|
|
|
|
Først
lagt op 03-11-2018,,senest
opdateret 03-11-2018
10:50:20 |
|
|
FlygtningeparadoksetRige landes flygtningehjælp går især til den bedre del
af fattige i fattige landes befolkninger, nemlig den del som ved egen
kraft er i stand til fysisk at tilbagelægge afstanden mellem eget land
og et foretrukkent rigt land. Men medierne giver det god mening.
|
|
|
|
Flygtningeparadokset er ikke alene. For demokratiet rummer en række paradokser, som klart viser fornuftens begrænsninger i demokratiet. Blandt de mest fremstående er (citeret fra Den politiske komedies paradokser):
Og
I de seneste år har alle velhavende demokratier så fået endnu et paradoks: Folk fra fattige lande vil ind. Men i stedet for at ansøge om det fra hjemlandet, så transporterer de sig til rige lande og beder om asyl ved grænsen.. Og så lukker næsten alle lande dem ind, mens ansøgningen behandles. Erfaringerne er, at selv om ansøgningen afvises, så forlader kun yderst få afviste ansøgere landet, når først de er inde. Alligevel har kun ganske få velhaverlande med hegn og militærmagt holdt sådanne ansøgere ude, mens deres asylansøgning behandles. Verden venter i disse uger spændt på, om USA tilhører denne gruppe, efter en stor flygtningekaravane på flere tusinde fra syd om nogle uger når landets grænse. Teksten
fortsætter efter annoncen
Paradokset i flygtningespørgsmålet er, at de flygtninge fra fattige lande, som selv søger til rige lande, er folk med ressourcer. Fattige mennesker, som fysisk og psykisk er helt nede på grund af deres elendige liv, har ikke ressourcer til ved egen kraft at søge mod de rige lande. Derfor går rige landes flygtningehjælp i stigende grad til den bedre del af fattige landes befolkninger, nemlig den del som ved egen kraft – ofte godt hjulpet af dyre menneskesmuglere – er i stand til fysisk at tilbagelægge afstanden mellem eget land og et foretrukkent rigt land. Ofte domineres denne gruppe af unge mænd. Det er et paradoks, at rige lande lader penge, som officielt er bevilget til at hjælpe denne verdens mest undertrykte og elendigt stillede mennesker, i praksis gå til de mindst undertrykte og mindst elendigt stillede mennesker i denne gruppe, nemlig dem, der selv er i stand til at forlade deres land, fysisk og økonomisk. Paradokset løses i praksis ved, at medierne fokuserer på dem, der selv søger hertil, og på den løbende politiske strid om, hvor meget hjælp de skal have. De mere elendige, som ikke formår at flygte, reduceres til baggrundstæppe i fjerne lande. De er ude af fokus. Disse mest elendige dukker ganske vist af og til frem i reportager og nyhedsindslag, som rummer stor gru og rædsel. Men det kan aldrig blive til en strid i den danske politiske komedie, som kan konkurrere med striden om, hvordan og hvor meget vi skal og kan hjælpe de mennesker, som selv har søgt hertil. Disse menneskers fysiske nærvær gør det let at levere konkrete, engagerende nyhedsfortællinger om deres individuelle skæbner i føljetonen Den politiske komedie – suppleret med de velkendte, stridende politikere og eksperter. Teksten
fortsætter efter annoncen.
Derimod er det svært for danske vælgere at se, at stor elendighed i fjerne fattige lande specielt kan være et problem for Danmark og danske vælgere. Det henhører naturligt under FN, EU og lignende overnationale organer og deres flygtningekontorer, som Danmark artigt betaler sin del af. Mange danske kan vist godt se det absurde i, at vi hjælper den bedste, mest mobile del af verdens elendigt stillede menneskemængder. Men absurditeter og paradokser er almindelige i ethvert demokrati. Paradokser er det brændstof demokratier kører på og skaber mening ud af. Demokratiet er ikke kun en praktisk politisk anordning til problemøsning. Demokratiet er også en ideologisk-religiøs bevægelse, som skaber mening og retfærdighed i en kaotisk og tilfældig virkelighed.
Derfor er demokratier også gode til at leve med flygtningeparadokset og flere andre angstvækkende paradokser. Og ovenikøbet bruge dem til at konstruere mening og retfærdighed med. Ved at fokusere på flygtninge ved vores grænser og inde i landet er det let for medierne først at skabe frygt med eksempler på kaos og tilfældighed og efterfølgende mening og retfærdighed med gode eksempler, gerne om de samme mennesker. Råstoffet til historierne er så at sige lige ved hånden: Konkrete mennesker kommet langvejs fra med gribende rædsels-historier. Og det kan med beroligende effekt let garneres med de sædvanlige politikere, debattører og eksperter, som – ud fra det seneste eksempel – i debatudsendelser, kommentarer og interviews slås om detaljer i dansk flygtningepolitik. Alt sammen tryghedsskabende ritualer, som rigeligt fylder den tid og plads ud, der er afsat til flygtningehistorier. Så ingen savner dem, der imens
synker dybere og dybere ned i sumpen i hjemlandet. De er savnet så
lidt, at selv de mest flygtningevenlige politiske partier i landet – de
Radikale, Enhedslisten og Alternativet – altid gerne ser endnu flere af
dem, der ved egen kraft når Danmarks grænser. Læs kommentaren Trilogien, som tog forfatteren bagfra |
|
|
|
|
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
