kræver det ikke kun et stort ego, men vistnok egentligt storhedsvanvid.

Det er en skræmmende frihed man har, når man er sin egen forlægger. Man behøver jo ikke skrive krimier eller selvhjælpsbøger for at ramme markedet og score et etableret forlags opbakning og ressourcer til at sprøjte ens forfatterskab ud over hele verden, så man kan blive rig og berømt. Eller bare blive markedsført i Tyskland. Man kan skrive de bøger som man har lyst til at skrive. Også krimier og selvhjælpsbøger hvis ens lyster (stadig) går i den retning. Men en digtsamling og essays om sine oplevelser i naturen mens årstiderne skifter, er jo også en mulighed. Hvad med en opera?

Situationen kan let medføre skrivekrampe hos mennesker med en normal selvfølelse. At være forfatter livet igennem kræver tro på egne evner af mindst samme styrke som man finder hos sande statsmænd. Vi vil gøre en forskel. Og hvis folk ikke vil se at vi gør en forskel, kæmper vi ekstra hårdt. Vi mener simpelt hen vi er en gave til vores medmennesker og til eftertiden.

Når man ikke bare er forfatter, men også forlægger, kræver det ikke kun et stort ego, men vistnok egentligt storhedsvanvid. Svimmel af sin selvpåførte almægtighed må man spørge: Hvad pokker er det egentlig i virkeligheden at jeg gerne vil skrive? Hvad fik mig i det hele taget til at begynde at skrive? Hvad er mit program?

Det er spørgsmål som let kan få intellektuelle forfattertyper helt op at svæve i abstraktioner af den mest ædle, åndelige art. Og selv det mest imponerende ævl ryger direkte ud til dig og andre læsere, hvis jeg ikke selv stopper det. Bare rolig.

Jeg var ikke nogen stor stilskriver i gymnasiet. Jeg bestod. Jeg var for doven til at dumpe. Det var først som værnepligtig i Danske Livregiment i 1963-64 at jeg begyndte at skrive. Kedsomheden terroriserede mig, især weekendvagterne. Jeg brugte læsning og snart efter også skrivning som værn mod kedsomhedsterror. Husker jeg bl.a. læste Genets ”Tyvens dagbog” og Sløks ”Det religiøse instinkt”. Men også noget naturvidenskab som jeg ikke husker hvad var.

Det var sådan det begyndte. Og siden fortsatte det bare. Jeg har det ofte godt når jeg læser eller skriver. Længere er den ikke. Så I slap for den store åndelige udladning. Hvis jeg redder verden med en bog, skyldes det udelukkende min kamp mod kedsomhed.

Nej, det var en oversmart bemærkning. Selvfølgelig er det ikke tilfældigt hvad jeg læser eller skriver. Ofte er det dog forbløffende tilfældigt. Fx har jeg de seneste måneder flere gange læst Adrian Goldworthys biografi om Julius Cæsar (”Cæsar. The Life of a Colossus” 2006, dansk oversættelse 2017) fordi jeg tilfældigvis fik den i fødselsdagsgave i sommer. Men det er ikke tilfældigt at jeg gider læse den flere gange. Den får TV-serien ”House of Cards” til at ligne en børnesang.

Og nu er denne tekst ved at ødelægge sig selv med snak tilfældige erindringer. Som skrivende forlægger er man hele tiden truet af den slags. Her må forfatter og læsere stå last og brast om at fuldende teksten på trods af forlæggeren.

Som skrivende forlægger er man langt mere afhængig af læserne end de forfattere er som lever kuet i bogindustrien. I bogindustrien har det vist sig at bøger både kan foromtales og anmeldes uden nogen behøver læse dem. Bare bøgerne købes, fungerer industrien.

Læs Overflødig boglæsning, Groft sagt/ Køllebank

Men hvis læserne svigter en skrivende forlægger, er han eller hun helt overladt til sit storhedsvanvid om at gøre en forskel og redde verden. Derfor forsvinder en skrivende forlægger ud i det uendelige læsertomme univers på evig rumvandring hvis han eller hun mister sin sidste læser. Eller bare mister troen på at der stadig findes en læser.

Det kræver hele tiden helvedes gode tekster at bevare og styrke denne tro. Man er som skrivende forlægger mere i lommen på læserne end bogindustrien er. Især i lommen på den første og den sidste, nådesløse, almægtige læser som hele tiden er utilfreds. Og det er jo en selv.

Læs Regnearkenes bogkrise, Groft sagt, Køllebank.

Læs Bogens nye glæder, Groft sagt/ Køllebank

Læs Overflødig boglæsning, Groft sagt/ Køllebank

Læs Den almægtige forfatter, Kommentar.