|
|
|
|
Først
lagt op 29-09-2018,,senest
opdateret 29-09-2018
15:28:35 |
|
|
Grådkvalt politikI denne uge satte verdenspressen fokus på to teenageres
mulige sex for 36 år siden. Det giver god mening.
|
|
|
|
Det kan virke mærkeligt, at hele verden skal følge med i et møde i et fast udvalg i den amerikanske kongres, hvor 21 senatorer skal beslutte, om de vil indstille en mand, der hedder Brett Kavanaugh, til at blive dommer i højesteret. Nåh, det er selvfølgelig også frivilligt, om man gider. Men historien er en politisk sællert af de store. Selv BBC World News ryddede fladen for at transmittere alt direkte i stedet for at sende de sædvanlige nyhedsprogrammer med lidt af hvert. Politik bliver aldrig mere underholdende end, når alle straks fatter, hvad striden står om. Alle kender præsident Trump. Alle vidste, at Kavanaugh var hans mand. Alle vidste, at en kvinde overraskende var trådt frem og havde anklaget Trumps mand for at have begået seksuelt overgreb på hende, mens de var helt unge. Og kvinden var ikke en hvem som helst, men professor i psykologi. Sagen er en super-sælger af flere grunde: 1. Trump fører sig bralrende frem overalt og skaber dagligt strid omkring sig med angreb og twitter-kommentarer. Vil han lide et ydmygende nederlag i denne sag? At se pralende, selvsikre figurer komme ned med nakken er altid en god historie. 2. Har den pæne advokat Kavanaugh en bagside som seksualforbryder? Og vil vi se hans facade krakelere for øjnene af os? Historier om pæne mennesker med skumle bagsider sælger. 3. Og hvad mener du selv? Enhver kan med egne øjne bedømme, om de optrædende lyver eller taler sandt. Og få blev skuffet over de optrædendes præstationer. Både psykologiprofessoren og den pæne advokat leverede stærke følelser, som lå uden for det repertoire, som sådanne figurtyper normalt optræder offentligt med. Mens de var på, kæmpede de begge lejlighedsvis med gråd. Det var egentlig ubehageligt at se på, men spændende at følge om de brød rigtigt sammen. Og man kan jo ikke bebrejde nogen instruktør den ubehagelige scene; for det er selveste virkeligheden, man sidder og ser på. Selv den mest velinstruerede TV-scene af Ingmar Bergman med toptunede skuespillere vil aldrig nå samme grad af virkelighed – netop fordi han ville have klippet i de lange pinlige scener på randen af gråd. En forskel mellem virkelighed og kunst er, at kunst aldrig er pinlig. Og var gråden overhovedet ægte? Tjah, hvad mener du selv? Det er jo netop det, der er så vidunderligt ved politik, når det – som i denne sag – går op i en spids, som alle har forstand på: vurdering af menneskelig adfærd på TV-skærmen. Og når det hele bag alle udenværkerne handler om velkendte figurer i gode, gamle velkendte historier. Og hver gang hele verden ser det samme i TV, så forenes menneskeheden. Og når vi forstår det, vi ser, så bekræfter vi de værdier og gamle historier, som definerer os. Og som giver det hele mening. Læs mere i Den politiske komedies paradokser. |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
