|
|
|
|
|
|
|
|
|
Skandalen om Vestager [30/12, 31/12]Her ved årsskiftet overgår medierne hinanden ved at holde parade over 2013s største politiker-skandaler. Og der er skandaler, sjusk og fejl overalt. Men tilsyneladende er Margrethe Vestager (R) ren. Alle kommentatorer beundrer hende. Her er en politiker, som er inde i selv den mest indviklede substans, og som kan tale om den på engelsk. Hun kan også skrive fyndige tweets, så der kommer en hel bog ud af det. Og score medieopmærksomhed, f.eks. for et par uger siden med forslaget om, at ydelser til ældre bør indtægtsreguleres. Og så kører hun med sin lille folketingsgruppe bag sig hele regeringen. Sjældent har en politiker fået så meget igennem med så få mandater og været så næsegrus beundret af alle kommentatorer. Men den hårde kendsgerning er, at Rs opinionstal igennem hele 2013 er dalet støt. Det er en skandale, at radikale vælgere ikke er i ekstase over en magtfuld, begavet radikal leder, som fører radikal politik til alle kommentatorers jubel. Radikale vælgere må have en skrue løs, for ellers har alle landets kommentatorer helt misforstået, hvad politik egentlig handler om. ELs svendeprøve [27/12, 29/12]Enhedslisten har hævnet sig på regeringen over finanslovforliget med de blå ved at fælde justitsministeren. Og med professionel omhu har EL fremhævet, at justitsministeren mistede deres tillid, fordi han aktivt havde opbygget en løgn. Hvorimod socialminister Vilhelmsen (SF) af vanvare var kommet til at sige en usandhed, og derfor kunne nøjes med en næse + en advokatundersøgelse. Men meget tyder på, at EL har undervurderet amatørismen hos Vilhelmsen og Huset Zornig. I Jyllands-Posten mandag gik Huset Zornig ud og dokumenterede, at der har været tæt samarbejde med ministeriet om millionen længe inden opslaget. Det strider lodret mod Vilhelmsens forsikringer i samrådet forleden om, at midlerne ”blev fordelt efter fuldstændigt lige vilkår.” I juledagene afparerede ELs socialordfører Finn Sørensen med skildpaddeansigt mordlystne medier ved at henvise til advokatundersøgelsen, som ventes færdig til maj. Til den tid vil amatørerne Vilhelmsen og Huset Zornig have forkludret sagen så forbistret, at det bliver en retorisk svendeprøve for ELs professionelle ordkløvere at redde regeringen. Mere selfie, Løkke! [27/12, 28/12]Man
må spørge, om manden, som så tydeligt gerne vil være vores næste
statsminister, overhovedet har fattet, hvad politik går ud på i dag. Al respekt for Lars Løkke Rasmussen. Men man må spørge, om manden, som så tydeligt gerne vil være vores næste statsminister, overhovedet har fattet, hvad politik går ud på i dag. Ifølge forsiden af Ekstra Bladet forleden har Løkke igen haft et kolerisk anfald. Denne gang under optagelsen af en af TV-stationernes festlige årskavalkader, hvor han nægtede at svare på spørgsmål om GGGI-flyrejserne. Så han røg ud af showet. Til gengæld blev der så meget mere plads i kavalkaderne til vores nuværende statsminister, som stolt og til studieværternes begejstring fortæller detaljeret om sin verdensberømte ”selfie” med præsident Obama og premierminister Cameron. Ligesom fodboldlandsholdet i 1992 vandt EM nærmest ved en tilfældighed og betog verden med sin kække og charmerende spillestil, således satte Helle sig tilfældigvis ved siden af Obama og betog verdens mægtigste mænd og medier med charme, udslået hår og mobiltelefon. Og ingen kavalkadestudievært gider ødelægge denne kernedanske Klods Hans-historie med pinlige spørgsmål om løftebrud, vælgerflugt og ministerskandaler. Mere selfie, Løkke! De røvrendte æres [26/12, 27/12]Dansk
politik er reduceret til en absurditet i denne regeringsperiode, fordi
enhver påvisning af, at en minister har sjoflet en gruppe godtroende
borgere med skamløse løftebrud, besvares med ekstra hede
kærlighedserklæringer til samme gruppe røvrendte borgere Tænketanken Cepos har afsløret, at regeringen har sendt en masse lovforslag i høring med en uanstændig kort høringsfrist. Og det til trods for, at Margrethe Vestager (R) i opposition beskyldte Løkke-regeringen for at udøve ”magtarrogance”, der ”tangerer Berlusconi”, fordi høringsfristerne var for korte. Men dette løftebrud gør ikke Vestager spor flov. Tværtimod. Med den sædvanlige radikale blanding af arrogance, frækhed og storhedsvanvid udtaler Vestager: ”Det er faktisk noget, vi tager alvorligt, fordi vi har respekt for, at de mennesker, der sidder derude og afgiver høringssvar, gerne vil have tid til at læse lovgivningen igennem.” Regeringens løftebrud er slemme i sig selv. En grovhed mod enhver, der tror på demokratiet. Men det, som virkelig reducerer dansk politik til en absurditet i denne regeringsperiode, er, at enhver påvisning af, at en minister har sjoflet en gruppe godtroende borgere med skamløse løftebrud, besvares med ekstra hede kærlighedserklæringer til samme gruppe røvrendte borgere. I takt med skuffelserne øges regeringens hykleriske lovprisninger af de skuffede. Overvåg Lykketoft! [23/12, 26/12]Enhver
effektiv forebyggelse af dette lands fremtidige skandaler begynder med
intensiv overvågning af, hvad Mogens Lykketoft siger god for. Enhver skandale begynder med en dumhed, som ingen bemærkede, mens den skete, men som alle senere kunne se, aldrig burde være begået. Derfor skal vi stoppe dumhederne, allerede inden de begås. Således den dumhed at lade et kinesisk IT-firma, Huawei, opbygge, drive og overvåge TDCs nye 4G-mobilnetværk. Ganske vist siger Forsvarets Efterretningstjeneste god for det, men USA advarer om, at Huawei er så sammenspist med Kinas kommunistiske styre, at man må frygte, at det bliver brugt til spionage. Og efterretningstjenesten i Storbritanien har netop indrømmet, at de ikke kan kontrollere Huaweis gerninger i landet. Men det afgørende er, at Politiken, som bringer historien, samtidig bringer et beroligende interview med Mogens Lykketoft. Det var ham, der som finansminister skabte IC4-skandalen ved en sen nattetime i en finanslovsforhandling i 1999 at indgå et kompromis med EL og SF, som medførte udskydelse af en planlagt elektrificering af vores jernbanenet. Enhver effektiv forebyggelse af dette lands fremtidige skandaler begynder med intensiv overvågning af, hvad Mogens Lykketoft siger god for. Litterært tyveri hævnet [23/12, 25/12]Hedegaard
bør kaste et stort sort klæde over sig, skære en revne foran til øjnene
og tale med fistelstemme som kvinderne i Monty Python. Så kan han træde
frem i danske medier som Hassans undertrykte muslimske kusine, sige
hvad han altid har sagt og få stor succes. Omsider. Lars Hedegaard og Yahya Hassan siger det samme om islam, ghettoer og indvandrere fra arabiske lande. Men Hedegaard har sagt det meget længere end debutanten Hassan. Begge er under PETs beskyttelse. Men Hedegaard må i uhonorerede debatindlæg forsøge at råbe offentligheden op fra sit hemmelige PET-skjul, mens Hassan skovler penge ind på sine foredrag og sin storsælgende digtsamling, som rummer alle Hedegaards tanker. ”Jeg har den forkerte afstamning og hudfarve og hedder Lars,” konstaterer Hedegaard opgivende forleden i Berlingske. Rigtigt, og derfor bør der handles! Hedegaard bør kaste et stort sort klæde over sig, skære en revne foran til øjnene og tale med fistelstemme som kvinderne i Monty Python. Så kan han træde frem i danske medier som Hassans undertrykte muslimske kusine, der gør oprør mod indvandrerghettoens kvindeundertrykkelse, snyd med social bistand og vold. Som Hassans tilhyllede kusine kan Hedegaard så bare sige alt det, han altid har sagt, men han vil nu få flere forsider på Politikens 2. sektion. Verden er uretfærdig; derfor må man være snedig. Og hævnen vil være fortjent. Molboernes martyr [23/12, 24/12]Det
var for at undgå molboernes tåbelige fejl med at trampe rundt i
kornmarken efter en stork, at PET var imod, at Retsudvalget besøgte
Christiania. Alle kender molbohistorien ”Storken i kornmarken”, hvor otte mand bar hyrden rundt i kornmarken på et markled, så han kunne jage storken væk. Nu fremgår det så af Berlingske lørdag, at det var for at undgå molboernes tåbelige fejl, at PET var imod, at Retsudvalget besøgte Christiania. PET-livvagterne kunne sagtens beskytte Pia Kjærsgaard. Men udvalgets almindelige medlemmer skulle beskyttes af det ordinære politi. Og når Københavns Politi møder talrigt frem på Christiania, så provokerer det christianitterne til stenkast. Og så ville Retsudvalgets medlemmer være i fare. Enhver kan se, at retsudvalgets medlemmer er demokratiets kornmark, der skal beskyttes mod den hærgende stork, som er christianianitterne. Københavns Politi er de otte molboer, som bar det markled, hvorpå hyrden, Pia Kjærsgaard, sad. De mange efterkommere af molboer i politiet ved fra deres historie, at det eneste fornuftige er at lade storken vandre uforstyrret i kornet. Og de er blevet støttet af jyden Morten Bødskov. Og det kostede ham ministerjobbet. Således fik molbohistorien om storken sig en passende martyr. Tak, Möger [20/12, 21/12]Hvis
Thor Möger Petersen ikke havde nedsat skattesagskommissionen, så havde
den danske befolkning for længst glemt, hvordan statsministeren med
hjælp fra systemet omhyggeligt undgik, at gemalen skulle betale skat. Efter sin sidste afhøring i skattesagskommissionen kan den hjemsendte departementschef Peter Loft omsider tale ligeud om det væsentlige. Nemlig at den ni siders sagsafgørelse om Kinnocks skattepligt manglede væsentlige argumenter. Og at han ikke er i tvivl om, at Kinnock havde været skattepligtig, hvis man ikke under sagsbehandlingen uden argumentation havde ændret reglerne for den slags sager. Med autoriteten fra hele sin skatteekspertise og bureaukratiske erfaring fortæller Loft altså historien om et statsministerpar, som gjorde alt for at slippe billigt i skat, og som fik hjælp fra sympatisører i systemet. Der er sagt meget ilde om den nu glemte Thor Möger Petersen, som efter en kort, hektisk karriere som SF-strateg, skatteminister og TV-studievært nu er menigt medlem af S. Men hvis Möger ikke havde nedsat kommissionen og hjemsendt Loft, så havde Loft aldrig fortalt ligeud til den danske offentlighed, hvordan sagen hang sammen. Og så havde den danske befolkning for længst glemt, hvordan statsministeren med hjælp fra systemet omhyggeligt undgik, at gemalen skulle betale skat. Penduldigter [18/12, 20/12]Forfatteren
Stig Dalager går altid foran alle med tidsåndens mest korrekte meninger Forfatteren Stig Dalager gik i 2005 foran ved at samle 12 fremtrædende forfattere bag et manifest med protest mod ”tonen” i indvandringsdebatten. Nu fik han så søndag hele Jyllands-Postens forside til et budskab om, at venstrefløjen bør droppe ”berøringsangsten” over for problemer i indvandrermiljøer. Han mener, at der skal sættes klarere grænser for indvandrere, der bryder danske regler og normer. Bl.a. mener han, at de sociale ydelser burde være taget fra digteren Yahya Hassans far. Man kan ikke andet end beundre Stig Dalagers veludviklede sans for tidsåndens dialektiske bevægelser. Folk, som altid mener det samme, vil altid halse håbløst efter en Dalager, som har fattet Hegels (1770-1831) filosofi om, at der efter enhver begivenhed (tese) kommer en antibegivenhed (antitese), som skaber en spænding, som resulterer i en syntese, hvor tese og antitese er forenet i noget højere. Således drives verdenshistorien fremad. Hvad Hegel ikke kunne vide, var at denne højere enhed, som fremkom, var forfatteren Stig Dalager, som altid går foran alle med tidsåndens mest korrekte meninger. Oppositionskuller [13/12, 15/12]Lad
os få det valg, før Barfoeds og Løkkes løjtnanter driver os alle til
vanvid med deres oppositionskuller Enhver kan se på Løkke (V) og Barfoed (K), at det er hårdt at vente på at komme i regering. Men det er endnu værre for folkene under dem. Tag nu f.eks. Brian Mikkelsen (K). Mens alle fokuserer på Barfoeds pinsler, så er Brian sunket hen i glemsel. Når han så endelig kæmper sig frem til overfladen, som torsdag i DR2 Debatten, så står han med et patroniserende, idiotisk smil og belærer – i modstrid med alle ordbøger – Pernille Skipper (EL) om, at det at tale usandt (= Annette Vilhelmsen) og at lyve (= Morten Bødskov) er det samme. Det slår også klik for Søren Pind (V), når han råber: ”Samråd!”, bare fordi Holger K. siger en vits om Cubas lyksaligheder. Enhver kan jo se, at Holger og Søvndal ikke mere er røde pionerer, men trætte, gamle mænd, som er banket blå og grå af ministeransvar. Men ”pinden” fik sig da – i modsætning til Mikkelsen, som straks svuppede tilbage i glemsel – en ordentlig optur på alle netmedier fredag med sin kulrede historie, fordi den var skingrende galskab. Lad os få det valg, før Barfoeds og Løkkes løjtnanter driver os alle til vanvid med deres oppositionskuller. Ny minister trøster gruppe [13/12, 14/12]Kære
kammerater! Jeg læser i pressen, at I er møgsure over, at jeg har fået
fedtet mig så godt ind hos Helle, at jeg nu er Fødevareminister. Det
forstår jeg godt! Det har heller ikke været let Kære kammerater! Jeg læser i pressen, at I er møgsure over, at jeg har fået fedtet mig så godt ind hos Helle, at jeg nu er Fødevareminister. Det forstår jeg godt! Det har heller ikke været let, og fedteriet har medført – som I nok har bemærket på TV – at min pande altid er rynket og mine øjne knebet sammen. Men spøg til side! I ved, at mit hjerte banker varmt for undertrykte, indespærrede, lidende væsner, f.eks. mishandlede svin, kastrerede smågrise og høns i bur. Sådanne stakkels undertrykte, indespærrede og lidende væsner har jeg i EU-parlamentet lovet at gøre alt for. Men – og nu kommer det gode! – for straks at falde naturligt ind i Helles regering har jeg hermed den store glæde at meddele jer, at alle mine tidligere løfter angående undertrykte, indespærrede, plagede væsner nu ikke længere omfatter svin, kastrerede smågrise og høns i bur. Mine løfter om at kæmpe for indespærrede, stærkt lidende væsner omfatter nu udelukkende møgfrustrerede socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som venter stadig mere desperat på en ministerpost. Kh :) Dan. Fra RUC til Nordkorea [12/12, 13/12]Man
kan gennemføre RUCs kommunikationsuddannelse uden at fatte, at det er
vores fejlbehæftede politikeres håbløse kamp for at fremstå som store
ledere i en uperfekt verden, som gør politik i vores demokrati så
underholdende og forståelig Cand.comm., MA, Astrid Søborg fortæller i Berlingske Opinion onsdag, at hun ikke længere orker personangreb og skandaler. Medieskandalerne om Løkke, Friis Bach, Bødskov og Scharf anser hun for helt ligegyldige. Hun opfordrer nyhedschefer, politikere og alle os andre til at indse, at mennesker begår fejl, og at verden ikke er perfekt – og derfor undlade nytteløse personangreb og skandaler i nyhedsudsendelserne. Søborg bekræfter den tragiske kendsgerning, at man kan gennemføre en lang akademisk uddannelse, her RUCs kommunikationsuddannelse, og alligevel være helt gakket uvidende om det, man har eksamensbevis på. Det er jo netop vores fejlbehæftede politikeres håbløse kamp for at fremstå som store ledere i en uperfekt verden, som gør politik i vores demokrati så underholdende og forståelig. I hvert fald for alle dem, der ikke er akademisk uddannet. Hvis Søborg vil have TV Aviser uden den slags, så bør hun emigrere til Nordkorea, hvor nyhedsudsendelser og andet luller befolkningen i søvn med indenrigspolitisk idyl og lange foredrag om substansen. Perfekt TV-død [11/12, 12/12]Når
det trak ud med at aflive justitsminister Morten Bødskov på
Christiansborg, så kunne man zappe over til fejringen af tidligere
præsident Mandelas død på et stort fodboldstadion i Sydafrika TV kritiseres ofte. Men ret skal være ret. Derfor skal TV roses for en vellykket tirsdag. Sjældent har en hel tirsdag foran TV været mere tilfredsstillende. Når det trak ud med at aflive justitsminister Morten Bødskov på Christiansborg, så kunne man zappe over til fejringen af tidligere præsident Mandelas død på et stort fodboldstadion i Sydafrika. Sjældent har temaet ”en politikers død” været behandlet med større spændvidde og flere nuancer på en og samme dag. De underspillede negative følelser og kontrollerede ansigter i det indelukkede Retsudvalg og de overdådige, positive følelser, danseoptrin og musik på det åbne stadion var en perfekt kontrast. Ved regelmæssig zapning mellem kontrasterne kunne seerne få afveksling og dermed holde sig vågne gennem to lange, monotone transmissioner, som hver for sig kunne virke dræbende. Og til sidst blev kontrasterne forenet, da en for verdenspressen ukendt embedsmand, vores statsminister Helle Thorning-Schmidt, tog en munter selfie af sig selv mellem Obama og Cameron, efter hun havde modtaget Bødskovs afskeds-SMS. Tak TV. Geniet fra ghettoen [10/12, 11/12]Yahya
Hassan viser med sin dårlige hukommelse i retssagen, at han er fuldt
integreret i den vestlige kulturs romantiske opfattelse af, at store
digtergenier er højt hævet over borgerlige autoriteter som politi og
retsvæsen. Digteren Yahya Hassan huskede intet om, at han var blevet overfaldet, da han skulle afgive forklaring i retten. Han forklarede ellers et par dage efter overfaldet til politiet, at overfaldsmanden råbte ”vantro” og ”dø”. Og Politiken bragte på forsiden af anden sektion et digt Hassan havde skrevet på skadestuen om overfaldet. Men i retten sagde han: ”Jeg har ikke skrevet det digt. Man kan ikke stole på aviserne.” Og retssagen ragede ham en papand: ”Gerningsmanden er ikke mit problem. Han er jeres problem, rettens problem, samfundets problem og ytringsfrihedsnarkomanernes problem.” Afslører Hassan her, at han som ghetto-perker står sammen med alle de andre ghetto-perkere, når det virkelig gælder? Tværtimod. Han viser, at han er fuldt integreret i den vestlige kulturs romantiske opfattelse af, at store digtergenier er højt hævet over borgerlige autoriteter som politi og retsvæsen. Han har tidligere gjort oprør mod sine forældre, sin tro og politisk korrekte gymnasielærere, som hylder ham. Nu mangler han kun at gøre sig fri af forlaget Gyldendals indbringende omklamring. Og fyre PET. Heroisk undergang [9/12, 10/12]Pia
Kjærsgaard soler sig mere og mere i medierne takket være
justitsminister Bødskovs altopofrende, heroiske kamp for at holde hende
ude. Forleden fremgik det af
PET-chef Scharfs redegørelse, at den eneste grund til, at PET trods
enorme farer tillod, at Retsudvalget besøgte Christiania, var hensynet
til fortsat fuld adgang til Pia Kjærsgaards kalender. Besøget skulle
forhindre, at Pia fik mistanke om misbrug af sin kalender. Nu fortæller
Pia så til Berlingske mandag, at hun allerede inden besøget havde
lukket denne fulde adgang til kalenderen, fordi hun mistænkte PET for
at misbruge den til at aflyse Christiania-besøg, som hun ville deltage
i. Mistanken skyldtes, at PET gav en yderst dum undskyldning for at
aflyse et besøg, som Pia kun havde betroet sin kalender. Bag det hele
aner man en justitsminister, som for enhver pris ville undgå, at Pia
skulle have held med at sætte fokus på de lovløse forhold på
Christiania. Og prisen har været høj: dumme undskyldninger og absurde
redegørelser. Men meget tyder på, at Bødskov mandigt vil gå hele
planken ud og betale den ultimative pris: sin ministertitel. Og ak,
helt forgæves, for Pia soler sig mere og mere i medierne takket være
Bødskovs altopofrende kamp for at holde hende ude. Kuk kuk [6/12, 9/12]Sig
dog ligeud, at man har brug for en kompetent flab, der kan sælge Det
kongelige Kukkasseteater – vor tids svar på Matadors ”Damernes Magasin”
– til den danske befolkning, som sidder proppet foran TV og svælger i
amatørteaterforestillinger som ”Vild med dans” og ”X Factor”. Ledelsesprofessorer, gamle chefer og kulturkommentatorer er ude og lufte alle de flotte ord fra lærebøgerne om god ledelse i anledning af at den artige dreng, forhenværende departementschef Erik Jakobsen, blev fyret fra Det Kgl. Teater som belønning for at bringe økonomien i orden. Og bestyrelsesformand Bosse kvidrer i følsomme klicheer om, at en ny leder skal ”kunne kigge ind i de kunstneriske processer og være med til at forløse de kunstneriske kompetencer.” De kloge og følsomme burde spare deres udenomssnak. Sig dog ligeud, at man har brug for en kompetent flab, der kan sælge Det kongelige Kukkasseteater – vor tids svar på Matadors ”Damernes Magasin” – til den danske befolkning, som sidder proppet foran TV og svælger i amatørteaterforestillinger som ”Vild med dans” og ”X Factor”. Den nye leder skal kunne klare flere runder i ”Vild med dans” og med sin indsats dér og i TVs nyhedsføljeton få seerne til at opdage, at Det Kongelige faktisk stadig lever – og at dette professionelle teater skal opleves indefra flere gange i en almindelig dansk TV-seers levetid. Ellers slår kukuret tolv. PISA, tabletløsningen [6/12, 8/12]Hvis
tabletterne indrettes således, at de kun kan åbnes med koder, som
ungerne skal finde ved at løse stave- og regneopgaver med stadig
stigende sværhedsgrad, så vil danske skoleelever snart befinde sig i
verdenseliten. PISA viser, at det går stadig dårligere i den danske skole. Derimod scores der stadig højere i østasiatiske lande, hvor lærerne er dødsens angste for at blive fyret, og hvor elever og forældre ved, at en forkert afrapporteret syv-tabel i en regnetime kan betyde slægtens undergang. Minister Antorini sætter sin lid til, at skolereformen vil redde stumperne. Men ingen af de mange tidligere skolereformer har reddet stumperne, så hvorfor skulle denne seneste kunne redde dem? Og selv om der nu er indført iPads, så hjælper det ikke. Ifølge Berlingske fredag så scorer skolebørn med tablets lavere i PISA end børn uden. Groft sagt ved godt hvorfor. Fejlen er, at eleverne altid bare skal trykke de samme fire tal for at åbne tabletten. Så tror da pokker, at ungerne ikke gider lære andet end disse fire tal for at komme ind til spil, facebook og andre herligheder. Hvis tabletterne indrettes således, at de kun kan åbnes med koder, som ungerne skal finde ved at løse stave- og regneopgaver med stadig stigende sværhedsgrad, så vil danske elever snart befinde sig i verdenseliten. Skolereform eller ej. Pias kalender over alt [5/12, 6/12]Kancellistilen
i PET-chefens redegørelse skal skjule den absurditet, at det var ønsket
om fortsat fuld adgang til Pia kalender, der tvang PET til at udsætte
et helt Folketingsudvalg for enorme farer, uden medlemmerne vidste en
pind om det Afgående PET-chef Scharfs redegørelse til Justitsministeriet er 4 sider bureaukrat-sprog i kraniebrudsstil. Men indholdet kan kort og klart oversættes således: ”Vi kunne ikke blive ved med at udskyde Christiania-besøget uden at give Retsudvalget en grund. Men grunden var, at Pia ville deltage, og det måtte vi ikke røbe over for Retsudvalget, at vi vidste. Vi kunne i øvrigt heller ikke røbe, hvori truslerne mod Pia bestod. Derfor undersøgte vi, om vi kunne lægge besøget på et tidspunkt, hvor Pia var forhindret, og hvor der derfor ikke var behov for at forklare noget. Men det undlod vi, fordi vi var bange for, at Pia ville ane uråd og hemmeligholde sin kalender for os i fremtiden. Så for at sikre PET fortsat fuld adgang til Pias kalender blev besøget på Christiania gennemført med Pia, selvom vi vurderede, at det var sikkerhedsmæssigt uforsvarligt for udvalget.” Redegørelsens offipyk-sprog skal skjule den absurditet, at det var ønsket om fortsat fuld adgang til Pia kalender, der tvang PET til at udsætte et helt Folketingsudvalg for enorme farer, uden medlemmerne vidste en pind om det. Stålsat gummimand [3/12, 5/12]De
58 undtagne virksomheder: Endnu engang har Bødskov vist sig som en
minister, der er en dikkende lammehale til embedsværket, som hader
enhver indblanding fra pressen. Justitsminister Morten Bødskov har ret i, at man ikke kan tillade total åbenhed omkring konkurrerende, statsejede virksomheder som Dong og DSB Øresund. Problemet er bare, at han i debatten op til den nye offentlighedslovs vedtagelse brugte som stålsat argument, at loven ville give aktindsigt i sådanne virksomheder. Så nu undrer forligspartierne V og K, og alle lederskribenter sig over de 58 selskaber, som helt skal undtages fra loven. Det er da også idiotisk, at internt administrativt bøvl og ledelsers inkompetence og andre ting, som pressen bør holde vågent øje med, skal holdes hemmeligt. Det er tilstrækkeligt at forbyde offentlighed omkring salgstal, priskalkulationer og lignende, som kan give konkurrenter markedsmæssige fordele. Endnu engang har Bødskov vist sig som en minister, der er en dikkende lammehale til embedsværket, som hader enhver indblanding fra pressen. Først brugte embedsværket Bødskov til at argumentere loven igennem med misvisende argumenter. Nu misbruger de ham til 58 undtagelser. Og snart vil vælgerne spytte ham ud som et smagløst stykke tyggegummi. Politisk sved over skolerne [2/12, 3/12]Når
bare man ikke spørger, hvor meget det koster, så har Enhedslisten altid
langt de bedste ideer til, hvordan dette samfund drives med succes. Når bare man ikke spørger, hvor meget det koster, så har Enhedslisten altid langt de bedste ideer til, hvordan dette samfund drives med succes. Således fortæller Berlingske mandag om Københavns Kommunes to cykelbårne skolebørnsvækkere, som i løbet af syv måneder har fået syv skulkende børn i skole. Nu overtager Pia Allerslev (V) skoleområdet fra Enhedslisteborgmester Mikkel Warming, og hun har en diametralt anderledes løsning på udfordringen med uforberedte, skoledestruktive børn: eftersidning. Enhver kan se, at ELs løsning med morgenduelige, kommunale cykelpædagoger i soveværelset er den mest menneskekærlige. Og når bare man ser bort fra udgifterne, så er det jo vidunderligt, at to morgenvækkere på jernheste i løbet af syv måneder får talt syv børn i skole. Her er Allerslevs eftersidningsmetode langt mere omkostningsbevidst: en enkelt ansat kan overvåge hundredvis af elever, mens de forbedrer sig. Nu er Pia Allerslevs problem så bare, hvordan hun uden det koster noget får lokket kronisk skulkende og skoletrætte børn hen på skolen, så de kan svede den af, mens de lærer at læse. Argumenter for Berlusconi [29/11, 1/12 med titlen ’Berlusconi til Det Kongelige’]Kasper
Holten vil ikke, og Ålens PR-strategi med fremvisning af sin tissemand
passer dårligt til Det Kgl. Teaters brand. Men så er der Silvio
Berlusconi, som både kan forene de tre kunstarter og samtidig tjene
penge. Kasper Holten har afvist at være interesseret i den ledige direktørstilling på Det Kongelige Teater. Men hvem så? Zentropa-direktør Peter Aalbæk, som med stor succes har fået Lars von Trier og andre primadonnaer til at skabe verdenskunst ud af danske skattekroner? Men Ålens PR-metode med fremvisning af sin tissemand passer dårligt til Det Kgl. Teaters brand. Så er der Silvio Berlusconi. Indrømmet: meget taler imod ham, men som ingen anden forener han i sin ledelsespraksis helt naturligt de tre kunstarter: Ballet i sine bungabunga-fester, opera i sine patetiske taler, som ledsages af overdrevne gestikulationer og grimasser, og teater igennem sin årelange, komisk-absurde live-opførelse af dramaet om en mægtig mand, som kæmper en håbløs kamp mod forfaldet med hjælp fra hårtransplantationer og lækre prostituerede under den kriminelle lavalder. Og samtidig styrer han professionelt et voksende medieimperium. Aldrig før har en oprindelig støvsugersælger forenet de tre kunstarter så perfekt og fået så meget underholdning og så mange penge ud af det. Lad derfor tanken om Berlusconi modne! GGGI fra grønt til sort [29/11, 30/11]Meget
i dette land kan gå ad helved til. Men så længe der stadig findes en
Helveg til, vil vi blive reddet. Hvor herligt, at der nu er kommet en professionel dansk politiker ind i GGGI-sagen! Det var på høje tid. Alt alt for længe har den grønne, velmenende Christian Friis Bach (R) og bilagsjongløren Lars Løkke Rasmussen (V) fumlet fælt og selvmorderisk med GGGI. Den nye minister, Rasmus Helveg Petersen (R), har omgående trukket sig fra bestyrelsen og indsat en embedsmand som syndebuk for alle kommende skandaler. Og når Berlingske fredag spørger, om Helveg vil trække støtten til GGGI, så svarer han, at han har den holdning, at ”vi støtter velfungerende organisationer.” Herligt! Men er GGGI velfungerende, vil Berlingske så nyfigent vide. Helveg: ”Det kommer selvfølgelig an på, hvornår vi ser det fra.” Mesterlig sortsnak! Krakilere vil brokke sig over disse udsagns fuldstændige tomhed og logiske uimodsigelighed og advare mod voksende politikerlede. Groft sagt glæder sig derimod over udsagnenes klare signal om, at GGGI-sagen omsider er kommet i tryg forvaring hos en professionel politiker. Meget i dette land kan gå ad helved til. Men så længe der stadig findes en Helveg, vil vi blive reddet. Kanelstangens narrativ [28/11, 29/11]
Selskabet af
narrative EU-åndspersoner burde stoppe deres nytteløse teoretiske snak
og besøge bagermester Kruse og dér spise lækre kanelstænger – og lære,
hvordan en simpel bager med enkle midler fortæller gribende, ja
rystende historier om EU Bornholms Tidende meddelte forleden over hele forsiden, at bagermester Kruse, Asa Bageren i Rønne, har afleveret en kvart kanelstang til Fødevarestyrelsen. Den skulle moses og kontrolleres for sit indhold af leverskadelige stoffer. Det er nødvendigt for at overholde et nyt EU-direktiv for ”almindeligt, fint bagværk”. Hvis kanelstænger var blevet kategoriset som ”traditionelt, sæsonbestemt bagværk”, så kunne enhver bornholmer bare æde løs, uden overgrænse. Samtidig – fjernt fra Asa Bageren – har en udsøgt skare forskere, forfattere og politikere holdt seminar på Louisiana om EU's ”nye narrativ”. Formålet er at styrke de europæisk sindede kræfter før næste forårs valg til EU-parlamentet. Der er ikke i den danske presse sluppet noget som helst brugbart – og da slet ikke en slagkraftig, positiv fortælling om EU – ud af de intellektuelle anstrengelser. Selskabet af narrative EU-åndspersoner burde have stoppet deres nytteløse snak og besøgt bagermester Kruse og dér spist lækre kanelstænger – og lært, hvordan en simpel bager med enkle midler fortæller gribende, ja rystende historier om EU. Stude til tiden [27/11, 28/11]Ingen
forestiller sig længere et dansk universitet som et sted, hvor der er
endnu mere brug for fandenivoldsk kreativitet og nytænkning end på en
filmskole. Undervisningsminister Morten Østergaard, som selv studerede på universitetet i ni år, går meget op i, hvor hurtigt de studerende kommer gennem studierne. Og med regeringens sædvanlige sødladne newspeak skal de studerende derfor nu piskes frem gennem studierne til normeret tid med en ”Studiefremdriftsreform”. Så nu gør de studerende oprør, som de ikke har gjort siden 1968. Også på Filmskolen er man i oprør, ikke over studietider, men over at den gamle rektor vil fortsætte sine vante tankegange ud over sine 21 år. Så her skyldes oprøret studiernes manglende kreative indhold, ikke deres længde. ”Filmbranchen har brug for både nye Lars von Trier og Nikolaj Arcel’er,” siger filminstruktøren Christoffer Bro til Berlingske, men skolen uddanner efterhånden kun folk, der kan instruere afsnit af TV-serier. Hvor tragisk, at debatten om landets universiteter især handler om bureaukratiske ting som studietider. Ingen forestiller sig længere et dansk universitet som et sted, hvor der er endnu mere brug for fandenivoldsk kreativitet og nytænkning end på en filmskole. Lomborg uden Hassan [26/11, 27/11]Modsat
Pia Kjærsgaard venter klimareligionens kætter, Bjørn Lomborg, stadig på
sin Yahya Hassan, som kan bære de kætterske budskaber ind i menighedens
saloner til beundring Klimareligionen har netop holdt den årlige COP-konference, hvor alle verdens lande med stor patos forsøger at udskyde klodens opvarmning med nogle få sekunder. Kun EU og Danmark gider lægge penge i kirkebøssen til de roterende vindmøllekrucifikser. Andre lande overgår til gengæld hinanden med ekstra flotte verbale bidrag til liturgien, bl.a. tårevædede bønner, undergangsforbandelser og lovprisninger af klimatroen. Og sådan er det hvert år. Bevægelsens kætter, Bjørn Lomborg, er også efterhånden helt ritualiseret i sin kommentar i Berlingske søndag, hvor han med rationelle argumenter for 117’ende gang gennemhuller ideen om statslig støtte og i stedet kræver forskning og markedsduelige løsninger. Men sådan snak gør kun vindmøllefolket endnu mere fanatisk. Lomborg har en samlende effekt på de klimatroende. Ligesom Pia Kjærsgaard altid som ingen anden har kunnet samle de politisk korrekte til modstand, således samler Lomborg de klimatroende. Men modsat Kjærsgaard venter Lomborg stadig på sin Yahya Hassan, som kan bære de kætterske budskaber ind i menighedens saloner til beundring. Selvcensur eller kaos [25/11, 26/11]Dagens
politihær i Odense er kun nødvendig, fordi Yahya Hassan i en
digtsamling på Gyldendal braldrer op med racistiske ting om muslimer,
som overgår alt, hvad både Pia Kjærsgaard og Lars Hedegaard sagde, før
selvcensuren skabte ro i landet. Censur er forbudt. Men det er selvcensur ikke. Og når nu politiet ikke er i stand til at forhindre bøller og fanatikere i at tyrannisere chefredaktører, digtere og andre med vold og mord, så er selvcensur jo nødvendigt. Ellers kan man blive myrdet, vansiret eller skulle leve sit liv med PET-vagter. Og bare vi alle står ubrydeligt sammen om den nødvendige selvcensur, så går det fint. Så kan politiet ”holde orden”, som de skal. Og chefredaktører og digtere kan fortælle ”sandheden” uden at risikere livet. Problemerne opstår kun, når der er en tumpe, der ikke har forstået, at det er nødvendigt at stå sammen om selvcensuren. Som nu denne digter Yahya Hassan, der i en digtsamling på Gyldendal braldrer op med racistiske ting om muslimer, som overgår alt, hvad både Pia Kjærsgaard og Lars Hedegaard sagde, før selvcensuren skabte ro i landet. Og Politiken er nødt til at trykke det, og politiet må indføre undtagelsestilstand i Odense, for at han kan optræde. Hele dette kaos opstår, bare fordi det er forbudt at sige ligeud, at roen i landet hviler på en stadig mere udbredt selvcensur. Sir Humphreys triumf [22/11, 24/11]Sir
Humphrey'erne i Udenrigsministeriet har fået udrenset den
dødsensfarlige åbenhedsfundamentalist Christian Friis Bach og i stedet
fået Rasmus, en 3.-generations professionel politisk sort-snakker fra
Helveg-klanen Alle kender Sir Humphrey, departementschefen fra serien ”Yes, Minister”. Alt tyder på, at Christian Friis Bachs egentlige fejl er, at han med sin naive tro på åbenhed uforvarende er kommet til at provokere denne figurs mange kloner i sit eget ministerium. Allerede i foråret 2012 provokerede Friis Bach således embedsmændene ved at offentliggøre en redegørelse, som han havde tvunget dem til at lave om, hvordan de sammen med Institut for Menneskerettigheder i månedsvis havde skjult regnskabsfusk på instituttet. Nu har embedsmændene så betalt tilbage ved at lade Friis Bach i ugevis gå planken ud med sine skrupforkerte erklæringer om ikke at have kendt, endsige godkendt GGGIs rejseregler. Så nu har de fået udrenset denne dødsensfarlige åbenhedsfundamentalist fra ministeriet og i stedet fået Rasmus, en 3.-generations politisk sort-snakker fra Helveg-klanen. Sir Humphrey må glæde sig. Muligvis vil den igangværende redegørelse kræve ofring af et par Humphrey-kloner fra udenrigssiloen. Men de overlevende hundredvis af Humphrey’er vil jo uforstyrret kunne fortsætte deres ydmyge gerning. Styr på Vollsmose [22/11, 23/11]Det er fordi politiet lige har fået styr på
Vollsmose, at de var nødt til at aflyse arrangementet med Yahya Hassan.
Ellers ville de jo igen miste kontrollen over området på grund af
ustyrlige optøjer Retsordfører Trine Bramsen (S) lyder altid på TV som en artig elev i 9. klasse, der fremlægger en naiv projektopgave om dansk politik. Men hendes udtalelse i forbindelse med aflysningen af digteren Yahya Hassans optræden på Vollsmose Bibliotek er ikke beregnet for uskyldige skolebørn: ”Politiet har ikke sagt, at de ikke kan beskytte ham. Det skal de, og det vil de også. Men de var nervøse for, hvad der ellers ville ske af uro i Vollsmose, som de lige har fået styr på. Derfor anbefalede de kommunerne at flytte arrangementet til rådhuset.” Kendere af Joseph Hellers mesterlige krigsroman ”Catch 22” (1961) vil nikke genkendende til Bramsens argument om, at det er, fordi politiet lige har fået styr på Vollsmose, at politiet har rådet kommunen til at aflyse arrangementet og flytte det til et andet sted og en anden tid. Ellers ville politiet jo igen miste kontrollen, hvilket ikke ville være til at bære. De belæste bibliotekarer har ikke tøvet med aflysningen: De kender romanens budskab om, at paradoksale argumenter, der kører i ring, er et sikkert tegn på, at lovløshed og rå vold regerer. Tillid bedre end kontrol [21/11, 22/11]Hvordan
kan vi have tillid til, at en PET-chef, som ikke kan håndtere fem
ubevæbnede danske tillidsfolk i sin egen organisation uden at blive
afsløret, er i stand til at beskytte os alle sammen mod terrorangreb
fra tusindvis af fanatiske, svært bevæbnede al-Qaeda-folk? Fem navngivne tillidsfolk i PET har skrevet til rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, at de har e-mails, der viser, at PET-chef Jakob Scharf personligt pressede igennem, at man – gennem kig i Pia Kjærsgaards hemmelige kalender, som kun hendes livvagter kender – lagde Folketingets retsudvalgs besøg i Christiania på en dato, hvor hun var forhindret. Nu har Scharf så i en e-mail svaret Ekstra Bladet, som kører historien, således: ”Jeg kan fuldstændig afvise, at jeg skulle have tiltvunget mig adgang til oplysninger og anvendt dem til uvedkommende formål.” Dette er uden tvivl korrekt, for hvis det var forkert, så ville Scharf jo have handlet ulovligt. Men disse formuleringer udelukker ikke, at Scharf i e-mails kan have givet livvagterne et ”tilbud, som ikke kunne afslås” for nu at tale Godfather-sprog. Hvordan kan vi have tillid til, at en PET-chef, som ikke kan håndtere fem ubevæbnede danske tillidsfolk i sin egen organisation uden at blive afsløret, er i stand til at beskytte os alle sammen mod terrorangreb fra tusindvis af fanatiske, svært bevæbnede al-Qaeda-folk? Forsvind, Løkke! [20/11, 21/11]Løkke
bør omgående trække sig ud af medierne – for at give alle danskere
drømmens om den store leder, Lars Løkke Rasmussen, tilbage. At Løkke scorede højt på troværdighed, dengang man aldrig så ham, viser, at danskerne har en stærk drøm om ”den store leder”. En drøm, vi kræver virkeliggjort. Drømmen om, at denne store leder måtte være Løkke, voksede i takt med, at vi gennem daglige bommerter klart indså, at Thorning (S) bestemt ikke var den store leder, vi drømte om. Derfor bliver vi så skuffede, når Løkke nu viser sig heller ikke at være den store, stærkt savnede drømmeleder, men bare er en almindelig mand med rod i sine mange bilag, som derfor bliver ved med at poppe op. Skuffelsen over tabet af vores elskede drøm om den store leder Løkke gør os ekstra bitre på Løkke, som derfor straffes med bundplacering på troværdighed. Så nu ligger Vestager (R), Thorning, Johanne (EL), Samuelsen (LA), Vilhelmsen (SF) og Thulesen Dahl (DF) bedre end Løkke, bare fordi vi aldrig har kunnet forestille os en af dem som den store, ultimative leder og politiske frelser, hvis komme vi afventer. Løkke bør atter forsvinde – for at give alle danskere håbet om Løkke tilbage. Og således atter komme i top på troværdighed. Slangen ved brystet [18/11, 20/11]Det
er grov manipulation af den mest arrogante kulturradikale art, at Kluge
i sit maleri af kongefamilien har sneget nogle overbegroede
bygningsrester ind i baggrunden for at signalere forfald I forbindelse med afsløringen af sit nye maleri af kongefamilien betror Thomas Kluge til Berlingske: ”Egentlig har jeg jo en slags kulturradikal baggrund. Det har ikke været mig, der som lille dreng har stået med flag på Amalienborg Slotsplads på Dronningens fødselsdage.” Nej, og det fremgår tydeligt af maleriet, at det kulturradikale, kongefjendske stadig har Kluge i sin magt. Det er grov manipulation af den mest arrogante kulturradikale art, at Kluge har sneget nogle overbegroede bygningsrester ind i baggrunden for at signalere forfald. Sandheden er jo, at Styrelsen for Slotte & Kulturejendomme efter det danske folks ønske bruger millioner på vedligeholdelse af storslåede herskabelige rammer om vores elskede kongefamilie. Og hvad siger Lisbeth Zornig Andersen til Prins Christians uhyggelige, gyserbelyste ansigt i forgrunden? Prinsen bør som andre otteårige børn udsende signaler om en munter barndom med fri leg og ballade og ikke allerede – ifølge denne kulturradikale propagandist – være ødelagt af bekymringer over, at han engang om mange år som pensionist skal være konge. Guldrandet pludren [15/11, 18/11]Facebook
og Google vil ikke vise patter, pikke og kusser i Danmark. Det skyldes,
at lokale nøgen-regler vil besværliggøre netgiganternes indbringende
annonceaftaler med de altid hysterisk politisk korrekte verdensfirmaer. Ved den ”Høring om censur på internettet”, som Berlingske fortalte om fredag, afviste både Facebook- og Google-repræsentanten lokale regler for Danmark. Ikke af tekniske årsager, for begge firmaer er jo eksperter i at målrette annoncer til målgrupper og ville derfor også sagtens kunne tillade danskere at se både patter, pikke og kusser uden samtidig at gøre dem synlige i Saudi Arabien. Firmaerne forsvarer sig med, at særligt lokale betingelser vil forringe ”den globale samtale”. Det er rent bullshit. Afvisningen skyldes, at lokale nøgen-regler vil besværliggøre netgiganternes indbringende annonceaftaler med de altid hysterisk politisk korrekte verdensfirmaer. Og mens verdensfirmaet Facebook kan glæde sig over at malke stadig flere annonce-milliarder ud af menneskehedens globale pludren på nettet, så må vi lokale danskere tage til takke med mindre. Vi må glæde os over, at Peter Øvig Knudsen – takket være censurhøringen med Facebook – får reklameret for sin hippiebog op til julesalget, og at Morten Løkkegaard (V) får mindet folk om, at han faktisk stadig lever i EU-parlamentet. Bødskovs vælgerbedrag [15/11, 17/11]Det
er rent fup og svindel, når Bødskov i forbindelse med Im-særloven
bilder folk ind, at politik ikke bygger på TV, men udføres som en
rationel debat I anledning af Im-loven har flere politikere i TV-interview skullet svare på studieværters anklager mod dem for bare at lave denne hovsa-særlov med tilbagevirkende kraft, fordi TV fortalte den gribende historie om lille, søde, veltilpassede Im, hendes dansktalende mor og kræftdøde far. Men det nægter bl.a. Morten Bødskov, som igen og igen i TVA 21.30 torsdag besvarede studieværtens anklage med dette salmevers, som hans spindoktor havde hjernevasket ham med: ”Der har været en debat. Et bredt flertal i Folketinget har nu konkluderet på den debat.” Groft sagt finder det fortvivlende, at politikere er så forhippede på at lyve om, hvordan politik fungerer. Realiteterne er jo, at politikere kan debattere til de trimler, uden at vælgerhavet rører på sig. Det er kun medierne, der kan flytte vælgernes holdninger ved at fortælle oprørende historier, bl.a. om små søde piger, som lider. Derefter kan politikere som Bødskov høste vælgergevinsten ved at fremsætte lovforslag. Det er rent fup og svindel, når Bødskov bilder folk ind, at politik ikke bygger på TV, men udføres som en rationel debat. Lakridspibens overmand [14/11, 15/11]Et
rumænsk EU-parlamentsmedlem, Dan Dumitru Zamfirescu, stemmer flittigt
ja til alle forslag. Også selv om de strider mod hinanden. Med hånden
plantet på ja-knappen sender han gennem parlamentets støjhelvede sit
klare og urokkelige JA til Europa. Det EU-lovforslag, ”tobaksdirektivet”, som i sommer truede danske lakridspiber, har nu været behandlet i EU-parlamentet. Der var 63 ændringsforslag, hvoraf flere stred mod hinanden. Men et rumænsk parlamentsmedlem, Dan Dumitru Zamfirescu, stemte ja til dem alle sammen. Det gør han, ifølge DR.dk, altid, uanset om det gælder tobak, ungdomsarbejdsløshed, Europas ålebestand eller handlen med Taiwan. Derfor kaldes han ”the YES man”. Efter at Der Spiegel skrev om ham, stemte han dog pludselig nej tre gange i rap, inden han senere samme dag genfandt ja-knappen. Nu anklages han så for ikke at tage sit ansvar som folkevalgt politiker alvorligt. Vås! Zamfirescu er parlamentets flittigste medlem. Han har kun misset 18 ud af 1298 afstemninger siden 9. januar i år. Og han har derved scoret maksimal bonus for sin høje aktivitet. Det eneste stødende ved ham er, at han ikke, som alle de andre afmægtige medlemmer, selvhøjtideligt gider foregive, at det gør en forskel, hvad han stemmer. Med hånden plantet på ja-knappen sender han gennem parlamentets støjhelvede sit klare og urokkelige JA til Europa. Narresuttens død [13/11, 14/11]DR
har forbudt Deadline-studievært Adam Holm at udtrykke den holdning, at
religion er en narresut. Men det er da værre, at Holm rent
intellektuelt mener, at meningsløse dødsfald og andre uretfærdigheder
på denne jord kan bruges som argument mod Guds eksistens. Den mest forbitrede, humorforladte af studieværterne på DR2 Deadline, Adam Holm, skrev en kronik i Politiken i foråret om, hvordan en 16-årig drengs tragiske død havde fået ham til at indse, at ”religion er ganske enkelt ren narresut.” Det gav ham en påtale fra DR, som nu – efter ombudsmanden er gået ind i sagen – understreger, at påtalen ikke er en advarsel i personalejuridisk forstand. Groft sagt kan godt se, at en neutral debatstudievært ikke kan optræde som talsmand for kontroversielle holdninger. Men det er da værre, at Holm rent intellektuelt mener, at meningsløse dødsfald og andre uretfærdigheder på denne jord kan bruges som argument mod Guds eksistens. Tværtimod er det jo netop den fortvivlelse som meningsløse, tilfældige hændelser vækker, som gør det mentalt nødvendigt at tro på, at der trods alt må findes en mening bag det hele. Hvis alle og enhver altid kunne se meningen, så ville religion være overflødig. Jo færre bønner, der opfyldes, jo større behov får man for at tro på, at bønner virker. Holm bør snarest bringe orden i sin intellektuelle rodebutik og lære at smile. Ikke kun tirsdag [12/11, 13/11]Retorikprofessor
Christian Koch har gennem en lang akademisk karriere udsendt gribende,
men ak, forgæves nødskrig, hver gang han har forladt elfenbenstårnet og
opdaget, at politikere ikke opfører sig som en akademisk forsamling af
diskuterende professorer Groft sagts lærde kollega, professor i retorik, Christian Koch, udtrykte i Politiken forleden stor bekymring over den nye, ”slå gækken løs”-debatform som Mogens Lykketoft har indført om tirsdagen i Folketinget. ”Det samlede indtryk er plat. Det minder om en art markedsunderholdning, hvor man ved at ramme skiven får en klovn til at falde i vandet. Politikerne misbruger spørgetimen til gensidige miskrediteringsforsøg, med lange udenomssnakke og efterfølgende anklager for ikke-svar.” Koch er bekymret over, at denne debatform ikke gør vælgerne klogere på substansen, og frygter, at det kan skabe politikerlede. Groft sagt føler med Koch. Det er et utaknemmeligt job gennem en lang akademisk karriere at måtte udsende gribende, men ak, forgæves nødskrig, hver gang man forlader elfenbenstårnet og opdager, at politikere ikke opfører sig som en akademisk forsamling af diskuterende professorer. Groft sagt tør slet ikke tænke på den gru og fortvivlelse, der vil ramme den chokerede Koch, den dag – det ske sent – han måtte opdage, at sådan er folketingsdebatter altid. Ikke kun om tirsdagen. Glistrup lever! [11/11, 12/11]DR-serien
om skattefusk viser, at Glistrup stadig er højaktuel. For det er
åbenbart stadig sådan, at de, der kontakter de rådgivere, der – som
Glistrup – er eksperter i skattelove og -regler, betaler den skat, de
selv finder rimelig. DR afslører i
øjeblikket i en TV-serie med skjulte optagelser, hvordan banker og
advokater hjælper folk til at betale den skat, de selv synes er
rimelig. Og det er jo den bedst tænkelige hyldest af Mogens Glistrups
historiske, øjenåbnende pionerindsats med at fremvise sit
nul-skattekort for skatteplagede danskere. Og i næste måned er det
fyrre år siden, at han – sammen med oprørske vælgere – rystede alle
gammelpartierne ved at erobre 28 mandater i Folketinget. DR-serien
viser, at Glistrup stadig er højaktuel. For det er åbenbart stadig
sådan, at de, der kontakter de rådgivere, der – som Glistrup – er
eksperter i skattelove og -regler, betaler den skat, de selv finder
rimelig. Og intet tyder på, at DR-serien vil gøre Glistrup mindre
aktuel. For den debat, som serien rejser, handler ikke om
skattesystemets indbyggede, kroniske uretfærdigheder, men om
ligegyldige teknikaliteter: Om Jyske Bank bør have udleveret 11 timers
råbånd fra DR. Og advokathusene skynder sig at fyre de afslørede
advokater, inden de fremtræder i serien som en discountudgave af
Glistrup. Hvor ynkeligt! Vild med dødedans [8/11, 11/11]Dansedommere
og andre eksperter må lære, at når man lader folket bestemme, så
slipper man gækken løs. Og folket har jo ret i, at det er god
underholdning at se på fire eksperter, som sprutter stadig mere indædt
af raseri over, at en umulius triumferer Et radioprogram og en tabloidavis er nu gået aktivt ind i kampagnen for at den tidligere fodboldstjerne Allan Simonsen skal vinde dette års Vild med dans. Simonsen, der som yngre spillede fodbold som en professionel danser, optræder nu i dansekonkurrencen som en totalskadet fodboldspiller, der alt for længe har ventet i en hospitalskø på mindst to nye hofter og knæ. De professionelle dommere er fortvivlede over, at Simonsens kejtede, dødningeagtige styltedans – takket være folkets SMS-stemmer til 5 kr. stykket – har overtrumfet mange af de artige, dygtige og sexede dansere, som dommerne sender til tops med flotte udtalelser. Hvor dumt! Dansedommere og andre eksperter må lære, at når man lader folket bestemme, så slipper man gækken løs. Og folket har jo ret i, at det er langt mere underholdende at se på fire eksperter, som sprutter stadig mere indædt af raseri over, at en umulius triumferer, end at se på tilfældige skuespillere, idrætsfolk og standup-komikere, som forsøger at fremme karrieren ved at vride sig seksuelt ophidsende efter komplet idiotiske forskrifter på et dansegulv. Klimarapporten, vi mangler [8/11, 9/11]FNs
klimapanel bør erstatte deres flodbølge af rapporterende ordgejl med en
lille, klar folder, som kan overbevise hr. og fru Danmark om, at det
giver god mening, at de skal betale gakkede overpriser for el til
kaffemaskinen for at finansiere vindmølleparker En af klimareligionens internationale, evigt omkringfarende ypperstepræster, inderen Rajendra Pachauri, som er formand for FNs klimapanel IPCC, afså tid til en kort audiens i Berlingske fredag. Her oplyste han bl.a., at havene stiger, is og sne smelter, altimens koncentrationen af drivhusgasser stiger. Og klimapanelet har som altid flere rapporter på vej. Pachauri er som pave for klimareligionen fast i troen på, at når han næste år præsenterer en synteserapport om alle rapporterne i København, så vil der opstå en verdensomspændende overbevisning om, at der bør handles. Groft sagt opfordrer FNs klimapanel til at erstatte deres flodbølge af rapporterende ordgejl med en lille, klar rapport, som kan overbevise hr. og fru Danmark om, at det giver god mening, at de skal betale gakkede overpriser for el til kaffemaskinen for at finansiere vindmølleparker, samtidig med at USA, Indien, Kina og andre fortsat sviner løs med stadig mere billig, forurenende energi og således suger danske arbejdspladser til sig. Bare en beskeden, letforståelig rapport uden flotte ord og halsbrækkende målsætninger. Løkkes Clinton-vision [5/11, 6/11]Løkke
kan trøste sig med, at Bill Clinton, trods fæle moralske fejltrin, i
dag er en yderst respekteret, førsteklasses forhenværende politisk
leder, som farter verden rundt og scorer gigantiske foredragshonorarer. Der var mange gode ting at sige om Løkkes maratonpressemøde, som skulle ”lukke sagen”. Men han ødelagde ideen med mødet med en forkert detalje: påstanden om, at han ingen diæter havde fået fra GGGI i 2012. Det fremgik ellers af bilagene, men dem havde journalisterne først fået ganske kort inden mødet, så ingen bemærkede fejlen på selve mødet. Derefter fortalte han på Facebook i en parentes, at hans revisor, Deloitte, som har ordnet hans selvangivelse for 2012, har ”taget korrekt højde for mine diæter fra GGGI.” Da dette senere viste sig også at være forkert, så har Løkke nu fået slemme skader på troværdigheden. Løkke har en tendens til med skråsikre, overilede bemærkninger at påføre sig selv unødvendige lidelser. En lignende selvdestruktiv åre havde tidligere præsident Bill Clinton, som – trods løfter om ærbarhed – ustandseligt skuffede sine rådgivere og vælgere med nye kvindeaffærer. Løkke kan trøste sig med, at Clinton, trods fæle fejltrin, i dag er en yderst respekteret, førsteklasses forhenværende politisk leder, som farter verden rundt og scorer gigantiske foredragshonorarer. To fluer med et smæk [4/11, 5/11]Politiske
journalister og sportsjournalister bør bytte stofområde. Så kan
sportjournalisterne skabe ”store politiske ledere”, som vælgerne kan
beundre, og de politiske journalister afsløre dopingsvindlen. Forleden udtalte den tidligere chef for det internationale antidoping-agentur, WADA, og nuværende medlem af den internationale olympiske komite, IOC, canadieren Richard Pound, til Jyllands-Posten, at de seneste 15 års kamp mod doping har være skuffende. Han mener at 10 pct. af verdens elitesportsudøvere doper sig til succes og kun to pct. bliver afsløret. Til trods for, at der siden 1999 er ofret hundredvis af millioner kr. på sagen. Tilskyndelsen til at stoppe snyderne er fraværende i de forskellige idrætsforbund og nationer. Og – kan man tilføje – hvis en atlet som cykelrytteren Michael Rasmussen lægger kortene på bordet, så spørger pressen: ”Hvorfor skal vi tro dig nu? Du har jo løjet i så mange år.” Sportsjournalisters dyrkelse af begejstringen for ”den overmenneskelige præstation” korrumperer desværre deres interesse for at afsløre dopingens bagmænd. Groft sagt foreslår derfor, at politiske journalister og sportsjournalister bytter stofområde. Så kan sportjournalisterne skabe ”store politiske ledere”, som vælgerne kan beundre, og de politiske journalister afsløre dopingsvindlen. Fornyet kommissionshåb [1/11, 4/11]Når
to verdensstjerner i spin, Rebecca Brooks og Andrew Coulson, kan fumle
med så følsom information, er det usandsynligt at vores danske, mere
provinsielle spindoktortyper, advokatsekretærer og
tabloid-chefredaktører er i stand til – i længden – at holde tæt med
deres små hemmeligheder for kommissionen Det er svært at holde noget skjult. Selv verdens største eksperter i spin og redaktionel håndtering af dyrebare informationer røber utilsigtet deres hemmeligheder. Bare man venter længe nok. Det er således nu blevet dokumenteret, at de to anklagede topfigurer i den britiske skandale om telefon-hacking – chefredaktør Rebecca Brooks og chefredaktør, senere spindoktor for premierminister Cameron, Andrew Coulson – havde en intim affære kørende fra 1998 til 2004. I samme periode blev de begge gift med hver sin partner. Affæren er kun kommet frem, fordi politiet har fundet en e-mail på Rebecca Brooks’ pc, som var en reaktion på, at Coulson havde gjort slut på forholdet. Sagen bør kunne indgive vores egen skattesagskommission ny begejstring i arbejdet efter tilbageslaget med den anonyme brevskriver. Når to så professionelle folk som Brooks og Coulson fumler med så følsom information, er det ikke videre sandsynligt at vores danske, mere landlige spindoktortyper, advokatsekretærer og tabloid-chefredaktører er i stand til – i længden – at holde tæt med deres små hemmeligheder for kommissionen. Retorikamok [1/11, 2/11]Efter
fire topministres brev til Folketingets præsidium står regeringens
fortælling og projekt tindrende klart: At skabe et retorisk
parallelsamfund til den virkelige verden. De fire topministres brev til præsidiet for at hindre, at Rigsrevisionen stikker næsen i forarbejdet til solcelle-skandalen, er ”Sandhedens øjeblik” for regeringen. Regeringens fortælling og projekt står nu tindrende klart: At skabe et retorisk parallelsamfund til den virkelige verden. Et parallelsamfund, hvor der er total frihed til at gå retorikamok: give valgløfter, foretage kovendinger, gå reformamok med planer for en fjern fremtid hinsides næste valg, og lire sine salmevers af, ligegyldigt hvilke spørgsmål en journalist stiller. Et retorisk parallelsamfund, hvor man lovpriser åbenhed, samtidig med at man kværker offentlighedsloven. Kun på baggrund af denne målrettede strategi frem mod det retoriske parallelsamfund giver det mening – ja, er det endda nødvendigt – at satse hele regeringstoppen i klimaminister Lidegaards møgsag. Hele strategien står og falder jo med, at det med alle midler må forhindres, at pressen, Rigsrevisionen og andre – ved at forbinde den perfekte retoriske parallelverden med virkeligheden – ødelægger alt det, man med så stor flid og konsekvens har skabt. Nordisk rådvildhed [31/10, 1/11]Kun
folk, der ikke har fattet ideen med Nordisk Råd, kan gå ind for at
effektivisere foretagenet Forleden skrev tidligere minister for nordisk samarbejde, Karen Ellemann (V), en kronik her i Berlingske med titlen ”Nedlæg Nordisk Råd!” Men så afslørede hun tirsdag i Politiken, at det bare var en provokation for at få Nordisk Råd effektiviseret. Og at hun faktisk er helt enig med den nuværende minister for området, Manu Sareen (R), og præsidenten for Nordisk Ministerråd, Marit Nybakk fra Norge, som udtaler, at ministerrådet er ”tungt og bureaukratisk med embedsmandskomiteer, som fungerer som tunge bremseklodser.” Præsidenten håber nu, at Ellemanns provokation vil bidrage til at effektivisere rådet, så der kommer andet end møder, rejser og dyre middage ud af de flere hundrede millioner årlige kroner fra de nordiske lande. Groft sagt er rystet over, at disse tre nordiske frontkæmpere betragter effektivitet som et relevant mål. Ved de ikke, at hele ideen med Nordisk Råd er at være et offersted, hvor de nordiske lande kan ofre kolossale summer, mens man i taler hylder storslåede, men urealistiske nordiske drømme? Jo mindre effektivitet, jo større tilfredsstillelse giver offergaverne. Stur stur nummer [30/10, 31/10]Det
eneste rigtigt bekymrende i NSA-affæren er, at medier og politikere med
det rituelle mediedrama bekræfter naive sjæle i troen på, at der stadig
findes en verden uden grænseløs overvågning. NSA-affæren har et komisk præg. For alle i den politiske og administrative elite ved, at alle aflyttes af enhver efterretningstjeneste, som kan. Og USA kan – med en teknik, som gør alle andre nationer misundelige. Det kører efter det grønthøsterprincip, som tidligere vicepræsident Dick Cheney så præcist formulerede i Berlingske tirsdag: "Man ved aldrig, hvad man kan bruge, før man har brug for det.” Men når så whistleblower Snowden lækker dokumenter, er medierne alligevel nødt til at demonstrere deres betydning ved at slå aflytningerne stort op som en sensation. Og derefter er de aflyttede politikere nødt til indigneret at protestere og sende deres egne efterretningschefer til USA for at få ordentlig besked. Og i Politiken skriver chefredaktør Bo Lidegaard med dyb dommedagsrøst en leder om, at Danmark sammen med Tyskland og Frankrig skal engagere sig i, ”at finde en vej frem i det transatlantiske forhold.” Det eneste rigtigt bekymrende er, at medier og politikere med dette rituelle skindrama bekræfter naive sjæle i troen på, at der stadig findes en verden uden grænseløs overvågning. Thornings NSA-værn [25/10, 29/10]Thorning
frygter - i modsætning til Merkel - ikke NSAs aflytninger. Det viser,
at Thorning har tillid til, at selv NSAs mest avancerede systemer ikke
kan afkode hendes telefonsamtaler til noget brugbart Thorning frygter ikke NSAs aflytninger. Derimod ringede forbundskansler Angela Merkel omgående til præsident Barack Obama, da Der Spiegel skrev, at NSA aflyttede hendes telefon. Og Obama afviste, at det skete. Men alligevel kører sagen fortsat som tophistorie. Medierne elsker nemlig især historier om ting, som først ikke findes, men som så alligevel (måske) dukker op: Thorning-Kinnocks sagsafgørelse, den slettede dagbog i skattesagskommissionen, den anonyme, brevskrivende advokatsekretær, Løkke-bilag, som Pind siger, ikke kan udleveres, solcellesagsakter, som 4 topministre kæmper for at bevare som en hemmelighed, og nu altså også Merkels krypterede telefonsamtaler. Åh, bare dog politikere og andre straks ville lægge alle deres hemmeligheder frem, så medierne kunne få det overstået, så vi kunne komme videre til det væsentlige. Eller alternativt – således som Helle Thorning åbenbart gør: Altid føre så ligegyldige og kaotiske telefonsamtaler, at hun kan være sikker på, at selv NSAs mest avancerede systemer ikke kan afkode dem til noget brugbart. Så ved hun, at de aldrig dukker op. Blå fremtid banker på [25/10, 28/10]Tilsyneladende
skånede Venstre næstformand Kristian Jensen i GGGI-sagen, så han – når
Løkkes epoke er rindet ud – kan være helt uplettet og klar til at kæmpe
med den stadig mere frygtindgydende Kristian Thulesen Dahl (DF) om,
hvem der skal være ledende bankrådgiver af blå blok. Løkke sendte sine to løjtnanter, Søren Pind og Ellen Trane Nørby, ud på en hård mission, da de i to dage igen og igen skulle forklare på TV, hvorfor rejsebilagene ikke kunne udleveres. Men hvor var Venstres næstformand Kristian Jensen? Ingen hørte ham improvisere sig igennem lange karriereødelæggende, tåkrummekvæstende bortforklaringer på TV. Tilsyneladende skåner Venstre ham, så han – når Løkkes epoke er rindet ud – kan være helt uplettet og klar til at kæmpe med den stadig mere frygtindgydende Kristian Thulesen Dahl (DF) om, hvem der skal være leder af blå blok. Det er rigtigt set, at Thulesen Dahl fuldstændig ligner og taler som en bankmand, og at hans succes viser, at vælgerne nu foretrækker mere civiliserede typer efter en epoke med underholdende lederfigurer som Kjærsgaard og Løkke. Og det er rigtigt set, at den bankuddannede Kristian Jensen er det perfekte match til Thulle. Men alligevel bønfalder Groft sagt Venstre om at planlægge deres lederskifte, således at vi undgår, at borgerlig politik bliver en kedsommelig konversation mellem de to bankrådgivere, Kristian og Kristian. Tir ikke Løkke-monstret! [ 24/10, 25/10]
Enhedslistens
Pernille Skipper bør forstå, at ingen glæde, som Løkkes tilbagebetalte
midler ville kunne skabe i den tredje verden, kan overgå den
tilfredsstillelse, det har givet Løkke at rejse mere luksuriøst end
Thorning og Søvndal, som stjal statsministerposten fra ham. Folketingets førende øjenmakeup-artist, Enhedslistens Pernille Skipper, mener, at Lars Løkke bør betale prisforskellen på 1. klasse og den mere beskedne business class tilbage. "Det ville da klæde ham," siger hun. Hvor naivt! De eneste sikre resultater af en international grøn organisation som GGGI er den glæde, det giver organisationens mange bureaukrater og ledere at flyve rundt i verden under komfortable forhold og få lokale politikere til at spytte i kassen ved at forbande CO2 og hylde klimaet og grøn vækst. Hvis Løkke troede, at hans tilbagebetalte penge kunne gøre verden uden for organisationen GGGI bedre, så ville han da med glæde have tilbagebetalt alt på det næsten 4 timers pressemøde forleden. Skipper bør desuden indse, at ingen glæde, som Løkkes tilbagebetalte midler ville kunne skabe i den tredje verden, kan overgå den tilfredsstillelse, det har givet Løkke at rejse mere luksuriøst end Thorning og Søvndal, som stjal statsministerposten fra ham. En tilbagebetaling vil derfor ikke gøre Løkke kønnere, da det vil øge hans allerede meget synlige, uklædelige magtabstinenser. Grøn sex [23/10, 24/10]Det
eneste, GGGI-skandalen efterhånden mangler, er vel sex? Ak nej. Hele
sagen har pælen banket ned i den værste sex, nemlig alle de
massageannoncer, som holder Ekstra Bladet så spillevende, at bladet tør
afsløre luksusrejser m.m. Skandalen om GGGI vokser stadig: Statsministerposten var næsten hjemme for Løkke, men så dummede han sig med 9 luksusrejser plus det løse, bl.a. mystiske diæter, for danske bistandsmidler. Så nu har Helle fattet håb. Og den overpæne radikale minister for en god verden, Friis Bach, forsøgte uden held at holde en kritisk revisionsrapport om GGGI hemmelig ved – som en kynisk pamper – at omdefinere udtrykket ”korruption” hensigtsmæssigt. Det eneste, GGGI-skandalen efterhånden mangler, er vel sex? Ak nej. Hele sagen har pælen banket ned i den værste sex, nemlig alle de massageannoncer, som i mange år – trods mediemarkedets elendighed – har holdt Ekstra Bladet så spillevende, at bladet stadigvæk både tør afsløre luksusrejser, datter Lisas 27.000 kr.s glemte flyrejse med farmand og bonuspoint, som ingen ellers tænkte på. Uden sex havde den seriøse del af dansk presse således aldrig fået udleveret 206 siders Løkke-bilag, som klart viser, at sex – Gud være lovet – slet ikke indgår i selve skandalen. For så ville Løkke være en død mand i dag. Festlige uger [18/10, 22/10]Anonym
brevskriver og Løkkerejser: Jamrende politiske mørkemænd og grædekoner
må lære at glæde sig over, at ”irrelevante” historier om processen
altid er så kulørte og festlige, at de får hele landet til at glemme,
hvor dødsens kedsommelig politik egentlig er som substans. Politiske mørkemænd, som jamrer over mediernes evindelige dyrkelse af politiske processer på substansens bekostning, må være ekstra bekymrede i denne tid. Først var der sagen om skattesagskommissionens anonyme brev, som indtog alle medier, selv om det var en ren proceshistorie, endda om en sandsynligvis fiktiv advokatsekretær, som selv havde opfundet en lille fantasifuld sideproces til selve sagen. Så kom sagen om Løkkes luksusrejser. Også udelukkende proces, hvor man først her til sidst er begyndt at interessere sig lidt for substansen, nemlig hvor meget grønnere verden eventuelt er blevet takket være Løkkes GGGI-rejser og danske bistandsmidler. Men da substansen er meget indviklet og svær at sandhedskontrollere, så er det som regel umuligt for substansen at besejre processen, som altid er let at forstå for enhver og have en mening om. Jamrende politiske mørkemænd og grædekoner må lære at glæde sig over, at irrelevante historier om processen altid er så kulørte og festlige, at de får hele landet til – for en tid – at glemme, hvor dødsens kedsommelig politik egentlig er som substans. Muslimsk ungdomsoprør [18/10, 21/10]Ekstreme,
autoritære muslimer kan udnytte demokratiet til at knægte en
beboerforening, men vil aldrig kunne undertrykke det muslimske
ungdomsoprør, som i øjeblikket fejrer triumfer i danske medier med
tidligere iman Akkari, lyrikeren Hassan og debattøren Bazrafkan Efter at den anti-demokratiske islamiske organisation Hizb ut-Tahrir har fået nogle medlemmer ind i bestyrelsen i beboerforeningen i Egedalsvænge, tryner muslimer nu det danske mindretal i bebyggelsen. Og da flertallet jo bestemmer i et demokrati, så er formalia i orden. Planen er øjensynligt at indføre det muslimske kalifat i Egedalsvænge og derfra lade det brede sig ud over resten af vort kongerige. Bevægelsen forstår åbenbart ikke, at selv lunkne danskere opildnes til aktiv modstand, når muslimske ekstremister angriber vores juletræ, billiardklubber og fyraftensøl. Og at integrationen de sidste måneder har taget tigerspring fremad, takket være fremkomsten af muslim-kritiske, stærke figurer som den tidligere iman og rejsende med falske Muhammed-tegninger, Ahmed Akkari og de to særdeles velformulerede ”vrede unge indvandrere”: knækprosa-lyrikeren Yahya Hassan og den racismedømte debattør Firoozeh Bazrafkan. Ekstreme, autoritære muslimer kan knægte en beboerforening, men vil aldrig kunne undertrykke det muslimske ungdomsoprør, som i øjeblikket fejrer triumfer i danske medier. Becks suk
leve! [18/10, 20/10]
Almindelige seere er helt overladt til Cecilie Becks og andre nyhedsværters suk og ansigtsgrimasser, når de på få sekunder skal forstå, at de både bliver groft fornærmet og fuppet, når ministre giver ikke-svar. Lærernes fagblad Folkeskolen har fået aktindsigt i regeringens presseberedskab ved lovindgrebet i skolekonflikten i foråret. Det er 60 sider med 54 spørgsmål og svar. På spørgsmålet, om sammenbruddet i forhandlingerne var koordineret med KL fra starten, skulle regeringens ministre og ordførere således svare: ”Jeg hverken kan eller vil redegøre for, hvad der måtte eller ikke have været af politiske drøftelser med andre partier.” Ud over at være sprogligt ubehjælpsomt er svaret absurd, fordi KL ikke er et politisk parti. Men selv kampberedte Cecilie Beck fra TV2 Nyhederne fik altså dette svar fra en minister alle de højst tre gange, hun har tid til at spørge i en nyhedsudsendelse. Det er fint, at typer som Martin Krasnik på DR2 og Henrik Qvortrup på TV2 News har tid nok til at grille, ondulere og flambere ministre i deres egne indstuderede absurde ikke-svar. Men det er politiske delikatesser på elitekanaler. Almindelige seere er helt overladt til Becks og andre nyhedsværters suk og ansigtsgrimasser, når de på få sekunder skal forstå, at de både bliver groft fornærmet og fuppet. Middelmådighedens åg [17/10, 18/10]Det
er tragisk, at der her i landet kun findes en censor og en halv lærer,
som tør gøre oprør mod skolens systematiske dyrkelse af middelmådigheden Det er svært at trives i skolen for en elev, som er kvikkere end normalt. Skolen er indstillet på at hjælpe de svage, men ikke på at forhindre de kvikke i at dø af kedsomhed imens. Og hvis en hel klasse er kvik og triumferer ved eksamen med at overgå alle de middelmådige klasser, så reagerer hele systemet. Det fremgik af Berlingske tirsdag, som berettede om to klasser, som ved censorkontrollerede eksaminer brød middelmådighedens åg. Det gjorde andre lærere sure og de alarmerede ministeriet, som derefter forsøgte at få klassernes karakterer ned på det sædvanlige middelmådige niveau. Heldigvis forgæves, men i det ene tilfælde måtte en klasse fra Ribe gå helt til ombudsmanden for at bevare sine flotte karakterer. Læreren af den ene klasse har officielt erklæret middelmådigheden troskab, men mener dog fortsat, at klassen var ”meget, meget dygtig.” Censoren af Ribe-klassen nægter at falde til patten og erklærer: ”Der var tale om en usædvanlig dygtig klasse.” Tragisk, at der i landet kun findes halvanden lærer, som tør gøre oprør mod skolens systematiske dyrkelse af middelmådigheden! Greven af Monte GGGI [16/10, 17/10]Er
der stadig håb for Løkke? Ja! Både Greven af Monte Christo og
hovedpersonen i Stieg Larssons Milennium-trilogi, Lisbeth Salander, var
helt nede i skidtet, ydmyget og tilintetgjort af deres mægtige fjender,
men vendte senere tilbage som elsket helt Det mislykkede 2000 kroners sko-drilleri af Thorning og luksusrejser for en godhedhedsorganisation har vakt Løkkes gamle bilags-historier tillive. Og nu kan man frygte, at nye bilag på søndag vil vise, at Løkkes meget omtalte omvej til Rio de Janeiro i juni 2012 for at besøge sin datter i USA, foregik på 1. klasse betalt af danske bistandsmidler. Mange i Venstre spørger: Er det muligt at forbedre Løkkes karakter? Ja, Venstre bør fatte håb. Både Greven af Monte Christo og hovedpersonen i Stieg Larssons Milennium-trilogi, Lisbeth Salander, var helt nede i skidtet, ydmyget og tilintetgjort af deres mægtige fjender, men vendte senere tilbage som frygtelige hævnere og beundrede forkæmpere for retfærdigheden. Det tog dem henholdvis årtier i et barskt fængsel og en lang vandring gennem det svenske socialsystem at få forædlet deres karakter og blive elsket som fortjent. Spørg derfor ikke, om Løkkes kan vende tilbage som sejrherre. Spørg, hvor i helvede Løkke kan sendes hen for i hemmelighed at udstå de prøvelser, som kan forædle hans karakter, så han kan vende tilbage som elsket sejrherre. Debatløs Deadline-debat [15/10, 16/10]Resultatet
af den debatløse debat var, at DR2 Deadline ophøjede Politikens
chefredaktør Bo Lidegaards kontroversielle, Venstre-fjendske påstande
til at være selveste Sandheden DR2 Deadline lørdag havde Politikens chefredaktør Bo Lidegaard i studiet. Han skulle debattere det berømte anonyme brev til Skattesagskommissionen med den tidligere socialdemokratiske justitsminister m.m. Pia Gjellerup og lektor i filosofi og sociologi ved CBS, Øjvind Larsen. Men det var umuligt for studievært Martin Breum at få den mindste uenighed frem mellem debatdeltagerne. Bo Lidegaard var den eneste, som havde kontroversielle meninger, nemlig at Venstre har politiseret Kinnocks skattesag, og at Venstre derfor bør gå ud og dementere det anonyme brevs anklager om, at Venstre har samarbejdet med en advokat i sagen. Hverken Gjellerup eller Larsen sagde andet end almindeligheder, og det var tydeligt, at de aldrig fattede, hvorfor man havde indkaldt dem og ikke nogle, som kunne debattere med Lidegaard. I et desperat forsøg på at skjule debattens tomhed ledsagede studieværten selv de mest kedsommelige svar med overtydelig begejstring. Resultatet af den debatløse debat var, at DR2 Deadline ophøjede Lidegaards kontroversielle, Venstre-fjendske påstande til at være selveste Sandheden. Løkkes afladsbrev [14/10, 15/10]Løkke
burde udnytte harmen over sine rejseudgifter til at foreslå en grundig
undersøgelse af effekten af dansk U-landsbistand. Hvis Løkke rejser på
monkey-class, aner ingen i øjeblikket, hvad de sparede penge går til Nu har Løkke så skrevet et brev til Venstres medlemmer og bønfaldet dem om at modtage hans beklagelse over, at han ikke fik ændret rejsereglerne i GGGI tidligere. Hvor ynkeligt og naivt! For ingen aner, om det gavner verdens grønhed, at Løkke rejser på monkey-class. Heller ikke Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som kræver alle Løkkes bilag på et fad. Løkke kunne i stedet med fordel have brugt sin fadæse offensivt ved at skrive således til medlemmerne: ”Jeg faldt som offer for den opfattelse, at de milliarder, som vi giver til udviklingslande, er rent aflad. Derfor kontrollerer vi ikke, hvad der kommer ud af bistandsmidlerne, hverken til GGGI eller andre NGOer. Så hvis jeg flyver billigere end 1. klasse, aner ingen, hvad de sparede midler går til. Men disse absurditeter skal være slut nu! Venstre foreslår, at harmen over mine rejseudgifter fører til en grundig undersøgelse af effekten af dansk U-landsbistand. Og at al bistand, som ikke har nogen påviselig effekt, overføres til ældreområdet til at øge bleskiftefrekvensen på plejehjemmene. Og til flere busudflugter til hjemmenes beboere.” Danmarks førende vrøvler [11/10, 13/10]Fremtrædende,
veletablerede udøvere af dansk dadaisme er den gakkede komiker Anders
Lund Madsen, og det livsfilosofiske vrøvlehoved Thomas Blachman. Nyeste
skud på stammen er ”Dovne Robert”, som nu opstiller til kommunalvalget Dadaisme, eller kort sagt: vrøvl og idioti, har de senere år vundet stigende popularitet her i landet. Fremtrædende, veletablerede udøvere af dansk dadaisme er den gakkede komiker Anders Lund Madsen, og det livsfilosofiske vrøvlehoved Thomas Blachman. Nyeste skud på stammen er ”Dovne Robert”. Efter at have dadaiseret kontanthjælpssystemet ved at nægte at tage ”skodjob” gør han nu karriere som TV-reality-stjerne, reklamesøjle, foredragsholder og giver interview til internationale medier. Og i anledning af, at han opstiller som løsgænger ved kommunalvalget, har han torsdag sat bagsiden af dagbladet Politiken i sving med at finde et egnet valgslogan. Efter flere spalters interview, som skal motivere læserne til at indgive forslag, afslutter Robert med denne tilsyneladende uskyldige selverkendelse: ”Put en mønt i mig, så snakker jeg.” Men det er jo i virkeligheden det perfekte slogan til Roberts valgkampagne! Dette stunt i Politiken viser, at Robert er landets førende dadaist. Hverken Lund Madsen eller Blachman har udskrevet en slogankonkurrence og samtidig selv givet løsningen. Malala, Thorning, Løkke [11/10, 12/10]Talebans
mislykkede mordforsøg har givet Malala en stærk politisk rolle, fordi
hele verden kender hendes offerhistorie og føler med hende. Også for
Thorning og Løkke ville det være godt at have en god historie knyttet
til deres person. Det er en fornøjelse at følge den 16-årige pakistanske pige, Malala. Med imponerende modenhed og professionalisme formår hun retorisk at udnytte den enestående platform, som hun fik, da hun overlevede talebans attentat. Mordforsøget har givet hende en stærk politisk rolle, fordi hele verden kender hendes offerhistorie og føler med hende. Også for danske politikere er det vigtigt at træde i profil ved at have en god historie knyttet til deres person. Men ofte tynges vores politikere af negative historier, som svækker deres omdømme, så det er stejlt op ad bakke med retorikken. Tænk hvis Thorning i stedet for historier om løftebrud kunne bygge på en historie om, at hun sammen med SF med snilde og ynde havde sat de Radikale til vægs. Ikke godt for landet, men for Thorning. Og tænk hvis Lars Løkke i stedet for pamperhistorier om luksusflyrejser for bistandsmidler kunne bygge den kommende valgkamp på en historie om at have forsaget alle bilag og tilbragt oppositionstiden under stor askese hos en viis, tibetansk lama for at lære at slappe af og samtidig vinde dyb indsigt i sig selv. Folketingsgæk
[10/10, 11/10]
Når
den bankrådgiveragtige Kristian Thulesen Dahl slår sig løs, så skal man
se Pia Kjærsgaards og andre DFeres henført heppende ansigtsmasse bag
ham, og ikke Venstres blege Ellen Trane Nørby, der skriver SMSer i en
ørken af tomme stole ”Formanden vil heller
ikke næste gang gribe ind, hvis nogen slår gækken lidt mere løs,” sagde
Mogens Lykketoft til de få medlemmer i salen efter tingets første
forsøg med den nye debatform. Situationen minder om engang i Groft sagts skolegang, hvor en normalt
meget streng lærer pludseligt opfordrede vores veldisciplinerede klasse
til at lave ti minutters skæg og ballade i klassen i anledning af, at
inspektøren havde fået ridderkorset. Det lå tungt. Lykketoft og
præsidiet bør indse, at det vigtigste grundlag for en løssluppen debat
er den rette indretning af lokalet. Folketinget bliver aldrig rigtigt
skægt, før man sænker loftet og udskifter de løse stole, hvoraf de
fleste er tomme, med to konfronterende bænkerader, hvor medlemmerne
sidder skulder ved skulder og kan mærke hinanden. Og når Kristian
Thulesen Dahl slår sig løs, så skal man se Pia Kjærsgaards og andre
DFeres henført heppende ansigtsmasse bag ham, og ikke Venstres blege
Ellen Trane Nørby, der skriver SMSer i en ørken af tomme stole. I
øvrigt bør Lykketoft gå forrest med gækken ved igen anlægge sit
originale fipskæg. Ugebladsnovellen ”Brevet” [9/10, 10/10]Det
berømte, anonyme brev til skattesagskommissionen har vist sig i
virkeligheden at være en lovende ansats til en kulørt ugebladsnovelle Det anonyme brev til skattesagskommissionen rummer så alvorlige inkonsekvenser, at de skarpe hjerner i kommissionen burde have gennemskuet det og dermed undgået at udskyde afhøringerne. 1) Skribenten påstår at være advokatsekretær, men kan ikke engang sætte grammatiske kommaer. 2) Skribenten påstår at have stjålet afslørende dokumenter i sagen fra en kollegas computer, og vil helst ikke stå offentligt frem, da skribenten så vil miste sit job. Men i stedet for bare at viderebefordre et eller flere af de påstået afslørende dokumenter til kommissionen uden at blande sig selv ind i sagen, så forfatter skribenten et langt brev, som – takket være kommissionens ringe ekspertise udi ugebladsnoveller og mediernes efterfølgende lemmingereflekser – placerer skribentens unødvendige, selvskabte dilemma om at stå frem eller ikke stå frem øverst på landets mediedagsorden i flere dage med dramatiske deadlines til skribenten. Aldrig før har tre, paragrafstærke juristers manglende evne til at analysere en lovende ansats til en kulørt ugebladsnovelle udløst så skørt mediegak i en så gravalvorlig sag. Litteratur som selvhjælp [8/10, 10/10]
Hvis
beskæftigelse med skønlitteratur gør folk særligt modne og
menneskekloge, hvordan kan det så være at litteraturprofessorer og
forfattere ofte strides om helt ligegyldige ting? I Politikens bogtillæg lørdag fremhæver professor emeritus Hans Hertel, at det, som litteraturen kan bedre end andre medier, er at træne i medmenneskelighed, åbne for empati og videreudvikle forestillingsevne til at forstå andres verdener. Hvis det er rigtigt, så betyder det, at Hertel og andre professorer, som livslangt intensivt beskæftiger sig med litteratur, er de mest modne, kloge mennesker, der findes. Kun overgået af forfatterne, som jo er dem, der laver litteraturen, og derfor må være endnu mere modne og menneskekloge end litteraturprofessorerne. Men hvordan kan det så være, at forfattere så ofte er plaget af misundelse og optræder som små, fornærmede børn i medierne? Både giganter som Ludvig Holberg og H.C. Andersen led af misundelse. For ikke så længe siden hældte en kendt dansk forfatter i raseri vand over en anmelder og for nyligt skændtes to af litteraturparnassets ypperste om det, den ene kaldte ”pelikan”, ikke i virkeligheden var en ”flamingo”. Alt tyder fortsat på, at litteraturens særlige kvaliteter ligger inde i teksten og hverken i forfatterne eller professorerne. Skraldets engel [8/10, 9/10]Som
teolog, datter af præsten Margrete Auken og den sprænglærde
dobbeltdoktor i kristen billedsymbolik, Erik A. Nielsen, er Ida
veltrænet i at håndtere forureneres syndsbevidsthed og uddele
syndsforladelse til dem, der sorterer deres køkkenaffald De seneste dage har vi på TV set velbevarede pensionister med store køkkener, villaer og haver med god plads til flere affaldscontainere blive holdt frem som pionerer, der stolt sorterer deres køkkenaffald. Og skraldgudinden, miljøminister Ida Auken lod sig forleden på TV genføde som skraldemand på en villavej iført sikkerhedsudstyr. Sjældent har en minister passet bedre til en overjordisk udfordring. Som teolog, datter af præsten Margrete Auken og den sprænglærde dobbeltdoktor i kristen billedsymbolik, Erik A. Nielsen, er Ida veltrænet i at håndtere syndsbevidsthed og uddele syndsforladelse. Derfor har hun de bedst tænkelige forudsætninger for at frelse os fra vores skraldeskyld. For vi ved jo godt alle sammen, at vi er syndere. Arvesyndere, for lige siden oldtidens køkkenmøddinger har vi dovent og mageligt blandet skraldet. Og Idas budskab er klart: Sortér skidtet i en masse spande, og frels således både dig selv og dine efterkommere! Så må Skralde-fanden nøjes med at tage alle de fattige syndere i de små forstoppede køkkener i lejeboligerne, hvor der knap nok er plads til én spand. Antihelt Lars [7/10, 8/10]Sporene
efter drømmefiguren Thorning skræmmer. Hvis Lars Løkke bliver
statsminister, vil han være sikker på, at han er valgt som menneske, og
ikke som en eller anden drøm om en guddommelig statsminister Thorning lignede en kommende politisk stjerne, da hun lancerede drømmeplanen ”Fair Forandring”. Derfor blev hun statsminister. Men Thorning er aldrig sprunget ud som karismatisk statsminister, der med sin glamour kunne overstråle absurditeterne i de drømmeplaner, hun blev valgt på. Så nu retter drømmelystne vælgere blikket mod Løkke. Men Løkke anerkender slet ikke vælgernes behov for at beundre ham. Tværtimod: Han vil vælges på bare at være en almindelig Lars. Således placerer han sin teleprompter så højt, at han under sin tale på Venstre landsmøde i weekenden ustandseligt måtte rette blikket ydmygt opad for at hente ordene. Hermed sendes et klart signal: ”Jeg er lille, og det er jeg stolt af.” Smart spin er han også modstander af. Således stillede han et opsigtsvækkende ultimatum til Dansk Folkeparti lige op til Socialdemokraternes nederlagsmærkede kongres forleden. Og han rejser rundt i verden for 24.000 kr om dagen som formand for en skattestøttet organisation. Hvis Lars bliver statsminister, vil han være sikker på, at han er valgt som menneske, og ikke som en eller anden drøm. Per Degn i Aalborg [4/10, 7/10]Hvis
kandidaterne fra Humanistisk Informatik i Aalborg – til deres
arbejdsgiveres fulde tilfredshed – kan udføre akademisk arbejde efter
at have læst Alt for Damerne og et par selvhjælpsbøger, så kan
kandidatgraderne uddeles allerede under rusugen og resten spares. Weekendavisen har fået aktindsigt i særdeles alvorlig censorkritik af niveauet ved studiet Humanistisk Informatik ved Aalborg Universitet. Uddannelsen er bl.a. altfor lidt forskningsbaseret. Det får så universitetsrektor Finn Kjærsdam til at forklare bladet: ”Censorerne har bedt om, at uddannelsens indhold bliver mindre relevant og mere akademisk.” Det er ret katastrofalt, at rektoren for skandalen med denne udtalelse udbreder den idiotiske fordom om, at det at være akademisk består i, at man kan lire irrelevant teori af i groteske, absurde remser, således som vi kender det fra Holbergs komedie Erasmus Montanus. Hele kunsten i universitetsundervisning består i det stik modsatte: At gøre videnskabelige teorier og metoder praktisk anvendelige for de studerende, så de kan levere et ordentligt akademisk arbejde. Hvis kandidaterne fra Humanistisk Informatik i Aalborg – til deres arbejdsgiveres fulde tilfredshed – kan udføre akademisk arbejde efter at have læst Alt for Damerne og et par selvhjælpsbøger, så kan kandidatgraderne uddeles allerede under rusugen og resten spares. Død metafor-flugt [4/10, 6/10]Statsministerens
situation er nu blevet så håbløs, at selv helt døde metaforer forlader
hende Både Berlingskes Bob Katzenelson og Politikens Roald Als har hentet inspiration til satiriske tegninger i statsministerens kliché fra åbningstalen: ”Danmark er tilbage på sporet.” Det er da også en meget uheldig kliche eller såkaldt ”død metafor” at bruge, fordi den både rummer associationer til IC4-skandalen og til det støj- og trafikhærgende metrobyggeri. Det må undre, at Thornings mange spindoktorer og taleskrivere ikke har været i stand til at finde en bedre kliche, som ikke så taknemmeligt kunne udnyttes af satiriske tegnere. I åbningsdebatten forsøgte hun sig så med vendingen ”Vi har fået Danmark på ret køl.” Dette billede er ved første øjekast bedre end det med sporet, idet associationerne går til den strandede italienske krydstogtliner, der jo netop succesfuldt er kommet på ret køl. Men ved nærmere eftertanke er dette billede også ubrugeligt: Luksuslineren Costa Concordia er et vrag, der er ude af stand til at sejle og kun venter på at blive transporteret til ophugning. Statsministerens situation er nu blevet så håbløs, at selv helt døde metaforer forlader hende. Spankingglade elever [4/10, 5/10]Der
bør her i landet oprettes en sort skole, hvor unge, spankingglade mænd
af anden etnisk herkomst kan blive undervist i dansk, regning og
demokrati, så de ikke fristes til at rejse til Pakistan for at blive
hjerneblæst til islamister I TV2 Nyhederne forleden fortalte en tidligere ven til den nu formodet dræbte hellige kriger, Shiraz Tariq, hvordan Tariq efter et ophold i Pakistan vendte tilbage som hjernevasket ekstremist. Indtil han drog afsted, var han en almindelig dansk dreng under uddannelse. Lignende historier fortælles om andre ekstremister. Disse historier viser, at der er en gruppe unge danske mænd af anden etnisk herkomst, som mest effektivt og hurtigst indlærer ting ved en meget hård, håndfast metode. Den blødsødne, feminine danske skolepædagogik formår ikke at præge dem, så demokrati og diskussion står som så stærke værdier, at de ikke har lyst til at drage til udlandet og underkaste sig den autoritære sorte skole. Groft sagt foreslår derfor, at der her i landet indrettes en sort skole, hvor sådanne unge mænd kan blive undervist i dansk, regning og demokrati. Det er klart, at mange danske pladderpædagoger vil modsætte sig. Men hvis det kan afholde disse spankingglade elevtyper fra at rejse til udlandet for at blive hjerneblæst til farlige terrorister, så bør det prøves. Nulvækst i debatten [3/10, 4/10]Folketingets
åbningsdebat er et beskæftigelsesprojekt for eliten af dansk politik:
et alenlangt pipfuglekursus for politikere, kommentatorer og
elitekanalerne TV2 News og DR2 På tv2.dk forudsagde TV2s Henrik Qvortrup, at Socialdemokraterne ville bruge åbningsdebatten til at lange ud efter Dansk Folkeparti og Venstre. Og at Venstre ville angribe regeringen. Og DRs Uffe Tang forudsagde på dr.dk, at økonomien, nulvæksten og velfærden ville blive debattens store temaer. Og se: Det skete faktisk nøjagtigt som de kloge havde forudsagt! Spørgsmålet melder sig derfor, om det overhovedet var nødvendigt at holde selve Marathon-debatten. Det eneste, der nåede ud til alle vælgerne, var jo et par klip i TVs nyhedsudsendelser i går aftes og så de mest morsomme og personfikserede citater, som gengives med store fede typer i aviserne i dag. Debatten er et gigantisk pipfuglekursus for politikere, kommentatorer og elitekanalerne TV2 News og DR2. Groft sagt foreslår, at politikerne fremover klarer åbningsdebatten ved at mødes højst en times tid i salen for at indspille de få, forudsigelige højdepunkter, som TVs nyhedsudsendelser vil vise. Og at partiernes presseafdelinger sender en kaskade af morsomme personangreb direkte til aviserne. Så kan selve debatten spares væk. Hej, jeg hedder Manu [2/10, 3/10]Børnebogsforfatteren
Manu Sareen var nødt til at blive minister, så han kunne sidde i sit
kontor og lave fortrudte reklamevideoer for de bøger, som han som travl
minister skriver i sine ferier. Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen reklamerer på facebook for sin nye børnebog i flere videoer, som er optaget, mens han troner som minister på sit ministerkontor. Nu fortæller han så Ekstra Bladet, at det var en fejl. Og denne indrømmelse skaber endnu mere reklame for bogen. Ikke dårligt! Sareen har forstået, at for at sælge bøger i dag, er det nødvendigt at lave overskrifter. Og Sareen har så spurgt sig selv om, hvordan man laver overskrifter om en uskyldig bog til børn. Biografier sælges på, at en kendt skuespiller har haft en elendig barndom, er alkoholiker, stofmisbruger, ramt af en dødelig sygdom, har smerter på grund af overfyldt sædblære eller har været en neurotisk hustyran. Femikrimier sælges på, at forfatteren ser køn ud på billeder. Men Sareen er hverken kendt skuespiller eller ser særlig køn ud. Så han var nødt til at blive politisk aktiv for at blive minister, så han kunne sidde i sit kontor og lave fortrudte reklamevideoer for de bøger, som en travl minister skriver i sine ferier. Godt, at mysteriet om, hvad Sareen egentlig laver som minister, blev opklaret. Forvildede forskere [1/10, 2/10]Tre
kronikskrivende forskere har en smuk, men naiv opfattelse af, at der
inde i Thorning ligger en masse værdifulde ting, som hun aldrig har
kunnet komme ud med, fordi journalisterne ustandseligt stiller
irrelevante ”selvmodsigelses-spørgsmål”, som fokuserer på løftebrud. Tre forskere i politisk kommunikation skrev i Berlingske lørdag kronikken ”Derfor svarer politikerne ikke”. Forskerne mener, at Thornings ulykker på de nu afskaffede Tirsdagspressemøder skyldes journalisternes spørgeteknikker. "For hvilken interesse har vi i at se en statsminister i konstant forsvarsposition? Hvor oplysende er det egentlig at blive ved med at spørge efter en indrømmelse, der aldrig kommer?" De tre forskere har en smuk, men naiv opfattelse af, at der inde i Thorning ligger en masse værdifulde ting, som hun aldrig har kunnet komme ud med, fordi journalisterne ustandseligt stiller irrelevante ”selvmodsigelses-spørgsmål”, som fokuserer på løftebrud. Forskerne bør forske sig frem til, at journalisterne først stiller spørgsmålene, efter at Thorning ved mødets begyndelse har delt ud af sine tanker. Med spørgsmålene forsøger journalisterne så bagefter med stigende desperation at finde mening i det, hun siger. Desuden viser erfaringer fra Fogh-tiden, at politik på TV fænger allerbedst, når en statsminister på direkte TV igen og igen giver et svar, som ingen tror på. Glad minister for afmagt [1/10, 2/10]Efter
Nick Hækkerups medieoffensiv mod oberst Hackel kan han nu glæde sig
over, at alle betragter ham som ”Minister for Thornings Afmagt” Tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup har politik i blodet. Så når han i Berlingske går ud med et voldsomt angreb på ”Oberst Hachel-typer” i forsvaret op til S-kongressen, så ved han nøjagtigt, hvad der sker: Alle kommentatorer råber ”sensation”, og regeringen, forsvaret og fagforeningerne lægger officielt afstand til udtalelserne – bortset fra de sædvanlige Rasmus Modsat’er. Og Thornings yderst nedtonede bemærkninger vil af medierne blive udlagt som en hård irettesættelse. Alt dette har Nick vidst i forvejen. Med åbne øjne har Nick med oprørske udtalelser altså stjålet dagsordenen i medierne fra Thornings kongres. Så nu hader hun ham og vil gøre alt, hun kan, for også at fjerne ham fra det intetsigende Handels- og Europaministerium, som hun allerede har detroniseret ham til. Men det er Thorning for svag til. Det ved alle. Så efter sin medieaktion kan Nick nu glæde sig over, at alle betragter ham som ”Minister for Thornings Afmagt”. Således har Nick ved egen kraft givet sin ligegyldige ministerpost en ny, stor betydning. Og Nick har genfundet arbejdsglæden som minister. Kalifat-fallit [26/9, 1/10]Mislykkede
typer som den stavestærke islamist Shiraz Tariq er en langt større
fallit for den danske folkeskole, end den velkendte tabergruppe, som
ikke engang lærer at læse og regne Shiraz Tariq er medlem af gruppen Kaldet til Islam, som har vakt opsigt ved at agitere for, at danskere ikke stemmer ved folketingsvalg, og for, at vi indfører et islamisk kalifat. ”Mit mål er at bekæmpe de vantro, indtil den islamistiske stat er implementeret,” har Tariq udtalt. Berlingske fortæller torsdag hans historie i anledning af, at han formodes at være dræbt i Syrien, hvor der kæmper op mod 130 danske islamister. Det oplyses, at Tariq er opvokset i Avedøre, og det fremgår af e-mails, facebook og twitter, at han i modsætning til mange andre fra indvandrermiljøet faktisk har lært at skrive i skolen. Hvordan kan en dansk skoledreng, som vel ifølge pensumplanerne både er undervist i demokrati, har læst og diskuteret et par af Holbergs satiriske komedier, Scherfigs Det forsømte forår og Panduros Rend mig i traditionerne og andre antiautoritære danske klassikere udvikle sig til åndsformørket, religiøs fanatiker? Mislykkede typer som stavestærke Tariq er en langt større fallit for den danske folkeskole, end den velkendte tabergruppe, som ikke engang lærer at læse og regne. Den søde massemorder [27/9, 30/9]Når
Maos morderprofil udelades, så kan historien om genudgivelse af "Maos
lille røde" uden brækfornemmelser genopvække søde minder hos Politikens
aldrende læsere. Formand Maos massemyrderier overgår både Hitler og Stalins. Men alligevel er Mao ikke så ulækker og ækel som Hitler og Stalin. I hvert fald ikke for Politikens læsere. Dette kulturelt velanskrevne dagblad for følsomme, politisk korrekte mennesker fortæller i en artikel på forsiden og på hele forsiden af 2. sektion fredag, at Maos lille røde, nu skal genoptrykkes. Dog skal titlen være en anden, omslaget nok ikke være rødt og kun 25 pct af indholdet være det samme som i originalen. Sådanne tekniske detaljer udpensles, mens det intet sted nævnes, at Mao faktisk er klodens værste massemorder. Pointen i Politikens historie er, at det er ganske pudseløjerligt, at aktuelle intriger i den nuværende ledelse gør det opportunt for nogle at lade værket genoptrykke revideret. Når Maos morderprofil udelades, så kan historien uden brækfornemmelser genopvække søde minder hos Politikens aldrende læsere. Minder fra dengang, hvor de var unge, læste ”Maos lille røde” og sværmede for en bedre, ikke-kapitalistisk verden, bestyret af rare bedstefar Mao med murerflippen. Bvadr. Løkkemønten [27/9, 29/9]Venstres
afvisning af ti økonomers vurdering af deres politik viser, at den
dristige SF-nyskabelse, villyarden, stadig er i fuld vigør. Den har
holdt flyttedag. Nu hedder den ”Løkkes lykkemønt” og har den særlige
egenskab, at selv om man sparer den væk, så kan den alligevel stadig
bruges til lønninger. Ti af landets førende økonomer vurderer, at Venstres udspil om nulvækst vil føre til fyringer. Men Claus Hjorth Frederiksen (V) anerkender ikke den økonomiske sagkundskab. ”Nulvækst er ikke en spareøvelse,” siger han til Berlingske torsdag. Det er ikke første gang i nyere politisk historie, at en toppolitiker lodret benægter økonomiske fakta. Op til valget i 2011 kritiserede samme økonomiske sagkundskab SFs løfterige planer for at bryde med den grundlov, at samme penge kun kan bruges én gang. Det førte til opfindelsen af den revolutionerende regneenhed, villyarden, som, i modsætning til almindelige milliarder, kunne bruges igen og igen. Efter SF kom i regering, har partiet forladt villyarden og afskyr også alle andre dristige dele af deres tidligere politik såsom betalingsring, roadpricing og øremærket barsel. Men Hjorths udtalelser viser, at den dristige SF-nyskabelse villyarden stadig er i fuld vigør. Den har holdt flyttedag. Nu hedder den ”Løkkes lykkemønt” og har den særlige egenskab, at selv om man sparer den væk, så kan den alligevel stadig bruges til lønninger. Grønthakket Thorning [27/9, 28/9]Jens
Christian Grøndahl bør holde sig til udelukkende at skrive romaner om
fiktive personer, så han aldrig mere risikerer at afsløre sin
provokerende uvidenhed om virkeligheden Forfatteren Jens Christian Grøndahl har de seneste dage fået megen omtale ved at stå frem som pseudonymet bag en roman, som mange mener handler om Thorning. Da romanfiguren både har en fortid med stoffer og en hang til sadomasochisme, synes mange, at Grøndahl går for vidt med at rakke Thorning ned. Men til DR.dk fortæller Grøndahl, at han faktisk beundrer Thorning: ”Vores statsminister er en fascinerende skikkelse, og jeg synes, at det, hun har fremprovokeret i offentligheden, er interessant at beskæftige sig med. Dette, at man altså stadigvæk ikke kan tillade sig at være en høj, flot, sej, stærk, modig kvinde, der kommer til tops, og som vil magten, uden at det virker meget, meget provokerende.” Sikken dog en våset gang grønkålssuppe! Ingen har nogensinde bebrejdet Thorning, at hun er et godt, sejt skår, som kom til tops. Tværtimod. Det provokerende ved hende er løftebruddene, og at hun har sendt sine vælgere væk. Digter Grøndahl bør holde sig til udelukkende at skrive romaner om fiktive personer, så han aldrig mere risikerer at afsløre sin provokerende uvidenhed om virkeligheden. Gækkebrev [26/9, 27/9]Kommissionens
selvskabte mediestorm har bestyrket alle i den eksotiske opfattelse, at
sandheden gemmer sig i et anonymt brev, hvis indhold det er forbudt at
kende Hvordan kan et anonymt brev, hvis ordlyd ingen udenfor en inderkreds kender, sætte dagsordenen i flere dage? Det kan det, fordi de flittige og dygtige jurister i kommissionen ikke har forstand på mediestyring. Derfor aner de ikke, at når de beder politiet om at finde den anonyme afsender, så bliver det af medierne opfattet som et kvalitetsstempel af brevet. Herefter vil medierne lystigt gisne og gætte løs i løsslupne overskrifter. Og når kommissionen så også beder politiet finde ud af, hvem af kommissionens mange bisiddere der har lækket brevet til Berlingske og Politiken, så øges brevets betydning. Og da ingen regner med, at politiet kan finde afsenderen eller lækagen, så er summa summarum, at kommissionen af vanvare har skabt en masse nytteløs mediepostyr, som er yderst fornøjeligt for vælgerne, men undergravende for jurister og andre, der tror, at sandheden ligger gemt i tørre juridiske paragraffer og procedurer. Kommissionens selvskabte mediestorm har bestyrket alle i den eksotiske opfattelse, at sandheden gemmer sig i et anonymt brev, hvis indhold det er forbudt at kende. Løkkes dreamteam [25/9, 26/9]
Gid
Thorning ikke havde dummet sig så meget som regeringsleder. Så kunne
Løkke i næste regering ansætte hende som sin personlige talsmand i DI,
EU og Dansk Herremoderåd Både Thorning og Løkke talte ved DI-konferencen tirsdag. Og begge sagde ting, som de tilstedeværende kunne lide at høre. Kun politiske eksperter kan efterhånden høre de politiske forskelle, der stadig måtte være mellem dem. Men når det kommer til personlig fremtræden, er det som om forskellene mellem dem vokser. For enhver kan se, hvor nydelig Thorning fremtræder på en talerstol i sin pæne blå spadseredragt med rynkefri botoxpande og opsat hår. Hun slår klart Løkke, som talte til forsamlingen, stående lav og bred foran talerstolen uden slips med en lille, men tydelig mave over livremmen. Til hæren af trimmede slipsedrenge fra eliten nede i salen sender Løkke med sit kropssprog et signal om at være udenfor. De mange fittede ledere i salen vil spørge, hvorfor Løkke ikke har brugt oppositionstiden til at tabe sig. Selvfølgelig totalt irrelevant, men Helles figur passer jo anderledes perfekt til enhver eliteforsamling. Gid Thorning ikke havde dummet sig så meget som regeringsleder. Så kunne Løkke i næste regering ansætte hende som sin personlige talsmand i DI, EU og Dansk Herremoderåd. Desperate kommentatorer [25/9, 26/9]Skattesagskommissionens
kedsommelighed er så dræbende, at der nu ikke skal mere end en
mødeudsættelse til at få ellers besindige kommentatorer til at te sig
som hysteriske kællinger Essensen af sagen om Helle Thorning-Schmidts og hendes mands skatteforhold er klar for enhver vælger: Parret har gjort, hvad de lovligt kunne, for at betale så lidt skat som muligt. Men tidligere direktør i Skat København, Erling Andersen, blev så sur over, at tidligere departementschef Peter Loft blandede sig i hans arbejde, at han fik tidligere Thor Möger til at nedsætte kommissionen. Kommissionen har været en tung vandring frem mod en kedsommelig anti-klimaks. Alle har bedyret, at de ikke har gjort noget ulovligt. Kun rapporterende journalister og kommentatorer har af professionelle grunde været i stand til at ophidse sig over afhøringerne. Nu er der så en anonym, der har skrevet et brev til kommissionen, hvori der står, at Venstre-politikere har løjet. Gab. Men det brev syntes jura-drengene i kommissionsledelsen altså, at politiet skulle undersøge, inden man kunne fortsætte. Og så råbte alle kommentatorer: ”Sensation!” Kommissionens kedsomhed er så dræbende, at der nu ikke skal mere end en mødeudsættelse til at få ellers besindige kommentatorer til at te sig som hysteriske kællinger. En farlig mand [24/9, 25/9]Med
sine truende udtalelser mod jihad-krigere sprang Morten Bødskov op som
machomand. Nu er han så landet som helt slap varmtluftsballon, fordi
hans juridiske blæselampe løb tør for brændstof. Justitsminister Morten Bødskov får dagligt råd fra en hel silo fyldt med landets dygtigste jurister. Hvorfor går han så alligevel ud med opsigtsvækkende, men juridisk tom bragesnak mod danske jihadister, som kæmper i Syrien? Udtalelser som: ”Folk, der rejser til Syrien, skal vide, at fælden klapper, så snart der er mulighed for det. Vores efterretningstjeneste holder øje med dem, og lovgivningen er sådan set klar på det her område.” Efter politiet nu har droppet den eneste sag, som er blevet rejst, og to juraprofessorer i Berlingske udtaler, 1) at det jo ikke er forbudt ifølge straffeloven at blive rå og afstumpet i Syriens krigshelvede, og 2) at det næsten er umuligt at bevise, hvad der foregår dernede, så ligner Bødskov en latterlig figur: revisoren som sprang op som machomand, men faldt ned som varmtluftsballon. Der er tilsyneladende kun en, der har ladet sig skræmme, nemlig Abu Khattab, som er kendt for at forsyne danske medier med rekrutteringsvideoer. Han tør, ifølge sin mor og flere socialarbejdere, ikke vende hjem til Danmark på grund af Bødskovs dårlige sprogtone. Træd varsomt, Robert! [23/9, 24/9]På
genial vis gjorde "Dovne Robert" et brand ud af sin taberrolle som
kontanthjælpsmodtager og opnåede derved større indtægter og social
anerkendelse end han nogensinde ville have nået ved at falde til patten
i jobcentret og tage job, han ikke gad I øjeblikket kører en reklame for TV-serien ”Robinson Ekspeditionen” på forsiden af EkstraBladet.dk og BT.dk. Videoen viser nøgne, sexede mennesker på en tropeø. Men også landets mest berømte kontanthjælpsmodtager, ”Dovne Robert”, er med i eventyrflokken. Og i landets aviser optræder han desuden i helsides annoncer for naturmidlet Energo og erklærer: ”Jeg er blevet frisk og fuld af energi.” Hans indkomster er nu så store, at han har meldt kontanthjælpen fra. Det er en flot karriere Robert har gjort, siden han for bare et år siden trådte ud af de ukendte kontanthjælpmodtageres rækker i et interview på DR2, som gav genlyd i alle danske medier og i april bragte ham på forsiden af New York Times som ”Lazy Robert”. På genial vis gjorde Robert et brand ud af sin taberrolle som kontanthjælpsmodtager og opnåede derved større indtægter og social anerkendelse end han nogensinde ville have nået ved at falde til patten i jobcentret og tage job, han ikke gad. Han erklærer nu at ville være ”Vinder Robert”. Træd varsomt, Robert! Medierne er allerede propfulde af kedsommeligt scorende vindere. Grønlands nedsmeltning [23/9, 24/9]Lokale
medier i udkantsområder er normalt nosseløse personaleblade for den
siddende, politiske administration. Dog sjældent med så katastrofale
konsekvenser som i Grønland Berlingske fortalte lørdag om skandaløse stillingsbesættelser i grønlandsk topadministration. Og formanden for Transparency Greenland udtaler: ”Forvaltningerne er i dyb krise. Administrationen er i knæ, og det kan på sigt betyde, at vi får vanskeligere ved at finde de penge, der skal til for, at Grønland kan få gennemført sine mineprojekter.” Ingen af de to politisk ansvarlige topfigurer, landsstyreformand Aleqa Hammond eller landstingsformand Lars Emil Johansen, har ønsket at udtale sig til Berlingske. Men man spejder også forgæves efter de grønlandske medier. Vennetjenester er kun mulige, fordi de lokale medier svigter deres væsentligste opgave, som er at bringe kontroversielle sager frem. Og her er Grønland ikke enestående. I lokalområder har den kritiske journalistisk altid yderst dårlige betingelser, fordi kilderne er få, og alle, også journalister, kender alle, og derfor ikke vil lægge sig ud med nogen. De lokale medier bliver i praksis tandløse personaleblade for den siddende, politiske administration. Dog sjældent med så katastrofale konsekvenser som i Grønland. Politiks erogene zone [20/9, 23/9]Historien
om hundeloven er god at få forstand af. Den viser klart, hvor den
erogene zone i dansk politik er: Først flyttes vælgernes holdninger med
følelsesstærke TV-indslag. Derefter høstes vælgerne af politikerne ved
hjælp af tilsyneladende rationel argumentation. Der var stærk følelsesporno i TV2 Nyhederne forleden, da hunden Cato blev aflivet på en politistation. De pårørende græd som pisket, og alle vi seere blev selvfølgelig ophidsede over de lidelser, som denne stakkels skolelærer og hundeejer og fremmødte slægt og venner måtte lide. Og TV-indslag som dette har allerede fået minister Karen Hækkerup til at annoncere en lovrevision, således at en dyrlæge eller læge skal vurdere om en hund, der har lavet flænger i dyr eller mennesker, nu også virkelig er så bidsk, at den skal aflives. For få år siden gik følelsespornoen den modsatte vej: Da bestod pornoen i knuste hundeejere med skambidte, ofte små hunde, som fremviste skader og eventuelt døde dyr, mens de græd for åben skærm. Og vi følte med dem. Og derfor kom loven. Historien om hundeloven er god at få forstand af. Den viser klart, hvor den erogene zone i dansk politik er: Vælgernes holdninger flyttes med følelsesstærke TV-indslag. Derefter høstes de ændrede holdninger af politikerne ved hjælp af noget, der skal forestille rationel argumentation. Snart den ene vej, snart den anden. DRs pave [20/9, 23/9]Ved
selv at rejse kritik af manipulerende dokumentarprogrammer med sin
"seernes redaktør" og derefter selv besvare den med udtalelser fra DRs
svar på paven, chefen for "DR Etik", forsøger DR at opnå fuld kontrol
med den danske virkelighed. DRs system med både at have en ”seernes redaktør”, Jacob Mollerup, og en ”chef for DR Etik”, Inger Bach, er et smart propagandanummer. De to spiller etik-ping-pong, som både imponerer og skaber uhygge. Når Mollerup på seernes vegne kritiserer programmer som ”Læsø kalder” for manipulationer, så kan chefen for DR Etik blive interviewet i en artikel på DR.dk og berolige med lirum-larum-udtalelser om, at der i en kæmpe organisation som DR altid sker fejl, og at man ikke bør drage for voldsomme konklusioner af dem. Ved selv at rejse kritik og derefter selv besvare den med udtalelser fra DRs svar på paven forsøger DR at opnå fuld kontrol med den danske virkelighed. DR nærmer sig en fuldt selvtilstrækkelig tilstand, hvor institutionen først selv skaber virkeligheden i sine manipulerede dokumentarprogrammer, derefter selv kritiserer programmerne og endelig selv fra sin egen selvudnævnte højeste etiske autoritet kundgør, at alle bare skal tage det helt roligt. Johannes Syrien-revolte [20/9, 22/9]Det
var lettere med Libyen end med Syrien. Gaddafi var frivilligt udklædt
som en ekcentrisk tyran. Derfor lod FN sig relativt hurtigt samle om et
flyveforbud. Assad ligner en, der er ansat i Skat. Derfor er alting
blevet så forsinket og rodet. Det var lettere med Libyen end med Syrien. Gaddafi var frivilligt udklædt som en ekcentrisk tyran. Derfor lod FN sig relativt hurtigt samle om et flyveforbud. Assad ligner en, der er ansat i Skat. Derfor er alting blevet så forsinket og rodet. Og mens Obama tøver med fingeren på aftrækkeren, vil det tage mindst et år for FN at indsamle Assads gasvåben, og mindst 1 mia dollars at destruere dem. Og nu begynder oprørsgrupperne at slå hinanden ihjel, hvilket gør det sværere for os at finde nogen at holde med. Men vi holder alle med de almindelige syriske borgere, hvoraf der hver dag dræbes 100 og sendes yderligere tusinder på flugt. Men selv det, at holde med almindelige syrere, er kompliceret. Se nu bare de fattiges stålsatte Jeanne d’Arc, Johanne Schmidt-Nielsen (EL), som varmt støtter Flygtningenævnets beslutning om at åbne Danmark for syriske flygtninge. Men som gør det med den begrundelse, at der kun vil nå meget få frem til os, fordi rejsen er så dyr, at kun de mest velhavende syrere har en chance. Det var lettere med Libyen end med Syrien. Både for Johanne og alle os andre. Professorgas [20/9, 21/9]Hvorfor
dog ikke bare glæde sig over, at der er to universitetsforskere, hvis
viden nogen i det private erhvervsliv vil betale for, fordi de finder
den anvendelig? Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Per Clausen (EL) kritiserer juraprofessor Michael H. Jensen og økonomiprofessor emeritus Christen Sørensen for mod betaling at have udarbejdet rapporter til Bayerngas. Rapporter med oplysninger og vurderinger som firmaet kunne bruge i sit lobbyarbejde for at undgå øget beskatning af sin olieudvinding. Men hvorfor dog ikke bare glæde sig over, at der her er to universitetsforskere, hvis viden nogen i det private erhvervsliv vil betale for, fordi de finder den anvendelig? Det eneste bekymrende i sagen er, at professor Jensen indrømmer, at han ikke ville gide bidrage til debatten, hvis han ikke havde fået 100.000 for en uges arbejde. Hvis han skal arbejde uden særligt vederlag, så vil han hellere lave forskningsartikler, som ingen altså vil betale for og ofte heller ingen ud over redaktøren læser. Det bekymrende er, at profesor Jensen med sit eksempel sender et signal om, at alle de forskere, som ustandseligt optræder gratis som eksperter i debatten, i virkeligheden kun stiller deres viden til rådighed, fordi ingen gider betale dem for den. Gebyrer redder liv [19/9, 20/9]Det
er vanvittigt, at det koster 355 kr for en patient at blive lagt i
kiste, mens hospitalet intet tjener på at slippe patienter ud i live Ydelser, der ligger udover den sundhedsfaglige behandling – såsom mad og logi til pårørende eller at blive lagt i kiste – kan hospitalerne tage penge for. Men sundhedsminister Astrid Krag (SF) formaner i Jyllands-Posten hospitalerne til at styre sig: ”Der må være grænser for fantasien i brugerbetaling.” Hvorfor egentlig? Ethvert gebyr, der kan øge patienternes chance for overlevelse, bør øjeblikkeligt indføres. Det bør således være muligt for patienter at give drikkepenge. Det vil stimulere læger og sygeplejersker til at konkurrere om at yde service ved sengene i stedet for altid at hænge foran computerne, mens de venter på at blive logget ind. Og patienter, som altid er nødt til at briefe læger, fordi de aldrig har tid til at læse i journalen, bør kræve gebyr. I øvrigt bør de eksisterende gebyrer gennemgås for uhensigtsmæssige incitamenter. Det er vanvittigt, at det koster 355 kr at blive lagt i kiste, mens hospitalet intet tjener på at slippe patienter ud i live. Et klækkeligt gebyr til de pårørende, hver gang der lægges i kiste, vil få det allerbedste frem i ethvert hospital. 17 pengenussere [19/9, 20/9]Krisen
har afsløret banker som grådige papirnusseanstalter, som op til
sammenbruddet har udliciteret en stor del af deres papirnusserier til
selvsikre, dumsmarte fantaster med håbet om, at jo flere, der nussede
rundt med sedlerne, jo større gevinster Det er forstemmende at se billederne i Berlingske Business torsdag af de spekulanter, som formodes at tilhøre flokken af de 17, som havde lånt i alt 21 mia kr, som forsvandt, da krisen brød ud. Disse folk har jo kun kunnet låne på kryds og tværs igen og igen, fordi de har været gode til at overtale bankfolk til at låne sig stadig flere penge. Og det har jo ikke været, fordi spekulanterne kunne argumentere med, at de havde gjort en ny opfindelse og nu søgte penge for at skabe arbejdspladser. Krisen har afsløret banker som grådige papirnusseanstalter, som op til sammenbruddet har udliciteret en stor del af deres papirnusserier til selvsikre, dumsmarte fantaster med håbet om, at jo flere, der nussede rundt med sedlerne, jo større gevinster. Åh, hvor ville det dog være en befrielse, hvis man kunne udnævne spekulanterne til skurkene i historien. Så kunne man bevare sin barnetro på, at når banken lukker kl. 15, så sker det, for at give bankfolkene arbejdsro til at tage stilling til innovative projekter med en masse arbejdspladser. Og ikke for at smugle 17 skumle spekulanter ubemærket ind. Elbæk ude, øv! [18/9, 19/9]Oh,
hvilket dramaturgisk spild, at denne tragi-komiske politiske ignorant
forlader de Radikale. Nu mister pressen helt interessen for alle hans
ærligt mente mislyde. Og dansk politik bliver kedeligere. Det er svært ikke at sympatisere med Uffe Elbæk, som nu – som den eneste i Folketinget – vil efterleve Grundlovens § 56: ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.” Men samtidig vækker det bekymring hos Groft sagt, at man kan være så uvidende om politik, og så alligevel nå til tops som minister. Politik handler – i lodret strid med Grundloven – om at tale synkront i flok imod andre, som også taler synkront. Det er nødvendigt, fordi pressen forstørrer den mindste mislyd i synkrontalen op til en sensation, som støjer for al partiets kommunikation. Og det gør pressen, fordi de folkemasser, der ikke ser TV2 Tirsdagsanalysen, opfatter politik som en TV-føljeton i nyhedsudsendelserne. En TV-komedie, hvor Elbæk nu fik sig en opblomstring som en pirrende ny figur: ”politisk klovn, der agter at følge Grundloven”. Oh, hvilket dramaturgisk spild, at denne tragi-komiske politiske ignorant forlod de Radikale. Nu mister pressen helt interessen for alle hans ærligt mente mislyde. Og dansk politik bliver kedeligere. Elefanten på væggen [18/9, 19/9, med titlen ”TV-elefanten på væggen”]Public
service-TVs officielle selvopfattelse er, at de bare formidler
virkeligheden. Men virkeligheden er, at TV er en gigantisk, stinkende
elefant på væggen, som idiotisk hævder at være en flue. I forsøget på at redde nogle danske arbejdspladser havde både ledelse og tillidsmænd på Danish Crown-slagterierne haft et længere forhandlingsforløb. Da så slagteriarbejderne stemte nej, var TV2 Nyhederne på pletten med en kvik løsning. Studievært Mikael Kamber dobbeltinterviewede tirsdag direktøren og en slagteriarbejder, som havde stemt nej. Og da slagteriarbejderen så begrundede sit nej med, at han foretrak en løsning, hvor medarbejderne kunne låne pengene i stedet for at gå ned i løn, så så studievært Kamber beslutsomt på direktøren og sagde, at der her jo var en løsning. Det er skamløst frækt, at en studievært tror, at han ved et hurtigt dobbeltinterview kan få en mulighed frem, som man ikke har drøftet i en ugelang, grundig proces op til afstemningen. Men Kamber er ikke enestående. Det er samme naragtige storhedsvanvid, som plager DR3 når de vil parre ægtefolk, som aldrig tidligere har mødt hinanden. Samtidig er TVs officielle selvopfattelse, at de bare formidler virkeligheden. TV er en gigantisk, stinkende elefant på væggen, som idiotisk hævder at være en flue. Øremærket Vestager [17/9, 18/9]Med
sin udtalelse om "ægte løftebrud" signalerer den altid yderst
kontrollerede Vestager til Borgen og omegn, at hun er blevet så
frustreret over Thornings ledelsesform, at hun længes efter, at det
hele snart er overstået med næste valg Det har undret selv
skarpe politiske iagttagere, at Margrethe Vestagers udtalelser om, at
det var S-toppen, som ikke ville have den øremærkede barselsorlov til
mænd, vakte opsigt. For det vidste alle på Borgen i forvejen. Det er
rigtigt set, men irrelevant. For politik handler mest om, hvem der
offentligt siger hvad hvornår. Alle ved jo også, at det er Vestager,
som er regeringens egentlige magthaver, men det har Vestager aldrig
haft spor lyst til at sige offentligt. Tværtimod har Vestager spillet
rollen som egentlig magthaver så diskret, at hun flere gange har afvist
rollen som regeringens magthaver. Det nye i Vestagers barselsudtalelse
er ikke substansen, men at hun med udtalelsen ydmyger Thorning, fordi
udtalelsen er et åbent brud på den loyalitet, en regeringsleder må
forvente. Og der sættes trumf på provokationen, når Vestager benytter
udtrykket ”ægte løftebrud”. Med sit oprør signalerer den altid yderst
kontrollerede Vestager til Borgen og omegn, at hun er blevet så
frustreret over Thornings ledelsesform, at hun længes efter, at det
hele snart er overstået med næste valg. Integration ad Store A til [16/9, 17/9]
I disse dage, hvor regeringen har indkaldt
internationale eksperter for at hjælpe med at dæmme op for
bandekriminaliteten, sender DR1 en dokumentar om en kriminel: ”Store A
– fra bandekrig til jihad”. Det er en sikker sællert med store
følelser, religiøst vanvid og vold. I disse dage, hvor regeringen har indkaldt internationale eksperter for at hjælpe med at dæmme op for bandekriminaliteten, sender DR1 en dokumentar om en kriminel: ”Store A – fra bandekrig til jihad”. Her kan både Store A’s venner, familie, yngre bandemedlemmer og alle vi andre opleve, hvor berømt man kan blive med en karriere som voldsdømt kriminel og bandeleder. Denne berømmelse og dermed beundring i miljøet havde Store A aldrig opnået, hvis han havde valgt erhvervsskolen og var blevet VVS-mand. En dokumentar med titlen ”fra VVS-mand til formand for menighedsrådet” kan nemlig ikke tiltrække det antal seere, som er nødvendigt på DR1, som i reklamen for udsendelsen lokker med Store A’s brutalitet, og at han er klar til at dø som et offer til Gud for at sone sine mange forbrydelser, fordi hans lillebror fik konstateret kræft. Altså en sikker sællert med store følelser, religiøst vanvid og vold. Sådan en dokumentar hverken kan eller skal stoppes i et demokratisk mediesystem. Den viser, hvorfor det – selv om verdens bedste eksperter kaldes til konference – fortsat går ad Store A til. Vilhelmsens glade dag [13/9, 17/9]Annette
Vilhelmsen (SF) er dansk politiks svar på Winnie i Samuel Becketts
absurde mesterværk ”Glade dage”. Hun sprutter af optimisme i tomgang
samtidig med, at vi alle kan se, at hun sidder stadig mere begravet i
en møgdynge af brudte løfter og ødelagt troværdighed Annette Vilhelmsen har efter hun overtog Villys rallende dødsbo flere gange mirakuløst afværget SFs endelige bortgang ved hjælp af sin innovative blanding af sort snak, hvidt hår med påmonterede himmelskuende briller og milde fynske smil. Men regeringens sociale 2020-plan blev Vilhelmsens Waterloo. Planens nyskabende kombination af gakkede talprocenter, sprogligt uimodsigelige godhed og et fjernt årstal var mere end selv hun kunne snakke udenom. Hverken frække Cecilie Beck (TV2 Nyhederne) eller ”Smiling Killer” Martin Krasnik (DR2 Deadline) kunne torsdag aften vride noget, der bare mindede svagt om fornuft ud af Vilhelmsen. Selv om hun kæmpede bravt med sine sædvanlige midler tilsat gentagen fabuleren om noget, hun kaldte ”housing first” til de hjemløse. Men Vilhelmsen selv synes vist egentlig det gik meget godt. Vilhelmsen er dansk politiks svar på Winnie i Samuel Becketts absurde mesterværk ”Glade dage”. Hun sprutter af optimisme i tomgang samtidig med, at vi alle kan se, at hun sidder stadig mere begravet i en møgdynge af brudte løfter og ødelagt troværdighed. Social 7913-plan [13/9, 16/9]Ordet
”2020” med gentagelse af samme stavelser giver et uheldigt indtryk af
at stå i stampe. Det ville være langt mere dynamisk at vælge en
stigende talrække, f.eks. 2021, 2345 eller – hvorfor egentlig ikke? –
7913-planen På en sær bagvendt, uhyggelig måde er det imponerende at regeringen, trods sin historisk lave troværdighed i befolkningen, tør fremlægge en social 2020-plan med nøjagtige procentsatser for reduktion af udvalgte elendigheder. Det mest uhyggeligt imponerende er, at de tør gøre det, uden at forsyne den med nye penge. For det må have været indlysende for dem, at pressen, oppositionen, socialrådgiverne og kommunerne vil hænge dem ud for at love en masse uden at levere midlerne. Alt dette har regeringens spindoktorer fortalt ministrene igen og igen. Ellers burde de alle fyres. Formentlig er det, fordi ministrene ikke kunne holde ud at høre på spindoktorernes advarsler, at spindoktorerne ikke var inviteret med på regeringsseminaret, hvor planen blev fremlagt for pressen. Og spindoktornes udelukkelse er formentlig også forklaringen på, at planen kom til at hedde 2020. Ordet ”2020” med gentagelse af samme stavelser giver et uheldigt indtryk af at stå i stampe. Det ville være langt mere dynamisk at vælge en stigende talrække, f.eks. 2021, 2345 eller – hvorfor egentlig ikke? – 7913-planen. Den sidste mohikaner [13/9, 15/9]Venstresocialisterne
har nedlagt sig selv. Alle uden for inderkredsen har ved denne
oplysning udbrudt: Gud, levede de endnu! Samme udbrud som når man læser
nekrologer over berømtheder, som dør længe efter at være glemt. Venstresocialisterne (VS) har nedlagt sig selv. Alle uden for inderkredsen har ved denne oplysning udbrudt: Gud, levede de endnu! Samme udbrud som når man læser nekrologer over berømtheder, som dør længe efter at være glemt. VS var i 70’erne en politisk kæmpe overalt i uddannelsessektoren, hvor partiet udgjorde den altdominerende politiske midte med anarkister til venstre og Danmarks Kommunistiske Parti til højre. Alt fra og med Socialdemokratiet og videre mod højre tilhørte den sorteste reaktion og blev ikke taget alvorligt. Men revolutionen udeblev trods alle de VS-besatte humanistiske universitetsstudiers intensive skoling af studentermasserne i nymarxistisk ideologikritik. Både studerende og VS-studenterpampere blev efterhånden trætte af revolutionsævlet og lærte at elske det borgerlige samfund. Derfor var revolutionen og VS helt død i stilhed, inden 70’erne var ude. Kun enkelte som Per Clausen overlevede i en tidslomme. Først som formand i DMs sektion for arbejdsløse. Så som MF for Enhedslisten. Og snart drager denne sidste VS-mohikaner til de evige jagtmarker i Aalborg Byråd. Krigens logik [12/9, 14/9]Det
er rystende, at situationen i mellemøsten skal afhænge af en tilfældig
ide på et pressemøde, mens hærskarer af amerikanske og russiske
toprådgivere og hele FN-bureaukratiet bare fantasiløst nusser papirer. Både Obama og Putin har titusindvis af snedige rådgivere. Og I FN sidder en mængde udvalg og kommissioner, som er specialister i at løse konflikter. Alligevel er det en tilfældig journalists spørgsmål, som giver udenrigsminister John Kerry og hele verden den nærliggende ide, at Assad jo for resten kunne aflevere sine giftgasser til FNs kontrol. Det er rystende, at situationen i mellemøsten skal afhænge af en tilfældig ide på et pressemøde, mens hærskarer af amerikanske og russiske toprådgivere og hele FN-bureaukratiet bare fantasiløst nusser papirer. Til gengæld giver det god mening, at Assad ikke også skal aflevere sine almindelige bomber og skydevåben til FN. USA kan nemlig godt, ifølge almindelig logik, true Assad med at komme og bombe og skyde, hvis han ikke afleverer sine giftgasser. Men det ville være selvmodsigende, hvis USA truede med at komme og bombe og skyde, hvis Assad ikke afleverer sine almindelige bomber og skydevåben. Derfor er det helt logisk, men desværre også fortvivlende, at der fortsat må dø en masse mennesker i Syrien på grund af almindelige bomber og kugler. Læren af Løhde [12/9, 13/9]Eksemplet
Sophie Løhde (V) viser, hvor langt det er muligt at nå, bare man læser
sine lektier, er flittig og aktiv i klassen. Og fortsætter med at
praktisere disse skoleelevdyder efter skolen i politik. Venstres
sundhedsordfører, Sophie Løhde, fyldte 30 onsdag. I den anledning
bragte Berlingske og Politiken store portrætter. Sophie er, ifølge
portrætterne, altid forberedt til fingerspidserne, myreflittig og har
ordet i sin magt. Og hun er flink til at række hånden op og sige sin
mening i klassen, undskyld i Folketinget. Kort sagt en drømmeelev for
enhver skolelærer. Desuden har hun let til smil. Mange håner dagens
unge politikere for at være tremmekalve uden erhvervserfaring. Men man
bør ikke undervurdere Løhde og alle de andre glathudede politikeres
store virkning som forbilleder nede i skoleklasserne, hvor det ofte
kniber med motivationen, fordi eleverne ikke klart kan se, hvad
skolegangen kan bruges til. Eksemplet Sophie Løhde viser, hvor langt
det er muligt at nå, bare man læser sine lektier, er flittig og aktiv i
klassen. Og fortsætter med at praktisere disse skoleelevdyder efter
skolen i politik. Så kan man snart både få sit portræt i avisen og ende
som minister og bestemme over alle de skolekammerater, der fravalgte
politik og derfor måtte kæmpe sig frem ude i livet. Antorini Audiløs [11/9, 12/9]Det
er langt lettere at skille en ambitiøs minister fra sin elskede,
symbolmættede ministerbil, end at forhindre skydegale bandemedlemmer i
at begå kriminalitet, mens de kører rundt i en ministerbil. Undervisningsminister Christine Antorini har fået ny ministerbil, fordi hendes Audi A8 lignede den, bandemedlemmer kører i. Antorini har siden 2009 boet centralt på Nørrebro, kun få hundrede meter fra Blågårds Plads, der er samlingssted for indvandrerbanden Loyal to Familia. Og PET turde altså ikke længere løbe risikoen for, at ministeren blev plaffet ned, fordi skydegale unge kunne tro, hun var bandemedlem. Ganske vist er Antorini ikke karseklippet, men hendes iøjnefaldende hår har en vis lighed med en paryk. Så nu kører Antorini i en bil, som intet bandemedlem gider røre. Tak til PET for at passe på ministeren. Samtidig må Groft sagt notere, at PET, som jo i princippet ved alt, ikke anser politiet for at være kapabel til at stoppe den kriminalitet, som sætter unge bandemedlemmer uden arbejde i stand til at føjte rundt i luksusbiler. Det siger alt om indvandrerbandernes styrke, at det er langt lettere at skille en ambitiøs minister fra sin elskede, symbolmættede ministerbil, end at forhindre skydegale bandemedlemmer i at begå kriminalitet, mens de kører rundt i en ministerbil. Placebo-kvoter [11/9, 12/9]Den
groft manipulerende betegnelse ”CO2-kvote” bør ændres til
”placebo-kvote”. Kvoterne har spillet fallit. Men troen på dem lever
stadig. Dokumentaren ”Varm luft for milliarder”, som DR2 viste mandag, afslører den centrale rolle, som det uforståelige spiller i den pseudoreligiøse klimakamp. Trods dokumentarens heroiske indsats for at forklare sammenhængene, så er der ingen almindelige vælgere, der fatter de økonomiske detaljer bag handel med CO2-kvoter. Og de fatter derfor slet ikke, hvor let det har været at svindle med dem og tjene milliarder. Derfor er det umuligt at rejse en folkelig debat endsige protest mod kvote-galskabet. CO2-kvoternes reelle betydning ligger i, at de har gjort det muligt for klimareligionens ypperstepræster at fremtræde som handlekraftige politikere, der med opfindelsen af disse kvoter tilsyneladende helt snusfornuftigt kunne tumle forurenende virksomheder i retning af mindre forurening. Og alle, der tidligere har solgt kvoterne til vælgerne som en effektiv, politisk opfindelse, klamrer sig nu til kvoterne i ly af, at ingen almindelige vælgere fatter, hvorfor kvotesystemet ikke hæmmer CO2-forbruget. Den groft manipulerende betegnelse ”CO2-kvote” bør ændres til ”placebo-kvote”. Helles optur [10/9, 11/9]Fra
at være politisk dumme-Peter og gå-på-halen-komiker, er Thorning på det
seneste blevet figur-udviklet til en politisk skikkelse af samme
tragiske format som Don Quijote Selv garvede satirikere har efterhånden måttet opgive at få noget nyt ud af at angribe Thorning. Men ingen kunne se, hvordan Helle skulle genopstå af muddergrøften med ny inspiration til satirikere. Men nu er det sket! Og det er Berlingskes Thomas Larsen, som i sin artikel søndag, ”Thorning – en socialdemokratisk høg”, bringer nyt håb. Bag alle Helles velkendte tekniske fejl og mangler ser Larsen helt korrekt en rød tråd: Helle har hele tiden brændt for det europæiske, og hun tror inderligt på det transatlantiske forhold. Hendes isolation i partiet og vælgerflugt skyldes, at hun konsekvent har gennemført, hvad hun tror på, herunder en blå, internationalt orienteret økonomisk politik. Fra at være politisk dumme-Peter, udvikler Larsen hende således til en politisk skikkelse af samme tragiske format som Don Quijote: Politikeren, som heroisk og under store ofre gennemførte det modsatte af, hvad partiets Sancho Panza-vælgere ønskede. Spørgsmålet er nu, om der i dansk satire findes en Cervantes, der formår at udnytte den nye Helle-figurs store, satiriske potentiale. Nordisk videndeling [9/9, 11/9]Et
simpelt ord som "handlingslammelse" er ikke gangbart. Nu kaldes det
enten "ineffektiv eksekvering" eller "prokrastinering" Berlingske Business bragte mandag en annonce for en konference i ”Effektiv eksekvering”. Og det handler ikke om at træne bødler i effektiv halshugning. I hvert fald ikke bogstaveligt. På konferencen, som skal holdes d. 25. september, vil en række erhvervsledere fortælle, hvordan man effektivt går fra ord til handling, hvilket altså nu kaldes eksekvering. Formentlig vil der være en del deltagere, som efter at have lyttet til konferencens foredrag stadig har besvær med at eksekvere. Derfor glæder det Groft sagt, at kunne fortælle, at Stockholms Universitet gennem Ystad Allahanda forleden søgte 150 personer til et forskningsprojekt, hvor man vil teste en ti uger lang internetbehandling af personer, som er ude af stand til at handle. Heller ikke projektet bruger simple ord som handlingslammelse, men taler i stedet om prokrastinering, som er en psykisk lidelse, der består i, at man hele tiden udskyder gøremål. Groft sagt skal hermed gøre deltagere, som efter den danske eksekveringskonference stadig måtte lide af prokrastinering, opmærksom på denne stockholmske udvej. Mentor tur retur [9/9, 10/9]En
folkeskole og et gymnasium giver nu alle elever personlige mentorer.
Hvis man undlod at bruge det i sammenhængen helt latterligt opskruede
udtryk ”mentor” og i stedet kaldte det, hvad det er, nemlig
”støttepædagog”, så ville ingen fare op over det. En folkeskole og et
gymnasium giver nu alle elever personlige mentorer. Men professor Niels
Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, som ellers altid er
med på det sidste nye, mener overraskende nok, at det ikke kan være
rigtigt, at alle elever nu skal til at have mentorer. ”Nu er vores
omsorgssamfund ved at gå amok,” udtaler han til Berlingske mandag og
fortsætter: ”Hvordan kan historielæreren være mentor for eleven i
matematik? Det her er for langt ude.” Groft
sagt må stilfærdigt gøre opmærksom på, at hele balladen om
initiativet kun opstår, fordi initativtagerne misbruger det eksklusive
ord ”mentor” til at betegne noget som er helt ordinært i skolen, nemlig
individuel vejledning. Hvis man undlod at bruge det i sammenhængen helt
latterligt opskruede udtryk ”mentor” og i stedet kaldte det, hvad det
er, nemlig ”støttepædagog”, så ville ingen fare op over det. Det kunne
højst udløse en gaben. Og så gad Egelund formentlig ikke engang spørge,
hvordan historielæreren kan være støttepædagog for eleven i matematik.
Fordi enhver let selv kan se det absurde. Clement, verdens hersker [6/9, 9/9]
Man
kan undre sig over den tid og det engagement, som vi her i landet
bruger på at diskutere verdenspolitiske sager, som almindelige danskere
egentlig godt ved, vi ingen indflydelse har på. I øjeblikket Syrien og
klimaet. Man kan undre sig over den tid og det engagement, som vi her i landet bruger på at diskutere verdenspolitiske sager, som almindelige danskere egentlig godt ved, vi ingen indflydelse har på. I øjeblikket Syrien og klimaet. I timevis debatteres disse sager i TV i Clements og andres programmer med et engagement og en alvor som om resten af verden sidder derude og spændt venter på, hvad vi danskere finder ud af. Men seerne må undre sig. For lidenskaberne og omfanget af de danske diskussioner er omvendt proportional med den verdenspolitiske betydning af, hvad vi mener. Debatterne mellem de afmægtige er hver gang en genopførelse af Holbergs Den politiske kandestøber. De lange, hårde debatter med alle de store følelsesudbrud er kun mulige, fordi man har glemt at invitere barnet fra H.C. Andersens Kejserens nye klæder med i studiet. Ingen råber, at præmissen for det hele, ”Vi har indflydelse”, ikke har noget tøj på, af skræk for ikke at blive inviteret med i debatten næste gang. Hvis Holberg og H.C. Andersen havde set Debatten, så ville de indse, at der i dag findes en dansker, som helt har taget pusten fra deres mesterværker: studievært Clement. Verden venter på Holger [6/9, 8/9]Skats
skandaler er så alvorlige, at man kan få indtryk af, at Skat er blevet
offer for sin egen arrogance og har indledt en selvmordsaktion mod hele
staten. Postdoc Mette Frisk
Jensen har netop udgivet en afhandling om dansk korruptionshistorie. Og
hun vurderer i Information udsigterne til at få bekæmpet korruptionen
bare i EU-landene til at være lange. Desværre må Groft
sagt også udtale bekymring for Danmark, som jo ellers ligger
i eliten af antikorrupte lande og dermed er det ideal, som alle stræber
mod. Skats rockermetoder mod Jesper Kasi Nielsen og andre, grove fejl
med ejendomsvurderingerne, store bonusser til chefer i afdelinger, som
nedlægges på grund af skandaler, og personaleflugt kan kun samlet
forklares, som en fæl krise i kulturen i Skats organisation. Og når det
kommer til borgernes tro på, at den danske stat er retfærdig, ukorrupt
og effektiv, så er Skats image afgørende, fordi det er Skat, der
kradser alle pengene ind. Skats skandaler er så alvorlige, at man kan
få indtryk af, at Skat er blevet offer for sin egen arrogance og har
indledt en selvmordsaktion mod hele staten. Groft
sagt anråber skatteminister Holger K. Nielsen om at springe
op som Holger Danske og redde ikke kun Skat og Danmark, men også resten
af verden. Klasserumsledelse [5/9, 8/9]
Forleden kunne Berlingske melde om en skoleklasse,
som led af kedsomhed, som man behandlede ved, at læreren stod tavst i
en krog og kun blev tilkaldt, når der var noget på elevernes iPad, som
de ikke selv kunne klare Der er megen elendighed i undervisningssektoren: 16 pct forlader folkeskolen uden at kunne læse, 6 ud af 10 falder fra på erhvervsuddannelserne og antallet af urolige børn med diagnoser som ADHD og depression er voldsomt stigende. Forleden kunne Berlingske melde om en skoleklasse, som led af kedsomhed, som man behandlede ved, at læreren stod tavst i en krog og kun blev tilkaldt, når der var noget på elevernes iPad, som de ikke selv kunne klare. Men det er ikke elendighed alt sammen. Oppe i toppen af systemet er der fest og ballade. Tidligere sprogprofessor Jørn Lund fortæller i Politiken om sine iagttagelser på et stort møde om skoleledelse. Og her sprudler lederne med nyskabende sproglige udtryk som ”vitaliseringsmiljøer”, ”primærvoksne”, ”værenskompetence”, ”kollaborativlæring” og ”det selvprogrammerende barn”. Det som før bare hed ”mavefornemmelse”, kaldes i dag innovativt ”synsning” og så videre. Lederne bør forlade mødelokalerne og lade deres appetit på sproget smitte analfabeterne ude i klasserne, så de kan opleve værdien af at genkende et bogstav, hvis de skulle møde et. PET ramt af terror [6/9, 7/9]Det
er bekymrende, at PET tror, at terror i form af blodtørstige
politikere, rigsrevisorer og en forkert, men pikant historie om misbrug
af offentlige midler kan bekæmpes ved, at chefen udsender bureaukratisk
bullshit Kan vi bevare troen på, at PET er smart nok til at afværge de snedigste terroraktioner fra ekstremister, når Ekstra Bladet med lethed terroriserer PET, og får politikere og rigsrevisorer til at kræve større kontrol med PET? Bladets historie om, at PET til en afskedsmiddag for nogle chefer på en gourmetrestaurant har brugt penge fra en tophemmelig konto, som skulle bruges til terrorbekæmpelse, er ifølge PET en and. For man hentede de 10.000 kr til formålet fra anden konto, som ikke var helt så hemmelig. Og det forklarer chefen for PET, Jakob Scharff, den danske offentlighed på denne måde: ”Det må anses for unødvendigt at lade udgifter til afskedsarrangementer for chefer og medarbejdere være omfattet af den særlige revisionsprocedure, som gælder for visse af PETs udgifter.” Det er bekymrende, at PET tror, at blodtørstige politikere, rigsrevisorer og en forkert, men pikant historie om misbrug af offentlige midler kan bekæmpes ved, at chefen udsender bureaukratisk bullshit. Groft sagt må oplyse PET om, at sådan præmiejuridisk duksesnak preller helt af på terrorister af alle slags. Praktikkens nytte [5/9, 6/9]Hvis Manu Sareen og de andre unge
regeringspolitikere ikke var kommet i praktik, så kunne de jo have
spildt hele deres liv med at kæmpe for øremærket barsel, betalingsring
og alle de andre fortænkte løfter, som ikke overlevede praksischokket Den
øremærkede barsel til mænd var et af regeringens højt profilerede
punkter. Det samme var betalingsringen. Begge stod i
regeringsgrundlaget, som blev lavet i tårnet. Men nu er begge disse
politiske slagvarer sløjfet. Og de er droppet, fordi regeringen har
fundet ud af, at de byggede på uvidenhed. Som Manu Sareen (R) forklarer
til TV2.dk torsdag: ”Jeg synes, at man skal være ydmyg
over for, når et udvalg kommer med en viden. Jeg synes det ville være
problematisk, hvis man ikke lyttede.” Det er fristende at håne
regeringen for, at dens regeringsgrundlag og skråsikre valgpropaganda
har været en opvisning i, hvor langt man i dag kan komme i dansk
politik med uvidenhed og oversmart optimisme. Men Groft
sagt finder det mere frugtbart at prise regeringen for med
sit eksempel at illustrere, hvor vigtigt det er at finde praktiksteder
til de unge. Hvis Sareen og de andre unge regeringspolitikere ikke var
kommet i praktik, så kunne de jo have spildt hele deres liv med at
kæmpe for øremærket barsel, betalingsring og alle de andre fortænkte
løfter, som ikke overlevede praksischokket. Blå tirsdag [5/9, 6/9]
Thorning og hendes rådgivere har erkendt, at hun i
virkeligheden er en middelmådig retoriker, som godt kan oplæse en tale,
men ikke kan tumle et pressekorps Da
Fogh og hans spindoktor Michael Kristiansen i 2001 inviterede TV med
til tirsdagspressemøderne, så var det et tydeligt signal om åbenhed og
kontrol. Og en magtdemonstration. Kun en statsminister, som ikke
frygter pressen, tør binde sig til hver uge at skulle demonstrere for
seerne, at han retorisk kan tumle landets skrappeste politiske
journalister i samlet flok. Og det gjorde Fogh så – selv i politiske
situationer, hvor han havde en ”møgsag”. Således som han havde det i
den lange tid, hvor han tirsdag efter tirsdag blev spurgt, om han var
ansøger til topjobbet i NATO. Når Thorning nu skrotter denne
Fogh-institution, så er det et klart signal om lukkethed, manglende
kontrol og afmagt. Tirsdagspressemøderne har frembragt mange
undergravende TV-klip, som nyhedsudsendelserne viser, hver gang
Thornings ledelse og strategi er under kritik. Klippet med ”der kommer
en god løsning i morgen” er blevet en Thorning classic.
Thorning og hendes rådgivere har erkendt, at hun i virkeligheden er en
middelmådig retoriker, som godt kan oplæse en tale, men ikke kan tumle
et pressekorps. Mens vi venter på bomber [4/9, 5/9]
Mens vi venter på bomberne, udspørger danske
journalister politikerne, som heller ikke ved noget. Oh, gid verden var
indrettet således, at det havde stor betydning, hvad Thorning, Søvndal
og Mette Gjerskov mente om Syrien Putin
har tidligere afvist enhver tanke om militært indgreb i Syrien. Men op
til G20-mødet melder han nu pludselig ud, at det er en mulighed: ”Hvis
der findes beviser på, at kemiske våben er anvendt, og at det syriske
styre er skyldig i dette, bør beviserne præsenteres for FNs
sikkerhedsråd. Og beviserne skal være helt sikre.” Det er i
virkeligheden en opfordring til NSA og CIA og de 14 andre amerikanske
efterretningsorganisationer om at lægge alle deres kort på bordet. Så
vil Putin vurdere efterretningernes gyldighed. Som tidligere chef for
KGBs efterfølger, FSB, ved Putin, at verdensherredømmet tilhører den,
som ved, hvad modstanderen ved, og som ved, hvordan han bærer sig ad
med at få det at vide. At folk dør i massevis under ufattelige
lidelser, er desværre kun et pressionsmiddel i den gamle
efterretnings-chefs kamp for at få aktindsigt i NSA og CIA. Og mens vi
venter på bomberne, udspørger danske journalister politikerne, som
heller ikke ved noget. Oh, gid verden var indrettet således, at det
havde stor betydning, hvad Thorning, Søvndal og Mette Gjerskov mente om
Syrien. Bøf, bekend din tro! [3/9, 5/9]Uden
officiel mærkning af halal-kød, æder alle trosretninger og vantro
desværre helt dyrisk i blinde I Berlingske Søndag argumenterede Mogens Lindhardt, rektor for Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse, og Jan Krag Jacobsen, fhv. præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi, i ”Opinion” imod mærkning af halalslagtet kød med henvisning til Markusevangeliet. Her fremgår det, at Jesus over for farisæerne og de skriftkloge forkastede alle spisetabuer. Og deraf slutter den gastro-kristne duo så, at en officiel mærkningsordning af halalslagtet kød vil være en påstand om, at det officielle Danmark ikke længere er kristent. Men denne slutning viser kun, hvor forvirret to højt kvalificerede akademikere kan rode rundt i religiøse ræsonnementer. En officiel mærkning vil nemlig skabe lykke, både hos muslimer og hos kristne. Muslimerne kan så være sikre på ikke at risikere at spise et stykke kød, hvorover der ikke er afsagt muslimske bønner. Og de kristne kan, netop takket være en obligatorisk mærkning, demonstrere kristent sindelag i overenssemmelse med Markus ved demonstrativt at vælge det halalmærkede. Uden mærkning æder alle trosretninger og vantro desværre helt dyrisk i blinde. Farlig professor [2/9, 4/9]Det
er ikke kun psykologi, men også professorer med krisefremmende
billedsprog, som forhindrer os i at bruge de penge, som eksperterne
påstår, at vi har Krisen er ovre, men vi har ikke opdaget det. Det siger eksperter. Kun psykologi forhindrer os i at bruge de penge, vi har. En gennemsnitsfamilie har ifølge Danske Banks beregninger i år fået det månedlige budget udvidet med 1.100 kr. Men butikkerne mærker det ikke. I den anledning har Politiken talt med professor i forbrug ved CBS, Torben Hansen, som forklarer vores tilbageholdenhed med et billede: ”Vi har været ude i stormvejr, og nu sidder vi stille på dækket og tør ikke bevæge os, for vi ved ikke, hvornår vi er i land. Men nu kan vi begynde at skimte land, så på et tidspunkt tør vi tage redningsvesten af og hoppe i vandet og begynde at forbruge.” Groft sagt må advare mod professorens billedsprog. Det er jo yderst skadeligt, ja livsfarligt for dansk økonomi, hvis alle forbrugerne springer i vandet uden redningsvest, mens båden fortsætter mod det land, hvor alle butikkerne ligger. Det medfører butiksdød, fordi mange forbrugere vil drukne. Det er ikke kun psykologi, men også professorer med krisefremmende billedsprog, som forhindrer os i at bruge de penge, vi har. Transportpræstinden [2/9, 3/9]Den
eneste mulige forklaring på mediernes fornuftsstridige dyrkelse af
vores nationale førstedrømmer, transportminister Dyhr er, at alle
skandalerne med IC4 og DSB har påført os et nationalt traume, som vi
kun kan kompensere ved at forenes i stadig større og vildere
transportdrømme. Forleden indrømmede den
nye trafikminister Pia Olsen Dyhr, at alle hendes højt profilerede
løfter om betalingsringen nu bare skulle betragtes som en ”død sild”.
Herefter skulle man tro, at Dyhr selv var en død og begravet sild i
dansk politik. Men sørme om hun ikke allerede nu er genopstået med nye
løfter, som tages alvorligt i medierne. Og langt vildere løfter end
betalingsringen: ”Ministeren lover 9.000.000 sparede togtimer”, skriver
Berlingske og illustrerer med ministeren i Napoleon-positur på
forsiden. Og i flere medier garanterer hun: ”Det er ikke kun
storbyerne, der vil få fordel af det. Fordi vi opgraderer skinnenettet,
vil det betyde, at alle tog kan komme til at køre hurtigere.” Og alle
de søde drømmerier bygger på 28 fiktive oliemilliarder, som regeringen
vil hente op af Nordsøen sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Den eneste mulige forklaring på dyrkelsen af drømmer Dyhr er, at alle
skandalerne med IC4 og DSB har påført os et nationalt traume, som vi
kun kan kompensere ved at forenes i stadig større og vildere
transportdrømme. Og her er Dyhr altid leveringsdygtig. Svensk Syrien-debat [30/8, 2/9]Man
kan ikke andet end beundre den debatfrie lethed, hvormed vore svenske
Fætter Højben-brødre holder den allerhøjeste etiske standard i ly af
russere og kinesere Debatten om et eventuelt indgreb i Syrien har nu raset i flere døgn her i landet. Torsdag aften måtte man indkalde den meget omkringfarende studievært Clement Kjersgaard til et ekstranummer af DR2 Debatten og samme aften kørte det faste magasin Bag Borgen samme debat. Få er de danske eksperter, kommentatorer og politikere som ikke har udtalt sig i sagen i flere medier, klummer, opdateringer og tweets. Men hvad så med vort svenske broderfolk? Da sagen angår etik og menneskerettigheder, så forventede Groft sagt, at svenske medier ville debattere endnu mere ihærdigt end danske. Siden Oluf Palme har der i Sverige nemlig hersket en opfattelse af, at man etisk set er noget bedre end resten af verden, herunder Danmark. Stor var overraskelsen derfor, da en rundtur på svenske mediers hjemmesider ikke viste et eneste tegn på debat. Det nærmeste var Dagens Nyheter, som meddelte, at statsminister Reinfeldt ikke har opgivet håbet om FN-enighed. Man kan ikke andet end beundre den debatfrie lethed, hvormed vore svenske brødre holder den allerhøjeste etiske standard i ly af russere og kinesere. Paladsadvokaten [30/8, 2/9]Justitsminister
Morten Bødskov bør foretage en sproglig modernisering af
kammeradvokaten, så han kommer til at hedde ”paladsadvokaten”. Ellers
bør salærerne nedsættes, så de passer til et meget lille kammer. En venlig læser af Groft sagt’en ”Norsk farsret” (29/8) har gjort opmærksom på, at det er kammeradvokaten og ikke statsadvokaten, som fører de civile retssager for staten. Og at det altså derfor var kammeradvokaten og ikke statsadvokaten som havde hævet de omstridte 510.000 i salær. Statsadvokaten er anklagemyndighed og fører straffesager. Groft sagt skal dybt beklage at have forvekslet de to institutioner og dermed have udsat statsadvokaten for ufortjente grovheder. Forvekslingen skyldes, at Groft sagt naivt har troet, at en institution som tager så overdådige salærer umuligt kan hedde noget så beskedent som ”kammeradvokat”. Her forekommer betegnelsen ”statsadvokat” langt mere passende til salæret. Men da denne betegnelse er optaget af en anden, så foreslår Groft sagt justitsminister Morten Bødskov at foretage en sproglig modernisering af kammeradvokaten, så han kommer til at hedde ”paladsadvokaten”. Ellers bør salærerne nedsættes, så de passer til et meget lille kammer. Connie bør lande! [30/8, 1/9]Kække
Connie har som ikke-folkevalgt klimakommissær Hedegaard sluppet
jordforbindelsen og kører frem med en glat propagandateknik som ellers
bedst kendes fra sekten Scientology. Globetrotter, klimakommissær Connie Hedegaard var forleden et smut forbi DR2 Deadline og blev interviewet af Nynne Bjerre Christensen. Det er chokerende at se, hvad der er sket med gæve Connie med pjuskehåret og den røde næse, efter hun blev kommissær Hedegaard. Den ellers helt politisk korrekte Bjerre Christensen så på Hedegaard med stigende skrækblandet forundring i takt med, at hun forgæves forsøgte at få Hedegaard til at tage kritiske spørgsmål om CO2-kvoter, vindmøller, solceller og COP-møde-fallitter alvorligt. Connie har som ikke-folkevalgt klimakommissær sluppet jordforbindelsen og kører frem med en glat propagandateknik som ellers bedst kendes fra sekten Scientology. Og på Facebook belærer hun nu den danske presse i lakridspibesagen: ”bare et minimum af research - eller evt. bare lidt sund fornuft - ville have dræbt historien fra begyndelsen.” Tanken om, at det er EU, og ikke befolkning og presse den er gal med, er kommissæren fjern. Connie bør snarest komme hjem. Ikke for at redde de Konservative. Men for at redde sig selv. Det har vi haft! [30/8, 31/8]Udvendig
viden om årstal og navne suppleret med erklæringer om, at ”det har vi
haft”, kan desværre tidligt fungere som alibi for unge mennesker til
egentlig aldrig rigtigt at få lært, hvad der skete bag tallene. Formanden for Historielærerforeningen for Gymnasiet, Peder Kragh, siger i Berlingske fredag: ”Når jeg spørger mine elever i 1. g, hvad de har beskæftiget sig med tidligere, så siger de Anden Verdenskrig. Så tænker jeg, at de har en viden om det, som jeg kan bruge til at bygge videre på til andre emner, de ikke har viden om.” Det medfører så ifølge Berlingskes undersøgelse, at mere end hver femte af de unge tror, at Otto von Bismarck var Nazi-Tysklands rigsbefuldmægtigede i Danmark. Det er jo rystende nok. Men efter Groft sagts erfaring er det mere rystende, at selv elever, som kan alle årstal, personer og antal myrdede jøder på fingrene, stadig kan være uhyggeligt uvidende om de årsager, der er til, at et demokrati afskaffer sig selv og derefter invaderer andre. Udvendig viden om årstal og navne suppleret med erklæringer om, at ”det har vi haft”, kan desværre tidligt fungere som alibi for unge mennesker til egentlig aldrig rigtigt at få lært, hvad der skete bag tallene. Og så er det, at de oplever fænomener som arabisk forår, terror, førerdyrkelse som noget helt nyt hver gang. Pibens anden lyd [29/8, 30/8]Det
bliver først rigtigt festligt, når EU-parlamentet skal tage stilling
til mentalt dødsensfarligt slik som hundeprutter, rådne fisk,
kloakslam, mågeklatter og andemad Et sted inde bag galskaben er det rigtigt set af EU, at lakridspiber kan indoktrinere børn til at ryge rigtige piber som voksne. Men da EU er ude af stand til at kommunikere til almindelige mennesker, så er sagen omgående i alle danske medier blevet til endnu en historie om virkelighedsfjerne, bureaukratiske EU, som fører sig frem med idiotiske forbud. Og Morten Messerschmidt (DF) kan straks levere et selvoplevet eksempel, som reducerer forbuddet til absurditet: "Jeg har spist tonsvis af lakridspiber som barn, og jeg har aldrig røget en cigaret." Og stakkels Bendt Bendtsen (K, 10 pct), som har arbejdet for forbudet uden at fatte konsekvenserne, tvinges ud i nogle hårfine præciseringer om, at han støtter ”det generelle forbud mod imiterede tobaksvarer. Jeg kan bare ikke se, at lakridspiber skulle få folk til at begynde at ryge.” Og lakridspiberne er kun begyndelsen! Det bliver først rigtigt festligt, når EU-parlamentet skal tage stilling til mentalt dødsensfarligt slik som hundeprutter, rådne fisk, kloakslam, mågeklatter og andemad. Så får piben en anden lyd. Kinnock-sagens løsning [26/8, 30/8]NSA
ved sandsynligvis alt om, hvad der i virkeligheden foregik i
Skatteministeriet og Skat København, dengang da departementschef Loft
og direktør Erling Andersen holdt møder om Kinnocks skattesag Der Spiegel har fundet ud af, at NSA ikke blot aflytter EU, men også FNs hovedkvarter i New York. Her kan de overvære interne telekonferencer og mailkorrespondancer. Og det har intet med terrorisme at gøre. NSA vil simpelthen bare gerne have tjek på, hvad der foregår overalt. Altså selvfølgelig også her i Danmark, hvor NSA samarbejder med vores lokale efterretningstjenester. Det er således meget sandsynligt, at NSA også ved alt om, hvad der i virkeligheden foregik i Skatteministeriet og Skat København, dengang da departementschef Loft og direktør Erling Andersen holdt møder om Kinnocks skattesag. Og efterfølgende drøftede, hvad man skulle fortælle ombudsmanden. NSA har sikkert alle de møder og mails liggende på computerne, som en svært bemandet juridisk skattesagskommission gennem snedige afhøringer nu i månedsvis har forsøgt at kaste lidt lys over. Hvor forstemmende at hele kommissionsteatret kun er nødvendigt, fordi NSA betragter sandheden som deres ejendom! NSA kunne så let som ingenting lække sandheden til tidligere operative chef i PET, Bonnichsen. Så slap vi for kommissionen. Norsk farsret [28/8, 29/8]Kammeradvokaten
tager tre gange så meget for at tabe en sag, som en almindelig dødelig
advokat får for at vinde den Hvis man bliver fejlbehandlet af en læge, kan man få erstatning. Men hvis man er så uheldig, at lægens fumleri har været så ødelæggende, at man kun har fem år eller mindre tilbage, så nedsætter Patientforsikringen erstatningen med 1/3. Denne besynderlige praksis underkendte Østre Landsret for et par år siden. Men Patientskadeankenævnet appellerede til Højesteret, som nu har stadfæstet Østre Landsrets dom. Politiken kan fortælle, at kammeradvokaten, som tabte sagen med et brag, fik i alt 510.000, mens den advokat, som vandt, kun blev tilkendt 180.000 kr. Kammeradvokaten forklarer, at den betydelige salærforskel skyldes, at patientens advokat jo kun førte sag på en enkelt patients vegne, mens sagen for kammeradvokaten var principiel, ”derfor var vi ekstra grundige. Vi måtte bl.a. undersøge norsk ret, fordi noget tydede på, at sagen efter norsk ret ville falde ud, som ankenævnet mente, den skulle.” Groft sagt skal hermed prise det mådehold kammeradvokaten udviste ved at undlade at kulegrave bananrepublikkers retsregler på området. Det kunne jo let have gjort salæret helt ukontrollabelt. Skepsisforklaring [28/8, 29/8]Danskernes
skepsis over for militær indgriben i Syrien kan skyldes, at de ikke
tror, at det virker. Men den kan også skyldes kvalme over, at Thorning
og Søvndal nu er i stand til at lave kovendinger på få timer Efter Thornings og Søvndals kovending er der nu bred enighed blandt politikerne om, at Danmark godt kan deltage i en militær aktion i Syrien uden om FN. Men en måling i Berlingske viser, at 64 procent af danskerne enten er uenige eller delvist uenige. Kun 23 procent bakker op. Da alle danskere selvfølgelig er rystet over billederne af døde børn i favnen på fortvivlede forældre, så må danskernes skepsis skyldes, at man ikke tror på, at et militært indgreb vil mindske volden og lidelserne. Man har lært af Irak, Afghanistan og Libyen, at når et indgreb udefra ændrer de eksisterende magtforhold i landet ved f.eks. at vælte en tyran, så stimuleres de forskellige stammer og religiøse sekter i landet til hård indbyrdes kamp med myrderier og selvmordsbomber. Man har lært, at fremragende militært isenkram og soldater intet magter over for indgroet kultur, fanatisk tro og korruption. Danskernes skepsis kan dog også bare skyldes, at de finder det kvalmende, at Thorning og Søvndal nu overgår skandalen med alle deres løftebrud ved at være i stand til at mene det modsatte i løbet af få timer. Affaldets fortrop [27/8, 28/8]Det
svære er ikke at lære folk at sortere skidtet. Det svære er at få folk
til at blive ved med det, når de opdager, at det hele igen blandes
sammen ude i skraldebilen, fordi det ikke kan betale sig at holde
skidtet adskilt De seneste dage har miljøgudinden Ida Auken fået både TV og Politiken til at berette om pionerer, som allerede er i fuld gang med at sortere affald i seks forskellige bøtter eller poser. Men efter Groft sagt’s erfaring er det svære slet ikke at få borgerne til at sortere affaldet. For nogle år siden sorterede vi i Allerød Kommune artigt affaldet i to kategorier. Efter først at være blevet tvunget til at indkøbe og betale dyre skraldespande til formålet. Det krævede intens træning, men vi blev gennem årene efterhånden gode til det. Det svære var, da det ved en tilfældighed gik op for os, at vores samvittighedsfuldt sorterede affald allerede ude i skraldevognen blev blandet sammen. Det havde nemlig hurtigt vist sig, at det var for dyrt at holde det adskilt for kommunen og forbrændingsanstalten. Belært af erfaringen kræver Groft sagt derfor, at Ida Auken på forsiden af Politiken og på alle TV-kanaler uden forsinkelse omgående meddeler, at der ikke er råd til at håndtere seks forskellige slags affald. Det vil næppe mindske pionerernes glæde ved fortsat at sortere ligeså tosset, de kan. Reklamen er stor! [27/8, 28/8]Islamisternes
seneste voldsvideo er et stykke effektivt politisk-religiøst
propaganda, som alle danske medier bringer helt gratis. Den danske
reklamebranche kan overvinde sin krise ved at ansætte de hellige
krigere, når de atter vender hjem Reklamebranchen er i krise, og i Berlingske Business tirsdag forklarer administrerende direktør i Advice, Espen Højlund, om de helt nye tendenser, som branchen nu må indstille sig på: ”Væk fra printannoncen, aktivér gennem at mene noget spændende, eller levér reel værdi gennem dit indhold.” Direktøren giver ikke eksempler, men leverer til gengæld en masse abstrakt varm luft. Derfor må Groft sagt træde til med et aktuelt eksempel på, hvad direktøren mener, nemlig den video, hvor nogle islamister plaffer løs på billeder af seks danskere, som har fornærmet profeten. Enhver tanke om at bringe dette stykke politisk-religiøse propaganda som printannonce er idiotisk, fordi disse ildsjæle i verdensfirmaet Islam jo mener noget spændende, hvilket får alle danske medier til at bringe henrettelserne helt gratis. Samtidig leverer videoen underholdningsværdier i form af en masse gys og gru til alle danskere, således at færre og færre tør fornærme profeten i fremtiden. Alt peger således på, at reklamebranchen kan overvinde sin krise ved at ansætte de hellige krigere, når de atter vender hjem. Velkomne kovendinger [26/8, 27/8]Thorning,
Sass, Pia Olsen Dyhr og Ahmed Akkari mener i dag det stik modsatte af,
hvad de mente i går. Nu venter vi så bare på, at også Ida Auken og
Martin Lidegaard snart mener det stik modsatte Dagen før folketingsvalget i efteråret 2011 garanterede transportminister Olsen Dyhr, at betalingsringen var indført inden jul. Men nu afskriver hun betalingsringen for evigt som en død sild. Hvor er tiderne dog skiftet siden Fogh ”der er ikke noget at komme efter” forlod os! I dag mener ministre rask væk det stik modsatte af, hvad de garanterede i går. Thornings mange løftebrud har igangsat en bølge af fortrydelser, omvendelser og kamelslugninger i landet: Sass ville forsvare efterlønnen med sit liv, men er i dag mere levende end længe. Ahmed Akkari var bannerfører for en hadkampagne mod Danmark, som han nu angrer inderligt. Groft sagt finder det uanstændigt, at man den ene dag kan lokke eller skræmme os med udtalelser eller gerninger, og så den næste dag rende fra det ved at fylde alle medier med bortforklaringer eller anger. På den anden side er Groft sagt mod et forbud mod kovendinger, fordi det jo så også ville forhindre både miljøminister Ida Auken og klimaminister Martin Lidegaard i at angre de landsødelæggende drømmerier, de fylder os med i øjeblikket. Lad det ske i morgen! Resultatorienteret politi [23/8, 26/8]Trafikforseelser
– i grel kontrast til hashbekæmpelse og indbrudsefterforskning – giver
meningsfulde indtægter, som ovenikøbet kan styres meget præcist, fordi
man altid kan sende sine mobile enheder ud, lige netop dér, hvor det
giver pote. Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg forsvarer i Berlingske fredag politiets resultatkontrakter. I Københavns Politis resultatkontrakt står der f.eks, at der skal være rejst mindst 34.400 sigtelser for brud på færdselsloven, og på landsplan skal politiet som minimum udskrive 182.000 færdselsbøder i løbet af et år. ”Nogle gange kan det give mindst lige så megen mening at udskrive bøder til folk uden cykellygter som at bekæmpe det illegale hashmarked,” fremhæver rigspolitichefen. Ja, det kan Groft sagt godt se. For hvis man hen mod årets udgang mangler at udskrive trafikbøder for at nå resultatkontraktens mål, så må alle de, der arbejder med narko eller indbrud, jo ud med bødeblokkene for at give kontrakten mening. Hertil kommer, at trafikforseelser – i grel kontrast til hashbekæmpelse og indbrudsefterforskning – giver meningsfulde indtægter, som ovenikøbet kan styres meget præcist, fordi man altid kan sende sine mobile enheder ud, lige netop dér, hvor det giver pote. Fordi man jo netop ikke har sat faste ”stærekasser” op, fordi det med sikkerhed ville få folk til at sænke hastigheden. Snusfornuftens pris [23/8, 25/8]Enhver
ikke-ekstrem muslim, som rejser sin snusfornuftige danske røst i vor
midte, bør lovprises. Ahmed Akkaris omvendelse fra ekstremistisk muslim til danske værdier er forløbet over flere år, og hans offensive brug af sig selv til at fortælle sin omvendelseshistorie i alle medier, udsætter ham for stor personlig fare fra ”gamle venner”. Alligevel er der en del, der mistænker hans omvendelse for at være fup og fidus. Åbenbart også blandt Trykkerifrihedsselskabets medlemmer, for formanden, Katrine Winkel Holm gav Akkari en demonstrativ tillidserklæring ved et arrangement forleden. Katrines søster, Marie Krarup (DF), er i et læserbrev i Berlingske fredag mere forbeholden overfor Latifa Ljørring, en anden ikke-ekstrem, dansk muslim, som har gjort sig til talsmand for det afslappede synspunkt, at ”islam og kristendom ikke repræsenterer modsætninger”. Krarup finder Ljørring sympatisk, men naiv, og påstår, at det at ophæve modsætningen mellem kristendom og islam svarer til at sige, at kommunisme og kapitalisme er et fedt. Groft sagt mener, at alle de politiske eller religiøse ismer egentlig rager det pragmatiske danske folk en papand. Og at enhver muslim, som rejser sin snusfornuftige danske røst i vor midte, derfor bør lovprises. Barfoeds første vinderdag [23/8, 24/8]Taber-Sass
fik sig dygtigt placeret som et værdigt, ydmygt offer, der var blevet
groft uretfærdigt behandlet og blev således til minister Vinder-Sass.
Den dag, Barfoed rejser sympati gennem alle sine offentlige ydmygelser,
vil de Konservative også få deres første vinderdag. Hvis fornuften regerede, så ville konservative vælgere i kølvandet på Per Stig Møllers og andres grundige ideologiske udredninger om konservativmens natur, myldre til partiet. Når det ikke sker, så bekræfter det den grundregel i politisk kommunikation, at vælgere flyttes med historier, som skaber følelser. Og at selv de mest fremragende kronikker preller af på vælgere, som ikke er tilpas følelsesmodnet med gribende historier om mennesker i kød og blod. De Konservative skal ud af den ondartede trædemølle, hvor ethvert nyt udspil af medierne bruges til at genopfriske historien om et lidt latterligt, dødsmærket parti med desperate forslag. Senest under overskriften ”Bedstes første sygedag”. Barfoed og konsorter bør hente inspiration i Sass’ eksempel. Sass stod som taber efter regeringsdannelsen, men er nu er blevet en vinder. Taber-Sass fik sig dygtigt placeret som et værdigt, ydmygt offer, der var blevet groft uretfærdigt behandlet og blev således til Vinder-Sass. Den dag, Barfoed rejser sympati gennem alle sine offentlige ydmygelser, vil de Konservative også få deres første vinderdag. Understøttet undergang [22/8, 23/8]2/3
af vælgerne har deres indkomst fra det offentlige. Den brutale sandhed
er, at politikerne allerede længe har lavet love om – officielt for at
redde os – men i realiteten for at tækkes flertallet af vælgerne En undersøgelse fra KL har vist, at danskerne bliver gladere og gladere for at modtage offentlig hjælp. I den anledning udtaler formanden for socialrådgiverne, Majbrit Berlau: ”Jeg kan slet ikke se, hvordan man kan kalde borgerne krævende, når det fremgår af loven, hvad de har ret til. Det er politikerne, der har ansvaret. Mener de, at det offentlige tilbyder for stor hjælp, må de lave loven om.” Og det er Berlingskes leder onsdag enig i, ”måske” var på tide. Men dette forsigtige ”måske” i lederens konklusion er lumsk. For deri ligger jo, at det bare er et spørgsmål om, hvornår politikerne tager sig sammen til at redde vores velfærdssamfund fra at gå under. Her må Groft sagt sagtmodigt gøre opmærksom på, at 2/3 af vælgerne faktisk har deres indkomst fra det offentlige. Enten som ansatte eller som klienter på overførselsindkomst. Den brutale sandhed er altså, at politikerne allerede længe har lavet love om – officielt for at redde os – men i realiteten for at tækkes flertallet af vælgerne. Og at de i de kommende år ivrigt vil fortsætte arbejdet frem mod vores uafvendelige undergang. Femstjernet bullshit [21/8, 22/8]Sundhedsminister
Astrid Krag har afskaffet et simpelt stjernesystem, som selv
hospitalssøgende analfabeter kunne bruge, og erstattet det med en hørm
af bullshit , som bedøver alle patienter Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har i stilhed afskaffet ordningen med at give sygehuse fra en til fem stjerner, således at patienter hurtigt og let kunne sammenligne service og kvalitet. Krag fremhæver, at patienterne dog stadig har mulighed for at sammenligne sygehusene på en række områder. På hjemmesiderne kan man således se, hvormange genindlæggelser og reoperationer de enkelte sygehuse har. Regeringen har desuden bebudet en såkaldt synlighedsreform. Den indebærer bl.a., at Sundhedsministeriet vil udarbejde en årlig rapport, hvor man benchmarker kommuner og sygehuse. Derudover skal der udarbejdes temarapporter på baggrund af data fra de kliniske kvalitetsdatabaser. Groft sagt konstaterer, at Krag har fjernet et simpelt stjernesystem, som selv hospitalssøgende analfabeter kunne bruge, og erstattet det med en hørm af bullshit om ”synlighedsreform”, ”benchmark”, ”temarapporter” og ”kliniske kvalitetsdatabaser”, som kun kan hensætte alle patienter i en tung døs. Disse passiviserede patienter kan derefter uden brok indlægges dér, hvor Krag synes, de gør mest gavn i systemet. Regelforenkling [21/8, 22/8]Udlændingelovene
bør forenkles til en enkelt, klar regel: Enhver, som gider uddanne sig
og knokle, er velkommen og har ret til også at have sin ægtefælle
omkring sig De seneste dage har TV2 kørt en historie om vietnamesiske Yen Ngoc, der er gift og har et barn med den danske ingeniør Kenneth Iversen. Hun står til udvisning, fordi hendes mand under sin uddannelse modtog revalidering, fordi han var ude for en arbejdsulykke. Justitsminister Bødskov afviser at gribe ind: ”Jeg kan ikke gå ind i kommentarer om den konkrete sag. Den er afgjort af Udlændingenævnet, som har ansvaret og kompetencen i den slags sager.« Groft sagt er enig. Selvfølgelig kan en justitsminister ikke desavouere et nævn, hver gang en TV-station kører en historie om de lidelser, som en udvisning udløser. Men selvfølgelig bør lovene også indrettes således, at de umuliggør afgørelser, som gør det let for en TV-station at køre en offerhistorie om en mand, som først udsættes for en alvorlig arbejdsulykke, derefter uddanner sig til noget nyttigt for derefter at se sin kone udvist på grund af en juridisk teknikalitet. Hele udlændingelovgivningen bør forenkles til en enkelt, klar regel: Enhver, som gider uddanne sig og knokle, er velkommen og har ret til også at have sin kone i landet. IC4 for en bedre verden [20/8, 21/8]IC4-skandalen
har bredt sig som pest til hele DSBs måde at tænke og tale på. Togene
bør foræres væk til verdens diktatorer, hvor de kan skabe kaos og vælte
despoten, således som de allerede har væltet Gaddafi DSB har ikke opgivet IC4-togene. Nu vil man forsøge det eksperiment at koble dem sammen. I den anledning fortæller informationschef Tony Bispeskov til Ritzau: ”Vi har arbejdet med de her togsæt i halvandet år, og vi har næsten fordoblet afstanden mellem de tekniske hændelser. Det gør, at vi føler os meget mere fortrøstningsfulde i forhold til at tage det næste skridt.” Udtryk som ”fordoblet afstanden mellem de tekniske hændelser” og ”næste skridt” viser, at IC4-skandalen – med tog, som aldrig når frem på grund af alt for store afstande, og passagerer, som så må gå frem til næste station skridt for skridt – har inficeret hele DSBs tænke- og udtryksform. Og at DSB – i et letgennemskueligt forsøg på at appellere til guddommelige magter – har udnævnt en informationschef som hedder Bispeskov, udstiller kun fortvivlelsen. DSB bør indse, at det, IC4-togene er gode til, er at vælte diktatorer. Få år efter Libyens Gaddafi modtog et IC4-tog fra Berlusconi, var han væltet. DSB bør forære Zimbabwes Mugabe og Nordkoreas Kim Jong-un hver et IC4-tog. Så slipper man også for at koble dem sammen. Margrethes tid kommer [19/8, 20/8]Vælgerne
belønner ikke Margrethe Vestager, selv om hun bestemmer næsten alt i
regeringen. De pæne, radikale vælgere vil først belønne Margrethe, når
hun igen bare er en pæn pige, som mener det rigtige, og ikke en fæl
Machiavelli, som får sin vilje på andres bekostning Nu har vi i hele den nuværende regerings tid hørt, at det er de Radikale, der har den stærkeste leder, og at de bestemmer regeringskursen. Og udfordringen for de Radikale har efter alle kommentatorers vurdering været ikke at kræve så mange indrømmelser af de to andre regeringspartier, at disse partier krakelerer, så regeringen bryder sammen. De Radikale har altså længe haft en ønskeposition. Derfor er det mærkeligt, at partiets vælgere slet ikke belønner deres parti for alle de flotte scoringer. De Radikale ligger fast på kun ca. 8 pct, dvs. lidt under valgresultatet. Den mest sandsynlige forklaring er, at moderne radikale vælgere er så pæne mennesker, at de væmmes ved at se deres åndelige leder optræde som lavpraktisk, rå magthaver over for regeringskolleger, som desperat kæmper for deres overlevelse. Margrethe vil først blive hyldet som en stor radikal leder, når hun efter næste valg rent teoretisk – under radikale folkemassers jubel – kan udbrede sig om alle de grufulde fejl som en Thulesen Dahl-støttet Løkke-regering begår. Så vil hun få sin velfortjente vælgerbelønning. Møder uden ende [16/8, 19/8]Det
egentlige, uofficielle formål med de lange møder er at give lærerne
lejlighed til at føle sig betydningsfulde og kloge ved omfattende
sproglige udfoldelser. Den sproglige imponeresyge rider hele
uddannelsessektoren som en mare To forskningsprojekter har vist, at lærerne holder for lange og svævende møder. I den anledning spørger Jyllands-Posten torsdag næstformand i skolelederforeningen, Claus Hjortdahl, om møderne er spild af tid. Han svarer: ”Mange af de mere overordnede møder i f.eks. Pædagogisk Råd er lovbestemte og skal ikke handle om den enkelte elev. Når det er sagt, er det rigtigt, at teammøderne omkring de enkelte klasser godt kunne blive mere fokuserede.” Svaret er altså kort sagt ja. Men hvorfor svare enkelt og kort, hvis der findes en alenlang, indviklet omvej, hvor man kan imponere omgivelserne med tågede forbehold og fine ord som ’Pædagogisk Råd’, ’teammøde’ og ’fokuserede’? Det egentlige, uofficielle formål med de lange møder er at give lærerne lejlighed til at føle sig betydningsfulde og kloge ved omfattende sproglige udfoldelser. Den sproglige imponeresyge rider hele uddannelsessektoren som en mare. Hvilket også fremgår af, at forskningsprojekterne kommer fra pæredanske institutioner som komisk kaudervælsk kalder sig VIA University College og University College Capital. Ydmygede, fat håb! [16/8, 18/8]Vejen
til en stor karriere i Socialdemokratiet er brolagt med ydmygelser. Det
bør være til trøst for dem, der er blevet ydmyget med Jesper Petersens
udnævnelse til finansordfører Thorning mente åbenbart ikke, at dem, hun ydmygede ved at udnævne det nys omvendte SFer Jesper Petersen til finansordfører, havde fået ydmygelser nok, for hun begrundede valget af Petersen med en ekstra bonus-ydmygelse: ”Han har sat sig ydmygt tilbage i rækkerne hos Socialdemokraterne i ganske mange måneder. Selvfølgelig skal han have en post.” Det er vendingen ”ganske mange måneder”, der må gøre ekstra nas på medlemmer, som i årevis ydmygt har siddet og ventet på at blive noget stort. Men de ydmygede bør ikke fortvivle. For meget tyder på, at ydmygelser er det, der efterhånden holder Socialdemokratiet sammen og sørger for dynamikken: Først ydmygede Thorning Sass ved at bøje sig for PETs sikkerhedsvurdering. Derefter ydmygede Sass Thorning ved at offentliggøre PETs sikkerhedsvurdering, som viste sig at være en bagatel. Og nu har Sass så ydmyget Thorning igen ved at tvinge hende til at gøre Petersen til ordfører med en ydmygende begrundelse. Vejen til en stor karriere i S er brolagt med ydmygelser. Det bør være de senest ydmygede til trøst og opbyggelighed. Klimaets molbohistorie [16/8, 17/8]Molboagtigt
søger vi at redde verden fra afgrunden ved at påføre vores lille land
enorme økonomiske lidelser for i bedste fald at opnå få sekunders
forsinkelser af nogle klimaændringer Siden Fogh på Venstres landsmøde i 2008 pludselig blev klimagrøn for at kamouflere, at han gjorde sine hoser grønne i NATO, har dansk klimapolitik lidt under debathæmmende tværpolitisk enighed og derfor kun kunnet forstås i religiøse termer: Vi ofrer en masse skatteborgerkroner til klimaguden på at ødelægge landskabet med grimme vindmøller. Og vi håber fromt, at disse ofringer af vores mest elskede værdier: penge og natur, vil frelse både os selv og resten af verden, som vi samtidig sender bønner til for at få dem til at følge vores økonomisk selvdestruktive eksempel og i øvrigt samtidig købe vores dyre vindmøller. Men da verden bugner mere og mere af billige fossile brændstoffer, og EU er ved at få forstoppelse af sine mange usælgelige CO2-kvoter, så er projektet gakgak: Molboagtigt søger vi at redde verden fra afgrunden ved at påføre vores lille land enorme økonomiske lidelser for i bedste fald at opnå få sekunders forsinkelser af nogle klimaændringer. Venstre bør omgående genopfinde sig selv som blå og således redde klimadebatten ud af det pseudoreligiøse tosse-grønne paradis. Hutlihut Stoltenberg! [15/8, 16/8]Stoltenbergs
taxavideo beviser, at politisk reklame uden substans scorer – også i
seriøse medier, som ellers praler med at dyrke den politiske substans Det har vist sig, at flere af de tilsyneladende himmelfaldne passagerer i den norske statsminister Jens Stoltenbergs taxa var håndplukkede af reklamebureauet. Og det kritiserer ekspert i politisk kommunikation Rasmus Jønsson i Berlingske onsdag: ”Det er fuldstændig åndssvagt, at de ikke sørger for at få den rette etiket på. I Danmark har vi set mange eksempler på, at små fejl kan overskygge kampagnens budskab.” Og studievært på Mennesker og Medier på DR1, Lasse Jensen, er enig. Kritikken afslører, at disse to ellers skarpe iagttagere lever i en tidslomme. Det er jo helt forældet i dag at forvente, at en politisk reklamevideo rummer et substantielt politisk budskab. Videoen har gået sin sejrsgang på nettet og i alverdens store medier, uden nogen er blevet klogere på Stoltenbergs politik. Derimod har alle set, at manden smiler ganske sødt, når hans identitet afsløres. Og kun fordi man nu har lækket, at flere passagerer var castet til opgaven, får Stoltenberg endnu en tur i manegen i skriftlige, seriøse medier som Berlingske – nu til akkompagnement af jamrende eksperter. Godt scoret! Allah og Grundtvig [14/8, 15/8]Hvis
Allah er stor, så kan han vel også let forstå, hvis muslimer lader sig
friste til at æde lækre danske deller Målinger viser, at et stort flertal af danskere mener, at muslimer skal holde fingrene væk fra frikadellerne. I den anledning udtaler Imran Shan, talsmand for Det Islamiske Trossamfund, til Berlingske onsdag: ”Hvor er de demokratiske, grundtvigianske værdier? Hvor er overbevisningen om, at vi på tværs af religiøse overbevisninger har noget godt at bidrage med?” Talsmanden mener altså, at det er godt, at hans tro bidrager med, at mange kristendøbte og ateistiske danske børnehavebørn og indlagte på Hvidovre Hospital ikke kan få frikadeller. Endnu engang ser man her, at det, der giver Danmark så mange udfordringer i disse år, er stærkt troende muslimers udtalte mangel på ydmyghed, selvironi og humor. Tænk, hvis talsmanden – i stedet for at øge de frikadelleløses smerte ved tonedøvt at bore i dem med gamle Grundtvig – havde sagt med et smil, at han da godt kan se, at muslimers særlige spisevaner selvfølgelig ikke skal plage børn og syge. Og at Allah desuden er så stor, at Allah sagtens forstår, hvis muslimer lader sig friste til at æde lækre danske deller. Det ville også glæde Grundtvig. Renhedsgaranti [13/8, 14/8]Kunstnere
konkurrerer mindst ligeså hårdt som topidrætsfolk om at vinde pokalerne
og de mange penge. Men ingen taler om at indføre dopingkontrol for
kunstnere. ”Fascinationen af f.eks. atletik er ved at forsvinde,” udtaler tidligere vicepræsident i World Anti-Doping Agency, Brian Mikkelsen (K), i Jyllands-Posten i anledning af eskalerende dopingafsløringer i topidræt. Det kan undre, at Mikkelsen som kulturminister aldrig talte om, at fascinationen af romaner, film, musik eller malerier er ved at forsvinde. For opsigtsvækkende mange kunstnere er på stoffer. At Lars von Trier er konstant dopet med såkaldte lykkepiller, er velkendt, ja faktisk en del af hans image. Og det vides, at også så forskellige forfattere som Hemingway og Martin A. Hansen dagligt har ædt piller i et omfang, som må udelukke enhver tanke om at markedsføre dem økologisk. Også maleren Oluf Høst var konstant dopet: opkvikkende om morgenen, neddæmpende om aftenen og smertestillende ind imellem efter behov. Men i betragtning af alle de udfordringer, det giver bare at kontrollere topatleter, ville dopingkontrol selvfølgelig blive helt uoverkommeligt, hvis man også skulle holde kunstnere rene. Denne Groft sagt er dog altid ren, da alle dopingforsøg har givet endnu værre tekster. Løkkes Stoltenberg [12/8, 13/8]BBCWorldNews
er normalt helt renset for dansk og norsk politik. Men Stoltenbergs
mediestunt som taxachauffør fik enestående stor og grundig behandling.
Dog helt renset for politisk indhold. Hvis man – som Groft sagt – er afhængig af nyheder, men samtidig har et af de akutte anfald, hvor man ikke kan holde ud at se og høre danske politikere, så er BBCWorldNews til stor hjælp. De hjemlige medier kan være gået i selvsving med en regeringsrokade eller regeringens lancering af en reform, som endnu engang skal redde os. Men BBC ænser det ikke. Herligt! Dog sker det med måneders mellemrum, at der på BBC i forbifarten ses et kort glimt af Helle Thorning. Men kun fordi hun optræder i en iøjnefaldende kjole med udslået hår i en stime habbitter i EU. Med al respekt: Så gode billeder vil Lars Løkke aldrig kunne give. Så når Løkke overtager regeringsmagten, vil vi få et BBC helt renset for danske politikere. Herligt! Medmindre Løkke lærer af norske Stoltenbergs optræden som taxachauffør og lader sig optage med skjult kamera, mens han optræder anonymt som pølsemand, der sludrer politik med tilfældige kunder. For så vil selv Løkke blive bragt i alverdens medier og BBC med et langt, helt politikløst indslag, hvor vores statsminister langer pølser over disken til forundrede danskere. Baglæns krigsførelse [9/8, 12/8]Det
er meget lettere at bekæmpe terroristerne i Afghanistan med baglæns
retorisk krigsførelse end at bekæmpe dem forlæns med soldater og
isenkram I takt med, at kamptropperne trækkes hjem fra Afghanistan, optrappes ordkrigen om krigens eftermæle. For nogle uger siden var Zenia Stampe (R) således ude med en tilsyneladende lodret afvisning af, at det havde været umagen værd. Og nu er der så et par eksperter, der i en DR-dokumentar siger, at målet langtfra er nået, og at politikerne bruger hensynet til de faldne, som undskyldning for ikke åbent at diskutere, hvad der gik galt. Det affødte i DR Deadline torsdag et usædvanligt indslag, hvor Lars Løkke (V) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) stod last og brast om at forsvare krigsindsatsen ved at fremhæve udvalgte ubestrideligt positive effekter: større kvindefrihed og lettere adgang til uddannelse. Kritikken viser egentlig mest, at når et land skal i krig, så er der brug for at tale fjendens farlighed op og overdrive de opnåelige mål. Så når et land skal ud af en krig, så vil der altid være brug for at tale fjendens farlighed ned og forklare, at man ikke helt nåede, hvad man ville. Det er derfor altid – rent retorisk – meget lettere at føre krig baglæns end forlæns. Jensens jingle [9/8, 11/8]Længe
efter alle har glemt kulturordfører Mogens Jensens (S) manifest om
fællessang, vil TV, hver gang Jensen er i vælten, vise et klip fra hans
solosang i den tomme Folketingssal. Jensen har fået sin TV-jingle Der er noget elementært gribende over den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensen, når han med violetfarvet hovede står i tv-nyhederne og synger solo i en tom folketingssal. Sangen var fra vores nationale sangskat, og han sang direkte fra sin smartphone, hvor han i smug læste teksten. Indslaget var et afbræk fra alt det kedsommelige og uforståelige i politik: krisen i Sydeuropa, nulvækst, borgerkrigen i Syrien. Jensen var fuldt forståelig: en amatørsanger, som for øjnene af landets seere forsøger at fremføre en kær sang. Det kender vi fra X Factor, selv om sangene dér handler mere om ”baby” og ”love” end om bøgeskove. Men hvorfor optrådte Jensen uden dommere og publikum i salen? Og endnu mere absurd bliver indslaget, når man får at vide, at Jensen med sin solooptræden lancerede et nationalt sangmanifest, hvor alle foreninger og virksomheder, der tilslutter sig, forpligter sig til at synge fællessang. Men det skal blive værre endnu, for længe efter vi alle har glemt manifestet, vil vi igen og igen se det absurde optrin med den syngende Jensen. Jensen har fået sin TV-jingle. Tung mode, let model [9/8, 10/8]Modellernes
gennemførte grimhed og dysterhed på modeugen er en nødvendig baggrund
for de kunstfærdige klude 7 ud af 10 danskere mener, at der skal mere sul på modellerne i den københavnske modeuge. Men Groft sagt må advare mod troen på, at modebranchens problemer løses så let. Hvis modellerne både havde til gården og til gaden og sprudlede af livsglæde på catwalken, så ville tilskuerne jo tænke: Hvorfor tager den dejlige kvinde eller mand dog ikke bare noget simpelt tøj på, der tydeligt viser, hvor dejlig hun eller han er? Men sådanne tanker vil være døden for en branche, som år for år får Holbergs modesyge Jean de France til mere og mere at ligne en kedelig registreret revisor. Noget tyder dog på, at der kan være en positiv erkendelse på vej blandt modeskribenterne. Således skriver Berlingske fredag: ”og det er det helt grundlæggende ved Marimekkos kollektion: Hvem skal bære den?” Men at der er lang vej igen, fremgår af Politikens modereportage torsdag, som slår om sig med indforståede kultudtryk som ”tung, mørk løbestift”, ”gangsølv i håret” og ”gothudgave af damerne i ’Den store Gatsby’. ” Det eneste lette ved mode, er modellerne, og sådan vil det nok fortsat være. Unødvendig nedtur [8/8, 9/8]
Muhammedaffæren
og Akkaris omvendelse har ødelagt Politikens bladhistoriske branding Politikens chefredaktør, den embedsmandsknirkende Bo Lidegaard, afslutter lederen tirsdag således: ”Det var ikke Muhammedtegningernes provokation, der fik Akkari til at standse op og genoverveje kursen. Det gjorde et samfund, der stod ved sit liberale værdigrundlag, og som delte det med ham. Læren er, at demokratiet står stærkest, når man ikke driver det igennem med unødvendig dogmatik.” Tjah. Læren var vel snarere, at når et dansk dagblad, Politiken, som i sin tid opstod i nådesløst fritænkende opposition til den etablerede borgerlighed med religion og kongehus, bliver ramt af politisk korrekthed, så går det grueligt galt. Først betaler man helt katolsk et pengebeløb i aflad til en middelalderlig religion. Dernæst må man igennem flere år skrive en masse tåkrummende ledere på melodien ”ytringsfrihed, men…”. Og endelig begår man nu intellektuelt harakiri ved at uddrage den selvbærende sandhed af forløbet, at demokratiet står stærkest, når man undgår ”unødvendig dogmatik”. Politiken opstod af forfriskende oprør og nytænkning, men endte desværre i en slem hørm af ubenægtelige banaliteter. Mærkning af sort tale [7/8, 8/8]Sagen
om mærkning af halal-kyllinger har vist, at det vil være godt også at
mærke sorte politikersvar Fødevareminister Mette Gjerskov taler sort, når hun afviser at mærke halalkød: ”I Danmark bliver alle dyr slagtet med bedøvelse, også ved rituelle slagtninger. Der er således ingen problemer med dyrevelfærden, og jeg mener derfor ikke, at denne type mærkningsordning bør prioriteres.” Således svarede hun Hans Christian Schmidt (V), som spurgte, hvilke initiativer regeringen vil tage for at ”sikre, at forbrugerne selv kan vælge mellem konventionelt- og halalslagtet kød.” Hun svarer altså med dyrevelfærd, hvor Schmidt spørger om menneskevelfærd: at være sikker på, hvilken tro man støtter ved køledisken. Ud over at krænke Schmidt med sit svar, så krænker hun muslimer ved at reducere deres dogmatiske slagteritual til et dyrlægeteknisk spørgsmål om dyrevelfærd. Nu gør flere læsere i Jyllands-Posten så opmærksom på, at halal-kyllinger faktisk allerede er mærkede med en lille sort cirkel med et billede af en moské i midten og en ulæselig, vistnok arabisk, tekst nedenunder. Groft sagt foreslår, at samme mærkning anvendes på sorte politikersvar, bare med moskéen udskiftet med Gjerskov. Whistleblowing som støj [6/8, 7/8]Hvis
skolen lærte eleverne, hvordan de anonymt orienterer pressen om lyssky
ting, så kunne mange unødvendige lidelser og lig på bordet undgås Det går oftest whistleblowere dårligt: fyring, retssag, psykiatrisk behandling og druk, således som professor, dr. med. Peter C. Gøtzsche redegør for i kronikken mandag. Derfor foreslår han bedre lovmæssig beskyttelse. Men det bedste og enkleste er vel i skolen at undervise i, hvordan man, uanset hvor man ansættes, kontakter pressen anonymt med oplysninger om lyssky ting på arbejdspladsen. Debatten om whistleblowers afslører, at der desværre er alt for meget blåøjet skolelærernaivitet i undervisningen i, hvordan vores samfund og især pressen i virkelighen fungerer. Hvis ansatte i hospitalssektoren, lufthavne, kommuner og styrelser var trænet i pressekontakt under anonymitet, så kunne vi årligt redde mange liv og undgå unødvendige lidelser, fordi vi kunne få systemfejl rettet, uden der først skulle lig på bordet. Og også undgå whistleblowers lidelser, fordi de så ikke mere står offentligt frem. Hertil kommer den store fordel, at pressen – når den ikke har en whistleblowers heroiske, selvopofrende person at skrive om – vil være nødt til at fylde spalterne med sagens substans. Den naturlige historie [5/8, 6/8]Hvis
historien om Akkaris omvendelse skulle laves til et kunstnerisk
mesterværk, så skulle Politiken stik mod alles forventning undskylde
sin optræden under Muhammed-affæren Manuskriptdoktor Mogens Rukov fyldte 70 i søndags. I Jyllands-Postens fødselsdagsportræt beskrives hans mantra ’den naturlige historie’. Det består i, at den historie, kunstneren skaber, knytter sig til en velkendt historie, alle kender og kan gå ind i uden forudsætninger. Den kunstneriske skaben består så i at trodse denne velkendte historie på en overraskende måde. Eksempel: Den naturlige, forventelige historie om Ahmed Akkaris stærke afstandtagen til sin rolle i sagen om Muhammed-tegningerne er, at de, der i sin tid førte an i hysteriet på dansk grund, har ”ingen kommentar”. Så når hverken Islamisk Trossamfund, dagbladet Politiken, eller Uffe Ellemann-Jensen har nogen kommentar, så viser det altså, at vi befinder os i virkelighedens naturlige historie. Hvis Akkaris omvendelse skulle laves til et kunstværk, så skulle Politiken skrive flere begejstrede ledere om Akkari. Og undskylde over for læserne, at ”Organet for den højeste oplysning” gik i sort og betalte et større beløb til en arabisk advokat, som påstod, han repræsenterede Muhammeds efterkommere. Det ville være et mesterværk. Kronisk udkant [2/8, 5/8]Bornholmske
politikere bliver tilsyneladende først rigtigt tilfredse den dag, alle
på øen er på støtten Landets udkantsområderne har det svært. Derfor glæder det Groft sagt at bringe en positiv nyhed: Beskæftigelsen og uddannelsesgraden på Bornholm er steget så meget, at langt færre bornholmere er på offentlig forsørgelse. Faktisk er det gået så meget frem, at Bornholms kommune netop har fået besked om, at man godt kan klare sig med 125 millioner kr. mindre i udligningsstøtte end tidligere. Hurra! Groft sagt glædede sig så til en sejrrig reportage i aftenens regionale TV-nyheder. Bornholmerne fortjener nemlig enhver opmuntring, efter øen for nogle år siden måtte æde den ultimative ydmygelse at importere jyske sild til røgerierne. Men ak! I stedet for et opbyggeligt indslag med stolte triumfbrøl og V-tegn, som kunne indpiske optimisme i de efterhånden noget modløse bornholmere, så dækkede TV Bornholm nyheden med et mikrofonholder-dobbeltinterview, hvor borgmesteren (S) og viceborgmesteren (V) som kriseramte grædekoner jamrede over de smerter alle ville få, når man skulle skære 125 mio i budgettet. Det bliver åbenbart først rigtigt solskin på Bornholm den dag, hele øen er på støtten. Akkaris undervisningsplan [2/8, 4/8]Den
tidligere imam og nuværende dansklærer i folkeskolen, Ahmed Akkari, har
ideelle betingelser for at forberede sine elever til demokrati Den tidligere imam og islamist Ahmed Akkaris omvendelse til dansk tankegang er ikke nok for lederskribenten på BT, som (29/7) kræver, at Akkari også sætter navn på de islamiske grupper og de imamer, som især opildner de unge i fængslerne og bandemiljøerne til had. Er der ingen undergrænser for, hvor naiv et stort dansk dagblads leder må være? Medmindre PET er dybt inkompetent, så kender PET allerede disse fanatiske muslimske grupper ud og ind. Det eneste Akkari ville opnå ved offentligt at sætte navne på disse fanatiske grupper, var, at BT og andre så kunne skrive dramatiske historier om, hvordan Akkari – ligesom Kurt Westergaard, Lars Hedegaard og Pia Kjærsgaard – måtte leve under PETs beskyttelse døgnet rundt. Hvad skulle det gavne? Det, som den seminarieuddannede folkeskolelærer Akkari kan bruge sit eget eksempel til, er at lære sine elever, 1) hvordan de gennemskuer religiøs indoktrinering og manipulation, og 2) at demokratiet bygger på diskussion ud fra foreliggende kendsgerninger og aldrig på doktriner, som man finder i oldgamle bøger, som fortolkes af kampklare præster. Rungsteds lyksaligheder [2/8, 3/8]Klæder
skaber folk. Derfor oplever især ældre mennesker suset ved bare at være
menneske igen, når de lægger tøjet i Rungsted Vikingelaug Hvorfor er der næsten ingen unge med prægtige kroppe, som vinterbader nøgne? Det er altid ældre mænd og kvinder, der fylder steder som Rungsted Vikingelaug og Helgolands ”Det Kolde Gys”. En forklaring kan være, at når kroppens seksuelle tiltrækning daler med alderen, så har man brug for i stedet at få kropslig accept ved at træde ind i vinterbadernes frydefulde, afsexede fælleskab. Når man i flok mærker grødisen kæle for bryster og baller, så sanser man som i ungdommens vildeste ekstaser, at man stadig lever. Men studier i Berlingskes sommerserie fra Rungsted havn har bestyrket Groft sagt i en anden teori. Bl.a. udtalte Madsen, Vikingelaugets høvding: ”Der er utroligt få, jeg overhovedet ved, hvad laver. Det betyder, at vi mødes som mennesker.” Fryden ved at lægge tøjet og dermed afmontere alle sociale distinktioner og bare blive nøgent menneske igen, forudsætter jo, at man faktisk har erobret nogle positioner i tilværelsen, som man kan befri sig for i omklædningsrummet. Derfor finder helt unge, som endnu ikke har andet end en prægtig krop, så få lyksaligheder i Rungsted Vikingelaug. Sponsorerede bål [31/7, 2/8]SFs
retsordfører, Karina Lorentzen, vil redde Muhammed ud af banderne med
ubehjælpsomt ordskvalder Retsordfører Karina Lorentzen (SF) og head coach (?) Poul Kelberg giver i kronikken onsdag forslag til, hvordan vi får unge af anden etnisk herkomst ud af banderne. Men det eneste originale i kronikken er, at velkendte integrationsproblemer fremstilles i et skabagtigt oppustet sprog. Den velkendte banalitet, at familierne ikke kan opdrage de unge, udtrykkes således: ”den manglende evne (hos forældrene, red.) til at kunne overføre egne kulturtræk og normer har iværksat en uheldig rodløshed.” Og at disse unge har brug for hjælp, udtrykkes således: ”Derfor har mange brug for misbrugsbehandling, traumeterapi, terapeutiske samtaler og andre teknikker eller behandlinger, som kan være med til at håndtere de følelser, tanker og handlinger, som generelt vækker den sorg og vrede, der sponsorerer deres individuelle bål.” Hertil er kun at sige: Kronikkens massive ordskvalder har sponsoreret Groft sagts individuelle bål. Kronikkens tragiske, samlede budskab er, at de to kronikforfattere egentlig ikke aner, hvad de skal gøre ved problemerne. Før vi kan redde Muhammed, må vi redde Lorentzen og Kelberg ud af deres sproglige forbistringer. Pigen og faren [31/7, 1/8]En
oprørt far kan muligvis fortrænge ni nøgne mænd. Men han kan umuligt
undertrykke sin datters naturlige interesse for, hvad de har mellem
benene Reklamedirektør Henrik Paaske har filmet ni nøgne mænd, som bader hver morgen, og lagt det op på YouTube til skræk og rædsel. Det er sket i den bedste hensigt: At beskytte sin 11-årige datter mod krænkelser. Hun bader nemlig også hver morgen fra samme badebro. Til TV 2 uddyber han: ”En 11-årig pige der er på vej i puberteten, hende har vi altså et ansvar for. Her står hun og kan kigge dem dybt ind i øjnene, og hun kigger direkte ind i deres skridt.” Men den pige, som Groft sagt så i TV-indslaget, virkede helt ubekymret og glad over at være på TV, så alle vennerne kunne se hende springe trampolin. Derimod virkede faren oprørt. Og det forstår Groft sagt godt. For det spørgsmål, som farens kamp rejser, er jo, hvorfor en utvivlsomt velopdragen pige vælger at kigge de nøgne mænd direkte ind i deres skridt, når hun kan nøjes med at kigge dem dybt ind i øjnene. Eller bare lade som ingenting og nyde naturen. Groft sagt fornemmer, at den tapre far her kæmper mod urkræfter i sin datter, som selv en medievant reklamedirektør ikke i længden kan holde i ave. Styrelser til alle [30/7, 31/7]Det
er ikke kun hjemvendte veteraner, der har brug for en styrelse for at
trænge igennem de offentlige systemer. Veteranernes problemer med at få hjælp i de offentlige systemer kan muligvis mildnes ved de Konservatives forslag om en selvstændig Veteranstyrelse. Men hvad så med alle dem, der ikke er veteraner? Enhver borger, klient eller patient oplever jo det samme. Det skyldes, at der altid er langt flere, der har behov for de gratis, offentlige serviceydelser, end der er råd til. Dette udløser et stort pres på systemet, som – ud over ventekø – tvinges til at anlægge to afværgeteknikker. 1) specialisering, som gør det nødvendigt for borgeren at rende rundt i systemet, og 2) manglende kontaktpersoner, så det er umuligt for borgeren at holde overblik over sin behandling. Begge afværgeteknikker har til formål at gøre det muligt for personalet at holde afstand til den enkelte borger, og dermed mindske det psykiske pres, som opstår ved alt for dyb personlig indlevelse i en stakkels borgers totale situation. Hvis der oprettes en styrelse til veteranhjælp, så betyder det desværre bare, at alle dem, der ikke er veteraner, får endnu sværere ved at trænge igennem. De må så også have en styrelse. Blind, døv og næseløs [29/7, 30/7]Whistleblowere
skal altid give ledelsen gode muligheder for at skjule, at de har været
både blinde og døve over for skandaler. Ellers bliver de fyret for
forsømmelighed I Berlingskes artikel om Helle Olsen, som afslørede udbredt svindel i det offentligt ejede Odense Renovation, begrunder Kommunikationschef Claus Hammerich fyringen således: ”Hun gik ikke til ledelsen, men til den daglige leder, som hun vidste, var en del af svindelsagen. Hun laver sin egen lille undersøgelse, men kunne have sparet os for en masse penge, hvis hun var kommet direkte til ledelsen.” At Helle Olsens modige afsløringer stoppede den årelange svindel, udløste altså ikke begejstring i selskabet. Tværtimod blev hun fyret på en detalje, nemlig at hun meldte sagen til politiet i stedet for at melde den til topledelsen. Dette forhindrede topledelsen i at ordne sagen bag lukkede døre. Eller til at bruge sagen til selv at brillere som en kompetent ledelse, der årvågent afslører svindel og bringer orden i kaos. Med anmeldelsen afslørede Helle Olsen, at ledelsen havde været både blind og døv overfor årelang, udbredt svindel. Og at ledelsen også mangler lugtesans, fremgår af det ulideligt stinkende bullshit om fyringen, som kommunikationschefen nu udsender. Halalbomben [24/7, 29/7]Hvis
danske børn også begynder at stille krav til forældrene om særlige
slagtemetoder, så vil det betyde døden for familiens forenede
aftenspisning Alle forældre kender til sære spisevaner: Ethvert barn kræver på et tidspunkt i sin opvækst særlig mad og servering. Tager vi en almindelig ret som frikadeller med sovs og kartofler, så vil selv denne simple ret kunne kræves serveret på mange måder. Ét barn kræver kartofler alene, et andet kun frikadeller. Udskæringsønsker kan veksle fra findeling (mosning) over terninger og stænger til ikke‑udskåret. Er der på tallerkenen både frikadelle og kartoffel, kan man dels komme ud for krav om at de udskårne dele blandes, dels at de ligger i hver sin skarpt adskilte bunke. Endelig sovsen, en fejl her kan betyde at hele serveringen må begynde forfra. For det første: sovs eller ikke sovs? Hvis sovs, så på kartoflerne og kødet, eller kun på en af delene? Og så videre. Problemet med, at børneinstitutioner bøjer sig for muslimske krav til slagtning, er, at det kan give almindelige danske børn inspiration til yderligere krav til maden derhjemme. F.eks. krav om, at kyllinger kun spises, hvis de er sovet stille ind, mens personalet på slagteriet afsynger ”I dag er det kyllings fødselsdag.” Kong Georgs oprør [26/7, 29/7]Britisk
kongelige adskiller sig fra almindelige mennesker ved at de påtager sig
krævende lederposter på det tidspunkt, hvor almindelige mennesker
synker udmattet om efter et krævende arbejdsliv Britiske dronning Elisabeths mor blev 101, og dronningen er selv kun 87. Mediernes spekulationer om, hvad nyfødte George Alexander Louis så skal lave, inden han forventes at blive konge som ca. 60-årig, viser, hvor det er, at kongeliges liv adskiller sig fra almindelige menneskers liv. Først skal George naturligvis uddannes. Heri ligner han almindelige mennesker. Derefter bliver opgaven så, ifølge kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen: ”At skabe nogle meningsfyldte opgaver for sig selv, som folk kan se, der gør nytte i samfundet.” Det svarer jo i et almindeligt menneskeliv til, at man har et krævende job, hvorved man tjener til føden. Men så er det, at den store forskel viser sig. Efter mange års opslidende arbejdsliv bøjer almindelige mennesker sig for alderens ubønhørlige nedslidning og bliver pensionister. Men ikke britiske kongelige! De nægter at lade sig pensionere efter et langt arbejdsliv trods deres svækkede kroppe og sjæle. I stedet går de til kamp mod det uomgængelige menneskelige forfald ved at lade sig udnævne til konger og dronninger over et imperium. En kamp til døden. Klæd dem af! [26/7, 28/7]Billedbladet
svælger i det tøj, kendte og kongelige har på. Men en aktuel skandale
med en falsk kongelig udråber ved den kongelige fødsel i London gør det
nødvendigt, at Billedbladet i fremtiden klæder folk af, inden bladet
udnævner dem til noget stort Billedbladet, Danmarks Royale Ugeblad, bringer i seneste nummer, blandt billeder af personer fra det britiske kongehus, også et billede af en mand iført rød kappe og stor hat med fjer, svingende en stor klokke. Billedteksten lyder: ”Londons officielle ”opråber”, Tony Appleton, annoncerede fødslen af den kongelige baby-boy og ringede traditionen tro med sin klokke for at blive hørt.” Nu har det så vist sig, at dragten og rollen er helt selvkomponeret. Men det ved man kun, fordi den 76-årige Appleton selv har gjort opmærksom på det. Han elsker kongefamilien og ville på denne måde bare deltage konstruktivt i ceremonierne. Groft sagt spørger nu frygtsomt, hvormange andre af dem, som ifølge Billedbladet indtog væsentlige officielle traditionelle roller i begivenhederne i London, der også bare er almindelige, kongebegejstrede mennesker i festlige fastelavns-udklædninger. Strengt taget er det vel kun Kate, William og babyen, man kan være helt sikre på. Groft sagt kræver, at Billedbladet viser os, hvad alle de flotte rober indeholder, inden bladet udnævner dragtens bærer til noget stort. Fejl uden betydning [26/7, 27/7]Når
en kommission nedsættes, er anbefalingerne givet på forhånd. Derfor har
selv store fejl i rapporten ingen indflydelse på anbefalingerne Berlingske afslørede onsdag grove fejl i Produktivitetskommissionens rapport om milliardbesparelser. I den anledning udtaler kommissionens formand, professor Peter Birch Sørensen: ”Det er klart utilfredsstillende med den slags fejl, men samtidig må jeg understrege, at de ikke har haft nogen indflydelse på vores anbefalinger.” Her kan enhver skatteborger så stille et modspørgsmål: Hvorfor bruge penge på en dyr kommission, hvis kommissionen kan begå alvorlige bommerter i rapporten, uden at det kan ses i deres anbefalinger? Men det har sin helt naturlige forklaring: Anbefalingerne har regeringen altid bestilt i forvejen af enhver kommission. Det, kommission skal, er så at lave en tyk rapport, som munder ud i anbefalingerne. Men hvis det kniber for en kommission at få rapporten til at svulme, så er det helt almindeligt at sætte den yngste studentermedhjælp til at finde tekststykker på nettet, som kan sættes ind passsende steder som fyldekalk. Fejl i teksten giver normalt ingen problemer, fordi alle ved, at rapportens indhold er ligegyldigt, da anbefalingerne er givet på forhånd. Skriftsprågd [19/7, 24/7]Folk
gider ikke læse korrektur på tekster, som de fyrer af som SMS eller på
Facebook. De mest udbredte korrekturfejl vil Dansk Sprognævn nu
imødekomme ved at indføre løbende opdateringer af Retskrivningsordbogen Tidligere har Retskrivningsordbogen (RO) i praksis bygget på sprogbrugen i landets skrevne, landsdækkende medier. Men nu vil man så – ifølge Berlingske fredag – også lade danskernes sproglige amokløb på Facebook danne baggrund for RO. Og planen er at udkomme på nettet årligt i stedet for på papir hvert tiende år. Groft sagt gyser allerede ved tanken om de opstande i landet, disse ændringer vil medføre. Tidligere har Dansk Sprognævn med sin ordbog skabt tumulter ved at lancere dobbelte staveformer, pendulord med modsatte betydninger og nyskabende kommateringsregler. Meget tyder på, at Nævnet ikke aner, hvad de har gang i. Marianne Rathje med et forskningsprojekt på Nævnet i ”skriftsprågd” tilstår således: ”Det betyder åbenbart ikke længere så meget for os, at vi fremstår som nogle, der skriver korrekt.” Og hun indrømmer, at hun – som mange andre – først læser en SMS eller statusopdatering på Facebook, efter den er afsendt. Groft sagt protesterer mod, at Nævnet vil revolutionere dansk skriftsprog, bare fordi folk ikke gider læse deres rablerier igennem, inden de fyrer det af. Spaltefyldende naivitet [19/7, 23/7]For
pressen er der ofte mere salg i at udpensle en naiv løgn over flere
dage end i straks at fortælle den enkle sandhed. Nyhedsmedierne har officielt til opgave at afsløre sandheden. Men ofte kan de i første omgang tjene mere på deres stof ved hjælp af noget, som kan kaldes ”spaltefyldende naivitet”: Når cykelrytteren Chris Froome spurter overmenneskeligt fra alle andre op ad et bjerg i Tour de France, er speaker Leth ustyrlig i sin übermensch-retorik. Men alle ved af erfaringer fra Riis, Armstrong, Rolf-er-ren-Sørensen, at den slags kun er muligt, hvis man er bedre dopet end de andre. Når J.K. Rowling springer ud som krimi-forfatter, så skrives der spalter op og ned om, hvordan en ”tilfældighed” førte til at hendes pseudonym som mandlig krimiforfatter blev afsløret. Historien om en afsløret forfatter, der ærgrer sig, kan fylde langt flere spalter end den sande historie om et professionelt udført mediestunt, som forudsigeligt sikrer, at små salgstal vokser mod tinderne. Forlaget vil naturligvis ikke lade guldfuglen Rowling optræde anonymt i længden. Takket være pressens spaltefyldende naivitet får vi udpenslet disse historier. Og snart vil vi så få afsløret sandheden i samme medier. Forhåbentlig. Skats absurde dramatik [19/7, 22/7]Ingen
går fri af SKAT. Med breve og mærkelige telefonforklaringer angriber
SKAT nu også gruppen af overartige skatteborgere Skats kreative fantasi rammer ikke kun rige danskere, som Skat mobber, fordi Skat mener, de skylder millioner. Kreativiteten viser sig langt ned i detaljer, som kan ramme alle. F.eks. har Skat op til ferien udsendt årsopgørelser for 2012 i rudekuverter til helt almindelige mennesker. Mange af disse opgørelser er forkerte, fordi de ignorerer, at visse borgere frivilligt har indbetalt restskat for 2012. Den skrupforkerte årsopgørelse skaber en del ekstra arbejde hos disse artige forudseende borgere: De skal f.eks. gå ind på skat.dk for at kontrollere deres seneste årsopgørelse for at tjekke, om det virkelig kan passe, at Skat bruger penge på at udsende skrupforkerte, forældede årsopgørelser. Når de så til deres undren må erkende, at det gør Skat faktisk, så ringer de måske til Skat, venter i kø, hvorefter de belæres om, at ”vi sender brev ud til alle, der skal betale restskat, for at huske dem på det.” Kreative Skat anser det altså for meningsfuldt at huske folk på noget, som de allerede har gjort. Netop denne destruktive leg med dagligsproget kendetegner den bedste absurde dramatik. Hyltofts trøst [16/7, 19/7]Blandt
romanforfattere er der stor konkurrence om den hensygnende skare af
æstetiske skønånder, som ikke allerede får bogen tilsendt som gratis
frieksemplar ved udgivelsen I kronikken mandag forsøger Ole Hyltoft at opklare mysteriet om, hvorfor så mange mennesker påtager sig det slidsomme, groft underbetalte arbejde med at skrive romaner. Ofte gider intet forlag udgive manuskriptet, og intet medie omtale eller anmelde romanen, hvis den altså overhovedet udkommer. Det fremgår, at Hyltofts egne grunde til at skrive romaner er, at han simpelthen har lyst til at skrive dem, og at den mere vakse del af befolkningen gerne vil læse dem. Groft sagt, der som alle andre også skriver romaner, har i modsætning til kollega Hyltoft aldrig slået sig til tåls med, at det kun er en hensygnende, vaks del af befolkningen, som gider læse hans historier. Groft sagt kæmper til stadighed for at nå de frodige danske folkemasser. Og den dag det lykkes, vil Groft sagt ikke mere have brug for den dårlige undskyldning, at hans usynlige salgstal skyldes, at der kun er nogle få genier i landet, der er i stand til at fatte raffinementerne i hans kunst. Den dag Groft sagt får folkets kærlighed og penge, så overlader han med glæde landets få æstetiske skønånder til at trøste Hyltoft. Sveriges befrielse [17/7, 18/7]Den svenske
politiske korrekthed er kun mulig, fordi Sveriges Radios journalister
har ladet sig reducere til mikrofonholdere Groft sagtinden, som i høj grad var med på gårsdagens omtalte Ålandstur, oplyser, at det ikke var integrationsministeren – således som Groft sagt skrev i går – men justitsministeren (Beatrice Ask, Moderaterne), som blev interviewet i bilradioen. Og justitsministeren forklarede bl.a., hvorfor det ikke var hende, men integrationsministeren, som regeringen sendte ud for at tale de ”arge, unge män” til besindelse. Og justitsministeren forklarede det med rene teknikaliteter: Det var ikke altid, at ministerkalenderne tillod, at det var den mest relevante minister, som tog ud og talte med demonstranter. Komisk her at opleve, hvordan vort svenske broderfolk ved at sende den rette minister til optøjerne afslører, at de udmærket ved, hvor skoen trykker. Det institutionaliserede svenske hykleri er kun muligt, fordi svenske journalister opfører sig som mikrofonholdere. Groft sagt foreslår, at TV2 udlåner sin respektløse studievært Cecilie Bech til Sveriges Radio. Ved bare enfoldigt at stille de forbudte spørgsmål til enhver minister, vil hun kunne befri vort broderfolk fra deres hykleri. Statslig indoktrinering [16/7, 17/7]En
meget brugt indoktrineringsteknik i de statslige medier er i
debatprogrammer og interviews at udelade de uønskede faktører, som i
virkeligheden forklarer det hele Groft sagt hørte på en biltur til Ålandsøerne for nogle uger siden en del svensk radio. Det gav indblik i, hvordan Sveriges Radio bærer sig ad med at indoktrinere politisk korrekthed angående indvandring. Det sker ved, at man behandler integrationsemner uden at nævne den indlysende årsag til problemet. F.eks. var der et langt interview med integrationsministeren, som kom ind på flere årsager til at ”arge, unge män” havde lavet optøjer i Stockholms forstæder. Den eneste faktor, som blev udeladt, var, at disse unge er indvandrere. I et andet langt indslag satte man fokus på arkitekturens betydning for optøjerne. Igen uden at nævne indvandring og kulturforskelle. Pudsigt nok brugte DR2 Deadline nøjagtig samme teknik forleden, hvor man drøftede problemerne for papirsaviserne med at tjene penge på deres stof på nettet. Her sad chefredaktørerne fra Ekstra Bladet og Information og en repræsentant fra Huffington Post og drøftede problemerne i langdrag, uden at ordstyreren så meget som antydede, at hele problemet jo skyldes, at DR stjæler med arme og ben og leverer alt stof gratis på dr.dk. Rettelse: Groft sagtinden, som i høj grad var med på turen, oplyser, at det ikke var integrationsministeren, men justitsministeren (Beatrice Ask, Moderaterne), som blev interviewet i radioen. Og justitsministeren forklarede bl.a., hvorfor det ikke var hende, men integrationsministeren, som tog ud for at tale med de arge, unge män, for at få gemytterne til at falde til ro. Og justitsministeren forklarede det med rene teknikaliteter: Det var ikke altid, at ministerkalenderne tillod, at det var den mest relevante minister, som tog ud og talte med demonstranter. Komisk her at opleve, hvordan vort svenske broderfolk ved at sende den rette minister til optøjerne demonstrerer, at de udmærket ved, hvor skoen trykker. Samtidig med at de med justitsministerens retorik i radioen stikker hovedet i busken. Det kan kun lade sig gøre, fordi den interviewende journalist opfører sig som mikrofonholder. Her er vores danske statslige public service-medier heldigvis generelt langt mere respektløse. Groft sagt foreslår at TV2 udlåner den kronisk respektløse studievært Cecilie Bech en måned til Sveriges Television. Herefter vil vort broderfolk være befriet for al deres hykleri og politiske korrekthed. har ud fra sit og Groft sagtindens årelange kendskab til Sveriges Radio dannet den teori, at det velkendte svenske hykleri kun er muligt fordi svenske journalister opfører sig som artige Annika og , i stedet for at Big Brother-fantasien [12/7, 16/7]
Enhver organisation, som
man kender personligt, ligner mere det kaotiske pakistanske
efterretningsvæsen end det frygtindgydende effektive NSA, som medierne
i øjeblikket fantaserer om I TVs daglige krimier oplever vi ledende politifolk som overnaturligt intelligente, effektive og hævet over arbejdstidsregler. Denne forestilling om politi og ordensmagt som en alvidende, almægtig størrelse passer perfekt til rædselsvisionen om efterretningsvæsninger som uhyggelige, perfekte Big Brother-organisationer, der ved alt om os. Men ude i virkeligheden oplever vi samme myndigheder helt modsat: F.eks. historien om Pakistans efterretningsvæsen, som i flere år ikke kunne få øje på Osama bin Laden, selv om han boede med 25 mennesker i et opsigtsvækkende anderledes hus, som myndighederne ovenikøbet havde erklæret ubeboeligt. Eller historien om dansk politi, som i halvanden måned ikke kunne få øje på en blå varebil, som holdt parkeret foran Lars Hedegaards bolig under og efter attentatet. Groft sagts erfaring er, at enhver organisation, som man lærer personligt at kende, langt mere ligner det fejlbehæftede og korruptionsplagede pakistanske efterretningsvæsen end det overjordisk perfekte, alvidende NSA, som alle medier nu fantaserer om på basis af whistleblower Snowden. Konklusionen er, at NSA helt åbent bør fortælle om alle sine brølere for at gøre verdens befolkning mere trygge over for sine lyssky aktiviteter. Dragen Facebook [12/7, 15/7]
Ved dygtig forretning har Facebook fået
monopolstatus. De eneste skyldige er de almindelige mennesker og
traditionelle medier, som hjernedødt har solgt sig til ét massemedium,
Facebook Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, fører i øjeblikket korstog mod Facebook på grund af ”censur”. Men det er jo rent sludder. For intet af det, som Facebook fjerner, er forhindret i at fremkomme andre steder på nettet. I modsætning til traditionelle nyhedsmedier, som har læserbreve som en lille del af deres produkt, så har Facebook gjort læserbreve til deres eneste produkt. Uhæmmet af redaktører og en redaktionel linje så kan Facebooks hærskarer af læserbrevsskribenter pludre løs i selvskabte grupper, som sælges til annoncørerne. Og ved hele tiden at være bedre end konkurrerende sociale medier har Facebook samlet så mange almindelige mennesker, at de etablerede, traditionelle medier nu praler af også at være på Facebook. Det eneste idiotiske ved Facebook er, at alle landets borgere og firmaer helt hjernedødt har solgt sig til ét massemedium, Facebook. Men har åbenbart glemt, at det eneste, multinationale firmaer har respekt for, er hård konkurrence om brugerne. Derfor kan Jensen ikke dræbe monopoldragen Facebook med sit kulturordførersværd. Trods stor tapperhed. Sir Humphreys overmand [12/7, 14/7]
Fødevarestyrelsens direktør forsvarer sig mod
regelforenkling med en retorik som er fuldt på højde med retorikken hos
departementschefen i satireserien 'Yes, Minister' Alle regeringer lige siden Poul Schlüter (1982-93) har erklæret krig mod bureaukratisk omsvøb. Alligevel er reglerne støt blevet stadig mere omfattende, ubegribelige og bøvlede. Formanden for den nuværende regerings bureakratibekæmpelsesudvalg, Stelton-direktør Michael Ring, udfordrer i Berlingske Business fredag Fødevarestyrelsen til åben kamp. Og styrelsens direktør, Esben Egede Rasmussen parerer suverænt den geskæftige indtrængen på sit territorium ved at overgå Sir Humphrey (departementschefen i satireserien ”Yes, Minister”) med retorisk bullshit: Styrelsen ”har generelt fokus på problemstillinger omkring import. Vi har etableret et kontaktforum, hvor vi har dialog med virksomheder om, hvordan vi inden for gældende regler kan håndtere importproblemstillinger.” Og argumentet om, at andre EU-lande gør det enklere, tilbagevises yndefuldt således: ”Det er ikke vores indtryk, at vi har overimplementeret reglerne.” Embedsmandens selvglade retoriske magtarrogance bekræfter, at embedsværket i Fødevareministeriet forlængst har fyret deres egen minister. Kommunikationsfallit [11/7, 12/7]Hans Hauges og Henrik Dahls gentagne kritik af
niveauet ved universiteterne, viser først og fremmest at undervisningen
i retorik er mangelfuld I ”Indspark” onsdag kritiserer Hans Hauge, at et hold universitetsstuderende, som var oppe i J.P. Jacobsens klassiske roman ”Niels Lyhne”, ikke medbragte selve bogen til eksamen. Og at mange intet anede om 1864. Det er ikke første gang, at Hauge harcellerer over niveauet på universiteterne. Og Groft sagt-kollega Henrik Dahl supplerer jævnligt med udfald mod universitetsopgavers sproglige niveau. Denne Groft sagt er enig. Og det mest rystende er, at kritikken afslører, at de studerende er så dårligt uddannede i retorik og kommunikation, at de ikke via Google lige tjekker, hvilke kæpheste deres censorer har, og så undgår at provokere med lige netop de dumheder, som disse censorer igennem et langt censorliv heroisk har påpeget efter hver eksamenstermin. Hvis universiteterne lærte de studerende – hvad sandt er – at retorik = målrettet kommunikation er det vigtigste fag af alle, og dermed også det mest nødvendige fag, når man skal tage sin eksamen til akkompagnement af jublende censorer, så ville Hauge og Dahls klummer forlængst have hævet niveauet ved landets universiteter. Med dragen agurk [10/7, 11/7]Inger Støjberg, Zenia Stampe, Morten Henriksen og
andre politikere bør bruge agurketiden til leg med deres sædvanlige
roller Groft sagt glæder sig over redaktør
Jesper Eisings ide i klummen mandag om, at vi her i agurketiden skal
møde nogle af Berlingskes skribenter på lidt mere slap line end ellers.
Og det bør ikke kun gælde Berlingskes skribenter. Alt for meget i dansk
presse og politik kører på rutinen i agurketiden. Tag f.eks. ugens
historie om Inger Støjbergs (V) kronik i Politiken, hvor hun opfordrer
muslimer, der nedgør danske værdier, til at finde et andet sted at bo
og leve. Hvorefter Martin Henriksen (DF) opfordrer til, at V og DF går
sammen til valg på at stoppe muslimsk indvandring. Hvorefter Zenia
Stampe (R) bliver meget forarget over, at Støjberg har tyvstjålet det
agurketidsindlæg, som DF plejer at lave. Groft
sagt vil rose Støjberg for dette tyveri. Det smager da lidt
af slapstick med dragen agurk. Men Groft sagt
havde langt hellere set, at det var Zenia Stampe, der gik agurk med at
skrive dette kroniske antimuslimindlæg. Hvorefter Støjberg kunne
opfordre til fælles front mellem R og DF. Hvorefter Henriksen fra DF
kunne sidde hele dagen i TV2 News med udslået hår og være forarget. Groft sagt 2050 [8/7, 10/7 med titlen ”Velmente visioner”]Også 'Groft sagt' bidrager nutil Berlingskes serie
med visioner for år 2050. Bl.a. er Berlingske landets dominerende
bladhus og alle medier består udelukkende af 'Groft sagt' Det er for let at håne Margrethe Vestager (R), som i søndags – i forlængelse af Kristian Jensen (V) forrige søndag – kastede sig ud i ønsketænkning om Danmark år 2050: ”Hvis du brækker benet, så sørger jeg for, at der er mælk i dit køleskab – hvis der altså er sådan et til den tid.” Naiviteten hos Vestager er så afgrundsdyb, at selv en forhærdet Groft sagt gispende tier i afmagt. Og værrre endnu: Vestagers tossegode tankegods udløste en akut godhedskrise hos Groft sagt, som spurgte sig selv: Hvorfor dog altid håne politikere, når de vil redde landet med velmente visioner? Hvad har Groft sagt egentlig selv at bidrage konstruktivt med til år 2050? OK, her kommer det: For det første er Berlingske landets dominerende mediehus – hvis der altså fortsat er mediehuse til den tid. Med DR, TV2, Politiken og Jyllands-Posten som mindre distriktsaviser, hvis sådanne findes til den tid. Og alle medier består udelukkende af Groft sagt, som er landets eneste håb, fordi politikere i 2050 helt har sluppet forbindelsen til virkeligheden. Hvis der altså stadig er politikere til den tid. Habitkonges endeligt [5/7, 8/7]Den belgiske konges abdikation skyldes formentlig,
at han som konge har forsømt at optræde i hermelinskåbe og med scepter
og krone I forbindelse med den belgiske kong Albert II’s abdikation, har Groft sagt set flere tv-indslag, hvor kongen ses i jakkesæt sammen med andre jakkesæt. Men hvem uden for en snæver kreds kan genkende en belgisk konge, når han er klædt i jakkesæt? Sammenlign med paven! Genkendelig overalt, fordi han altid er iklædt samme påfaldende dragt. Medlemmer af kongehuse i konstitutionelle monarkier bør forstå værdien af at klæde sig som det, de var engang: mægtige konger og dronninger i hermelinskåber og bærende på sceptre og kongekroner ved enhver offentlig fremtræden. Og der er intet at frygte. Erfaringer fra paven og fra andre religioner viser, at ordinære borgere har stor forståelse for, at folk, der er højt hævet over almindelige dødelige, selvfølgelig også er klædt på måder, som stikker ud. Derfor ville en kong Albert II, altid klædt i hermelinskåbe, også mere overbevisende kunne afvise den uægte datter, som nu respektløst har krævet DNA-test for at kunne indtage sin retmæssige plads blandt kongens officielle to børn. Konger i habitter er noget Fanden har skabt! Pornosmæk [5/7, 7/7]Litteraturanmelderes nedrakning af pornografisk
litteratur sender et klart signal om de velgørende lidelser, som
sadomasochistiske læsere kan glæde sig til Da pornobogen ”Fifty shades of grey” udkom, blev den rakket ned i store anmeldelser i alle seriøse blade. Men den blev en kæmpe succes alligevel. Og i øjeblikket udkommer der så fra seriøse forlag en del porno om kvinder, der gennemgår svære pinsler og oplever stor ekstase derved. I Berlingske fredag anmelder Merete Reinholdt ”S.E.C.R.E.T.”, som en håbløst dårligt skrevet og tåkrummende tåbelig roman. Men som andre anmeldelser af pornografisk litteratur fra seriøse forlag fylder anmeldelsen så meget og leveres med så stor lidenskab, at enhver kultiveret læser forstår, at her er virkelig meget at hente for ethvert dannet menneske, som for en stund ønsker frydefuldt at hengive sig til lave instinkter og vulgære fantasier. Groft sagt kan ikke andet end beundre det snedige kodesprog, hvormed finkulturelle litteraturanmeldere under dække af at nedsable litterær kunst, udsender det klare budskab til dannede læsere om, at de her kan få sadomasochistiske smæk for skillingen. Jo elendigere prosa, jo flere ophidsende ydmygelser under læsningen. Rituelt [5/7, 6/7]Advokat Thorkild Høyer og danske medier må være
betalt af Dansk Folkepart til at genoplive partiets afdøde pr-stunt med
de 685 personer, som søgte statsborgerskab. I øjeblikket lader alle verdens politikere, som om de er forarget over, at det har vist sig, at amerikanske efterretningsvæsner overvåger alverdens borgere og politikere af alle kræfter. Men alle tænkende væsner ved jo, at den slags foregår. Derfor er ophidselsen helt rituel. Derimod er det helt nyt, at den nådesløse forsvarsadvokat Thorkild Høyer er betalt af Dansk Folkeparti til i agurketiden at anlægge en sag om partiets omstridte annonce med navn på 685 personer, som sidste måned fik dansk statsborgerskab. Annoncen var ellers helt glemt af alle, men takket være Høyers sagsanlæg på 14 personers vegne, så erobrer det ellers helt afdøde pr-stunt fra DF nu igen topplacering i overskrifterne. Og den eneste ikke-ferierende top-DFer, Søren Espersen, kan i alle medier fnysende afslå at indgå forlig. Også alt dette er helt rituelt. For Groft sagt nægter at tro, at en superklog advokat og veloplyste danske medier af sig selv spiller deres roller, som om de var betalt af DF. Appetitmorderen
[4/7, 5/7]
Nogen
bør fratage TV-kokken Camilla Plum retten til at ødelægge folks appetit
på mad og børn Camilla Plum er den TV-kok, som alene ved sin plumpe, åh-så-naturlige fremtræden har kostet Groft sagt mest appetit gennem årene. Derfor undrer det ikke Groft sagt, at det nu i Ekstra Bladet og BT er blevet afsløret, at hun ikke har kunnet opdrage sine tvillingesønner, som har plaget livet af lærere og nu også slagtet en pony på stranden i Tisvildeleje. Ikke nok med, at Camilla Plum fratager TV-seere appetitten. Hendes tvillingesønner har nu i flere dage plaget hele dette land af hesteelskere med historien om deres ponymord, opsprætning og hovedafskæring. De har forklaret, at de bare – helt naturligt – ville skaffe mad til en hyggelig Sct. Hans-aften på stranden, men blev forstyrret af nysgerrige, som ikke kunne se hyggen og det naturlige. Nu forsøger Marie Krarup (DF) så i et debatindlæg at tolke hele historien politisk: som 68ernes endelige dødsdom. Groft sagt håber, Krarup har ret. Ellers har vi alle sammen jo bare svælget i en perspektivløs, overflødig historie om en ulækker TV-kok, som nægter at indse, at hun har tilberedt et par helt uspiselige, hjemmeavlede tvillinger. Arkitektur som tilståelse [3/7, 4/7]Bygningerne
er skønne, og det skaber mange arbejdspladser i vores land. Men bortset
fra det, så er det jo rent galimathias, at FN poster en masse penge, de
ikke har, i nye imponerende bygninger i Københavns havn Groft sagt beundrer Københavns seneste arkitektoniske perle: Det flotte, nye FN-byggeri, hvis æstetiske kvaliteter Berlingskes Torben Weirup så overbevisende udfolder i avisen tirsdag. Men da Groft sagts bestemmelse i verden er at påpege groteske misforhold mellem bygninger og gerninger, så må Groft sagt spørge, om det er særligt smart, at FN, en organisation, som er kendt for en elendig økønomi, korruption og gigantiske møder med udsendelse af skyer af varm luft, poster penge, man ikke har, ud til dyre bygninger, som især udmærker sig ved at rumme imponerende mødelokaler og enorme trappeskakter, som indeholder en en masse varm luft? Mens folk i massevis rundt om i verden stadig dør i unødvendige krige, af banale sygdomme og sult? Det havde måske været mere passsende bare at flytte ind i nogle af alle de mange ledige, grimme kontorlokaler, som København rummer rundt om i fabrikskvartererne. Verdens lidende folkemasser mangler jo desværre det nødvendige psykiske overskud til at fryde sig over en arkitektonisk perle i en dansk havn. Nytten af TV-interviews [2/7, 3/7]Martin
Krasnik tager fejl, når han påstår, at politikere, som ikke svarer på
spørgsmål, ødelægger den offentlige debat. Tværtimod stimuleres debatten Studievært på DR2, Martin Krasnik, har i Information brokket sig over, at politikere ikke svarer på de spørgsmål, de får. F.eks. spurgte Ask Rostrup og Kim Bildsøe-Lassen i et indslag fra Folkemødet på Bornholm igen og igen Thorning, om der kom en regeringsrokade efter sommerferien og fik igen og igen svaret: ”Jeg er meget glad for min regering.” Bagefter hørte Krasnik Thornings to spindoktorer fortælle de samme to studieværter, at der da selvfølgelig kommer en regeringsrokade. Krasnik mener, at dette crazy-komiske samspil mellem regeringen og pressen er ved at ødelægge hele den offentlige debat. Groft sagt mener tværtimod, at den offentlige debat stimuleres, når alle ved, at ministre altid taler udenom i TV-interviews: 1) seerne stimuleres til under interviewet at gætte på, hvad svaret er, 2) kommentatorerne kan bagefter både kritisere ministeren for at tale udenom og samtidig, takket være spindoktorerne, sige hvad svaret er. Takket være politikeres ikke-svar på TV skabes der altså stor aktivitet både blandt vælgere, spindoktorer og kommentatorer. Og debatten blomstrer. Fejlbarlige Snowden [tidlig version 27/6, remake 1/7, 2/7]Først
når alle efterretningsvæsner erstatter fejlbarlige Snowdener med
fejlsikre robotter kan man være sikker på at befolkningen kan leve i
uvidenhed om at være overvåget i alle detaljer Ophidselsen over Snowdens afsløringer viser, hvor lidt politikere ved om organisationer. For det er en grundlov, at enhver organisation rager til sig af alle kræfter. Og efterretningsorganisationer er – som følge af, at deres business er statslige hemmeligheder – sværere for politikere og presse at tøjle end alle andre statslige organisationer. Disse organisationer rager derfor altid meget mere til sig, end både politikere og offentligheden officielt ved. Det opsigtsvækkende ved Snowden er, at han vælger at stå offentligt frem i stedet for bare at lade det blive ved en anonym lækage til The Guardian, Washington Post og Der Spiegel. Dette fravalg af anonymitet afslører, at han er en amatør til informationsarbejde, et fejlbehæftet menneske, omtåget af idealisme og drømme om berømmelse. Først når alle efterretningsvæsner i en nær fremtid kører helt automatiseret med alle fejlbarlige Snowdoner erstattet med fejlsikre robotter, kan efterretningsvæsnerne være sikre på, at intet forkert slipper ud og ophidser politikere og alle os andre. Kreiners fejl [28/6, 1/7]Politikere
bruger altid statistik til at pille lige netop de tal ud, som de kan
bruge som argument for deres politik. Det er nu bevist, at det også
gælder Pisa-undersøgelserne Statistikprofessor Svend Kreiner har i årevis påvist, at OECDs Pisa-undersøgelser er så usikre, at det eneste, læseundersøgelsen viser, er, at danske elever befinder sig et sted mellem at være nr. 2 eller 42. Men OECD, danske politikere og ikke mindst professor Niels Egelund har hele tiden – trods Kreiners protester – fastholdt, at Danmark lå fast langt nede på listen. Denne lave placering kunne politikere og professorpolitiker Egelund nemlig bruge som argument for reformer, hvorved den store værdi af OECDs undersøgelse jo samtidig blev bekræftet. Men nu har Kreiner så fået optaget sin argumentation i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift, og dermed klædt hele dette Pisakejserens nye klæder-optog af med sine kolde kendsgerninger. De herved fremkaldte reaktioner er desværre helt forudsigelige: OECD benægter fakta, politikere og Egelund taler enten sort eller henviser til OECD. Kreiners fejl er, at han som statistiknørd tror, at statistik i politik bruges til mere end at pille nogle tilfældige tal ud, som kan bruges som argument for det, man gerne vil gennemføre. |
|
|
|
IT efter Snowden [28/6, 30/6]Lalleglade
idylliske betegnelser som 'cloud' og 'facebook' lokker os til at lægge
alt frivilligt på nettet til stor glæde for reklamebureauer og
efterretningsvæsner Det er vist efterhånden klart for alle, at almindelige menneskers naive brug af nettet, gør det ganske let for virksomheder og ikke mindst efterretningsvæsner at vide stort set alt om folk. Alle er jo vilde med at læsse selv de mindste detaljer ud på nettet ud fra lalleglade forestillinger om at ”en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt” og lignende idylliserende ævl. Efter Snowdens afsløringer står det klart, at på nettet er en fremmed en spion, du endnu ikke har afsløret. Groft sagt skal derfor advare befolkningen mod IT-giganternes indoktrinerende betegnelser, som udelukkende har til formål at få os til at sænke paraderne og røbe alt til Big Brother. F.eks. bør udtrykket ”cloud”, som jo sukkersødt antyder, at hele indholdet af ens private pc og mobil er sikkerhedskopieret oppe i Guds egen blå himmel, ændres til ”informationsselvangivelse”. En ”cookie” (”småkage”) bør kaldes ”skærmbelurer”, ”facebook” (”ansigtsbog”, bvadr) omdøbes til ”sladrende affald” og ”opdatering” til ”forhåndstilståelse af fremtidige forbrydelser”, ”like” til ”fejltagelse”. Fortsæt selv og bliv fri! Berlusconis kæphest [26/6, 27/6]Berlusconis
vælgertække skyldes, at pressen hellere bringer lystige historier om en
gammel, rig mands sexorgier end kedelige analyser af en dreven
manipulators voldtægt af presse og domstole Tirsdag meldte Politiken øverst på forsiden ”Berlusconi får syv års fængsel i sexsag”. Intet kunne være mere forkert. Alle ved, at han vil lade sine præmieadvokater appellere det bedste, de har lært, og – hvis han fortsat dømmes til noget efter en årelang, sej juridisk kamp op gennem alle instanser i det yderst sendrægtige italienske retssystem – da vil være så affældig, at ingen fængsler vil have ham. Groft sagt protesterer over Politikens og andres misbrug af Berlusconi til igen og igen at fortælle den platte, pirrende historie om at purunge, sexede kvinder er villig til hvad som helst med gamle mænd, bare de er tilstrækkelig rige. Pressen burde i stedet bruge Berlusconi til igen og igen at fortælle den dødkedelige, ja deprimerende historie om, at en mægtig mediebaron med idiotiske pressehistorier om sin store potens og domstolenes forfølgelse af ham, narrer op mod 30 millioner naive italienere til at stemme på sig. At selv dansk presses politisk korrekte bannerfører, Politiken, med et forsidebrøl hopper vellystigt op på Berlusconis kæphest, er direkte stødende. Carolineløsning [25/6, 26/6]Sportspressen
bør droppe alt ævlet om Carolines spillekrise. Og i stedet finde en
løsning på problemet om, hvordan man dagligt kan bringe lækre billeder
af hende, uden det er nødvendigt for hende at vinde sine kampe Groft sagt har helt fra sin ungdom nydt at se og høre unge, veltrænede kvinder svede, stønne og sukke. Især tennistransmissioner er stadigt leveringsdygtig i dette og især Caroline Wozniacki er pæn på tennisbanen og på billeder. Men der kan desværre gå lang tid, hvor man ikke ser hendes dejlige figur i avisen og på TV. Disse døde perioder skyldes, at hun ryger tidligt ud af turneringerne. I stedet for friske billeder fra hendes kampsejre fyldes tennissporten så med ordrige spekulationer fra kedelige mandlige eksperter om hendes fars rolle, trænerskift, kæresteforhold og på det sidste: hendes valg af ketcher, som er malet sort. For at slippe for dette meningsløse ordgyderi håber Groft sagt, at Caroline vinder alle sine kampe i Wimbledon, så vi dagligt får gode, selvforklarende billeder af hende. Men på langt sigt er det indlysende, at udfordringerne med Carolines svingende spilleformer først bliver endeligt løst, når sportspressen finder en metode, som gør det muligt at vise lækre helsidesbilleder af hende igennem en lang turnering, uden det er nødvendigt for hende at vinde kampe. Surmulende tumper [21/6, 25/6]Dennis
Kristensen (FOA) og lærerformand Bondo må lære, at de ikke kan være
imod noget, som det er umuligt at være imod Forleden trådte Margrethe Vestager frem på TV med en trepartsaftale med kommuner, regioner og dele af fagbevægelsen. Aftalens konkrete indhold er 7 punkter, som det er umuligt at være modstander af. F.eks. ”Styring med fokus på mål og resultater” og ”Ledere skal skabe engagement og innovation”. Vestagers snilde viser sig ved, at hun får TV til at servere en indholdsløs aftale som et væsentligt politisk resultat. Selv om alle ved, at formålet er at smøre retorisk glasur ud over en besparelse på 12 milliarder inden 2020. Men når Vestager lancerer det med ord som ”effektivisering” og ”moderne offentlig sektor”, så udløses mediernes reflekser, og der skabes således en landsdækkende illusion af et politisk spring fremad. Så nu ligner Dennis Kristensen (FOA) og lærerformand Bondo, som ikke vil være med i aftalen, surmulende tumper, fordi de er modstandere af noget, som det er umuligt at være imod. De må lære, at det eneste effektive våben mod varm luft, er endnu mere varm luft. Dennis og Bondo: Slip omgående den dræbende hørm af varm luft ud, som I har i jer! Ellers er spillet ude. Næste IT-skandale [21/6, 24/6]IC4-tog,
POLSAG og rejsekortet er kun begyndelsen. Snart vil også vores
hospitaler være sendt til tælling af billige, indiske superprogrammører Rejsekortet er jo bare den seneste IT-skandale i dette land: IC4-tog, POLSAG m.m. Meget tyder på, at den egentlige grund til alle skandalerne ligger i vores urealistiske selvopfattelse af at være innovative. Den får os til at falde for smarte tilbud med de nyeste IT-løsninger, hvor vi burde foretrække velprøvede teknikker. Vi må blive mere realistiske! Hvis det passede, at vi danskere er mere innovative end andre, så ville Danmark jo ikke i dag være et af verdens mindste lande med en imponerende fortid som Nordeuropas stormagt. Hertil kommer, at hver gang vi vælger en nyskabende løsning hos et smart firma, så ender det jo alligevel med, at firmaet i smug sender det videre til billige programmører i Indien, som har høje eksamenskarakterer, men ikke aner, hvad et velfærdsdemokrati er, eller hvordan en dansker tænker. Cocktailen af dansk storhedsvanvid og billige indiske superprogrammører er en tikkende bombe under dansk velfærd. I øjeblikket arbejder inderne på at integrere de mange IT-systemer i vores sundhedssektor. Derfor vil snart også vores hospitaler være sendt til tælling. Forfald [21/6, 22/6]Hvorfor
dog skjule regentparret nede under gulvet i Roskilde Domkirke, når man
til disposition oppe i kirken har en prægtig, gennemsigtig sarkofag,
som er fremstillet af en udsøgt kunstner? Regentparrets sarkofag af glas i Roskilde Domkirke skabes af kunstneren Bjørn Nørgaard. Sjældent har en kunstner vel været et mere indlysende valg til en stor opgave. Nørgaard fik jo sit gennembrud som hesteslagter på en mark ikke langt fra Roskilde. Og hesten blev puttet i syltetøjsglas. Og så sent som på Folkemødet på Bornholm 2012 optrådte Nørgaard med sin velkendte happening, hvor han nøgen med stort møje bestiger en fedtet skråning med glassplinter, som han til sidst blødende finder hvile på. Nørgaard har altså flere gange bevist, at han er verdens førende kunstner i udtryksformerne pattedyr, glas og død. Stor var derfor Groft sagts skuffelse, da han gennem Jyllands-Posten torsdag erfarede, at regentparret til sin tid ikke skal indtage selve den prægtige Nørgaardske glassarkofag, men ligge skjult nede i gulvet under sarkofagen. Ak, hvordan kan en kunstner af Nørgaards format dog indgå et sådant kompromis? Det vidner sørgeligt om en kunstner i forfald, der tænker mere på borgerskabets mammon og hæder end på nådesløst at udfordre os alle med sin øjenåbnende kunst. Tørklædeamning [20/6, 21/6]Enhver
kvinde vil uanfægtet kunne amme børn, ligeså tosset hun vil overalt,
bare hun ifører sig muslimsk tørklæde. Berlingskes Anne Sophie Hermansen har ladet sig fælde af hadske læserkommentarer i anledning af hendes indlæg i sagen om den muslimske censor, der nægtede at give hånd. Så nu pålægger Hermansen, som ingen ellers troede var til at stoppe, sig selvcensur angående muslimske emner. Det viser endnu engang, at muslimske religiøse symboler og skikke i Danmark kan bruges til at udvirke resultater, som ingen troede mulige. Også den ellers frygtløse debattør, Bertel Haarder (V), har i årevis pålagt sig selvcensur i denne debat. Men i stedet for at lade os lamme, så foreslår Groft sagt, at vi i Danmark lærer at bruge respekten for muslimske symboler til at løse vores udfordringer med. F.eks. kan udfordringen med ammende kvinder i cafeer jo let klares ved, at kvinderne ifører sig muslimske tørklæder. Så vil ingen turde klage, når kvinderne ammer. Det vil jo være diskrimination mod en religion, som alle ved let krænkes. Herefter vil amningen – selv af børn, som slubrer ved meget store bryster – kunne foregå i ro og orden. Groft sagt arbejder nu på en tørklædeløsning af rejsekortkaosset. Godfather på Bornholm [17/6, 20/6]Glem
alt om "Far til fire på Bornholm", når du tænker på Folkemødet på
Bornholm Det Folkemøde på Bornholm, som alle naivt troede var politikernes og mediefolkenes live-opførelse af den helt uskyldige ”Far til fire på Bornholm” viser sig nu at være den indledende scene i filmen ”Godfather”, hvor familien fester for brudeparret i den solbeskinnede have, mens tunge drenge lavmælt indgår skumle aftaler om sorte tjenester på liv og død inde på Godfathers afsondrede kontor. Således er det afsløret at Landbrug & Fødevarer bag sit folketelt med gratis flæskesvær, havde et vinduesløst telt med lysekrone og dyre middage, hvor man indgik studehandler med ledere af andre familier, undskyld organisationer. Og svensk våbenindustri har lusket rundt mellem lalleglade danskere og forsøgt at afsætte deres mordvåben, jagerflyet Gripen. Men de værste er alligevel alle de berømte studieværter fra TV. Deres smittende begejstring over folkemødet skyldes ifølge flere blade, at de tjener kassen på at spurte rundt mellem teltene og give deres nummer for enhver, som kan betale. Takket være sin særlige afbrydelsesteknik har Clement Kjersgaard (DR2) i år kunnet nå frem til 11 arrangementer. Bogens nye glæder [14/6, 17/6]Selvpublicering
er en måde, hvorpå bogindustrien kan kapitalisere det ocean af håbløse
tekster, som man tidligere bare afviste Berlingskes tidligere litteraturredaktør, Jens Andersen, skrev forleden i Politiken en klumme, hvor han lidenskabeligt sagde nej til forlags- og redaktørløs selvpublicering af værdiløse tekster på nettet. Men ak, Andersen har helt misforstået ideen med selvpublicering. Tilbudet om selvpublicering skal gøre det muligt for bogindustrien at tjene penge på hede forfatterdrømme hos de mange, som forlagene tidligere afviste som skidt. Når en afvist forfatter kaster sig ud i selvpublicering og derefter indser, at hans selvpublicerede værker overhovedet ikke læses, så modtager han fra selvpubliceringsfirmaet fristende tilbud om hjælp til redaktørarbejde, markedsføring, opsætning, udformning af forsiden osv. Selvpublicering fører altså til en øget beskæftigelse for bogindustriens mange små selvstændigt erhvervsdrivende, som får en masse velmotiverede kunder, som branchen tidligere bare kasserede. Hvis nyheder fra bogverdenen ikke var overladt til jamrende skønånder som Andersen, men til folk med forstand på business, så ville bogelskere i øjeblikket fryde sig over bogbranchens nye marked. Muslimlogak [14/6, 16/6]Når en
censor oplyser, at han ikke giver hånd til kvinder, som kunne blive
hans ægtefælle, så løses problemet let ved, at kvindelige eksaminander
ved eksamens begyndelse forklarer, at de aldrig kunne drømme om at ægte
en mand, som ikke engang vil trykke dem i hånden En matematikcensor ved HF, Youssef Minawi, nægter at give kvindelige eksaminander hånden. Til Information fortæller han, at han som muslim i det hele taget kun giver hånd til kvinder, hvis de er en del af hans nærmeste familie. Men ikke til kvinder, der teoretisk kunne blive hans ægtefælle. Det har stået på i årevis, men nu er der så omsider en kvindelig studerende, der ikke vil finde sig i det. Men hverken Ministeriet for Børn og Undervisning eller Ministeriet for Ligestilling og Kirke vil hjælpe. Dog opfordrer ligestillingsminister Manu Sareen kvinden til at klage. Både Dansk Folkeparti og Venstre finder censorens optræden grotesk. Groft sagt maner til besindighed. Lad os glæde os over, at censoren ikke kræver, at kvindelige studerende iføres burka for at forebygge, at han fristes over evne under eksaminationen. Og i øvrigt løses håndtryksproblemet jo let ved, at kvindelige studerende indleder eksaminationen med at forklare censoren, at de hverken teoretisk eller på anden vis vil være hans ægtefælle. Herefter kan censoren ifølge sin tro jo sagtens både trykke hånd og kysse kind. Hvor er Jussi? [14/6, 15/6]Hvorfor
optræder tre finkulturelle filmskabere på Berlingskes magtliste, når
det er lavkulturelle Jussi Adler-Olsen, der i øjeblikket skovler penge
ind til landet? Det må undre, at der på Berlingskes liste over folk, der har magt på kulturområdet, optræder tre kunstnere, Lars von Trier, Susanne Bier og Thomas Vinterberg. Groft sagt er med på, at disse tre har stor magt til at bestemme, hvilken historie de fortæller, og hvem der skal spille hovedrollen. Men den magtdefinition, som undersøgelsen bygger på, er langt mere krævende: »Magt er muligheden for at få indflydelse på det danske samfunds udvikling.« Og det er kunstnerromantisk storhedsvanvid, at selv nok så store danske filmskabere skulle have den mindste indflydelse på Danmarks udvikling – måske bortset fra betalingsbalancen, hvis filmen bliver en verdenssucces, som indtjener mere end statens filmstøtte har sponsoreret med. Noget tyder på, at de 44 magteksperter, hvis vurdering Berlingskes undersøgelse bygger på, bruger undersøgelsen til at prale med, hvor finkulturelle de er, og derfor namedropper disse udsøgte kunstnernavne. Således forbigås Jussi Adler-Olsen, som i øjeblikket ellers skovler millioner ind til Danmark på sine lavkulturelle krimier. Uden det har kostet staten en disse. Striptease på Folkemødet [13/6, 14/6]Mange
artikler fra Folkemødet må forsynes med hysterisk overdramatiserende
overskrifter for at lokke læsere til beretninger om ikke-begivenheder Også tv2.dk har varmet op til Folkemødet. Det skete med en dramatisk overskrift ”Politiet har Utøya i baghovedet under Folkemøde”. Men overskriften var falsk reklame for en helt banal artikel som direkte fra en chefpolitiinspektørs mund fortalte, at Bornholms Politi vil gøre nøjagtigt som sidste år: 1) detaljeret planlægning, 2) samarbejdsaftaler med beredskabet og hjemmeværnets politikompagni, 3) al ferie og afvikling af fridage er suspenderet. Kun en direkte tåbelig politiafdeling ville jo undlade disse tre ting, hvilket gør artiklen til en ikke-nyhed. Måske er det eneste rigtigt farlige ved Folkemødet, at læsere af tv2.dk og andre mediers artikler derfra, indser at det, der foregår, er så kedsommeligt og forudsigeligt, at medierne er nødt til at pumpe ikke-begivenhederne op ved hjælp af hysterisk oversælgende overskrifter – for at vække en smule interesse for foretagendet udenfor det rejsende cirkus af evindeligt pludrende politikere, lobbyister og mediefolk, som får opholdet betalt og derfor er i stand til at finde selv det mest banale dødinteressant af professionelle grunde. Folkemødets råddenskab [12/6, 13/6]Det
kræver politisk format at forsage Folkemødets Sodoma og Gomorra for at
afsløre de omfattende bestikkelser af politikere, som foregår i
Allinges pølseboder Er det muligt at finde noget råddent ved Folkemødet på Bornholm? En begivenhed, som er en ”blanding af Roskilde Festival, sommerhøjskole og politikerdyrskue” ifølge Bertel Haarder (V), som fik ideen. Altså tilsyneladende et helt harmløst arrangement, som umuligt kan rumme anden fare end faren for solskoldning, hvis man falder i søvn under en tale. Ak nej. I hvert fald ikke ifølge erhvervsordfører Benny Engelbrecht (S), som har skaffet sig stor omtale i Jyllands-Posten på den iagttagelse, at ”Folkemødets udvikling står klart, når det ikke er pølser den lokale pølsemand løb tør for sidste år, men derimod kvitteringsblokke. Hvorfor? Jo, for lobbyisterne kan få refunderet de penge, der bliver brugt på at fodre politikerne.” Så nu foreslår Engelbrecht, at de deltagende organisationer åbent deklarerer, hvor mange penge de bruger på Folkemødet. Groft sagt kvitter pølserne i respekt for unge Engelbrecht. En mand, som forsager Folkemødets Sodoma og Gomorra for at afsløre fradragsberettigede bestikkelser af folkevalgte i Allinges pølseboder, har det format, som stadig flere politikere mangler. Løkkes magtabstinenser [10/6, 12/6]Lars
Løkkes egensindige optræden og mærkelige svar i flere direkte
TV-interview er en magtdemonstration. Selv om han ikke mere har
regeringsmagten, så har han stadig magt til at svare absurd, hvis han
gider I sin kommentar søndag om Løkke skriver Thomas Larsen bl.a.: ”Hjemme i stuerne sidder danskerne og undrer sig, når Løkke pludselig virker dybt forurettet over at få stillet harmløse spørgsmål eller kaster sig ud i absurde forsøg på at forklare forskellen på at skifte holdning og standpunkt.” Ja, og Groft sagt kan tilføje, at netop den slags brølere på direkte TV af TVs mange kommentatorer forstørres grotesk op i betydning, således at brøleren helt overdøver månedlang, solid indsats i tunge forligsforhandlinger bag lukkede døre. Det ved Løkke selvfølgelig godt, da han er en snu politisk ræv med lang erfaring. Derfor er den eneste rationelle forklaring på de hidsige, uigennemtænkte Løkke-svar, at Løkke vil demonstrere for os alle sammen, at han – selv om han har mistet regeringsmagten – dog stadig suverænt bestemmer, hvad han vil svare, når en journalist spørger. Jo mere absurd han svarer, jo mere total magt demonstrerer han, at han stadig har. Først når Løkke igen bliver statsminister, vil han ikke mere have behov for disse barnagtige, kompensatoriske magtdemonstrationer. Antikviteten DR-licens [31/5, 3/6]Politikerne
bør snarest udnævne alle dagblade med egne radio- og TV-stationer til
public service-medier. Og samtidig skrotte licensen til DR som længe
har været en antikvitet Ligesom Berlingske.dk kræver nu også Politiken.dk betaling for læsning af artikler. Men det er svært. For hvis der står noget på Politiken.dk, som er vigtigt, så vil det jo få minutter efter stå helt gratis på TV2.dk og på DR.dk. Public service-TV’s velkendte nasseri på nyhedshistorier i Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, BT og Ekstra Bladet har indoktrineret den danske befolkning til, at det også på nettet altid er TV2s og DRs hjemmesider, der rummer det vigtigste fra ethvert medium. Og på DR.dk kan enhver endog se TV-programmer live, også selv om man ikke betaler licens. Så tror da pokker, at alle private medier brokker sig, senest torsdag på en høring om public service-medierne på Christiansborg. DRs enestående magtposition stammer fra en fjern fortid, hvor politikerne ville være sikre på, at de bevarede kontrollen over de nye, elektroniske medier: radio og TV. I dag er DR hverken mere eller mindre elektronisk end ethvert dagblad med egen radio/ TV-station. Derfor bør politikerne udnævne alle dagblade til public service-medier og samtidig afskaffe antikviteten, DR-licensen. Betalings-TV ekstra+ [31/5, 2/6]Hvis
studieværter, eksperter og kommentatorer har modtaget store honorarer
af dem, de håndterer på skærmen, så skal seerne selvfølgelige oplyses
om det inden udsendelsen. Ellers er seerne helt til grin Jyllands-Posten har fundet ud af, at Mikael Kamber, en af TV2s stjernestudieværter til omkring 100.000 om måneden, var ordstyrer på de praktiserende lægers stormøde i Odense. Og der scorede 20-30.000 kr. Og bladet spørger så TV2s nyhedschef, Jacob Nybroe, om det er i orden, at Kamber tager sådan et job samtidig med, at han skal dele sol og vind lige i TV 2 Nyhederne i en løbende konflikt mellem PLO og regeringen. Ja, det er, ifølge nyhedschefen, i orden, fordi Kamper er rent formidlende nyhedsvært. Tjah. Groft sagt må bare konstatere, at efter alle nu ved, at Kamper har arbejdet for lægerne, så vil han være nødt til at gå ekstra hårdt til lægeformand Dibbern, næste gang han som studievært interviewer ham på direkte TV. Lad bare dem, der i public service-TV skal forestille uafhængige, neutrale studieværter, eksperter og faste kommentatorer få fede honorarer fra dem, de dagen efter skal håndtere professionelt på TV. Men studieværten bør naturligvis i optakten til udsendelsen klart informere om det. For at sikre, at seerne fatter, hvad der egentlig foregår inde i tossekassen. Pia og Zenia forenet [31/5, 1/6]Når en
pressionsgruppe når sit mål gennem intellligente, ikke-voldelige
aktioner, så bør vi alle juble Både Pia Kjærsgaard (DF) og Zenia Stampe (R) raser reflektorisk over at Netto har droppet deres tørklædeforbud, men ikke tillader jødiske kalotter. Men Nettos pressechef forsikrer, at ændringen skyldes en naturlig forandringsproces, ikke pres udefra. Det er den slags sludder, som en pressechef får sin store hyre for at sige. Sandheden er, at en muslimsk statskundskabsstuderende og nogle andre først lavede en Facebook-gruppe og derefter begyndte at aktionere på ret intelligente måder foran Netto og Føtex. Og da både konkurrenterne Fakta og Superbrugsen tillader tørklæder, så kan fikse piger med Nettogule tørklæder i demonstration foran en Netto, få en hel del kunder til at indse, hvor idiotisk forbudet er. En velarrangeret demokratisk demonstration sammen med sund konkurrence om kunderne har altså tvunget ændringen igennem. Smukkere kan demokratiet ikke være! Lad dem, der ønsker at sidde ved kassen med kalotter, penisfutteraler eller sikhturbaner gennemtrumfe deres viljer med samme metoder. Og lad Pia og Zenia forenes i jubel derover. Enfold på højt niveau [30/5, 31/5]Universitetet
bør efteruddanne juraprofessor Eva Smith, således at hendes
undervisning af kommende embedsmænd bliver tidssvarende Juraprofessor Eva Smith argumenterede i Berlingske tirsdag for stramningerne i offenlighedsloven med et retorisk spørgsmål: ”Er der nogen, der tror, at embedsmændene i Tamilsagen ville have advaret daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) skriftligt om ulovligheden, hvis deres advarsler var undergivet aktindsigt?” Groft sagt svarer med et retorisk modspørgsmål: ”Tror nogen, at universitetsundervisning af kommende embedsmænd kan bedrives effektivt af en, som har så naivt idealistiske forestillinger om samlivet mellem minister og embedsmænd?” Det var jo netop, fordi embedsmændene indså, at det, Ninn havde gang i, var ulovligt, at det var yderst vigtigt for dem at producere dokumenter, som klart viste, at de havde sagt fra. Se bare på tidligere departementschef Karsten Dybvad, som i øjeblikket sidder med aben i Statsløsekommissionen, fordi han mangler et dokument, hvori han informerer tidligere statsminister Løkke om, at Rønn administrerede ulovligt. Det kaldes en ”livsforsikring”. Groft sagt opfordrer universitetet til at opdatere professor Smith til vor tid. Lad det rasle! [29/5, 30/5]Folketinget
bliver aldrig festligt, før medlemmerne kan ryste på hovederne i tryg
forvisning om, at ingen hører det Skæbnens ironi har placeret en af vort folkestyres mest indædte riddere af den kedsommelige politiske substans, Mogens Lykketoft, i rollen som Folketingets fornyer. Hver 14. dag skal partiledere til efteråret duellere i salen. Inspirationen kommer fra de særdeles livlige debatter i det britiske parlament. Dog uden briternes buhen. ”Man må godt ryste på hovedet – så længe det ikke høres,” præciserer Folketingets næstformand, Bertel Haarder i Jyllands-Posten. Groft sagt tvivler på nytten af disse tiltag, sålænge medlemmerne sidder i et lokale med højt til loftet og med en masse luft mellem stolene. Det vil altid få løsdele i medlemmernes kranier til at runge påfaldende ved mindste bevægelse. I det britiske parlament sidder medlemmerne skulder ved skulder som til en rockkoncert og hele scenografien er konfrontatorisk. Det er så intenst og støjende, at ingen TV-seer ænser de lyde det måtte give, når medlemmerne nikker begejstret eller ryster fortvivlet på hovederne. Folketinget bliver aldrig festligt, før medlemmerne kan ryste på hovederne i tryg forvisning om, at ingen hører det. Dansk model, bvadr! [28/5, 29/5]Regeringen
praler kun med "Den danske Model", hvis den er sikker på, at dens
stråmand – KL eller Danske Regioner – vinder en arbejdskonflikt Groft sagt har ikke hørt en eneste i regeringen nævne ”Den danske model” i forbindelse med lægekonflikten. Derimod hørte vi igen og igen om ”Den danske model” i lærerkonflikten. Den danske model består jo i, at arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationerne selv aftaler løn- og arbejdsforhold – eventuelt ved hjælp af strejker og lockout – uden regeringens indblanding. Groft sagt sætter pris på, at den danske model så klart afspejler, at det er de rå magtforhold mellem parterne, som bestemmer løn- og arbejdsvilkår. Men Groft sagt ækles ved regeringens hykleri, når den kun praler med den danske model, hvis den – som i lærerkonflikten – helt fra begyndelsen er sikre på, at dens stråmænd – KL eller regionerne – vinder konflikten. Hvorimod regeringen bortcensurerer al snak om den danske model, når den kæmper mod de praktiserende læger, som jo har fat i den lange ende, fordi de har en livsnødvendig vare, som er akut efterspurgt af vælgerne. Den danske model bruges kun i regeringspropagandaen, hvis man i forvejen er stensikre på, at man går sejrrigt ud af en centralt styret magtkamp. Bvadr! Basils overmand [27/5, 28/5]Lars
Løkke Rasmussen har åbenbart hotelvært Basil i "Halløj på badehotellet"
som forbillede, når lokummet brænder Venstre anklages nu for slingrekurs. Bl.a. har Venstre tidligere ment det modsatte om dobbelt statsborgerskab og aktivitetstimer i folkeskolen, end partiet mener i øjeblikket. Det har så fået Løkke på banen i TV2 News og Politiken med en forklaring, der bygger på en skelnen mellem ordene ”standpunkt” og ”holdning”. Venstre har således skiftet enkelte standpunkter, men bevaret sine holdninger intakt. DR spurgte så Dansk sprogforsknings svar på Yoda fra Star Wars, professor emeritus Erik Hansen, som efter studier af diverse håndbøger kundgjorde, at de to ord betyder det samme. Tilbage står nu TV-billederne af en trængt Løkke, som let svedende forklarer en journalist, at to ord, som vitterligt betyder det samme, har afgørende forskellig betydning. Kendere af komedieserien ”Halløj på badehotellet” vil nikke genkendende til denne scene. Samme slags desperate sproglige omtolkninger forsøger Basil (John Cleese) sig altid med, når alle andre muligheder er udtømte. Og altid uden held. Groft sagt foreslår, at Løkke snarest vælger et andet forbillede end Basil, når lokummet brænder. Pipfuglekommission [24/5, 27/5]Skattesagskommissionen
burde indstille jagten på den person, som lækkede rygterne om, at
Kinnock ikke kun var til kvinder, og i stedet råbe hurra for
vedkommendes indsats for retssikkerheden i landet De seneste afsløringer af Skat Københavns magtfuldkomne fremfærd mod borgere får den siddende Kinnock-kommission til at ligne et pipfuglekursus i jobcentret. Både kommissionen og resten af landet burde indstille jagten på den person, som lækkede oplysninger om parrets skatteforhold til pressen og i stedet vifte med dannebrogsflag for vedkommende. Lækagen fik nemlig senere statsministerparret til at offentliggøre hele skats hemmeligholdte begrundelse for, at Kinnock ikke var skattepligtig. Hvilket igen fik Østre Landsret til at gå imod både Landsskatterettens og byrettens kendelser om, at modellen Camilla Vest var skyldig og skulle betale flere millioner. Og den kendelse har nu tvunget Skat til at tage en masse gamle, forkert afgjorte sager op igen. Så tror da pokker, at minister Traktor-Troels og departementschef Loft sværmede omkring Skat Københavns chef, Erling Andersen, for at finde ud af, hvad han egentlig havde gang i, da han stik mod en masse tidligere afgørelser ved et mirakel indså, at Kinnock ikke skyldte noget. Og at gældende mangeårig praksis var forkert. Værdien af Clement [24/5, 26/5]Uden
Clement Kjersgaards særlige evne til at fylde et TV-studie med følelser
og drama, ville vigtige politiske debatter ofte bare ligne en
ligegyldig strid om ord Groft sagt overværede torsdag en hård debat om, hvorvidt vi uddanner for dumt, i programmet ’Debatten’ på DR2. Trods drabelige mundhuggerier var der fuld enighed om alt det væsentlige: at alle skal lære at læse og regne, at ”røv-til-sædeundervisning” er noget dårligt noget, og at frihed er godt. Desuden var alle imod kvalitetssænkning. Men minister Christine Antorini manglede. Så ingen ved, om hun stadig er i stand til at holde sine lange salgstaler for noget, hun kalder ”aktivitetstimer”. Noget, som ingen – bortset fra professor ved DPU Niels Egelund – ved hvad er. Men han deltog heller ikke i debatten. Derfor måtte Clement afbryde og tumle med gæsterne det bedste, han havde lært, for at bevare illusionen om dyb, substantiel uenighed bag de sproglige trivialiteter, som alle bakkede op om. Seere, som vånder sig over Clements grove afbrydelser og skabagtige selviscenesættelse, må forstå, at uden Clement særlige evne til at fylde et TV-studie med følelser og drama, ville vigtige politiske debatter ofte bare ligne en ligegyldig strid om ord. Flere samlejer! [24/5, 25/5]Som
pavlovske hunde reflekterer medierne terroristers grove vold og
myrderier i den bedste sendetid. Samtidig bortcensureres nøgne bryster
og pikke rask væk. Skrot volden, og giv os i stedet løsslupne samlejer
med fuld orgasme Det er til at græde over, at alle medier reagerer så forudsigeligt angående udstilling af vold. Det giver galninge som Breivik og islamister, som nu i London, let adgang til at få deres idiotiske budskaber ud over hele verden ved at slå ihjel. Selv her i Berlingske bragtes fredag billeder af gerningsmanden fra London og hans gakkede udtalelser. Selv om effekten er, at Groft sagt og andre borgere rykker tættere sammen om vores demokratiske ledere. Så er effekten jo også, at terroristerne får udstillet og dermed bekræftet deres store betydning og livsindhold som martyrer for en større antidemokratisk sag. Og desværre bruges volden også som talerstol af en filminstruktør som Nicolas Winding Refn, der i disse dage har fået en masse omtale på grund af en stærkt voldelig film i Cannes. Og hver aften myrdes der løs i diverse krimier på TV, ofte meget udpenslet, selv i bedste sendetid. Alle siger, de hader vold, men hvorfor sendes der så så meget af det? Groft sagt foreslår, at volden udgår til fordel for løsslupne samlejer med orgasmer i bedste sendetid. Men det opfattes vist som stødende. Mester Fogh [23/5, 24/5]Hvis
der rejses rigsretssag mod Rønn, så bliver der også rejst en sag om
Foghs dømmekraft, da han udnævnte hende. Derfor har han i god tid lagt
en klar linje, som han vil holde hele vejen igennem Der er så meget elendig politisk kommunikation i landet i disse år, at det var en fryd igen at opleve en mester, da Fogh tirsdag gæstede os for at lade sig afhøre af statsløsekommissionen. I modsætning til vores lokale politikere og embedsmænd, som iler forbi pressen med intetsigende udtalelser, så gav NATOs indflydelsesrige generalsekretær sig god tid til – omhyggeligt placeret på fortovet omgivet af sine livvagter foran et nyudsprunget træ – at sørge for, at alle danske medier forstod 1) at det var ”skæbnens ironi” at Rønn gik på grund af fejlbehandlinger, fordi hun netop går ekstra meget op i retssikkerhed og retsstatsprincipper. 2) at han bestemt ikke fortrød, at han udnævnte hende og 3) at Rønns egenrådighed ikke er et problem, fordi ”politik ville blive uendeligt kedeligt, hvis det var en flok maskiner, I var omgivet af.” Som en kærlig, pædagogisk far lægger Fogh her med få, effektive strøg en klar linje, som er etisk loyal over for Rønn. Og som han kan holde hele vejen igennem en eventuel rigsretssag mod hende. Det ser let ud, men kun statsmænd kan den slags. Fat det, tumper! Også EU på bare fødder [22/5, 23/5]Melodi
Grand Prix er en folkelig, europæisk succes. Selv om folk ikke forstår
teksterne, som i øvrigt er indholdsløse. Derfor kan også direkte valg
til EU's topstillinger blive en folkelig, europæisk succes. I Berlingskes leder mandag opfordres både regering og opposition til – under inspiration af Grand Prix-vinderen, Emmelie de Forest – at gå ”frem på den europæiske scene” og få Danmark helt og fuldt med i EU. Sammenkædningen af den populære sangkonkurrence med en løsning på EU's problemer giver overraskende god mening. For på DR2 oplyste Weekendavisens lyrikekspert, Lars Bukdahl, at konkurrencens sangtekster er stort set uden indhold. Deres betydning ligger i bogstavernes ”vokal-harmoni”. Denne indsigt kan redde EU som folkeligt projekt. Det Europæiske Melodi Grand Prix leverer nemlig beviset på, at det, at konkurrenter bruger forskellige sprog, som seerne ikke forstår, ikke er en hindring for en hård, engagerende tvær-europæisk konkurrence om at vinde. Det følger logisk heraf, at et EU med direkte valg af kommissionsformand, EU-præsident og udenrigschef i 2014 kan blive en vælgermæssig succes, selv om vælgerne ikke forstår et klap af, hvad der bliver sagt (sunget). Og et sådant direkte valg af EU-toppen vil omsider gøre EU til noget, som også alle danskere vil leve med i. Korruption her og der [20/5, 22/5]Hensynet
til en hurtig, værdig hjemfart af danske tropper får danske politikere
til at lade som om de tror på de informationer om landet, som de
modtager fra bundkorrupte afghanske myndigheder Danmarks topofficer i Afghanistan, brigadegeneral Flemming Agerskov, erklærer efter ti måneders tjeneste som leder af NATOs antikorruptionsenhed i landet, at ”mindst firs procent af de ansatte i offentlige stillinger har betalt for deres job. De sidste tyve procent har fået jobbet, fordi de er i familie med dem, der besætter jobbet.” Og han mener, at en tredjedel af den halve mia skattekroner, som Danmark sender til Afghanistan, går tabt i korruption. Dette afviser socialdemokraternes udenrigs- og udviklingsordfører, Jeppe Kofod med ordene: ”Det er ikke, hvad vi har fået at vide.” Kofod tror altså på det, som afghanske myndigheder fortæller ham. Kofods bortforklaring af generalens nødråb forklarer samtidig, hvorfor generalen finder det nødvendigt at gå offentligt ud med så provokerende sandheder. Den idealistiske general har indset, at han er magtesløs over for danske levebrødspolitikere som Jeppe Kofod, der af hensyn til en hurtig hjemfart for danske kamptropper er nødt til at tro på, hvad bundkorrupte afghanske myndigheder oplyser. Eller i det mindste lade som om. Beskyttelsespenge [17/5, 20/5]Gruppeformand
Henrik Sass Larsen er nu trådt ind i rækken af politikere, som forsøger
sig med ironi og satire. På det seneste har også Marianne Jelved og
Marie Krarup forsøgt sig. Men politikere er langt sjovere, når de bare
er sig selv Gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) sagde torsdag morgen, at han puslede med ideen om at stille forslag om fuld aktindsigt i journalisters arbejde. Opstanden på Twitter blandt journalister var så stor, at Sass trak forslaget tilbage få timer senere. Det var bare ironi, forklarede han: ”Journalisterne har kildebeskyttelse og et frirum, hvor de kan arbejde. Hvad nu, hvis vi tog det fra dem, ligesom man vil tage det fra politikerne?” Men hvorfor stoppe ironien her? Groft sagt fortsætter legen: Hvad nu, hvis Sass i virkeligheden i åndeligt henseende er en rocker, som med sin ”ironiske” gimmick tilbyder journalisterne sin beskyttelse mod at miste deres kildebeskyttelse? Betalingen er, at mediernes chefredaktører holder op med at rakke det nye forslag til offentlighedslov ned. Og at journalisterne holder op med at afsløre, at justitsrocker Bødskov snakker mere sort end en hel pinsemenighed i ekstase for at dække over, at han ikke kan levere et eneste eksempel, som kan overbevise om, at en ny lov er nødvendig. Til rotterne [17/5, 19/5]Ørnen
over hovedindgangen til Københavns Universitet siges at skue mod det
himmelske lys. Men måske sidder ørnen bare og spejder efter rotter Forskning kan ikke værdsættes højt nok. Af samme grund satser Danmark milliarder på forskning. Som en konsekvens heraf skulle man jo tro, at bevidst svindel med forskningsrapporter altid måtte være meget grov dokumentfalsk. Men så høj vurdering af forskningens værdi, har Københavns Politi ikke. Politiet mener, at den tidligere professor ved Københavns Universitet, Milena Penkowas fusk med rotteforsøg kun er dokumentfalsk – altså ikke groft – og derfor nu er forældet. Penkowa selv udlægger – med en helt Helle Thorningsk sans for omtolkning af kendsgerninger – sit forældede dokumentfalskneri som en frikendelse. Nu holder så vort lands hærskarer af højlærde professorer vejret, mens de afventer om det stolte Københavns Universitet vil underkaste sig en tilfældig københavnsk politistations nedvurdering af forskerfusk til bare at handle om simpelt dokumentfalsk. Det er rystende, at forskerverdenen på denne vis skal ydmyges af en politistation – formentlig bare fordi nogle politijurister har siddet og nusset med sagen, indtil den blev forældet og dermed teknisk løste sig selv. Ålens diller [17/5, 18/5]Alle
medier danser efter Peter Aalbæk Jensens tissemand I anledning af en ny bog om Zentropa interviewede Martin Krasnik direktør Peter Aalbæk Jensen på DR2 forleden. Som vanligt gik Krasnik krast til offeret, som gang på gang måtte svare på, hvordan han kunne etisk forsvare at seksuelt mobbe og gå nøgen rundt for øjnene af uskyldige kvindelige praktikanter på 21 år. Og Ålen svarede efter melodien, at folk strømmede frivilligt til det meget succesrige filmselskab, og at han jo bare – med diverse provokationer – sørgede for, at den kreative gejst blev holdt oppe. Og at nøgenhed sælger – også til journalister. Og det må Groft sagt give Ålen ret i. Hvis Krasnik ikke havde haft Ålens nøgne diller at spørge om, så ville Krasnik næppe have krydsforhørt ham. Sandheden er, at Ålen – ligesom Simon Spies – har fundet ud af, at sære vaner og nøgenhed automatisk skaber gratis omtale – selv på finkulturelle kanaler. Men Ålen overgår Spies, fordi alle tror, at en leder med så alternativ adfærd som Ålens leder en uafhængig, privat virksomhed. Mens sandheden er, at hans filmselskab er ligeså afhængig af offentlig støtte som en børnehave. Blåøjet skævhed [16/5, 17/5]TV-programmerne
'9.z mod Kina' er i virkeligheden et propagandanummer, som det
kinesiske diktatur har fået lov at fyre af i den bedste sendetid på
dansk public service-TV TV-serien 9.z mod Kina har udløst stor debat om den danske folkeskole. Især har det rystet mange, at vi tabte i samarbejde. Og i Berlingskes ”Kommentar” onsdag bruger cand.mag. i pædagogik, Bo Krüger, TV-udsendelserne som anledning til at argumentere for regeringens ”helhedsskole”. Men dette og andre indlæg i kølvandet på udsendelserne, hviler jo på den absurde præmis, at det giver mening at sammenligne en håndplukket kinesisk eliteskole med en tilfældig dansk leverpostejsfolkeskole. I virkeligheden er hele denne TV-konkurrence et propagandanummer, som det kinesiske diktatur får lov at udfolde i bedste sendetid på dansk public service-TV. Hvis det var muligt at gøre ubekymrede, magelige danske skoleelever lige så skæppeangste for at gå til bunds i et autoritært system, som de kinesiske elever på den udvalgte eliteskole er, så ville de da også droppe deres fritid og terpe døgnet rundt. Til gengæld vil den kinesiske eliteskole slet ikke kunne nå resultater med ret flabede danske elever, som ikke frygter at ende som tandløse svinehyrder i en lerhytte på landet, hvis de dumper. Fogh-Lykketoft-doktrinen [15/5, 16/5]Regeringen
er færdig, uanset om krisen vender, og uanset seneste dagpengeløsning.
Men De radikale er ikke færdige. Tværtimod. De er nu klar til at træde
ind i en Løkke-regering Landets skarpeste politiske kommentatorer overdynger lige nu læserne med spekulationer om, hvorvidt Thornings seneste dagpengeforslag, vil kunne redde hendes næste valg. Groft sagt må punktere alt dette fortænkte spaltefylderi med et enkelt potent faktum – som er bekræftet af de politiske giganter Fogh og Lykketoft: Hvis en regering skal gennemføre reformer, som gør ondt på vælgerne, så skal det ske i det første halve år af regeringsperioden. Ellers har regeringen ikke, inden næste valg, en chance for at overbevise vælgerne om, at reformerne var nødvendige og gode. Da Thorning-regeringen systematisk har plaget sine vælgere i halvandet år, er den altså, ifølge Fogh-Lykketoft-doktrinen, med fuld garanti helt færdig ved næste valg. Uanset om krisen vender, og uanset det seneste dagpengeforslag. Derimod er De radikale ikke færdige. Tværtimod. De radikale har – ved at tillade S og SF med sædvanlig rød blødsødenhed at give efter for baglandets nødskrig – nu gjort klar til efter næste valg at træde ind i en Løkke-regering og fortsætte oprydningen i landet yderligere et halvt år. Reformens afgangsprøve [13/5, 14/5, også video]Det er
ikke kun 9.klasserne, der nu går til afgangsprøve. Det er hele
regeringens skolereform, der er til eksamen, før den er vedtaget. Det,
der eksamineres i, er dogmet om, at undervisningstiden er ligefrem
proportional med resultatet af undervisningen I går mandag begyndte 9. klasserne afgangsprøverne. Vil karaktererne blive dårligere, fordi eleverne har mistet en måneds undervisning på grund af lockouten? Ja, hvis regeringens forslag om ”helhedskolen” holder vand. For dette forslag bygger på et dogme om at ”mere undervisning giver bedre resultater”. Altså må mindre undervisning give dårligere resultater. Men på den anden side kan ingen forskning bekræfte regeringens dogme. Tværtimod ved alle forskere og lærere, at det, der batter, er ”hvordan man underviser.” Groft sagt vil både med henvisning til egen erfaring og til møde-versionen af Parkinsons berømte regel: ”Møder tager den tid, der er afsat til dem” fastslå, at undervisning tager den tid, der er afsat til den. Derfor forudsiger Groft sagt, at de fire ugers manglende undervisning ikke vil sætte sig spor i karaktererne, fordi dygtige lærere har kompenseret med bedre undervisning på kortere tid. På denne måde bliver dette års overraskende gode 9. klasse-afgangsprøver samtidig heldagsskolens afgangsprøve: dumpet. Krænkeløs satire [10/5, 13/5]Når
politisk korrekte kunstnere skal lave nådesløs satire over vor tids
mange tyranner og massemordere, så er Adolf Hitler stadig det bedste
valg, hvis man også ønsker Reumertpriser og lignende Der er rigeligt af autoritære ideologier at tage fat på, når man skal lave satire: kommunisme, nazisme og islamisme. Og dem hader vi alle sammen, så det burde være let at udstille deres galskab. Men for de politisk korrekte kulturradikale mennesker, som i højt tal laver kunst, er det ikke så let. Både Stalin, Lenin og Mao har ganske rigtigt massemyrdet, men hvis man hænger dem ud, så kan det gøre alle de mange i miljøet – tidligere munkemarxister og kollektivister med bollerum – triste, fordi de i så mange år under den kolde krig, elskede Mao og hadede USA. Og islamisterne er udelukket, fordi de både myrder og sætter ild til, hvis de bliver sure over, at man viser tegninger eller fortæller vittigheder om dem og deres gakkede dogmer. Tilbage står gode gamle Hitler, Goebbels og Göring. De er blevet satirisk tilintetgjort i årtier. Men de er så risikoløse og taknemmelige som satireobjekter, at de stadig må holde for ved enhver anledning. Senest i anledning af Breivik. Og når man til alles tilfredshed stadig kan give Adolf med krabasken og vinde priser derved, hvorfor så fornærme nogen? Blød skovbund [10/5, 11/5]Justitsminister
Bødskov har provokeret mange ved at erstatte de små ord "ja" og "nej"
med lange guirlander med sort snak. Og ifølge den ny offentlighedslov
er det ikke muligt at få aktindsigt i, hvem der har rådet ham til sådan
ulidelig tale Det er ikke lykkedes at fravriste justitsminister Morten Bødskov ét eneste eksempel på, at den eksisterende offentlighedslov har givet ministre problemer i forhold til rådgivning fra embedsmænd. Hverken MFer, politiske journalister eller TV-studieværter har kunnet presse andet end opsvulmet sort tale ud af justitsministeren. Men det har så til gengæld flydt i rigt mål. F.eks. i Jyllands-Posten torsdag, hvor en utrættelig journalist forsøgte at få et klart svar fra Bødskov: ”Der er ikke nogen, som har lagt skjul på, at konsekvensen af de indskrænkninger (i det nye lovforslag, red.) bl.a. er, at de dokumenter, du står med, ikke vil komme frem, men det er, fordi det hører til en ministers overvejelser om, hvordan man skal forberede et lovforslag.” Ved altid at undgå enkle, klare svar som ”ja” og ”nej” og erstatte dem med naragtigt oppustet embedsmandstale, så regner Bødskov åbenbart med, at vælgerne vil finde ham værdig og forstandig. Og ikke gennemskue, at han i virkeligheden er en habitklædt RUC-studerende, der forsøger at tale ligesom de elite-embedsmænd, der rådgiver ham. Op og ned med stress [8/5, 10/5]Det
eksponentielt voksende Babelstårn af uredigeret nonsens og
ligegyldigheder på nettet får i dag ethvert barn med en mobiltelefon
til at føle sig så vigtig og betydningsfuld, at det går ned med stress Cand.public Søren Hebsgaardhar i sit speciale fra Syddansk Universitet afdækket en markant sammenhæng mellem højt mobilforbrug og oplevelsen af stress og koncentrationsbesvær. Han fandt ud af, at 72 procent gymnasielever svarer på sms’er øjeblikkeligt, eller inden der er gået fem minutter. Flere og flere går derfor ned med stress. For ud over sms’erne skal jo også facebook og twitter konstant overvåges og passes. Groft sagt’s følelser over for, at stress nu er blevet allemandseje, er blandede. Tidligere var stress jo forbeholdt betydningsfulde folk: direktører, redaktionssekretærer, formænd og ministre. At stress nu rammer de fleste skoleelever, må derfor ses som et demokratisk fremskridt. Men det er jo samtidig et bevis på, at den tsunami af vås og hjerneblæst tomgang, som enhver i dag kan udstille på nettet, og sende rundt i sms’er, er blevet en uhyggelig magtfaktor. Dette eksponentielt voksende Babelstårn af uredigeret nonsens og ligegyldigheder på nettet får i dag ethvert barn med en mobiltelefon til at føle sig så vigtig og betydningsfuld, at det går ned med stress. EU-patent på gab [8/5, 9/5]EU vil
vedblive med at være et kedsommeligt, ufatteligt gab, indtil EU-formænd
og kommissærer skal vælges direkte af vælgere - som så kan fravælge de
mest kedsommelige, arrogante og sortsnakkende Det er pinligt at opleve, at medlemmer af EU-parlamentet og EU-ordførere gang på gang forsøger at undgå folkeafstemninger. Senest med forslaget om at afgive suverænitet til en EU-patentdomstol, hvor både Christel Schaldemose (S) og Camilla Hersom (R) mener, at spørgsmålet er for teknisk til, at almindelige vælgere kan fatte det selvindlysende gode i forslaget. Groft sagt spørger: Hvordan kan det store, stolte, europæiske demokratiske projekt, som EU jo egentligt inderst inde er, blive ændret til noget, som jævne vælgere kan forstå lige så let, som de forstår dansk politik? Det kan EU kun, hvis systemet indrettes, så topfigurer som EU-formænd og kommissærer kan væltes af pinden af jævne vælgere, og derfor er nødt til dagligt at kæmpe for deres overlevelse for øjnene af jævne vælgere med metoder, som jævne vælgere kan fatte. Man kan ikke have et forståeligt og engagerende demokratisk EU, uden det – ligesom Danmark – ledes af en flok ret skøre, letfattelige politikerfigurer, som dagligt strides i TVs nyhedsudsendelser. Og som dagligt må kaldes til orden her i Groft sagt. Dansk dødsmodel [3/5, 8/5, også video]"Den
danske model" gælder kun, så længe ofre for konflikten ikke bliver lig
på bordet Under lærerlockouten talte politikerne hele tiden om ”den danske model” og konflikten kørte i flere uger. Men i forbindelse med sammenbruddet i forhandlingerne mellem lægerne og Danske Regioner har ingen ansvarlig minister nævnt ”den danske model”. I stedet har sundhedsminister Astrid Krag omgående fremlagt et lovforslag, som forlænger den eksisterende aftale et år – for at give parterne ”ro til at forhandle økonomien på plads.” Det var en løsning som Bondo og andre forgæves foreslog i lærerkonflikten, inden regeringen m.fl. groft sagt gjorde KLs forslag til lov. Konklusionen er, at når det offentlige går i konflikt med en privat faglig organisation, så gælder den danske model kun, hvis ingen kan dø af det. Ingen sundhedsminister – og slet ikke en fra SF – kan holde til bare en enkelt patient, som på TV udånder på dørmåtten foran en praktiserende læges konfliktlukkede dør. Men Christiansborgs samlede masse af politikere og ministre kan godt holde til, at hundred tusinder af skolebørn render forvirrede rundt uden undervisning i ugevis. Fordi ingen af børnene tilsyneladende dør af det. Omvendt Fogh-kovending [3/5, 6/5]Det
ville være en kovending, hvis Thorning indrømmede sine løftebrud. Men
det er en helt andens slags kovending end den, som Fogh foretog,
dengang han sprang ud som klimaforkæmper. I lederen ”Jorden kalder Thorning” d. 2. maj, var Berlingske inde på den tanke, at Thornings vælgere godt ville kunne tilgive, hvis hun åbent og ærligt sagde: ”Ja, jeg tog fejl, beklager, jeg er blevet klogere.” Og Berlingske sammenlignede med Fogh, som viste vejen ved pludselig – stik mod sin tidligere politik – at springe ud som klimaforkæmper for rullende kameraer og foran sine partifæller på Venstres landsmøde i 2008. Men her må Groft sagt protestere over sammenligningen. For formålet med Foghs kovending var at få både partimedlemmer og medier til at tænke på noget andet, end hvilken europæisk toppost han var på vej væk til. Og han nåede med sin monumentale kovending sit formål tilfulde. For Thorning ville formålet med en kovending være det stik modsatte: at få Thorning selv til at tænke på og derefter indrømme, at alle de løftebrud og luftige udtalelser, hun har begået siden valget, faktisk er løftebrud og luftige udtalelser, hvad alle hendes forhenværende vælgere og tilbageværende partimedlemmer hele tiden har fortalt hende. Somaliske ørkenvinde [3/5, 5/5]Hvis
udstilling af gidslernes lidelser kunne øge løsesummen, hvorfor lod
piraterne så to år gå, inden de lukkede et TV-dokumentar-hold ind i
lejren, Og hvorfor ødelagde de det for sig selv ved at acceptere en
løsesum, inden optagelserne til dokumentaren var ovre? Hvis gidseltagerne var vilde efter, at danske medier skulle udstille gidslernes pinsler og bønner om hjælp for at få prisen op, hvorfor tager det så omkring to år, inden piraterne giver et TV-hold lov til at lave den TV-dokumentar om gidslerne, som garanteret vil tvinge politikerne på banen, fordi den vil rejse et folkekrav om, at gidslerne købes hjem, uanset prisen? Og hvorfor accepterer piraterne, at TV-dokumentaristen i udsendelsens sidste sekvenser kan give de fortvivlede gidsler det glædesbudskab, at de er købt fri og snart skal hjem? Aner piraterne i virkeligheden ikke en pind om TVs særlige evne til at formidle følelser, herunder fortvivlelse? Eller har de indgået en fed aftale med dokumentaristen og regner med, at dokumentarens lykkelige afslutning vil sikre enorme indtægter fra TV-stationer verden over? Indtægter, som overgår, hvad en dokumentar uden lykkelig afslutning kunne have indbragt som løsesum? Svarene blæser i vinden i den somaliske ørken. Faderskabssag [3/5, 4/5, også video]Endelig
slap gidslerne fri. Og det har fået mange til at springe ud som fædre
til den lykkelige afslutning. Bl.a. politikere, som har været helt
tavse og tilsyneladende passive, så længe det var uvist, om sagen ville
ende som en tragedie Efterspillet til gidslernes frikøb bekræfter det engelske ordsprog: ”Succes har mange fædre, fiasko er forældreløs”. Flere politikere, bl.a. tidligere og nuværende udenrigsministre og formanden for Folketingets udenrigspolitiske nævn er efter frigivelsen sprunget ud som ansvarlige fædre ved at fremhæve, at deres systematiske usynlighed igennem gidslernes 838 forbandede dage, skyldes, at de af professionelle sikkerhedseksperter havde fået besked om at være tavse, hvis de ønskede sagen løst så hurtigt som muligt. Tavsheden skyldtes altså ikke, at det indtil det sidste var uklart, om sagen ville ende som en forældreløs fiasko. De nyudsprungne fædre må nu kæmpe om faderskabet med chefredaktør Poul Madsen, Ekstra Bladet, ved i mundhuggerier på TV at prøve at overbevise os om, at bladet kun har forsinket og fordyret afslutningen ved bl.a. at skrive om rederiejerens luksusliv og gidslernes pinsler. Da ingen egentlig ved, hvad der er foregået bag kulisserne, har de vildeste påstande frit spil. Som altid når forældre kæmper om børnene, som bare glæder sig til igen at få kaffe og rundstykker. Nye lærerkampagner! [2/5, 3/5]Lærerne
kunne helt have undgået nederlag til KL, hvis bare de for lang tid
siden havde lavet en kampagne, som overbevisende havde forklaret
politikere og befolkning, hvorfor 16 procent af eleverne ikke lærer at
læse og regne, og hvordan problemet skal løses Lærerne og deres formand Anders Bondo er med rette blevet rost af eksperter for deres kampagne i forbindelse med lockouten. Men når lærerne og Bondo nu er så gode til at lave kampagne, hvorfor har de så ikke i de mange år, hvor alle har råbt op om skandalen med de 16 procent, som forlader skolen uden at have lært at læse og regne, lavet en kampagne, som forklarede forældre, politikere og befolkning, hvordan disse 16 procent skulle reddes, nemlig med en målrettet pædagogisk indsats af specialuddannet personale? Og lavet en kampagne, som forklarede, hvorfor det ikke allerede var sket? Så havde Moderniseringsstyrelsen og KL ikke haft et overbevisende argument for at knække lærerne med en lockout og tvinge selv velfungerende børn ind i et sovjetisk heldagsskolesystem. Og så havde de gennempryglede lærere ikke i de kommende år været underkastet en reform, som de alle ved er uden anden reel virkning end mindre forberedelsestid og mere undervisning. Nu må Bondos taberhær så bare trøste sig med, at folkeskolereformer altid kun holder i få år, inden der kommer en ny, som skal redde det hele. Magtanalfabeter [1/5, 2/5, også video]Det er
til at brække sig over, når der tales om "den danske model" i
forbindelse med arbejdskonflikter mellem det offentlige og en privat
fagforening. Stat og kommuner tjente kassen på at lockoute lærerne, som
blev fattigere for hver dag. Gid lærerne – belært af konflikten – vil
undervise eleverne bedre i magtens mekanismer Statsministeren afviste indtil det sidste at afslutte lærerlockouten med et lovindgreb: ”Vi skal også huske på, at vi har en dansk model.” Det er formelt set rigtigt nok, men reelt sort snak. Hvis danske vælgere havde lært om elementære magtmekanismer i skolen, så ville de ryste på hovedet over statsministerens undskyldning. Det offentlige i form af stat og kommuner skovlede millioner ind i sparede lønninger for hver uge, der konfliktedes. Danmarks Lærerforening og lærerne tabte derimod millioner i mistet indtægt. Den danske model duer kun på det private område, hvor arbejdsgiversiden også rammes, fordi der ikke produceres noget under en konflikt. Men fordi danske vælgere i skolen lærer, at det er den magtfri, demokratiske samtale, der regerer i Danmark, så kan statsministeren slippe afsted med sit sludder om, at denne konflikt udspilles mellem to ligeværdige parter. Og TV-studieværterne drev idiotien ud i det groteske ved hele tiden at sætte Bondo og Ziegler sammen ved samme bord med ordren: Snak sammen! De kunne ligeså godt have lagt arm. TV 2 Ulla [17/4, 27/4, også video]
TV2-snakkefænomenet
Ulla Terkelsen bør tildeles sin egen nichekanal TV 2 Ulla, så seerne på
andre kanaler kan se bryllupper, begravelser og andre celebre
begivenheder som andet end baggrund til Ulla Groft sagt er en stor beundrer af TV2s Ulla Terkelsen. Og det er ikke ironisk ment, for Ulla er altid tændt, når hun er på, og hendes generelle viden er så stor, at hun kan tale medrivende om alt, selv hvis man vækker hende i et fly midt om natten. Men hvorfor skal Ulla – fordi hun er rigtig god – misbruges til at holde daglange foredrag i TV om alt mellem himmel og jord, tilsat allehånde digressioner, hver gang TV2 transmitterer kongehusets begivenheder? Og nu senest Margaret Thatchers bisættelse? På grund af Ullas retoriske omklamring af begivenheden, får flere og flere seere sværere og sværere ved at skelne mellem, om der transmitteres fra en barnedåb, et bryllup, en rund fødselsdag eller en bisættelse. Groft sagt håber, at TV2 snart indser, at det er unødvendigt at bruge alle mulige fornemme begivenheder som undskyldning for at lade Ulla rable løs dagen lang. Ulla kan selv! TV2 har allerede stor succes med nichekanaler som News og Charlie. De bør også oprette TV 2 Ulla. Og samtidig give transmissionerne på stationens andre kanaler tilbage til seerne. Overhedet gårdbrand [25/4, 26/4]Hverken
Lars Hedegaard eller Connie Hedegaard har forstået, at de spiller med i
en komedie og derfor er nødt til at svøbe deres fanatisme i humor, hvis
de ikke ønsker at ende som tragiske, ensomme figurer Dansk politik er i virkeligheden en føljeton, som kører dagligt i TVs nyhedsudsendelser. Og det er en TV-komedie, ikke en tragedie. Det skyldes bl.a., at vælgerne er tryghedsnarkomaner og derfor afskyr enhver med ekstremistiske budskaber – fordi tryghedsnarkomaner forbinder fanatisme med unødigt besvær og krakileri. Fanatikere kan derfor kun få deres budskaber igennem i komedien, hvis de forstår at svøbe deres fanatisme i humor. Seneste bevis på denne antifanatisme-regel leverer de to gange Hedegaard, som for tiden optræder i komedien med vidt forskellige fanatiker-budskaber: Lars om muslimer, EU-Connie om CO2-kvoter. Begge Hedegaardene skræmmer tryghedsnarkomaner langt væk med deres humorforladte, lidenskabelige præk om den rette lære. Enhver Hedegaard bør lære, at i dansk politik bliver fanatikere, som ikke respekterer anti-fanatismereglen, til tragiske, ensomme figurer. Se bare den sidste socialdemokratiske dødbiderkæmpe, Mogens Lykketoft, som altid stædigt har afvist, at dansk politik er en TV-komedie. Han er endt som ordensduks for Folketinget, hvor han korrekser tiltaleformer. De tre basser [19/4, 22/4]Finansminister
Corydon, klimaminister Lidegaard og udkantsminister Carsten Hansen er
alle udstyret med dybe basstemmer. Det kan være guld værd efter næste
valg Flere og flere ministre ser efterhånden i øjnene, at de skal finde nyt arbejde efter næste valg, som senest kommer i september 2015. Men det er ikke lige let for alle. Justitsminister Bødskov har haft en føler ud hos ”Far til fire”-filmene om rollen som skoleinspektør, men fik et henholdende ævlesvar om, at instruktøren ville overveje det i et ”fortroligt frirum”. Undervisningsminister Østergaard er som født til jobbet som optimistisk dørsælger af gammeldags papirsleksika, så hans tid er helt ude. Bedre ser det ud for finansminister Bjarne Corydon, klimaminister Martin Lidegaard og udkantsminister Carsten Hansen, som alle er velsignet med meget dybe, rungende stemmer. Derfor overrasker det ikke, at det nu fortælles, at Rønne Idrætshal, Svendborg Idrætscenter og Horsens Forum allerede underhånden er booket til koncerter med ”De tre basser” i efteråret 2015. Carsten Hansen skulle være den mest udfarende. Det tyder spillestederne da også på. Thorning har tilbudt at sælge billetter på melodien ”Vi kan slå de tre tenorer!” Så den melodi indøver basserne nu en dødsarie på. Forebyggende hyldest [19/4, 21/4]Selv
om ingen aner, hvem der skød mod Hedegaard, og hvad der drev brødrene i
Boston, så går alle kommentatorer til forsvar for demokratiet. Efter
moralen: enhver er skyldig i attentat mod demokratiet, indtil det
modsatte er bevist Ingen ved endnu, hvem der skød mod Lars Hedegaard. Ingen ved heller i skrivende stund, hvilket motiv der lå bag attentatet ved marathonløbet i Boston. Men utallige avisledere, kommentatorer og klummeskrivere har alligevel benyttet anledningen til at hylde de demokratiske værdier ud fra den antagelse, at begge disse ugerninger var målrettede attentater mod demokratiet. Og det finder vi alle er i orden, fordi vi ved, at det åbne demokratis svageste punkt er, at det er umuligt at forhindre hjernevaskede ekstremister i at slå nogle af os ihjel for at skabe opmærksomhed omkring deres budskaber. Og sådan vil det altid være: Det er ikke muligt i et åbent demokrati 100 procent at forhindre ekstremister i at dræbe en eller flere borgere i et attentat vendt mod demokratiet. Derfor må selv ensomme sindssyge, som begår forvirrede ugerninger uden hensigt, finde sig i, at deres gakkede optræden – indtil den opklares – af hele demokratiets hær af meningsdannere automatisk udlægges som et målrettet attentat mod demokratiet. Og med rette: For demokratiet bør hyldes ved enhver anledning. Orden i ordenskapitlet! [19/4, 20/4]Findes
der ingen tapre rengøringsassistenter i riget? Så giv dem dog et
ridder- eller kommandørkors. Og hvorfor bliver militærchefer og andre
uden mindste forstand på at udvælge sokker til prinsgemalen udnævnt til
kammerherre? I anledning af sin 73 års fødselsdag forleden uddelte dronning Margrethe ordner. Således fik Danmarks ambassadør i Rusland, Tom Risdahl Jensen kommandørkorset af 1. grad af Dannebrogsordenen, og formand i A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, blev ridder af 1. grad af Dannebrog. Og rengøringsassistent Merete Kempf Nielsen fik den kongelige belønningsmedalje af 1. grad. En chauffør, en kontorbetjent og en ejendomsassistent fik den kongelige belønningsmedalje. Groft sagt må spørge: Findes der ingen tapre rengøringsassistenter i riget? Nåh, men hvorfor udnævnes disse og andre ydmyge, håndens arbejdere aldrig hverken til kommandør eller ridder? Med al respekt for belønningsmedaljen, så sender den ikke samme signal om tapperhed og heroisme som et kommandørkors. Og militærchefer og godsejere uden mindste forstand på at udvælge sokker til Prinsgemalen udnævnes rask væk til ’kammerherre’, en titel som en trofast kammertjener kun kan drømme om. Groft sagt kræver orden i ordenskapitlet! Vi, de druknede [17/4, 19/4, også video]Det er
allerede slemt at høre Antorini, Mette Frederiksen og justitsministeren
hælde vand ud af ørerne på TV. Efter den nye offentlighedslov vil
vandet kunne fosse ud af ørerne på ministre som interviewes "kritisk"
på TV. Når en journalist bruger offentlighedsloven til at få aktindsigt, så sker det normalt efter, at en intern kilde i fortrolighed har fortalt journalisten, at der er ”noget at komme efter”. Efter aktindsigten så har åbenbaret dokumenter, som beviser, at den interne kilde havde ret, så hyldes journalisten som kritisk, opsøgende reporter, mens den oprindelige interne kilde til historien lever anonymt videre som kilde i systemet. Efter den stramning af offentlighedsloven, som regeringen, V og K nu foretager, så vil det være yderst risikabelt for ansatte, som opdager magtfordrejning og manipulationer i visse interne dokumenter, at aktivere journalister til at skrive om det. Fordi den interne kilde efter stramningen er nødt til også – lodret imod offentlighedsloven og sin ansættelsesloyalitet – at forsyne journalisten med de dokumenter, som sagen handler om. Stramningen af offentlighedsloven er derfor et hold-kæft-bolche til alle embedsmænd. Og TV-seerne vil drukne endnu mere, end de allerede gør, i alt det vand, som fosser ud af ørerne på ministre, som interviewes ”kritisk” i nyhederne. Lockoutens manipulation [16/4, 17/4, også video]Lockouten
er et praksischok for mange lærere, som nu på egen krop mærker, at magt
og manipulation i praktisk politik betyder langt mere end den magtfrie,
rationelle samtale, som lærernes yndlingsparti, De radikale, hylder ved
festlige lejligheder Skolelærerpartiet De radikale mister mange lærerstemmer på grund af lockouten. Stadig flere lærere indser altså, at De radikales velkendte dyrkelse den fornuftige, magtfrie samtale som demokratiets fundament, er en virkelighedsfjern illusion, som kun lever i skolestuernes velopdragne undervisning i demokrati. Enhver kan jo af denne lockout lære, at når regeringen og KL har al magten, så kan relativt afmægtige og pengeløse Bondo tale fornuft lige så tosset han vil, uden det gør nogen forskel. Hele KLs lockoutcirkus handler om, at lærerne skal trynes, udelukkende fordi der ikke mere er råd til de privilegier, som de har skaffet sig. Men det lyder jo ikke så pænt – hvorfor man disker op med den ædle bortforklaring om, at det handler om at lære de sidste 16 procent at læse og regne. Men ingen forskning kan sandsynliggøre, at længere undervisning giver bedre resultater. Groft sagt håber, at lærerne vil lære af lockouten og gøre deres undervisning i demokrati mere realistisk og især undervise ungerne i magt og manipulation. Og kun undervise i rationel diskussion, som en art frynsegode. Opbyggelig dumhed [12/4, 16/4, også video]Flere
i Venstres top har uden held forsøgt at bilde befolkningen ind, at
Venstre ikke interesserede sig særligt for Thorning-Kinnocks skattesag.
Det gode ved dette er, at politikere, der er så usmarte, slet ikke er
smarte nok til i smug at have blandet sig i sagsbehandlingen. I en uforudsigelig sag anlægger en klog politiker fra starten en linje i sine offentlige udtalelser, som holder hele vejen igennem. Det gælder selvfølgelig også i Thorning-Kinnocks skattesag. Så når først Løkke i sit berømte mundhugger-interview med Qvortrup og dernæst Lund Poulsen og Peter Christensen i afhøringerne i skattesagskommissionen lægger en linje, der går ud på, at man ikke i Venstre har interesseret sig synderligt for sagen, så må Groft sagt spørge, om Venstres topfolk er rigtig kloge. Først tror de, at vælgerne hopper på historien om, at Venstres top ikke tidligt så sagens politiske potentiale. Dernæst tror Lund Poulsen og Peter Christensen, at deres hotte, private mailudvekslinger om sagen ikke vil dukke op og blive brugt af medier og kommentatorer til at udstille hulheden af deres erklæringer om, at de ikke ofrede sagen særlig opmærksomhed. Groft sagt vælger – sin vane tro – at se det positivt: Det gode ved politikere, der er så dumme, er, at de jo ikke kan mistænkes for at være smarte nok til i det skjulte at have påvirket afgørelsen i Thorning-Kinnocks skattesag. Smart app 1-1-2 [11/4, 15/4]Den
nye app, som automatisk sender GPS-koordinaterne, når man alarmerer,
bør forbedres, så den frasorterer opkald, som politiet alligevel ikke
rykker ud til Der er lige kommet en ny app til smartphonen. Den hedder 1-1-2 og sender automatisk de geodætiske koordinater til alarmcentralen, således at kostbare sekunder spares, når man skal reddes. Men nu er så en af de politifolk, som modtager opkaldene, rykket ud i medierne med en akut alarmmelding: Da alt personale er udkommanderet til diverse Task Forces, er det hans vigtigste opgave at forklare alarmerende borgere i akut nød, at politiet desværre ikke kan komme – og at få dem til at acceptere forklaringen. I praksis rykkes der kun ud, hvis skaderne ved tyveri og hærværk er over 50.000 kr. Det særligt smarte er, at når anmelderen har indset, at politiet ikke kommer, så kan politiet undlade at optage rapport, hvilket både sparer mandskab og glæder rigspolitichef og justitsminister, som så kan fortælle om faldende kriminalitet. Groft sagt må opfordre til, at den nye app 1-1-2 straks forbedres, således at den automatisk scanner det alarmerende offers skader og blokerer for opkald, som politiet i øjeblikket spilder deres tid med at få folk til at forstå, at politiet ikke kan rykke ud til. Slap forskningsformidling [12/4, 14/4]Politiken
meldte sensationelt at "Størrelsen betyder altså noget". Men det viste
sig at være en avisand i form af slappe penisser Det er velkendt, at penisstørrelsen ikke betyder noget. Underforstået at det er måden, man bruger den på, der tæller. Men nu har så nogle australske forskere undersøgt sagen, og organet for den højeste oplysning, Politiken, melder sensationelt i en overskrift: ”Størrelsen betyder altså noget…” Men det er ren narrefisse. For nede i artiklen fremgår det, at det, som en panel af kvinder har vurderet betydningen af, er størrelsen på slappe penisser. Kvinderne fandt mænd med store, slappe penisser mere tiltrækkende end mænd med små sådanne. Undersøgelsen har altså slet ikke forholdt sig til det afgørende: størrelsens betydning for de glæder, organet kan give. Groft sagt må protestere over dette stykke forskningsformidling, som med en forførerisk overskrift lokker Groft sagt og andre søgende sjæle til at bruge tid på at læse om irrelevante, teoretiske spørgsmål om penissers betydning i hvilestillling. For dog at drage lidt nytte af denne forskning agter Groft sagt at indkøbe og anvende den indretning, som mandlige balletdansere benytter under trikotet for at fremhæve slaphedens betydning. Blachman antikonception [8/4, 12/4, også video]Efter
sit fremstød med nøgne kvinder på DR har Blachman erobret alle medier.
TV2 bør begrænse Blachmans fortsatte hærgen med et Blachman
anti-TV-koncept med flere talende nøgne mænd og en påklædt, tavs kvinde Medierne yngler som vanvittige på Blachman. Søndag interviewedes klummeskriver Anne Sophia Hermansen i et stort opsat interview i Politiken om, hvorfor hun skrev så udførligt nedrakkende, som hun skrev om Blachmans nøgen-TV her i Berlingske. Og vi var endda kun på første udsendelse. Efter seks udsendelser kan Blachman have bredt sig så meget, at han simpelt hen fylder alle medier helt ud. Noget må derfor gøres! For at dæmme op for idiotien tilbyder Groft sagt hermed den konkurrerende public service-kanal, TV 2, et Blachman anti-TV-koncept til en udsendelsesrække. Tanken er, at udsendelsen består af to-tre nøgne mandlige kulturdebattører, der står og overtrumfer hinanden med snedige analyser og kommentarer om Blachman, mens en fuldt påklædt kvinde sidder i en stol og tavst iagttager dem. På denne måde vil seerne blive så overmætte – både af nøgenhed og af højt kvalificeret sludder og vrøvl – at de vil væmmes ved Blachmans simple vås. Kvalt i eget bullshit [10/4, 11/4]DR bør
omgående betale sit årelange nasseri på dagbladene tilbage ved at lade
bladene sende DRs licensfinansierede udsendelser på bladenes egne TV-
og radiokanaler kvit og frit. I kronikken i Berlingske onsdag går DRs generaldirektør og bestyrelsesformand til angreb på et forslag fra danske dagblades interesseorganisation, Danske Medier, om at beskære DRs muligheder for gratis at levere alle andre mediers nyheder på nettet. De to DR-høvdinge skriver bl.a.: ”DRs evne til at nå de mange med de nyheder, som er vigtige for os alle, vil (med dette forslag) være minimeret. Og dermed betaler det oplyste demokrati prisen for dagbladenes tvivlsomme overlevelsesstrategi.” Groft sagt finder, at det er slemt bullshit at sætte DR lig med oplyst demokrati i modsætning til dagbladene. Alle dagblade i dag er også TV- og radiostationer på nettet. Det eneste specielle ved DR som medie i dag, er, at DR – som et levn fra radiofoniens barndom – stadig har hele befolkningen som tvangsabonnenter. I erkendelse af de moderne medietider foreslår Groft sagt, at DR-høvdingene lever op til deres eget bullshit om oplyst demokrati og omgående giver alle landets trængte dagblade lov til gratis at udsende DRs offentlig finansierede udsendelser på dagbladenes egne TV- og radiokanaler. Bugtaler-politikere [9/4, 10/4, også video]Selv
om politikerne lyder som embedsmænd, så kan de ikke undværes. En
minister er langt lettere at slippe af med end en topembedsmand. Hertil
kommer, at politikernes optræden i TVnyhedernes daglige politiske
komedieføljeton fremmer borgernes engagement i demokratiet ”Hvad skal vi med politikerne, når de opfører sig som embedsmænd?” spurgte Berlingske lørdag på forsiden, og i Groft sagt-tillægget Politiko svarede flere politikere, at de skam var yderst nødvendige af ideologiske og moralske grunde. Groft sagt må i den anledning udbringe et tordnende ”Goddag mand, økseskaft!”. Selv om embedsmændene ganske rigtigt kører med politikerne, så er vor tids teknokratiske bugtaler-politikere da ikke spor overflødige. Det er en gammeldags, naiv opfattelse blandt statskundskabsprofessorer, at politikernes opgave er at dirigere embedsværket og udpege den retning, hvori samfundet skal udvikle sig. Politikere er nødvendige af en og kun en grund: Vi kan let slippe af med dem efter højst fire år, takket være de frie, hemmelige valg. Alene tanken om at skulle hænge på en embedsmands-Corydon til han lod sig pensionere, er vel nok til at få Berlingskes læsere til at indse politiker Corydons store nytte. Hertil kommer, at uden politikere på stemmejagt måtte vi savne den festlige politiske komedieføljeton, som dagligt vises i TVs nyhedsudsendelser og debatprogrammer. Tævet til begejstring [8/4, 9/4]Både
Irak og Libyen blev befriet fra deres tyranner. Det var den lette del
af arbejdet. Så fulgte det svære: at få demokratiet til at fungere. På
samme vis kan skolen ret let befries fra lærernes arbejdstidsaftale.
Men så følger alt det svære Erfaringer fra Irak og Libyen har vist, at det er relativt let for rytteriet at ride ind, vælte tyrannen og fyre hans hær. Det svære er bagefter at få landet til at fungere i de nye demokratiske rammer. Sådan er det også med Danmarks folkeskolelærere. Det er let for Finansministeriet, Moderniseringstyrelsen og KL at besejre lærerne med lockout og efterfølgende regeringsindgreb. Og det vil ske senest en uges tid inden 1. maj, således at alle sejrherrerne kan holde deres ”victory accomplished”-tale. Ikke på et hangarskib, således som præsident Bush gjorde efter Irak-sejren, men i Fælledparken. Her vil sejrherrerne og –damerne i hensigtsmæssig retorisk indpakning under fanerne fortælle historien om, at de har reddet skatteborgerne fra lærerfagforeningens tyranniske arbejdstidsregler. Og at de med sejren har reddet skoleelevernes fremtid ved at bane vejen for en langt bedre helhedsskole, hvor alle lærer at læse og regne. Alt dette er ganske let. Det svære er bagefter at få de gennemtævede lærere til at mobilisere den begejstring, som er nødvendig for at få reformen til at virke. Nordkoreansk opera [5/4, 8/4]Nordkorea
er i virkeligheden en opera. Derfor bør omverdenen bare tage det roligt
og afvente, at ham den lille fede i den sorte frakke synger sin store
arie og stiller stiletterne. Så er det hele overstået Vil Nordkorea fyre atomvåben af? Næppe. Enhver med lidt kunstforstand kan se, at Nordkorea i virkeligheden er en opera. De grotesk forstørrede og langtrukne følelsesoptrin afslører det: TV-speakere, som deklarerer nyhederne, folkemasser, som græder teatralsk, eller som henført hylder lederen ved på tælling at række højre arm frem tre gange, mens de spontant jubler. Alt i Nordkorea er grotest overdrevent og langtrukkent, nøjagtigt som i en opera. Problemerne med at tolke Nordkorea opstår kun, fordi stormagterne omkring Nordkorea ikke også er operaer. F.eks. er Kina et kafkask mareridt og USA en western, som hele tiden kører i ring med den scene, hvor rytteriet kommer nybyggerne til hjælp mod indianerne. Enhver kan sige sig selv, at når den nordkoreanske opera først skal tolkes ind i et kafkask mareridt og derefter indgå i en western, så giver det store udfordringer, hvis forestillingen ikke skal kollapse. Groft sagt råder derfor Kina og USA til bare at vente på, at ham den lille fede i den sorte frakke synger sin store arie og stiller stiletterne. Så er det hele overstået. Tak til Madsen [5/4, 7/4]Hvis
tidligere chefredaktør, politisk rådgiver m.m. Karsten Madsen ikke
havde lækket mails til pressen, så ville vi i dag hverken have haft
advokatundersøgelse, kammeradvokat, minister og den nye DSB-ledelse på
banen for at rense ud i en "syg kultur" Det er fint nok, at pressen har gjort sit arbejde med at fortælle om skandalen med Waterfront og DSB. Og at ministeren resolut satte en advokatundersøgelse i gang, som i en flere hundrede siders rapport nu har afdækket forholdene. Og at kammeradvokaten med ministeren ved sin side på en pressekonference for et par dage siden har fortalt om en ”syg kultur”. Så nu er der ryddet op med fyring af endnu en ansvarlig direktør ud over den allerede fyrede topdirektør. Men her efter at alt således er bragt på plads af en årvågen presse, en handlekraftig minister og en minutiøs advokatundersøgelse og en formanende kammeradvokat, så vil Groft sagt på det danske folks vegne hylde sagens egentlige helt, nemlig tidligere chefredaktør, politisk rådgiver m.m. og ikke mindst tidligere medarbejder i Waterfront, Karsten Madsen. Hvis Madsen ikke var raget uklar med Waterfront og derfor ikke hævngerrigt havde lækket slemme e-mails med forbudte aftaler til journalister, så havde både medier, minister, kammeradvokat og Groft sagt i dag troet, at alt i DSB kørte på skinner. Bortset fra IC4-togene. Kong Sludrechatol [4/4, 6/4]Thomas
Blachman udnytter genialt mediernes indbyggede dynamik om, at bare man
breder sig på TV, så vil man også efterhånden fylde alle de seriøse
medier. Sjældent har skinbarligt vås bragt en mand så vidt Kan vi holde ud at høre mere om Blachman? Nej. Kan vi holde ud at høre mere på ham? Nej. Alligevel breder han sig i alle medier. Med sit nye show med nøgne kvinder på DR 2 har han spredt sig fra tabloidpressen til anstændige aviser som Berlingske. Store fødselsdagsportrætter fyldte morgenaviserne for få dage siden, og næsten alle seriøse medier forhåndsomtalte og –anmeldte hans nye show. Showet rakkes ned i detaljerede redegørelser spalte op og ned, men nedrakningen foretages af fornemme blades topkulturanmeldere. Blachman er et klart bevis på den mediedynamiske grundlov om, at bare man forstår at brede sig på TV, så vil man også brede sig til alle andre medier. Groft sagt har indset, at det er umuligt at bekæmpe Blachman, og er derfor begyndt at lære at elske ham for det naragtige vås, han udsender. F.eks. sagde han i nøgenudsendelsen om sit indtryk fra et kirkebesøg: ”Den der kæmpe vaginale oplevelse med præsten, der hænger som en klitoris oppe i toppen dér og dingler.” Blachmans nonsens overgår, hvad alle andre TV-sludrechatoller formår. Det er også en form for storhed. Eksamenssvindel [3/4, 4/4]Både
Thorning og Antorini garanterer, at eleverne får deres eksamensbevis,
uanset om de får mere undervisning i år. Hermed tilstår to
skoleansvarlige ministre, at en sådant eksamensbevis ikke er det papir
værd, som det er skrevet på ”Det vil blive sikret, at alle har mulighed for at få et eksamens- eller afgangsbevis,” sagde Thorning på sit tirsdagspressemøde. Og Antorini lover: Ingen bliver forsinket på grund af lockout. Groft sagt er rystet over, at både landets statsminister og undervisningsminister her tilstår, at bortfald af et ukendt antal ugers eller måneders undervisning ikke har nogen betydning for eksamensbeviset. Det væsentlige er – ifølge ministrene – at man får sit eksamensbevis, og det garanterer de, at man får, ligegyldigt om man får undervisning eller ej. Efter Groft sagts gammeldags mening er det væsentligste noget helt andet, nemlig at skoleeleverne ved velforberedt undervisning lærer at skrive, læse og regne. Et eksamensbevis, som bare uddeles til højre og venstre, uanset om eleverne har lært noget eller ej, er jo ikke det papir værd, som det er skrevet på. Det er derfor ’Kejserens nye klæder’, når to ansvarlige topministre vifter elever og forældre for øjnene med disse indholdstomme dokumenter – som jo på grund af lockouten ikke engang dokumenterer tilstedeværelse i klasselokalet. For mange kunder [30/3, 3/4]Hvis
Novo Nordisk og Mærsk var lige så elendige til at bruge IT som det
offentlige er, så ville Danmark for længst være gået nedenom og hjem. Berlingske holder fredag parade over de velkendte problemer i uddannelsesystemet, hospitalsvæsnet og politiet med at få dyrt indkøbte IT-systemer og isenkram til at virke. Det er helt banale, indlysende ting, som ikke virker: usikker netforbindelse, manglende koordination mellem flere journalsystemer, indtastet tekst, som forsvinder. Der er gennem årene brugt milliarder på nytteløse indkøb og spildt arbejdstid. Hertil kommer patienter, som er blevet fejlbehandlet, måske døde. Lovbrydere, som er undsluppet straf. Det er klart for alle, at hvis selskaber som Novo Nordisk eller Mærsk heller ikke kunne finde ud af det dér med IT, så ville disse verdensfirmaer for længst være gået nedenom og hjem i konkurrencen. Og hele Danmark med dem. Når IT får lov at køre gakket i det offentlige så mange år, skyldes det udelukkende, at kunderne – skoleelever, patienter og borgere, som udsættes for forbrydelser – ikke kan flygte. Kunderne vælter ind, selv om alle IT-systemer er nede, og servicen er i bund. Det offentliges IT-problemer skyldes altså simple markedsforhold: for mange kunder. Strategi for Hedegaard [27/3, 2/4, også video]Hvis
Lars Hedegaard er ramt af posttraumatisk stress efter det mislykkede
attentat, så bør han ikke skjule det. Ved at stå frem vil han bl.a.
spolere Martin Krasniks helteglorie som nådesløs, kritisk interviewer Al balladen omkring Martin Krasniks interview med Lars Hedegaard kan i sidste ende skyldes, at Hedegaard er langt mere ramt af det mislykkede attentat, end han vil stå ved. Forklaringen på, at den hærdede, erfarne debattør Hedegaard blev lammetævet af skoledrengen Krasnik kan være, at Hedegaard er i psykisk krise som følge af attentatet. Han er derfor i øjeblikket en skygge af den frygtindgydende korsridder, han normalt er. Men det skjuler han, for ikke at give sine islamistiske attentatfolk den triumf, at de har knækket ham, selv om kuglen røg forbi. Derfor fremstår Krasnik i øjeblikket som Danmarks førende kritiske interviewer. Det ville han ikke gøre, hvis blot Hedegaard ville indrømme, at han stadig er handikappet af attentatet. Så ville folk – selv langt ind i journaliststanden – have fattet sympati for Hedegaard. Og Krasnik havde måttet undskylde sin afhøring. Groft sagt vil give Hedegaard det råd at springe ud som offer for posttraumatisk stress. Den korteste vej til folkemassernes sympati – og dermed mere had til islamister – er at fremstå som offer, gerne et tappert offer. Price-brødres offer fundet [30/3, 1/4]Jan
Sonnergaard lancerer en ny bog ved at stå frem som det opfedede offer,
vi længe har manglet, for Pricernes dræbende madkult i TV Gyldendals sympatiske direktør, Johannes Riis, skriver kronik i Berlingske fredag om bogens vilkår. Kronikkens egentlige budskab bag alle de artige selvfølgeligheder er, at forlagets vigtigste opgave er at få forfatteren i TV. Groft sagt fortsætter: Og da TV efterhånden er fyldt med glade kokke, så er en bog om en forfatter, som er ved at æde sig ihjel på europæiske storbyers fineste restauranter, lige sagen. Og sørme om ikke Berlingske allerede lørdag bringer et interview med en sådan forfatter fra Gyldendal, nemlig Jan Sonnergaard. Interviewet foregår på Michelin-restauranten Era Ora, hvor den efterhånden ret svære forfatter til ære for bogsalget må arbejde sig igennem fem retter med diverse vine, mens han fortæller om sine lidelser med at skabe sit værk: ”Jeg blev ikke knækket, men kunne godt mærke, at det ikke var sundt eller helt ufarligt.” Skål! Tak til Sonnergaard for at forære sig selv til dansk TV som ilde tilredt offer for Price-brødre og konsorters madorgier. Det offer, som ethvert kokkeprogram bør fremvise, ifølge public service-TVs krav om alsidighed og neutralitet. Barnefyrsten Corydon [27/3, 29/3, også video]Jo
mere desperat situationen bliver for Socialdemokratiet, jo mere
provokerer finansminister Corydon sine tilbageværende vælgere med
pubertetsagtigt arrogante udtalelser Bjarne Corydon fremstår efterhånden mere arrogant og magtfuldkommen end selv Mogens Lykketoft, dengang han var finansminister med fyrsteligt fipskæg. Arrogancen viser sig ved en systematisk undervurdering af modstanderne. Corydon tror således, at han kan slippe afsted med at udtale, at bare lærerne havde været ligeså villige til at nå til enighed ved forhandlingsbordet som gymnasielærerne, så ville vi undgå lockouten. Det overstiger hans fatteevne, at udtalelsen vil provokere gymnasielærerformand Leschly til at råbe ”historieforvanskning”; for der var – ifølge Leschly – hverken tale om to ligeværdige parter, eller om reelle forhandlinger. Vurderingen var, at ligegyldigt, hvad man gjorde, så ville Machiavelli Corydon tryne sit igennem. Groft sagt konstaterer, at Corydon har en enestående evne til med pubertetsagtig arrogant fremfærd at provokere sine egne kernevælgere unødigt med oversmarte udtalelser. Udsigterne til, at barnefyrsten Bjarne Corydon når at blive en voksen politiker, inden lærere, forældre, gymnasielærere og mange andre ved næste valg lockouter ham, er små. Radikale myrderier [27/3, 28/3, også video]Når
dansk u-landshjælp gives til diktaturstater, udfordres
udviklingsministerens sans for spidsfindig sprogbrug En trofast læser har påpeget, at Mugabe er despot i Zimbabwe og ikke i Uganda, således som denne Groft sagt desværre skrev i søndags. Kan det ikke være hip som hap? Aldeles ikke. Dansk Ulandshjælp bygger på pinlig nøjagtighed, ikke kun angående, hvilke lande der får, men også angående, hvilke formål danske penge går til. F.eks. fremhæver udviklingsminister Christian Friis Bach i Politiken Søndag, at de 5 mio. kr., som Danmark årligt giver til narkobekæmpelse i det islamiske præstediktatur Iran ikke går til henrettelse af torturerede fanger uden rettergang. At styret netop i de to seneste år, hvor vi har støttet deres narkoprogram, har kunnet øge antallet af henrettelser (488 alene i 2011), bør ikke bruges som succeskriterium, formaner Bach og fortsætter: ”Det er klart at vi skal evaluere resultaterne meget, meget nøje. Er der en menneskerettighedsdialog? Kan vi få påpeget vores bekymringer?” Ja, Groft sagt påpeger gerne sine bekymringer over intelligensen hos en radikal minister, som tror, at han med danske skattekroner kan købe et blodigt diktatur til at påpege hans bekymringer. Japansk atomtekniker [22/3, 27/3, også video]Udtrykket
"komiske Ali" er efterhånden slidt ned til at være en bleg, tom kliché,
når det bruges om Magnus Heunickes bortforklaringer af den åbenlyse
socialdemokratiske nedsmeltning. I stedet bør man bruge udtrykket
"japansk atomtekniker" Alle ved, hvad en ”komisk Ali” er. I dansk politik er det især politisk ordfører Magnus Heunicke (S), som beskrives som ”komisk Ali”. Men udtrykket er ved at være en kliché – en nedslidt talemåde uden saft og kraft. Heldigvis tyder det på, at der er sproglig hjælp på vej fra Japan. Ved det tsunamiødelagte atomkraftværk Fukushima blev et nedkølingsanlæg til brugt atombrændsel ved en fejl i mandags slukket i 29 timer. De ansvarlige har forklaret, at det nok bare var et lille dyr, måske en rotte, som forårsagede en kortslutning i et omstillingsbord. Det var samme atomtekniske personale som fortalte, at de eksplosioner med kraftigt udslip fra atomkraftværkets kupler, som alle verdens TV-seere iagttog kort tid efter tsunamien, var kontrollerede dampudslip. Og at alle skulle tage det roligt, for afkølingssystemerne virkede stadig, hvilket senere har vist sig at være løgn. Næste gang meningsmålinger slukker nedkølingsanlægget og slipper damp ud af Socialdemokratiet, så opfordrer Groft sagt medierne til at undgå at kalde Heunicke ”komiske Ali”. Kald ham i stedet ”japansk atomtekniker”. Loyal to letters [22/3, 25/3]Unge,
som ikke lærer at læse i skolen, gør stor karriere i banderne med
skydevåben og almindelig vold. Skoleklasser for disse unge bør derfor
indrettes som bander med læreren som leder. De bandemedlemmer, som i øjeblikket plaffer løs på hinanden og tilfældige forbipasserende, tilhører gruppen af unge, som desværre aldrig lærte at læse og regne i skolen. I stedet for at sidde i skolen og samle på nederlag, så får disse funktionelle analfabeter accept, selvrespekt og livsindhold ved at give den som hårde bananer i en bande, som bruger voldens enkle sprog. Man må kalde Groft sagt for Milde vinde, hvis det forholder sig anderledes. Men det betyder så også, at skolen – for pædagogisk at indfange og læsetræne disse unge – bør indrette særlige læseklasser med bandestruktur: skoleuniformer med rygmærker a la ”Loyal to letters”, en benhård hierarkisk kommandostruktur med læreren som bandeleder og kontant, fysisk straf for brud på bandens kodeks, dvs. retskrivningsreglerne. Nytænkning er nødvendig! Hidtil har alle forsøg på at lære denne gruppe at læse, været forgæves. Og nu frygter Berlingske i lederen fredag, at regeringens store eftersidningsreform, den såkaldte ”helhedskole”, også falder på gulvet. Derfor fremlægger Groft sagt med rettidig omhu dette nye forslag. God ad Jelved til [20/3, gensendt m opdatering 22/3, 24/3]Med
deres altid store godhed og optimisme får ministre fra De radikale helt
almindelige mennesker til at føle sig som pessimistiske menneskehadere Først hørte vi hele sidste lørdag i TV bistandsminister Christian Friis Bach henført fortælle om, at Danmark som den første nation i verden nu genoptog støtten til Zimbabwe under despoten Mugabe. Søndag var det så kulturminister Marianne Jelved, der dagen lang på sin selvretfærdige måde docerede sin ide med, at idrætsforeninger, musikskoler og lignende skulle indarbejdes i folkeskolens ”aktivitetstimer”. Alle TV-seerne er velsagtens enige om, at vi her har to mennesker, som udstråler usædvanlig stor godhed, når de dagen lang forklarer om deres forslag til verdens forbedring. Alligevel vil mange – som Groft sagt – finde dem irriterende. Hvordan kan man finde så megen godhed irriterende? Groft sagts analyse afslører, at irritationen skyldes, at ideer fra De radikale altid passer perfekt til den ”bedste af alle mulige verdner”, som filosoffen Pangloss i Voltaires satiriske roman ”Candide” hævder, at vi lever i. Med deres euforiske tro på verdens godhed får de radikale Pangloss’er ethvert ædrueligt menneske som Groft sagt til at ligne en kynisk menneskehader. Det er helvedes irriterende. X Factor Politiko [22/3, 23/3, også video]X
Factor med amatørsangere og et dommerpanel med musikeksperter mister
seere. Derfor bør næste sæsons X Factor være med politikere. Dommer
Blachman forlænges og parres med Peter Mogensen og en kvindelig
tøjekspert, som er et rivejern Erfaringer fra TV-serien Borgen har vist, at virkelighedens politikere er meget gode til at tilpasse sig et aktuelt TV-format. Eksempelvis foreslog Mai Henriksen (K), at man gjorde prostitution til et lovligt erhverv, samme uge som TV-serien handlede om et sådant forslag. I forlængelse af disse erfaringer har Groft sagt fået en ide til et nyt politisk tv-koncept: X Factor – med politikere i stedet for amatørsangere. Det kan – ud over at booste dansk politik blandt unge seere – være den fornyelse, som kan redde næste sæsons seertal for X Factor. Blachman fortsætter naturligvis som dommer. Han kan suppleres med politisk kommentator Peter Mogensen, som altid er sjov, og en kvindelig tøjekspert, som er god til at skændes. Ideen er så, at det, som ellers normalt sker spredt ud over ugen på Christiansborg, fortættes til at ske fredag aften på scenen i X Factor, hvor det straks efter kommenteres af de tre dommere med tildeling af point og SMS-stemmer. Skeptikere bør spørge sig selv, hvorfor man skal sidde og høre på amatørsangere, hvis man i stedet kan få professionelle politikere live. Først Krasnik, så islam [21/3, 22/3]Hvis
nogen skal tro, at Lars Hedegaard har en chance mod islamismen, så skal
han kunne gøre kort proces med en journalist som Martin Krasnik. Uden
hjælp fra Søren Krarup og datter Søren Krarup beskyldte forleden i Berlingskes kronik Martin Krasnik for et ”underlødigt angreb” på Lars Hedegaard i et interview i DR2 Deadline. Og Krarups datter, Katrine Winkel Holm, som både er bestyrelsesmedlem i DR og næstformand i Trykkefrihedsselskabet, skældte i personlige telefonopringninger både Krasnik og nyhedschef Ulrik Haagerup ud, inden det båndede interview blev bragt. Denne Groft sagt så udsendelsen, og fandt Krasnik påfaldende offensiv, og Hedegaard påfaldende defensiv. Det var tydeligt, at Krasnik forsøgte at provokere Hedegaard, som er velkendt for sin hidsighed. Og at Hedegaard brugte alle sine mentale kræfter på at beherske sig, hvilket bevirkede, at der ikke blev overskud til at hugge tilbage. Groft sagt mener, at Hedegaard bør indse, at han er chanceløs mod islamismen, hvis han ikke – helt alene, uden hjælp fra Krarup og datter – kan ordne en øretæveindbydende Krasnik. Hedegaard må lære at svøbe sin fanatisme i humor og satire, således som både Villy Søvndal (i storhedstiden) og Pia Kjærsgaard måtte, før de kunne knockoute typer som Krasnik på TV. Døm ikke Thorning ude! [20/3, 21/3]Flere
unge karrierepolitikere fra SF kan se en fremtid i Socialdemokratiet.
Så enten har Thorning nogle skjulte politiske talenter. Eller også er
de frafaldne SFere så panikramte, at de har forladt den ene synkende
skude til fordel for den anden. Det ville have sparet os for meget politisk bullshit, hvis de tre top-SFere Jesper Petersen, Turunen og Westerby bare havde sagt ligeud, at de var godt sure over, at Annette Vilhelmsen vandt formandsvalget, og desuden ikke kunne se, hvordan de i SF kunne fortsætte deres lovende, professionelle, politiske karriere mod magten. Det havde alle kunnet forstå. Derimod er der ingen, der fatter de politiske begrundelser, som de tre i stedet disker op med efter melodien, at de har fundet ud af, at de politisk i virkeligheden er socialdemokrater. Det absurde i begrundelsen er, at det er flere år siden, at der har været nogen politisk forskel på SF og S, som vælgerne kunne få øje på. Den, der har mest grund til glæde, er Thorning, som nu kan prale med, at det kan dokumenteres, at der faktisk i hendes skrumpende, lunkne medlemsskare findes tre åndeligt genfødte, spritnye S-partimedlemmer, som 1) kan få øje på en særlig S-partiprofil, 2) kan se en fremtid i hendes kriseramte parti. Så kom ikke her og sig, at Thorning er færdig! Flere SFere kan være på vej. Spins storhed og fald [18/3, 20/3, også video]Efter
Anders Fogh Rasmussen er det gået katastrofalt nedad med forståelsen af
spins betydning i dansk politik. Løkke var middelmådig til spin.
Thorning er direkte elendig, ja selvmorderisk Kun politiske tåber frygter ikke pressen. Kun spin-idioter holder derfor et møde som det, som regeringstoppen, to departementschefer og KL holdt i november for at aftale, hvordan man skulle få lærerne ned med nakken. Selv om man ikke tager mødereferat, så ligger der e-mails og mødebilag, som kan lækkes, så pressen nu sensationelt kan fortælle om det hemmelige møde, hvor regeringen saboterede ”den danske model”. Møder, som så let kan bruges til spin til fordel for modparten, må naturligvis aldrig holdes. I stedet skal sådanne spin-eksplosive aftaler ordnes mundtligt og uformelt i krogene, helt uden der produceres e-mails og bilag. Ak, hvor er det dog gået tilbage med spin i dansk politik efter Fogh, som styrede medierne kompetent, bl.a. fordi han forstod værdien af at få råd fra kreativt kyniske journalisttyper som ”doktor” (Michael) Kristiansen. Den nuværende regering har i stedet for nogle få effektive, strategisk tænkende spindoktorer ansat en hel skoleklasse af akademikere, som stadig lider under deres barnetro om, at politik først og fremmest foregår bag lukkede døre. Ak. Kunstnernes blodrus [15/3, 18/3]Når
kunstnere slår dyr ihjel for at få hul igennem mediemuren, så skyldes
det altid en indre kunstnerisk nødvendighed Verden myldrer med folk, som betragter sig som kunstner. Og da en ægte kunstner skaber sine værker uden tanke for markedet og ussel mammon, så er én af de største udfordringer for en kunstner at vække opsigt uden at tage skade på sit ry som fuldblods kunstner, der ikke tænker spor på PR og salgspriser. Således fortæller Berlingske fredag om hesteslagter Bjørn Nørgaard, som omhyggeligt forærede Ekstra Bladet solohistorien med foto i 1970 hvorefter den medieomtale af blodsudgydelserne, som blev hans gennembrud, kom helt bag på ham. Man er vel kunstner. Siden har vi oplevet rådnende grise, udstoppede hundehvalpe og akvariefisk som de besøgende selv kunne blende, på kunstgallerier. Og senest har vi set malerier af sårede danske ministre, der har været med til at træffe beslutninger om at sende danske styrker i krig. Er malerierne kunst eller bare enfoldig politisk propaganda for pacifisme? Groft sagt nægter at besvare sådanne teoretiske spørgsmål. Alt skidtet er blevet vist i alle medier, og kan derfor nu sælges til høje priser. Hvad mere kan en kunstner forlange? Uden pave går det ikke [15/3, 17/3]Folkekirken bør indføre valg af en ordførende
biskop. Og valget skal foregå med storslåede, mystiske ritualer, som
Ulla Terkelsen og andre begejstret kan sælge til TV-seerne Folkekirken skal have et videns- og studiecenter med 3-4 ansattte for bl.a. at undersøge, hvordan folkekirken sælger sig bedre til danskerne. Men hvor svært kan det være? Se nu bare den katolske kirke, som erobrede alle danske medier med sin prægtige happening, pavevalg! Før folkekirken bliver leveringsdygtig i lignende skuespil, skal den ikke gøre sig håb om at stoppe medlemsflugten. Den lutheranske danske folkekirke er – sammenlignet med det storslåede katolske medieshow – grå og rationel og dens personale ofte ikke til at skelne fra politisk korrekte radikale eller SFere, når de udtaler sig. Ja ja, ”du skal elske din næste som dig selv” og alt det dér, er jo rigtigt nok. Men det budskab hører man også fra alle parterapeuter, politiske partier og andre kirker. Folkekirken må forstå, at folk i dag kræver, at en kirke skal være mindst lige så iøjnefaldende irrationel som den katolske kirke, hvis den skal have en chance på markedet for alternative oplevelser. Så kan Luther vende sig lige så tosset, som han vil, i sin grav af græmmelse. Sådan er det bare i dag. Uden pave går det ikke. Skråt Fuck Op, Antorini! [15/3, 16/3]Det,
børn bedst kan lide ved skolefritidsordningen, SFO, er, at de kan gøre,
hvad de selv har lyst til, uden der står en geskæftig voksen og styrer.
Derfor skal Antorini holde grabberne fra SFOen Børne- og uddannelsesminister Christine Antorini angriber i Berlingske fredag lærerne for at misinformere: ”Lærerforeningen spiller bevidst på at give et indtryk af, at vi stjæler børnenes tid. De sammenligner det med en sveder at gå i skole til efter klokken 14, selv om 87 procent af de små børn fra 0. til 3. klasse i dag fortsætter i SFO bagefter.” Underforstået: Vi reducerer ikke børnenes frihed, men putter bare mere indhold ind i al den tid, de alligevel tilbringer i SFOen. Men denne Groft sagt har som mangeårigt 3-dobbelt medlem af en SFO-bestyrelse igen og igen erfaret, at det, børnene elsker ved SFOen er, at de dér kan sidde og passe sig selv eller dyrke fri leg, uden at der – som i skolen – står en geskæftig voksen og dirigerer med dem. SFO-personalet kunne på hvert bestyrelsesmøde berette om prægtige, nyskabende forslag til udflugter og pædagogisk grænsesprængende voksenstyrede aktiviteter, som ungerne ikke gad deltage i. Fordi de var dødtrætte af mange skoletimer under voksenkommando. Så klap i, Antorini, og slip ungerne løs i den anarkistiske, fri leg og læring, de elsker! Nøgle til Thorning [13/3, 15/3]De, der kritiserer Thorning for at mangle
strategisk overblik, tager fejl. Kun bevidst strategisk styring mod
fiasko efter fiasko har kunnet føre Thorning ud i hendes nuværende
desperate situation, hvor alle er imod hende, bortset fra Corydon Det har aldrig set sortere ud for Thorning end i øjeblikket. Alle 3 kaffeklubber i folketingsgruppen melder gennem BT, at ledelsesstilen er alt for arrogant. Hovedbestyrelsen afviste mandag at udsende støtteerklæring til partitoppen. Fagforeningsformænd er møgsure over, at ministre blander sig i overenskomstforhandlingerne med lærerne. S-borgmestre afviser besøg af Thornings stiletter til kommunalvalget. Og så videre. Groft sagt spørger: Er det muligt for en politisk leder ved almindelig sjusk at bringe sig selv i en så pløk umulig situation? Svaret er: Nej! Enhver, som spiller Lotto, ved, at tilfældet vil, at man ind imellem faktisk vinder. Måske ikke milliongevinsten, men nok til at bevare håbet. Hvis Thornings handlinger var udslag af tilfældigheder, så ville hun alene i kraft af statistikkens love have gjort i det mindste små erobringer i sin regeringstid. Kun en bevidst strategisk styring fra nederlag til nederlag har kunnet føre Thorning ud i hendes nuværende lidelser. Og hendes historiske mission vil først være fuldført, når hun går af som Danmarks største martyrstatsminister. Kardinaler under kontrol! [13/3, 14/3]Mens verden hørte alt om, hvad der skulle foregå i
Det Sixtinske Kapel, så kan vi alle kun gisne om, hvad der foregik på
det hotel, hvor kardinalerne opholdt sig 16 timer i døgnet. Under pavevalget er de 115 kardinaler afskåret fra omverdenen. Mobiltelefoner er afleveret, men selv kardinaler er åbenbart ikke under fuld kontrol af Herren, for jordiske magter har sikret sig mod mobiltelefoner ved hjælp af elektroniske spærrefunktioner under gulvet i Det Sixtinske Kapel. Men dagsplanen for kardinalernes gøremål afslører, at de kun tilbringer få af døgnets timer i kapellet med messer, bøn og afstemninger, nemlig 8.15 – 12.30 og 16.00 – 19.30, dvs. i alt 7 timer og 45 minutter. Resten af tiden, dvs. omkring 16 timer i døgnet, opholder de sig på hotel Domus Sanctae Marthae. Groft sagt må på vegne af verdens befolkning protestere over, at vi er blevet tudet ørerne fulde af illustrerede beretninger om, hvad der foregår i de relativt få timer i kapellet med brændeovn osv., men intetsomhelst har fået at vide om, hvad der foregår i alle timerne på hotellet. Kom ikke her og sig, at kardinalerne bare sover! Når man må sikre sig mod kardinalers misbrug af mobiltelefoner i et kapel, så må enhver gyse ved tanken om de former for kardinalmisbrug, som kan foregå på et hotel. Tøv ikke, Dahl! [12/3, 13/3, også video]Religionsforsker Mikael Rothstein ved, at mobning
virker ved at provokere den mobbede til fuldt forståelig vold mod sin
mobber. Så nu har han bestilt et fysisk overfald fra Henrik Dahl i et
groft krænkende læserbrev i Politiken Groft sagt-kollega Henrik Dahl har i Politiken kritiseret religionsforskeren Mikael Rothstein, fordi han har skrevet, at tidligere Groft sagt-kollega Lars Hedegaard er en ”slags voldsmand” med sine brutale ord om muslimer og derfor altså selv er ude om det, hvis muslimer skyder med pistol efter ham. I sit svar optræder Rothstein så selv som voldsmand, idet han lammetæver kollega Dahl med ord som ’fladpandet’, ’ubegavet’ og ’bedragerisk’. Vi ved jo godt, forklarer Rothstein, at onde ord kan skade mennesker for livet. Derfor ved vi, at Hedegaards slemme ord om muslimer faktisk virker. Her må Groft sagt så drage en logisk slutning: Hvis Rothstein har ret i, at Hedegaards hensigt med de grove ord er at mobbe muslimer, så de skyder mod ham med pistol, så må Rothsteins hensigt med mobningen af Dahl tilsvarende være, at Dahl føler sig så krænket, at han slår Rothstein til jorden med en golfkølle eller et andet slagvåben. Tøv ikke, Dahl! Rothstein forstår godt pistolvold, når den kommer fra krænkede muslimer. Så han bør også forstå golfkøllevold, når den kommer fra en krænket Groft sagt. Enhedslistens kludebunke [11/3, 12/3]Enhedslisten har meget at lære af den katolske
kirke angående udklædning og iscenesættelse I anledning af at Enhedslistens hovedbestyrelse i weekenden har besluttet ikke at stemme for regeringens aftale med kommunerne for 2014, så viser Jyllands-Posten et gruppebillede af Enhedslistens hovedbestyrelse. Det er folk, som er helt ligeglad med, hvilket tøj de ifører sig. Ude på venstre fløj står endda en mand i tweedjakke og stribet T-shirt, hvor vommen springer nøgen frem over en uanstændigt lavtsiddende bukserem. Det er tydeligt, at Enhedslisten slet ikke har fattet, hvordan man alene ved uniformering og iscenesættelse af topledelsen kan få pressen til at skrive begejstret side op og side ned om organisationen. Således i øjeblikket om den katolske kirkes valg af ny pave. Med flotte dragter til sin hovedbestyrelse, sære skikke og pudsige procedurer skaber organisationen begejstret presseomtale. Alene et trick som at udsende farvede røgsignaler fra en hastigt tilrigget brændeovn i stedet for pressemeddelelser gør pressen helt kulret. Enhedslisten bør tænke alvorligt over, at den veldressede katolske kirke vil leve i mange tusind år, efter at Enhedslistens kludebunke er glemt. Hugo Chavez lever! [8/3, 10/3, også video]Helle
Thorning-Schmidt må med misundelse betragte Venezuelas afdøde præsident
Hugo Chavez' fanatiske tilhængere, som benægter hans død. Hendes
situation er den omvendte: Flere af hendes egne ministre anser hende
for død, selv om hun stadig trækker vejret Når man på TV ser hulkende venezuelanere hysterisk benægte, at deres elskede præsident er død, mens de tæsker løs på brystkassen og råber, at han nu lever videre i deres hjerte, så kan man klart se, hvad det er Helle Thorning-Schmidt mangler: fanatiske tilhængere, der er villige til at gå gennem tykt og tyndt for deres forgudede leder, selv efter hun er død og borte. Men selv Løkke – som jo lige i øjeblikket har optur – må savne så euforiske tilhængere. Savner danske politikere karisma? Næh, ikke nødvendigvis. Men ingen leder er mere ”Stor karismatisk leder” end medierne omkring ham tillader. I det politisk ustyrlige danske mediesystem vil enhver partileder, som bare begynder at ligne noget i retning af en Hugo Chavez, straks blive pillet ned til almindelig sokkehøjde, fordi det altid er en god forretning at røbe forbudte, kun altfor menneskelige detaljer om én, der fører sig frem som stor leder. Danskere, som sukker efter store karismatiske ledere, mens de opgivende betragter Løkke og Thorning, må derfor fortsat søge trøst i verdens voksende antal diktaturer og pseudodemokratier. X Factor genrejst [8/3, 9/3]Hvis
DR-programmet X Factor skal genvinde sine høje seertal, så skal
Blachman som dommer flankeres af landets to andre stærkeste rablere og
tungetalere: kokken Søren Gericke og forfatteren Knud Romer Det vækker bekymring, at DRs ’X Factor’ fredag aften mister seere. Groft sagt vil – på grund af sagens vigtighed – bryde med sin velkendte, barske Jeronimus-facade og undlade at fryde sig over, at folk nu flygter fra dette skattebetalte idioti med at udstille unge, håbefulde menneskers personlige tragedier. Chefen for Ekstra Bladets underholdningsafdeling, Pia Haabegaard (!), er af Berlingske indkaldt som ekspert. Hun udtaler: ”Problemet er, at deltagerne ikke har nok på hjerte.” Her må Groft sagt indvende, at deltagerne da aldrig har haft noget på hjerte. Det hele har altid handlet om dommerne og deres evne til at skabe konflikter som Ekstra Bladet og BT kunne fortælle videre om hele ugen igennem. Det eneste nye er, at dommer Linnet er så ekstrem kedelig, at det har kastreret Blachmans galskab, som ellers har båret programmet til succes gennem flere sæsoner. For at komme gennem krisen må ’X Factor’ finde dommere, der rabler på Blachmans niveau, f.eks. kokken Søren Gericke og forfatteren Knud Romer. Men har de forstand på emnet? Ligegyldigt! Fremtiden tilhører folk, som kan rable løs uanset emnet. Corydons korridor [8/3, 9/3]Politik
er i dag blevet middelmådige økonomers korridor til en
åremålsansættelse som farveløs topbureaukrat i statens administration I et interview med magasinet Ræson udtaler Bjarne Corydon, at ”det er afgjort forkert at forstå Socialdemokratiet som et venstrefløjsparti.” Flere højtstående partifæller erklærer sig uenige heri. Men Groft sagt skærer igennem: Corydon har helt ret. Og alle hans kolleger i alle partier på Christiansborg ved, at han har ret. For det er jo ikke kun S der er fløj- og farveløs. Alt det der gammeldags snak om venstre, højre, blå og rød er det kun vælgerne, der stadig tror på. Derfor tages dette kære gamle politiske lirumlarum altid frem i valgkampe – ligesom julepynt, nissesange og julemanden tages frem, hver gang det er jul. Det hører sig til og skaber hygge. Realiterne er, at politik i dag er den vej, som middelmådelige økonomer med fikse ideer og kæpheste bruger til at score velbetalte topstillinger i statens administration. Her kan de så, som Corydon, i flere år trone over alle de dydsirede, perfekte økonomer og administratorer, som de ikke ville have haft en chance for at slå i karriereræset, hvis de skulle have taget den sædvanlige lange vandring op gennem ministeriet. Superelite-skolereformen [7/3, 8/3, også video]Groft sagt er dødtræt af al balladen om folkeskolen. Enhver med bare lidt indsigt i folkeskolen ved, at det er det samme, der foregår, ligegyldigt hvad politikerne bestemmer. Det ved Groft sagt, fordi Groft sagt er ud af en familie af lærere, heraf mindst en førstelærer med violin, adskillige overlærere og speciallærere og mindst en viceinspektør. Og Groft sagt har desuden selv gået i skole i utallige år. Betænkninger og skoleplaner har aldrig været andet beskæftigelsesterapi for politikere, debattører, medier og undervisningsbureaukrater. Det trænger kun igennem til lærerværelserne som en fjern teatertorden. Derfor foreslår Groft sagt, at man skrotter alt det unyttige pjat med lockout. Ideen om at straffe alle normale skolebørn med en heldagsskole med ekstra gymnastiktimer, bare fordi der er 16 pct af eleverne, der ikke gider lære at læse, er jo direkte tåbelig. I stedet bør man samle disse 16 pct, der ikke gider skolen, sammen og internere dem på landets vintertomme feriekolonier, indtil de lærer det. Kald det ”Super-elite-heldøgnsakademiet”, så skulle den være hjemme. Roterende møllevanvid [6/3, 7/3, også video]De
økonomiske vismænd har i en rapport klart påvist, at vores klima- og
energipolitik er roterende møllevanvid. Men da alle toneangivende
partier er enige om vanviddet, så bekæmpes vismændenes afsløring med
tavshed i medierne. Der har været dødstille i medierne om en oprørende vismandsrapport, som kom i sidste uge. Groft sagt formidler den derfor kort her. I Koytoaftalen har Danmark forpligtet sig til at reducere CO2-udledningerne 2-3 gange mere end resten af EU, men som en ren Bjørn Lomborg konstaterer Det Økonomiske Råd, at ”en ensidig ambitiøs klimapolitik vil ikke have nævneværdig effekt på den forventede temperaturudvikling, fordi Danmarks og selv EUs drivhusgasudledning kun udgør en mindre del af den samlede globale udledning af drivhusgasser.” Den eneste sikre effekt af vores klima- og miljøpolitik er, at andre lande vil udlede mere CO2, fordi den globale pris på fossilt brændstof vil falde, efterhånden som der bankes flere statsstøttede vindmøller op, som producerer hundedyr, statsstøttet el, som danske virksomheder og borgere er tvunget til at købe til overpris. Klimapolitikken er kort sagt – ifølge disse objektive, nøgterne vismænd – et religiøst, økonomisk selvpineri, som vi har pålagt os for at føle os bedre end resten af verden, som så til gengæld får billigere strøm og vores arbejdspladser. Lej en politiker! [5/3, 6/3, også video]Meget
i dansk politik ville være lettere, hvis holdene – som i professionel
fodbold – kunne leje politikere af hinanden Fodboldspilleren Nicklas Bendtner har været tophistorie alle danske medier i flere dage. Det har givet et frisk indblik i de smidige personaleforhold i international topfodbold. For Bendtner ejes af den engelske klub Arsenal, men er udlejet til den italienske klub Juventus. Og er desuden jævnligt – hvis han ikke er syg – udtaget til det danske landshold, hvorfra han dog nu har fået et halvt års karantæne på grund af spritkørsel. Hvor er dansk politik til sammenligning dog amatøragtig i sin personalehåndtering! Meget ville være lettere, hvis politikere fra et parti bare kunne lejes af et andet. Så kunne SF leje Johanne Schmidt-Nielsen til at sælge deres politik, og Socialdemokraterne leje de opadgående stjerner Løkke og Kristian Thulesen Dahl og – uden det ville føles spor underligt – sætte Thorning på salgslisten. Og De konservative kunne helt naturligt sætte Barfoed på bænken og købe Joachim B. Olsen for at undgå nedrykningsfare. Og når landsholdet, dvs. regeringsholdet, sættes, så kunne kronprins Frederik bare plukke de bedste politikere uanset ejer- og lejerforhold. Bondos TV-weekend [4/3, 5/3, også video]Med
sit angreb på lærerne forærede Margrethe Vestager lærerformand Anders
Bondo Christensen en herlig TV-weekend Margrethe Vestager er åbenbart blevet offer for den udbredte myte, at folkeskolelærere er dovne og smådumme. Derfor tror hun, at når hun går ud og giver lærerne en skideballe for at sammenblande overenskomstforhandlinger med regeringens udspil til folkeskolereform, så falder de dumdovne lærere til patten og adskiller artigt disse to ting. Men lærerformand Bondo er hverken spor dum eller doven. I hvert fald har han nu bevist, at han er langt smartere end regeringens mest intelligente og magtfulde minister. For hele weekenden kunne han – takket være Vestagers undervurdering af lærernes klogskab og kompetence – i alle nyhedsudsendelser udbrede sit letforståelige budskab om, at KL, efter aftale med regeringen, tryner lærerne til at betale reformen med nedsat forberedelsestid. Og hver gang seerne oplevede Bondo i hård TV-debat med Vestager, kunne seerne med egne øjne se, hvordan regeringen blandede sig ved at indtage den plads på TV-skærmen, som KLs Michael Ziegler jo burde have haft – hvis altså myten om, at regeringen ikke blander sig, stadig skulle give lidt mening. Sudansk tango [1/3, 4/3, også testvideo]På
Borgen lever journalister og politikere i tætte netværk, som gør enhver
tale om journalisterne som den "Fjerde statsmagt" til ren ønsketænkning
for forskere på en sudansk journalistuddannelse Et kollegium af lærde fra Center for Journalistik ved Syddansk Universitet skrev i Berlingske kronik tirsdag bl.a. at ”Det er ikke kun journalister, der har en interesse i at få fat i den gode historie. Der er også politikerne, som har en interesse i, at den skal bringes. Og det er ingenlunde sikkert, at det er den fjerde statsmagt, der fører, når tangoen danses.” Groft sagt må spørge, hvornår Sudansk Journalistuddannelse holder op med det dér naive ”Fjerde statsmagt”-snak, når de omtaler forholdene på Borgen. Både politiker og journalist i et frugtbart netværksforhold har selvfølgelig fuld tillid til, at ingen af dem røber noget, som den anden ikke har givet tilladelse til bliver offentligt kendt. En af de mest pirrende ting ved Christiansborg er derfor alle de opsigtsvækkende historier, som ikke bliver fortalt, fordi journalisten ikke vil miste sin kilde. Først når politikeren bliver dødfrustreret over sin partileder, gives der således lov til at øse af al det sensationelle sladder fra fortrolige møder, som journalisterne propfyldes med dagligt. Dræberulve og kamphunde [1/3, 3/3, også testvideo]Hvis
den ulv, der i øjeblikket er ved at flå en flok får i Jylland, havde
været en kamphund, så ville den for længst være dødsdømt og aflivet Nu er der så ulve i Jylland. Seniorforskere i ulve på Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, melder begejstret ud, at vi har ynglende ulve i Jylland om senest 10 år. Knap 100 ulve i Jylland vil have et fødebehov, der i dag svarer til en tiendedel af det samlede danske jagtudbytte af to hjortearter. Det rigelige fødegrundlag vil dog næppe kunne hindre, at ulvene tager et husdyr i ny og næ, vurderer forskerne. Groft sagt spørger: Hvad med et velfodret barn, som farer vild fra en af de mange børnehaver, som dagligt færdes i skoven? Og hvad med en almindelig tæppepisser, som mister orienteringen? Groft sagt er rystet over, at vi nu skal juble over blodtørstige ulve her kort tid efter, at vi har forbudt blodtørstige hunde, de såkaldte kamphunde. Hvis den ulv, der i øjeblikket er ved at flå en flok får i Jylland, havde været en kamphund, så ville den for længst være dødsdømt og aflivet. Ingen betjent kunne drømme om at befri den, endsige forvente at blive tiljublet ved en offentlig demonstration, som bestod af andre end en håndfuld seniorforskere i ulve. Hjernevasket hængerøv [27/2, 3/3, også testvideo]Kun
ved intensiv psykisk tortur har Vestager på få måneder kunnet nedbryde
den gamle, røde hængerøvs-SFer, Holger K., og derefter genopbygge ham
som en blå minister Nielsen Mange fatter ikke, hvordan folk i regeringstoppen tirsdag kunne træde frem på rad foran Statsministeriets logo og sige ting, som de for bare få måneder siden forsvor. Men det er jo ikke første gang i historien, at nogen står frem og under stor mediebevågenhed offentligt, og tilsyneladende frivilligt, bekender sig til værdier og verdensopfattelser, som de tidligere i livet har forsvoret. F.eks. under Koreakrigen (1950-53), hvor hjernevaskede, amerikanske krigsfanger stod frem på TV og tilsyneladende frivilligt angreb de værdier, som deres venner og familie vidste, at de egentlig gik varmt ind for. Med fysisk og psykisk terror kan man uanstændigt hurtigt nedbryde og derefter genopbygge et menneske. Da der næppe praktiseres fysisk tortur i regeringen, siger det noget om styrken af den psykiske tortur i dansk toppolitik, at man på få måneder kan knække en stovt gammel hængerøvs-SFer som Holger K. Nielsen og genopbygge ham, så han ifører sig habit og sjosker ind og stiller sig ved fjerde pult i Statsministeriet og stort set uden fejl siger det, som Vestager har sagt, han skal sige. Fandenivoldske læseklubber [1/3, 2/3, også testvideo]De
religiøse læseklubber fylder ulideligt i medierne, fordi de forveksler
litteratur med virkelighed Groft sagt vil protestere over alle de oldgamle læseklubber som fandenivoldsk dyrker en enkelt bog eller nogle få skrifter i fantasygenren, som jo handler om det okkulte. Det er sådan set i orden, at man hele tiden læser den samme bog og fortæller hinanden om det. Det er også i orden, at man går i særlige kutter, bærer kalotter og særlige emblemer og at læsekredsens mødelokale er prægtigt udstyret og så stort, at det giver læsekredsens medlemmer mulighed for at gå i flotte processioner. Groft sagt er tolerant og åben over for læseklubber med de mest sære vaner, og følger dem med interesse, når de optræder på TV, som f.eks. ved pavens afgang. Men det er ikke i orden, hvis en okkult læseklub bliver så fanatisk med sin ensporede, litterære interesse, at man truer eller dræber medlemmer af andre læseklubber, hvis de nægter at beundre den antikke, okkulte bog, som man selv er så optændt af og hele tiden læser. Groft sagt er dødtræt af, at vi altid i TVs nyhedsudsendelser skal høre om læseklubber, som slås med andre læseklubber – bare fordi de forveksler litteratur med virkelighed. Dansk demokrati, pixiudgave [27/2, 1/3]Den
dag alle vælgere kan se fornuften i den nødvendige politik, som enhver
regering i dag må føre, så vil den eneste grund til at stemme på
oppositionen være ønsket om at se nogle andre ansigter på TV Det kan tage årtier, før forskere får skrevet digre afhandlinger om den revolution, der er sket i dansk demokrati i de seneste år. Derfor glæder det Groft sagt allerede i dag at kunne meddele i en letforståelig pixiudgave, hvordan dansk demokrati nu foregår: Regeringens vækstudspil har bevist, at alle betydende politiske partier i dag er enige om de væsentligste politiske spørgsmål, og hvilken politik der er nødvendig. Hvorfor så stadig afholde valg? Joh, valgkampene skal vise, om også folket har fattet fornuften i den nødvendige politik. Hvis folket har fattet fornuften, så får regeringen stemmerne og regeringen fortsætter. Hvis folket ikke har fattet fornuften, så falder regeringen, og andre partier overtager magten. Disse partier fortsætter så den nødvendige politik, som alle betydende partier er enige om. Også selv om de er kommet til magten ved at love folk det stik modsatte. Naturligvis. Den dag hele folket fatter fornuften i den nødvendige politik, så vil den eneste grund til at vælte en regering være, at folket ikke kan holde ud hele livet at se de samme ansigter på TV. Nå længere med ros! [26/2, 27/2]Medierne
mobber regeringen for løftebrud. Men det er mere frugtbart at rose dens
ministre for alt det nye, de har lært, efter kun halvandet års praktik
som ministre Flere medier håner nu fremtrædende regeringsmedlemmer for, at de, da de for et par år siden var i opposition, tog lidenskabeligt afstand fra, at man sænkede selskabsskatten. Således skrev Mette Frederiksen på Facebook i foråret 2011: ”vor herre bevares; nu vil VK også sænke erhvervsbeskatningen. Håbløst.” Og på samme medium uddybede Helle Thorning-Schmidt Mettes følelsesudbrud: ”Danmark har brug for et nyt flertal, som er et flertal for hele Danmark og ikke kun for dem med de høje indkomster.” Groft sagt vil ikke deltage i mediernes mobning af Mette og Helle. Det er da kun godt, at fremtrædende politikere kan blive så meget klogere på så kort tid. Det kan bl.a. tjene til inspiration for sløve unge på kontanthjælp, så de indser, at det nytter at lære noget nyt. Helle og Mette bør hyldes for, at de i løbet af bare halvandet års praktik som ministre med så stor succes helt har aflært de fantasibilleder af samfundet, som S og SF i en kollektiv psykose byggede op gennem de mange år i opposition. I Danmark skal vi blive bedre til at rose dem, som ved egen drift bliver klogere. TV hundepisker politikere [21/2, 26/2]
Danske
politik drives frem af de følelser, som TV vælger at oppiske hos seerne
ved at fortælle historier om mennesker, som enten lider grådkvalt eller
grædende jubler af lykke Først viste TV en række indslag om bidske hunde, som havde skambidt mennesker og dyr. Vi så grufulde billeder af ofrene. Og hørte deres rædselsvækkende historier. Derfor vedtog Folketinget en lov om, at sådanne bidske, ustyrlige hunde skulle aflives. Tiden gik. Så bortførte en politibetjent en hund, som havde overfaldet en lille hund og derfor ifølge loven skulle aflives. Og TV viste bevægende indslag med hundens ejer, som med glædestårer takkede hundens redningsmand. Og TV viste få dage efter indslag med tusinde hundeejere i demonstration foran Christiansborg mod hundeloven. Her blev hundens frelser hyldet af taknemmelige hundeejere, og han holdt som helt en TV-transmitteret tale. Derfor mener et voksende antal politikere tilsyneladende nu, at loven skal afskaffes. Hele forløbet viser, at dansk politik står og falder med de følelser, som TV vælger at oppiske. Den dag TV viser skambidte, jamrende ofre for hundebid samtidig med, at TV viser grædende, lykkelige ejere af bidske hunde, som takker deres hunds redningsmand, vil politikerne ikke ane, hvad de skal gøre. Diktatorsatire [22/2, 25/2]Når EU
sætter en professortype som Mario Monti til at redde demokratiet i
Italien, så beviser det, at EU ikke har fattet, hvad der skal til for
at dæmme op for typer som Hitler, Mussolini og Berlusconi Nu er alle Adolf Hitlers ofre i Tyskland efterhånden døet ud. Og alle de mange tyskere, som støttede ham, er også ved at være borte. Derfor kan en morsom Hitler-satire (Timur Vernes: ”Er Ist Wieder Da”) i øjeblikket have stor succes i landet, uden at mange af Hitlers personlige ofre føler sig krænket, så det bliver pinligt. Anderledes i Italien, hvor man ikke føler spor behov for, at Hitlers diktator-kollega Mussolini genopstår som lattervækkende samtidssatire, som kan befri en masse kollektive fortrængninger. Her har man nemlig den spillevende mediediktator Silvio Berlusconi, som dagligt overgår enhver satire ved at iscenesætte sig selv som den spradebasse, som ved en valgsejr kan ødelægge demokratiet Italien, samtidig med at italienerne slår sig på lårene af grin over bunga bunga og komiske løfter om tilbagebetaling af skatter. Og EU har sendt en dyster kommissær, den EU-kårede premierminister Mario Monti, for at kæmpe for demokratiet med økonomisk sortsnak. Hvis EU vil dæmme op for typer som Hitler, Mussolini og Berlusconi, så må EU diske op med noget mere festligt. En for alle, alle for en [22/2, 24/2]Efter
at også De radikale nu har brudt et af deres klareste valgløfter,
tegner regeringen en klar profil som musketer-regeringen, der stod
ubrydeligt sammen om at bryde stort anlagte valgløfter De radikale har brudt deres klare løfter om at bevare SU’en urørt, og uddannelsesminister Morten Østergaard er nu bannerfører for en SU-reform, som skal skaffe 2 mia til nedsættelse af erhvervslivets skatter og afgifter. Universiteterne er i oprør. Den intense Morten Østergaard, som kunne få stor succes som dørsælger af leksika, hvis de stadig solgtes i bogform, udsættes for satiretegninger, hånende tilråb og krænkende paroler, når han viser sig blandt studerende. Og Groft sagt ved, hvor skæbnesvanger en sådan universitetskampagne kan være for en regering; for Groft sagt bestyrede den satiriske opslagstavle i porten Nørregade 10 til Københavns Universitet dengang i 1971, hvor en anden radikal minister, ”Onde Helge (Larsen)”, var hadeobjekt. Og kort efter faldt VKR-regeringen. Når den nuværende trepartiregering også snart fældes af Groft sagt, kan den – takket være De radikales SU-løftebrud – gå ind i historien som musketer-regeringen, som fulgte strategien: ”En for alle, og alle for en”. Og det, alle de tre vildt fægtende partier stod så tydeligt sammen om, var grove løftebrud. Spins genopstandelse [20/2, 21/2]Lørdag
meddelte Mogensen og Kristiansen, at deres historiske mission var
fuldbragt. Parret gravlagde derfor deres aktivitetet med at analysere
spin. Men allerede tirsdag sprang de op af graven - som to skærmtrolde
af en spinæske Lørdag meddelte kommentatorparret Peter Mogensen og Michael Kristiansen i et fyldigt interview i Berlingske, at de indstillede deres gerning med at lære danske vælgere, hvordan de gennemskuer alt det spin, som politikerne udsender. Parrets særlige mission til gavn for dansk folkestyre var nu fuldendt. De havde efter fem et halvt års utrættelig indsats i ”Mogensen & Kristiansen” nu overflødiggjort sig selv. Derfor stoppede de. Det gav ingen mening for dem mere, og de ville nu vie kræfterne til deres andre mere presserende forretninger i tænketank og konsulentvirksomhed. Stor var derfor Groft sagts forundring, da han allerede tirsdag aften så parret i vanlig vigør på TV 2 News fortsætte lige netop den historiske gerning, som de lørdag så gribende havde lagt i graven. Ikke siden Jesus Kristus er en genopstandelse fra de døde sket så hurtigt og overbevisende. Den genopstandne duo bør omgående undervise seerne i at gennemskue smarte kommentatorer, som tror, at seerne ikke kan genkende dem, hvis det program, de optræder i, hedder ”Tirsdagsanalysen” i stedet for ”Mogensen & Kristiansen.” Barfoeds udvalgte [18/2, 20/2]Gennem
hårde prøvelser er Lars Barfoed ved at udvælge det elitekorps af
konservative martyrvælgere, som skal føre Det konservative Folkeparti
tilbage til magten Flere spørger i øjeblikket, hvad Lars Barfoed egentlig har gang i. Lige fra han under valget pludselig kissemissede med Margrethe Vestager i buksedragt, har han udsendt forvirrende signaler, som færre og færre kan forstå. Senest mandag, hvor han mandigt erklærer at ville samle blå blok, men i selvsamme øjeblik drukner Løkkes forbilledligt enkle, samlende, borgerlige budskab om ’byrdestop’ i teknisk, ubegribelig tågesnak, således som kun Barfoed kan. Men for Groft sagt er det indlysende, hvad Barfoed har gang i. Barfoed kører med beundringsværdig konsekvens en proces, som har til formål at skrælle ind til kernen af partiet. Store ledere fra verdenshistorien kendes jo netop på, at de helt bevidst udsætter deres hengivne beundrere for hårde prøvelser. Med en kombineret skilsmisse- og bolighistorie i sidste uge skrællede Barfoed således de slappe vælgere væk, som orienterer sig politisk efter hans privatliv. Snart vil Barfoed lede en ganske lille, men ufatteligt udholdende skare af tapre konservative elitevælgere, som – ligegyldigt hvad han siger og gør – vil følge ham til tinderne. Pædagogikgak [15/2, 18/2]Undervisningsministeriet
undersøger nu, om skoleelever lærer at forstå og tale dansk bedre ved
at blive undervist i arabisk og tyrkisk. Princippet om at gøre elever
bedre til noget ved at undervise dem i noget andet kan revolutionere
det danske undervisningssystem Undervisningsministeriet har igangsat et projekt til 30 mio for at afklare, om børn, især fra arabiske og tyrkiske indvandrerfamilier, lærer at læse og forstå dansk bedre ved at blive undervist i henholdsvis arabisk og tyrkisk. Ifølge pensioneret professor i dansk sprog Erik Hansens grundlov for pædagogiske eksperimenter, så bliver alle pædagogiske eksperimenter altid en succes. Det er også Groft sagts egen erfaring. Derfor bør undervisningsministeriet ikke tøve med allerede nu at udvide sine eksperimenter med at gøre elever bedre til noget ved at undervise dem i noget andet. F.eks. kan indlæring af kinesisk på forhandlingsniveau foregå ved undervisning i købs- og salgskulturen på Hammel Hestemarked. Elever, som skal opgraderes i international erhvervsøkonomi, kan muligvis nå langt ved intensive kurser i Goethes farvelære. Oplæring af hjernekirurger kan eventuelt foregå i form af en række seminarer i klassisk korsstingsbroderi. Folk, som i dag kalder sådanne tanker tossede, vil bittert fortryde, når de læser de uundgåelige rapporter om disse og andre pædagogiske eksperimenters succes. Giv os et brækmiddel! [15/2, 17/2]Søndag
efter søndag indoktrinerer DR-dramaet Borgen danskerne til at acceptere
De radikales selviscenesættelse, som den faste midte i dansk politik,
som alle andre partier cirkler om Alle danske partier, bortset fra Enhedslisten, flokkes inde på midten. Selv Dansk Folkeparti har erklæret sig for et midterparti. Derfor er det selvfølgelig politisk indoktrinering, så det basker, når vores lands store, skattefinansierede politiske scene, DR, hver søndag aften i DR-dramaet Borgen kolporterer De radikales propagandistiske selviscenesættelse som selveste Midten af dansk politik. Realiteten er, at De radikale siden 90’erne har været et ekstremistparti, som har yderligtgående holdninger, blandt andet til indvandring og til U-landshjælp. Men i de tider, hvor de har en ledelse, der – som Vestager – er smart, kan de teknisk begavede radikale ekstremister udforme deres økonomiske politik således, at de kan score opmærksomhed ved at fedte sig ind hos de største midterpartier. Snart hos det ene store midterparti, snart hos det andet. Det er så dette lille ekstremistpartis pendulære nasseeksistens, som partiets sympatisører i den kreative klasse på DR-dramaholdet for tiden sælger til den danske befolkning som en historie om et ombejlet midterparti. Giv os et brækmiddel! Lasagnehest [15/2, 16/2]En anonym producent, som er brændt inde med et stort lager af dybfrosne lasagner i misvisende emballager, har bedt Groft sagt om en vurdering af udsigterne for en markedsføring i fornyet emballage under betegnelsen ’hestelasagne’. Groft sagt fraråder! Ifølge Ordbog over det danske Sprog (ODS), bd. 8, bruges ’hest’ som førsteled ofte til at betegne noget som ikke er egnet til menneskeføde. ’Hestekastanje’ kan ikke spises af mennesker, ’hestebønner’ anvendtes tidligere som dyrefoder, og ’hestemakrel’ bruges især som madding i fiskeriet. På den anden side oplyser ODS også, at hvis man er af ’hestenatur’, har man et godt helbred, og har man ’hestelunger’, har man stærke lunger. En ’hestemave’ er ifølge ODS en mave, man kan byde alt, og ’hestesundhed’ er det samme som et godt helbred. Hertil kommer, at når ’hest’ kommer sidst, som i ordene ’læsehest’ og ’arbejdshest’ er det yderst positivt. På grundlag heraf vurderer Groft sagt, at en emballage med sloganet: ”Lasagnehest – lasagnen til dig, som allerede er hestesund, og som ønsker at blive lasagnehest” giver de bedste muligheder. Abdikationsbølge? [13/2, 15/2]Først
annoncerede hollandske dronning Beatrix sin abdikation. Så fulgte
paven. Derfor spørger mange nu: Hvornår går dronning Margrethe? Nu trækker paven sig så. Respekt! Det var vist klart for alle, der på TV så ham afsende sin første pavelige twitter for kort tid siden, at han havde sin bedste tid bag sig. Også selv om han for nyligt fik fornyet batterierne i pacemakeren. Nu har Groft sagt så ude i byen hørt folk spørge, hvornår dronning Margrethe trækker sig. Som om det, at en pave trækker sig, har noget som helst at gøre med, om en dronning trækker sig. Det er jo langt ude. Desuden har dronningen gang på gang afvist enhver tanke om at abdicere før tid. Hertil kommer, at paven lever i cølibat og derfor ikke er udstyret med en ægtefælle, som i fransk presse udtaler, at han eller hun egentlig gerne selv vil være pave. Hvis paven havde sådan en mage, ville han næppe have abdiceret. Det ville være det rene helved for en abdiceret pave, som var berøvet al sin pomp og pragt, at leve i parforhold med en, som var møgsur over aldrig selv at være blevet pave, fordi partneren havde siddet alene og fyldt op på pavestolen i mange år. Alene derfor må Margrethe blive siddende. Price-garanti [13/2, 14/2]TV-serien
Borgen er som et rollespil i en gymnasieklasse: Alle har det skægt i en
naiv, god og rigtig verden. Vi er i De radikales, idealiserede,
opbyggelige skolelærerverden Dramaserien Borgen minder Groft sagt om en featureuge i et gymnasium, hvor læreren, Adam Price, har givet klassen opgaven: ”Stift et nyt parti!” Klassens flinke og kvikke pige, Birgitte Nyborg, fører an i det naive politiske rollespil, som nødvendigvis kommer ud af det. Men alle eleverne har det sjovt og lærer af det. Det er langt effektivere end almindelig katederundervisning i dansk politik. Og seerne elsker det også. I modsætning til virkelighedens tunge drama om Thorning i en meget indviklet virkelighed så er seerne i dramaserien Borgen garanteret en lykkelig afslutning i en enkel verden. Allerede nu kan vi være sikre på, at kræften i brystet ikke vil få lov til at slå Nyborg ihjel. Derfor kan vi trygt investere alle vores følelser i denne artige, sympatiske flinkepige i forventning om ikke at sidde frustreret tilbage, når serien er forbi. Hvorimod enhver investering i virkelighedens flinkepige Thorning er yderst risikabel. Fordi vi godt ved, at virkeligheden – i modsætning til Borgen – ikke består af seje politikerduller med Price-garanti for mørhed og velsmag. Vindmøller for tumper [12/2, 13/2]Uanset
om forureningen øges eller mindskes, så er den danske befolkning dømt
til vindmøller på livstid Vi bygger vindmøller for at
begrænse forureningen. Til dette formål har EU-landene opfundet
CO2-kvoter, således at forurenende virksomheder skal købe sig ret til
at forurene ved at købe kvoter. Og indtægterne herfra skal så gå til at
bygge vindmølleparker. Men nu fortæller Berlingske så, at forureningen
– mod al forventning – er faldet så meget, at salget af CO2-kvoter går
så dårligt, at det ikke kan betale vindmøllerne. Hurra, vil mange
juble. Når forureningen falder så glædeligt, så slipper vi selvfølgelig
for alle de hæslige møller i landskabet og på havet. De bliver jo en
unødvendig omvej og omkostning. Ak nej, så logisk og enkel er
energipolitisk tænkning ikke. Hvis forureningen falder, så skal
møllerne i stedet betales af skatteborgerne med øgede grønne afgifter.
Vi danske er altså – uanset om forureningen øges eller mindskes – dømt
til møller på livstid. Vores eneste håb er, at forureningen snart
stiger så kraftigt, at der igen kommer gang i salget af CO2-kvoterne,
så det kan betale møllerne. Som der jo så også vil være stadig mere
brug for. Forstå det, tumper! Retorisk Kina-massage [8/2, 12/2]Det
kinesiske diktatur har endnu ikke fået lov at sende tusindvis af
underbetalte minearbejdere til Grønland. Men diktaturets intimmassage
af det danske demokrati er allerede i fuld gang Berlingske interviewede forleden direktør Xiaogang Hu, som leder London Minings jernmineprojekt i Grønland. Interviewet gjorde det klart, at kinesernes projekt er det, som kendes fra mafiaen som ”et tilbud, der ikke kan afslås”. Danske politikeres og mediers kritik af projektet bygger, ifølge direktøren, på misforståelser, og debatten er ”et stort problem for vores projekt, og påvirker potentielle investorers stillingtagen til at investere i projektet.” Vi danske bør altså klappe hælene sammen. Og det skal gå hurtigt: ”Jo hurtigere vi får tilladelse fra Grønlands Selvstyre, jo nemmere bliver det at finde de strategiske partnere, som er forudsætningen for, at investorerne går med.” Og det er sidste udkald: ”Vi missede bølgen. Når vi er klar, er markedet på vej nedad. Vi er åben for investorer fra hele verden, men den eneste interesse, vi møder, er fra Kina.” Som en sand Godfather slutter Xiaogang Hu af med at vise omsorg trods de svære skuffelser, danskerne har budt ham: Med erklæringen ”Jeg er stadig optimistisk,” rækker direktøren det synkende Danmark et kinesisk halmstrå. Teknisk uheld [8/2, 11/2]Hver
gang en fanatiker skyder efter en Lars Hedegaard, udløses medrivende
hyldesttaler til vores demokratiske værdier. Men allerede mens talerne
holdes, er samme demokratiske værdier i praksis blevet reduceret af
rent tekniske PET-grunde Nu skal så også den forhenværende Groft sagt-skribent Lars Hedegaard nok forsynes med faste PET-vagter. Ligesom Nasar Khader, Pia Kjærsgaard og tegneren Kurt Westergaard allerede har været det i flere år. Og alle politikere og medier har taget afstand fra mordforsøget og bedyret, at den slags ikke skal have lov at knægte demokratiet. Groft sagt er helt enig. Det er let at være enig her. Det svære er, at vi så alle sammen samtidig skal se igennem fingre med, at medier og politikere stille og roligt i stort tal indretter sig således, at de undgår at provokere fanatiske voldsgrupper. Og det sker altid af tekniske grunde af samme art, som Lars Hedegaard angiver for at melde fra til Trykkefrihedsselskabets arrangement torsdag: PET fraråder det. Og det er jo sådan set ganske fornuftigt. Men det ændrer ikke ved, at vi må erkende, at samtidig med, at ytringsfrihed og demokrati hyldes i høje toner, så reduceres begge værdier gradvist af rent tekniske årsager, hver gang en ekstremist skyder efter en Lars Hedegaard. Vi må derfor håbe, at ham, der skød, bare var et sindsygt postbud. Forskervoldtægt [8/2, 10/2]En
forskergruppe har ikke kunnet finde nogen sammenhæng mellem antal
undervisningstimer og undervisningens resultat. Men med et retorisk
kneb får undervisningsministeren forskernes resultat vendt på hovedet,
så hendes politik stadig passer Den RUC-kommunikationsuddannede minister Antorini ved tydeligt nok alt om, at det vigtigste på TV er at ligne en dynamisk, optimistisk vinder. Selv det værste tomgangsordgejl og idégenbrug fremlægges som om det var nye, indholdsmættede tanker, som kan løfte nationens undervisningssystem. Men nu går hun et skridt videre og bruger sine kommunikationskompetencer til direkte at udfordre en forskergruppe med avanceret manipulation af gruppens resultater: ”Det er fuldstændig rigtigt, at flere timer i sig selv er ikke svaret. Det handler om, at man skal have flere timer - men flere timer af en høj kvalitet.” Ved at indføre kriteriet ”høj kvalitet” bliver hun i stand til at vende forskernes resultater på hovedet. Hvis forskerne har ret i, at antallet af timer ikke gør nogen forskel, så er det jo bare, fordi kvaliteten af timerne så ikke har været høj nok. Antorinis udvidede påstand lader sig altså ikke tilbagevise ligegyldigt hvad. Påstanden er blevet en rent sproglig sandhed, som er sand alene i kraft af de sproglige udtryk, der indgår i den, uafhængigt af hvordan virkeligheden ser ud. En Corsa! En Corsa! [8/2, 9/2]Fundet
af Richard III's efterladenskaber under en offentlig parkeringsplads
passer dårligt til hans mest kendte replik, som handlede om en hest Richard III er nu fundet. Han lå under en offentlig parkeringsplads. Han huskes især for sit desperate, forgæves nødråb i Shakespeares historiske skuespil Richard III: "En hest! En hest! Mit kongerige for en hest!". Fundet af resterne af dette stakkels, fortvivlede menneske under en kommunal parkeringsplads bekræfter Groft sagts erfaring om, at skæbnen ofte er grum og uretfærdig. Hvis skæbnen havde vist Richard III bare en smule barmhjertighed, så ville man have fundet hans lig under Dronning Elisabeths royale hestestalde og ikke under en ordinær, offentlig parkeringsplads. Dette fundsted passer jo til en, hvis sidste fortvivlede, forgæves nødråb havde lydt: ”En Corsa! En Corsa! Mit kongedømme for en Opel Corsa!” Selv et nødråb som ”En Bentley! En Bentley! Mit kongedømme for en Bentley!” ville være upassende, for så burde han være fundet under de kongelige garager. Rundkredspoliti, vuf! [1/2, 8/2]Den
politimand, som reddede hunden Thor fra dødsdommen, gjorde det ud fra
sine allerhøjeste personlige etiske idealer. Men man er nødt til at
straffe ham. Ellers går politiet konkurs Den hundefrelsende politimand angiver som årsag til sin handling, at han ikke mener, at den skade, som hunden Thor sidste år påførte en anden hund, og som resulterede i beslutningen om at aflive Thor, kan karakteriseres som et 'skambid'. Groft sagts sind er splittet i denne sag. Det er jo rigtigt, at hvis Adolf Hitlers håndlangere som Eichmann og lignende – i lighed med denne danske politimand – havde fulgt deres personlige etik i stedet for at optræde som velafrettede embedsmænd, så ville verden være sparet for mange jødedrab. På den anden side er konsekvenserne af ikke at dømme denne sympatiske politimand for selvtægt uoverskuelige: Ved større politiudrykninger til Christiania og store demonstrationer vil man – inden man eventuelt skrider til aktion – skulle arrangere omfattende rundkredsdiskussioner blandt de mobiliserede politifolk for at finde en fælles etisk linje, som hver enkelt af det udkommanderede personale kan bakke op om. Tænk på, hvad det vil koste i overtid i et betrængt politi! Økonomien umuliggør rent administrativt enhver tanke om etisk blødsødenhed i Thor-sagen. Børn som dope [1/2, 7/2]Børns
ligegladhed gør forældre ekstra fandenivoldske, når der skal satses på
karrieren Teolog Sørine Gotfredsen mener i en klumme i Jyllands-Posten, at håndboldslandsholdets nederlag skyldes, at håndboldherrerne har været igennem så mange kvindelige pædagoghænder i deres opvækst, at de er blevet skvatmikler. De mangler dyder som stolt fandenivoldskhed og trang til blot at slås, når de finere metoder svigter. Som eksempel anfører Sørine stregspilleren Jesper Nøddesbo, som efter nederlaget udtalte, at hans lille datter (som han bar på armen), kan hjælpe ham til at se den gyselige finale i det større perspektiv. Groft sagt mener, at den barnløse Sørine helt misforstår pointen i Nøddesbos udtalelse. Pointen er, at barnet er ligeglad med, om faren får guld, sølv eller blik. Groft sagts personlige yngel har således også altid været ligeglade med, om Groft sagt gjorde en prægtig karriere eller en fatal fiasko. Og netop den viden har givet Groft sagt styrke til at slås fandenivoldsk for risikable projekter, som han aldrig ville have turdet begive sig ud i, hvis han ikke havde været sikker på, at ungerne var ret ligeglade med, om han vendte hjem i triumf eller fiasko. Forkullet Kylling [1/2, 2/2]Efter
Michael Rasmussens forklaring af, hvorfor han dopede sig, er det klart,
at enhver, som vil til tops i professionel sport for at vinde penge og
hæder, er nødt til at dope sig Få er overrasket over, at ”Kyllingen”, Michael Rasmussen, har taget doping. Men alle er overrasket over, hvor længe det har stået på, hvor mange stoffer og metoder det har omfattet, og hvor let det har været for ham at narre dopingkontrollen. Det er samme indtryk, der står tilbage efter Lance Armstrongs indrømmelse forleden. Nu holder alle i sportens professionelle verden vejret og håber, at alle tror, at den slags kun foregår i cykling. Men Kylllingens forklaring af, hvordan det begyndte for ham, kan overføres på enhver ambitiøs elitetennis- eller fodboldspiller: Da Kyllingen var ren, mærkede han, at andre besejrede ham. Så spurgte han: Vil jeg vinde, eller vil jeg ikke vinde? Og så begyndte han på den doping, som alle i branchen vidste var nødvendig for vindere. Og dette vil jo ske i enhver professionel sportsbranche, hvor gevinsterne er tilstrækkelig store. At tro andet er naivt. Derfor ligger sorteper i denne sag hos anti-doping-institutionerne, som halter så meget bagefter, at de i årevis reelt vasker sorte dopinggerninger hvide med deres forudsigelighed og antikverede metoder. Grønkina [31/1, 1/2]Med
flere tusinde kinesere i Rigsfællesskabet kan Danmark blive tvunget til
endnu mere slesk udenrigspolitisk tale til ære for det kinesiske
hjemmemarked end tidligere Det mægtige diktatur Kina ligger på den modsatte side af kloden. Alligevel har det så meget magt, at vi her i lilleputlandet Danmark flere gange har måttet pålægge os udenrigspolitisk selvcensur for ikke at fornærme dem, så de lukkede deres land for vores virksomheder. Nu lægges der så op til at 3-4000 kinesere skal rykke ind i Grønland for at grave enestående værdier ud af et bjerg. Når man tænker på, hvor let kineserne har haft ved at tyre os til blid sprogbrug, når de bor på den anden side af kloden, så kan man frygte hvad de 3-4000 kinesere inden for Rigsfællesskabet kan udvirke af tåkrummende udenrigspolitiske erklæringer og anden ulækker smisken for at tækkes det kinesiske hjemmemarked. Groft sagt ved godt, at loven ikke hedder ’kinesisk invasionslov’, men ’storskalalov’. Og at det grønlandske hjemmestyre formelt set skal holde styr på kineserne. Og at det ikke er det kinesiske diktatur, der rykker ind, men et tilsyneladende civilt selskab. Og at Thorning nægter at udtale sig. Og netop fordi Groft sagt ved alt dette, er Groft sagt overbevist om, at det vil gå ad helved til. Sammensnyd [30/1, 31/1]Professor
Ole Thyssen, CBS, har helt misforstået, hvad der får os danskere til at
hænge sammen som et folk Berlingske fortæller tirsdag, at vi danskere laver sort arbejde og andet snyd for 50 mia årligt. Det får filosofiprofessor Ole Thyssen fra CBS på banen med en abstrakt forklaring: ”Folk, der snyder og melder hinanden, er ikke et folk, der er fælles. Det er mennesker med hver deres livsprojekt.” Men den dystre, højlærde professor burde lytte til de ni forholdsvis ubekymrede, ordinære danskere, som Berlingske har fotograferet på gaden. Samlet viser deres udtalelser, at danskerne er et yderst pragmatisk folk med storslået talent for at håndtere dobbeltmoral. Måske klarest udtalt af en brav pensionist: ”Jeg er da modstander af sort arbejde, men jeg har ikke noget problem med selv at arbejde sort. Jeg er gammel håndværker.” Den bedrøvelige ridder af tågede abstraktioner, Ole Thyssen, bør lukke lidt lys ind i sin støvede spindelvævsverden. Alle undersøgelser viser, at vi er et af de folk i verden, som har størst sammenhængskraft. Og det, der får os til at hænge sammen, er i høj grad netop vores fælles, pragmatiske, dobbeltmoralske, Sancho Panza-indstilling til snyd. Dan Jørgensen-beviset [29/1, 30/1]EU-parlamentsmedlem
Dan Jørgensen var på TV en hel dag rasende over at være misbrugt af et
PR-bureau. At vi ikke ser ham rase oftere, skyldes at manipulationen af
ham normalt er så professionel, at han ikke opdager det Flere store danske virksomheder har i den senere tid været på forsiden, fordi de har dummet sig. Danske Bank med sin deforme reklamekampagne for ”New Normal” og sin selvdestruktive kommunikation af sine nye kontogebyrer. DSB med sin stadig mere gakkede omgang med PR-firmaet Waterfront. Og tidligere har kammerherre Schur måttet fyre Dong-topdirektør Eldrup på grund af løbske direktørlønninger. Denne bølge af skandalesager kan skabe et indtryk af, at man egentlig ikke behøver frygte PR-bureauer. For selv de største selskaber optræder så tåbeligt, at ingen spindoktor kan redde dem, og alt derfor afsløres i pressen. Ak, gid det var så vel. Groft sagt føler sig kaldet til at indskærpe, at når når EU-parlamentsmedlem Dan Jørgensen (S) på TV harmdirrende en enkelt dag erklærer sig for at være groft misbrugt som formand for klimanetværket CCN, så er det et sikkert bevis på mislykket spin- og lobbyarbejde. Men alle de millioner af dage, hvor man på TV må savne rasende misbrugserklæringer fra Jørgensen og andre politikere, da er det et sikkert bevis på vellykket spin- og lobbyarbejde. Forklaring til guld [28/1, 29/1]Den
mest enkle forklaring på håndboldslandsholdets gigantiske nederlag er
doping. Når hverken journalister eller aktive så meget som nævner denne
indlysende mulighed, beviser det, at emnet er et hysterisk tabu i den
professionelle håndboldsport Guldet var sikkert. Således skrev Politikens sportsekspert søndag: ”Motivationen vil være helt i top, adrenalinpumpen vil buldre, kurvens højdepunkt er NU.” Bagefter har alle haft svært ved at finde en passende grimasse. Både trænere og spillere har opgivet at komme med andet end intetsigende Wozniacki-bortforklaringer: ”Ikke vores dag” og lignende plidder pladder. Sportens minister, Marianne Jelved, gjorde kun ondt værre, da hun på Kulturministeriets hjemmeside skrev disse trøstens ord: ”Vi har - igen - som lille nation bevist, at vi har potentialet til at være blandt verdens bedste, når vi samler kræfterne i fællesskab.” Tjah, bum bum. For vi jo nu så også – igen – vist, at vi ikke aner, hvorfor det alligevel går galt, når det virkelig gælder. Groft sagt skærer igennem alt ævlet og går på hele nationens vegne direkte til sagen: Enhver, som er vant til at se Tour de France, kunne se, at det ene hold havde fået et drys rottegift i morgenmaden, mens det andet havde fået nyt blod med efterfølgende særlig energicocktail, som kun spanske læger kan blande det. Thornings Fogh-exit [25/1, 28/1]Hvis
Socialdemokratiet skal slippe hurtigt og effektivt af med Helle, er de
nødt til at forsikre alle om, at hun sidder urokkeligt Sass’ overraskende forsikring om, at der ikke er nogen kupplaner mod Thorning, har ansporet kommentatorerne. Jesper Termansen (Radio24syv) mener, at Sass er med til at puste til ilden og sætte gang i endnu flere spekulationer. Hans Engell (Ekstra Bladet) mener modsat, at alle nu er helt klar på, at Helle ikke stiller stilletterne, før hun eventuelt taber næste valg. Henrik Qvortrup (TV 2) er sikker på, at det er en meget presset Thorning, der har været nødt til at sende løjtnant Sass i byen. Groft sagt mener enfoldigt, at Sass bare søger at bevare Helles internationale markedsværdi. Sass har nemlig indset, at man mest problemfrit kommer af med Helle ved at få hende headhuntet til EU eller andre steder. Så kan alle ministre, der anonymt har stukket hende i ryggen, følge hende på vej med lovprisningstaler. Af Foghs vellykkede exit fra dansk politik har Sass lært, at der er størst chance for at få en dansk statsminister afsat på anstændig vis, hvis hele verden tror fuldt og fast på, at statsministeren er urokkelig. En fældet Helle vil Socialdemokratiet derimod hænge på til evig tid. Giv os mere Voss! [25/1, 27/1]Lægen, forfatteren og storrygeren Tage Voss fejrede sine 94 år med at springe ud på TV som kompromisløs sortseer. Herved dannede han en perfekt kontrast til al den lalleglade optimisme som står i tykke stråler ud af TV-skærmen døgnet rundt. Kaskader af vammel, lalleglad optimisme sprøjter ud af TV-skærmen, hver gang man åbner. Alt i TV er indrettet efter komediens love. Ikke mindst nyhedsudsendelserne, hvor verdens elendighed leveres portionsanrettet af nøje castede studieværter, som ligegyldigt, hvad de serverer, skal holde en flirt igang med seerne og signalere overskud. Ingen jordskælvskatastrofe får lov at martre os, uden der efter mange dage, hvor alt håb synes ude, mirakuløst trækkes et overlevende barn ud af ruinerne. Omhyggeligt sørger man således for, at vi bevarer optimismen ude i stuerne, mens vi time for time kaffedrikkende nærmer os vores egen personlige undergang. Derfor ramte det Groft sagt som et chok, da TV pludselig viste os en hudløst ærlig, pessimistisk olding Tage Voss i slåbrok, som ikke engang gider lade sig operere for prostatakræft og derfor ser frem til højst at have seks måneder tilbage. Rygende på en usund cigar frabad han sig al optimistisk omklamring angående alderdommens velsignelser. TV bør indgå fast aftale med Voss. Han er en forfriskende kontrafigur til koret af lallende optimister. Stik modsat-reglen [25/1, 26/1]Henrik
Sass Larsen har opsigtsvækkende klart slået fast, at der ikke er
kupplaner mod Thorning. På grundlag heraf forudsiger Stik
modsat-reglen, at Thorning er færdig om kort tid Reglen begyndte med S-SFs valgløfter, hvoraf de mest eksplicitte og opsigtsvækkende løfter systematisk blev efterfulgt af handlinger i stik modsat retning. Så fulgte Villy Søvndals eksplicitering: ”Jeg er formand for SF og sådan er det.” Kort efter gik han af. Så fulgte Margrethe Vestager, som ekspliciterede: ”Sådan er det jo”. Kort efter lavede regeringen to akutjobpakker, som begge sendte det modsatte budskab: ”Fat håb, for det er alligevel ikke sådan”. Tendensen er klar: Når noget fastslås usædvanligt tydeligt og klart, så handler den, der fastslår det, stik modsat kort efter. Denne klare regel gør det muligt at forudsige fremtiden med stor præcision: 1) Sass har netop fastslået, at der ikke er kupplaner mod Thorning: ”Hun er vores statsministerkandidat, når vi når frem til næste valg”. Thorning er altså færdig om kort tid. 2) Der er netop i Folkekirken blevet opslået et præstejob med et opsigtsvækkende udtrykkeligt krav om, at præsten skal være kristen. Menighedsrådet vil derfor snart ansætte en, som i sin sjæls inderste f.eks. er agnostiker eller tilhænger af asatroen. No killing, I’m prince [24/1, 25/1]Den
gamle vittighed 'no sex, we are British´ har verdenspressen nu
genoplivet med en særlig Afghanistan-variation Den britiske prins Harry er netop vendt hjem fra sin tjeneste som Apache-helikopterpilot i Afghanistans Helmand-provins. I den forbindelse har vistnok alle medier bragt nyheden om, at han under opholdet i Afghanistan har dræbt talebanere. Og TV viste igen og igen de samme to-tre klip fra interviewet med prinsen, hvor han bl.a. oplyste: ”Ja, men det er der mange der har. Alle har skudt en del.” Groft sagt er forvirret over, at dette præsenteres som en nyhed af alle verdens medier, herunder den danske verdenspresse. Groft sagt troede, at alle vidste, at krig bl.a. gik ud på at slå fjender ihjel, fordi man ellers selv blev dræbt. Men nu forstår Groft sagt så, at alle verdens medier tror, at krig normalt går ud på at flyve rundt i Apache-angrebshelikoptere og nyde udsigten over det eksotiske landskab. Eller at alle verdens medier i det mindste havde ventet af prinsen, at han – når han fik en talebaner på kornet – så afstod fra at skyde og i stedet greb højttaleren og brølede til fjenden: ”No killing, I’m a British prince.” TV-vejrværten er Gud [23/1, 24/1]Vejrudsigterne
breder sig. Officielt fordi behovet for informationer om vejret er
umætteligt. Men den virkelige grund er, at stationerne konkurrerer om
at efterlade seerne rolige og trygge, efter de har set urovækkende
indslag om død og ødelæggelse Vejrudsigterne breder sig. De er i alle nyhedsudsendelser og får stadig flottere studier og skærme. Og stadig bedre og mere karismatiske studieværter. Den officielle forklaring er, at vejret jo er vigtigt for os alle sammen. Men den egentlige, dybdepsykologiske forklaring er efter Groft sagts vurdering, at vejrudsigterne skaber ro i vort sind. Sammen sidder vi og betragter med stolthed vores lille, mærkeligt udseende land, som betydningsfuldt svulmer op og fylder hele skærmen, mens vi får videnskabelige forklaringer fra den sympatiske, optimistiske vært med animerede kurver, søljediagrammer, pile og møller. Mange seere skræmmes af nyhedsindslagene om verdens konflikter, krige, terror, økonomisk krise og sygdom. Derfor sørger de omsorgsfulde iscenesættere af TVs nyhedsudsendelser for, at alle udsendelser afsluttes med et tryghedsskabende indslag, der viser en TV-vært, som ved alt, hvad der sker de næste 5 dage. Og som smiler trygt og godt til os, selv om den står på storm, kulde og hagl. Tættere på rollen som den gode, alvidende Gud kommer ingen andre studieværter. Direktøren og dyret [22/1, 23/1]Den
politiske ungtyr Thor Möger Pedersen (SF) har lavet et barn på en
DR-direktør, som er så naiv, at hun ikke har opdaget det DR har ansat Thor Möger Pedersen (SF) til at være studievært på et nyt program på DR2, der fra foråret tager TV-kameraer og mikrofoner med ud på arbejdspladser, forsamlingshuse, skoler, plejehjem. Det er et job, som mange erfarne TV-journalister har topkvalifikationer til. Så hvorfor lige netop Möger, som overhovedet ikke har erfaringer med journalistisk TV-arbejde? Her forklarer den ansvarlige DR-direktør Inger Bach: ”Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at lave en aftale med Thor Möger Pedersen, der som tidligere minister har en unik indsigt i helt centrale politiske spørgsmål og beslutningsprocesser.” Ja, godmorgen. Den 60-årige direktør har åbenbart ikke opdaget, at det potente politikerdyr Möger har lavet et barn på hende. Hun forærer ham landets bedste platform til at bevise, at han – stik imod hvad alle tror – skam sagtens er i stand til at tale til og med almindelige vælgere. Lykkes Möger som studievært, nedkommer DR-direktøren med et fuldt udviklet Mögermonster, som direkte fra moderkagen vil springe videre til en stor karriere i Socialdemokratiet. Helt Leth [18/1, 22/1]Lance
Armstrongs tilståelser af snyd og svindel inspirerer Tour de
France-kommentator Jørgen Leth til fortsat heltedyrkelse I de mange år, hvor Lance Armstrong vandt alt, forfulgte han brutalt alle, som antydede, at han var dopet. Nu ved alle så, at disse mistanker var fuldt berettigede og mere til. Hertil kommer så alle de millioner af almindelige seere, som i årevis har beundret overmenneskets kamp mod bjerge og modstandere. Disse seere er blevet narret efter alle dopingkunstens regler. Nu ligger helten så i sølet, totalt ydmyget af sine løgne og bedragerier. Og dog. For gennem elendigheden lyder Tour de France-kommentator Jørgen Leths karakteristiske snøvlende stemme til os med det overraskende budskab, at Armstrongs tilståelse er en ny heltegerning i rækken af tidligere bedrifter: ”Heldigvis er der kun positive konsekvenser for cykelsporten. Jeg synes, der er ryddet en stor sten af vejen. Jeg tror, at man kan se med større optimisme for cykelsporten fremover.” Sitrende af beundring fremhæver Leth, at Armstrong heroisk klædte sig helt nøgen for øjnene af os. Thorning bør allerede nu hyre Leth til at sørge for, at hendes kaotiske undergang bliver fremstillet som en heltemodig triumf. Minister Heunicke [18/1, 20/1]Den
psykologiske profil, som PR-firmaet Waterfront i dybeste hemmelighed
har lavet af politisk ordfører Magnus Heunicke (S), er helt i skoven.
Det kan enhver se Hele landet har stor fornøjelse af, at der er en, der er blevet fyret fra PR-firmaet Waterfront og nu forsyner især TV Avisen med interne dokumenter, senest psykologiske profiler af nogle politikere. Groft sagt havde glædet sig til rystende afsløringer af politikernes traumer og komplekser. Ak, hvilken skuffelse! Det eneste rystende ved profilerne er deres banalitet. Tænk, at DSB, som kører med gigantisk underskud, betaler de fallerede konservative politikere i Waterfront for den slags gymnasiefristile. Desuden er beskrivelsen af politisk ordfører Magnus Heunicke helt i skoven: ”Han mangler arbejdsevnen og brutaliteten, som er fornøden (til at blive minister).” Enhver, som følger lidt med i dansk politik, kan med egne øjne iagttage Heunickes overmenneskelige arbejdsindsats med at bortforklare og nedtone sin statsministers totale fiasko ved hver ny meningsmåling. Med en dødsforagt, frygtløshed, ja brutalitet, kaster han sig ind i det håbløse projekt. Heunicke er særdeles ministermoden, især til en gerning i en regering på afgrundens rand. Mandbare kvinder [18/1, 19/1]Dansk
Melodi Grand Prix lanceres i helsidesreklamer med tre, unge kvindelige
værter, som kun er skind og ben. De bør fedes op inden showet. Det er
jo ikke en indsamling til sultne børn i Afrika. På forsiden fredag melder Berlingske, at dobbelt så mange nyfødte danskere har gamle fædre. Mandeforsker Kenneth Reinicke forklarer, at årsagen er, at danske mænd nu føler sig unge i længere tid. Det er svært at være uenig i. Hvis mandeforskeren havde hævdet, at forskning pegede på, at gamle fædre kaster sig ind i avlsarbejdet, fordi de føler sig gamle før tid, så ville hans tid som mandeforsker være forbi. Groft sagt mener, at den intetsigende forskerforklaring bør suppleres med en med mere gods på: I øjeblikket ses helsidesreklamer for Dansk Melodi Grand Prix 2013 med de tre unge værtinder i festskrud. Men ak, de er alle kun skind og ben. Groft sagts teori er, at modne mænd skræmmes væk af helt unge kvinder, som ofte – ifølge tidens skønhedsideal – er rene knoglestativer. Sådanne kvinder udløser ikke seksualdriften, men fodringstrangen hos mænd. Først når kvinder er kommet lidt op i årene, slapper slankedisciplinen og får stødpuder på kroppen, kan de med ublandet glæde bestiges af modne mænd uden knæ- og hoftebeskytter. Teorien bekræftes af, at også mødre bliver ældre i disse år. Virtuelt TV [17/1, 18/1]Korrespondenter
fortæller ofte ikke andet end enhver kan finde på nettet. Med et
virtuelt TV-studie kunne TV både spare rejseudgifter og sikre
korrespondenter bedre tid til opdatering på nettet BBC har netop taget et nyt mediehus i brug. Blandt nyskabelserne er et virtuelt studie, hvor man kan anbringe en korrespondent et vilkårligt sted i verden – selv om korrespondenten rent fysisk står i BBC-palæet i London. Man projicerer bare autentiske, levende billeder fra stedet ind bag korrespondenten, således at det fuldstændig ser ud som om korrespondenten faktisk befinder sig midt i begivenhederne. Ak, hvor er dansk TV dog håbløst bagefter med det bagstræberiske hykleri om at undgå iscenesættelse. Groft sagt så onsdag aften i TV 2 News først en udsendt korrespondent fortælle direkte fra Malis hovedstad og derefter Ulla Terkelsen forpustet fra sin hotelbalkon i New York fortælle om gidselsaffæren i Algeriet. Men ingen af dem videregav informationer, som de ikke lige så godt kunne have fundet på nettet hjemme i Danmark. Det var altså ren iscenesættelse. Danske TV-chefer bør opgive sådanne primitive iscenesættelser og i stedet indføre virtuelle studier. Det vil give korrespondenter bedre tid til at blive opdateret på nettet, hvis de ikke hele tiden skal ræse rundt i verden. Anti-krimi [16/1, 17/1]Politimuseets
udstilling af malerier af unge, myrdede kvinder er en udmærket modvægt
mod alle krimihistoriernes reduktion af mordofre til bipersoner, hvis
funktion er at udstille kriminalchefens genialitet. Politimuseet viser en række malerier af 12 unge kvinder, som er myrdet. De fleste de senere år. Museumsleder Frederik Strand har helt bevidst undladt at få godkendelse hos de pårørende, fordi det vil begrænse ytringsfriheden og muligheden for at lave den slags udstillinger. Desuden påpeger han, at alle medier jo rask væk behandler mordsager og viser portrætter af myrdede personer uden først at spørge de pårørende om lov. Og her har Strand jo helt ret. Krimihistorier med tilhørende portrætter er godt stof i alle medier. Og familien Danmark gyser og frydes hver aften over ofte ret udpenslede mord i diverse populære krimiserier. Men det myrdede offer er i historierne altid bare en hurtig overstået anledning til, at helten, typisk kriminalchefen, overtager scenen, charmerer alle og finder morderen. Det er derfor godt, at Politimuseet nu forsøger at promovere ofrene, uden at de overskygges af krimipropagandaens superintelligente og helt urealistiske kriminalhelte, som altid finder morderen. Flere af de portrætteredes mordere går stadig frit rundt iblandt os. Agurkesalat [15/1, 16/1 under titlen ’Den totale
inkompetence’]
DSBs
seneste skandale handler ikke om juridiske finesser. Derfor er det
idiotisk at politikere og DSBs topleldelse venter på, at et uafhængigt
advokatfirma laver en rapport om den Transportminister Henrik Dam
Kristensen og Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen har begge
naiv tiltro til, at advokatfirmaet Bruun & Hjejle kan placere
et eventuelt ansvar i sagen om DSB, der bad PR-bureauet Waterfront om
at holde journalist Lars Abild beskæftiget med noget andet end at
skrive kritisk om DSB. Men hvad forstand har bønder (her: jurister) på
agurkesalat? I sin kerne handler sagen ikke om jura, men om image og
etik: Alle vælgerne holder med eneren Lars Abild som tappert kæmpede
for at få sandheden om den tumpede kolos DSBs skandaler ud til os
allesammen. Lækagen af en mail fra Waterfront til en underdirektør i
DSB bestyrker bare vælgernes indtryk af DSBs tragiske, totale
inkompetence. Det har ikke en pind med juridiske finesser at gøre.
Derfor er det absurd, at både politikere og DSBs ledelse nu sylter
sagen hos et advokatfirma, og derved bilder alle ind, at sagen handler
om formelle regler. Men sagen handler om etik og vælgeropbakning. Altså
lige præcis sådanne emner, som Dam Kristensen og Pihl Lorentzen er
eksperter i. I mangel af bedre. Uhyggeligt nok. Forskere galt i byen [11/1, 15/1]En ny
bog afslører alvorligt fusk i indvandrerforskningen. Man kan håbe, at
de berørte universiteter vil benytte bogen som anledning til at skære
ud i pap, at man ikke accepterer fusk Alle undersøgelser har længe vist, at Danmark er et af de lande i verden, hvor borgerne er mest tillidsfulde over for hinanden, herunder over for flygtninge og indvandrere. Nu udkommer der så en bog ”Er danskerne racister?” skrevet af to universitetsforskere, Henning Bech og Mehmet Necef, som bekræfter denne sandhed. Det nye er, at bogen afslører, at dominerende dele af dansk universitetsforskning om indvandrere i årevis fejlagtigt har påstået, at danskere er fremmedfjendske og racistiske. Disse forskere har systematisk misbrugt statistikker, fejlciteret og tolket forskningsinterviews tendentiøst. Ud fra utvivlsomt de mest ædle politiske motiver om at hjælpe indvandrere har dominerende forskere altså ifølge bogen groft misbrugt deres forskerstatus til at forvrænge virkeligheden. Bogen vil næppe gøre nogen forskel i den offentlige debat. Her kaldes bogen allerede for ”vrøvl” og afvises som fejlagtig af de forskere, som den hænger ud med navn. Groft sagt håber, at bogen kan få universiteter til at forklare almindelige danskere, om det er i orden, at forskere går så galt i byen. Rationel bogproduktion [11/1, 14/1]Bogbranchens
problemer skyldes, at manuskripter produceres på må og få af isolerede
særlinge, som lider af storhedsvanvid Hidtil har det været sådan, at forfattere sad alene og ofte smertefuldt fødte en tekst, som de derefter håbede et forlag kunne se genialiteten i og derfor ville udgive. Men færre og færre læsere gider betale for den slags, og boghandlere dør på stribe. Meget tyder på, at vejen frem for forfattere ligger i samarbejde og specialisering. Således har forfatteren Jussi Adler-Olsen skaffet sig forsider under julesalget på at afsløre, at han fik hjælp af en god ven, da han ikke kunne overskue teksten til sin seneste bestseller. Tænk på, hvor salgbar al dansk skønlitteratur kunne blive, hvis man raffinerede Adler-Olsens produktionsform, således at hver forfatter kunne trække på specialister gennem Forlæggerforeningen. Der kunne være et kontor for replikker, et andet for vittigheder og et tredje for spænding, et fjerde kontor for forelskelse, et for livets mening og et kontor, som sørger for, at samfundsproblemerne bliver sat under debat. Formentlig bør den gammeldags individualistiske forfatter, som raver i blinde, helt spares væk. Bogbranchen må som andre brancher tænke nyt eller gå under. Jagten på Groft sagt [11/1, 12/1]Der
findes en klode i verdensaltet, som er en perfekt kopi af Jorden med
mennesker og det hele. Det følger statistisk af uendeligheden. Men
ingen kan finde den Nu har rumteleskopet Kepler leveret data som tyder på, at der er 17 mia kloder som Jorden alene i vores egen galakse. Og der spørges: Kan de være beboet af menneskelignende væsner? Groft sagt svarer: Ja, selvfølgelig. Alene statistikken tilsiger det. Ligesom statistikken jo længe har sagt, at hvis man sætter en abe til et tastatur, så vil den på et eller andet tidspunkt få skrevet William Shakespeares samlede værker. Men Groft sagt går videre endnu og profeterer, at der ude i universet findes utallige kloder med mennesker. De 17 milliarder Jordlignende kloder i denne galakse skal jo ganges op med det uendelige, fordi der findes en uendelighed af galakser. Faktisk er det således, at der – alene ud fra statistiske betragtninger – i dette øjeblik sidder et menneske fuldstændig som Groft sagt og skriver denne Groft sagt i Berlingske på mindst én anden klode i universet. Det følger statistisk af uendeligheden. Det eneste reelle problem er at finde ud af, nøjagtigt hvor de andre beboede kloder befinder sig, herunder dem med Groft sagt’er. Kan det være denne? Måske. Ingen aner det. Fredericias komiske Ali [10/1 version 2, 11/1]Medierne
elsker politikere, som taler i åben strid med virkeligheden for at
bevare magten I flere dage har sagen om Fredericias Venstreborgmester, Thomas Banke, domineret i medierne. Bag alle festlige detaljer var sagen enkel: Borgmesteren havde mistet tilliden i byrådet. Og administrationen havde lækket bilag for at fælde ham. Enhver ved, at en leder uden tillid ikke kan lede noget som helst. Også selv om han trasker rundt iført borgmesterkæde og hele pivtøjet. Derfor har det eneste fornuftige og værdige for Banke hele tiden været, at han erklærede, at han af hensyn til Fredericia og partiet Venstre trak sig. Men når der kæmpes om gode politiske job i kommunerne, viser magtsygen og griskheden ofte sit groteske fjæs. Og intet i dansk politik fascinerer åbenbart vælgere og seere mere end en politiker, der helt har opgivet at fremstå forstandigt, ydmygt og idealistisk og bare klamrer sig barnagtigt til magten. Samtidig med at han som en komisk Ali opfordrede omverdenen til at koncentrere sig om den politiske substans i stedet for hans ligegyldige person. Og hvis ikke Løkke havde pillet ham ned, så havde hans Bankelyde stadig holdt ham ved magten. Pædofili på hjernen [8/1, 10/1]Vuggestuer
og børnehaver vender for tiden op og ned på sig selv, fordi enkelte
forældre lider af overdreven pædofiliskræk En mandlig pædagog fortalte forleden i TV om, hvordan han havde leget ”spøgelsesleg” med nogle børn i et mørkt rum i børnehaven. Et af børnene skulle så have betroet sine forældre, at pædagogens tissemand indgik i legen, hvilket pædagogen på det bestemteste afviste. Men han blev politianmeldt og suspenderet, og selv om politiet ikke fandt grundlag for at rejse tiltale, så kunne han ikke fortsætte sit arbejde i institutionen og var nu arbejdsløs. Denne og lignende sager har fået mange institutioner til at indføre regler, som skal forhindre at mandlige pædagoger er alene med børn, og at de foretager bleskift. Der nyindrettes også institutioner med glasvægge, således at alle hele tiden kan holde øje med alle. Groft sagt beder børnehaver og vuggestuer om at slå koldt vand i blodet. Egentlig handler det jo bare om at forhindre, at nogle få, pædofilihysteriske forældre får den mindste chance for at tryne en pædagog med falske anklager. Derfor bør man psykologteste forældre for denne hysteri ved barnets optagelse i institutionen. Og naturligvis kun omgås sådanne forældres barn i flok. Bullshit revurderet [7/1, 8/1]En god
konsulent kan tjene op til 10 millioner årligt. Rimeligt nok! For det
er et stort arbejde at få kunder til at æde det sidste nye bullshit som
åbenbaringer Berlingske Business fortalte søndag om den indbringende konsulentbranche med årsindkomster på op til 10 millioner kr. Groft sagt har ikke meget tilovers for dem, som foragteligt vrisser ”bullshit” efter konsulenterne. Det afgørende er jo, om virksomhederne føler sig hjulpet af konsulenterne, når de kommer med det sidste nye bullshit fra den amerikanske managementlitteratur. Eller som det lidt mere omstændeligt formuleres i Dansk Erhvervs rapport ’Management Outlook 2013’: ”Managementsbranchen er en branche, der i særdeleshed er følsom over for de store trends, der rammer dens kunder. Det hænger sammen med, at branchen ofte skal definere og udpege netop disse forandringer eller give svar på mulige reaktioner herpå. Og helst være et skridt foran kunderne.” Her burde så efter Groft sagts vurdering tilføjes det væsentligste, nemlig: ”Og frem for alt sørge for at kunderne styrkes mentalt og forretningsmæssigt af det sidste nye bullshit.” Folk, som rakker konsulenter ned, undervurderer groft den store udfordring det er at få kunder til at æde det sidste nye bullshit som åbenbaringer. Ro eller Rohde [4/1, 7/1]Jens
Rohde (V) har med sit personlige eksempel demonstreret, hvordan dansk
presse kan gøre EU-stof interessant for vælgerne. Men Venstre finder
prisen for høj og foretrækker fortsat at lade EU hvile i stilhed Rohde fortsætter sin kamp for at få den danske befolkning til at interessere sig lidt mere for EU ved hjælp af proceshistorier om sin person. Under Venstres landsmøde erobrede han således scenen i alle medier, da ledelsen satte ham på plads og aflyste hans kåring som spidskandidat på grund af en kronik, som de syntes var for EU-begejstret. Og nu får Rohde igen presse, fordi han er blevet opstillet som EU-kandidat i en nordjysk kreds og dermed (vistnok) afskriver sig positionen som mulig spidskandidat. Rohde lykkes bedre end alle andre med at vedligeholde en markant offentlig profil, til trods for at han sidder i EU-parlamentet. Ikke fordi mange vælgere aner, hvad han udretter i parlamentet, men fordi han dygtigt forstår at fortælle videre på historien om underdoggens kamp mod ledelsen. Det er beklageligt, at Venstres ledelse åbenbart endnu ikke har indset, at Rohde rummer løsningen på, hvordan man får EU mere ind i dansk presse. Eller også har de indset, at prisen for mere EU i pressen er for høj. Og vælger derfor at hvile i fred med en ukendt spidskandidat fra EU-parlamentet. Tilbagevirkende gæt [4/1, 6/1]DR har
undskyldt, at man narrede seerne til at tro, at man ikke kendte
Thornings nytårstale i optaktsudsendelsen. Til næste år bør også seerne
kende nytårstalernes ordlyd i god tid, inden de sendes. Det kan spare
timers optaktudsendelser i tomgang TV afsætter stadig mere tid til optakten til nytårstaler. Og både studieværter, eksperter og inviterede politikere synes jo, at de er nødt til at overgå hinanden med en frit associerende talestrøm, som fører både hid og did med sludder, sladder – og nu også løse gætterier om fremtiden. For kampen for at udfylde stadig flere timers optakt med snik-snak fik forleden DRs studieværter ud i det desperate, absurde projekt at gætte på indholdet i Thornings tale, selv om de flere timer tidligere havde læst den på tryk. Og studieværterne fik flere toppolitikere, der jo også tilhører den politiske elite, og som derfor også havde fået talen udleveret i god tid, til at gætte med på, hvad statsministeren mon ville hitte på at sige. Ude i sofaerne sad så seerne og blev snydt, så vandet drev. Nu angrer DR så manipulationen. Meget vel, men hvordan vil man så slå tiden ihjel i næste års endnu længere optaktsudsendelser? Groft sagt foreslår, at også hr. og fru Danmark næste år får nytårstalerne på skrift i god tid. Så kan der spares timers optaktudsendelser med gætterier om, hvad talerne indeholder. Barfoed har fået nok! [4/1, 5/1]Medier
og kommentatorer bør stoppe med at mobbe Lars Barfoed. Fordi det er
uetisk, fantasiforladt og ofte unødvendigt Groft sagt kræver øjeblikkeligt stop for de gentagne forhånelser og ydmygelser af Lars Barfoed (K). Det seneste eksempel på Barfoed-bashing bør ikke passere upåtalt. Således fortæller alle medier fredag, at Løkke ikke har talt fra talerstolen i folketingssalen i 2012. Gruppeformand Kristian Jensen bekræfter, at det er en bevidst strategi, som partiet ikke foreløbigt har tænkt sig at ændre på. Ideen er, at partiformanden skal gemmes væk, så han virker mere frisk til næste valg. Men alle ved jo, at Løkke samtidig scorer flere stemmer end nogensinde, så hvorfor skal den korpulente Løkke dog påføre sig besværet med at bestige talerstolen, hvorfra der i forvejen lyder så megen unyttig tale? Men så er det, at medierne – som positiv kontrast til Løkke – vælger at fremhæve, at Barfoed har været mindst 25 gange på talerstolen i løbet af 2012. Og til absolut ingen nytte; det ved vi jo allesammen. Medierne burde have sparet Barfoed for denne ydmygende sammenligning med Løkke. Der er rigeligt af andre altid talende formænd at sammenligne tavse Score-Løkke med. Madlavning i TV Avisen! [3/1, 4/1]Det er
efterhånden klart, at seerne kræver mad eller kokke i alle udsendelser.
Hvis den politiske virkelighed skal have en chance over for den
kokkedrevne fiktionsserie 'Borgen', så må der mere mad ind i TV Avisen Nu er der begyndt endnu en sæson med DRs succesfulde TV-serie Borgen. Men Groft sagt kan ikke forstå, hvordan folk gider sidde og labbe TV-kokken Adam Prices fantasier om dansk politik i sig, når den langt mere sindsoprivende virkelighed viser sig i alle nyhedsudsendelserne. Seriens Birgitte Nyborg er jo rent pap ved siden af virkelighedens Helle Thorning-Schmidt. Timers beskuelse af Sidse Babett Knudsen, som prøver at ligne Thorning, rummer kun en brøkdel af den intensitet, som det giver at overvære få minutters direkte interview med Thorning. Og nu rummer seriens nye sæson så også en kommentatorfigur, som skal forestille virkelighedens Peter Mogensen. Men det er jo vanvittigt at forestille sig, at det kan friste seerne at sidde og glo på en skuespillers efterligning af Mogensen, når den ægte Mogensen løbende tilbydes i så overdådige mængder og kvaliteter. Forklaringen må være, at seere i dag kræver madlavning eller i det mindste en kok i alle udsendelser. Groft sagt kræver derfor madlavning i TV Avisen. Ellers er dansk politik chanceløs i konkurrencen om seerne. Læserservice [2/1, 3/1]
Det er stadig ikke
lykkedes nogen at finde en eneste påstand i vores to lederes
nytårstaler, som kan bestå ikke-prøven Groft sagt
havde indtryk af, at ingen af nytårstalerne rummede konfliktstof. Men
så fandt Berlingske tilsyneladende alligevel et citat fra vor dronnings
nytårstale, som skulle være i konflikt med et citat fra vor
statsministers snik-snak-nytårstale. På forsiden af onsdagsavisen
opfordredes læserne så dramatisk til at afgøre, hvilken af vores to
ledere som har ret. Groft sagt kan afsløre, at
begge talere har ret. Vor dronning gør opmærksom på, at de meget unge
kan blive så optaget af de sociale medier, at de lever i cyberspace og
kun lever på anden hånd i virkeligheden. Hvilket vil sige: Der findes
et ukendt antal meget unge, der foretrækker cyberspace for
virkeligheden. Og det er jo svært at benægte, at sådanne unge skulle
findes. Vor statsminister gør opmærksom på, at forældre vist godt kan
lære lidt af deres børn angående brug af de sociale medier. Og det er
vel ubenægteligt, at der i landet nok skal findes nogle kvikke børn,
som kan lære deres forældre lidt her. Berlingskes læsere bør altså gå
afslappede ind i det nye år uden at martres af et umuligt valg mellem
sine to ledere. TV går under [28/12, 2/1 2013]Gentagelser
fylder mere og mere i TVs nyhedsudsendelser. Det øger kravene til
variationer i fremførelsen, således at seerne bevarer indtrykket af, at
hver udsendelse rummer noget nyt I politik har det længe været almindeligt, at man kalder tingene det stik modsatte af det, de er. Eksempler er ’Den Tyske Demokratiske Republik (DDR)’, ’Folkerepublikken Kina’, ’Der kommer en rigtig god løsning i morgen’ og ’Akutjob’. I denne jul har denne tendens også slået igennem i TVs nyhedsudsendelser, som efterhånden er helt opfyldt af gentagelser, altså det stik modsatte af nyheder. Således gentog alle TV-nyhedsværter i dagevis, at Jorden gik under ifølge en maya-kalender. DR havde desuden afsat en hel, underholdende temaaften til nyheden. Dagen efter undergangen fulgte studieværterne så op med at gentage i timevis, at Jorden ikke var gået under. Alle studieværter har også igen og igen fortalt, at det, mænd køber i sidste øjeblik, er BHer med for store skåle og trusser, som er for små. Og efter julen gentog alle værter så en hel dag, at der var stor travlhed med at bytte. Samtidig fylder vejrudsigterne, som dagen lang fortæller om det samme vejr, mere og mere. Groft sagt opfordrer nyhedsværterne til at tage forskellige sjove næser på for dog at variere udsendelserne lidt. Bogens befrielse [29/12, 1/1 2013]Nu
foreslås det at genindføre fastprisaftalen på bogmarkedet for at
beskytte boghandlere mod konkurrencen. Men ingen tænker på at beskytte
forfattere mod undergang, mens de venter på, at forlag beslutter, om de
vil købe et manuskript. Selvfølgelig er det slemt for forlagene og boghandlerne, at de nu må konkurrere på priser med store internationale netforlag og -boghandlere og supermarkeder. Men konkurrencens pinsler er jo endnu værre for de stakkels forfattere, som altid har lidt hårdt under konkurrencen fra andre forfattere om at få deres manuskripter udgivet. På markedet for manuskripter har der aldrig været nogen fastprisaftale, som skulle sikre forfattere mod undergang, mens de forsøger at få et forlag til at købe et manuskript. Naturligvis ikke. Men når det kommer til formidlerne, dvs. forlag og boghandlere, så mener mange vanetænkere i branchen, at der bør økonomisk gribes ind mod konkurrencens hærgen. Men den væsentligste økonomiske udfordring i bogverdenen har altid været, hvordan man sikrer, at de, der skriver bøgerne, altså forfatterne, får til livets opretholdelse fra dem, der læser det skrevne. Den dag inden længe, hvor det kan ske helt uden det formidlende led med forlag og boghandlere, så har problemet om faste bogpriser i bogbranchen med et snuptag forældet sig selv. |
|
|
|
|
|
|
|
|
