|
Enhver
politiker kæmper ved enhver lejlighed for at have fire dyder: ærlighed,
idealisme, stabilitet og kompetence. Jo højere en politiker scorer på
dyderne ærlighed og idealisme hos vælgerne, jo bedre muligheder har
politikeren for at nå sine mål. Men for dyderne stabilitet og
kompetence skal politikeren egentlig kun score over en vis
minimumstærskel. Ellers bliver det simpelthen for kedeligt. Trods lang
tids ildevarslende tilbagegang for DF på grund af formandens overdrevne
stabilitet og sagkompetence, så har han – uden antydning af halvskøre
påfund og lidt uregerligt følelsesliv – fortsat beslutsomt ud over
afgrunden.
Læs originalen med links.
Læs originalen med links.
Se
originalen med links
I vores lands daglige politiske
komedie er tæmningen af Pia Kjærsgaard til rar tante de senere år en
katastrofe. Det er en nedtur for vores politiske komedie som langt
overgår den nedtur, det var for komedien, da Helle Thorning – med en
pirrende casting som yngre karriereakademiker på prøvetid i sit første
job som landets statsminister – forlod os.
Udfasningen af Kjærsgaard er
sket i to omgange. Først blev Kjærsgaards festlige mutter Skrap-figur
kastreret i de år, hun tronede som Folketingets formand og skulle
signalere værdighed.
Og nu har Dansk Folkepartis
delegerede på årsmødet i weekenden i Herning bekræftet Kjærsgaards
overflødighed. Hendes tidligere næstkommanderende og nødvendige
kontrastfigur, bankassistent Kristian Thulesen Dahl, kan ifølge
delegaterne sagtens stå på egne ben.
Ganske vist skrumpede partiet
katastrofalt ved seneste valg, men det skyldes ikke, at vælgerne kedede
sig dødbringende over den rare bankmand. Derimod skyldtes det fire
aldeles totalt anderledes ting, som den nydelige, artige mand selv fik
opsnuset på en række frugtbare kundebesøg i partiforeningerne. Og nu
fik godkendt af delegaterne.
Læs originalen med links
Dansk Folkepartis to ledende
figurer, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, udtrykker et
paradoks: to bankmænd som er castet som politiske topledere.
De voksede langsomt frem som
meningsfulde kontrastfigurer til den mest overbevisende
husmor-med-slag-i-figur i nyere dansk politik: Pia Kjærsgaard. Efter
hun er forsvundet som partiets topfigur giver disse bankmændsfigurer
ingen mening i den politiske komedie. Uden deres kontrast-figur falder
de i ét med omgivelserne.
På Store Scene, hvor de 94 % af
vælgerne følger politik, er politik en kampsport. Opgaven er at finde
modstandere, som man angriber på en måde, som øger ens vælgermasse. Da
Pia Kjærsgaard pludselig tog ordet efter de for DF katastrofale tal ved
EU-valget forleden, angreb hun ”klimatosserne” for at have ødelagt
valget for DF. Det gav stor medieomtale og mange TV-billeder. Da Tulle
noget senere dukkede op, husker ingen bortset fra partiets inderste
nørder, hvad han sagde, eller om han overhovedet sagde noget. Og i går
aftes (3/6) angreb hun på Twitter DR for et »Elendigt« publikum til den
store partilederdebat. Det giver overskrifter i alle netmedier i dag,
mens Tulle dør i fred.
Så nu står den på skrump for
DF. For ifølge Jyllands-Postens politiske analytiker, Marchen Neel
Gjertsen, er Tulles rednings-strategi at lyde mest muligt som
TV-kommentator Hans Engell. Håbløst! Og samtidig kan man på TV se, at
Peter Skaarups strategi mod sit bankmandsimage er at anlægge lange
skægstubbe. Katastrofalt!
Hvis Tulle får held til at
finde sin indre Pia, så kan Skaarup bare barbere sig og fortsat spille
fuldblods bankmand.
Læs
originalen med links
Politiken.dk
skriver: Kristian Thulesen Dahl om dårlige meningsmålinger og det
kommende valg: »Sofaen er den største trussel lige nu«.
Det er dansk
politik i en nøddeskal. Vi er et lille, rigt land i en stor styg
verden. Vi skal konstant fedte for stormagter som USA, Kina og Sovjet –
rettelse: Rusland - for at sælge vores millioner af svin. Og vi skal
samtidig undgå at blive invaderet og fladmast af alle verdens fattige
overtroiske folkemasser på jagt efter velfærd.
Alligevel synes
et af vores største partier, at den største trussel lige nu er sofaen.
Og hans forgænger, Dansk Folkepartis superhjemmehjælper og fæle
forhenværende krigskarl, Pia Kjærsgaard, bekæmper nu babyer i
Folketingssalen.
Læs
originalen med links
Mette Frederiksen og Kristian
Thulesen Dahl optræder nu som turtelduer. Dansk Folkeparti er ikke kun
blevet stuerent. Nu er partiet også blevet så voksent, renskuret og
fyrigt, at S byder op til sjov i dobbeltsengen.
Men Tulle gør sig kostbar
gennem sin budbringer Peter Skaarup, som til Berlingske torsdag afviser
at pege på Mette som statsminister. DF sidder netop ikke i regering
”for at kunne tale på tværs af rød og blå blok.” Og: ”For os er det
slet ikke så afgørende, hvem der er statsminister. Det afgørende er,
hvilken politik der bliver ført.”
DF lyder her fuldstændig som de
Radikale i gamle dage.
At DF blev stueren og
lagenklar, er måske til at begribe. Men at DF nu helt naturligt bruger
talemåder kendt fra deres ærkefjender, de Radikale, betyder, at dansk
politik nu kun giver mening som absurd teaterstykke.
Morten Messerschmidt er en
talentfuld mand: Han har ordet i sin magt, politisk næse, en smuk
stemme, er intelligent. Og så kan han samle en masse stemmer.
Selvfølgelig kan alle se, at
han også virker arrogant. Men arrogancen er så overspillet, at man
tror, man ser en folkekomedie om en adelig, der gør sine hoser grønne i
dansk politik, når Messerschmidt optræder.
Messerschmidt var på denne vis
i DFs ledelse den festlige aristokratiske, arrogante kontrafigur til
Kristian Thulesen Dahls og Peter Skaarups ydmyge, retskafne
bankfunktionærfigurer og Søren Espersens figur som snu bondekarl.
Men nu er folkekomedien brat
stoppet af – som Messerschmidt udtrykte det – ”en lidt forvirret pige,
der kommer fra Rebild til Bruxelles”.
Med lækkede e-mails beviser
hun, at hun ikke er spor forvirret, og at Messerschmidt desværre er
endnu mere arrogant indeni, end han nogensinde har været udenpå.
Anders Samuelsen (LA) stiller
ultimative krav, Thulesen Dahl (DF) foreslår, at de tre store partier,
S, DF og V, arbejder sammen, og han peger gerne på Mette Frederiksen
(S) som statsminister om nødvendigt. Og Søren Pape (K) foreslår, at blå
blok mødes på Marienborg til krisemøde.
Tendensen er klar: Politiske
topnyheder handler efterhånden mindre og mindre om politisk substans og
mere og mere om politik som realityshow. Politik i gammeldags forstand
med nationaløkonomiske detaljer og andre kedsommeligheder bliver mere
og mere unødvendig for at skabe de mange klik på Facebook og avisernes
netsider, som måler altings vigtighed.
Det gode er, at alle borgere
kan deltage i debatten. Det dårlige er, at kun en skrumpende minoritet
af stadig mere desperate politiske nørder efterhånden er klar over,
hvad landet i virkeligheden har brug for.
Meget adskiller vores to
seneste statsministre, Thorning og Løkke. Men de var og er begge
uhyggeligt gode til at ligne en vinder, når de har tabt.
Faktisk var Løkke så god til i
nederlagets stund at ligne en veloplagt vinder med total kontrol over
det hele, at de mange vælgere, som havde stemt nej, må have spurgt sig
selv, om de var kommet til at sætte krydset forkert på grund af den
kryptiske tekst på stemmesedlen.
Og forvirringen blev kun værre
af Thulesen Dahls optræden. For Thulesen Dahl var på TV-valgaftenen –
af hensyn til det fortsatte samarbejde med Løkke – så god til ikke at
ligne en triumferende vinder, at han, sammenlignet med energiske,
handlekraftige Løkke, kunne ligne en eftertænksom, ydmyg taber.
For at forebygge fremtidige
forvirringer på valgaftener må vælgerne lære den grundregel for danske
statsministre, at jo værre valgresultatet er, jo mere optræder
statsministeren som en triumferende vinder.
Læs
mere om Vinderreglen i Manipulation - en
håndbog.
Søren Pind har efter eget
udsagn fra naturens hånd et ubegribeligt stridt hår. Hans kamp for at
vinde over sit eget hår har flere gange vakt stor opsigt i medierne.
Men nu har han vundet kampen og
fremtræder som minister med tæmmet, gråt hår med skilning og i elegant,
mørk habit.
Det giver så et nyt problem.
For det får ham til at ligne en nobel, lavadelig person med et
selskabeligt gen, en markis.
Herved kan Pind vække minder
hos ældre vælgere om ”den falske markis”, Jørgen Vase Schmidt, som
omgav sig med pomp og pragt, mens han svindlede her i landet i midten
af forrige århundrede.
Og det er ikke særligt heldigt,
når Pind mødes i debat med den bankmandslignende Thulesen Dahl om
EU-afstemningen. Det er som at se en falsk markis, som uden held beder
om flere lån hos sin venlige, men stålsatte bankrådgiver. Og det er
uheldigt, hvis man går ind for et ja.
I dagene op til
folketingsvalget konkurrerede S og V om at give milliarder til
velfærden. Og V måtte gøre sig ekstra umage, fordi Thorning hele tiden
brugte ordet ”vækststop” som skældsord mod Løkke.
Men her få dage efter valget
skriver Venstre så i regeringsgrundlaget, at der skal bespares 1
procent i kommunerne.
Det har selvfølgelig hele tiden
været Venstres idé, at der skulle flyttes bevillinger rundt i systemet,
så det mest nødvendige fik mere. Men dette komplekse budskab forenklede
Venstre i valgkampens slutspurt til en monoton strøm af
velfærdsmilliarder.
Og her efter valget bliver
samme komplekse V-budskab så af medier og borgmestre forenklet til en
massiv nedskæring.
Vælgere, som ser dette som
løftebrud, kan nu søge trøst hos Thulesen Dahl (DF), som både før og
efter valget afviser ”minusvækst”, som om det er noget, som V hele
tiden er gået ind for.
Da det er forbudt at sige, at
vælgerne er for dumme og ikke kan gennemskue sammenhængen, så er
konklusionen, at Tulle er smart.
Flere iagttagere vurderer, at
der efter børnepakken ikke er flere gaver at dele ud og ikke er flere
talerstole at bestige for Thorning. Så nu kan hun ligesågodt udskrive
valg.
Her glemmer man Folkemødet, som
i år har fået en sensationel placering på den politiske dagsorden, og
hvor statsministeren skal holde åbningstalen.
Og man glemmer, at EU først
holder sommerferie, efter vi danskere igen er begyndt på arbejdet.
Som statschef vil hun med
udslået hår og sine flotteste dragter og sit perfekte engelsk kunne
føre dansk valgkamp for fuld damp, mens hun sammen med EU's andre
statschefer tilsyneladende bakser med bådflygtninge i Middelhavet. Mens
Løkke cykler rundt på landevejene for at komme i form, og Thulesen Dahl
hygger sig i haven med sin jordemor Berit.
Den eneste, der kan spolere
Thornings sommerferiekampagne, er Corydon, som på samrådet d. 2. juni
om Dong kan optræde så arrogant, at det tvinger EL til sammen med
oppositionen at stille et mistillidsvotum, som fremtvinger valget.
Når Løkke og Thulesen Dahl
kraftigt antyder, at statsministerens årvågne spindoktorer og kvikke
embedsmænd kun efter hendes ordre igennem måneder kan have undgået at
fortælle hende, at hun groft fejlinformerede verdenspressen, så er det
selvfølgelig for at punktere hendes kampagneopblæste image.
Og når Thorning flytter
PET-chefen til andet arbejde, er det selvfølgelig for at give pressen
et offer og dermed redde sit kampagneudstoppede image.
Men bag disse kvalmende
spilfægterier om statsministerens image, skjuler sig en opsigtsvækkende
tværpolitisk enighed: enigheden om at rose PET og politiet.
Alle medier har jo grundigt
fortalt om et langsommeligt, bureaukratisk politi, om uopmærksomme,
forsamlede politifolk ved Krudttønden og amatøragtige politifolk ved
synagogen.
Dette inkompetente
politiarbejde har Thorning fået gjort ubrugeligt for Løkke og Tulle ved
straks efter attentatet at skamrose politiet og ved i rapporten at
fremstille alle fejl som opbyggelige "læringspunkter".
Løkke kunne f.eks. have sagt:
”Kære Helle, du ser ekstra dejlig ud i dag i din gule skjortebluse med
udslået hår. Jeg kan desværre ikke matche dig i skønhed, uanset hvor
meget jeg prøver. Derfor håber jeg sørme ikke, at der er ret mange
vælgere, der beslutter sig ud fra vores udseende. Tillykke.”
Måske ikke noget at råbe hurra
for, men dog et signal om det overskud og den humor, som skal til for
at gøre en i øvrigt upåfaldende mand som Løkke stor nok i alles øjne
til at blive statsminister.
Man siger, at der findes mange
rådgivere i politik. Men der er åbenbart ikke rådgivere i blå blok, som
kan se, at Helle i alle medier mere og mere ligner en usårlig, glad
vinder på Christiansborg, mens blå blok er på hemmelig mandagstur i
provinsen.
Politiken havde forleden i
anledning af Klaus Rifbjergs død et stort diagram over hans
kulturradikale netværk. Diagrammet rummede navne på mange
betydningsfulde institutioner og indflydelsesrige kulturpersoner.
Men i kategorien
”Institutioner, kontra”, altså institutioner, som var kritiske over for
Rifbjerg, var der forbløffende få: Kun Dansk Folkeparti og Det
Konservative Folkeparti.
Det viser, hvor stærkt
kulturradikalismen har sejret, at hverken institutioner som kirken,
kongehuset eller tilhængere af den sorte skole og ”ingen sex før
ægteskabet” optræder i diagrammet.
Det er kulturradikalismens
store ironi, at den person, der de seneste år har været bevægelsens
samlende figur, er Pia Kjærsgaard. Uden hende som ideologisk hadeobjekt
ville diagrammet over Rifbjergs netværk blive opdelt i tilfældige
kærligheds- og had-forhold mellem individer.
Da Kristian Thulesen Dahl slet
ikke formår at rejse samme had i fine forsamlinger, udånder bevægelsen,
når Pia Kjærsgaard stiller træskoene.
Det er noget mærkeligt noget,
at vores lands klogeste hoveder i kommentarer og klummer jævnligt
kræver, at løsningen på landets problemer består i, at medier og
politikere skal optræde stik mod sund fornuft og gå frivilligt nedenom
og hjem.
Det foreslås således jævnligt,
at medier skal undlade at være overfladiske og underholdende, men
informere sagligt og tørt.
Og politikere skal undlade at
lefle for vælgerne, men optræde som statsmænd, som gør det rigtige,
selv om folk så løber skrigende bort.
Senest jamres der over, at
Thulesen Dahl ikke bare erklærer, at han tripper for at komme i
regering.
Men det ville da være idiotisk
af Tulle at sælge sig så billigt. Det ved enhver, som har gået på
aftenkursus i forhandlingsteknik.
Det var Thornings afgørende
dumhed efter forrige valg at erklære: ”Vi gjorde det!” For så kunne
Margrethe Vestager let diktere hele sit program til
regeringsgrundlaget.
Man skal være socialdemokrat,
før det giver mening at opfordre Thulesen Dahl til at lægge sig pladask
for en Løkke, som snedigt erklærer, at han ikke vil være statsminister
”for enhver pris.”
Om det er rød eller blå blok,
der vinder valget, er ligegyldigt ifølge økonomer. Magasinet Penge på
DR1 har spurgt 12 topøkonomer, som placerer regeringsfaktoren i bund
blandt de faktorer, der har betydning for dansk økonomi.
Samtidig viser en Megafonmåling
af partiledernes troværdighed, at Løkke og Thorning ligger lige lavt,
mens Thulesen Dahl scorer meget højt.
Hvis økonomien er ligegyldig
som valgtema, og Løkke og Thorning ligger lige lavt på troværdigheden,
så kan man i blå blok droppe bekymringerne over, at Løkkes i flere
interviews har sagt, at han ikke vil være statsminister "for enhver
pris".
For så bliver Løkke slet ikke
relevant, selv om skulle tilbyde sig helt gratis. For så bliver
valgkampen udelukkende en værdikamp, dvs. et valg om
udlændingepolitikken.
Og her sejrer Dansk Folkeparti
som altid stort. Og så skal Thulesen Dahl selvfølgelig være
statsminister, selv om han har sagt, at han ikke vil.
Men måske har vælgerne som
sædvanligt ikke forstået, hvad økonomerne siger, og tror stadig på, at
rødt og blåt gør en forskel. Så kan Løkke alligevel blive statsminister.
TV-kokken og TV-dramatikeren
Adam Price var inde hos Krasnik i DR2 Deadline for at vurdere dansk
politik 2014 som TV-drama a la ”Borgen”.
Den politiske elite mener, at
det er noget poppet pjat med sådan en sammenligning, men for næsten
alle vælgere er dansk politik en TV-nyhedsføljeton. Og vælgernes
opfattelse af, hvilken skæbne de forskellige figurer i føljetonen
fortjener, har betydning for stemmeafgivningen.
Det var tankevækkende, at Price
fandt Thorning-figuren svær at genrebestemme, hvorimod Løkke var let at
placere som hovedperson i en komedie om en fejlbehæftet politiker, som
først tilfældigvis blev statsministervikar og nu meget vel tilfældigvis
kan blive statsminister igen, fordi alternativet Thorning er endnu
værre.
Dog mente Price, at den mest
tilfredsstillende finale på TV-dramaet ville være, at den uplettede
bankmand Thulesen Dahl overraskende snuppede statsministerposten.
Her afslører Price, at han ikke
regner med, at TV-serien dansk politik skal fortsættes efter næste
valg. For en TV-serie med kedelige, korrekte Tulle som hovedperson er
usælgelig.
To dage før valget bragte
Sveriges Radio den solonyhed, at Sverigedemokraternas partileder,
Jimmie Åkesson, havde spillet på nettet for en halv million kr. på
mindre end et år. Og at han ved en enkelt spillesession havde tabt
50.000 kr.
Oplysningerne havde det
statsligt finansierede public service-medie fået fra overvågning af
Åkessons kontokort. Nyhedschefen har ingen kommentar til, hvordan
overvågningen er foregået, og forklarer, at når nyheden bringes præcis
to dage før valget, skyldes det, at man netop på det tidspunkt havde
fået verificeret oplysningerne.
I Danmark ville DR aldrig
slippe afsted med kontoovervågning, uden at vores skrevne presse og
alle politikere ville gå til angreb.
Her i Danmark råber vi op og
fører retssager, bare fordi et ligegyldigt skandaleblad, Se og Hør, trækker på
kontooplysninger om ret ligegyldige kendte fra underholdningslivet.
I Sverige lader alle medier og
politikere det derimod passere i stilhed, at landets ”neutrale”
statsmedie, trækker på kontooplysninger om en toppolitiker, som står
til at blive tungen på vægtskålen i parlamentet.
Politikere skraber i
meningsmålinger bunden – efter journalister, brugtvognsforhandlere og
ejendomsmæglere.
Groft
sagt-kollega Kurrild afdækkede kyndigt mandag i Berlingske,
at årsagen er, at de fire gamle partier – trods storslået
selvfremstilling – ofte siger et og kort efter gør noget andet.
Det mærkelige er, at den store
politikerlede over den falske selvfremstilling ikke hæmmer danske
vælgeres nærmest fanatiske opbakning til vores politiske system ved
folketingsvalg. Da leden gælder polikere generelt, må forklaringen
være, at folk i virkeligheden elsker de politikere, som de siger, de er
lede ved.
Vælgerne finder det pirrende at
høre eksperters og kommentatorers udredninger af, hvor lede og falske
politikerne er, gerne gennem en lang valgaften.
Hvis en valgaften kun bød på
artige, redelige bankmænd som Kristian Thulesen Dahl, Kristian Jensen
og Lars Barfoed, så ville den være ulidelig led at komme igennem. Ikke
kun for eksperter og kommentatorer, men for alle de almindelige
vælgere, der fnysende nyder at hengive sig til deres indædte
politikerlede.
Hele søndagen fik Lars Løkke en
masse omtale af sine interviews i de store morgenaviser med budskabet
om, at han sætter bundskattelettelser og udgiftsstop som betingelser
for at blive statsminister igen.
Det er dumdristigt. For man
behøver ikke være psykoanalytisk psykoterapeut for at se, at Løkke er
syg for at blive statsminister igen.
Og Thulesen Dahl meldte da også
iskoldt tilbage: ”Så må det på valgnatten være op til ham, om han
ønsker at påtage sig opgaven.”
Groft sagt vil opfordre
Løkke til at påtage sig opgaven.
Når man tænker på alt det
GGGI-snavs, som en yderst menneskelig Løkke på magtabstinenser har fået
rodet sig ud i, efter Thorning huggede Statsministeriet fra ham, så
gyser man ved tanken om de personlige og landsskadelige katastrofer, en
groggy Løkke vil forære Ekstra Bladet, hvis han efter næste valg skal
henslæbe sine bedste manddomsår som frustreret leder af et støtteparti
for en Tulle-regering.
Derfor bør den altfor
menneskelige Løkke omgående springe ud som den superhelt Habitman, som
hans parti allerede har købt dyre dragter til. Skuf os ikke, Habitman!
Dansk Folkeparti har kronede
dage. Og næsten dagligt dukker nye EU-sager op, som er vand på partiets
mølle.
Pæne kommentatorer og
misundelige politikere fra andre partier antyder, at DF scorer billige
point, fordi partiet er ”populistisk”.
Men det kan da aldrig være DFs
problem, at partiet tiltrækker vælgere. Det er lissom hele ideen med
demokratiet, at vælgerne vælger, hvad de lyster.
Det er da EU's problem, at selv
underordnet EU-personale skræmmer folk væk ved at lyde som opblæste
pampere og aldrig som ydmyge tjenere.
Som f.eks. Johann Todd, der er
talsmand for EU's social- og arbejdsmarkedskommissær, når han udtaler
sig i Berlingske tirsdag: ”De danske dagpenge er på vores radarskærm”
og ”Vi har ikke for vane at anlægge sager, som vi tror, vi taber.”
De, som græmmer sig over DFs
populisme, skulle hellere græmme sig over, at EU, trods enorme
kommunikations- og propagandabudgetter, ikke engang har fået lært sit
eget, underordnede EU-personale i det mindste at lyde, som om de var
ydmyge.
De burde lære alt om ydmyghed
af Thulesen Dahl, som til det sidste afviser, at ”den er hjemme”.
Thornings tidligere komiske
Ali, Magnus Heunicke, er blomstret op som Transportminister. Han nyder
tydeligt at kunne tale om noget konkret, nemlig trafik.
Nu hænger så den gammeldags
dukke Lise-agtige Maja Panduro på den svære opgave at skulle give
mening til moderne Barbie-Helles projekter. Senest EU-sagerne om
børnepenge og patentafstemningen, som kun kan jage endnu flere vælgere
over til DF.
Efter at selv Thomas Larsen i
Berlingske fredag måtte opgive at finde en mening, træder Groft sagt
til: Helles projekt er at gøre sig selv til Europas største EU-martyr.
Hun ofrer sin statsministerpost og Socialdemokratiet på EU's alter, og
disse store offergaver skal gøre et så stort indtryk på den europæiske
elite, at EU er nødt til at kanonisere Helle som EU-martyr, dvs. give
hende en høj post i kommissionen eller som parlamentsformand.
Hver gang Thulesen Dahl ser
sine opinionstal stige, behøver han altså ikke ydmygt sige, at han godt
ved, at hans mange S-vælgere kun er til låns. Nej, Tulle, offergaver
gives altid for evigt. Og du er selv det hæslige offertræ, hvor Helle
afleverer det hele.
Adam Price afviser, at
TV-serien ”Borgen” har noget med virkeligheden at gøre: ”Vi vælger en
fortælling, der skal have en dramaturgisk pointe, nogle arketyper og en
karaktermæssig afslutning. Ting, som intet har med det virkelige liv at
gøre.”
Groft
sagt giver Price ret. Dansk politik udviser en helt idiotisk
mangel på sans for sine arketyper. F.eks. er Corydon jo klart nok den
udannede butler, der har taget magten fra fruen, Thorning, som nervøst
famlende søger en nærværende, kærlig chef eller mand, hun kan krybe i
ly af.
Et hurtigt vue over mandlige
toppolitikere, viser klart, at den eneste passende partner til Thorning
er Kristian Thulesen Dahl. Han har den elegance, magerhed og
professionelle skarphed, som gør ham til den fortællemæssigt ideelle
mage til usikre Thorning.
De to matcher kropsligt og
typemæssigt hinanden så perfekt, at Adam Price ville føre dem sammen i
triumf. Hvorefter ”Tulle” ville sætte den plumpe, grovkornede butler på
plads til seernes jubel.
Men i det virkelige liv klamrer
Thorning sig til sin butler. Som om virkeligheden er en
gå-på-halen-farce.
Mange forstår ikke Corydon.
Især mange socialdemokrater. Knapt har turbulenserne efter det delvise
salg af Dong til Goldman Sachs lagt sig, før Corydon provokerer
kernetropperne ved at bruge flere millioner på, at et amerikansk
konsulentfirma skal sondere privatiseringsmulighederne inden for de
allermest sarte, bløde områder som plejehjem, børneinstitutioner og
skoler.
Forklaringen er, at Corydon og
Thorning, som jo danner deres helt egen, isolerede kaffeklub i S, er
offer for det velkendte fænomen groupthink. Det at holde sammen som
kaffeklub bliver så vigtigt i sig selv, at det går ud over
kaffeklubbens evne til at handle rationelt udadtil.
Forudsætningerne for groupthink
er bl.a., at gruppen er under hårdt ydre pres, og at dens medlemmers
selvvurdering er akut lav. Dette medfører, at medlemmerne bliver
ekstremt afhængige af stadig bekræftelse hos hinanden af, at de
handlinger, de foretager, er rigtige.
Derfor er Corydon i
førerbunkeren ikke til at stoppe. Selv efter sidste socialdemokratiske
vælger er flygtet over til Thulesen Dahl, vil Corydon fortsætte kampen
for sejren.
Løkke sendte sine to
løjtnanter, Søren Pind og Ellen Trane Nørby, ud på en hård mission, da
de i to dage igen og igen skulle forklare på TV, hvorfor rejsebilagene
ikke kunne udleveres. Men hvor var Venstres næstformand Kristian
Jensen? Ingen hørte ham improvisere sig igennem lange
karriereødelæggende, tåkrummekvæstende bortforklaringer på TV.
Tilsyneladende skåner Venstre
ham, så han – når Løkkes epoke er rindet ud – kan være helt uplettet og
klar til at kæmpe med den stadig mere frygtindgydende Kristian Thulesen
Dahl (DF) om, hvem der skal være leder af blå blok.
Det er rigtigt set, at Thulesen
Dahl fuldstændig ligner og taler som en bankmand, og at hans succes
viser, at vælgerne nu foretrækker mere civiliserede typer efter en
epoke med underholdende lederfigurer som Kjærsgaard og Løkke.
Og det er rigtigt set, at den
bankuddannede Kristian Jensen er det perfekte match til Thulle.
Men alligevel bønfalder Groft sagt
Venstre om at planlægge deres lederskifte, således at vi undgår, at
borgerlig politik bliver en kedsommelig konversation mellem de to
bankrådgivere, Kristian og Kristian.
”Formanden vil heller ikke
næste gang gribe ind, hvis nogen slår gækken lidt mere løs,” sagde
Mogens Lykketoft til de få medlemmer i salen efter tingets første
forsøg med den nye debatform.
Situationen minder om engang i Groft sagts skolegang, hvor en normalt
meget streng lærer pludseligt opfordrede vores veldisciplinerede klasse
til at lave ti minutters skæg og ballade i klassen i anledning af, at
inspektøren havde fået ridderkorset. Det lå tungt.
Lykketoft og præsidiet bør
indse, at det vigtigste grundlag for en løssluppen debat er den rette
indretning af lokalet. Folketinget bliver aldrig rigtigt skægt, før man
sænker loftet og udskifter de løse stole, hvoraf de fleste er tomme,
med to konfronterende bænkerader, hvor medlemmerne sidder skulder ved
skulder og kan mærke hinanden.
Og når Kristian Thulesen Dahl
slår sig løs, så skal man se Pia Kjærsgaards og andre DFeres henført
heppende ansigtsmasse bag ham, og ikke Venstres blege Ellen Trane
Nørby, der skriver SMSer i en ørken af tomme stole.
I øvrigt bør Lykketoft gå
forrest med gækken ved igen anlægge sit originale fipskæg.
Det har vakt opsigt, at Simon
Emil Ammitzbøll (LA) i et TV-program har sagt ligeud til
kontanthjælpsmodtageren Mette Hansen, at hun bør klippe sin tofarvede
hårpragt og fjerne en violet tungepiercing for at have bedre chance for
at få et arbejde.
Selv om det har været anført at
tungepiercingen gør Mette særligt attraktiv til et job i en
tatovørbutik, så må Groft sagt give Ammitzbøll ret
i, at det alternative udseende, som både Mette og ”dovne Robert” har,
er en karrieredræber.
Se nu bare på Pia Kjærsgaard
(DF), som ligner en mærkelig kone fra Gentofte, og derfor nu må
overlade magten til Kristian Thulesen Dahl, som tilhører den hær af
anonymt udseende bankmænd, som efterhånden overtager det hele.
Kun politiske eksperter kan se
forskel på Thulesen og Jesper Petersen (SF), Bjarne Corydon (S), Möger
(SF) og Kristian Jensen (V), som alle ville være en pryd i enhver
bankfilial.
Og i Europa reddes eurozonen nu
ved at flere ikke-folkevalgte bankmænd i Den Europæiske Centralbank får
magten over landenes økonomi. Hvis Mette og andre vil i verden frem, så
skal de ligne en bankmand.
Socialdemokraternes
gruppeformand Henrik Sass Larsen har de seneste dage sat dagsordenen
med selvmorderiske, fornærmende angreb på regeringens livsvigtige
støtteparti, Enhedslisten.
Den eneste rationelle
forklaring på Sass’ grovmobning er, at SF åbenbart tænker alvorligt på
at forlade regeringen. Sass forsøger at skræmme SF’s sidste vælgere fra
at følge alle de andre over til Enhedslisten.
Men at det er det, Sass’ raid
går ud på, har medierne endnu ikke opdaget. Så seerne har nu i dagevis
skullet høre på debatter og kommentarer ud fra en formodning om, at der
er en politisk substans i Sass’ forhånelser.
Og det har skabt flere
forfriskende nye debatpar, når de vagthavende ferieordførere har
mødtes.
Således har kønne Pernille
Skipper (EL) vist klar akademisk overklasse i dyst med den lavthængende
rockerformørkelse, Sass.
Og ildspydende Zenia Stampe (R)
optrådte som en iskold Marianne Jelved med finansveteranen Kristian
Thulesen Dahl (DF) på TV2 News, da hun – med sine frygtede hårmasser
disciplineret i en velsvungen fletning – afviste Thulesens
finanslovsfristelser med grænsebomme.
Djævelen findes i detaljen,
hedder det så rigtigt. Derfor kan politikeres tekniske format og
karriereudsigter også aflæses i de detaljer i deres adfærd, som bryder
nye veje. F.eks. den detalje, at Kristian Thulesen Dahl havde et
hensigtsmæssigt sammenfoldet B.T. under armen, mens han som sædvanligt
stod bag sin partiformand, som blev interviewet af TV på Christiansborg
om de kommende forligsforhandlinger. Så kunne enhver seer igen og igen
læse B.T.-artiklens særdeles belejlige overskrift ”Thorning truer
efterlønnen.”
Målinger af, hvad seerne husker
efter indslaget, vil formentlig vise, at langt flere seere husker
Thulesens aktion og budskab end partiformandens svar til
journalisterne. Det bør derfor ikke overraske, hvis vi i den kommende
tid ser stadig flere partiløjtnanter stå med velvalgte avisoverskrifter
under armen bag en formand, som interviewes.
I dag raser så Pia Kjærsgaard i
Ekstra Bladet: - Spær dem inde til efter nytår! Det gælder de
fyrværkeri-bøller, som skyder mod hinanden og forbipasserende på
Nørrebro: - Det nytter ikke noget bare at tage det fra dem. Der går en
halv time, så har de købt eller stjålet noget nyt.
Det er den slags Mutter
Skrap-tale, der har begejstret Dansk Folkepartis vælgere i årtier.
Dansk Folkepartis mest iøjnefaldende udfordring i det nuværende
politiske realityshow er, at hver gang Pia K siger sådannoget, der
giver genlyd i medierne, så undrer folk sig over, at det ikke er
Thulesen Dahl, der siger det. For mange husker sikkert stadig, at det
faktisk er ham, der nu er formand. Men for at sige opsigtsvækkende
ting, så skal Thulesen Dahl bryde med sin casting som bankmand.
Læs
originalen med links.
Fx sagde Mette Frederiksen:
”Det sure med det søde; det er vilkårene, når man vil tage rigtigt
ansvar for Danmark. Også selvom mandaterne ikke rækker.”
Og Thulesen Dahl sagde: ”Der
skal arbejdes hårdt for at sikre de danskere, der har støttet os,
indflydelse som de berettiget forventer.”
Og Morten Østergaard: ”Vores
særkende er at gøre visionerne til virkelighed. De otte Radikale
folketingsmedlemmer er klar til at møde landevejens støv.”
Vidunderligt positivt. Men alt
sammen helt indholdsløst, fordi det ville være absurd at hævde det
modsatte. Alligevel giver det god mening, når det forstås ud fra tre
grundlæggende regler i politisk retorik: Vinderreglen, Scoringsreglen,
Kingos lov og Flytte-høste-reglen.
Forskere og andre har ofte
kritiseret det politiske sprogs omfattende brug af sådanne indholdsløse
banaliteter og platheder. Denne kritik er i hegnet. Politik er ikke en
rationel, akademisk diskussion. Politik kører efter helt andre regler.
Og her giver indholdsløsheden god mening.
I politik handler det om at
vinde eller i det mindste at ligne en vinder. Det sker ifølge
Vinderreglen:
Læs
videre om Vinderreglen, Scoringsreglen, Kingos lov og
Flytte-høste-reglen som bestemmer i politik, herunder dikterer
trivialiteternes triumf
|
