Først lagt op 07-10-2019,,senest opdateret 09-02-2024 12:42:42


Foto: Store norske leksikon, Creative Commons

Mogens Lykketofts grove erindringer, Kølletæppebank

Når statsmand Lykketoft bliver så ør af storhed af at være ordstyrer i FN i et halvt år, så må man frygte, at han – hvis ingen greb ind – snart kunne komme så højt op at flyve, at han ville gå i kredsløb om Jorden og derved være tabt for dansk politik.

Det må være i erkendelse af, at der ikke er noget at stille op over for verdens uhyggelige udfordringer, at Lykketoft vælger at bruge sin uerstattelige tid som statsmand i FNs formandsstol på at give det glatte lag til stand-up-Lars og hans artige, flittige og velfungerende Danmark, klodens svar på Paradisets Have.

Jeg skal på det danske folks vegne dybt beklage tabet af den kostelige figur Don Quijote Lykketoft, ridderen af den politiske kedsomhed.

Indhold

Sass sejrer i kontorkamp 1

30-01-2019: De seneste bevægelser i indretningen af socialdemokratiske kontorfaciliteter på Christiansborg viser total sejr til ”Den hemmelige socialdemokrat”. 1

Barnemishandling 1

29/12 2016: Alternativt barnesind ødelagt efter kort tid på Borgen 1

EUs læringsproblem 1

10/6 2016: Ved læsning af kronikken indser man, hvad EUs grundlæggende problem er: EU og varme EU-fortalere som Lykketoft har ringe sans for det væsentligste. 1

Slange i Paradisets Have 1

20/5 2016: Det ville nok være for groft at antyde, at den surladne kronik-salut skyldes, at Lykketoft er misundelig på Løkke over, at ingen nogensinde har tilbudt Lykketoft at blive fast komiker. 1

Humoreksperten Jelved 1

29/1 2916: Det er genialt at bruge Jelved som vidne på, at talen var en ren lårklasker, for ingen mistænker hende for at have påfaldende humoristisk sans, derimod har hun let til stor bekymring og gråd. 1

Manden der er lettet fra jorden 1

29/1 2016 Seneste nyt, revl og krat 1

Ørnen Lykketoft lander 1

26/1 2016: Når statsmand Lykketoft bliver så ør af storhed af at være ordstyrer i FN i et halvt år, så må man frygte, at han – hvis ingen greb ind – snart kunne komme så højt op at flyve, at han ville gå i kredsløb om Jorden og derved være evigt tabt for dansk politik. 1

Politisk porno 1

21/5 2015: Virker efterhånden kun på Folketingets formand Lykketoft, som stadig potent rejser sig og bliver stående længe. 1

Dødens gab 1

5/2 2015: Lykketofts idé om at erstatte det ugentlige pressemøde i Statsministeriet med en ugentlig "Spørgetime" i Folketinget, er først og fremmest blevet en redningsoperation for Statsministeren. 1

Politikeres selvpineri 1

22/12 2014: Flere politikere står frem og erkender deres personlige medansvar for standens nedtur. Det er underligt, at ingen af alle disse grædekoner, som kappes om at piske sig selv over deres nedtur, kan få øje på den aktør, der gør enhver magthaver til en anløben person, nemlig medierne 1

Krikken Mudderkast 1

18/6 2014: Alle mudderkrikkevrinskende lederskribenter bør idømmes en upersonlig maraton-oplæsning af finansloven ved Mogens Lykketoft 1

Lykketofts dark side 1

15/5 2014: Det eneste, der var galt med filmen "Voteman", var, at Lykketoft glemmer at spørge de andre i præsidiet, hvad de synes. Og at han ikke forudser, at politisk korrekte kvindesagskvinder vil himle op over ”kvindesynet”. 1

Godmorgen i klubben 1

14/3 2014: I politik gælder reglen om, at hvis man ikke kan knuse sin fjende, så er det mest hensigtsmæssigt at slutte sig sammen med ham. Så nu er Corydon blevet medlem af "Morgenmadsklubben" 1

Jensen TV-voldtaget 1

28/2 2014: Bent Jensens store undersøgelse må nødvendigvis i TVs nyhedsudsendelser fremstilles som proceshistorien om den ”kontroversielle forsker”, der nu igen roses i de blå medier og hades i de røde. TV gør således af rent tekniske årsager substansen usynlig og Jensen harmløs 1

Du er, hvad du ligner 1

6/2 2014: Studieværters casting bliver stadig vigtigere for TV-stationerne. Spørgsmålet er, hvornår også partierne indser, at uden hensigtsmæssig casting af partilederen er det håbløst. Løkke ligner en pølsemand og Thorning en advokatsekretær 1

Scooterpolitik 1

16/1 2014: Den scooterdrevne franske præsident beviser, at politisk stof går sin sejrsgang i alle medier, når bare man undgår den såkaldte substans om økonomi og kan koncentrere sig om personer og processer 1

Overvåg Lykketoft! 1

23/12 2013: Enhver effektiv forebyggelse af dette lands fremtidige skandaler begynder med intensiv overvågning af, hvad Mogens Lykketoft siger god for. 1

Ikke kun tirsdag 1

12/11 2013: Retorikprofessor Christian Kock har gennem en lang akademisk karriere udsendt gribende, men ak, forgæves nødskrig, hver gang han har forladt elfenbenstårnet og opdaget, at politikere ikke opfører sig som en akademisk forsamling af diskuterende professorer 1

Folketingsgæk 1

10/10 2013: Når den bankrådgiveragtige Kristian Thulesen Dahl slår sig løs, så skal man se Pia Kjærsgaards og andre DFeres henført heppende ansigtsmasse bag ham, og ikke Venstres blege Ellen Trane Nørby, der skriver SMSer i en ørken af tomme stole 1

Lad det rasle! 1

29/5, 2013: Folketinget bliver aldrig festligt, før medlemmerne kan ryste på hovederne i tryg forvisning om, at ingen hører det 1

Fogh-Lykketoft-doktrinen 1

15/5 2013: Regeringen er færdig, uanset om krisen vender, og uanset seneste dagpengeløsning. Men De radikale er ikke færdige. Tværtimod. De er nu klar til at træde ind i en Løkke-regering 1

Overhedet gårdbrand 1

26-04-2013: Hverken Lars Hedegaard eller Connie Hedegaard har forstået, at de spiller med i en komedie og derfor er nødt til at svøbe deres fanatisme i humor, hvis de ikke ønsker at ende som tragiske, ensomme figurer 1

Barnefyrsten Corydon 1

27/3 2013: Jo mere desperat situationen bliver for Socialdemokratiet, jo mere provokerer finansminister Corydon sine tilbageværende vælgere med pubertetsagtigt arrogante udtalelser 1

Sov ind med Olsen 1

18/5 2012: Effektiviteten af samrådsmøder på Borgen er uden betydning for, om de ses. Derimod kan billeder af en sovende mødedeltager have stor gennemslagskraft 1

Rød karse 1

27/2 2012: Der er langt fra Staunings fuldskæg til Bjarne Corydons stubbe oven på hovedet. I politik kan hår fylde meget forskelligt og sidde meget forskellige steder 1

Æret være Gnavpot 1

19/12 2011: Groft sagt skal på det danske folks vegne dybt beklage tabet af den kostelige figur Don Quijote Lykketoft, ridderen af den politiske kedsomhed. 1

Nogle er mere lige 1

30/6 2011: Det er Mogens Lykketoft, som kalder Jensens forskningsresultater for ”lodret nonsens”. Men så holder ligheden mellem de to tilfælde også helt op og bliver til stærke kontraster. 1

Bonusspørgsmål med kommentarsvar 1

Er Mogens Lykketoft den hemmelige socialdemokrat? 1

30-01-2016: Lykketoft er med sin lækkede tale sprunget ud som en yderst risikovillig, ja dumdristig kommunikator. Var det samme dødsforagtende politiske kommunikator, der narrede alle og slog gækken løs med ”Den hemmelige socialdemokrat”? En nærliggende tanke, som fortjener granskning. 1

Hvad kan forfattere lære af finansloven? 1

4/9 2000: At være genial i ensomhed er ikke en nær så stor præstation som at være genial og samtidig kunne administrere og lede, således at mest muligt af det geniale man udtænker, bliver virkelighed. 1

Sass sejrer i kontorkamp

30-01-2019: De seneste bevægelser i indretningen af socialdemokratiske kontorfaciliteter på Christiansborg viser total sejr til ”Den hemmelige socialdemokrat”.

Henrik Sass Larsen har bestilt syv kæmpemalerier om partiets historie til det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg. Avisens kunstkritiker er ikke imponeret over resultatet. Men Sass forklarer: »Jeg synes ikke, der er noget DDR over det her, men det er Socialdemokratiet med stort S og selvtillid.”.

Bladets politiske kommentator Kristian Madsen forklarer det således: ”Det ømme punkt: Thornings tid skal slettes med Sass’ farvelader.”

Der er noget om snakken. For det passer godt med det interne socialdemokratiske opgør om kontorindretning, som Sass så levende beskriver i ”Den hemmelige socialdemokrat”:

”I sin tid på formandskontoret havde Mogens Lykketoft indrettet sig underspillet og kulturradikalt med lyst træ, masser af bøger, PH-lamper og dansk design – som man ser det i enhver veluddannet husstand på centrum-venstrefløjen. Men Helle havde forvandlet kontoret. Nu trådte man ind i et farveorgie af pink og lilla, hvor navnlig en feministisk kronhjort i pangfarver på væggen gjorde indtryk på benovede MFere.”

”Bag døren, hvor Lykketoft allerhøjst havde haft en paraply og en mulepose med gymnastiktøj til om torsdagen, opmagasinerede Helle nu en større kollektion af stiletter og andet fodtøj, der var Imelda Marcos værdig.”

”På mødebordet stod stilrene Stelton-kander i mat stål linet op. Der var småkager, som en berejst kollega med sans for det gastronomiske identificerede som italienske biscotti…. Et ældre folketingsmedlem begyndte belevent at skænke kaffe rundt. Men kun indtil han nåede om til Helle.

”Nej tak, jeg drikker stempelkaffe,” sagde Helle, og ind vimsede den personlige assistent med nybrygget, velduftende stempelkaffe til formanden.”

Fra ”Den Hemmelige socialdemokrat”, People’sPress 2014, s. 66-67.

Med disse skrigende kulørte malerier af socialdemokratiske kæmper sætter gruppeformand m.m. Sass simpelthen et kraftfuldt punktum for Helles socialdemokrati med feministisk kronhjort i pangfarver og stempelkaffe.

Læs KølletæppebankEkstra: Den afslørede socialdemokrat

Barnemishandling

29/12 2016: Alternativt barnesind ødelagt efter kort tid på Borgen

Efter bare halvandet år i Folketinget har Rene Gade fra Alternativet besluttet ikke at genopstille. ”Jeg vil slet ikke lære det politiske håndværk og det politiske spil. Jeg synes, det er usundt. Vores politiske system er usundt,” siger han til TV 2.

Samtidig erklærer han, at han respekterer tre politiske veteraner og stormestre i det politiske spil: Bertel Haarder, Anders Samuelsen og Mogens Lykketoft.

Groft sagt vurderer, at det allerede er for sent for Rene at flygte. Kun en person, som har mistet sin sunde logiske sans, kan på en gang både respektere disse tre politikere og samtidig finde deres professionelle udnyttelse af det politiske system usund og farlig.

Tragisk, at det lykkes tre garvede politikere at ødelægge Gades rene barnesind i løbet af bare halvandet år på Borgen.

EUs læringsproblem

10/6 2016: Ved læsning af kronikken indser man, hvad EUs grundlæggende problem er: EU og varme EU-fortalere som Lykketoft har ringe sans for det væsentligste.

Mogens Lykketoft skriver mange kloge og rigtige ting om EU i Jyllands-Postens kronik. I 1972 var han EU-skeptiker. I dag er han bange for, at EU skal kollapse, hvis Storbritannien stemmer sig ud. Han erkender, at befolkningerne i EU mere ser EU som en afgørende del af problemerne end af løsningerne. Og han giver de nationale politikere og medier skylden for, at ”populismen” er i fremmarch.

Ved læsning af kronikken indser man, hvad EUs grundlæggende problem er: EU og varme EU-fortalere som Lykketoft har ringe sans for det væsentligste: At EU klart begynder at signalere og praktisere, at EU er ydmyg og meget optaget af, at ganske almindelige mennesker i Europa forstår og accepterer, hvad der foregår i glaspaladserne. I stedet skælder man fortsat ud på nationale politikere og medier og befolkningerne for at dyrke ”populismen”.

Det er tragisk, at Danmarks bedste bud på en klog statsmand med verdensformat vælger at skælde ud på befolkningerne i stedet for at forsøge at råbe EU op, før det er for sent.

Slange i Paradisets Have

20/5 2016: Det ville nok være for groft at antyde, at den surladne kronik-salut skyldes, at Lykketoft er misundelig på Løkke over, at ingen nogensinde har tilbudt Lykketoft at blive fast komiker.

Løkke fik forleden en spontant tilbud direkte fra Obamas mund om at blive komiker i Det hvide Hus. Det skete for øjnene af verdens befolkning.

Få dage efter havde Mogens Lykketoft så kronikker i Berlingske og Jyllands-Posten. Ifølge Lykketofts kronikker er stort set alt galt med Løkkes regering af landet. Det ville nok være for groft at antyde, at den surladne kronik-salut skyldes, at Lykketoft er misundelig på Løkke over, at ingen nogensinde har tilbudt Lykketoft at blive fast komiker.

Som formand for FNs generalforsamling kender Lykketoft bedre end de fleste verdens truende katastrofer: overbefolkning, hungersnød, krige, flygtningestrømme, forurening og undertrykkelse.

Humoreksperten Jelved

29/1 2916: Det er genialt at bruge Jelved som vidne på, at talen var en ren lårklasker, for ingen mistænker hende for at have påfaldende humoristisk sans, derimod har hun let til stor bekymring og gråd.

Lykketoft tabte ansigt, da hans lækkede tale afslørede, at han blandt venner lyder som en kloak. Lykketofts offentlige image var jo, at han var en stor statsmand, som især prækede mod alt personfnidder i politik. Nu ved vi så, at dette kun var snak til offentlig brug.

Men i en video fra FN med FNs logo i baggrunden forklarer Lykketoft nu ved hjælp af en teleprompter det danske vadmelsfolk, at ”han har noteret sig, her i New York, at talen har givet anledning til voldsom mediedebat”, men at talen faktisk skete med et glimt i øjet, og at én af gæsterne, Marianne Jelved, faktisk også sagde bagefter, at den var sjov.

Det er genialt at bruge Jelved som vidne på, at talen var en ren lårklasker, for ingen mistænker hende for at have påfaldende humoristisk sans, derimod har hun let til stor bekymring og gråd.

Vi danske har efterhånden ikke mange store politikere at beundre, så Groft sagt håber, at Lykketoft ved hjælp af Jelved og FNs logo får restaureret sit verdenspolitiske statsmandsansigt.

Manden der er lettet fra jorden

29/1 2016 Seneste nyt, revl og krat

Ørnen Lykketoft lander

26/1 2016: Når statsmand Lykketoft bliver så ør af storhed af at være ordstyrer i FN i et halvt år, så må man frygte, at han – hvis ingen greb ind – snart kunne komme så højt op at flyve, at han ville gå i kredsløb om Jorden og derved være evigt tabt for dansk politik.

Lykketofts lækkede tale til sine 50 venner, afslører, at det er gået landets mest erfarne politiker til hovedet, at han har været formand for FNs generalforsamling i et halvt år. Han er blevet så beruset af den daglige omgang med verdens største, at han som en højtflyvende ørn kun ser smålighed og elendighed i den hønsegaard, han steg op fra.

Fra sin majestætisk svævende position ser han Løkke som ”en lille svindler”, som leder den mest ”fladpandet populistiske regering” i hans levetid, og Thorning-regeringen som ”talent- og profilløs”.

Når statsmand Lykketoft bliver så ør af storhed af at være ordstyrer i FN i et halvt år, så må man frygte, at han – hvis ingen greb ind – snart kunne komme så højt op at flyve, at han ville gå i kredsløb om Jorden og derved være tabt for dansk politik.

Derfor må vi alle takke den sande ven af Lykketoft og Danmark, som lækkede talen til Berlingske og dermed fik ørnen til straks at falde ned i hønsegården med dette skrig i let forståeligt Facebook-sprog.

Politisk porno

21/5 2015: Virker efterhånden kun på Folketingets formand Lykketoft, som stadig potent rejser sig og bliver stående længe.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har tirsdag efter tirsdag i Folketingets såkaldte ”Spørgetime” helt uden raffinementer undgået at svare på spørgsmål. Og justitsminister Mette Frederiksen fylder dagligt sin taletid i TV-interviews med at udpensle de mest platte banaliteter i stedet for at besvare spørgsmålene.

Begge ministre benytter de billigste retoriske kneb så skamløst og ekshibitionistisk, at det kun kan beskrives som pornografisk politisk kommunikation.

Som rigtig porno kan det virke ophidsende på tilskueren de første par gange, men det bliver trættende i længden, når det ikke krydres med raffinementer.

Der er for meget simpelt ind og ud – ind af det ene øre og ud af det andet.

De to ministre bør variere forspillet og raffinere mundstillingerne meget mere, inden de når frem til deres ulideligt monotone og groft simulerede ind og ud-orgasmer, som efterhånden ikke stimulerer andre end Folketingets formand Lykketoft, som stadig potent rejser sig og bliver stående længe.

Dødens gab

5/2 2015: Lykketofts idé om at erstatte det ugentlige pressemøde i Statsministeriet med en ugentlig "Spørgetime" i Folketinget, er først og fremmest blevet en redningsoperation for Statsministeren.

Under tirsdagens spørgetime stod Thorning over for Løkke i 25 minutter. Under tvekampen brugte hun 17 minutter, 76 pct., på at angribe Løkke, ifølge Politiko.dk.

Det er endnu et bevis på, at Lykketofts idé om at erstatte det ugentlige pressemøde i Statsministeriet med en ugentlig "Spørgetime" i Folketinget, først og fremmest er blevet en redningoperation for Statsministeren. I stedet for at være fastlåst som ubeskyttet offer for Christiansborgjournalisternes insisterende spørgsmål, kan Thorning i Folketingssalen skjule sine kroniske ikke-svar bag polemiske angreb på alt, som bevæger sig.

Lykketofts nytænkte ”Spørgetime” er herved blevet reduceret til en almindelig folketingsdebat med de sædvanlige mundhuggerier og drillerier. Men da mange medier stadig tror, at ”Spørgetimen” er noget mere og andet end de sædvanlige debatter, så transmitteres der flittigt fra denne debat.

Så nu ved flere danskere end før, hvad der deprimerende nok foregår en almindelig tirsdag i Folketinget.

Groft sagt håber, at vi snart igen får en statsminister, som kan tyre et kobbel journalister til alles fryd.

Politikeres selvpineri

22/12 2014: Flere politikere står frem og erkender deres personlige medansvar for standens nedtur. Det er underligt, at ingen af alle disse grædekoner, som kappes om at piske sig selv over deres nedtur, kan få øje på den aktør, der gør enhver magthaver til en anløben person, nemlig medierne

Berlingskes undersøgelse i Politiko lørdag viser, at vælgerne mener, at politikernes niveau over de seneste ti år er blevet ringere. Eksperter og politikere forklarer resultatet med mange årsager, bl.a. regeringens løftebrud og Løkkes møgsager.

Mogens Lykketoft mener, at politikere er for dårlige til at vende deres gode sider ud mod befolkningen, men derimod hele tiden kværulerer og er polemiske. Flere politikere står frem og erkender deres personlige medansvar for standens nedtur.

Groft sagt er bekymret over, at ingen af alle disse grædekoner, som kappes om at piske sig selv over deres nedtur, kan få øje på den vigtigste aktør, nemlig medierne. Mediernes opgave er at kontrollere magten og udstille politikernes fejl. Sådan er det nu engang i demokratiet. Og da historier, der handler om folk med store fejl, fænger bedre end historier om dydsmønstre, så sørger stadig dygtigere danske medier hele tiden for, at dansk politik fremstår spækket med folk med støt voksende fejl og mangler.

Derfor svarer vælgerne, som de gør. Og derfor slår stemmeprocenter ved Folketingsvalg alle rekorder.

Krikken Mudderkast

18/6 2014: Alle mudderkrikkevrinskende lederskribenter bør idømmes en upersonlig maraton-oplæsning af finansloven ved Mogens Lykketoft

Her ved folketingsårets slutning er der flere ærværdige medier, der har ført den gamle krikke, mudderkastning, frem og jamret gribende over den. Og man opfordrer med sin mest selvhøjtidelige røst til mere substans og mindre proces.

Det mystiske er, at mudderkastning og personfiksering alligevel tiltager i alle medier trods de ansvarliges erklærede kvababbelser.

Men det fortsætter jo simpelt hen, fordi folket insisterer på deres demokratiske ret til at forstå politik gennem indlevelse i de TV-figurer, som kæmper om magten i den politiske TV-føljeton, som nyhedsudsendelserne leverer.

Selv landets elite på 250.000 politiske nørder, som ser TV 2 News Tirsdagsanalysen, ville gabe sig ihjel, hvis man forbød Kristiansen og Mogensen at tale proces og personer.

Takket være kostelige figurer som bilags-Lars og løftebruds-Helle er det danske demokrati en millionsællert. Det ville derfor være dybt absurd at afskaffe dem.

Alle mudderkrikkevrinskende lederskribenter bør derfor som straf idømmes en upersonlig maraton-oplæsning af finansloven ved Mogens Lykketoft.

Lykketofts dark side

15/5 2014: Det eneste, der var galt med filmen "Voteman", var, at Lykketoft glemmer at spørge de andre i præsidiet, hvad de synes. Og at han ikke forudser, at politisk korrekte kvindesagskvinder vil himle op over ”kvindesynet”.

Propagandategnefilmen ”Voteman”, som Lykketoft hurtigt trak tilbage, er en humoristisk satire over Batman, Superman, Gummi-Tarzan og andre superhelte. Og det er sådanne hårdtslående midler, der skal til for at de ca. 60 pct. unge vælgere, som ikke stemmer ved EU-valg, overhovedet ænser, at der er et valg.

Det eneste, der var galt med filmen, var, at Lykketoft glemmer at spørge de andre i præsidiet, hvad de synes. Og at han ikke forudser, at politisk korrekte kvindesagskvinder vil himle op over ”kvindesynet”.

Så fatalt fejlvurderer iskolde Lykketoft ellers aldrig sine udspil.

Forklaringen må være, at filmen har ramt Lykketoft på et ømt punkt. Han må have identificeret sig så stærkt med superhelten Voteman, at han har ønsket ham udsendt over landet, koste hvad det ville. Og den ekshibitionistiske glæde over at se sit alter ego, Voteman, udfolde Lykketofts hemmelige, dyriske lyster for øjnene af os alle sammen kan Lykketoft nu nyde bare ved et klik på nettet.

Og netop fordi han selv har trukket filmen tilbage, vil den være ekstra pirrende og leve evigt. Ikke dårligt, Lykketoft!

Godmorgen i klubben

14/3 2014: I politik gælder reglen om, at hvis man ikke kan knuse sin fjende, så er det mest hensigtsmæssigt at slutte sig sammen med ham. Så nu er Corydon blevet medlem af "Morgenmadsklubben"

Groft sagts læser har i en mail spurgt, om det, at Bjarne Corydon nu er blevet medlem af ”Morgenmadsklubben”, en af kaffeklubberne i den socialdemokratiske folketingsgruppe, betyder, at forfatteren til den satiriske bestseller Den hemmelige socialdemokrat så ikke skal findes i denne kaffeklub.

For forfatteren afskyr Corydon, som er bogens magtliderlige, kyniske overskurk, der styrer usikre Thorning med fast hånd. Så hvis forfatteren er medlem af Morgenmadsklubben – argumenterer læseren – så ville han aldrig have godkendt Corydon som fortrolig kaffeklubbroder, fordi han ikke kan døje ham.

Groft sagt giver læseren ret i, at sådan vil normale mennesker ræsonnere. Men i politik er det stik modsat.

Her gælder reglen om, at hvis man ikke kan knuse sin fjende, så er det mest hensigtsmæssigt at slutte sig sammen med ham.

Denne regel bandt den berømte firebande, Nyrup, Auken, Ritt og Lykketoft ubrydeligt sammen i mange år. Og samme regel har allerede få dage efter bogudgivelsen tvunget de to dødsfjender, Corydon og den anonyme forfatter, til at dele intriger, rundstykker og kaffe

Jensen TV-voldtaget

28/2 2014: Bent Jensens store undersøgelse må nødvendigvis i TVs nyhedsudsendelser fremstilles som proceshistorien om den ”kontroversielle forsker”, der nu igen roses i de blå medier og hades i de røde. TV gør således af rent tekniske årsager substansen usynlig og Jensen harmløs

Bent Jensens koldkrigsundersøgelse rummer substans nok til tusind TV-Aviser eller TV 2 Nyheder. Men det går selvfølgelig ikke at behandle Jensens substans i TV-udsendelser, hvor alle helst skal se med.

Dels rummer undersøgelsen mange kedsommelige detaljer, dels kan undersøgelsens mest hårrejsende fund kun bruges til at hænge Socialdemokratiet og venstrefløjen ud for at have været politisk naive redskaber for Sovjet. Og en sådan politisk ensidighed går jo ikke an i public service-medier, som skal samle og ikke splitte den danske befolkning.

Derfor må Jensens store undersøgelse nødvendigvis i TVs nyhedsudsendelser fremstilles som proceshistorien om den ”kontroversielle forsker”, der nu igen roses i de blå medier og hades i de røde.

Og i TV 2 Nyhederne blev historien rundet af med opklarende interview med Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), som fra formandskontoret betroede befolkningen, at kontroversielle Jensen nu igen tog fejl.

På få sekunder fik TV af rent tekniske årsager således udsendt et budskab til alle om, at Jensen er harmløs, og at Lykketoft er sandhedens stemme.

Du er, hvad du ligner

6/2 2014: Studieværters casting bliver stadig vigtigere for TV-stationerne. Spørgsmålet er, hvornår også partierne indser, at uden hensigtsmæssig casting af partilederen er det håbløst. Løkke ligner en pølsemand og Thorning en advokatsekretær

Værterne til Melodi Grand Prixet er omhyggeligt castede: Der er en ”klassisk” vært, et ”uforudsigeligt wildcard” og en vært, der kan ”skabe nærhed med seerne”.

DR ønsker at undgå skandalen fra 2001, hvor sløset casting førte til, at internationale medier gav DR-værterne øgenavnet ”tandfeen og dr. Død”.

Studieværters casting bliver stadig vigtigere for TV-stationerne. Folk fatter ofte ikke meget af et programs indhold, hvis der er et. Derfor er det vigtigt, at studieværten er ung, smuk, dynamisk, humoristisk og charmerende.

Og kloge oldinge som Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen kan kun blive faste kommentatorer til aktuelle verdenspolitiske katastrofer på TV2 News, fordi de skjuler deres deprimerende årringe under øjnene med moderne brillestel.

Spørgsmålet er, hvornår også partierne indser, at uden hensigtsmæssig casting af partilederen er det håbløst.

Hvis Løkke skulle castes til TV, ville det blive som pølsemand, ikke som partileder. Og Thornings casting er advokatsekretær: Hvornår kommer chefen? Begge ser derfor helt absurd forkerte ud, når de parres med velcastede TV-nyhedsværter.

Scooterpolitik

16/1 2014: Den scooterdrevne franske præsident beviser, at politisk stof går sin sejrsgang i alle medier, når bare man undgår den såkaldte substans om økonomi og kan koncentrere sig om personer og processer

De seneste dage er verdensoffentligheden blevet grundigt orienteret om den franske præsident Hollandes hjelmklædte, natlige bagsædeture på scooter til sin elskerinde. BBCWorldNews’ dækning af præsidentens årlige pressekonference med redningsplaner for fransk økonomi handlede således udelukkende om forholdet til elskerinden og til hans officielle kæreste, som nu er indlagt.

Eksemplet viser, at politisk stof går sin sejrsgang i alle medier, når bare man undgår den såkaldte substans om økonomi og kan koncentrere sig om personer og processer.

Krakilske Kloge-Åger og Mogens Lykketoft (S) kræver jævnligt, at medier og politikere ofrer sig til substansen i stedet for at hengive sig til de laveste instinkter. Disse dødbidere bør indse, at verdenspressen inklusive Berlingske selvfølgelig må fortælle den enestående historie om en mand, som ligner en forvirret bogholder, men som faktisk både er Frankrigs leder og pendler natligt på scooter mellem to attraktive kvinder.

Historier om politiske ledere, som tager livtag med substansen for at undgå landets undergang, kan man derimod fodre svin med.

Overvåg Lykketoft!

23/12 2013: Enhver effektiv forebyggelse af dette lands fremtidige skandaler begynder med intensiv overvågning af, hvad Mogens Lykketoft siger god for.

Enhver skandale begynder med en dumhed, som ingen bemærkede, mens den skete, men som alle senere kunne se, aldrig burde være begået. Derfor skal vi stoppe dumhederne, allerede inden de begås. Således den dumhed at lade et kinesisk IT-firma, Huawei, opbygge, drive og overvåge TDCs nye 4G-mobilnetværk.

Ganske vist siger Forsvarets Efterretningstjeneste god for det, men USA advarer om, at Huawei er så sammenspist med Kinas kommunistiske styre, at man må frygte, at det bliver brugt til spionage. Og efterretningstjenesten i Storbritanien har netop indrømmet, at de ikke kan kontrollere Huaweis gerninger i landet.

Men det afgørende er, at Politiken, som bringer historien, samtidig bringer et beroligende interview med Mogens Lykketoft.

Det var ham, der som finansminister skabte IC4-skandalen ved en sen nattetime i en finanslovsforhandling i 1999 at indgå et kompromis med EL og SF, som medførte udskydelse af en planlagt elektrificering af vores jernbanenet.

Enhver effektiv forebyggelse af dette lands fremtidige skandaler begynder med intensiv overvågning af, hvad Mogens Lykketoft siger god for.

Ikke kun tirsdag

12/11 2013: Retorikprofessor Christian Kock har gennem en lang akademisk karriere udsendt gribende, men ak, forgæves nødskrig, hver gang han har forladt elfenbenstårnet og opdaget, at politikere ikke opfører sig som en akademisk forsamling af diskuterende professorer

Groft sagts lærde kollega, professor i retorik, Christian Kock, udtrykte i Politiken forleden stor bekymring over den nye, ”slå gækken løs”-debatform som Mogens Lykketoft har indført om tirsdagen i Folketinget.

”Det samlede indtryk er plat. Det minder om en art markedsunderholdning, hvor man ved at ramme skiven får en klovn til at falde i vandet. Politikerne misbruger spørgetimen til gensidige miskrediteringsforsøg, med lange udenomssnakke og efterfølgende anklager for ikke-svar.”

Kock er bekymret over, at denne debatform ikke gør vælgerne klogere på substansen, og frygter, at det kan skabe politikerlede.

Groft sagt føler med Kock. Det er et utaknemmeligt job gennem en lang akademisk karriere at måtte udsende gribende, men ak, forgæves nødskrig, hver gang man forlader elfenbenstårnet og opdager, at politikere ikke opfører sig som en akademisk forsamling af diskuterende professorer.

Groft sagt tør slet ikke tænke på den gru og fortvivlelse, der vil ramme den chokerede Kock, den dag – det ske sent – han måtte opdage, at sådan er folketingsdebatter altid. Ikke kun om tirsdagen.

Folketingsgæk

10/10 2013: Når den bankrådgiveragtige Kristian Thulesen Dahl slår sig løs, så skal man se Pia Kjærsgaards og andre DFeres henført heppende ansigtsmasse bag ham, og ikke Venstres blege Ellen Trane Nørby, der skriver SMSer i en ørken af tomme stole

”Formanden vil heller ikke næste gang gribe ind, hvis nogen slår gækken lidt mere løs,” sagde Mogens Lykketoft til de få medlemmer i salen efter tingets første forsøg med den nye debatform.

Situationen minder om engang i Groft sagts skolegang, hvor en normalt meget streng lærer pludseligt opfordrede vores veldisciplinerede klasse til at lave ti minutters skæg og ballade i klassen i anledning af, at inspektøren havde fået ridderkorset. Det lå tungt.

Lykketoft og præsidiet bør indse, at det vigtigste grundlag for en løssluppen debat er den rette indretning af lokalet. Folketinget bliver aldrig rigtigt skægt, før man sænker loftet og udskifter de løse stole, hvoraf de fleste er tomme, med to konfronterende bænkerader, hvor medlemmerne sidder skulder ved skulder og kan mærke hinanden.

Og når Kristian Thulesen Dahl slår sig løs, så skal man se Pia Kjærsgaards og andre DFeres henført heppende ansigtsmasse bag ham, og ikke Venstres blege Ellen Trane Nørby, der skriver SMSer i en ørken af tomme stole.

I øvrigt bør Lykketoft gå forrest med gækken ved igen anlægge sit originale fipskæg.

Lad det rasle!

29/5, 2013: Folketinget bliver aldrig festligt, før medlemmerne kan ryste på hovederne i tryg forvisning om, at ingen hører det

Skæbnens ironi har placeret en af vort folkestyres mest indædte riddere af den kedsommelige politiske substans, Mogens Lykketoft, i rollen som Folketingets fornyer. Hver 14. dag skal partiledere til efteråret duellere i salen.

Inspirationen kommer fra de særdeles livlige debatter i det britiske parlament. Dog uden briternes buhen. ”Man må godt ryste på hovedet – så længe det ikke høres,” præciserer Folketingets næstformand, Bertel Haarder i Jyllands-Posten.

Groft sagt tvivler på nytten af disse tiltag, sålænge medlemmerne sidder i et lokale med højt til loftet og med en masse luft mellem stolene. Det vil altid få løsdele i medlemmernes kranier til at runge påfaldende ved mindste bevægelse.

I det britiske parlament sidder medlemmerne skulder ved skulder som til en rockkoncert og hele scenografien er konfrontatorisk. Det er så intenst og støjende, at ingen TV-seer ænser de lyde det måtte give, når medlemmerne nikker begejstret eller ryster fortvivlet på hovederne. Folketinget bliver aldrig festligt, før medlemmerne kan ryste på hovederne i tryg forvisning om, at ingen hører det.

Fogh-Lykketoft-doktrinen

15/5 2013: Regeringen er færdig, uanset om krisen vender, og uanset seneste dagpengeløsning. Men De radikale er ikke færdige. Tværtimod. De er nu klar til at træde ind i en Løkke-regering

Landets skarpeste politiske kommentatorer overdynger lige nu læserne med spekulationer om, hvorvidt Thornings seneste dagpengeforslag, vil kunne redde hendes næste valg.

Groft sagt må punktere alt dette fortænkte spaltefylderi med et enkelt potent faktum – som er bekræftet af de politiske giganter Fogh og Lykketoft: Hvis en regering skal gennemføre reformer, som gør ondt på vælgerne, så skal det ske i det første halve år af regeringsperioden. Ellers har regeringen ikke, inden næste valg, en chance for at overbevise vælgerne om, at reformerne var nødvendige og gode.

Da Thorning-regeringen systematisk har plaget sine vælgere i halvandet år, er den altså, ifølge Fogh-Lykketoft-doktrinen, med fuld garanti helt færdig ved næste valg. Uanset om krisen vender, og uanset det seneste dagpengeforslag.

Derimod er De radikale ikke færdige. Tværtimod. De radikale har – ved at tillade S og SF med sædvanlig rød blødsødenhed at give efter for baglandets nødskrig – nu gjort klar til efter næste valg at træde ind i en Løkke-regering og fortsætte oprydningen i landet yderligere et halvt år.

Overhedet gårdbrand

26-04-2013: Hverken Lars Hedegaard eller Connie Hedegaard har forstået, at de spiller med i en komedie og derfor er nødt til at svøbe deres fanatisme i humor, hvis de ikke ønsker at ende som tragiske, ensomme figurer

Dansk politik er i virkeligheden en føljeton, som kører dagligt i TVs nyhedsudsendelser. Og det er en TV-komedie, ikke en tragedie. Det skyldes bl.a., at vælgerne er tryghedsnarkomaner og derfor afskyr enhver med ekstremistiske budskaber – fordi tryghedsnarkomaner forbinder fanatisme med unødigt besvær og krakileri.

Fanatikere kan derfor kun få deres budskaber igennem i komedien, hvis de forstår at svøbe deres fanatisme i humor.

Seneste bevis på denne antifanatisme-regel leverer de to gange Hedegaard, som for tiden optræder i komedien med vidt forskellige fanatiker-budskaber: Lars om muslimer, EU-Connie om CO2-kvoter.

Begge Hedegaardene skræmmer tryghedsnarkomaner langt væk med deres humorforladte, lidenskabelige præk om den rette lære.

Enhver Hedegaard bør lære, at i dansk politik bliver fanatikere, som ikke respekterer anti-fanatismereglen, til tragiske, ensomme figurer.

Se bare den sidste socialdemokratiske dødbiderkæmpe, Mogens Lykketoft, som altid stædigt har afvist, at dansk politik er en TV-komedie. Han er endt som ordensduks for Folketinget, hvor han korrekser tiltaleformer.

Barnefyrsten Corydon

27/3 2013: Jo mere desperat situationen bliver for Socialdemokratiet, jo mere provokerer finansminister Corydon sine tilbageværende vælgere med pubertetsagtigt arrogante udtalelser

Bjarne Corydon fremstår efterhånden mere arrogant og magtfuldkommen end selv Mogens Lykketoft, dengang han var finansminister med fyrsteligt fipskæg.

Arrogancen viser sig ved en systematisk undervurdering af modstanderne. Corydon tror således, at han kan slippe afsted med at udtale, at bare lærerne havde været ligeså villige til at nå til enighed ved forhandlingsbordet som gymnasielærerne, så ville vi undgå lockouten. Det overstiger hans fatteevne, at udtalelsen vil provokere gymnasielærerformand Leschly til at råbe ”historieforvanskning”; for der var – ifølge Leschly – hverken tale om to ligeværdige parter, eller om reelle forhandlinger. Vurderingen var, at ligegyldigt, hvad man gjorde, så ville Machiavelli Corydon tryne sit igennem.

Groft sagt konstaterer, at Corydon har en enestående evne til med pubertetsagtig arrogant fremfærd at provokere sine egne kernevælgere unødigt med oversmarte udtalelser. Udsigterne til, at barnefyrsten Bjarne Corydon når at blive en voksen politiker, inden lærere, forældre, gymnasielærere og mange andre ved næste valg lockouter ham, er små.

Sov ind med Olsen

18/5 2012: Effektiviteten af samrådsmøder på Borgen er uden betydning for, om de ses. Derimod kan billeder af en sovende mødedeltager have stor gennemslagskraft

Jyllands-Posten fortæller, at Folketingets formand Lykketoft i juni udsender en pjece om ”effektiv mødeledelse” og kortere samrådsmøder.

Artiklen illustreres af et billede fra et samråd, hvor den artige Inger Støjberg (V) igen og igen spurgte justitsminister Bødskov om det samme uden at få svar.

Lykketofts tanke er, at håndfast mødeledelse skal forhindre den slags irriterende udspørgen af en stakkels minister. Lykketofts argument er bl.a., at det ikke ser for kønt ud for de seere, som kigger med.

Men her tager Lykketoft fejl. For bag Støjberg ses en uopdragen Joachim B. Olsen, som uden held kæmper for at holde øjnene åbne. Og videoen med den slumrende Olsen i det uendeligt lange møde er set 16.193 gange, mens videoer fra samråd uden sovende Olsen normalt ses 435 gange.

Intet tyder altså på, at mødernes længde har nogen som helst betydning for, om de ses. Derimod tyder alt på, at det, der skal til, er sovende mødedeltagere.

Groft sagt foreslår derfor, at Lykketoft skrotter sin kedsommelige pjece om effektiv mødeledelse og i stedet lader Olsen lave kurser i effektiv indslumring.

Rød karse

27/2 2012: Der er langt fra Staunings fuldskæg til Bjarne Corydons stubbe oven på hovedet. I politik kan hår fylde meget forskelligt og sidde meget forskellige steder

Regeringens krise kan også skyldes deres hårpolitik. Stauning bar sit fuldskæg uden vaklen. Men fuldskæggets sidste suk, fipskægget, fik som bekendt dødsstødet af Mogens Lykketoft, som ofrede det i sin forgæves kamp for statsministerposten.

Og når man ser skatteminister Thor Möger Pedersen sidde inde hos Clement Søndag, så ser man, hvor langt ind i den helt hårløse, glatte teknokratpolitik vi efterhånden er kommet. Og ikke engang en ring i øret smykker Möger.

Også den anden af regeringens problemknusere, finansminister Bjarne Corydon, er en karseklippet teknokrat, som ser ud og taler som enhver anden flittig DJØF-fuldmægtig i det offentlige.

Både Mögers og Corydons hår sidder alt sammen som tykke uldmåtter inde i munden.

Groft sagt kræver politikere med hår uden på hovedet. Og gerne store, prægtige hårmanker på de politikere, som faktisk bestemmer, så vi i modvinden klart kan se, i hvilken retning regeringen iler.

Regeringen ødsler sit gode hår væk, så længe det alt sammen sidder på statsministeren, som ofte slet ikke ved, om hun skal sætte det op eller bare lade det hænge.

Æret være Gnavpot

19/12 2011: Groft sagt skal på det danske folks vegne dybt beklage tabet af den kostelige figur Don Quijote Lykketoft, ridderen af den politiske kedsomhed.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, fremstod i årtier som den toppolitiker, der mest indædt nægtede at indse, at dansk politik for langt de fleste vælgere er en TV-dramaserie, som dagligt fortæller seneste nyt om de politiske topfigurers intriger på Borgen.

Lykketoft var en både tragisk og komisk figur: seriens hidsige gnavpot, der stædigt kæmpede en mere og mere håbløs kamp for den kedsommelige substans’ sejr over alskens tant og fjas.

Men efter at Lykketoft nu i bare tre måneder har måttet kæmpe for at holde sig vågen i Folketingets formandsstol, bryder han nu sammen og bekender: ”Personligt synes jeg også, det kan være kedeligt. Derfor skal vi gøre det mere interessant at følge med i de politiske debatter, så folk ikke bliver helt udmattede og falder fra.”

Med disse ord dør én af den politiske TV-komedies mest fascinerende figurer, Don Quijote Lykketoft, ridderen af den politiske kedsomhed.

Groft sagt skal på det danske folks vegne dybt beklage tabet af denne kostelige figur. Men det er jo desværre den slags ulykker, der sker, når det ikke er en mesterkok, der skriver føljetonen.

Nogle er mere lige

30/6 2011: Det er Mogens Lykketoft, som kalder Jensens forskningsresultater for ”lodret nonsens”. Men så holder ligheden mellem de to tilfælde også helt op og bliver til stærke kontraster.

Forleden stak Marlene Wind piben ind, fordi Pind kaldte hende øgenavne og Kjærsgaard kaldte hende for ”hånende og fordømmende”. Nu har så en anden forsker, Bent Jensen, på lignende vis fået ørerne i maskinen. Denne gang er det så rødt hold, der står for mudderkastningen.

Det er Mogens Lykketoft, som kalder Jensens forskningsresultater for ”lodret nonsens”. Men så holder ligheden mellem de to tilfælde også helt op og bliver til stærke kontraster.

For da professor Wind blev hevet ned fra den høje eksperthest inde i blå stue, medførte det en masse bekymrede debatter på allerhøjeste åndeligt niveau i vores elektroniske public service-medier. Herunder så megen ekstra taletid til Wind, at hun blev nødt til selv at sige stop.

Men når professor Jensen nu på samme vis myrdes af den røde runkedor Lykketoft, så er det åbenbart slet ikke nær så principielt bekymrende og opsigtsvækkende.

Det behandles i hvert fald som ren rutine af samme medier.

Bonusspørgsmål med kommentarsvar

Er Mogens Lykketoft den hemmelige socialdemokrat?

30-01-2016: Lykketoft er med sin lækkede tale sprunget ud som en yderst risikovillig, ja dumdristig kommunikator. Var det samme dødsforagtende politiske kommunikator, der narrede alle og slog gækken løs med ”Den hemmelige socialdemokrat”? En nærliggende tanke, som fortjener granskning.

Kære læser i Hørsholm:

Tak for din mail, hvor du skriver, at Lykketofts fødselsdagstale sandsynliggør, at han er forfatter til den satiriske, anonyme bog ”Den hemmelige socialdemokrat”, som udkom i februar 2014 på People’sPres. Og tak fordi du – ud over at studere ”Den hemmelige socialdemokrat” – har læst min e-bog ”Hvem skrev Den hemmelige socialdemokrat?” hvor jeg – gennem en grundig tekst- og kommunikationsanalyse af den art, som vi er eksperter i på det Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet, hvor jeg har undervist og forsket i mere end 40 år – finder frem til, at forfatteren med 99,9 procents sikkerhed er Henrik Sass Larsen. Du skriver ikke, hvor du mener, at min argumentation er forkert, men giver en række argumenter, som skal sandsynliggøre, at Lykketoft er forfatteren.

Læs hele originalen.

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

4/9 2000: At være genial i ensomhed er ikke en nær så stor præstation som at være genial og samtidig kunne administrere og lede, således at mest muligt af det geniale man udtænker, bliver virkelighed.

Som forfatter kan man godt misunde Mogens Lykketoft. Når han fremlægger finansloven i august hænger journalisterne ved hans læber. Og ikke noget med at fedte for dem. Når de har fået bogen, finanslovsudkastet, nogle dage forinden, er det ikke for at tigge om omtale og give tid til forfatterinterview og den slags gøgl. Næh, det er for at give dem mulighed for at stille spørgsmål som er bare lidt mere intelligente end dem de ellers ville stille. Og hvis nogen af dem skriver om bogen så meget som et sekund før forfatteren har afsluttet det pressemøde hvor den officielt offentliggøres, så stopper den service. Men hvem tør også det inden at have spurgt forfatteren om den rette udlægning af teksten, således som det sker på pressemødet?

Og dagen efter kan han regne med flot omtale, gerne over flere sider med indgående forklaringer og fortolkninger af værket.

Selvfølgelig lyder der da også kritiske røster, men de kommer fra konkurrerende forfattere. Ren og skær misundelse og brødnid, nødtørftigt skjult bag saglige og politiske argumenter. Forfatter Lykketoft og hans værk in progress vil være i mediernes søgelys gennem hele efterårssæsonen.

Men mange, måske også en del magistre, ser vist lidt ned på den form for forfatterskab som der her er tale om. Rigtig fine forfattere arbejder alene og tumler med store eksistentielle spørgsmål. Myten om en forfatter som én der er i særlig kontakt med dybere lag i mennesket er så stærk at der skal mere en en enkelt Mogens Lykketoft til at ændre den.

Denne fokusering på den skabende ensomhed er måske ikke så mærkelig ved skønlitterære bøger, fordi det jo netop typisk er en ensom proces at skrive fx en roman eller en digtsamling. Mere bemærkelsesværdig er fokuseringen på den store éner inden for kunstarter hvor holdarbejde er en betingelse, fx film. Her kræves hos “forfatteren” udstrakt evne til samarbejde, forhandling og ledelse for at der skal komme en film ud af en lang proces. Herved kommer fx Lars von Trier og Steven Spielberg til i høj grad at dele evner med Mogens Lykketoft; og i langt højere grad end fx Klaus Rifbjerg i sin énmands forfatterbutik.

Uden den store ener bliver det hele ikke til noget; men at være genial i ensomhed er ikke en nær så stor præstation som at være genial og samtidig kunne administrere og lede, således at mest muligt af det geniale man udtænker bliver virkelighed. Det er mit indtryk at vi magistre heldigvis er ved at erobre dette traditionelle djøfområde. Der er en tendens til at selve det at lede ses som en slags kunst. Men hvorfor stoppe her? Tænk på hvor langt danske skønlitterære forfattere ville kunne komme hvis de som Lykketoft hver for sig havde hundredvis af folk under sig til at skrive deres værker. Ét kontor for replikker, ét for beskrivelse af solopgange og andre naturindtryk, ét kontor for forelskelse, ét for livets mening og ét kontor som sørger for at samfundsproblemerne bliver sat under debat. Sådan et værk gad jeg nok se. Skeptikere vil påstå at det kommer til at ligne finansloven. Lad det komme an på en prøve!

Læs originalen

Læs flere Kølletæppebank.

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

SENESTE KOMMENTARER OG MORALER

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER