|
Først lagt op 22-08-2019,,senest opdateret 21-08-2019 20:43:46 Krukken Bang, som blev Herman, Anmeldelse Det
er opbyggeligt for enhver forfatter at få dokumenteret i Jørgensens nyeste bog ”Herman
Bang og Politiken”, hvor stor betydning helt irrelevante ting har for
domme over litterære tekster.
|
|
|
|
|
John Chr. Jørgensens
nyeste bog ”Herman Bang og Politiken” udkommer i dag
(22/8). Bogen er et orgie i indgående tekstanalyser parret med
fascinerende personkarakteristikker og -relationer. Holdt som altid i
Jørgensens nøgterne, mættede prosa. Nu har jeg jo – som sprogmand –
ikke læst den betydelige Bang-litteratur, som der refereres til, men ud
fra min ulitterære vurdering virker det, som om bogen perfekt supplerer
den foreliggende Bang- og Politikenlitteratur. Jeg er imponeret over
Jørgensens Sherlock Holmes-agtige kombinationer af detaljer i sine
tekstanalyser i de forskelligste forbindelser, fx når han
veldokumenteret sammenfatter Cavling og Bangs meninger om hinanden, s.
142 og deromkring. Der er også fantastisk gode beskrivelser af Bangs konflikter med sig selv og omgivelserne. Jørgensen giver et fængende psykologisk portræt i historien om fornærmelsen af den tyske kejser i Bergens Tidende (1886, jan), som fik så fatale konsekvenser for Bangs karriere i pressen. Jeg
kendte egentlig ikke rigtigt Bang før læsningen af Jørgensens bog. Har
mest anset ham for at være en stilistisk mester – en stilistisk krukke
– og har bl.a. derfor aldrig været i nærheden af at blive rigtigt
fascineret af hans bøgers indhold. Nu har jeg fået nogle flere nuancer
på, takket være Jørgensen. Men også fået en række fine analyser af,
hvordan Bang med sine sproglige tryllekunster kunne få det mest
ligegyldige pustet op til at komme i avisen. Og faktisk i høj grad
overlevede økonomisk på det. En imponerende retorisk præstation, og det
har jeg lidt forstand på. Godt klaret, Herman! Det
er også interessant, at det fremgår, at Edvard Brandes’ position som
æstetisk guddom udelukkende skyldes hans position på det litterære
propagandaapparat Politiken. Det er opbyggeligt for enhver forfatter at
få dokumenteret i Jørgensens bog, hvor stor betydning helt irrelevante
ting har for domme over litterære tekster. Synd at Bang altid måtte kæmpe med økonomien. Men et sted skriver Jørgensen, (s. 117) – som om tjeneren var en selvfølgelighed – ”Bang sendte sin tjener”. Så forstår man bedre, han havde økonomiske problemer. Man fornemmer en fæl, aldeles uanstændig afgrund. Jørgensens
bog anslår i høj grad også det tekstfilosofiske problem om, hvordan man
– gennem analyser af forskellige personers især private
indbyrdes kommunikation – konstituerer virkeligheden
bag de ofte vidt forskellige virkeligheder, som de medvirkende forsøger
at skabe, når de skriver til hinanden. Jørgensens bog er både i sin tekstlige og psykologiske dybgang, og i sit overblik en suveræn præstation. Det
er nok ikke mere sådan, at Jørgensen og andre får Politikens
chefredaktør som boganmelder, men mindre kan også gøre det. Og der er
også meget i Jørgensens bog at tage fat på for Politikens nuværende,
konkurrerende skribenter. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk |
|
|
|
|