|
|
|
|
Først
lagt op 17-11-2018,,senest
opdateret 17-11-2018
11:04:26 |
|
|
David Trads’ moradsEn politiker er en politisk kommentator, som freder sit
eget parti. En politisk kommentator er en politiker, som endnu ikke
officielt stiller op for noget politisk parti.
|
|
|
|
I DR Deadline sagde politisk kommentor David Trads om forskellen mellem at være kommentator og politiker: ”Man får sagt mange ting gennem årene, når man er kommentator. Nu er jeg politiker, nu træder jeg ind i et fællesskab, og så er det klart, at så skal jeg være mere påpasselig med, hvad jeg siger.” Det er klart, at hvis Trads’ ny plan om at blive valgt som socialdemokratisk MF lykkes, så er det ikke særligt smart fortsat at kalde partiformand Mette Frederiksen for en levebrødspolitiker, således som han gjorde engang i 2014. Som MF for S skal han ved enhver lejlighed propagandere for, at formand Frederiksen har alle fire dyder: ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence. Når han kalder hende levebrødspolitiker, er det både et angreb på hendes ærlighed og idealisme. En kommentator skal til stadighed angribe politikere for at mangle dyderne. Og konkurrere med andre kommentatorer om at gøre det markant og vittigt. En kommentator, som altid tilkender alle toppolitikere alle dyder, hensætter seere og læsere i koma. Og så gider intet medie invitere kommentatoren ind for at kommentere. Kommentatorer er en del af underholdningsbranchen for en udsøgt gruppe. Deres publikum er de 6 procent af vælgerne, som interesserer sig særligt for politik.
De 6 procent svarer i praksis til de seertal politiske udsendelser på TV2 News i bedste tilfælde opnår. I det politiske realityshow, hvorfra 94 procent af vælgerne får deres politiske budskaber, spiller politiske kommentatorer en i bedste fald minimal rolle. De bemærkes kun her, hvis de til deres publikum af nørder siger noget, der er så opsigtsvækkende, at det egner sig til at blive vist i et glimt i en nyhedsudsendelse i realityshowet på hovedkanalerne TV2 eller DR1. Læs mere om 6 – 94 – reglen i kommentaren TV’s diskrete politiske propaganda. Men kommentatorer skal ikke kun underholde nørder. De skal også hjælpe nørder med at få mening ud af det kaos og de tilfældigheder, som politik er. Officielt søger kommentatorerne – og deres medier – at fremstille det, som om kommentatorer afdækker en bagvedliggende, objektiv virkelighed, når de analyserer og kommenterer. Men at deres reelle rolle er at konstruere en mening, ligegyldigt hvad der sker, fremgår klart af det paradoks, som åbenbares, hver gang der sker noget uventet:
Og dette er ikke det eneste paradoks i kommentariatet. Samlet set opererer det politiske kommentariat under dette paradoks (læs mere om disse og andre paradokser i Den politiske komedies paradokser):
Det følger af kommentatorparadokset at alt, der kommenteres, er særligt principielt vigtigt, tidstypisk og lignende. Det der sker lige nu, NU, er altid meget vigtigt, betydnings- og meningsfuldt. Enhver ordentlig kommentator kan se perspektiverne i selv dagens små historier. Den ses som udtryk for tendenser, strømninger og udviklinger. Det følger også af kommentatorparadokset, at partiers og politikeres officielle forklaringer aldrig er sandheden, men midler til at nå deres politiske mål. I stedet for de skønne idealistiske mål, som partier og politikere selv holder frem, opererer kommentatorerne med magt, nepotisme, begær (både penge og sex), personlige ambitioner, drilleri og hævn som egentlige forklaringsfaktorer. Det er en professionel nødvendighed for enhver politisk kommentator altid at kunne ”afsløre” en anden virkelighed end den, en politiker selv holder frem. Jo værre, jo bedre – dog skal man altid helst bevare sit humoristiske overskud og undgå at synke hen i fortvivlelse. Forestillingen må aldrig blive en tragedie. Teksten
fortsætter efter annoncen.
Og David Trads, Anna Libak eller andre, der går fra at være kommentator til at være politiker, vil fortsat have god brug for samme teknikker, som de har lang erfaring med. Alle politikere bruger samme midler som kommentatorer. Men langt mere konsekvent målrettet mod partiets værste konkurrenter. Så det er ikke svært for David Trads og andre. De træder sådan set fortsat rundt i det samme politiske morads og skal bruge nøjagtigt samme midler i deres offentlige fremtræden. De skal bare sørge for at undgå at kalde formanden og partiets venner for levebrødspolitikere, løgnere, kynikere og andet fælt. Og huske, at den ensrettede kommentarpraksis, de nu udøver, ikke kaldes ”politisk kommentar. Nu hedder det ”politisk debat”. Læs Køllebank: Rasmus Modsat kureret |
|
|
|
|
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
