Først lagt op 20-01-2018,,senest opdateret 30-10-2018 12:02:34

 

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

Trampende tumpe vender tilbage

Trump har fældet medierne med deres egne reflekser.

 

 

 

Ingen kan holde ud at høre mere om Donald Trump. Alligevel hører man om ham hele tiden. Hans tweets er dagligt hot stuff i TV-nyhederne over det meste af kloden. Kloge folk, der skriver klummer og kommentarer, behandler ham lærd, klogt og tankevækkende. Gennemknepper ham kort sagt verbalt forfra og bagfra igen og igen.

Trump har klart nok opnået, hvad bestselleren om ham, ”Fire and Fury”, påstår er hans hovedprojekt: At være hovedperson i TV-realityshowet, både det nationale amerikanske og det internationale. Hver dag ønsker han at se sig selv behandlet som hovedperson i nyhedsudsendelserne.

Hans koncept er enkelt: korte tekster, hårde personangreb, pralerier om sig selv. På den måde vandt han TV-debatterne mod sine republikanske modkandidater og mod Hillary Clinton. På den måde begejstrede han folkemasserne til sine vælgermøder. Og på den måde vedligeholder han nu stort set alle verdens mediers interesse for sig, efter han er blevet præsident.

Hans figur er trampet lige ind i ethvert demokratis medieparadoks: 6 % af vælgerne diskuterer og analyserer politik. Men 94 % af vælgerne følger uden mange ord nogle politikere i et tv-realityshow. I et demokrati bestemmer 94 % over 6 %, og dermed realityshowet med politikerne over politikken.

Mediernes daglige indoktrinering af befolkningerne består i, at eksperter, kommentatorer og mediepersonalet (studieværter, redaktører) – som jo alle kommer fra de 6 % – lader som om de også har de 94 % som modtagere. Det medfører at såkaldt seriøse medier lever i en storhedsvanvittig virkelighedsforskydning om, at de er særligt vigtige. At de sidder med nøglen til virkeligheden.

Læs, hvordan jeg afgrænser de 6 %, i den korte kronik Alle vælgerne er kompetente.

Trumps teknikker er vulgære. Sådan noget afskyr elitemedier. Derfor har de hadet ham og gjort grin med ham lige fra starten. Og gør det stadig. Han er en trussel mod disse mediers selvopfattelse af at repræsentere selve virkeligheden.

Det er komisk, at mediernes angreb på ham, ikke ødelægger ham, men gør ham stadig større i mediebilledet. Det mest ødelæggende ville jo være simpelt hen at undlade at behandle ham. Ignorere hans tweets i stedet for at smække dem på forsiden. Men det kan selv de fineste elitemedier ikke. De sidder i saksen.

Trump angriber jævnligt medierne – især de fineste – for ”Fake News”. Og da hans vulgære teknikker har fået medierne til at gøre ham til en hovedperson i det verdenspolitiske TV-realityshow, så skal hans angreb behandles af medierne, selv de mest seriøse medier. De ryster på hovedet, men ryster også i bukserne, for en bærende illusion i disse mediers verden er, at de i deres journalistiske reportage er hævet over det politiske og vurderende. Det finder man i ledere og i kommentarer.

Men det er Trump der har fat i den lange ende, for vælgernes holdninger flyttes med eksempler, gerne med blod og vold, dvs. med reportagen, ikke med meningsudredninger, dvs. kommentarer. Og når hovedpersonen i det verdenspolitiske TV-realityshow, USA's præsident, med ”Fake News”-udnævnelser og lignende stunts angriber disse mediers allerhelligste illusioner, så gør det ekstra nas.

Nu er den danske USA-ambassadør, Lars Gert Lohse, så i anledning af Trumps 1-årsdag som præsident ude i danske aviser med den vurdering, at mens Trump fylder alle medier med sine tweets, så vinder han store politiske sejre. Økonomien er på optur, investeringerne øges, flere kommer i job. Det skal nok passe. Det er i hvert fald klart, at Trump-figuren har et stort udviklingspotentiale i realityshowet.

Bare her de seneste uger har figuren udviklet sig overraskende. Først kom bestseller-insider-bogen ”Fire and Fury”, med historien om, at Trump også til sin egen overraskelse blev valgt til præsident. Og i øjeblikket er den amerikanske økonomi på en optur, som Trump tillægges en stor del af æren af. I lodret strid med det tumpebillede af den tweet-narkotiserede rablende galning som medierne ellers holder orgier på.

Trump kører altså suverænt med realityshowet. Og medierne er selv ude om det. De er fældet af deres indbyggede reflekser. Det er ikke nogen ringe præstation.

 

Læs Kølletæppebank: Trumpiana

 

 

 

 

De ryster på hovedet, men ryster også i bukserne, for en bærende illusion i disse mediers verden er, at de i deres journa­listiske reportage er hævet over det politiske og vurderende.

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

Opdatering 30-10-2018: forbedret layout

 

 

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp