|
Den amerikanske professor
Brooke Harrington skal betale bøder for at have mødtes med Folketingets
Skatteudvalg, Skat og Erhvervsstyrelsen.
Hamilton har i 8 år været
professor på CBS og er førende forsker i skattely, men hun har brudt
sin arbejds- og opholdstilladelse ved at efterkomme invitationen fra
Folketinget for at formidle sin viden. Også Skatteudvalget står til en
klækkelig bøde.
Selvfølgelig skal regler holdes. Men for at undgå idiotsager som denne,
bør vi indføre denne regel: ”Enhver sagsbehandler har pligt til
omgående skriftligt at melde gakkede følger af gældende regler til sin
overordnede.”
Så vil aben altid ende hos styrelsens direktør. Og erfaringer fra
Tamil-sagens abekattespil vil så medføre, at enhver styrelse stopper
sine idiotsager, før de når pressen og gør hele landet til grin.
Overborgmester Frank
Jensen præsiderede som formand for gruppeformændene, da de på et møde i
2012 enstemmigt besluttede at bryde borgerrepræsentationens regler for
brug af kommunens lokaler fra 2011.
Reglerne var ellers helt
idiotsikre med deres forbilledligt klare sprog. De sagde bl.a., at
kommunen ikke må ”stille lokaler vederlagsfrit til rådighed” til
private arrangementer. Heller ikke til ”partipolitiske arrangementer,
der vedrører det partipolitiske formål for det pågældende politiske
parti.”
Trods dette åbenbarede
Frank Jensen i Jyllands-Posten tirsdag, at det ”stod lysende klart for
mig”, at formændene skulle beslutte det stik modsatte i 2012.
Københavns Kommune bør
for fremtiden undgå idiotsikre regler for at forebygge, at
overborgmesteren – under deres indflydelse – med lysende klarhed leder
byen i afgrunden.
Som bekendt sker
udvikling gennem kriser.
Danmark har i årtier haft
brug for en udvikling væk fra bøvl og bureaukrati. Allerede
Schlüter-regeringer i 1980-erne havde regelforenkling på programmet. Og
andre efter ham. Alligevel er regelværket kun blevet større og værre.
Men det kan skyldes, at
vi har manglet den alvorlige krise, som gør det til et spørgsmål om liv
og død at forenkle regler.
Nu står vi så i en
flygtningekrise, som betyder velfærds-Danmarks undergang, hvis vi bare
fortsætter efter reglerne som hidtil. Derfor skal flygtninge nu straks
i arbejde i stedet for først at sidde i årevis på skolebænk og i
jobcenter. Det skal ske gennem to- og tre-partsforhandlinger, som ser
usikre ud.
Men Inger Støjberg
erklærer i den forbindelse, at vi skal luge ud i bøvl og bureaukrati.
Det er godt, for alt
tyder på, at flygtningekrisen er den eksistenskrise, Danmark tidligere
har manglet, for at det kunne blive til noget med den nødvendige
regelforenkling – ud over en masse uforpligtende snak.
Når flygtninge-migranter
kommer til vores grænser enkeltvis eller i små grupper, så tvinger
politiet dem til at lade sig registrere og blive opdelt i enten
asylsøgere eller ulovligt indrejste, som så sendes retur til Tyskland.
Men flygtninge-migranter,
som kommer i store grupper på 130 og derover, bevæger sig frit og
uregistreret ind i landet.
Politidirektør Svend
Larsen forklarer til TV2.dk: ”Hvis vi går ind dér og vil registrere
alle, så fører det til situationer, hvor hensynet til sikkerheden og ro
og orden bliver kompromitteret.”
Eller på klart dansk:
”Hvis mindst 130 insisterer på at bryde loven samtidig, så gør dansk
politi ikke noget – af hensyn til ro og orden.”
Og samme paradoksale
regel for accept af lovbrud praktiseres stort set også i resten af EU.
Der gælder altså i EU en
paragraf 22 om, at regler kun håndhæves, hvis det ikke truer ro og
orden.
I Joseph Hellers berømte
roman om 2. Verdenskrig, ”Punkt 22”, fører sådanne selvmodsigende
regler til et fascistisk diktatur.
Naturligvis skal ethvert
personale i et ordnet samfund afspadsere sit overarbejde i
overensstemmelse med reglerne. Men sagen om de revnende kampfly og de
stressede flymekanikere rejser spørgsmålet, om et velfærdsdemokrati som
Danmark har en chance mod terrorbevægelser.
Ud over detaljerede
arbejdstidsregler er vi nødt til at tage hensyn til
menneskerettigheder, forsvarsforlig og finanslove. Vores kommanderende
generaler er underlagt politikere, som hele tiden må løbe spidsrod i
medier, som konkurrerer om at gøre dem ansvarlige for forsømmelser og
skandaler.
Derfor vil enhver
personalegruppe i vores kæmpende styrker, som udsættes for hårdere pres
end arbejdstidsreglerne tillader, med god ret kunne lamme enhver dansk
militærindsats for at give politikerne tid til at finde ud af, om de
kan enes om flere ressourcer til personalegruppen.
Vores modstanderes
personale derimod kæmper uden anden arbejdstidsaftale end retten til en
evig afspadsering efter den sidste fyraften, dvs. martyrdøden.
Men det lykkedes kun for
TV 2 at afsløre Engelbrechts sande profil, fordi de brød to regler, som
Engelbrecht er TV-trænet efter: 1) at der kun er tid til fire
ministersvar, 2) at studieværten er så høflig, at hun ikke stiller
samme spørgsmål mere end to gange.
Engelbrecht talte i
tillid til disse dogmeregler kækt udenom det skandaløse i sagen om
Skats administrative nedprioritering af sager, som Engelbrecht og hans
forgænger havde lovet løst omgående.
Og kun fordi
udsendelseslederen gav overraskende meget tid til guddommeligt
uforskammede Cecilie Bech, oplevede vi denne søndag aften en minister,
som både fik kant og profil som embedsværkets mest lattervækkende
bugtalerdukke.
En værdig fejring af
pinsehøjtiden, hvor folk jo taler i tunger.
Forleden var hele
TV-nyhedsfladen i oprør, fordi Politiken havde skrevet en
forsidehistorie om, at mobilselskabet 3 ikke havde betalt skat i
Danmark i årevis, fordi de var i ”skattely” og havde indgået ”hemmelige
aftaler” med Luxembourg.
I løbet af dagen
forklarede direktøren for 3s danske afdeling, Morten Christiansen, så,
at der intet ulovligt var i arrangementet, og at man ikke havde
skattepligtigt overskud i Danmark, fordi man trak renter og afdrag fra
på et stort lån, man havde taget i firmaets Luxembourgafdeling.
Eksperter bekræftede, at
der intet usædvanligt var ved 3s måde at gøre tingene på. Der var med
andre ord ikke fugls føde på historien, om 3s forbryderiske, skumle
adfærd.
Det er absurd, at
Politiken og hele TV-nyhedsfladen en hel dag igennem tordner frem med,
at 3 i strid med forretningsmæssig, rationel adfærd bør betale en skat,
de ikke er pligtig til at betale.
Ved at flette ordene
”skattely” og ”hemmelige aftaler” ind i en fortælling om helt lovlige
arrangementer, grovmobbes her en dansk virksomhed, bare fordi den
artigt følger de regler, som politikerne har lavet.
Danske elever respekterer
ikke deres lærere godt nok. Det mener halvdelen af danskerne i en ny
Megafon-måling lavet for TV 2.
I målingen svarer 49
procent af de adspurgte danskere, at der i mindre grad eller slet ikke
er nok respekt for lærerne i den danske folkeskole.
Undervisningsministeriet
er på vej med en ekspertrapport, som foreslår, at skoleelever skal
mødes med høje, men realistiske faglige mål. Lærerne skal løbende give
feedback på elevens arbejde og evne til at indfri målene, og endelig
skal klassens regler og rutiner stå klare for alle fra skoleårets
start.
Men det er jo alt sammen
bare blankpolerede banaliteter, som falder for ikke-prøven. Den slags
uimodsigeligt ekspertævl er skolevæsnet og lærerne proppet med i
forvejen.
Derimod mangler lærerne
katastrofalt praktisk viden og redskaber til at klare skolens mest
basale udfordringer.
Groft sagts erfaringer fra
foredrag for lærere er, at lærere på seminariet intet brugbart lærer om
manipulation. Derfor aner de ikke, hvordan de imponerer journalister,
og hvordan de vinder magtspillet med curling-forældre og bavian-elever.
Det er velkendt fra
organisationsteorien, at der i enhver større organisation foregår
meget, som ville vække skandale, hvis det slap ud i pressen. Og hvis
det kan dokumenteres.
Det gælder selvfølgelig
også i Skat og Skatteministeriet, hvor politisk tænkende embedsmænd,
ledere og ministre naturligvis gør, hvad de kan, når de får en
brændende varm politisk skattesag som Thorning-Kinnock-sagen i
hænderne.
Men ikke mindst på grund
af Tamilsagen ved alle embedsmænd, ledere og ministre, at det gælder om
at undgå at producere dokumenter, som viser andet, end at man har fulgt
reglerne.
Så når man nedsætter
kommissioner som Skattesagskommissionen, så vil den kun kunne afsløre,
om der – mod alle odds – stadig skulle findes tumper i den offentlige
administration, som ikke er smarte nok til at undgå at producere
dokumenter, som viser, at de har brudt reglerne.
Derfor er de mange
millioner til de resultatløse kommissioner ikke spildt. Det bør udløse
glæde og stolthed, at kommissionerne så grundigt påviser, at der ikke
findes dokumentérbare tumper i vores lands administration.
Mordforsøget på Lars
Hedegaard og Se og Hør-skandalen ligner umiddelbart ikke hinanden ret
meget. Men i deres inderste væsen er de identiske.
Begge sager viser klart,
at politi og myndigheder ikke kan hindre lovbrud, ikke engang de mest
alvorlige.
Begge gerningsmænd var
tilsyneladende velintegrerede, højtuddannede danskere, som pludselig
foretager sig noget ulovligt.
Selv om man indfører
flere regler, mere overvågning og kontrolprocedurer, så kan man aldrig
i et demokrati fysisk overvåge en borger 100 procent. Derfor kan enhver
borger bryde loven, også borgere med særlige IT-job og kæmpe ansvar.
Bagefter kan politi og
myndigheder så i heldige fald opklare forbrydelserne og straffe
forbryderne.
Den lære, man kan drage
af begge sager, er, at vi borgere er nødt til at forsvare os selv mod
mordere, IT-svindlere og andre – indtil politi og myndigheder enten
overbevises om, at vi er i livsfare, eller tvinges til at træde i
aktion af en whistleblower, som f.eks. skriver en roman.
Det er kvalmende, at det
eneste effektive selvforsvar er at holde sin kæft og leve et totalt
uinteressant liv.
Berlingske fortæller, at
Annette Vilhelmsens ministerium ikke har taget referater fra vigtige
møder i million-sagen. Og det undrer Berlingske. For enhver ordentlig
embedsmand ved jo, at der skal tages referater fra møder.
Men Socialministeriet kan
ikke give nogen forklaring på undladelsen.
Derfor træder Groft sagt
som sædvanligt gerne til med en logisk forklaring: Hvad gør embedsmænd,
når det går op for dem, at deres minister er en livsfarlig amatør, som
kan forkludre hvad som helst i en håndevending? De indfører
referatforbud.
For det er slemt, hvis
ministeren bryder reglerne. Men det er en katastrofe, hvis det kan
dokumenteres, hvad der er foregået på efterfølgende møder. For så kan
advokatundersøgelser og lignende afsløre de dækmanøvrer, som en
ministers regelbrud for åben skærm har tvunget pligtopfyldende
embedsmænd til at foretage for at undgå en total nedsmeltning. Og det
kan koste karrieren.
Embedsmænds undladelse af
referater svarer til mafiaens omerta-lov: Bare vi står sammen om at
undlade referater, kan myndighederne ikke knalde os. For andet end at
undlade referater.
Der er så mange møgsager
i regeringen, at det må ses som en tendens.
Regeringens fjender ser
den tendens, at unge, uerfarne ministre ikke kan styre embedsværket.
Forskere ser den tendens, at uafhængige, livstidsansatte embedsmænd er
blevet så magtarrogante, at de svigter deres minister.
Derfor mener nogle, at
ministrene skal have flere personlige rådgivere og en viceminister. Men
det afviser andre vil hjælpe.
Denne Groft
sagt mener, at der i ethvert bureaukrati altid foregår en
masse, som ikke tåler offentlighedens lys. Genveje mellem stive regler
er nødvendige for at få tingene til at fungere. Og bare alle holder
kæft udadtil, så går det jo også.
Alle regeringens møgsager
skyldes derfor udelukkende, at der nede i systemerne sidder stadig
flere idealistiske embedsmænd, som lækker regelbrud til pressen, som så
søger aktindsigt i de afslørende dokumenter.
Bortset fra Annette ”en
million til dig” Vilhelmsen (SF), som bryder regler for åben skærm, så
bryder andre først officielt reglerne efter anonyme embedsmænd har
sladret til pressen. Og her er tendensen så, at de sladrer mere og mere.
Efter sin sidste afhøring
i skattesagskommissionen kan den hjemsendte departementschef Peter Loft
omsider tale ligeud om det væsentlige. Nemlig at den ni siders
sagsafgørelse om Kinnocks skattepligt manglede væsentlige argumenter.
Og at han ikke er i tvivl om, at Kinnock havde været skattepligtig,
hvis man ikke under sagsbehandlingen uden argumentation havde ændret
reglerne for den slags sager.
Med autoriteten fra hele
sin skatteekspertise og bureaukratiske erfaring fortæller Loft altså
historien om et statsministerpar, som gjorde alt for at slippe billigt
i skat, og som fik hjælp fra sympatisører i systemet.
Der er sagt meget ilde om
den nu glemte Thor Möger Petersen, som efter en kort, hektisk karriere
som SF-strateg, skatteminister og TV-studievært nu er menigt medlem af
S.
Men hvis Möger ikke havde
nedsat kommissionen og hjemsendt Loft, så havde Loft aldrig fortalt
ligeud til den danske offentlighed, hvordan sagen hang sammen. Og så
havde den danske befolkning for længst glemt, hvordan statsministeren
med hjælp fra systemet omhyggeligt undgik, at gemalen skulle betale
skat.
Alle kender Sir Humphrey,
departementschefen fra serien ”Yes, Minister”. Alt tyder på, at
Christian Friis Bachs egentlige fejl er, at han med sin naive tro på
åbenhed uforvarende er kommet til at provokere denne figurs mange
kloner i sit eget ministerium.
Allerede i foråret 2012
provokerede Friis Bach således embedsmændene ved at offentliggøre en
redegørelse, som han havde tvunget dem til at lave om, hvordan de
sammen med Institut for Menneskerettigheder i månedsvis havde skjult
regnskabsfusk på instituttet.
Nu har embedsmændene så
betalt tilbage ved at lade Friis Bach i ugevis gå planken ud med sine
skrupforkerte erklæringer om ikke at have kendt, endsige godkendt GGGIs
rejseregler.
Så nu har de fået
udrenset denne dødsensfarlige åbenhedsfundamentalist fra ministeriet og
i stedet fået Rasmus, en 3.-generations politisk sort-snakker fra
Helveg-klanen.
Sir Humphrey må glæde
sig. Muligvis vil den igangværende redegørelse kræve ofring af et par
Humphrey-kloner fra udenrigssiloen. Men de overlevende hundredvis af
Humphrey’er vil jo uforstyrret kunne fortsætte deres ydmyge gerning.
Ved den ”Høring om censur
på internettet”, som Berlingske fortalte om fredag, afviste både
Facebook- og Google-repræsentanten lokale regler for Danmark.
Ikke af tekniske årsager,
for begge firmaer er jo eksperter i at målrette annoncer til målgrupper
og ville derfor også sagtens kunne tillade danskere at se både patter,
pikke og kusser uden samtidig at gøre dem synlige i Saudi Arabien.
Firmaerne forsvarer sig med, at særligt lokale betingelser vil forringe
”den globale samtale”.
Det er rent bullshit.
Afvisningen skyldes, at
lokale nøgen-regler vil besværliggøre netgiganternes indbringende
annonceaftaler med de altid hysterisk politisk korrekte verdensfirmaer.
Og mens verdensfirmaet
Facebook kan glæde sig over at malke stadig flere annonce-milliarder ud
af menneskehedens globale pludren på nettet, så må vi lokale danskere
tage til takke med mindre.
Vi må glæde os over, at
Peter Øvig Knudsen – takket være censurhøringen med Facebook – får
reklameret for sin hippiebog op til julesalget, og at Morten Løkkegaard
(V) får mindet folk om, at han faktisk stadig lever i EU-parlamentet.
DR afslører i øjeblikket
i en TV-serie med skjulte optagelser, hvordan banker og advokater
hjælper folk til at betale den skat, de selv synes er rimelig.
Og det er jo den bedst
tænkelige hyldest af Mogens Glistrups historiske, øjenåbnende
pionerindsats med at fremvise sit nul-skattekort for skatteplagede
danskere. Og i næste måned er det fyrre år siden, at han – sammen med
oprørske vælgere – rystede alle gammelpartierne ved at erobre 28
mandater i Folketinget.
DR-serien viser, at
Glistrup stadig er højaktuel. For det er åbenbart stadig sådan, at de,
der kontakter de rådgivere, der – som Glistrup – er eksperter i
skattelove og -regler, betaler den skat, de selv finder rimelig.
Og intet tyder på, at
DR-serien vil gøre Glistrup mindre aktuel. For den debat, som serien
rejser, handler ikke om skattesystemets indbyggede, kroniske
uretfærdigheder, men om ligegyldige teknikaliteter: Om Jyske Bank bør
have udleveret 11 timers råbånd fra DR.
Og advokathusene skynder
sig at fyre de afslørede advokater, inden de fremtræder i serien som en
discountudgave af Glistrup.
Hvor ynkeligt!
Nu har Løkke så skrevet
et brev til Venstres medlemmer og bønfaldet dem om at modtage hans
beklagelse over, at han ikke fik ændret rejsereglerne i GGGI tidligere.
Hvor ynkeligt og naivt!
For ingen aner, om det
gavner verdens grønhed, at Løkke rejser på monkey-class. Heller ikke
Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som kræver alle Løkkes bilag på et fad.
Løkke kunne i stedet med
fordel have brugt sin fadæse offensivt ved at skrive således til
medlemmerne:
”Jeg faldt som offer for
den opfattelse, at de milliarder, som vi giver til udviklingslande, er
rent aflad. Derfor kontrollerer vi ikke, hvad der kommer ud af
bistandsmidlerne, hverken til GGGI eller andre NGOer. Så hvis jeg
flyver billigere end 1. klasse, aner ingen, hvad de sparede midler går
til.
Men disse absurditeter
skal være slut nu!
Venstre foreslår, at
harmen over mine rejseudgifter fører til en grundig undersøgelse af
effekten af dansk U-landsbistand. Og at al bistand, som ikke har nogen
påviselig effekt, overføres til ældreområdet til at øge
bleskiftefrekvensen på plejehjemmene. Og til flere busudflugter til
hjemmenes beboere.”
Hvis man bliver
fejlbehandlet af en læge, kan man få erstatning. Men hvis man er så
uheldig, at lægens fumleri har været så ødelæggende, at man kun har fem
år eller mindre tilbage, så nedsætter Patientforsikringen erstatningen
med 1/3.
Denne besynderlige
praksis underkendte Østre Landsret for et par år siden. Men
Patientskadeankenævnet appellerede til Højesteret, som nu har
stadfæstet Østre Landsrets dom.
Politiken kan fortælle,
at kammeradvokaten, som tabte sagen med et brag, fik i alt 510.000,
mens den advokat, som vandt, kun blev tilkendt 180.000 kr.
Kammeradvokaten
forklarer, at den betydelige salærforskel skyldes, at patientens
advokat jo kun førte sag på en enkelt patients vegne, mens sagen for
kammeradvokaten var principiel, ”derfor var vi ekstra grundige. Vi
måtte bl.a. undersøge norsk ret, fordi noget tydede på, at sagen efter
norsk ret ville falde ud, som ankenævnet mente, den skulle.”
Groft sagt skal hermed prise
det mådehold kammeradvokaten udviste ved at undlade at kulegrave
bananrepublikkers retsregler på området. Det kunne jo let have gjort
salæret helt ukontrollabelt.
Note: teksten er
rettet i forhold til den version som bragtes i Berlingske:
'statsadvokat' er rettet til 'kammeradvokat'. Se
Groft sagt'en
"Paladsadvokaten".
I TVs daglige krimier
oplever vi ledende politifolk som overnaturligt intelligente, effektive
og hævet over arbejdstidsregler.
Denne forestilling om
politi og ordensmagt som en alvidende, almægtig størrelse passer
perfekt til rædselsvisionen om efterretningsvæsninger som uhyggelige,
perfekte Big Brother-organisationer, der ved alt om os.
Men ude i virkeligheden
oplever vi samme myndigheder helt modsat: F.eks. historien om Pakistans
efterretningsvæsen, som i flere år ikke kunne få øje på Osama bin
Laden, selv om han boede med 25 mennesker i et opsigtsvækkende
anderledes hus, som myndighederne ovenikøbet havde erklæret ubeboeligt.
Eller historien om dansk
politi, som i halvanden måned ikke kunne få øje på en blå varebil, som
holdt parkeret foran Lars Hedegaards bolig under og efter attentatet.
Groft sagts erfaring er, at
enhver organisation, som man lærer personligt at kende, langt mere
ligner det fejlbehæftede og korruptionsplagede pakistanske
efterretningsvæsen end det overjordisk perfekte, alvidende NSA, som
alle medier nu fantaserer om på basis af whistleblower Snowden.
Konklusionen er, at NSA
helt åbent bør fortælle om alle sine brølere for at gøre verdens
befolkning mere trygge over for sine lyssky aktiviteter.
Tidligere har
Retskrivningsordbogen (RO) i praksis bygget på sprogbrugen i landets
skrevne, landsdækkende medier. Men nu vil man så – ifølge Berlingske
fredag – også lade danskernes sproglige amokløb på Facebook danne
baggrund for RO. Og planen er at udkomme på nettet årligt i stedet for
på papir hvert tiende år.
Groft sagt gyser allerede
ved tanken om de opstande i landet, disse ændringer vil medføre.
Tidligere har Dansk
Sprognævn med sin ordbog skabt tumulter ved at lancere dobbelte
staveformer, pendulord med modsatte betydninger og nyskabende
kommateringsregler. Meget tyder på, at Nævnet ikke aner, hvad de har
gang i.
Marianne Rathje med et
forskningsprojekt på Nævnet i ”skriftsprågd” tilstår således: ”Det
betyder åbenbart ikke længere så meget for os, at vi fremstår som
nogle, der skriver korrekt.” Og hun indrømmer, at hun – som mange andre
– først læser en SMS eller statusopdatering på Facebook, efter den er
afsendt.
Groft sagt protesterer mod,
at Nævnet vil revolutionere dansk skriftsprog, bare fordi folk ikke
gider læse deres rablerier igennem, inden de fyrer det af.
Mange regeringer har
erklæret krig mod bureaukratisk omsvøb. Alligevel er reglerne støt
blevet stadig mere omfattende, ubegribelige og bøvlede.
Formanden for den
nuværende regerings bureakratibekæmpelsesudvalg, Stelton-direktør
Michael Ring, udfordrer i Berlingske Business fredag Fødevarestyrelsen
til åben kamp.
Og styrelsens direktør,
Esben Egede Rasmussen parerer suverænt den geskæftige indtrængen på sit
territorium ved at overgå Sir Humphrey (departementschefen i
satireserien ”Yes, Minister”) med retorisk bullshit: Styrelsen ”har
generelt fokus på problemstillinger omkring import. Vi har etableret et
kontaktforum, hvor vi har dialog med virksomheder om, hvordan vi inden
for gældende regler kan håndtere importproblemstillinger.”
Og argumentet om, at
andre EU-lande gør det enklere, tilbagevises yndefuldt således: ”Det er
ikke vores indtryk, at vi har overimplementeret reglerne.”
Embedsmandens selvglade
retoriske magtarrogance bekræfter, at embedsværket i
Fødevareministeriet forlængst har fyret deres egen minister.
Berlingske d. 12/4 gav et
rystende indblik i den kamp, Aarhus Kommune fører mod regeltyranniet.
Kommunen gennemførte i 2008-10 projektet ”Kontrolfri Zone”, som bestod
i, at man gennemførte omkring 50 forenklinger.
Dette pilotprojekt kan ikke roses nok, for lige siden Poul Schlüter i
1980’erne har alle regeringer haft regelforenkling på programmet, uden
at det har har begrænset reglernes frodige ynglen.
Men nu beretter en erfaren århusiansk hjemmehjælper, at hun slet ikke
har kunnet mærke forenklingen i form af, at hun fik mere tid til at
hjælpe borgerne.
Den ansvarlige SF-rådmand opildner dog trods det nedslående budskab
fortsat de ansatte til kamp mod reglerne med disse ord, som giver et
chokerende indblik i den kommunale tænkning bag projektet: ”Hvis der er
en ting, vi kan afskaffe, så åbn gabet.”
Det er på tide at kommunen erkender, at både ansatte og borgere
allerede er helt fyldt op af overflødige regler, og at de ikke kan
nedsvælge flere.
Både eksperter og
politikere flår sig i håret over, at regler og bureaukrati hele tiden
øges, selv om alle regeringer siden Poul Schlüter har haft
regelforenkling og afbureaukratisering på programmet.
Og det er umuligt for pressen at kræve den ansvarliges hoved på et fad,
for bureaukratiet er trods alt endnu ikke vokset så vildt, at der
findes et Ministerium for Afbureaukratisering og Regelforenkling med en
ansvarlig minister, departementchef, afdelings- og kontorchefer. Og
mens ingen aner, hvad man skal stille op, øges reglerne for hver dag.
Her vil Groft sagts Afdeling for
Anvendt Grovhed i påskekådhed foreslå en radikal løsning, nemlig at man
øjeblikkeligt i det offentlige indfører en enkel regel om klækkelig
bonus til chefer, som reducerer i antallet af deres souschefer. Reglen
er let at administrere og vil straks medføre, at landets ypperste
embedsmænd og –kvinder med rettidig omhu vil bruge deres administrative
ildhu på at konkurrere om at nedlægge kontorer og regler i stedet for
at dyste om at oprette dem.
|
