|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
Først
lagt op 26-01-2019,,senest opdateret
(layout) 07-12-2019
17:22:41
Bogforurening
Redaktørerne på de etablerede forlag er forfatteres
adgang til den livgivende PR-karrusel mellem Politikens
litteraturjournalistik og de store forlags informations- og
reklameafdelinger og dermed til de mange læsere.
|
|
||
|
|
Politiken havde i denne uge en historie ”Forfatterdrøm må gerne koste penge” (24/1 2019). Den udsprang af den kendsgerning, at nye forlag med minimal redaktørbistand til forfattere udgav flere bøger end etablerede forlag, som Gyldendal, Lindhardt og Ringhof, Politiken og People’sPress. Som eksempel på et nyt forlag gav man Mellemgaard. En tabel viste, at de etablerede forlag solgte langt mere til bibliotekerne end de ny. Det er der måske ikke så meget nyt i. Artiklen, skrevet af den udmærkede litterære journalist Carsten Andersen, konkretiserede endnu engang, at der er mange i dette land, som meget gerne vil have en bog udgivet. Og at det de senere år er blevet meget lettere for dem.
Til gengæld er livet så blevet noget vanskeligere for kulturredaktioner og anmeldere. Forlaget Mellemgaard sender således en gang om måneden en kasse nyudgivne bøger til Politiken uden videre præsentation. Som regel udsender redaktionen dem ikke til anmeldelse, og hvis enkelte af dem udsendes, så vælger anmelderne at skrive om andre bøger. Artiklen er således en historie om mennesker med en stærk drøm og en livsløgn: De kæmper for at bevise, at de er forfattere, selv om Politiken og det litterære system klart kan se, at det er de ikke, fordi de mangler den fornødne kvalitet. På denne måde indgår artiklen i Politikens stadige strøm af artikler om lidende mennesker, der har behov for hjælp. Her må der så være tale om psykologisk hjælp til at indse, at forfatterprojektet er håbløst, og at de derfor skal se at komme videre i livet med noget, der giver mere mening. Det antydes ikke, at Politikens læsere umiddelbart bør hjælpe ved at støtte forfatterdrømmen ved at købe en af de ny forfatteres bøger. Eller bare låne den. Hele den industrielle side af bogverdenen er fraværende i artiklen. De store etablerede forlag er storkunder hos dagbladet Politiken som købere af annoncer. Politiken udfører så kundepleje af disse forlag med bogomtaler af bøger og portrætter af forfattere fra forlagene i deres kulturjournalistik. Dette ved enhver anmelder ved bladet. Og alle ved, at Politikens og andre papirsavisers anmeldelser og bogomtaler er stadig mere trængt af sociale mediers bogomtaler og af bogsites med anmeldelser. En underbetalt, freelance-anmelder på et dagblad skal være udstyret med en sjælden stærk dødsdrift for at vælge at læse og skrive om en ukendt forfatters bog fra Mellemgaard, i stedet for Jussi Adler-Olsens seneste krimi fra Politikens Forlag. Og hvis anmelderen alligevel gør det, skal han eller hun være direkte fandenivoldsk for at finde værdi i en Mellemgaard-bog, fordi alle går ud fra, at hvis bogen var så genial, at den kunne løbe økonomisk rundt, så var den også udkommet på et af de store forlag. Det er altså redaktørerne på de etablerede forlag, som fortsat er forfatteres adgang til den livgivende PR-karrusel mellem Politikens litteraturjournalistik og de store forlags informations- og reklameafdelinger og dermed de mange læsere. Det er der intet nyt i. Det er også gammelt stof, at forlæggere og redaktører forklarer forfattere, at deres business både er forretning og ”katedral”. Men i disse år, hvor de etablerede danske forlag både skærer ned og strammer op, bl.a. under indtryk af giganten Amazon’s snarlige indtog, dominerer forretningen mere og mere. Så ny, ukendte forfattere med manuskripter, som redaktører på etablerede forlag vurderer som tvivlsomme forretninger, er mere chanceløse, end de nogensinde har været. Også selv om de skulle være smukke katedraler. Derfor blomstrer forlag som Mellemgaard. Fint nok! Det eneste bekymrende i denne sag er, at så mange boginteresserede hjernevaskes af Politikens og andre etablerede mediers dygtige journalistik til at købe det, som alle andre køber. Men selvfølgelig er der da sikkert også lort i Mellemgaards månedlige bogkasse til redaktionen. Det ville være mærkeligt, hvis den kasse var det eneste sted på jord, som var uberørt af menneskelig forurening.
Læs flere bog- og forfatterkommentarer. |
|
||
|
|
|
|
||
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|||
|
|
|
|
|
|||
|
Senest
opdateret 07-12-2019
17:21:51 |
|
|
||||
