FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

 

 

 

Først lagt op 06-12-2019,,senest opdateret 06-12-2019 14:16:04

Svensk lærestreg

Vi bør stadig være rystede over, at det tog så lang tid for Sverige at erkende indvandringens realiteter. Hvordan er det muligt i et demokrati kollektivt at fortrænge en væsentlig ændring i landet så længe?

 

 

 

Det største borgerlige parti i Sverige, Moderaterna, har for et par dage siden begyndt politiske samtaler med Sverigedemokraterne (SD). Ved den seneste opinionsmåling i Aftonbladet i dag, 6/12 2019, er SD Sveriges største parti.

Demokratiet har altså omsider virket også i Sverige: Det parti, Moderaterna, som SD især får nye tilhængere fra, har indset, at hensynet til overlevelsen tvinger dem til at indlede samtaler med SD.

Men i årtier har det svenske politiske system, dvs. partier og store medier, været enige om at køre en udelukkelseslinje over for SD. I de seneste år er det dog blevet stadig mere umuligt at holde en politisk korrekt linje i landets store medier. Store medier undgår ganske vist stadig systematisk at bruge ordet ”indvandrer” i forbindelse med forbrydelser, mord og bandekriminalitet, men det er min vurdering, at når SD samtidig er vokset, så skyldes det, at mediernes politisk korrekte fortielser gennemskues af stadig flere.

Vi tilhængere af det demokratiske system glædes over Sverige i disse dage.

Men vi bør stadig være rystede over, at det tog så lang tid for Sverige at komme så langt. Hvordan er det muligt i et demokrati kollektivt at fortrænge en væsentlig ændring i landet så længe?

Det skyldes, at ændringen med indvandrerne kommer det etablerede på tværs. Forestillingen om Sverige som ”humanistisk stormagt” udelukker erkendelsen af, at man har lukket mennesker ind i landet, som man i stort tal tvinges til at straffe, hvis man ser realiteterne i øjnene.

Ethvert demokrati fortrænger en virkelighed, som rammer den demokratiske selvforståelse – indtil demokratiet tvinges til at erkende den og gøre noget ved den. Det sker, når et nyt parti scorer kraftigt på etablerede partiers fortielser og fortrængninger.

I stedet for her i landet nu at give os hen i dådløs selvglæde over, at vores naboland omsider har måttet erkende, at indvandring ikke er lutter idyl, så bør vi bekymret spørge, hvad det er, vi og andre demokratier i øjeblikket fortrænger. Og måske fortrænger med en endnu større fanatisme end Sverige fortrængte indvandringens realiteter med.

Jeg vil bare nævne to iøjnefaldende fortrængninger, som allerede længe har kørt i demokratiernes medier:

1.    De rigeste af os vil formentlig om få årtier kunne købe evigt liv her på kloden. Den medicinske udvikling peger klart i retning af, at udskiftning af defekte organer og medicinsk behandling efterhånden raffineres, så døden afskaffes for en økonomisk og politisk elite, der kan betale enorme beløb til de mest avancerede klinikker. Om nogle årtier vil vi således aldrig læse i avisen, at en Lars Larsen eller en Donald Trump er afgået ved døden. Denne ændring i elitens livsbetingelser vil så vidt jeg kan se umuliggøre demokratiet i løbet af de næste 50 – 100 år.

 

2.    Kunstig intelligens vokser overalt. Når vi homo sapienser ikke længere kan slukke og tænde for knappen til KI, så giver et politisk system med fri og hemmelige valg for landets sapienser ikke længere mening. Som andet end en herlig illusion for afmægtige ignoranter uden forstand på kunstig intelligens.

Disse to udviklinger kommer efter min vurdering uafvigeligt. Og er tæt forbundne. Tilsammen bliver disse udviklinger en revolution for os sapienser, en revolution, som afliver demokratiet – afslører det som en vidunderlig illlusion, så længe det varede. Ligesom Sveriges illusion om at være foregangsland angående indvandring.

Hvordan kan det være, vi hører så lidt om disse to udviklinger, som har været i fuld gang længe?

Fordi ingen i det demokratiske etablissement aner, hvad vi skal stille op. Fuldstændig som svenskerne i mange år havde det med indvandringen. Der er derfor ikke andet at gøre end at holde mest muligt kæft med det. Også selv om alle godt ved, at det ikke går væk af sig selv.

Og den sene erkendelse af indvandringen vil næppe koste Sverige demokratiet. Det ryger først, når svenskerne og vi andre tvinges til også at erkende de næste to fortrængninger.

 

Læs Svensk succesrystelse, Køllebank Groft sagt

Læs Visse ord er værre end tavshed, Kølletæppebank

Læs Homo Sapiens Sisyfos, Kommentar

Læs Hawking: Evakuér Jorden! Kølletæppebank

 

 

 

 

 

 

 

Læs flere kommentarer

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

 

 

 

Kjoeller.dk

Seneste kommentarer

KjoellerNEWS

Alle bøger

 

 

 

 

Senest opdateret 06-12-2019 14:16:04

 

 

© klaus@kjoeller.dk