|
|
Først
lagt op 05-01-2019,,senest opdateret 06-01-2019
14:48:20
Donald
& Nancy
Donald Trump har omsider i TV-realityshowet Amerikansk
Politik fået en modstander, som ser ud til at matche ham.
Steven Spielberg kunne ikke have besat rollerne bedre.
|
|
||||
|
|
Demokrati er den bedste styreform. Det skyldes udelukkende, at dem, der bestemmer, politikerne, skal vælges ved direkte valg. De er derfor nødt til at opføre sig sådan, at folk kan lide dem. Men de er også nødt til at være underholdende. Ellers ved ingen udenfor inderkredsen af landets 6 procent politiske nørder, at de eksisterer.
Det direkte valg er vigtigt. Ellers får vi politikere, som folk hverken kan lide eller finder underholdende. Således som vi har det i EU. Sådanne politikere gider pressen ikke beskæftige sig med, fordi de ikke kan sælge aviser eller klik. Derfor ser vi mest EU-topfigurer i public service-medierne og kun ved officielle lejligheder, hvor de holder taler, stiger ud af eller ind i biler. Public service-medierne er pisket til at dække disse ting, fordi EU-stof officielt er vigtigt. Teksten
fortsætter efter annoncen
Men EU er ikke så kedelig som diktaturer. Det skyldes især, at diktaturer, hvor lederen har tjek på landet, slår frække journalister og andre ihjel, når de fortæller dårlige historier om styret og landet. Selv om der foregår sindsoprivende ting i landet eller landet foretager sindsoprivende ting i udlandet, så er der på grund af livsfare ingen opposition eller uartige medier i landet, som med livet i behold kan score på at udnytte skandaler, mord og svindel hos diktatoren til at sælge en masse aviser eller klik til befolkningen. Ganske vist kan vores og andre demokratiers medier godt svælge i en udenlandsk diktators fup og svindel uden normalt at komme i livsfare. Men uden hjemlig opposition og hjemlige kritiske medier mister plottet kant. Se bare på det saudi-arabiske mord på journalisten Khashoggi. Vores og andre vestlige demokratiers medier kan fortælle om alle de groteste detaljer i sagen, fordi mordet foregik i Tyrkiet, så Saudi-Arabien ikke mere end i en uge kunne benægte, at drabet overhovedet var foregået. Heldigvis kunne Tyrkiets autokratiske Erdogan bruge lækager om begivenhederne på den saudiske ambassade i landet til at styrke sine relationer til USA og lægge pres på Saudi-Arabien. Hvis Erdogan havde haft mere brug for at holde kæft om sagen, så var der blevet holdt kæft. Men selv om vi efterhånden har fået mange detaljer om dette mord, så ligner historien om den saudiske kronprins Mohammed bin Salmans mord andre historier om skandaler, fup og svindel fra andre topstyrede systemer: Budskabet er igen og igen: Lederen er en skurk og forbryder. Det kan så dokumenteres med hårde kendsgerninger, som skurken benægter. Og da ingen konkurrent til magten i landet benytter lejligheden til at angribe og gøre det af med skurken, så opstår der intet drama. Vi har bare endnu engang fået en historie om, at der i spidsen for autoritære lande står en kæmpeskurk, som benægter alt. Og så er den jo bare ikke længere. Derfor har demokraternes sejrende indtog i USA's Repræsentanternes Hus og valget af den 78-årige superkvinde Nancy Pelosi til ”Speaker” (formand) stor betydning for kvaliteten af danske og andre demokratiske landes mediers dækning af politikken i USA. Den totalt dominerende mediefigur, præsident Trump, har omsider fået en modstanderfigur i TV-føljetonen, som ser ud til til at matche ham. Steven Spielberg kunne ikke have fundet hende bedre. Teksten
fortsætter efter annoncen
Og Pelosi er omgivet af en forsamling, som tæller mange farverige kvinder. Der fortælles allerede i dag (5/1) om et nyvalgt, ungt kvindeligt medlems kontante angreb på Trump i en tale – et angreb, som han allerede har besvaret i en tweet. Det klæder det amerikanske politiske tv-realityshow, at Trump udstyres med selvsikre, kampklare modkarakterer, så historierne kan foldes fuldt ud. Trumps monotone dominans byggede på, at han som præsident fortsatte med at dyrke sin vælgerbasis og sagde skråt op til resten, inklusive Washingtons politiske etablissement. I homogene Danmark er en politisk figur som Trump ikke mulig. Vi har ikke så store vælgermasser helt uden for normal politisk pædagogisk rækkevidde, at de kan bære en totalt dominerende Trump-figur in absurdum. Homogene demokratier som vores er derfor for det meste grå og kedelige. Det bør vi glæde os over. Kedelighed er et demokratisk kvalitetsstempel: Ingen mord på frække journalister. Og vores politiske liv er et mylder af små, grå skikkelser. Men heldigvis kæmper vores presse så ihærdigt for at overleve, at selv de mindste politiske konflikter dygtigt pustes op til størst mulige overskrifter. Og vores kedelige politikere overgår ofte sig selv med charme, skønhed og vid på TV. Dansk demokrati har ofte bevist sin styrke. Intet tyder på, at vores styreforms – i global sammenhæng – markante kedsomhed vil knække os.
|
|
||||
|
|
|
|
||||
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
