”Dronningens smil er
meget bevidst,” lød en overskrift i Ekstra Bladet. Denne Groft
sagt klikkede på artiklen, fordi tanken om, at
dronningen ved prins Henriks gravfærd ikke skulle smile bevidst, men på
grund af irrationelle følelser, forekom hårrejsende.
Det viste sig så at være sognepræst Kathrine Lilleør, der oplyste, at
det bevidste lå i, at dronningen ”ifører sig frimodighed,” fordi hun
”ikke kun er regent, mor og farmor, men også kirkens overhoved.” Og
Lilleør fastslog: ”Gud ønsker ikke, at vi skal græde over døden, fordi
han ved, at der ikke er noget at græde over.”
Trods den lærde, teologiske forklaring håber Groft sagt, at dronningen
under sin mands bisættelse fælder en tåre eller to, da det ifølge
sognepræsten så ikke kan være bevidst, og derfor må komme helt spontant
fra hjertet.
Tante
gøs (af gode grunde),
fordi den yderst pæne Kathrine Lilleør – som er en pryd for ethvert
blad og derfor også er klummeskribent i Bellas – nødigt skulle blive
stødt bort af grovheder. Og hertil kommer, at det overhovedet ikke er
pænt at gøre opmærksom på, at to så anstændige personer som pastor
Lilleør og dronningen kommer i teologisk konflikt, hvis dronningen
fælder en tåre eller to ved bisættelsen. Og det bliver kun værre af, at
det gjorde dronningen faktisk.
Men det værste gys giver alligevel truslen mod Lilleør. Da
abonnenttallet for trykmagasinet Bellas viger og flere og flere i
Bellas nærområde klistrer skiltet ”Reklamer frabedes” på postkassen,
satser tante på at få pæne klummeskrivere med tusinder af følgere på
Facebook til at trække læsere til netudgaven og lokke dem til ikke kun
at klikke og klikke, men også betale. Så tante gyser af gode grunde.
I et åbent brev advarer
omkring 100 kvindelige forfattere, kunstnere og akademikere fra
Frankrig om, at MeToo-bevægelsen i nogle tilfælde har udviklet sig til
puritanisme og en heksejagt på mænd.
I brevet erklærer kvinderne, at mænd fortsat skal have lov til at
"lægge an" på kvinder. ”Voldtægt er en forbrydelse, men at prøve at
forføre nogen – selv om det er vedholdent og klodset – er ikke et
machoangreb,” siges det i manifestet. Manifestet præciserer også, at
det er i orden at berøre et knæ og prøve ”at stjæle et kys”.
Mange kvinder er tilsyneladende ved at få kolde fødder af MeToo. Og
ikke kun fødder. Selv mange førende MeToo-kvinder forsøgte ved Golden
Globe-arrangementet at opmuntre Metoo-skræmte mænd med kropsnære,
æggende sorte kjoler, som lod det meste af overkroppen være udækket og
dermed udsat for kulde.
Tante
blev lammet af gys over denne grovhed,
fordi hun hele sit liv har bekæmpet liderlige mænd. Med stor succes.
Men ikke altid.
Engang som meget ung deltog hun, som hun plejede, i et arrangement i
Borgerforeningen i sin mest tækkelig kjole. Men kjolen viste sig
pludselig umulig at lukke. Hun opdagede så, at hun havde fået bryster,
foruden meget andet. Det sprang frem overalt. Hun syntes dog, det
lykkedes ganske godt at stoppe de fremstruttende gevækster ind i kjolen
og lyne op, bare hun undlod sit undertøj.
Men alligevel sværmede specielt ældre mænd i foreningen om hende hele
aftenen, og folkedansen efter kaffen udviklede sig til klammeri. En
mand med overskæg slikkede hende på skulderen og sagde, at hun smagte
af fløde. Det viste sig at være byens mægtigste mand, borgmesteren, og
familie og veninder lo og sagde, at hun vist havde en lovende karriere
foran sig på rådhuset.
Hun løb grædende hjem og fik både kolde fødder og blev kold om
skuldrene, ja faktisk hele overkroppen, da kjolen revnede, så hun
barfodet og nøgen måtte løbe hjem gennem natten.
Alt dette vældede op i tante, da hun læste denne grovhed
Ifølge Jyllands-Posten
blev Joan Hansen, som er uddannet sosu-assistent, men lider af kroniske
smerter, i november sygemeldt under en praktik på 10 ugentlige timer.
Vordingborg Kommune tilbageholder nu hendes overførselsydelse, fordi
hun, mens hun var sygemeldt, hyppigt solgte varer via Facebook (FB) og
var meget aktiv i FB-gruppen ”Jobcentrets Ofre.”
Det er forståeligt, at Joan Hansen er sur. Det må i dag anses for en
menneskeret at kunne prale uhæmmet på FB. Alle er både langt kønnere,
sundere, klogere, mere energiske og fandenivoldske på FB end i
virkeligheden.
Det er urimeligt, at udsatte folk, som har ekstra brug for andres
accept af deres kvaliteter, omgående straffes kontant for småpraleri på
FB, mens folk højt på strå, der dagligt som rent tidsfordriv skønmaler
sig selv, slipper for straf.
Tante
blev lammet af gys over denne grovhed,
fordi både hun selv og abonnenterne på ”Bellas”
er på Facebook og derfor ved, at Facebook ikke bruges til pralerier,
men til at komme hinanden ved, menneske til menneske, åbent og ærligt.
Desuden er det ikke pænt at fremhæve store sociale forskelle på folk.
Selvfølgelig findes der forskelle, hvis man ser godt efter. Især måden
folk spiser og taler på. Men derfor behøver man ikke træde i det. Det
virker udannet. Denne grovhed er derfor bare for langt ude.
Meget tyder på, at
brasilianske medlemmer af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i
2009 ved et møde i København bestak afrikanske medlemmer til at stemme
for OL i Rio de Janeiro 2016.
Men det kommer ikke bag på Kai Holm, dansk IOC-medlem 2002-9. Til
Politiken siger han: “Jeg er efterhånden blevet så kynisk, at jeg ved,
at der foregår fusk i en eller anden form, hver gang der er
afstemninger med stor økonomi på spil.”
Det er majestætsfornærmelse, at Holm med denne indsigt var en af de
mest aktive for at få kronprins Frederik ind som IOC-medlem i 2009.
Enten må Frederik omgående ud. Eller Danmark må følge IOC-ånden og
kræve et anseligt millionbeløb under bordet som smudstillæg for fortsat
at lade vores intetanende, uskyldige Frede sponsorere sit velpolerede
kongelige image til det korrumperede foretagende.
Tante
fik ikke alene kvalme af denne grovhed, men måtte gå op og lægge sig,
fordi en af verdens absolut allermest nydelige og noble internationale
organisationer, IOC, og to af landets absolut nydeligste og mest noble
mænd, Kai Holm og kronprins Frederik, på nedrig vis blandes aldeles
uklædeligt sammen med rentud ækle ting, som tante ikke engang vil tænke
på. Fy fy! Det er direkte pinligt. Faktisk så pinligt, at alle
ordentlige mennesker i landet holder bøtte med det. Og hvis det
alligevel slipper ud, skal det i hvert fald ikke være gennem tantes
debatterende bolig- og havemagasin ”Bellas”, som altid skal kunne ligge
fremme i pæne hjem. Og så med ord som ”Frede” og ”smudstillæg” … som om
der var tale om en simpel håndværker. Kan det blive mere vulgært? Uf.
Note d. 28-03-2018:
Denne
Tante måtte lægge sig er
den mest læste
kommentar på KJOELLER.dk de seneste
90 dage.
”Den måde, som man
beregner flystøj på, er nok noget af det, der på internationalt plan er
mest harmoniseret,” udtaler Allan Jensen, leder af afdelingen for
akustik og støj i rådgivningsfirmaet Rambøll til Jyllands-Posten d.
23/12.
Alligevel har det været uoverkommeligt for Forsvarsministeriet at
indarbejde norske støjmålinger fra 2013 af det nye kampfly F-35 i den
danske støjmåling fra 2015 af samme fly og oplyse det i klarsprog til
Folketinget, inden vi besluttede at købe 27 fly.
I Norge bevilgede man i 2015 en mia. kr. til at ekspropriere og
støjsikre 1.000 ejendomme i en radius af 6 km fra flybasen.
I Danmark har man i 2017 planlagt at ekspropriere 10-16 ejendomme og
ellers lade folk lide i støj over statens tilladte grænser.
Og da møgsagen nu er overdøvet af julesang og nytårsfyrværkeri, så skal
det nok lykkes.
Tante
blev lammet af gys over denne grovhed
For det første fordi den på helt uanstændig måde antyder, at en af
årets mest hellige højtider bruges til at skjule fæle ting, mens
familierne spiser gås og synger julesalmer og Jesusbarnet blev født.
Sådan noget kan kun onde mennesker tænke og kynikere gøre. Derfor sker
det ikke i den gode verden, som magasinet ”Bellas” kæmper for med
madopskrifter, leveregler og råd om havens røgt og pleje.
For det andet fordi pæne danske officerer og embedsmænd anført af
forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen aldrig kunne finde på at
skjule noget grimt for Folketinget og befolkningen. Tante mener, at de
er så pæne, at de ikke engang ville være i stand til at se, at det ikke
var pænt – hvis det altså ikke var.
Endelig spiser nordmænd ikke and og gås juleaften, men medisterpølse,
hvilket siger alt om deres såkaldte støjmålinger.
Claus Hjort har desuden selv sagt, at der jo er mange bjerge i Norge,
og at de giver meget ekko, som forstærker lyden. Hvorimod luften i
Danmark ofte er tyk og doven og mættet af syngende lærker, hvilket
dæmper lyden kraftigt. Og han arbejder i øvrigt på at indgå en aftale
med lærkerne om, at de vil synge ekstra meget, når fly starter og
lander.
Det er rystende med alle
de kvinder, som i øjeblikket står frem og fortæller om ydmygende
behandling fra mænd, som har brugt deres magt til at få sex.
Men det giver en ensidig,
skæv vinkel på emnet magt og sex, at ingen af kvinderne i kampagnen
#MeToo, har fået noget ud af manden, som kan opveje lidelserne. Vi har
intet hørt fra unge, smukke kvinder, som ved at udsætte sig for mægtige
mænds seksuelle udfoldelser scorer en hovedrolle i en film – eller
livslang forsørgelse og social prestige som mage til en rig, afskyelig,
affældig mand.
Hvis sådanne kvinder stod
frem i en kampagne #MeToo2.00 med deres skræmmende succeshistorier,
ville kampagnen mod sexchikane blive renset for enhver mistanke om at
være hævntørstige kvinders forfølgelse af mægtige mænd, som foretrak
andre.
Læs
kommentaren "Nul sex, jeg er lektor."
Tante
blev lammet af gys over denne grovhed,
fordi det ikke er en pæn
tanke. at kvinder, som har scoret roller eller rige mænd ved at tilbyde
sig seksuelt, holder det for sig selv. Tante vil helst ikke tro på, at
den slags kvinder findes. I øvrigt ville en sådan kampagne #MeToo2.00
fuldstændig slå #MeToo af pinden, fordi den – ud over at rumme
seksuelle ydmygelser – ville gøre visse kunstneriske karrierer og visse
mægtige mænds ægteskaber til skandaler.
Det juridiske i Anna Mee
Allerslev-sagen er blevet afklaret, bl.a. i Politiken. I 2011 vedtog
borgerrepræsentationen glasklare regler om, at kommunen ikke må ”stille
lokaler vederlagsfrit til rådighed” til private arrangementer. Heller
ikke til ”partipolitiske arrangementer, der vedrører det partipolitiske
formål for det pågældende politiske parti.” Men så i 2012 brød
gruppeformændene i samlet flok reglerne og gav et medlem lov til gratis
at låne et lokale til en reception efter sit bryllup. Uden at tage
referat af beslutningen. Og denne mundtlige beslutning dannede
præcedens for alle senere lignende tilfælde, inklusive Allerslev.
Reglerne var klare og rigtige, men så brød de forenede gruppeformænd
dem. Og da man ikke kan fyre alle gruppeformænd, ofrede systemet
Allerslev til pressen.
Redaktionelt:
Tante blev lammet af gys over denne grovhed, fordi hun synes,
det er pænere og mere anstændigt, at lade som om en enkelt politiker
begår en dumhed, end at udbrede den groft uanstændige virkelighed, at
samtlige formænd og systemet begår en dumhed og derefter ofrer en
enkelt politiker, som de kan dække deres egen røv med. Desuden har hun
i sit have- og boligmagasin ”Bellas” deltaget aktivt i forargelsen over
Allerslevs umoral, som noget fuldstændigt enestående groft.
TV 2 Nyhederne bringer
dagligt groft idylliserende propagandareportager fra Rasmus Tantholdt i
Nordkorea. Og efter hvert indslag forsøger hans ifølge tabloidpressen
seneste to faste samlevere, studieværterne Cecilie Beck og Natasja
Crone, på skift at redde TV 2 Nyhedernes dyd ved at gøre opmærksom på,
at Rasmus intet foretager sig, uden diktaturet har godkendt det. Men
hvorfor udsender man så overhovedet den normalt ustyrlige Tantholdt til
Nordkorea? Den eneste fornuftige forklaring er, at det er Tantholdts to
stærke kvinder, der er gået sammen om at udsende ham til det eneste
sted i verden, hvor han er under så skarpt opsyn, at han ikke
ukontrolleret kan jage nye, spændende kvinder. Det forklarer også, at
Tantholdt opholder sig så utroligt længe i Nordkorea.
Redaktionelt:
Tante gøs over denne grovhed, fordi grovhedens afsløring af
den eneste forklaring på Tantholdts rejse kan støde netop de
studieværter, som tante sværmer mest for og derfor allerhelst vil lokke
ind i sit bolig- og havemagasin som klummeskrivere. Og som hun også
altid håber vil invitere hende ind til interview om nyhedssprængstof i
sit magasin.
Kinas præsident, Xi
Jinping, læste sin tale til partikongressen op. Det tog mere end tre
gravalvorlige timer. Hvis Løkke gjorde det samme på Venstres landsmøde,
måtte han gå af som statsminister. For det første ville
landsmødedeltagerne udvandre. For det andet ville journalisterne
skrive, at Løkke havde fået storhedsvanvid, fordi han troede, at folk
gad høre på hans selvglade bullshit i mere end tre stive timer. Og
derefter ville hele landet tale om Løkkes storhedsvanvid, og ingen
ville stemme på Venstre, før partiet valgte en formand, der ville holde
muntre, korte taler. Men kineserne kan ikke stemme, og slet ikke på
andre end Xi Jinping. Hvis kongressens 2.300 delegerede vil have lov at
sove, gå på toilettet og le under formandens taler, er de derfor nødt
til at indføre demokrati.
Tante
gyser,
fordi hun ofte lider af blærebetændelse og derfor ved, at blæren ikke
er til at spøge med. Desuden er Xi Jiping en nydelig mand, som optræder
i samme pæne dragt som amerikanske præsidenter: mørkeblå habit og rødt
slips. En dragt som også her i landet bruges meget til konfirmationer
og, når ægteskab indgås. Derfor mener hun, det kan virke prokerende på
kvindelige læsere af havemagasinet ”Bellas”, at kalde Xis lange fine
tale for ”selvglad bullshit”. I det hele taget finder hun, at der er
for meget latrinært i teksten. Og at blande borgerskabets frontkæmper
Løkke – som bl.a. er kendt for sine partifinansierede underbukser – ind
i det, bliver bare for meget for et pænt havemagasin.
Jyllands-Posten
fortæller, at økonomer mistænker regeringen for talfusk. Identiske
huslejer for en HK’er og en direktør skævvrider billedet af, at dem med
de laveste indkomster får den største procentvise gevinst i regeringens
skatteudspil. Det mener økonomerne, er urealistisk. Her må Groft sagt
korrigere. For hvis HK’eren bor til leje og direktøren bor i sit eget
store, flotte hus og har en god skatterådgiver, så bør hans
boligudgifter være langt mindre end HK’erens. Faktisk vil han typisk
tjene penge på at bo så godt, fordi ejendommens værdi vokser hver time.
Det er rystende, at danske universitetsøkonomer, her et halvt
århundrede efter Mogens Glistrup, tror, de kan få skovlen under
regeringens skatteudspil ved at antyde, at direktører har større
boligudgifter end folk, der bor til leje.
Tante
gyser, fordi hun ønsker, at havemagasinet ”Bellas” skal
støtte en pæn borgerlig regering og derfor ikke må antyde, at
direktørers boligudgifter er en fiktiv størrelse, der afhænger af,
hvilken skatterådgiver man har råd til. Det er for groft. Og da det kan
være svært at få ”Bellas” mange artikler om blomsterbede, skadedyr og
insekters kønsliv, herunder bestøvninger, til at vise klar borgerlig
profil, så kan bladet ikke også rumme vildtvoksende grovheder.
Først meldte Prinsen ud,
at Dronningen måtte hvile som ensom majestæt i sarkofagen i Roskilde
Domkirke. Så solgte Maersk sin olie- og gas-del til et fransk firma.
Det ødelagde historien om Mærsk som et særligt dansk firma med et
nationalt betydningsfuldt projekt.
Så skete der ”en ulykke”
i ubåds- og raketbygger Peter Madsens ”Nautilus”. Den kostede Kim Wall
livet, og hendes torso blev fundet i vandkanten ved Amager. Det
ødelagde historien om en sympatisk opfinder med skøre projekter til
vands og i luften, som jævnligt imponerede verden med opsigtsvækkende
resultater af den særlige danske individualisme, fantasi og
originalitet.
Groft
sagt håber, at denne nationale nedtur gør det klart for
Caroline Wozniacki, at hun i år simpelt hen er nødt til at vinde US
Open.
Strømmen i Øresund var
således, at flydende genstande sandsynligvis ville drive mod den
svenske kyst. Alligevel gik der flere dage, før dansk politi – efter
svensk opfordring – bad svensk politi fortsætte den indsats, det straks
på eget initiativ havde taget til at eftersøge den forsvundne svenske
journalist, Kim Wall.
Så fandt svenskerne dele
af en redningsvest ved Saltholm.
Dansk politi kunne i
pressemeddelelsen sagtens styre sin begejstring over svenskernes flid
og resultater: ”Vesten vil blive undersøgt, men vurderes ikke
umiddelbart at have interesse for sagen” og: ”Stedet, hvor
redningsvesten er fundet, vil ikke blive gjort til genstand for
yderligere eftersøgninger i dag.”
Der skal åbenbart mere
end en forsvundet svensk journalist til at sætte dansk mobning af
broderfolket på pause.
Tante
gyser, fordi en politistation i nærområdet
abonnerer på hendes annoncebetalte, ugentlige farvelagte pjece med nyt
fra hendes køkkenhave, ”Bellas”. Desuden har hun en aftale med flere
stationer om at bringe efterlysninger af bortløbne katte og
signalementer af tyve, som slap væk, før politiet ikke kom. En aftale,
hun håber, kan udvikle sig til abonnementer eller annoncer. Hertil
kommer, at hun ikke synes, det er pænt at lave ordspil på, at både
liget af en myrdet og mobningen flyder uden stop. Sammenligningen gør
mobningen mere grov, end tante finder passende.
Sognepræst Sørine
Gotfredsen mente i DR 2 Deadline, at kvinder ikke egner sig til
fodbold, for ”der er simpelthen så store proportioner, som
kvindekroppen ikke formår at udfylde.”
Sørine har både ret og
uret i, at størrelsen betyder noget.
For forleden morgen var
der i TV 2 News en lang reportage fra Ungarn om racerkøreren Kevin
Magnussen, fordi han nu igen skulle starte langt nede, denne gang som
nr. 16. Men ikke et ord om Pernille Blume, som aftenen inden i Ungarn
satte Danmarksrekord og om aftenen skulle svømme finale i VM.
Pernilles krop har langt
større proportioner end Magnussens, og er storslået at se på. Men for
at slå den beskedent proportionerede Magnusssen i TV-omtale mangler hun
en stor potent Formel 1-racer, som vi kan se lækre
slowmotion-optagelser af, mens hun svømmer sine sejre hjem.
Tante
gyser, fordi hun har en fornemmelse af, at grovheden rummer
ét eller andet sjofelt. Ganske vist kan hun ikke pege på, hvad det er.
Men alene det at kombinere en sognepræsts slørede udtalelse om
kvindefodbold og kropsstørrelser med utilsløret beundring af en
kvindelig svømmers krop og med ringeagtende bemærkninger om bette Kevin
Magnussen, finder tante mistænkeligt. Hertil kommer, at tante har
medlidenhed med søde Kevin Magnussen, som dem i de andre biler aldrig
vil slippe forbi, selv om hun synes, at hans bil er klart den største,
selv om den altid ender sidst.
En af pavens nærmeste
kardinaler, australske George Pell, er tiltalt for sexforbrydelser i
Australien. Han vil nu vende hjem for at rense sit navn. Hvis Pell
kendes skyldig, er det endnu et stort slag mod paven og den katolske
kirke, som har været gennem store sexskandaler også i USA. Disse ækle
sager gør det mere og mere uforståeligt for almindelige mennesker, at
Gud aldrig meddeler sig i klart sprog til os mennesker, f.eks. på
Twitter. Det ville spare den ældre kardinal Pell for en lang rejse til
Australien og spare verdens stater for en masse kommissioner og
retssager om præsters sexmisbrug, hvis Gud bare tweetede, hvad han ved.
Og samtidig som bieffekt få alle til at miste interessen for Donald
Trumps natlige tweets.
Tante
gyser, fordi hun er bibelstærk og derfor ved, at
hele ideen med den katolske tro er, at Gud ikke meddeler sig direkte
til menigmand. Det ville jo både gøre paven, kardinalerne og alle de
små kordrenge overflødige som mellemled, der skal udlægge Guds ord. Og
at lade Guds imaginære tweets konkurrere om opmærksomheden med Donald
Trumps, finder tante direkte anstødeligt. Selv om jeg uden tøven lader
Gud vinde tvisten. Men det værste er selvfølgelig, at tante synes, det
virker, som om jeg tager det som en selvfølge, at Gud godt ved, at der
er sexgalskab i hans kirke.
Foreningen ”Det kolde
gys” på badeanstalten Helgoland har krævet medlemskab til 1400 kr. for
at benytte badeanstaltens nøgenbadefaciliteter om sommeren. Det er et
politisk flertal på rådhuset imod.
Det er svært at se de
verdenshistoriske perspektiver i striden. Men selvfølgelig er der en
grænse for, hvor mange gratis nøgenbadere man kan klemme ind på
badeanstalten og i saunaen, uden det går ud over lemmernes frie
bevægelighed.
Groft sagt anbefaler derfor
en ganske simpel bademodel, som kan anvendes helt gratis af alle.
Find på Google Maps noget
havvand i nærheden. Tag dertil. Smid tøjet. Vad ud i havet. Lad vandet
omslutte dit legeme. Svøm eventuelt lidt omkring.
Stig derefter op på
stranden. Og nyd, at du ikke står midt i en mågekoloni af nøgne
mennesker i et stolpebåret, grønmalet træskur.
Tante
gøs fordi hun finder en lummer dobbelttydighed i
udtrykket ”lemmernes frie bevægelighed”. Desuden har hun et nydeligt
grønmalet træskur i sin politiske køkkenhave, som hun ikke ønsker slået
i hartkorn med amagerkanske nøgenbaderes stolpebårne Mekka.
Andreas Gylling Æbelø,
retoriker, chefrådgiver og direktør i AIDS-Fondet, svarer i ”Indspark”
i Berlingske torsdag Lise Nørgaard, som i et fødselsdagsinterview
foreslog, at man i stedet for penge sendte vogntog med præservativer
til områder med mange sultende børn.
Almindelige seere af
”Matador” forstod vist straks, at Nørgaards hensigt med provokationen,
var at sætte FN-tabuemnet ”børnebegrænsning” på dagsordenen. Men ikke
Æbelø. Han benytter lejligheden til i stedet at tale om kønsroller,
vaginalringe, som beskytter mod AIDS, og Donald Trump, som Æbelø
foreslår, at Nørgaard råber op.
Det er vel ikke
urealistisk, at den hundredårige superkvinde, Lise Nørgaard, vil være i
stand til at nå Trump. Men Æbelø nåede hun aldrig med sit letfattelige,
vigtige budskab.
Tante
gøs over, at nogen kan nænne at tage gas på
denne pæne, bjergsomme mand med så mange rigtige meninger og fine
titler. Han er jo en pryd for ethvert havemagasin, selv efternavnet
passer ind.
De fleste aner ikke, hvad
regeringens ”Disruptionsråd” er for noget. Men forleden gik et af
medlemmerne, skuespilleren, forfatteren Hella Joof, ud med en
videobåren meddelelse: ”Der er mange indianerstammer, som hvert syvende
år brænder hele lortet ned og starter forfra.” Så nu ved alle, hvad
Disruptionsrådet går ud på.
Ganske vist kunne
eksperter i indianere straks afvise udsagnet som rent nonsens. Og Groft
sagt kan supplere med, at selv hvis udsagnet passede, så er det en
dårlig reklame for, at vi skal ”disrupte” vores land, da mange
indianere i dag lever i reservater på omgivelsernes nåde.
Men da ingen andre fra
rådet kan give forståelige forklaringer på, hvad rådet gør godt for, så
breder der sig nu en opfattelse af, at det er noget med afbrænding af
jyske hedeområder.
Tante
gøs ikke
Tante gøs ikke over denne
grovhed. Men hun er veninde med Hella Joof, som ofte skriver om sine
rosenbede og andet i tantes havemagasin. Derfor kan hun ikke lide, at
man antyder, at Joof optræder som klovn i regeringens disruptionscirkus.
Vi er efterhånden vant
til at se børn, kvinder og mænd, som lider under bomberegn i Syriens
byer. Desværre. Forleden så vi det igen og fik at vide, at lidelserne
denne gang skyldtes gas.
Kort efter fik vi at vide, at amerikanerne havde bombet den syriske
militærbase, hvorfra flyene med gassen kom. Fordi det er værre for
børn, kvinder og mænd med gas end med almindelige bomber.
Kort efter fik vi at vide, at der igen letter syriske fly fra den
bombede base for at bombe oprørsområder i syriske byer. Men
amerikanerne siger, at hvis flyene igen bomber med gas, så vil de igen
straffe Assad.
Så nu ved vi, at når vi ser indbyggere i syriske byer lide under Assads
bomber, uden at amerikanerne efterfølgende bomber syriske flybaser, så
lider indbyggerne ikke på grund af gas, men af alle mulige andre
grunde.
Tante
gyser formodentlig over, at nogen kan betragte
den syriske befolknings lidelser så nøgternt. I stedet for at fokusere
på det absurde i, at lidelser forårsaget af gas, straffes, mens
lidelser på grund af alle andre bomber og raketter passerer ustraffet,
så mener tante, at vi alle ved enhver anledning skal kaste os ud i
uspecificerede beklagelser over, at syrerne lider. At skelne mellem
lidelsernes anledning virker kynisk på hende, fordi det tager pladsen
op for uspecificerede lidelser. Men det er jo netop denne kyniske
skelnen amerikanernes straffebombninger bekræfter.
Formentlig synes tante, at vi netop af denne grund skal gøre, hvad vi
kan for at se bort fra denne skelnen. Og derfor tøver hun med at bringe
denne grovhed i sit havemagasin, Bellas.
I Berlingskes kronik på
Kvindernes Internationale Kampdag d. 8/3 skrev feministen ”BOOTYLove
TQ” bl.a. ”Det vil sige, at i 90 pct. af min levetid, hvor der ikke er
noget "sværd" i min fisse, lever den ikke helt op til dens definerede
formål.”
BOOTYLove regner altså
med gennemsnitligt i ca. 2 en halv time hvert døgn at have en penis i
sin skede livet igennem.
Men hvis hun sover
upenetreret af penis 8 timer i døgnet og passer et arbejde 37 timer
ugentligt uden samtidig at rumme en penis, så bliver der på en uge kun
75 timers vågen fritid til rådighed til ind i mellem at rumme en penis
i sammenlagt 16,8 timer ugentligt eller 22,4 pct. af sin vågne fritid.
Og hvis hun ikke regner
med at kunne holde denne høje penisprocent, til hun dør, er hun nødt
til at hænge ekstra på her i sine unge år for at spare op til sin
penispension.
Hvorfor
gøs tante over denne grovhed?
Det kan ikke være ordet
”fisse”, som rigtig nok ikke er pænt, men det ord brugte BOOTYLove TQ
selv i tantes daglige havemagasin ”Bellas”, hvor hun og to andre
velskabte, unge kvindelige subjekter skrev på kvindernes internationale
kampdag efter særlig indbydelse fra tante. Muligvis kom det bag på
tante, at BOOTYLove brugte så fæle ord, men det gjorde hun altså.
Det kan heller ikke være
de matematiske udregninger af, hvor længe BOOTYLove i alt må gå, stå
eller ligge (svømme?) med en penis i sig for at nå op på i alt de ti
procent levetid, spiddet på penis, som hun kalkulerer med. For de
udregninger er ikke til at rokke uden at bryde matematikkens
grundregler. Og så har jeg endda ikke engang medregnet hendes allerede
tilbagelagte penisløse barndom.
Tilbage står kun den
mulighed, at tante ikke bryder sig om den slet skjulte opfordring til
promiskuitet, som stykket rummer. Tragisk, at tante nægter at se i
øjnene, at det er BOOTYLove simpelthen tvunget til for at spare op til
sine sidste år, hvor hun næppe vil være i stand til at rejse
tilstrækkeligt med penisser til at holde de ti procent. Men måske har
tante, som jo er langt oppe i årene, her nogle særlige peniserfaringer,
som jeg ikke kender.
Bertel Haarder (V)
forstår ikke, at debattører finder det sjovere at fantasere og
satirisere frit i debatten end at blive politiker og lade sig hæmme af
kedsommelige politiske realiteter på Christiansborg.
Men Christiansborg
behøver ikke være så kedelig. Henrik Sass Larsen (S) viser igen og
igen, at det er muligt at være praktisk politiker og samtidig slå sig
løs med grov satire.
Først skrev han anonymt
bestselleren ”Den hemmelige socialdemokrat” (2014).
Nu foreslår han, at
politikere, som offentligt udtaler, at politikere får for meget i løn,
selv skal kunne sætte deres egen løn ned.
Med Sass som rollemodel
bør Haarder opfordre borgerlige politikere til at slippe gækken løs. Så
kan han lettere lokke de groveste borgerlige debattører til
Christiansborg, uden de behøver frygte at blive kedelige.
Hvad
gyser tante over her?
Tante foretrækker satire i vante baner, hvor de røde på betonvis hænges
ud, således som de er blevet i hundrede år. Så bliver tante tryg. Hun
finder derfor denne om Sass alt for rodet.
For det første er Sass jo
rød og kan derfor dårligt tjene som inspiration for den pæne, åndfulde
venstremand, Bertel Haarder, som hun beundrer.
For det andet er Sass en
pæn yngre mand, som efter tantes vurdering aldrig ville finde på at
skrive (godt hjulpet af en ferm ghostwriter) en uopdragen satire om sit
eget parti.
Endelig synes hun, det er
for respektløst at antyde, at intet folketingsmedlem nogensinde kunne
finde på frivilligt at gå ned i løn.
Filmen ”Fifty Shades – i
mørket” får elendige anmeldelser. Jyllands-Posten skriver: ”træls og
banal” og ”musikken virker som tapetklister.” Berlingske skriver: ”Det
eneste, jeg virkelig mærkede, var kedsomhed.”
Men alle ved, at filmen
bliver en stor succes i biograferne.
Sagen er, at anmelderne
ikke forstår, at kunderne til Fifty Shades-bøger og –film simpelt hen
stimuleres af lidelser: bondage og S/M i soveværelset – og derfor
naturligvis også kedsomhed og æstetisk kvalme i biografen.
Og fisefornemme anmeldere
må lære at forstå, at kunderne til disse film egentlig ikke kun kræver
lidelser ved at se selve filmen. Det vil stimulere dem yderligere, hvis
en flok drenge af anden etnisk herkomst støjer på rækken bagved under
hele forestillingen, og låste døre gør det umuligt at slippe væk.
Tantes
kvababbelser førte til pæn grovhed
Tante kan ikke lide det
med drenge af anden etnisk herkomst, som støjer på rækken bagved. Det
var jo det, der gjorde Inger Støjberg så gal, at hun på Facebook
ødelagde tonen ved at skrive om det.
Og tante finder det også
stødende at omtale anmeldere som fisefornemme. Nogen kunne jo tro, at
det var noget med fisse, og derfor noget uartigt.
Men tante lod sig ikke
lamme i sin gysen over disse grovheder. Efter nogle dages grublen skar
hun simpelthen de to sidste anstødelige punktummer væk og satte en ny
overskrift på, og, wupti, så havde hun faktisk en ret pæn grovhed.
Se tantes pæne grovhed her.
Godt gået!
I 2016 slog dansk politis
fartkontrol med ATK-vogne alle rekorder. Både med hensyn til antallet
og værdien af de udskrevne bøder. Samtidig øgedes antallet af
trafikdræbte med 17-18 pct. Nogle foreslår nu, at vores politi ændrer
metode og med stærekasser og advarsler målrettet går efter at få nedsat
farten på de farlige pletter på landkortet, hvor man ved, at
trafikdrabene sker. Men det ser dansk politi som en pseudo-løsning, for
så fortsætter bilisterne jo bare med at køre vildt alle andre steder.
Danskerne er altså nødt til at leve med øgede antal trafikdrab, mens
politiet heroisk forsøger at løse den umulige opgave, det er at opdrage
os til at køre artigt overalt, hvor der sjældent sker uheld. Vi må
forsøge at trøste os med, at den heroiske, forgæves indsats fortsat vil
give mange gode gysser i politiets kasse.
Note:
Ikke for skrap for tante, tværtimod ophøjet til evig gyldighed
Jeg tog groft fejl. Jeg troede først i mere end en måned, at denne
grovhed var for slem, fordi tante ikke kunne lide den respektløse tone
over for politiet. Engang hjalp en rar politimand hende nemlig over
vejen med en andefamilie, som havde ruget æg ud i hendes have. Ganske
vist kom politiet så på den anden side ikke dengang, hun havde haft
indbrud og havde fået stjålet alt sit arvesølv. Men netop derfor ville
hun synes - troede jeg altså - at det var ekstra vigtigt at give
politiet al den støtte, de kan få, og ikke udstille dem til spot og spe
med hoveder som stærekasser. Desuden vurderede jeg, at det kunne spille
ind, at mange politistationer abonnerer på hendes annoncebetalte,
ugentlige farvelagte folder med nyt fra hendes køkkenhave, ”Bellas”.
Men jeg tog fejl. For i dag ser jeg så pludselig teksten slået op
nederst på opslagstavlen ved bagindgangen fra køkkenhaven. Moralen af
dette er, at man aldrig bør dømme tante, før hun har sundet sig over en
grovhed i mindst en måneds tid. Kun krakilere vil brokke sig over, at
grovheden så kommer til at savne sin aktuelle anledning. Det betyder jo
bare, at den - efter sin lange lagring - har vundet status som
generaliseret grovhed.
Aidsfondet indrykkede i
denne uge helsidesannoncer i Politiken og Jyllands-Posten i anledning
af World AIDS Day. Overskriften lød ”Pædagog med HIV søges”. Nede i
annonceteksten stod bl.a.: ”Hiv har aldrig smittet gennem spyt, tårer,
kram eller kys. Og med den moderne medicin smitter hiv nu heller ikke
længere ved seksuel kontakt.”
Det er uheldigt, at man i
sin iver for at illustrere hivs ufarlighed benytter børneinstitutioner
som scene. Det er ganske vist en fin pointe, at en hiv-ramt pædagog,
hverken ved at spytte på, kramme eller kysse et barn kan smitte barnet.
Men mange forældre vil
alligevel gyse ved tanken, da de ikke engang bryder sig om, at
ikke-hivramte pædagoger spytter på, krammer eller kysser deres barn.
Endsige har seksuel kontakt med det.
Hvorfor
gyser tante over denne grovhed?
At nogen kan forestille
sig en pædagog, som spytter på et barn, passer slet ikke ind i det pæne
damebladsunivers, som tante nu lever i. Desuden er det politisk
ukorrekt at gøre opmærksom på, at en forening, som er godgørende over
for en minoritet, begår en lattervækkende fejl.
Villy Søvndal gav
interview forleden søndag til Politiken i anledning af udsendelsen af
en optimistisk bog, ”Med håbet som drivkraft”.
Efter afslutningen af sin
politiske karriere vendte han ikke tilbage til hængekøjen, men kastede
sig ud i guitarspil, sang og hønseavl. Men fra sin tid i politik savner
han de festlige dueller med Anders Fogh Rasmussen, som er bogaktuel med
den pessimistiske ”The Will to Lead”.
Og selvfølgelig kunne de
to igen blive et forrygende debatpar her, hvor de optræder som
forfattere, der lancerer deres ny bøger.
Men Fogh vil næppe. Han
er vokset fra at være Fogh til at være verdensfirmaet ”Rasmussen
Global” og vil ikke risikere igen at blive trukket ned i Søvndals
naive, optimistiske danske hønsegård.
Hvis Søvndal vil lancere
sin bog i debatter med Fogh, må han først udvikle sig til
verdensfirmaet ”Søvndal Global”. Lige børn leger bedst.
Note:
Jeg kan ikke se årsagen til, at tante rammes af stilhed ved denne
grovhed. Men det er længe siden, hun har rost mig eller bare vist
interesse for min eksistens, så årsagen er nok, at hun har mistet
interessen for det grove. Jeg har desuden observeret, at hun til
gengæld på det seneste er begyndt at abonnere på et dameblad, som er
renset for enhver grovhed.
Alle skatteskandalerne
har gjort skatteminister Karsten Lauritzen så desperat, at han nu
satser på, at redde noget af Skats ære ved at købe nogle Panama Papers
om danskere, som menes at være i skattely.
Ok, lad os håbe, det
lykkes, for uden tillid til Skat bryder velfærdssamfundet sammen. Men
det føles alligevel lidt underligt.
Normalt er det TVs
følelsesladede billeder af ofre, der sætter gang i politikerne og
dermed styrer dansk politik. Med Panama Papers ser vi en helt ny
udvikling, hvor en ukendt kilde, John Doe, gennem krypterede sms’er og
mod klækkelig betaling styrer dansk politik ved at sende dokumenter
direkte til et ministerium.
Ofte kommer der kun en
masse politikersnak ud af TVs billeder. Lad os håbe, at Lauritzens nye
metode til styring af dansk politik viser bedre resultater.
Note:
Tante har ondt af stakkels konfirmand Lauritzen og synes i det hele
taget, at man skal tale pænt og respektfuldt om vores politikere.
Ifølge en ny rapport fra
Dansk Center for Undervisningsmiljø keder hver fjerde elev i
folkeskolen sig tit. I de ældste klasser er det værre. På nogle skoler
svarer helt op til 89 pct. af eleverne i niende klasse, at de keder sig
tit.
Det er altså ikke kun
mobning og stress på grund af ræset om at ligne en succes på Facebook
og Instagram, som plager dansk skoleungdom. Også kedsomhed
terroriserer.
En af forskerne bag
undersøgelsen, Hans Henrik Knoop, udtaler til Jyllands-Posten: ”Vi skal
lære at tage kedsomheden alvorligt.”
Groft sagt er enig. Mobning
og stress er altid nedbrydende, men kedsomhed er opbyggelig. For
kedsomhed er den eneste sikre målestok for mangel på kvalitetet i kunst
og i alt muligt andet.
Kedelig kunst er dårlig
kunst. Mere indviklet er det ikke, selv om der altid står en ekspert og
forklarer genialiteten i selv en lort på dåse. Derfor er det yderst
vigtigt, at børn i skolen lærer at værdsætte og udvikle deres
fornemmelse for kedsomhed, f.eks. ved højlydt snorken.
Note:
Tante finder vistnok, at skoleungdom og skolens udfordringer bør
behandles med større ærbødighed, end det sker her. Og tante har også
gået på flere kurser, hvor hun har kedet sig med anstand, mens hun har
kæmpet for at lære at værdsætte kunsten i en lort på dåse og forstå
budskabet.
Glædesnote:
Efter flere ugers tøven har tante i dag, d. 21-09-2016, slået denne
grovhed op på opslagstavlen i entréen ved sin bagindgang fra
køkkenhaven ved siden af de grovheder, som hun uden videre har kunnet
klare. På en måde vækker dette større glæde end grovheder, som straks
slås op i entréen. Ligesom en enkelt omvendt synder ofte glæder mere
end en stor flok af trofaste rettroende.
Bornholms kommune har
modtaget mere end 200 høringssvar fra borgere, som er utilfredse med
planerne om at bygge adskillige 150 meter høje vindmøller på
solskinsøen. Flere af høringssvarene er vedlagt
underskriftsindsamlinger.
Men naboerne til en
enkelt af de planlagte, enorme møller havde ikke sendt noget
høringssvar, og TV 2 Bornholm tog ud og interviewede dem.
Det viste sig, at de
intet anede om mølleplanerne, før fjernsynet bankede på og spurgte dem,
hvorfor de ikke havde protesteret. Men de erklærede sig øjeblikkeligt
for åben skærm i stærke vendinger mod rejsning af de lodrette,
vingebaskende mastodonter i den enestående bornholmske natur.
Eksemplet viser, at
offentlige informationskampagner, en masse avisartikler og TV-indslag
om en kommende katastrofe i baghaven ikke når ud til alle borgere.
Det er først, når
fjernsynet kommer, fordi man ikke har protesteret, at
katastrofe-informationer når helt ud – i hvert fald på Bornholm.
Kommentar:
Jeg tror tante godt kan lide vindmøller i sin bornholmske baghave.
Statsministerens
gransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, har nu afleveret den
vigtigste udredning om Danmarks udenrigspolitik i over 30 år. Han
foreslår bl.a., at forsvaret styrkes, at vi ikke satser på grænsebomme,
men på EU's fælles løsninger, og at vi ikke tager penge fra
U-landsstøtten til flygtninge her i landet.
Disse og andre forslag er
særdeles fornuftige – hvis vores system ikke var et demokrati, men et
oplyst enevælde, hvor en klog, elsket, stor leder, som ikke var
afhængig af genvalg, omgivet af en elite af Taksøe-Jensen’er, kunne
gennemføre alt det rigtige og nødvendige i en håndevending.
Udredningen minder os om,
hvor rationelt alting kunne indrettes, hvis ikke vores samfund afhang
totalt af medier og vælgere. Det ville være som DSB uden passagerer,
hospitaler uden patienter og plejehjem uden beboere: Alt ville køre
perfekt efter rationelle planer og målsætninger. Og tænk på Skat uden
skatteborgere! Det svimler.
Tak til Taksøe-Jensen for
disse stimulerende fantasterier.
Note:
Tante har vist en svaghed for høflige diplomater som Taksøe-Jensen. Og
bryder sig derfor ikke om, at de udstilles for at mangle sans for
politiske realiteter.
De Konservative kræver
mere respekt fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, men hun
afviser at give det.
For at undgå valg i utide
fremlægges her en løsning, som gør det muligt for begge at redde ansigt
uden at give sig.
Kjer Hansen skal bare
vende sig mod et af de TV-kameraer, som hele tiden omgiver hende og
sige: ”Jeg skal hermed undskylde, at de Konservative har den
opfattelse, at tallene ikke er retvisende, og at de synes, at forløbet
ikke har været ordentligt.”
Fordelen er, at hun jo
ikke hermed undskylder egne fejl, men de Konservatives opfattelser. Det
kan man logisk set ikke, men erfaringerne med formen var gode under
Muhammed-krisen, hvor Jyllands-Posten undskyldte, at nogle følte sig
krænkede over tegningerne. Medierne bragte denne nonsens-undskyldning
kritikløst under overskriften ”undskyldning”, og de, der havde krævet
en undskyldning var tilfredse, uden at den undskyldende tabte ansigt.
Så en sådan undskyldning
bør også kunne stille de Konservative tilfredse.
Note:
Tante undgår helst alt, som kan minde hende om de væmmelige ting, som
skete under Muhammed-affæren. Hun finder det pinligt, at nogen ripper
op i det.
Da denne Groft
sagt i 2001 udgav bogen ”Spindoktor”, diskuterede landets
kloge hoveder, hvem der havde magten: Politikerne eller medierne.
Det er mange år siden,
nogen sidst har været i tvivl om, at medierne i dag hundser rundt med
politikerne efter forgodtbefindende. Politik går ud på at være på TV
mest muligt.
Derfor er det heller ikke
overraskende, at Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Morten Østergaard (R)
optræder på en trailer for TV 2’s årskavalkade, hvor de danser
pjattedans sammen med kunstneren Mø, mens der bliver krydsklippet til
billeder af flygtninge og sørgende mennesker i Paris.
Begge politikere
protesterede, fordi de følte sig misbrugt, og videoen er nu fjernet.
Det er glædeligt, for det
viser, at der trods alt stadig findes en grænse for, hvad politikere
selv synes, de kan lade sig misbruge til af et medium, som jo bare helt
bevidstløst forsøgte at gøre årets tragedier til en festlig sællert ved
hjælp af et par kendte, muntre, unge mennesker, der pjatter.
Note:
Tante er sart. Selv om jeg gør mig umage for at undgå hendes mest ømme
punkter, så slog denne grovhed hende med stilhed. Hvis én, der læser
dette, kan hjælpe med idéer til, hvad det lige er i denne tekst, der
gør hende tavs, så lytter jeg gerne
Mange førende personer i
IS har gået i demokratiets folkeskoler og gymnasier. Her har de lært om
den demokratiske debat. De har lært, at man kæmper for sine synspunkter
ved at dele pjecer ud, holde taler og deltage i debatter.
Men de har også lært, at
medierne er styret af etablerede interesser, og at ekstreme synspunkter
ganske vist kommer frem, men aldrig som andet end eksotiske
særstandpunkter i en fjern krog af debatten.
Medmindre de eksotiske
standpunkter er noget med vold og blodbad, for så tager pokker ved
medierne, som tværer det ud over hele fladen, bare det er blodigt nok.
Og så får man selv de mest vanvittige budskaber bredt ud. For ifølge
nyhedskriterier og konkurrenceforhold er alle demokratiets medier nødt
til at bringe det.
ISs bedste hjerner kender
demokratiets mest sårbare punkter fra deres skolegang. Derfor bør de
aldrig tvivle på, at der inde i enhver blødsøden, demokratisk leder,
slumrer en handlekraftig Winston Churchill, som kan lammetæve enhver
Adolf Hitler
Note:
Tante bryder sig ikke om den tanke at demokratiet bygger på vold. Hun
mener, demokratiet bygger på flinke politikere, som argumenterer
rationelt. Godt for tante, at Adolf ikke tævede Winston, så hun i dag
skulle heile morgen, middag og aften.
Godt, at TV 2 sætter
fokus på hospitalerne med dokumentaren ”Patienten, der fik nok.” Men
hospitalspatienters kroniske problem er, at der er for mange af dem.
Patienter med penge kan
ganske vist godt flygte fra et offentligt hospital. Men næsten alle
patienter bliver hængende i mylderet og håber at få noget godt ud af
den gratis behandling.
Systemets manglende frygt
for, at patienterne vælger en konkurrent, fører automatisk til, at al
service minimeres: Patienterne plages derfor med møg, ventetider,
manglende koordination og elendig information. Ikke fordi de ansatte er
onde, men fordi de skal overleve i en organisation, hvor kunderne er så
mange og så krævende, at de ansatte er nødt til at prioritere og
desuden har brug for de succesoplevelser, som gode patienter med enkle
diagnoser kan give.
Sure, kritiske,
utilfredse patienter med komplicerede diagnoser går let til grunde i
dette system. Derfor bør de lære at synge Life of Brian-sangen:
”Allways look on the bright side of life”.
Note:
Tante finder vist nogle gange virkeligheden for kynisk. Så foretrækker
hun pæn stilhed i stedet for virkeligheden. Læs kommentaren Intet nyt fra hospitalsfronten.
Den konservative kandidat
Mads Holger fik meget presse i valgets slutspurt ved at kritisere sit
eget parti.
Det er altid let for et
partimedlem at få presse ved offentlig at gøre oprør i sit eget parti.
Enhver journalist ved, at man altid kan gå til politikere som Birthe
Rønn (V), Ejvind Vesselbo (V), hvis man har brug for at puste intern
kritik af Venstres ledelse op.
Men disse erfarne
politikere forstår at docere oprøret, så de undgår eksklusion. Derimod
er det klart, at når grønne Mads Holger dagen inden valget om sit
desperate, synkende parti storhedsvanvittigt erklærer, at han følte sig
"som lægen, der ankommer til den døende patient, som så slår ud efter
lægen i sin febervildelse”, så fremprovokerer han sin egen eksklusion.
Så hvis hans mediestunt
skaffer ham i Folketinget foran den partiloyale Rasmus Jarlov, så
bliver Mads Holger det løstgående mandat, som hele Løkkes kommende
regering hviler på.
Så muligvis skal Mads
Holger nu være statsminister. For Mads Holgers påfaldende store ego kan
umuligt tillade ham at acceptere lavere ministerposter.
To kontrollanter ved en
fiskekonkurrence ved Aarhus har afvist en deltager, som kort efter
konkurrencens start indleverede to meget store havørreder.
Kontrollanterne fandt, at fiskene så meget gamle ud. Deltageren trak
sine fisk tilbage uden kamp.
Hvor ynkeligt! Enhver,
som kender den berømte Monty Python-sketch med den døde papegøje, ved,
hvor mange muligheder der er for at kæmpe verbalt for at et stendødt
kræ stadig lever – her altså, at to fisk, som døde for fjorten dage
siden, er friskfangede.
Når kontrollanten siger:
”Deres farve er forkert”, er svaret: ”Det er en meget sjælden art.”
Når kontrollanten siger:
”Deres lugt er fæl”, er svaret: ”De fik desværre lidt for meget hvidløg
i salaten i går til aftensmaden.”
Kontrollant: ”Når man
slår dem mod jorden, splatter de helt ud.” Svar: ”De er ødelagt af
stress efter timers desperat kamp, inden jeg trak dem på land.”
Lystfiskere med meget
store, men også ret gamle fisk bør studere papegøjesketchen, hvis de
vil score præmier ved konkurrencerne.
Hvorfor bekæmper
fanatiske, demokratiske militser ikke de religiøse militser? Hvorfor
kæmper ingen militser for det tolerante, åbne demokrati, som var hele
ideen med at vælte tyrannen?
Fordi kun folk, der tror
på et evigt liv efter døden hos deres elskede gud, kan mobilisere den
fanatiske dødsforagt, som er nødvendig for at bekæmpe folk, der tror på
et liv efter døden hos en konkurrerende gud.
For at få fanatiske
militser til at kæmpe for demokrati, må vi opfinde en religion, som går
ud på, at Gud kommer med evigt, herligt liv her på jord til alle
borgere, når demokratiet faktisk er indført. Altså en forbedret udgave
af Danmark.
Måske findes sejrende
demokratiske militser ikke ude på slagmarkerne, fordi alle potentielle
militskæmpere er flygtet til Danmark, fordi de ikke kan tro på, at selv
den mægtigste gud kan skabe noget bedre på jord.
Scanpix-chefredaktør
Søren Lorenzen siger om Mads Nissens billede, som World Press Photo har
udnævnt til årets foto 2014: "Det rummer historien om det homoseksuelle
par, der forfulgt udlever deres seksualitet på trods og i sikkerhed bag
tunge, trygge gardiner, der skærmer for en uforstående omverden".
Beskrivelsen overraskede
denne Groft sagt. Han havde helt
naivt uden tolkningsvejledning fra en fotokyndig allerede levet sig ind
i det gribende billede. Og Groft sagt
havde beundret billedets mangetydighed: Var det Romeo og Julie i
Shakespeares tragedie, hvor de på skift i slutscenen anser hinanden for
døde? Eller var det et billede af en datter, som fortvivlet betragter
sin afdøde mor i et spartansk soveværelse, hvor elregningen er ubetalt?
Det kunne være en scene
fra en film af Ingmar Bergman. Eller var det et ungt par, hvis
gardinophængning i deres nye hjem er gået i kage, så de ender på gulvet
viklet ind i gardinerne? Det kunne være en scene fra en moderne dansk
romantisk komedie.
De foreløbigt i alt fire
tolkninger bekræfter, hvor forbandet godt dette billede faktisk er.
Politikere i dag skal
være indstillet på at få deres privatliv udstillet i en stadig mere
nådesløs presse og hældt skraldespande over sig i debatten.
Derfor frygter mange, at
blændende dygtige, men meget sarte og private mennesker fravælger
politik som karrierevej. Men nu kan disse blændende dygtige, men
frygtsomme personer lære at overvinde deres frygt gennem Zenia Stampes
(R) eksempel. Hun bruger frygtløst sit allermest private privatliv til
at rejse sympati for politikeren Zenia Stampe.
I sommer fortalte Zenia
om Olga, som blev født for tidligt og døde. ”Jeg skreg, da jeg så
hende,” betroede privatpersonen Zenia dengang alle vælgerne.
Nu hører vi så om Zenias
nye foster, som netop har passeret det tidspunkt, hvor alt stadig var
normalt med Olga.
Nye vælgere kan altså
hoppe ind i Zenias fortsatte cliffhanger-graviditet her og følge den på
Zenias Facebook-side og i diverse medier og krydse fingre for, at det
lykkes denne gang, og sætte krydset ud for Zenia ved valget og således
støtte, at Zenias nye baby bliver forsvarligt født med en mor, som
fortsat har et godt job.
Læs kommentaren
Zkallesmækkende politisk mimoze.
Sidste år fældede
statsministeren som bekendt en tåre, da deltagerne heroisk klappede,
inden hun havde sagt et ord. Alene det, at hun ved egen kraft kunne
bestige talerstolen, udløste spontan jubel.
I betragtning af, at hun
i år ikke kun bagtales af anonyme ministre, men også har skuffet alle
ved at holde sit løfte om at blive som statsminister og gå i døden for
Vestagers dagpengeperiode, så vil det i år ikke være nok bare at fælde
en tåre. Der skal grædes igennem som pisket.
Og ikke kun Helle. De
seneste uger har udvalgte medlemmer med særligt let til gråd derfor
gennemgået et partikursus i højlydt hyldesthulken. Disse særligt
trænede kadrer vil indtage de to forreste rækker ved kongrestalen.
Planen er så, at når
salen klapper over, at Helle stadig bevæger sig, så bryder Helle sammen
i gråd, hvorefter de to forreste rækker hyldesthulker det bedste, de
har lært. Resten af salen forventes derefter at snøfte, hvorefter
Corydon med gravbas spontant istemmer ”Når jeg ser et rødt flag
smælde”.
I aftes var Danmark så
igen i skæbnekamp. Både spillere, træner Olsen, sportsjournalister, ja
selv bookmakere, havde Danmark som mulig vinder.
Men enhver nøgtern person
med lidt erfaring ved, at vores famlende spillere desværre højst kan
klare det nogenlunde i første halvleg mod et italiensk, reservespækket
landshold. Også selv om tribunerne bugner af klaphatte.
Senest tyve minutter inde
i anden halvleg tager Olsen sig til hovedet. For nu begynder trætheden
og alle fejlafleveringerne på egen banehalvdel, og nationen mister den
sidste tro på, at miraklet kan ske i takt med, at den italienske B-kæde
scorer.
Og det handler ikke kun
om mål. Hver scoring rammer nationens ære ekstra hårdt, fordi vi i
tilgift rammes af den hybris, som hele nationen begik mod skæbnen ved –
i strid med al sund fornuft – at tro på, at vi kunne vinde.
Åh, hvor er det surt og
trist at være så nøgtern og erfaren som Groft sagt er! Oh, igen at
være så ung og uerfaren, at man kunne hengive sig til søde drømme om en
dansk skæbnesejr over Italien. Oh, gid Danmark alligevel vandt i aftes!
Note:
ideen var, at denne grovhed forudsagde et nederlag.
Universet består af stof
og antistof. Det eneste sikre, man ved om antistof, er, at det normalt
ikke kan sanses, men at det er teoretisk nødvendigt for, at universet
ikke skal klaske sammen.
På samme vis består dansk
politisk debat af personer og af antipersoner. Personer er dem, der
mener det rigtige og gode. Antipersoner er dem, der mener det forkerte
og usigelige.
De fleste antipersoner
lever i tavshed, uden nogen bemærker dem – ligesom universets antistof.
Men det sker, at en antiperson dukker frem. Det skaber store
energiudladninger.
F.eks. dukkede
antipersonen Bjørn Lomborg op i klimadebatten. Og senere er så ”Dovne
Robert” dukket frem i dagpengedebatten. Og i en kronik i Politiken
angreb han forleden politikerne for at misbruge indignationen over hans
antiperson til at stramme vilkårene for de arbejdsløse.
Dansk klimadebat klaskede
sammen, da antiperson Lomborg drog i eksil i Prag. Heldigvis findes der
ikke noget land, hvor antipersonen Robert kan leve i eksil mere bekvemt
end i Danmark.
Det lover godt for, at
dagpengedebatten – som universet – vil vokse i det uendelige.
Stadig flere indser, at
den kommunale udligningsordning ikke kan forstås af almindelige
mennesker.
”Det er blevet for
kompliceret. Som det er nu, er der ingen borgmestre eller politikere,
som har en kinamands chance for at gennemskue, hvad der foregår,” siger
således kommunalordfører Jacob Jensen (V) til Berlingske.
Men det er nærmest
umuligt at lave ordningen om, forklarer kommunalforsker Kurt Houlberg:
”Hvis man ændrer på nogle punkter for at gøre det mere overskueligt, så
vil det efter andre kommuners opfattelse være et udtryk for, at
systemet er blevet mindre fair i forhold til de ting, som de mener, bør
opfanges af et sådant system.”
Vi har altså her et
system, som kun eksperter forstår i sin helhed, og som politikerne i
praksis ikke kan forenkle. Da pressen og vælgerne selvfølgelig heller
ikke forstår systemet, er alting helt overladt til DJØF’ere og andre
administratorer og specialister.
Derfor kan Groft sagt med ulideligt
forståeligt klarsyn forudsige en astronomisk vækst i det bureaukrati,
som med uhæmmet professionel omhu flytter vores skattepenge rundt
mellem kommunerne.
03-02-2012: Groft
sagt foreslår, at det offentlige lærer af sine mange
IT-dumheder og altid ved kommende licitationer foretrækker både det
dyreste og det mest primitive IT-system.
Der er stor tilfredshed
både hos Justitsministeren, Rigspolitichefen og især hos
forsøgskaninerne i Bornholms Politi over, at det er lykkedes at stoppe
politiets spritnye IT-system POLSAG, inden det fik alle politikredse
til at gå i sort.
Men dette er jo bare den
sidste af en lang række IT-skandaler i det offentlige. Og alle kører
efter samme opskrift:
Først vinder nogle smarte
IT-folk en stor ordre med et flot tilbud, som overgår alle andre i
genialitet og samtidig underbyder dem i pris. Når projektet så er godt
i gang, viser det sig, at det desværre bliver mere besværligt og derfor
også dyrere at gennemføre.
Efter yderligere en tid
viser det sig så, at projektet er så vanskeligt, at man aldrig skulle
være gået i gang med det. Men nu er man jo så langt, at man er nødt til
at hælde endnu flere penge i det med håb om, at der vil ske et mirakel.
Groft sagt foreslår, at det
offentlige lærer af sine mange IT-dumheder og altid ved kommende
licitationer foretrækker både det dyreste og det mest primitive
IT-system. Så kan det aldrig gå helt galt, hverken med budget eller
brugbarhed.
Politiet kan bare ikke
passe på os. Det er vi nødt til at indse. Selv byrådsmedlemmer i
Horsens og Anders Samuelsen tror ikke på, at politiet kan effektivt
beskytte deres børn og andre pårørende mod at få skåret fingre af af
rockere, som de skylder dummebøder.
Det kan man ikke bebrejde
politiet, selv om det selvfølgelig altid kan blive bedre. Heller ikke
politiet i Irak, Afghanistan og Somalia kan beskytte befolkningen mod
militser og talebanner og hvad det alt sammen hedder.
Det er et globalt
problem, at politiet ikke kan beskytte borgerne, fordi der aldrig er
mandskab nok til at mandsopdække alle. Og mange steder er politiet
endda korrupt, hvilket jo bare gør politiet til endnu en bande, borgere
skal betale dummebøder til.
Men hos os er politiet
stort set anstændige offentligt ansatte funktionærer, som
samvittighedsfuldt passer deres arbejde med at opretholde lov og orden.
Og det skal vi alle sammen være rare at hjælpe dem med ved at tro fast
på, at de kan løfte opgaven. Selv om vi godt ved, at de egentlig ikke
kan.
Hele 16 procent af
eleverne forlader folkeskolen uden at lære at læse. Hvad pokker får
alle disse elever dog tiden i skolen til at gå med? Det er et af vort
lands største mysterier.
Nu åbenbares det så, at
ikke engang lærerne ved, hvad disse horder af elever laver.
En undersøgelse fra Dansk
Evalueringsinstitut afslører, ifølge Politiken, at hver tredje
nyuddannede lærer finder arbejdet sværere end forventet. Og at hver
anden har svært ved at håndtere konflikter i klassen. 81 procent har
svært ved at gennemføre differentieret undervisning.
Den akademiske kultur,
som hersker på seminarierne, har altså et klart problem med at få
virkeligheden ude i klasseværelserne ind i uddannelsen og træne lærerne
ordentligt i helt banale ting.
Det er oprørende, at det
at holde styr på en klasse åbenbart først de seneste år forsøgsvis er
indført på seminarierne. Og selvfølgelig hedder det ikke bare ’at holde
styr på klassen’, men ’klassserumsledelse’. Fint skal det være. Nu
mangler vi så bare et fag, der hedder ’forældremødemanagement’.
Enhver dansker kan vel
huske scenen fra Lars von Triers vidunderlige organisationssatire
”Riget”, hvor den svenske overlæge fra toppen af Rigshospitalet skuer
mod Sverige og Barsebäcks himmelstræbende skorstene og lovpriser sit
lands storhed samtidig med, at han håner os danskere, bl.a. fordi vi
hylder vores land med en sang, der har omkvædet ”kukkuk faldera”.
Men i dag kan vi danskere
så gøre gengæld ved at spørge, om Sverige kan byde på to gale amatører,
som vil sende en raket op i 15 kilometers højde? Og det sker under
samtlige danske mediers bevågenhed med ekspertinterviews og hele
pivtøjet, som var det en tur til Mars.
Og hvis det går galt som
sidste gang, hvor en føntørrer svigtede, så vil hele landet føle med
eventyrerne. For den glade amatørisme, som scorer, er en væsentlige del
af vores identitet og selvforståelse.
Ligegyldigt hvor mange
krigsfly svenskerne bygger og sælger, så vil de aldrig forstå vores
glæde over sådan en plimskør raket. Eller hvorfor vi er verdens
lykkeligste folk.
18-03-2011:
Derfor forudsiger denne Groft
sagt, at mange også snart vil blive helt
moralsk rundtossede over Libyen.
Alle er imod fæle
diktatorer. Gaddafi har gjort selv Villy Søvndal og Margrethe Vestager
til krigere.
Derfor er det ikke særlig
kærligt af Søren Pind nu at spolere krigsidyllen ved at gøre opmærksom
på, at mange af de politikere, som kræver resolut indsats mod diktator
Gaddafi, har ført an i at kritisere at Danmark var med til at vælte
diktator Hussein i Irak.
Det har så gjort
oppositionen både forarget og rasende på Pind, fordi de to situationer
slet ikke bør sammenlignes.
Men for almindelige
danske vælgere uden juridisk embedseksamen er der jo en slående lighed.
Også den lighed, at det er let at være god, så længe en skør og grusom
diktator huserer. Og at føle godhedens sus, når man er med til at
stække eller styrte ham.
Men når hans flotte
krigmonumenter og statuer væltes, så opstår der hvirvelvinde, som
sætter godhedens vejrhane i sving. Derfor forudsiger denne Groft sagt,
at mange også snart vil blive helt moralsk rundtossede over Libyen.
Selv om en film ikke er
færdig, kan den sagtens sælge godt. Det oplevede Lars von Trier på
filmfestivalen i Berlin.
Men også oppositionens
politik sælger jo godt, selv om den langtfra er færdig. Filmen
"Melancholia" bygger i øvrigt på en teori, som von Trier hørte om fra
sin terapeut under behandlingen for sin depression.
Ifølge terapeuten tager
melankolikere situationen med ro under voldsomme begivenheder, mens
normale mennesker har en tendens til at gå i panik.
Denne teori kan forklare
meget i aktuel dansk politik, som åbenbart ledes af melankolikere.
Da Løkke i nytårstalen
havde spillet ud om afskaffelse af efterlønnen, skabte det opstandelse
mange steder, men samtidig tydelig ro i Løkke selv. Samme ro faldt over
Lars Barfoed da han skabte tumult i regeringen ved at tale om
skattelettelser.
Man kan kun skælve for
hvad regeringens næste kaosskabende initiativ bliver for at skabe ro
hos sig selv og blandt sine stadig mere melankolske vælgere.
I øvrigt slutter Jordens
undergang lykkeligt. Altså i von Triers film.
Det kan være svært at
holde en god tone i debatten når følelserne er stærke. Men netop når
følelserne er stærke kan det have ekstra stor betydning at tale pænt
for at undgå had, vold og lignende.
I retssagen mod
øksemanden er det fremgået at øksemanden inde i stuen hos tegneren
skulle have sagt: ”Nu skal du dø.” Her ville det have været bedre tone
at sige: ”Forbered dig på muligheden af at gå bort.”
I retssalen har Kurt
Westergaard sagt til øksemanden: ”Du er en fej lille løgnhals.” Her
ville det give en bedre tone at sige: ”Jeg kan ikke acceptere din
etiske kodeks”.
Selv om det kan være
svært altid at holde den gode tone, så bør vi alle gøre os umage for at
undgå det, der er værre.
Note:
Jeg flyttede først ind hos tante d. 26-01-2011, så dette tante-gys må
være fra tiden, hvor jeg var under tantes observation som mulig lejer.
