Satirens død

Fiktiv politisk satire på verdensplan er umuligt efter Trump. Alt vil være kedsommelige efterligninger af Trumps ustyrlige, groteske virkelighed.

Alle verdens politiske satirikere må i disse dage græmme sig. Journalisten Michael Wolffs bog ”Fire and Fury: Inside the Trump White House” fortæller – baseret bl.a. på interview med Trumps nære medarbejdere – en historie om Trump, som overgår selv de mest indædte, fantasifulde og energiske Trump-satirikeres drøm om at lave en rammende, morsom og folkelig satire om præsident Trump. Og så er historien oven i købet virkelig.

Historien om ejendomsmilliardæren og TV-realityshow-stjernen, som stiller op til præsidentvalget i tillid til, at han er uden chancer, og som derefter – til sin egen græmmelse og sine nærmeste omgivelsers rædsel – vinder posten som verdens mægtigste mand, er et mesterligt plot. Og det er jo kun optakten til en uendelig række af komiske episoder, hvor han selv og hans rådgivere må kæmpe for at skjule hans inkompetencer.

Her kan man så beklage, at den afslørende bog om ham er kommet så tidligt i historien. Det er fortællemæssigt spild af ressourcer allerede her efter et år at springe til den endelige, totale afsløring.

I en satirisk TV-serie om en uduelig præsident vil man vente med bogen til hen mod seriens slutning. Man skal først udnytte alle de gode muligheder der er for at lade præsidentens desperate situation langsomt eskalere gennem episoder, som udfolder hans uduelighed: elendig mediehåndtering, tosset brug af sociale medier, skøre udtalelser efter vigtige forhandlinger, akavede møder med verdens mægtigste ledere foruden egentlig katastrofale beslutninger, som tvinger hans nærmeste til at gribe direkte ind for at afværge egentlige verdenskatastrofer.

I denne eskalering spiller seriøse medier en vigtig rolle. Seriøse medier som New York Times, Washington Post og BBC World News har været stærkt og meget klart imod Trump helt fra begyndelsen. De har på denne måde tidligt i processen kastreret sig selv som kritikere af præsidenten, fordi de, lige fra han dukkede frem, har fremstillet ham som politisk nar. De har – ligesom Trump selv – anset det som helt usandsynligt, at han skulle blive valgt. Derfor ikke taget ham alvorligt.

Men af denne grund taler disse medier nu kun til dem, der helt fra begyndelsen har været imod Trump. Derfor virker deres eskalerende angreb i takt med hans eskalerende fejl ikke på offentligheden som helhed. Disse prestigemedier bekræfter bare igen og igen deres egen kritiske position. De indgår i medieritualerne omkring hans person. Og han klarer dem let ved at angribe dem for ”fake news”. Det er en vigtig pointe i satiren, at disse medier er blevet ofre for Trumps overraskende valgsejr – ligesom han selv er. Og at deres fortsatte kritik af ham derfor er uden effekt.

Så for at få præsidenten i denne fiktive satire afsløret er der god brug for et nyt element: en afslørende bog, som bygger på interview med tidligere, nære medarbejdere og rådgivere. Men hvorfor kommer den så allerede nu, så ødelæggende tidligt?

Det beviser vel kun, at virkeligheden ikke er fiktion. I den satiriske fremstilling kan seriens forfatter suverænt styre, hvornår en afslørende bog udkommer. Men ude i virkeligheden må enhver forfatter frygte at blive overhalet af flere andre, der har afslørende interview-bøger på vej. Formentlig er der en bølge af lignende bøger på vej – og Trumps advokater arbejder nok allerede i døgndrift for at forhindre, at den næste udkommer.

Men hvad er virkeligheden så om Donald Trump? Han har jo politiseret medierne i en grad, så det er svært at vide, hvad man egentlig skal tro.

Min sikreste kilde til direkte, (næsten) ufiltreret viden om ham er TVs billeder. Billederne er selvfølgelig udvalgte og redigerede og tilpasset diverse fortælleskabeloner. Men jeg tror ikke, man kan redigere i billeder af Trumps kone, når hun ledsager ham på besøg i Kina og andre steder. Eller af forsvarsminister James Mattis eller udenrigsminister Rex Tillerson, når de sidder ved hans side ved vigtige pressemøder.

De ser ikke spor sprudlende ud. De ser ikke engang glade og stolte ud. De ligner nogle, der er udkommanderet til at møde op. De har ansigtsudtryk som tvangsudskrevne. I betragtning af, at de alle tre må vide, at billederne af dem udsendes over hele verden, er det bemærkelsesværdigt, at de ikke udsender signaler om overskud, glæde og stolthed – alene af rent professionelle, tekniske grunde. Hans kone er tidligere model, de to andre erfarne topledere. Alle sammen folk, der bedre end andre ved, hvilken forskel et lykkeligt ansigt kan gøre.

Den eneste tolkning, jeg kan give, er, at de er så forstenet af rædsel over det, de er blevet viklet ind i, at de ikke formår at skjule det. De leverer tomme ansigter, som står i skærende kontrast til præsident Trumps stolte ansigt, når han fremviser sin håndmalede signatur under diverse love og aftaler.

Også Nordkoreas leder, Kim Jung-un, ses ofte omgivet af nære medarbejdere. De er alle tvangsudskrevne. Men de er altid ellevilde, klapper af lykke og jubler. Så meget frygter Trumps nærmeste dog ikke deres leder. Ikke endnu. Men denne nye bog vil medføre, at alle omkring Trump vil være tvunget til at udtrykke iøjnefaldende begejstring ved enhver kommende lejlighed. Bogen vil fremtvinge mere jodlen omkring Trump fra hans nærmeste, når pressen er til stede. Dog næppe den ekstase, som vi altid ser omkring Kim.

Enhver Trump-satiriker må efter denne bog spørge sig selv: Hvad nu? Har den politiske satire en fremtid efter Trump?

Selvfølgelig har den det. Lokalt. F.eks. har vi jo her i landet en lang række politikere, som ikke når Trump til sokkeholderne angående ufrivillig politisk selvsatire. Her har forfattere og tegnere fortsat gode muligheder. Faktisk fristelser, som det er svært at modstå selv for forfattere med små talenter. Og det samme med Merkel, Macron, Putin og kinesiske Xi Jiping.

Men fiktiv politisk satire på verdensplan er umuligt efter Trump. Alt vil være kedsommelige efterligninger af en ustyrlig, grotesk virkelighed. Og historien kører stadig, så vi har stadig det bedste i enhver historie til gode: klimaks. Eller det værste.

Læs Køllebank’en Guldrandet vås.

Læs kommentaren ”Trumps åbenbaring: Debat er wrestling”.

Læs flere Køllebank og kommentarer om Trump.

”Det er en vigtig pointe i satiren, at disse medier (NY Times, Washington Post, BBC World News) er blevet ofre for Trumps overraskende valgsejr – ligesom han selv er.

Øverst i dokumentet

Opdateret 07-01-2018: Enkelte tekst- og kommaforbedringer. Indsættelse af links til mere om Trump.

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller