|
|
|
|
|
|
|
|
|
Bragt i ”Groft sagt”
Nytårsforsæt [30/12, 31/12]
Alle,
som kan tale, taler i øjeblikket for, at 2012 bliver meget bedre end
2011. Det er ikke kun vor dronning, som i sin nytårstale samler og
opmuntrer os alle til at yde vores bedste i 2012. Og vor statsminister,
som i sin tale både vil love at samle sig selv, sin regering og hele
Europa til imponerende toppræstationer i 2012. Nej, også rundt om i
landet i mere fortrolige kredse loves, sværges og bønfaldes der i
øjeblikket til højre og venstre om gennemgribende forbedringer overalt.
Således lover Søvndal bl.a. at binde sine slips, DSB at alle tog vil
køre til tiden, Løkke at svare på helt klare og enkle spørgsmål, og
Özlem Cekic at finde en vaskeægte, fattig dansker. En bekymret,
hengiven læser af Groft sagt har
spurgt, hvad Groft sagt vil gøre,
hvis 2012 virkelig bliver så godt et år, som alle i øjeblikket taler så
overbevisende for? Er hele Groft sagts
eksistensgrundlag ikke væk, hvis alle politikere pludselig gør alt det
rigtige og gode? Joh. Men fortvivl ikke, thi Groft
sagt lover at kunne fortsætte sin selvudslettende kamp for
sin egen undergang også i 2012. Lad det være alle til trøst. Folkehulk [29/12, 31/12]
De
seneste dage har budt på en ulækker samproduktion mellem nordkoreansk
stats-TV og vestlige TV-stationer. Nordkoreansk TV viser de hulkende
masser for at konsolidere styret. Man demonstrerer for alverden, at
Kimmerne har styr på alt, herunder befolkningens mest intime
følelsesliv. Dansk og andre demokratiske landes TV viser
forestillingen, fordi mange seere elsker at se pudsige billeder fra et
mærkeligt land. To eksperter filosoferede på dansk TV over, om gråden
mon var ægte. Men enhver kunne jo se, at der var tale om falsk
teatergråd, som aldrig var blevet godkendt i selv den mest elendige
C-film fra Hollywood. Og det er netop hele pointen: Diktaturer
nedbryder borgernes selvrespekt ved at tvinge dem til offentlig adfærd,
som undersåtterne selv godt ved er løgn og hykleri. Ydmygelsen for
øjnene af alverdens befolkninger tæsker enhver tanke om oprør og frihed
ud af undersåtterne. Men selv Groft sagt
må da indrømme, at ydmygelserne indimellem ser ganske komiske ud på et
demokratisk TV-apparat. Tilbagekaldelse [22/12, 30/12]
Der
ses for tiden mange store annoncer, hvor virksomheder tilbagekalder
produkter, som udgør en fare for forbrugerne. Blandt de seneste
eksempler er en bikinioverdel med så lange stropper, at der var fare
for kvælning, batteri til mobiltelefon, som kan overophedes, og et
fyrværkeribatteri, som kan vælte under afskydningen. Anonyme kilder
oplyser nu til Groft sagt, at denne
tilbagekaldelsesbølge af produkter, som overtræder love og
sikkerhedsbestemmelser, har vakt stor interesse i de kredse, som snart
skal til afhøring i kommissionen om håndteringen af Thornings
skattesag. Der arbejdes således i Skatteministeriet med en række store
dagbladsannoncer, hvor man tilbagekalder de notater, som
departementschef Peter Loft under sagens behandling afleverede hos Skat
København. Det hedder bl.a. i annonceteksten: ”Da det har vist sig, at
disse notater kan give anledning til alvorlige misforståelser og
karrieretruende situationer, skal Skat hermed tilbagekalde dem til
destruktion. Enhver kan henvende sig til Skats kundeservice og få
tilsendt erstatningsnotater, som er garanteret ufarlige.” Godt begyndt [27/12, 29/12]
Der
gisnes i øjeblikket om, hvordan Thorning vil begynde sin nytårstale.
Hun er jo kendt for gode begyndelser som ”Jeg kan slå Fogh” og ”Vi
gjorde det.” Groft sagt har flere
forslag til markante nytårstalebegyndelser. De bringes allerede i dag,
så de kan indgå i taleskrivernes arbejde. Den enkleste start er denne:
”Godaften. Vi er kommet godt fra start.” Men denne indledning kan smage
lidt af genbrug fra tirsdagspressemøderne. Derfor kan Thorning
signalere fornyelse med denne begyndelse: ”Valgkampens optakt til
regeringen var meget lovende; alligevel overgik fortsættelsen selv de
største forventninger.” Personligt vil Groft
sagt dog anbefale denne måske lidt dristige
tretrins-indledning: ”Først lovede jeg, at jeg kunne slå Fogh. Det
gjorde mig til partileder. Derefter lovede jeg, at jeg ville bevare
akutfunktionen i Svendborg. Det gjorde mig til regeringsleder. Nu lover
jeg så, at jeg i 2012 vil skabe job og redde Danmark og Europa fra den
økonomiske krise. Historien viser, at det vil gøre mig til en stor
visionær statsminister – især hvis det går helt modsat ude i
virkeligheden.” Pungløs jul [23/12, 24-25/12]
Forleden
fremførte en københavnsk skoleinspektør uddrag fra julens sangskat i
TVs nyhedsudsendelser for at demonstrere at indholdet krænkede
muslimske familier. Både ”Et barn er født” og ”Velkommen igen, Guds
engle små” viste sig – til tydelig indignation for den syngende
inspektør – at rumme kristen forkyndelse, dvs. propaganda. Så disse og
andre julesange blev lyst i band på hendes skole, og kunne derefter
altså kun synges i smug på toiletterne. Groft
sagt erfarer, at denne politisk korrekte julebevægelse har
grebet om sig. Således har en skole på Vestegnen pålagt sig selvcensur
angående linjen ”Men nissefar han er en lille hidsigprop” (fra ”På
loftet sidder nissen”) for ikke at krænke skolens minoritet af
hyperaktive lærere og elever, som dagligt indtager ADHD-medicin.
Desuden er det velkendt, at de mange pædofilisager i den seneste tid
har gjort linjen ”Derfor får hun denne pung” med den usædelige
opfordring til børnene: ”løft engang hvor den er tung” (fra ”Højt fra
træets grønne top”) umulig at synge i børnehaver, på skoler og
ungdomsuddannelser i stadig flere af landets regioner. Bewonder [22/12, 24-25/12]
Forfølgelsen
af Villy Søvndal vil åbenbart ingen ende få. Forleden var han ovre og
besøge Hillary Clinton, som virkelig morede sig herligt sammen med
Villy. Men som sædvanlig mangler den hjemlige andedam sans for sand
storhed hos en landsmand. Groft sagt
må krumme tær over den provinsielle skadefro over Søvndals engelsk. Når
han f.eks. betror Hillary, at ”I’m a great bewonder of american
culture”, så slår pøblen af YouTube-analfabeter sig på lårene af
latter, fordi disse konforme, kulturelle ignoranter ikke kan finde
ordet ”bewonder” i nogen ordbog. Men ét af verdenslitteraturens mest
beundrede og sagnomspundne værker, James Joyces ”Finnegans Wake” (1939)
er heller ikke skrevet med ord, som enhver abe kan slå op i en ordbog.
Joyce blander i denne roman engelsk med mere end 60 andre sprog,
herunder dansk, til muntre, indholdsmættede ordspil som vil holde
hærskarer af litterater fuldt beskæftiget i de kommende århundreder.
Når Søvndal blander dansk og engelsk i sine udtalelser, er det
simpelthen en innovativ måde, hvorpå han udtrykker, at Danmark og USA
taler samme sprog. Forstå det, tumper! Lavtlønsproblem [21/12,
22/12]
Den
respekterede politiske kommentator, Ralf Pittelkow, stopper nu på
Jyllands-Posten efter 17 år. Pittelkow meddeler, at han endnu ikke kan
fortælle om, hvad han nu skal, ”da der endnu er nogle småting, der skal
falde på plads.” Rygter vil vide, at Pittelkow skal være
spindoktorgeneral for SF’s spindoktorhær, som lige nu forsøger at
genoprette Villy Søvndals karisma, som i sin tid skaffede partiet 20
procent i opinionsmålingerne. Situationen i SF-toppen er så desperat,
at man har erkendt, at vejen frem er at købe den kommentator til
tavshed, som gennem årene har hudflettet partiet mest nådesløst og
konsekvent. Det har dog også gjort indtryk i SF-toppen, at Pittelkow
var den første, der indså, at SFs økonomiske tænkning byggede på en
helt ny økonomisk regneenhed, nemlig de såkaldte villyarder, som helt
revolutionerede nationaløkonomien ved at gøre det muligt at spendere de
samme milliarder flere gange. De småting, der skal falde på plads, er,
at SF rundhåndet har tilbudt Pittelkow 1000 villyarder årligt, men han
kræver ultimativt bare at få et mindre antal gammeldags millioner
danske kroner. Nordkorea i os [20/12, 21/12]
I
disse dage græder alle nordkoreanere offentligt over tabet af deres
kære leder. Og alle vestlige TV-stationer viser regimets hulkende
studievært og grådkvalte borgere og soldater. Det er let for os danske
at distancere os fra disse stakkels mennesker og dette skrupskøre
styre, som ikke ligner noget, man ellers har her på kloden. Men i
virkeligheden er dette rablende diktatur jo noget, som enhver
arbejdende dansker let genkender i sin daglige virkelighed. For
Nordkorea findes på enhver dansk arbejdsplads. Nemlig som det sted,
hvorfra de ansatte henter inspiration og ammunition til groteske
sammenligninger, når man vil kritisere ledelsen, f.eks. for at tvinge
ting igennem, som strider mod sund fornuft og medarbejderdemokrati. I
Nordkorea ser vi, hvordan det går, hvis de ansatte taber denne kamp, og
ledelsen sejrer ad helved’ til: Topchefen bliver Gud, direktionen får
hele forsiden pansret til med ordner til ned over bæltestedet, og
personalet tør ikke andet end græde som pisket, når lederen kreperer.
Derfor har enhver dansker pligt til at fortsætte den daglige nærkamp
mod Nordkorea. Æret være Gnavpot [19/12, 20/12]
Folketingets
formand, Mogens Lykketoft, fremstod i årtier som den toppolitiker, der
mest indædt nægtede at indse, at dansk politik for langt de fleste
vælgere er en TV-dramaserie, som dagligt fortæller seneste nyt om de
politiske topfigurers intriger på Borgen. Lykketoft var en både tragisk
og komisk figur: seriens hidsige gnavpot, der stædigt kæmpede en mere
og mere håbløs kamp for den kedsommelige substans’ sejr over alskens
tant og fjas. Men efter at Lykketoft nu i bare tre måneder har måttet
kæmpe for at holde sig vågen i Folketingets formandsstol, bryder han nu
sammen og bekender: ”Personligt synes jeg også, det kan være kedeligt.
Derfor skal vi gøre det mere interessant at følge med i de politiske
debatter, så folk ikke bliver helt udmattede og falder fra.” Med disse
ord dør én af den politiske TV-komedies mest fascinerende figurer, Don
Quijote Lykketoft, ridderen af den politiske kedsomhed. Groft
sagt skal på det danske folks vegne dybt beklage tabet af
denne kostelige figur. Men det er jo desværre den slags ulykker, der
sker, når det ikke er en mesterkok, der skriver føljetonen. Dannelsesrejse
[16/12, 19/12]
De
utaknemmelige og kværulantiske pendlere er nu igen på banen. Denne gang
med et pedantisk krav om refusion af udgifter til togkort, fordi DSB
for tiden kører med halvt så mange og halvt så lange tog som normalt. Groft sagt har fået nok! Det er på tide,
at nogen tager bladet fra munden og spørger, om det egentlig problem
ikke er, at disse altid jamrende pendlere fuldstændig mangler sans for
en togrejses sande værdier? Kræmmeragtigt og materialistisk opfatter
pendlere åbenbart en togrejse som en simpel transport af et korpus fra
et sted til et andet. Men kan man vente andet af personer, som tror de
er noget, bare fordi de ejer et togkort til syv zoner? Heldigvis kommer
DR nu DSB til hjælp med at få disse utaknemmelige pendlere til at
fatte, at en togrejse ikke er kadavertransport, men i virkeligheden en
æstetisk nydelse, som er højt hævet over forsinkelser, aflysninger,
ståpladser og strejker. I juledagene vises således på TV 2.200 km’s
udsøgte rejseoplevelser med lyntog og korte smut med S-tog eller metro.
Lad dette blive en åndelig dannelsesrejse for hæren af klynkende
pendlerkroppe! Tak, SF [16/12, 18/12]
Groft sagt og alle mulige andre kloge,
indsigtsfulde og ansete kommentatorer har været ramt af granatchok,
efter det viste sig, at Løkkes opinionstal ikke faldt efter hans
håbløse optræden i Statens Museum for Kunst, hvor han blev sat til vægs
af pressen. Alle landets kommentatorer var ellers enige om, at det var
katastrofalt, at han var så dårligt forberedt. Og at episoden var den
”game changer”, som regeringen havde ventet på. Men så kom målingerne,
og de viste klart, at vælgerne var ligeglade. Af dette måtte alle
kommentatorerne så drage den slutning – i det mindste i vores stille
sind – at vi kommentatorer lever i vores egen verden. Vi læser, lytter
og ser hinandens kommentarer og analyser og gejler så efterhånden
hinanden og hele den politiske elite af journalister og politikere op
til at drage skrupforkerte slutninger, som at svedige Løkke mødte sin
Waterloo-mur på museet. Hvad skal kommentarerne dog nytte? spørger vi
fortvivlet. Men så lækker SF heldigvis nu en intern analyse, hvor de
giver os dødsensfarlige kommentatorer skylden for partiets elendige
valgresultat. Tak, SF. Menneskesyn [16/12, 17/12]
Beskæftigelsesminister
Mette Frederiksen fremhæver, at det kun er mellem 10 og 15 procent af
kontanthjælpsmodtagerne, der har et ”samspilsproblem”, som er
ministerens herlige nysprogsbetegnelse for det forhold, at den ene
ægtefælle skal tjene mindst 29.600, for at det kan betale sig at tage
et arbejde. ”Hvis de nu begge kom i arbejde, så skal de bare op at
tjene omkring 15.000 kr. for at have mere. Det er meget lidt
perspektivrigt, hvis man kun vil satse på, at den ene skal i arbejde.”
Hvorfor knækker hele landet ikke sammen af latter over dette
modargument, som jo fremstiller et gift kontanthjælpspar med børn som
komplette idioter? Det gør man ikke, fordi Mette Frederiksen her taler
med godhedens godtroende stemme, som tillægger alle
kontanthjælpsmodtagere et ædelt samfundssind. Groft
sagt’s menneskesyn er ædelt, men dog af denne verden. Derfor har Groft
sagt en stærk mistanke om, at de fleste i denne gruppe
hellere vil stå til rådighed for deres børn og hinanden end for
arbejdsmarkedet. Især hvis de kun kan tjene nogle få hundrede kroner
mere om måneden ved at knokle. Søges: alfaspindoktor
[15/12, 16/12]
Efter
spinhalløjet i alle medierne den seneste tid, har et enigt Folketing nu
besluttet at se reglerne efter. Også selv om både Løkke og Thorning i
dagene op til beslutningen har afvist, at det var nødvendigt. ”Man
laver jo heller ikke færdselsloven om, fordi der er én, der kører over
for rødt,” sagde Thorning med et godt billede, som hun sikkert har fået
af sin tro lakaj, Noa Reddington. Groft sagt mener,
at både V og S med deres kovending endnu engang klart viser, at ingen
af dem fatter, hvad spin egentlig går ud på, nemlig strategi. Gang på
gang siger begge vores store partier ét og gør kort efter noget andet.
Men strategi går ud på at sørge for, at alt, et parti siger og gør,
peger i samme klare retning. Den fraværende mediestrategiske styring
skyldes formentlig, at både S og V længe har manglet bare én
alfaspindoktor med overblik og format, f.eks. en tidligere
chefredaktør, som ved, hvad det vil sige at redigere virkeligheden ved
at styre uregerlige typer med fast hånd. Man tror åbenbart, at man kan
klare sig med en masse overbetalte boldflyttere, som praler med, at de
kan score med spin. Topspin [14/12, 15/12]
Det
forlyder, at flere spinchefer på Christiansborg er ved at omlægge deres
strategier under indtryk af den massive presseomtale af en lækket
lydfil med en samtale mellem to journalister. Strategien vil for
fremtiden være at servere det allerværste spin i form af en strengt
fortrolig, privat telefonsamtale, som optages i smug, og som først
sendes til DRs nyhedschef, som lægger den i en bankboks. Derefter
sendes samtalen anonymt til Ekstra Bladet. Det har nemlig vist sig, at
pressen betragter informationer, der leveres på lige netop denne måde,
som den pureste sandhed. Derfor er man i Venstre allerede langt fremme
med læseprøverne til denne samtale: Troels Lund Poulsen: ”Loft
(departementschefen, red.) handler
helt uden min vidende, pisse idiotisk.” Løkke: ”Heldigvis ved jeg
absolut intet om dette; vil du købe en aktie i Græsted Boldklub?” En
anonym kilde har lækket til Groft sagt,
at SFs presseafdeling i øjeblikket forgæves ringer rundt for at finde
én, som i en hemmelig, fortrolig telefonsamtale – og gerne med en masse
eder og forbandelser – vil sige noget pænt om Villy Søvndal. Spindoktorstrejke
[13/12, 14/12]
Mange
i kultureliten af professionelle jammerkommoder jamrer lige nu løs over
at spindoktorerne er en byld på den politiske kultur. Med Ekstra
Bladets moralsk oprustede chefredaktør som hovedperson i alle
TV-debatter. Men enhver borger oplever jo med sine egne sanser dagligt,
at den politiske substans, som alle den politiske elites generaler og
orakler elsker at holde skåltaler for, bliver mere og mere overflødig,
når det politiske stof skal sælges. Medrivende historier om
chefredaktører, spindoktorer og journalister kører efterhånden helt af
sig selv. Lige nu taler alle medier således om en lydfil, som en anonym
har afleveret til Ekstra Bladet. På denne fil forklarer en journalist
på TV2 til en tidligere ansat journalist i DR, at han engang i fortiden
har fået at vide af den tidligere forsvarsministers spindoktor, at der
skulle jægersoldater afsted til Afghanistan. Men det benægter den
tidligere spindoktor, at han har sagt. Groft
sagt vil foreslå alle landets spindoktorer at strejke, indtil
medierne bønfalder dem om at genoptage arbejdet med at udfylde spalter
og sendetid. Klimaballon [12/12, 13/12]
Efter
at TV i ugevis har fremvist undergangsmærkede ansigter, som leverede
retoriske toppræstationer med gribende appel til det allerbedste i
mennesket, fik vi jordboere en fortjent happy end, nemlig en aftale.
Aftalen går ud på, at alle verdens lande inden 2015 skal blive enige om
rammerne for at aftale konkrete klimamål, der skal implementeres i
2020. Desuden har man aftalt en Grøn Fond, som skal hjælpe
udviklingslandene. Fonden er foreløbig ren godgørende struktur uden
penge, men USA forventes at yde til den. Da USA jo selv mangler penge
for tiden, kan USA vel bare yde til fonden med penge, som man låner i
Kina, som jo skovler penge ind, fordi de vækster løs helt uden hensyn
til klimaet. Kynikere vil hævde, at årets klimaaftale bare er varm
luft, men Groft sagt mener, at
menneskehedens største udfordring er at bevare håbet, netop når det ser
allermest håbløst ud. Og derfor glæder Groft
sagt sig med alle verdens TV-stationer over, at det nu igen
er lykkedes for en klimakonference i løbet af et par uger, først at
martre os med rædsel over jordens undergang for derefter at lade os
stige højt til vejrs med håbets glade ballon. Skats skjald [9/12, 12/12]
Alle
ved, at uden netværk bliver man ikke til noget. Men nu træder så Skat
Københavns topchef, Erling Andersen, frem i Jyllands-Posten som
rollemodel for indadvendte stræbere helt uden netværk. Først var han i
12 år formand for en fagforening; derefter har han siden 1998 været
chef i forskellige dele af Skats imperium, inden han i 2009 blev
topchef for Skat Københavns 1100 sjæle. Og det har han alt sammen
klaret helt alene. Han forsikrer, at han ingen tilknytning overhovedet
har til politiske netværk af nogen art. Den redegørelse, som har fået
Ekstra Bladets chefredaktør til at lyde som et politisk overkorrekt
medlem af Det radikale Venstre og udløst en kommissionsundersøgelse,
har den gode Andersen lavet helt mutters alene: Ingen har hjulpet ham
eller læst redegørelsen igennem, inden han afleverede den til
skatteministeren. ”Det har ikke været fornødent. Jeg arbejder meget
selvstændigt,” siger den brave embedsmand, som her fuldstændig ligner
vor store nationalskjald Adam Oehlenschläger (1779-1850), som jo også i
splendid isolation skrev direkte på guddommelige inspirationer fra de
allerhøjeste sfærer. Rettidighedschef [9/12,
11/12]
I
sin kamp for tog til tiden til de altid kværulerende pendlere har
DSBFirst skåret ned på antallet af tog på Kystbanen. Men nu har
pendlerforeningen så lavet en undersøgelse, der viser, at 12 pct af
pendlerne synes, at færre tog bare har gjort forsinkelser og
aflysninger endnu værre. Og de kværulerer nu løs over, at der i sidste
uge, som var en helt almindelig uge uden sne og frost, kun var 85 pct
af togene, der afgik rettidigt. Groft sagt kan ikke
andet end beundre DSBs måde at takle disse utaknemmelige brokhoveder
på. Direktøren for DSBFirst lover således godmodigt fortsat at ville
sætte fokus på rettidigheden i 2012, fordi: ”Vi ved fra erfaring med
S-tog, at hvis toget kommer til tiden, så smitter det også af på resten
af togturen.” Og det er jo helt rigtigt set: Ved at nedsætte antallet
af tog og sørge for at de kører uforudsigeligt, så sikrer DSB, at
selv hærdede kværulanter opfyldes af lyksalig taknemmelighed,
hver gang et tog mirakuløst kører rettidigt. Projektet støttes varmt af
Banedanmark, som allerede har ansat en Rettidighedschef. Europas redning [9/12, 10/12]
Efter
forhandlinger i EU natten mellem torsdag og fredag var overskrifterne i
medierne alarmerende: ”Forhandlingssammenbrud” og ”EU splittet i to”.
Og den franske præsident Sarkozy lignede en traumatiseret dødning, da
han på TV gav Storbritannien skylden. Hertil kom, at alle eksperter
udmalede store og uoverskuelige udfordringer for EU med at få
omverdenen til at fatte tillid til euroen. Men så – midt i al
håbløsheden og fortvivlelsen – lød en røst gennem Europa. En røst fuld
af håb og fortrøstning, som udspredte glædens budskab til alle: ”Det
der er vigtigst i aften, er, at man har skabt ro omkring euroen.” Og
ordene kom fra vor leder, Helle Thorning-Schmidt. Groft
sagt anerkender, at Thorning, allerede inden Danmark
overtager EU-formandskabet, helt naturligt benytter anledningen til –
på europæisk niveau – at afprøve sin velkendte teknik med at tale
kendsgerningerne stik imod. Selv om teknikken har vist sig ineffektiv
over for små nationale anliggender som løftebrud og elendig
regeringsstart, så må vi alle nu bede til, at den kan udrette mirakler
i Europa. Ged barberet [7/12, 9/12]
Det
er velkendt, at Lars Løkke afskyr ”Kloge-Åger”, som fortæller ham, hvad
han skulle have gjort. Alligevel vil Groft
sagt vove sig frem med råd om, hvad Løkke bør sige næste
gang, der står en skallet, gedelignende mand med skægstubbe og stiller
irriterende spørgsmål, mens han propper en stor rød mikrofon op i
munden på ham. Nemlig dette, som skal siges så langsomt som muligt:
Tak, hr. Qvortrup, for det meget præcise og enkle spørgsmål, som jeg
ser frem til at besvare fyldestgørende. Jeg ved, at du ikke stiller
spørgsmålet, fordi du hader mig og derfor nyder at se mig stå presset
op mod væggen og svede. Du stiller det, fordi du som journalist kæmper
nådesløst for sandheden og ikke vil lade en politiker slippe afsted med
at tale udenom. Bravo! Men noget for noget. Så hvis I nu alle sammen
først træder tre skridt baglæns, mens I i kor siger ”Goddag mand,
Økseskaft”, så vil jeg svare. – Efter journalisterne har gjort som
ønsket, bringer Løkke sit tøj i orden, tørrer sveden af panden og
siger: Ja, vi taler faktisk hele tiden om Helle i Venstre. Og så er den
ged vist barberet. Domptørens død [6/12,
8/12]
Der
jamres i øjeblikket over, at spindoktorerne har fået for meget magt. Groft
sagt mener, at problemet er et helt andet, nemlig at
politikerne får alt for dårlig kommunikationsrådgivning fra disse
toplønnede lejesoldater. Enhver kan med egne øjne tydeligt se, at vores
to politiske topfigurer, Thorning og Løkke, begge får katastrofalt
elendig rådgivning, inden de skal møde pressekorpset i en
tv-transmitteret pressekonference. På sine tirsdagspressekonferencer
slås Thorning igen og igen til tælling af de mest indlysende spørgsmål.
Og Løkke lod sig drive helt ind i væggen af et journalistkobbel i
blodrus, da han skulle svare på det mest forudsigelige spørgsmål af
alle, og leverede defensiv sort tale, som sendte bølger af lyksalighed
gennem regeringskontorerne. Det er på TV, at Groft sagt
og resten af befolkningen med egne øjne oplever politikerne unplugged
og vurderer deres troværdighed og kompetence bag facaden. Og vi kræver
at se kloge politiske ledere, der med klar, humoristisk tale
kontrollerer hysteriske journalister. Vi går jo heller ikke i cirkus
for at se tigerne æde domptøren. Hother Titanic [2/12,
7/12]
Ved
stormen forleden tilbragte vejrvært Cecilie Hother hele dagen yderst på
en mole i Hanstholm Havn for at kunne rapportere direkte, mens hun for
øjnene af os alle sammen kæmpede heroisk mod bølgerne, som hele tiden
var ved at skylle hende væk. Samtidig blev resten af landets befolkning
rådet til at holde sig inden døre og gøre klar til strømsvigt.
Eksperter har oplyst, at Hother bar en helt utilstrækkelig
redningsvest. Hun ville altså være gået til bunds, hvis bølger og vind
havde fået tag i hende. Men Groft sagt kan trøste
med, at så ville hun og hendes TV-station til gengæld blive husket til
evig tid, fremfor alle de hundredvis af studieværter og TV-stationer,
som bare forsvinder i det stille, fordi de ældes og dør. Hother ville
så blive som det legendariske Titanic, som alle kun husker, fordi det
fik en dramatisk undergang med en masse dødsofre. Ingen laver i dag
udstilling og mindestuer for Titanics identiske søsterskibe, som bare
tøffede frem og tilbage uden at ramme et isbjerg og synke. Groft
sagt anbefaler ikke direkte, at Hother løber molen ud ved
næste storm, men TV-seerne er vant til, at ethvert TV-drama udløses i
et naturligt klimaks. Høg over høg [5/12, 6/12]
Danmarks
legendariske, fæle spindoktorsataner, Henrik Qvortrup og Michael
Kristiansen, optræder nu som public service-TV’s tiljublede, politiske
sandhedsvidner og kæledægger. Nu har vi så endelig fået et værdigt bud
på en ny spindoktorsatan, nemlig Peter Arnfeldt, Troels Lunds Poulsens
tidligere rådgiver. Men mens pressen fnyser over Arnfeldts afskyelige
manipulationer af et dydssiret Ekstra Bladet, så glemmer man helt at
undre sig over, at informationerne om Peter Lofts deltagelse i fem
møder i Skat København dukker op i medierne lige netop på et tidspunkt,
hvor det går katastrofalt dårligt for Socialdemokratiet, som står til
20 procent mod Venstres op til 36 procent. Ingen tror vel, at dissse
halvandet år gamle oplysninger åbenbares lige netop i dette øjeblik,
fordi nogle journalister har gravet i halvandet år, inden de nåede frem
til dem? Nej, nogen inde i systemet har været interesseret i at hjælpe
regeringen ved at sørge for, at det kom frem nu. Og det er kun godt, at
enhver offentlig ansat med et anononymt telefonopkald kan foreslå en
journalist at søge aktindsigt i noget, som lugter.
Men ingen bør glemme, at det allerfæleste spin, er
det, som ingen opdager, fordi alle nu jagter dæmon Arnfeldt. Tvangslæsning [2/12, 5/12]
”Skoler
har indført tvangslæsning” læser Groft sagt
i en sensationel overskrift fredag. Aha, tænkte Groft
sagt naivt, det kan umuligt betyde, at eleverne nu tvinges
til at forberede sig til undervisningen, for det gør de jo i forvejen
helt rutinemæssigt. Men måske kan det betyde, at man i det danske
skolevæsen nu afprøver en ny pædagogisk metode inspireret af den barske
udenadslæren af Koranen, som man praktiserer i mange muslimske landes
sorte skoler. Og hvorfor ikke? Ingen effektive pædagogiske metoder bør
være hellige, når det handler om at forhindre den katastrofe det er, at
16 procent af hver årgang tilbringer 9 år i folkeskolen uden at lære at
læse og forstå en simpel tekst. Men så afslører teksten under
overskriften, at tvangslæsningen bare består i, at næsten alle
folkeskoler nu har indført læsetræning, hvor eleverne i skoletiden får
besked på at sætte sig ned og læse i en bog, som de selv har valgt.
Rystet må Groft sagt konkludere, at
den daglige tvangslæsning i form af hjemmeforberedelse af næste dags
lektier, er gået i glemmebogen. Abelæsning [2/12, 3/12]
I
de muligvis flere år, der vil gå før en kommission får endevendt
håndteringen af Helle Thorning-Schmidts skattesag, vil sagen være ude
af medierne. Det vil ske med den begrundelse, at ”nu må vi vente og se,
hvad kommissionen finder ud af.” Men allerede ud fra pressens citater
fra de skriftlige redegørelser, der forårsagede beslutningen om en kommission, kan man leve
sig ind i det vigtigste drama, som kommissionen vil oprulle. Direktør i
Skat København beretter således at han, efter at afgørelsen er blevet
kendt i ministeriet, får et telefonopkald fra en topembedsmand:
”Steffen Normann Hansen oplyser, at skatteministeren (Troels Lund
Poulsen (V) red.) har prøvet at få
Skat Københavns afgørelse omgjort. Det er undersøgt, om Skatterådet kan
tage sagen op, hvilket dog er opgivet. Departementschef Peter Loft har
sagt endegyldigt nej til dette.” Her
spadserer aben dygtigt rundt ved hjælp af udtryk som ”skatteministeren
har prøvet”, ”det er undersøgt” og ”Loft har sagt”. Og aben sidder hos
ministeren. Har unge Lund Poulsen en chance mod den Tamil-garvede
danske embedsstand? Fortsættelse følger. Groft sagt yder [30/11, 2/12]
Også
Groft sagt har en pligt til at
yde, før vi har ret til at nyde. Det er alt for let bare at vælge den
nemme løsning: at nyde at skrive skrappe ting om alle de fejl og
skandaler, som S-SF tramper dumstædigt rundt i. Nu senest SF’s
socialordfører, Özlem Cekics tragikomiske jagt på en vaskeægte, fattig
dansker. Og tirsdag efter tirsdag fortryller Thorning alle med sin
”Komiske Ali”-figur ved talepulten i Statsministeriet – en figur, som
efterhånden i parodisk præcision overgår Ulf Pilgårds rammende og
sejlivede parodi på Dronning Margrethe i hvert års Cirkusrevy. Men
forskellen er, at kun de onde ler ad statsministerens parodi. For alle
forstår efterhånden at Danmarks problem er, at vores statsminister ikke
er en skuespiller, der parodierer en statsminister. Hun er faktisk
statsminister. I forlængelse af denne erkendelse yder Groft
sagt hermed det konstruktive forbedringsforslag, at Thorning
på næste tirsdagspressemøde optræder som Poul Schlüter. Han fik i 1982
vendt landets ødelæggende pessimisme til optimisme og vækst i høj grad
ved altid at sørge for at få journalisterne til at le kærligt med sig,
når han sagde Komiske Ali-replikker som ”Det går jo godt”. Og derfor
troede flere og flere efterhånden på det. Og så gik det faktisk bedre
og bedre. Over hækken [29/11, 30/11]
Social-
og integrationsminister Karen Hækkerup overraskes jævnligt over ting,
som alle ved. Da det f.eks. kom frem, at den drabssigtede 16-årige
somalier lige havde været på genopdragelsesrejse, indså Karen Hækkerup
i et TV-indslag, at ”genopdragelser
har Fanden skabt”. Og da man for nyligt dokumenterede omfanget af
social kontrol hos muslimske indvandrerfamilier, så ramte denne kontrol
Karen Hækkerup som et lyn fra en klar himmel, og hun udbrød bl.a.: ”Det
er til at græde over, at social kontrol for så mange mennesker åbenbart
er en integreret del af deres hverdag.” Groft
sagt skal her undlade at håne Karen for uvidenhed, idet Groft sagt nægter at tro, at en Hækkerup
som har været medlem, først af Borgerrepræsentationen i København og
derefter af Folketinget siden 2005, kan være så naiv og uvidende.
Derimod skal Groft sagt rose Karen
for teknisk TV-snilde. Hun opfylder TV-seerne og sendetiden så meget
med sine citategnede følelsesudbrud, at få i landet bemærker, at hun
ikke aner, hvad hun konkret skal gøre for at mildne problemerne. Elbøn [25/11, 29/11]
Bøn,
som ejere af elmålere kan bede, mens de knæler ved måleren i
kosteskabet: Kække Connie (Hedegaard, EU-klimakommissær), klimaets håb
og beskytter! Lad mig ikke opgive kampen, selv om jeg ved, at 99
procent af alle arter, der nogensinde har eksisteret her på kloden,
allerede er uddøde. Og lad mig ikke miste modet, selv om jeg ved, at om
få milliarder år, er kloden helt renset for alt liv. Lad mig aldrig slå
ud af, at vi danskere er så få, at vores CO2-udledninger er svære at få
øje på i det store, globale regnskab. Lad mig – fuld af håb og
fortrøstning – fortsat gå forrest med at reducere CO2-udledningen, for
at inspirere resten af min husstand, mine meddanskere og hele EU til at
gøre det samme. Og selv om EU efterhånden kun står for 11 procent af de
globale CO2-udledninger, mens Kinas og USA's enorme udledninger fortsat
stiger, så lad mig aldrig tvivle på, at det snart vil lykkes dig at få
verdens supermagter på bedre tanker. Og sidst, men ikke mindst: Giv mig
for helved styrke til fortsat at se min elregning vokse ind i himlen.
Amen. Javel, hr. formand
[25/11, 28/11]
EU-formand
Barroso døbte forleden de nye EU-obligationer med new speak-navnet
”stabilitetsobligationer”. Forstavelsen ”euro-” er åbenbart efterhånden
blevet så lav i kurs, at det var nødvendigt at undgå den i navnet på de
obligationer, som skal redde euroen. Men dette valg af navn indebærer
ikke en ny ydmyghed hos kommissionsformanden. En journalist spurgte
således Barroso, om kommissionen overhovedet har den politiske og
tekniske legitimitet til at kunne gennemføre vidtgående træk som at
bede et euroland om at skrive sin finanslov om. Hertil svarede Barroso:
”Ja, selvfølgelig. Hvis ikke kommissionen har, hvem har så? Jeg ser
ikke at andre kan gøre det. Og med al respekt for nationale regeringer:
overvågning kan ikke overlades til medlemslandene.” Det var den slags
arrogante replikker, som departementschefen i den vidunderlige
satireserie ”Yes, Minister” sagde til sin minister. Og alle vælgerne lo
ad galskaben hos den gakkede bureaukrat. Denne Groft sagt
ville være mere tryg ved EU-formandens replik, hvis den indgik i en
satirisk TV-serie, som udløste demokratiske latterkaskader overalt i
Europa. Klichéer [25/11, 27/11]
DR
Dramas chef, Ingolf Gabold, går ikke bare klædt som en slem spindoktor
i sort tøj og blankpoleret skaldepande. Nu tilstår han også i et
afskedsinterview i Berlingske sine fæle troldkunster, nemlig de mange
klichéer, han gennem årtier med uhyggelig succes har brugt for at få
narret sin kultur-radikale propaganda ind i alle danskerne. Her kan Groft sagt supplere med iagttagelser om
klicheers effektivitet også, når pressen skal have virkeligheden til at
fænge i befolkningen. Først stod der i Politiken, at departementschef
Peter Loft havde deltaget i fem møder om Thornings skattesag i Skat
København. Den kliché, som denne kendsgerning aktiverer i alle medier,
er, at det nok er den daværende minister, Troels Lund Poulsen, som har
sendt Loft i byen for at sørge for, at der kom til at stå noget fælt i
afgørelsen. Men nu har Jyllands-Posten så fået aktindsigt i et
dokument, hvor Skat København skriver, at de både fandt det ”naturligt
og hensigtsmæssigt” at holde møderne. Det udløser så den modsatte
kliché i alle medier: at Loft var en, som beskyttede mod dumheder. Groft sagt konkluderer, at klicheer
dagligt fejrer triumfer helt uden en dramachef, som selv ligner den
værste spindoktorkliché. Frank som helle [23/11, 25/11]
Vælgerhavets
uransalige strømme har drevet eksotiske, lyssky skabninger fra det
politiske dybhav op til TV-overfladen. I øjeblikket dukker således
Frank Aaen hele tiden frem på TV. Det er mange årtier siden, vi sidst
på TV så så meget dødt kød, så længe ad gangen og så ofte. Man skal vel
helt tilbage til TV-Avisens allerførste værter med stenansigt. Frank
taler til os fra en fjern tidslomme. Kontrasten til alle nutidens
grimasserende, lalleoptimistiske ansigter på manisk talende,
overstadigt lykkelige studieværter, kokke, meteorologer, eksperter og
politikere, er slående. Groft sagt
skal derfor fortsætte sin opbyggelige rosekampagne af udvalgte
politikere med at fremhæve den store trøst, som Frank dagligt giver
alle de danskere, som i denne mørke tid lider vinterdepressionens
kvaler. Denne plagede minoritet af danskere kan let føle sig
marginaliseret og fremmedgjort af hele tiden at se alle de ulideligt
festlige gummiansigter overalt på skærmen. Med Frank Aaen har mange
deprimerede seere og vælgere fundet en helle på TV. Harry Hero [22/11,
23/11]
DSB
tager endnu et dybt dyk, når de med udgangen af 2011 lukker én af deres
få, store succeser, nemlig de fremragende, elskede og præmierede
reklameindslag med dydsmønstret Bahnsen med klippekortet og tumpen
Harry med Taunussen. Marketingdirektør Steen Sørensen Koch begrunder
mordet på Bahnsen og Harry således: ”DSB er i dag et andet sted end for
11 år siden.” Og det er jo helt rigtigt, for dengang havde man ikke
spoleret sit brand med et forkludret Sveriges-eventyr og indkøb af 83
hundedyre, ubrugelige IC4 togsæt. Men den fulde sandhed er jo, at DSB
krysteragtigt stopper reklamerne, fordi alle kan se, at den fanatiske
DSB-tilhænger Bahnsen har tabt til Taunus-Harry. Virkeligheden har
gjort Bahnsen helt umulig som helt og i stedet sat trumf på Harry. På
det danske folks vegne kræver Groft sagt, at DSB –
gerne med filminstituttets støtte – fortsætter og udvikler serien i
satirisk retning, så vi ikke skal gå glip af alle de ur-komiske
situationer, der vil fremkomme hver gang Harry sørger for, at Bahnsen
når frem til tiden, selv om han er udstyret med alle tilgængelige
klippekort. Bundfrossen [21/11, 22/11]
Den
selvcensurede EU-ekspert, professor Marlene Wind, har talt ucensureret
siden regeringsskiftet. Og nu genopvækker Wind sin trofaste hadefigur,
Pia Kjærsgaard, for at forklare, at de borgerliges
ungdomsorganisationer er blevet yderst EU-skeptiske. Det afslørede en
undersøgelse i Berlingske Reseach mandag. Professoren fryder sig ikke
over disse prægtige unge, politisk bevidste og veloplyste EU-borgeres
sunde og forståelige reaktioner på EU's åbenlyse problemer med at holde
orden i økonomien, demokratisk underskud i organisationsmåden eller
lignende. Nej. Og hun opfordrer heller ikke til, at EU lærer af disse
unge elitevælgeres skepsis. Nej, ulykken består ifølge professoren i,
at den hjemlige EU-debat har været forsømt i ti år. ”Den har ligget i
fryseboksen af hensyn til Dansk Folkeparti, og resultatet er nu en hel
generation af unge, der er dybt EU-skeptiske,” siger Wind. Groft sagt må konstatere, at professoren
må have ligget i bundfrossen selvcensur dybt inde i elfenbenstårnet,
mens Pia tappert sommeren igennem fyrede op under EU-debatten med
rød-hvide grænsebomme og flagstænger. Brandkorpset [18/11, 21/11]
I
DR Debatten torsdag spurgte Søren Pind bl.a. de andre deltagere, om der
var nogen, der ikke troede, at Kina havde indført demokrati om nogle
årtier. Men Pind fik ikke noget hørligt svar, da der – som det ofte
sker i det program – gik finsk råbekor i debatten. Derfor skal Groft sagt her svare: Hvis der kommer
demokrati i Kina, så må det ihvertfald komme indefra. Ligesom det
(forhåbentlig) foregår i den arabiske verden i øjeblikket. For de
impulser, som lige nu udsendes fra verdens ældste demokratier i Europa,
peger mere på, at Kina har fat i den lange ende. Både i Grækenland og i
Italien har man netop indsat teknokrater for at redde landene ud af en
økonomisk suppedas, som disse demokratier selv har valgt at jokke ud i
med åbne øjne. Hvis vi skal inspirere kineserne til at indføre det
herlige, kaotiske demokratiske system, som vi alle elsker, så er det
ikke smart, at vi er nødt til at overlade styret til ikke-folkevalgte
bureaukrater, professorer og universitetslektorer hver gang lokummet
brænder. Med al respekt for disse i øvrigt udmærkede professioner. Det uendeligt små [18/11, 20/11]
Den
ny realisme, som Georg Brandes indførte i dansk litteratur i 1870’erne,
er bl.a. kendt for princippet "det uendeligt Smaa og det uendeligt
Store i Poesien."
Men princippet med, at de allerstørste sammenhænge åbenbares gennem
virkelighedens allermindste detaljer, findes også i politik. Nu f.eks.
regeringens beslutning om 28 elever i en gymnasieklasse. Ingen
undersøgelser viser, at der er nogen sammenhæng mellem antallet af
elever i en skoleklasse, og så hvor mange elever der gennemfører, og
hvilke resultater de opnår. Men eleverne foretrækker naturligvis selv
at sidde få i lokalet, så derfor har elevernes foretrukne parti,
Enhedslisten, nu i finanslovsforhandlingerne gennemtrumfet, at der skal
være højst 28 elever i en gymnasieklasse. Vistnok samtlige
gymnasierektorer er fortvivlede, bl.a. fordi et sådant loft for
klassestørrelser medfører en masse administrativt bøvl. Til gengæld er
lærerne naturligvis glade, fordi deres arbejdssituation bliver lettere,
og fordi behovet for lærere øges. Men ingen taler om disse uendeligt
små ting. I stedet kappes alle om at begrunde sin holdning ud fra
uendeligt store og ædle, men altså reelt ikke-eksisterende
konsekvenser: elevernes gennemførsel og indlæring. Weiweis bløde punkt
[18/11, 19/11]
Alle
danske medier, kommentorer og politikere støtter varmt den kinesiske
kunstner, Ai Weiwei, som nu udstiller på Louisiana. Samtidig er alle
naturligt nok bekymret for, hvad de kommunistiske myndigheder mon kan
finde på for at knække denne modige kunstner og rollemodel, som tør
tale systemet imod. Men måske er denne beundringsværdige kunstners og
politiske aktørs mest bløde punkt slet ikke, at han selv og hans
familie er totalt i det kinesiske systems magt. Man kan sammenligne med
Dalai Lama, Tibets åndelige leder. Han lever i eksil, altså uden for
systemets direkte rækkevidde. Men kineserne kan jo alligevel stærkt
neddæmpe det danske demokratis officielle begejstring for ham, ved at
true med, at hvis vi omfavner lamaen alt for åbenlyst, så går det ud
over vores adgang til det lovende, kinesiske marked. I samme åndedrag
som Groft sagt hylder Al Weiwei, vil Groft
sagt derfor fromt håbe, at kineserne ikke finder frem til
hans mest bløde punkt her i landet, nemlig den minister, som er
ansvarlig for vores handel med Kina: Pia Olsen Dyhr. Færge og tog [17/11, 18/11]
Bestyrelsesformand
Per Gullestrup fra Danske Færger protesterede i går i et læserbrev her
i Berlingske over, at denne Groft sagt
slog færgen Leonora Christina i
hartkorn med IC4-togene. Og ret skal være ret. Der er forskelle på én
katamaran på værft og 83 togsæt i remise. Men der er også ligheder,
bl.a. at begge transportmidler rummer nyudviklet teknik, som man så
skal reparere løbende, kørende eller sejlende til gene for kunderne. Groft sagts kilde til viden er Bornholms
svar på New York Times, nemlig Bornholms Tidende. Her fortalte en
søfartsekspert i firspaltet Breaking News på forsiden d. 11/11, bl.a.
at færgens problemer skyldes, at man har udstyret færgen med de første
eksemplarer af en helt nyudviklet motortype. Oplysninger, som ingen har
anfægtet, før formandens læserbrev i går. Groft
sagt vil derfor fortsat – sammen med Sydhavnens Motorværksted
– kæmpe for princippet om, at det er vigtigere, at færger sejler og tog
kører, end at de er tekniske vidundere. Nu i sort [16/11, 17/11]
Groft sagt har iagttaget, at
statsministeren optræder mere og mere i sort tøj – som om hun er til
begravelse. Men det er ikke kun tøjet, som bliver mere sort.
Statsministerens tale går også mere og mere i sort. På seneste
tirsdagspressemøde ville statsministeren ikke bekræfte, at hun er
”Komiske Ali”, når hun hævder, at det går godt for regeringen. Og hun
stak journalisterne denne uddybende forklaring: ”Jeg sagde ved sidste
pressemøde, at det gik godt, fordi jeg opfattede det som et spørgsmål
om, hvordan vi var gået i gang med at løse problemerne.” Men således
opfattede alle journalister og resten af landet jo også det banale,
oprindelige, helt entydige spørgsmål. Derfor er det helt sort godnat at
lade som om, der er noget som helst at præcisere. Men den sorte tale
efterlod journalistkorpset lamslået og tjente dermed sit formål.
Thorning bør snarest tildeles det sorte bælte i sort retorik. IC4 til Bornholm [15/11, 16/11]
For
nyligt vejrede alle morgenluft med IC4-togene, fordi en
konsulentrapport havde løst gåden om, hvordan man kører med tog, der
ikke virker: Man sætter togene ind i fartplanen, som om de kører, og
tager dem så ud til reparation, efterhånden som det viser sig, at de
alligevel ikke kører. Eller ikke bremser. I øjeblikket står alle tog jo
i remisen til bremsekontrol, og flere trafikordførere ser ud til igen
at være gået i panik over IC4-skandalen. Men hjælpen kan være nær. For
princippet om at reparere et teknisk nyskabende transportmiddel,
samtidig med at man i fartplanen lader som om det virker, blev allerede
i sommer søsat i den bornholmske færgedrift, hvor den teknisk
nyskabende katamaran-færge Leonora Christina lå til reparation i mere
end tre uger midt i højsæsonen. Og nu oplyser Bornholms Tidende, at
færgen ligger i Odense, hvor 60 superteknikere fra hele verden bakser
med svejsninger, plader og færgens eksperimenterende, nye motorer. Og
teknikerne assisteres af de brave folk fra Sydhavnens Motorværksted i
Rønne, som til daglig – til manges overraskelse – sætter det tekniske
vidunder istand til at forlade havnen. Groft
sagt må stærkt anbefale DSB at lade Sydhavnens Motorværksted
banke IC4-togene igang. Ofret Breivik [14/11, 15/11]
Alle
medier, kommentatorer, politikere – og også Groft
sagt – synes, at det er afskyeligt, hvad Breivik har gjort.
Samtidig er alle helt klar over, at Breivik vil bruge alle retsmøder
til at udbrede sit afskyelige, vanvittige og skrupforkerte politiske
budskab til hele verden. Ud fra en logisk sammenhængende tankegang
burde alle medier, kommentatorer og politikere derfor tie ham ihjel.
Men det stik modsatte sker jo. Sagen gejles op af vistnok alle medier.
I skrivende stund er tophistorien på DR Update en direkte
telefonrapport fra køen ind til det første offentlige retsmøde. Der er
flere hundrede i køen ind til retssalen, som kun kan rumme 130
tilhørere. Og der er akkrediteret 177 journalister fra alverdens
medier. Man aner, at der vil opstå panik, når det går op for
pressefolkene, at der ikke er plads til alle. Groft
sagt forudsiger, at alle medier i morgen (tirsdag) især vil
fortælle om, hvad Breivik følte, da han blev offer for verdenspressen.
Breiviks forsvarer kan allerede nu pirre pressens interesse for dette
med denne udtalelse: ”Breivik er mentalt forberedt, men det er klart at
alt postyret nok vil påvirke ham.” Hemmelige ambassadører [4/11, 14/11]
Helveg-klanen
har altid haft noget gammelklogt over sig. Det lever den nyeste Helveg
på Tinge med fornavnet Rasmus helt op til, når han skal forklare, at
Ritt ikke bare stiltiende finder sig i at blive fyret som
eksportambassadør. ”Det er typisk, at Ritt gør dette her til et
spørgsmål om hendes egen person,” udtaler Rasmus. Og det er jo hvad
alle trætte, gamle mænd i Folketinget altid har bebrejdet Ritt i
umindelige tider. Men sandheden er, at Ritt som én af de første i dansk
politik indså, at medierne mere og mere forsømmer abstrakte politiske
sager til fordel for overdådig dækning af de personer, som håndterer
sagerne. Derfor ved hele landet da også nu, at Ritt både blev udnævnt
og fyret som eksportambassadør for Kina. Og måske er der også enkelte,
der svagt husker, at Uffe Ellemann vist også var eksportambassadør. Men
ingen aner, hvem de tre sidste ambassadører var, endsige hvad de lavede
for det anstændige salær. De både kom og skred i ophøjet, upersonlig
stilhed. Ligesom yngste Helveg snart gør, hvis han ikke tager ved lære
af Ritt. Kamelslugning [11/11,
13/11]
På
Socialdemokraternes kongres forleden forberedte Helle Thorning-Schmidt
glædesstrålende partiet på, at der også i fremtiden skulle ”sluges
kameler”. Det viser sig nu, at der ligger mere klogskab i partilederens
valg af billede, end mange umiddelbart troede. Forskere har nemlig,
ifølge Berlingske, fundet ud af, at kameler er noget helt enestående i
dyreriget. I kamelblod findes stoffer, der kan afsløre løse tænder. Ved
at sluge kamelerne hele uden at tygge dem – således som deres
partileder klogt formaner dem til – undgår Socialdemokraterne
altså risikoen for, at kamelernes blod i de socialdemokratiske
mundhuler afslører løse tænder og smuldrende kæber. Groft sagt
undrer sig dog lidt over, at Socialdemokraterne ikke bare finder nogle
andre enorme dyr at fortære, f.eks. elefanter eller blåhvaler. Dem
ville de jo, ifølge forskerne, kunne tygge vellystigt uden fare for
afsløring af truende tandløshed. Og dermed samtidig undgå faren for
kvælning. Som
en personlig trøstende kommentar til partiet vil jeg stilfærdigt
tilføje at man ikke i partiet skal frygte at miste tænder og faste
kæber. Slanger, som hverken har tænder eller nagelfaste kæber, sluger
enorme dyr helt problemløst – netop fordi hverken tænder eller kæber
blokerer. Bonnichsen [11/11, 12/11]
Først
fortalte TV2, at flere uafhængige kilder havde oplyst, at PET havde
telefonaflyttet Sass Larsen i to måneder. Så forlangte Sass, at PET
fremlagde alt, de havde på ham. Derefter meddelte PET-chef Scharf i en
pressemeddelelse, at PET ikke havde telefonaflyttet Sass. Så
konkluderede den pensionerede operative chef i PET, Hans Jørgen
Bonnichsen, i et telefoninterview: ”Jeg synes, det er en overordentlig
glædelig meddelelse, at PET ikke har medvirket til overvågning af en
højt profileret oppositionspolitiker.” Men heri ligger jo så også, at
Bonnichsen hele tiden må have vidst, at Sass er en helt ren person, som
der ikke har været nogensomhelst grund til at overvåge. Spørgsmålet er
nu, hvorfor TV2 og alle andre ikke straks går til Bonnichsen, hvis de
vil kende den virkelige sandhed om Sass og andre? Det er en skandale,
at Thorning har forkastet Sass som minister uden at spørge Bonnichsen.
Og det er direkte tåbeligt, at medier og oppositionspolitikere i
øjeblikket bruger mange ressourcer på at få opklaret, om Ole Sohn
personligt modtog penge fra Moskva. Spørg dog bare Bonnichsen. Ros til Thorning [11/11, 12/11]
Beviserne
mod den såkaldte Amagermand tårner sig op. Men han forsvarer fortsat
sin uskyld. Når anklageren spørger: ”Så du kan ikke forklare, hvordan
dit DNA er kommet på Lene?” så svarer Amagermanden: ”Overhovedet ikke.
Jeg kan slet ikke forstå det. Det er mig en gåde.” I politik svarer en
retssags DNA-beviser til de underskrevne garantibeviser og
TV-interview, som en politiker giver i en valgkamp. Det er således et
DNA-TV-bevis, at Helle Thorning-Schmidt lovede borgere på torvet i
Svendborg at sørge for at bevare deres skadestue. Dette DNA-bevis har
Thorning forsøgt at bortforklare på mange måder i den seneste tid. Men
hun har dog aldrig – som Amagermanden – sagt, at hun ikke kan forstå,
hvordan det TV-interview med hende på torvet er opstået. Dette mådehold
i bortforklaringer vil denne Groft sagt
rose Thorning for. Hermed melder Groft sagt
sig samtidig under fanerne hos blogger Anne Sophia Hermansen, som
forleden på forsiden af Berlingske langede ud efter alle, der gør
”skolegårds-grin” med politikere. Når en politiker fortjener ros, er Groft sagt altid blandt de første. Europas lysglimt [4/11, 6/11]
Finanserne
er af lave. Underernærede børn i U-landene dør i massevis dagligt.
Derfor fryder denne Groft sagt sig,
sammen med alle andre, over det lysglimt i mørket, at den nye
europaminister, tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen, netop er
blevet far. Moren er en tidligere MF’er,
som Wammen dog ikke har været kæreste med. ”Vi er
moderne forældre,” forklarer han. Ekstra Bladet fortæller om Wammens
mindst 4 unge, fremtrædende kvindelige politikerveninder fra S, K og V
gennem tiderne. Og ingen af de mange forskellige tværpolitiske kærester
og veninder har et ondt ord at sige om Wammen. Tværtimod. På den
baggrund tør Groft sagt godt
forudsige, at Wammen bliver en stor politisk leder. Det bliver nemlig
af stadig større betydning for en politiker at kunne indgive
befolkningen håb og glæde i en verden, som bliver stadig mere truet af
finanskriser, overbefolkning og klimakatastrofer. En mand, som
tidligere kærester kun har godt at sige om, har netop de kvaliteter,
der skal til for at score de kvindelige vælgere hen over midten, som
også i fremtiden vil være den sikre vej til magten. Gud bevare satiren [4/11, 5/11]
Det
franske satiriske magasin Charlie Hebdo har fået ødelagt sine
redaktionslokaler af en brandbombe. Man mener, at det er muslimske
ekstremisterder har villet protestere mod at magasinet lader profeten
Muhammed redigere det netop udkomne nummer, som er omdøbt til Sharia
Hebdo. I en tegning på forsiden truer profeten læserne med 100
piskeslag, hvis de ikke dør af grin under læsningen. Fordi magasinet
helhjertet bakkede op om Jyllands-Posten, da dette blads tegninger
vakte postyr, så må Jyllands-Posten nu bruge en hel leder på at
begrunde, at man ikke tør kvittere for hjælpen dengang ved nu at bringe
Charlie Hebdos tegning. Denne Groft sagt
vil ikke spotte Jyllands-Posten for denne undladelse. Og heller ikke
spotte politiet for ikke at kunne opretholde lov og orden og beskytte
en dansk virksomhed effektivt mod attentater. Sådanne spotterier vil
være for letkøbte. Dem, der skal hånes og spottes, er troende, som
mangler sans for de komiske sider af deres gud eller profet. Herunder
komikken i, at en så almægtig figur skulle have behov for at blive
forsvaret med molotovcocktails. Tak, Grækenland [3/11,
4/11]
Ordet
”krise” er gennem årene blevet brugt så meget om EU, at det er blevet
EU's svar på ”Ulven kommer”. For befolkningerne har kriserne sjældent
kunnet mærkes som andet end en masse ministre og bureaukrater, som
stiger ud af mørke biler og går ind i en bygning, mens de høfligt
hilser på de turister og pressefolk, som står ved indgangen. Den
fængende historie om mennesker i kød og blod har manglet. Men her har
Grækenland virkelig gjort en forskel. Først svindler man sig ind i
Eurozonen med sminkede regnskaber. Så tvinger man i en ren
afpresningsaktion de andre Eurolande til at forære sig 745 milliarder,
fordi man ellers desværre bliver nødt til at gå bankerot og trække
Italien og måske Spanien med sig. Og mens Merkel og Sarkozy glæder sig
over, at den desperate redningsaktion lykkedes, så gør Papandreou lige
netop det, som hele EU frygter allermest: spørger folket. Selv om det
måske ender med, at grækerne melder sig ud af euroen og går rabundus,
så skylder hele EU Grækenland stor tak for at have skabt et folkeligt
drama, som igennem flere dage har givet europæere uden for EU-eliten en
helt ny, intens oplevelse af faktisk at være med i samme fortælling. Espersens brystflæsk [2/11, 3/11]
Søren Espersen (DF) giver udtryk for, at Libyen har
ført Danmark bag lyset, når den fungerende statsminister Jalil nu
melder ud, at enhver lov, der strider mod principperne for islam, vil
være ugyldig i det nye, demokratiske Libyen. Til Berlingske fortæller
Espersen, som var med, da en dansk delegation, anført af Thornings røde
modetaske, besøgte oprørerne i juni: ”Vi blev snøret. Hverken Jalil
eller de andre oprørere nævnte sharia. Tværtimod talte de varmt om
demokrati og menneskerettigheder. Vi har næret en slange ved vores
bryst.” Her må groft sagt
indigneret spørge: Hvor naiv har en dansk parlamentariker lov at være?
Libyske oprørere, som er afhængig af danske præcisionsbomber til
290.000 kr. stykket, vil da ikke ødelægge en flink dansk
politikerdelegations gode humør med shariasnak, som jo kan virke
provokerende på demokrater. De libyske oprørere har simpelthen benyttet
”den gode tone” over for Espersen. Hvor tragisk at denne korsfarer, som
altid kæmper så bravt mod den gode tone på dansk grund, skulle blive så
let et offer for den, da han mødte den i den libyske ørken. Borgen [31/10, 2/11]
Har madeksperten Adam Price, hjulpet af TV-Avisens
Ask Rostrup, lavet en fængende TV-føljeton om dansk politik? Ja, denne Groft sagt er godt underholdt, når
statsministeren bl.a. spytter badeværelsesspejlet fuldt af tandpasta i
frustration over, at hun har måttet give datteren piller mod
depression. Men seriens realisme lider tydeligt under de meget lange
produktionstider i DRs dramaafdeling. Det viser sig ved, at næsten alle
toppolitikere i serien er gamle knudemænd. Men i virkelighedens Danmark
i dag er toppolitikere jo typisk meget unge mennesker. I Berlingske
mandag så vi således store billeder af fire toppolitikere: Lene
Espersen, Vestager, Thorning og Johanne Schmidt-Nielsen. De er alle
unge, meget attraktive kvinder som hele tiden er optaget af at opdatere
deres twitter- eller facebookprofil med mobiltelefonen. For at gøre
serien bare lidt mere realistisk skal Groft
sagt derfor foreslå, at næste sæson handler om, hvordan en
gammel, klog mand med en masse erfaring tilbageerobrer magten fra alle
de børn og unge, som har indtaget virkelighedens Borgen. Selvsatire [6/10, 7/10]
Satirikere vånder sig allerede
over det ekstremt høje satireniveau, som den nye regering har sat. I
den gamle regering var det svært nok for satirikere at overgå Birthe
Rønn, Lene Espersen, Henriette Kjær og andre, som ofte var rablende
satire i sig selv. Men den nye regering er ikke kun satirisk i kraft af
flere af de nye ministre. Den er satire på et højere niveau, fordi hele
regeringskonceptet er satirisk: en statsminister, som fører den
politik, som hun hudflettede i valgkampen. Hun lader sig tiljuble som
sejrherre, selv om hun har skrumpet sit parti gennem to valg i træk.
Sine skuffede vælgere forklarer hun pædagogisk, at alle hendes
urealistiske løfter blev afgivet under den underforståede forudsætning,
at man efter valget kunne skaffe de penge, som det ville koste. Og det
har så 14 dages studiekreds på et hotel på Amager med rygepauser
desværre vist, at det kan man ikke. Og nu sælger hun så i Folketinget
oppositionens politik som sin egen med buzzordet ”moderne”. Groft sagt har holdt to minutters stilhed
i kollegial beundring over Thornings selvsatiriske grovheder. Hoppende
nål [5/10, 6/10]
Flere læsere af Groft
sagt har bemærket, at Helle Thorning i åbningstalen i
Folketinget lavede en række små fejl. Det var som om hun snublede i
ordene. Selv helt lette ord. Lynhurtigt blev det for det meste rettet.
Nu spørger en læser så, om det kan skyldes, at hun var nervøs og
anspændt. Nej, kan Groft sagt
oplyse. Helle Thorning har i et interview med Henrik Qvortrup fra TV 2
afvist, at hun er spor nervøs over sin nye rolle. For at afklare
mysteriet har Groft sagt derfor
flere gange afspillet talen på nettet under intens aflytning. Og det
fremgår tydeligt, at der er en ganske enkel forklaring på de små
lydhop. Forklaringen er, at Thorning taler ved hjælp af en gammeldags
grammofonplade, som hendes spindoktor, Noa Redington, støber til hende.
Redington har forklaret Groft sagt,
at åbningstalen desværre blev spillet med en gammel nål, som var blevet
helt slidt ned i valgkampen. Og da den plade, han havde sat på,
samtidig var godt brugt, så hoppede nålen simpelt hen i rillen. Konservativ genrejsning [30/9, 3/10]
Per Stig Møller og andre har i
kronikker forsøgt at forklare, hvad konservatisme går ud på. Men de
spidsfindige ideologiske udredninger er svære at begribe, fordi
forklaringerne opstiller konservatisme, som fornuftens svar på
liberalisme og socialisme. Men enhver klar opfattelse af begge disse
ideologier er jo for længst spoleret af Venstre og Socialdemokraterne i
deres hårde kamp om midtervælgerne. Derfor virker alle kronikkerne fra
konservative åndsgiganter nu mest som en bekræftelse af Schlüters
berømte ord fra 1983: ”Ideologier er noget bras.” Og den udmelding gav
jo partiet 42 mandater. Derfor råder Groft
sagt Barfoed til at følge Schlüters enkle og letfattelige
principprogram op med et tilsvarende enkelt og ærligt handlingsprogram:
”Vi er villige til hvad som helst, som kan skaffe os flere stemmer.” Og
hvis Barfoed så samtidig vil lade være med på TV at lave sit trick med
at få det hvide i øjnene til at lyse ekstra, når han siger noget
vittigt, så vil de bortskræmte vælgere snart myldre tilbage. Bristede
illusioner [30/9, 2/10]
Lyden har svigtet et par dage
på denne Groft sagts TV-apparat.
Derfor har vi været henvist til billedsiden. Her har vi så i dagevis på
vores store TV-kanaler set en stadig strøm af billeder af en
politibeskyttet, karseklippet mand med solbriller som fra en balkon
modtog varm hyldest fra en folkemasse af sundhedsstruttende,
karseklippede bodybuildere i læderveste, som ankom skulder ved skulder
på nogle imponerende motorcykler. Igen og igen så vi denne tydeligt
højtelskede leder dagligt kvittere for hyldesten med V-tegn og lykkelig
vinken – kun afbrudt af munter småsnak med sine rådgivere som trofast
stod ved hans side på balkonen. Groft sagt
nåede lige at fryde sig over at TV her med forbilledlig iver viste den
opvoksende danske ungdom, hvor vidunderligt det er at tilhøre et
solidarisk fællesskab med sunde interesser og en elsket leder. Men så
vendte lyden tilbage og afslørede, at billederne viste den kriminelle
storforbryder, Brian Sandberg, som nu skulle ind og sidde 11 år for
mordforsøg. Groft sagt vil i de
næste dage holde sig til billedløse medier. Ikke-prøvens
død [30/9, 1/10]
Der stilles stadig større krav
til eksperters udtalelser. Undersøgelser har vist, at uhyggeligt mange
ekspertudtalelser er helt indholdsløse, fordi de dumper til
ikke-prøven. F.eks. har vi igen og igen hørt denne ekspertforklaring på
de langvarige regeringsforhandlinger: ”Thorning vil være helt sikker
på, at alt er på plads.” Ikke-prøven giver det absurde resultat, at
”Thorning ikke vil være helt sikker på at alt er på plads.” Derfor er
forklaringen tomt ordgas. Men nu slår juraprofessor Eva Smith effektivt
tilbage på hele ekspertstandens vegne med denne udtalelse i Sass-sagen,
som Berlingske bragte flere gange fredag: ”Hvis der ikke er mere i
sagen, end det, vi allerede har hørt, synes jeg, at det skal lægges
frem.” Som den opvakte Groft sagt-læser
sikkert allerede har set, har Eva Smith af egen drift allerede indsat
det ”ikke” fra ikke-prøven, som så ofte gør ekspertudtalelser absurde.
Med denne dristige operation har professoren på genial vis afvæbnet den
frygtede ikke-prøve. Alle eksperter kan nu tale indholdsløst helt uden
frygt. Borgertrøst
[29/9, 30/9]
Mange borgerlige vælgere er
grådkvalte over udsigten til rødt regimente de næste år. Derfor skal
der herfra lyde et trøstens ord. Find fred i den kendsgerning, at
striden i den politisk-økonomiske substans mellem blokkene reelt bare
står om marginale justeringer i promiller af finansloven. De bærende,
ideologiske søjler i det danske demokrati har i årtier slet ikke været
de politiske partier, men mediesystemet, embedsmændene og den homogene
befolkningssammensætning. Og disse søjler lader sig ikke rokke, uanset
hvem der lige tilfældigvis er statsminister et par år. Partiernes
vigtigste opgave er i dag at levere interessante figurer til den
daglige politiske TV-føljeton og det medieshow med valgkamp og
valgaften, som skal engagere befolkningen politisk. Og her har vi ingen
grund til at klage over de mange kostelige karakterer, som nu skal
folde sig ud i den komedie, der hedder ”Stor ståhej for ingenting”. Til
opmuntring af alle forgræmmede borgerlige skal vi hermed istemme Ewalds
smukke ord (1766): ”Hold, tåre, op at trille”. Russisk
demokrati [27/9, 29/9]
Man har hidtil troet, at det
var nødvendigt at vælte despoten i et land, før man kunne indføre
demokratiet. Men nu viser det sig, at man godt kan have begge dele
samtidig. Det blev klart forleden, da Ruslands præsident Medvedev på en
partikongres bad den tidligere præsident, nuværende premierminister
Putin, om at lade sig genopstille som præsident. Putin sad som
almindelig tilskuer, men lod sig dog overtale – og udnævnte samtidig
sin protegé, Medvedev, til ny premierminister. Ingen af dem forudser
åbenbart en kaotisk valgkamp, som den vi lige har været igennem her i
landet. Med efterfølgende svære regeringsforhandlinger. Det
demokratipjat har tidligere KGB-boss Putin helt styr på gennem sit
netværk af gamle KGB-drenge, som kender alt snavs om alle politiske
konkurrrenter og alle topchefer i erhvervslivet. Desuden er der så stor
selvcensur blandt alle de journalister, som ikke ønsker at blive skudt
ned i deres trappeopgang af ukendte gerningsmænd, som sjældent pågribes
af et korrupt politi, at det russiske demokratis genvalgte ledere snart
igen må påtage sig det tunge ansvar med at tjene folket. Regeringsforhandlingerne
[23/9, 27/9]
Der vides ikke meget om
regeringsforhandlingerne. Ud over at de foregår på Hotel Crowne Plaza
på Amager. Og at de foregår fra tidlig morgen til sen aften. Og det kan
blive endog meget sent. Ekstra Bladet fortæller således, at Margrethe
Vestager på sin twitterprofil natten til fredag kl. 1.30 lagde et
billede af et tomt metrotog og skrev: ”Der er ikke meget New York over
metroen lige nu. Dejlige, sovende København. God nat!”. Der er hørt
klask fra parkeringskælderen om natten. Det formodes derfor, at meget
af det egentlige arbejde med regeringsgrundlaget foregår i kælderen
under hotellet, efter at politikerne er taget hjem med metro, cykel
eller taxa. I den øde cementkælder forsøger regnedrenge fra
Finansministeriet med hårdtslående argumenter at overtale de røde
økonomer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at fortælle S-SF
ligeud, at planen ”fair løsning” kun var til brug i valgkampen og nu må
vige for virkelige tal. Og at få Villy til at forstå, at villyarder
ikke findes. Iagttagere vurderer, at det kan tage flere uger. Fynsk forår
[23/9, 26/9]
Johanne Schmidt-Nielsen,
Enhedslistens politiske ordfører, er en af valgets store vindere. Hun
er nedsættende blevet kaldt ”elevrådsformanden”, men der er al mulig
grund til at glæde sig over hendes energi, frække charme, fremragende
debatevner og anlæg for at holde en god tale. Hun er jo netop
indbegrebet af den optimistiske, talentfulde unge dansker, som landet
har sådan brug for. Det eneste mærkelige ved hende er de politiske
synspunkter, hun har. De peger mere i retning af gamle Albanien end
Fyn, hvor hun er opvokset i et bofællesskab sammen med sin mor, som er
seminarielektor. Men her ligner hun jo bare de fleste andre unge
oprørere, f.eks. i Kina og de arabiske lande: De er den systembevarende
middelklasses ressourcestærke børn, som laver det oprør, som de altid
har hørt deres forældre fable om ved middagsbordet, uden at det er
blevet til andet end snak. Og nu fortæller Johanne Jyllands-Posten, at
alt det afskyelige, der står i partiprogrammet om revolution og
lignende, slet ikke skal tages bogstaveligt. Velkommen tilbage til Fyn,
Johanne. Manipulation
[23/9, 24/9]
Don Ø kæmpede efter
bagmandspolitiets opfattelse med ulovlige midler for at bevare
illusionen om Parken som et enestående erhvervseventyr. Der blev både
manipuleret med aktiekurser og tilskuertal for at få investorer til at
skyde penge i foretagenet. Nu demonstrerer fristaden Christiania så, at
Don Ø’s kapitalistiske menneskesyn er helt forkert. Folk går ikke kun
efter kursgevinster. Det er nemlig ganske let at narre penge fra folk
med hjemmelavede folkeaktier, som har påskriften ”Mere værd end penge”.
Og ikke noget med søvnløse nætter på grund af aktiedyk eller kedelige
årlige generalforsamlinger og regnskabsgennemgange. For den eneste
indflydelse folkeaktierne giver, er ”at man kan bidrage og deltage i
det omfang, man har lyst til.” Det kan ikke undre, hvis Don Ø ser
bitter ud i en kommende retssag. For hvorfor skal manipulation med
aktiekurser straffes så hårdt, når der helt straffrit kan manipuleres
profitabelt med ordet ’aktie’? Skræmmekampagne
[22/9, 23/9]
Post Danmark taler for tiden
hjertegribende i en annoncekampne for de gammeldags, fysiske
papirsbreve, som det er blevet så dyrt at sende, at det altså nu er
nødvendigt med propaganda. Postetaten messer således: ”Et brev bliver
altid modtaget med respekt – både når det kommer alene og i samspil med
andre medier.” Ak, gid det var så vel! Københavns Kommune har helt
respektløst ladet mere end 30 brevstemmer flyde i en tilfældig
trappeopgang. Den borger, som fandt dem, udtalte rystet til Berlingske:
”Er det en bananrepublik? Der må være et sted, hvor de ikke har styr på
deres processer.” Ja, mon ikke? For direktøren for Københavns
Borgerservice forklarer, at brevene for det første ankom for sent,
dernæst blev de lagt i den forkerte postkasse, så blev de fjernet og
kastet i opgangen af en anden beboer, som havde nøgle til postkassen.
Posts løbende kampagne forekommer at være helt uden chancer over for
den uhyggeligt effektive skræmmekampagne mod at sende breve, som
Borgerservice har gang i. Scorereplikken
[21/9, 22/9]
Ingen politiker kunne i
valgkampen sige noget, uden at en flok kommentatorer råbte op om, at
det, som blev sagt, i virkeligheden betød noget helt andet. Men når
formanden for Dansk Jernbaneforbund nu oplyser, at DSB på et
hovedsamarbejdsudvalgsmøde har fortalt, at der skal massefyres, og at
det vil medføre katastrofal reduktion af togdriften, så promoveres det
helt ukritisk af begge TV-kanaler. Ingen spineksperter fortæller, at
den gæve fagforeningsformand på denne vis forsøger at undgå, at hans
medlemmer må acceptere forringelser i lukrative lønforhold og
arbejdsregler for at DSB kan blive en overskudsforretning. Og at enhver
ledelse er nødt til at male fanden på væggen for at modne personalet
til at acceptere sådanne nødvendige forringelser. Den
socialdemokratiske trafikordfører Heunicke kan derefter uden mindste
modstand fremføre den politiske scorereplik, som vi snart vil høre fra
alle de nye ministre: ”Det er jo noget nær et fallitbo, vi arver.”
Eksemplet viser, hvor perfekt et fagforbund, medier og en politisk
ordfører kan samarbejde, når bare de afslørende spineksperter holdes
væk. Kunsten at
æde sin hat [20/9, 21/9]
Da politisk redaktør ved TV 2,
Henrik Qvortrup, forleden spiste noget af en stråhat i morgen-TV, var
det fordi han havde lovet at spise sin hat, hvis partiet Liberal
Alliance kom i Folketinget. Stråhatten blev først udvandet en masse
gange og derefter ovnbagt med bl.a. tomater og krydderier efter en
italiensk opskrift. Tilberedningen var lagt i hænderne på en
professionel kok, som havde brugt hele natten. Holdt Qvortrup så hermed
sit løfte? Næh. For det første var det ikke hans egen hat. For det
andet var det ikke en rigtig hat, men en stråhat. For det tredje åd han
ikke hele hatten, men en brøkdel af den. For det fjerde var det ikke en
hat naturel, han fortærede, men en
lækker italiensk ovnret med en hel del tilbehør, som Qvortrup i høj
grad gumlede løs på, mens selve hatten lå ret urørt. På denne måde gav
Qvortrup en smertelig klar demonstration af, hvordan man i politik
lover noget og så bagefter kringler sig smart udenom – og hvordan en
gammel spindoktor ubesværet får det naive morgen-TV til stolt at
promovere et svindelnummer som et scoop. Sex og magt
[19/9, 20/9]
Det har vist sig, at Italiens
ministerpræsident Berlusconi, trods sine snart 75 år, har overraskende
gode muligheder for scoringer af helt ungt kød. Faktisk står
vidunderlige kvinder, eventuelt let brugte jomfruer under den seksuelle
lavalder, i kø. Det fremgår af en hemmeligt aflyttet telefonsamtale,
hvor han fortæller: ”Der var 11 af dem, men jeg tog kun otte, fordi jeg
ikke kunne klare mere.” Udtalelsen bekræfter endnu engang, hvilket
vidunderligt elskovsmiddel magt er for ældre mænd. Og Berlusconi vil
således med sit eksempel kunne indgive mange danske ældre mænd med magt
lyst til at forblive på arbejdsmarkedet og fortsætte karrieren med at
samle endnu mere magt i stedet for at gå på pension. Men de ældre mænd
skal skynde sig med at nyde frugterne af deres arbejde. For stadig
flere unge og attraktive kvinder skubber disse mænd af pinden og
indtager selv magtpositioner som ministre og departementschefer. Og
flere iagttagelser viser, at magtfulde kvinder ikke bliver spor
seksuelt stimuleret af magtesløse mandlige oldinge, som praler af deres
erobringer. TVs triumf
[16/9, 19/9]
TVs stærke side er kendte
personer, f.eks. toppolitikere, som man fremviser, mens de udfører og
siger helt forudsigelige ting i faste ritualer. Det medfører, at TV
forstørrer banale ting op til groteske proportioner bare det er
toppolitikere, der siger og gør det banale. Det oplevede man på
valgaftenen, hvor partilederes helt forudsigelige transport gennem byen
fulgtes tæt. Ikke kun af helikopter,
men også af en journalist og fotograf på motorcykel, som samtidig blev
fotograferet af en anden fotograf på en anden motorcykel. TV nærmer sig
den tilstand, hvor uforudsigeligt, vanskeligt begribeligt input fra den
ydre verden helt fortrænges af forudsigelige ritualer, hvor historien
mere og mere handler om TVs egen dækning af ritualet. Snart vil kun
meget årvågne seere kunne se forskel på en barnedåb i kongehuset og en
valgaften, fordi begge dele mest handler om TV, som begejstret
demonstrerer sit imponerende produktionsapparat med
stjernestudieværter, motorcykler, stakåndede reportere og kunstfærdige
scenografier. Vejen frem
[16/9, 18/9]
En af de gode ting ved et
folketingsvalg er al den glæde og optimisme, man ser overalt. På
lygtepælene hænger smilende og energiske politikere. I debatterne
udstråler politikerne optimisme, energi og håb, samtidig med at de uden
illusioner blotlægger landets elendigheder, omverdenens trusler og
hinandens katastrofale fejltagelser. Selv et knockout kan ikke få en
politiker til at smide håndklædet i ringen. Thorning har nu to gange
overvundet nedslående valgresultater for S med sin smittende optimisme.
Men hun overgås ved dette valg af Lars Barfoed, som i sin takketale til
partiets kampagnefolk på valgaftenen konstaterede, at der – trods det
minimalistiske valgresultat – var en så god stemning blandt de
Konservative tillidsfolk, fordi der er fremgang forude. – Mange brokker
sig over, at nutidens politikere mangler format og løber efter
vælgerne. Men angående optimisme, så er vores politikere langt foran.
Gid denne optimisme vil brede sig til alle danskere, så vi får gang i
privatforbruget og væksten. Jammerkulturen
[16/9, 17/9]
Politiken
har bedt folketingspolitikerne vurdere dansk politik. De mener at dansk
politik hærges af overfladiskhed, useriøsitet, spin, fokusgrupper,
meningsmålinger og politiske kommentatorer. Det bliver værre og værre,
siger politikerne, og politikeres prestige er i frit fald. Det gør Groft sagt ondt, at vores folkevalgte nu
åbenbart synger med
i koret af dødbidende, tænderskærende eksperter, forskere og
kommentatorer som altid jamrer over vores påstået elendige politiske
kultur. Det er rent galimathias. For hvis kulturen er til rotterne,
hvordan kan det så forklares, at vi lige har haft en rekordhøj
valgdeltagelse på 87,7 procent? Det danske folk elsker faktisk sit
demokrati, politikerne strutter af optimisme og kommentatorerne
sprudler af fantasifulde og vittige forklaringer. Og alligevel jamrer
alle over forholdene. Den eneste mulige forklaring er, at vi lever i en
jammerkultur, hvor alle befolkningsgrupper efterhånden samler sig i
jammerkor og afsynger klagesange. Og nu jamrer politikerne så også
vellystigt løs over deres egne dårskaber i stedet for bare at gøre
noget ved det. Valgets
største taber [15/9, 16/9]
Valgets største taber er den
mand med mørk stemme, fuldskæg og kalot, som til en TV-reporter
forklarede, at hans gud for flere hundrede år siden havde skrevet en
bog, hvori der stod nøjagtigt, hvordan Danmark skulle styres. Derfor
var det tåbeligt at vælge 179 almindeligt dødelige mennesker til at
lave landets love. Det uddelte han så pjecer om. Men de forbipasserende
meddanskere tog ikke særligt godt imod tryksagerne. Og flere
overdængede ham med ord, som klart stred mod god tone. Et hurtigt
faktatjek viser dog, at denne Guds mand egentlig har ret i noget,
nemlig dette: Hvis dansk politik faktisk kunne styres efter Guds bog,
så ville Margrethe Vestager indlysende nok være helt spild af tid. Men
da vi i næste valgperiode dagligt kommer til at se især Margrethe
Vestager i TV, så beviser det, at Gud i virkeligheden aldrig fik
skrevet den bog, som dansk politik kan styres efter. Daglig bliver
denne mand ved Vestagers tilsynekomst altså nådesløst mindet om sin
store fejltagelse. Det gør ham til valgets største taber. Debattokrati [13/9, 15/9]
Kan den statsministerkandidat,
der klart taber en TV-debat, have den bedste politik og være den bedste
til at lede landet? Ja, selvfølgelig. Men demokrati bygger nu engang på
det dogme, at enhver vælger på TV med egne øjne kan vurdere, hvad en
politiker i virkeligheden er værd. Derfor har vi alle disse
TV-marathondebatter mellem Løkke og Thorning. Der konkurreres på
udseende, kropssprog, talegaver, charme, gule sedler og præsentation af
tendentiøse statistikker. Selv politiske ignoranter kan kompetent
vurdere, hvem der på skærmen virker mest velforberedt, og hvem der går
mest i offensiven, kører hele registret igennem og svarer bedst for
sig, griner for smørret eller er for dårlig til at forny sig. Og
bagefter vælger vi så på det grundlag den politisk-økonomiske
sværvægter og leder, der skal redde os allesammen fra afgrunden. Det
bedste, man kan sige om metoden, er, at alle andre kendte metoder til
valg af politiske leder, er langt værre og ikke nær så underholdende. Fruen og butleren [12/9, 13/9]
Thorning er ikke den politiske
vårhare som Fogh dystede med. Når Thorning idag klædes ud og får ordnet
frisuren til en TV-debat med Løkke, så ligner hun fuldstændig en
kvindelig politiker i en svensk filmatisering af én af Hanne-Vibeke
Holsts romaner om grufuld kvindeundertrykkelse i politik. Men Thornings
påklædere og stylister gør regning uden vært, for ingen kvindelige
vælgere kan se en fæl kvindeundertrykker i Løkke. Da lille, korpulente
Lars forlod sin pult og rokkede frem mod høje, slanke fru Thorning med
sin gule seddel, så lignede han overhovedet ikke en slem
mandschauvinist. Han lignede en trofast butler, der hjælper sit
rodehoved af en frue med en vigtig dosmerseddel om, hvordan hun kan
redde landet. Derfor var det også en stor fejl, at Thorning ikke bare
tog imod sedlen med et taknemmeligt: ”Tak, James”. I stedet ydmygede
hun sin butler med ordene: "Det er på din vagt, Lars - ikke min - at
tingene er blevet værre.” Det sendte ikke kun butlere, men også mange
kvindelige vælgere over til Løkke. 66,4 [9/9,
12/9]
66,4 procent af vælgerne er
enten offentligt ansat eller på offentlig forsørgelse. En stadig
skrumpende del af vælgerne knokler i den del af det private
erhvervsliv, som tjener de penge som de 66,4 procent lever af at lade
cirkulere. Det eneste interessante spørgsmål ved dette valg er derfor:
Hvordan får man de 66,4 procent til at fatte, hvor pengene i
virkeligheden kommer fra? Rationelle argumenter og politikerdebatter
bider tilsyneladende ikke på de 66,4 procent. For så havde man aldrig
ladet procenten stige til disse højder, som jo kun kan ende med græsk
undergang. Vores eneste chance for redning er derfor massiv
følelsespåvirkning gennem TV. TV må omgående stoppe den reflektoriske,
massive strøm af historier om de ofre, som man selvfølgelig altid let
kan finde, når der laves tilbagetrækningsreformer og lignende
nødvendige indgreb. I stedet må TV bombardere de 66,4 procent med
historier om de glæder, det spreder, hver gang en arbejdsplads – mod
alle odds – vælger at forblive i landet. Politikerne har spillet
fallit; nu kan vi kun håbe på TV. Bendt is
back [9/9, 11/9]
Da Bendt Bendtsen ledede de
Konservative, var der ikke farlig leg med skattelettelser og utroskab
med de Radikale. Alligevel hånede man ham med tilnavnet ”Mr. 10 %”. Et
tilnavn som partiet i dag ville fejre med balloner, konfetti og
triumfhymner. Derfor er det heller ikke spor mærkeligt, at Bendt
Bendtsen nu har forladt sin stille aftægtstilværelse i EU og kaster sig
ind i den danske valgkamp. Ikke som et spøgelse fra fortiden, men som
en genopvækket konservativ Holger Danske. Ganske vist kun i
Sønderjylland og kun for at kæmpe for en bestemt kandidat, men
alligevel. Mens man glæder sig over den fortjente historiske
rehabilitering af Bendtsen, fristes man til at spørge, hvad Poul
Schlüter egentlig får tiden til at gå med i disse dage? Det kan vel
ikke passe, at den tidligere statsminister, som skaffede partiet 42
mandater i 1984, bare sidder og ser valgkamp i TV, mens partiet kæmper
sin skæbnekamp? Absurd
talteater [9/9, 10/9]
Flere eksperter har forklaret,
at de dag-til-dag-meningsmålinger, som næsten alle medier bringer i
denne valgkamp, egentlig ikke kan bruges til noget, fordi de udsving,
som den enkelte måling viser, næsten aldrig overstiger den statistiske
usikkerhed på 2-3 procent. Men alle medierne fortsætter uanfægtet med
at bringe dagens tal, selv om de egentlig ikke giver mening. Og mediets
bedste analytiske hjerner kaster sig dagligt ud i frydeskrig eller
katastrofeattituder over tallenes tendenser. Sjældent har man set et
tydeligere bevis for den grundlæggende regel for konstruktion af
virkeligheden i medierne, som lyder således: Hvis alle medier er enige
om, at noget giver mening, så er det fuldstændigt ligegyldigt, at alle
eksperter kan bevise, at det er dybt godnat. Det afgørende for medierne
er, at disse absurde tal i velordnede skemaer kan bruges som
stimulerende, dagligt input i mediemaskinen: Partiledere kan udfrittes,
kommentatorer kan brillere. Og sådan går det til, at vælgerne dagligt
kan gyse eller fryde sig over absurde tals klare tale. Løkke – nu
med baby [8/9, 9/9]
Diktatorer som Hitler, Stalin
og Saddam Hussein har altid vidst det: Den direkte linje til folket går
gennem et lille barn som den elskede leder kærtegner offentligt. Nu er
så også Lars Løkke blevet vist i alle medier med et barn i armene. Ikke
som led i en planlagt menneskeliggørelse af den økonomiske knudemand
Løkke, men fordi en mor på kontanthjælp overrakte ham sit spædbarn som
led i en aktion for at få Løkke til at skaffe barnets afrikanske far
til landet. Episoden var helt tømt for politisk substans. Alligevel fik
den overdådig mediedækning. En mor med en baby kan altså skaffe
statsministeren mere medieomtale på en enkelt dag end en hær af
regeringsspindoktorer har kunnet skaffe med en perlerække af økonomiske
forlig gennem et helt forår. Groft sagt
skal hermed foreslå, at moderen omgående flyttes fra kontanthjælp over
til at udføre PR-arbejde for Løkke. Babyen vil kunne genbruges til at
gennembryde mediemuren ved kommende økonomiske udspil. Vælgernes
tankevandringer [7/9, 8/9]
Kan vælgerne tage skade af den
tzunami af ord, som politikerne i øjeblikket udsender? Næppe. Det er
nemlig velkendt, at tilhørere altid digter deres egen sandhed om
talerens virkelige projekt med at tale – ud fra deres opfattelse af
situationen og talerens historie og psykologi. Og denne sandhed er ofte
helt uafhængig af de ord, som taleren siger. F.eks. tænker mange
således om Søvndal, mens de tilsyneladende lytter til hans forklaringer
på, hvorfra pengene til dagens gaveregn skal komme: ”Lå lunt i
hængekøjen, men ville gerne lige prøve at være minister, inden han helt
udåndede. Længes nu tilbage til køjen, men alle de flotte plakater
sammen med Helle gør ethvert tilbagetog umuligt.” Og således, når Lars
Barfoed taler: ”Flink mand fra administrationen i en håbløs kamp for at
ligne en folkelig politiker med visioner.” Og Johanne Schmidt-Nielsen:
”Vil hun bevare ungdommens glød, efter hun om kort tid skifter til SF
eller S for at få sig en politisk karriere?” Kun en tåbe undervurderer
vælgernes tankevandringer, mens de hører politikerne tale. Drømmedebatten
[6/9, 7/9]
Nu er det så med noget besvær
lykkedes at arrangere en TV-debat på søndag mellem Lene Espersen og den
efterhånden noget groggy Søvndal. Men med al respekt for Søvndal, så
burde VK hellere sende Espersen i debat med Helle Thorning. De to
ligner hinanden på mange måder, men adskiller sig radikalt fra hinanden
lige netop på det punkt, hvor Helle Thorning er svagest: Espersen har
årelang erfaring som minister for flere tunge ministerier. Alene det at
optræde ansigt-til-ansigt med Espersen giver derfor Thorning et kæmpe
forklaringsproblem. Derfor er Lene Espersen i en duel en langt større
trussel mod Helle Thorning end Lars Løkke nogensinde kan blive. Fordi
han hele tiden skal gøre vold på sig selv for at undgå at skræmme de
kvindelige vælgere ved alt for meget at ligne en overlegen mand, der er
langt klogere end en uerfaren kvinde. Den fare behøver Søvndal så til
gengæld slet ikke frygte, så det skal da nok blive en god
erstatningsdebat, når vi nu ikke kan få drømmedebatten mellem de
toppolitiske blondiner. Valgkampes
nye paradigme [5/9, 6/9]
Efter
mere end en uges valgkamp tyder meget på, at vi nu
er nået dertil, at en valgkamp ikke længere bør vurderes ud fra elitens
ideal om en valgkamp som en god, gammel højskolediskussion. I stedet
bør valgkampen vurderes ud fra, hvor godt den ligner en barnedåb i
kongehuset eller en TV-landsindsamling til mad til børn i Afrika. TVs
særlige styrke er, at det kan samle hele befolkningen omkring de samme
stærke følelser ved at fremvise levende billeder af lidende eller
elskende mennesker. Derfor er TV langt bedre til at samle det danske
folk til hyldest af vores fælles værdier, end det er til at formidle
rationelle diskussioner. Den massive TV-dækning har derfor allerede
gjort valgkampen til en festlig hyldest af demokratiet. Politikere,
studieværter, båthorn, opinionstal, trykskærme og alt andet indgår som
nødvendige rekvisitter i et gigantisk realityshow. En kongelig
barnedåbs kvalitet måles på seertal. En TV-indsamlings kvalitet på
beløb. En valgkamps kvalitet måles på stemmeprocenten. Og den bliver
høj. Foghs
lærlinge [2/9, 5/9]
Hvis reglen var, at man vinder
og taber valg på økonomien alene, så var Fogh aldrig kommet til magten
i 2001. Fogh vandt ved ved hjælp af profileret værdipolitik og en efter
danske forhold revolutionerende strategisk mediestyring, som langt
overgik Nyrups klumpedumpestil. Og kun takket være den metode lykkedes
det også Fogh at holde medierne beskæftiget, mens han bag kulisserne
sikrede sig den flotte exit fra dansk politik til NATO. Den metode er
nu overtaget af S-SF. Og alt ser ud til, at metoden også i deres
tilfælde vil medføre sejren over en regering, som tror alt for meget
på, at man vinder valg på at indgå nødvendige økonomiske forlig. Kun
takket være en Foghsk strategisk mediestyring er det lykkedes S-SF at
stå til solid gevinst trods en økonomisk plan, der ligner en eksklusiv schweizerost.
Regeringsmagten skifter, men det gør den sejrende metode ikke. Det er
stadig det hold, der bedst forstår at kombinere værdipolitik med
kompetent strategisk mediestyring, der løber med pokalen. Deja-vu
[2/9, 4/9]
Mens denne Groft sagt
følger valgdækningen i mange timer dagligt, sker det, at der melder sig
stærke oplevelser af deja-vu. Ikke kun ved at høre de samme ord og
vendinger igen og igen. Men også ved at genkende den klassiske
komedie-figur, som en politiker grangiveligt ligner. Forleden
debatterede Mette Frederiksen (S) og Søren Pind (V) på TV 2, som sendte
live fra en Café i Aarhus. Det var fuldstændig som at se Per Degn i
disput med Erasmus Montanus i Holbergs komedie af samme navn. Og hver
gang Villy Søvndal dukker frem, er det som at se selveste Tartuffe i
Moliéres komedie af samme navn. Men det er ikke kun finkultur det hele,
for Mogens Jensen, kommende kulturminister, giver deja-vu af Fedtmule
fra Anders And. Derfor føles det også helt naturligt, når han nu
erklærer, at han sammen med arbejdsgivere og fagforeninger som kommende
minister vil udbrede finkulturen til dem, der hellere bare vil se TV.
Men hvorfor dog genne modvillige masser i Det Kongelige Teater til
tårnhøje priser, når alle de kostelige figurer fra komedierne allerede
så gavmildt slår gækken løs på TVs store scene? Substanshykleri [2/9, 3/9]
Torsdag aften optrådte Jes
Dorph-Petersen flere timer på TV 2 som gemytlig direktør for Cirkus
Dansk Politik, dog uden høj hat og pisk, men med båthorn. Denne Groft sagt havde frygtet det værste, men
blev positivt overrasket. Både politikerne og cirkusdirektøren glødede
af varme og glæde. To fik faktisk et gennembrud i manegen. Ellen Trane
Nørby (V) fik sin aristokratiske skønhed forenet med et overbevisende
engagement og sprogligt overskud. Og nørden Simon Emil Ammitzbøl (I)
dirigerede folkeligt de jublende tilskuere bag sig. Alligevel skal vi
selvfølgelig høre på brok fra de sædvanlige dødbidere, som savner
substans. F.eks. er der en, der skriver således på TV 2’s
Facebook-side: ”Måske redaktionen på tv2 og news bevist vil fortælle os
seer hvilket niveau de mener politikkerne debatter på,man kan vel ikke
mene det i aften er seriøs debat.” Man kan lidt drilagtigt spørge, om
en, der i løbet af mindst ni års skolegang med intensiv pædagogisk
skriveundervisning ikke får suget stavning bedre til sig, kan have et
stort umættet behov for seriøs politisk substans om indviklede
nationaløkonomiske forhold. Valgets to TV-ideologier [1/9, 2/9]
TV-Avisen er glade og stolte
over deres flotte kort, hvor de med blinkende cirkler i mange farver
kan vise, hvor partilederne er lige nu via GPS. De har også en stor
trykskærm, hvor Ask Rostrup kan jonglere med partikonstellationer og
trykke tal frem om alt muligt ved en let berøring. To tidligere
spindoktorer står ved disken under stram pædagogisk styring af flinke
overlærer Bildsøe Lassen. DRs ideologiske budskab er, at apparater og
systemer kommer før mennesker. Her overfor står TV 2, som profilerer
sig med de uregerlige charmørdrenge Mogensen (S) og Kristiansen (V),
som konkurrerer om at score klassens friske pige, Lotte Mejlhede, ved
at overgå hinanden med hurtige bemærkninger, gætterier og drillerier –
om hinanden, men selvfølgelig også om valgkampen. Det underholdende
samspil i denne trio er blevet TV 2’s gimmick i valgkampen. Trioen er
således blevet TV 2’s svar på DRs trykskærme. Men trioens ideologiske
budskab er det stik modsatte af trykskærmenes: Mennesket før systemet.
Og at det er vigtigere at score klassens lækre pige end at fedte sig
ind hos læreren. Studieværten
som statsminister [30/8, 1/9]
TV 2 vandt klart de indledende
partilederrunder over DR med den debat som smart hed ”De ni bud”. De
vandt ikke på grund af politikerne. De var nøjagtigt de samme i de to
debatter. Forskellen lå udelukkende i det irrelevante: dekorationen og
studieværten. Studieværtens styring af tiden
og deltagerne har afgørende betydning for om en debat er intens og
afslørende, eller om den bare er pæn og forudsigelig. Og her besejrer
TV 2’s Cecilie Beck klart DRs Kim Bildsøe Lassen. Hun giver den som
flabet, intelligent og sexet herskerinde, hvor Lassen mere optræder som
udsending fra Dansk Herremoderåd. Det er elementært underholdende at se
hende hundse effektivt rundt med landets mest magtfuldte politikere,
som om det var en klasse næsvise, let debile skolebørn, der tror, at de
har fået en løs cykelvikar. Vil hun overskride grænsen for anstændig
omgang med politikere for åben skærm? Selv folk helt uden interesse for
politisk substans tryllebindes på denne måde af en partilederdebat.
Hvis studieværterne kom på stemmesedlen, så ville denne Groft
sagt stemme på Cecilie Beck som statsminister. Den
lykkelige forræder [29/8, 30/8]
Udskrivelsen af valget udløste
en tzunami af faktamættede tekstmasser og saglige partilederrunder over
alle vælgerne. Men vælgerne lod sig ikke slå omkuld. Vælgerne er
sejlivede og kloge. De ved, at den respektable, men kedsommelige
substans af økonomi og jura og teknikaliteter – som f.eks. lagde den
indledende partilederrunde i DR TV i graven – kun er tynd fernis over
de personlige stridigheder, som udfylder den politiske TV-føljeton, som
en valgkamp er for almindelige vælgere. Men hvem havde troet, at det
var den førende fanebærer for respektabel kedsomhed og saglig politik,
Lars Barfoed, som skulle sætte løjerne rigtigt igang ved at kundgøre
sin overraskende forlovelse med Margrethe Vestager? Det udløste råbet
”forræder” fra en forsmået Pia Kjærsgaard. Og så fik Barfoed pludselig
både profil og en masse sendetid i TV. Substans er godt, men
personstrid er nødvendigt – for at få en hovedrolle i TV-føljetonen og
vinde valg. Drejebog
for Libyen [26/8, 29/8]
Det nye Libyen kan ikke klare
sig uden Gaddafis bureaukrater til at køre landet videre. Alle disse
tusinder af fredelige kontorfolk, som under Gaddafi har sørget for
efterretningsvæsen, skattevæsen, finansministerium, trafikministerium
og alt det andet. Intet land kan i dag klare sig uden en hær af
stabile, fredsommelige kontorfolk, som hver dag tager på arbejde,
nusser papir, passer telefoner, tager hjem til familien, ser TV og går
til ro. Dag efter dag. Derfor er det godt, at det er Fogh, der er
generalsekretær for NATO. Han har før stået i spidsen for et stort
systemskifte. Nemlig i 2001, hvor en socialdemokratisk dansk
administration skulle indrette sig på helt nye politiske forhold. Det
nye styre i Tripoli bør derfor snarest muligt trække på Foghs
ekspertise til at få Gaddafis kontorfolk til at fortsætte deres
livsvigtige dont ved skrivebordene under det nye system. Selvfølgelig
må nogle departementschefer udskiftes, men i næsten alle kontorer vil
arbejdet kunne fortsætte helt som sædvanligt. Fuldstændig som i 2001. Debatter
med latter [26/8, 29/8]
Klumpfisken i Hirtshals ville
ikke vide af frømand Frede, men heldigvis trådte Mary så frem og ville
gerne kysses gennem akvariets tykke glasvæg. Og hele landet frydede
sig. Og nu er også Caroline Wozniacki officielt med kæreste og viser
derfor endnu mere dejligt tandkød end normalt. Snart vil også
politikerne formere sig to og to i valgkampen og rejse landet rundt.
Man skal parre sig med sin værste politiske modstander. Ligesom i
valgkampen i 2007, hvor flere hårdtslående politikere havde sat deres
nådesløse stridigheder i scene som landsdækkende roadshow, som trak
vælgere til forsamlingshusene. Bl.a. Pia Kjærsgaard og Marianne Jelved
(indvandring og værdipolitik), Villy Søvndal og Lene Espersen
(økonomisk politik og ideologi). Et andet berømt debatpar fra utallige valgkampe er
Uffe Elleman-Jensen og Svend Auken. Og uden kærlighed går det slet
ikke. I danske valgkampe er hadefuld ondskab not. Kærlig, rammende
humor er hot. Uanset partifarve kræver danske vælgere debatter med
latter. Valgets
hovedtema [26/8, 27/8]
Valgkampens allerførste runde
mellem TV-stationerne blev uafgjort. Først scorede DR på at have en
reporter først fremme ved den lukkede gitterport ind til Marianborg og
sende lyd live med telefon før alle andre. Så scorede TV 2 på, at de,
allerede inden valgets udskrivelse, skiftede til stjernestudieværterne,
Lotte Mejlhede og Jes Dorph-Petersen. Og desuden fik de omgående vækket
Mogensen og Kristiansen, som allerede har sovet under studiedisken i
flere dage med mundlæderet smurt. Men DR indhentede føringen, da lyden
på TV 2 svigtede, da statsministeren holdt den tale, hvor han udskrev
valget. Ganske vist vidste alle allerede, hvad han ville sige, men
alligevel må denne runde retfærdigvis gå til DR. Men valgets hovedtema
tegner sig allerede klart: Råder DR over stjernestudieværter, der har
en chance mod Mejlhede og Dorph? De to har allerede besejret DR ved
flere transmissioner af bryllupper og barnedåbe i kongehuset, men er
klart sultne efter mere. Varme tal
vasket kolde [25/8, 26/8]
Alle sidder og kigger på
politikerne i TV, men det er embedsmændene og medierne, der bestemmer
bag kulisserne. Tag nu sidste weekends forløb, hvor socialdemokraterne
stjal dele af regeringens vækstpakke og lancerede det med Thornings
velmanicurede ansigt på direkte TV, mens Løkke var med på en knasende
telefon fra Billund bag et fotografi. Det, der i virkeligheden foregik,
var, at en politisk tænkende embedsmand lækkede regeringens fortrolige
forslag til S-SF. Dette kup fik så socialdemokraterne til i lodret
strid med, hvad Thorning sagde samme weekend i diverse avisinterview,
at komme regeringen i forkøbet med et akut boligudspil og ovenikøbet
frækt indbyde regeringen til at indgå i et bredt forlig om sin egen
boligpakke. På denne måde vandt historien om en kvik, tjekket
opposition over historien om en embedsmand, som lækker tal med stor
effekt. Og oppositionen vinder historien, fordi TV ikke skelner mellem
hælervarer og andre varer. Alle tal og tanker tæller i TV lige meget,
når bare de kommer ud af munden på to stridende statsministerkandidater. I pose og i
sæk [24/8, 25/8]
Alle er enige om, at valgkampen
allerede har kørt længe. Alligevel kræver flere og flere, at Løkke
udskriver valget. Ikke kun oppositionen og de Konservative, men også
kommentatorer og Venstres bagland. Men hvorfor skulle Løkke dog
udskrive valget, når valgkampen allerede er i fuld gang? Det giver
ingen mening. Valg udskrives jo udelukkende med det formål at starte en
valgkamp. Ved at undlade at udskrive valget kan Løkke føre valgkampen
som statsminister. Og det er meget lettere på TV at ligne den
statsminister, man gerne vil være, når man stadigvæk er det, end det er
at ligne den statsminister, man gerne vil være, når man bare – efter
valgets formelle udskrivelse – er en partileder, som desperat kæmper
med alle midler for igen at blive statsminister. Og folk får jo både i
pose og i sæk. For selv om Løkke stadig er statsminister, er der mange,
der synes at han med boligpakke og andre gaver allerede ligner en
partileder, som desperat kæmper for at blive statsminister. Så gode
grunde til at udskrive valget findes efterhånden ikke. Lige bortset fra
Grundlovens deadline. Midten er
tilbage [23/8, 24/8]
Flere seere undrer sig over, at
de Radikales Morten Østergaard næsten hver dag er enten i DR Update
eller i TV 2 News. I Update kan Østergaard på en god dag holde fra
tidlig morgen til ud på eftermiddagen. Og skulle det en dag svigte, så
sidder Margrethe Vestager såmænd nok derinde. Men forklaringen ligger
lige for. Det er en direkte følge af public service-kravet om
partipolitisk neutralitet. Efter de Radikale lavede
tilbagetrækningsreform med regeringen i foråret, men samtidig peger på
Thorning som statsminister, har danske TV-journalister fået
TV-universets politiske midtpunkt tilbage. Nu er det derfor ikke
længere nødvendigt at invitere både en rød og en blå politiker ind, som
skal mundhugges om nogle uforståelige tal, inden studieværten
afbalanceret slutter med: ”Og resten er op til vælgerne.” Nu kan man
nøjes med at invitere en enkelt radikal hverken-eller-politiker ind i
studiet til at orientere vælgerne direkte fra den neutrale midte, inden
man taknemmeligt siger: ”Tak, fordi du kom.” Strategi
for VK-valgsejr [22/8, 23/8]
Opinionstallene har gennem
måneder stået på ca. 53-47 til rød blok. Hverken Hjorths mesterlige
forlig eller Løkkes forsøg på i TV-dueller at demaskere Helle og Villy
har kunnet flytte på tallene. Så prøvede man med negativ kampagne. Det
har heller ikke rykket noget. Og i otte ud af de seneste ni valg er det
dén kandidat, der førte i meningsmålingerne umiddelbart inden valget,
der løb af med sejren. Kun Nyrup havde held til i 1998 at vinde, dels
fordi Ellemann overmodigt meldte på forsiden af Ekstra Bladet ”Den er
hjemme”, dels fordi S kørte en skræmmekampagne de seneste dage af
valgkampen om Ellemans rækkehus. I lyset af disse erfaringer vil Groft sagt råde VK til simpelt hen slet
ikke at føre valgkamp, men bare holde sig inde i regeringskontorerne og
være den seriøse regering, som alle drømmer om. VK skal helt overlade
til Helle og Villy at boltre sig vulgært med medierne. Medierne vil
nemlig så være nødt til at lokke dem ud i en masse underholdende
dumheder og personskandaler, fordi vælgerne ellers dør af kedsomhed. Groft sagt forudsiger, at det så ikke
engang vil være nødvendigt med nogen afsluttende skræmmekampagne for at
vinde. Eldrop til
alle [19/8, 22/8]
Dong er i gang med omfattende
eksperimenter med såkaldt grøn energi. Til dette gode formål
har man allerede lånt svimlende milliardbeløb. Det eneste, man kan
forudsige helt sikkert, er, at strømmen bliver 3 gange dyrere for
forbrugerne. Men grøn energi handler jo også langt mere om religion end
om økonomi. Og enhver religion kræver jo offergaver. Så denne Groft sagt har tænkt, at det hele såmænd
nok på én eller anden måde skal gå. Men så fredag trådte Dongs topchef,
Anders Eldrup, frem i Berlingske Business med billede på forsiden.
Dette fik håret til at rejse sig i panik på denne Groft
sagt. I sin karriere som departementschef og direktør har
Eldrup nemlig altid vist en enestående evne til at opnå store
resultater og samtidig holde sig ude af enhver offentlig omtale. En
mand som Eldrup vil kun stå frem i offentligheden, hvis alle andre
muligheder for krisehåndtering er udtømte. Og inde i bladet bød han sig
til som foldeud-mand. Danske el-kunder bør indstille sig på yderligere
prisstigninger. Kongelig
striptease [18/8, 21/8]
Den Kongelige Ballet har fået
foretaget en undersøgelse af arbejdsmiljøet. Den viste et elendigt
arbejdsmiljø med en humørsyg balletmester med kokainmisbrug, som også
omfattede flere dansere. Det var en intern rapport, men den blev i juli
lækket til Jyllands-Posten, formentlig fordi én, som er i mindretal i
ledelsen, ønskede at forhindre, at rapporten bare blev stillet på
hylden. Nu har flere medier så fået aktindsigt i rapporten – dog i en
censureret version, hvor topledelsen bl.a. har udstreget passager om
navngivne personer. Det
giver så Jyllands-Posten det bedst tænkelige grundlag for at fremhæve
de passager i rapporten, som ledelsen allernødigst ser komme ud. F.eks:
”Der opleves en høj grad af konfliktskyhed og manglende uddelegering af
ledelsesansvar.” Dette er jo en klagesang, der lyder som omkvæd blandt
mismodige ansatte på enhver arbejdsplads. Men fordi topledelsen har
valgt at udstrege sætningen, ophøjes den til at være en farlig sandhed.
Ledelsen udfører her en ufrivillig offentlig striptease, som får
korpsets ellers så festlige Tredje akt af Napoli på Gamle Scene til at
falme. Dreamtown
[19/8, 20/8]
Enhver kender til, at
hverdagens problemer bliver for tunge. Så kan det hjælpe at drømme. Det
gælder også for byen København. Hovedstaden vader i uløste problemer,
f.eks. budgetroderier, gamle og for små kloaker, tosprogede børn som
stadig ikke lærer at læse bedre, selv om der i flere år er ofret mange
penge og kræfter på sagen. Derfor er det fuldt forståeligt, at
borgmester Frank Jensen har lavet en drømmefabrik, som hedder
Copenhagen Business Task Force. Og torsdag røbede man sine drømme for
pressen. Drømmene er både store og smukke. Der drømmes bl.a. om en
årlig vækstrate på fem procent og 20.000 arbejdspladser. Og drømmene
virker faktisk! Ihvertfald er borgmesteren selv allerede blevet så
inspireret, at han vil stille sig i spidsen for intet mindre end en
kulturrevolution i kommunen. Groft sagt
drømmer beskedent om, at kommunens intensive drømmerier også vil give
den styrke til at vende tilbage til virkeligheden og helt innovativt
sørge for sine veje, kloaker, læsesvage elever, budgetroderier mv. Negativ kampagne [17/8, 18/8]
Flere eksperter er betænkelige
ved Venstres negative kampagne. Men modspørgsmålet er: Hvad skulle
Venstre ellers gøre? Alt det positive er jo efterhånden prøvet, uden at
det har rykket ved den klare opinionsføring til S-SF: seriøse
økonomiske forlig, TV-debatter med Løkke i nærkamp med Helle og Villy.
Og kun idioter gentager jo samme nytteløse adfærd gang på gang og
forventer bedre resultater. Derfor måtte Venstre prøve noget helt nyt:
en negativ kampagne. Og at klistre glamour-Helle og Villy på træfinér
og negativt vælte dem med en mikrofon, giver faktisk et godt billede,
som allerede er blevet vist overalt. Og negativiteten slutter ikke her.
For negativt nok for Venstre bruges billedet ikke af medierne til især
at illustrere S-SFs politiske hulhed. Billedet bruges især, fordi den
negative glamourfotograf overhovedet ikke kan se komikken, og negativt
kræver, at statsministeren og hans parti overholder landets love. Rap rap
[16/8, 17/8]
Folketingets administration
måtte i år skrive et afslag til privatmanden Hüsein Arac, som for
tredje år i træk vil holde ramadanmiddag i Folketinget. De flinke
embedsfolk skriver kancelliagtigt bl.a.: ”Endvidere fremgår det, at det
er et privat firma, der inviterer og er vært ved arrangementet, hvilket
er i modstrid med de vedtagne regler.” Og: ”Ønsker du fortsat at gøre
brug af Fællessalen d. 22. august, bedes du derfor fremsende en
ansøgning med de nødvendige oplysninger til administrationen.” Eller på
almindelig dansk: Send en ny ansøgning, hvor et folketingsmedlem står
som ansøger! Alligevel behandledes sagen i pressen med sensationelle
overskrifter som ”Thor P. aflyser ramadanmiddag”, ”Muslimer opgiver
middag på Christiansborg” og ”DF: slut med ramadan-middage”. Groft sagt vil opfordre Folketingets
embedsværk til at lære Anders And-sprog, som pressen forstår. Så vi
undgår, at sproglig forbistring sender landet til tælling i en
ødelæggende religionskrig. Sorg dræber
kritik [12/8, 16/8]
Norsk presse har nu tømmermænd
over sin ukritiske behandling af politiet i ugerne umiddelbart efter
Utøya. NRKs politiske redaktør, Kyrre Nakkim, siger til DRs Orientering
at befolkningen ikke var klar til at høre kritiske spørgsmål om
politiet og myndighederne på det tidspunkt. Men nu begynder pressen så
at vende tilbage til sin normale opgave med at kritisere myndighederne.
Den gummibåd politiet sejlede afsted i til Utøya sejlede en stor omvej,
var overlastet og gik i stå. Og man spørger, hvorfor politiet ikke bare
fik helikopterhjælp fra forsvaret. Nu skal så en kommission undersøge
hele forløbet. – Læren af Utøya, 11. september, atomulykken i Japan og
andre katastrofer er, at når en hel befolkning sørger over ofre, så
nedlægger den ellers så kritiske demokratiske presse midlertidigt sig
selv for i stedet at trøste. Og den trøster især ved sort-hvidt 1) at
hylde de autoriteter, som normalt kritiseres, 2) mindes de døde og 3)
udtrykke had og afsky til den umiddelbart skyldige. Derfor er det godt
for demokratiet, at ingen landesorg varer mere end få uger. Dead Man
Walking [12/8, 15/8]
SFs forslag om fyring af 4000
kolde hænder i kommunerne fik et kort liv ude i virkeligheden. Flere
eksperter udtalte nemlig til Jyllands-Posten torsdag, at langt de
fleste og de mest personalekrævende kommunale udbud af opgaver, som SF
vil fjerne, er obligatoriske og følger detaljerede EU-regler. Og at
kommunerne i øjeblikket kun laver de frivilllige, nationale udbud, hvis
de er ret sikre på at kunne tjene penge på dem. Groft
sagt har sjældent set et stort lanceret, konkret politisk
forslag blive udraderet så hurtigt og klart. Men der skal mere end
virkelighedens ubønhørlige kendsgerninger til at slå gruppeformand Ole
Sohn ud. Uanfægtet messer han videre til bladet om forslagets smukke
tanker om at trylle 4000 kolde hænder om til mange flere varme. Der er
på én gang noget gribende og uhyggeligt over et parti, som uden for
virkelighedens rækkevidde så kærligt krammer et helt dødt forslag. Rundtosset
[12/8, 14/8]
Flere kommentatorer undrer sig
over dagbladet Politikens blodskamsforhold til den nye tænketank Kraka.
Bl.a. er bladets altid sprudlende spaltefylder, politisk redaktør Peter
Mogensen blevet direktør. Men egentlig er det ikke så mærkeligt.
Politiken har særdeles gode erfaringer med at gøre inhabile
personrelationer frugtbare. F.eks. kan man samme weekend, som bladet
lancerer den nye tænketank, læse et uddrag fra en bog, som er skrevet
af én af bladets mest respekterede kulturskribenter, tidligere
litteraturprofessor Thomas Bredsdorff. Det er ét af i alt 4 redigerede
uddrag fra bogen, som udkommer til september på forlaget Gyldendal. Groft sagt forudsiger, at bogen vil blive
rosende anmeldt af en af bladets førende anmeldere, som også er
forfatter i Gyldendal-imperiet. Eller som håber at blive det. Og hvis
næste bog Bredsdorff så senere kan genrose. Og så videre. Men kun
ubetydelige folk udenfor Politikens verden vil himle op over det. Set
inde fra Politiken er der tale om et sundt kredsløb, som sikrer en høj
kvalitet. Og med Kraka udvider bladet nu bare dette kredsløb til også
at omfatte det politisk-økonomiske stof. Uretfærdig
maskerade [12/8, 13/8]
De politiske ordførerers
ansigter er meget uretfærdigt fordelt mellem partierne. Venstres
politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, ligner altid med sit meget
stirrende blik på TV én, der medvirker i en skrækfilm og lige har
overlevet håndgemæng med et monster. Selv når Venstre har en god sag.
De Konservatives politiske ordfører, Carina Christensen, viser altid på
TV med sine øjenbryn og panderynker forbavselse og bekymring. Selv når
de Konservative fejrer triumfer. Overfor disse står så bl.a.
Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, hvis ansigt
altid udtrykker et ”her hos S går det godt”, selv når alle kan se, at
lokummet brænder lige bag ham. Groft sagt
vil opfordre alle seriøse vælgere til helt at se bort fra de politiske
ordføreres helt irrelevante ansigtsmasker. Også selv om TV hele tiden
viser ansigterne, som om det er ansigterne, valget handler om. Sangens
styrke [10/8, 12/8]
Ralf Pittelkow konstaterer i
Jyllands-Posten, at valg vindes med billeder og fortællinger. Og at rød
fortælling om flere penge til velfærd og hård beskatning af ”de rige”
ser ud til at vinde over blå fortælling om økonomisk ansvarlighed. Groft sagt er enig. Men det er nogle
underlige blodløse, abstrakte fortællinger uden mennesker i kød og
blod, som den tidligere litteraturforsker Pittelkow opererer med.
Fortællingen handler da om jordbundne, flittige Lars, som arvede den
tidsbestemte gårdforvalterpost fra far Fogh og siden har brugt al sin
tid på at fortælle de forvænte gårdskarle, at den altså ikke går
længere. Og om den veldrejede drømme-kusine Helle, som fortjent fik
smæk af strenge onkel Fogh for sine ungdommelige frækheder, men som
efterhånden har gået så meget igennem og dog stadig smiler tappert, at
gårdskarlene synes, at hun nu har fortjent at blive forvalter i nogle
år. Og at det desuden bliver langt mere underholdende at høre Helle
tralle sig glad igennem jobbet end fortsat at skulle lide under Larses
brummen. Sommerlejre
før og nu [9/8, 10/8]
En spejderlejr fik for nylig
besøg af hele tre statsministre på én gang. Sådan noget plejer ellers
at høre under prinsesse Benedikte. Men det er én af følgerne af Utøya,
at sommerlejre ikke mere bare er, hvad sommerlejre tidligere var.
Sommerlejre er blevet opgraderet. Tidligere drog de unge ret ubekymret
afsted og tænkte måske mest på vejrudsigterne, toiletforholdene og hvor
langt der var til købmanden. Nu er enhver sommerlejr blevet en
demokratisk politisk manifestation af kampen mod terror. Ingen lejr kan
lige nu afholdes uden at få besøg af mindst en politiker. Det
fortælles, at en gruppe romaer er set spænende over Amager Fælled på
flugt fra en ukendt politiker, som var begyndt at holde tale ved deres
provisoriske teltlejr. Groft sagt
har tiltro til, at de unge snart igen vil gøre sommerlejre til gode,
gamle sommerlejre, dvs. til et forfriskende bad i hormoner og promiller. USA's nye
indpisker [8/8, 9/8]
USA har lånt en masse penge af
Rødkina, som nu ejer tæt ved ti procent af alle amerikanske
statsobligationer. Og i disse dage er USA jo blevet nedgraderet til
AA+, så nu skulle man tro, at Kina ville juble, fordi det så bliver
mere overkommeligt for dem at bruge alle de penge, som vælter ind på
deres enorme marked til efterhånden at opkøbe hele USA og indføre deres
eget étpartisystem i ”Gods Own Country”. Det ville være en politisk
triumf, som ville få murens fald i 1989 til at falme. Men nej. Maos
habitklædte efterfølgere holder tværtimod moralpræken for amerikanerne
og formaner dem til at leve op til demokratiets idealer om en seriøs
debat i stedet for ”kortsigtede politiske skænderier i Washington”,
hvor man har ”brugt det kommende præsidentvalg til at tage
verdensøkonomien som gidsel.” Det siger noget om krisens alvor, at det
benhårde kinesiske étpartidiktatur er blevet så skæppeangst for at
miste en masse penge, at de nu forsøger sig som indpisker for USA’s
politiske system. Tidssløjfe [5/8, 8/8]
Chefredaktør Bo Lidegaard,
Politiken, skrev torsdag en stor status over præsident Obamas skuffende
resultater i anledning af 50-året. Det særlige ved Obama er jo, at han
ved dygtig talekunst i en valgkamp kan få store folkemasser til at tro,
at det umulige er muligt. Herved ligner han vores egen Helle Thorning.
Faktisk er ligheden på dette punkt så slående, at Groft
sagt allerede nu ved hjælp af en simpel udskiftning af
’Obama’ med ’Thorning’ kan bringe tankevækkende citater fra den
statusartikel, som chefredaktøren ville være tvunget til at bringe i
sin avis allerede d. 14. december 2011, når Helle Thorning fylder 45 år
efter få uger som statsminister: ”Sjældent har den gode vilje haft
bedre kår og højere embeder, og sjældent har ambitionerne været højere.
På den baggrund er det ikke sært, at skuffelsen satte ind lige så
hurtigt som vanskelighederne. Spørgsmået er ikke om Thorning skuffede.
Det gjorde hun. Hun kunne ikke andet. Spørgsmålet er, om hun skuffede
på anden måde, end det var uafvendeligt?” Groft
sagt svarer prompte: Nej, det er ikke spor uafvendeligt, hvis
bare vælgerne tager Løkke. Den
indbildte ridder [5/8, 7/8]
"Breivik. Kommandør.
Organiseret i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod
islamisering. Operationen er fuldført og vil overgive sig til Delta."
Hvis situationen ikke var så dybt tragisk, så måtte denne tekst
nødvendigvis opfattes komisk. Fordi den jo viser en mand der i
militærets karakteristiske afsnuppede stil udleverer sig selv som
selvskabt offer for et gigantisk selvbedrag. Figuren, den indbildt
heltemodige ridder, er i verdenslitteraturen nok bedst kendt under
navnet Don Quijote. Og det er ikke tilfældigt, at Breivik ikke havde
nogen Sancho Panza ved sin side. Kun en mand, der helt har kappet
forbindelsen til selvironi, humor og antihelten Sancho Panza i sig
selv, kan lave en massakre. Læren af Breivik er, at humor og selvironi
er to af demokratiets vigtigste værdier. Lad os derfor forebyggende le
så meget som muligt sammen for demokratiet – når vi er færdige med at
sørge over massakrens ofre. Vandet
stiger [5/8, 6/8]
7.453 fik afslag på deres
ansøgning til universitetsuddannelserne. Det viser sig nu at 43 procent
af de afslåede ansøgninger var ubrugelige bl.a. fordi de var
utilstrækkeligt eller forkert udfyldte. Formanden for Rektorkollegiet
på de danske universiteter, Jens Oddershede, siger til Berlingske:
”Hvis man er i stand til at tage en studentereksamen, er man også i
stand til at læse en vejledning, som angiver, hvilke krav man skal
opfylde for at komme ind på et studie.” Det er én af den slags
beroligende udtalelser, som man læser igen og igen, mens en frygtelig
mistanke om en katastrofe breder sig i sindet. For det er velkendt, at
16 procent af folkeskolens elever ikke lærer at læse. Kan de mange
forkerte udfyldte skemaer til de højere uddannelser bl.a. skyldes, at
bølgen af elever, der ikke lærer at læse, nu også er nået gennem
gymnasiet? Forskningsordfører Rasmus Prehn (S) er allerede beredt på
den nye situation. Han foreslår hjælp til udfyldelsen for ansøgere, som
ikke selv kan læse vejledningen. Sommerrevy
Strindberg [4/8, 5/8]
Helle Thorning og Lars Løkke
har begge været nærmest usynlige i ferien. Det skyldes Thornings
strategi ’Jo mindre jeg siger, jo færre dumheder’ og Løkkes
spinfornægtende tro på, at hans nødvendige økonomiske aftaler bare
sælger sig selv til medierne og befolkningen. En abe fra Abernes Planet
på sommerferie i Danmark ville derfor aldrig få den tanke, at valget,
som jo er på trapperne, står mellem Helle og Løkke. Derimod måtte aben
få et klart indtryk af, at valget i dansk politik står mellem Dansk
Folkeparti og dagbladet Politiken. Sommeren igennem har de to domineret
den danske politiske dagsorden med lidenskabelige udmeldinger. Først
omkring grænseaftalen, så omkring massakren i Norge. Officielt afskyr
Politiken og Kjærsgaard hinanden. Men reelt er parterne helt afhængige
af hinanden til at skabe den strid som sætter dagsordenen. De udgør
dansk politiks sommerrevysvar på et ægteskabsdrama af Strindberg. Der
er noget at leve op til for flinkepige Helle og maskinmester Løkke, når
de snart tvinges ud af feriekomaen. Den gode
tones ofre [3/8, 4/8]
Filminstruktørredaktør Lars von
Trier Mogensen i dagbladet Politiken kæmper nu igen med svovl og
forbandelser for den gode tone. Forleden ved at gøre Pia Kjærsgaards
menneskesyn ansvarligt for Utøya. Og på det seneste ved at kalde pastor
Sørine Godtfredsen for ’næppe psykotisk’, vanvidsfrådsende, ’paranoid’,
’voldsromantisk’, ’afstumpet’. Groft sagt
forstår og respekterer, at kampen for den gode tone kræver store ofre
af sine tapre korsriddere. Det ses jo ofte ved religioner, at den rette
tro kan kræve ofre, f.eks. faste, seksuel afholdenhed og upraktisk
klædedragt af sine tilhængere. Og nu ofrer så også Politiken sin sans
for konsekvent sammenhæng mellem egne ord og gerninger. Her vil Groft sagt dog række Politiken et
halmstrå, inden bladet helt forgår i sine egne svovlende orddampe. I
stedet for ’afstumpet’, ’paranoid’ og ’vanvidsfrådsende’ skulle Sørine
jo bare i den gode tone være kaldt ’enfoldig’, ’årvågen’ og
’fantasifuld’. Hvor svært kan det være? Den
intetsigende triumfator [1/8, 2/8]
En meningsmåling har lige vist,
at over halvdelen af vælgerne mener, at det er sidste chance for Helle
Thorning. Og store dele af hendes egne vælgere har samme opfattelse.
Men dette ryster ikke Helle, som stadig ikke viser mindste tegn på at
være midt i en desperat overlevelseskamp. Hun følger fortsat
strategien: Jo mindre jeg siger, jo mindre dummer jeg mig. Aldrig før
har en udfordrer til en siddende statsminister så beslutsomt og
konsekvent kæmpet for magten ved at holde bøtte og melde ”ingen
kommentarer”, når pressen ringer. Og strategien har været en stor
succes, fordi visse dele af regeringspartierne er gået i nederlagspanik
og derfor kører kampagnen for hende langt bedre, end hun selv ville
kunne. Senest ved, at bl.a. Venstres politiske ordfører Ellen Trane
Nørby og integrationsordfører Karsten Lauritzen nu foreslår, at
Folketinget får en uafhængig juridisk og finanspolitisk tjeneste. Disse
forslag viser tydeligt, at centrale folk i Venstre allerede forbereder
den tid, hvor Helle har magt til også at gøre embedsmændene i
regeringen intetsigende. Råd til en
bedre verden [29/7, 31/7]
Verden er befolket af mange
fremragende eksperter med hjertet på rette sted. De giver ofte særdeles
sympatiske og rigtige råd. Men uhyggeligt ofte er der alvorlige
udfordringer med at få disse gode mænd og kvinders råd omsat til praksis. Rådene
forudsætter f.eks. ofte, at medier og vælgere er helt anderledes
indrettet, end de er i den faktisk foreliggende verden. Ét af de
seneste eksempler er psykiater, ph.d. Henrik Day Poulsen, som i en
kronik i Jyllands-Posten, når frem til, at den største straf, vi kan
give den norske attentatmand, ikke er fængsel i mange år, men at tie
ham ihjel. Fordi det, han er allermest optaget af, netop er at få al
den omtale, som han får i øjeblikket. Og som han vil få i mange mange
år fremover. Her vil Groft sagt
spagfærdigt anføre, at for at det skulle blive muligt at tie denne udåd
ihjel, så skulle verden være indrettet således, at medier hadede at
fortælle om blodige voldshandlinger og vælgerne at læse om dem. Råd til en bedre
verden [29/7, 31/7]
Verden er befolket af mange
fremragende eksperter med hjertet på rette sted. De giver ofte særdeles
sympatiske og rigtige råd. Men uhyggeligt ofte er der alvorlige
udfordringer med at få disse gode mænd og kvinders råd omsat til praksis. Rådene
forudsætter f.eks. ofte, at medier og vælgere er helt anderledes
indrettet, end de er i den faktisk foreliggende verden. Ét af de
seneste eksempler er psykiater, ph.d. Henrik Day Poulsen, som i en
kronik i Jyllands-Posten, når frem til, at den største straf, vi kan
give den norske attentatmand, ikke er fængsel i mange år, men at tie
ham ihjel. Fordi det, han er allermest optaget af, netop er at få al
den omtale, som han får i øjeblikket. Og som han vil få i mange mange
år fremover. Her vil Groft sagt
spagfærdigt anføre, at for at det skulle blive muligt at tie denne udåd
ihjel, så skulle verden være indrettet således, at medier hadede at
fortælle om blodige voldshandlinger og vælgerne at læse om dem. Leonora
genfødt [29/7, 30/7]
Det
er en gammel tanke, at det navn, forældre giver deres barn, kan blive
barnets skæbne. F.eks. mener Tristram Shandy i ”Life and Opinions of
Tristram Shandy” (1759), at hans hang til melankoli skyldes hans navn.
Tanken om navnet som skæbne lever stadig. Moderne danske forældre har
en stigende tendens til at give deres børn unikke navne, dvs. navne som
kun hint enkelte enestående barn har. Det er navne som Carisma, Fessor,
Jazz, Blær og Lenin. Listen illustrerer hvor forskellige retninger
moderne danske forældres drømme om deres umælende barns fremtid kan
tage. Og noget tyder på at teorien er rigtig. Ihvertfald når det gælder
bornholmerfærger. I strid med mange gode råd og sund fornuft kaldte
rederiet sin flotte, nye færge for Leonora Christina, fordi hun engang
sad fanget på Hammershus. Og nu har denne spritnye færge så allerede
ligget fanget i ca. 3 uger i havnen midt i højsæsonen, mens en hær af
teknikere forsøger at få motorerne til at virke. Og det er kun
begyndelsen. For senere sad Leonora jo fanget i Blåtårn i 22 år. Skydetonen
[28/7, 29/7]
Mange i eliten af politikere og
forskere har problemer med at drage sammenhængende konsekvenser af den
norske attentatmand. 1) Han forbrød sig ikke særligt mod den gode tone
på nettet og andre steder. Alligevel skal denne tone, ifølge S, SF og
andre, strammes op rundt omkring. 2) Men han anbefalede klart og
eksplicit i sit manifest at kommende terrorister brugte computerspillet
”Modern Warfare 2” til at træne i skydning og strategi. Nu kunne man så
formode, at dette ville føre til, at bekymrede eksperter hændervridende
ville gå ind for begrænsninger og kæmpe for den gode tone også i de
voldspornografiske, skydegale computerspil som udgør en voksende
milliardindustri. Men nej. To forskere i computerspil, Jonas Heide
Smith og Anne Mette Thorhauge, advarer tværtimod i Berlingske mod at
tage for pålydende, hvad Breivik har sagt og skrevet. Forskningen kan
trods lang indsats stadig ikke sige noget klart og definitivt om
sammenhængen mellem vold i spil og vold i virkeligheden. Groft
sagt må konkludere, at en norsk attentatmand både kan bruges
og ikke kan bruges til lidt af hvert. Fuserterror [27/7, 28/7]
Breiviks afskyelige
terrorangreb på demokratiet har styrket den folkelige opbakning til
demokratiets centrale institutioner. Statsminister Stoltenberg og andre
ledere står stærkere end længe efter taler, som har mindsket den angst,
som udåden vakte hos nordmænd og os andre. Det norske politi og andre
uniformerede myndigheder er i øjeblikket kult, når de viser sig på
gaden. Det er – desværre – rigtigt set af Breivik, at frygt er en
væsentlig faktor i politik. Men ikke frygt for en isoleret galning. Han
fuser ud – også selv om han fylder det hele lige i øjeblikket. Den
virkeligt farlige terror mod demokratiet udøves af fanatiske grupper
omkring visse etablerede, lovlige organisationer. Grupper som
organisationens officielle ledelse tager kraftigt afstand fra – uden
det dog mindsker fanatismen blandt organisationens håbefulde, voldelige
rekrutter. Her vil en del politikere, debattører og
udstillingskuratorer pålægge sig selvcensur, næsten altid med
idylliserende bortforklaringer. Ikke mindst for at undgå at skulle leve
døgnet rundt med to livvagter fra PET. Übermensch
[25/7, 26/7]
Gennem
mange år planlagde den tilsyneladende veltilpassede, akademisk
uddannede norske borger i detaljer, hvad der skulle ske d. 22. juli
2011. Fuldt lovligt indkøbte han våben og enorme mængder ammunition,
fordi han var medlem af diverse skydeklubber. Han lavede et firma, som
skulle producere grøntsager, hvortil han selvfølgelig havde brug for
store mængder kunstgødning. Og nu og i den kommende tid spreder
verdenspressen mere end villigt detaljer fra det 1500 sider lange
manifest og dagbog, han har udsendt. Men ligeså smart alt dette er til
at skaffe ham omtale, ligeså håbløst torskedumt er det jo til at få
Norge og andre vestlige demokratier til at kæmpe mod muslimer og
marxister. Faktisk får mandens handling den stik modsatte effekt: at vi
alle – som altid efter terroraktioner – falder hinanden om halsen og
sværger fanatisk til demokratiets tålmodigt kværnende diskussioner og
kompromisser, som det eneste, der i længden kan beskytte os mod
Übermensch, hver gang han rykker ud med Endlösung, krudt og kugler. Offerlandet
[22/7, 24/7]
Hver
fjerde dansker, der vælger at droppe sommerferien, stemmer på Dansk
Folkeparti. Til gengæld holder næsten hver femte Radikale vælger seks
ugers sommerferie eller mere. Det viser en undersøgelse, som Gallup har
lavet. Men tro nu ikke at disse tal betyder, at de stakkels
underbetalte små selvstændige eller arbejdere, som udgør kernen af DFs
vælgerskare, lider under at skulle knokle sommeren lang for at holde
levestandarden oppe. Mens det velaflagte café latte-segment ubekymret
og nydelsessygt daser og dovner i ugevis. Så enkel er virkeligheden
nemlig slet ikke. I hvert fald ikke ifølge Kenneth Thue Nielsen, som er
analyseredaktør ved DR. Han forklarer tallene således: ”R-vælgere er
ofte offentligt ansat, hvor der lukkes i ferien, så de kan ikke holde
en uges ferie.” Men hvis selv landets mest forkælede elitevælgere er
stakkels ofre for deres egne lange daseferier, så må Groft
sagt drage den konklusion, at enhver i dette land nu er et
offer. Og vi istemmer derfor med Dronningen: Gud bevare Danmark. Inspiration
vestfra [22/7, 23/7]
Da
den britiske premierminister Cameron forleden blev udspurgt om sine
overraskende mange fortrolige samtaler med Murdoch-toppen, sagde han
bl.a. ”Jeg har aldrig haft en upassende samtale.” Da præsident Clinton
i sin tid blev udspurgt om sit forhold til praktikanten, sagde han:
”Jeg har aldrig haft et seksuelt forhold til miss Lewinsky.” Da det så
senere uheldigvis kom frem, at den begejstrede praktikant havde gemt en
kjole med umiskendelige præsidentielle safter i bunden af sit
klædeskab, måtte Clinton ud i omfattende sprogvidenskabelige
udredninger, som mundede ud i den overraskende erkendelse, at ’oralsex’
ikke er et seksuelt forhold. Det må forudses at Cameron må ud i
lignende spidsfindige udredninger, hvis det viser sig, at disse
samtaler – vanen tro i britisk tabloid-journalistik – hemmeligt er
blevet optaget. Groft sagt kan
allerede nu foreslå Cameron at definere ’upassende samtaler’ som
’løsslupne samtaler af seksuel art’. Det er altså noget helt andet end
samtaler om, hvordan Murdoch kunne overtage TV-selskabet BSkyB. Farlig leg
med ondskab [22/7, 23/7]
De
Radikales kandidat i Sjællands Storkreds, Linda Kristiansen, har
åbenbart fundet ud af, at hvis man bare er et pænt menneske, så giver
det ingen mediomtale. Så denne pæne, men hidtil helt ukendte, radikale
politiker har på sin hjemmeside lagt et computerspil som hedder ”Kast
sko efter Pia”. I spillet skal man snige sig ind på Pia Kjærsgaard ved
at gemme sig bag hvide stakitter, et FN-skilt og en mur med det svenske
flag. Når man er tæt nok på partilederen, skal man få en indvandrer til
at kyle en sko i nakken på Kjærsgaard, der herefter styrter ud over en
skrænt. Nu sidder Linda så og venter på, at Pia ringer og bekender, at
hun føler sig krænket. For kun hvis det sker, vil spillet blive
fjernet. Hvorefter Linda igen kan fremstå som god, pæn og korrekt. Ak. Groft sagt må her fælde en tåre over, at
verdens ondskab altid overgår, hvad en pæn radikal kan forestille sig.
Onde Pia vil aldrig ringe og dermed befri Linda fra hendes eget onde
computerspil. Linda er hermed dømt til i al evighed at syde i sin
selvskabte ondskab. Ak. Radikal
jordskredssejr? [21/7, 22/7]
Belgien
har været uden regering siden 13. juni sidste år. Den belgiske presse
bruger stærke overskrifter som ”pinlig verdensrekord” og ”krisen
fortsætter”. Men spørgsmålet er hvor dybt krisen egentlig kradser i
landet. Befolkningen er tilsyneladende ikke særligt bekymret over, at
politikerne ikke kan finde ud af, hvem af dem der skal være
statsminister. I øjeblikket planlægges således festlige optog og
militærparader i anledning af, at demokratiet Belgien fylder 181 år. Og
det politisk-administrative system har – trods mangel på regering –
både kunnet vedtage en stram finanslov og sende kampfly til NATOs
aktion i Libyen. Belgien fungerer altså tilsyneladende langt bedre uden
regering end Grækenland og mange andre europæiske demokratier, som har
en regering. Groft sagt vil dog
alligevel sende en appel til de belgiske politikere om at lave en
rigtig regering. Ellers risikerer vi, at de Radikale – med henvisning
til Belgien – vinder en jordskredssejr til efteråret ved at køre
valgkamp på deres gamle kongstanke om en upolitisk magistratsregering. Populismedræberen [20/7, 21/7]
Én af grundene til, at EU er så
svær at gøre sexet i danske og alle andre nationers presse, er, at de
ansvarlige er usynlige. Det gør det umuligt for journalisterne at
fortælle interessante historier om dem. Pludselig dukker der så
alligevel i dansk presse en helt ukendt Kommissær for Indre Anliggender
op fra EU-dybet. Hun er svensker og hedder Cecilia Malmström. Hun
dukker dog ikke op af egen kraft, men kun fordi skatteminister Peter
Christensen jamrer over fortsat at blive mobbet af EU-kommissionen med
grænsekontrollen. Groft sagt skal hermed bønfalde
den samlede danske presse om at give EU-stoffet sit folkelige
gennembrud ved at udnytte denne enestående mulighed for at gøre en
ellers helt anonym kommissær til en fængende figur i en oprivende
fortælling. Da Malmström i mange år har været med i ledelsen af det vel
nok mest militant politisk korrekte svenske parti, Folkpartiet, er det
ikke spor svært at få øje på den blodberusede populismedræber indeni
denne anonyme, objektive kommissær som skjuler sig bag sine høflige,
rejsende embedsmænd. Skandalens
ulidelige ironi [19/7, 20/7]
Det
strå, der fik skandalekamelens overbebyrdede ryg til at knække, var
historien om forældre, som fik falsk håb om, at en forsvunden datter
var i live, fordi en detektiv, der var hyret af en Murdoch-sladderavis,
slettede beskeder på hendes fyldte telefonsvarer. Selvfølgelig bør
Murdoch-lederne, de korrupte politifolk og eventuelt de politikere, som
har kindkysset alt for lidenskabeligt med skandalejournalismens
rødhårede ypperstepræstinde, Rebekah Brooks, hænges ud, fyres eller
forbandes. Og vi bør hylde den gode moral, som – omsider – sejrede over
grådige mediers usle snuskeri i kendte menneskers og kriminalitetsofres
mest intime detaljer. Men i alle de skåltaler, som allerede er begyndt
i mange medier i den prisværdige anledning, så bør man ikke glemme
skandalehistoriens ironiske pointe. Nemlig at uden tabloid-historien om
den døde piges forældre, som fik falsk håb af den grådige mediemogul,
så ville der ikke være rejst så stærk harme hos så mange vælgere, at
politikerne blev i stand til at gøre det nødvendige. Kamp mod
vindmøller [18/7, 19/7]
Det
er rigtigt set af demonstranterne oppe i Østerild
Klitplantage, at vold er godt, når små
grupper skal sætte deres vilje igennem. Hverken fristaden Christiania
eller Ungdomshuset havde eksisteret i dag, hvis det ikke havde været
for en lille gruppes voldelige selvtægt og kamp mod politi og
demokratiske flertalsbeslutninger. Alligevel må den tapre skare i
plantagen berede sig på nederlag. For det første, fordi
forsyningslinjerne fra København, som skal tilføre store mængder
maskerede unge stenkastere og talrige fotografer og reportere fra TV 2
News til kamppladsen, er alt for lange. For det andet, fordi
situationen politisk er alt for rodet: Oprørerne støttes ikke kun
forudsigeligt af Enhedslisten og de Radikale, men også af Dansk
Folkeparti, som ellers altid tjener som samlende hadeobjekt i den slags
aktioner. For det tredje, fordi flokken af demonstranter slet ikke er
trænet til panserkamp mod Skovstyrelsens bæltekøretøjer. Derfor ender
demonstrationen bare som et broget sammenrend af godhjertede, harmløse
idealister, som kæmper forgæves mod vindmøller. Ferieafløsning
[15/7, 18/7]
Rundt
om i verden kæmper magthavere med alle midler for at bevare eller få
magten: Mord, korruption, terror hærger. Også her i landet kæmper
magthaverne Helle Thorning og Lars Løkke i øjeblikket deres livs
afgørende karrierekamp om den politiske magt i landet. Men det foregår
slet ikke med de samme vulgære og desperate midler som andre steder.
Heldigvis. Faktisk foregår magtkampen med så subtile midler, at
magtkampen kan være svær for almindelige mennesker at få øje på. F.eks.
ser man ikke Helle og Løkke optræde i medierne. Næsten. For forleden
dukkede Helle sørme pludselig ud af ferieglemslen. Ikke for at komme
med en vidtskuende politisk erklæring til sommerlandet. Næh. Hun viste
sig til premiere på seneste Harry Potter-film. Og hendes nådesløse
modkombattant, Lars Løkke, svarer nu igen ved at lade sig se
pedaltrampende på tur til Paris. Og da alle landets mest geniale
politiske kommentatorer er på ferie, så må Groft
sagt akut træde ind og forklare befolkningen, at det, der i
virkeligheden foregår, er en meget fæl og kynisk kamp mellem to
desperate magthavere. Positivt TV
[15/7, 17/7]
Regentparret
er på sommertogt i Grønland. Hårdt vejr med voldsom blæst forsinkede
besøget med to dage. Og da ritualer og planer altid er noget af det
vigtigste, når det handler om kongehuset, så kunne man frygte det
værste i kølvandet på denne forsinkelse. Men nej. I anledning af et
forsinket besøg i den lille bygd Niaqornat med 50 indbyggere, udtaler
dronningen: ”Dette er et typisk besøg i Grønland. Man kan gennemføre
det meste, men aldrig som planlagt, og det er en del af charmen ved at
rejse her.” Med al den lidelse og alle de ofre, som vi dagligt døjer
med i TV-nyhederne, så er indslag med dronningen en lise for sjælen.
Alt er altid godt. Vejret er charmerende. Folk er varme. Og dronningens
sproglige overskud sikrer os mod selv de værste klicheer.
Nyhedsdirektøren i DR har en politik om flere positive historier i
TV-nyhederne. Hvis verdens omsiggribende ondskab fortsat gør det svært
at gennemføre denne politik, så bør man overveje en fast aftale med
dronningen om at kommentere på begivenhederne. Bom,
bommere, bommert [15/7, 16/7]
Ikke
mindre end otte embedsmænd fra EU-kommissionen var torsdag på besøg for
at kontrollerere om Danmark overholder Schengen-aftalen. Mange danskere
spørger sikkert, hvordan EU pludselig midt i ferietid og
børneinstitutioners lukkedage kan finde otte fuldbårne inspektører til
at inspicere, om det er i orden, at Danmark nu vil gøre, hvad Sverige
og Tyskland har praktiseret i årevis uden mindste kvababbelse i
EU-systemet. Har EU ikke brug for i stedet at mobilisere revl og krat
af alle deres tapre kontorfolk for at få bedre styr på virkelig
alvorlige udfordringer som f.eks. de vildtvoksende budgetter og på
Grækenland og andre EURO-lande som er ved at gå rabundus? Meget tyder
på, at EU-kommissionen er blevet ofre for deres dæmonisering af Pia
Kjærsgaard. For når den gyselige populist-trold Pia råber det
skrækkelige ord: ”Grænsebom” ud over Europa, så udsender formand
Barroso rituelle formaninger og en busfuld kontrollanter, som kun kan
gøre Pia endnu mere kåd og lysten efter at skråle ”bom” igen og igen.
Og juble, når EU overreagerer med ekkoet ”bommere, bommert”. Løkke er
ren [14/7, 15/7]
Britiske toppolitikere som
Blair, Gordon Brown og den nuværende premierminister, Cameron, har
gennem årene brugt megen af deres kostbare tid på at pleje tætte,
private netværksrelationer til eliten i Murdoch-imperiet. I Italien er
det mere enkelt. Her ejer Berlusconi selv flere toneangivende medier og
kan direkte – uden at skulle fedte sig ind – bestemme, hvordan han selv
bliver fremstillet. Anderledes uoverskuelige forhold til pressen har
politikere her i Danmark. Der er ingen dominerende mediepave at fedte
for; derimod en masse små mediekongedømmer, som Løkke skal undgå at
blive uvenner med. Hvis Løkke – som Berlusconi – ejede store dele af
landets presse, så ville vi i disse sommerdage blive bombarderet med
oplysende artikler om den 2020-plan, som skal redde Løkkes genvalg mod
alle odds. Men da denne plan er helt usynlig overalt, så beviser det
klart, at Løkke ikke engang ejer så meget som en lokal ugeavis her i
landet. Og at han heller ikke har fedtet sig ind nogen steder. Populistisk timing
[13/7, 14/7]
Nu er Lars Barfoed ude og give
hele den populistiske, personfikserede, politiske kultur en ordentlig
opsang. Politik er alt for bestemt af taktik og timing, siger Barfoed.
Politikerne bør glemme alle kølige kalkulationer og simpelthen bare
sige lige ud, hvad de mener. Og Mette Frederiksen fra
Socialdemokraterne, som ellers som regel er stik imod, hvad der kommer
af tankegods fra regeringspartierne, bakker uden tøven Barfoeds
tordentale op. Faktisk vil Groft sagt
påstå, at det er komplet umuligt at finde en politiker, som ikke mener,
at man skal sige, hvad man mener. Derfor er der grund til i dette
tilfælde at rose den ellers meget mobbede Barfoed for den vellykkede
taktik med at score overskrifter i flere medier på at have nøjagtigt
den samme mening, som alle andre politikere. Hvorfor dog risikere hån
og spot ved at køre frem med dårligt timede, kontroversielle tanker om
skattelettelser og den slags, hvis man kan score overskrifter med
veltimede meninger, som selv Mette Frederiksen nødvendigvis må være
enig i? Fedmekampen
[11/7, 12/7]
Fedmen raser i befolkningen.
Antallet af overvægtige er fordoblet på tyve år og tæller nu 600.000
personer. Magtfulde og kloge folk aner ikke, hvordan fedtet skal
bekæmpes. Den ansvarlige minister, Bertel Haarder, har de seneste dage
kapituleret med en erklæring om, at der ikke findes noget fix mod
fedme. Og én af landets førende fedmeeksperter, professor Thorkild I.A.
Sørensen fra Københavns Universitet, arbejder nu med en helt ny
hypotese om, at fedme slet ikke skyldes, at folk propper sig hele
tiden. Tværtimod er det omvendt: Det er fedmen i sig selv, der er selve
årsagen til, at folk fortsat propper sig. Da Groft
sagt’s kald i livet er at
tale i klar tekst, hvor politikere og forskere udgyder sort tale, så
skal Groft sagt omgående beordre
alle smækfede slapsvanse-danskere til at lade være med hele tiden at
fylde sig med øl, cola, junkfood, slik og kartoffelchips, mens de
jamrer over, at hverken politikere eller forskere kan hjælpe dem af med
deres hængevom, blævrelår og dobbelthager. Jamr i stedet, mens I fråser
i vand og gulerødder. Kommunikationskløft
[8/7, 11/7]
Tal
fra Sundhedsstyrelsen og dagligvarehandlen viser, at danskerne drikker
mere i sommermånederne end i resten af året. I den forbindelse
indhenter Berlingske torsdag kommentarer fra afdelingslæge i
Sundhedsstyrelsen Mia Ficherman, som oplyser: ”Hvis man drikker for
meget på én gang, så kan de akutte følger for unge være ikke at kunne
overskue situationen, større risiko for at have uønsket sex.” Ordene er
vist ment advarende, men så vidt Groft sagt
er orienteret, så er det netop udsigten til ikke rationelt at kunne
overskue situationen og til eventuelt at dyrke sex med personer og på
måder, som man ikke ønsker sig i ædruelig tilstand, som får unge
mennesker til at tylle alkoholen i sig. Noget tyder på, at
Sundhedsstyrelsens vanskeligheder med at få folk til at efterleve deres
advarende råd skyldes, at styrelsens argumentation virker som
anbefalinger. Nonnen og skøgen [8/7,
10/7]
Stuepigen viste sig ikke at
være helt så hvidskuret ren, som alle først troede. Og nu er
overskrifterne, at ”sagen smuldrer” samtidig med, at Straus-Kahn
ustandseligt fremvises fanatisk monogamt med sin kone i Amerika på en
måde, som gør alle de fæle rygter om sidespring til skamme. Og hvorfor
ødelægge en enkel, opbyggelig historie med en nedbrydende modhistorie
om en verdenspresse, som skamløst lader sig spise af med dyrt betalt
spin? Nemlig modhistorien om den magtfulde, rige direktør, som købte
verdens mest kompetente advokater til bl.a. at grave smuds frem om
stuepigen. Og at forsvaret derefter formentligt har foræret frugterne
af deres detektivarbejde til anklagemyndigheden, som derefter kan lade
historien om nonnens forvandling til skøge springe med statslig
autoritet i medierne. For ikke at tale om historien om, at stuepigen
kun taber denne sag, fordi hun ikke har råd til samme ekspertise som
direktøren til bl.a. at finde nyt, opsigtsvækkende smuds om direktørens
ustyrlige sexliv, som hun kan fodre pressen med. Tvivlernes Godmother
[8/7, 9/7]
I bagklogskabens ulideligt
klare lys kan enhver politisk kommentator i dag godt se, at det var
selvindlysende at Margrethe Vestager måtte blive inde hos Hjorth og Pia
og lave efterlønsforlig, selv om Helle og Villy ikke ville være med. På
denne måde genindtog de Radikale positionen som det beslutsomme
hverken-eller-parti i dansk politik. Og de mange hundredtusinder af
vælgere, som altid vakler mellem blå og røde planer og alt muligt
andet, har nu fundet tryghed i Margrethes favn. En ny
gallupundersøgelse bekræfter at disse vælgere, som udgør en femtedel af
vælgerskaren, finder at Vestager er den mest sympatiske af
partilederne. Det, der narrede alle politiske kommentatorer, var
Vestagers flegmatiske, intellektuelle udstråling som castede hende som
alt andet end leder. Hun passede til rollen som klinisk psykolog eller
præst i en region med husstande med høje indkomster. Nu ved alle, at
hun er tvivlernes smilende Godmother i dansk politik. Jazz
og Tour de France [6/7, 8/7]
Det er herligt, at den 80-årige
jazz-kæmpe Sonny Rollins i søndags kunne fylde Det Kgl. Teaters gamle
scene med improviseret vellyd. Samtidig går vores tanker til de mange
forrygende jazz-giganter, som desværre aldrig nåede frem til hyldest på
Det Kgl. Teater, bl.a. fordi de tidligt bukkede under på grund af et
intensivt misbrug af morfin og lignende. Mest grelt geniet Charlie
Parker, som efter en kort, hektisk karriere, der mest udspillede sig på
røgfyldte barer, døde som 34-årig i en fysisk tilstand, som var sådan,
at ligsynslægen vurderede ham til at være ca. 60 år. Det ædle,
sportslige ideal om, at den, der præsterer, skal have en helt ren,
dopingfri krop, findes ikke i jazz – eller blandt forfattere eller
filminstruktører. I den benhårde konkurrence mellem kunstere gælder
alle kneb, herunder doping, druk og piller, for at nå det sublime
resultat. Derfor er det også en særlig stor præstation af Rollins at
overleve ræset i den dopingbetændte jazz-branche og nå frem til
målstregen på Det Kgl. Teaters store scene. Faktisk en langt større
fysisk præstation, end det ville være for en helt ren Contador at vinde
den dopingkontrollerede Tour de France. Kom
nu, Caro! [1/7, 6/7]
Få mennesker har mere magt over
andre, end forældre over sine små børn. Despotiske forældre kan derfor
frit praktisere hjernevask som ”tigermor”. Og det hjernevaskede barn
kan så senere helt frivilligt fortælle alverden om sit selvvalgte liv
som violinvidunderbarn eller tennisbabe med millionsponsorater.
Wozniacki og de andre kvindelige topspillere i Wimbledon er vist alle
vokset op på denne måde, typisk med deres tigerfar som træner og
mentor. Problemerne opstår, hvis barnet møder udfordringer, som ikke
kan løses i den begrebsverden, som tigerfar lever i. Da Caroline nu
igen i år røg ud af Wimbledon i fjerde runde, bemærkede mange
kommentatorer hendes passive spil og manglende spilleglæde. Far Piotr
og andre mener som sædvanligt, at løsningen er, at hun skal træne
udvalgte slag noget mere. Groft sagt mener derimod,
at Carolines problem er mentalt: Hun er alt for optaget af at være fars
veldresserede pige til at turde gå efter den store fallos-pokal med alt
det gruopvækkende libido, hun ganske sikkert har. Agurketid
[30/6, 4/7]
Allerede tidligt i juni gik der
rygter i Europa om, at agurkerne i år ville slå til med diarré og
dødsfald. Angrebet viste sig at være falsk alarm. Men så satte en
vedholdende angrebsbølge fra de undervurderede bønnespirer ind. Og nu
har også jordbærrene slået til. Indtil videre kun jordbær fra et
bestemt gartneri, men det kan stadig nå at brede sig. Og mens medierne
har været optaget af at holde de fysiske grøntsager under skarp
kontrol, så har Den store stygge mentale Agurk sneget sig ind i os alle
sammen og lavet os til agurketid. Man troede ellers ikke, at det kunne
ske igen i år. For Folketinget er ikke gået på ferie endnu, og det
siges, at vi allerede er i fuld gang med valgkampen, selv om den stadig
mangler at blive udskrevet. Og Lars Barfoed skrev for en sikkerheds
skyld kronik. Men så kom det alligevel: den lille, vanvittige historie,
som triumferende drager medierne rundt, og som tvinger os alle til at
indse, at agurken uhjælpeligt hersker. I år skete det med overskriften
”Mennesket er jordens hersker”. Budskabet fra Roskilde
[1/7, 3/7]
Politikerne
siger hele tiden, at vi danskere skal blive bedre. Allerhelst skal vi
være verdensmestre både i folkeskolen, forskningen og den
højteknologiske industri. Men hvorfor skal vi altid tudes ørerne fulde
af alt det, vi ikke gør godt nok? Det gør det hele så surt. Enhver
erfaren underviser ved, at man ofte når længst med positiv, støttende
pædagogik. Derfor bør politikerne fokusere meget mere på det,
befolkningen allerede er verdensmestre i og så bygge videre på det. Det
fremgår tydeligt af alle medier i disse dage, at det, vi danskere i
virkeligheden er allerbedst til, er at feste. At drikke øl sammen, høre
musik i en enorm, tætpakket folkemasse, leve i mudder i dagevis uden
hygiejniske hensyn, og intimt nyde hinandens kroppe og safter, det er
vi skrappe til. Derfor bør politikerne straks efter sommerferien finde
ud af, hvad dette særlige talent kan bruges til. Det er for dårligt, at
det eneste, der år efter år kommer ud af det, er kolossale
køkkenmøddinger, tømmermænd og forgiftninger. Nogle er mere lige
[30/6, 1/7]
Forleden stak Marlene Wind
piben ind, fordi Pind kaldte hende øgenavne og Kjærsgaard kaldte hende
for ”hånende og fordømmende”. Nu har så en anden forsker, Bent Jensen,
på lignende vis fået ørerne i maskinen. Denne gang er det så rødt hold,
der står for mudderkastningen. Det er Mogens Lykketoft, som kalder
Jensens forskningsresultater for ”lodret nonsens”. Men så holder
ligheden mellem de
to tilfælde også helt op og bliver til stærke kontraster. For da
professor Wind blev hevet ned fra den høje eksperthest inde i blå stue,
medførte det en masse bekymrede debatter på allerhøjeste åndeligt
niveau i vores elektroniske public service-medier. Herunder så megen
ekstra taletid til Wind, at hun blev nødt til selv at sige stop. Men
når professor Jensen nu på samme vis myrdes af den røde runkedor
Lykketoft, så er det åbenbart slet ikke nær så principielt bekymrende
og opsigtsvækkende. Det behandles i hvert fald som ren rutine af samme
medier. |
|
|
|
Senest opdateret 02-08-2019
14:10:43 Praksischok
[10/6, ]
Det er
oprørende, at det at holde styr på en klasse åbenbart først de seneste
år forsøgsvis er indført på seminarierne. Hele 16 procent af eleverne
forlader folkeskolen uden at lære at læse. Hvad pokker får alle disse
elever dog tiden i skolen til at gå med? Det er et af vort lands
største mysterier. Nu åbenbares det så, at ikke engang lærerne ved,
hvad disse horder af elever laver. En undersøgelse fra Dansk
Evalueringsinstitut afslører, ifølge Politiken, at hver tredje
nyuddannede lærer finder arbejdet sværere end forventet. Og at hver
anden har svært ved at håndtere konflikter i klassen. 81 procent har
svært ved at gennemføre differentieret undervisning. Den akademiske
kultur, som hersker på seminarierne, har altså et klart problem med at
få virkeligheden ude i klasseværelserne ind i uddannelsen og træne
lærerne ordentligt i helt banale ting. Det er oprørende, at det at
holde styr på en klasse åbenbart først de seneste år forsøgsvis er
indført på seminarierne. Og
selvfølgelig hedder det ikke bare ’at holde styr på klassen’, men
’klassserumsledelse’. Fint skal det være. Nu mangler vi så bare et fag,
der hedder ’forældremødemanagement’. Raketten [3/6, ]
Enhver dansker kan vel huske
scenen fra Lars von Triers vidunderlige organisationssatire ”Riget”,
hvor den svenske overlæge fra toppen af Rigshospitalet skuer mod
Sverige og Barsebäcks himmelstræbende skorstene og lovpriser sit lands
storhed samtidig med, at han håner os danskere, bl.a. fordi vi hylder
vores land med en sang, der har omkvædet ”kukkuk faldera”. Men i dag
kan vi danskere så gøre gengæld ved at spørge, om Sverige kan byde på
to gale amatører, som vil sende en raket op i 15 kilometers højde? Og
det sker under samtlige danske mediers bevågenhed med ekspertinterviews
og hele pivtøjet, som var det en tur til Mars. Og hvis det går galt som
sidste gang, hvor en føntørrer svigtede, så vil hele landet føle med
eventyrerne. For den glade amatørisme, som scorer, er en væsentlige del
af vores identitet og selvforståelse. Ligegyldigt hvor mange krigsfly
svenskerne bygger og sælger, så vil de aldrig forstå vores glæde over
sådan en plimskør raket. Eller hvorfor vi er verdens lykkeligste folk. Regelgabet [13/4, ]
Berlingske d. 12/4 gav et
rystende indblik i den kamp, Aarhus Kommune fører mod regeltyranniet.
Kommunen gennemførte i 2008-10 projektet ”Kontrolfri Zone”, som bestod
i, at man gennemførte omkring 50 forenklinger. Dette pilotprojekt kan
ikke roses nok, for lige siden Poul Schlüter i 1980’erne har alle
regeringer haft regelforenkling på programmet, uden at det har har
begrænset reglernes frodige ynglen. Men nu beretter en erfaren
århusiansk hjemmehjælper, at hun slet ikke har kunnet mærke
forenklingen i form af, at hun fik mere tid til at hjælpe borgerne. Den
ansvarlige SF-rådmand opildner dog trods det nedslående budskab fortsat
de ansatte til kamp mod reglerne med disse ord, som giver et chokerende
indblik i den kommunale tænkning bag projektet: ”Hvis der er en ting,
vi kan afskaffe, så åbn gabet.” Det er på tide at kommunen erkender, at
både ansatte og borgere allerede er helt fyldt op af overflødige
regler, og at de ikke kan nedsvælge flere. Løkke tester hjelm (7/4, ]
Rådet for Sikker Trafik og
den tidligere formand for Dansk Cyklistforbund, Thomas Kragh, er ifølge
Berlingske kommet i strid om cykelhjelme. Trafikrådets slogan: ”Min far
er klogere, han bruger cykelhjelm” leder efter Kraghs mening frygtsomme
personer med hang til sortsyn til helt at stille cyklen, mens folk, som
har tyrkertro på hjelmens forebyggende virkning, fristes til tøjlesløs
cykling og får en masse skader. Det viser flere undersøgelser. Men
Trafikrådet replicerer, at hvis bare man vælger sin måde at cykle på,
inden man tager hjelmen på, og gennemfører cyklingen som planlagt, så
kan man trygt cykle med hjelm. Her er det passende at
sparke ind at dansk politik har leveret flere velkendte eksempler på
det modsatte. Både Poul Nyrup og Anders Fogh cyklede som planlagt – den
ene vist på Aarhus-kanten, den anden i de franske alper – men de blev
begge set med hjelm i medierne. Forholdsvis kort efter forlod de begge
statsministerposten. Også den nuværende
statsminister tror åbenbart på Trafikrådets råd om at cykling som er
planlagt uden hjelm, kan foretages helt uden fare med hjelm. Snart
cykler Løkke helt efter planen til Paris med hjelm. Et efterfølgende
Folketingsvalg vil derefter kunne gøre os alle klogere på hvor farlig
cykelhjelm i virkeligheden er. Kommaløs krimi [25/3,
revideret ¼, Bragt d. ¾ under titlen ’Uanstændig kommaløshed’]
Ikke uden stolthed har denne
Groft sagt konstateret, at grovheden ’Pervers
familie-tv’ (d. 16/3) har sået frø både hos Børnerådet og i Radio- og
TV-nævnet, som nu vil have den voldspornografiske krimiserie, ’Den som
dræber’, flyttet til et senere sendetidspunkt. Men Groft sagt
hviler ikke på laurbærrene. Denne sag skal føres helt igennem. Nu skal
det frem, at der mangler et komma i titlen. Serien burde hedde ’Den,
som dræber’. Ganske vist er det teoretisk tilladt at udelade komma
foran ledsætninger. Men kun nørder gør i praksis brug af denne
mulighed. Alle større medier og alle ministerier holder det gode gamle
grammatiske tysker-komma i hævd. Og så mangler der altså klart et komma
her lige midt i titlen. Det er en skandale. Det er strengt forbudt at
udelade tilfældige kommaer efter forgodtbefindende. Dansk Sprognævn må
vågne op til dåd og kalde TV2 til ordnung. Kedeldragtens død [21/3,
revideret og bragt 30/3
under titlen ’Kedeldragtens svanesang’]
Japans krise håndteres
tilsyneladende af duknakkede mænd i helt ens lyseblå kedeldragter. De
kan have lidt forskellige titler, men de lyder som helt ens
bureaukrater, mens de læser op af nogle papirer og forsikrer alle om,
at eksplosioner og radioaktivt udslip slet ikke er så alvorligt, som
det ser ud på tv-skærmen. Kedeldragterne lever åbenbart i en tid, langt
før man opfandt øjenkontakt og almindelig jævn tale til befolkningen. I
flere dage var budskabet, at man skulle glæde sig over, at der nu kom
elkabler frem til køleanlæg, som alle kunne se lå i ruiner. Som dagene
går ligner kedeldragterne mere og mere Komiske Ali’er, som kommer fra
Sandhedsministeriet i Orwells 1984. Det må undre,
at det farverige, stolte japanske folk med samuraifortiden vælger
kedeldragter som ledere. Spinnet med kedeldragterne var i hvert fald
aldrig gået her i landet, hvor vi har svært nok ved ikke at le, når vi
ser statsministeren i stramt cykeldress med hjelm. Godhedens vinde [18/3, ]
Alle er imod fæle
diktatorer. Gaddafi har gjort selv Villy Søvndal og Margrethe Vestager
til krigere. Derfor er det ikke særlig kærligt af Søren Pind nu at
spolere krigsidyllen ved at gøre opmærksom på, at mange af de
politikere, som kræver resolut indsats mod diktator Gaddafi, har ført
an i at kritisere at Danmark var med til at vælte diktator Hussein i
Irak. Det har så gjort oppositionen både forarget og rasende på Pind,
fordi de to situationer slet ikke bør sammenlignes. Men for almindelige
danske vælgere uden juridisk embedseksamen er der jo en slående lighed.
Også den lighed, at det er let at være god, så længe en skør og grusom
diktator huserer. Og at føle godhedens sus, når man er med til at
stække eller styrte ham. Men når hans flotte krigmonumenter og statuer
væltes, så opstår der hvirvelvinde, som sætter godhedens vejrhane i
sving. Derfor forudsiger denne Groft sagt,
at mange også snart vil blive helt moralsk rundtossede over Libyen. Melankolien styrer [18/2, ]
Denne teori kan forklare
meget i aktuel dansk politik, som åbenbart ledes af melankolikere. Selv om en film ikke er
færdig, kan den sagtens sælge godt. Det oplevede Lars von Trier på
filmfestivalen i Berlin. Men også oppositionens politik sælger jo godt,
selv om den langtfra er færdig. Filmen "Melancholia" bygger i øvrigt på
en teori, som von Trier hørte om fra sin terapeut under behandlingen
for sin depression. Ifølge terapeuten tager melankolikere situationen
med ro under voldsomme begivenheder, mens normale mennesker har en
tendens til at gå i panik. Denne teori kan forklare meget i aktuel
dansk politik, som åbenbart ledes af melankolikere. Da Løkke i
nytårstalen havde spillet ud om afskaffelse af efterlønnen, skabte det
opstandelse mange steder, men samtidig tydelig ro i Løkke selv. Samme
ro faldt over Lars Barfoed da han skabte tumult i regeringen ved at
tale om skattelettelser. Man kan kun skælve for hvad regeringens næste
kaosskabende initiativ bliver for at skabe ro hos sig selv og blandt
sine stadig mere melankolske vælgere. I øvrigt slutter Jordens
undergang lykkeligt. Altså i von Triers film. Vugge på
afveje [29/6, 30/6]
Hvordan kan demokratiets vugge,
Grækenland, dog køre sig selv så langt ud i den økonomiske suppedas, at
forholdsvis purunge demokratier som Tyskland og Frankrig må til
lommerne? Det skyldes bl.a. korruption og et ineVffektivt skattevæsen.
Alle grækere har åbenbart i årtier snydt hinanden om kap på en måde,
som får det udbredte sorte arbejde her i landet til at ligne en
børnefødselsdag. Derfor var det også helt naturligt for Grækenlands
ledelse i 2001 at snyde sig ind i EU med et grotesk sminket regnskab. I
disse timer vandaliserer græske anarkister Athen med sten, mens
velspækkede grækere, ifølge Berlingske onsdag, sikrer
deres skatteunddragede formuer i luksusboliger i London. Læren af
Grækenland er, at demokrati ikke kun består i at have alle de rigtige
demokratiske institutioner. Demokrati bliver det først, når
befolkningen er forenet i faktisk at tro på systemet, og at tro på, at
politikerne inderst inde brænder for de idealer, som de hele tiden
taler om. Ellers får man bare et grænseløst voksende hykleri. Eksperttroen
[24/6, 30/6]
Eksperttroen udsættes for svære
rystelser i denne tid. Et af denne tros dogmer er, at når politikere er
i hundeslagsmål, så kan journalister ringe til universitetet og dér
finde en ekspert, som kan fortælle det danske folk sandheden. Og
derefter bør alle så bøje sig andægtigt for, hvad forskningen siger.
Men nu viser en undersøgelse så, at hver tredje professor på Syddansk
Universitet har været udsat for at blive kritiseret af en politiker i
forbindelse med at professoren har ladet sin røst høre for alt folket.
Og det er der så nogle der har meget ondt af. Men det mest mærkelige
ved den undersøgelse er da, at der er hele to tredjedele, der aldrig er
blevet kritiseret. Det kan kun skyldes, enten at de altid udtaler sig
uforståeligt eller også, at de kun siger ting, som ikke kan bruges af
de røde mod de blå eller omvendt. Det er politisk argumentation for
burhøns, at hvis en ekspert siger noget politisk brugbart, så bliver
hun straks pillet ned af den høje eksperthest af det hold, hun skader.
Og så må hun værsgo’ slås videre som politiker eller holde sin bøtte. Taskenspilleri
[28/6, 29/6]
Nu
har Margaret Thatcher solgt sin håndtaske til et
svimlende beløb. Også dansk politik har sine tasker. Fogh gik således
med statsministermappe allerede som barn. Men stærkest står kvinderne.
Først var der Marianne Jelved. Ingen tvivler dog på, at Danmarks i
øjeblikket førende taskepolitiker er Helle Thorning, som lavede et kup
på hele den danske presse, da hun iførte sig sin flere år gamle røde
taske, da hun forleden skulle ned og befri Libyen fra Gaddafi. Lene var
iført hjelm og blev velfortjent hyldet af oprørerne som en befrier. Hun
blev den dansker som genrejste Dannebrog i Arabien. Men det var
billedet af vores parlamentarikere i Herculesmaskinen anført af Helles
røde taske, der kom på forsiden af avisen. Folk, som troede at
Dannebrog, som begejstret bæres gennem oprørnes gader, i de danske
medier kunne besejre Helles røde taske, må tro om igen. Fordelen ved
tasken i modsætning til flaget, er desuden, at om mange år kan også
denne nu berømte politikertaske sælges for mange penge, som kan gå til
velgørende formål. Innovation
i landbruget [24/6, 27/6]
Den smukke, men uregerlige
staudeplante, mælkebøtten, kan ifølge Landbrug & Fødevarer nu
også bruges til seksuelle formål. Gevæksten, som også kaldes løvetand,
er ellers mest kendt i dansk kulturliv for at levere navn til en slægt
af kronisk uskyldige blomsterbørn. Men i sin kørende annoncekampagne
begår Landbrug & Fødevarer nu rask væk metafor på den
intetanende ukrudtsplante. Den er smækfyldt med gummi, som kan bruges
til latex. Derfor er annoncen illustreret med en slank, latexklædt
herskerinde med pisk og nitter. Og det fremhæves at planterne er kendt
for at stå og stritte i græsplænen. Det er sandelig blevet nye tider
for dansk landbrug, som her viser sine innovative evner. I stedet for
at dræbe ukrudtet, udvinder man bl.a. sexlegetøj af det. Og i stedet
for at lade sig vellystigt piske af det altid forkerte vejr og de
dårlige priser, så bliver man nu gennemtævet af sortklædte
herskerinder, mens man frydefuldt skriger kampagnens motto: ”Fremtiden
er ikke så sort, som den har været.” Dummebøder
[24/6, 25/6]
Der jamres jævnligt over den
ringe dækning af EU-stof i danske medier. Og med rette. Især dansk TV
kæmper således i disse dage med stor succes en heroisk kamp for at få
korrespondenter og kommenterende eksperter til fortsat at fabulere løs
over en påstået skandaløs historie om fiktive danske grænsebomme, som
truer det storslåede europæiske projekt. Hvilket efter samme mediers
opfattelse får father Baroso til ustandseligt at tale dunder til lille
Danmark. Problemet er, at denne kulørte ikke-historie skjuler den langt
bedre og helt sande historie om, hvad der virkelig foregår: Fallitboet
Grækenland har taget father Baroso, mother Merkel og alle de andre
store EURO-bosser som gidsler og afkræver nu dummebøder på trecifrede
milliardbeløb for at undgå at gå bankerot her og nu og trække EUROEN
med sig i dybet. Og det mest ubetaleligt komiske ved historien er jo,
at samtidig med, at dummebøden betales, skal dem, der betaler, ligne
folk, der har fuld kontrol over situationen. Og dem, der modtager,
ligne ofre. Bingo,
Barfoed [22/6, 24/6]
Mange håner i øjeblikket Lars
Barfoed for dårlig timing, fordi han foreslår EURO-afstemning lige
netop i samme øjeblik, som EURO-landene desperat forsøger at redde
Grækenland fra bankerot. Og fordi et klart flertal af danskerne er
klart imod afskaffelsen af kronen. Er Barfoed gået fra forstanden?
spørger alle. Nej! tordner Groft sagt.
Tværtimod: Genialt spiller Barfoed vanvidskortet. Mistanken om vanvid
gør det nemlig bl.a. nødvendigt for TV at invitere ham ind, så alle får
mulighed for med egne øjne at vurdere hans mentale tilstand. Og mens
alle sidder og vurderer, om vi her har endnu en konservativ
personskandale – denne gang med en partiformand, der rablende mister
forstanden for åben skærm – så kan Barfoed stille og sagligt liste sine
rationelle argumenter ind i vælgerne bag alle forsvarsværker. Bingo
Barfoed! Stur stur
nummer [21/6, 22/6]
Mange spørger, hvorfor Birthe
Rønn ikke bare straks greb mobilen og ringede direkte til Lars Løkke og
spurgte ham, om han havde husket at overholde Schengenaftalen, da
regeringen indgik 2020-forliget med Dansk Folkeparti? Så havde hun ikke
behøvet først at skrive en brysk kommentar i Berlingske for derefter at
få TV-nyhederne til at vejre sensationen hele weekenden igennem og
Politiken til at rydde forsiden mandag. Og mobilisere Venstres kroniske
oprørsbevægelse, Schall-Holberg og Vesselbo. For ikke at tale om den
ulejlighed, som de Radikales Morten Østergaard måtte have med at levere
alenlange TV-interviews, så hele landet forstod, at alt nu var kaos.
Hele dette cirkus satte Birthe i gang, inden TV i løbet af mandagen
fandt Lars Løkke på et jysk byggemarked, hvor han smilende fortalte, at
han nu havde ringet til Birthe. Det er velkendt, at Rønn ikke forstår,
hvordan hun kan bruge sin mobiltelefon som fotografiapparat. Men er der
ikke én i Venstres talentspækkede gruppe, der lige kan forklare hende,
hvordan man bruger den til at ringe op med? Mogensens
indsigt [20/6, 21/6]
Politiske kommentatorer har
hver deres spidskompetencer. Peter Mogensen i Politiken har det
særkende, at kunne læse toppolitikernes tanker. F.eks. med vurderinger
som denne forleden: ”Hun (Pia Kjærsgaard) takker sin skaber for, at
Folkemødet holder liv i den politiske sæson”. Denne
Groft sagt har ofte undret sig over, hvorledes
det var muligt for en politisk kommentator at få denne privilegerede
adgang til toppolitikeres inderste åndsliv. Men nu betror Mogensen til
Berlingske søndag, at han jævnligt beder til ”en højere magt”.
Mogensens indsigter kommer altså direkte til Mogensen ved hjælp af
bønner til selveste Vorherre. Men mon ikke det bare er smart spin fra
Mogensen, som skal stive hans ofte meget fantasifulde analyser lidt af?
For et andet særtræk ved Mogensen er jo, at næsten alle hans letløbende
forudsigelser viser sig ikke at holde. Så enten er Gud ikke alvidende,
eller også er der ildevarslende knas på forbindelsen mellem Mogensen og
Gud. Ballettens
redning [17/6, 20/6]
Forleden så man i TV en kvinde
vride sig dekorativt på Arne Jacobsens stol ”ægget” for øjnene af vores
balletinteresserede regent i USA, som iagttog med hovedet på skrå. Det
har så senere vist sig, at det var en kongelig balletdanser, og at der
var tale om en genopførelse af en ballet, som blev skrevet til et
besøg, som balletten aflagde i Japan sidste år. En tur som var
sponsoreret af det firma, som producerer stolen. Men da ikke kun
balletten, men hele Det Kgl. Teater kører med underskud, så bør
sponsorater da bruges langt mere end som rejsestøtte. Og det jager ikke
det danske folk væk, for de er vant til, at både cykelryttere,
foldboldspillere og tennisspillere er plastret til med reklamer. Hvis
de da er noget værd. Og det kan gøres diskret. F.eks. behøver de
medvirkende i Svanesøen kun iføre sig Nike-sko, Rolex-ure og
Lilly-brudekjoler under fremkaldelserne efter selve forestillingen. I
hvert fald til en begyndelse. Håbefaktoren
[17/6, 19/6]
Borgmestre i Københavns
omegnskommuner tigger nu Helle og Villy om at give klar besked om, hvor
grænsebommene til København skal stå. Men hverken dette eller mysteriet
med, hvordan folk skal lokkes til at arbejde 12 minutter mere om dagen,
vil blive afklaret før valget. Det forudsiger denne Groft sagt-profet.
Helle og Villy følger nemlig samme strategi, som både gjorde
Schwarzenegger til guvernør i Californien og Obama til præsident i USA:
Sig så lidt konkret som muligt om økonomi. Hold i stedet en masse taler
med vidunderlig skønsnak, som fylder folk med håb om, at de får noget
helt nyt og vidunderligt, som der kun kan gisnes om. Jo værre de
økonomiske udfordringer er, jo stærkere bliver mange vælgeres håb om,
at der findes en helt ny, uprøvet politisk figur, som ved et mirakel
kan redde os alle. Og her ligner charmerende, smilende, uerfarne Helle
& Villy jo langt bedre det rene, ubesmittede håb end de
stressede, nøjeregnende bogholdertyper, Løkke & Hjorth. Grænsebom,
efterskrift [17/6, 18/6]
Der har i den senere tid som
bekendt været en del tumulter blandt politikere, eksperter og en enkelt
ambassadør i anledning af regeringens grænseaftale. Men den danske
toldetat har hele tiden været helt rolig og afklaret. Det fremgår af
skattedirektør Erling Andersen, som i Jyllands-Posten forleden
forklarede, hvordan sagen om de famøse grænsebomme i virkeligheden
forholder sig: ”I henhold til Schengen må man ikke bygge en grænsebom
og en grænsestation. Og derfor er det ikke en grænsebom, men et
kontrolanlæg”. Hvor befriende at høre disse ord! Meget hysteri i
medierne med efterfølgende ekspertsammenbrud og politikerkovendinger
kunne jo være sparet, hvis alle straks fra starten fulgte denne
bureaukratiske logik, som jo simpelt hen går ud på, at virkeligheden er
det, som man kan læse sig til i Schengenaftalen. Uanset hvordan
virkeligheden så rent fysisk måtte se ud i den såkaldte virkelighed. Aftagende
Wind [15/6, 16/6]
Man kan godt være professor i
statskundskab og samtidig være klodsmajor i praktisk politik. Marlene
Winds meget omtalte politisk-polemiske udfald mod regeringens
grænseaftale og især mod Dansk Folkeparti var en blottelse, som gav Pia
Kjærsgaard de bedst tænkelige betingelser for at rokke gevaldigt ved
Winds status som uafhængig, objektiv EU-ekspert. Samtidig forsvandt den
substans om aftalens tåbelighed, som Wind tilsyneladende gerne ser
udbredt, jo fuldstændig bag det fyndige slagsmål mellem en politiker og
en ekspert, som medier og vælgere elsker langt mere end enhver
EU-substans. Og det får konsekvenser. Fra nu af er det umuligt f.eks.
for TV-nyhederne at bruge Wind effektivt som sandhedens overjordiske
orakel i de mange indslag, hvori Dansk Folkeparti indgår. En ekspert
kan sagtens politisere, men kun sålænge hun undgår den direkte polemik
med de politikere, hun politiserer om. Politik
classic [10/6, 14/6]
Denne regering har gjort op med
mange såkaldte sandheder i politik. Bl.a. at man kun skal indgå store
reformforlig som det om efterlønnen i det første halvår af en
regeringsperiode. For så har man resten af regeringsperioden til at få
befolkningen til at fatte og acceptere ændringerne. Nu er der så kun en
sommerferie plus måske lidt mere for regeringen til at rokke på de
opinionstal, som har ligget fast i månedsvis: 48-52. Men også her
ligger en revolution i forhold til Foghs politik, som man kan kalde
’politik moderne med spin’. Fogh
respekterede, at folk ikke kunne holde ud at se og høre ham og andre
politikere i TV hele tiden. Derfor var han og ministrene usynlige i
juli måned. Men i ’politik classic uden spin’, som Løkke-regeringen
nærmest praktiserer, er vælgernes behov for politik så umætteligt, at
de som flittige skoleelever forventes at bruge en sommerferie på at
indhente det forsømte pensum. Valget vil snart gøre os alle sammen
klogere. Også på om politik classic er vendt tilbage andre steder end i
regeringstoppen. Skærmtip [10/6, 12/6]
Mange prøver for tiden at ligne
en minister på skærmen, selv om de aldrig har prøvet at lede andet end
en diskussionsgruppe i en politisk ungdomsorganisation. For dem er der
megen opbyggelighed at hente i den tidligere tv-journalist, Poul
Nesgaards, forunderlige karriere. Forleden røbede han i et TV-interview
på DR2, at hans vej til jobbet
som succesrig direktør for Filmskolen gik via hans egne programmer på
ungdoms-TV. Eksperimenter med hans journalistrolle i udsendelserne
havde bl.a. ført ham ud i at optræde i nålestribet tøj af samme art,
som bruges af topledere. Han var en slags hvid klovn, hvor den kendte
jazzmusiker ”Nulle” var dummepeter. Denne rolle havde Nesgaard så stor
succes med, at han i naturlig forlængelse søgte direktørjobbet i DR.
Det fik han dog ikke, formentlig kun fordi han ikke var DJØF’er. Men
til gengæld søgte og fik han så lederjobbet på Filmskolen. Moralen er,
at bare man ligner en minister på TV, så ligger der en storslået
politisk karriere og venter. Direktørmarkedet
[10/6, 11/6]
Der er ifølge bankdirektører
stor international efterspørgsel efter danske
bankdirektører. Derfor er bestyrelser nødt til at
betale dem ekstremt høje lønninger og klækkelige bonusser for at holde
dem i landet. Men nu viser det sig, at så snart disse næsten
uerstattelige og ubetalelige danske bankdirektører bliver ledige på det
marked, hvor de har så høj værdi, så må de henleve et liv i
ubemærkethed. Jyllands-Posten har for nylig undersøgt en række
forhenværende banklederes skæbne, og flere af disse visionære ledere af
verdensformat må f.eks nu vie deres liv og gerning til gennem
besværlige retssager at vriste millioner i gyldne håndtryk fra
modvillige bestyrelser. Andre bruger lejligheden til i avisen at melde
sig klar ved telefonen, hvis nogen har brug for et erfarent
bestyrelsesmedlem eller et ledelsesforedrag. Og alligevel kan de
direktører, som stadig har job, fortsat skrue deres løn og bonus op.
Det er vist kun bankdirektører med job, der egentlig rigtigt forstår de
love, der gælder på markedet for bankdirektører. Ordleg
[9/6, 10/6]
Rette ord til rette tid! Fogh
gjorde det både med ’smagsdommer’ og med ’rundbordspædagogik’. Pind kan
også med ’assimilation’. Sætte brand i debatten med et enkelt ord. Det
gælder om at få sine ideologiske modstandere på banen med rasende og
indignerede angreb, uden at det koster kassen. Jo større lidenskaber,
jo bedre. Og Dansk Folkeparti overgår i øjeblikket alle med ordet
’grænsekontrol’, som har fået selv den pæne tyske ambassadør og en
viceudenrigsminister til at kaste sig ind i farligt mineret område:
dansk indenrigspolitik. Og i TV-nyhederne viser nikkende studieværter
igen og igen en tysk tv-satire, som helt sikkert ville gøre stor lykke
på et sommerstævne i Radikal Ungdom. Skrappe mutter Pia kan nu på Store
Scene velfornøjet dunke hele den EU-korrekte elite i skallen med
grænsebomme og Søvndals fire tykke toldere. Og imens maser stakkels
Løkke og Hjorth svedige rundt med milliarderne nede i det økonomiske
maskinrum med håbløse ord som ’tilbagetrækningsreform’. Naiv kunst
[8/6, 9/6]
Romantikkens forestillinger fra
1800-tallet om en kunstner som et originalt geni, der har særlig adgang
til guddommelige indsigter, gælder stadig. Der lyttes derfor som regel
andægtigt til et menneske, der af den ene eller den anden grund
tituleres som kunstner. Også når det udtaler sig om alt muligt andet
end sin kunst. Og det kan resultere i pinligt naive og absurde
udtalelser, måske mest tydeligt når kunstnere siger noget om politik,
som afslører en enfoldighed, som overhovedet ikke passer med
forestillingen om et geni i kontakt med højere sandheder. Når man i
øjeblikket kan træde bl.a. på Pia Kjærsgaard og Jyllands-Postens
Flemming Roses ansigter i den danske pavillon i Venedig, så skyldes,
det ifølge de udenlandske kunstnerne bag værket, bl.a. at disse to har
slået folk ihjel ved at gøre grin med deres religion. Hø hø, det
skyldes nok snarere, at nogle kunstnere har gjort grin med dansk
kunststøtte. Skolelærdom
[7/6, 8/6]
Nu er forældrene i
Brønderslevsagen så kendt skyldige i børnemishandling og lignende. Men
de egentlige skyldige er jo den socialforvaltning, som i lang tid har
været altfor gode til ikke at opdage at noget var galt. Naboer, politi
og børneinstitutioner har i klar tekst sendt breve til kommunen, men
når de kommunale socialrådgivere mødte frem på adressen, så fandt de
ingen grund til indgriben. For i døren forklarede faren, at alt var i
orden, og ham troede de på. Og så skrev de i journalen, at alt var i
orden. Først da den ældste pige flygtede og sagen kom i medierne, var
kommunen nødt til at gøre noget. Hvad kan vi lære heraf? Bl.a. at det
kun er medierne, der kan tvinge den offentlige administration til at
leve op til sine erklærede idealer. Især når det koster kassen for
administrationen at gøre det. Men det vidste hverken naboer, politi
eller skoler åbenbart, for de sendte bare indberetninger til kommunen
og troede naivt på, at det ville virke. En tidlig lækage til en
journalist kunne have sparet disse børn for en masse. Sisyfos
[3/6, 5/6]
Der er grund til her på
Grundlovsdag også at hylde dem, som udfører et stort og vigtigt
arbejde, men som ikke altid i det daglige får den ros og påskønnelse,
som matcher deres indsats. Ministre, topchefer og rådgivere i
organisationerne har indflydelse og kan derfor en gang imellem se
konkrete resultater, når gerning følger ord. Men denne
tilfredsstillelse må politiske kommentatorer og lederskribenter som
regel savne. Derfor vil denne Groft sagt
i dagens anledning udbringe en skål for denne ukuelige flok af
opinionsarbejdere, som utrætteligt leverer geniale analyser,
vidtskuende forslag og gribende appeller til den højeste moral og de
skønneste idealer hos dem, der bestemmer. Men ak, altid uden påviselig
virkning. Derfor stor tak til denne optimistiske skare, som udfører
dette slidsomme Sisyfos-arbejde med dag efter dag at rulle fornuftens
tunge sten op ad uforstandens stejle bjerg. Og som ser stenen tumle ned
i dybet igen, for næste dag heroisk at bakse den opad igen. Naturligt
anført af Groft sagt. Systemfejl
[3/6, 5/6]
Ifølge dagbladet Børsen koster
det samfundet 20 milliarder kr. at vejarbejder ikke er ordentligt
koordineret. Staten, kommuner og andre brækker veje og gader op på
kryds og tværs af hinanden. Men kostbar mangel på koordination findes
mange andre steder i vores system: Sagen om Brønderslevfamilien opstår
bl.a., fordi kommunerne spiller sorteper med en familie, som det vil
koste millioner at tage sig af. I hospitalsvæsnet kigger mange
patienter, som skal behandles på forskellige afdelinger, forgæves efter
den koordinerende kontaktperson, som de kan se på papiret, at de har
ret til. Når den enkelte institution påfører sig selv en betydelig
udgift ved at udføre et koordinationsarbejde til ”helhedens bedste”, så
er der en kedelig tendens til at institutionen er ret god til både at
lukke øjne, ører og mund. I stedet får vi så rasende bilister i køer,
mishandlede børn og fortabte patienter. Kun en årvågen presse kan redde
os fra kaosset mellem de offentlige betonklodser. Marked
eller ikke marked [3/6, 4/6]
Da det for nogle år siden blev
gjort lettere for os at skifte arbejdsløshedskasse, udløste det en ren
servicebølge fra arbejdsløshedskasserne. Pludselig skulle pjecer og
standardbreve være til at forstå for medlemmerne. Og procedurer blev
effektiviseret, så køer og ventetider blev minimaliseret. Men så langt
er landets pensionskasser slet ikke kommet. Mange faggrupper er i
praksis stavnsbundet til en bestemt pensionskasse. Derfor er det helt
unødvendigt at lefle for medlemmerne. Men det hænder da, at en
bestyrelsesformand allernådigst giver interview til en journalist, som
f.eks. undrer sig over, at de ansatte i en pensionskasse i gennemsnit
tjener 80 procent mere end de akademisk uddannede medlemmer af kassen.
Således som det skete forleden i Jyllands-Posten, hvor en formand lod
bladet vide, at forklaringen er, at markedet for arbejdskraft gør det
nødvendigt med de høje lønninger. Ja, og da der ikke er noget marked,
hvor medlemmerne kan flygte over i en anden kasse, så kan lønvanviddet
fortsætte uhindret mod skyerne. Politik
efter drejebog [31/5, 3/6 under titlen ”Praleri”]
Nu
har SF til Jyllands-Posten ”lækket” helt banale detaljer fra deres
forudsigelige drejebog med forberedelserne til at udskifte hængekøjer
med ministerbiler. Men landet venter stadig på indsigt i den
detaljerede drejebog, som den politiske føljeton i virkeligheden kører
efter, nemlig den Fogh brugte, da han tog over i 2001. For den
opbevarer Fogh stadig skjult for enhver aktindsigt, muligvis i en
kommodeskuffe i privaten. Indarbejdet i drejebogen er klart nok også
den grundregel i nyere dansk politik om, at en regering højst holder
ca. 10 år. For straks efter valgsejren over ”Jeg kan slå Fogh”-Helle i
2007 bad Fogh i dybeste hemmelighed sine tætteste rådgivere i
Statsministeriet om at skaffe sig en international toppost. Og han slap
jo faktisk væk i tide med succes. I politik er det som regel dem med de
bedst skjulte og mest realistiske drejebøger, der vinder over dem, der,
som SF, bare praler med, hvor listige de er. Løfternes
dødsrute [27/5, 2/6]
Først
var det Bødskov, der garanterede efterlønnen også efter næste valg. Så
fulgte Sass Larsen med en erklæring om, at hvis der skulle pilles ved
efterlønnen, blev det over hans lig. Men begge disse pralende,
prustende principkæmpere tryllede fagre Margrethe Vestager med et
fingerknips om til pragmatiske, kedsommelige bogholdertyper som helt
uheroisk understregede, at efterlønnen selvfølgelig fuldstændig afhang
af 90 mandater efter et valg. Men snart efter fulgte så alligevel næste
bølge af stolte socialdemokratiske principkæmpere, nemlig Nick
Hækkerup, som garanterer at boligskatten er urørlig. Men ved han da
ikke, at det – ligesom efterlønnen – helt afhænger af knibske
Margrethe? Af humanitære grunde vil Groft sagt
appellere direkte til Helle om at stoppe sine unge væbneres helt
meningsløse bølge af selvmordsangreb med ultimative valgløfter. Varme fyringer [30/5, 31/5]
I Berlingske mandag forklarer
eksperter, hvorfor kommuner især fyrer de såkaldte ”varme hænder”, men
skåner chefer, akademikere og andre kontorfolk. Årsagen til skævheden
skulle ifølge eksperterne dels være de stigende krav til papirnusseri i
forbindelse med den grasserende statslige kontrol, dels at den slags
ansatte, der rent fysisk har kontorer tæt på ledelsen, lettere kan
forklare ledelsen, at deres ydelser er absolut uundværlige for hele
kommunens overlevelse. Men her vil Groft sagt
indsparke endnu en vigtig årsag, nemlig at fyringer af varme hænder gør
det meget let for medierne at finde de klienter, ældre, skoleelever
osv., som fyringerne går ud over. Og vælgeres og politikeres opfattelse
af, hvor skattepengene især skal ledes hen, afhænger jo bl.a. af de
rædselsvækkende offer-historier, som især TV bringer. Og her er de
kontoransatte helt uegnede. Det er til dato, så vidt Groft
sagt er orienteret, ikke lykkedes for nogen TV-station at
finde et eneste offer, der græder troværdigt på grund af fyringer i en
kommunal administration.
Alt for
eleverne [26/5, 30/5]
Konkurrencen
hærger på gymnasier og andre ungdomsuddannelser. Ikke som f.eks i Japan
og Hong Kong, hvor dydssirede og myreflittige elever konkurrerer på liv
og død om de topkarakterer, som sikrer et fast job i det offentlige med
god pension. Nej, i Danmark foregår konkurrencen stik modsat. Her
konkurrerer skolerne om at undgå at smide elever ud, selv om de har et
fravær på over 10 procent. Mange elever skæpper nemlig i kassen, ifølge
det såkaldte taxametersystem. Det medfører, at rektorformanden for
tiden vrider og vender sig i medierne for at bortforklare omfattende
pjækkeri ved f.eks. at fremhæve dødsfald og psykisk sygdom som mulige
grunde. Sjældent har man så tydeligt set, hvor effektivt staten kan
styre mennesker ned i detaljer med et simpelt økonomisk
belønningssystem. Nu mangler vi så bare at indrette systemet, så det
sikrer, at de elevmasser, som er skovlet sammen i klasserne, også lærer
noget. Satirekrise
[27/5, 28/5]
Årets
cirkusrevy har i flere medier fået forbeholdne anmeldelser. Der
efterlyses mere satirisk bid og originalitet i teksterne. Groft sagt vil forsvare Cirkusrevyen. Den
politiske virkelighed har i det seneste år været så satirisk i sig
selv, at det simpelt hen er blevet sværere og sværere for Cirkusrevyen
og andre, herunder Groft sagt, at
overgå den. Når virkeligheden byder på en Penkowa med 784 forsvundne
rotter, som rektor personligt kan bekræfte eksisterer efter at have
talt i telefon med et rottefirma, som ikke eksisterer. Og en
integrationsminister i sølvræv, som fotograferer sig selv for øjnene af
pressen og står sammenbidt og tavs i en evighed for åbent fjernsyn. Og
en sundhedsminister, som i strid med alle sundhedsråd skriger ”pis mig
i øret” når han bliver interviewet. Og så videre. Så er det plat
umuligt for satirikere og parodister at overgå det. Og alt tyder på, at
virkeligheden næste år bliver endnu mere satirisk i sig selv. DRs Don
Quijote [25/5, 26/5]
Den
mest komiske fordom om politik er, at vælgerne tørster efter substans,
men desværre hele tiden tæppebombes af medierne med proces og ”horce
race”. Og da næste valgkamp vil blive mere ”præsidentvalgkamp” end
nogensinde, så kan det allerede nu forudsiges, at vælgerne vil blive
mere lede end i nogen tidligere valgkamp over valgkampens mangel på
substans. Det fortæller vælgerne nemlig selv, når journalister og
opinionsinstitutter spørger dem lidt inde i enhver valgkamp. Det
komiske er, at medierne, som jo er eksperter i, hvad kunderne virkelig
gider se, høre og læse, bringer mere og mere af det kulørte stof, som
folk siger, at de er ved at brække sig over. En sand frontkæmper af
helt Don Quijotisk format er DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, som i
Politiken med imponerende dødsforagt erklærer: ”Vi må ikke reducere
dette valg til en boksekamp, hvor vi kun er interesserede i, hvordan
stødene bliver sat ind, og glemmer formålet med kampen.” Formålet er
vel statsministerposten, så hvor er problemet? TV, øl og
kondomer [23/5, 24/5]
Politidirektør
Reimann har nu været ude og forklare, at politiet nok selv skal
bestemme, hvordan og hvornår man slår til. Og man fangede jo også 11 af
de tusind, som tilbragte weekenden på Søminegrunden. Og hans
dialog-linje bakkes helt op af den vinkling, som landets førende
opinionsdanner, public service-TV har anlagt. Søndag morgen kørte TV på
melodien ”Alt var roligt i nat”. Denne melodi havde TV såmænd fået af
politiet. Og det betød ikke – som man umiddelbart måtte tro – at lov og
orden herskede, men tværtimod, at ulovlighederne fortsatte uanfægtet.
Mandag morgen var TV-melodien ”De unge vender snart tilbage”, som bl.a.
fremgik af et langt mikrofonholderinterview af en ung, som blev
ledsaget af billeder af uniformeret politi, som gik og ryddede op i de
enorme dynger af skrald efter weekendens ungdomsfest. Hvis bare Dansk
Folkeparti, Cepos og ejeren af Søminegrunden ville lade være med at
brokke sig, så kan politiet næste gang også sørge for ølsalg og
kondomer. Helle går
glat igennem [22/5, 23/5]
Henrik
Dahl mener vistnok selv, at han retter et ødelæggende angreb mod Helle
i sin nye bog ”Spildte kræfter”. Hun er bl.a. alt for glat og ude af
stand til at improvisere og klare sig uden rådgivere. Men intet tyder
på, at Helle selv anser dette for at høre under fejl og mangler. Hun
lader sig villigt fotografere, mens hun færdes på Christiansborgs gange
intenst lyttende til sin rådgiver Noa Reddington. Og nu røber hun i en
kommende interviewbog af Ninka, at hun slet ikke skelner mellem sig
selv og sine rådgivere, når der træffes beslutninger. Den
berømte erklæring: ”Jeg kan slå Fogh.” forklarer Helle, ifølge B.T.
søndag, på denne måde: ”Jeg startede med at synes, at det var lige
kålhøgent nok at stå og sige det og kunne det ikke give bagslag? Men vi
endte så med at beslutte, at vi syntes, det var en god idé.” En
statsminister, som glider så legende let fra ’jeg’ til ’vi’, har
overhovedet ikke brug for at være en stor personlighed. Tværtimod vil
det kun give alle hendes rådgivere en masse problemer, hvis hun havde
fikse ideer. Marathons
ofre [19/5, 22/5 med ændret titel]
En
vis portion motion skal der selvfølgelig til. Men motion er efterhånden
blevet en dyr religion, som kræver store ofre. Når man ved et
motionsløb ser de løbende tæt på, oplever man sjældent lethed eller
ynde, men ofte skærende grimasser, mærkelige gangarter og vild
gestikuleren. Nogle løber kun med benene, mens torsoen bæres lodret
fremad. Andre kaster kroppen fra side til side, mens benene nedenunder
førsøger at følge med i det fremadrettede fald. Blå hoveder lyser over
blævrende vomme og duvende hoftedeller. Kan det virkelig være sundt med
alt det fysiske sejpineri? Groft sagt
har i mange år ikke turdet stille spørgsmålet af frygt for at blive
lynchet. Men nu røber Statens Institut for Folkesundhed så, at
der de sidste ti år er sket en fordobling af akutte løbeskader. Det kan
være ømme akilles-sener, smertende jag i musklerne og betændelse i
skinnebenet. Hvis vi indregner tabt arbejdsfortjeneste og
hospitalsudgifter, så er sandheden formentlig, at dette land
overhovedet ikke har råd til marathon. Rød plans
mirakel [19/5, 21/5 med ændret titel]
Efter
det lykkelige familiefoto med far Hjorth, mor Pia,
søn Brian og datter Margrethe foran
Finansministeriets dør, var nyforelskede Helle og Villy så tvunget til
at fremlægge deres røde plan. En tilsyneladende økonomisk plan, som
viste sig i virkeligheden at være et bevægende budskab om håb og
optimisme. Planen har ikke gjort særligt indtryk på vælgerne, men den
virkede helt balstyrisk på Jyllands-Postens respekterede politiske
kommentator, Ralf Pittelkow, som i årevis har skrevet knirkende saglige
politiske analyser blottet for tant og fjas. Men selv den tørreste pind
kan under gunstige omstændigheder sætte grønne skud. I et åbent brev
til Helle sprudler denne støvede alvorsmand med kåde forslag om afgift
på surhed og en helt ny økonomisk enhed, villyarder, som altid kan få
pengende til at passe. Det er muligt, at den røde plan ikke kan gøre
mirakler med dansk økonomi. Men den har allerede udrettet mirakler med
landets førende kommenterende æggehoved. Geniet og
købmanden [19/5, 20/5]
For
en konstitutionel oprører som Lars von Trier er det umuligt at tage en
pressekonference alvorligt. Humor og ironi er derfor nødvendigt. Men
selv på en Cannes-festival, som netop profilerer sig på vildtvoksende,
kreative originaler, er der åbenbart grænser for, hvor mærkeligt en
kunstner må optræde. Grænsebommen går dér, hvor von Trier – selvironisk
– siger: ”Ok, I’m a nazi.” Humor og selvironi er som dynamit i enhver
situation, hvor festivalchefer og lignende kræver andægtig
højtidelighed og respekt for ritualer og autoriteter. Købmand Peter
Aalbæk er fortvivlet, for han er ikke spor genial, men ved bare at i
den verden, hvor film handles, der gælder stadig enkle regler fra gamle
dage om, hvem der er de onde, og hvem der er de gode. Regler, som
passer bedre med George Lucas’ Star Wars med indlagt ond Emperor, end
med von Triers mangetydige Melancholia. Robotternes
snigløb [17/5, 19/5]
En
lektor ved Aalborg Universitet har for 800.000 kroner i Japan fået
fremstillet en livagtig kopi af sig selv og har allerede optrådt i
flere medier ansigt til ansigt med sig selv. Projektet går ud på at
undersøge, hvordan livagtige robotter virker på folk. Bl.a. skal
robotten bruges i undervisningen. Og da lektoren underviser både i
Ålborg og i Ballerup, så er der ekstra gode muligheder for lønsomme
eksperimenter. Groft sagt kan allerede nu forudsige, at dette
roboteksperiment bliver en pædagogisk succes. Det bliver alle
pædagogiske eksperimenter nemlig i den rapport, der aflægges om dem. Og
når medierne kan fortælle om robotundervisningens store succes, så vil
politikerne kræve lektorrobotter indført overalt i undervisningen med
store besparelser og rationaliseringsgevinster til følge.
Jyllands-Posten Søndag berettede allerede begejstret, at man først
virkelig kan se forskel på den virkelige lektor og robotten, når man
slukker for strømmen. Til robotten, formentlig. Grækenlands
redning [17/5, 18/5]
Lederen
af IMF-banken, Dominique Strauss-Kahn, skal om få dage overbevise en
’grand jury’ om, at stuepigens anklage om voldtægt m.m. er falsk. I den
procedure, som hans to stjerneadvokater skal levere, bliver det
afgørende, at DSK ikke fremstår som en stor mand, som tager
ubegribelige risici i enhver kvindes nærhed på grund af en ustyrlig
sexdrift. Det kan blive svært, da flere kvinder fortæller det modsatte.
Dog ikke tidligere økonomiminister Marianne Jelved, som flere gange har
opholdt sig i umiddelbar nærhed af Strauss-Kahn uden at blive
besprunget. ”Jeg har aldrig konstateret noget i den retning,” meddeler
hun. Da det ifølge flere medier kan få afgørende betydning for
Grækenlands økonomiske overlevelse, at DSK omgående slippes løs, bør
Jelved fluks kaldes til New York som forsvarets kronvidne. Indiana
Løkke [16/5, 17/5]
En
specialestuderende ved Syddansk Universitet har, ifølge Politiken,
dokumenteret, at selv folk med videregående uddannelse ikke forstår
mange af de væsentlige økonomiske udtryk, som politikerne bruger igen
og igen, f.eks ’skattetryk’ og ’økonomisk vækst’. Og hendes resultater
bakkes op af undersøgelser fra Danske Bank og Skat. Resultatet vil
bekymre mange. For det strider mod den udbredte fordom, at vores
demokrati er så stor en succes på grund af al den rationelle,
økonomiske argumentation, som borgerne lapper i sig og stemmer ud fra.
Men hvorfor skal vi ikke i stedet alle sammen glæde os over de
veldokumenterede realiter, som er, at enhver dansk vælger ganske let
kan leve med i Helle og Løkkes jagt på statsministerposten uden at
fatte de økonomiske detaljer, som de strides om? Nøjagtigt ligesom vi
kan nyde Indiana Jones’ jagt på den forsvundne skat uden at vide en
pind om arkæologi. Margrethe Machiavelli [13/5, 16/5]
Det siges, at der ikke er
venskaber i politik. Men ingen benægter kemiens betydning. Hvis man har
det godt sammen, så småsnakker man også gerne med hinanden ved den
mindste anledning. Og giver ikke hinanden ydmygende ultimatummer i
medierne. Og det er jo indlysende, at Margrethe kun sidder ovre hos
Hjorth i disse dage, fordi forelskede Helle og Villy var helt
ultimative på efterlønnen. Når kemien svigter, er man nødt til at bruge
magt. Og ganske rigtigt: Den velopdragne præstedatter Margrethe sprang
så ud som Machiavelli. Og efter Margrethe havde siddet få dage og
kissemisset med Hjorth og Pia, så forsvandt Helle og Villys
principfaste ultimatummer om efterlønnen som dug for solen. Og som
ekstra bonus lå den stoute kriger, rød bloks finansielle general,
Henrik Sass Larsen stendød på slagmarken. For han havde ultimativt
erklæret at det ville blive over hans lig, hvis der skulle røres ved
efterlønnen. Forskningens veje [13/5, 15/5]
Universiternes eksperter i
religion er nærmest altid imod Gud, når de udtaler sig. Men forskere i
EU er til gengæld altid for et helt ubesmittet EU. De eksperter, som
Berlingske trækker på fredag, er således alle stærke modstandere af, at
Danmark nu indfører en grænsekontrol, som f.eks. Sverige har
praktiseret i årevis uden stort postyr. Professor med speciale i EU ved
CBS, Uffe Østergaard, oplyser således fra sit olympiske stade, at ”det
er knald i låget og politik, når politik er værst.” Og analytikere i
forskellige europæiske tænketanke betegner den danske aftale som
”foruroligende” og ”et problem for Danmark og stik mod ånden i
Schengen.” Groft sagt er en godtroende sjæl, som
nægter at tro, at EU-forskere altid politiserer for EU, fordi det er
nødvendigt for at vinde i ræset om forskningsbevillinger fra
EU-systemets mange kasser. Standard 22
[13/5, 14/5]
Hvordan kunne det gå så galt
med IC4-togene? Det skyldes, at nogle beslutningstagere ikke tidligt
nok har læst teksten. Derefter har den ene beslutning så taget den
anden. Og lidt efter lidt er det blevet så godt som umuligt at trække
sig ud af et mere og mere håbløst projekt. Aldrig før har man vel så
tydeligt set, hvor ringe det står til med dannelse i vores politiske
elite af beslutningstagere. Hvis bare én havde haft en elementær
litterær ballast, så ville man omgående have stoppet projektet, da man
så at det, ifølge Politiken, kører efter noget der kaldes ”Standard
22”. Fra Joseph Hellers betømte krigsroman ”Catch 22” vil enhver vide,
at ’22’ simpelt hen i praksis betyder ’et dilemma det er umuligt at
slippe ud af’. Og det er jo præcis, hvad IC4-togene er blevet.
Producenten har altså levet fuldt op til sin imponerende åbenhjertige
og klare varedeklaration. Oprop til
spindoktorer [12/5, 13/5]
Dansk
Folkeparti udnytter uden skånsel TVs reflekser. Tirsdag drog Pia hjem
fra Borgen, men lod sig kort efter opdage af TV-reportere, da hun med
løjtnanter ”sneg” sig tilbage til Hjorth i Finansministeriet. Hele
aftenen kunne nyhedsudselserne derefter stolt vise de afslørende
billeder. Endnu bedre blev det onsdag, hvor partiets mangeårige
mærkesag om øget grænsekontrol blev udførlig tophistorie på begge
stationer. I DRs 18.30-udsendelse mere end antydede den indignerede
studievært, at landet nu blev isoleret bag grænsebomme. Lidt senere i
indslaget dukkede så en slukøret Henrik Dam Kristensen frem og betroede
seerne, at Socialdemokraterne skam længe havde været tilhænger af lige
netop sådan et forslag, som DF nu havde fået igennem. Nu må alle de
dyrt betalte spindoktorer i andre partier altså snart se at vågne op,
så Dansk Folkeparti kan få lidt kvalificeret modstand. Giv
politiet en chance [10/5, 12/5]
Blandt
litterater er Hemingway kendt for at skære alt unødvendigt fra. I en
enkelt replik kan ligge en hel skæbne. Men Dansk Politi kan samme
kunst. Det gælder replikken: ”Det er praktisk enormt vanskeligt at
finde ud af, hvad det er for nogle effekter og så kæde dem sammen med
de personer derude.” Det sagde politikommissær ved Københavns Politi,
Henrik Andersen, som begrundelse for, at man havde ladet 30 romaer
slippe. Årvågne politifolk havde ellers snuppet dem på fersk gerning
med et stort parti tyvekoster af elektroniske apparater, som de var ved
at læsse op i en lastvogn i København. De slap nu uden at blive
retsforfulgt eller udvist og kunne straks fortsætte forretningerne. På
hemingwaysk vis giver replikken et dybt indblik i politietatens svære
problemer med folk der optræder i flok, f.eks. bander. Samfundstøtten Groft sagt skal hermed opfordre
tyveknægte i landet til altid at arbejde alene og altid færdes i
letgenkendelig stribet, tætsiddende trøje, bære sort halvmaske og
transportere tyvekoster i en sæk, som bæres over skulderen. Med tydelig
mærkning af, hvorfra alting er stjålet. Ellers har politiet ikke en
chance for at udføre sit arbejde. Radikal
analyse [10/5, 11/5]
Mange
bryder i øjeblikket hovederne med, hvem der skal lede landet, hvis de
Radikale indgår aftale med Løkke, og valget derefter giver flertal til
rød blok. Et kik ind i de Radikales baglokale kan muligvis løse gåden.
Her genopliver partiets runkedorer, Niels Helveg, Lone Dybkjær og
Marianne Jelved i disse dage efter alt at dømme deres velkendte numre i
politisk akrobatik på knivsæg mellem rød og blå afgrund. Analysen i det
revitaliserede radikale oldekolle er, at landets øjeblikkelige
problemer udelukkende skyldes, at de andre partier har fjumret rundt i
ti år uden for radikal pædagogisk rækkevidde. Derfor er landets eneste
chance for redning efter valget også, at de Radikale peger på Margrethe
som forhandlingsleder. Netop under henvisning til den ekstraordinært
uoverskuelige situation. Herefter er det så op til Helle og Løkke, hvem
af dem der får lov at hjælpe Margrethe med at lede landet. Øksemorderen
[9/5, 10/5]
DR-Update
kører sin 10-minutters nyhedsudsendelse igen og igen døgnet rundt. Men
der er åbenbart ikke mandskab til opdatering fra lørdag kl. 17.40 til
op ad formiddagen søndag. Det gav i weekenden et meget langt liv til
17.40-udsendelsens tophistorie, hvor seerne natten igennem og til langt
op ad den fredhellige søndag kunne opleve en ældre, stærkt ophidset,
hvidskægget mand som med en økse huggede løs på de Radikale, undskyld:
på noget brænde. Manden var Poul Erik Skov Christensen, som er formand for forbundet 3F, som er kendt for
nidkært at overvåge sikkerheden, selv på helt små arbejdspladser i
landets afkroge. Hvis øksen var smuttet fra denne eksalterede gamling,
kunne den så let som ingenting have flækket hans sprøde skinneben, for
manden bar hverken benskinner eller sikkerhedssko. 3F’s
sikkerhedspatruljer bør indskærpe formanden, at han skal følge den
almindelige sikkerhedsregel i dansk politik om, at alle økser og andre
mordvåben låses inde, før man udtaler sig om de Radikale. Kommentatorkollaps
[5/5, 9/5]
I desperation over
opinionstallene er der flere politiske kommentatorer, som mener, at det
er for dårligt, at medierne ikke har forklaret vælgerne, at S-SF ikke
er i nærheden af at have en økonomisk plan, der kan matche Løkke og
konsorters 2020-plan. Men det har alle medier da fortalt igen og igen i
månedsvis. Blandt kommentatorer er der åbenbart en meget stærk tro på,
at den mand eller kvinde, der har den klareste, bedste plan,
selvfølgelig vinder folketingsvalget. Det viser at kommentatorerne
lever i en politisk Fantasy World, hvor de opfatter vælgerne som et
stort, videbegærligt aftenskolehold i økonomi og jura. Men vælgerne er
ikke discount-DJØF’er. De sidder hjemme og ser tv. Og her har de flere
gange med egne øjne set, at både Thorning og Søvndal har debatteret som
ligemænd med kongen af seriøse danske politisk-økonomiske planer, Lars
Løkke. Demokrati handler om, hvad folk ser med egne øjne, ikke om
kommentatorers desperate kamp for at bevare barnetroen. Den tunge
ende [6/5, 8/5]
Toppolitikere
har i stigende grad problemer med partiets medlemmer. Da Fogh ikke
kunne sige ligeud, at han søgte jobbet som generalsekretær for NATO,
krævede nogle vælgerforeningsformænd, i strid med alle taktiske hensyn,
klar besked. Da SF-ledelsen ikke lodret afviste at tale om
pointsystemer over for indvandrere, vakte det oprør blandt de
hønsestrikkende medlemmer. Også de Konservative er plaget af
fundamentalistiske medlemmer, som hele tiden kræver, at ledelsen råber
op om skattelettelser, samtidig med at VK-regeringen vil have
efterlønnen afskaffet. Og nu viser en frisk undersøgelse i Berlingske
så, at hele 49 procent af de Radikales partiformænd stiller som
betingelse for radikal deltagelse i en rød regering, at efterlønnen
bliver forringet i én eller anden grad – noget som S-SF har lodret
afvist. Meget tyder på, at den skrumpende skare mennesker, som
fornægter, at politik handler om taktik og spin, overlever i tidslommer
rundt omkring i partiernes lokalafdelinger. Skuf os
ikke [6/5, 7/5]
Dagbladet
Politiken sætter normalt en
ære i at behandle nationale og etniske grupper med den yderste respekt
og følsomhed. Alligevel kunne man forleden læse denne overskrift i
bladet: ”Danskerne er nogle tyske dåsesvin.” Her hånes både vi
danskere, tyskerne og vel egentlig også vores firbenede slægtninge, som
er yderst renlige skabninger, bare de får de rette omgivelser. Politiken har tidligere vist, at bladet
gerne leverer undskyldninger til folk, der mener sig krænket, hvis de
altså siger at de er i familie med en profet og hyrer en advokat og
truer med en dyr og besværlig retssag. Men det bør vel ikke være
nødvendigt med advokater mellem anstændige mennesker. Derfor afventer
denne dybt krænkede Groft sagt
stadig troskyldigt den undskyldning, som alle danskere, der har fulgt Politikens skånselsløse kamp for den gode
tone, ved må komme snart. Nabohjælp
[5/5, 6/5]
Når mordere og andre forbrydere
fanges, interviewer tv gerne naboerne, som dybt rystet altid fortæller,
at morderen i virkeligheden er et vennesælt, helt almindeligt menneske.
Naboer finder det altid utænkeligt, at folk, der bor lige ved siden af,
kan udføre afskyelige, kyniske gerninger. Således også naboerne til
Osama bin Laden, hvor BBCWorld News bl.a. har vist interview med en
nabo, som flere gange har hjulpet bin Laden med blikkenslagerarbejde.
Denne nabo har altså været helt inde i familiens allerhelligste rum, og
dér rodet med følsomme sager såsom afløb fra køkkenvask og
toilettilstopning. Derfor taler han med særlig vægt, når han for
alverden bevidner, både at familien betalte ham for hans arbejde, og at
de ikke var spor underlige. Så forstår vi bedre, at alle andre, langt
finere folk i nabolaget: generaler, det pakistanske efterretningsvæsen
og militærakademi også har
fundet familien helt normal. Sandhed bin
Laden [3/5, 4/5 med overskriften ’sandheden om bin Laden’]
Amerikanernes
modige og kompetente fangst af Osama bin Laden medfører nu et intensivt
arbejde med at redde Pakistans ansigt. Selv folk, der ikke er
atomfysikere, kan regne ud, at bin Laden kun har kunnet opholde sig i
op mod 5 år i den luksuriøse, gigantiske villa i et intensivt overvåget
kvarter for pensionerede pakistanske generaler og lignende, fordi man
på højt niveau i det pakistanske system har vidst det og hjulpet ham.
Men denne sandhed kan hverken USA eller Pakistan leve med. Derfor
understreger USA nu, at de kun har kunnet fange bin Laden, fordi de
igennem lang tid har arbejdet sammen med pakistanske
efterretningstjenester. Mens sandheden er, at de kun fangede ham, fordi
de holdt aktionen hemmelig for de pakistanske efterretningstjenester.
Og Pakistan understreger, at ingen højt på strå vidste, at bin Laden
boede der. Og da det kun kan øge faren for uro og terror, hvis vi ikke
allesammen tror på det, de siger, så tror vi skam på det. Mao fra
Køge [3/5, 4/5]
Den
sandsynlige næste finansminister, Socialdemokraternes stærke mand,
politisk ordfører Henrik Sass Larsen, gør sig i øjeblikket meget umage
for at ligne en visionær politiker. I Berlingske Søndag løftede Sass
således sløret for visioner, som bedst kan karakteriseres som moderne
dansk politiks svar på Maos kulturrevolution. Sass lover vælgerne både,
at det nuværende monsterbureaukrati vil blive ”sprængt i luften”, og at
en ny regering vil gennemføre en voldsom revolution i den
administrative verden. Politikerne skal ”holde snitterne væk og
koncentrere sig om det vigtigste”. Og med ”snitter” menes naturligvis
ikke højt belagt smørrebrød på en café i Køge, men fingre. Blandt det
uvæsentlige placerer Sass fagene historie og geografi, som mange elever
næsten intet aner om. Men det må da være en ommer, Sass. Elever, som
hverken ved, hvem Mao var, eller hvor Køge ligger, vil jo aldrig kunne
genkende Mao fra Køge, når de møder ham. Kina på
Bornholm [29/4, 2/5]
Der
har været debat, bl.a. her i Groft sagt, om den topstyrede navngivning
af den ny bornholmerfærge. Nu viser det sig, at de kommunistiske
myndigheder i Kina, som ellers sværger til topstyring, er langt forud
for det bornhomske færgeselskab, når det handler om demokratisk
navngivning af transportmidler. Politiken fortæller, at den kinesiske
befolkning skal være med til at bestemme navnet på en ny kinesisk
rumstation. Og rumdirektøren begrunder det på en måde, som vil få
enhver af de undertrykte bornholmere til at nikke begejstret:
”Rumstationen skal bære et stærkt og opmuntrende navn.” Og navnet skal
desuden tjene til at styrke den nationale stolthed og samhørighed.
Groft sagt skal hermed foreslå, at direktionen i det bornholmske
færgeselskab tager kontakt med Rødkina for at lære om demokratisk
navngivning af transportmidler. TV i hopla
[29/4, 1/5]
Det var filosoffen Aristoteles,
som for ca 2500 år siden definerede mennesket som et tænkende dyr. Men
i dag ved vi, at mennesket nok egentlig mest er et følende dyr, som
elsker at se direkte tv-transmissioner af ritualer med kendte
mennesker. Intet kan samle menneskeheden som en direkte tv-transmission
af vielsen af et kronprinsepar. Og intet kan få tv-stationerne mere i
hopla end kendte personer i procession. Topstudieværter optræder i flok
hele dagen, hærskarer af eksperter leverer alle slags detaljer om tøj,
biler, bygninger og traditioner. En salig fryd breder sig over os alle
sammen, mens vi som forenet menneskehed følger de guddommeligt
harmoniske, tv-bårne optrin. En lignende frydefuld tilstand indfinder
sig sjældent, når vi ser de daglige, fornuftsprægede
tv-nyhedsudsendelser og debatprogrammer, som jo altid handler om kævl
og strid. Titte til
hinanden [29/4, 30/4]
Lars Løkke viste os et helt nyt
ansigt, da han forleden ved pultene i Statsministeriet hørte præsident
Putin fortælle pressen, at han overhovedet ikke havde bemærket nogen
uenighed mellem dem. Væk var Løkkes velkendte bekymrede, furede ansigt
plaget af økonomisk tungsind. I stedet så vi smil med sprælske,
underfundige øjekast til Putin, således som man kender det mellem
nyforelskede. Ikke engang Putins stærke kritik af NATO’s indsats mod
Gaddafi sendte skygger over Løkkes forventningsfulde ansigt. Groft sagt
vil råde Løkke til helt at skrotte sit gamle ansigt og udelukkende køre
med det nye, som Putin gav ilddåben. Det nye er yderst velegnet til at
indgive os alle optimisme og håb. Og alle opinionstal tyder mere og
mere på, at vælgerne langt hellere vil se en jubeloptimist som
statsminister end en sammenbidt gnavpot. Krig på
svensk [20/4, 27/4]
Etisk smidighed er en
overlevelsesbetingelse for en lille handelsnation i en verden af
mægtige stater med store markeder. Derfor har vi også ofte brug for at
understrege, at handlinger, vi desværre ikke kan udføre i praksis for
ikke at ødelægge afsætningen af vores produkter i lande med
udemokratiske værdier, stadigvæk er principielt mulige for os at
udføre. Således kan vores politikere f.eks. i princippet helt frit møde
den muntre munk, Dalai Lama, men gør det i praksis kun på lavt niveau
og på et tilfældigt hotel. Ligeledes kan vores medier i princippet
trykke den herostratisk verdensberømte Muhammedtegning, men gør det i
praksis ikke. Men den smidighed, vi er tvunget ud i, er intet ved siden
af den radbrækkende etiske adræthed, som broderfolket Sverige stedse må
udvise. Ikke kun fordi de fører an som Nordens mest politisk korrekte
land, men fordi de samtidig skal sælge det seneste nye i avancerede
våben, bl.a. jagerflyet Gripen, som i øjeblikket principielt deltager i
Libyen-aktionen mod Gaddafis folkedrab, men som i praksis kun må skyde
i selvforsvar. Satire
tur-retur [20/4, 26/4]
For tiden fyrer landbrugets
organisationer en dyr kampagne af for at forbedre erhvervets image,
bl.a. med avisannoncer med dekorativt arrangerede kolorte og en lyrisk
video, som vises igen og igen i tv i den bedste reklametid. Men
PR-branchens smarte drenge og –piger kan slet ikke hamle op med
debattør Carsten Jensen, når det handler om reklame. Han har fået alle
medier til at tørste efter helt gratis at vise en 5-minutters satirisk
video, som er rettet mod DR’s
ukritiske nyhedsudsendelser bl.a. TV-Avisen.
Videoen har han lavet efter aftale med DR 2. Men nu beder han så
stationen om at undlade at vise den, hvis ikke den kan vises uden en
umiddelbart efterfølgende studiedebat, bl.a. med nyhedsdirektør Ulrik
Haagerup. At kræve noget tilbagetrukket, efter det er lavet og helst
også udsendt til pressen, udløser stærke reflekser i pressen for med
alle midler at udbrede det tilbagetrukne til hver afkrog i landet. Det
så vi både med Ritt Bjerregaards dagbog fra EU, og Thomas Rathsacks
Jægerbog. DR 2’s Arne Notkin bønfalder nu i Information
Jensen om alligevel at lade stationen vise hans video. Det er sådan set
overflødigt, for snart ser vi den alligevel overalt. Bureaukratisk kovending [20/4, 24/4]
Både eksperter og politikere
flår sig i håret over, at regler og bureaukrati hele tiden øges, selv
om alle regeringer siden Poul Schlüter har haft regelforenkling og
afbureaukratisering på programmet. Og det er umuligt for pressen at
kræve den ansvarliges hoved på et fad, for bureaukratiet er trods alt
endnu ikke vokset så vildt, at der findes et Ministerium for
Afbureaukratisering og Regelforenkling med en ansvarlig minister,
departementchef, afdelings- og kontorchefer. Og mens ingen aner, hvad
man skal stille op, øges reglerne for hver dag. Her vil Groft sagts
Afdeling for Anvendt Grovhed i påskekådhed foreslå en radikal løsning,
nemlig at man øjeblikkeligt i det offentlige indfører en enkel regel om
klækkelig bonus til chefer, som reducerer i antallet af deres
souschefer. Reglen er let at administrere og vil straks medføre, at
landets ypperste embedsmænd og –kvinder med rettidig omhu vil bruge
deres administrative ildhu på at konkurrere om at nedlægge kontorer og
regler i stedet for at dyste om at oprette dem. Den politiske tone [19/4, 20/4]
I weekenden overfusede Villy
Søvndal Pia Kjærsgaard med udtryk som ’skrupelløs opførsel’ og ’snyd’.
Og Kjærsgaard hvæsede tilbage ved at kalde Søvndal ”hykler”. Hvordan
skal forældre kunne opdrage børn til at undgå vold og mobning ved at
tale pænt, når landets politiske fyrtårne og visionære lederskikkelser
sviner hinanden til med de værste gloser i bedste sendetid? Og så er
det endda helt unødvendigt. For hvis man vil, kan man altid holde den
gode tone. I stedet for at håne Pia med ord som ’skrupelløs’ og ’snyd’,
så skal slemme Villy være god mod hende med ord som ’yderst målrettet’
og ’blændende lurendrejeri’. Men så må hidsige Pia heller ikke såre
Villy ved at kalde ham en værre hykler, men rose ham for at være en
gudsbenådet dobbelttaler og –tænker. Man får en grim mistanke om, at
alt det væmmelige og simple sprog alene skyldes, at de så er sikre på
at komme i alle aviser og tv hele weekenden igennem. Fy fy skamme. Nyrup den Yngre [18/4, 19/4 med titlen ’Yngre’]
Når man elsker noget, forsøger
man at krybe helt ind i det og blive ét med det. Således har en
Elvis-fan netop kunnet indvie Graceland Randers iført Elvis-kostume og
mørkt pomadehår. Også Morten Bødskov kryber i Berlingske Søndag helt
ind i sit idol, Poul Nyrup Rasmussen, når Bødskov forklarer sin
nuværende partiformands tvetydige udtalelser om efterlønnen således:
”Derfor er Helle Thorning-Schmidts udtalelser et udtryk for at
understrege den alvor, vi står i”. Den særlige, kluntede
Nyrup-sprogstil er her ramt imponerende perfekt af unge Bødskov. Men i
samme åndedræt overgår Bødskov sit idol, når han garanterer, at
Socialdemokraterne hverken medvirker til at afskaffe eller forringe
efterlønnen. Her ses et rystende eksempel på, hvilke excesser
idoldyrkelse kan drive et ellers helt fantasiforladt menneske ud i.
Sanseløst opslugt af at blive ét med sit idol, stikker en af partiets
glimtende stjerner hovedet ind i selvsamme strik, hvor Nyrup dinglede
ved valget i 2001. 2020 versus
våd sæbe [11/4, 18/4]
Kun S-SF’s kernetropper tror
vist stadig på deres egen økonomiske plan ”Fair løsning”. Uvildige
økonomer har pillet den fra hinanden. Selv oppositionsavisen Politiken bønfalder S-SF om at genopfinde
en troværdig økonomisk plan. Men der skal mere til at rokke det klare
flertal af vælgerne, som i månedvis ifølge alle undersøgelser har
foretrukket, at oppositionen overtager magten. Den tvingende konklusion
på de stabile opinionstal er, at dette flertal af vælgere ikke stemmer
efter, hvilken økonomisk plan der er mest troværdig og detaljeret.
Derfor er den 2020-plan, som VKO såmænd nok skal få indgået kompromis
om, uden betydning for, hvem der danner regering efter næste valg.
Alligevel behandler alle politiske kommentatorer 2020-planen som om den
kan få afgørende betydning for landets fremtid. Men det er der ingen
grund til at skose dem for. For det er komplet umuligt at skrive noget
indsigtsfuldt og perspektivrigt om den oppositionsplan, som skal styre
landets økonomi efter valget, når enhver detalje i planen er som et
vådt stykke håndsæbe. Politik som tv-føljeton
[15/4, 17/4]
Der er noget gribende over
den garvede politiske elite af kommentatorer og journalister, som
desperat holder fast i troen på, at næste valg vindes af det hold, der
har den bedste økonomiske plan. Som en spøgelseshær af museumsfigurer
fra en fjern storhedstid rasler den gamle mediegarde med deres rustne
våben for at kalde befolkningen til orden – den gode gamle orden, hvor
ukyndige andægtigt lyttede til de vises røst. Disse tragiske figurer
bør erkende, at politik i dag er en tv-føljeton, som enhver vælger let
forstår uden støttepædagoger med tabeller, og at denne føljeton for
flertallet af vælgere bliver langt mere spændende og afvekslende, hvis
Helle og Villy vinder. Og disse vælgere frygter ikke, at rødt hold vil
skabe unødvendige økonomiske katastrofer, for både Helle og Villy har
flere gange i tv-debatter ladet sig offentligt eksaminere af Løkke og
Hjorth og bestod både i økonomi og skønhed. Desuden ved vi alle fra
tv-serien ”Yes, minister”, at det er departementscheferne, der i
virkeligheden bestemmer, og de vil jo stadig være der. Med de samme
planer. Trykte mediers fortrin
[13/4, 16/4]
Djævelen findes i detaljen,
hedder det så rigtigt. Derfor kan politikeres tekniske format og
karriereudsigter også aflæses i de detaljer i deres adfærd, som bryder
nye veje. F.eks. den detalje, at Kristian Thulesen Dahl havde et
hensigtsmæssigt sammenfoldet B.T. under armen, mens han som sædvanligt
stod bag sin partiformand, som blev interviewet af TV på Christiansborg
om de kommende forligsforhandlinger. Så kunne enhver seer igen og igen
læse B.T.-artiklens særdeles belejlige overskrift ”Thorning truer
efterlønnen.” Målinger af, hvad seerne husker efter indslaget, vil
formentlig vise, at langt flere seere husker Thulesens aktion og
budskab end partiformandens svar til journalisterne. Det bør derfor
ikke overraske, hvis vi i den kommende tid ser stadig flere
partiløjtnanter stå med velvalgte avisoverskrifter under armen bag en
formand, som interviewes. Filosofiens ofre [12/4, 13/4]
I Begrebssekretariatet i
Socialministeriet defineres de hverdagsord, som enhver dansk mand og
kvinde helt ubekymret bruger dagligt. Formålet er det bedst tænkelige:
at sikre ens service i forskellige kommuner og kunne udlicitere
opgaver, bl.a. inden for ældrepleje, hvor man må kunne beskrive, hvad
det er for serviceydelser private firmaer skal levere tilbud på. Men
resultatet af kontorets møje og besvær er det, man i gamle dage på det
for længst afskaffede universitetskursus Filosofikum kaldte
cirkeldefinitioner. ’Vejnavn’ defineres som ’navn på en vej’. Her skal
man allerede vide både hvad ’vej’ og ’navn’ betyder for at fatte det
udtryk, som bruges til at definere med. Men så er definitionen jo
intetsigende, overflødigt arbejde. Den samme cirkelsyge lider flere
andre af sekretariatets forslag af. Og derfor er mange kritikere nu i
færd med at latterliggøre kontorets arbejde. Her vil Groft
sagt bede om mere mildhed. Alt tyder nemlig på, at de
samvittighedsfuldt arbejdende embedsfolk i Begrebssekretariatet er
blevet uskyldige ofre for, at universitetet for mange år siden
afskaffede filosofi som obligatorisk pensum. Forskertanker på flugt
[11/4, 12/4]
TV-Avisen søndag havde sat
hele 3 fremtrædende valgforskere til gennem timelangt arbejde at finde
frem til nogle spørgsmål, som man ville ringe rundt og stille til
Liberal Alliances folketingskandidater, som jo bl.a. tæller en
forhenværende kuglestøder og plejehjemsleder og andre kendisser. Men
det var ikke spor let at få svar på de lærdes spørgsmål for de mange
journalister, som var sat på opgaven. Flere folketingskandidater ville
have spørgsmålene på mail, andre afviste at deltage i, hvad de kaldte
en quiz-konkurrence. TV-Avisen inviterede så partileder Anders
Samuelsen ind til direkte interview for at konfrontere ham med de
manglende svar. I vanlig stil angreb han ideen med indslaget i en
ophidset debat med pæne Kim Bildsøe Lassen. Sådan gik det til, at
TV-Avisen kunne bringe en genopførelse af succesforestillingen
”Samuelsens krig mod TV-studieværten”. Men stakkels
valgforskere. For bagefter var der ingen seere, der længere huskede de
tunge spørgsmål om politisk indhold, som de gennem timelangt arbejde
vristede ud af deres i forvejen så hårdt udfordrede hjerner. Win-win-håndbold [5/4, 6/4]
Set udefra så handler
konflikten om en fed boss, der tyrer en masse unge kvinder. Og han har
købt den tidligere sportschef på TV2, Morten Stig Christensen, til at
hjælpe sig med at tyre dem. Formålet er at undgå at reducere i det
bureaukrati, som bossen har fået bygget op, dengang de unge kvinder
tjente flere penge til bossen, end de gør nu. Nu har man så samlet
nogle lavtlønnede erstatningsspillere, som jo aldrig kan skaffe
medaljer. Det er altså spildte penge. Derfor skal Groft
sagt hermed foreslå en radikal løsning, som ikke behøver
koste en disse: Send ledelsen og de ansatte på banen! Organiationen er
efterhånden vokset så meget, at man sagtens kan sætte et helt hold. Der
er omkring 50 ansatte og konsulenter i organisationen med en overvægt
af kvinder, som godt kan se ud til at være ferme med en bold under
Morten Stigs instruktion. Hertil en enkelt kvinde i den 12 mands
bestyrelse, som ser ud til at kunne stå på mål for lidt af hvert. Og så
kan alle de tykke mænd i bestyrelsen også få lidt motion ved at gå til
hånde som holdledere, massører og bolddrenge. Undersøgelsesfronten [4/4,
5/4]
En undersøgelse i Berlingske
Politiko d. 4/4 viser, at danskernes holdninger – trods Foghs
værdikamp, Jerntæppets fald, 11. september m.m. – har ligget fast i 30
år. En forsker vurderer fornuftigt, men måske ikke opsigtsvækkende, at
det viser, at vælgerne er meget stabile. En politiker mener ædrueligt,
at det viser, at vi er et homogent folk. Heller ikke dette kan jo
overraske. Men så findes der en mand, man altid kan ringe til for at få
sensationelle kommentarer selv til en opskrift på leverpostej. Det er
forfatter og debattør Carsten Jensen, som i anledning af undersøgelsen
helt overdådigt udtaler, både at vi er et folk af dybt splittede
individer, og at de politiske partier er skizofrene – bortset fra
Enhedslisten og Liberal Alliance, hvoraf sidstnævnte dog ikke tæller,
fordi dette parti kun har én hjernehalvdel. Så længe journalister kan
ringe til svovlspruttende vrøvlehoveder som Carsten Jensen, er der
ingen fare for, at den danske nation en dag skal få den lammende
melding: Intet nyt fra undersøgelsesfronten. Politisk TV-profeti [1/4,
4/4]
Opinionsmålinger har længe
peget på Helle som næste statsminister. Vælgerne har stor sympati med
den flinke, smukke Helles ensomme kamp for at vinde sit livs pokal.
Ensom, fordi hun er omgivet af helt profilløse socialdemokrater, som
ikke har erfaring med andet end bragesnak. Og rigtigt: Det kan peppe
den politiske tv-komedie gevaldigt op, hvis den efterhånden noget
groggy, jordbundne Løkke erstattes med drømmepigen lyse Helle, som
samtidig opgraderes fra sin nuværende ene til hele tre spindoktorer som
sufflører. Alligevel bør vælgerne besinde sig. For med Helle følger jo
f.eks. også Bødsgaard, Sass Larsen og Mogens Jensen, som alle er så
massivt kedsommelige på tv, at de sammen burde drive et kursuscenter
for folk der lider af kronisk søvnløshed. Efter et regeringsskifte vil
de tv-seere, der stadig måtte være vågne efter disse nye ministres
optræden, fortvivlet zappe rundt for at finde genudsendelser af gamle
episoder i føljetonen fra Løkke-regeringens tid. Ferie-Lene,
afdrags-Henriette og Tavse Rønn vil blive kultfigurer langt ind over
midten i dansk politik. Uanstændig kommaløshed [1/4, ¾]
Ikke uden stolthed har denne
Groft sagt konstateret, at grovheden ’Pervers
familie-tv’ (d. 16/3) har sået frø både hos Børnerådet og i Radio- og
TV-nævnet, som nu vil have den voldspornografiske krimiserie, ’Den som
dræber’, flyttet til et senere sendetidspunkt. Men Groft sagt
hviler ikke på laurbærrene. Denne sag skal føres helt igennem. Nu skal
det frem, at der mangler et komma i titlen. Serien burde hedde ’Den,
som dræber’. Ganske vist er det teoretisk tilladt at udelade komma
foran ledsætninger. Men kun nørder gør i praksis brug af denne
mulighed. Alle større medier, herunder TV2, og alle ministerier holder
det gode gamle grammatiske tysker-komma i hævd. Og så mangler der altså
klart pladask et komma her lige midt i titlen. Det er en skandale. Det
er strengt forbudt at udelade kommaer foran ledsætninger, når man har
underkastet sig traditionen. Dansk Sprognævn må tæske TV2 til ordnung. Holger overalt [31/3, 2/4]
Den for tiden mest
verdensberømte dansker, den rødhårede purk, Holger, bliver ved med at
overraske. Først ville han ikke have jakken på og blev tvunget til at
bære den omvendt ligesom en spændetrøje. Han var sur og gad ikke jokke
rundt med resten af spejderflokken. Så undgik han gennem 24 timer at
blive fundet af toptrænede politifolk med veltunede hunde, helikoptere
med varmesøgeapparater, mere end 200 soldater og en masse frivillige.
Og da alle var overbevist om, at han var død, selv om ingen turde sige
det højt, så lod han sig finde af en tilfældig person på en ulden
islandsk hest. Herefter gjorde Holger dansk politi verdensberømt, fordi
indsatslederen på CNN råbte ”Han er fundet!” med en begejstring, som
overgik en norsk sportskommentators. Men her plumpede politiet i, for
Holger oplyser til Ekstra Bladet, at han aldrig blev væk. Det var alle
os andre, der blev væk. Holgers fantastiske historie har fået
statsministeren til at tage Holger som rollemodel for, hvordan han
vinder næste valg. Det er altså Holgers hårfarve, der er forklaringen
på, at Løkke har forladt Venstres blå farve og nu fremtræder i rød
indramning i sine annoncer for tiden. Det er ikke, fordi han er begyndt
at opfatte sig selv som socialdemokrat. Konstitutionelt diktatur
[30/3, 1/4]
Lene Espersen havde for kort
tid siden et stort problem med rejser til eksotiske steder, men rider
nu højt til hest blandt de ypperste i Europa og foreslår kækt, at
Gaddafi tager lige netop sådan en rejse og aldrig vender tilbage.
Problemet er bare, at ingen vil have ham. Derfor lancerer Groft sagt nu en langt mere realistisk og
velprøvet løsning. Det danske kongehus har ofte ydet til den arabiske
verden, f.eks. udgravninger og ordner. Tiden er nu kommet, hvor vi
tager skridtet fuldt ud og også yder selve ideen med et konstitutionelt
styre. Ved at indføre det konstitutionelle diktatur overalt i den
arabiske verden vil man med et slag løse det problem, som både NATO, FN
og EU for tiden bakser forgæves med på timelange topmøder. Demokratiet
kan så indføres, samtidig med at Gaddafi som konstitueret diktator
fortsat holder skøre taler i underligt tøj, vifter med sin ”Grønne bog”
og beskyttes af sin livgarde af unge velskabte kvinder. Lyksalig elendighed [30/3,
31/3]
Elendigheden vokser dag for
dag. Således fortæller Berlingske d. 29/3 at hver tredje folkeskoleelev
føler sig presset af arbejdet i skolen og lektierne. De kan så blive
deprimerede. Men også blandt pensionister er elendigheden udbredt. En
pensionist fortæller, at ”det er røvkedeligt at være pensionist.” En
undersøgelse fra Ældre Sagen viser, at næsten hver tredje af de
60-70-årige pensionister længes tilbage på arbejde. Men til trods for,
at elendigheden bobler op overalt, så er vi en nation af intenst
lykkelige mennesker. Jyllands-Posten kan nemlig d. 29/3
fortælle om en undersøgelse, der viser, at 97 procent af danskerne er
tilfredse med livet. Selv de arbejdsløse sprudler af livsglæde: 90
procent. Hvis alle disse undersøgelser skal passe, så udgør de
tilsammen en undersøgelse, der viser, at vi danskere er så lykkelige,
fordi vi hele tiden kan fortælle om vores trængsler til folk, der
undersøger, hvordan vi har det. Kedeldragtens svanesang
[29/3, 30/3]
Japans krise håndteres
tilsyneladende af duknakkede mænd i helt ens lyseblå kedeldragter. De
kan have lidt forskellige titler, men de lyder helt ens, mens de læser
op af nogle papirer og forsikrer alle om, at eksplosioner og
radioaktivt udslip ikke er så alvorligt, som det ser ud på tv-skærmen.
Kedeldragterne lever åbenbart i en tid, langt før man opfandt
øjenkontakt og almindelig jævn tale direkte til befolkningen. I flere
dage var budskabet, at man skulle glæde sig over, at der nu kom
elkabler frem til køleanlæg, som alle kunne se lå i ruiner. Den
japanske krise vil få uanede konsekvenser. Også på overraskende måder.
Danske varmemestre og elinstallatører vil for fremtiden være nødt til
at gå på arbejde i mørk habit. For efter katastrofen i Japan sender
kedeldragt et klart signal om dårligt håndværk og bortforklaringer. Topstyring på KU [29/3, 30/3]
Aldrig før har Københavns
Universitet vel givet befolkningen så megen spas som i øjeblikket med
komikertrioen forsker Penkowa, rektor Hemmingsen og tidligere minister
Sander. Og også store dele af resten af verden morer sig. Men fodfolket
nede i bunden af universitetet morer sig ikke spor, skal denne Groft sagt hilse og sige. De træller med
undervisning og forskning, som gøres op i sindrige skemaer. En
bureaukratisk tsunamibølge hærger det gode gamle universitet. Før den
nye styrelseslov 2003 havde man institutterne som frirum for
universitetets rablende bureaukrati, fordi institutlederne var valgt af
de ansatte og dermed kendte deres opgave: at værne de ansatte og
studerende mod systemets galskab, så kreativiten fik plads. Det kan de
nuværende topstyrede ledere slet ikke. Al universitetets
karakteristiske fandenivoldske kreativitet og uregerlige vildskab er nu
– som alt andet – samlet oppe i topledelsen hos rektor, bestyrelsen og
kammeradvokaten. Kaldet ekspert [25/3, 28/3]
Nogle vil måske undre sig
over, at lige netop sognepræst Poul Joachim Stender fra Kirke Saaby og
Kisserup Sogn kaldes af Jyllands-Posten til at udtale sig som ekspert
om tv-programmet X-factor. Men sandheden er, at sjældent har en ekspert
talt om dette emne med større autoritet, modnet gennem personlige,
dyrekøbte erfaringer. Stender oplyser, at kulten omkring X-factor slet
ikke er af ny dato: ”Det er en urdrift, som vi altid har haft. Vi vil
gerne udbrede vores gener og sprede os selv i verden.” Uden X-factor
var vi altså aldrig steget ned fra træerne i Afrika og vandret op til
Danmark for at betale licens og se X-factor. Og det er en udvikling,
som denne kirkens mand har viet sin gerning til at fortsætte ind i
evigheden. Utrætteligt har han forsøgt at vække urdrifterne i sine
sognebørn. Både med gourmetmåltider i kirken og en sexet bog om Biblen
med en pirrende kvindelig præst i Marilyn Monroe-positur på forsiden.
Det forlyder, at man i Kirke Saaby er langt fremme med planer om at
afholde en serie gudstjenester som en X-factor-konkurrence med
treenigheden som dommerkomité. Fradrag for fjendskab [25/3,
26/3]
Den nye skatteminister,
Peter Christensen, har en udstråling som en næsvis skoledreng, som
enhver lærer altid vil være i tvivl om skal have en ørefigen eller bare
lidt mere omsorg. Hans forslag om, at der nu ikke mere skal betales
skat af vennetjenester, gør ikke denne tvivl mindre. Da ingen i
forvejen i praksis betaler for vennetjenester, kan ændringen
gennemføres, uden landets økonomi bliver værre end den er i forvejen.
Men det er oprørende, at indadvendte personer uden venner skal stilles
langt dårligere end folk, der som Peter Christensen, Søren Pind og
andre har tusindvis af venner på Facebook, heriblandt utvivlsomt
adskillige både mekanikere, tømrere, læger og jurister som de kan bede
om vennetjenester. Og hvad med folk, der er uvenner? Det er enormt
besværligt at få lavet køkken af én, som man er uven med. Peter
Christensen skal ikke glæde sig for tidligt. Oppositionen arbejder
allerede med et forslag om et særligt fradrag for fjendskaber. Runkedorernes endeligt
[24/3, 25/3]
De to gamle, arrede
politiske kæmper, Uffe Elleman-Jensen og Kjeld Hillingsøe, belærer i
Berlingske den unge, blege Simon Ammitzbøll (LA) om, at et ordentligt
politisk parti også bør have en udenrigspolitik. Men der skal mere til
at imponere Ammitzbøll, som – på trods af at han ligner en boglærd
mandsling og taler med en art fistelstemme – frygtløst svarer igen med
drabelige hug mod disse ærværdige politiske runkedorer. Hvis folk
synes, at udenrigspolitik er vigtigt, så må de stemme på et andet
parti. Men hvis de vil redde landets økonomi, så skal de stemme på LA.
Bingo! Uffemanden og den pensionerede general snøres her helt sammen af
Ammitzbøll, som har indset, at når først han har fået alle til at
debattere, om LA bør have en udenrigspolitik, så er der ingen, der også
orker at interessere sig for, hvilken udenrigspolitik LA egentlig måtte
have. Gratis fred [23/3, 24/3]
Danske forfattere får stadig
sværere ved at koncentrere sig om deres egne bøger, mens de sidder ved
computeren og skriver dem. Politiken
oplyser at Facebook og Twitter ødelægger forfatternes fordybelse, fordi
disse sociale medier frister til ustandselig livestreaming
af dagens arbejde a la ”Sidder og skriver på næste sætning” og ”Har
netop slettet sætningen igen”. Men nu har en amerikansk forsker
opfundet to programmer som forfattere og andre – for et mindre beløb –
kan installere på computeren, så de forhindres i at gå på nettet i
bestemte perioder hver dag. Programmerne har allerede reddet flere
internationale forfattere. Med al respekt for at en forskerkollega her
med succes er gået fra forskning til faktura, så vil denne Groft sagt helt uden beregning henlede de økonomisk trængte danske
forfatteres opmærksomhed på, at man helt gratis kan få al den fred, man
ønsker, hvis bare man piller ledningen til nettet ud af computeren. Stolt skatteborger [18/3,
20/3]
For tiden kæmper Lars
Barfoed sig ud af anonymiteten med helsidesannoncer, hvor han sidder i
skjorteærmer på en helt sort baggrund. Det er tydeligt, at han skal
forestille en kontormand, der efter en lang aftens arbejde i
elsparelampens skær har afsluttet sit arbejde med selvangivelsen og nu
med sit ærlige blik fortæller os andre, at han overhovedet ikke har
snydt med fradragene. Mange vælgere vil nok synes, at det er lidt
gammeldags, for i dag sørger staten jo for at udfylde vores
selvangivelser. Forkert. Lars er foran. Altfor mange borgere undlader
at tjekke de oplysninger, som Skat automatisk sætter ind i
selvangivelserne. Derfor er der nu f.eks. en masse flekslånere der får
en stor restskat for 2010. De bør blive klogere og tage annoncernes
Lars som rollemodel. Carl Gustav til hest [16/3,
19/3]
FN, EU og NATO
holder mange møder om, hvordan man bedst kan beskytte befolkningen i
Libyen mod Gaddafi. Danmark er villig til at sende 4 F 16-fly derned.
Men svenskerne er allerede på slagmarken. Forleden kunne man i svensk
tv se optagelser af oprørere, som bar på det svenske panservåben, der
går under navnet ’Carl Gustav’. Men det skabte ikke spor national
stolthed i den svenske nyhedsudsendelse, at Trekroner, langt forud for
alle andre lande, allerede hjalp de nødstedte oprørere i den blodige
kamp for demokratiet mod en af denne verdens mest grusomme diktatorer.
Tværtimod var indslagets budskab, at der var eksportforbud for svenske
våben til denne del af verden, og at Carl Gustav derfor slet ikke burde
være der. En bekymret ekspert mente, at det kun kunne ske, fordi en del
af den svenske våbenproduktion sker på licens i andre lande.
Og så kan svenskerne jo ikke have ansvaret for, hvor deres våben
pludselig dukker op. Egentlig et meget bekvemt arrangement med sådanne
licencer, når svenskerne eksporterer for 14 mia kr våben årligt, og
samtidig skal kunne ride på den høje moralske hest uden blod på
hænderne. Hverken demokratiske oprøreres eller despotiske tyranners
blod. Flere tavse mænd, tak!
[17/3, 18/3]
For kort tid siden optrådte
en tavs mand som stilhedsterapeut i Danmark. Flere oplevede, at de fik
det meget bedre ved hans intense stirren. Nu er der så dukket endnu en
tavs mand op, men han giver så vidt vides ikke terapi. Derimod laver
han reklame for fodboldklubben FCK med en ufærdig tatovering. Det er
altså ikke længere nødvendigt med tale og skrift for at få sit budskab
effektivt ud. Også Birthe Rønn tav og gav derved det mest provokerende
stykke politiker-interview i tv i nyere tid. Det er allerede blevet en
klassiker, som spilles igen og igen. Tavshed er en genial løsning på
det problem, at almindelig fornuftig tale får folk til at døse hen. Det
forlyder, at flere partier, som Dansk Folkeparti, i øjeblikket
forbereder at synge sig igennem næste valgkamp. Den afsluttende
partilederrunde kan så erstattes af en X-factor i korsang med
SMS-afstemning. Det kan være meget godt, men vil dog aldrig kunne
overgå en partilederrunde mellem helt tavse, stirrende partiledere. Carolines verden [16/3, 17/3]
Flere danske politikere vil
have Caroline Wozniacki kaldt til orden, fordi hun har ladet sig
offentligt omfavne af den hviderussiske diktator, Alexander Lukashenko.
Og således har ladet sig bruge i diktatorens propaganda til at
signalere til den undertrykte befolkning, at diktatoren skam også er
elsket af demokratiske lande som Danmark. Men kritikken bider ikke på
Caroline, som siger, hun er komplet ligeglad med danske politikere. Det
eneste, hun undgår at reklamere for, er nemlig tobak og alkohol. Fordi
det vil skade hendes andre sponsorater. I Carolines verden betragtes al
den støtte, hun har fået fra Team Danmark og det danske
uddannelsessystem, mens hun voksede op, altså som et gammelt udtjent
sponsorat, som for længst er udkonkurreret af langt mere indbringende
sponsorater, f.eks. Rolex. Hvis politikerne vil have Caroline i tale,
så må de samle ind på Christiansborg til et nyt klækkeligt sponsorat.
Og helt undgå tobak og alkohol. Pervers familie-tv [14/3,
16/3]
Den danske nation har helt
vænnet sig til perversiteter i den bedste sendetid. TV2 satser på at
erobre børnefamilierne tilbage fra DR med krimiserien ’Den der dræber’,
som bl.a. underholder med udpenslet sadistisk sex. Bortset fra
Berlingske bemærker ingen af dagbladenes tv-anmeldere sexvolden som
noget særligt. Der klages kun over seriens kedsommelige klichéer, og at
man ikke kan høre, hvad der bliver sagt. Ingen har noget at indvende
mod, at man uden problemer kan høre de mange støn og skrig, når
morderen torturerer sin strip tease-danserinde, som vrider sig i sit
sparsomme, helt kropsnære, våde tøj. Ingen klager heller over, at
danske skatteborgere nu igen skal indoktrineres med en krimiserie om en
køn ung politikvinde, som knokler døgnet rundt uden hensyn til
arbejdstidsregler og afspadseringsturnusser. Det er en helt pervers
fremstilling, som vil give enhver offentlig ansat mindreværdskomplekser
og opildne alle ofre til bare at kræve mere. Teologi for viderekomne
[11/3, 14/3]
Den muntre munk, Dalai Lama,
er det modsatte af en taburetklæber. Han vil – imod undersåtternes
vilje – træde tilbage som politisk leder af den tibetanske
eksilregering. Han vil dog fortsætte som åndeligt overhoved for
tibetanerne. Men Jyllands-Posten
beretter, at også det ateistiske Kina nægter at acceptere munkens
adskillelse af sin verdslige og sin åndelige magt. Disse forhærdede
gudløse har hårdt brug for munkens sjæl. Den er nemlig kendt for at
vandre. Og ateisternes skumle plan er at lade den vandre over i en
person, som Kommunistkina finder egnet til fortsat effektivt at
terrorisere tibetanerne. Dalai Lamas modtræk er, at han muligvis slet
ikke vil lade sig inkarnere. Men her retledes den fromme munk i troens
rette lære af de ateistiske kommunister, som kræver, at han respekterer
den tibetanske buddhismes religiøse ritualer. Da Fanden blev gammel,
gik han i kloster. Da maoisterne blev gamle, blev de buddhister. Link:
http://www.klauskjoeller.dk/vis_nyhed.asp?AjrNws=136 Røst fra det ukendte [11/3, 13/3]
En helt ukendt, dansk
EU-politiker skifter af ukendte grunde fra det ene ukendte parti til
det andet ukendte parti. Den helt ukendte politiker hedder Anna
Rosbach, og hun skifter fra Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati
(EFD) til et parti der hedder ECR. Selve EU-parlamentet er jo kendt af
enhver dansker, for det blev berømt dengang Ritt Bjerregaard
provokerede ved at kalde det et Mickey Mouse-parlament, og det fik hun
smæk for. Den nu kendte Anna Rosbach viser vejen frem for alle de
andre, helt ukendte hundredvis af folkevalgte medlemmer af ukendte
partier i EU-parlamentet. Skift parti, og bliv berømt. Og det er
fortsat helt unødvendig selv at mene noget om noget. I en
beundringsværdig ærlig udtalelse forsikrer Rosbach sine ukendte vælgere
om, at hun nu bare sætter sig i en anden stol og fortsat arbejder for
borgernes vel i Europa. Salme af karsken bælg [10/3,
11/3]
Biskop i Haderslev Stift,
Niels Henrik Arendt, vil ikke mere se sammenknebne læber i menigheden
under salmesangen. Nogle gider ikke engang åbne salmebogen. Godt, at
der endelig er en ansvarlig, der slår i bordet over denne skændsel. Alt
for længe har de få kirkegængere, som kaster sig ud i sangens glæder
med fuldt gebis og fugtige læber, vakt pinlig opsigt i en salmeslæbende
eller tavs, skulende menighed. Således også denne Groft
sagt, som ved festlige højtider alt for ofte kun har haft
koret at sangerdyste med. Og kirken kan jo let sælge salmesang, f.eks.
en kampagne med budskabet ”Overgiven
sang fordriver al kedsomhed, fordi det får blodet til at rulle.” Men
forebyggelse er bedre end kur, så hvorfor ikke helt undgå, at folk
falder hen, ved at tillade diskussion efter prædikenen? Intet er in [9/3, 10/3]
Substans bliver mindre og
mindre nødvendigt i politik. Politikere og medier er snart helt
selvbærende i deres egen osteklokke. Først dækker TV2 Liberal Alliances
landsmøde med den vinkel, at folketingskandidaterne bare var kendisser
uden politisk substans. Dernæst går Anders Samuelsen til hårdt angreb
på TV2 for ikke at dække substansen. Så bliver Samuelsens angreb
tophistorie i TV2 New’s udsendelser hele dagen efter landsmødet. Det er
guld værd, fordi betydning i dag måles på, hvor lang tid man får på tv.
Når Samuelsen kan få så meget sendetid ud af så lidt, varsler det en
stor mands komme. Og han er ikke ene. Oppositionen har længe scoret
stemmer på at være helt usynlig. Det seneste nye politiske parti,
Fremtidens Danmark, er helt uden politikere som skal vælges. Og stadig
flere eksperter påpeger at uden træge vælgere kunne vi med et snuptag
få løst landets økonomiske problemer. Svunden er den tid, hvor det
eneste, der kom af intet, var lommeuld. Plagiat [7/3, 9/3]
Den beundrede tyske
forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg måtte forleden trække sig,
fordi han desværre havde glemt at sætte anførselstegn omkring de mange
ordrette citater i sin ph.d.-afhandling. Danske universiteter indfører
i stigende grad avancerede it-programmer, som kan sladre om studerende
der bruger nettet som slikbutik. Der afsløres årligt mellem 100 og 200.
Det reelle antal snyderier er selvfølgelig mange gange større. Og kun
rene tumper tager jo en tekst helt ordret fra nettet. Hvis man bare
gider justere lidt i ordvalget og flytte lidt rundt på sætningerne, så
har juristerne intet at komme efter. Derfor ligger løsningen et helt
andet sted. Afskaf det vildtvoksende referat side op og ned af, hvad
andre har tænkt. Det er en perversion af videnskabeligt arbejde, som
mest tjener til at puste en afhandling op på det obligatoriske sidetal.
Vælg i stedet nogle opgaveformer, som tvinger alle studerende og
doktorander til at blive så kloge, at de kan analysere og løse reelle
problemer og opfinde nye apparater. Kampdag, og hva’ så? [7/3,
8/3]
Da denne Groft sagt
forsker i argumentation, er der mange, der undrer sig over, at han ikke
går mere i rette med politikeres argumentation i pressen. Ofte hænger
politikeres argumentation jo ikke sammen. Rigtigt. Og som ung mand var
jeg da også meget ude og korrekse, både til højre og til venstre. Men
en vis kvinde fik mig til forstå den højere form for fornuft, som
gælder ude i virkeligheden. Gennem et meget langt samliv har vi mange
gange lagt intellektuelt arm, f.eks. om børneavl og -opdragelse og
fordeling af husholdningens jævne gøremål. Og det er da hændt i de
første år, at jeg anvendte professionelle teknikker fra logikkens
frontlinje for at sikre fornuftens sejr. Men så en dag tilintetgjorde
denne højt uddannede og kloge kone alle mine afsløringer af
selvmodsigelser og andet ved bare se på mig og spørge: ”Nåh, og hva’
så?” Ribbet for al fornuft stod denne Groft sagt
helt nøgen og overmandet af en højere virkelighed, som han siden har
forsøgt at fatte. Hjælpefængsler [4/3, 7/3]
Verden er ikke altid så god,
som verden burde være. Trods stor elendighed er det ofte umuligt for
godgørende organisationer at sikre, at hjælpen når dem, der trænger
allermest. F.eks. er Den Globale Fond til Bekæmpelse af AIDS,
Tuberkulose og Malaria, der er finansieret af verdens rige lande og
promoveret af berømtheder som Bill Gates og rocksangeren Bono, plaget
af korruption og svindel. Det sker, at to tredjedele af en bevilling
går til bestikkelse. Og medicin stjæles og sælges på det kommercielle
marked. Det bliver derfor heller ikke muligt for Søren Pind at få sine
hjælpefængsler til tusind pirater i det kaotiske Somalia til at fungere
anstændigt, uden at der afsættes et klækkeligt beløb til bestikkelse,
både af personale og af de forskellige magthavere i lokalområdet. Måske
ville danske skatteborgere få meget mere for pengene, hvis Pind
omgående tog kontakt til de lokale gangsterbander og betalte dem penge
for at beskytte danske skibe mod pirateri. Så slap man helt for
besværet med at bygge fængsler. Og Esbern Snare kunne stævne hjemad. Nøglen til Birthe [3/3, 5/3]
Findes der en nøgle til
Rønn? Ja. Nøglen hedder kreativitet og innovation. Berlingske Business
fortalte forleden om Niels Krøjgaard, som med kurser skaber nytænkning
i virksomheder. Flere af denne gurus meget praktiske råd kan ubesværet
forklare integrationsministerens handlinger. Et råd lyder således:
’Skriv et brev til en gammel ven eller kollega, du ikke har haft
kontakt med i de seneste to år’. Det forklarer jo, hvorfor Birthe
skriver til sine nordiske kolleger i stedet for bare fantasiløst at
spørge sit eget ministerium eller Justitsministeriets lovkontor. Også
rådet ’Slå op på en tilfældig side i en kogebog. Køb ind til retten i
butikker, du ikke kender, og lav maden’ kan ganske let forklare
ministerens adfærd, hvis man bare forstår ’kogebog’ som ’lovsamling’ og
’maden’ som ’beslutningen’. Enhver snak om at fyre Birthe må nu stoppe.
Regeringen har brug både for kreativitet og innovation. Kavalérgang [2/3, 3/3]
Susanne Bier har slet ikke
skjult en eneste af sine mange attributter i opløbet til at få en
Oscar. Og de er blevet ekstra fremhævet af en mandlig stylist, som
bl.a. har svøbt de dele af hendes krop, som desværre ikke kunne
fremvises udækket, i en kropsnær kjole. Hertil kommer, at mindst én
filmkommentator har gjort opmærksom på, at det især var grånende
mandlige pensionisttyper i Oscarkomitéen, som havde tid til at se de
nominerede udenlandske film og dermed opnå ret til at vælge mellem
Susanne og den skæggede mandlige instruktør, hun var oppe mod. Aldrig
før har hele den danske nation ladet sig rive så meget med af en
skamløs udnyttelse af en højt kvalificeret kvindes helt irrelevante
krop. Nationen skal nu leve videre med tvivlen, om vi også havde
vundet, hvis smilende Susanne havde samme attributter som gnavpotten
Lars von Trier. Den genfødte Lene [1/3, 2/3]
Det er velkendt på
Christiansborg, at det går op og ned i pressen. Efter at en politiker
er blevet forfulgt et stykke tid, så går det snart efter opad igen. I
regeringen må man for tiden spørge sig, om denne lov for pressens virke
stadig gælder. Opturen forekommer stadig fjernere trods perlerækken af
seriøse forslag og langtidsplaner, som regeringen har kastet for
pressen. Men så – netop som alt håb syntes ude – skete der søndag
noget, som varsler opturens komme. Fra en helt uventet kant. Politikens TV-anmelder, Bo Tao Michaëlis,
finder, at Lene Espersen faktisk gjorde en god figur, saglig og rolig,
da hun torsdag i tv udtalte sig om begivenhederne i Mellemøsten. Når
Lene kan gøre denne hærdede VK-kritiker våd i blikket og mild i mælet,
så er det et sikkert tegn på, at også resten af pressen nu er moden til
at tilgive hendes feriesynder og andet. Og i den tv-føljeton, som
politik er, kan en genfødt Lene på optur sagtens opveje en masse
saglige udspil, som faldt på klippegrund. Udødelig ekspertise [28/2,
1/3]
Både politikere,
kommentatorer og chefredaktører skælder for tiden ud på alt for flinke
eksperter, som bare siger det, som en stakkels deadlineramt journalist
så gerne vil have dem til at ytre. Men alt er ikke elendigt. Det
hænder, at eksperter siger originale ting, som bliver stående. F.eks.
replikken ”Jeg hilste på dem begge, men jeg var ikke klar over, at de
var døde.” Det sagde professor Elisabeth Bock i anledning af den
doktorfest, hvor både Milena Penkowas døde og begravede mor og søster
deltog. Også replikken ”Forøget hjerneaktivitet er i sig selv ikke
farligt” bør blive stående. Den sagde institutleder Albert Gjedde i
anledning af, at forskning har vist, at mobiltelefoni øger
hjerneaktiviteten. Begge replikker overskrider det snævre
forskningsfelt, som har født dem. Til stor gavn og ikke mindst
fornøjelse for helt almindelige danskere. Fornyet talemåde [25/2, 28/2]
Ingen kender oppositionen
økonomiske planer. Selv oppositionens organ, Politiken, bønfalder d.
24/2 på lederplads S-SF om at konkretisere deres planer. Med
al respekt så må man stærkt advare S-SF mod at følge rådet. De sidste
måneder har overraskende vist, at et flertal af vælgerne er ligeglade
med planens saglige indhold. Toppunktet blev nået, da Harald Børsting
forleden meddelte, at han i hvert
fald ikke havde 12 minutter. Det spolerede fuldstændig det muntre
budskab fra Helle og Villys forlovelsesfest: ”Har du 12 minutter, så
har vi en løsning.” Men vælgerne vil fortsat stemme som om den festlige
plan holder. Talemåden ’Du ved hvad du har, men du ved ikke, hvad du
får’ betyder i dag det modsatte af tidligere. Vælgerne bruger den i dag
som begrundelse for at foretrække det, ingen ved, hvad er. Gaddafi som taler [25/2,
26/2]
Selv meget kongetro må vist
indrømme, at der er meget mere drama over Gaddafi, når han taler, end
der er over dronning Margrethe, når hun f. eks. holder sin nytårstale.
Først var der iscenesættelsen i ruinerne af en gammel kaserne, hvor han
trådte frem i lysebrune gevandter, som om han var til casting i Star
Wars til rollen som The Emperor. Og ikke noget med nervøs famlen med
manuskriptet. Gaddafi taler i timevis uden manus eller teleprompter,
kun ganske lidt støttet af en såkaldt ”Grøn bog” fra sit yderst
omfattende forfatterskab. Men han behersker også helt korte former, som
da han i få sekunder talte under selvholdt paraply, mens han stak
overkroppen ud af døren i en kassebil. Senest talte han i telefon, mens
vi så en desorienteret studievært i billedet. Og ikke noget med
udspekulerede afslutninger. Talen sluttede med den dutten, der lyder,
når man lægger røret på. Dronningen behøver altså slet ikke sidde bag
et bord, når hun taler. Dog bør man nok fastholde afslutningen ’Gud
bevare Danmark’ frem for Gaddafis ’Jeg vil dø som martyr’. Vi er alle Blachman [24/2,
25/2]
Jazzmusikeren Thomas
Blachman har skabt sig en flot karriere som landets førende
sludrechatol. Iført skaldepande og sort tøj rabler han løs hver uge i
X-factor til stor fornøjelse for et millionpublikum. Under tydelig
påvirkning af sin egen uforståelige ordflom svinger han på få sekunder
fra ekstase til dyb fortvivlelse tilbage igen, altimens han udråber
deltagerne til genier eller kvaser dem. Og denne form uden indhold kan
jo bruges i alle programmer. Den er uafhængig af enhver dagsorden.
Forleden debatterede han kulturstøtte på højeste åndelige niveau med
kulturpersonligheder og Pia Kjærsgaard i DR2 Debatten. Hans sorte,
animerede talestrøm gjaldede som flotte trompetsoloer i den seriøse
debat. Snart vil Blachmans debatmusik være toneangivende i alle
debatter. Snart er vi alle Blachman. Gud eller amatørpolitiker?
[23/2, 24/2]
I aften skal Søren Pind,
ifølge Berlingske, duellere med juraprofessor Claus Haagen Jensen i DR2
Deadline. Pind har bl.a. karakteriseret professoren som ’en skændsel
for juraen’ og ’manisk presseliderlig’, så nu vil professoren have
æresoprejsning, og Pind har hyret en stjerneadvokat til sit forsvar.
Alle de mere end 2.000 ph.d.’ere, som vi årligt uddanner, bør studere
debatten grundigt. De kan jo ikke alle sammen blive
stjerneeliteforskere med egen rottestald i Spanien og kan så eventuelt
finde beskæftigelse som ekspert, der optræder i medierne. Der er hver
dag et meget stort behov for forskere, der forgræmmet forkynder verdens
undergang på grund af økonomien, fedmen, miljøet eller politikere, der
svarer udenom. Jo mere du jamrer, jo oftere kommer du i tv. Men sig
aldrig noget, som alt for klart kan bruges af den ene blok mod den
anden. For så degraderes du straks fra at være Guds stemme til bare at
være debatterende amatørpolitiker. Fodbold og politik [22/2,
23/2]
Vi ved jo godt alle sammen
inderst inde, at Chelsea selvfølgelig vinder over FCK. Men der er ikke
spor forretning i en selvopgivende attitude. Derfor gejles vi alle op
til at tro på sejren. Både fodboldklubben og pressen har brug for, at
vi alle tror på det umulige. Desuden har enhver dansker – bag al
national selvironi – en tro på, at vi egentlig er ret meget bedre end
resten af verden. Og vi har bevist det dengang i 1992, da vi vandt VM i
fodbold i Sverige. Vi er et folk skabt i billedet af Klodshans, som
scorer prinsessen, mens han rider på en ged og svinger med en død
krage. Men hvorfor kan medierne kun gejle os op til at tro på det
umulige, når det handler om fodbold? Også dansk politik kan i
øjeblikket virke så ubærlig forudsigelig, at spændingen går fløjten.
Tænk f.eks. på næste valg, hvor alle målinger efterhånden giver
oppositionen sejren. De politiske redaktioner må gøre
sportsjournalisterne kunsten efter og sørge for at lave forskræp til en
lige kamp, trods hårde odds. Brøl i EU [21/2, 22/2]
Krisen kradser, bare ikke i
EU-systemet. De 46.000 ansatte er røget op i løn med 4 procent. Hver
femte, dvs. 9.200 bureaukrater, har en årsløn, der er højere end
Løkkes. Og så skal Løkke jo betale høj dansk skat, hvor de EU-ansatte
klarer sig med
omkring 20 procent. Så Løkkes disponible indkomst svarer vel til lønnen
for en lavere kontormus i EU. Denne og andre absurditeter i EU er en
følge af, at der ikke er nogen EU-presse, der kan forfølge den
ansvarlige person. Claus Hjorth Frederiksen melder mandigt ud, at når
Danmark overtager formandsskabet næste år, så vil vi tage et opgør med
de skyhøje EU-lønninger. Og Morten Messerschmidt og Bendt Bendtsen vil
have EU-parlamentet til i samlet flok at presse på for mådehold. Godt
brølt, løver. Men ak, forgæves. Det eneste, der kan forhindre denne og
andre bureaukratiske galskaber, er, at man indretter systemet således,
at det er muligt for pressen at hænge den ansvarlige person ud. Når
sådan en ikke kan findes og ikke er på valg, bliver pressen helt
magtesløs, og så går det derefter. Undervurdér aldrig jurister
[18/2, 20/2]
Jurister priser ofte sig
selv for mere præcis sprogbrug og klar tankegang end andre. Men
virkeligheden tvinger af og til selv jurister til selvmodsigelser.
F.eks. udtrykket ’statsløs palæstinenser’. Hvis man er palæstinenser,
så er man vel ikke statsløs? Og hvis man er statsløs, så er man vel
hverken dansker eller palæstinenser? Et andet juridisk udtryk er det
lettere at forstå for almindelige mennesker. Det er ’tålt ophold’. Det
dækker én, som er udvist, men som ikke kan sendes hjem. Dette udtryk
giver god mening mange steder udenfor streng jura. F.eks. kan
parforhold, i perioder hvor man lige netop tåler den andens nærvær,
udmærket beskrives som ’tålt ophold’. Også når man venter i telefonkø
til mobiltelefonselskabet, mens man tvinges til at høre muzak, er man i
en tilstand som ikke kan kaldes andet end ’tålt ophold’. Undervurdér
aldrig juristers præcision og sans for paradokser. Og slet ikke når
juristen hedder Birthe Rønn Hornbech. Baskende ænder [18/2, 19/2]
Anders And har ikke fulgt
med tiden. Salget af historierne om den koleriske and dykker. Derfor
skal man nu til at føre elementer fra en genkendelig hverdag ind i
Anders Ands liv. Det er indlysende, at Andersines tre kusiner – Kylle,
Pylle og Rylle – bør have hovedroller i historierne. De er dukket alt
alt for sjældent op i bladet samtidig med, at deres virkelige modsvar:
Henriette Kjær, Gitte Seeberg og Lene Espersen har holdt befolkningen
tryllebundet med politisk rap i den daglige politiske føjleton. Ganske
vist er vælgerne samtidig flygtet fra dem. Men fordi vælgerne flygter
fra virkelighedens Kylle, Pylle og Rylle, så vil læserne da ikke flygte
fra Andersines kusiner. Tværtimod. Virkeligheden har klart bevist, at
når man har bare én af dem på forsiden, så har man en kioskbasker. Brækket genganger [17/2,
18/2]
Kulturminister Per Stig
Møller har brækket benet under havearbejde. Havearbejde? I
vinterferien? Mange kommentatorer lugter vist allerede lunten. Brækket
ben har jo tidligere givet gode resultater i dansk politik. I 1960
væltede SF ind i Folketinget, fordi Aksel Larsen med brækket ben talte
til landets seere fra en hospitalsseng. Skam over de mange, som troede
at de Konservative havde spillet alle sine kort. Ingen havde
forestillet sig, at partiets gamle kæmpe, Per Stig, ville ofre sit ene
ben for bedre opinionstal. Intellektuel som han er, har han
selvfølgelig lært af historien. Kun misundelse i Venstre kan afholde
Løkke fra at udskrive et hurtigt valg nu. Synkronsvømnings
bivirkninger [17/2, 18/2 med titlen ’Den kære leder’]
Selv BBCWorld’s
studievært smilede overbærende, da Nordkoreas diktator fyldte år. Og
illustrerede det med optagelser af lyksalige synkronsvømmere og andet
propagandamateriale. Kommunistiske diktatorer har altid kunnet noget
med vestlige medier. I modsætning til Hitler, som ingen finder spor
nuttet. Alle tv-stationer bekræfter således synkront, at den kære leder
er en ekstraordinær person, som vi alle bør kende i detaljer. Ud over
at herske og grundlægge en religion, så skriver han operaer, instruerer
musicals, spiller golf på eliteplan og har opfundet burgeren. Danske
skolelærere med disciplinære udfordringer kan her se, hvordan flere
tusinder mennesker faktisk godt kan lære at marchere i takt. Og
trøstespisende, overvægtige danskere med ondt af sig selv kan se, hvor
begejstret man kan se ud, selv om man sulter. Vidunderligt grimt sprog
[16/2, 17/2]
Forfatteren Ib Michael går
hårdt til anmelderne. De er ’inkompetente’ og ’skamløst optagede af at
promovere sig selv’. Og det er ikke kun ord det hele. Weekendavisens
Lars Bukdahl bliver lovet tørre tæsk, når Michael atter vender hjem fra
digterhytten i Thailand. Men hov, er det ikke samme Ib Michael, som
prækede god tone i udlændingedebatten, fordi slemt sprog så let kan
føre til mere vold? Måske skulle han tage sin egen medicin. Så er
anmeldere ikke inkompetente, men ’folk med et dejligt stort
indlæringspotentiale’. Og ’tørre tæsk’ hedder ’en åbenhjertig,
kammeratlig samtale’. Men pænt sprog giver ingen omtale, og de krimier,
som ligger i top på bestsellerlisterne, sprudler af mere og mere
udpenslet vold. Dette må Ib Michael nu have indset. Hans overfald på
anmelderne varsler derfor godt for, at hans næste bog også vil rumme al
den strid og vold, som får en bog til at ryge helt til tops. Forlaget
Gyldendal klapper allerede i hænderne og nægter at slette det
vidunderligt grimme sprog på deres hjemmeside. Glædelig piratjagt [15/2,
16/2]
Mange klager over, at
medierne altid fortæller negative historier. Derfor er der grund til at
glæde sig ekstra over den aktuelle historie om det gode skib ’Esbern
Snare’. Først glædede mandskabet sig over at fange 16 pirater. Dernæst
blev to befriede gisler fra Yemen lykkelige, da de kunne ringe og
fortælle deres kære, at de nu var befriede og i god behold. Så blev
piraterne glade, da de hverken blev hængt straks eller sat til havs i
en robåd med få fornødenheder, men blev sejlet sikkert helt hjem til
palmestranden. Også det overbelastede retssystem og fængselsvæsen er
glade for at slippe for besværet med en flok hærdede somaliske
kriminelle. Ja, selv vort lands mange sortseere og brokhoveder er jo
egentlig godt tilfredse over at skælde ud over, at operationen slet
ikke gav mening. Når alle rider på glædens bølge, giver alting mening. Politisk filmkorrektion
[14/2, 15/2]
Niels Arden Oplevs film
'Mænd, der hader kvinder' har vundet den britiske Oscar - en Bafta -
som bedste ikke-engelsksprogede film. Det gør det ekstra nødvendigt at
råbe vagt i gevær om, hvor politisk ukorrekt denne historie om Lisbeth
Sallander er. Pippi Langstrømpe er allerede blevet korrigeret. Pippis
far var oprindeligt negerkonge. Men i de senere svenske bogudgaver er
faren blevet forfremmet til ’hersker af kurrekurredutterne’. Og Pippi
huserer endda kun i børneværelser. Sallander raserer over hele verden i
alle medier. Og for hver pris og udmærkelse hun får, besudler hun endnu
flere. Hun må omgående stoppe med at begå selvtægt, mishandle folk, hun
ikke kan lide, vise slibrige videoer med sig selv, og hacke sig ind på
alle mulige hjemmesider uden lovlig hjemmel. Også hendes ofte meget
grimme og provokerende sprogtone bør mildnes. ’Mishandling’ bør rettes
til ’genopdragelse’, ’hacking’ til ’informationssøgning’, ’fuck’ til
’elsk’. Og så videre. Denne film bør altså genindspilles. Muhammed i Vejen [11/2, 14/2]
En gruppe på cirka 60
borgere i Vejen er rasende over et forslag om at opføre et højhus i
byen med en stor tegning af en trold, der vejrer kristenkød, på
facaden. Det er bl.a. folk fra Indre Mission, som har gjort
lidenskabelig indsigelse. Historien bringes i mange danske medier. Og
med foto af trolden i fuld figur. Hvor er det dejligt at leve i et
land, hvor vi alle sammen kan le overbærende ad gode, troende folk, som
bliver krænkede langt ind i deres religiøse sjæl over en tegning af en
trold. Danske medier og alle danske mænd og kvinder har fuld tillid
til, at disse dybt krænkede folk fra Indre Mission aldrig kunne finde
på at lave optøjer, afbrænde ambassader og true landsbrugseksporten. Jakkesættenes glæder [11/2,
13/2]
Det bliver mere og mere
nødvendigt at kunne skelne i politik. Ikke mindst inden for det
erotiske område. Tidligere præsident Clinton var jo nødt til at skelne
mellem ’sexual relationship’, som betød ’ordinært samleje’ og så
oralsex. Nu har Silvio Berlusconi overgået denne distinktion med en
skelnen mellem sex, som han har i embeds medfør, og så anden sex. Denne
skelnen er nødvendig for at undgå at blive retsforfulgt for at have
haft sex med en mindreårig prostitueret. Når det er sket som
premierminister, kan han nemlig ikke retsforfølges i det almindelige
retssystem. Meget tyder på, at danske toppolitikere er langt bagefter
med at skelne. Man lader sig alt for let slå ud af medier, som
sammenblander privatpersonen med den politiker, de også er. Bare de –
som den italienske premierminister må formodes at gøre – beholder
politikeruniformen på under akten, så er der ikke noget at komme efter. Placeboforskning [11/2, 12/2]
Stein Bagger-sagen ramte
dansk erhvervsliv hårdt på renommeet og selvforståelsen. Peter
Brixtofte-sagen spolerede mange politikeres drømme om, at danske
kommuner kunne drives på en helt anderledes måde. Og nu laver Milena
Penkowa-sagen ravage i den videnskabelige verden. Alle tre sager
handler om personer, som er eminent dygtige til at skabe livagtige
illusioner og fortrylle udvalgte betydningsfulde personer. Men måske
rammer Penkowa-sagen hårdest, fordi hele lægevidenskaben er lagt an på
at skille placebomedicin, dvs. ”melpiller”, fra rigtig, effektiv
medicin med dokumenterede effekter. Sagen har vist, hvor stærkt
placebomedicin virker, selv når den indtages af nogle af dansk medicins
hårdeste drenge og piger: placeborotter, placebodokumenter og
placeboeliteforskerpriser. Heldigvis var der en journalist ved
Weekendavisen, som viste sig ikke at være spor placebo. Derfor kæmper
mange nu med de alvorlige bivirkninger af den placebomedicin, de har
indtaget. Stik mod det, der ellers altid har været god latin på
bjerget: at placebomedicin var helt uden bivirkninger. Regeringen bør kede mere
[10/2, 11/2]
Integrationsminister Birthe
Rønn Hornbech var i samråd, fordi nogle statsløse unge palæstinensere
ikke har fået dansk statsborgerskab. ’Det er begået fejl, og det er jeg
ked af. Jeg vil gerne undskylde, at det er sket’, forklarede ministeren
i udvalget. Og så var der egentlig ikke mere at sige om den sag, mente
Rønn. Men oppositionsmedlemmer i udvalget spurgte respektløst igen og
igen. Og da ministeren dampende af utålmodighed og irritation slukkede
for sin mikrofon, fik tv gode billeder og en letfattelig tophistorie om
en smækfornærmet minister med pelskrave, som arrogant nægter at svare
et højtæret folkevalgt udvalg. Regeringen bør på sit næste seminar
indkalde en ekspert, der kan give Rønn og andre ministre et intensivt
lynkursus i at være kedelige. Det er urimeligt, at Helle og Villy bare
får lov at stå og score stemmerne i kulissen, når det er regeringen,
der knokler med at underholde os alle sammen frem mod valget. Ingen hjemme [9/2, 10/2]
Flere journalister har været
ude ved den tidligere Amagerbank-direktør, Jørgen Brændstrups bolig på
Frederiksberg for at få svar på, hvordan han bar sig ad med at køre
banken i sænk. Men han er ikke hjemme. Nej, naturligvis ikke. Bare
minimal omtanke hos journalisterne kunne have sparet dem turen. Alle
ved jo, at Amagerbanken kun med nød og næppe fik lov at beholde
bankdirektøren og hans direktion i så mange år, fordi de fik en løn,
som var omkring det dobbelte af, hvad direktører i langt større danske
banker tjener. Ellers var de for længst blevet headhuntet af store
udenlandske bankkoncerner. Men efter Amagerbanken så alligevel måtte
slippe dem med et stort gyldent håndtryk, boltrer de sig naturligvis nu
ude i verden med helt anderledes lønninger og bonusser. Hvor svært kan
det være at regne det ud? Politiets sprogfilter [9/2,
10/2]
Det er almindeligt at håne
det offentlige for sprog, som borgerne ikke helt forstår. Et menneske,
som er blevet slået ned og alvorligt mishandlet, kalder politiet bare
’den forurettede’. Pyha, tænker almindelige mennesker lettede, så kan
det ikke være så slemt. ’Forurettet’ betyder jo bare, at ofret surmuler
lidt. Ved tragedien i Birkerød, hvor 3 børn myrdes af deres far,
fortæller politiet til tekst-tv, at de blev kontaktet af ’en kvindelig
anmelder’. Det viser sig så at være moderen, som politiet fortæller
’udtrykker bekymring og forundring over den henvendelse, som hun får
fra manden.’ Kritikere af det offentliges sprog har travlt med, at alt
skal være konkret og klart. Men det kan virke beroligende på mange, når
politiet automatisk afdramatiserer en ubærlig virkelighed med sit
klodsede bureaukratsprog. DRs nye tårnfyr [8/2, 9/2]
DR’s nye generaldirektør er
en helt anonym, men flittig og kompetent djøffer, Maria Rørbye Rønn.
Man har efterlyst karisma og udadrettet power hos hende. Skudt forbi.
Det er helt misforstået at kræve karisma af en moderne offentlig leder.
Kun ministre har egentlig brug for karisma, så de kan tryllebinde
vælgerne, men de fleste prøver jo at fægte sig igennem uden. En
offentlig leder helt uden karisma fristes aldrig til at stå frem med
smarte bemærkninger, som vækker opsigt, og som derfor får pressen og
politikerne til at blande sig med uoverskuelige konsekvenser til følge.
Og da både nyhedsdirektøren Ulrik Haagerup og Kulturdirektør Morten
Hesseldahl er typer, som ind imellem kan komme til at sige
opsigtsvækkende ting, så er det ekstra vigtigt, at generaldirektøren
altid så søvndyssende som muligt kan gå ud og sige: 1) at formalia er
overholdt, 2) at alle udfylder deres formelle rolle, som de skal, og 3)
at den officielle politik også er den reelle. Her er Rønn allerede godt
begyndt, og godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Kirken bør lovprise
bamsetroen [7/2, 8/2 med titlen ’Priset være bamsetroen’]
I Snekkersten har sognepræst
Kirsten Knutzon efterhånden døbt 80 dukker og bamser i sin kirke. Nu
har biskop Lise-Lotte Rebel bedt hende om en redegørelse. Men hvad er
problemet? Enhver, der har eller har haft en rigtig kær bamse, tvivler
ikke på, at bamser
har en ægte sjæl. Det er jo derfor, man elsker dem. Min bamse hed
Charles, og jeg vil aldrig kunne betale al den trøst og glæde tilbage,
som han gav mig. Desværre var bamsedåb ikke blandt kirkens
servicetilbud dengang. Det var i øvrigt samme biskop, som for nogle år
forsøgte at kalde pastor Grosbøll til orden, da han sagde, at han ikke
troede på Gud. Biskoppen bør lovprise, at vi i en tid, hvor selv
præster tvivler, er flere og flere, der tror på vores bamser. Send flere studieværter, 7/2
Både statsministeren og
udenrigsministeren støtter demokrati i Egypten. Og
skyggeudenrigsminister Søvndal har direkte krævet det. Hertil kommer at
flere af dansk presses korrespondenter i Cairo er blevet ramt af sten
og slået med køller. Men det som gør mest indtryk, er strømmen af
studieværter, som er draget til byen og under store vanskeligheder har
sendt fra hotelbalkoner med byens lys i baggrunden. Først TV2’s Natasja
Crone helt bleg uden sminke. Derefter TV-Avisens Kim Bildsøe Lassen i
åbentstående skjorte uden jakke. Sidst Adam Holm fra DR2 Deadline, som
måtte nøjes med at sende knasende lyd hjem fra en mobiltelefon, som
havde været beslaglagt af bøller. Hvis der ikke kommer demokrati i
Egypten nu, så er det i hvert fald ikke Danmarks skyld. Når et land
sender sine studieværter til slagmarken, kan ingen kræve mere. Kroppenes valgkamp, 6/2
Al erfaring viser, at folk
erobrer magten som tynde, men forlader den som fede. Magt feder simpelt
hen. Også her var Fogh enestående. Selv efter mange år som
statsminister lignede han stadig en vellykket slankekur. Desværre
ligner Løkke en mislykket slankekur. Han cykler ganske vist til Paris
en gang årligt i stramt trikot, men lige meget hjælper det. Hvordan
skal hele landet kunne underkaste sig en hård, økonomisk slankekur
under en mand, som ikke har disciplin til at gennemføre en almindelig
slankekur? Hvis Løkke skal bevare magten, så må Solrún altså i gang med
at fodre ham med noget andet end frikadeller med fed sovs. Så tynd som
Helle bliver han nok aldrig, men mindre kan også gøre det. Rotter er ikke bare rotter,
5/2
TV-optagelser på YouTube
viser fritløbende rotter ved premierministerens bolig Downing Street 10
i London. Kan det mon være nogen af de 784 rotter, som er sporløst
forsvundet fra en elitehjerneforskers meget omtalte forskningsprojekt
på Københavns Universitet? Nej, det kan det ikke. Rotterne i Downing
Street er nemlig almindelige grå rotter. Dem fra forskningsprojektet
var hvide forsøgsrotter. Så vidt vides, for egentlig ved man ikke med
sikkerhed, hvor mange af disse forsøgsrotter der nogensinde har
eksisteret. Og hvis de ikke har eksisteret, så kan de naturligvis slet
ikke være set i London. Og så alligevel. For disse forsøgsrotter har
gennem flere år udvist en overraskende evne til at dukke op og
forsvinde i forskellige former. Så det kan altså godt være dem, der nu
spæner rundt i London. Det Kongelige Teater, 3/2
Hvis udviklingen i Det
Kongelige Teaters økonomi fortsætter, så går hele bevillingen på den
halve mia årligt snart alt sammen til skatter og vedligeholdelse. Et
par kustoder kan så give omvisninger til turister på de tomme, men
velholdte scener. Men komedien dør jo ikke. Tværtimod. Ludvig Holberg
kunne ikke have udtænkt en mere overstadig komedie end den, der dagligt
opføres i landets medier. Kommentatorer overgår ubesværet Den politiske Kandestøber. Også Erasmus Montanus spiller for fulde huse,
når LOs Harald Børsting overtrumfer Per Degns ’Jorden er flak’ med ’Jeg
vil skide på hvad lægerne siger. De har heller aldrig prøvet at
arbejde’. Selv Jeppe på Bjerget
blegner jo ved siden af politikere, som prøver at ligge i baronens
seng, inden de ryger
retur til møddingen og får af krabasken. Teatret bør nok helt opgive
komedien og satse på balletten. Og det kan ikke gå hurtigt nok. TVs
nyhedsværter har længe både vist ben og går meget rundt under
udsendelserne. Den dag nærmer sig, hvor de også tager dansen op. Ufinansierede
skattelettelser, 2/2
Mange menige i S-SF’s
bagland har svært ved at sige ’ufinansierede skattelettelser’ igen og
igen. Det går ligesom med børneremsen ’stakit, station, kasket’, som er
umulig at sige igen og igen uden utilsigtede sammenblandinger af
stavelser. Det kan så blive forvansket til ’finansierede
U-skattelettelser’, ’ulettede finansskatter’ og sågar ’skattelettede
ufinanser’. En anonym kilde i en vælgerforening fortæller, at efter en
lang aften med træning i at sige de to lange ord igen og igen kan
partimedlemmer helt miste hovedet og rable de værste ting af sig. Flere
medlemmer har derfor fået forbud mod at deltage i træningsaftnerne,
fordi deres tunger bliver ved med sige ’lettede skattefinanser’ –
fuldstændig som om de kom fra de Konservative. 1/2: Finsk råbekor, 1/2
Dansk politik er en succes
hos vælgerne. Ikke mindst takket være TV’s store indsats med at servere
svært stof i kendte former. I TV 2 Mogensen & Kristiansen
forklares politik ved hjælp af en duel mellem to stand up-komikere. I
TV 2 Tirsdagsanalysen forsøger to mandlige charmetrolde at score den
lækre studievært Lotte Mejlhede ved at overgå hinanden med geniale
politiske analyser. Jersild Live på DR 1 er jo i virkeligheden
forældredag på skolen, hvor en yderst flink overlærer overhører
klassens to dygtigste elever til alles fryd. Til gengæld er Debatten på
DR 2 med Clement Kjærsgaard nok det mest eksperimenterende vi har set
længe inden for formidling af dansk politik: Finsk råbekor udsat for
afbrydelser og mundhuggeri. Man kan kun gisne om, hvad fremtiden vil
bringe. Selv om man tror på værdien af det nordiske, kulturelle
samarbejde, har man lov at håbe, at udviklingen af danske politiske
TV-formater ikke stopper med finsk råbekor. 30/1: Tomhed efter afgang, søn 30/1
Når en farverig, måske endog
skandaleramt person forlader den politiske skueplads opstår der et
stort tomrum i komedien. Politiske satiretegnere og kommentatorer
sidder tilbage med tomme blikke. De længes tilbage til den kære figur
som altid kunne give inspiration. Mens de mismodigt gransker
mulighederne i den ansigtsløse erstatning som nogen har fundet frem fra
partiets gruppeværelse. På vegne af Groft Sagt
vil jeg gerne udtrykke min støtte og sympati med denne miskendte gruppe
af skandalens ofre. Fortvivl ikke. Hav fuld tillid til fremtiden, selv
om tabet lige nu føles uerstatteligt. Dansk politik har aldrig svigtet
sine politiske kommentatorer og satiretegnere, og vil heller ikke gøre
det i fremtiden. 29/1: Penge bør lugte, lør 29/1
I middelalderen drøftede man
bl.a., hvormange engle der kunne danse på et knappenålshoved. Men det
er det rene vand ved siden af de intellektuelle udfordringer i dagens
danske politik. Helle Thorning-Schmidt kræver, at vælgerne skal kende
forskel på Foghs kontraktpolitik og hendes løftepolitik. I forslaget
til ny offentlighedslov skal vælgerne kunne se forskel på, hvornår en
spindoktors råd er til ministeren, og hvornår de er til
partipolitikeren. Men dette er det rene barnemælk i forhold til de
seneste krav om at kunne skelne rørelser i landets pengestrømme.
Pengene til de skattelettelser, som de Konservative vil give, skal
nemlig ikke komme fra den efterløn, som regeringen foreslår fjernet. Og
nu kræver oppositionen penge, som er indbetalt til efterløn før 1999
udbetalt, selv om de indgik i a-kassekontingentet. Heldigvis ligger
hjælpen snublende nær: Folketinget bør indføre en regel om, at penge
skal lugte. Også selv om det ikke løser alle problemer. 28/1: Villys parforhold 2, fre 28/1
Verden er indviklet nok i
sig selv. Der er overhovedet ingen grund til at gøre den mere indviklet
end den er. Det gælder også forholdene i dansk politik. Derfor vil jeg
straks tilbagetrække en alvorlig forvikling jeg begik i går. Jeg skrev
at Villys partner de store annoncer var Søren Gade. Flere af denne
spaltes læsere har sikkert ment at denne pointe var usædvanlig svær at
begribe. Hvad skulle den tidligere forsvarsminister fra Venstre dog i
en annonce fra SF? Godt spurgt! Villys partner er selvfølgelig Steen
Gade, som er SF’s miljøordfører. Nok skal der begås grovheder på denne
plads, men her gik grænsen altså. Undskyld til alle tre. 27/1: Villys parforhold, tors 27/1
Nu troede man lige, at Villy
havde fundet sin advokatsekretær Helle. De så faktisk så lykkelige ud
sammen, når de dukkede op overalt i gadebilledet. Og det er jo før set,
at umage par kan have et langt lykkeligt liv sammen trods omgivelsernes
skepsis. Men hvorfor optræder Villy så nu pludselig i store annoncer
sammen med en småsur mand med mørke skægstubbe, som hedder Søren Gade?
Og så under overskriften ’Sammen kommer vi videre’? Det mest
sandsynlige svar er, at Villy efter sin affære med advokatsekretæren nu
er vendt tilbage til sin gamle, faste partner, og at de nu står frem og
forklarer os alle sammen, hvordan de kommer videre trods sidespringet.
Som der står på en netside for utro par: Når man er kommet sig over
chokket, har grædt, skældt ud, spurgt hvorfor 1000 gange, skal man jo
videre. 27/1: Botox for sig og rynker for
sig,
tors 27/1
Det var Viggo Hørup, der
begyndte med at sige overskæg for sig og snot for sig. Det
var helt tilbage i 1891 i en grundlovstale. Og vendingen er blevet en
stor succes i det danske sprog. Ofte bruges den dog i en forsimplet
udgave: skille skæg fra snot. Men tiden er løbet fra talemåden. Snot er
stadig almindeligt, men det er overskæg ikke. Ikke en eneste
folketingskandidat med respekt for sin karriere ville i dag vove at
anlægge overskæg. Hertil kommer, at kun mænd normalt har de hormonale
forudsætninger for at anlægge overskæg. Der er derfor flere gode grunde
til at udskifte denne forældede talemåde med en, der langt bedre svarer
til vores tid. Mit forslag er ’Botox for sig og rynker for sig’. 26/1: Den grønne ridder, ons 26/1
I én af Monty Pythons film
optræder en sort ridder, som kæmper videre, selv om han efterhånden får
hugget alle lemmer af. Men for hvert mistet lem ægger han endnu mere
heroisk sine modstandere til fortsat kamp. Nu har de Konservative
leveret dansk politiks svar på denne gribende figur. Nemlig i form af
politisk ordfører og gruppeformand Henriette Kjær. Gennem en række
sager om alvorligt rod i privatøkonomien er ordføreren efterhånden
blevet helt amputeret for enhver mulighed for at bekæmpe modstanderne.
Men det giver kun denne gæve konservative frontkæmper endnu mere
kampgeist. Der er ingen tvivl om, at denne grønne ridder søger at
overgå Monty Pythons sorte ridder, som modstanderne måtte opgive, da
der ikke var flere lemmer at hugge af. Stående som blodstænkt sort
metaltorso direkte på skovbunden råbte ridderen triumferende sine
sejrsråb efter de flygtende modstandere. Endnu et eksempel på at
fiktionen ofte er langt forud for virkeligheden. 27/1: Godhedens udfordringer
[27/1]
Det er ofte umuligt for
godgørende organisationer at sikre at hjælpen når dem, der trænger
allermest. Midt i selv den allerstørste elendighed sidder der tit
nogen, der kun tænker på at skrabe til sig. Røde Kors har således
ambulancer stående på Haiti. Ubeskæftigede, fordi de lokale
bureaukrater ikke har fået den bestikkelse, de kræver for at give
ambulancerne lov at operere i området. Den Globale Fond til Bekæmpelse
af AIDS, Tuberkulose og Malaria, der er finansieret af verdens rige
lande og promoveret af berømtheder som Bill Gates og rocksangeren Bono,
er plaget af korruption og svindel. Det sker at to tredjedele af en
bevilling går til bestikkelse. Og medicin stjæles og sælges på det
kommercielle marked. Men der er også lyspunkter: Danmark har lige sendt
80 millioner retur til EU, fordi reglerne er så indviklede at danske
landmænd ikke tør søge disse EU-midler af frygt for konsekvenserne.
Hvis bare resten af verden var ligesom Danmark, så ville det være
lettere at være god, men sværere at slippe af med pengene. 24/1: Manipulationstaxator
[24/1]
Den religiøse debat i vores
land er meget intens i disse år. Men også blandt forskere og lærde
møder man ret ofte en stærk tro på en højere virkelighed. F.eks.
skriver Oluf Jørgensen som er forskningschef på Danmarks Medie- og
Journalisthøjskole i en kronik at reglerne om kildebestyttelse bør
ændres. Når en kilde er whistleblower, så skal den beskyttes som
hidtil. Men når en kilde manipulerer med journalisterne, så bør den
ikke have krav på beskyttelse mod at få sit navn offentliggjort. Ideen
er sådan set genial nok. Der er bare problemet med hvem der objektivt
skal afgøre om noget er manipulation eller ej? Ingen politiker eller
kilde finder sig i en anklage for at manipulere. Skal man have en
autoriseret manipulationstaxator rendende rundt på gangene på
Christiansborg og kontrollere enhver læk fra gruppeværelserne inden
journalisterne skriver? I givet fald må vedkommende beskyttes af
ærkeengle, rødgardister og lignende for at overleve bare få dage. Men
det er værd at prøve, ikke mindst for underholdningens skyld. 21/1: Kammertonen, tak
[21/1]
I retssagen mod øksemanden
er det fremgået at øksemanden inde i stuen hos tegneren skulle have
sagt: ”Nu skal du dø.” Det kan være svært at holde
en god tone i debatten når følelserne er stærke. Men netop når
følelserne er stærke kan det have ekstra stor betydning at tale pænt
for at undgå had, vold og lignende. I retssagen mod øksemanden er det
fremgået at øksemanden inde i stuen hos tegneren skulle have sagt: ”Nu
skal du dø.” Her ville det have været bedre tone at sige: ”Forbered dig
på muligheden af at gå bort.” I retssalen har Kurt Westergaard sagt til
øksemanden: ”Du er en fej lille løgnhals.” Her ville det give en bedre
tone at sige: ”Jeg kan ikke acceptere din etiske kodeks”. Selv om det
kan være svært altid at holde den gode tone, så bør vi alle gøre os
umage for at undgå det, der er værre. Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk |
|
|
|
|
|
|
|
|
