|
|
|
|
|
|
Først
lagt op 09-02-2019,,senest opdateret 09-02-2019
21:59:05
Paradoksdræberen
Måske får Theresa May dræbt det irske Brexit-paradoks med en blød, hård grænse i Irland. Men fortvivl ikke. Demokratiet vil fortsat være et orgie af paradokser, som holder alt i gang. |
|
||||||
|
|
Europas førende paradoksbekæmper i disse dage er Storbritanniens (UKs) premierminister Theresa May. Paradokset er opstået, fordi UK skal udtræde af EU natten mellen fredag 29. marts og lørdag den 30. marts 2019. Nordirland, som er en del af UK, vil have, at grænsen til Irland fortsætter, som den er i øjeblikket. Men EU kræver en hård grænse, dvs. med kontrol som ved enhver anden grænse mellem EU og nabolande. Og May kan ikke bare banke igennem over for den lille nordirske del af UK, at de må falde til patten og æde en hård grænse, for freden på øen bygger på, at nordirere og andre irere i praksis har kunnet leve, som om øen var et sammenhængende samfund uden nogen grænse af praktisk betydning. Hvis storesøster UK tvinger lillebror Nordirland, så risikerer man genopstandelse af den terrorisme, som hærgede øen Irland i årtier, mens nordirske nationalister kæmpede for uafhængighed af UK. Paradokset er altså, at UK skal udtræde af EU, men ønsker at undgå en ”hard border” i Irland. Enhver med minimal sund fornuft kan se, at det ikke er muligt. For en ”soft border” i stil med den nuværende vil virke som et hul i badekarret EU: Al handel, som i øjeblikket hæmmes af EU's nuværende grænse, vil ret øjeblikkeligt komme til at foregå gennem en ”blød grænse” i Irland. Det vil få øen Irland til at blomstre, men få den økonomiske luft til at sive ud af resten af EU. Så den går selvfølgelig ikke. Og så alligevel. For erfaringen viser, at demokratier egentlig trives godt med paradokser. Så hvorfor skulle de europæiske demokratiers store forening, EU, ikke også kunne leve med dette irske paradoks – som forekommer lille og begrænset sammenlignet med demokratiernes store kroniske paradokser: forståelsesparadokset, voldsparadokset og ikke mindst det store altdominerene paradoks om, at verden ikke er retfærdig, men at den kun er til at udholde, hvis den er retfærdig:
Den politiske kommunikations realiteter er, at 6 % af vælgerne (”nørderne”) diskuterer og analyserer politik. Men 94 % af vælgerne følger uden mange ord nogle politikere i et tv-realityshow. I et demokrati bestemmer 94 % over 6 %, og dermed realityshowet med politikerne over politikken. Alligevel optræder alle officielt som om alle tilhørte de 6 %. Det indoktrineres man bl.a. til i skolen. Læs kommentar TV’s diskrete politiske
propaganda
Diskussion er den demokratiske ideal-form. Ideelt set foregår demokratiets offentlige diskussion mellem folk som er lige og frie. Det vil sige at ingen af dem som diskuterer, har magt over en eller flere af de andre som diskuterer. Denne situation foreligger i praksis aldrig. Det vi har i det åbne, offentlige rum, er derfor ikke diskussionen, men debatten. Formålet i en debat er at promovere sin egen politik, organisation og person mest muligt. Og at undergrave modparten mest muligt. Alt sammen under hensyn til den effekt, det har på publikum. Men vold overgår debatten som påvirkningsmiddel. Realiteterne er at vold ofte sætter dagsordenen i demokratiet, og at viden om at en gruppe har let til vold, gør at gruppens synspunkter og holdninger behandles med ekstra opmærksomhed af medier og alle andre.
Det er selvfølgelig møguretfærdigt at vold er effektivt, men uretfærdigt er der også så meget andet, der er. Således opstår det store bærende paradoks:
Den politiske komedie er en del af danskernes hverdagsritualer. Den indgår i medieritualerne som en del af de historier, som medierne fortæller igen og igen. At det er en komedie og ikke f.eks. en tragedie viser sig ved, at det medvirkende mediepersonale og politikere konkurrerer på energi, handlekraft og optimisme. Selv TV’s vejrværter sprudler af godt humør. Medieritualer er de historier som medierne fortæller igen og igen. Det skaber ro at opleve de samme personer næsten dagligt, og at opleve dem udfolde sig i velkendte historier. Og få historierne udlagt af velkendte kommentatorer og eksperter. Set i dette perspektiv er paradokserne omkring os nødvendig drivkræfter. Vi lever med dem, medierne gør hvad de kan for hver dag at omsætte dem i historier som forener os i håb og optimisme. I øjeblikket er Theresa May bærer af mange menneskers identifikationer. Hun repræsenterer jo enhver af os i hver vores paradokser. Der er stor beroligelse i at følge hendes kamp. Som i øvrigt desuden godt kan lykkes. Teoretisk set, for hendes frist er endnu ikke udløbet. Tappert kæmper hun mod sit paradoks, og vi bekræfter dagligt altings sammenhæng og mening ved at følge hendes kamp, vejledt af det sædvanlige, utrættelige mediepersonale. Den politiske komedie er den bedst tænkelige løsning på problemet om hvordan den enkelte borger lever frit i en kaotisk, tilfældig virkelighed og samtidig sammen med de andre borgere bevarer en beroligende illusion om retfærdighed og mening. Her er May os alle til inspiration i øjeblikket. Og mediers og eksperters kritik af hende for hendes handninger og forsømmelser beroliger dagligt, fordi det er en gentagen, velkendt kritik uden effekt. Kritik uden effekt spiller en stor rolle i Den politiske komedie. Især den intellektuelle elites kritik af medier for at overforenkle og af politikerne for at være populistiske. Det er rent ritual uden anden effekt end beroligelse af borgerne ved gentagelse af de samme episoder og pointer i føljetonen. Det fungerer som juleevangeliet i kirken: samlende og opbyggeligt. Det bliver tomt, når Theresa Mays kamp for at gøre en hård Brexit-grænse blød eller en blød Brexit-grænse hård stopper. Af den ene eller den anden grund. Men al erfaring siger, at for hvert paradoks i politik, der dør eller visner, opstår andre, som blomstrer.
|
|
||||||
|
|
|
|
||||||
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
