|
|
|
|
Først
lagt op 20-10-2018,,senest
opdateret 20-10-2018
17:32:39 |
|
|
Når diktaturer digterIngen historie uden en fængende hovedperson. Men
hovedpersonen i denne historie er hverken journalisten Khashoggi,
præsident Erdogan eller kronprins Mohammad bin Salman.
|
|
|
|
Digtning er alt for vigtigt til, at det kan overlades til isolerede særlinge, som ofte under store pinsler forsøger at fortælle sandheden om liv, død og meget andet. Men det fremmer salget, jo flere boglæsere, der køber bogbranchens bærende historie om, at digteren som lidende, hårdtarbejdende særling fortæller sandheden. Ingen i Vesten mistænker Saudi-Arabien for at fortælle sandheden i sagen om Khashoggi, når de nu fortæller, at han blev dræbt under en slåskamp på konsulatet i Tyrkiet, uden den saudiske top havde beordret det. I et diktatur bestemmer toppen suverænt, hvilke historier der fortælles, nemlig de historier, som fremmer toppens politiske interesser og øger magten. Og uden vrøvl med underordnede organer, som altid gør alting så besværligt i et demokrati, kan et diktatur straks finde bekvemme skyldige, som fyres eller eventuelt mister hovedet. Teksten
fortsættes efter annoncen
Historiernes store betydning overalt i politik skyldes, at man ikke med fysisk magt alene, kan styre undersåtter. Ikke endnu. Men det kan man snart, når den elektroniske overvågning forbedres og den kunstige intelligens, som skal bruge alle de mange kendsgerninger, der indsamles, bliver skarpere. Det er et rent slaraffenland i et diktatur, at man kan målrette informationer, så folk frivilligt gør, hvad man ønsker. Og diktaturet har let ved at indsamle informationer om befolkningen. Derefter kan styret med succes fortælle historien om, at indbyggernes frivillige handlinger viser, at styret har folkets kærlighed. Kina er allerede nået langt i denne proces. Men så længe betydende stormagter er demokratier med fri presse, vil det også være nødvendigt for diktaturer at styre befolkninger i demokratier med historier. Magtforhold og økonomiske interesser i trekanten USA, Tyrkiet og Saudi-Arabien gør, at saudiernes historie om Khashoggis død er vigtig, især for USA, som om et par uger skal til midtvejsvalg, hvor Trump og republikanerne kan miste flertal i kongressen, hvis vælgere synes, Trump er for lammefrom over for saudierne. Pseudo-demokratiet Tyrkiets interesser er at få mildnet nogle meget effektive økonomiske US-sanktioner mod landet. Mordet på Khashoggi er faldet som et gyldent æg i Tyrkiets ramponerede hønsehus. Ved at lække stadig flere ulækre detaljer til medierne har tyrkerne uofficielt meddelt, at hvis de ikke i dag får en underhåndsaftale om, at USA mildner sanktionerne, så vil de i morgen eller i overmorgen fortælle ting fra deres ambassadeovervågning, som vil gøre det endnu sværere for amerikanerne og saudierne at enes om at fortælle en historie, som gør det muligt for dem at være venner efter denne sag, så de fortsat kan handle våben og holde Iran stangen. Amerikanerne har formentlig i fortrolighed allerede fået alt materiale fra Tyrkiet. Og har formentlig straks i fortrolighed orienteret saudierne. Men begge disse parter er selvfølgelig taknemmelige over, at Tyrkiet ikke har lagt alt offentligt frem, for det giver Trump og den egentlige saudiske magthaver, kronprins Mohammad bin Salman, bedre muligheder for at digte en historie, der ikke indrømmer mere end absolut nødvendigt, og dermed gør det muligt at fastholde deres aftale om våbenhandel til 110 mia. dollars. Derfor har saudierne indrømmet mordet, men uden diktatoren er ansvarlig. Denne historie er ganske sjov, da diktatoren formodes at have kontrol over alt væsentligt i landet. Alligevel har altså bl.a. chefen for hans bodyguards og 14 andre betroede medarbejdere – uden hans ordre og viden bag hans ryg – taget to officielle saudi-fly til Tyrkiet, myrdet Khashoggi og derefter fløjet hjemad. Hvis denne historie møder stor skepsis i amerikanske medier, må dens troværdighed søges styrket med hårdere straffe af de underordnede saudiske syndebukke, evt. offentlige henrettelser. Ingen historie uden en fængende hovedperson. Den fængende hovedperson er ikke journalisten og systemkritikeren Khashoggi; for han er myrdet og er derfor ude af historien som hovedperson, men naturligvis stadig en nødvendig bifigur, som enhver myrdet person i en krimi. Og heller ikke Erdogan, selv om hans figur i denne historie bliver pikant ved, at han, trods sin position som pseudo-diktator, tilsyneladende kæmper side om side med en kritiker af et endnu mere autoritært styret land end Tyrkiet. Og slet ikke den saudiske kronprins, som ikke træder tydeligt frem som individualiseret tv-figur i vestlige medier. Hovedpersonen er Trump. Som sædvanligt i disse år på verdensscenen troner han suverænt som den figur, hvor enhver aktuel histories mest pirrende modsætninger og dilemmaer mødes. Her: god moral versus store penge, sandhed versus løgn, sejr versus nederlag. Trump er hadet af mange, men ingen kan afvise, at han tv-dramatisk set dominerer alle historier. Læs kommentaren TV’s diskrete politiske propaganda, om 6 - 94 – reglen. Selv om isolerede forfattersærlinge ofte gennemgår store lidelser, når de frivilligt i digterhyblen opfinder sande historier om virkeligheden, så lever de et langt lettere forfatterliv end et broget forfatterkollektiv af magthavere, som er tvunget til sammen at digte løgnehistorier. Til gengæld scorer kollektivet bedre, hvis det lykkes.
Læs Køllebank: Uendelig kærlighed og storpolitik. |
|
|
|
|
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
