Først lagt op 12-05-2018, senest opdateret 12-05-2018 10:03:39

Laver Løkke en Trump inden valget?

Næppe. Men det sjove er hvorfor.

Ingen er i tvivl om, hvem der har hovedrollen i realityshowet Den politiske komedie i USA, Rusland, Kina og Nordkorea. Derimod er alle i tvivl om, hvem der har hovedrollen i EU, for ikke at tale om Danmark.

Hovedrollen har afgørende betydning i enhver forestilling. Men især i politik, for her er forestillingen en komedie: Alt handler om, at det skal gå retfærdigt til: De gode skal have deres belønning, de onde deres straf. Og alle – studieværter, optrædende politikere, skrivende journalister – strutter af energi, håb og kampgejst. Alle tror tydeligt på en lykkelig slutning i yderste ende. Godt.

Når man tænker på al den elendighed, der er i verden, har det stor politisk betydning, at den kollektive forestilling om verden, som især demokratiske landes mediesystemer dagligt konstruerer, er en komedie. Desuden virker det jo som daglig peptalk til hver enkelt borger.

Jeg kender kun en eneste journalist, som altid udsender et klart signal om, at verden er elendig, og alt går ad H til. Hun er ansat på Skånes regional-tv. Jeg husker ikke, hvad hun hedder. Hun optræder sjældent i billedet, men hendes stemme står mejslet fra første ord, og budskabet er altid det samme, uanset emnet: Det er slemt, og det ser sort ud. I komedien med alle de kaglende stemmer virker hun som et komisk indslag. Tragisk skæbne.

Den lette og den svære vej til at blive hovedperson

Putin, Xi Jinping og Kim Jung-un har let ved at blive hovedpersoner i komedien. De fængsler eller myrder journalister, kommentatorer og redaktører, som kritiserer dem mere, end de selv finder passende. Erfaringen viser, at man med forholdsvis få uopklarede mord og fængslinger kan styre et enormt mediesystem. Men den går ikke i etablerede, demokratiske systemer.

Alligevel er det lykkedes Donald Trump at blive en klar hovedperson, ikke kun i USA’s realityshow, men i hele verdens realityshow. Præsidenten for verdens mægtigste land vil selvfølgelig altid være hovedperson i en vis forstand. Men målt på medievolumen, når ingen andre amerikanske præsidenter Trump til sokkeholderne.

Kastration af medier og kommentatorer

Hans teknik er enkel, men meget krævende angående brug af personlige ressourcer:

1. massivt brug af sit personlige medium, sin twitterkonto.

2. angreb på de store prestigemedier, New York Times, Washington Post, BBC og lignende, som normalt har copyright på at fortælle den sande historie (komedie). Herved trækkes disse medier fra deres tilstræbt objektive fortæller-piedestal ned i det politiske hundeslagsmål og udstilles som politiske aktører.

3. Yderst kortfattede, eksplicitte og stærkt positive eller negative vurderinger af personer, institutioner og begivenheder. Herved kastreres det politiske kommentariat: De vulgære, letfattelige udmeldinger rummer ingen snedigt indpakkede budskaber, der skal gøres tilgængelige for folket af de skriftkloge.

4. Iscenesættelse af sin optræden som om det er en scene i en populær action-film (nærmest Batman). Det gælder f.eks. underskrivelse af aftaler, hvor han flankeres af jævne mennesker i arbejdstøj, mens vicepræsidenten ser beundrende, nærmest flirtende på ham. Og det gælder modtagelsen af hjemsendte fanger fra Nordkorea.

Jo mere han med disse teknikker får svækket de sædvanlige fortællere og de sædvanlige fortolkere af fortællingen (kommentariatet), jo stærkere står hans eget medium, hans twitterkonto. Og jo mere fylder han i realityshowet, Den politiske komedie. Og det er ikke så ringe endda, for en komedie handler jo om, at hovedpersonen lykkes.

Det er sjovt – eller uhyggeligt, alt efter temperament – at se, hvor magtesløse medier og kommentatorer er over for Trumps mediestrategi. De æder med glæde hver morgen hans friske tweets og smækker dem stort op. Aldrig har det været lettere at dække amerikansk politik på en underholdende måde.

Samtidig med at det traditionelle kommentariat sprutter af forargelse og tager sig til hovedet, mens de fortsat forsøger at servicere et lille mindretal af nørdede politiske vælgere, så sprøjtemales Trump ud over landet af alle medier. Direkte ind i det enorme flertal af vælgere, som nøjes med at leve overfladisk med i det politiske stof, som de tilfældigvis støder ind i.

Kan Løkke lave en Trump?

Kan Løkke, som jo nok skal på valg allerede inden jul, anvende nogle af Trumps medieteknikker og blive den hovedperson, som medierne og komedien næsten ikke kan undvære?

Det er svært. Løkke mangler en vælgergruppe, der vil æde ham rå, hvis han angriber etablerede medier på samme måde som Trump. Trumps mediestrategi bygger på, at han til stadighed kommunikerer direkte til den store gruppe utilfredse anti-establishment-vælgere, som gjorde ham til præsident. De elsker, når han tamper løs på prestigemedier og siger sine udiplomatiske sandheder. De elsker ham, selv om han stikker løgne og udsender tweets fra sengekanten, som giver hans administration grå hår i hovedet. Og i disse dage, hvor han har fået hul igennem til Nordkorea, er han jo slet ikke til at stoppe.

Løkke derimod kommer ud i en masse problemer bare han på twitter kritiserer Ekstra Bladet for at lyve om en detalje om sin kones ansættelsesforhold på en skole.

I et homogent demokrati som vores findes der en masse bipersoner, som vælter rundt i realityshowet, men ingen hovedperson. Det får vores realityshow til at minde om lunken havregrød med spredte rosiner. Til gengæld er der grød og gratis lægehjælp til alle. Og få skydevåben i omløb. Og det er nok den lykkelig slutning på den politiske komedie, vi her i landet må nøjes med.

Læs flere kommentarer.