Tillykke til Jürgen Habermas med de 90 år i dag (18/6). Men bag hyldesten bør ikke skjules, at det er katastrofalt, at de mest benyttede teoretikere i den humanistiske forskning i Danmark er fransk-tyske tågehorn, som man bliver rundtosset af at læse. Én af de værste er Jürgen Habermas, som faktisk godt kan skrive både forståeligt og interessant, når han polemiserer i pressen, men som lader sin forskningsprosa styre af en hypotese om, at jo mere begrebsgymnastisk og syntaksgebrækligt han trutter i hornet, jo mere imponeret bliver studerende og ansatte rundt om på unversiteterne. Og her viser en undersøgelse desværre, at Habermas har ret.

Læs Humanioras tågebanke, Køllebank

Læs Habermas kan faktisk godt skrive, Kommentar.

Læs en udførlig vejledning i de teknikker som tågehornene bruger med så stor succes, i Sprogets vej til sindets fred. Se især Komplikationsdirektivet og Spadedirektivet, Bogpræsentation.

Læs Perspektivløsheden i dansk presse. Artikel af forfatterkollektiv af universitetsstuderende fra 1970’erne, Satire.

Læs Dansk Sprogpolitik+Plus eller: Sprogpolitik der rykker, Kommentar

Kort og gult: Sofaforfatter

31-05-2019: Sass’ gode erfaringer med at være hemmelig sofaforfatter til den politiske bestseller ”Den hemmelige socialdemokrat” i 2014, får ham nu til at håbe på samme succes som hemmelig sofapolitiker.

Ekstra Bladet har i flere dage kritiseret Henrik Sass Larsen for nærmest at være fraværende i valgkampen. I dag (31/5) kalder Jyllands-Posten ham på forsiden og i lederen for ”Danmarks største sofapolitiker”. De skriver bl.a, at Kristian Jensen har deltaget i 84 debatter, virksomhedsbesøg og vælgermøder, mens Sass indtil nu har deltaget i tre af den slags arrangementer. Det passer godt med, at Sass allerede for fem år siden viste sig som en af dansk litteraturs største sofaforfattere. Han udgav i 2014 ”Den hemmelige socialdemokrat”, men lod sin redaktør på forlaget People’sPress, Jakob Kvist, tage besværet med alle journalistinterviews. Det ligger nært at antage, at det er Sass’ gode erfaringer med at være sofaforfatter til en politisk bestseller, der nu får ham til at forsøge sig som sofapolitiker. For bogen solgte særdeles godt.

Læs Den afslørede socialdemokrat, Kølletæppebank

Læs Er Mogens Lykketoft den hemmelige socialdemokrat? Kommentar

Læs Sass, tidsindstillet finansminister, Kommentar

Politisk korrekthedsorgie

17-05-2019: Artige Halfdan har jo netop gjort sig umage for at være politisk korrekt. Alle køn, alle farver. Og så myrder landets største politisk korrekte forlag ham alligevel. Tragisk

Et af de otte rim, Gyldendal har fravalgt i sin ny Halfdan Rasmussen-bog, er ifølge Politiken dette:

Lille negerdukke

sover i min seng

sammen med en dejlig

gul kineserdreng.

Jeg har sunget mine

kære børn til ro

klappet dem på kinden

kysset begge to.

Vi er én familie.

Børn af samme jord.

Sov, min sorte søster!

Sov, min gule bror!

Selv de artigste kan ikke længere vide sig sikre, hvis de dør før seneste korrekthedsbølge.

Zætning: Boglanceringens bagdele

10-01-2019: Læsere ude af stand til at elske ny bog, fordi den blev usynlig bag 50-årige kvinders attraktive bagdele.

Elastisk olding, eller: Oldingerus

05-07-2018: Niels Barfoeds oldingerus bør inspirere yngre, sunde og raske forfattere, som er trætte af at skulle paradere med deres traumer og tragedier ved hver ny udgivelse.

Som regel søges bogsalg fremmet ved at elendighed og skrøbelighed fra forfatterens liv udstilles. Men Niels Barfoed markedsfører i øjeblikket sin bog med det modsatte: storhed og sejhed. I Politikens tillæg K interviewedes han forleden over to dage og ni fotobelagte sider, inklusive forsiden, i anledning af sin nye bog med caféfortællinger ”Begyndelser til enden”.

Denne usædvanlige markedsføring muliggøres af, at han er 87 år. Det gør en normal elendighedspornografisk peptalk ubrugelig, da alle automatisk regner med, at så høj alder indebærer en masse jammer og fysiske pinsler.

Niels Barfoeds eksempel bør inspirere yngre, sunde og raske forfattere, som er trætte af at skulle paradere med deres traumer og tragedier ved hver ny udgivelse: Hvis man holder sig rimeligt elastisk til op i firserne, så kan man sælge på simpelthen stadig at være levende og i godt humør. Omsider.

Det eneste man åbenbart aldrig kan sælge bøger på – hverken som purung, midaldrende eller olding – er at være normal og gennemsnitslig.

Kort version

I Groft sagt-spalten i Berlingske skal en Groft sagt helst ikke overstige 700 enheder. Derfor lavede jeg denne korte version, som bragtes i avisen d. 10-07-2018:

Oldingerus

Som regel søges bogsalg fremmet ved, at elendigheder fra forfatterens liv udstilles. Men Niels Barfoed markedsfører i øjeblikket sin bog med det modsatte: storhed og skønhed. I Politikens tillæg K interviewedet han forleden over to dage og ni fotobelagte sider i anledning af sin nye bog med caféfortællinger ”Begyndelser til enden”.

Forklaringen er, at han er 87 år. Det gør en normal elendighedspornografisk peptalk ubrugelig, da alle forventer, at så høj alder indebærer en masse jammer og fysiske pinsler.

Niels Barfoeds eksempel bør inspirere yngre, sunde og raske forfattere: Hold jer i live længe nok, så ender I med at kunne sælge på simpelthen stadig at være levende og i godt humør.

Læs mine Groft sagt og andet i Berlingske på B.dk.

Kort og gult: ”Åh, nu udkommer jeg!”

04-06-2018: Forlag og bogtillæg driver forfattere ud i elendighedsporno, som giver læsere udløsning ved udgivelsen.

Knud Romer har tilbragt 12 år i helvede med ”den svære to’er”. Her ved udgivelsen er han nyindlagt. Han rabler overbevisende over flere fotobelagte sider i Politiken som psykiatrisk patient på udgang. Og allerede nu er hans tredje bog begyndt at plage ham. Måske bør Romer bare droppe kunstnermyten og lade forlagsbranchen og litterære bogtillæg sejle deres egen sø og forsøge at blive rask i stedet for at slå sig selv fysisk ihjel med flere udødelige værker.

Kunstner for alle

16-05-2018: Selv om mange nok aldrig får taget sig sammen til at se hans nye eksperimenterende splatterfilm, så giver Lars alle smæk for skillingerne som stadig mere skør kunstner.

200 forlod Lars von Triers nye film før tiden ved premieren i Cannes. 2100 blev.

Men millioner almindelige TV-seere følger dagligt dramaet om den store, gale kunstner og hans publikum. Et letfatteligt, oldgammelt drama, som von Trier giver langt bedre end mindre ånder.

Ingen er mere syg end ham. Ingen mere dopet. Ingen mere sky og mere plaget af fobier. Og ingen skaber sin kunst ud fra stærkere indre nødvendighed end ham. En kunst, som altid er nyskabende og derfor dårligt lader sig nyde uden store prøvelser.

Så selv om mange nok aldrig får taget sig sammen til at se hans nye eksperimenterende splatterfilm, så giver Lars alle smæk for skillingerne som stadig mere skør kunstner. Og så er det oven i købet uinstrueret og ægte. Ellers ville det ikke være til at forstå.

Zætning: Kapitaliseret forfatterforfald

23-04-2018: Netop fordi ingen forfatter i tilnærmelsesvis samme grad som Jane Aamund,

Kim Leine, blåbanket mand

04-03-2018: Det er uretfærdigt, at forfattere som denne Groft sagt, der lever et almindeligt, borgerligt liv, aldrig kan komme på forsiden af aviserne med en ny bog.

Kim Leine røber over flere sider i Jyllands-Posten i anledning af sin nye bog “Rød mand/ Sort mand”, at han er blevet misbrugt af sin far, genoplivet af sin søn, har ført sin arbejdsgiver bag lyset, været narkoman, offer for incest, sexafhængig og været sin kone utro. Og desuden været ved at dø flere gange. I øvrigt har han ikke noget at falde tilbage på, hvis folk pludselig ikke gider læse hans bøger længere. Og Jane Aamund, som gennem flere år har ligget på det yderste ved hver bogudgivelse, har netop i anledning af en ny bog meldt, at hun er ved at flytte.

Det er uretfærdigt, at forfattere som denne Groft sagt, der lever et almindeligt, borgerligt liv, aldrig kan komme på forsiden af aviserne med en ny bog. Men samtidig vigtigt for ro og orden og forfatteres helbred, at kun få forfattere overgår Leine og Aamund.

Morten MeToo Sabroe

13-02-2018: Men hvis en hanekylling af en mandlig anmelder havde skrevet om en ældre, veletableret kvindelig forfatter, at hendes seneste roman var en ny, sexet, dyr kjole hængt på en gammel, forvirret kvinde, så skulle vi ordentlig se løjer.

En grøn kvindelig anmelder kan godt skrive således i Berlingske om en ældre, veletableret mandlig forfatters seneste roman: ”’32 centimeter’ er en ny Porsche med en gammel mand ved rattet, der lidt for ofte mister orienteringen.” Det eneste, der sker, er, at forfatteren bliver møgsur og får lov til at skrive sin egen salgsfremmende anmeldelse til bladet.

Men hvis en hanekylling af en mandlig anmelder på lignende vis havde skrevet om en ældre, veletableret kvindelig forfatter, at hendes seneste roman var en ny, sexet, dyr kjole hængt på en gammel, forvirret kvinde, så var han øjeblikkeligt blevet sat på hjul og stejle af rasende feminister. Især hvis det, han sagde, var rigtigt.

MeToo-bevægelsen har gjort gamle mænd fredløse, gamle kvinder usårlige og unge kvinder fandenivoldske.

Mere MeToo:

Læs Køllebank’en MeToo2.00.

Læs Køllebank’en MeToo kolde fødder.

Carsten Jensen, Gyldendals chance

31-01-2018: Der er en masse gratis medieomtale at hente i et nyt markedsføringskoncept med en svovlende forfatter, som ved hver udgivelse giver sin forlagsdirektør det glatte lag.

Idiotisk, at Carsten Jensen forlader Gyldendal, fordi han anser den nye direktør Morten Hesseldahl for at være ”kronisk inkompetent”. Sjældent har en forfatter forladt et forlag med en mere patetisk utidssvarende begrundelse.

Udfordringen i dag i forlagsbranchen er at skaffe medieomtale af de alt for mange bøger. Og der er en masse gratis omtale at hente i et nyt markedsføringskoncept med en svovlende forfatter, som ved hver udgivelse giver sin forlagsdirektør det glatte lag. Og her findes ingen bedre end Jensen.

Og Hesseldahl får det let. Han skal bare videreudvikle de udskældninger af Jensen, som han allerede begyndte under Muhammedaffæren om, at Jensen er ”så perfid og personlig i sine angreb, at hans pointer drukner.”

Hvis konceptet også anvendes på Gyldendals andre forfattere, er forlagets overlevelse sikret de næste 250 år.

Partipolitisk multimessias

03-01-2018: Da det er umuligt at være imod nogen af disse selvindlysende budskaber, passer Brinkmann friktionsløst ind i ethvert politisk parti.

I et læserbrev i Politiken opfordrer Michael Petersen psykologiprofessor Svend Brinkmann, årets meningsdanner i Politiken, til at stille op for et politisk parti. Han bør bruge den enorme etos, folket har givet ham, til at iføre sig den realpolitiske realhat og gøre tale til handling.

Rigtigt! Og det vil ikke være svært.

Ifølge Politikens hyldestleder om Brinkmann samme dag, er han “den værdikonservative, der rammer de moderne og progressive på de ømme punkter, men han er også den progressive, der taler forstokketheden imod.”

Da det er umuligt at være imod nogen af disse selvindlysende budskaber, passer Brinkmann friktionsløst ind i ethvert politisk parti. Og da han er fortræffelig til at sælge dem som noget epokegørende nyt, vil partierne kappes om ham som deres nye, partipolitiske messias.

Læs Groft sagt’en på B.dk, hvor den fik overskriften "Politisk multimessias".

Satiren, som blegnede

10-07-2016: Når det nu er bevist, at overlæger og direktør opfører sig som i von Triers satire, så bør det også undersøges, om portører yder særtjenester til deres mor, hvis hun hører stemmer i elevatorerne.

Alle husker overlægerne i Lars von Triers TV-serie, ”Riget”. De var på alle måder latterlige og optaget af alt muligt andet end at kurere patienterne. Og hele kulturen på stedet var syg.

Heldigvis var det jo kun satire.

Men nu afslører retssager mod fem overlæger groft misbrug af forskningsmidler til private og ekstravagante formål. Der er købt malerier, lamper, dyre middage og rejser.

Og eksperter udtaler, at det viser en syg kultur, som åbenbart er groet frem, fordi Rigets virkelige direktør muligvis har været endnu værre end i von Triers satire.

Når det nu er bevist, at overlæger og direktør opfører sig som i von Triers satire, så bør det også undersøges, om portører yder særtjenester til deres mor, hvis hun hører stemmer i elevatorerne. Og om yngre læger og medicinstuderende saver hoveder af døde patienter. Og om der om natten køres ræs i ambulancerne.

At overlæger tager lamper med hjem, kan vise sig at være en detalje i en virkelighed, som får von Triers satire til at blegne.

”Haves lysthus”

13-03-2016: Navnet ”Grundtvig-institut” er blevet umuliggjort af ukristelige slagsmål mellem Grundvig-eksperter og deres familiemedlemmer.

I kronikken torsdag i Berlingske foreslår kreativ direktør i Have Kommunikation, Christian Have, og formand for Det Danske Kulturinstitut, Michael Christiansen, at der oprettes et dansk ”Grundtvig-institut” til fremme af dansk kultur i udlandet.

De skriver, at det er frihedsbegrebet og oplysningstanken, som tilsammen udgør grundstammen i vores demokrati. Og at det er principper, der blev indfanget og defineret af Grundtvig.

Groft sagt kan få øje på tre knaster mod forslaget: 1. Landet mangler penge. 2. Principperne gælder for ethvert demokrati. 3. Navnet ”Grundtvig” er i aktuel dansk politik blevet tilsværtet af det ukristelige slagsmål mellem Grundtvig-eksperten, landbrugsminister Esben Lunde Larsen og Ida Auken, som er datter af landets førende Grundtvig-ekspert, Erik A. Nielsen, hvis kone, Margrete Auken, udfordrede Esben til familiefejde forleden i Ekstra Bladet.

Især den sidste knast gør forslaget til pip i låget. Så hvad med i stedet bare at kalde instituttet for ”Haves lysthus”?

DF-Agent Gabold

08-02-2016: Det væsentligste, den radikale politiker Gabold har opnået med sin erklæring, er, at Dansk Folkepartis ukendte kulturordfører, Alex Arendtsen, nu er trådt i profil som potent værdikriger.

Den tidligere DR-dramachef, Ingolf Gabold, har fået stor opmærksomhed ved i Politiken og andre medier at udtale, at hensigten med TV-serien ”1864” var at ”skyde en pil i Dansk Folkeparti”. Ved samme lejlighed springer han ud som radikal.

Men påstanden er ikke ny. Det har Pia Kjærsgaard ment lige fra hun havde set seriens to første afsnit.

Men DR-ledere, instruktør og forfatter Bornedal har hele tiden afvist. Og anmeldere fandt heller ikke, at ”1864” var sønderlemmende anti-DF-propaganda, men bare mislykket og derfor ineffektiv dramatik.

Tilbage står, at det væsentligste, den radikale politiker Gabold har opnået med sin erklæring, er, at Dansk Folkepartis ukendte kulturordfører, Alex Arendtsen, nu er sprunget ud som potent værdikriger i alle medier, hvor han som en anden Pia Kjærsgaard raser mod Gabold og DR og foreslår smagsdommerkomitéer, som kan forebygge gentagelser.

Derfor må Gabold i virkeligheden være hemmelig DF-agent i falske radikale klæder. Ellers må han bare være gal.

Dansende nosser i pøl

10-04-2016: Ålbæks tidlige erfaringer som pædagogmedhjælper på en institution for adfærdsvanskelige børn og unge gav ham ideelle forudsætninger for at få pressen til at danse, hver gang han slap sin søpølse løs.

Simon Spies (1921 – 84) var god til at smide tøjet for at skaffe omtale. Men Zentropas Peter Ålbæk Jensen overgik ham ved på en juleplakat, som var indrykket i flere dagblade i 2012 at optræde med nissehue og erigeret lem.

Nu har han så i anledning af sin 60 års fødselsdag udsendt en video-invitation, hvor han med Lars von Trier i Zentropas swimmingpool ”boltrer sig i slow motion, så deres genitalier danser yndefuldt som søpølser,” som Berlingske poetisk udtrykker det.

Men vores store, skøre filmkunstner og hans praktiske gris, Ålen, er ikke kun forenet i en fælles besættelse af kønsorganer.

Ålbæks tidlige erfaringer som pædagogmedhjælper på en institution for adfærdsvanskelige børn og unge gav ham ideelle forudsætninger for at håndtere det socialt handicappede og stridslystne geni von Trier. Og for at få pressen til at danse, hver gang han slap sin søpølse løs.

Nu går han så af og vil bare være ”menig medarbejder”. Også her overgår han Spies, som aldrig nåede lavere end formand.

Note: Fik i Berlingske overskriften "De nøgne mænd".

Humanioras tågebanke

16-08-2015: Det er katastrofalt, at de mest benyttede teoretikere i den humanistiske forskning i Danmark er fransk-tyske tågehorn, som man bliver rundtosset af at læse.

Ifølge et forskningsprojekt ved Københavns Universitet kommer 12 af de 15 mest benyttede teoretikere i den humanistiske forskning fra andre forskningsområder, især samfundsforskning med navne som Foucault, Bourdieu og Luhmann. I Politiken onsdag bekymrer det.

Men det er da en underlig opfattelse, at humaniora skal være en frit i luften svævende størrelse uden forbindelse til magtforhold og andet samfundsmæssigt.

Til gengæld er det katastrofalt, at de mest benyttede teoretikere i den humanistiske forskning i Danmark er fransk-tyske tågehorn, som man bliver rundtosset af at læse. Én af de værste er Jürgen Habermas, som faktisk godt kan skrive både forståeligt og interessant, når han polemiserer i pressen, men som lader sin forskningsprosa styre af en hypotese om, at jo mere begrebsgymnastisk og syntaksgebrækligt han trutter i hornet, jo mere imponeret bliver studerende og ansatte rundt om på unversiteterne.

Og her viser undersøgelsen desværre, at Habermas har ret.

Læs også: Habermas kan faktisk godt skrive.

Kronik som Irakrapport

17-07-2015: Da kronikken er skrevet af en af dansk åndslivs største og mest gravalvorligt knirkende orakler, så står teksten som mejslet på stentavler.

Tilsyneladende argumenterer Stig Dalagers kronik i Berlingske torsdag for at Irakkommissionens arbejde bør fortsætte.

Men ved nøje gennemlæsning leverer kronikken den konklusion, som den afgående røde regering ønskede, at kommissionen skulle nå frem til. Nemlig at ”Danmarks ledende ministre jonglerede i optakten og i efterspillet på Irakkrigen efter behag med begrundelserne for en krig, der er endt med i sine konsekvenser at skabe et vældigt magttomrum for verdens mest rabiate og voldelige terror-organisation, Islamisk Stat.”

Og da kronikken er skrevet af en af dansk åndslivs største og mest gravalvorligt knirkende orakler, så står teksten som mejslet på stentavler.

Kronikken gør det derfor fuldstændigt overflødigt at fortsætte et årelangt, kostbart kommissionsarbejde med simple bureaukrater.

Som en gestus overfor de røde, som er meget knotne over nedlæggelsen, bør Venstre-regeringen ophøje den snørklede, selvopløsende kronik til at være Irakkommissionens aborterede rapport.

Pia, PHs arvtager

13-04-2015: Det er kulturradikalismens store ironi, at den person, der de seneste år har været bevægelsens samlende figur, er Pia Kjærsgaard.

Politiken havde forleden i anledning af Klaus Rifbjergs død et stort diagram over hans kulturradikale netværk. Diagrammet rummede navne på mange betydningsfulde institutioner og indflydelsesrige kulturpersoner.

Men i kategorien ”Institutioner, kontra”, altså institutioner, som var kritiske over for Rifbjerg, var der forbløffende få: Kun Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

Det viser, hvor stærkt kulturradikalismen har sejret, at hverken institutioner som kirken, kongehuset eller tilhængere af den sorte skole og ”ingen sex før ægteskabet” optræder i diagrammet.

Det er kulturradikalismens store ironi, at den person, der de seneste år har været bevægelsens samlende figur, er Pia Kjærsgaard. Uden hende som ideologisk hadeobjekt ville diagrammet over Rifbjergs netværk blive opdelt i tilfældige kærligheds- og had-forhold mellem individer.

Da Kristian Thulesen Dahl slet ikke formår at rejse samme had i fine forsamlinger, udånder bevægelsen, når Pia Kjærsgaard stiller træskoene.

Kulturradikal nedtur

08-04-2015: Kulturradikalismen døde ikke med Rifbjerg. Den er for længst blevet aflivet af ghettoiserede indvandrere, som i stort tal åbenlyst praktiserer det stik modsatte af kulturradikalisme.

Jyllands-Posten spørger tirsdag, hvem der skal overtage den kulturradikale fane efter Klaus Rifbjerg.

Hans Hertel, som er landets førende ekspert i kulturradikalisme, mener, bevægelsen døde allerede, da PH døde i 1967. Litteraturjournalisten Klaus Rothstein mener, at Carsten Jensen eller Hanne-Vibeke Holst er de nye fanebærere.

Sandheden er, at kulturradikalismen døde af lammende, indre modsigelser i takt med, at muslimer indvandrede her til landet og blev landets svageste, dagsordensættende minoritet.

Det blev umuligt selv for kulturradikalismens skarpeste hjerner fortsat med troværdighed at kæmpe for de stolte værdier fra Georg Brandes-tiden: frigørelse af kunst, børneopdragelse, kønsroller og seksualitet og samtidig optræde politisk korrekt over for ghettoiserede indvandrere, som i stort tal åbenlyst praktiserer det stik modsatte.

Kulturradikalismen har derfor langsomt destrueret sig selv på grund af dette uløselige, indbyggede paradoks.

Hinsides Carsten Jensen

21-02-2015: Vi må håbe, at de 1 mia til terrorforebyggelse virker, når vi nu ikke kan sælge verdens bedste politiske system til alle, som vokser op i det.

I stedet for at elske vores system øges væmmelsen hos nogle, når de modtager systemets kontante ydelser i form af komfortable, sorte dynejakker.

De håner venlige dialogiske politifolk og afskyr det frie valg på uddannelseshylderne, samtidig med at hadet til verden bedste system bare vokser og vokser i deres sind. Tilsyneladende foretrækker de et system uden forstående pædagoger, men med en urørlig hersker, som kræver total underkastelse. Ham hylder de lidenskabeligt, som deres eneste redning mod at gå til grunde i verdens bedste system, hvis plager de kun overlever ved at håne, provokere og eventuelt myrde løs på fredelige borgere omkring sig. Jo mere systemet forsøger at hjælpe dem, jo mere hader de det.

Ikke engang Carsten Jensen kan nå dem, for de læser ikke danske medier. Vores eneste håb er derfor, at de 1 mia til terrorforebyggelse virker.

Af fulde folk…

03-12-2014: Dagbladet Politikens opsætning af historien om von Triers stop for druk signalerer, at det ikke kun er Larses krise. Det er hele landets krise. Budskabet er, at landets ve og vel afhænger af, at vores store kunstnere ikke lammes af tørlægning

Politiken ryddede lørdag forsiden for at bringe nyheden ”Tørlagt von Trier frygter, han er færdig med at lave film.” På et kæmpe foto, som fyldte næsten det hele, så man en mut filmskaber med nøgen overkrop med hvid creme smurt på den bare isse og med en sammenkrøllet klud i sine hænder, som dådløst hvilede på et bord. Et billede på en stor kunstner i dyb krise.

Politikens opsætning af historien signalerer, at det ikke kun er Larses krise. Det er hele landets krise. Budskabet er, at landets ve og vel afhænger af, at vores store kunstnere ikke lammes af tørlægning.

Det er tankevækkende, at Politiken, som jo er organet for offentligt ansatte tryghedsnarkomaner, vælger denne nationale katastrofevinkel.

En anden mulighed var overskriften ”von Trier tilstår doping” og så en moralsk Bo Lidegaard-leder om, at alle hans film nu bør annulleres, fordi han ikke er spor bedre end Bjarne Riis og andre, som har snydt sig til store sejre.

Med sin Trier-forside opfordrer Politiken Ole Bornedal og andre med kunstnerdrømme til druk for at skabe stor kunst uden tåkrummende replikker.

Kernedansk indvandrerbrok

26-11-2014: Vi har ikke råd til at have enhver ude i verden, der bare har råd til at betale billetten her til landet, til i årevis at rende rundt og brokke sig og ødelægge det for os andre

Berlingske Magasin søndag rummede flere glædelige historier om indvandrere, som tager godt imod dette lands enestående tilbud om at få sig et godt liv.

Sådanne historier gør det endnu mere ubegribeligt og ærgerligt, at der findes mange, som kommer her til landet, og som afviser tilbud om gratis uddannelse og et almindeligt borgerligt liv i velfærdssamfundet med pension.

Denne Groft sagt går mere og mere ind for en yderst enkel flygtninge- og indvandrerpolitik: De, der tydeligt gider vort land, skal blive og hjælpes alt, hvad vi kan. Resten skal ud straks.

Vi har ikke råd til at have enhver ude i verden, der bare har råd til at betale billetten her til landet, til i årevis at rende rundt og brokke sig og ødelægge det for os andre.

Indvandrere, der skal brokke sig, skal være i stand til at gøre det mindst ligeså underholdende, som digteren Yahya Hassan, der brokkede sig på livet løs til DR2s Adam Holm søndag aften over dansk politik, danske medier og alt muligt andet. Alt var simpelt hen galt i landet. Det var fuldstændig som at høre det kernedanske brokkehoved, Carsten Jensen.

Den hemmelige Q

07-11-2014: Ved at udgive bogen "Den hemmelige socialdemokrat" anonymt tvang Sass sin forlægger, Jakob Kvist, til at tage slæbet med alle de dumme journalistinterview, som Qvortrup i øjeblikket er nødt til selv at tage for at få solgt sin bog.

Henrik Sass Larsen var langt smartere til at lancere sin bog ”Den hemmelige socialdemokrat” end Henrik Qvortrup, som i øjeblikket må slide sig igennem ydmygende interviews for at sælge sin bog ”Q” ved at forklare, at der ikke er nogen forskel på tys-tys-kilden og så en hospitalsansat, som lækker detaljer fra kendissers sygejournaler.

Det ville have ødelagt salget af ”Den hemmelige socialdemokrat”, og spoleret Sass’ karriere, hvis han i det ene interview efter det andet havde forklaret, at han var blevet urimeligt behandlet, dengang han ikke blev finansminister, og derfor nu havde skrevet en bog som fortalte sandheden, både om Thorning, Corydon og Mette Frederiksen og ikke mindst Sass selv.

Ved at skrive bogen anonymt tvang Sass forlægger Jakob Kvist til at tage slæbet med alle de dumme journalistinterview.

Og fordi så mange i S-gruppen ikke kan læse indenad, så skældte gruppemedlemmer hinanden ud for at være forfatteren. Så medietoget kørte for fuld damp, og alle vælgerne købte bogen for at løse gåden om, hvem forfatteren er.

Og det vil man fortsat gætte på, længe efter ”Q” er glemt.

Læs KølletæppebankEkstra: Den afslørede socialdemokrat

Life of 1864

05-11-2014: Folketinget bør bevilge John Cleese midler til at lave en opfølgning af ”1864”, som kan samle nationen igen. De kosteligste absurd-komiske Monty Python-replikker kan hentes direkte i Bornedals serie

I anledning af at John Cleese fyldte 75 i sidste uge, kan man spørge, hvorfor DR ikke headhuntede ham til at lave en bredt elsket film om vores skæbnesvangre nederlag i 1864, i stedet for den bedrøvelige digter, Ole Bornedal.

Cleese og Monty Python-holdet klarede en langt større udfordring, dengang de lavede en munter film om Jesus, nemlig ”Life of Brian”, som i dag står som et komisk mesterværk, der samler folk ved at udløse velgørende latter om et tungt emne, samtidig med at man bliver klogere.

Det var kun muligt at løse opgaven, fordi man i filmen erstattede Jesus som hovedperson med den fiktive figur Brian, som af omgivelserne bliver gjort til profet, selv om han er og vedbliver med at være et yderst almindeligt, forvirret menneske.

Nu er toget med ”1864” tøffet afsted, desværre. Men det er ikke for sent til, at Folketinget bevilger Cleese midler til at lave en opfølgning af ”1864”, som kan samle nationen igen.

De kosteligste absurd-komiske replikker kan hentes direkte i Bornedals serie. De skal bare iscenesættes og spilles af Cleese og Monty Python for at nå det sublime.

Bornedals håb

21-10-2014: Hvis Bornedal skal gøre sig håb om at blive forsvaret af alle danske kulturpersonligheder, så skal de næste afsnit af ”1864” være så kriminelt dårlige, at Bornedal bliver buret inde

Hvis Bornedals fortælling ”1864” havde haft fængslende personer med gode replikker, ville nationen have ædt selv de værste absurditeter.

Bare historien er god, tilgiver vi tildigtninger, udeladelser, vulgariteter, overpædagogiseringer og, at Johanne Louise Heiberg barfodsmasserer den psykisk syge statsminister Monrad på vommen på sit stuegulv.

Men når historien er omstændeligt fortalt med kunstige kukkasseteaterreplikker, er TV-seere og politikere uden nåde.

Bornedals eneste håb er, at han kommer i fængsel for ”1864”. For så kan det gå ham ligesom Dan Park, den svenske kunstner, der måtte i fængsel, fordi det svenske establishment ikke kunne lide hans i øvrigt kunstnerisk talentløse billeder.

Park debatteres nu ustandseligt i danske kulturprogrammer og forsvares af alle åndspersoner i ytringsfrihedens navn, uden at man finder det nødvendigt at vise os hans kvalmende kunst.

Hvis Bornedal derfor skal gøre sig håb om at blive forsvaret af alle danske kulturpersonligheder, så skal de næste afsnit af ”1864” være så kriminelt dårlige, at Bornedal bliver buret inde.

Trold Gabold

16-10-2014: Dramaet om dramaet ”1864” handler om fyrsten og mæcenen Folketinget, som blev narret af en arrogant DR-embedsmand, nemlig den tidligere dramachef, Ingolf Gabold, som ikke som ventet hyrede en ferm folkekomedieforfatter til opgaven, men en stor ”Créateur”, som selvfølgelig så også leverer noget særlingeagtigt og mystisk

Det er vel indlysende, at hvis man havde valgt Balling (”Matador”) eller Adam Price (”Borgen”) til at lave ”1864”, så havde landet i øjeblikket ikke været splittet.

Før Beethoven for to hundrede år siden skabte figuren ”kunstneren som fandenivoldsk, oprørsk ener” kunne alle Europas fyrster og mæcener være sikre på, at den musik, de betalte for, også blev skrevet af en glædessyg, hamrende genial håndværker, som gjorde alle glade.

Og inden for jazzen er det først med beboppen efter 2. Verdenskrig, at trompetisten Louis Armstrongs indbydende falbelader afløses af Miles Davis’ selvbevidste kunstnerperformance.

Dramaet om dramaet ”1864” handler om fyrsten og mæcenen Folketinget, som blev narret af en arrogant, særdeles ferm DR-embedsmand, nemlig den sortklædte, tidligere dramachef, Ingolf Gabold, som ikke som ventet hyrede en ferm folkekomedieforfatter til opgaven, men en stor ”Créateur”, som selvfølgelig så også leverer noget særlingeagtigt og mystisk.

Folketinget bør være taknemmelige for, at trolden Gabold ikke gav opgaven til Lars von Trier, for det havde betydet rigets undergang.

Rifbjergs attentat

09-10-2014: Når Store Klaus efter skrivning af 117 bøger ender med at mene det samme, som eleverne allerede mener, så kan dansklærere ikke lokke med, at skønlitteratur giver større indsigt og forståelse.

Som et argument for humanioras anvendelighed anføres ofte læsning af skønlitteratur som en vej til menneskelig indsigt, tolerance og forståelse for fremmede miljøer.

Derfor er det et attentat mod humanioras anvendelighed, når skønlitterære danske forfatteres oldermand, Klaus Rifbjerg, for tiden fører sig frem med perfide udskældninger af Pia Kjærsgaard og pubertære erklæringer om, at der findes ”2000 begavede mennesker i Danmark – og resten er dumme. Politisk dumme, menneskeligt dumme.”

Desuden indtager han som fanatisk pacifist og tilhænger af Enhedslisten samme virkelighedsfjerne, politiske standpunkter, som man typisk finder hos sarte unge sjæle, der lige har opdaget, at der findes en verden uden for deres egen Facebook-navle.

Disse sarte unge sjæle vil dansklærere nu vanskeligere kunne motivere til at læse skønlitteraturen. Hvis Store Klaus efter skrivning af 117 bøger ender med at mene det samme, som eleverne allerede mener, så kan læreren jo ikke lokke med, at skønlitteratur giver større indsigt og forståelse.

Der kan kun lokkes med en komplet ubrugelig æstetisk nydelse.

Lortet skal ud!

29-09-2014: Så længe bogbranchen har en klart tænkende nestor og en forfatter, der med lethed og ynde kan få seriøse aviser til at smøre sine gamle sort-hvide fotografier ud over forsiden, så går dansk litteratur ikke i hundene

Der er megen jammer blandt de sarte skønånder i bogbranchen.

Bøger lanceres normalt ved, at forfatteren jamrer over sine lidelser i barn- og ungdom, derefter over sine trængsler med at få bogen skrevet.

Forlag kæmper for høj kunstnerisk standard og har mareridt ved tanken om, at Amazon.com en dag begynder at sælge danske bøger.

Og på det seneste jamrer anmeldere over, at der udkommer bøger, som er ulæselige på grund af korrekturfejl.

Heldigvis fyldte branchens nestor, Otto B. Lindhardt, så forleden 90 år, og sagde de befriende, barske ord, som bag flæberiet i virkeligheden driver branchen: ”Det væsentlige er at få solgt lortet, ikke?” og få dage efter prydede Suzanne Brøggers guddommeligt unge krop og ansigt forsiderne, fordi hun havde fået en universitetsforsker til at skrive en bog om sin saftige, oprørske ungdom ud fra en masse kasser med gamle fotografier og kærlighedsbreve.

Så længe branchen har en klart tænkende nestor og en forfatter, der med lethed og ynde kan få seriøse aviser til at smøre sine gamle sort-hvide fotografier ud over forsiden, så går dansk litteratur ikke i hundene.

Svensk korrektheds-tragedie. Køllebank, Groft sagt

22-08-2014: Hvor tragisk, at den politiske korrektheds-helgen, forfatteren Jakob Holdt, skal give anledning til, at nogle snotdumme svenskere krænkes

Læs hele teksten

Akkari, frelseren

20-04-2014: ”Muhammed-krisen er ikke forbi. Den er hverdag,” siger Carsten Juste, Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør under Muhammed-krisen. Han har ret. Ham og hans avis eksisterer formentlig kun i dag, fordi hans avis er holdt op med at trykke tegningerne, og fordi redaktionslokalerne er befæstede.

Carsten Juste, Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør under Muhammed-krisen, gjorde forleden status i sin avis. For ham er Ahmed Akkaris bog ”Min afsked med islamismen” og undskyldninger ikke et punktum.

”Muhammed-krisen er ikke forbi. Den er hverdag,” siger han. ”Der går en rød tråd af danskhed gennem hele forløbet – både det, at vi trykte tegningerne, og nu Akkaris undskyldning. Den danskhed kan jeg næsten ikke holde ud.”

Juste har ret. Det eneste, Jyllands-Postens aktion har afklaret, er, at religionen islam har magten til i realiteten at styre, om danske medier skal trykke sådanne tegninger eller ej.

Naturligvis ikke formelt, for dér gælder ytringsfriheden jo. Men reelt – i kraft af frygten for fanatiske muslimske terrorister.

Og ved nu at hylde Akkaris omvendelse bekræfter vi hinanden i, at hele forløbet er endt som en sejr for demokratiet og ytringsfriheden. Men sandheden er, at en af landets største aviser kun kan udkomme, fordi redaktionslokalerne er befæstede.

Juste har ret i, at det er lidt ulækkert med den slags landsdækkende virkelighedsforfalskning.

Velkommen, Hesseldahl!

19-02-2014: Udfordringen for Det Kgl. Teaters nye direktør, Morten Hesseldahl, er at være helvedes meget bedre end alle andre teatre, uden at de øjeblikkeligt dør af det.

Det Kgl. Teaters nye direktør, Morten Hesseldahl, kommer fra en chefstilling i DR. Da begge disse offentlige kulturinstitutioner, DR og Det Kongelige, konkurrerer hårdt med private aktører, kan Hesseldahl selvfølgelig bruge mange af sine DR-erfaringer i sit nye job.

Men det er rent legeværk at være chef i DR sammenlignet med Det Kongelige. For når DR stjæler fra sine private konkurrenter, f.eks. nyheder og udsendelseskoncepter, så dør konkurrenterne ikke straks. De sygner bare bort, stille og roligt over en årrække.

Men hvis Det Kgl. Teater nasser ligeså ublu som DR på konkurrerende private teatres ideer og forestillingsgenrer, så fører det til de private teatres omgående død. Og det ville vække politisk bestyrtelse.

Derfor er den nye udfordring for direktør Hesseldahl at være helvedes meget bedre end alle andre, uden at de dør af det. Hesseldahl skal få vores fine gamle teaters mange geniale galninge og primadonnaer til at sprudle, så hele landet dør af grin, gråd og begejstring – uden at konkurrenterne samtidig dør af græmmelse over, at ingen gider dem. Velkommen, Hesseldahl!

Penduldigter

20-12-2013: Forfatteren Stig Dalager går altid foran alle med tidsåndens mest korrekte meninger

Forfatteren Stig Dalager gik i 2005 foran ved at samle 12 fremtrædende forfattere bag et manifest med protest mod ”tonen” i indvandringsdebatten.

Nu fik han så søndag hele Jyllands-Postens forside til et budskab om, at venstrefløjen bør droppe ”berøringsangsten” over for problemer i indvandrermiljøer. Han mener, at der skal sættes klarere grænser for indvandrere, der bryder danske regler og normer. Bl.a. mener han, at de sociale ydelser burde være taget fra digteren Yahya Hassans far.

Man kan ikke andet end beundre Stig Dalagers veludviklede sans for tidsåndens dialektiske bevægelser. Folk, som altid mener det samme, vil altid halse håbløst efter en Dalager, som har fattet Hegels (1770-1831) filosofi om, at der efter enhver begivenhed (tese) kommer en antibegivenhed (antitese), som skaber en spænding, som resulterer i en syntese, hvor tese og antitese er forenet i noget højere. Således drives verdenshistorien fremad.

Hvad Hegel ikke kunne vide, var at denne højere enhed, som fremkom, var forfatteren Stig Dalager, som altid går foran alle med tidsåndens mest korrekte meninger.

Argumenter for Berlusconi

01-12-2013: Kasper Holten vil ikke, og Ålens PR-strategi med fremvisning af sin tissemand passer dårligt til Det Kgl. Teaters brand. Men så er der Silvio Berlusconi, som både kan forene de tre kunstarter og samtidig tjene penge.

Kasper Holten har afvist at være interesseret i den ledige direktørstilling på Det Kongelige Teater.

Men hvem så?

Zentropa-direktør Peter Aalbæk, som med stor succes har fået Lars von Trier og andre primadonnaer til at skabe verdenskunst ud af danske skattekroner?

Men Ålens PR-metode med fremvisning af sin tissemand passer dårligt til Det Kgl. Teaters brand.

Så er der Silvio Berlusconi. Indrømmet: meget taler imod ham, men som ingen anden forener han i sin ledelsespraksis helt naturligt de tre kunstarter: Ballet i sine bungabunga-fester, opera i sine patetiske taler, som ledsages af overdrevne gestikulationer og grimasser, og teater igennem sin årelange, komisk-absurde live-opførelse af dramaet om en mægtig mand, som kæmper en håbløs kamp mod forfaldet med hjælp fra hårtransplantationer og lækre prostituerede under den kriminelle lavalder.

Og samtidig styrer han professionelt et voksende medieimperium.

Aldrig før har en oprindelig støvsugersælger forenet de tre kunstarter så perfekt og fået så meget underholdning og så mange penge ud af det. Lad derfor tanken om Berlusconi modne!

Note: bragtes i Berlingske med overskriften "Berlusconi til Det Kongelige".

Ikke kun tirsdag

13-11-2013: Retorikprofessor Christian Kock har gennem en lang akademisk karriere udsendt gribende, men ak, forgæves nødskrig, hver gang han har forladt elfenbenstårnet og opdaget, at politikere ikke opfører sig som en akademisk forsamling af diskuterende professorer

Groft sagts lærde kollega, professor i retorik, Christian Kock, udtrykte i Politiken forleden stor bekymring over den nye, ”slå gækken løs”-debatform som Mogens Lykketoft har indført om tirsdagen i Folketinget. ”Det samlede indtryk er plat. Det minder om en art markedsunderholdning, hvor man ved at ramme skiven får en klovn til at falde i vandet. Politikerne misbruger spørgetimen til gensidige miskrediteringsforsøg, med lange udenomssnakke og efterfølgende anklager for ikke-svar.”

Kock er bekymret over, at denne debatform ikke gør vælgerne klogere på substansen, og frygter, at det kan skabe politikerlede.

Groft sagt føler med Kock. Det er et utaknemmeligt job gennem en lang akademisk karriere at måtte udsende gribende, men ak, forgæves nødskrig, hver gang man forlader elfenbenstårnet og opdager, at politikere ikke opfører sig som en akademisk forsamling af diskuterende professorer.

Groft sagt tør slet ikke tænke på den gru og fortvivlelse, der vil ramme den chokerede Kock, den dag – det ske sent – han måtte opdage, at sådan er folketingsdebatter altid. Ikke kun om tirsdagen.

Renhedsgaranti

14-08-2013: Kunstnere konkurrerer mindst ligeså hårdt som topidrætsfolk om at vinde pokalerne og de mange penge. Men ingen taler om at indføre dopingkontrol for kunstnere.

”Fascinationen af f.eks. atletik er ved at forsvinde,” udtaler tidligere vicepræsident i World Anti-Doping Agency, Brian Mikkelsen (K), i Jyllands-Posten i anledning af eskalerende dopingafsløringer i topidræt.

Det kan undre, at Mikkelsen som kulturminister aldrig talte om, at fascinationen af romaner, film, musik eller malerier er ved at forsvinde. For opsigtsvækkende mange kunstnere er på stoffer.

At Lars von Trier er konstant dopet med såkaldte lykkepiller, er velkendt, ja faktisk en del af hans image.

Og det vides, at også så forskellige forfattere som Hemingway og Martin A. Hansen dagligt har ædt piller i et omfang, som må udelukke enhver tanke om at markedsføre dem økologisk.

Også maleren Oluf Høst var konstant dopet: opkvikkende om morgenen, neddæmpende om aftenen og smertestillende ind imellem efter behov.

Men i betragtning af alle de udfordringer, det giver bare at kontrollere topatleter, ville dopingkontrol selvfølgelig blive helt uoverkommeligt, hvis man også skulle holde kunstnere rene.

Denne Groft sagt er dog altid ren, da alle dopingforsøg har givet endnu værre tekster.

Hvor er Jussi?

15-06-2013: Hvorfor optræder tre finkulturelle filmskabere på Berlingskes magtliste, når det er lavkulturelle Jussi Adler-Olsen, der i øjeblikket skovler penge ind til landet?

Det må undre, at der på Berlingskes liste over folk, der har magt på kulturområdet, optræder tre kunstnere, Lars von Trier, Susanne Bier og Thomas Vinterberg.

Groft sagt er med på, at disse tre har stor magt til at bestemme, hvilken historie de fortæller, og hvem der skal spille hovedrollen.

Men den magtdefinition, som undersøgelsen bygger på, er langt mere krævende: »Magt er muligheden for at få indflydelse på det danske samfunds udvikling.« Og det er kunstnerromantisk storhedsvanvid, at selv nok så store danske filmskabere skulle have den mindste indflydelse på Danmarks udvikling – måske bortset fra betalingsbalancen, hvis filmen bliver en verdenssucces, som indtjener mere end statens filmstøtte har sponsoreret med.

Noget tyder på, at de 44 magteksperter, hvis vurdering Berlingskes undersøgelse bygger på, bruger undersøgelsen til at prale med, hvor finkulturelle de er, og derfor namedropper disse udsøgte kunstnernavne.

Således forbigås Jussi Adler-Olsen, som i øjeblikket ellers skovler millioner ind til Danmark på sine lavkulturelle krimier. Uden det har kostet staten en disse.

Rationel bogproduktion

14-01-2013: Bogbranchens problemer skyldes, at manuskripter produceres på må og få af isolerede særlinge, som lider af storhedsvanvid

Hidtil har det været sådan, at forfattere sad alene og ofte smertefuldt fødte en tekst, som de derefter håbede et forlag kunne se genialiteten i og derfor ville udgive. Men færre og færre læsere gider betale for den slags, og boghandlere dør på stribe.

Meget tyder på, at vejen frem for forfattere ligger i samarbejde og specialisering.

Således har forfatteren Jussi Adler-Olsen skaffet sig forsider under julesalget på at afsløre, at han fik hjælp af en god ven, da han ikke kunne overskue teksten til sin seneste bestseller.

Tænk på, hvor salgbar al dansk skønlitteratur kunne blive, hvis man raffinerede Adler-Olsens produktionsform, således at hver forfatter kunne trække på specialister gennem Forlæggerforeningen.

Der kunne være et kontor for replikker, et andet for vittigheder og et tredje for spænding, et fjerde kontor for forelskelse, et for livets mening og et kontor, som sørger for, at samfundsproblemerne bliver sat under debat.

Formentlig bør den gammeldags individualistiske forfatter, som raver i blinde, helt spares væk. Bogbranchen må som andre brancher tænke nyt eller gå under.

Rigets Führer

30-10-2012: Den normalt snilde og humoristiske mediemanipulator, Peter Aalbæk Jensen, er blevet så sur på et kritisk medium, at han optræder som et lille, trodsigt barn med storhedsvanvid

Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, er kendt for sin bramfri og professionelle omgang med medierne. Næsten med samme mesterskab som salig Simon Spies forstår ”Don Å” at skabe en masse gratis medieomtale med forbløffende enkle midler, såsom at vise sin tissemand rygende på en cigar.

Derfor undrer det, at han nu har valgt at køre en indlysende tabersag mod filmmagasinet ”Ekko”. Han anklager magasinet for i to tilfælde at have skrevet kritisk om ham og Zentropa, uden at han havde fået lov til at udtale sig i artiklerne.

Og nu har han så tilmed udeladt bladets anmeldere fra pressevisninger af kommende film.

Groft sagt undrer sig over, at denne ekspert i mediemanipulation er faldet tilbage til forældede teknikker fra Anker Jørgensens og Margaret Thatchers tid, hvor politikere stadig troede, at et medium kunne tyres ved, at man lagde det på is.

Aalens selvmorderiske optræden kan kun skyldes, at Lars von Triers berygtede nazi-udtalelser er gået Zentropa-direktøren så meget på hjernen, at han nu tror, han er Der Führer og derfor kan censurere filmrigets medier med fast hånd.

Tusindårsdigter

27-09-2012: Forfatteren Ole Hyltoft, som allerede har nøgenbadet ved Tisvildeleje igennem 1000 år, vil fortsat bade om 1000 år. Det fremgår altsammen af en efterårskronik i Jyllands-Posten

Forfatteren Ole Hyltoft skriver efterårskronik i Jyllands-Posten tirsdag. Den er mættet med sæsonens sanseindtryk, som flettes sammen ved hjælp af namedropping: H.C. Andersen, Gary Cooper, Jacob Paludan, Frank Jæger, Knud Sønderby.

Folk, som stadig måtte tvivle på Hyltofts betydning, sættes til vægs ved, at DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen kommer forbi midt i kronikken med en bakke hjemmeavlede hønseæg til DR-næstformand Hyltoft. Mere intimt kan et tæt magtforhold mellem to af kulturlivets giganter næppe blive.

Hyltoft bliver da også så beruset af sin egen kronik, at han afsluttende kaster sig i havet. Ikke fordi han indser, at han ikke kan nå højere og derfor ligeså godt kan slutte på toppen. Tværtimod lader han sig genføde til evigt liv. Mens han ”lader den blide brænding bruse” ind over sit ansigt, tænker han henført: ”Nu, som for 1.000 år siden. Og igen om 1.000 år.”

I de kommende århundreder vil Hyltoft som Tisvildelejes nøgenbadende mumie altså være os alle et stadigt mere inspirerende bevis på, at kampen mod forfaldet kan vindes, bare man selv tror nok på det.

EU fra not til hot

22-09-2012: Thornings bryster kan være det, der skal til for at få EU op på mediernes dagsorden

I et interview i går om EUs svage dækning i pressen foreslår den internationalt kendte, danske forfatter Stig Dalager, at ”man fra de store avisers side inviterer til en række diskussioner intellektuelle og politikere imellem om Europas fremtid.”

Ak, gid verden var rede til at værdsætte dette ædle forslag fra Danmarks førende politisk korrekte, intellektuelle fyrtårn.

Groft sagt har et langt mere jordnært, detaljeret og effektivt forslag til at få EU op på mediernes dagsorden: Sørg hurtigst muligt for at Helle afløser Barroso som EU-formand. Derefter skal hun på et ferieophold på et slot i Provence, som hun og Neil låner af en af Kinnock-familiens rige venner, smide overdelen og vende enden til Neil, som hiver ned i bikiniens underdel og smører hende ømt ind i solcreme helt ned på ballerne.

Ganske vist er Helle ikke hertuginde Kate, men paparazzierne overvåger jo Neil for at afsløre sandheden om hans seksuelle orientering. Således vil EU-formandens bryster gøre EU hot i alle danske medier.

Ganske vist kun som paparazzibiprodukt, men det er da bedre end ingenting.

Goebbels’ overmand

19-09-2012: Forfatteren og debattøren Carsten Jensen S/M-spanker dagbladet Politikens højt kultiverede læsere med leverpostej

I øjeblikket fejrer S/M-pornoen triumfer. Ikke kun i litteraturen, hvor romanen Fifty Shades of Grey ligger i top på bestsellerlisterne. Også i den politiske debat triumferer S/M-pornoen, som jo består i at påføre læserne slemme ydmygelser og pinsler, som udløser stor vellyst.

Her bekræftede den højt præmierede forfatter og kommentator Carsten Jensen søndag sin position som dagbladet Politikens førende S/M-pen.

Alt i landet er elendigt i hans retorisk overstimulerende kommentar på forsiden af debatsektionen. Alle politikere og medier er helt til rotterne, især på grund af leverpostej, som dukker op flere gange: ”leverpostejbakker”, ”leverpostejhjernen” – og hver gang får den vulgære spise de højt kultiverede læsere til at hvine af fryd.

Den finale udløsning nås med spanking af de allerede gispende læsere: ”Så der sidder vi, indespærrede i hver vores forstemmende lille, lukkede kasse, snart rystende af skræk for at miste dagpengene, snart smaskende af uhæmmet selvtilfredshed ved løftet om nye ufortjente skattelettelser.”

Hvad skal man med Joseph Goebbels i sine S/M-sexlege, når man har Carsten Jensen?

To tunger von Trier

10-10-2011: Lars von Triers pressemeddelelse om nu at ville undlade enhver offentlig udtalelse, er et drevent paradoks uden indhold

Fransk politi overvejer at anklage Lars von Trier efter hans udtalelser om Hitler ved filmfestivalen tidligere på året. Det får ham nu til at udsende en pressemeddelelse, hvori der bl.a. står: ”På baggrund af denne alvorlige sigtelse må jeg forstå, at jeg ikke ejer evnen til at udtrykke mig utvetydigt. Jeg har derfor besluttet, at jeg fra i dag afholder mig fra enhver offentlig udtalelse.”

Mange vil nok tage hatten af for von Trier.

For pressemeddelelsen viser tilsyneladende både dyb selvindsigt og stort mod til at drage konsekvenser.

Groft sagt må derfor advare verdensoffentligheden mod at glæde sig for tidligt. Filuren von Triers udtalelse er et drevent paradoks: Hvis det er sandt, at han ikke ejer evnen til at udtrykke sig utvetydigt, så må hans pressemeddelelse jo også være tvetydig, da den kommer fra ham. Men den eneste måde den kan være tvetydig på, er ved i virkeligheden at være ironisk. I øvrigt ligesom hans bemærkning: ”I am a nazi” og lignende.

Og hvis pressemeddelelsen skal forestille at tale sandt, så rummer den jo en løgn.

Rundtosset

14-08-2011: Dagbladet Politiken har altid været god til at gøre incest frugtbart inden for kulturstoffet. Med tænketanken Kraka udvides incesten til det politisk-økonomiske stof

Flere kommentatorer undrer sig over dagbladet Politikens blodskamsforhold til den nye tænketank Kraka. Bl.a. er bladets altid sprudlende spaltefylder, politisk redaktør Peter Mogensen blevet direktør.

Men egentlig er det ikke så mærkeligt. Politiken har særdeles gode erfaringer med at gøre inhabile personrelationer frugtbare.

F.eks. kan man samme weekend, som bladet lancerer den nye tænketank, læse et uddrag fra en bog, som er skrevet af én af bladets mest respekterede kulturskribenter, tidligere litteraturprofessor Thomas Bredsdorff. Det er ét af i alt 4 redigerede uddrag fra bogen, som udkommer til september på forlaget Gyldendal.

Groft sagt forudsiger, at bogen vil blive rosende anmeldt af en af bladets førende anmeldere, som også er forfatter i Gyldendal-imperiet. Eller som håber at blive det.

Og hvis næste bog Bredsdorff så senere kan genrose. Og så videre.

Men kun ubetydelige folk udenfor Politikens verden vil himle op over det. Set inde fra Politiken er der tale om et sundt kredsløb, som sikrer en høj kvalitet.

Og med Kraka udvider bladet nu bare dette kredsløb til også at omfatte det politisk-økonomiske stof.

Geniet og købmanden

20-05-2011: Lars von Trier har leveret endnu et bevis på at blandingen af ironi og humor virker eksplosivt i visse situationer

For en konstitutionel oprører som Lars von Trier er det umuligt at tage en pressekonference alvorligt. Humor og ironi er derfor nødvendigt. Men selv på en Cannes-festival, som netop profilerer sig på vildtvoksende, kreative originaler, er der åbenbart grænser for, hvor mærkeligt en kunstner må optræde.

Grænsebommen går dér, hvor von Trier – selvironisk – siger: ”Ok, I’m a nazi.” Humor og selvironi er som dynamit i enhver situation, hvor festivalchefer og lignende kræver andægtig højtidelighed og respekt for ritualer og autoriteter.

Købmand Peter Aalbæk er fortvivlet, for han er ikke spor genial, men ved bare, at i den verden, hvor film handles, der gælder stadig enkle regler fra gamle dage om, hvem der er de onde, og hvem der er de gode.

Regler, som passer bedre med George Lucas’ Star Wars med indlagt ond Emperor, end med von Triers mangetydige "Melancholia".

Satire tur-retur

26-04-2011: Carsten Jensen har krævet at DR2 undlader at bringe hans satiriske video om TV-Avisen. Så nu tørster alle medier efter at bringe den.

For tiden fyrer landbrugets organisationer en dyr kampagne af for at forbedre erhvervets image, bl.a. med avisannoncer med dekorativt arrangerede kolorte og en lyrisk video, som vises igen og igen i tv i den bedste reklametid.

Men PR-branchens smarte drenge og –piger kan slet ikke hamle op med debattør Carsten Jensen, når det handler om reklame. Han har fået alle medier til at tørste efter helt gratis at vise en 5-minutters satirisk video, som er rettet mod DR’s ukritiske nyhedsudsendelser bl.a. TV-Avisen. Videoen har han lavet efter aftale med DR 2. Men nu beder han så stationen om at undlade at vise den, hvis ikke den kan vises uden en umiddelbart efterfølgende studiedebat, bl.a. med nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

At kræve noget tilbagetrukket, efter det er lavet og helst også udsendt til pressen, udløser stærke reflekser i pressen for med alle midler at udbrede det tilbagetrukne til hver afkrog i landet. Det så vi både med Ritt Bjerregaards dagbog fra EU, og Thomas Rathsacks Jægerbog.

DR 2’s Arne Notkin bønfalder nu i Information Jensen om alligevel at lade stationen vise hans video. Det er sådan set overflødigt, for snart ser vi den alligevel overalt.

Altid nyt fra undersøgelsesfronten

05-04-2011: Carsten Jensen er nationens garanti for at enhver undersøgelse af politiske forhold giver opsigtsvækkende resultater

En undersøgelse i Berlingske Politiko d. 4/4 viser, at danskernes holdninger – trods Foghs værdikamp, Jerntæppets fald, 11. september m.m. – har ligget fast i 30 år. En forsker vurderer fornuftigt, men måske ikke opsigtsvækkende, at det viser, at vælgerne er meget stabile. En politiker mener ædrueligt, at det viser, at vi er et homogent folk. Heller ikke dette kan jo overraske.

Men så findes der en mand, man altid kan ringe til for at få sensationelle kommentarer selv til en opskrift på leverpostej. Det er forfatter og debattør Carsten Jensen, som i anledning af undersøgelsen helt overdådigt udtaler, både at vi er et folk af dybt splittede individer, og at de politiske partier er skizofrene – bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance, hvoraf sidstnævnte dog ikke tæller, fordi dette parti kun har én hjernehalvdel.

Så længe journalister kan ringe til svovlspruttende vrøvlehoveder som Carsten Jensen, er der ingen fare for, at den danske nation en dag skal få den lammende melding: Intet nyt fra undersøgelsesfronten.

Gratis fred

24-03-2011: Forfattere fristes ofte af Facebook og Twitter når de sidder hele dagen ved computeren og skal skrive. Nu kan de så købe et program til computeren som kun tillader netadgang i bestemte perioder. Der findes dog stadig en helt gratis, enkel metode

Danske forfattere får stadig sværere ved at koncentrere sig om deres egne bøger, mens de sidder ved computeren og skriver dem. Politiken oplyser at Facebook og Twitter ødelægger forfatternes fordybelse, fordi disse sociale medier frister til ustandselig livestreaming af dagens arbejde a la ”Sidder og skriver på næste sætning” og ”Har netop slettet sætningen igen”.

Men nu har en amerikansk forsker opfundet to programmer som forfattere og andre – for et mindre beløb – kan installere på computeren, så de forhindres i at gå på nettet i bestemte perioder hver dag. Programmerne har allerede reddet flere internationale forfattere.

Med al respekt for at en forskerkollega her med succes er gået fra forskning til faktura, så vil denne Groft sagt helt uden beregning henlede de økonomisk trængte danske forfatteres opmærksomhed på, at man helt gratis kan få al den fred, man ønsker, hvis bare man piller ledningen til nettet ud af computeren.

Kavalérgang

03-03-2011: Godt at Susanne Bier ikke er en småfed, depressiv mand med fistelstemme og skægstubbe

Susanne Bier har slet ikke skjult en eneste af sine mange attributter i opløbet til at få en Oscar. Og de er blevet ekstra fremhævet af en mandlig stylist, som bl.a. har svøbt de dele af hendes krop, som desværre ikke kunne fremvises udækket, i en kropsnær kjole.

Hertil kommer, at mindst én filmkommentator har gjort opmærksom på, at det især var grånende mandlige pensionisttyper i Oscarkomitéen, som havde tid til at se de nominerede udenlandske film og dermed opnå ret til at vælge mellem Susanne og den skæggede mandlige instruktør, hun var oppe mod.

Aldrig før har hele den danske nation ladet sig rive så meget med af en skamløs udnyttelse af en højt kvalificeret kvindes helt irrelevante krop.

Nationen skal nu leve videre med tvivlen, om vi også havde vundet, hvis smilende Susanne havde samme attributter som gnavpotten Lars von Trier.

Melankolien styrer

18-02-2011: Denne teori kan forklare meget i aktuel dansk politik, som åbenbart ledes af melankolikere.

Selv om en film ikke er færdig, kan den sagtens sælge godt. Det oplevede Lars von Trier på filmfestivalen i Berlin.

Men også oppositionens politik sælger jo godt, selv om den langtfra er færdig.

Filmen "Melancholia" bygger i øvrigt på en teori, som von Trier hørte om fra sin terapeut under behandlingen for sin depression. Ifølge terapeuten tager melankolikere situationen med ro under voldsomme begivenheder, mens normale mennesker har en tendens til at gå i panik.

Denne teori kan forklare meget i aktuel dansk politik, som åbenbart ledes af melankolikere.

Da Løkke i nytårstalen havde spillet ud om afskaffelse af efterlønnen, skabte det opstandelse mange steder, men samtidig tydelig ro i Løkke selv.

Samme ro faldt over Lars Barfoed da han skabte tumult i regeringen ved at tale om skattelettelser.

Man kan kun skælve for hvad regeringens næste kaosskabende initiativ bliver for at skabe ro hos sig selv og blandt sine stadig mere melankolske vælgere.

I øvrigt slutter Jordens undergang lykkeligt. Altså i von Triers film.

Vidunderligt grimt sprog

17-02-2011: Ib Michael har indset at der må mere strid og vold ind i hans forfatterskab for at nogen ænser ham. Splatterkrimi måske på vej.

Forfatteren Ib Michael går hårdt til anmelderne. De er ’inkompetente’ og ’skamløst optagede af at promovere sig selv’.

Og det er ikke kun ord det hele. Weekendavisens Lars Bukdahl bliver lovet tørre tæsk, når Michael atter vender hjem fra digterhytten i Thailand.

Men hov, er det ikke samme Ib Michael, som prækede god tone i udlændingedebatten, fordi slemt sprog så let kan føre til mere vold?

Måske skulle han tage sin egen medicin. Så er anmeldere ikke inkompetente, men ’folk med et dejligt stort indlæringspotentiale’. Og ’tørre tæsk’ hedder ’en åbenhjertig, kammeratlig samtale’.

Men pænt sprog giver ingen omtale, og de krimier, som ligger i top på bestsellerlisterne, sprudler af mere og mere udpenslet vold.

Dette må Ib Michael nu have indset. Hans overfald på anmelderne varsler derfor godt for, at hans næste bog også vil rumme al den strid og vold, som får en bog til at ryge helt til tops.

Forlaget Gyldendal klapper allerede i hænderne og nægter at slette det vidunderligt slemme sprog på deres hjemmeside.

Bonus: længere kommentarer

Catch 22: Bogforurening

26-01-2019: Redaktørerne på de etablerede forlag er forfatteres adgang til den livgivende PR-karrusel mellem Politikens litteraturjournalistik og de store forlags informations- og reklameafdelinger og dermed til de mange læsere.

Politiken havde i denne uge en historie ”Forfatterdrøm må gerne koste penge” (24/1 2019). Den udsprang af den kendsgerning, at nye forlag med minimal redaktørbistand til forfattere udgav flere bøger end etablerede forlag, som Gyldendal, Lindhardt og Ringhof, Politiken og People’sPress. Som eksempel på et nyt forlag gav man Mellemgaard. En tabel viste, at de etablerede forlag solgte langt mere til bibliotekerne end de ny.

Det er der måske ikke så meget nyt i. Artiklen, skrevet af den udmærkede litterære journalist Carsten Andersen, konkretiserede endnu engang, at der er mange i dette land, som meget gerne vil have en bog udgivet. Og at det de senere år er blevet meget lettere for dem.

Læs hele kommentaren.

Læs flere forfatter- og bogkommentarer

Senest opdateret 07-02-2023 11:39:53