Men prop sutten ind med følelse

Det debatteres i disse dage ivrigt, om man bare skal lade sit barn ligge og græde, hvis det ikke automatisk luller i søvn. I Politiken, hvor illustrationen stammer fra, og andre steder.

Min erfaring er, at spædbørns søvn hænger tæt sammen med naturkræfter.

Et spædbarn falder simpelt hen i søvn, når det må falde i søvn. Man kan ruske det, man kan dunke det – endog ret hårdt – dets hoved falder alligevel ned, øjnene lukkes: Det sover uhjælpeligt. De metoder, som de fleste er villige til at bruge for at nå målet, er utilstrækkelige.

Det samme gælder, når man skal have et barn, som ikke vil sove, til at sove. Man vugger, trøster og beroliger med stemmen osv. Når man opgiver, er det, fordi de acceptable metoder er udtømte (eller fordi man bare ikke gider mere).

Det bedste er, at man allerede, mens det ammes, lærer det at bruge sut, når det ligger og skal sove, eller vågner kort tid efter, det har fået mad. I begyndelsen vil det spytte den ud og protestere. Hvem ville ikke det, når man får en underlig gummifidus stukket i munden, når man er vant til en rigtig brystvorte med smag af moderdyr? Men ved en målbevidst, kort indsats, er det normalt muligt at få det til at acceptere den.

Og dette vil lette forældrenes nætter betydeligt. I stedet for at stavre rundt med flasker og holde øje med, at barnet ikke kvæles, mens det søvndrukkent drikker, og udskifte de mættede, tunge tissebleer med friske, så kan I simpelt hen, med minimum af fysisk udfoldelse, proppe sutten ind med følelse, og opnå øjeblikkelig søvn. Ja, ofte vil barnet selv lære at tage sutten.

Det er effektiv børnepasning.

Læs læseprøve fra Opdræt af småbørn for begyndere, uddrag af kap. 5: Kan sovetider ændres?