|
|
|
|
|
|
Politisk porno [21/5, bragt 23/5, årets GS 16/12, bragt 31/12]Som rigtig porno kan det virke ophidsende på
tilskueren de første par gange, men det bliver trættende i længden, når
det ikke krydres med raffinementer. Der er for meget simpelt ind og ud
– ind af det ene øre og ud af det andet. Statsminister Helle Thorning-Schmidt har tirsdag efter tirsdag i Folketingets såkaldte ”Spørgetime” helt uden raffinementer undgået at svare på spørgsmål. Og justitsminister Mette Frederiksen fylder dagligt sin taletid i TV-interviews med at udpensle de mest platte banaliteter i stedet for at besvare spørgsmålene. Begge ministre benytter de billigste retoriske kneb så skamløst og ekshibitionistisk, at det kun kan beskrives som pornografisk politisk kommunikation. Som rigtig porno kan det virke ophidsende på tilskueren de første par gange, men det bliver trættende i længden, når det ikke krydres med raffinementer. Der er for meget simpelt ind og ud – ind af det ene øre og ud af det andet. De to ministre bør variere forspillet og raffinere mundstillingerne meget mere, inden de når frem til deres ulideligt monotone og groft simulerede ind og ud-orgasmer, som efterhånden ikke stimulerer andre end Folketingets formand Lykketoft, som stadig potent rejser sig og bliver stående længe. Omvendt Grimhøjmoské [16/1, bragt 18/1, årets GS 16/12, bragt 31/12]Dansk
Folkeparti er en omvendt Grimhøjmoské Grimhøjmoskéen modtager taknemmeligt alle søgende sjæle og hjernevasker dem til at blive gode muslimer, måske endog fanatiske terrorister, der er villige til at ofre deres eget liv af kærlighed til deres imamer og Profeten. Dansk Folkeparti gør det modsatte: afviser forvirrede, søgende sjæle, som vil ind i partiet, af frygt for, at de skal bagtale imamen Tulle og profeten Pia. Der kan tales for og imod begge rekrutteringsmetoder. Men som altid er det markedskræfterne, der bestemmer. Dansk Folkeparti vader i folk, der gerne vil ind i partiet. Men partiets succes afhænger af, at Tulle og Pia gør det godt på TV og ikke saboteres af vantro landsbytosser i partiet. Grimhøjmoskéens succes afhænger af, at imamer og moskeens formand optræder så lidt som muligt i TV, fordi de skræmmer danskerne og får politikerne til at indføre begrænsninger for moskéens udfoldelser. Derfor ligger moskéens vækstmuligheder i at suge enhver forbipasserende søgende sjæl til sig og hjernevaske ham eller hende til at være en god muslim, der elsker ledelsen betingelsesløst, selv om den optræder som landsbytosser. Happy end for satire [30/12, ]Corydon har mange tekniske kvaliteter. Det fremgår klart af bestseller-satiren fra 2014 ”Den hemmelige socialdemokrat”, hvor han er én af dansk satirelitteraturs fæleste skurke. Men trods sine mange tekniske kvaliteter, har Corydon næppe evnerne til at lave en anonym satire om, hvordan han narrede Henrik Sass Larsen og huggede finansministerposten for næsen af ham i 2011. Derfor er det en glædelig ting for dansk satire, at det er Corydon, der nu er blevet befriet fra Christiansborgs politiske trædemølle af sine netværksbrødre i McKinsey, og at det er Sass, der bliver. Det varsler godt for landets mange elskere af politisk satire. Vi kan nu håbe på en ramsaltet fortsættelse, ”Den hemmelige socialdemokrat II”, hvor Sass som Mette Frederiksens suveræne rådgiver kæmper desperat med Dansk Folkeparti om flygtningeskræmte vælgere. Og Sass vil kunne sikre sin fortsatte anonymitet som forfatter ved at gøre sig selv til en endnu værre skurk, end Corydon var i den første. Bestået integration [30/12, 31/12]Den
17-årige, muslimske gymnasieelev Mohamed er tydeligt særdeles godt
integreret i, hvordan man debatterer effektivt i et demokrati. Det var to slukørede, kernedanske mænd, som TV fremviste efter deres henvendelse til Bilka havde udvirket, at kasseekspedient Mohamad Al Jawerheri var blevet fyret fra sit fritidsjob. Til gengæld kunne man glæde sig over en gymnasieelev, som på forbilledlig måde mediehåndterede sin egen vanskelige situation i en mediestorm. Bl.a. reagerede han i et radioprogram uden tøven, da Bilkas pressechef trådte vande ved at afvise at udtale sig ”i konkrete personalesager” med ”det er mig, der er personalesagen, og jeg giver dig fuld tilladelse.” Hvorefter der bare blev trådt endnu mere vande. Den 17-årige, muslimske gymnasieelev Mohamed er tydeligt særdeles godt integreret i, hvordan man debatterer effektivt i et demokrati. Derimod har sagen afsløret, at mange kernedanske, velvoksne mænd fra familier med flere generationers erfaring med demokrati, endnu ikke har fattet, hvad en offentlig demokratisk debat går ud på. F.eks. at man let kommer til at se dum ud, hvis man undervurderer sin modstander. Skabelseskommission [29/12, ]Forskningsminister Esben Lunde Larsen mener, at der står en skabende gud bag universets oprindelse. Ifølge en Megafon-undersøgelse i Politiken mener 40 procent af danskerne, at man ikke kan være minister for forskning og samtidig tro på, at Gud har skabt verden. Så det ser ikke godt ud for Larsen. Forskningsministeren bør gå i offensiven ved at nedsætte en Skabelseskommission, som skal finde hoved og hale i verdens skabelse. Det er helt almindeligt i dansk politik at skyde et kontroversielt emne til hjørne ved at nedsætte en kommission: Blekingegade, Farum, Irak- og Afghanistan, skattesag, Tibet. Alle tror på, at ethvert problemkompleks kan endeligt udredes af en kommission bestående af en landsdommer og nogle juridiske bisiddere. Når nu verdens skabelse er blevet til et kontroversielt politisk spørgsmål her i landet, bør ministeren derfor ikke tøve. Jo før kommissionen nedsættes, jo før har vi svaret. Og hvis det aldrig kommer, har vi fred så længe. Vinterbaderes julefryd [29/12, 30/12]Det er
en grundregel for julens TV, at vinterbadere altid fryder sig over det
kolde vand. Ellers var de ikke vinterbadere, men sad hjemme og iagttog
gysende disse galninge. I forbindelse med juledagenes agurketid har TV flere gange fremvist frysende mennesker ved danske strande i badedragt. Ofte er det modne, ældre mennesker. Sjældent ser vi purunge med stram hud. Vi ser disse ældre modigt vade ud i det syv grader kolde havvand og pjaskende og hvinende neddyppe deres vinterhvide legemer. Vel oppe på stranden igen udtaler de sig altid yderst begejstret over det kolde vand. Aldrig nogen omkomne, aldrig et hjertetilfælde eller bare en enkelt forfrysning i en tå. Der ses intet telt med beredte paramedicinere på stranden. Tværtimod fremhæver flere af de vinterbadende den sundhedsfremmende virkning af kuldechocket, som de varmt anbefaler til seerne. Aldrig én, der mener det modsatte. Disse ensidige indslag er hverken indoktrinering eller manipulation, men bare selektion. Det er en grundregel for julens TV, at vinterbadere altid fryder sig over det kolde vand. Ellers var de ikke vinterbadere, men sad hjemme og iagttog gysende disse galninge. Menneskesyn og statskasse [29/12, ]Tilsyneladende er alle ifølge Berlingske tirsdag enige om, at højere pris på alkohol vil medføre mindre forbrug. Og hverken EL, SF eller Alternativet anfører med indigneret stemme, at det er et afskyeligt menneskesyn, der ligger bag tanken om, at folks alhoholforbrug kan reguleres ved at hæve priserne. Men hver gang regeringen nedsætter ydelser til flygtninge eller kontanthjælpsmodtagere for at fremme deres motivation til at finde et arbejde, så hører vi, at man har et usselt menneskesyn, hvis man mener, at penge kan adfærdsregulere mennesker. Hvis menneskets adfærd reguleres med højere priser på alkohol, som medfører øgede skatteindtægter, så er menneskesynet altså OK. Men hvis menneskets adfærd reguleres med lavere overførselsindkomster, som medfører færre offentlige udgifter, så er menneskesynet ækelt. Folk, som finder det ulækkert, at noget så ophøjet som et menneskesyn afhænger af, hvor mange mønter det kan få til at klirre i statskassen, bør med en skål bekræfte deres menneskesyn. Radikal skrumpesikring [23/12, 28/12]Det er
rigtigt set af Jens Rohde og de Radikale, at han kan bringe noget
velgørende muntert og uforudsigeligt ind i de Radikales mange
kedsomhedstorturerende TV-optrædender. Selv om de Radikale skrumper ved valgene og efter seneste valg er helt uden for indflydelse på Christiansborg, så fylder de fortsat i medierne, som om landets ve og vel stadig stod og faldt med dem. Og selv om Morten Østergaard er castet som den ulideligt bedrevidende elev i skoleklassen, der altid ævlede løs til lærerens fryd, men til alle andres gaben, og selv om Martin Lidegaard fremstår som dyster udsending fra dødsriget i en gammel film af Bergman, så optræder de begge nonstop på TV ved den mindste anledning. Men intet varer jo evigt. Så det er rigtigt set af Rohde og de Radikale, at han med sit fanatisk stirrende blik, sin omflakkende skæbne, sin gode sangstemme og sit løstsiddende missil, som Thorning endnu ikke har set, kan bringe noget velgørende muntert og uforudsigeligt ind i de Radikales mange kedsomhedstorturerende TV-optrædender. Med Rohdes løstsiddende, festlige TV-figur kan de Radikale trygt fortsat skrumpe mod nul uden at miste TV-tid. Oldinges ret til fodbold [23/12, 27/12]Ingen
olding er så stor en forbryder, at han bør udelukkes fra at styrke sin
fysik ved at spille på et old boys fodboldhold. Som bekendt er man ifølge svenskerne feminist, hvis man er imod diskrimering af kvinder. Groft sagt har længe været feminist. Men nu er Groft sagt også blevet oldinist, dvs. han bekæmper diskrimering af gamle, især oldinge. Oldinismen blev antændt, da FIFA dømte præsident Blatter og UEFA-præsident Platini ude af al fodboldrelateret aktivitet i otte år. Det er rimeligt nok, at de straffes, fordi der er en masse millioner, de ikke kan gøre rede for. Men enhver kan se, at de begge trænger alvorligt til motion. Det har tydeligt nedslidt deres fysik igennem mange år at proppe sig med en masse lækker mad og sidde til møder og jonglere med millionoverførsler bag kulisserne. Selv om Platini kun er 61 år, ser han lige så fysisk ruineret ud som den snart 80-årige Blatter. Derfor er det ren oldinge-forfølgelse og diskrimination med denne dom at udelukke disse særligt fodboldglade gamle drenge fra den fodboldrelativerede aktivitet at spille på et old boys fodboldhold i en lokal klub. Knust asylansøger [22/12, 26/12]Aktionen
viser, at pressen betragter hjemsendelse af en asylansøger som en så
kedsommelig ikke-nyhed, at selv offentlig smadring af Kähler-vaser ikke
kan gøre emnet sexet. Nogle personer ville skabe opmærksomhed omkring en udvist asylansøger ved at få en masse personer til at smadre Kähler-vaser. Det lykkedes fint at skabe opmærksomhed. Pressen leverede villigt både udførlige udredninger af, hvad Kähler-vaser er, og rapporterede detaljeret og med billeder om selve aktionens fysiske udførelse. Men om den udviste asylansøger fik vi kun at vide, at vedkommende hed Reza, var 19 år og udvist til Afghanistan. Intet om, hvorfor det skulle være uretfærdigt. Aktionen viser, at pressen betragter hjemsendelse af en asylansøger som en så kedsommelig ikke-nyhed, at selv offentlig smadring af Kähler-vaser ikke kan gøre emnet sexet. Aktionen viser også, at idealister kan få massiv presseomtale ved hjælp af aktioner til fordel for udviste asylansøgere, hvis bare aktionerne er innovative og byder på photo opportunity, gerne med lidt vold. Og hvis det ikke er nødvendigt at fortælle om udviste asylansøgere og deres eventuelle uretfærdige skæbne. Det haster for EU [22/12, 24/12]Alle
problemerne kan løses i et hug, hvis EU holder endnu et topmøde, hvor
de indgår en virkelighedstraktat, som bestemmer, at mange møder og
beslutsomme ord i EU-dokumenter altid automatisk og øjeblikkeligt
ændrer den virkelighed, som dokumenterne handler om. Det haster mere og mere for EU med at bevise, at de aftaler, man ustandelig indgår i Bruxelles om migrantsituationen, er det papir værd, de er skrevet på. Hverken aftalen om fordelingen af asylansøgere mellem landene, om etableringen af registreringscentre ved de ydre grænser eller om tilbagesendelse af migranter er begyndt af fungere. Og aftalen med Tyrkiet om – mod klækkelig betaling – at forhindre flygtninge i at invadere EU har ingen endnu set nogen virkning af. Det lyder alt sammen håbløst. Men Groft sagt maner til håb. Alle problemerne kan løses i et hug, hvis EU holder endnu et topmøde, hvor de indgår en virkelighedstraktat, som bestemmer, at mange møder og beslutsomme ord i EU-dokumenter altid ændrer den virkelighed, som dokumenterne handler om, således at de store beslutninger om handlinger, som dokumenterne beskriver, også automatisk bliver til virkelighed. Men det haster. For folk er simpelthen ved at miste troen på, at noget som helst, EU beslutter, har nogen virkning. Kvante-prins [22/12, 23/12]Det er
allerede velkendt i kvantefysikken, som handler om småting som atomer
og lyspartikler, at virkeligheden må beskrives som utallige, samtidige,
forskellige historier. Nu ved vi, at det også gælder om store fysiske
objekter, som en dansk prins. Den 10-årige prins Christian blev assisteret af en livredder i Australien forleden. Det er medierne enige om. Men hvordan historien ellers er, er de uenige om. Nogle mener, prinsen var i livsfare. Nogle mener, at livredderen godt vidste, at det var en dansk prins. Andre at livredderen netop ikke vidste det, men bare behandlede ham som enhver anden. Men hoffet oplyser, at der var tale om en udramatisk situation, hvor livredderne bare tog et ekstra tjek på, om prinsen var OK. Eksemplet viser, at der ikke findes én og kun én historie om, hvad der sker her i verden. Det er allerede velkendt i kvantefysikken, som handler om småting som atomer og lyspartikler, at virkeligheden må beskrives som utallige, samtidige, forskellige historier. Nu ved vi, at det også gælder om store fysiske objekter, som en dansk prins, at han, når han livreddes, gør det i samtidige, forskellige historier, og at historierne ikke bliver dårligere af at fare halvt rundt om jordkloden, inden de fortælles. Tvær-atlantisk win-win [18/12, 21/12]Inger
Støjberg bør tilbyde amerikanerne at overtage de velhavende
asylansøgere. Selvfølgelig med deres værdier intakte. Ellers har de jo
ikke noget at betale deres integration med derovre. Et seriøst amerikansk medium, Wall Street Journal, raser over os danskere, fortæller Ekstra Bladet. Under overskriften ”Danmark vil tage smykker og penge fra flygtninge” kritiserer det amerikanske medium, at et folketingsflertal vil beslaglægge asylansøgerens værdigenstande som smykker og kontanter for at kunne betale for deres ophold i landet. Og på sociale medier raser ansete amerikanske journalister videre og sammenligner med nazisternes jødeforfølgelser. Det er tydeligt, at disse afsindigt rasende amerikanere i blad-eliten slet ikke forstår, at her i landet får selv de rigeste asylansøgere alt betalt af skatteydere, som i forvejen plyndres. I stedet for at forsøge at få amerikanerne til at begribe, hvordan et velfærdsdemokrati økonomisk fungerer, så kunne Inger Støjberg tilbyde amerikanerne at overtage de velhavende asylansøgere. Selvfølgelig med deres værdier intakte. Ellers har de jo ikke noget at betale deres integration med derovre. Det er en ren win-win på tværs af Atlanten. Forskning til folket [18/12, 19/12]Det
eneste rationelle svar på kravet om øget produktion fra pressede
forskere er hemmeligt at genbruge tekststykker fra egne ulæste værker. Mange vil nok undre sig, når de hører, at selvplagiat blomstrer i akademiske kredse. For hvorfor dog ikke benytte enhver lejlighed til tydeligt at reklamere for egne tidligere bøger og artikler? Men det har sin helt naturlige forklaring. Videnskabelige afhandlinger og artikler læses normalt af yderst få. Samtidig er kravet om stigende videnskabelig produktion vokset enormt de seneste år. Det eneste rationelle svar på situationen fra pressede forskere er derfor hemmeligt at genbruge tekststykker fra egne ulæste værker. Og medmindre man går hen og bliver forskningsminister, og får downloaded sin ph.d.-afhandling mere end 1800 gange fra universitetets hjemmeside, så har man intet at frygte. Til gengæld kan man så glæde sig over at få sin afhandling udbredt til folket, som ovenikøbet læser den grundigt. Men det er selvfølgelig for dårligt, at det skal være nødvendigt at blive forskningsminister, som anklages for selvplagiat, for at få sin afhandling formidlet ud til masserne. Han Solo i Debatten [17/12, 18/12]Clement
Kjersgaards begejstring for Star Wars er så stærk og overraskende, at
det kan forklare scenografien og castingen af ham selv og deltagerne i
DR2 Debatten. Studievært Clement Kjersgaard skrev en kronik i Politiken i anledning af den nye Star Wars-film. Kronikken afslørede, at Kjersgaard er en stor beundrer af Star Wars-filmene, bl.a. fordi de ikke er støbt i ironi og distance, men benægter det åbenlyst uvirkelige og tror på deres egen historie. Kjersgaards begejstring for Star Wars er så stærk og overraskende, at det kan forklare scenografien og castingen af ham selv og deltagerne i DR2 Debatten. Den scene som igen og igen spilles i Debatten er én, hvor Han Solo (Clement) på sin frække, respektløse måde snupper ordet fra eksotiske og selvhøjtidelige eksistenser fra fremmedartede kloder, som stående på geled og række taler underlige sprog i munden på hinanden. DR bør tildele Clement flere licensmidler, så han ikke hele tiden behøver gennemspille den samme scene i den samme discountfilm med de samme statister i eget tøj og med egne ansigtsgrimasser. Vi kræver mere groteske gummimasker, fantasifulde kostumer og større rumskibe. Pjattegrænsen nået [17/12, på web 22/12, Tantes grove gys 29/12]Politik
går ud på at være på TV mest muligt. Derfor er det heller ikke
overraskende, at Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Morten Østergaard (R)
pjattede på en trailer for TV 2’s årskavalkade. Da denne Groft sagt i 2001 udgav bogen ”Spindoktor”, diskuterede landets kloge hoveder, hvem der havde magten: Politikerne eller medierne. Det er mange år siden, nogen sidst har været i tvivl om, at medierne i dag hundser rundt med politikerne efter forgodtbefindende. Politik går ud på at være på TV mest muligt. Derfor er det heller ikke overraskende, at Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Morten Østergaard (R) optræder på en trailer for TV 2’s årskavalkade, hvor de danser pjattedans sammen med kunstneren Mø, mens der bliver krydsklippet til billeder af flygtninge og sørgende mennesker i Paris. Begge politikere protesterede, fordi de følte sig misbrugt, og videoen er nu fjernet. Det er glædeligt, for det viser, at der trods alt stadig findes en grænse for, hvad politikere selv synes, de kan lade sig misbruge til af et medium, som jo bare helt bevidstløst forsøgte at gøre årets tragedier til en festlig sællert ved hjælp af et par kendte, muntre, unge mennesker, der pjatter. Note: Tante er sart. Selv om jeg gør mig umage for at undgå hendes mest ømme punkter, så slog denne grovhed hende med stilhed. Hvis én, der læser dette, kan hjælpe med idéer til, hvad det lige er, der gør hende tavs i denne tekst, så lytter jeg gerne. Verdens undergang [16/12, 17/12]Man må
gyse ved tanken om det administrative IT-kaos, som vil opstå globalt,
hvis alle verdens lande eller FN skal til at opkræve skat af noget så
luftigt som drivhusgas. Jyllands-Posten fortæller, at den tidligere Nasa-chef, James Hansen, raser i den britiske avis The Guardian over klimaaftalen i Paris: ”Det er virkelig bedrageri, det er falskt. Det er jo bare tomme ord. Der er ingen handling, kun løfter. Så længe fossile brændstoffer er det billigste brændstof, så vil de fortsat blive brændt af.” Han mener, at den eneste løsning er at indføre en kraftig beskatning på udledningen af drivhusgasser. Hansen har muligvis ret i sine skrappe ord, men forslaget om skat er klart endnu længere ude end selv den mest bedrageriske aftale. Med de sørgelige erfaringer, vi her i landet har gjort med at opkræve og inddrive de rigtige skatter af de mest banale ting i vores velordnede lille samfund, kan man kun gyse ved tanken om det administrative IT-kaos, som vil opstå globalt, hvis alle verdens lande eller FN skal til at opkræve skat af noget så luftigt som drivhusgas. Skatteminister Karsten Lauritzen må straks gå ud og advare verden mod denne afgrund. Grotesk kedsomhed [10/12, 15/12]Hvor
mange danske vælgere ville interessere sig for dansk politik, hvis TV
aldrig viste Løkke i åben strid med Christiansborgs andre
toppolitikere, men i stedet lod dansk politik formidle udelukkende
gennem monologer fra Ask Rostrup (DR) og Anders Langballe (TV 2)? Spørg ikke, om Europas befolkninger interesserer sig for EU. Spørg, hvorfor de ikke gør det. Og svaret er enkelt. Hvor mange danske vælgere ville interessere sig for dansk politik, hvis TV aldrig viste Løkke i åben strid med Christiansborgs andre toppolitikere, men i stedet lod dansk politik formidle udelukkende gennem monologer fra Ask Rostrup (DR) og Anders Langballe (TV 2)? Og hvis man dagen efter et Folketingsvalg overlod det til to supereuropæere som justitsminister Søren Pind (V) og EU-kommissær Margrethe Vestager (R) at være suveræne solokilder til, hvordan man inde på Christansborg i virkeligheden så på afstemningsresultatet, og hvordan chancerne var for, at man inde på Christiansborg ville kunne finde en vej frem med et utaknemmeligt folk, som havde stemt så forkert, fordi det er langt over deres intellektuelle niveau at fatte, hvad der foregår omkring dem? Selv sprælske demokrater som vi danskere ville hurtigt blive dysset i søvn med så grotesk kedsommelig formidling. DSB for Danmark [11/12, 13/12]Det
står klart, at DSBs myndige billetkontrollører, som allerede nådesløst
i menneskealdre har kontrolleret danskere, nu mobiliseres til også at
kontrollere, at flygtninge har gyldig rejsehjemmel ind i landet. Først indbød svenskerne alle flygtninge. Da så alle flygtningene ankom, indså svenskerne, at det ikke gik. Så fra nytår skal transportselskaber kontrollere, at flygtninge, som vil til landet, har ID-papirerne i orden. Ellers skal de afvises inden påstigningen. Man mener, at det vil medføre at 80 procent afvises. Det tvinger så Danmark til at indføre samme mekanisme. Ellers vil de afviste jo ende hos os, og vi har allerede for mange. Men nu siger tyskerne, at det må vi ikke. Kun tyskere må kontrollere i Tyskland. Det er for galt, at vi danskere, som hele tiden har kørt en realistisk, mådeholden linje i flygtningespørgsmålet, på grund af svensk naivitet og tysk jernbanefundamentalisme skal ende med at hænge på flygtninge, som disse to lande i et anfald af humanistisk storhedsvanvid har lokket til sig. Derfor må alle vi danske stå solidarisk bag DSBs billetkontrollører, når de på tyske togstationer skal kæmpe for Danmark. En farlig mand [11/12, 12/12 med overskriften ”Lomborg er farlig”]Det er
rent gak, at alle danske elbrugere i årevis har betalt milliarder af
kroner via PSO-afgiften til udviklingen af danske vindmøller, hvis
Lomborg med få kendsgerninger får lejlighed til at spolere stemningen,
netop som vi skal til at score kassen på alle møllerne. Bjørn Lomborg er en farlig mand bag sin muntre, respektløse fremtoning, som får ham til at ligne barnet i ”Kejserens nye klimaklæder”. Farlig ikke kun, fordi han spolerer stemningen på FNs flotte klimakonference ved at råbe højt, at selv den bedst tænkelige aftale i Paris kun vil sænke temperaturen med 0,17 grader i 2100. Men især dødsensfarlig, fordi han direkte truer hele det massivt statssubventionerede eksporteventyr, som Danmark står overfor, hvis bare hele verden tror på, at vores vindmøller kan redde verden. Groft sagt vil derfor advare mod denne ansvarsløse galning. Det hører ingen steder hjemme, at Groft sagt og alle andre danske elbrugere i årevis har betalt milliarder af kroner via PSO-afgiften til udviklingen af danske vindmøller, hvis Lomborg med få kendsgerninger får lejlighed til at spolere stemningen, netop som vi skal til at score kassen på alle møllerne. Bagvendt forebyggelse [10/12, 11/12]Reglen
”Lig på nyhedsdesken” medfører, at foranstaltninger mod alvorlige
tildragelser altid først iværksættes, efter alvorlige tildragelser med
omkomne har fundet sted. I kronikken tirsdag spørger Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt, hvorfor Europa først reagerer mod islamismen efter terroraktionerne har fundet sted. Groft sagt’s svar er, at det ligger tungt med forebyggelse, fordi reglen ”Lig på nyhedsdesken” regerer i medierne. Det har den konsekvens, at foranstaltninger mod alvorlige tildragelser altid først iværksættes, efter alvorlige tildragelser med omkomne har fundet sted. Derfor er der meget lidt forebyggelse af ukendt, fremtidig terror, men en masse forebyggelse af terror, som allerede er sket. Derfor ser man f.eks. stadig store politistyrker forebygge, at den forlængst afdøde terrorist Omar udfører sin forlængt udførte terror mod Krudttønden og den jødiske synagoge. Derimod forebygger man f.eks. ikke, at der kommer terroristgrupper til landet i de ukontrollerede migrantstrømme. Denne forebyggelse vil først finde sted, efter sådanne terroristgrupper eventuelt har slået til. Og indtil da, må vi alle sammen bare inderligt håbe, at det aldrig sker. Nytte er mange ting [9/12, 10/12]Nytten
af den amerikanske henvendelse ligger især i at give vores
udenrigsminister, den dun-klædte konfirmand Kristian Jensen, lejlighed
til at springe ud som en af denne verdens tunge drenge. USA har bedt Danmark sende mere militær til Irak og Syrien for at kæmpe mod IS. Men det er nytteløst, siger tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard. Han mener, at USA hellere skulle bede Saudi-Arabien og Iran om at holde op med at sende penge og våben til IS. Men nytte er mange ting. Og når man i flere dage på TV har oplevet vores nuværende udenrigsminister, Kristian Jensen, stå mandigt og beslutsomt frem foran Triumfbuen i Paris og højtideligt meddele nationen, at han ikke vil komme nærmere ind på, hvilken type henvendelse vi har fået. Og heller ikke, hvilken type hjælp man kunne forestille sig, at Danmark skulle bidrage med. Og kryptisk tilføje, at han nøje følger udviklingen i den globale koalition mod IS, hvori vi allerede indgår. Så indser man, at nytten af den amerikanske henvendelse især ligger i at give vores udenrigsminister, den dun-klædte konfirmand Kristian Jensen, lejlighed til at springe ud som en af denne verdens tunge drenge. Og det er yderst nyttigt. Krads børsterne, Pape! [4/12, 7/12]Når
man ser Papes hårløse, runde hoved ved siden af Samuelsens ruhårede
fjæs, som både stikker og kradser i alle retninger, så illustrerer
denne forskel perfekt de Konservatives udfordringer. Ved partilederdebatterne i EU-valgkampen skete det, at de Konservatives Pape stod ved siden af LA’s Anders Samuelsen. Og en sammenligning mellem de to blev ekstra nærliggende. Samuelsen har mest succes med at profilere sit parti. Selvfølgelig allerede, fordi han paradoksalt har placeret sit erhvervsvenlige parti blandt nej-partierne. Den slags elsker medierne. Det giver ekstra taletid. Derimod er Pape bare faldet på plads som det vel nok mest anonyme ja-parti blandt andre. Kan nogen komme i tanke om, at Pape på noget tidspunkt i valgkampen har sagt eller gjort noget opsigtsvækkende? Det næsten grusomme er, at når man ser Papes hårløse, runde hoved ved siden af Samuelsens ruhårede fjæs, som både stikker og kradser i alle retninger, så illustrerer denne forskel så perfekt de Konservatives udfordringer. Groft sagt foreslår Pape at fremelske nogle hårtotter her og der, så han næste gang fremtræder mere krasbørstig, når han står skulder ved skulder med Samuelsen. Note: Det er lovligt at skrive "krasbørstig" uden d, men i overskriften skal "krads" være med d. Men da det indgår i ordspil med "krasbørstig" kan man jo i dette tilfælde godt skrive "kras" i overskriften. således som Berlingske gør i dag. I øvrigt er en af de børster, Pape især skal kradse, jo Samuelsen. Ja-plakater sagde nej [3/12, opdateret 4/12, 7/12]Ja-sidens
plakater bør få skylden for en del af nej’et.
Først kom plakaten med politikvinden foran Kronborg. Den lignede en reklame for en ligegyldig dansk folkekomedie fra 1950’erne, som katastrofalt manglede en kendt, populær skuespiller at sælge filmen på. Så kom plakaten, hvor Løkke, DI’s Karsten Dybvad, Dansk Metal’s Claus Jensen og Mette Frederiksen på fire sammenbragte portrætter skulle stirre overbevisende ud på os. Men af frygt for, at de photoshoppede portrætter skulle få os til at tænke for meget på retoucherede gude-portrætter af formand Mao, så var personerne åbenbart blevet instrueret i at smile. Det fik Dybvad til at ligne en manisk brugtvognsforhandler og de to politikere til at se ud, som om de undskyldte for deres generelle mangler. Fint nok, men hvorfor på en EU-valgplakat? Claus Jensen kan åbenbart ikke smile på kommando, så han lignede bare Mao i ansigtet, og det slap han faktisk forbløffende godt fra i betragtning af, hvor komplet anonym han er. Vinderreglen [4/12, 6/12]For at
forebygge fremtidige forvirringer på valgaftener må vælgerne lære den
grundregel for danske statsministre, at jo værre valgresultatet er, jo
mere optræder statsministeren som en triumferende vinder. Meget adskiller vores to seneste statsministre, Thorning og Løkke. Men de var og er begge uhyggeligt gode til at ligne en vinder, når de har tabt. Faktisk var Løkke så god til i nederlagets stund at ligne en veloplagt vinder med total kontrol over det hele, at de mange vælgere, som havde stemt nej, må have spurgt sig selv, om de var kommet til at sætte krydset forkert på grund af den kryptiske tekst på stemmesedlen. Og forvirringen blev kun værre af Thulesen Dahls optræden. For Thulesen Dahl var på TV-valgaftenen – af hensyn til det fortsatte samarbejde med Løkke – så god til ikke at ligne en triumferende vinder, at han, sammenlignet med energiske, handlekraftige Løkke, kunne ligne en eftertænksom, ydmyg taber. For at forebygge fremtidige forvirringer på valgaftener må vælgerne lære den grundregel for danske statsministre, at jo værre valgresultatet er, jo mere optræder statsministeren som en triumferende vinder. Plathedspatos [4/12, 5/12]Mette
Frederiksen vil uden tvivl til hver en tid med stor patos også kunne
tale tårepersende for, at vores dronning bør hedde Margrethe. Vi vidste allerede fra Mette Frederiksens ministertid, at hun er god til at tale med stor patos, hver gang hun får ordet. Men efter flere partilederrunder i forbindelse med EU-afstemningen står det tindrende klart, at dette ikke bare er en tilfældig egenskab ved Frederiksen. Det er hendes særlige kendetegn som politiker, at man kan stikke hende et hvilket som helst emne ud, og hun kan holde en lang, yderst patetisk tale om det. Især taler hun med stor lidenskab og fylde for noget, som alle og enhver er helt enige om i forvejen, f.eks. på valgaftenen, at man skal respektere vælgerne, og at Danmark bør være medlem af Europol. Mette vil uden tvivl til hver en tid med stor patos også kunne tale tårepersende for, at vores dronning bør hedde Margrethe. Flere og flere spørger sig selv, om Mette har mere patos på lager til den dag, hun måtte finde noget vigtigt og nyt at kæmpe for med sit tomgangsramte mundlæder. Ja-plakater sagde nej [3/12, ]Ja-sidens plakater bør få skylden for det nej, som målinger tydede på. Først kom plakaten med politikvinden foran Kronborg. Den lignede en reklame for en ligegyldig dansk folkekomedie fra 1950’erne, som katastrofalt manglede en kendt, populær skuespiller at sælge filmen på. Så kom plakaten, hvor Løkke, DI’s Karsten Dybvad, Dansk Metal’s Claus Jensen og Mette Frederiksen på fire sammenbragte portrætter skulle stirre overbevisende ud på os. Men af frygt for, at de photoshoppede portrætter skulle få os til at tænke for meget på retoucherede gude-portrætter af formand Mao, så var personerne åbenbart blevet instrueret i at smile. Det fik Dybvad til at ligne en manisk brugtvognsforhandler og de to politikere til at se ud, som om de undskyldte for deres generelle mangler. Fint nok, men hvorfor på en EU-valgplakat? Claus Jensen kan åbenbart ikke smile på kommando, så han lignede bare Mao i ansigtet, og det slap han faktisk forbløffende godt fra i betragtning af, hvor komplet anonym han er. Lærenemme vælgere [2/12, web og facebook]Løkke
er forarget over, at få vælgere tror på hans garanti ”til solen brænder
ud”. Han bør i stedet fryde sig over kvikke danske vælgere, som har
lært af deres politikere. Løkke er forarget over, at vælgerne ikke tror på hans garanti om, at et ja i morgen ikke fører til, at Danmark vil glide ind i EU's flygtningepolitik. Løkkes synes, det er for dårligt, at vælgere og nej-politikere ikke har større tillid til det forlig, som ja-partier har indgået om en folkeafstemning, inden Danmark eventuelt tilslutter sig EU's overstatslige flygtningepolitik. Men vælgerne drager vel bare konsekvenserne af erfaringer med tidligere løfter: Først sagde J.O. Krag, at man har et standpunkt til man tager et nyt. Så gav Nyrup efterlønsgarantien. Så afviste Fogh i månedsvis at være kandidat til et internationalt topjob. Så stak Bødskov sin nødløgn, og for tiden afviser Henrik Sass Larsen, at det er ham, der er ophavsmand til ”Den hemmelige socialdemokrat”. Og vælgerne har også set, at det bagefter er ganske let at retfærdiggøre hensigtsmæssige løgne med et frimodigt ”Sådan er det jo. Det ved alle.” Løkke bør ikke være forarget, men fryde sig over lærenemme danske vælgere. Politikerløs garanti [20/11, gensendt opdateret ”fredag” -> ”forleden” 27/11, 3/12]Det
havde været mere troværdigt, hvis man havde fået en flok anonyme,
hvidkiltede sygeplejersker og en myndig dommerforsamling til at udstede
garantierne op til EU-afstemningen Alle målinger af faggruppers troværdighed viser, at politikere ligger i bunden, under bilforhandlere. I topppen ligger sygeplejersker og dommere. Derfor må det undre, at ja-siden til EU-afstemningen af alle fagrupper har valgt at lade lige netop to fuldtidspolitikere, nemlig Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen, stå frem i Berlingske forleden og garantere over for tvivlere, at et ja ikke vil betyde en masse mere EU, end man tror, man stemmer ja til. Det havde været mere troværdigt, hvis man havde fået en flok anonyme, hvidkiltede sygeplejersker og en myndig dommerforsamling til at udstede garantierne. De kunne f.eks. i en fælles korsang have fremført garantien som lejlighedshymne på nationalmelodien. Så havde nej-sidens Thulesen Dahl ikke kunnet bruge Nyrups svigtede efterlønsgaranti som våben mod ja-siden. Og desuden ville vi slippe for at spekulere over, hvem Løkke og Frederiksen egentlig var, hvis det engang ad åre måtte blive aktuelt at efterprøve garantien. Marquis de Pind [27/11, 30/11]Søren
Pind har omsider besejret sit stridbare hår. Men sejren har haft
omkostninger, som svækker hans argumentation for et ja. Søren Pind har efter eget udsagn fra naturens hånd et ubegribeligt stridt hår. Hans kamp for at vinde over sit eget hår har flere gange vakt stor opsigt i medierne. Men nu har han vundet kampen og fremtræder som minister med tæmmet, gråt hår med skilning og i elegant, mørk habit. Det giver så et nyt problem. For det får ham til at ligne en nobel, lavadelig person med et selskabeligt gen, en markis. Herved kan Pind vække minder hos ældre vælgere om ”den falske markis”, Jørgen Vase Schmidt, som omgav sig med pomp og pragt, mens han svindlede her i landet i midten af forrige århundrede. Og det er ikke særligt heldigt, når Pind mødes i debat med den bankmandslignende Thulesen Dahl om EU-afstemningen. Det er som at se en falsk markis, som uden held beder om flere lån hos sin venlige, men stålsatte bankrådgiver. Og det er uheldigt, hvis man går ind for et ja. Tyrkisk delight [27/11, 29/11]Det
bliver mere og mere klart for alle, at tyrkerne er de eneste, der både
kan redde os fra flygtningene og fra russerne, når de provokerer ved
vores grænser. Man får mere og mere respekt for tyrkerne. Fordi det bliver mere og mere klart for alle, at tyrkerne er de eneste, der både kan redde os fra flygtningene og fra russerne, når de provokerer ved vores grænser. Russerne er jo ligeglade med, at vi advarer og sender fly op, når de simulerer, at de angriber Folkemødet på Bornholm eller Stockholm. Og det gode er, at tyrkerne kun kræver betaling for at redde os fra flygtningene. Russernes provokerende jetfly skyder tyrkerne heldigvis ned uden regning. I hvert fald indtil videre. Det giver bedre råd til at betale dem deres stadig mere respektindgydende regning for at holde flygtningene væk. Forskningsformidling [27/11, 27/11]Det er
for dårligt, at det er nødvendigt at blive uddannelsesminister for at
få sin ph.d.-afhandling ud til masserne. Hvert år begynder 2400 ph.d-studerende i Danmark. De fleste af dem når også frem til at aflevere deres ph.d.-afhandling tre år efter (eller senere). Sjældent læses afhandlingen af andre end de uhyggeligt få, som har pligt til at læse den. Men denne kedelige tendens har uddannelsesminister Esben Lunde Larsen nu lavet om på. Og man må udbryde: Endelig! Endelig en bred interesse for en ph.d.-afhandling. Afhandlingen er downloaded mere end 1800 gange fra universitetets hjemmeside. Og den læses faktisk, ja granskes. Ganske vist ikke på grund af interesse for emnet, men udelukkende af interesse for at få skovlen under uddannelsesministeren. Det er mislykkedes, da det har vist sig, at afhandlingen ikke er egentlig svindel, men bare er sjusket i sin citatpraksis. Men det er lykkedes over al forventning at få en ph.d.-afhandling udbredt. Det er bare for dårligt, at det er nødvendigt at blive uddannelsesminister for at få sin ph.d.-afhandling ud til masserne. Naiv stormagt [20/11, 22/11]Sverige
indrømmer nu officielt, at landet i virkeligheden aldrig har været en
humanitær stormagt, men hele tiden bare har været en naiv stormagt. Sveriges statsminister, Stefan Löfven, indrømmer nu, at Sverige, og dermed også han selv, har været naiv i sit syn på ekstremisme. Øjenåbneren har været en mistænkt terrorist fra Irak, som blev eftersøgt i landet, inden han blev fundet på et asylcenter i det nordlige Sverige. ”Jeg var rystet over, at vi har sådanne mennesker, som kan tænkes at sympatisere med og kæmpe for sådanne onde kræfter (IS, red.),” sagde Stefan Löfven. Groft sagt er også rystet. Ikke over, at der nu også findes terrorister i Sverige. Men over, at en statsminister kan være så naiv, at han tror, at hans land er undtaget fra den terrorvirkelighed, som i øvrigt hærger hele Europa. Til gengæld glæder Groft sagt sig over, at Löfven nu bruger sin naivitet, som officiel forklaring på, at Sverige indtil de seneste dage, har ført sig frem som et særligt godt land og en humanitær stormagt. Det bekræfter, at Sverige i virkeligheden aldrig har været nogen af delene, men hele tiden bare har været en naiv stormagt. Passport, please [19/11, 20/11]Den
beslutsomme afvisning af dansk grænsekontrol skaber i øjeblikket en
falsk fortrøstning og tillid i befolkningen til, at alting nok skal gå,
fordi vi altid senere kan indføre grænsekontrol. Enhver grænsekontrol er på forhånd dømt til fiasko alene af den grund, at IS har erobret de syriske apparater, som fysisk udfærdiger pas, og de stempler, som godkender pas. IS har gjort en industri ud af at sælge syriske pas til enhver, som kan betale. Eksperter formoder, at højst 20 procent af de tilsyneladende autentiske syriske pas, som findes, er udstedt af Assads officielle justitsministerium. Derfor er det ganske klogt af Pind, politiet og PET at erklære, at IS ikke vil invadere via grænserne. Og af Løkke beslutsomt at afvise, at politiet skal bruge kræfter på fast grænsekontrol. Herved bliver vi danskere bestyrket i troen på, at grænsekontrol er det ultimative middel, der kan redde os den dag, situationen bliver så desperat, at Løkke, Pind, politi og PET indfører grænsekontrol. På denne måde skaber den beslutsomme afvisning af grænsekontrol i øjeblikket fortrøstning og tillid i befolkningen til, at alting nok skal gå, fordi vi altid senere kan indføre grænsekontrol. Slumrende Winston [19/11, suppleret med de to første sætninger 2/12, hvor den også kom på web]]Terrorister,
som er opvokset i et demokrati, bør aldrig tvivle på, at der inde i
enhver blødsøden, demokratisk leder, slumrer en handlekraftig Winston
Churchill, som kan lammetæve enhver Adolf Hitler. Man har nu fundet ud af, at en af terroristerne fra Paris havde lært at skyde på et politi-kursus. Men det er ikke det eneste, demokratiet har lært terrorister. Mange førende personer i IS har gået i demokratiets folkeskoler og gymnasier. Her har de lært om den demokratiske debat. De har lært, at man kæmper for sine synspunkter ved at dele pjecer ud, holde taler og deltage i debatter. Men de har også lært, at medierne er styret af etablerede interesser, og at ekstreme synspunkter ganske vist kommer frem, men aldrig som andet end eksotiske særstandpunkter i en fjern krog af debatten. Medmindre de eksotiske standpunkter viser sig i form af vold og blodbad, for så tager pokker ved medierne, som tværer det ud over hele fladen, bare det er blodigt nok. Og så får man selv de mest vanvittige budskaber bredt ud. For ifølge nyhedskriterier og konkurrenceforhold er alle demokratiets medier nødt til at bringe det. ISs bedste hjerner kender demokratiets mest sårbare punkter fra deres skolegang. Derfor bør de aldrig tvivle på, at der inde i enhver blødsøden, demokratisk leder, slumrer en handlekraftig Winston Churchill, som kan lammetæve enhver Adolf Hitler. Skat i positivt lys [12/11, 13/11, årets GS 16/12]Det er
muligt at finde lyspunkter i Skat ved at sammenligne Skat med Ruslands
atletikforbund. Det står sløjt til med Skat. Der er problemer med ejendomsvurderinger. Milliarder suser ud af statskassen, fordi internationale svindlere har fået ubetalt moms retur. Bøllemetoder anvendes over for udvalgte borgere. Gæld indrives ulovligt. Hertil kommer, at alt er i kaos på grund af et falleret IT-system. Og det kan tage modet fra de sidste, at minister Lauritzen ligner en konfirmand, som overhovedet ikke har fået hår på brystet, selv om han er trådt ind i de voksnes rækker. Derfor vil Groft sagt skabe optimisme blandt fortvivlede danske skatteborgere ved at sammenligne Skat med Ruslands atletikforbund. Her sørgede folk i ledelsen, i efterretningsvæsen og sportsministeriet først for, at alle atleter var dopet. Derefter krævede de ansvarlige betaling fra atleterne for at se gennem fingre med negative dopingprøver. Det opmuntrende ligger i, at Skat ikke har tvunget skatteborgere til at snyde og derefter har krævet bestikkelse for ikke at opdage det. Ikke endnu, i hvert fald. Så vidt vides. Tro med måde [16/11, 19/11]
Alle
trossamfund må lære deres troende, at det kun er i orden at tro på et
liv efter dette under forudsætning af, at troen aldrig bliver så stærk,
at man slår andre og sig selv ihjel. De afskyelige handlinger i Paris får også Groft sagt til at tænke over effektive foranstaltninger. Desværre er et totalt, globalt forbud mod at tro på et heroisk liv efter døden ikke realistisk at gennemføre. Det ville ellers pille alle tænderne ud af IS, da de så ikke kunne rekruttere til kalifatet og få tilhængere til at plaffe andre mennesker ned og samtidig myrde sig selv, mens de lovpriser Gud. Groft sagt vil i stedet forsigtigt foreslå, at alle trossamfund mindst én gang ugentligt skal prædike om, at ingen i virkeligheden aner ret meget konkret om livet efter døden, og at det derfor er aldeles usikkert for medlemmer af menigheden f.eks. at slå folk i denne verden ihjel med det formål at blive evig helt i det næste liv. Alle trossamfund må lære deres troende, at det kun er i orden at tro på et liv efter dette under forudsætning af, at troen aldrig bliver så stærk, at man slår andre ihjel. Forslaget tager handlekraftigt fat om ondets rod; nu skal det så bare gennemføres. Radikal flygtninge-rabler [6/11, 16/11]Det er
urimeligt, at landets politisk interesserede seere skal spises af med
den ret kedsommelige radikale minirabler, Morten Østergaard, når landet
råder over to suveræne totalrablere. Sludrechatoller er i høj kurs på TV. Thomas Blachman har i flere sæsoner fejret triumfer som vismand i X Factor. I kulturprogrammer rabler Knud Romer manisk løs med toptunet nonsens, ligegyldigt hvad man spørger ham om. Politiske debatudsendelser har også en stjerne, som optræder ofte, netop fordi hans vanvid er så tydeligt. Det er Morten Østergaard (R), som man efter det store valgnederlag troede var krøbet i skjul på Folketingets fjerneste snoreloft, men som dukker op i enhver debat, hvor der er brug for én med det vanvittige standpunkt, at hele verden egentlig bør modtages her i landet som flygtninge. Med al respekt for Østergaard så foreslår Groft sagt, at TV næste gang, der er brug for vanvittige indspark i en politisk debatudsendelse, sender bud efter én af landets to toprablere, Blachman eller Romer. Det er urimeligt, at landets politisk interesserede seere skal spises af med den ret kedsommelige radikale flygtninge-rabler, når landet råder over to suveræne totalrablere. Fejlbetinget tryghed [13/11, 15/11]Selvfølgelig
vil mange mene, at en mand som Michael Dyrby, der har ansvaret for en
stor public service-stations nyhedsdækning, ikke bør lade sig forblænde
af kærlighed og sende intime billeder til en elskerinde i en kort
affære. På den anden side er det også betryggende at vide, at selv folk, som bestyrer centrale magtposter i landets politiske kommunikation, begår fejl. F.eks. den fejl at være så forelsket, at man letsindigt lægger sin skæbne i en elskerindes mobiltelefon. Det er betryggende at vide, at vi almindelige mennesker ikke manipuleres og indoktrineres af en kynisk, fejlfri medieelite, som indgår i fæle komplotter. Nu har vi endnu engang fået bekræftet, at vi i værste fald kun manipuleres og indoktrineres af almindelige, fejlbehæftede mennesker, som kan blive så dødeligt forelskede, at de satser hele butikken og må gå. På denne vis er fejl betryggende. Men gerne mindre fejl, så det ikke er nødvendigt for gode kræfter som Dyrby at gå. Svensk grænsekontrol [13/11, 14/11]Med
den svenske grænsekontrol fejrer paradokser nye triumfer i svensk
politik. Groft sagt skal her forklare den svenske grænsekontrol, som kan være svær at forstå, bl.a. fordi ingen svenske politikere viser sig på TV uden at fremhæve, hvilken katastrofe det ville være, hvis grænsekontrollen medfører, at antallet af migranter mindskes. Man vil altså fortsat gerne have hele verden til landet, selv om man erkender, at den ukontrollerede tilstrømning har skabt det kaos, som nu tvinger landet til grænsekontrol. Svenskerne vil bare gerne vide nøjagtigt, hvem de mange nye er, som de håber stadig kommer. Grænsekontrollen hverken kan eller skal åbenbart mildne de kaotiske fysiske forhold for nytilkomne. Men Sverige vil gerne vide, hvem det er, der sover på gaden, fordi der allerede er fyldt op overalt. I øvrigt er grænsekontrollen slet ikke et politisk spørgsmål, men noget, der udelukkende sker af rent tekniske grunde, fordi Migrationsverket og svenske kommuner er lammet af kaos og stress. Da svensk grænsekontrol hverken er politisk eller handler om lukkede grænser, er emnet i øvrigt slet ikke værd at beskæftige sig med. Skat i positivt lys [12/11, 13/11]Det er
muligt at finde lyspunkter i Skat ved at sammenligne Skat med Ruslands
atletikforbund. Det står sløjt til med Skat. Der er problemer med ejendomsvurderinger. Milliarder suser ud af statskassen, fordi internationale svindlere har fået ubetalt moms retur. Bøllemetoder anvendes over for udvalgte borgere. Gæld indrives ulovligt. Hertil kommer, at alt er i kaos på grund af et falleret IT-system. Og det kan tage modet fra de sidste, at minister Lauritzen ligner en konfirmand, som overhovedet ikke har fået hår på brystet, selv om han er trådt ind i de voksnes rækker. Derfor vil Groft sagt skabe optimisme blandt fortvivlede danske skatteborgere ved at sammenligne Skat med Ruslands atletikforbund. Her sørgede folk i ledelsen, i efterretningsvæsen og sportsministeriet først for, at alle atleter var dopet. Derefter krævede de ansvarlige betaling fra atleterne for at se gennem fingre med negative dopingprøver. Det opmuntrende ligger i, at Skat ikke har tvunget skatteborgere til at snyde og derefter har krævet bestikkelse for ikke at opdage det. Ikke endnu, i hvert fald. Så vidt vides. Praktiske kunstråd [6/11, 12/11]Moderne
eksperimenterende kunst er svært at bevare, da det ofte består af
selvdestruktivt materiale og organiske madvarer, som fordærves.
Heldigvis kan man trække på erfaringer fra enhver husholdnings daglige
kamp for at bevare møblement og fødevarer. Statens Museum for Kunst har fået en større bevilling fra Kulturstyrelsen. Pengene skal gå til forskning i, hvordan man bedst bevarer det selvdestruktive materiale, som meget moderne eksperimenterende kunst er lavet af: Polyester, der gulner, plastik, der misfarves, skumgummi, der smuldrer. Særlige udfordringer er der ved installationer, hvor der indgår organiske materialer som fedt og olie, der størkner eller går i forrådnelse, og organiske madvarer. Groft sagt træder straks til med sine mange erfaringer fra en tre-børns-familie angående håndtering af selvdestruktivt IKEA-indbo og selvdestruktive madvarer: Når polyester og plastik misfarves, sker det så langsomt, at man faktisk let vænner sig til det. Derimod skal skumgummi, der smulder, omgående i containeren ”småt brændbart” på genbrugspladsen, da man ellers er nødt til at støvsuge hver dag. Organiske madvarer, som er synligt ældet, kan ofte godt spises, hvis de ikke lugter for slemt. Ellers må de selvfølgelig i skraldespanden. Skingert TV-nonsens [5/11, 9/11]Ingen
af TV-indslagene fastholdt formandens pointe om, at det handlede om, at
respekten for Folketinget udhules, når befolkningen ser medlemmerne
sidde og fumle med deres smartphones i stedet for at lytte efter
guldkornene. Folketingets nye formand, Pia Kjærsgaard, sagde forleden i BT, at det var mangel på respekt for Folketingets talerstol, når medlemmerne i salen tweetede løs under talerne, som de gjorde f.eks. under statsministerens åbningstale. Denne opsang medførte så, at meget tweetende medlemmer i interviewindslag på TV dagen lang ”rasede” over, at formanden var ude at trit med udviklingen, når hun vil forbyde medlemmer at bruge de sociale medier i deres politiske arbejde. Ingen af TV-indslagene fastholdt formandens pointe om, at det handlede om, at respekten for Folketinget udhules, når befolkningen ser medlemmerne sidde og fumle med deres smartphones i stedet for at lytte efter guldkornene. Alle TV-indslag bestod altså i stærke angreb på formanden for noget, som hun ikke havde sagt, nemlig at politikere i dag generelt ikke bør bruge sociale medier. TV bliver mere og mere åbenlyst ligeglad med politisk substans. Bare en række politikere raser, så formidler TV gerne skingert nonsens døgnet rundt. Thorning på tilbud [5/11, 6/11]Da
Fogh søgte en international toppost, var det håndgangne embedsmænd, han
sendte rundt, mens han selv tronede som statsminister og derfor ikke
officielt var på udsalg til udlandet. Og slet ikke på ophørsudsalg. Som formildende omstændighed ved Thornings hamskifte i flygtningespørgsmålet sammenligner Berlingskes leder mandag hamskiftet med Foghs indrømmelse af, at han ikke personligt ville have tegnet Muhammed. Groft sagt vil også gerne have Thorning afsat til UNHCR, men gør alligevel ydmygt opmærksom på, at Foghs indrømmelse skete midt i Danmarks største udenrigspolitiske krise i nyere tid med det formål at berolige en oppisket stemning i den arabiske verden. I øvrigt benyttede Fogh samtidig lejligheden til at understrege Jyllands-Postens fulde ret til at offentliggøre tegningerne. Thornings hamskifte derimod er en kovending, som udelukkende sker for at score UNHCR. Hertil kommer, at Thorning rejser personligt rundt i verden med sit CV for at overbevise om, at hun er et godt tilbud. Da Fogh søgte en international toppost, var det håndgangne embedsmænd, han sendte rundt, mens han selv tronede som statsminister og derfor ikke officielt var på udsalg til udlandet. Og slet ikke på ophørsudsalg. Uretfærdig verden [2/11, opdateret 4/11, 5/11]Det
interessante i sagen er den frimodige udnyttelse af svensk godhed, som
rumænske romaer udviser ved først skamløst at slå lejr nær en stor bys
centrum og derefter, når Sverige vil fjerne dem i selvforsvar, frækt at
gøre det til Sveriges problem at finde en anden plads til dem. Der er de seneste måneder vokset en roma-lejr frem tæt på Malmø centrum. Nu har Sverige så måttet indse, at de ikke midt i en svensk by kan have en stor, beboet roma-lejr, som ligner en losseplads. Faren for brande er for stor, og de hygiejniske forhold er kriminelle. Så tirsdag blev lejren ryddet. Det fik beboerne til at jamre på svensk TV over, hvor de så skal være, for hjemme i Rumænien er der ikke noget arbejde at få. Det interessante i sagen er den frimodige udnyttelse af svensk godhed, som romaerne udviser ved først skamløst at slå lejr nær en stor bys centrum og derefter, når Sverige vil fjerne dem i selvforsvar, frækt at gøre det til Sveriges problem at finde en anden plads til dem. I en retfærdig verden ville romaerne med en overdådig parade gennem Malmøs hovedstrøg have takket Sverige for landets store gæstfrihed og derefter ufortøvet være draget hjem til Rumænien for at søge arbejde. Sveriges problem er, at verden ikke er retfærdig. Og at hele verden gerne vil til landet. Tante Facebook [30/10, 2/11]Dansk
kultur med afslappet nøgenhed, munter sex og frisind trues ikke kun
mere og mere af den voksende religiøsitet i landet, men også af
voksende verdensmedier som Facebook. Facebook har bortcensureret forsiden af 1983-udgaven af bogen ”Kvinde, kend din krop”. Det har givet Teatret Mungo Park, som bruger forsiden som plakat for forestillingen af samme navn, problemer. End ikke en sort bjælke hen over endebalderne på bogforsidens nøgne, cyklende kvinde tilfredsstiller Facebook. Facebooks ansigtsløse kommissærer formaner teatret: ”Billeder må ikke være overdrevne seksuelle, rumme nøgenhed, vise uforholdsmæssige mængder hud eller kavalergang eller fokusere unødigt på kropsdele.” Eksemplet overbeviser om, at dansk kultur med afslappet nøgenhed, munter sex og frisind ikke kun trues mere og mere af den voksende religiøsitet i landet, men også af voksende verdensmedier som Facebook. Og da alle danske medier for egen regning frivilligt indoktrinerer deres kunder til at like eller følge sig på Facebook, så taler Facebooks ansigtsløse kommissærer med stadig større autoritet, når de med deres kønsforskrækkede tante-ævl bortcensurerer dansk kultur. Svensk jerngreb [29/10, 1/11]Det er
en økonomisk nødvendighed for Sverige, at så mange som muligt fortsat
holdes i et jerngreb af politisk korrekthed, således at offentligt
ansatte kan mobbes til at levere mere og mere ubetalt overarbejde. I Trelleborg Kommune har forvaltningen i en mail bedt sine medarbejdere om i deres fritid at hjælpe til med indkvartering af de mange uledsagede børn, som Trelleborg fra den ene dag til den anden er blevet gjort til modtagecenter for. Hvis den ansatte siger nej, skal nejet begrundes til forvaltningen. Derimod skal et ja ikke begrundes. Eksemplet gør klart, at det er en økonomisk nødvendighed for Sverige, at så mange som muligt fortsat holdes i et jerngreb af politisk korrekthed. Dette jerngreb gør det således i dette eksempel fuldt acceptabelt, ja helt naturligt, for kommunen, fagforeninger og pressen, at en kommune mobber sine ansatte til at yde ubetalt overarbejde, fordi stadig flere uledsagede børn fra hele kloden vælter ukontrolleret ind i landet. Enhver svensker, som ikke er racist, kan nemlig klart se, at man dag for dag nærmer sig den situation, hvor alle offentligt ansatte i Sverige arbejder uden at få løn. Ellers hænger økonomien slet ikke sammen. Dårlig timing [30/10, 31/10]Islamisten
Belal El-Khatib glemte at sørge for at blive dansk statsborger, inden
han erklærede, at han kæmper for kalifatet. Den 24-årige islamist Belal El-Khatib får ikke dansk statsborgerskab, fordi han i et medium har lovprist kalifatet og altså vil afskaffe vores demokrati. Og naturligvis ville det være absurd at give en anti-demokrat statsborgerskab. Ganske vist ville det ikke være første gang, at en dansk statsborger fanatisk ønskede at afskaffe demokratiet. Det ville f.eks. Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti i deres stormagtsdage i 1970’erne. Men da disse partier bestod af folk, som allerede var danske statsborgere, var det ikke noget problem. Det behøvede det heller ikke være for Belal, som for få år siden var lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Roskilde, hed Rasmus Dahl Damgaard og gik med blå kontaktlinjer og lyst hår. Som lokalformand ville Rasmus uden modstand være gledet ind som dansk statsborger. Når Belal i dag ikke kan blive statsborger skyldes det altså udelukkende, at han har været usædvanlig dårlig til at time sine to ekstreme identiteter med sin ansøgning. Sultne kineserbørn [29/10, 30/10]Levnede
Legoklodser, som bare ligger og fylder op i kældre og udhuse, kan man
nu slippe af med ved at sende dem til det Legosultne kinesiske
legebarn, Ai Weiwei. Det har skabt stort postyr på de sociale medier, at Lego ikke vil sælge klodser direkte til den systemkritiske, kinesiske kunstner Ai Weiwei, men gør opmærksom på, at han kan gå ind i den nærmeste legetøjsbutik og købe klodserne. Men der er en tredje løsning. Mange af dem på de sociale medier, som raser over Lego, har børn, som nu er flyttet hjemmefra. De vil derfor i kældre og udhuse have store mængder efterladte Legoklodser. Alle disse Legoklodser, som bare ligger og fylder op, kan man nu slippe af med ved at sende dem til Ai Weiwei. Og det vil være en fortsættelse af en gammel dansk tradition. I gamle dage formanede man danske børn til at spise op, ved at fremhæve de mange sultne kineserbørn, som ville kunne mættes med den mad, som lå tilbage på tallerkenen. I dag kan danske børns forældre så følge traditionen op ved at sende børnenes levnede Legoklodser til det store kinesiske legebarn Ai Weiwei, som er sulten efter Legoklodser. TVs pendulpolitik [27/10, 29/10]Europas
migrantstrømme vil først kunne stoppes ved grænserne, når alle
myndighedspersoner, der skal håndtere migranterne, kan fremvises som
ofre, der græder som pisket. Med al respekt for politikerne så er det public service-TV-medierne, der kører udlændingepolitikken. Det har de seneste ugers begivenheder, især i Sverige, klart vist. Når migranter begynder at myldre ind over grænserne, så fortæller TV-billederne om flygtninge og migranter som ofre på flugt. Det tvinger politikerne til at konkurrere om at hjælpe dem. Når strømmen fortsætter, så er det ikke længere en nyhed, hvilket betyder, at udlændinge fortsat myldrer ind under TV-radaren. Når der så er kommet så mange ind, at kommuner og migrantmyndigheder slet ikke kan håndtere situationen, så bliver sagen igen en topprioriteret TV-nyhed – nu med de fortvivlede myndighedspersoner som ofre. Så må politikerne igen på banen for at hjælpe disse nye ofre – nu med opstramninger ved grænserne. Det er tragisk, at fængende TV-historier forudsætter fortvivlede ofre på skærmen. Det forhindrer TV i at stoppe Europas flygtningestrømme, før alle myndighedspersoner græder som pisket. National IT-nedtur [26/10, 27/10]Én af
vi danskeres allerstørste udfordringer er at lade være med at opføre os
som tossegode idioter, hver gang vi skal have store IT-systemer til at
fungere. I vi danskeres selvforståelse er Danmark et lille, men kvikt land. Vi er kreative, gode til samarbejde, uhøjtidelige, selvironiske. Vi er tillidsfulde og lykkelige. Det er godt, at vi har denne positive selvopfattelse, for det kan danne basis for selvtillid og store udfarende ambitioner. Men når man så læser Berlingskes gennemgang af Skats EFI-skandale søndag, så er det klart, at en af vores allerstørste udfordringer er at lade være med at opføre os som tossegode idioter, hver gang vi skal have store IT-systemer til at fungere. Paraden over IT-systemer, som skulle håndtere ret banale ting i landets administration, men som måtte skrottes, er ødelæggende for enhver ambition om storhed: Arbejdsmarkedsstyrelsens Amanda-system, Rigspolitiets Polsag, Arbejdsskadestyrelsens Proask, forsvarets DeMars og senest Skats EFI. Det er en ringe trøst, at det af skandalelisten fremgår, at vi også er gode til at finde på smarte forkortelser til IT-systemer, selv om de slet ikke virker. Mere sexet demokrati [22/10, 26/10]Det er
nødvendigt i folkeskolen med aggressive propagandamidler at gøre
demokratiet så sexet, at vores unge – muslimer og ikke-muslimer –
bryder sammen i latter, når de ser IS’ videoer på YouTube, fordi de kun
kan opfatte dem som syg satire. Danmark leverer flere Syrienkrigere til IS end andre vestlige lande, målt i forhold til størrelsen af vores muslimske befolkning. Og flere eksperter vurderer, at Danmark gør for lidt for at pille IS’ lækre progagandavideoer fra hinanden. En førende forsker inden for IS-propaganda, Nico Prucha, kalder i Berlingske tirsdag IS’ videoer sexede: blødt ørkenlys, mænd, der omfavner hinanden, taktfaste sange, som messende hylder fællesskabet, hippe jeeps, fotogene støvskyer, der hvirvler op mod en blå himmel. Nu arbejder især amerikanerne med at producere modpropaganda ved hjælp af Hollywoodinstruktører. Fint! Og danske PET forsøger at oplyse IS-eventyrere om, at de risikerer at dø. Godt! Men i længden skal der mere til. Sandheden, IS lærer os, er, at det er nødvendigt i folkeskolen med aggressive propagandamidler at gøre demokratiet så sexet, at vores unge – muslimer og ikke-muslimer – bryder sammen i latter, når de ser IS’ videoer på YouTube, fordi de kun kan opfatte dem som syg satire. Bleskift og hjernevask [23/10, 25/10]Stærkt
troende forældre er kun i stand til at opdrage deres børn til
demokrati, hvis de tidligt – sammen med den religiøse indoktrinering –
indoktrinerer dem endnu mere med den læresætning, at deres religion er
underordnet demokratiets Grundlov. Ellers går det ad helvede til. I Berlingskes kronik torsdag er Latifa Ljørring, Venstremedlem af Greve byråd, bekymret over, at et stigende procentdel af danske muslimer går mere og mere op i bøn, tørklæder og Koranen. Hun giver en række stærke eksempler på den massive religiøse indoktrinering, som familierne udsætter børnene for fra fødslen, og som virker langt stærkere end enhver senere demokratisk skoling, fordi den religiøse indoktrinering udføres døgnet rundt og af barnets nærmeste og derfor langt overgår, hvad nogen dansk børnehave, folkeskole eller antiradikaliseringsproces kan opnå. Intet demokrati vil naturligvis nægte forældre retten til at opdrage deres børn til en bestemt religiøs tro. Men kronikken gør det klart, at stærkt troende forældre kun er i stand til at opdrage deres børn til demokrati, hvis de tidligt – sammen med den religiøse indoktrinering – indoktrinerer dem endnu mere med den læresætning, at deres religion er underordnet demokratiets Grundlov. Ellers går det ad helvede til. Svensk succesrystelse [23/10, 24/10]Nu er
Sverigedemokraterne efterhånden blevet så store, og voldelige aktioner
fra politiske ekstremistgrupper er blevet så omfattende, at det svenske
establishment tvinges til at indrette sig på de kendsgerninger, som man
uhyggeligt længe har undertrykt med så stor succes. Nu har så også Sverige strammet sin flygtningepolitik op. Men det mærkelige er, at det først i torsdags gik op for det svenske establishment, at der kommer 190.000 migranter til landet i år, og at migranter i de næste tre år vil koste 170 milliarder kr. Forklaringen er, at den svenske politiske klasse længe har stået militant sammen om at udelukke Sverigedemokraternes (SD) argumenter fra debatten. Dette har man haft så stor succes med, at man uden modstand har kunnet køre melodien om Sverige som humanistisk stormagt. Og her har enhver kendsgerning, som ødelagde melodien, været uegnet mediestof. Nu er SD efterhånden blevet så store, og voldelige aktioner fra politiske ekstremistgrupper er blevet så omfattende, at det svenske establishment tvinges til at indrette sig på de kendsgerninger, som man så længe har undertrykt med så stor succes. Når Sverige blev så rystet over tallene i torsdags, skyldes det altså Sveriges egen store succes med at ignorere ethvert argument fra ”urene” SD. Politiets Tibet-støtte [22/10, 23/10]Tibet
må have højtplacerede venner i dansk politi, som er villige til at ofre
egen karriere for at sikre langvarig medieomtale af protestaktionen. Kinas præsident har netop kørt i guldkaret med Dronning Elisabeth gennem London. I et indslag på BBC World News så man bag politiafspærringerne en tæt skov af viftende Tibetflag, som var tydelige for præsidenten. Og man hørte protestråb om et frit Tibet. Så forsvandt kareten ind på Buckingham Palace med de vinkende statsoverhoveder. Og ingen i Storbritannien vil om flere år beskæftige sig med, om den kinesiske præsidents ansigt lå tabt tilbage på asfalten under de protesterende tibetanske flag den dag. I modsætning til her i landet, hvor politiet i 2012 var så sikre på, at præsidentens ansigt ville ligge tabt tilbage, hvis han fik øje på et tibetansk flag i det fjerne, at man jog alt tibetansk langt væk. Det gav gode TV-billeder af jagende politifolk. Så derfor er den danske Tibetstøttekomites protestaktion stadig godt stof i danske medier. Tibet må have højtplacerede venner i dansk politi, som er villige til at ofre egen karriere for at sikre langvarig medieomtale af protestaktionen. Alien-turister, hjælp! [21/10, 22/10]I
teorien er det muligt at rejse tilbage i tiden. Men hvorfor har vi her
på Jorden aldrig fået hjælp fra de utallige teknisk avancerede kulturer
i universet, som kan sende turister tilbage til Jordens primitive nutid? I anledning af at det i går var d. 21. oktober 2015, den dag, som fremtidsrejsen gik til i filmen ”Tilbage til fremtiden II”, har der været meget omtale af tidsrejser. Men det er ikke bare science fiction-fantasterier, for Stephen Hawking og andre teoretiske fysikere siger i dag god for tidsrejser, fordi det teoretisk set er muligt at bevæge sig gennem rummet med mere end lysets hastighed gennem såkaldte ”ormehuller”. Og det gør det teoretisk muligt at rejse tilbage i tiden. Det store spørgsmål er så, hvorfor vi endnu ikke her på Jorden har fået besøg fra de utallige teknisk avancerede kulturer rundt omkring på planeter mange millioner lysår væk. Og hvorfor giver de os ikke de avancerede teknikker, som kan løse problemerne med global opvarmning og overbefolkning? Og som giver os evigt liv? Groft sagt skal hermed opfordre alle eventuelle, usynlige alien-turister til omgående at hjælpe. Og sig ikke, at det allerede er for sent, men rejs i stedet længere tilbage, og lav Jordens fortid om. Diskussions-flygtninge [20/10, 21/10]Demokratiets
respektløse diskussion af alt mellem himmel og jord skræmmer åbenbart
stadig flere muslimske medborgere til med stadig større begejstring at
flygte ind i en topstyret diskussionsfattig ideologi med svar på det
hele. Jyllands-Posten har i sidste uge bragt en opinionsmåling, som viser, at danske muslimer i dag går mere op i bøn, tørklæder og Koranen, end de gjorde for få år siden. I dag mener således 77,2 procent mod 62,4 procent i 2006, at Koranen skal følges fuldt ud, og et stigende antal mener ikke, at islam skal reformeres for at tilpasse sig det danske samfund. Det må bekymre, at muslimske medborgere, som i flere år har oplevet et af verdens bedst fungerende demokratier på nærmeste hold, ikke er blevet mere tændt af demokratiets grundide om, at sandheden ligger i en offentlig, fri diskussion mellem ligemænd. I erkendelse af, at der ikke findes en overmenneskelig instans, der kan styre for os, har vi jo i demokratiet kun diskussionen som middel til en fælles sandhed. Demokratiets respektløse diskussion af alt mellem himmel og jord skræmmer åbenbart stadig flere muslimske medborgere til med stadig større begejstring at flygte ind i en topstyret diskussionsfattig ideologi med svar på det hele. Javel-forskning [19/10, 20/10]Det
ville gøre forskernes liv mere enkelt, hvis en privat fond eller en
virksomhed til afveksling gav forskerne nogle usofistikerede ordrer. Så
kunne ansøgningerne bare bestå i ordet ”javel”. Handelshøjskolen CBS er af sparegrunde nødt til at skaffe flere midler fra private fonde og virksomheder. Forskningsdekan Peter Møllgaard erkender i Berlingske lørdag, at det kan presse den frie og uafhængige forskning, men fortsætter: "Jeg mener dog, at vores samarbejdspartnere er så sofistikerede, at de ikke vil diktere selve forskningen." Selvfølgelig vil private fonde og virksomheder ikke hundse åbenlyst med forskere. Styringen sker indirekte ved forskernes indlevelse i bevillingsgiverens tankeverden og ved pragmatisk overlevelsestænkning i de forskergrupper som i hård konkurrence med andre ansøger om penge for at undgå undergang. Ligesom det sker, når forskergrupper søger penge i EU og forskningsråd. Det er helt unødvendigt at diktere og beordre for at styre forskning. Men det ville gøre forskernes liv mere enkelt, hvis en privat fond eller en virksomhed til afveksling gav forskerne nogle usofistikerede ordrer. Så kunne ansøgningerne bare bestå i ordet ”javel”. Svensk sandhedens time [16/10, 19/10]Det bliver spændende at se, om Sveriges fanatiske etablissement beordrer hæren ud mod Sverigedemokraterne, den dag partiet får mandater nok til at gribe regeringsmagten. Lidt for spændende. Sverigedemokraterne (SD) er blevet inspireret af Støjbergs annoncekampagne og vil nu i mellemøstlige medier indrykke annoncer med oplysninger om de reelle forhold i landet: kulde, overfyldte teltlejre, fortvivlede kommuner. I SVTs modsvar til vores seriøse radioprogram ”Orientering” bragte man torsdag et topplaceret interviewindslag om dette. Det er et stort fremskridt for partiet, at denne annonceaktion tvinger de statslige svenske medier til at dække partiet som tophistorie. Men intervieweren fokuserede ikke på annoncernes indhold og årsagen til dem, men på, hvordan SD ville sikre, at modtagerne ikke fik indtryk af, at annoncerne var indrykket af den svenske stat. Det er med substansafledende minimanøvrer som disse, at de statslige svenske medier i realiteten optræder som den dominerende politiske magt i landet. Det bliver spændende at se, om Sveriges fanatiske etablissement beordrer hæren ud mod SD, den dag partiet får mandater nok til at gribe regeringsmagten. Lidt for spændende. I Tyrkiets hænder [16/10, 18/10]Hver
gang det viser sig, at EU er ude af stand til at hjælpe sig selv, når
det virkelig gælder, så styrkes demokratihaderes opfattelse af, at
demokratiet er et lavtstående politisk system, som mangler en stærk
mand eller en hellig bog at styre efter. Det er ikke særligt godt, at EU-lederne ikke kan finde ud af, hvordan EU selv skal begrænse indvandringen, men nu har bedt Tyrkiet om at skærpe sin grænsekontrol. Demokrati er en rød klud i øjnene på enhver religion eller stat, som hylder topstyring. Sådanne demokratihadende systemer må fryde sig, hver gang EU holder topmøder, som munder ud i, at EU skal reddes af Tyrkiet eller andre lande, som ikke er demokratiske nok til at være med i EU. Hver gang det viser sig, at EU er ude af stand til at hjælpe sig selv, når det virkelig gælder, så styrkes demokratihaderes opfattelse af, at demokratiet er et lavtstående politisk system, som mangler en stærk mand eller en hellig bog at styre efter. Vi demokrater kan dog stadig trøste os med, at befolkningerne fra sådanne påståede højtstående politiske systemer er helt ellevilde for at leve i fred, frihed og velstand hos os. Så ellevilde, at kun tyrkiske grænsevagter kan stoppe dem med hård hånd. Lærerig løveaktion [16/10, 17/10]Sammen
med oplevelseschefen i Odense Zoo vil Groft sagt glæde sig over, at der endnu ikke i denne verden
findes en religion, som har en løve som profet og fanatiske
selvmorderiske tilhængere. Det er ikke gået ubemærket hen, at Odense Zoo torsdag parterede en løve. Store medier som The Guardian, The Telegraph, Sky News, NBC og CBS omtaler parteringen. Nyheden har også nået så vidt omkring som Rusland, Italien og Canada. Historierne handler om, at det påfører uskyldige børn lidelser at stå og se på det. Der vises billeder af børn, som holder sig for næsen. Oplevelseschef i Odense Zoo Nina Collatz Christensen siger, at det har gjort indtryk med de mange ophidsede skriverier på Facebook, som bl.a. kræver haven lukket. Men da der ikke direkte har været dødstrusler, så gennemførte man arrangementet. Og i øvrigt har man to andre døde løver klar i fryseren. Sammen med oplevelseschefen vil Groft sagt glæde sig over, at der endnu ikke i denne verden findes en religion, som har en løve som profet og fanatiske selvmorderiske tilhængere. For så var Odense Zoo aldrig sluppet afsted med denne lærerige dissektion, som også lærte verden, at Danmark er drevet af fornuft og ikke vanvid. Forsinket selvopgør [15/10, 16/10]Tidligere
MF Özlem Cekic stiller i Politiken yderst ædle krav til politikere og
medier om, at medier og partiledelser bør ignorere personstridigheder.
Men det er dybt godnat, fordi personstridigheder er det, der i
enestående grad gør politik til breaking news. Özlem Cekic, SFs tidligere sundhedsordfører, som røg ud af Folketinget ved seneste valg, er nu ”fast debattør” i Politiken. Her skrev hun forleden et indlæg på næsten en hel stor avisside om, at vores politiske partier opfører sig som religiøse sekter: medlemmer, som vover at være uenige med ledelsen, straffes. Og medierne forfladiger det politiske indhold til en sæbeopera, hvor personslagsmål overstråler saglig politisk uenighed. Cekic opfordrer derfor politikere og partiledelser til at blive mere modige, så de siger, hvad de mener, og så de siger fra, når demokratiets grundprincip, samtalen, af medierne reduceres til at handle om splittelse. Det er yderst ædelt sagt af Cekic, men jo også dybt godnat, fordi medier og partiledelser aldrig kan tillade sig at ignorere den kendsgerning, at personstridigheder er det, der i enestående grad gør politik til breaking news. Og som sikrer, at Cekic stadig huskes – nemlig som politikeren, der skændtes med Joachim B. Olsen (LA) om ”Fattig-Carina”. Obamas heppekor [14/10, 15/10]Putin
er netop den snu, rå, hårde ledertype, som alle verdens demokratier
teknisk set har brug for, for at have en chance i længden over for de
religiøse eller verdslige diktaturer, som hader demokrati og bruger
alle midler. Der er ingen tvivl om, at Obama er langt bedre end Putin til at holde taler, hvor han hylder demokratiet. Men det er beklageligt, at Putin er klart bedre til at erobre Krim med ”russisksindede separatister” end Obama er til at forsvare Krim ved at støtte ukrainske regulære troppestyrker. Og det er beklageligt, at Putin er forbandet god til at lade som om, han bomber IS i Syrien, samtidig med at han i virkeligheden hjælper sin ven, tyrannen Assad, med at bekæmpe de amerikanskstøttede oprørere i Syrien, som havde Assad på krogen. Putin er med andre ord lige netop den snu, rå, hårde ledertype, som alle verdens demokratier teknisk set har brug for, for at have en chance i længden over for de religiøse eller verdslige diktaturer, som hader demokrati og bruger alle midler. Men da den snu overlever, Putin, er på det forkerte hold, må vi fortsat heppe på tøvende, intellektuelle, veltalende Obama og håbe på, at Putin ikke narrer det hele fra ham, inden han når sin udløbsdato i januar 2017. Kaos mod indbrud [13/10, 14/10]Den
enkleste og billigste metode mod indbrud er at sørge for, at ens hjem
ser ud, som om det allerede har været gennemrodet af mindst én tyv:
kaos overalt. Danmark har sovet i timen angående indbrud. Og flere eksperter mener i Berlingske tirsdag, at en lovpligtig tyverisikring vil være effektiv. Man kan montere nogle tyverisikrede vinduer, som forsinker en indbrudstyv i tre minutter, og som derfor ofte vil få tyven til at vælge en nabo. Men bygningsminister Hans Chr. Schmidt (V) mener, at vinduer og andet er noget, som borgerne selv skal finde ud af. Det ryster den socialdemokratiske retsordfører Trine Bramsen. Groft sagt mener, at Bramsen bør finde en bedre anledning til at affyre sine løstsiddende lidenskaber. Tyverisikring handler rationelt om at få tyven til at miste modet og gå et andet sted hen. Er der noget, der afskrækker tyve, er det, hvis de tydeligt kan se, at der allerede har været indbrud. Den enkleste og billigste metode mod indbrud er derfor at sørge for, at ens hjem ser ud, som om det allerede har været gennemrodet af mindst én tyv: kaos overalt. Og kaos kommer helt af sig selv, bare man lader være med at rydde op. Vellykket indoktrinering [12/10, 13/10]Det
skaber stort ubehag og kvalme, at ens frygt for at blive slået ihjel,
tvinger en til at holde kæft. Derfor er især følsomme sjæle som
forfattere særlig modtagelig for indoktrinering med ædle begrundelser
for deres tavshed. Formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, opfordrer i Berlingske Opinion mandag Dansk Forfatterforening til at undersøge, hvordan ytringsfriheden og selvcensuren har det hos medlemmerne. Foreningen har nemlig opfordret sine medlemmer til ikke at besvare Ugebrevet A4’s meningsmåling blandt forfattere om deres erfaringer med selvcensur. Men er det nødvendigt med en ny undersøgelse? Man kan allerede nu konstatere en vigtig konsekvens af selvcensur blandt forfattere og deres forening: Det skaber stort ubehag og kvalme, at ens frygt for at blive slået ihjel, tvinger en til at holde kæft. Det er ydmygende. Derfor anstrenger både forening og medlemmer sig for at fjerne dette ubehag og denne kvalme ved at opfinde og stå sammen om de mest ædle begrundelser for deres tavshed. F.eks. at man uselvisk beskytter et forfulgt mindretal mod krænkelser. At få ofre til at underkaste sig ydre tvang ved at lade dem opfinde passende ædle, indre motiver er kernen i enhver vellykket hjernevask. Tabte politiansigter [9/10, 12/10]Det er
tragisk, at politiet på grund af sin misforståelse af udtrykket ”tabe
ansigt” i Tibetflagsagen har leveret en række tydelige eksempler på,
hvordan en offentlig myndighed taber ansigt. Udtrykket ”tabe ansigt” spiller en central rolle i Tibetflagsagen. Således har politiet forklaret, at den hårde fremfart over for demonstranter skulle forebygge, at den kinesiske præsident tabte ansigt ved at få øje på det tibetanske flag. Det tyder på, at politiet ikke ved, hvad udtrykket ”tabe ansigt” betyder, nemlig at man afsløres i at lyve, være selvisk, selvmodsigende eller inkompetent. Men kinesere er eksperter i at undgå at tabe ansigt, så den kinesiske præsident ville naturligvis bare lade som ingenting, hvis han i det fjerne så nogle demonstranter med et flag. Han ville derimod tabe ansigt, hvis en demonstrant foran TV-kameraer viftede ham om næsen med med flaget og råbte forbudte slagord. Det ville være et ansigtstab, at sådanne billeder gik verden rundt og udstillede hans forlegenhed. Det er tragisk, at politiet på grund af sin misforståelse af udtrykket ”tabe ansigt” i denne sag har leveret en række tydelige eksempler på, hvordan en offentlig myndighed taber ansigt. Hedegaard med humor [9/10, 11/10]Hver
gang gamle Hedegaard gravalvorligt sagde sandheden om, at han næsten
blev terrormyrdet, blev han mere og mere ulidelig. Ikke fordi han tog
fejl, men fordi ingen rigtigt kunne se, hvad man skulle gøre ved det. Lars Hedegaard har, ifølge Kathrine Lilleørs anmeldelse af hans selvbiografi ”Attentat” i Berlingske fredag, omsider lært, at man her i landet altid skal kombinere sin fanatisme med humor og selvironi. Ellers gider ingen høre på én. Det skyldes, at det er ubehageligt, irriterende og angstskabende for os danskere at have en person som Hedegaard gående frit omkring og hele tiden minde os om, at muslimer er en trussel mod vores kultur og velstand, og at hans attentatmand blev sluppet fri af vores NATO-partner Tyrkiet, ledsaget af en masse fræk tyrkisk bullshit i danske medier. Hver gang gamle Hedegaard dødeligt rystet sagde sandheden om, at han næsten blev terrormyrdet, blev han mere og mere ulidelig. Ikke fordi han tog fejl, men fordi ingen rigtigt kunne se, hvad man skulle gøre ved det. Derfor er det godt, at han nu er sprunget ud som en ny Hedegaard med humor. Så kan vi da i det mindste le sammen over den virkelighed, som ingen åbenbart kan gøre noget ved. Militær win-win [9/10, 10/10]To
militære chefers bramfri udtalelser i pressen gør det klart, at Jydske
Dragonregiment omgående bør bytte militært udstyr med irakisk militær. Oberstløjtnant Per Hinrichsen fra den amerikanskledede koalitions hovedkvarter i Kuwait har oplyst til Politiken, at Irak har styrker nok til at tage livet af IS, hvis de virkelig ville. Men det vil de simpelthen ikke. Og de sælger mange af deres moderne våben til terroristerne. Samtidig oplyser regimentschefen for Jydske Dragonregiment, Bjarne Højgaard, ifølge Berlingske torsdag til Dragonen, regimentets interne blad: ”Det kan godt være, vi har 12 artilleripjecer, men vi skal være glade, hvis fire af dem kører.” Inspireret af de to militære chefers bramfri udtalelser foreslår Groft sagt, at man omgående sender de jydske dragoners artilleripjecer og andet udslidt isenkram til de uduelige irakiske styrker, så de kan sælge det til IS. Og til gengæld overflytter de irakiske styrkers flunklende ny superudstyr til Jydske Dragonregiment. Det er win-win: IS vil miste sin kampmoral med dragonernes håbløse udstyr. Og dragonerne i Jylland vil få ny kampgejst med irakernes topmoderne udstyr. Nytænk jobcentrene! [8/10, 9/10]Når de
ledige ikke vil komme ud fra jobcentrene til arbejdet, må arbejdet
komme til de ledige på jobcentrene. Peter Laursen, direktør for det private AMU-center Dekra, som er Danmarks største udbyder af chafføruddannelser, siger i Berlingske torsdag, at ”det er et privilegeret land, hvor man kan sige nej til at arbejde.” Det har nemlig vist sig, at mange ledige foretrækker at være under uddannelse på jobcentrets brogede, men usikre kursustilbud fremfor at uddanne sig målrettet til chauffør med en sikker hyre på 30.000 om måneden. Derfor er der stadig 120.000, der er ledige eller i aktivering samtidig med, at man importerer udenlandsk arbejdskraft. Det er tydeligt, at jobcentrene af de ledige anses for at være bedre, udviklende arbejdssteder, som de ledige foretrækker fremfor begrænsende, rutineprægede arbejdssteder. Landets mange ledige kommer altså først i rigtigt arbejde den dag man gør jobcentrene til steder, hvor der produceres varer eller tjenesteydelser, forbrugerne gider købe. Når de ledige ikke vil komme ud fra jobcentrene til arbejdet, må arbejdet komme til de ledige på jobcentrene. Sædcreme til Afrika [7/10, 8/10]Det
gamle, alt for succesfulde, børnebegrænsende undervisningsmateriale til
seksualundervisningen her i landet bør ikke skrottes, men sendes til
Mellemøsten og Afrika. To ministerier og Københavns Kommune har startet en postkortbåret kampagne, som skal gøre danske studerende opmærksomme på, at man ikke nødvendigvis kan lave en baby, så snart man smider præventionen. Æg og spermatozoer har en udløbsdato. Så det gælder om at komme i gang med avlsarbejdet. Kampagnen markerer en revolution i seksualundervisningen, som i årtier har handlet om effektiv brug af sæddræbende cremer og korrekt påsætning af kondom. Men det gamle, alt for succesfulde undervisningsmateriale bør ikke skrottes. Det bør bruges til en massiv fødselsforebyggende pædagogisk indsats i Mellemøsten og Afrika. Gerne promoveret med Støjbergannoncer i lokale medier. For det kan ikke være rigtigt, at de ønskebørn, som vi her i landet ikke gider avle, mens vi stadig kan, i stedet skal masseavles i udlandet under risikable forhold, hvorefter de i store flokke skal kæmpe sig hele vejen op gennem Europa for at udfylde de tomme pladser som kontanthjælpsmodtagere og skatteborgere her i landet. Politi gør Pind tavs [5/10, 7/10]
På en
sær bagvendt måde er det imponerende, at dansk politi har gjort den
ellers meget talende og skrivende Søren Pind tavs efter kun hundrede
dage som justitsminister. Justitsminister Søren Pind har voksende udfordringer med politiet, som han som justitsminister altid bør rose for at styrke befolkningens tro på lov og orden. Straks efter sin udnævnelse støttede Pind således politiet ved at være ”tough on crime” over for gadedemonstranter. ”Der er masser af plads i fængslerne,” udtalte Pind. Men kort efter væltede det ind over grænsen med flygtninge-migranter, som under politibeskyttelse ustraffet fik lov til at marchere på motorveje. Her måtte Pind så kovende sig selv til at være ”soft on crime” for at kunne rose politiet. Men så kom sagen om politiets optræden i Tibetflagsagen fra 2012. Her måtte Pind opgive at rose politiet og i stedet nedsætte en undersøgelseskommission. Og senest er så kommet sagen om PET, som ifølge en nyudkommen bog lader velkendte salafister frit rekruttere danskere til IS. Her har Pind ”ingen kommentarer”. På en sær bagvendt måde er det imponerende, at dansk politi har gjort Pind tavs efter kun hundrede dage som justitsminister. Slut med Anders And [2/10, 4/10]En ny
kontaktordning på hospitalerne er en klar forbedring, da den udelukker
Anders And som ansvarlig kontaktperson. KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, har undersøgt kontaktpersonordningen på hospitalerne. Den viser, at afdelingerne er flinke til at skrive én på som kontaktperson. Men den viser også, at kontaktpersonen som oftest har perifer eller slet ingen kontakt med patienten. ”Man kunne lige så godt skrive Anders And,” konstaterer en sekretær i undersøgelsen. Så nu er der bred opbakning i hele sundhedsvæsnet til at skrotte ordningen. Sundhedsminister Sophie Løhde annoncerer derfor en ny ordning, som består i, at den koordinerende person nu ikke mere hedder ”kontaktperson”, men ”patientansvarlig læge”. Det er en klar forbedring, da det jo udelukker Anders And, som ikke er uddannet læge og altid optræder uden bukser. Groft sagt tror på sprogets magt og glæder sig derfor over, at dette verbale fremskridt nu snart vil brede sig til alle hospitalers kroge og forbedre den kultur, som i årevis har gjort kontaktpersoner til en and og patienter til grin. Note (tilføjet 29-12-2015): En læser i Allerød har gjort opmærksom på, at der findes et Anders And-dokument, som klart viser, at Anders Ands bukseløshed er en stærkt overdreven illusion. Dokumentet er apokryft. Ingen tekst i den kanoniske Anders And-bladmasse så meget som antyder, at der befinder sig en mere oprindelig virkelighed bag den tilsyneladende bukseløshed. Emnet er tabu i de kanoniske And-tekster. Netop derfor taler denne apokryffe tekst med en helt enestående autoritet om emnet. Se dokumentet affotograferet på facebook.com/klauskjoeller. Tekst på facebook: Rettelse: Det fremgik af en Groft sagt, ”Slut med Anders And”, bragt i Berlingske d. 4/10 2015, at Anders And ”altid optræder uden bukser”. Det er forkert. En læser i Allerød har – efter at have undersøgt sagen grundigt gennem næsten tre måneder – fundet ud af, at der findes et dokument, som klart afslører, at Anders Ands bukseløshed er en stærkt overdreven illusion. Dokumentet er apokryft. Ingen kanonisk Anders And-tekst så meget som antyder, at der befinder sig en mere oprindelig virkelighed bag den tilsyneladende bukseløshed. Emnet er tabu i den kanoniske Anders And-bladmasse. Netop derfor taler denne apokryffe tekst med en helt enestående autoritet om emnet. Vi beklager fejlen. Grov selvsatire [2/10, 3/10]Politikens
grove selvsatire over sin egen chefredaktørs adfærd i Muhammedaffæren
får endnu engang al anden satire over bladet til at blegne. Chefredaktør Bo Lidegaard blev onsdag interviewet i sin egen avis, Politiken. Anledningen var, at Jyllands-Posten gennem aktindsigt har afsløret, at det brev fra Udenrigsministeriet, som afviste et møde med de 11 ambassadører under Muhammedaffæren, var godkendt af Bo Lidegaard, som dengang var chef for udenrigsområdet i Statsministeriet. Lidegaard forklarer, at når han som chefredaktør i dag skriver, at afvisningen ”var en diplomatisk bommert, som alle involverede sikkert stadig fortryder”, så skyldes det, at han er blevet klogere. Eller rettere: Det kan han ikke sige ligeud, for han vil ikke ”svigte den tavshedspligt og den loyalitet som er i det rum, hvor man rådgiver en minister”. Derfor rummer interviewet mange spidsfindigheder om roterende kasketter. Det frister Groft sagt til satire. Men da det komisk afklædende interview bringes i chefredaktørens eget blad og illustreres af en mesterlig satirisk tegning af Roald Als, så afstår Groft sagt i erkendelse af, at Politikens grove selvsatire endnu engang får al anden satire over bladet til at blegne. Ligeglade Google [1/10, 2/10]I dag,
hvor enhver har en smartphone på sig, er det jo bare et greb i lommen
og en søgning på Google, så springer de tegninger, som giver TV og
aviser gåsehud, villigt frem og kan studeres i alle detaljer. Selvfølgelig er det da trist,
at danske medier ikke tør bringe den dér tegning af ham dér, som Groft sagt godt tør nævne, men af respekt
for visse læseres finere følelser for en sikkerheds skyld udelader, da
alle jo alligevel godt ved, hvem det er. Men det er også lidt komisk og
storhedsvanvittigt, at dansk TV og danske aviser går så meget op i, om
de kan vise tegningerne. Som om ytringsfriheden stod og faldt med, hvad
der kan bringes i TV og aviser. Sådan var det i gamle dage. I dag, hvor
enhver har en smartphone på sig, er det jo bare et greb i lommen og en
søgning på Google, så springer de tegninger, som giver TV og aviser
gåsehud, villigt frem og kan studeres i alle detaljer. DRs
generaldirektør Maria Rørbye Rønn tager
ofte fejl. Men sagen om den selvcensurede tegning viser, at hun har ret
i, at danske medier har en mægtig ydre, global fjende i et medie som
Google, som åbenbart er bedøvende ligeglad med, hvor mange der får et
anfald, hver gang de viser tegningen. Utegnet Muhammed [30/9, 30/9, bragt som læserbrev i JP 1/10]Muhammed
bliver dag for dag stadig mere og mere umulig at tegne i Danmark. Presseomtalerne af 10-året for Muhammedaffæren handler tilsyneladende om Muhammed og tegningen af ham. Men dybest set viser alle omtalerne, at politiet kun kan beskytte truede borgere mod selvmordsfanatikere ved at lade de truede leve et amputeret liv med PET-vagter. Derfor tør ingen i dag vise tegningen. Og de feje tør ikke engang sige, at de ikke tør, og selvcensuren fejrer triumfer med højpandede, ædle bortforklaringer. Derfor er omtalerne ved 10-året også en overbevisende argumentation for, at kulturel og social homogenitet er et nødvendigt supplement til politiets voldsmonopol for, at demokratiet med ytringsfrihed og de andre friheder kan fungere uden en masse tåkrummende ”men”er. Og derfor handler det hele altså alligevel inderst inde om Muhammed, som i al forudsigelig fremtid dag for dag stille og roligt vil vokse i et Danmark, som egentlig er skabt af og indrettet til valne folkekirkekristne og ateister. Muhammed bliver stadig mere utegnet i Danmark. Hospitalet, der fik nok [25/9, 29/9]Hospitalers
manglende frygt for, at patienterne vælger en konkurrent, fører
automatisk til, at al service minimeres: Patienterne plages derfor med
møg, ventetider, manglende koordination og elendig information. Godt, at TV 2 sætter fokus på
hospitalerne med dokumentaren ”Patienten, der fik nok.” Men
hospitalspatienters kroniske problem er, at der er for mange af dem.
Patienter med penge kan ganske vist godt flygte fra et offentligt
hospital. Men næsten alle patienter bliver hængende i mylderet og håber
at få noget godt ud af den gratis behandling. Systemets manglende frygt
for, at patienterne vælger en konkurrent, fører automatisk til, at al
service minimeres: Patienterne plages derfor med møg, ventetider,
manglende koordination og elendig information. Ikke fordi de ansatte er
onde, men fordi de skal overleve i en organisation, hvor kunderne er så
mange og så krævende, at de ansatte er nødt til at prioritere og
desuden har brug for de succesoplevelser, som gode patienter med enkle
diagnoser kan give. Sure, kritiske, utilfredse patienter med
komplicerede diagnoser går let til grunde i dette system. Derfor bør de lære at synge
Life of Brian-sangen: ”Allways look on the bright side of life”. Sudanske embedsmænd [24/9, 27/9]Det
kan umuligt være danske embedsmænd, professor Ulrik Kjær fra Syddansk
Universitet taler om, når han forsøger at hjælpe MF Pernille Bendixen
fra DF mod hånlatter på Facebook, fordi hun ikke ved, hvad BNP er. Pernille Bendixen er nyvalgt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti. Hun har givet anledning til en heftig debat og hånlatter på Facebook efter et interview i Radio24syv, hvor hun tilsyneladende ikke vidste, hvad BNP, bruttonationalproduktet, egentlig er. Men nu træder professor i statskundskab Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet til hjælp. Han siger til DR Fyn: ”Vi skal hele tiden tænke på, at det er nogle embedsmænd, der har styr på fakta, tal og begreber, mens politikerne er sat i verden for at have holdninger, og det er dem, vi må grine eller klappe ad.” Det kan umuligt være Danmark, professoren fra Sudansk Universitet taler om. Her i landet har nødløgne, skatte- og andre skandaler ødelagt troen på, at embedsmænd har styr på ret meget. Men han har ret i, at alle de senere års otte skatteministre har udmærket sig med holdninger. Især holdningen om, at jo mindre en minister ved om fakta, tal og begreber, jo bedre kan han troværdigt fremstå, som om han har styr på det hele. EUs punkt 22 [25/9, 26/9]Migrantkrisen
har vist, at der i EU gælder en paragraf 22 om, at regler kun
håndhæves, hvis det ikke truer ro og orden. Når flygtninge-migranter kommer til vores grænser enkeltvis eller i små grupper, så tvinger politiet dem til at lade sig registrere og blive opdelt i enten asylsøgere eller ulovligt indrejste, som så sendes retur til Tyskland. Men flygtninge-migranter, som kommer i store grupper på 130 og derover, bevæger sig frit og uregistreret ind i landet. Politidirektør Svend Larsen forklarer til TV2.dk: ”Hvis vi går ind dér og vil registrere alle, så fører det til situationer, hvor hensynet til sikkerheden og ro og orden bliver kompromitteret.” Eller på klart dansk: ”Hvis mindst 130 insisterer på at bryde loven samtidig, så gør dansk politi ikke noget – af hensyn til ro og orden.” Og samme paradoksale regel for accept af lovbrud praktiseres stort set også i resten af EU. Der gælder altså i EU en paragraf 22 om, at regler kun håndhæves, hvis det ikke truer ro og orden. I Joseph Hellers berømte roman om 2. Verdenskrig, ”Punkt 22”, fører sådanne selvmodsigende regler til et fascistisk diktatur. Pinds paradoks [24/9, 25/9]Det er
paradoksalt, at 10.400 totalt ukendte, som trænger ulovligt ind i
landet, kun medfører et beroligende pressemøde med Pind og hans
politichefer. På et pressemøde tirsdag oplyste justitsminister Søren Pind, at der i perioden 6. – 20. september er indrejst omkring 12.400 flygtninge-migranter i Danmark, hvoraf 1.500 har søgt om asyl. Der er gennemført 125 tilbagesendelser til Tyskland. Der er altså rejst 10.400 personer ind i landet, som politiet ikke ved noget om. En stor del formodes at være rejst videre til Sverige. Og konstitueret PET-chef Finn Borch Andersen oplyste, at situationen ikke ændrer på terrortruslen mod Danmark, der fortsat er alvorlig. Terrortruslen er altså så slem i forvejen, at dette ikke kan gøre det værre. Det er bare paradoksalt, at 10.400 totalt ukendte, som trænger ulovligt ind i landet, kun medfører et beroligende pressemøde med Pind og hans politichefer. Mens en enkelt velkendt, formodet terrorist, som blev dræbt af politiet for over et halvt år siden, medfører, at udmattede, stressnedbrudte, overarbejdsplagede bevæbnede betjente fra hele landet stadig holder terrorvagt i Københavns gader. TV-seernes demokrati [17/9, 24/9]Det er i ekstreme krisesituationer, at sandheden om et politisk system viser sig. Det gælder også vores. Og sandheden har vist sig at være, at hærskarer af veltrænede jurister i vores og andre europæiske demokratiers justitsministerier og i EU-systemet intet kan stille op med alle deres love, pagter og traktater, når TV-nyhedsudsendelserne bombarderer os med en fortælling om, at flygtninge-migranter er ofre, som fortjener al den hjælp, vi kan give. Så brydes både nationale love og Schengen- og Dublin-traktater, fordi TVs nyhedsudsendelser har skabt en fortælling, som politikere, justitsministerier og politistyrker er nødt til at underkaste sig. Her: at situationen er helt ekstraordinær, og at disse mennesker derfor skal hjælpes på ekstraordinære måder, dvs. hinsides normal lov og ret. Krisen afslører, at demokratiets bærende institution, bag alle demokratiets skåltaler, er TVs nyhedsføljeton, der leverer de følelsesmættede billeder, som får vælgernes politiske holdninger i skred. Jordoverfladen er foldet [17/9, 21/9]En ny,
generel relativitetsteori om jordoverfladens foldning gør det til en
pligt for ethvert EU-land at indføre grænsekontrol for at overholde
Schengen-traktaten. EU har store udfordringer med at få EU's randstater til at overholde Schengen-aftalen, som er forudsætningen for at EU's indre nationale grænser kan ophæves. I øjeblikket har Grækenlands og Italiens elendige grænsekontrol i virkeligheden gjort alle EU-lande til randstater. For at redde Schengen skal Groft sagt derfor – under inspiration af Einsteins generelle relativitetsteori om rummets krumning – lancere en generel grænseteori om jordoverfladens foldning. Teorien siger, at alle overbefolkede, borgerkrigsramte lande i virkeligheden grænser direkte op til Danmark og andre EU-lande, som tiltrækker borgere fra sådanne lande med stor kraft. Teorien gør det muligt for ethvert EU-land både at indføre grænsekontrol og samtidig overholde Schengen-traktaten. Ja, faktisk bliver det til en pligt for Danmark og andre lande at indføre grænsekontrol, da hele EU's indre grænseløshed jo hviler på en benhård håndhævelse af EU's ydre grænser. EU bør vedtage foldeteorien allerede på næste krisemøde. Holst i sort [18/9, 20/9]Kun
vælgere, der tror på, at politikere er en særlig ædel art, som er ude
af stand til at lyve, vil tro på Carls oversmarte udredninger. Tirsdag sagde Carl Holst, at hans nye spindoktor, Christian Ingemann, ikke var ansat som personlig assistent for ham i Region Syddanmark: ”Men det er heller ikke det [personlig assistent, red.], han har været ansat til.” Men så bragte Ekstra Bladet sent onsdag et lækket brev fra Holst til Løkke, hvori Holst fremhæver, at Ingemann var ansat som personlig assistent for Holst i regionen. Da Ingemann ikke både kan være ansat og ikke være ansat, så må Holst altså lyve. Derfor er det en grov fornærmelse af vælgernes sunde fornuft, at Holst torsdag forsøger at redde æren med denne replik: ”Jeg skal beklage, at jeg har fået udtrykt mig på en måde, der giver indtryk af, at han ikke var min personlige assistent.” Fornærmelsen ligger i, at Holst her med uld i mund afviser den indlysende kendsgerning, at han har løjet. Kun vælgere, der tror på, at politikere er en særlig ædel art, som er ude af stand til at lyve, vil tro på Carls oversmarte udredninger. Det ser derfor sort ud for Holst. Selvafslørende kodeks [14/9, 17/9]Et nyt
embedsmandskodeks med 7 dyder er en rystende selvafsløring af, at
embedsmændene ser landets nuværende statsadministration som et
forbryderisk, kaotisk system. Regeringens nye kodeks med 7 dyder for embedsmænd er rystende. Det består af banale selvfølgeligheder. Således dyden ”Lovlighed” om, at embedsmænd ”altid skal handle indenfor gældende ret”. Og dyden ”Ansvar og ledelse” om, at embedsmænd aktivt skal medvirke til at realisere de opgaver, strategier og mål, som ministeren og den administrative ledelse har fastlagt. Den himmelråbende indholdsløshed fremgår af ikke-prøven, som giver absurde påstande, som ingen kan tage alvorligt. Men da embedsapparatet selvfølgelig ikke øder mange dyre arbejdstimer på at lade statsministeriets travle departementschef Christian Kettel Thomsen lede et arbejde med at finde frem til de rene selvfølgeligheder, så kan man slutte, at disse selvfølgeligheder er nye indsigter for embedsapparatet. Derved bliver dette dokument om de 7 dyder en rystende selvafsløring af, at embedsmændene ser landets nuværende statsadministration som et forbryderisk, kaotisk system. Og de kender systemet bedst af alle. Rystende. Straks-medieløsning [11/9, 14/9]Der
bør omgående overføres licensmidler til de private mediesites i et
omfang, så de kan skrotte de grafiktunge reklamer og dermed få samme
responstid som dr.dk. Public service-udvalget med tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard som formand har holdt en høring under overskriften: ”Rationalet for public service i det 21. århundrede.” Høringen var op ad bakke. For DR og de private mediers organisation, Danske Medier, kunne ifølge Jyllands-Posten ikke engang enes om, hvad public service betyder, og derfor selvfølgelig heller ikke finde rationalet. Så det er svært at se, hvordan et samarbejde mellem statslige og kommercielle medier kan foregå. For at stoppe den løbske tågesnak med de mange fine ord har Groft sagt et jordbundent straksforslag: De private mediers websider er ofte dræbende langsomme, fordi man er nødt til at plastre siderne til med grafiktunge reklamer. Der bør omgående overføres licensmidler til de private mediesites i et omfang, så de kan skrotte reklamerne og dermed få samme responstid som dr.dk. En fordel ved denne straksløsning er, at vi ikke behøver vente på en afklaring af, hvad public service og rationalet er for noget. Syg moddemonstration [10/9, 13/9]Flygtninge-migranter
bliver mere og mere offergjort for hver dags TV-transmissioner.
Medierne har de sidste dage på denne måde etableret en norm om, at alle
egentlig bør modtages. Og at alle, der antyder noget andet, er etisk
anløbne. Danmark og hele EU er inde i et pædagogisk forløb angående flygtninge-migranter: Alle, bortset fra de Radikale og Enhedslisten, ved jo godt, at vi i længden ikke kan beholde vores kultur og velfærdsmåde at leve på, hvis grænserne er åbne for flygtninge-migranter. Derfor ved alle, at det ender med at blive nødvendigt ret militant at forsvare EUs ydre grænser. Men inden denne sandhed kan politisk modnes, skal medierne vise mange flere billeder og fortælle mange flere rystende historier om dem, det går ud over, hver gang der bruges penge på flygtninge-migranter. Alt går i øjeblikket den anden vej: Flygtninge-migranter bliver mere og mere offergjort for hver dags TV-transmissioner. Medierne har de sidste dage på denne måde etableret en norm om, at alle egentlig bør modtages. Og at alle, der antyder noget andet, er etisk anløbne. For at få en mere lige debat må plejehjemsbeboere og hospitalspatienter mobiliseres og ud at demonstrere på motorvejene. Det lyder sygt, og det er netop problemet. Politiets anti-klimaks [10/9, 12/9]I dagevis har vi fulgt cliff-hangeren med folkehæren fra syd, som ingen grænser kunne stoppe. Først faldt Grækenland, så Ungarn, derefter Østrig og så kapitulerede Tyskland. Da en fortrop af hæren
pludselig uden varsel stod i Rødby en aften ved 22-tiden, steg
spændingen. Nu har danske medier så i dagevis fulgt konflikten mellem
dansk politi og trætte, men uartige flygtninge-migranter, som hverken
vil registreres eller undlade at gå på motorveje. Politikerne hiver sig
i håret og aner ikke, hvad de skal gøre. Men pludselig lader politiet
så bare alle forsvinde ud over markerne og køre mod Sverige i private
ildsjæles biler. Og rigspolitichefen forklarer: ”Vi kan selvsagt ikke
holde så mange mennesker frihedsberøvet på ubestemt tid. Derfor er der
ikke andre muligheder, end at vi lader dem være på fri fod.” Herlige
bondevise ord! Man kunne ønske at rigspolitichefen havde udtalt dem
allerede den første aften. Så ville landets politikere og seere have
været sparet for svære kvaler i dagevis. Bosses ged barberet [28/8, gensendt opdateret 4/9, 11/9]Hvis
en udenlandsk ingeniør, maskinoperatører eller IT- og biotek-fagperson
ikke er i stand til at få øje på en væsentlig forskel mellem sig selv
og så en daglejer fra Nigeria eller en gedehyrde fra Somalia, så er
vedkommende simpelthen bare for dum til vores land. Grundfos’ kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted og Stine Bosse udtrykte i Berlingske forleden bekymring over Støjbergs annoncer til potentielle flygtninge med oplysning om reglerne i Danmark. De mener, at det sender et gå-væk-signal til alle – også til højt specialiserede folk, som kan være interesseret i at komme her til landet for at arbejde. Til dette er vel bare at sige følgende: Hvis en udenlandsk ingeniør, maskinoperatører eller IT- og biotek-fagperson ikke er i stand til at få øje på en væsentlig forskel mellem sig selv og så en daglejer fra Nigeria eller en gedehyrde fra Somalia, så er vedkommende simpelthen bare for dum til vores land. Så må han søge lykken i et andet land eller blive, hvor han er. Groft sagt respekterer både nigerianske daglejere og somaliske gedehyrder, men har ikke megen respekt for en nok så højtuddannet udenlandsk ingeniør, som er ude af stand til at se, at han ikke er nogen af delene. Så blev den ged vist barberet, så selv Stine Bosse kan se det. Nulfejlsforskning [9/9, 10/9]Eliteforsker
og professor i socialantropologi Rane Willerslev mener, at den dengsede
12-tals-pige er dronning og rollemodel fra folkeskolen til
kandidatgraden. Han har ret. Og desværre stopper det ikke ved
kandidatgraden. Eliteforsker og professor i socialantropologi Rane Willerslev har i flere medier udtalt sig meget kritisk om uddannelsessystemets korrekthedskultur. Han mener, det er et nulfejlsregime, hvor den dengsede 12-tals-pige er dronning og rollemodel fra folkeskolen til kandidatgraden. Han har ret. Og desværre stopper det ikke ved kandidatgraden. De seneste år har bureaukratiseringen og jagten på eksterne forskningsmidler gjort universitetsforskere til gruppestyrede nulfejlsforskere: Få tør tage chancen med risikable, individuelle projekter. Kræfterne bruges mindre på nyskabende videnskabelige ideer og mere på at forsvare sig mod universitetsbureaukratiets galskaber og på at dyrke de personlige netværk, som kan skaffe penge fra forskningsråd, EU og fonde. Denne Grofts sagt’s lange erfaring fra universitetet er, at kreativiteten er mindst lige så stor som tidligere. Men at man nu er tvunget til at bruge sine mest kreative ideer på andre fronter end forskningen for at overleve i systemet. Schengens redning [8/9, 9/9]Schengen-
og Dublin-aftalerne bør tilføres en undtagelsesbestemmelse om, at de
ikke gælder for store mængder flygtninge og migranter, som vandrer
rundt i samlet flok. Det har kostet EU hundredvis af møder og talløse ekspertudredninger at lave Schengen-aftalen og Dublin-aftalen. Det er to grundlæggende dokumenter, som ofte hyldes i taler, og som danner basis for EU's flygtninge- og migrations-politik. Men der skulle bare en strøm af rigtige levende mennesker i få dage til at afsløre, at begge aftaler mest er papir og blålys, når det kommer til stykket. Alle politikere taler ganske vist stadig vanen tro om at forsvare EU's ydre grænser og enkelte politikere også stadig om at kontrollere de nationale. Men enhver TV-seer har de seneste dage lært, at hverken politi eller militær kan sættes ind og håndhæve love over for forsvarsløse, ulykkelige mennesker, der i samlet flok vandrer rundt mellem EUs lande på jagt efter fred og ro og deres families genforening. For at redde både Schengen- og Dublin-aftalerne bør de derfor tilføres en undtagelsesbestemmelse om, at de ikke gælder for store mængder flygtninge og migranter, som vandrer rundt i samlet flok. Forkælede forfattere [4/9, 7/9]Når
medier udlåner deres tekster til DRs hjemmeside, får medierne ikke en
krone. Og de kan ikke engang trække teksterne tilbage i protest. Flere kendte forfattere som Hanne-Vibeke Holst og Elsebeth Egholm har trukket sig fra eReolen, bibliotekernes fælles udlånssystem for e-bøger og lydbøger. De begrunder det med, at det er farligt at vænne folk til, at e-bøger ikke koster penge. Og det er rigtigt set. Sporene skræmmer. Forfattere har længe kunnet følge med i, hvordan DR.dk helt gratis har stillet private mediers seneste nyheder til fri afbenyttelse for enhver. Og forfatterne har set, hvordan det derfor er op ad bakke for private medier at få læsere til at betale for deres nyheder. Og eReolens gratis udlån af alle private forlags bøger svarer jo til DRs gratis stillen-til-rådighed af alle private mediers seneste nyheder på DR.dk. Men eReolen behandler trods alt sine forfattere langt bedre, end DR behandler sine leverandører. For eReolen betaler forfatteren 9,10 kr. (inklusive moms) per udlån. Når medier udlåner deres tekster gennem DR, får medierne ikke en krone. Og de kan ikke engang trække teksterne tilbage i protest. TV-værters seertortur [4/9, 6/9]Alle
værter på TV forsøger i dag at trykke den af med optimisme, engagement
og kærlighed til seerne. Men når seerne skal se på samme vært i flere
år, eventuelt årtier, så vil enhver manér hos værten efterhånden blive
en lidelse for seerne. Journalist og cand.mag. i dansk og retorik Julie Fabricius skriver i kronikken onsdag, at mange studieværters manér med at sætte umotiverede modsætningstryk på flere ord i en sætning skyldes en særlig træning, som værterne fik da TV 2 startede i 1988. Ideen er, at trykkene skal udtrykke energi. Det er rigtigt tænkt. Alle værter på TV forsøger i dag at trykke den af med optimisme, engagement og kærlighed til seerne. Men når seerne skal se på samme vært i flere år, eventuelt årtier, så vil enhver manér hos værten efterhånden blive en lidelse for seerne. Her er forkerte tryk kun en detalje hos visse værter. Andre værter er så umusikalske, at de lyder som en fejlprogrammeret android-robot. TVs mest beundrede, skarpe interviewende nyhedsværter har ofte problemer med at finde en passende grimasse og tonegang ved sørgelige indslag, hvor man ikke bare kan køre på rutinen med energi og optimisme. Studieværters tortur med manérer bør stoppes. Og der bør trænes i også at græde og synge rent. Skats skelet-orgie [3/9, 4/9]Kun
fordi Skat fik et tip fra en udenlandsk myndighed i sommeren 2015, blev
man nødt til at anmelde sagen til Bagmandspolitiet, hvorefter pressen
også fik den. Skats seneste skandale med de forsvundne 6,2 milliarder er endnu et eksempel på at vores samfund drives efter princippet ”lig på nyhedsdesken”. Helt tilbage i 2005 påpegede Skats Interne Revision (SIR) første gang den lemfældige administration. Intet skete. Efter to yderligere SIR-rapporter beder departementchefen så i 2009 om endnu en rapport, som i 2010 igen beskriver problemet. Så i 2013 afgiver SIR næste rapport, som påpeger det utilstrækkelige i de tiltag, som Skat (ikke) har gennemført for at stoppe hullet. Samme år nedlægges Skats særlige afdeling for udbytteskat, som skulle tage sig af det problem, som netop det år vokser astronomisk. Kun fordi Skat fik et tip fra en udenlandsk myndighed i sommeren 2015, blev man nødt til at anmelde sagen til Bagmandspolitiet, hvorefter pressen også fik den. Og de mange milliarder var det lig på nyhedsdesken, som er den eneste grund til at politikerne nu konkurrerer om at komme først med at stoppe det hul, som burde være stoppet allerede i 2005. Overflødig boglæsning [28/8, 31/8]Politiken
har ikke ret i, at det er umuligt at interviewe en forfatter uden at
have læst hans bog. Tværtimod er det ganske let. I lanceringen af David Lagercrantz’ nye bog i Milennium-serien, har Politiken skilt sig ud ved at nægte at acceptere forlagets krav om, at interview med forfatteren i juni måned skulle ske, uden at intervieweren havde læst bogen. Normalt tigger forlag Politiken om at bringe bare en lille notits om deres udgivelser. Så bladets litteraturredaktører og anmeldere er vant til massivt fedteri. Derfor er det forståeligt, at bladet bliver fornærmet over for en gangs skyld at blive underkastet ydmygende krav fra et forlag. Men Politiken har ikke ret i, at det er umuligt at interviewe en forfatter uden at have læst hans bog. Tværtimod er det ganske let. Det beviser landets andre medier, som bringer omfattende interviews, som er fyldt med variationer over Lagercrantz’ velforberedte markedsførende talepunkter. En bog kan altså i dag sælges, uden nogen har læst den. Og hvis den ligner alle de andre, så kan den også købes, uden nogen behøver læse den. Demokrati uden landtropper [27/8, 30/8]De
glade dage, hvor danske vælgere troede, at bare vi sendte rytteriet
ind, væltede tyrannen og gav bistandsstøtte, så blomstrede demokratiet
frem, er forbi. Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet er en uforfærdet akademiker, som er så kompetent, at han ikke alene undlader habit på TV, men også taler ligeud i klart sprog om svære emner. Han forklarede tirsdag IS’s succes med, at USA og vestlige, allierede stater ikke - efter Afghanistan- og Irak-krigene - tør sætte landtropper ind mod IS. Denne kække, rigtige diagnose rummer den rystende pointe, at despoter og autoritære guders hjernevaskede sektmedlemmer i længden sejrer over demokratiet, fordi demokratiernes ledere – i modsætning til despoter og guder - ustandseligt skal genvælges ved hemmelige, frie valg af pæne demokratiske borgere. De glade dage, hvor danske vælgere troede, at bare vi sendte rytteriet ind, væltede tyrannen og gav bistandsstøtte, så blomstrede demokratiet frem, er forbi. I dag ved vi, at et ægte demokrati er denne verdens mest skrøbelige plante, som bestemt ikke vil gro overalt. Og vi er derfor i dag glade, bare vi formår at bevare demokratiet nogenlunde i vores eget land. Tabt tiggerindtægt [27/8, 28/8]Et
forslag om erstatning for tabt tiggerindtægt til kvindelige,
udenlandske tiggere i Stockholm, mens de er på sexkursus på det
offentliges regning, har skabt en sprække i Sveriges militante
politiske korrekthed. Dagens Nyheter (Sverige)
fortæller onsdag om, at kvinder – typisk romaer – som tigger i
Stockholm, skal tilbydes kurser i hygiejne og seksualspørgsmål. De skal
tilbydes gratis helbredskontrol, hygiejneartikler og kondomer. Og de
skal tilbydes erstatning for tabt tiggerindtægt under kurset. Det er
alt sammen Sverige, som vi kender det. Ingen i den svenske elite tør
naturligvis foreslå, at tiggerne bare sendes hjem til Rumænien i de
busser, som har bragt dem til Stockholm. Men sagen har skabt sprækker i
landets militante politiske korrekthed. For en politiker fra det store
oppositionsparti, Moderaterna, Andrea Ström, tør pege på, at det er
meget svært at bestemme størrelsen af den tabte tiggerindtægt under
sexkurset. Desuden spørger hun, hvordan den skal udbetales?
Tilsyneladende et par uskyldige tekniske spørgsmål, men den slags var
utænkeligt for et par måneder siden. Spørgsmålene er kun et lille
skridt for en politiker i det svenske establishment, men et gigantisk
spring fremad for Sverige. Dorskhedens skole [26/8, 27/8]
Gymnasier
opdrager eleverne til, at et typisk arbejdsliv består i offentlig
ansættelse med en arbejdsindsats lige over det acceptable, hvor man så
i sin fritid slår sig løs med alt det spændende. "Det handler næsten mere om, at man kommer for ikke at få fravær end for at lære noget," siger 3.g’eren Helena Vinther til Berlingske onsdag. Udtalelsen viser, at gymnasiet svigter sin vigtigste pædagogiske opgave: At overbevise eleverne om, at det, de lærer, er livsvigtigt. Tværtimod lærer de åbenbart, at timernes indhold er så ligegyldigt, at man sagtens kan pjække uden skade. Herved opdrages eleverne til, at et typisk arbejdsliv består i offentlig ansættelse 9 - 17 på overlevelse, hvor man så i sin fritid slår sig løs med alt det spændende. Det er både synd for eleverne og ødelæggende for samfundet, at eleverne på denne vis indoktrineres til, at livet leves i fritiden. Skolen bør omgående banke liv i disse dorske, dalrende, fejlopdragede elever, så de frådende af nysgerrighed og virkelyst kræver mere viden og flere færdigheder hvert minut i skolen. Groft sagt kræver gymnasier, hvor alle elever græder som pisket, hver gang de forhindres i at suge viden til sig i en undervisningstime. Billeder som argumenter [25/8, 26/8]Den
væsentligste politiske debat i offentligheden lige nu foregår med
billeder af lidende migranter mod billeder af lidende plejehjemsbeboere
med våde bleer. Og det ser ikke godt ud for plejehjemsbeboerne. I EU argumenteres med fine og mange ord. Ligesom de gør i DR2 Deadline. Men bred politisk kommunikation bygger på billeder og følelser. Derfor foregår den væsentligste politiske debat i offentligheden lige nu med billeder af lidende migranter mod billeder af lidende plejehjemsbeboere med våde bleer. Og det ser ikke godt ud for plejehjemsbeboerne. For det fremgår dagligt i medierne, at migranter er langt de bedste til at levere både hjerteskærende dramaer, bl.a. med ulykkelige børn, og lig på nyhedsdesken. Vi ser migranter kæmpe mod bølger, mod gendarmer, forsøge at hoppe på lastbiler i fart, og vi forstår deres håb om at få et bedre liv. Plejehjemsbeboerne er nødt til at oppe sig og alliere sig med hospitalspatienter i lange køer, underbemandede børnehavebørn, borgere, som mangler hjemmehjælp, for at forsøge at producere billedmateriale og følelsesmættede dramaer, der kan matche migranternes. Ellers er det snart ude med velfærd, som vi kender den, fordi alle pengene går til migranter. Alle er konservative [24/8, 25/8]I en
kronik i Berlingske afsløres det, at det konservative DNA også findes i
alle velfærdsdemokratiets andre regeringsduelige partier. "Hvem kan i dag huske, at det var de Konservative, der var initiativtager til, at mellemskatten blev afskaffet i 2010, og at der de følgende år blev sat fokus på at afskaffe efterlønnen?" spørger underdirektør, cand.polit. Henrik Blavnsfeldt i Berlingskes kronik søndag. Det er et retorisk spørgsmål, så det skal heldigvis ikke besvares. I kronikken forsøger Blavnsfeldt at genfinde det konservative DNA, men det viser sig at være den politik, som alle velfærdsdemokratiets regeringsduelige partier efterhånden er enige om. Det eneste konkrete er et forslag om, at "et nutidigt konservativt synspunkt kunne være, at man i større grad tilstræber at klare sig selv økonomisk". Men lige netop her har LA jo en klarere profil end de Konservative. Så det ser ikke godt ud for de Konservative. For hver kronik om konservativmens særpræg bliver det tydeligere og tydeligere, at de Konservatives problem er, at alle partier, bortset fra EL og Alternativet, er mindst ligeså konservative som de Konservative. Sådan! [21/8, 24/8]Lille
begærlige Nick indeni tidligere sundhedsminister Nick Hækkerup siger
tingene ligeud. Nu mangler vi bare, at også politikere, som stadig er
ministre, på samme vis skrotter alt bullshit og bare siger sandheden. Ekstra Bladet har haft fat i flere politikere i kølvandet på sagen om forsvarsminister Carl Holsts (V) eftervederlag. Og alle forsøger jo både at redde pengene og samtidig fremstå som ærlige og idealistiske, dvs hævet over griskhed og egoisme. Men ikke tidligere sundhedsminister Nick Hækkerup (S). Da Ekstra Bladet – med slet skjult forventning om endnu en hyklerisk, ædel bortforklaring – spurgte Hækkerup, om han aldrig havde overvejet at returnere det eftervederlag på 675.000 kr, som han fik, da han i 2007 stoppede som borgmester i Hillerød for at blive medlem af Folketinget, så gik han i stedet til stålet: ”Nej, jeg kender mig selv godt nok til at vide, at indeni bor der en lille begærlig Nick. Det er dejligt at få lidt ekstra til sig selv og familien, så større menneske er jeg ikke.” Sådan! Her kan alle politikere se, hvor let det er at sige sandheden. Nu mangler vi bare, at også politikere, som er ministre, på samme vis skrotter alt bullshit og bare siger sandheden af Karsken Bælg. Bureaukrati æder forskning [20/8, 23/8]Det er
tragisk, at et politisk ønske om bedre ledelse med ansatte ledere efter
få år mest tydeligt har ført til, at forskere nu bruger uanstændigt
meget tid på administration. Tre forskere advarer i Berlingskes kronik onsdag med rette mod bureaukratiets hærgen på universitet. De skriver bl.a.: "Reelt kan den mængde arbejdstid, der medgår til en enkelt ansøgning [om ekstern forskningsstøtte], sammenlignes med den tid, der går til en større videnskabelig artikel eller en mindre bog". Og kun 1 ud af 10 ansøgninger imødekommes. Det er tragisk, at et politisk ønske om bedre ledelse med ansatte ledere efter få år mest tydeligt har ført til, at forskere nu bruger uanstændigt meget tid på administration. Og bureaukratiet gør, hvad det kan, for at skjule tragedien ved f.eks. at omdefinere bedømmelsesarbejde til at være forskning, selv om det i realiteten er administration. Således er den årlige, tidskrævende bunkebedømmelse af utallige ansøgere til ganske få ph.d.-stipendier helt grotesk omdefineret til at være forskning. Denne omdefinition er administrativt nødvendig, fordi der slet ikke er råd til at registrere og betale alle de administrationstimer, der bruges. Clementisering [21/8, 22/8]Ragnhild Ibsen fra Herning fortæller i Berlingske fredag, at hun og hendes mand på kulturmødet på Mors ikke specielt glæder sig til politikerne, pinger og Clement Kjersgaard, for dem kender de godt i forvejen. Godt, Ragnhild! Clement griber nemlig stadig mere om sig. Clement har i kraft af sin intelligens, viden, charme og sikre sans for kedsommelighedsforebyggende afbrydelser efterhånden fået en enestående position i DR som førstedomptør af politikere og andre pinger. Uanset emne og vinkler, så hundser han suverænt rundt med landets største navne, som om de var statister i hans show. Hvad de jo egentlig også er. Derfor er han efterhånden også blevet en bærende ordstyrer ved ethvert folke- eller kulturmøde, fordi folk er holdt op med at tro på, at store navne er i stand til at debattere, uden Clement afbryder dem. Derfor er det sundt og godt, at Ragnhild Ibsen nu klart siger fra og fremhæver nogle punkter i programmet på Mors, hvor det trods alt ikke er lykkedes at hyre Clement. TV 2 hugger DRs priser [20/8, 21/8]Ved
den årlige uddeling af TV-priser på Copenhagen TV Festival fik
reklamefinansierede TV 2 13 priser og licensfinansierede DR 12. De
næsten lige tal skjuler en rystende ulige sandhed. For TV 2 var suveræn vinder i de hårdere nyhedskategorier som Bedste Nyhedshistorie, Bedste Nyheds-event, Bedste Dokumentar, Bedste reportageserie og Bedste Faktaserie. Mens DR fik priser i bløde kategorier som Bedste Sportsprogram, Bedste Børneprogram, Bedste Factual Entertainment og Bedste TV-underholdningsprogram. DR bryster sig af at være landets mest seriøse, nationsbærende medieinstitution. Derfor kunne man forvente, at DR lå i top i de hårde nyhedskategorier, hvori vores samtidshistorie beskrives. TV 2 har en langt mere ydmyg profil, som i høj grad handler om at skrabe seere sammen til udsendelserne, så der kommer reklamekroner i kassen. Derfor kunne man forvente at TV 2 lå i top i de bløde underholdningskategorier. Det er rystende, at det forholder sig omvendt. Licensen bør herefter gå til TV 2. Embedsmændene tog chancen [19/8, 20/8]Rønns
vulkanske temperament og klare selvopfattelse af at være en juridisk
kapacitet har gjort det umuligt for topembedsmændene i
Integrationsministeriet at skære tingene ud i pap for hende i en
pædagogisk tekst uden at gøre hende rasende over at blive behandlet,
som om hun ikke havde forstand på jura. Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech fik ikke aben af Statsløsekommissionen, fordi det ikke med sikkerhed kunne fastslås, at hun kendte konsekvensen af sin beslutning om at undersøge andre landes praksis, før hun eventuelt ville ændre dansk praksis. Det mærkelige er, at de to topembedsmænd, som nu får aben, ikke i tide har sørget for ”livsforsikringer”, dvs. dokumentation af, at de på skrift i klart sprog har forklaret ministeren disse konsekvenser. De har åbenbart anset det for unødvendigt med en livsforsikring, fordi det måtte være indlysende for enhver, at det var Rønns ansvar, at den gale praksis bare fortsatte. Til embedsmændenes forsvar må også anføres, at Rønns vulkanske temperament og klare selvopfattelse af at være en juridisk kapacitet har gjort det umuligt for dem at skære tingene ud i pap for hende i en pædagogisk tekst uden at gøre hende rasende over at blive behandlet, som om hun ikke havde forstand på jura. Derfor tog de chancen uden livsforsikring. Svensk selvvaccinering [18/8, 19/8]Sverige
har på grund af sit konkurrencesvage mediesystem og sin systematiske
dæmonisering af Kjærsgaard og Sverigedemokraterna vaccineret sig selv
mod lige netop de løsninger, som landet får stadig mere brug for. I forlængelse af Berlingskes leder søndag ”Den svenske trykkoger” må man spørge: ”Hvorfor er det gået så galt i Sverige?” Forklaringen er det svenske mediesystem. Der findes ikke antiautoritære tabloidmedier som Ekstra Bladet og i mindre grad BT her i landet. Der findes heller ikke to lige mægtige public service-medier i reel konkurrence om at kritisere politikerne, således som vi har DR og TV2. De to svenske TV-kanaler SVT1 og SVT2 er i virkeligheden ét medium, hvis forhold til de etablerede politikere er som DRs var i monopoltiden, dvs. mikrofonholderagtigt. Den svenske medietop og de etablerede partier har tidligt kørt en kampagne mod Danmarks måde at håndtere problemerne på med Pia Kjærsgaard som overskurk. Sverige har på grund af sit konkurrencesvage mediesystem og sin systematiske dæmonisering af Kjærsgaard og Sverigedemokraterna vaccineret sig selv mod lige netop de løsninger, som landet får stadig mere brug for. Hvis trykkogeren eksploderer, må vi håbe, den kun rummer en masse varm luft om Sverige som humanistisk stormagt. Arbejde giver ro i toget [17/8, 18/8]I de
20 år, hvor denne Groft sagt dagligt pendlede til og fra arbejde i tog, var det
kun folk, som tydeligt ikke anede, hvad det vil sige at have et
krævende arbejde, som med guitarspil, folkedans og lignende forsøgte at
skabe socialt liv i kupéen. Berlingske spørger lørdag i serien ”Den reserverede dansker”, hvorfor danskere ikke taler sammen i togene. Det sjove svar er, at det skyldes, at alle er fordybet i en stille bøn til DSB om, at toget fortsat vil køre og nå frem til tiden. Det alvorlige svar er det, som digterfilosoffen Jean-Paul Sartre gav: ”Helvede er de andre.” Og et ganske særligt torturhelvede er det at være indlagt til en ligegyldig samtale mellem to medpassagerer eller en mobiltelefonsamtale i den halve time, som man som pendler typisk dagligt tilbagelægger for at komme på arbejde. I de tyve år, hvor denne Groft sagt dagligt pendlede til og fra arbejde i tog, var det kun folk, som tydeligt ikke anede, hvad det vil sige at have et krævende arbejde, som med guitarspil, folkedans, omdeling af hjemmelavede festsange og optimistiske konversationsåbninger som ”Hvorfor er vi alle sammen egentlig så stille?” forsøgte at skabe liv i kupéen. Her har vi endnu et argument for nødvendigheden af at få alle i arbejde. Avlskort [12/8, 17/8]Børn
af forældre, som er ude af stand til at opdrage børn til demokratiet,
må ofte i stedet finde opdragelse og en erstatning for en fraværende
far i en ekstrem religiøs sekt med en tyrannisk faderlig guddom eller i
en kriminel bande omkring en Godfather. Det fremgår af en ekspertgruppes rapport, at unge radikaliserede muslimer ofte bor alene med mor. Far er fraværende. Ofte mange søskende i hjemmet. Mor har ofte lav eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet og er ofte traumatiseret. Det er desværre tabu at diskutere forældres frie ret til at avle børn, selv om de er klart ude af stand til at opdrage dem til et liv i demokratiet. Børnene må så i stedet finde opdragelse og en erstatning for en fraværende far i en ekstrem religiøs sekt med en tyrannisk faderlig guddom eller i en kriminel bande omkring en Godfather. For at forsvare sig mod disse destruktive, fejlopdragede børn må samfundet så nedsætte ekspertgrupper som denne seneste med terrorekspert Magnus Ranstorp i spidsen, som kommer med dyre, men usikre forslag til, hvordan de destruktive børns hærværk mod samfundet forebygges bedre. Men hvorfor dog ikke løse det enkelt og effektivt? For at køre bil skal man have et kørekort. For at avle børn skal man have et avlskort. Humanioras tågebanke [14/8, 16/8]Det er
katastrofalt, at de mest benyttede teoretikere i den humanistiske
forskning i Danmark er fransk-tyske tågehorn, som man bliver rundtosset
af at læse. Ifølge et forskningsprojekt ved Københavns Universitet kommer 12 af de 15 mest benyttede teoretikere i den humanistiske forskning fra andre forskningsområder, især samfundsforskning med navne som Foucault, Bourdieu og Luhmann. I Politiken onsdag bekymrer det. Men det er da en underlig opfattelse, at humaniora skal være en frit i luften svævende størrelse uden forbindelse til magtforhold og andet samfundsmæssigt. Til gengæld er det katastrofalt, at de mest benyttede teoretikere i den humanistiske forskning i Danmark er fransk-tyske tågehorn, som man bliver rundtosset af at læse. Én af de værste er Jürgen Habermas, som faktisk godt kan skrive både forståeligt og interessant, når han polemiserer i pressen, men som lader sin forskningsprosa styre af en hypotese om, at jo mere begrebsgymnastisk og syntaksgebrækligt han trutter i hornet, jo mere imponeret bliver studerende og ansatte rundt om på unversiteterne. Og her viser undersøgelsen desværre, at Habermas har ret. Tavshedens Christianialov [14/8, 15/8]Det
eneste overraskende ved dokumentaren er, at der her 40 år efter alle
disse alvorlige overgreb skete, omsider er nogle fra Christiania, der
tør bryde tavshedens lov og stå offentligt frem og bevidne, at dette,
som enhver med lidt forstand på psykologi og sociale magtmekanismer
længe har kunnet regne ud, faktisk også skete. Forleden viste DR1 dokumentaren ’Christianias børn – skyggesiden af eventyret’, hvor de fire nu voksne christianiabørn, Trylle, Rufus, Lise og Sofie, tog os med tilbage til deres barndom på fristaden i 70'erne. Det er ikke overraskende, at blomsterbørn på stoffer ikke er særligt egnet til at opdrage deres børn. Bl.a. har sådanne forældre en kedelig tendens til at dø tidligt. Det er heller ikke overraskende, at rockere og pushere kan tyrannisere blomsterbørn, hvis selvforståelse udelukker, at man ringer til politiet. Det eneste overraskende ved dokumentaren er, at der her 40 år efter alle disse alvorlige overgreb skete, omsider er nogle fra Christiania, der tør bryde tavshedens lov og stå offentligt frem og bevidne, at dette, som enhver med lidt forstand på psykologi og sociale magtmekanismer længe har kunnet regne ud, faktisk også skete. Det viser, at disse fire børn var særligt ressourcestærke og modige. Hvordan alle de børn, som gik i hundene, har det, må vi stadig bare tænke os til. Forebyggende parringsbøn [13/8, 14/8]Kun
bønner kan hjælpe mod IT-fejl, herunder forkert parring af maillister. Op til 10.500 danskere har fået en mail fra DSB med direkte link til fremmedes personlige oplysninger. Der er sket en fejl, som forklares således af den ansvarlige: ”Det er simpelthen sket ved, at to maillister er blevet parret på en forkert måde. Vi troede, at vi havde procedurer, der sikrede, at den slags ikke kunne ske.” Eksemplet er bare det seneste, som viser, at man aldrig kan være sikker på, at ens fortrolige oplysninger til IT-systemer ikke dukker op forkerte steder. Og da der altid vil forekomme menneskelige fejl, og da udviklingen kræver, at vi afleverer stadig flere fortrolige oplysninger, så skal Groft sagt hermed lancere følgende bøn til Gud, som altid bør afsiges, inden man afgiver sine fortrolige oplysninger: ”Beskyt mig mod fejlparring af maillister. Amen.” Rationelt tænkende IT-specialister vil nok finde sådan en bøn malplaceret. Men erfaringen viser, at kun et alvidende, almægtigt overjordisk væsen har en chance mod forkerte listeparringer. Barfodspædagogik [12/8, 13/8]Institutioner
kan i bedste fald kun reparere lidt på den karakterdannelse, som alle
børn mest lærer i familien af familiens barfodspædagoger, forældrene,
som jo i mangel af bedre automatisk bare overfører deres egen karakter
til børnene. Professor, dr.phil. Per Schultz Jørgensen spørger i Berlingskes ”Kommentar” mandag: ”Hvorfor er det så svært at erkende, at karakterdannelse i dag er en af de helt afgørende strenge at spille på for daginstitutionen – med langt større betydning for små børns liv end om de kan så og så mange ord, svare rigtigt på pædagogens spørgsmål eller læse i fire års alderen?” Svaret er, at institutionerne skal måle deres produktion. Og her er det let at måle ordforråd og læsefærdighed, men meget besværligt, ofte umuligt at måle noget så luftigt som karakterdannelse. Målemetoder bestemmer altså, hvad der er vigtigst. Hertil kommer, at institutioner kun kan reparere lidt på den karakterdannelse, som alle børn mest lærer i familien af familiens barfodspædagoger, forældrene, som jo i mangel af bedre automatisk bare overfører deres egen karakter til børnene. Institutionernes koncentration om udvendige færdigheder skyldes altså, 1) at de kan måles, og 2) at barnets karakterdannelse foregår i familien. Profetløs satire [10/8, 12/8]Bare
man ikke tegner profeten, så kan man selv i kaotiske, korrupte og
bombeattentatramte arabiske lande gøre tykt grin med muslimsk
fundamentalisme og forblive i live, selv om man selvfølgelig
rutinemæssigt modtager dødstrusler. Ganske overraskende findes der satirikere i Libanon og andre arabiske lande, som dagligt gør grin med ekstreme, militante muslimer. Det fortalte Berlingske lørdag i en lille artikel, som er et lyspunkt i den nedslående historie om fundamentalisternes held med at få alle vestlige medier, inklusive satiremagasinet Charlie Hebdo, til at undlade satiriske Muhammed-tegninger. Hvis man i de kaotiske, korrupte og bombeattentatramte arabiske lande kan lave satire mod Islamist Stat uden straks at blive slået ihjel, så kan man også overleve at lave satire mod islamistisk galskab i Danmark og andre velordnede vestlige lande. Bare man ikke tegner profeten, så kan man åbenbart gøre tykt grin med muslimsk fundamentalisme og forblive i live, selv om man selvfølgelig rutinemæssigt modtager dødstrusler. Hvis det fortsat kniber med danskfødt satire mod IS og muslimske terrorister, så bør Inger Støjberg annoncere i Libanons og andre arabiske landes medier efter arabisk satirisk arbejdskraft. Hatten af for nihilister [6/8, 10/8]Ægte
nihilister er helt uskyldige i verdens konflikter, som uhyggeligt ofte
hænger sammen med, at stærkt troende menneskers store behov for en
mening fører til, at de må bekæmpe andre stærkt troende mennesker, som
tror på en anden gud og mening. Berlingskes tankefremmende sommerserie ”Hvad er meningen med livet?” nåede onsdag til nihilisten Mads Vestergaard, som fortæller, at han godt kan være misundelig på troende. Det er mærkeligt, at nihilister rundt om i verden ofte betragtes som afskum. For ægte nihilister er jo helt uskyldige i verdens konflikter, som uhyggeligt ofte hænger sammen med, at stærkt troende menneskers store behov for en mening fører til, at de må bekæmpe andre stærkt troende mennesker, som tror på en anden gud og mening. Verdens elendighed er desværre så stor, at stærk religiøs tro for mange er en nødvendighed for at bevare et livsgivende håb om, at man i det hinsides får en oprejsning for de ydmygelser og lidelser, som man må udholde på denne jord. Men det giver ikke mening at være efter nihilister som Vestergaard. Han er jo helt uskadelig og kan virke lidt stakkels, mens han – uden en gud som utrætteligt vidne til sit livs ligegyldige detaljer – heroisk forsøger at gennemføre et meningsløst menneskeliv. Gades rekrutter [7/8, 9/8]Løkke
og Carl Holst bør på mediekursus hos gruppeformand Søren Gade, som i
enestående grad er i stand til på kommando at fremtræde på TV som en
sonende munk, der let svedende angler efter tilgivelse. Forsvarsminister Carl Holst foretog torsdag, efter en samtale med gruppeformand Søren Gade, en kovending i sagen om sit eftervederlag fra jobbet som regionsformand. Han vil nu kun modtage eftervederlaget, indtil han får løn som minister. Det var en sen og dårlig kovending. Sagen skabte fredag stadig mediestøj over Venstres sommergruppemøde. Sagen kunne være effektivt lagt død ved, at Holst havde erklæret, at han med tilbagevirkende kraft ville rette sine vederlagsforhold ind efter, hvad den siddende Vederlagskommission måtte finde frem til. Holst er en af Løkkes nærmeste politiske fæller. Derfor er det særligt alvorligt, at Holsts fejl i håndteringen af vederlagssagen nøjagtigt ligner Løkkes håndteringsfejl i dennes møgsager: For lidt og for sen ydmyghed og for megen klamren sig til formelle regler. Begge bør på mediekursus hos gruppeformand Søren Gade, som i enestående grad er i stand til på kommando at fremtræde på TV som en sonende munk, der let svedende angler efter tilgivelse. Corydons ansigtsredning [7/8, 8/8]Når
DONG-salgets papirer nu lægges frem, reduceres alle Corydons krigsofre
til værdiløst skrammel, og Corydon taber ansigt så totalt, at et
normalt menneske på forhånd ville opgive ethvert forsøg på
ansigtsredning. Men ikke Corydon. Bjarne Corydon satte alt ind på at undgå, at finansudvalget fik fortrolig indsigt i buddene på DONG. Kampen krævede store ofre, som invaliderede regeringen og dens omdømme: Hemmelighedskræmmeriet 1) blev begrundet med mistillid til Finansudvalgets medlemmers evne til at holde tæt, 2) fik SF til at forlade regeringen og 3) skabte en alvorlig konflikt med Folketingets præsidium. Derfor er det et forsmædeligt personligt nederlag for Corydon, at Venstre-regeringen som en selvfølgelighed nu vil lægge alt frem. Hermed reduceres alle Corydons krigsofre jo til værdiløst skrammel, og Corydon taber ansigt så totalt, at et normalt menneske på forhånd ville opgive ethvert forsøg på ansigtsredning. Men ikke Corydon. Han erklærer, at han har ”grundlæggende respekt” for Hjort Frederiksens beslutning om at gøre det stik modsatte af, hvad Corydon satsede hele butikken på ikke at gøre. Sjældent har en halshugget uden ansigt komplimenteret sin bøddel med et mere desperat håb om ansigtsredning. Enhedslisten i lykkepanik [6/8, 7/8]Enhedslisten
går i panik med åbenlyst urimeligt kværulanteri, når lykken truer. Enhedslisten var blandt de hårdeste kritikere af tidligere finansminister Corydons delvise salg af Dong til Goldman Sachs. Og siden salget har Enhedslisten været blandt de mest ihærdige til at kræve salgsforløbet fuldt belyst. Derfor skulle man nu, hvor finansminister Hjort Frederiksen vil lægge alt frem, tro, at Enhedslisten jodlede af lykke. Men så kender man ikke Enhedslisten, som er partiet, der per definition aldrig kan være tilfreds og derfor altid må finde noget at brokke sig over. Så nu brokker finansordfører Pelle Dragsted sig over, at beslutningen er sket efter Sachs har hyret Fogh og hans mangeårige spindoktor, Michael Ulveman, som rådgivere. Dragsdahl mener ikke, at Fogh-Ulvemans rådgivning har været upartisk. Nej, selvfølgelig ikke. Pelles egen årelange spinrådgivning af Enhedslisten har heller ikke været upartisk, hvis han har gjort sit arbejde ordentligt. Det tåbelige argument afslører, at Enhedslisten går i panik med åbenlyst urimeligt kværulanteri, når lykken truer. Lammefrom forskning [5/8, 6/8]Forskere,
som ustandseligt skal søge EU og forskningsråd om midler, vil i deres
hårde indbyrdes kamp om ressourcer også konkurrerer om at levere
ansøgninger, som pleaser dem, der sidder på pengekassen. Der er en masse pæne ord i forskningsminister Esben Lunde Larsens kronik søndag i Berlingske. Blandt andet om et kodeks om forskeres integritet. Men der står intet i kronikken om, hvordan man undgår, at forskere, som ustandseligt skal søge EU og forskningsråd om midler, i deres hårde indbyrdes kamp om ressourcer også konkurrerer om at levere ansøgninger, som pleaser dem, der sidder på pengekassen. Dvs. projekter, som forudsigeligt munder ud i positivt nyt om EU, og som de etablerede forskere, som sidder i forskningsrådene, kan enes om ikke vil flytte andet end kommaer i de etablerede sandheder. Ude i den virkelige verden har det frie ord altid en kedelig tendens til at rette ind efter magten, når kasseapparaterne klinger. Intet tyder på, at det er spor anderledes i forskningsverdenen. Kun forskere, der har samme faste og uafhængige ansættelsesforhold som landets dommere, har samme integritet som dommere og kan derfor vælge at forske i uforudsigelige emner og sætte fut i fejemøget. De underste flygtninge [3/8, 5/8]De
mest trængende flygtninge er de ludfattige, der mangler midler til at
betale menneskesmuglere, og som tilhører en seksuel minoritet, der slås
ihjel, hvis de afsløres i hjemlandet. Berlingskes artikel søndag om, at flygtninge, som er lesbiske, bøsser, biseksuelle eller transpersoner, chikaneres groft på landets asylcentre af heteroseksuelle flygtninge, åbner øjnene for, hvor mange undertrykkelsesgrader der er, selv blandt forfulgte mennesker. Og rejser dermed endnu en udfordring for den i forvejen omdiskuterede danske flygtningehjælp. Det forekommer urimeligt, at relativt ressourcestærke flygtninge, der har råd til at betale menneskesmuglere, og som er hetero, skal optage plads på danske flygtningecentre. De virkeligt trængende flygtninge er jo de ludfattige, der mangler midler til at betale menneskesmuglere, og som tilhører en seksuel minoritet, der slås ihjel, hvis de afsløres i hjemlandet. Danske flygtningemyndigheder bør derfor – ideelt set – rejse rundt i disse lande for at hente de mest forfulgte flygtninge i stedet for at vælge den lette løsning: At indkvartere de overvejende heteroseksuelle flygtninge, som betaler for at blive smuglet her til landet. Kontaktannonce [30/7, 3/8]Eventuelle
fredelige, avancerede væsner ude i universet bedes venligst kontakte
os, før vi er fordampet. NASA har blandt 500 nyopdagede, mulige planeter, fundet planeten Kepler-452b, som ligner vores jord så meget, at den kaldes ”Jorden 2.0”. Den ligger dog 1400 lysår væk, og dens sol, som er af samme type og størrelse som vores, er 1500 millioner år ældre end vores. Så forskerne formoder, at ”Jorden 2.0” lige nu er i samme tilstand, som vores jord vil være i om mere end en milliard år: en opsvulmet sol vil opvarme Jorden så meget, at alt vand er fordampet og forsvundet. Udsigterne til at opnå nærkontakt med beboere på ”Jorden 2.0” er altså ikke gode. Men NASAs rumeventyr lader sig ikke stoppe. For det er drømmen om, at vi en skønne dag nok skal finde os selv eller noget, der ligner, derude. Men NASAs Keplerprojekt sætter samtidig fokus på menneskehedens yderst stakåndede minut-eksistens på denne klode i et univers, hvor det meste regnes i millioner og milliarder af år. Så hvis der findes nogle fredelige, avancerede væsner derude, så kontakt os venligst, før vi er fordampet. Kronisk triggeradvarsel [31/7, 2/8]Det er
uhyggeligt, at frygten for at komme til at krænke en eller andens
religion, nu har spredt sig til at være en generel frygt for at krænke
alt og alle med ord og kendsgerninger. Forleden meddelte Jyllands-Posten, at studerende på universiteter tværs over USA i stigende grad kræver at blive beskyttet mod ord, som kan virke krænkende. De kræver såkaldte ”triggeradvarsler”, så de før et kursus nøjagtigt ved, om den foreslåede litteratur kan have traumatiserende indhold. Mange universiteter har indført regler, der forbyder såkaldte ”mikroaggressioner”, dvs. nedladende og truende ord. Det er let bare at finde dette latterligt. Men det bør snarere opfattes som uhyggeligt, at det multikulturelle amerikanske samfunds frie og stolte universiteter nu er nødt til at konkurrere om studerende ved i et vist omfang at underkaste sig politisk korrekte griller som disse. Og det er uhyggeligt, at frygten for at komme til at krænke en eller andens religion, nu har spredt sig til at være en generel frygt for at krænke alt og alle med ord og kendsgerninger. Men det mest uhyggelige er, at hvis det breder sig her til landet, så skal Groft sagt omdøbes til Kronisk triggeradvarsel. Cirkus Arrogance [31/7, 1/8]Det er
ikke spor overraskende, at DR ifølge Berlingske fredag nasser på de
private, hårdt prøvede cirkusser med deres omrejsende Cirkus Summarum. For DR har allerede længe skamløst nasset på de private mediers møjsommeligt og i dyre domme indsamlede historier. Det særligt provokerende ved institutionen er, at den sjældent forsømmer at prale med at være landets bærende kulturinstitution samtidig med, at den med juridiske flueknepper-argumenter benægter ethvert nasseri. Således siger underdirektør Maria Hald: "DR laver ikke reklamer. Det [DRs promovering af deres cirkus] er jo per definition ikke noget værd, for man kan ikke købe sig til reklame på DRs flade." Og hun afviser også, at DR overhovedet har et cirkus, selv om de både turnerer i et rigtigt cirkustelt, benytter cirkus-scenografien og har en cirkusdirektør. Når landets cirkusdirektører dødsraller i kor omkring hende, kvidrer hun: ”Vi tager altid gerne imod nye konkrete programideer.” Arrogance, dit navn er DR. Flygtningemisbrug [30/7, 31/7]Det er
tragisk, at intetanende flygtninge misbruges af mennesker, som i
forvejen føler sig langt bedre end andre, så de kan komme til at føle
sig endnu bedre. alle tænker som Inger Støjberg, lyder budskabet i en annonce, som en nyetableret Facebook-gruppe arbejder på at samle penge ind til. I Jyllands-Posten tirsdag oplyser initiativtageren, Marianne Rosenkvist, at annoncen skal henvende sig direkte til potentielle flygtninge til Danmark, bl.a. med ordene: ”Så kære flygtning: Der er en anden røst i Danmark. En røst, der står for fred, hjælpsomhed og anstændighed.” Så langt, så godt. Men det vækker en fæl mistanke, når Marianne samtidig oplyser, at plan A er at indrykke annoncen helsides i den britiske avis The Guardian. Og at plan B er at indrykke den i Politiken. For der findes jo ingen potentielle flygtninge til Danmark i disse avisers læsergrupper. Derimod giver disse medier de ideelle betingelser for politisk korrekte, gode mennesker til at få bekræftet deres ekstraordinære godhed af jublende ligesindede. Det er tragisk, at intetanende flygtninge på denne måde misbruges af gode mennesker, så de kan føle sig endnu bedre. Ulige afspadseringsregler [29/7, 30/7]Sagen
om de revnende kampfly og de stressede flymekanikere rejser
spørgsmålet, om et velfærdsdemokrati som Danmark har en chance mod
terrorbevægelser uden arbejdstidsregler. Naturligvis skal ethvert personale i et ordnet samfund afspadsere sit overarbejde i overensstemmelse med reglerne. Men sagen om de revnende kampfly og de stressede flymekanikere rejser spørgsmålet, om et velfærdsdemokrati som Danmark har en chance mod terrorbevægelser. Ud over detaljerede arbejdstidsregler er vi nødt til at tage hensyn til menneskerettigheder, forsvarsforlig og finanslove. Vores kommanderende generaler er underlagt politikere, som hele tiden må løbe spidsrod i medier, som konkurrerer om at gøre dem ansvarlige for forsømmelser og skandaler. Derfor vil enhver personalegruppe i vores kæmpende styrker, som udsættes for hårdere pres end arbejdstidsreglerne tillader, med god ret kunne lamme enhver dansk militærindsats for at give politikerne tid til at finde ud af, om de kan enes om flere ressourcer til personalegruppen. Vores modstanderes personale derimod kæmper uden anden arbejdstidsaftale end retten til en evig afspadsering efter den sidste fyraften, dvs. martyrdøden. Teologi, som fænger [28/7, 29/7]Selv
om man ikke fatter de teologiske raffinementer i sagen om Marie Høgh,
som ikke fik jobbet som præst i Christianskirken i Berlin, så er det
let at fatte historien: En forsmået ansøger går til offentligheden med informationer om grovheder og regelbrud. De ansvarlige svarer igen med forsikringer om, at alt er foregået efter reglerne. Da det er påstand mod påstand, så opnår den forsmåede normalt ikke andet end en masse ballade i offentligheden. Men da den forsmåede her har allierede i den politiske klasse, er en billedskøn 30-årig kvinde og i Berlingskes ”Kommentar” søndag polemiserer mesterligt mod en ærværdig biskop, så har sagen stort potentiale. Også fordi det altid er en særligt pirrende historie, når kirkens folk, som har næstekærlighed som erhverv, slås mere åbent om magt og ære, end folk fra ugudelige brancher. Historien om Marie Høgh er så god, at den retfærdigvis bør ende med, at hun får jobbet. Derfor håber Groft sagt, at vi snart også vil kunne høre hendes hemmelige mobiltelefonoptagelser, som kan dokumentere jobsamtalernes inkvisitoriske overgreb. Vejhjælp til kørelærer [27/7, 28/7]Det må
skyldes alvorligt mentalt motorstop,når kørerlærernes formand lader som
om, de overbevisende tyske erfaringer med 17-årige ikke findes. I Tyskland har man kunnet sænke de unge bilisters ulykkesrisiko, som var seks til syv gange højere end forældrenes, med omkring 20 procent ved at tillade 17-årige at tage kørekort, hvorefter de i et år skal have en bilist med minimum ti års erfaring ved deres side. Formanden for Dansk Kørelærer-Union går imod, at ordningen indføres her i landet med dette argument: ”Årsagen til, at det går galt, er mere holdningsbaseret, og derfor skal vi sætte ind med mere læring om trafikkersikkerhed i stedet for erfaringskørsel.” Han mener – i strid med alle kendsgerninger – at unge danskere har rigeligt kørselserfaring og rutine til at færdes i trafikken med den danske køreuddannelse, som den er i dag. Det er forståeligt, at en bjergsom formand kæmper imod frivillige, gratis amatørkørelærere. Men det er håbløst at lade som om, de overbevisende tyske erfaringer ikke findes. Vejen frem for formanden er at kræve, at de frivillige amatørkørelærere skal gennemfå et kursus i hans forening i god kørelærerpædagogik. Argument søger modstand [24/7, 27/7]Kun
Islamisk Stat vil være lodret uenig med Nikolaj Villumsen fra
Enhedslisten i det argument, han bruger mod Støjbergs
informationsannoncer om stramninger. I anledning af integrationsminister Inger Støjbergs planer om at bringe oplysende annoncer i tyrkiske og andre landes medier om de danske flygtningestramninger, udtaler Enhedslistens Nikolaj Villumsen: ”Folk flygter ikke fra Syrien for at få velfærdsydelser i Danmark, men for at undgå halshugninger og massevoldtægter fra Islamisk Stat.” Men det kan Inger Støjberg og enhver anden dansker kun være enig i, så det kan jo ikke være et særligt argument mod at annoncere stramningerne, som har til formål at få forholdsvis færre flygtninge til at foretrække Danmark. Kun Islamisk Stat vil være lodret uenig med Nikolaj Villumsen. De vil indvende, at de udelukkende halshugger og massevoldtager vantro. Og at alle rettroende trygt kan opholde sig i Islamisk Stat og derfor ingen grund har til at flygte til et hedninge- og velfærdsland som Danmark for at få ydelser. Villumsen bør lade sig inspirere af Støjberg og bringe sit argument som annonce i IS-medier for at finde nogen at være uenig med. Breiviks mølle [23/7, 26/7]I
betragtning af, at Breiviks hensigt var at skaffe omtale, og at en
masse pårørende stadig mindes dagen altfor godt, er det urovækkende, at
det officielle Norge ophøjer begivenheden og dens genstande til at
fortjene mindestuer i regeringsbygningen. Det er nu fire år siden, at Anders Breivik for at skabe interesse for sit ”Manifest” dræbte 77 personer. I den anledning har man i regeringsbygningen i Oslo indviet et informationscenter, hvor man udstiller vigtige genstande fra den tragiske dag. Samtidig oplyses det, at 51 procent af familierne til de afdøde stadig ikke er tilbage på arbejde på samme niveau, som de var før tragedien. 66 procent af dem lider af posttraumatisk stress-syndrom (PTSD), hvilket vil sige, at de næsten hele tiden tænker på massakren. I betragtning af, at Breiviks hensigt var at skaffe omtale, og at en masse pårørende stadig mindes dagen altfor godt, er det urovækkende, at det officielle Norge ophøjer begivenheden og dens genstande til at fortjene mindestuer i regeringsbygningen. Det betyder, at man har idømt hele landet en kriseterapi efter princippet: jo mere vi taler om det, jo bedre. Det er vand på Breiviks mølle. Men de PTSD-ramte pårørende har mest brug for at tænke på noget helt andet til en afveksling. Introvert triumf [24/7, 25/7]Indadvendte
som Groft sagt må lære at glæde sig
over, at vi som forfinede åndsvæsner forstår og beskriver den
fascinerende verden, som de udadvendte boltrer sig dyrisk i uden
egentligt at begribe, hvad der foregår. I Berlingskes kronik fredag opfordrer retorikstuderende Camilla Lærke Lærkesen og kommunikationschef Martin Broberg de ekstroverte til at fortælle de introverte, hvordan vi bedst lever sammen. Det er et sympatisk, men urealistisk projekt. Der findes lærebøger om networking, som i detaljer blotlægger de udadvendtes teknikker. Men sådanne bøger skrives ikke af udadvendte. De har alt for travlt med at score nye venner, job eller udvide deres magt til at sidde og nørkle med bøger og lave kurser. Bøger og kurser laves af indadvendte, som misundeligt forsøger at afsløre, hvad der egentlig foregår, hver gang en udadvendt scorer jobbet eller partneren for næsen af dem. De indadvendte må lære at være tilfredse, når det lykkes at afsløre de udadvendtes tricks og fiduser. Indadvendte som Groft sagt må lære at glæde sig over, at vi som forfinede åndsvæsner forstår og beskriver den fascinerende verden, som de udadvendte boltrer sig dyrisk i uden egentligt at begribe, hvad der foregår. Storkebragte børn [23/7, 24/7]Hysteriske
rablerier på de sociale medier i anledning af en gammel børnebog breder
sig til etablerede medier og udløser ekspertbistand på højeste niveau. Berlingske fortalte i weekenden, at en børnebog fra 1971, ”Sådan får man et barn”, har vakt bestyrtelse på de sociale medier. Den er bl.a. blevet kaldt ”Den mest traumatiserende børnebog i verden”. Med naivistiske tegninger fortæller bogen om en mor og far, der på naturlig vis laver og føder et barn. Billedteksterne taler ligeud med ord som pik og kusse og oplyser, at det er dejligt, at den ene kommer ind i den anden. Berlingske må mobilisere hele tre eksperter for at berolige læserne med en forklaring om, at bestyrtelsen skyldes, at puritanismen breder sig over landet. Men måske er det mere præcist at sige, at forklaringen er, at hysteriske kællingers (m/k) rablerier på de sociale medier breder sig til de etablerede medier. Og hvor er det egentligt herligt, at de sociale medier således gør det muligt for et forsvindende mindretal af neurotiske puritanere få behandlet deres frustrationer over en uskyldig børnebog i en pæn avis af eksperter, som om det var en landsdækkende tendens i tiden. Djævelske detaljer [22/7, 23/7]Den
største udfordring for demokratiske ledere er ikke at holde fængende,
inkluderende taler imod islamisk fundamentalisme. Udfordringen er det
konkrete og detaljerne. Premierminister Cameron har holdt en tale til briterne om, at de nu skal tage sig sammen og gøre noget mod islamisk fundamentalisme. Og i lederen onsdag opfordrer Berlingske så til, at Løkke gør noget lignende herhjemme. Men som Berlingske også antyder, så er den største udfordring for demokratiske ledere ikke at holde fængende, inkluderende taler imod islamisk fundamentalisme. Det vil også Løkke sagtens kunne gøre. Det svære i denne som i alle andre store sager, er det konkrete og detaljerne, hvor djævelen som bekendt ligger. F.eks. her at få demokratiske fanebærere som Zenia Stampe, Uffe Ellemann-Jensen, Lars Barfoed, Brian Mikkelsen og Bertel Haarder til at fatte, at de – selvfølgelig uden at ville det – optræder som islamistiske terroristers dikkende lammehaler, når de med bragesnak forbander, at en demokratisk valgt, terrortruet, PET-døgnbevogtet politiker som Gert Wilders taler på Folkemødet på Bornholm. I djævelske detaljer som disse ligger Løkkes største udfordring med talen. Hold kæft målrettet [21/7, 22/7]Nu er
også Charlie Hebdo holdt op med at tegne Muhammed. Terrorister har lært
demokratierne, at bare alle debattører og medier holder kæft målrettet,
så brænder lokummet ikke. Først undlod Politiken at tegne profeten, derefter undlod næsten alle andre medier. Og nu er så også satiremagasinet Charlie Hebdo holdt op med at tegne Muhammed. Ærlige chefredaktører begrunder det med, at de ikke vil udsætte sig selv og deres personale for stadige mordtrusler. Hykleriske medieledelser – og det er mange – hylder ytringsfriheden, mens de tier under selvcensurens vinge. Det er forståeligt med disse reaktioner. Men reaktionerne afslører desværre også et væsentligt træk ved vores demokrati: Landets debattører og medier tror ikke på, at ordensmagten i længden kan beskytte dem mod selvmordsfanatikere. Vi har indrettet os efter, at politi og domstole ikke kan sikre ytringsfriheden fuldstændigt. Men vi kan alligevel bevare en fælles illusion af, at ytringsfriheden stadig er intakt, fordi der her i landet højst findes få selvmordsfanatikere, og fordi de alle kun slår ihjel for at beskytte samme fjerne person mod satire. Så bare alle målrettet holder kæft, brænder lokummet ikke. Nem kystløsning [17/7, 21/7]
Jyllands-Posten
går nu til ekstremer i sin kamp for at lade udkantskommunernes
kræmmermentalitet og de lokale gamle drenges netværk bestemme over
vores kyster. I sin leder fredag har bladet mobiliseret en pensioneret skoleinspektør, som citeres for dette: "Hvorfor skal vi, som bor tæt ved Vesterhavet, ikke have samme muligheder for at udfolde os som folk i byen: vinterbade, ro i havkajak eller surfe med de faciliteter, som hører til?" Det er et vanvittigt argument. Hvis en skoleinspektør ikke ser sig i stand til året rundt simpelt hen at vade ned over en storslået, naturskabt strand og videre ud i vandet, iført passende udrustning, og derefter lade sit legeme nedsænke i havvandet eller lade det transportere ovenvands, så er løsningen vel ikke at opføre havnebade, badebroer med saunaer og kajakterminaler langs Vesterhavet. Løsningen er, at skoleinspektøren køber sig et årskort til Lalandia Vandland. Meningsjordskred [16/7, 19/7]Afmægtige
meningsmageres indtog i den offentlige debat på Facebook og blogs har
medført et jordskred i retorikken fra virkemidlet logos, dvs. fornuftig
argumentation, over i patos, dvs. bombardement med følelser: jo
stærkere, jo bedre. De, der ved noget og bestemmer inden for et område, skal altid udtrykke sig forsigtigt og ofte helst helt undgå at sige noget. De, der intet ved og er uden magt, skal derimod udtrykke sig opsigtsvækkende, gerne skørt, for at blive bemærket på Facebook og andre sociale medier. Man styrker sit meningshof omkring sig ved at importere skurke, som man sammen kan hade, hvorefter de rituelt tilintetgøres. Hvis det lykkes for en afmægtig borger at udtrykke sig opsigtsvækkende og samle et stort meningshof, så konkurrerer de etablerede medier om at invitere vedkommende ind til fremvisning. De afmægtiges indtog i den offentlige debat har medført et jordskred i retorikken fra virkemidlet logos, dvs. fornuftig argumentation, over i patos, dvs. bombardement med følelser: jo stærkere, jo bedre. Men da rableriet trækker i alle mulige retninger, så er den eneste samlede skadevirkning en masse råberi fra geskæftige, afmægtige borgere, som lever i den illusion, at de har stor betydning. Troens vildveje i Aarhus [17/7, 18/7]Man
skal være højt placeret politimand i Aarhus for at mene, at fanatisk
tro er noget, der falder ned fra den blå himmel. Syrienkrigere er ofte socialt belastede, viser en undersøgelse udført af Ankestyrelsen. Men ifølge Berlingske torsdag mener politikommisær Allan Aarslev ikke, at undersøgelsen passer på forholdene i Aarhus. Han mener, at det ikke er den sociale baggrund, men deres radikale muslimske tro, der gør, at de rejser. Det er mærkeligt, at en højt placeret dansk politimand ikke kan se, at når unge melder sig til ekstreme sekter, så skyldes det, at de er socialt belastede. De finder, at vores velfærdsdemokrati rummer så mange skræmmende muligheder og nuancer, at deres liv bliver uoverkommeligt. De falder så ud af systemet og ind i rollen som socialt belastede. Og når de møder en primitiv sekt med en totalitær gud med strenge, altforklarende love, som er højt hævet over menneskelig tvivl, så finder de en tryg sort-hvid verden, som de elsker så højt, at de også gerne går i krig for den. Man skal være højt placeret politimand i Aarhus for at mene, at fanatisk tro er noget, der falder ned fra oven. Kronik som Irakrapport [16/7, 17/7]Da
kronikken er skrevet af en af dansk åndslivs største og mest
gravalvorligt knirkende orakler, så står teksten som mejslet på
stentavler. Tilsyneladende argumenterer Stig Dalagers kronik i Berlingske torsdag for at Irakkommissionens arbejde bør fortsætte. Men ved nøje gennemlæsning leverer kronikken den konklusion, som den afgående røde regering ønskede, at kommissionen skulle nå frem til. Nemlig at ”Danmarks ledende ministre jonglerede i optakten og i efterspillet på Irakkrigen efter behag med begrundelserne for en krig, der er endt med i sine konsekvenser at skabe et vældigt magttomrum for verdens mest rabiate og voldelige terror-organisation, Islamisk Stat.” Og da kronikken er skrevet af en af dansk åndslivs største og mest gravalvorligt knirkende orakler, så står teksten som mejslet på stentavler. Kronikken gør det derfor fuldstændigt overflødigt at fortsætte et årelangt, kostbart kommissionsarbejde med simple bureaukrater. Som en gestus overfor de røde, som er meget knotne over nedlæggelsen, bør Venstre-regeringen ophøje den snørklede, selvopløsende kronik til at være Irakkommissionens aborterede rapport. Simpel parkering [15/7, 16/7]En
ekspert i "nudging" har fremsat en teori om, hvad der foregår i
hovederne på folk, som parkerer. Teorien er så kompliceret, at de
færreste bilister kan leve op til den. Sille Krukow, ekspert i ”nudging”, forklarede i Berlingske søndag, at grunden til, at vi parkerer ulovligt, er, at vi 80-90 procent af tiden er styret af vores automatiske hjernesystem. Men de skilte, som forbyder parkering, henvender sig til vores refleksive hjernesystem, som koster en masse blodsukker og derfor kun kører på fuld kraft 10 procent af tiden. Ved synet af skiltet tænker det refleksive system: ”Gud, så må jeg finde et andet sted”, men derefter tager det automatiske system over og gør os til flokdyr, som er domineret af instinkter og fejl i hjernen. Så fortænkt og kompliceret fungerer det ikke for Groft sagt. Når denne Groft sagt parkerer forkert, skyldes det enten uklar skiltning, eller at han ikke kan nå at finde en lovlig parkeringsplads, inden et vigtigt møde begynder. Groft sagts refleksive, blodsukkerfortærende system kører derfor altid på fuld kraft under parkering, især ulovlig parkering. Og han parkerer ikke i flok, men fuldstændig originalt og uden hjernefejl. Forskernes Gud [13/7, 15/7]Forskernes
og folkekirkens Gud har ikke noget med hinanden at gøre ud over ordet. Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen har fået på puklen, fordi nogle mener, at han som kristen ikke kan være minister for forskning. Han har så i sit forsvar brugt et argument med, at selv en fremtrædende forsker som Niels Bohr var troende. Men siden har han trukket dette argument tilbage, fordi han fandt ud af, at Bohr meldte sig ud af folkekirken i 1912. Men Bohrs medlemsskab er helt irrelevant. For ingen store naturforskere som Bohr, Einstein eller Hawking forsvarer tanken om en gud, som griber ind i naturlovene. For dem er spørgsmålet, om det er nødvendigt med en deus-ex-machina for at forklare det mirakel, at universet overhovedet findes, og at det er underlagt nogle love, som forskerne forsøger at fatte, og som har ført til dannelsen af sole, planeter og mennesker. Forskerne mener vist nærmest, at en sådan gud er unødvendig. Men hvis han findes, kan man altså ikke sende bønner til ham om at hjælpe sig med eksamen og andre af livets udfordringer. Så i virkeligheden har forskernes og folkekirkens Gud ikke noget med hinanden at gøre ud over ordet. Vandede bornholmere [10/7, 13/7]Bornholmere,
som synes, det er for plat at drikke bornholmsk vand direkte fra hanen
til en pris af en halv øre pr. halve liter, har længe kunnet købe
vandet på flaske til en pris, der ligger næsten 400.000 procent højere. TV2 Bornholm fortæller, at man nu snart over hele landet kan købe postevand på flasker fra Vang Vandværk på Nordbornholm. Flaskevandet har længe kunnet købes på Bornholm. Det er en driftig fynsk bonde, der har sat det i værk. Vand fra Vang fyldes på tankvogne, som køres til Aabenraa. Dér fyldes vandet på halvliters flasker. Derefter køres det tilbage til Bornholm, hvor det sælges for 20 kr. flasken. Bornholmere, som synes, det er for plat at drikke vandet direkte fra hanen til en pris af en halv øre pr. halve liter, kan altså indkøbe vandet på flaske til en pris, der ligger næsten 400.000 procent højere. Det giver god mening. For erfaring viser, at mange dannede mennesker er villige til at betale store summer for vand på flaske, slæbe det hjem og siden aflevere de tomme flasker, selv om de helt ubesværet og billigt bare kunne åbne deres vandhane. Det er godt, at denne driftige fynske bonde har givet bornholmerne mulighed for at vise, at de er med på noderne. Og så med eget vand. Stolt fallitbo [9/7, 12/7]Tilsyneladende
forstår Merkel og de andre ikke, at de er med i et teaterstykke, hvor
Grækenlands Tsipras giver det ruinerede græske folk dets nationale
stolthed tilbage ved systematisk at håne og ydmyge Europas mægtigste
ledere. Man kan godt få lidt ondt af de artige europæiske toppolitikere og EU's kontoransatte topchefer, som hele tiden skal finde en grimasse, der kan passe til grækernes provokationer. Senest den provokation, at grækernes nye finansminister tirsdag mødte frem med nogle håndskrevne, gamle tanker på sit hotels brevpapir, som han mundtligt orienterede de forsamlede europæiske toppolitikere om. Tilsyneladende forstår Merkel og de andre ikke, at de er med i et teaterstykke, hvor Grækenlands Tsipras giver det ruinerede græske folk dets nationale stolthed tilbage ved systematisk at håne og ydmyge Europas mægtigste ledere – samtidig med at han dygtigt koketterer med snart at ville levere en lille smule af de økonomiske stramninger, som vil gøre alle de store europæiske ledere så lykkelige. Og netop fordi Mor Merkel aldrig bliver gal, men altid kun bliver skuffet og ærgerlig, så er hun den ideelle medspiller i Tsipras’ forestilling. I tæt samspil gør de grækerne til Europas mest stolte fallitbo. Det unævnelige [10/7, 11/7]I
betragtning af, hvor pæn Sverige er på overfladen, så er det
påfaldende, at landet har mange flere uopklarede voldtægter, voldelige
overfald og mord, end anløbne Danmark. Nu fortæller Berlingske torsdag så, at Malmø Politi vil have grænsekontrol ved Øresundsbroen for at dæmme op for våben fra Danmark. Håbet er, at det kan begrænse de voksende antal knivstikkerier og drab i Malmø. Danske politifolk mener, at man snarere bør styrke samarbejdet mellem dansk og svensk politi. Men ingen af de bekymrede politifolk eller den indkaldte ekspert tænker tilsyneladende på, at Malmøs mange dårligt integrerede indvandrere og store, politiresistente ghettoer kunne være en del af forklaringen på Malmøs eksplosion i kriminalitet. Denne udeladelse gør det til et komplet mysterium, at de kriminelle gider have besvær med at fragte deres våben over broen til Malmø i stedet for bare at bruge dem i København. Og et endnu større mysterium, at eksplosionen i kriminalitet i Malmø ikke smitter af på København. Solidarisk antisexisme [9/7, 10/7]Et
projekt, som bekæmper uønskede seksuelle befamlinger af kvinders
kropsdele, giver særdeles god mening på Roskilde Festivalen, fordi et
menneske, som ikke har et stort projekt at kæmpe for, snart mister
meningen med livet og sidder dådløst hen. I et læserbrev onsdag spørger Margareta Dahlström denne Groft sagt, hvordan teenagere og unge kvinder skal sige fra over for mænds uønskede seksuelle tilnærmelser. Anledningen til spørgsmålet er, at Margareta Dahlström mener, at en Groft sagt, ”Roskilde føleri”, nedvurderer og latterliggør kvinders kamp mod sådanne tilnærmelser. Men her tager Margareta fejl. Pointen i Groft sagt’en er, at det er indlysende for alle, at der i Roskilde Festivalens sydende gryde af unge mennesker, god musik, øl og eventyrlyst hele tiden vil forekomme uberettiget befamling af kropsdele. Alligevel giver et projekt, som bekæmper sådanne befamlinger, særdeles god mening, fordi et menneske, som ikke har et stort projekt at kæmpe for, snart mister meningen med livet og sidder dådløst hen. Det er altså netop kvinders stadige og vigtige kamp mod uønskede seksuelle tilnærmelser, som giver dette projekt særlig god mening for alle kvinder på Roskilde Festivalen. En kamp, som denne Groft sagt varmt støtter. Renés tyggegummi [7/7, 9/7]Det
ville være sensationelt, hvis René Karpantchof, som er en velkendt
venstreorienteret aktør og samfundsdebattør, havde ment, at folk selv
skal betale deres nikotintyggegummi. Fagbogsforfatter og tidligere storryger René Karpantchof gik i Berlingske lørdag varmt ind for, at kommunen betaler rygestopmedicin til folk, der forsøger at holde op med at ryge: ”Den gratis rygestopmedicin var et stærkt tiltrængt skulderklap fra omgivelserne. Det var afgørende for min motivation for at deltage og for at fastholde mit rygestop.” Men det ville da også være sensationelt, hvis Karpantchof, som er en velkendt venstreorienteret aktør og samfundsdebattør, havde ment, at folk selv skal betale. Men det er endnu mere sensationelt, at Karpantchof, som er påfaldende dominerende i TV som ”neutral” ekspert med kloge ord om BZ-bevægelser og anarkister, ikke er i stand til at være så klog over for sit eget uregerlige selv, at han ved egen kraft er i stand til at stoppe med at ryge. Men værst er det, at Karpantchof, som gymnasielærer, ekstern lektor på Københavns Universitet og omsværmet foredragsholder, uden blusel lader det offentlige betale småpengene til sit nikotintyggegummi. Ny antiforening [6/7, 7/7]
Bør
unge mennesker ikke have lov til at sidde på en bro og drikke en øl,
mens de snakker, uden der kommer en universitetslektor i bystudier og
urbanitet forbi og dænger dem til med en masse fine ord? Åbenbart ikke.
For i Berlingske lørdag forklarer lektor Kristine Samson fra RUC, at disse unge skam ikke bare sidder og drikker øl og pjatter. Nej, de vidner om en bykultur, hvor man tiltrækkes af det uformelle og spontane mødested, der ikke er koreograferet af byplanlæggere. Tjah. Det betyder vel bare, at kommunen endnu ikke har nået at opstille bænke. Og det bliver værre endnu, for når et par fodgængere stopper op og sludrer, så er det ifølge forskeren den nordeuropæiske bykultur, der blomstrer ved, at folk skaber deres egne små byrum, som de indtager, uden det er planlagt på forhånd. Vi har foreninger mod racisme og mod undertrykkelse af kvinder, men vi mangler stadig en bevægelse mod lektorer, som iklæder helt banale aktiviteter imponerende videnskabeligt bullshit. Politiets attack-vogne [2/7, 6/7]Det
viser sig nu, at ATK-vogne ikke kun holder stille i vejkanten på skumle
steder for at score bødekassen. Berlingske kastede onsdag lys over, hvorfor det ofte kniber for politiet at afse personale til udrykning til borgere, der har haft indbrud. Der bruges således mange mandskabstimer på at kontrollere, at politifolk i tjenesten overholder færdselsreglerne. Blandt Berlingskes eksempler vil Groft sagt fremhæve det, hvor en såkaldt ATK-vogn med udrykningskørsel satte efter en mistænkelig personbil, som den påkørte to gange for at få den til at stoppe, hvorved begge biler påkørte en tredje. Den bil, som ATK-vognen forfulgte, viste sig at være en civil politibil. Bag den lattervækkende historie skjuler sig den opsigtsvækkende nyhed, at ATK-vogne ikke kun holder stille i vejkanten på skumle steder for at score bødekassen. Hvis en sådan vogn finder, at man nedsætter hastigheden mistænkeligt meget, når man passerer den, så risikerer man, at ATK-vognen optager forfølgelsen og torpederer én. Det mest sikre er tilsyneladende at holde sin normale hastighed under passagen, så man slipper med bøden. Mor Formand [3/7, 5/7]Pia
Kjærsgaard er den eneste topfigur i dansk politik, der perfekt ligner
det, hun skal forestille. Pia Kjærsgaards politiske figur står klart: hjemmehjælperen, der blev en af nyere dansk politiks største succeser som partileder. Hun skabte sit parti og ledte det kompetent og med klare værdier. Hendes casting er perfekt til rollen. Herved adskiller hun sig markant fra alle andre hovedrolleindehavere i dansk politik. Kjærsgaard er den eneste topfigur i dansk politik, der perfekt ligner det, hun skal forestille. Hun kunne dog også castes til at være Mor Danmark i en Morten Korch-historie med en slem herremand og tyvagtige zigeunerbander. Hun ville derimod ikke være velcastet som værthusholder Emma i bodegaen Rottehullet i serien ”Huset på Christianshavn”, fordi hun udstråler noget utålmodigt og skarpt, som strider mod den lalleglade, danske idyl. Men netop dette har jo kunnet holde de kulturradikale sammen i et intenst Pia-had de seneste årtier. Alt i alt får Folketinget sig altså en Mor Formand, som samler hele landet i kærlighed eller had. Sjældent har kronisk stueurenhed sat en hjemmehjælper så højt på strå. Roskilde føleri [3/7, 4/7]
Det er
indlysende for alle, at der i Roskilde Festivalens sydende gryde af
unge mennesker, god musik, øl og eventyrlyst hele tiden vil forekomme
uberettiget befamling af kropsdele. I Berlingske fredag beretter 23-årige Katrine Pless Galle om sexistiske tilnærmelser på Roskilde Festival. Hun er tilknyttet Everyday Sexism Project, som indsamler kvinders historier, som offentliggøres under hashtagget #SexismeRF15. Formålet er at bekæmpe uberettiget mandsbefamling af kvindekroppe. Det fremgår, at Katrines nye festivalven, Mathias, faktisk fik kontakt ved personligt at beføle hende og en veninde, da de kom gående forbi ham med ølrammer i armene. Det er indlysende for alle, at der i Roskilde Festivalens sydende gryde af unge mennesker, god musik, øl og eventyrlyst hele tiden vil forekomme uberettiget befamling af kropsdele. Alligevel giver et håbløst projekt som dette særdeles god mening, fordi et menneske, som ikke har et stort projekt at kæmpe for, snart mister meningen med livet og sidder dådløst hen. Lige nu har Katrine hænderne fulde med Mathias, men han kan snart have sexistisk befamlet en anden, og så er det godt, at hun stadig har antisexismeprojektet. Smarte Tulle [2/7, 3/7]Da det
er forbudt at sige, at vælgerne er for dumme og ikke kan gennemskue
sammenhængen, så er konklusionen, at Tulle er smart. I dagene op til folketingsvalget konkurrerede S og V om at give milliarder til velfærden. Og V måtte gøre sig ekstra umage, fordi Thorning hele tiden brugte ordet ”vækststop” som skældsord mod Løkke. Men her få dage efter valget skriver Venstre så i regeringsgrundlaget, at der skal bespares 1 procent i kommunerne. Det har selvfølgelig hele tiden været Venstres idé, at der skulle flyttes bevillinger rundt i systemet, så det mest nødvendige fik mere. Men dette komplekse budskab forenklede Venstre i valgkampens slutspurt til en monoton strøm af velfærdsmilliarder. Og her efter valget bliver samme komplekse V-budskab så af medier og borgmestre forenklet til en massiv nedskæring. Vælgere, som ser dette som løftebrud, kan nu søge trøst hos Thulesen Dahl (DF), som både før og efter valget afviser ”minusvækst”, som om det er noget, som V hele tiden er gået ind for. Da det er forbudt at sige, at vælgerne er for dumme og ikke kan gennemskue sammenhængen, så er konklusionen, at Tulle er smart. Pædagogisk Pyrrhos-sejr [1/7, 2/7]Når
grækerne går fallit, skyldes det, at EU er konstrueret således, at det
er forhindret i at benytte samme inddragende pædagogiske metode, som de
græske politikere. Grækenlands situation kan forstås ud fra elementær pædagogik. Enhver underviser ved, at effekten af undervisningen øges jo mere eleverne inddrages aktivt. De græske politikere er undervisere, som i høj grad inddrager eleverne. Græske politikere har i årtier med vælgernes opbakning kunnet køre landet i sænk for lånte midler, fordi de har optrådt for øjnene af de græske vælgere i landets politiske TV-føljeton og jævnligt har afholdt demokratiske valg, hvor de konkurrerede på liv og død, både på substans og på mudderkastning. Græske politikere har derfor god elevkontakt og en høj grad af elevinddragelse i deres politiske arbejde. EU og de europæiske bankinstitutioner har derimod benyttet en passiviserende pædagogik: De har ladet deres fjerne figurer holde kedelige, advarende taler til grækere og andre fra fjerne bureaukratiske institutioner. Når grækerne går fallit, skyldes det, at EU er konstrueret således, at det er forhindret i at benytte demokratiets inddragende pædagogiske metode. Løkkes store chance [30/6, 1/7]Løkkeregeringen
er Løkkes store chance for at vise, at han har lært af sine tidligere
kriser, som han på grund af dårlig håndtering gjorde større end
nødvendigt. Det lette ved at danne regering er alle ceremonierne: dronningerunder, ministerbiler, pressebriefinger, præsentation af en ny regering, ministeroverdragelser. Det har Løkke og hans hold klaret perfekt. Det svære er at overleve de første måneder. For Løkkes minimale Venstreregering bliver en løbende krisehåndteringsregering. Og krisestyring er Løkkes svageste side. Han har en tendens til at demonstrere sin magt helt ned i formelle detaljer, når han har mest brug for at vise ydmyghed og skabe kærlighed omkring sig. Han kaster sig ofte ud i unødvendige teknikaliteter på pressemøder. Han overvurderer generelt substansens betydning og undervurderer betydningen af det, som enhver straks kan forstå: processen og personerne. Løkkeregeringen er derfor Løkkes store chance for at vise, at han har lært af sine tidligere kriser, som han på grund af dårlig håndtering gjorde større end nødvendigt. Løkke skal nu vise, at de dyre lærepenge til underbukser og luksusrejser ikke er givet forgæves ud. |
|
|
|
Fyrtårn i sort [29/6, 30/6]Når
man effektivt skal påvirke Zenia Stampe, Uffe Ellemann, Lars Barfoed,
Brian Mikkelsen og Bertel Haarder til at hade samme politiker, så sker
det ved, at terrorister truer den pågældende politiker på livet. I sin kommentar søndag
skrev Katrine Winkel Holm om de demokratiets stolte fanebærere, som
forbandede, at Geert Wilders deltog i Trykkefrihedsselskabets
arrangement ved Folkemødet på Bornholm: Zenia Stampe, Uffe Ellemann,
Lars Barfoed, Brian Mikkelsen og Bertel Haarder. Winkel Holm finder det
ynkeligt, at disse åndelige ledere blandt os falder over den
ikke-voldelige, argumenterende Wilders i stedet for at indrømme, at
formørkede terrorister har gjort dem så bange, at de ved synet af
Wilders lod deres demokratiske fyrtårn gå i sort. Men man kan også bare
helt nøgternt lære af eksemplet, at når man skal påvirke vort lands
fanebærende, frit tænkende demokratiske forbilleder med effektive
argumenter i en bestemt retning, så sker det ikke med verbale midler,
som altid bare skaber en masse debat, som stritter i alle mulige
retninger. Nej, det sker ved at true med at slå en demokratisk
politiker ihjel. Det lyder helt vanvittigt, men sådan viser
virkeligheden sig desværre ofte at være. Aldrig testet positiv [25/6, 29/6]Cykelsportens
og andre elitesportsgrenes etik er aldrig bedre end dopingkontrollen
nødvendiggør. Det mest rystende i dopingrapporten er dopingkontrollens ringe kvalitet. Nu foreslås så en række forbedringer. Men rapporten reducerer betydningen af dopingkontrol, når den skriver: ”Hvis kulturen i vid udstrækning anser brugen af doping som etisk acceptabel, vil reglerne som udgangspunkt anses som et onde, som det er etisk acceptabelt at omgå.” Men kultur og etik afspejler altid de materielle magtforhold, herunder dopingkontrollens magt. Når det handler om at score mange penge, så har man den etik, der er nødvendig for at vinde. Cykelsportens og andre elitesportsgrenes etik er derfor aldrig bedre end dopingkontrollen nødvendiggør. Og når branchen og sportspressen nu falder over Riis som et moralsk råddent enkelttilfælde, så er det en ny fælles dopingløgn, man opbygger, om at han som chef gjorde noget andet, end alle andre ambitiøse vindere og ledere altid vil være nødt til at gøre for at vinde: være nøjagtig så dopet, at man aldrig testes positiv. Fuldstændigt som Riis var. Forbered dog børnene [26/6, 28/6]Forældre
bør oplyse deres børn om kannibalisme i familien og andre skeletter i
skabet, inden de besøger Afrikalandet og Bondelandet i Djurs Sommerland. Formanden for African Empowerment Center Denmark, Josef Nielsen, klager nu over, at der i Djurs Sommerland findes to forlystelser, som hedder ”Hottentot Karrusellen” og ”Kannibal Gryderne”. Han søger bl.a. forståelse for klagen for racisme med argumentet: ”Vi skal svare på spørgsmål fra vores børn, der eksempelvis kan være, om vi har nogen i vores familie, der er kannibaler.” Her vil Groft sagt så sige ligeud til Josef Nielsen, at det er for galt, at det skal være nødvendigt for ham at trække sine børn i Djurs Sommerland for at finde anledning til at oplyse dem om, hvorvidt der i familien findes kannibaler. Djurs Sommerland rummer ud over Afrikaland et andet forlystelsesområde, der hedder Bondeland. I Groft sagts bondeslægt findes folk, der har drukket sig fra den fædrene gård og gjort andre forfærdelige ting, og sikkert også haft kannibaltanker i hungerperioder. Men det oplyser vi børnene om i god tid og under trygge forhold i hjemmet, inden vi besøger Bondelandet i Djurs Sommerland. Radikal muddertur [26/6, 27/6]Landets
politiske redaktioner kæmpede side om side med de Radikale for at løfte
valgkampen ud af den muddersump, hvor andre sloges. Alligevel gik de
Radikale fra 17 til otte mandater. De Radikale fik et meget dårligt valg og gik fra 17 mandater til otte i Folketinget. Men det er ikke kun et nederlag for de Radikale. For i deres valgkamp gjorde de alt det rigtige, som politikerlede vælgere altid efterlyser, når journalister spørger dem om, hvad de er lede ved. De undgik mudderkastning og lancerede det ene seriøse økonomiske langtidsforslag efter det andet: skattelettelser i bund og top, hævning af pensionsalderen og stop for stigninger i ejendomsværdiskatten. Og en undersøgelse af mediernes valgkampsdækning i Politiken forleden viste, at de Radikale i forhold til deres størrelse fyldte enormt meget. Landets politiske redaktioner har altså kæmpet side om side med de Radikale for at løfte valgkampen ud af den muddersump, hvor andre sloges. Der er to konklusioner: Enten kan vælgerne i virkeligheden ikke lide et mudderløst parti. Eller også kan de bare ikke holde ud, at hurtigtsnakkende, renskurede Morten Østergaards ansigt fylder TV-skærmen, hver gang de åbner. Valgforklaring [25/6, 26/6]Næsten
alle danske vælgere har længe været tryghedsnarkomaner, som elsker det,
de har, og derfor frygter forandringer. Og tryghedsnarkomaner stemmer
altid på S, V eller DF. I lederen søndag konkluderede Jyllands-Posten: ”Læren af valget 2015 er, at velfærdsstaten for danskerne er det højeste udtryk for nationalstaten. Og den vil de værne om.” Rigtigt. Men hvorfor tale så svulstigt, som om det var en ny erkendelse? Næsten alle danske vælgere har længe været tryghedsnarkomaner, som elsker det, de har, og derfor frygter forandringer. Og det giver god mening, når man lever i verdens bedste velfærdsdemokrati. Derfor stemmer de altid for at bevare velfærden. Herunder for at stoppe velfærdsattentatet fra den voksende folkevandring fra Afrika. Og tryghedsnarkomaner stemmer altid på S, V eller DF. Så er der et mindre antal vælgere foruden hele landets politiske elite, som ikke er tryghedsnarkomaner, og som derfor tør stemme på fanatiske godhedspartier som EL, SF, R og Alternativet. Eller på det markedsfanatiske parti LA. Endelig er der en uddøende restgruppe af sadomasochistiske tryghedsnarkomaner, som nyder at stemme konservativt, fordi det gør mere og mere ondt. Win-win-sex [24/6, 25/6]Sjældent
har vejen til mental styrke ligget mere åben for alle attraktive unge
kvinder. Louise Amby, formand for Liberal Alliances Ungdom i København, skriver i Opinion mandag, at hun ser så forbandet godt ud, at mænd på gaden stimler sammen og ikke kan undlade at hylde hende for udseendet. Samtidig skriver hun, at hun ikke bryder sig om det. Men at det både gør hende stærkere, at hun står ved, hvad hun tænker og føler, når klamme, liderlige mænd ”komplimenterer hende”, og at hun ikke er bange for at udtrykke det. Altså alt i alt en lykkelig historie, hvor Louise Amby giver mænd rare oplevelser og samtidig selv bliver stærkere ved at skrive om, hvor meget hun hader det. Medmindre Louise strør aske i håret og iklæder sig en kutte, så vil hun hele sin smukke ungdom igennem således kunne blive mentalt stadig stærkere ved at skrive offentligt om, hvor meget hun hader, at udannede mænd på uanstændig vis hylder hendes udseende. Sjældent har vejen til mental styrke ligget mere åben for alle smukke unge kvinder. Sjældent har en svær kønskonflikt fundet en bedre win-win-løsning. Pastor Lidegaard [22/6, 24/6]Lidegaard
og landets betydelige mængde lederskribenter og politiske kommentatorer
kan ikke leve af at sige det, som det er: Tilfældet ville, at Thorning
tabte. Branchens speciale er snedige forklaringer, ligegyldigt hvilke
tilfældigheder der sker. Chefredaktør Bo Lidegaard, Politiken, forklarede lørdag i forsidelederen, hvorfor Thorning-regeringen ikke vandt valget: "Når det ikke skete, er det, fordi hun formåede at tale til fornuften, men aldrig fik fat i vores følelser." Men enhver nøgtern iagttager af valgaftenen kunne se, at det var tilfældigt, hvem der vandt det ene afgørende mandat. Men Lidegaard og landets betydelige mængde lederskribenter og politiske kommentatorer kan ikke leve af at sige det, som det er: Tilfældet ville, at Thorning tabte. Branchens speciale er snedige forklaringer. Og hvis tilfældet havde villet det modsatte, så havde man også kunnet logisk forklare det med nøjagtig samme kløgt og overblik. Det eneste, man aldrig formår, er at forklare det, som nødvendigvis måtte ske, før det faktisk skete. Dette paradoks viser, at politik er domineret af tilfældigheder og kaos. Og at politiske kommentatorer er et præsteskab, der skaber mening og orden fremfor beskriver den kaotiske politiske virkelighed. Tæt på en Mads Holger-regering [21/6]Hvis
Mads Holgers mediestunt havde skaffet ham i Folketinget, så ville han
være blevet det løstgående mandat, som hele Løkkes kommende regering
hvilede på. Det ville have gjort Løkke-regeringen til en Mads
Holger-regering. Den konservative kandidat Mads Holger fik meget presse i valgets slutspurt ved at kritisere sit eget parti. Det er altid let for et partimedlem at få presse ved offentlig at gøre oprør i sit eget parti. Enhver journalist ved, at man altid kan gå til politikere som Birthe Rønn (V), Ejvind Vesselbo (V), hvis man har brug for at puste intern kritik af Venstres ledelse op. Men disse erfarne politikere forstår at docere oprøret, så de undgår eksklusion. Derimod er det klart, at når grønne Mads Holger (C) dagen inden valget om sit desperate, synkende parti storhedsvanvittigt erklærer, at han følte sig "som lægen, der ankommer til den døende patient, som så slår ud efter lægen i sin febervildelse”, så fremprovokerer han sin egen eksklusion. Og hvis hans mediestunt havde skaffet ham i Folketinget, så ville Mads Holger være blevet det løstgående mandat, som hele Løkkes kommende regering hvilede på. Det ville have gjort Løkke-regeringen til en Mads Holger-regering. For Mads Holgers påfaldende store ego kunne umuligt have tilladt ham at acceptere lavere ministerposter. E.T.’s lære af valget [19/6, 22/6]E.T.
vil ikke kunne forstå, hvorfor vi ikke bare lader de diktatoriske
studieværter og ordstyrere, som allerede suverænt koster rundt med
undertrykte politikere ved enhver lejlighed, lede landet. Hvis en E.T. fra en fjern galakse iagttog vores partilederdebatter på TV, så ville han ikke være i tvivl om, hvem der bestemte i vores samfund. Studieværter og ordstyrere er i centrum i scenografien, og de giver og tager ordet fra politikerne, som står på en række og hele tiden tigger om at få lov at tale. Men de får sjældent lov at tale færdig, for tiden er altid knap, og der skal altid være tid til et andet emne også. Og hvis politikerne skifter emne uden at have fået lov, så stoppes de diktatorisk af magthaveren. E.T. kan ikke forstå, at formålet er, at befolkningen skal vælge sine magthavere ved at iagttage politikerne konkurrere på lige vilkår i talekunst. For E.T. vil ikke kunne forstå den mærkelige omvej med at vælge magthavere ved at lade dem konkurrere i amputeret talekunst under diktatorisk ledelse af ordstyrere og studieværter, i stedet for bare at lade de kyndige studieværter, som allerede suverænt koster rundt med undertrykte politikere ved enhver lejlighed, lede landet. Vælger- og folkevandring [17/6, 19/6]Nu,
hvor folketingsvalgets vælgervandringer er overstået, bør politikerne
tale uden bullshit om folkevandringen fra Afrika. I partilederdebatten tirsdag drøftedes udlændingespørgsmålet. Blå politikere, som vil stramme og i stedet hjælpe i nærområderne, blev mødt med stor indignation af Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og anklaget for umenneskelighed. Men ifølge den særdeles kompetente, nøgterne Berlingske-kronik ”Udlændinge i valgkampen” af professor P.C. Mathiesen og Gunnar Viby Mogensen samme dag, så afslører politikernes diskussion om udlændinge, at de ikke har fattet alvoren i problemet. Det er pinligt småtskårent, at danske politikere spiller sorteper med ”flygtninge” og ”menneskelighed”, når det, der er tale om, er en folkevandring, som i de kommende år kun kan vokse, fordi befolkningstilvæksten i Afrika og dele af Mellemøsten vil være enorm. Gid Johanne havde ret i, at problemet bare er, at de, som ikke åbner portene for dem, som ”banker på vores dør”, er dårlige mennesker. Nu, hvor folketingsvalgets vælgervandringer er overstået, bør politikerne tale uden bullshit om folkevandringen fra Afrika. Goddag mand, økseskaft [17/6, 18/6]Hvordan
skal vælgerne bevare troen på, at folketingsvalg er en alvorlig sag,
når en fremtrædende minister fremlægger gamle, brudte løfter som nye? Forleden fremlagde justitsminister Mette Frederiksen (S) og socialminister Manu Sareen (R) et retspolitisk udspil i Det Kgl. Biblioteks have med penge til bekæmpelse af bandekriminalitet, flere betjente i udsatte områder og bedre mulighed for resocialisering. Det har vist sig, at det er løfter, som S gik til valg på allerede i 2011 og efterfølgende brød. Først bryder man altså sine løfter. Så lover man dem én gang til. Det er frækt. Og så i bibliotekshaven. Men det værste er Mette Frederiksens svar, når journalister påpeger det frække, ja uforskammede i at lade gamle, brudte løfter fremstå som nye: ”De penge, vi nu har afsat, vil betyde, at der vil komme flere betjente i de områder, hvor der er bande- og rockerkrimininalitet.” Hvordan skal vælgerne bevare troen på, at folketingsvalg er en alvorlig sag, når en fremtrædende minister først fremlægger gamle, brudte løfter som nye og derefter besvarer spørgsmål om vælgerbedraget med et selvhøjtideligt ”Godddag mand, øksekaft”? Medierne og Thorning [16/6, 17/6]Medierne
og Thorning kan kun lykkes med at misbruge Panorama-eksemplet, fordi
Løkke ikke straks afslører, hvordan de i fællesskab manipulerer med
sagen. Danske erhvervsledere er rystet over mediernes behandling af Panorama-sagen. Først oplyser Løkke, at en virksomhedsleder har oplevet et eksempel på, at en ansat har fravalgt job hos ham med den begrundelse, at det økonomisk ikke kunne betale sig. Derefter jagter vores public service-medier virksomhedslederen og anklager ham for at lyve. Derefter må public service-mediernes ledelser undskylde deres journalisters bølleagtige optræden. Endelig benytter Thorning så sagen i den første duel, hvor hun tog stik hjem med replikken: ”Nu går der vist Panorama i den.” Forløbet er rystende. Men erhvervslederne burde også være rystet over, at Løkke ikke omgående i TV-debatten gjorde opmærksom på, at pointen i eksemplet – bag alt mediehalløj og Thornings udnyttelse af det – er, at vi har et stort problem med overførselsindkomsternes niveau. Medierne og Thorning kan jo kun lykkes med at misbruge eksemplet, fordi Løkke ikke straks afslører, hvordan de i fællesskab manipulerer med sagen. Sass desperat [15/6, 16/6]Hvis
det ikke handlede om landets fremtid, burde annoncen fra "Den hemmelige
socialdemokrat" med løfter om mere ætsende satire få alle til at stemme
socialdemokratisk. Hvis Thorning fortsætter som statsminister efter valget, vil Løkke hade det. Men de, som vil hade det allermest, findes i Socialdemokratiet. For som bekendt er det således i politik, at de værste fjender ikke er dine politiske modstandere i andre partier. De værste fjender er dem i dit eget parti. Magtkampe, soloridt, brud på kollegiale aftaler osv. trækker bitre spor i ethvert politisk parti. Nu har ”Den hemmelige socialdemokrat” i desperation over muligheden af en sejr til Helle og Corydon ladet sit forlag indrykke en anonym helsides annonce i Politiken, som lyder ”Stem socialdemokratisk – og få flere interessante historier fra Christiansborg.” Som mange stadig husker, er ”Den hemmelige socialdemokrat” en nådesløs satire over en usikker, inkompetent partileder, der er i lommen på Corydon, som samvittighedsløst udnytter Sass’ tillid til ham, og Helles naivitet til at tryne Sass med PET-anklager og selv score finansministerposten. Hvis det ikke handlede om landets fremtid, burde denne annonce med løfter om mere ætsende satire få alle til at stemme socialdemokratisk. I helvede med visninger [12/6, 15/6]Kampen
om seerne består i dag mere og mere i at sætte seernes følelsesliv i
gang, så de skriver om deres medieoplevelse på Facebook. Derfor
skrumper sagligt oplysende mediestof til fordel for stadig flere
tosser, som rabler på direkte TV. Hvorfor i alverden spilder TV2 dog tid på at interviewe en formørket islamist, som opfordrer alle muslimer til ikke at stemme? Og det foregår på direkte TV, så hans afsluttende ”I helvede med grundloven” går direkte ud og gør ham til en stor helt blandt sine egne. Det gør TV2 for at sætte gang i seernes følelsesliv. Kampen om seerne består nemlig i dag mere og mere i at sætte seernes følelsesliv i gang, så de skriver om deres medieoplevelse på Facebook. Om noget er vigtigt eller ligegyldigt, måles i dag på antallet af visninger på Facebook. Derfor er den formørkede islamist vigtig. Men han er ikke så vigtig som Zenia Stampes opdatering ”I dag er vi alle danske muslimer” med 2,8 million visninger, eller Inger Støjbergs opdatering om indvandrerdrenges støj i biografen, som gav halvanden million visninger. Målemetoden afslører, at meget traditionelt, sagligt oplysende mediestof er helt ligegyldigt. Derfor skrumper sådant stof til fordel for stadig flere tosser, som rabler på direkte TV. Bissen Pape [12/6, 14/6]Groft
sagt opfordrer Pape til at opgive
at få DRs skolemesterprogram Detektor til at forstå, at en valgkamp
ikke er en videnskabelig diskussion. For vejen frem for Pape er ikke at
falde til patten hos Detektor. Rare, runde Søren Pape forsøger tappert at blive en hård banan i debatterne. Men nu har DRs skolemesterprogram, Detektor, taget fat i ham. Dette program er båret af en naiv tro på, at der findes en højere, objektiv sandhed oven over politikernes hundeslagsmål. Så nu anklager programmet Pape for at have sagt, at Johanne Schmidt-Nielsen er imod, at folk får et arbejde. Og for at have sagt, at Pia Olsen Dyhr er ligeglad med landbruget og synes, at landmænd ”er onde”. Her finder skolemester Detektor, at Pape er uartig og kaster med mudder, stik imod sine dydige erklæringer om at ville undgå den slags. Tålmodigt forklarer Pape så, at han bare overdriver og giver den lidt gas: ”Det er jo valgkamp.” Groft sagt opfordrer Pape til at opgive at få Detektor til at forstå, at en valgkamp ikke er en videnskabelig diskussion. For vejen frem for Pape er ikke at falde til patten hos Detektor. Flinke Pape er nødt til at optræde som en af de frækkeste drenge i klassen for at redde sit parti fra glemsel. Kaospilot Helle [11/6, 13/6]Jo
bedre det lykkes de blå at skrive regeringsgrundlag i store fælles
annoncer inden valget, jo mere fremstår Helle som en professionelt
sminket bestyrer af en dårligt sminket rodebutik, der straks efter
valget vil springe ud i kaos fra et sort tårn. Hidtil har Socialdemokraterne haft iøjnefaldende succes med at styre alle deres aktiviteter i valgkampen efter en klar, enkel strategi med budskabet: ”Helle er god og varm hele vejen igennem, mens groggy Lars bare kynisk forsøger at ligne en statsmand.” Først nu har de blå tilsyneladende fundet ud af, at valgkampe vindes af den, der lægger den klareste, enkleste strategi og holder den. V, DF, LA og C optræder således nu med en fælles annonce: ”Udlændingepolitikken skal tilbage på sporet.” Det kan undre, at de blå først to uger inde i valgkampen har formået at samle sig om den eneste effektive modstrategi til Thor Mögers dygtige Helle-kampagne ved at udnytte dens indlysende svaghed: Helle-lejrens splittelse i alle væsentlige spørgsmål. Jo bedre det lykkes de blå at skrive regeringsgrundlag i store fælles annoncer inden valget, jo mere fremstår Helle som en professionelt sminket bestyrer af en dårligt sminket rodebutik, der straks efter valget vil springe ud i kaos fra et sort tårn. Vælgerne vil bedrages [5/6, 12/6]Ingen
medicin er for dyr, siger både Thorning og Løkke. Og så lover begge
præsidentkandidater nogle ekstra mia til formålet. Men enhver kan sige
sig selv, at dette løfte egentlig er nonsens. Det er mærkeligt, at løfter, som ikke kan holdes, åbenbart stadig er vejen frem for partierne ved valg. Man skulle tro, at vælgerne havde lært, at politikerne desværre ofte lover hvad som helst for at blive valgt. Senest har vælgerne fået det åbenlyst absurde løfte, at der ikke skal være nogen overgrænse for, hvor meget det må koste at behandle en patient. Ingen medicin er for dyr, siger både Thorning og Løkke. Og så lover begge præsidentkandidater nogle ekstra mia til formålet. Men enhver kan sige sig selv, at dette løfte egentlig er nonsens, fordi konsekvensen vil være, at alle hospitaler tømmes for sygeplejersker og læger, fordi alle pengene efterhånden skal gå til hundedyr og stadig mere raffineret medicin – som nu får en ekstra skrue opad på grund af det tværpolitiske panikløfte om at betale hvad som helst. Men det rigtigt skøre er, at sundhedspersonale samtidig fortæller, at der skam allerede prioriteres, og at det vil man altid være nødt til. Vælgerne vil åbenbart bedrages. Alternativet ustoppeligt [5/6, 8/6]Alternativet
vokser ved ethvert angreb. Og da deres politik er så langt ude, at
ingen borgerlige partier kan stjæle den, så kan Alternativet hverken
stoppes med angreb eller med omfavnelse. Jyllands-Posten havde onsdag denne overskrift: ”Borgerlige partier går til angreb mod truslen fra Alternativet”. Men artiklen gav kun eksempler på, hvor umuligt det er at angribe partiet for dets skøre forslag som kødfri dage, bisonokser i skovene og banker, som kun må låne de penge ud, som ligger i deres egen Joakim von And-tank. Medierne elsker de Alternatives komiske dilettanterier, så partiet scorer stor omtale på ethvert angreb fra partier, der tror på gammeldags nationaløkonomi. Fredag forsøger Berlingske så ved hjælp af flere eksperter at faktatjekke partiets økonomiordfører, som påstår, at krige og naturkatastrofer styrker nationalproduktet. Det viser sig at være forkert, men med så mange ekspertnuancer, at det meget vel kan få flere til at foretrække Alternativets ikke-økonomiske, enfoldige vækstbegreb om trivsel. Alternativet vokser altså ved ethvert angreb. Og da deres politik er så langt ude, at ingen borgerlige partier kan stjæle den, så kan Alternativet hverken stoppes med angreb eller med omfavnelse. Putins dekret [4/6, 8/6]Hvis
Putin undlod at udsende det dekret, der gør tab af russiske soldater
til en statshemmelighed, så ville han indrømme, at han allerede vidste,
at alle anså ham for løgner. Putin har underskrevet et dekret, der gør tab af russiske soldater i fredstid til en statshemmelighed. Sådanne tab må altså ikke omtales, hverken af medier eller af private. Dekretet kan forekomme unødvendigt. For hvis Rusland – som Putin har forsikret gentagne gange – ikke er i krig med sine naboer, så dør russiske soldater jo ikke, og dekretet vil derfor ikke give mening. Men da Ruslands præsident selvfølgelig ikke udsender unødvendige, meningsløse dekreter, så er dekretet en indrømmelse af, at Rusland fører krig i fredstid. Men da dette rent sprogligt er umuligt, så er det, som dekretet i virkeligheden siger, at Putin lyver, når han påstår, at Rusland ikke er i krig. Men det vidste alle jo i forvejen, så hvorfor besværet med at udsende et dekret, som bare bekræfter det, som alle ved i forvejen? Det er her det virkeligt snedige kommer ind, for hvis Putin undlod at udsende dekretet, så ville han indrømme, at han allerede vidste, at alle anså ham for løgner. Venstres hemmelige våben [4/6, 5/6]Venstres
hemmelige våben, ham den lille uanselige mand, der stod til højre for
rapkæftede Glamour-Helle og omkringdansende, gebærdende vært Poul Erik
Skammelsen ved TV-debatten i søndags, opfordres nu til at træde aktivt
ind i valgkampen dér, hvor den foregår: i TV Flere læsere undrer sig i "Læser skriver" onsdag over, at Thorning får lov til at afbryde og angribe, uden at nogen stopper hende. Groft sagt skal derfor hermed på alles vegne opfordre Løkke – ham den lille uanselige mand, der stod til højre for rapkæftede Glamour-Helle og omkringdansende, gebærdende vært Poul Erik Skammelsen ved TV-debatten i søndags – til at træde aktivt ind i valgkampen dér, hvor den foregår: i TV. Han bør få sin spindoktor til at nive sig i kinderne, inden han går på, så han er mindst ligeså rød og ophidset i hovedet, som Thorning. Han bør – for at ligne en vinder – mentalt forberede sig til debatterne ved at tænke på sine lykkeligste stunder i karrieren, f.eks. når han cykler ind på Champs-Élysées iført Løkkefondens stramme tricot. Og ikke mindst: Han bør tro på sejren, fordi Ekstra Bladet ikke har flere møgsager på ham. Hvis de havde, ville de ikke nøjes med at teoretisere over emnet ”Løkke på katastrofekurs” på deres TV-transmitterede redaktionsmøder. Mediernes valgkamp [3/6, 4/6]Løkkes
eneste chance er, at medierne snart trættes så meget over deres
historie om Helles succes, at de begynder at fortælle om Løkkes
sensationelle comeback i valgkampens slutspurt. Mens vi sidder og stirrer på politikerne, kører medierne os rundt i manegen. Jo større spænding om resultatet, jo flere seere. Derfor bakkes Socialdemokraternes kampagne, som hen over foråret forvandlede Løftebrud-Thorning til varme Helle, automatisk op af medierne. Og Alternativet får automatisk ekstrem meget medietid, alene fordi det er et gakket anti-parti, og fordi Elbæk jo tydeligt nok selv tror på vanviddet. I øjeblikket kører medierne så deres selvskabte historie om, at Thorning allerede efter en uge har hentet de 105.000 stemmer, som hun skulle hente på tre uger. Men det er medierne, der har gjort arbejdet for hende. Da medierne ikke kan stoppe sig selv, er Løkke nødt til at finde på noget for at stoppe dem i at gøre Helle til statsminister. Men det er svært at finde hot mediestof i blå blok. Løkkes eneste chance er, at medierne snart trættes så meget over deres historie om Helles succes, at de begynder at fortælle om Løkkes sensationelle comeback i valgkampens slutspurt. Alle klude lige gode [2/6, 3/6]Hvis
Uffe Elbæk fra Alternativet virkelig er så tossegod, som han praler
med, så vil han helt tankeløst iføre sig habit, hvis nogen havde lagt
sådan en frem til ham ved morgenpåklædningen. Med al respekt for journalist Sarah Skarum, som i Berlingske fredag skrev om Uffe Elbæks tøjstil i den første partilederdebat, så er analysen helt i hegnet. Skarum skriver, at Elbæks slidte cowboybukser, hvidprikkede skjorte med dybblå baggrund og blå sweatshirt rummer et bevidst oprør mod habitten, som symboliserer det etablerede. Skudt forbi! For Elbæk gør jo netop oprør mod enhver manipulation og forstillelse i politik. Så når han tager lige netop dét tøj på, så er det udelukkende, fordi det er det tøj, der tilfældigvis ligger øverst i skabet. Hvis Elbæk virkelig er så tossegod, som han praler med, så vil han helt tankeløst iføre sig habit, hvis nogen havde lagt sådan en frem til ham ved morgenpåklædningen. Indrømmet: Elbæk ville se underlig ud i statsmandshabit, mens han i en debat som sædvanlig væver løs om alt og intet. Men fravalg af habit ville være værre, fordi et sådant bevidst fravalg ville reducere ham til en ordinær, manipulerende politiker. Instruér Løkke! [1/6, 2/6]Nogen
bør instruere Lars i at leve op til TVs iscenesættelse af politik.
Forklare ham, at statsmænd i dag kun findes som spøgelser inde på
Christiansborg, som ses som kulisse bag TV-studiet. TV2 har med sit brohoved af et valgstudie foran Christiansborg klart vundet over DR i iscenesættelse af præsidentdueller. DR forsøger med billeder på væggene at simulere, at deres valgstudie ligger midt i Folketinget. Men den hopper seerne ikke på. Og Thorning vandt klart duellen med Løkke, fordi hun naturligt faldt ind i TV2s nye scenografi og havde Christiansborgs massive bygning som baggrund, mens Løkkes baggrund var en vej, hvor trafikken gled forbi. Thorning har forstået, at det handler om at ligne en vinder og angribe uophørligt med humor og kontrolleret lidenskab. Løkke derimod brugte al sin energi på at agere statsmand og ikke udstille Thorning-figurens fejl. Nogen bør instruere Lars i at leve op til TVs iscenesættelse af politik. Forklare ham, at statsmænd i dag kun findes som spøgelser inde i slottet bag Helle. Lære ham at ligne en usårlig, sprudlende vinder, især når det ser mest håbløst ud. Lære ham at klæde Helle helt af på en måde, som fornøjer selv kvindelige vælgere. Skrup af, Alien! [27/5, 1/6]
Yuval
Noal Hararis bog ”Sapiens – en kort historie om menneskeheden” bør
omgående udsendes i universet i alle retninger for at forebygge en
radikalt støttet invasion fra rummet. Forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) er d. 8. maj også blevet minister for det ydre rum. Hun udtaler i den anledning til Politiken: "Hvis der er liv andre steder i universet, så skal det liv bydes velkommen på Jorden." Det er en holdning, som også er udbredt blandt forskere og i offentligheden. Men vil man byde alt muligt krapyl fra rummet velkommen, bare fordi det er i live? Kødædende bakterier og epidemifremkaldende mikrober? Det kan gøre det af med os alle. Men da denne livsfarlige radikale tro på universets godhed er udbredt, må vi sætte vores lid til, at liv andre steder i universet vil løbe skrigende bort, hvis de hører om os. I Berlingske mandag fortalte Lars Henrik Aagaard om Yuval Noal Hararis bog ”Sapiens – en kort historie om menneskeheden”. Det fremgik, at homo sapiens især har udmærket sig ved at udrydde alle konkurrerende arter og brede sig overalt. Denne bog bør omgående udsendes i universet i alle retninger for at forebygge en radikalt støttet invasion fra rummet. Resistent Skat [27/5, 30/5]Hverken
domstole eller skatteministeren kan tøjle Skats bedrevidende, politisk
resistente embedsværk. Sagen om Skats administrative nedprioritering af opfølgningen af tabte sager om ejendomsvurderinger viser, hvorfor kritiske medier er vores eneste beskyttelse mod Skats og andre monopolers hærgen. Kun takket være Politikens aktindsigt kommer sagen overhovedet frem. Skats direktør talte hele lørdag på begge TV-kanaler med held udenom fra sin pinseferie på Samsø. Søndag fulgte skatteminister Benny Engelbrecht udenomssnakken op med udtalelser, der lå helt på linje med direktørens. Samtidig havde hans informationsmedarbejdere i ministeriet fået et ministerlæserbrev i Jyllands-Posten, hvor Engelbrechts embedsmænd på ministerbrevpapiret skamroser sig selv og opfordrer Brian Mikkelsen (K) til ikke at svælge i enkeltsager, kalde Skat for en røverbutik og skælde embedsmænd ud for stasi-metoder. Hverken domstole eller skatteministeren kan altså tøjle Skats bedrevidende, politisk resistente embedsværk. Vores eneste middel mod Skat er derfor medier, som udstiller galskaben i det løbske monopol. Onsdagens sensation [27/5, 29/5]
Alle
vidste, at valget blev udskrevet onsdag. Alligevel annonceredes det som
breaking news, og personalet var kåde som køer, der kommer på græs. Men
dagens eneste rigtige sensation var, at statsministeren ikke benyttede
den officielle indgang til ministeriet. Nyhedskværnen kører døgnet rundt. Men direkte TVs særlige styrke er ikke at fortælle nyheder, men at udpensle det, som alle ved i forvejen. Alle vidste, at valget blev udskrevet onsdag. Alligevel annonceres det som breaking news, og personalet er kåde som køer, der kommer på græs. På TV 2 skælvede studievært Janni Pedersens stemme fra morgenstunden, og hun lignede en ekset vårbrud i ansigtet. Politik bliver aldrig dækket mere intenst end, når alle på forhånd i detaljer ved, hvad der vil ske. En sværm af politiske journalister flokkedes således om Statsministeriets indgangsdør for at interviewe Thorning og stille de spørgsmål, som alle kender i forvejen, og høre de svar, som alle også kender i forvejen. Og valgets udskrivelse, som alle kender i forvejen, transmitteres direkte i alle medier. Og bagefter udpenslede kommentatorerne det, selv om alle for længst havde fattet det. Dagens eneste sensation var, at statsministeren ikke benyttede den officielle indgang til ministeriet. Tungetale [27/5, 29/5]Efter
måneders omkringfamlen er skatteminister Benny Engelbrecht omsider
trådt i profil. Fødselshjælperen var studievært Cecilie Bech, TV 2
Nyhederne søndag. Engelbrechts profil viste sig at være ministeren i
den britiske satire-serie ”Yes Minister”. Men det lykkedes kun for TV 2 at afsløre Engelbrechts sande profil, fordi de brød to regler, som Engelbrecht er TV-trænet efter: 1) at der kun er tid til fire ministersvar, 2) at studieværten er så høflig, at hun ikke stiller samme spørgsmål mere end to gange. Engelbrecht talte i tillid til disse dogmeregler kækt udenom det skandaløse i sagen om Skats administrative nedprioritering af sager, som Engelbrecht og hans forgænger havde lovet løst omgående. Og kun fordi udsendelseslederen gav overraskende meget tid til guddommeligt uforskammede Cecilie Bech, oplevede vi denne søndag aften en minister, som både fik kant og profil som embedsværkets mest lattervækkende bugtalerdukke. En værdig fejring af pinsehøjtiden, hvor folk jo taler i tunger. Vælgernes store chance [27/5, 28/5]Valget
står mellem smarte Helle og en Løkke, som nægter at tro på, at vælgerne
lader sig narre igen. Vælgerne må derfor virkelig tage sig sammen ved
dette valg. Moderne valgkamp er angrebskrig med bloddryppende eksempler. Så Løkke har gjort det let for Helle med sin "nulvækst". Igen og igen kan hun angribe Løkke med alt det, hans nulvækst ikke giver råd til. Han skal så angribe hende for alle de arbejdspladser i det private som hendes 39 mia udelukker. Men det er umuligt at visualisere manglende arbejdspladser lige så rædselsvækkende som Helle kan visualisere alt det, Løkkes nulvækst vil slagte. Ordet "nulvækst" er en abort - ligesom ordet "betalingsring" var for S-SF. Det er usmart at vælge at føre valgkamp på at stoppe noget, som alle går ind for, nemlig plusordet vækst. Og ordet ”udgiftsstop” er kun lidt bedre, fordi det stadig gør det let for Helle at angribe og tvinge Løkke ud i kringlede, abstrakte udredninger af, hvordan han vil skabe ikke-eksisterende private arbejdspladser. Valget står mellem smarte Helle og en Løkke, som nægter at tro på, at vælgerne lader sig narre igen. Vælgerne må derfor virkelig tage sig sammen ved dette valg. Politikerledens død [22/5, 27/5]Udbredt
politikerlede ikke noget problem, så længe vælgeren har mindst én helt
i dansk politik. Og dem, der hader alle, har nu anti-politikeren Uffe
Elbæk som helt. Ifølge en ny opinionsundersøgelse finder seks ud af ti vælgere politik "godt og spændende". Kun hver fjerde finder politik "dårligt og kedeligt". Denne positive holdning til politik passer fint med den høje stemmeprocent ved valgene. Alligevel viser undersøgelser samtidig, at politikerleden er udbredt. Og dette udløser jævnligt jammer hos kommentatorer og bekymring hos politikere. Men de bør slappe af. For politik er i praksis en fortællende TV-føljeton, og jo flere lede skurke, der er i en fortælling, jo mere spændende er det at følge heltens kamp mod de lede skurke. Derfor er udbredt politikerlede ikke noget problem, så længe vælgeren har mindst én helt i dansk politik. Og vælgere, som er lede ved alle etablerede politikere, har nu også fået sig en helt i Uffe Elbæk, som har al den ægte hjertensgodhed, som vælgere kan savne hos Løkke, Thorning og Tulle. Men da Alternativet næppe klarer spærregrænsen, så udgør de virkeligt politikerlede vælgere altså en forsvindende minoritet. Politikens befrielse [22/5, 25/5]Dagbladet
Politiken rummer stadig mange frie, stolte ånder, selv om bladet de
seneste år har måttet gå meget igennem. Først ydmygelserne med
Muhammed-undskyldningen, og senest reduktionen til regeringsavis. Men noget tyder på, at bladet er på vej op igen. Genrejst af sin satiriske bagside, hvor en anmelder, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, kritiserer visen ”Ytr!” sunget af Ulf Pilgaard i årets Cirkusrevy. Anmelderen kritiserer, at det eneste religiøse overhoved, som visen ikke kritiserer danskerne for ikke at tegne, er Muhammed. Både Buddha og Jomfru Maria må udstå de værste lattervækkende forslag til tegninger. Og når Ulf politisk korrekt giver forklaringen på, at vi tegnede Muhammed, men ikke gider lave satire over de andre: ”Det er, fordi det er sjovt at sparke nedad,” så fnyser anmelderen: ”Næh, det er, fordi det bliver man ikke slået ihjel af.” Dette er i virkeligheden en kritik af Politikens linje i sagen. Nu venter vi så bare på, at bladets journalister under eget navn og inde i bladet finder modet til at følge kritikken op og befri hele bladet. Corydons kæp i hjulet [22/5, 24/5]Som
statschef vil hun med udslået hår og sine flotteste dragter og sit
perfekte engelsk kunne føre dansk valgkamp for fuld damp, mens hun
sammen med EU's andre statschefer tilsyneladende bakser med
bådflygtninge i Middelhavet. Flere iagttagere vurderer, at der efter børnepakken ikke er flere gaver at dele ud og ikke er flere talerstole at bestige for Thorning. Så nu kan hun ligesågodt udskrive valg. Her glemmer man Folkemødet, som i år har fået en sensationel placering på den politiske dagsorden, og hvor statsministeren skal holde åbningstalen. Og man glemmer, at EU først holder sommerferie, efter vi danskere igen er begyndt på arbejdet. Som statschef vil hun med udslået hår og sine flotteste dragter og sit perfekte engelsk kunne føre dansk valgkamp for fuld damp, mens hun sammen med EU's andre statschefer tilsyneladende bakser med bådflygtninge i Middelhavet. Mens Løkke cykler rundt på landevejene for at komme i form, og Thulesen Dahl hygger sig i haven med sin jordemor Berit. Den eneste, der kan spolere Thornings sommerferiekampagne, er Corydon, som på samrådet d. 2. juni om Dong kan optræde så arrogant, at det tvinger EL til sammen med oppositionen at stille et mistillidsvotum, som fremtvinger valget. Politisk porno [21/5, 23/5]Som rigtig porno kan det virke ophidsende på
tilskueren de første par gange, men det bliver trættende i længden, når
det ikke krydres med raffinementer. Der er for meget simpelt ind og ud
– ind af det ene øre og ud af det andet. Statsminister Helle Thorning-Schmidt har tirsdag efter tirsdag i Folketingets såkaldte ”Spørgetime” helt uden raffinementer undgået at svare på spørgsmål. Og justitsminister Mette Frederiksen fylder dagligt sin taletid i TV-interviews med at udpensle de mest platte banaliteter i stedet for at besvare spørgsmålene. Begge ministre benytter de billigste retoriske kneb så skamløst og ekshibitionistisk, at det kun kan beskrives som pornografisk politisk kommunikation. Som rigtig porno kan det virke ophidsende på tilskueren de første par gange, men det bliver trættende i længden, når det ikke krydres med raffinementer. Der er for meget simpelt ind og ud – ind af det ene øre og ud af det andet. De to ministre bør variere forspillet og raffinere mundstillingerne meget mere, inden de når frem til deres ulideligt monotone og groft simulerede ind og ud-orgasmer, som efterhånden ikke stimulerer andre end Folketingets formand Lykketoft, som stadig potent rejser sig og bliver stående længe. DRs selvsatire [21/5, 22/5]Falktofts
busstunt kan kun forklares rationelt med, at han enten er kriminelt
uvidende om elementære forhold i DR, eller at busreklamen i
virkeligheden er et raffineret satirisk angreb på DRs eget
nyhedsnasseri. I sidste tilfælde er det selvsatire på et sjældent højt
niveau. Det satiriske DR3-program Monte Carlo har skaffet sig selv en masse omtale og image med en enkelt busreklame. Reklamen lød ”#metroxpresserikkeenavis”. Den er nu taget af, fordi mange mente, at licensbetalte DR ikke bør håne et andet medie. Busreklamen skyldtes, at MetroXpress ofte har skrevet negativt om programmet. Monte Carlo-vært Peter Falktoft mener, det er oprørende, at bladet kalder sig selv ”verdens største avis”. Han kalder bladet et ”hamstergulvtæppe”. Men hvordan tør en vært i DR gå ud og håne et konkurrerende privat medie for at bestå af stof hugget fra andre medier? Det er jo præcis samme fremgangsmåde som DR selv benytter i udbredt grad på sine netsider, men også i TV-nyhedsudsendelser. Falktofts busstunt kan kun forklares rationelt med, at han enten er kriminelt uvidende om elementære forhold i DR, eller at busreklamen i virkeligheden er et raffineret satirisk angreb på DRs eget nyhedsnasseri. I sidste tilfælde er det selvsatire på et sjældent højt niveau. Fantasy-krig [20/5, 21/5]Det
er skræmmende, at et oldgammelt religiøst fantasy-drama fra Mellemøsten
stadig har så uhyggeligt stærkt tag i en lille gruppe danskere, at det
kan ødelægge et fantasi-folkemøde i Pippi Langstrømpes ånd med politiet
i rollen som betjent Kling og Klang. Borgmester og gymnasielærer Winnie Grosbøll argumenterer i Jyllands-Posten onsdag: ”Folkemødet handler om dialog, og Muhammed-tegninger stopper dialogen. Derfor kommer der ikke Muhammed-tegninger op på Folkemødet.” Det er symptombehandling. For det grundlæggende problem er, at politiet ikke i praksis kan sikre os mod at blive slået ihjel af en lille gruppe selvmorderiske islamister, der tror, de på denne måde slipper for jordelivets trængsler og farer direkte op til de himmelske haller, spækket med lækre jomfruer. Det er skræmmende, at et oldgammelt religiøst fantasy-drama fra Mellemøsten stadig har så uhyggeligt stærkt tag i en lille gruppe danskere, at det kan ødelægge et fantasi-folkemøde i Pippi Langstrømpes ånd med politiet i rollen som betjent Kling og Klang. Og tvinge en rar gymnasielærer ud i rollen som den stramtandede skolefrøken Prysselius, der redder os alle sammen med en politisk korrekt argumentation, som vi er nødt til at nikke til for at overleve fysisk og åndeligt. Drømmen om storhed [19/5, 20/5]Danmark
er så lille og uanseligt, at vi altid føler os tvunget til at
kompensere ved at kaste os ud i nyudviklede, eksperimenterende
løsninger for at vise verden, at vi er smartere og klogere end alle
andre. Senest pansrede mandskabsvogne, som ingen andre har købt. Mandag skrev Berlingske: ”Trods politiske krav om at købe velafprøvede hyldevarer skal dansk forsvar udrustes med pansrede mandskabsvogne, som ingen andre har købt. Men den valgte model er den billigste.” Billigste? Men IC-togene var vel også de billigste, og politiets IT-system, som heller aldrig kom til af fungere. Og de helikoptere, der ikke kunne lette, og spiondroner, der ikke kunne lande. Og det havde vel også været billigere at lære af den norske rapport om politifejlene ved Utøya fremfor nu at skulle opfinde det hele forfra på basis af ”læringspunkter” efter Krudttønden? Er forklaringen, at vores land er så lille og uanseligt, at vi altid føler os tvunget til at kompensere ved at kaste os ud i nyudviklede, eksperimenterende løsninger for at vise verden, at vi er smartere og klogere end alle andre? O.K. Men lad os i det mindste undgå at udlevere os selv til latter ved at påstå, at det også vil være det billigste, hvis det en dag kommer til at fungere. Nonsens til hest [18/5, 19/5]Når
en ph.d.-studerende i stedet for ydmygt at fedte opad i systemet skyder
sin velformulerede, oprørske tågesnak lige ind i det litterære parnas'
sarteste dele, så skal det blive festligt. Ph.d.-studerende Mette Høeg har sat det hjemlige litteraturparnas i kog med en kritisk artikel i Weekendavisen om det udbredte kvindelige navlepilleri i ny dansk finlitteratur. Som ph.d.-studerende tilhører Høeg det litterære hierarkis proletariat, som af karrierehensyn forventes at fedte opad i systemet. Derfor falder alle nu over hinanden for at sætte hende på plads. Men som de fleste litterære debatter er indholdet rationelt set noget nonsens, som bygger på to-tre eksempler, som blæses op til at udgøre helheden. Men når en fræk oprører som Høeg tør skyde sin velformulerede tågesnak lige ind i parnassets sarteste dele, så skal det blive festligt. Denne Groft sagt har aldrig set en mere underholdende Deadline end debatten lørdag mellem en ligbleg anmelder Lars Bukdahl fra Weekendavisen og en stadig mere rødmende forfatter Lars Frost, som – tilskyndet af studieværten – forsøgte at følge Høegs kritik op uden at fornærme Bukdahl og dermed ødelægge karrieren. Groft sagt kræver mere litteraturdebat! Fisk og papegøjer [29/4, revideret og gensendt 15/5, ]Lystfiskere
med meget store, men også ret gamle fisk bør studere Monty Pythons
papegøjesketch, hvis de vil score præmier ved konkurrencerne. To kontrollanter ved en fiskekonkurrence ved Aarhus har afvist en deltager, som kort efter konkurrencens start indleverede to meget store havørreder. Kontrollanterne fandt, at fiskene så meget gamle ud. Deltageren trak sine fisk tilbage uden kamp. Hvor ynkeligt! Enhver, som kender den berømte Monty Python-sketch med den døde papegøje, ved, hvor mange muligheder der er for at kæmpe verbalt for at et stendødt kræ stadig lever – her altså, at to fisk, som døde for fjorten dage siden, er friskfangede. Når kontrollanten siger: ”Deres farve er forkert”, er svaret: ”Det er en meget sjælden art.” Når kontrollanten siger: ”Deres lugt er fæl”, er svaret: ”De fik desværre lidt for meget hvidløg i salaten i går til aftensmaden.” Kontrollant: ”Når man slår dem mod jorden, splatter de helt ud.” Svar: ”De er ødelagt af stress efter timers desperat kamp, inden jeg trak dem på land.” Lystfiskere med meget store, men også ret gamle fisk bør studere papegøjesketchen, hvis de vil score præmier ved konkurrencerne. Vindmøller mod graviditet [15/5, 18/5]Klima-
og energiminister Rasmus Helveg Petersen og graviditetsordfører Zenia
Stampe skal ifølge prognoserne kæmpe om højst et radikalt mandat i
Sjællands Storkreds. De Radikale ligger lavt i målingerne. Man ser ellers Morten Østergaards stirrende blik overalt. Men hans person mangler den pirrende historie, som er nødvendig for at slå igennem. Østergaard er den ulideligt artige elev i skolen, som ingen gad høre på – ud over læreren, som fik betaling for det. Så nu skal energiminister Rasmus Helveg Petersen og Zenia Stampe ifølge prognoserne kæmpe om højst et radikalt mandat i Sjællands Storkreds. Rasmus’ våben er vindmøller, som han tilbyder at opstille overalt til akkompagnement af stigende elpriser. Zenias våben er et ufødt barn, som hun tilbyder at føde til alles begejstring, men selvfølgelig til ganske særlig begejstring for folk, som med deres stemme sørger for, at babyen kan ammes af et radikalt folketingsmedlem. Desuden rummer Zenias figur så mange modsætninger, at kampagner er unødvendige, fordi alle spændt følger hendes rablende tale. Rasmus må værsgod proppe sine vindmøller skråt op, mens Zenia kan udvide og presse mandatet igennem. Store, gamle fisk [15/5, revideret version af ”Fisk og papegøjer” sendt 29/4, 17/5]Råd
i anledning af Lystfiskeriets dag, 17-05: Lystfiskere med meget store,
men også ret gamle fisk bør studere Monty Pythons papegøjesketch, hvis
de vil gøre karriere ved konkurrencerne. I anledning af Lystfiskeriets dag, søndag d. 17/5, oplyser Sportsfiskerforeningen, at ”små fisk giver store oplevelser.” Utvivlsomt, men ved fiskekonkurrencer er størrelsen afgørende. Og fangsttidspunktet. Forleden afviste to kontrollanter således en deltager, som kort efter en konkurrences start indleverede to meget store havørreder. Kontrollanterne fandt, at fiskene havde en tanke. Deltageren trak straks sine fisk tilbage. Men enhver, som kender den berømte Monty Python-sketch med den døde papegøje, ved, hvor gode muligheder der er for at overbevise om, at et stendødt kræ stadig lever – her: at fisk, som døde før konkurrencen, er friskfangede. Når kontrollanten siger: ”Farven er forkert”, er svaret: ”Det er en meget sjælden art.” Når kontrollanten siger: ”Lugten er fæl”, er svaret: ”De fik desværre lidt for meget hvidløg i salaten i går til aftensmaden.” Lystfiskere med meget store, men også ret gamle fisk bør studere papegøjesketchen, hvis de vil gøre karriere ved konkurrencerne. Ellevild Jensen [15/5, 16/5]Uffe
Ellemann-Jensens indlæg mod Wilders på Folkemødet på Bornholm er et
angreb på demokratiets grundidé om, at folk, man er lodret uenig med,
ikke kun har lov til at drikke fadøl, spise pølser og hygge sig som
Jensen, men også har lov til at tale ellevildt som Ellemann. Uffe Ellemann-Jensen argumenterer bedre end de fleste. Derfor fås hans argumentation i Berlingske onsdag mod, at Geert Wilders deltager på Folkemødet på Bornholm, næppe bedre. Indlægget går ud på at få læseren til at acceptere, at politikeren Wilders og voldelige terrorister er af samme kategori. Det sker ved at fremhæve, at Wilders er kendt for sine ”hadske angreb på islam”. Derfor bliver han på Folkemødet ”en slange i paradiset” og skylden er Trykkefrihedsselskabets, fordi de har inviteret ham for at ruske op i Folkemødet, som de mener ”nok mest handler om fadøl, pølser og hygge.” Selskabet og Wilders er altså provokatører, som bør holde sig væk. Ikke mindst for at spare politiet for stress og overarbejde og folkemødedeltagere for sikkerhedsafspærringer. Ellemanns indlæg bliver således et angreb på demokratiets grundidé om, at folk, man er lodret uenig med, ikke kun har lov til at drikke fadøl, spise pølser og hygge sig som Jensen, men også har lov til at tale ellevildt som Ellemann. Hospitalsinformation [12/5, 15/5]Sålænge
historierne om ringe information ikke kan byde på patienter, som dør på
grund af ringe information, sker der intet – ud over paraden af
ansvarlige, som på TV søger at overgå hinanden i at udtrykke medfølelse
med de patienter, som lider under det. En undersøgelse viser,
at hver fjerde patient ikke føler sig godt nok orienteret om sit
hospitalsbesøg. Hvorfor har hospitalerne dog ikke for længst løst dette
problem? Forklaringen er, at der kun ofres flere ressourcer på en hospitalsbehandling, indtil den er lige netop så
god, at mediehistorier om manglende kvalitet forsvinder af sig selv,
efter at organisationsledere, eksperter og politikere på TV har
erklæret, at der må gøres noget. Sålænge historierne om ringe
information ikke kan byde på patienter, som dør på grund af ringe
information, sker der intet – ud over paraden af ansvarlige, som på TV
søger at overgå hinanden i at udtrykke medfølelse med de patienter, som
lider under det. Og som fortsat skal lide under det, indtil én eller
flere af dem direkte slagtes af mangel på information. Men da der rask
væk under stor medieopmærksomhed dør patienter på grund af alvorligere
forsømmeligheder, så må informationshungrende, men levende patienter
altså pænt vente til evig tid. Læringspunkter [13/5, 14/5]Thorning
har fået gjort inkompetente politiarbejde ubrugeligt for Løkke og Tulle
ved straks efter attentatet at skamrose politiet og ved i rapporten at
fremstille alle fejl som opbyggelige "læringspunkter". Når Løkke og Thulesen Dahl kraftigt antyder, at statsministerens årvågne spindoktorer og kvikke embedsmænd kun efter hendes ordre igennem måneder kan have undgået at fortælle hende, at hun groft fejlinformerede verdenspressen, så er det selvfølgelig for at punktere hendes kampagneopblæste image. Og når Thorning flytter PET-chefen til andet arbejde, er det selvfølgelig for at give pressen et offer og dermed redde sit kampagneudstoppede image. Men bag disse kvalmende spilfægterier om statsministerens image, skjuler sig en opsigtsvækkende tværpolitisk enighed: enigheden om at rose PET og politiet. Alle medier har jo grundigt fortalt om et langsommeligt, bureaukratisk politi, om uopmærksomme, forsamlede politifolk ved Krudttønden og amatøragtige politifolk ved synagogen. Dette inkompetente politiarbejde har Thorning fået gjort ubrugeligt for Løkke og Tulle ved straks efter attentatet at skamrose politiet og ved i rapporten at fremstille alle fejl som opbyggelige "læringspunkter". Valget
kommer! [11/5, 12/5]
Regeringens
krisehåndtering af terrorsagen er en provokation, fordi den bygger på
en fornærmende undervurdering af pressens og oppositionens intelligens
og evne til at afsløre og gennemskue billige spintricks og fiduser. Regeringen er nødt til at udskrive valget om få dage. Og man har selv bedt om det. Først fremlagde regeringen PET-rapporten på et for pressen og oppositionen fornærmende ubekvemt tidspunkt på døgnet: kl. 18. Og regeringen gav fejlagtigt indtryk af, at terroristen kom bag på PET, fordi han var ”en ny type gerningsmand”, og at politiet ”helt automatisk øjeblikkeligt” styrkede bevogtningen ved synagogen. Og regeringen lod forstå, at man på grund af disse påståede PET-fejl måtte ofre PET-chefen. Denne håndtering af sagen er en provokation, fordi den bygger på en fornærmende undervurdering af pressens og oppositionens intelligens og evne til at afsløre og gennemskue billige spintricks og fiduser. Undervurderingen er så krænkende, at den samlede presse med stor ildhu nu har pillet regeringens sagsfremstilling fra hinanden, og at oppositionen om få dage vil være nødt til at stille et mistillidsvotum – som regeringen kun kan undgå ved at udskrive valget. Spinsejren er hjemme [8/5, 11/5]Med
S'ernes seneste Løkke-annonce er det klart, at de blå har tabt
spinkrigen og nu kun kan knække S på seriøs politisk substans uden
personfnidder. Det ser derfor ret håbløst ud for de blås politiske
kommunikation. Bag skåltalerne handler politik i høj grad om at udnytte sin modstanders svagheder. Socialdemokraternes annoncer med Løkke i sine ”velmagtsdage” (Løkkes egen beskrivelse) er en effektiv udnyttelse af Løkkes svagheder. Det næsten geniale er, at det jo kun er i modtagerens bevidsthed, at annoncen handler om Løkkes bilagssager. For såvel i tekst som i billedets baggrund handler annoncen udtrykkeligt om, at Løkke bør oplyse vælgerne om, hvem der skal betale Venstres "nulvækst". Og det er jo et seriøst substansspørgsmål, som S-ordfører Panduro flittigt stiller igen og igen, når journalisterne som lemminger kaster sig over hende på grund af Ss "smudskampagne". Thornings succesrige imagekampagne siden nytårstalen og nu denne annonce viser, at S har langt bedre spindoktorer og reklamebureauer, end de blå har. De blå har tabt spinkrigen og kan nu kun knække S på seriøs politisk substans uden personfnidder. Det ser derfor ret håbløst ud for de blås politiske kommunikation. Dog godt for noget [8/5, 10/5]Det
bedste i PET-rapporten er vel, at politiet faktisk fik skudt Omar
el-Hussein til sidst, så vi slap for en lang retssag og efterfølgende
dyr opbevaring i mange år, inden han igen kom ud blandt os. Det er derimod noget møg, at justitsministeren forsøger at bilde os ind, at PET i sin redegørelse fortæller os, at Omar var en ny type terrorist. Det ved enhver avislæser jo ikke passer. Og det er noget endnu værre møg for regeringen, at Thorning kækt kort efter angrebet erklærede, at politiet ”helt automatisk øjeblikkeligt” øgede beskyttelsen af synagogen. For det gjorde politiet jo netop ikke. Men det er direkte skandaløst, at regeringen først næsten tre måneder senere indrømmer, at Thornings kække udsagn var skrupforkert. For ingen tvivler på, at statsministeren og justitsministeren allerede kort efter terrordåden har krævet klar besked af PET, når de i aviserne læste, hvordan synagogens folk i timevis tryglede om beskyttelse, inden den omsider ankom. Den eneste, der kan se det gode i hele sagen, er Løkke, som alle nu venter på. Note: i avisversionen lød andet punktum således: ”Det er derimod noget møg, at PET i sin redegørelse fortæller os, at Omar var en ny type terrorist.” Men min gode kollega Claes Kastholm oplyste i ”Læst og påskrevet” i Berlingske søndag, at der ikke står noget om dette i rapporten. Det er altså noget, som justitsministeren og hendes rådgivere i departementet selv må have fundet på. Lækage på universitetet! [7/5, 9/5]Ved
hemmelig lækage af dokumenter til en velvalgt journalist i et velvalgt
medium sikrer offentligt ansatte bedst, at det system, de er ansat i,
overholder god moral. Berlingskes historie mandag om afsløringen af Sveriges våbenfabrik i Saudi-Arabien leverede et skoleeksempel på, hvordan en offentlig ansat bedst sikrer, at det system, han er ansat i, overholder god moral. Det sker nemlig ikke ved at skrive kronikker og læserbreve, der – som vi så med eksemplet med de to embedsmænd i Eritrea-sagen – koster karrieren, især hvis man har ret. Det sker ved hemmelig lækage til en velvalgt journalist i et velvalgt medium, hvor embedsmanden både sikrer sin egen anonymitet, og sikrer, at de lækkede dokumenter bliver slagkraftigt omsat til gode historier, som udstiller skamløst hyklende ledere og politikere. Når selv det kronisk storhyklende establishment i Sverige kan tvinges i knæ med denne teknik, så vil teknikken også i vort land kunne bringe stor moralsk renselse ind i selv de mest mørklagte styrelser og departementer. Anonyme lækageteknikker bør derfor omgående indføres som tværfagligt intensivkursus på alle vores embedsmandskoler, dvs. universiteterne. Gades genkomst [7/5, 8/5]Hvis Gade kan lære Løkke tricket med på TV at ligne en sonende munk, der let svedende tilstår store synder, så tilgiver vælgerne også Løkke, og Thorning opgiver troen på en overraskende sejr. I forbindelse med Søren Gades genkomst som Venstre-politiker bragte Politiken en længere liste over hans ”møgsager”: 1) Lækagen af, at der ville blive sendt jægersoldater til Irak. 2) Jægerbogsagen, hvor forsvarschefen og ikke Gade gik. 3) Forkerte oplysninger om fangetal i Irak. 4) Forkerte oplysninger om, at danske fanger ikke var blevet udleveret til irakisk politi. Men hvorfor hænge sig så meget i Gades møgsager? Hvorfor ikke i stedet glæde sig over de særlige egenskaber ved Gade, som gør det muligt for ham at genopstå trods alle disse sager? Gades særlige styrke som politiker er, at han med stor troværdighed evner på TV at ligne en dydig munk, der sonende tilstår store synder. Det formår Lars Løkke slet ikke, og derfor tilgiver vælgerne ikke hans små, idiotiske underbuksesager og lignende. Hvis Gade kan lære Løkke tricket med på TV at ligne en sonende munk, der let svedende tilstår store synder, så tilgiver vælgerne også Løkke, og Thorning opgiver troen på en overraskende sejr. Sødt demokrati [6/5, 7/5]Med
klummer, ledere og kronikker om, at vi helt frivilligt skal være søde
og undgå satire mod religion, forsøger mange at bevare troen på, at
demokratiet aldrig vil lade sig stække af formørkede, himmelske
martyrbrigader. Så længe der findes nogle, som tror, de kommer i himlen ved blive slået ihjel, mens de dræber folk, som kritiserer deres profet, guru eller elskede leder, så vil man opleve aflysninger af satire og andet, som kan provokere. Det skyldes, at ordensmagten aldrig fysisk kan sikre os 100 procent. Derfor aflyser eller censurerer frygtsomme sjæle jævnligt deres arrangementer af frygt for himmelske martyrbrigader. Vi må så i demokratiet forsøge at skjule denne oprørende begrænsning af ytringsfriheden ved at skrive en masse klummer, ledere og kronikker om, at vi helt frivilligt skal være søde mod hinanden - også søde mod dem, der tror, at de kommer i himlen ved at slå andre ihjel. For bare vi er så søde mod dem, at de ikke prøver at slå nogen af os ihjel, så kan vi både bevare troen på, at ytringsfriheden er intakt, og troen på, at politiet med fysisk magt kan opretholde ro og orden. Og hermed bevare troen på, at demokratiet aldrig vil lade sig stække af formørkede, himmelske martyrbrigader. Stolthed og græmmelse [5/5, 6/5]1.
maj havde Helle iført sig Johanne Schmidt-Nielsens attributter.
Sjældent har varm luft været blæst med større ynde og forført så mange. Groft sagts 1. maj var præget af personspaltning. Som én, der i mange år på universitetet har uddannet spindoktorer, fyldes denne Groft sagt med stolthed over vores statsministers 1. maj. Ved at lade spindoktorer style sig som Johanne Schmidt-Nielsen med guerillatørklæde, grovstrikket sweater og udslået hår over kampjakke, og ved at italesætte dagpengereglerne uden at sige andet end en lille del af det, som allerede står i dagpengekommissionens kommissorium, fik Thorning alle medier og fremmødte til 1. maj-arrangementerne til at tro på, at noget revolutionerende var på vej. Men som politisk kommentator græmmes Groft sagt over, at medierne æder tomme, men lækre Helle som Johanne rå. Og dermed fortæller historien om hendes forvandling fra sidste års spidsrods-Helle til dette års uovervindelige Helle, som knuser lille, og nu også ganske tynde Lars, som har mistet syv kilo på få dage. Sjældent har varm luft været blæst med større ynde og forført så mange på en 1. maj. Mobning efter skoletid [29/4, 5/5]
Når
universitetsansatte forskere og forfattere skal mobbe, benytter de Egon
Olsens mobbemetode, fordi fysiske bank fører i fængsel. Retorikstuderende Sebastian Scheuer opfordrer i Politiken til, at vi lærer vores børn at slå igen. Han er selv blevet mobbet i skolen og fortalte det - som man skal - til en voksen, hvilket resulterede i, at han blev kaldt en sladrehank og mobbet endnu mere. Scheuer mener, at voksne er magtesløse overfor skolegårdens voldshierarki. Rigtigt! Denne Groft sagt blev aldrig mobbet i skolen, fordi han ved ethvert skoleskift var istand til at vinde i brydekamp over enhver, som provokerede. Når man havde gjort det et par gange, så blev man behandlet med respekt af alle. Groft sagt er derfor først blevet mobbet senere. Fordi man ryger i spjældet, hvis man som universitetsansat forsker og forfatter fysisk tæver kolleger og anmeldere, fordi de – med Egon Olsens ord – er nogle hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater, der ikke kan se det geniale i de artikler og bøger, man laver. Forskermobning [29/4, 3/5]Lektor
Thomas Rømer på Aarhus Universitet har offentligt kritiseret en
artikel, skrevet af tre kolleger. De er så nu gået til ledelsen og
mobber ham med en klage over, at han udfører ”akademisk mobning.” Lektor Thomas Rømer på Aarhus Universitet har offentligt kritiseret en artikel, skrevet af tre kolleger. De er så nu gået til ledelsen med en klage over, at han udfører ”akademisk mobning” og ”uvederhæftige angreb og tilsvining”, og at det er umuligt at dæmme op for kritikken uden at blive hvirvlet ind i yderligere tilsvininger. Klagerne afviser at kommentere sagen i medierne, fordi det med deres klage er blevet en personalesag på deres arbejdsplads. Sikke nogle tøsedrenge! De må værsgod møde frem i offentligheden og argumentere tilbage. Videnskab bygger jo på offentlig argumentation mellem frie forskere. Den, som har de bedste argumenter, vinder. Det er fejt at bede overordnede myndigheder tæske en kritisk kollega på plads. Og også dumt – medmindre man har indset, at ens argumenter er så svage, at man er nødt til at grovmobbe sin videnskabelige modstander til tavshed ved at true ham med at skulle pines i inkvisitionens, undskyld universitetsbureaukratiets torturkældre. Dumpemodne overlevere [30/4, 2/5]
Det
antikverede New Public Management-system som universiteterne kører
efter, kan have gjort både studerende og ansatte til dumpemodne
overlevere. Denne Groft
sagt mener ikke, at han nogensinde har ladet en studerende
bestå, selv om han eller hun burde dumpe. Men det kan skyldes lang tids
hjernevask i et system, som mere og mere ensporet under en forældet
undervisningsministeriel New Public Management-ideologi styrer efter
kvantitet og ikke kvalitet. Ikke kun undervisning, men også forskning
måles kvantitativt efter antal artikler og antal konferencedeltagelser,
og efter hvormange penge man kan trække hjem til instituttet fra fonde,
råd og virksomheder. Og da selv rektor for Københavns Universitet er
faldet for hjernevasken, når han ifølge Berlingske torsdag er tilfreds
med, at seks ud af ti af hans forskere og undervisere fortsat holder
fast ved ikke at lade studerende bestå uretmæssigt, så kan Groft
sagt – som en ydmyg fodtudse i samme kompagni – selvfølgelig
også være blevet hjernevasket, så han ikke længere er i stand til at
erkende realiteterne, hvis han i sin kamp for overlevelse i systemet
har ladet dumpemodne bestå. Larsen og Engells slæng [30/4, 1/5]Universitetsskolede
retorikere har en fundamentalistisk religiøs tro på, at vælgerne helst
vil have, at politik udføres som en diskussion på en velopdragen
folkehøjskole, hvor Thomas Larsen, Hans Engell og andre kommentatorer
leverer saglige oplæg. Ph.d. Mette Bengtsson, som har analyseret politiske kommentatorers tekster, opfordrer i Berlingske torsdag til, at kommentatorerne ikke taler til os som tilskuere til et skæbnedrama, men som borgere, der interesserer sig for politik som et samarbejde. Som de fleste universitetsretorikere har Bengtsson en tyrkertro på, at vælgerne helst vil have, at politik udføres som en diskussion på en velopdragen folkehøjskole, hvor Thomas Larsen, Hans Engell og andre kommentatorer leverer saglige oplæg. Det store retoriske mysterium i dansk politik er, hvordan universitetsuddannede retorikere kan blive ved med at bevare denne tro, når de dagligt oplever, at både medier, politikere og politiske kommentatorer er nødt til at fremstille politik som et skæbnedrama for at vække interesse for stoffet. Enten tager universitetslærde retorikere grueligt fejl, eller også må alle medieledelser, politikere, Larsen, Engell og hele deres slæng på folkehøjskole for at lære, hvad politik egentligt går ud på. Tøjets tale [29/4, 30/4]Merkels
besøg hos Thorning bragte ikke svar på det spørgsmål, som martrede
mange dagen igennem: Var farverne og snittene på de to statslederes
jakker skæbnens lykketræf, eller var det bare aftalt i forvejen af
deres spindoktorer? Kansler Merkels visit hos Thorning gav svar på mange spørgsmål. Begge statsledere føler sig således ifølge flere medier forpligtet på at pleje venskabet mellem vores lande. Og Merkel fortalte de studerende i festsalen på Københavns Universitet, at de aldrig måtte stille sig tilfreds med verden, som den ser ud nu. Og at de skulle forblive nysgerrige, undersøge fremmede kulturer – og være stolte over at være europæere. Alt sammen meget godt, men jo også så banalt, at der er umuligt at være imod. Derimod fik vi ikke svar på det spørgsmål, som martrede mange dagen igennem: Var farverne og snittene på de to statslederes jakker et lykketræf, eller var det aftalt i forvejen af deres spindoktorer? Thornings røde og Merkels gule jakke og deres sortklædte understel sendte et stærkt signal om harmoni, som alle billederne fra begivenheden bevarer, længe efter ordene for længst er glemt. Derfor kræver Groft sagt svar på, om det var skæbnens ægte tøjvalg, eller bare spindoktorers gustne overlæg. Berigtigelse om influenza [28/4, 29/4]Selvfølgelig
er det da et kæmpeproblem for vores to store public
service-TV-stationer, at de ikke i deres nyhedsudsendelser dækker
Prinsgemalens overraskende tur til Venedig. Begge kanaler har jo i 48 timer informeret om, at prinsen desværre ikke kunne deltage i festlighederne, fordi han havde influenza. Og influenza for en 80-årig, hvis helbred i forvejen skranter, er ikke nogen legestue. Da prinsen end ikke havde styrke til, f.eks. efter et par panodiler, at vise sig på fødselsdagsmorgenen i vinduet ved siden af vor vinkende dronning, frygtede denne Groft sagt faktisk, at han lå på det sidste. Det er en hån mod landets befolkning, at de to store TV-kanaler overlader det til andre at informere udførligt om hans mirakuløse genopstandelse. Ganske vist kan DR og TV 2 så som sædvanligt nasse tabloidavisernes stof ind på sine hjemmesider, men man burde i det mindste prompte have bragt en ”berigtigelse” i de store nyhedsudsendelser af, at informationerne om prinsens influenza var forkerte. Smart terrorværn [27/4, 28/4]Det
er ikke særligt smart, at man først udkommanderer alle mand, efter
terrormordene er sket, og efter terroristen er død. Det ville være
smartere, hvis alle bare passede deres daglige arbejde, så en type som
Omar ikke fik lov at rende frit rundt trods blinkende røde lamper hos
alle relevante myndigheder. Terroristen Omar el-Hussein har påført politiet en masse overarbejde, og politiet mangler nu 1500 mand for at klare sine opgaver. Fejlen er, at man først udkommanderer alle mand, efter terrormordene er sket, og efter terroristen er død. Groft sagt foreslår med sædvanlig ydmyghed og pragmatisme, at Kriminalforsorgen, kommunens sociale myndigheder og politiet bare løbende passer deres almindelige terrorforebyggende arbejde lidt bedre, så en type som Omar ikke kan løbe frit rundt trods blinkende røde lamper hos alle myndigheder og plaffe folk ned. Så fanger vi jo Omar’erne, inden de myrder, og slipper således for at sende alle styrkerne ud efter udåden, for at befolkningen ikke skal tro, at man ikke gør alt for at forebygge terror. Hvis alle løbende passer deres almindelige terrorforebyggende arbejde, så kan politiet i Slagelse og andre steder øst for Lillebælt bortset fra Bornholm straks trække alle mand hjem og begynde afspadseringen og høvle ned på sagsdyngerne og fange lokale tyveknægte. Ulven kommer ikke [24/4, 27/4]Gid
det første offer for ulveeventyret ikke bliver et uskyldigt barn, men
en ekspert, som når at hviske: ”Ulven kommer!”, før han udånder. Det er velkendt, at hvis nogen igen og igen råber: ”Ulven kommer!”, uden at ulven viser sig, så sløves advarslen. Men efter vi frivilligt her i landet har anskaffet 17 ulve, så hører vi nu igen og igen det modsatte: ”Ulven kommer ikke!” Forleden fortalte Politiken således, at der, ifølge en rapport fra Aarhus Universitet, kun er dræbt ni europæere af ulve siden 1950. Og fem af ulvene var smittet med rabies, men da der ikke er rabies i Tyskland, hvorfra de danske ulve kommer, så er der ikke noget at frygte: Ulvene kommer ikke. Det korte af det lange er, at alle andre end eksperterne er skræmt over ulvene. Ingen medier kan fortælle om skovbørnehaver, hvor unger og pædagoger med jodlende forældre i baglandet jubler over at være omringet af et kobbel ulve på jagt. Ulveeventyret slutter desværre først den dag, hvor ulvene leverer et menneskelig på bordet. Groft sagt håber, at det første offer ikke bliver et uskyldigt barn, men en ekspert, som når at hviske: ”Ulven kommer!”, før han udånder. Svensk løsning [23/4, 26/4]EU's
asylproblemer løses ved, at flere by-svenskere flytter på landet. Australien sender sine afviste asylansøgere til Cambodja mod betaling. Hvor skal EU sende sin stigende mængde afviste asylansøgere fra Afrika hen? Groft sagt vil her henlede opmærksomheden på, at toneangivende svenske politikere flere gange har fremhævet, at man bør tage imod alle, som banker på Sveriges dør. Og at der er rigeligt med åbent landskab i Sverige, hvor der endnu ikke er bygget barakker. Det er altså slet ikke nødvendigt at sende afviste asylansøgere til Cambodja og andre eksotiske lande uden menneskerettigheder. I hvert fald ikke så længe, der er plads til flere barakker i Sverige. Og når de sydvenske skove er fyldt, så er der stadig den nordsvenske tundra. Men det har desværre vist sig, at asylansøgere har nægtet at stå ud af busserne, når de stopper ude i den svenske ødemark. Den er for fremmedartet og truende i modsætning til de store svenske byer. Men her kan alle jo ikke være, så EU's asylproblemer løses altså ved, at flere by-svenskere flytter på landet. Helle ruller Anker [24/4, 25/4]BT
kunne onsdag bringe et helsidesfoto af vor statsminister, som ruller
tur med Anker Jørgensen i kørestol på Marienborg. Historien og billedet
var også tophistorie på forsiden. BT kunne onsdag bringe et helsidesfoto af vor statsminister, som ruller tur med Anker Jørgensen i kørestol på Marienborg. Og bladet fortæller, at Statsministeriet oplyser, at Thorning de seneste år regelmæssigt har mødtes med Anker – af respekt og fordi hun godt kan lide ham. Og at ”man bevidst har undladt at fortælle om det udadtil.” Altså indtil nu, hvor man så også giver bladet anledning til at vise billedet, som passer perfekt ind i den løbende kampagne ”Mærk Helle!”, som begyndte med den følelsesstærke, men indholdstomme nytårstale, senere førte til børnekram i Bilka, og altså nu også byder på kørestolstur med en gammel og syg. Som samtidig ifølge en ny opinionsundersøgelse er klart den største socialdemokratiske partiformand nogensinde. Thorning har absolut ingen grund til at udskrive valg, så længe loyale embedsmænd har så stor succes med at få et borgerligt medium til kritikløst at bringe selv de mest fortærskede propagandaklichéer som Breaking News fra Statsministeriet. Se Venedig, og lev! [22/4, 24/4]Talemåden
”Se Venedig, og dø!” bør efter prins Henriks genopstandelses-mirakel
ændres til ”Se Venedig, og lev!” Kim Jung-un besteg forleden Nordkoreas højeste bjerg iført jakkesæt, diplomatjakke og lædersko. Der er udsendt et officielt PR-foto, hvor han hyldes på bjergttoppen af sine ellevilde soldater. Sådanne ”mirakler”, som er iscenesat af regimet, er vi heldigvis forskånet for i demokratiske lande. Når vi oplever mirakler, så er de ægte og grundigt dokumenteret med foto, som tages af med mobiltelefoner af helt almindelige danskere uden spor forloren iscenesættelse. Som nu f.eks. det mirakel, at en 80-årig dansker var så hårdt ramt af influenza, at han måtte melde fra til at deltage i en formidabel fest på kongeslottet, hvor hans elskede hustru, hele hans familie og alle hans bedste venner deltog, men allerede ti timer efter festen var så rask, at han kastede sig ind i sin bil for at køre til Tyskland og tage en flyver til Venedig. Og her spankulerede frisk omkring i røde bukser blandt danske turister. Talemåden ”Se Venedig, og dø!” bør efter dette mirakel ændres til ”Se Venedig, og lev!” Ligger som redt [21/4, 22/4]Folketingets
Europaudvalg er en samling hyklere. For det kan vel ikke passe, at de
ikke ved, at EU efterhånden gør dem og resten af Folketinget
arbejdsløse. Af 165 EU-direktiver implementeret i Danmark i 2014 fandt kun 9,1 procent vej til Folketinget, ifølge Berlingske Politiko. For ti år siden var dette tal 30 procent. Så nu flår medlemmerne af Folketingets Europaudvalg sig i håret. Men det er noget værre hykleri. For det kan da ikke passe, at fremtrædende MF’er fra alle partier ikke ved, at når EU-systemet ikke leverer en medrivende TV-føljeton, hvor vi ser magthaverne i EU strides for åbent kamera om at overgå hinanden i dyder, så mister befolkningerne interessen for, hvad der foregår, og så kan EU-systemet bag kulisserne liste mere og mere igennem. Tænk på, hvor rædselsfuldt det ville være, hvis vi skulle høre på Ask Rostrups (DR) eller Anders Langballes (TV 2) orienteringer om dansk politik uden nogensinde at opleve Thorning og Løkke gå i direkte clinch med hinanden. Men sådan foregår formidlingen af EU. Europaudvalget bør derfor frydes over, at Folketinget stadig har 9,1 procent. Og nyde det, så længe det varer. Nazi-staccato [20/4, 21/4]Alle
følger spændt med i, hvordan den rare, runde Pape klarer kampen mod den
pænhed, som truer ham og de Konservative med udslettelse. Vi er alle imod regeltyranni, skattehetz og naziislamisme. Men nu har de Konservative i dyre domme plastret byen til med plakater, hvorpå de opfordrer til, at disse ting, som vi alle – alene af rent sproglige grunde – kun kan være imod, stoppes. Men sjovt nok har det skaffet partiformand Pape i alle medier. Og nu følger alle spændt med i, hvordan den rare, runde Pape klarer kampen mod den pænhed, som truer ham og partiet med udslettelse. Det, som ophidser medierne, er en æstetisk nødvendig orddeling på plakaten om nazi-islam-isme. I DR Deadline forleden afslørede Pape, at han endnu ikke har forstået, at hvert minut på TV skal bruges til polemiske, humoristiske angreb og ikke til et pænt forsvar mod indignerede angreb fra den politisk korrekte studievært Niels Krause-Kjær. Pape kunne have påpeget, at Krause-Kjær ofte deler sin ordstrøm på opsigtsvækkende steder med hakken og stammen, som kan virke stødende på mange. Derfor bør han også tolerere de Konservatives staccato-plakater. Hjerneblæst [15/4, 20/4]Selv
den mest omsiggribende antiradikaliseringsreform i den mest imponerende
verbale indpakning er som et slag i luften, hvis folk i systemet over
fængselsbetjentene fortsat tænker langsommere og mere fantasiløst end
en hjerneblæst terrorist. Det har nu vist sig, at Omar el-Hussein, gerningsmanden til terrordrabene i København, var indberettet for radikalisering tre gange af fængselsbetjente til Kriminalforsorgen, som dog kun én gang meldte det videre til PET. Man har også ladet ham sidde i celle med en Islamisk Stat-støtte. Og hverken PET eller Københavns Kommune fik besked om hans løsladelse – som skyldtes kø ved domstolene – fjorten dage før han gik i aktion. Alt peger altså på, at de to drab kunne være undgået, hvis folk i systemet ikke havde begået den ene fejl efter den anden. Systemet er altså godt nok. Alligevel taler flere politikere om, at systemet, som forebygger radikalisering i fængslerne, nu bør reformeres. Men selv den mest omsiggribende antiradikaliseringsreform i den mest imponerende verbale indpakning er som et slag i luften, hvis folk i systemet over fængselsbetjentene fortsat tænker langsommere og mere fantasiløst end en hjerneblæst terrorist. Den nøgne sandhed [17/4, 19/4]Groft
sagt foreslår, at man uden
pladderpædagogiske omsvøb fortæller de unge, at hvis de lægger
nøgenbilleder af sig selv på nettet, så er de bare for dumme til at
have adgang til nettet. Det hedder sig, at unge i dag vokser op med nettet. Alligevel er det nu kommet bag på en del skolepiger, at nøgenbilleder af deres spæde bryster og balder, som de lægger på nettet, af andre smides rundt i cyberspace efter forgodtbefindende. Det kaldes så "hævnporno", og skolen skal nu undervise i, hvordan det forebygges, efter materiale udarbejdet af foreningen Sex & Samfund. Eksperter kører i Berlingske fredag i de højeste, abstrakte tågedannelser med ord som "kvindekamp", "puritanisme", "skam", "feminisme","undertrykkelse" og "kvindens krop ses som seksuelt tabu". Spis brød til! Groft sagt foreslår, at man ligeud fortæller de unge, at hvis de lægger nøgenbilleder af sig selv på nettet, så er de bare for dumme. Alternativt kan de gøre som Emma Holten, som først lagde nøgenbilleder ud, derefter blev offer for hævnporno, og derfor nu fortsætter med at lægge nøgenbilleder ud, fordi det skaffer hende i alle medier, hvor hun fortæller, hvor rædselsfuldt det er, at alle ser hende nøgen. Institutionen i kroppen [17/4, 18/4]Alle,
der har familie på plejehjem, og som følger lidt med i plejehjemmets
arbejde, ved, at der typisk kun er en enkelt nattevagt til en hulens
masse beboere. Men forleden opdagede så også TV Avisen disse
kendsgerninger, og derfor er nu flere politikere i gang med at kræve
flere på nattevagt. Det er tankevækkende, at sagens væsentligste aspekt slet ikke behandles, nemlig hvordan medicineringen af beboerne stille og roligt efter indflytningen efterhånden lægges således tilrette, at plejehjemmets rutiner kan overholdes. Det betyder bl.a., at sovemedicin bruges til at sørge for, at nattearbejdet for den ene nattevagt ikke bliver helt umuligt. Det betyder også, at ble indføres tidligt for beboere, som har brug for at komme ofte på toilettet. Det er almindelig institutionslogik, at sådanne ting sker. Og derfor pudsigt at opleve, at landets største nyhedsmedium og oprørte politikere behandler sagen helt uden at komme ind på, hvordan institutionen overlever ved at invadere beboernes kroppe. Gakkede partiarter [16/4, 17/4]De
etablerede partier kan roligt fortsætte, som de plejer, så længe de nye
partier, Alternativet, Nationalpartiet og Dukkepartiet, kun overbeviser
om, at politik uhyggeligt let kan blive endnu mere ufrivillligt komisk,
end det er i forvejen. De nye partier, Alternativet, Nationalpartiet og Dukkepartiet, forsøger alle at være det ”anderledes” parti, som vælgere, der er lede ved de etablerede politikere, kan stemme på. Men de begår hver for sig alvorlige fejl, som afslører, at de ikke forstår de grundvilkår, politik foregår under. Alternativet mangler en politik på væsentlige områder og har en næstkommanderende, hvis efternavn udtales ”Fuck!”. Nationalpartiets navn er umuligt, fordi alle hader nationalisme. Og partiets profil er udelukkende bygget op om en enkelt partimedlem, Politikens barnestjerne, Yahya Hassans retorisk opgejlede monologer med atonale overfald på alt, som bevæger sig. Dukkepartiet optræder med små ligklæder over ansigterne og har på det seneste indrømmet, at de har løjet lodret for at komme i medierne. De etablerede partier kan roligt fortsætte, som de plejer, så længe nye partier kun overbeviser om, at politik uhyggeligt let kan blive endnu mere ufrivillligt komisk, end det er i forvejen. Løkkes tale til Helle [14/4, 15/4]
Partierne bruger formuer på annoncer. Alligevel fravalgte de blå ledere, bortset fra Kristian Thulesen Dahl, at komme gratis i alle medier ved at møde frem til Thornings 10-års-jubilæum og lykønske hende med få, velvalgte ord. Løkke kunne f.eks. have sagt:
”Kære Helle, du ser ekstra dejlig ud i dag i din gule skjortebluse med
udslået hår. Jeg kan desværre ikke matche dig i skønhed, uanset hvor
meget jeg prøver. Derfor håber jeg sørme ikke, at der er ret mange
vælgere, der beslutter sig ud fra vores udseende. Tillykke.” Måske ikke
noget at råbe hurra for, men dog et signal om det overskud og den
humor, som skal til for at gøre en i øvrigt upåfaldende mand som Løkke
stor nok i alles øjne til at blive statsminister. Man siger, at der
findes mange rådgivere i politik. Men der er åbenbart ikke rådgivere i
blå blok, som kan se, at Helle i alle medier mere og mere ligner en
usårlig, glad vinder på Christiansborg, mens blå blok er på hemmelig
mandagstur i provinsen. Det skulle være så godt [13/4, 14/4]Kun
hvis den dag kommer, hvor der opstår blivende knaphed på patienter, vil
vi på alle hospitaler se tjentivrige kontaktpersoner, som servicerer
hele menneskepatienter. Berlingske fortalte søndag om de kontaktpersoner på hospitalerne, som alle går officielt går ind for, men som alligevel efter flere år ikke er virkeliggjort. Forklaringen er den simple, at der altid er mange flere patienter end systemet kan behandle tilfredsstillende. For at holde stressniveauet nede tvinges de ansatte derfor til at afmontere patienten som menneske. Patienter behandles derfor ikke som hele mennesker, men som en ansamling af organer, hvor man så behandler det organ, som ikke fungerer. Patienter med flere dårligt fungerende organer falder så uheldigvis ned mellem flere afdelingers køer, og ingen lægger sig i selen for at ændre det, da det kun vil øge arbejdsbyrderne. Men da alle officielt går ind for, at patienten kommer før systemet, så beklager alle ustandseligt, at kontaktpersoner ikke findes. Kun hvis den dag kommer, hvor der opstår blivende knaphed på patienter, vil vi på alle hospitaler se tjentivrige kontaktpersoner, som servicerer hele menneskepatienter. Pia, PHs arvtager [10/4, 13/4]Det er
kulturradikalismens store ironi, at den person, der de seneste år har
været bevægelsens samlende figur, er Pia Kjærsgaard. Politiken havde forleden i anledning af Klaus Rifbjergs død et stort diagram over hans kulturradikale netværk. Diagrammet rummede navne på mange betydningsfulde institutioner og indflydelsesrige kulturpersoner. Men i kategorien ”Institutioner, kontra”, altså institutioner, som var kritiske over for Rifbjerg, var der forbløffende få: Kun Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Det viser, hvor stærkt kulturradikalismen har sejret, at hverken institutioner som kirken, kongehuset eller tilhængere af den sorte skole og ”ingen sex før ægteskabet” optræder i diagrammet. Det er kulturradikalismens store ironi, at den person, der de seneste år har været bevægelsens samlende figur, er Pia Kjærsgaard. Uden hende som ideologisk hadeobjekt ville diagrammet over Rifbjergs netværk blive opdelt i tilfældige kærligheds- og had-forhold mellem individer. Da Kristian Thulesen Dahl slet ikke formår at rejse samme had i fine forsamlinger, udånder bevægelsen, når Pia Kjærsgaard stiller træskoene. Kristendom stadig bedst [10/4, 12/4]Et
par, som har fået et halvt års fængsel for at dyrke sex i Guds hus, må
prise sig lykkelige over, at de har valgt at hente religiøse
stimulanser til deres sexliv i kristne kirker og ikke i moskéer. Jyllands-Posten fortæller om et par i 30’erne, som har fået seks måneders ubetinget fængsel for sex i flere kirker. Deres forsvarer mener, at de er blevet ofre for en puritansk paragraf fra 1912, som aldrig tidligere har været brugt. Og at dommen er altfor hård i forhold til slemme voldssager, hvor der kun gives betinget straf. Også præsten i Ubby Kirke, som var et af stederne for parrets udfoldelser, anlægger en mild linje: ”Jesus er large, og Gud har humor, så parret er helt sikkert allerede tilgivet.” Groft sagt synes også, at de seks måneders ubetinget fængsel lyder hårdt. Men parret må prise sig lykkelige over, at de har valgt at hente religiøse stimulanser til deres sexliv i kristne kirker. Man tør ikke tænke på, hvilket lem eller hvilke lemmer der skulle være hugget af, hvis sexeskapaderne var foregået i en moské i et land, som følger muslimske sharia-love. Således giver sagen endnu et argument, som de Konservative kan benytte for, at kristendom er bedst. DR – ned at dale [9/4, 11/4]Det er
ikke et bestemt medium, DR, der samler befolkningen. Det gør bestemte
begivenheder som kongehusets familiefester, vores landsholds sejre og
folketingsvalg. Det fremgår af Maria Rørbye Rønns kronik torsdag, at DR-ledelsen ser sin opgave som den at samle Danmarks befolkning mod kommercielle TV-kanaler, Facebook, Youtube, Netflix og mange flere, som åbenbart formodes at sprede befolkningen. Men dette argument holder ikke. For det er ikke et bestemt medium, der samler befolkningen. Det gør bestemte begivenheder som kongehusets familiefester, vores landsholds sejre og folketingsvalg. Her samles vi, fordi vi forenes i stærke følelser i direkte udsendelser. Og her må DR pænt konkurrere med andre kanaler, især TV 2, om seerne, som straks efter har glemt, hvilken kanal de fulgte, fordi det jo er ligegyldigt for alle andre end DRs og andre mediers ledelser. Det er pudsigt at iagttage, hvorledes DRs skatteagtige finansieringsform med licens gang på gang tvinger institutionen ud i storhedsvanvittige propagandakronikker om egen betydning. Samtidig med at man uheroisk vokser på nettet ved gratis at falbyde hårdt prøvede private mediers nyheder. Ph.d. i omvej [8/4, 10/4]Min
erfaring efter mere end 40 år som specialevejleder på humaniora er, at
særligt begavede studerende, altid, inden de afleverer specialet, har
fået et job i det private erhvervsliv, som rummer langt mere spænding,
udvikling og udfordring, end nogen ph.d.-skolegang kan tilbyde. Marianne Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening, appellerer tirsdag i Berlingske Opinion til regeringen og universiteterne om i langt højere grad om at tage udgangspunkt i arbejdsmarkedets behov, når de dimensionerer ph.d.-optaget, som er på 2400 årligt. Denne Groft sagts erfaring efter mere end 40 år som specialevejleder på humaniora er, at de særligt begavede studerende, som han forgæves har forsøgt at lokke ind i en forskerkarriere, altid, inden de afleverer specialet, har fået et job i det private erhvervsliv, som rummer langt mere spænding, udvikling og udfordring, end nogen ph.d.-skolegang kan tilbyde. Og med en løn, som overstiger en professorløn. Det er herligt for disse vort lands mest talentfulde, unge cand.mag.’er. Men det gør det ekstra svært at afsætte overproduktionen af ph.d.’er til det private arbejdsmarked, når ph.d.-skolen er en omvej til de gode job, som allerede blev besat af andre, da ph.d.-skolegangen begyndte. Kulturradikal nedtur [7/4, 8/4]Kulturradikalismen
døde ikke med Rifbjerg. Den er for længst blevet aflivet af
ghettoiserede indvandrere, som i stort tal åbenlyst praktiserer det
stik modsatte af kulturradikalisme. Jyllands-Posten spørger tirsdag, hvem der skal overtage den kulturradikale fane efter Klaus Rifbjerg. Hans Hertel, som er landets førende ekspert i kulturradikalisme, mener, bevægelsen døde allerede, da PH døde i 1967. Litteraturjournalisten Klaus Rothstein mener, at Carsten Jensen eller Hanne-Vibeke Holst er de nye fanebærere. Sandheden er, at kulturradikalismen døde af lammende, indre modsigelser i takt med, at muslimer indvandrede her til landet og blev landets svageste, dagsordensættende minoritet. Det blev umuligt selv for kulturradikalismens skarpeste hjerner fortsat med troværdighed at kæmpe for de stolte værdier fra Georg Brandes-tiden: frigørelse af kunst, børneopdragelse, kønsroller og seksualitet og samtidig optræde politisk korrekt over for ghettoiserede indvandrere, som i stort tal åbenlyst praktiserer det stik modsatte. Kulturradikalismen har derfor langsomt destrueret sig selv på grund af dette uløselige, indbyggede paradoks. EUs kategorifejl [4/4, 7/4]Både
Connie Hedegaard, EU-embedsmænd og EU-eksperter taler om EU, som om det
var et multinationalt, topstyret, privat firma. Det var med løfter om mere åbenhed og bedre kommunikation, at Juncker overtog magten i EU-kommissionen sidste efterår. Nu fortæller tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard og anonyme EU-embedsmænd til Politiken, at man i stedet har fået mere topstyring, politisk spin og forbud mod at udtale sig. Og eksperter i politisk kommunikation advarer i bladet om, at dette vil gøre kløften mellem EU-systemet og befolkningerne dybere. Og det er selvfølgelig bekymrende. Men det mest bekymrende er, at EU-systemet er så langt udenfor demokratisk rækkevidde, at systemet ikke rummer en opposition, som kan udnytte Junckers oldnordiske kommunikationspraksis til at stjæle stemmer fra ham og således tvinge ham til at åbne systemet mere for borgere og medier. Både Connie Hedegaard, EU-embedsmænd og EU-eksperter taler om EU, som om det var et multinationalt, topstyret, privat firma. Og denne opfattelse deler de åbenbart med Juncker. Det er EU's demokratiske tragedie, at alle begår denne kategorifejl. Simple swimming [4/4, 6/4]Det at
gå i vandet har udviklet sig til at være noget meget fint og indviklet.
Det hedder nu "open sea swimming" og kræver en masse udstyr: farvede
badehætter, briller og våddragt og en farvet svømmetaske til at varsko
rutetrafikken til søs. Når Groft sagt har lyst til at bade i havet, tager han tøjet af, vader ud i vandet, og svømmer. Sådan har han gjort i årtier. Derfor var det en stor overraskelse i Berlingske lørdag at læse, hvor fint og indviklet det at gå i vandet har udviklet sig til at være i dag. Det hedder nu "open sea swimming" og kræver en masse udstyr: farvede badehætter, briller og våddragt og en farvet svømmetaske til at varsko rutetrafikken til søs. Og medlemsskab af "Danish Open Water Swimming Association". Groft sagt har ved læsning af artiklen indset, at han i dag ikke bare kan gå i vandet. Det skal hedde noget særligt fint og fornemt, især hvis man ikke ifører sig særligt udstyr. Så næste gang Groft sagt vader splitternøgen ud fra de danske kyster for vellystigt at tumle sig som en brølende hvalros og dykke som en blåhval med vandstråler stående ud af blåsthullet, sker det ikke som almindelig badegæst, men som udøver af idrætten ”Simple Open Sea Swimming with Dangling Genitalia”. Spørgsmål om tro [1/4, ”Dumt spørgsmål” fra 27/3 revideret og gensendt, 5/4 ]Når
tyranner i Mellemøsten fjernes af vores og andre demokratiers militær,
hvorfor er det så altid bagefter religiøse grupper, der kæmper om at
genindsætte deres gud som enehersker? Når tyranner i Mellemøsten fjernes af vores og andre demokratiers militær, hvorfor er det så altid bagefter religiøse grupper, der kæmper om at genindsætte deres gud som enehersker? Hvorfor kæmper demokratiske militser ikke med samme fanatisme mod de religiøse militser for at indføre det tolerante, åbne demokrati, som var hele ideen med at vælte tyrannen? Fordi kun folk, der tror på et evigt liv efter døden hos deres gud, kan mobilisere den fanatiske dødsforagt, som er nødvendig for at bekæmpe folk, der tror på et liv efter døden hos en konkurrerende gud. Krigere i en milits, som vil kæmpe fanatisk for demokrati, må tro på, at Gud kommer med herligt velfærdsliv til alle borgere, når demokratiet faktisk er virkeliggjort. Altså at Gud bringer en forbedret udgave af Danmark. Formentlig findes sejrende demokratiske militser ikke ude på slagmarkerne, fordi næsten alle potentielle militskæmpere er flygtet til Danmark, fordi de ikke kan tro på, at selv den mægtigste gud kan skabe noget bedre på jord. Tillid mod flyskræk [1/4, 4/4]Jordkloden
er et fly, som vi allesammen flyver i mod et ukendt mål i universet.
Der er ingen piloter i cockpittet. Flere passagerer sidder med
atomvåben i håndbagagen. Så uden tillid går det overhovedet ikke. I en leder forleden om flykatastrofen skriver Politiken, at "når omverdenen nu står uden gode forklaringer, må man forsøge at acceptere, at mennesket ikke er fuldkomment, i stedet for at håbe på en fremtid uden ulykker. Tillid er ikke pletfri, men det er det bedste, vi har". Smukt og rigtigt. Og nødvendigt, hver gang man sætter sig i et fly. Men problemet med denne trøst er, at hele jorden faktisk er et fly, som vi allesammen flyver i mod et ukendt mål i universet. Der er ingen piloter i cockpittet. Flere passagerer sidder med atomvåben i håndbagagen. Andre passagerer vil til hver en tid ofre sig selv og hele flyet og alle passagerer, fordi de er modstander af den tale, der lyder fra højttalerne, flyets rute og indretning og foretrækker et martyrliv efter dette, hvis de ikke får deres vilje. Så vi er nødt til at have tillid til, at disse passagerer ikke får fat i den håndbagage, som kan ekspedere os alle hinsides. Politiken har uhyggeligt mere ret, end den pæne avis selv ved. Putins satirekup [1/4, 3/4]Læren
af Putin er, at man afskaffer demokrati ved at afskaffe satire og
kritik i pressen. Men læren af Putin er så også, at man afskaffer
personkulten omkring ham ved at forsyne befolkningen med satire og
kritik, som piller ham ned. Kernen i Putins styre er persondyrkelsen af Putin. Den er kun mulig, fordi han har afskaffet satire og kritik i landets store medier. Det er sket ved mord på udvalgte profilerede kritiske journalister, hvilket har tæmmet mediesystemet og gjort det let for Putinstøtter i det mafiaagtige, korrupte russiske system at besætte redaktionelle lederposter. Dette har gjort det muligt for KGB-bureaukraten Putin at springe ud som macho-übermench med nøgen overkrop, Hitler-annekteringer af landområder og løstsiddende atombomber. Læren af Putin er, at man afskaffer demokrati ved at afskaffe satire og kritik i pressen. Men læren af Putin er så også, at man afskaffer ham som leder ved at forsyne befolkningen med satire og kritik, som piller ham ned. Vestens store dumhed angående Putin er, at man ikke forstod, at Krim-erobringen og alt det andet Putingak skulle være forebygget med et bombardement af russerne med lattervækkende Putinsatire, allerede da den første russiske journalist blev myrdet. Thornings Helle-kampagne [1/4, 2/4]Hvis
det lykkes Thorning at importere sig selv fra EU til Danmark, så må
Løkke forblive i Græsted og Sass vente med at springe ud som forfatter
til ”Den hemmelige socialdemokrat” og modtage velfortjent anerkendelse
for sin ætsende Helle-satire. Socialdemokraterne har haft succes med forårets Helle-kampagne, som begyndte med hendes indholdsløse, men følelsesstærke nytårstale. Helle har teoretisk alle muligheder som politiker: en køn, yngre blondine, som automatisk vækker opsigt i enhver forsamling af statsledere. Og egentlig drømmer alle danskere om en statsminister med lidt glamour, som vi kan beundre i den politiske grødmasse af anonymiteter, trivialiteter og teknikaliteter. Helles problem har været, at hun virker kold og usikker, når hun tumler med lokale danske småproblemer som dagpenge. Hvis hun med kampagnen formår at udskifte den krampagtige, hakkende Ishøj-Helle med den fra EU importerede skudsikre glamour- og charme-Helle med det ekstra gear, så må Løkke efter næste valg genoptage sin karriere som Lille Lars, der egentlig aldrig forlod Græsted. Og Sass må vente med at springe ud som forfatter til ”Den hemmelige socialdemokrat” og modtage velfortjent anerkendelse for sin ætsende Helle-satire. Wiki-universitet [31/3, 1/4]Hvis
RUC-rektor Hanne Leth Andersen har ret i, at problemet med "dumme og
dovne" studerende løses ved at gøre undervisningen mere sexet end
Wikipedia, så bør man omgående nedlægge alle landets universiteter. Sagen om de ”dumme og dovne” studerende, som ikke ved, hvad det vil sige at gå på et universitet, griber om sig på de højeste steder. For heller ikke rektor på RUC, Hanne Leth Andersen, har åbenbart fattet, hvad et universitet går ud på. Hun udtaler lørdag til Berlingske: "Vi som ledelse skal påtage os den opkvalificering, der skal til i undervisningsformerne i forhold til, at vi lever i et samfund, hvor viden er tilgængelig på mange flere måder, end da den tilhørte universiteterne alene." Eller på almindeligt dansk: Lærerne skal lære at gøre undervisningen mere sexet end wikipedia. Hvis RUC-rektoren har ret i, at dette er problemet, så bør man omgående nedlægge alle landets universiteter. Man kan som pilotprojekt begynde på RUC med at aflåse bygningerne og opsætte et papskilt ved indgangen med ordlyden "Find det hele på wikipedia". Andre universiteter kan så i stedet lave et pilotprojekt, hvor man lærer de studerende, at et rigtigt universitet først begynder, hvor wikipedia giver op. Tilfældet Tina [27/3, 29/3]Lad os
forenes i det glade håb om, at Tina Magaards seriøse islamforskning
bare er fup og svindel. Islamforsker Tina Magaard, Aarhus Universitet, lyder yderst troværdig, når hun i Berlingske torsdag i et interview forklarer om voldens centrale placering i islam, om den tætte forbindelse mellen islam og islamisme og om ahmadiyyaerne, som er den eneste menighed, der ikke tager koranen bogstaveligt, men læser den metaforisk, og som af stort set alle andre muslimske menigheder betragtes som frafaldne. Men netop hvis hun har ret, må hun nok regne med fortsat ansættelse på en afsides universitetsafdeling i Herning og sjældne optrædender i store, danske medier som islamforsker. For hun siger jo præcis de ting, som den politiske klasse og medieetablissementet her i landet bekæmper, som om de var et topstyret propagandasystem, der af alle kræfter forsøger at lære befolkningen, at vold og islam er som ild og vand. Og helt ærligt: Lad os forenes i det glade håb om, at Tinas seriøse forskning bare er fup og svindel. Ubehageligt for Tina, men nødvendigt for vores gode humør og integrationen. Dumt spørgsmål [27/3, ]Når
tyranner fjernes af demokratiers militær, hvorfor er det så altid
religiøse grupper, der kæmper om at genindsætte deres gud som
enehersker? Hvorfor bekæmper fanatiske, demokratiske militser ikke de religiøse militser? Hvorfor kæmper ingen militser for det tolerante, åbne demokrati, som var hele ideen med at vælte tyrannen? Fordi kun folk, der tror på et evigt liv efter døden hos deres elskede gud, kan mobilisere den fanatiske dødsforagt, som er nødvendig for at bekæmpe folk, der tror på et liv efter døden hos en konkurrerende gud. For at få fanatiske militser til at kæmpe for demokrati, må vi opfinde en religion, som går ud på, at Gud kommer med evigt, herligt liv her på jord til alle borgere, når demokratiet faktisk er indført. Altså en forbedret udgave af Danmark. Måske findes sejrende demokratiske militser ikke ude på slagmarkerne, fordi alle potentielle militskæmpere er flygtet til Danmark, fordi de ikke kan tro på, at selv den mægtigste gud kan skabe noget bedre på jord. Fornuftsblasfemi [7/3]Regeringens
argument mod at afskaffe blasfemiparagraffen er sandsynligvis
uholdbart. Vi har her endnu et eksempel på, at embedsværket ”regner
baglæns” og leverer den manipulerende argumentation, som regeringen har
brug for til pressen og Folketinget. Regeringens argument mod at afskaffe blasfemiparagraffen er, at man ikke ustraffet bør kunne afbrænde Koranen og Biblen offentligt. Men et af landets seriøse dagblade, Jyllands-Posten, har påpeget i en lederkommentar, at det er usandsynligt, at det er strafbart ifølge gældende dansk lov, herunder blasfemiparagraffen, at afbrænde disse bøger. Regeringens argument er altså sandsynligvis uholdbart. Vi har her endnu et eksempel på, at embedsværket ”regner baglæns” og leverer den manipulerende argumentation, som regeringen har brug for til pressen og Folketinget. Man undgår herved at skrive sandheden: at regeringen er så kuet af skræk for religiøse terrorister, at man vil undgå enhver risiko for at ophidse dem ved at løbe den mindste risiko for, at en tumpe vil tro at en afskaffelse af blasfemiparagraffen gør afbrænding af disse bøger mere lovligt, end det hele tiden har været. Den lille forskel [26/3, 28/3]Når
finansordfører Jesper Petersen (S) og næstformand Kristian Jensen (V)
debatterer nationaløkonomi, bør de optræde med henholdsvis røde og blå
balloner bundet i ørerne, så seerne kan se forskel. Forleden var Socialdemokraternes finansordfører Jesper Petersen og Venstres næstformand Kristian Jensen i DR2 Deadline for at debattere hinandens økonomiske forslag. Anledningen var Venstres påpegning af de mange forslag fra S, som først skal finansieres efter næste valg. Begge politikere er yderst kedelige bankmandstyper. Petersens profilerende begivenhed er, at han lige er kommet ind fra SF og straks røget til tops i S, uden nogen rigtigt forstår hvorfor. Jensens profilerende begivenhed er, at han tabte formandsopgøret med Løkke, uden nogen rigtigt forstår hvorfor. Det er altså to politikere, som begge helt mangler en positiv historie, der kan give deres figur lidt glamour. Debatten viste, at de er lige gode til at udvælge få, brugbare detaljer fra uoverskuelige økonomiske forslag og iklæde dem manipulerende sprogdragt. De færreste seere kan altså kende forskel på dem. Derfor bør de næste gang optræde med henholdsvis røde og blå balloner bundet i ørerne, så seerne kan se forskel. Læren fra Eritrea [26/3, 27/3]Stå
ikke selv frem og kritisér din ledelse for at begå fejl. For så ender
det med en fratrædelsesordning, især hvis du har ret. Hvad kan offentligt ansatte lære af sagen om de to embedsmænd, som sagde fra i Eritrea-sagen og nu har indgået en fratrædelsesordning med Udlændingestyrelsen? Stå ikke selv frem og kritisér din ledelse for at begå fejl. For så ender det med en fratrædelsesordning, især hvis du har ret. Kontakt i stedet i hemmelighed en journalist, og antyd, at der er noget at hente ved en aktindsigt. Hvis det, måske pga. den ny, mere stramme offentlighedslov, ikke er muligt for en journalist at få aktindsigt, så overlad journalisten sagsakterne, og stol på, at mediernes kildebeskyttelse er tilstrækkelig til, at du ikke afsløres. Det er selvfølgelig beklageligt, at en embedsmand, som mener, noget er galt, ikke bare kan sige det offentligt. Det er også beklageligt, at en embedsmand, som lækker en møgsag til en journalist, er nødt til med ekstra omhu at passe sit arbejde, som om intet var hændt. Men Eritrea-sagen viser desværre, at det er nødvendigt – hvis ikke man vil ofre sig selv. Stille glæder [25/3, 26/3]Trods
mange rejser og vigtige ordførerposter lever et socialdemokratisk
folketingsmedlem et hemmeligt liv på fjerde år. Gid hun kunne inspirere
Zenia Stampe, Søren Pind og andre til at klappe deres
Facebook-skraldespande i og forsvinde. Ekstra Bladet har lavet en opgørelse over Folketingets udvalgsrejser, der viser, at den mest flittige udvalgsturist siden sidste valg, er et hemmeligt medlem af den socialdemokratiske gruppe, den 59-årige, læreruddannede Karin Gaardsted fra Viborg. Siden sidste valg har Gaardsted brugt 520.090 kroner fordelt på 36 rejser og 136 dage på at rejse verden rundt for at samle inspiration. Men til trods for, at hun er partiets it-ordfører, telekommunikationsordfører, innovations- og iværksætterordfører – altså områder, hvor vores land har brug for inspiration udefra – så har hun aldrig gjort noget væsen af sig i medierne. Hun har formået at leve stille, men godt. Man kunne håbe, at denne stille politiker kunne være til inspiration for Zenia Stampe, Søren Pind og andre støjende politikere, som fastsiddende i deres Facebook-skraldespande – som figurerne i Samuel Becketts ”Slutspil” – nægter at forsvinde, men hele tiden stikker hovederne frem og skvaldrer op til deres FB-venners fryd. Endlösung komma [23/3, 25/3]Kun en
verdensfjern, men meget støjende, lille elite af kommanørder ænser, om
kommaer er sat helt korrekt. Giv denne elite noget beroligende, og
landets kommaproblemer er løst. Tekstforfatter og korrekturlæser Torben Okholm opfordrer i "Opinion" i Berlingske søndag til, at vi afskaffer det germanistiske startkomma, fordi det udløser langt de fleste kommafejl. Og det kan han have ret i, for lige ved siden af hans opinion skriver chefredaktør Lisbeth Knudsen i sin blog: "den sædvanlige debat om hvem, der betaler", og her begås en af de kommafejl, som Okholm harcelerer over. Og fejlen står ovenikøbet fremhævet med stor, kursiveret skrift. Og i avisens leder samme dag begås også en startkommafejl. Men svagheden ved Okholms og andres argumentation er, at det kun er sprognørder som Okholm, Groft sagt og Sprognævnets elitetropper af krakilere, der ænser sådanne kommafejl. Og kun, hvis vi ser særligt efter. Alle andre mennesker i landet er komplet ligeglade. Derfor løses landets kommaproblemer lettest ved at uddele gratis beroligende medicin til landets ganske få, men ret støjende sprognørder. Fyringsledelse [20/3, 23/3]I Det
Kongelige Teaters meget selvrosende pressemeddelelse i anledning af
teatrets årsberetning 2014 står der ikke noget om, hvorvidt teatrets
nye direktører – som de tidligere – får en fyring i belønning af bossen
den dag, de til alles fryd måtte levere varen. Det Kongelige Teater udsendte torsdag en meget selvrosende pressemeddelelse i anledning af teatrets årsberetning 2014. Men enhver kan med lidt omtanke regne ud, at resultaterne stammer fra den tidligere direktørs og den tidligere bestyrelses arbejde, der blev vedtaget i december 2011 og implementeret i 2012. Det samme gælder sponsoraterne, som først og fremmest skyldes den tidligere direktør, Erik Jacobsens indsats. Hans overraskende gode økonomiske resultater belønnede formand Stine Bosse med en øjeblikkelig fyring i 2013. Senere røg så også skuespilschefen, selv om begges kontrakter snart ville udløbe. Disse fyringer i utide kostede teatret 1-2 mio. kr., hvilket svarer til en hel stor forestilling. Det står der selvfølgelig ikke noget om i pressemeddelelsen. Der står heller ikke noget om, hvorvidt teatrets nye direktører – som de tidligere – får en fyring i belønning af bossen den dag, de til alles fryd måtte levere varen. Og heller ikke, om Bosses evindelige briller oppe i håret betyder, at hun snart fyrer sig selv af til himmels. Lektor-dilemma [20/3, 22/3]Dovne
og dumme studerende er der slet ikke råd til på et universitet idag.
Derfor er de ved dogme afskaffet. Og
derfor står universitetet nu med et svært dilemma med en åbenmundet,
ærlig lektor, som empirisk kan påvise dem. Lektor Steen Laugesen Hansen mener, at "dovne og dumme" studerende ikke bør have ret til at evaluere undervisningen. Men prorektor Lykke Friis afviser, at universitetet har stor dumpeprocent og frafald. Og det er jo rigtigt. For alle sejl er sat til for at få alle igennem. Dovne og dumme studerende er der slet ikke råd til på et universitet idag. Derfor er de ved dogme afskaffet. Det eneste problem i hele sagen er derfor, at en lektor siger offentligt, at en stor del af hans begyndende studerende ikke kan elementær brøk- og procentregning og derfor dumper. Den slags objektive, naturvidenskabelige kendsgerninger, som beskrives matematisk af forskere ude af takt med tidsånden, har tidligere ødelagt store religioners bærende dogmer om universet og menneskets tilblivelse. Så enten må universitetet nu tvinge lektoren til at afsværge sine ødelæggende kendsgerninger, eller også må det udstede et forbud mod al brug af brøk- og procentregning. Ellers kan det snart være slut med universitetet. Placebo antiterror [20/3, 22/3]Den
mest sikre effekt af alle de terrorforebyggende tiltag er
placeboeffekten, dvs. effekten af troen på, at alle de
terrorforebyggende tiltag, som plager almindelige mennesker, faktisk
har en virkning. Som bekendt er den mest sikre virkning af al medicin placeboeffekten, dvs. effekten af patientens tro på, at den pille eller væske, man indtager, har en gavnlig virkning. Også i forbindelse med terrorforebyggelse spiller placeboeffekten en afgørende rolle. Den eneste sikre effekt af terror er, at en masse mennesker, der ikke er terrorister, påføres en masse ekstra besvær ved lufthavskontroller og ubehag ved mere overvågning. Hjemmeværnsfolk bliver afvæbnet, og nydanskere, der ligner terrorister, bliver stoppet på gaden af politiet. Forhåbentlig virker alt dette faktisk forebyggende mod terrorisme. Men de mest smarte terrorister forstår jo desværre at narre enhver kontrol og overvågning. Derfor er den mest sikre effekt af alle de terrorforebyggende tiltag placeboeffekten, dvs. effekten af troen på, at alle de terrorforebyggende tiltag, som plager almindelige mennesker, faktisk har en virkning. Og heldigvis tyder alt på, at i det mindste placeboeffekten vokser jo værre medicinen smager. Selv ude om det [19/3, 21/3]Hvis
bare Sprognævnet havde gjort med kommaet, som det gør med alle andre
sproglige anliggender: straks rettet ind efter de store landsdækkende
medier uden at gøre væsen af sig, så ville både nævn og vi andre være
sparet for megen overflødig kværnen om kommaer. Vores normalt yderst konfliktsky Dansk Sprognævn er selv ude om deres kommakludder. Normalt optræder de demonstrativt anti-sprogpolitisk og understreger, at de bare registrerer sprogbrugen. Men i årtier har de på ét punkt faktisk ret larmende udøvet sprogpolitik, nemlig angående kommaet. Nævnet sendte i mange år kommapatruljer ud i landet for at indoktrinere folk til ikke at sætte kommaer, hvor ledsætninger begynder. Samtidig gik selv Undervisningsministeriet som det sidste af alle ministerier over til den særlige, tyske, grammatiske kommatering, som også alle medier følger. Hvis bare Nævnet havde gjort med kommaet, som det gør med alle andre sproglige anliggender: straks rettet ind efter de store landsdækkende medier uden at gøre væsen af sig, så ville både nævn og vi andre være sparet for megen overflødig kværnen om kommaer. Og så havde man heller ikke nu behøvet foretage et opreklameret ”kommaserviceeftersyn” for at redde ansigt efter den selvskabte kommaforvirring. DR til fals [19/3, 20/3]DRs
studieværter er så populære ude i landet, at det kan knibe med at holde
vagtplanerne i DR-huset. Derfor har man officielt prissat DRs
værdigrundlag til højst 300.000 kr. DRs etikchef, Inger Bach, afslører i et interview i Jyllands-Posten, at DRs grundværdier er mindre end 300.000 kr. værd. Det sker i forbindelse med, at hun forklarer bladet, at hvis en DR-studievært har en årlig biindtægt, typisk som foredragsholder eller mediator på virksomhedskonferencer, på mere end 300.000 kr. årligt, så er DRs grundværdier truet, fordi de svækkes. Derfor må medarbejderne kun tjene op til 300.000 årligt udenfor DR. Tankegangen er, at hvis medarbejderen tjener f.eks. 500.000 uden for huset, så vil den værdimæssige påvirkning udefra overgå den værdimæssige påvirkning indefra. Men det er jo galoperende vås, for den eneste grund til, at de kendte studieværter fra DR kan hente de store biindtægter, er, at deres image er sammenfiltret med DRs image og værdier. Sandheden er den simple, at DR er nødt til at sætte et loft for biindtægter for at være sikre på, at deres studieværter også får tid til at passe vagterne i DR, og ikke altid er ude at bijobbe til stjernehonorar. Løkke bestemmer datoen [18/3, 19/3]At
udskrive valg før sidste øjeblik ville være idiotisk. Det eneste, der
venter Helle efter nederlaget, er detronisering og nedtur, mens S
reorganiserer under Mette Frederiksen og Sass. Thorning vil aldrig kunne overbevise vælgerne om, at dansk økonomi er hendes regerings indsats. Derfor er økonomien irrelevant for valgdatoen. Thorning stortrives med at føre valgkamp som statsminister. Det klæder hende at holde ceremonielle taler, både sørgetaler og festtaler. I Berlingske tirsdag fyldte hendes Jyllandstur et helt opslag. Hvis der var officiel valgkamp, havde Løkke fået mindst halvdelen af pladsen. Og hun præsenterede som suveræn vært i Statsministeriet EU-aftalen, mens Løkke og de andre så på. Og som statsminister samler hun nu tunge EU-folk til møde om energien. Hun får et ekstra gear og er dansk presses darling, når hun optræder i EU. At udskrive valg før sidste øjeblik ville være idiotisk. Det eneste, der venter Helle efter nederlaget, er detronisering og nedtur, mens S reorganiserer under Mette Frederiksen og Sass. Kun hvis en tabloidavis pludselig lader et grufuldt Løkkeskelet springe ud af skabet med raslende gyserbilag, kommer valget før sidste øjeblik. Konge over krumme tær [17/3, 18/3]Den
massive bemanding af Prinsgemalen med egen hofchef og egen "hofstat"
tyder på, at der falder en trøstpræmie af fra Dronningen, hver gang
Henrik ikke får lov at blive konge. Prins Henrik vil gerne være konge. Men Dronningen er ikke meget for det. Men Prinsgemalen selv er ikke karrig med titlerne. Hans sekretariatschef Mogens Christiansen fyldte 70 forleden og nåede lige at blive udnævnt til hofchef, inden han blev pensioneret. Hofchefen regerer over prinsens ”hofstat”, som består af fire ansatte, som tager sig af besøg hos protektioner, koncerter, udstillinger, planlægning af rejser, udgivelse af digtsamlinger og kogebøger, støbning af skulpturer og andet forefaldende. Den massive bemanding af Prinsgemalen tyder på, at der falder en trøstpræmie af fra Dronningen, hver gang Henrik ikke får lov at blive konge. Så får han i stedet lov til at øge sin hofstat og forfremme sine folk. Det var samme teknik, som Svend Auken benyttede under Nyrup til efterhånden at opbygge et enormt Miljøministerium. Så der er ingen grund til, at Prinsgemalen skulle stoppe sine åbenlyse kongedrømme. Bortset fra hensynet til befolkningens stadig mere krumme tær. Sygt værk [13/3, 17/3]Sundhedsstyrelsens
redegørelse til sundhedsministeren er et sygt værk fra et sygt embeds-
og lægeværk, som er faldet for sin egen arrogance. DR Nyheder fik fat i den fortrolige redegørelse, som Sundhedsstyrelsen gav ministeren, og ved at sammenligne den med oplysninger fra blandt andet politirapporter, patientjournaler, obduktionsrapporter dokumenterede DR Nyheder, at redegørelsen var et stykke letgennemskueligt manipulation. F.eks. udelader man, 1) at man kendte til, hvor mange børn en hjerneskadet psykiater uautoriseret behandlede, 2) at oplyse, at det var politiet og ikke Sundhedsstyrelsen (embedslægen), der sørgede for, at en af psykiaterens døde patienter blev opduceret, hvorved en muligvis dødelig fejlmedicinering blev afsløret. Ved en kombination af mange udeladelser og små usandheder forsøger Sundhedsstyrelsen at fremstå som aktiv, udfarende kraft, hvor sandheden er, at man har optrådt modsat. Redegørelsen afslører, at Styrelsens embeds- og lægeværk groft overvurderer deres indre sammenhold, når omverdenen skal manipuleres, og kriminelt undervurderer landets journalister. Tegningepædagogik [11/3, 16/3]Den
gode pædagog får elever af alle trosretninger til selv at opsøge
Muhammedtegningerne ved ærligt at sige, at hun ikke tør vise dem, fordi
hun frygter for sit liv. Nu debatteres det blandt politikere og lærere, om man i skolerne bør vise eleverne Jyllands-Postens tegninger, når man underviser i Muhammed-affæren i 2005-6. Debatten afslører, at hverken lærere eller politikere har forstand på pædagogik og børnepsykologi. Det er unødvendigt og kan let virke søvndyssende at tvinge børn til at gøre iagttagelser og tolke billeder af en midaldrende, mørklødet, skægget mand i en skoletime under kommando af en spørgende skolelærer. Hvis læreren derimod med skælvende stemme erklærer, at hun ikke i timen tør vise nogle bestemte tegninger af en sådan mand af frygt for, at en religiøs galning vil myrde hende og sprænge skolen i luften, så vil alle eleverne uanset trosretning straks i timen frivilligt og med stor iver og nysgerrighed helt af sig selv let finde tegningerne på nettet på deres smartphones og tabletter og suge dem til sig og aldrig glemme dem. Søvndal genrejst [13/3, 15/3]Grinet
over Villy Søvndals åbenlyst amatøragtige accent og slipseknude
stivner, når man nu hører, at Hillary Clinton i det skjulte var en
dilettantisk mailblander. I flere år var Hillary Clinton som USA's udenrigsminister en af dem, som verdens ve og vel afhang af. Med klogskab og intelligens traf hun tunge beslutninger om krig og fred. Tilsyneladende. For nu har en avis afsløret, at al hendes mailkorrespondance i perioden er foregået via hendes private mailkonto, og altså ikke er blevet journaliseret i ministeriet. Så nu har hun undskyldende måttet udlevere det hele på skrift, bortset fra mails til sin datter om bryllupskagen og til Bill om at huske at lufte hunden. Det er uprofessionelt at blande sine mails på denne måde. Og irrationelt, for alle ved, at NSA opsnapper alt, især sådanne mails om ækle studehandler, som kritikere mener, hun kan have slettet. Derfor er det hele rent til grin. Et langt større grin end det grin, mange fik sig, dengang Villy Søvndal talte danglish med skæv slipseknude stående ved siden af den tilsyneladende perfekte Hillary. Undskyld Villy, men vi vidste jo ikke, at hun i virkeligheden var en dilettantisk mailblander. Absurd mediekunst [12/3, 13/3]Forløbet,
som gjorde en tegning af en turbanklædt sikh til en dødelig krænkelse
af muslimer, er et stykke absurd mediekunst med stor lærdomseffekt for
ethvert skolebarn. Spørg ikke, om der skal undervises i Muhammed-affæren. Spørg, hvordan det skal gøres. Svar: Undervis i, hvordan en tegning i et dansk dagblad først ikke vakte spor opsigt, men så – fordi mellemøstlige regimer havde brug for at styrke deres opbakning i meget religiøse grupper, og fordi nogle danske imamer ville føre religionskrigen til Danmark og Vesten – blev blæst hysterisk op og medførte tumulter, boykotter og dødsfald. Højdepunktet i undervisningen bør være den dokumentaroptagelse, hvor en af de mest blodtørstige demonstrationsledere ved sit første syn af tegningen længe efter tumulterne overrasket udbryder: Men det kan ikke være Muhammed, for det er en sikh! Hele forløbet er et stykke absurd mediekunst med stor lærdomseffekt. Og det hele skal med. Gud forbyde, at en lærer lader undervisningen bestå i at fremvise tegningen uden den nødvendige virkelighedskonstruktion. Som om tegningen objektivt forestiller Muhammed et klap mere end tegningen af denne Groft sagt her ved siden af. Hyklerisammenbrud [11/3, 12/3]Danmarks
udfordringer med at elske Dalai Lama samtidig med, at vi skal vækste i
Rødkina, er det rene vand ved siden af Sveriges udfordringer med både
at være verdens førende humanistiske magt og samtidig sælge våben til
Saudi-Arabien. Danmarks udfordringer med at elske Dalai Lama samtidig med, at vi skal vækste i Rødkina, er det rene vand ved siden af Sveriges udfordringer med både at være verdens førende humanistiske magt og samtidig sælge våben til Saudi-Arabien. Men nu er det så også blevet for meget. For Saudi-Arabien. De har aflyst en planlagt tale af den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, som var æresgæst ved Den Arabiske Ligas møde i Kairo om bl.a. Sveriges anerkendelse af Palæstina. Det har krænket saudierne, at Wallström i tide og utide taler om deres manglende demokrati og menneskerettigheder. Desuden frygtede de vistnok, at selv svenskernes enestående anlæg for hykleri ikke i længden ville kunne spænde over modsætningen mellem våbensalget og humanistiske stormagtsdrømme. Så for at undgå den ydmygelse at blive droppet af svenskerne, skyndte saudierne sig at forhåndsydmyge Wallström. Så nu har Sverige i rent selvforsvar mod fortsatte ydmygelser besluttet at stoppe våbensalget til Saudi-Arabien. Antiterrorstrukturreform [5/3, 11/3]Offentlige
organisationer med anciennitetsansatte, irreligiøse embedsmænd er
dårligt rustede til at forstå og bekæmpe stærkt religiøse individer og
smågrupper, som arbejder røven ud af bukserne døgnet rundt for at
frelse verden uden anden løn end den, de måtte få i den næste verden. Det har vist sig, at både den danske terrorist og den britiske IS-morder, som halshuggede flere vestlige gidsler for åben skærm, var velkendte af deres egne landes efterretningsvæsner, inden de begik deres terror. Så spørgsmålet er, om det er penge til mere overvågning og isenkram, der mangler i det forebyggende arbejde. Meget tyder på, at det handler om en systemfejl: Offentlige organisationer med anciennitetsansatte, irreligiøse embedsmænd er dårligt rustede til at forstå og bekæmpe stærkt religiøse individer og smågrupper, som er villige til - af altfortærende kærlighed til en karismatisk åndelig leder - at trodse arbejdstidsregler, løntrin, pensionsplanlægning og aftaler i familien om afhentning af børn i børnehaven for at frelse verden uden anden løn end den, de måtte få i den næste verden. Først når vi organiserer de terrorforebyggende offentlige myndigheder på samme måde som terroristerne, har de en mulighed for at forstå og effektivt stoppe folk som Omar og IS-halshuggeren. Ad Eritrea til [6/3, 9/3]De to
sygemeldte embedsmænd i Eritrea-sagen er systemoprørere. Men da de ikke
har gjort oprør mod skattesystemet og overbureaukratiseringen, men bare
mod deres egen kontorchef, så gider systemet formentlig ikke knuse dem,
således som systemet knuste Glistrup. De to embedsmænd i Eritrea-sagen havde et valg, da deres rapportering blev overtaget af kontorchefen. 1) De kunne have holdt kæft og have levet fedt inde i systemet til pensionen. 2) De kunne sige fra, blive helte i medierne – og derefter i det lange løb blive knust af systemet i takt med, at de blev en gammel historie. De valgte 2), men de er endnu ikke blevet helt knust af systemet. De er indtil videre bare sygemeldt. Og lad os fromt håbe, at de aldrig bliver knust. Men ifølge erfaringerne fra sagen om den største systemoprører i Danmark i nyere tid, Mogens Glistrup, så kan selv en højt uddannet advokat, som er superintelligent, psykisk bundsolid og godt smurt for mundlæderet, ikke vinde over systemet, når det rotter sig sammen. Jan og Jenses eneste håb er derfor, at de ikke har gjort oprør mod skattesystemet og bureaukratiet, men bare deres egen kontorchef. Derfor gider systemet formentlig ikke knuse dem, men finder et kontor til dem, hvor det er umuligt at gøre oprør. Boblebad [6/3, 8/3]Humaniora
og samfundsforskning kan ikke i så høj grad som naturvidenskab
objektivt måle og veje sine resultater. Derfor kører disse videnskaber
ofte efter princippet: "Fuck dig frem med lækre, nye ord!" Humaniora og samfundsforskning kan ikke i så høj grad som naturvidenskab objektivt måle og veje sine resultater. Derfor er der et ekstra stort indre rent sprogligt pres for hele tiden at signalere, at man gør nye erobringer. Det sker ved at hælde nye ord på gamle flasker. Berlingske leverede torsdag to gode eksempler: 1) Filosofiprofessor Vincent Hendricks har modtaget 14,4 mio. kr fra Carlsbergfondet til over fem år at udforske meningsbobler, politiske bobler, anerkendelsesbobler og religionsbobler. Her består det nye udelukkende i at sætte suffikset ”–bobler” på alt gammelt og velkendt. 2) Forfatteren Susanne Staun udgiver en bog om sprogrigtighed ”Fuck, en lækker røv.” Her består det nye udelukkende i, at dårlige sprogbrugere kaldes ”sprogspassere” og sprogregler for ”basisgarderobe”. Det fremgår, at både Hendricks og Staun er fremragende sælgere af god, gammel, varm luft. Men Staun er både uhøjtidelig og morsom, så hun må godt udvikle sig til en Staunboble. Systemeksport [5/3, 6/3]Når
det gælder forebyggelse af religiøs terror, er udfordringen at forene
demokrati og religion på fredelig vis. Og her leverer den danske
folkekirke en ideel løsning: Her er ingen så religiøs, at andre behøver
at frygte for deres liv. Den hollandske antiterror-ekspert Ronald Sandee slog forleden i Berlingske fast, at ikke-troende embedsmænd og akademikere, uanset hvor begavede de måtte være, dybest set ikke forstår religiøst motiverede mennesker, som ønsker martyrdøden. Sandt nok. Men i demokratiet hverken kan eller skal man forbyde religion og heller ikke forbyde folk at tro. Derfor er udfordringen, når det gælder forebyggelse af religiøs terror, at forene demokrati og religion på fredelig vis. Og her leverer den danske folkekirke en ideel løsning: Her kan selv ikke-troende embedsmænd og akademikere føle sig hjemme, side om side med troende. Her er ingen så religiøs, at andre behøver at frygte for deres liv. Og alle præster optræder som embedsmænd med pensionsordning. Hvis alle verdens religioner og alle verdens troende tog model efter den danske folkekirke, så ville verden blive befriet for religiøs fanatisme og terror. Vi bør derfor med stolthed systemeksportere den danske folkekirke til hele verden. Lene is back [4/3, 5/3]Én
gang politiker, altid politiker. Lene Espersen vækker nu minderne om
sine uheldige ferierejser som politiker tillive igen ved at optræde i
annoncer for ferieboliger. Lene Espersen opgav hurtigt at få de Konservatives ny partileder, Søren Pape, til at performe som en rigtig partileder, og lod sig kalde væk fra politik til jobbet som administrerende direktør for brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder. Men nu er hun tilbage igen. Ganske vist ikke som politiker. Og dog. For hun optræder som trækplaster i en annonce for en ny ejerforening, 21-5, hvor man kan ”eje 5 skønne ferieboliger sammen med 20 andre familier”. Og Lene fortæller smilende under et billede fra en solbeskinnet strand, at hendes familie længe søgte efter deres egen bolig i Italien og Frankrig, men at de så fandt denne ejerforening med boliger 5 forskellige steder i verden. Som politiker blev Lene berygtet som specialist i gode rejsemål. Det er derfor frækt og kompetent, at hun nu udnytter vælgernes stadig friske erindringer om sine skandalerejser til at vække opmærksomhed med. Svagheder har vi alle, men få kan som Lene omsætte dem til noget brugbart. Akademisk modterror [27/2, 4/3]Hizb
ut-Tahrir og Islamisk Stat er gået i offensiven med el-Husseins udåd og
hylder ham for terrorangrebet mod ytringsfriheden og jøderne i
København. De har åbenbart ikke konsulteret professor Ole Thyssen for
eventuelle akademiske forbehold over for, om han er terrorist. Professor Ole Thyssen, CBS, mener, at dobbeltmorderen Omar el-Hussein er en forbryder, men ikke en terrorist, bl.a. fordi han ikke har udsendt et politisk eller religiøst manifest, inden han skød. Men Hizb ut-Tahrir og Islamisk Stat er ikke i tvivl. De er gået i offensiven med el-Husseins udåd og hylder ham for terrorangrebet mod ytringsfriheden og jøderne i København. De har åbenbart ikke konsulteret Thyssen for eventuelle akademiske forbehold. Formentlig af frygt for, at den lærde filosofiprofessor med sine spidsfindige, akademiske begrebsudredninger ville komme frem til, at Hizb ut-Tahrir er en taletræningsskole for retorikstuderende, og at IS er en grænsenedbrydende reklamefilm for Toyota-pickupper. Selv om det er noget vrøvl, vil det ikke – lige så lidt som det fortænkte sludder om el-Hussein – forhindre, at Thyssen får en rundtur i medierne og med gravalvorlig professorpondus får lejlighed til ufrivilligt at latterliggøre de to latterfobiske islamistiske organisationer. Mordforsøg på grundtroen [27/2, 1/3]Bag
alle de store, abstrakte ord om et attentat mod en religion og
ytringsfriheden ligger mord på to gode mennesker, mens de praktiserede
den fornuftige samtale og den næstekærlighed, som det er nødvendigt for
os alle at tro på for at leve livet. Det er tilstrækkeligt, men ikke nødvendigt at tale om religion og ytringsfrihed for at afsky el-Husseins drab. Omar forsøgte ganske enkelt at myrde troen på det rationelle, gode menneske. Omar skød Finn, mens han bag alle ismer og religioner forsøgte, at tale almindelig menneske-fornuft med ham. Dette var et mord på samtalen. Omar sneg sig ind på Dan og skød ham i ansigtet, mens han som ubevæbnet, frivillig hjælper passede på en familiefest. Dette var et mord på næstekærligheden. Det er altså unødvendigt at tale ytringsfrihed og jødehad for at væmmes over Omars handlinger. Bag alle de store, abstrakte ord om et attentat mod en religion og ytringsfriheden ligger mord på to gode mennesker, mens de praktiserede den fornuftige samtale og den næstekærlighed, som det er nødvendigt for os alle at tro på for at leve livet. Uanset hvilken religion eller politisk isme vi hylder i de højere abstrakte, ideologiske tågedannelser. Fundamentalist [25/2, 27/2]Groft sagt
nægter at tro på beretningerne i Politiken og Jyllands-Posten fra
ansatte på Krudttønden om, at politi, PET og SÄPO holdt varmestue inde
i Krudttøndens forhal med café, mens terroristen luskede rundt udenfor. Groft sagt nægter at tro på beretningerne i Politiken og Jyllands-posten fra ansatte på Krudttønden om, at politi, PET og SÄPO holdt varmestue inde i Krudttøndens forhal med café, mens terroristen tog i bagdøren, nødudgangen og derefter vandrede hen foran glasfacaden og skød og sårede sikkerhedsstyrken og derefter dræbte den tililende Finn Nørgaard. Nogle har behov for at tro på et overjordisk væsen med totalt overblik over, hvad der foregår på denne jord. Denne Groft sagt har bare behov for at tro på, at det er brave politifolk og årvågne sikkerhedsvagter, og ikke rent held, der redder os fra den helt store massakre, når en terrorist nærmer sig med en riffel. Derfor nægter Groft sagt hårdnakket som en hjernevasket fundamentalist at tro på de enslydende beretninger fra rystede øjenvidner i Politiken og Jyllands-Posten. Krauses kvaler [23/2, 24/2]Efter
at Niels Krause-Kjær har interviewet forfatteren til ”Jesus og Mo”, bør
Krause egentlig beskyttes af PET mod muslimske terrorister, selv om han
er en af dem i DR, der gør sig mest umage for ikke at ”krænke”. Det bedste værn mod terror er tilsyneladende, at man ikke findes. Således er den satiriske internet-tegneserie ”Jesus and Mo” nu udkommet på dansk uden oplysning om forlag og forfatter. Men forfatter og forlægger blev op til udgivelsen interviewet i TV af DR2 Deadline-vært Niels Krause-Kjær, så nu ved alle, at Krause-Kjær kender deres identitet, selv om de optrådte sløret og forvrænget på skærmen. Så nu bør Krause-Kjær egentlig beskyttes af PET mod terrorister, selv om han er en af dem i DR, der gør sig mest umage for ikke at ”krænke”. Hvor uretfærdigt. Men det viser, hvor vanskelig usynlighed er som værn mod terror. Hvis usynligheden skal være uden sprækker, så skal selv en anti-krænker som Krause-Kjær undgå at interviewe en usynlig forfatter. En sådan grad af selvcensur ville indebære, at hele vores land blev usynligt. Ikke kun et usynligt demokrati, men endnu værre: et usynligt ikke-demokrati. Og så kan det hele jo være ligemeget. Kun politiet og PET kan derfor redde os. Voldsparadokset [20/2, 23/2]Den stærkeste påvirkning i offentligheden er ikke
sproglig, og altså hverken diskussion eller debat, men udføres med
voldelige aktioner. Disse aktioners argumentatoriske styrke skyldes, at
alle medier topprioriterer historier med lig på bordet. Officielt
hylder vi i demokratiet den sproglige, rationelle argumentation i form
af diskussion, dvs. magtfri meningsudveksling mellem frie og lige
individer. Men sproglig offentlig påvirkning i demokratiet foregår
aldrig som åben diskussion, men altid i form af debat, dvs. polemiske
angreb på modstandere fra fastlåste positioner med meninger, som er
strategiske og magtbestemte. Den stærkeste påvirkning i offentligheden
er dog slet ikke sproglig, og altså hverken diskussion eller debat, men
udføres med voldelige aktioner. Disse aktioners argumentatoriske styrke
skyldes, at alle medier topprioriterer historier med lig på bordet.
Paradokset i dette er, at vi som gode demokrater fortsat skal tro på
vores børnelærdom om, at vores beslutninger træffes ved
ikke-eksisterende offentlige, rationelle diskussioner, samtidig med at
vi hele tiden oplever, at vores beslutninger især træffes på grundlag
af voldelige aktioner, som gennem medierne pisker vores følelser op, og
sætter gang i politikerne. Hinsides Carsten Jensen [20/2, 21/2]Vi må
håbe, at de 1 mia til terrorforebyggelse virker, når vi nu ikke kan
sælge verdens bedste politiske system til alle, som vokser op i det. I
stedet for at elske vores system øges væmmelsen hos nogle, når de
modtager systemets kontante ydelser i form af komfortable, sorte
dynejakker. Vi må håbe, at de 1 mia til terrorforebyggelse virker, når vi nu ikke kan sælge verdens bedste politiske system til alle, som vokser op i det. I stedet for at elske vores system øges væmmelsen hos nogle, når de modtager systemets kontante ydelser i form af komfortable, sorte dynejakker. De håner venlige dialogiske politifolk og afskyr det frie valg på uddannelseshylderne, samtidig med at hadet til verden bedste system bare vokser og vokser i deres sind. Tilsyneladende foretrækker de et system uden forstående pædagoger, men med en urørlig hersker, som kræver total underkastelse. Ham hylder de lidenskabeligt, som deres eneste redning mod at gå til grunde i verdens bedste system, hvis plager de kun overlever ved at håne, provokere og eventuelt myrde løs på fredelige borgere omkring sig. Jo mere systemet forsøger at hjælpe dem, jo mere hader de det. Ikke engang Carsten Jensen kan nå dem, for de læser ikke danske medier. Vores eneste håb er derfor, at de 1 mia til terrorforebyggelse virker. Hænder vrides før vask [19/2, 20/2]Hvor
ville det være skønt, hvis de muslimske autoriteter af enhver art her i
landet åbent indrømmede, at de og deres religion har et problem.
Problemet er indlysende: voldelige ekstremister. Hvor ville det være skønt, hvis de muslimske autoriteter af enhver art her i landet åbent indrømmede, at de og deres religion har et problem. Problemet er indlysende: voldelige ekstremister. Det handler naturligvis ikke om, at muslimske autoriteter skal påtage sig det formelle ansvar for muslimske ekstremisters terror. Det handler bare om, at muslimske autoriteter officielt bør indrømme, at islam åbenbart i ekstrem grad indbyder svage sjæle til at tro, at de i ekspresfart kommer i himlen ved at slå folk ihjel, især folk, som tegner deres profet, eller som er jøder. Det er jo skingrende vanvid, men det er også i det mindste småskørt, at muslimske autoriteter ikke står hændervridende frem på rad, hver gang det sker. Muslimske autoriteter må indse, at håndvask med hændervridning er mere effektiv end håndvask uden hændervridning. En hygiejneregel, som ethvert barn tidligt lærer. Den usynlige tomme [18/2, 19/2]Det er
godt, at Socialdemokratiet og Venstre og alle de andre danske partier
ikke råder over ustyrlige, voldelige ekstremister, som i den kommende
valgkamp kan bestemme, hvad danske medier ikke må vise af hånende
tegninger og fotografier. Justitsministeren og andre har skrevet kronikker og holdt taler om, at vi ikke viger en tomme. Samtidig tør ingen danske medier vise Vilks Muhammedtegning, når de skal forklare årsagen til, at Vilks forsøges myrdet af ekstremister. Det viser, at få voldelige muslimske ekstremister kan bestemme, hvad danske medier ikke viser, samtidig med at alle ministre og stort set alle chefredaktører bedyrer, at vi ikke viger en tomme. Det er godt, at ikke også Socialdemokratiet og Venstre og alle de andre danske partier råder over ustyrlige, voldelige ekstremister, som i den kommende valgkamp kan bestemme, hvad danske medier ikke må vise af hånende tegninger og fotografier. For så ville vi få en dødsens kedsommelig valgkamp. Og så ville demokratiet jo være truet af omsiggribende kedsommelighed. Samtidig med at ingen forstod hvorfor, fordi alle ministre og chefredaktører i kor forsikrede, at vi ikke var veget en tomme, og at valgkampen derfor var lige så festlig som alle tidligere valgkampe. Ukraine-løsning [12/2, 17/2]Herregud,
om grænserne går nogle kilometer til den ene eller den anden side er
latterligt ligegyldigt for Putin, hvis bare vi giver ham en masse
selvtillid og al den respekt, han drømmer om. Det er efterhånden blevet klart, at Putins provokationer med u-både, kampfly og annektering af Krim og kampe i Østukraine inderst inde skyldes, at han og russerne føler sig trængt af NATO og EU. Putin kræver respekt. O.K., så lad os da give ham respekt! Lad EU og NATO modtage og hylde Putin ved et storslået arrangement, hvor Putin holder en timelang tale, som transmitteres live til hele verden, og som udløser spontan jubel. Lad NATO og EU give Putin og Rusland en edsvoren erklæring om, at Putin og Rusland er store og stærke og bør være stolte over deres pragtfulde land. Og at de er så store, stærke og smukke og kloge, at vi ikke kunne drømme om at ødelægge dem ved at erobre dem. Og lad os derefter sende alle soldater og separatister i Østukraine hjem til deres familier, så de kan passe et almindeligt liv og genopbygge deres sønderskudte byer og fodre deres forsømte pensionister. Herregud, om grænserne går nogle kilometer til den ene eller den anden side er latterligt ligegyldigt for Putin og andre, hvis bare vi giver dem en masse selvtillid og al den respekt, de drømmer om. Vi er Ukraine [13/2, 16/3]Når
vores offentlige system og dets hierarkier af karriereorienterede
embedsmænd ”regner baglæns” og til Folketinget og pressen leverer lige
netop de ”objektive” prognoser og rapporter, som deres minister har
politisk brug for, så optræder de som russisksindede separatister, der
gør alvorlige indhug i vores oplyste, demokratiske land med
manipulation og løgn. Vi er selvfølgelig Ukraine, fordi vi afskyr Ruslands fremfærd mod landet. Men vi almindelige borgere i Danmark er også Ukraine i overført betydning, fordi vi afskyr vores eget regeringsapparats fremfærd mod os med idylliske prognoser om, hvor få der vil falde ud af dagpengesystemet, og løgnagtige rapporter om, hvor gode forholdene er i Eritrea. Når vores offentlige system og dets hierarkier af karriereorienterede embedsmænd ”regner baglæns” og til Folketinget og pressen leverer lige netop de ”objektive” prognoser og rapporter, som deres minister har politisk brug for, så optræder de som russisksindede separatister, der gør alvorlige indhug i vores oplyste, demokratiske land med manipulation og løgn. Og vores presse og Folketingets ombudsmand er så den stadig mere udmattede Angela Merkel, som må rejse i pendul for at begrænse løgnens og manipulationens hærgen og forene alle parter i en aftale om slagmarkens objektive sandhed, som alle er nødt til at tro på, hvis demokratiet skal bevares, så godt som det nu engang er muligt, så længe Putin findes. MGP-skolen [13/2, 14/2]Hvis
bare skoleelever bringes til at tro, at de er på vej til at vinde en
amatørkonkurrence på TV, så vil selv de mest tungnemme og socialt
belastede både lære at læse og regne. Børn og unge elsker at optræde på TV. De emmer af lærelyst og er villige til at udholde store lidelser, hvis bare de kan komme til at optræde på TV i amatørkonkurrencer som MGP og X factor. Men i skolen gider børn ofte ikke lære og hensidder modvilligt i lektiecaféer og undervisningslokaler, hvis de da ikke skulker. Hvis skolen forstod at frigøre al den flid, målrettethed og fantasi, som TVs amatørkonkurrencer kan få frem i selv middelmådige børn, så ville Danmark omgående blive verdensmester. Derfor kan krølhårs-minister Antorini godt proppe sin fortærskede peptalk om skolereformen skråt op. Skolens indlæringsproblemer løses ved at gøre hver skoledag til en elevkonkurrence om at optræde i en amatørkonkurrence på TV. Der skal være kameraer i ethvert skolelokale. Lærerne skal trænes i casting, at lægge sminke på børnene og råde til tøjvalg. Enhver skole skal råde over specialister i musik og lys. Hvis bare ungerne bringes til at tro, at de er på vej til at vinde en amatørkonkurrence på TV, så vil selv de mest tungnemme og socialt belastede både lære at læse og regne. Gardinforviklinger [13/2, version på hjemmeside dateret15/2, lagt op 23/2, samme dag lagt på Firmaets Facebook-side med link til fotoet]Mads
Nissens billede, som World Press Photo har udnævnt til årets foto 2014,
har mange, vidt forskelllige tolkningsmuligheder. Det bekræfter, hvor
forbandet godt pressebilledet er som kunstfoto. Scanpix-chefredaktør Søren Lorenzen siger om Mads Nissens billede, som World Press Photo har udnævnt til årets foto 2014: "Det rummer historien om det homoseksuelle par, der forfulgt udlever deres seksualitet på trods og i sikkerhed bag tunge, trygge gardiner, der skærmer for en uforstående omverden". Beskrivelsen overraskede mig. Jeg havde helt naivt uden tolkningsvejledning fra en fotokyndig allerede levet mig ind i det gribende billede. Og jeg havde beundret billedets mangetydighed: Var det Romeo og Julie i Shakespeares tragedie, hvor de på skift i slutscenen anser hinanden for døde? Eller var det et billede af en datter, som fortvivlet betragter sin afdøde mor i et spartansk soveværelse, hvor elregningen er ubetalt? Det kunne være en scene fra en film af Ingmar Bergman. Eller var det et ungt par, hvis gardinophængning i deres nye hjem er gået i kage, så de ender på gulvet viklet ind i gardinerne? Det kunne være en scene fra en moderne dansk romantisk komedie. De foreløbigt i alt fire tolkninger bekræfter, hvor forbandet godt dette billede faktisk er. I virkelighedens fangehul [12/2, 13/2]Tre
TV-studieværter som slås om, hvordan virkeligheden er, er en historie,
som er god nok til at sælge enhver bog. Det er en god historie, som tidligere studievært Jeppe Nybroe fortæller i sin nye bog ”Kidnappet - I islamisternes fangehul”. Men det er en endnu bedre historie, som studievært Adam Holm antydede i sin anmeldelse i Weekendavisen: at bogen rummer nogle selvmodsigelser og derfor i et vist omfang må være fiktiv med stærke overdrivelser af gidslets lidelser. Og Holms bedre historie støttes af et medgidsel i et interview med Fagbladet Journalisten, hvor det bl.a. hedder, at Nybroe selv var med til at iscenesætte det gribende gidselfoto, som findes på bogens forside. Det er svært for udenforstående at afgøre, om den bedre historie også er mere sand. Men det gør ikke så meget. For den allerbedste historie er, at forlægger, forfatter og forfatterens bror, som også er tidligere studievært, nu er i åbent medie-slagsmål med studievært Holm og medgidslet, således at ingen efterhånden helt ved, hvad der egentlig er foregået, og derfor er nødt til at købe og læse bogen for selv at vurdere, om det er fup eller fakta. Og den historie er i hvert fald sand. Thornings Lama-hjælp [11/2, 12/2]Lad os
være taknemmelige over, at kineserne er så optaget af, om han møder
Thorning, at de endnu ikke har fundet på at blokere
handelsforbindelserne, når dansk presse ucensureret dækker hans besøg. Det er beklageligt, at vores land er så meget i lommen på habitklædte Rødkina, at vi ikke har råd til, at vores statsminister mødes med Dalai Lama. Og det er ynkeligt, at oppositionsleder Thorning i 2009 selvsikkert erklærede, at hun naturligvis som statsminister ville mødes med tibetanernes åndelige leder, men at hun i dag ikke engang har mod til selv at forklare, at hun naturligvis ikke møder ham. Men det er glædeligt, at det officielle Danmarks ignorering af lamaen medfører, at dansk presse elsker ham ekstra meget, fordi han er blevet et offer i vores eget politiske system. Derfor fylder han ekstra meget i danske medier i dagevis, og alle danskere kan se, hvor elsket han er overalt, hvor han færdes, og høre historien om hans undertrykte folk. PR-mæssigt er det derfor en kæmpe fordel for lamaen, at Thorning ikke vil møde ham. Lad os være taknemmelige over, at kineserne er så optaget af, om han møder Thorning, at de endnu ikke har fundet på at blokere handelsforbindelserne, når dansk presse ucensureret dækker hans besøg. Og viser hans billede. Teoretiske zombier [10/2, 11/2]For få
år siden troede vi, at bare man fjernede en fæl tyran, så blomstrede
demokratiet frem. I dag ved vi, at vi er nødt til at forsvare vores
eget demokrati mod zombier, som vil indsætte fjerne tyranner i vores
eget land. Der var engang, hvor vi troede, at demokrati var den styreform, alle mennesker inderst inde helst ville have. I dag ved vi, at når man fjerner en tyran, så er det ikke demokrati, der blomstrer frem. I magttomrummet efter tyrannen trives bevæbnede bander og sekter, som ødelægger almindelige menneskers liv, mens de kæmper om at indsætte deres egen tyran i stedet for den gamle. Men det er godt for noget. For vi har i Danmark indset, at vores demokrati ikke er noget, vi har automatisk. Vi er blevet klar over, at demokratiet skal beskyttes mod ekstremisters indoktrinering og hjernevask. Vi skal kæmpe imod, at fjerne tyranners lokale håndlangere rekrutterer nogle af vores unge ved at opsøge dem på parkeringspladsen udenfor moskéer og skoler og få dem ind i ”vennekredsen,” hvor de hjernevaskes til zombier. Derfor er det godt, at Aarhus Kommune nu vil undervise 10-årige elever i anti-radikalisering. Og umuligt at forstå, at Jens Bruun, som er lektor i pædagogik ved Aarhus Universitet, ifølge TV2.dk er imod. Det må skyldes, at det kun er uforståelig teoretisk pædagogik, han er lektor i. To til tango [6/2, 10/2]Kommentatorer,
som gerne vil have en blå regering, jamrer over, at Thulesen Dahl ikke
bare erklærer, at han tripper for at komme i regering. Men det ville da
være idiotisk af Tulle at sælge sig så billigt. Det ved enhver, som har
gået på aftenkursus i forhandlingsteknik. Det er noget mærkeligt noget, at vores lands klogeste hoveder i kommentarer og klummer jævnligt kræver, at løsningen på landets problemer består i, at medier og politikere skal optræde stik mod sund fornuft og gå frivilligt nedenom og hjem. Det foreslås således jævnligt, at medier skal undlade at være overfladiske og underholdende, men informere sagligt og tørt. Og politikere skal undlade at lefle for vælgerne, men optræde som statsmænd, som gør det rigtige, selv om folk så løber skrigende bort. Senest jamres der over, at Thulesen Dahl ikke bare erklærer, at han tripper for at komme i regering. Men det ville da være idiotisk af Tulle at sælge sig så billigt. Det ved enhver, som har gået på aftenkursus i forhandlingsteknik. Det var Thornings afgørende dumhed efter forrige valg at erklære: ”Vi gjorde det!” For så kunne Margrethe Vestager let diktere hele sit program til regeringsgrundlaget. Man skal være socialdemokrat, før det giver mening at opfordre Thulesen Dahl til at lægge sig pladask for en Løkke, som snedigt erklærer, at han ikke vil være statsminister ”for enhver pris.” Løkkes chance [6/2, 9/2]Løkkes
bliver kun statsminister, hvis vælgerne som sædvanligt ikke forstår,
hvad en række topøkonomer siger om landets økonomi. Om det er rød eller blå blok, der vinder valget, er ligegyldigt ifølge økonomer. Magasinet Penge på DR1 har spurgt 12 topøkonomer, som placerer regeringsfaktoren i bund blandt de faktorer, der har betydning for dansk økonomi. Samtidig viser en Megafonmåling af partiledernes troværdighed, at Løkke og Thorning ligger lige lavt, mens Thulesen Dahl scorer meget højt. Hvis økonomien er ligegyldig som valgtema, og Løkke og Thorning ligger lige lavt på troværdigheden, så kan man i blå blok droppe bekymringerne over, at Løkkes i flere interviews har sagt, at han ikke vil være statsminister "for enhver pris". For så bliver Løkke slet ikke relevant, selv om skulle tilbyde sig helt gratis. For så bliver valgkampen udelukkende en værdikamp, dvs. et valg om udlændingepolitikken. Og her sejrer Dansk Folkeparti som altid stort. Og så skal Thulesen Dahl selvfølgelig være statsminister, selv om han har sagt, at han ikke vil. Men måske har vælgerne som sædvanligt ikke forstået, hvad økonomerne siger, og tror stadig på, at rødt og blåt gør en forskel. Så kan Løkke alligevel blive statsminister. Uvidenhed [3/2, 7/2]Vælgeres
uvidenhed har store konsekvenser i politik. Og de små grupper af
søgende sjæle, som for omkring 2000 år siden i Mellemøsten opfandt
kristendommen og islam, var klart nok helt uvidende om mangt og meget.
Det plager hele verden slemt i dag. Kurrilds klumme i Berlingske mandag giver rystende eksempler på, hvor lidt vælgere ved om politiske kendsgerninger, og hvilke konsekvenser vælgernes uvidenhed kan få i dansk politik. Men konsekvenserne af uvidenhed er også slemme, hvis man ser på det religiøse område. De små grupper af søgende sjæle, som for omkring 2000 år siden i Mellemøsten opfandt kristendommen og islam, var klart nok helt uvidende om, at deres forfædre var udvandrede fra Afrika, og at de tilhørte arten homo sapiens, som var opstået ca. 200.000 år tidligere ud af andre dyrearter. De vidste heller ikke, at de hvirvlede gennem et nærmest uendeligt rum på en klump jord, som var dannet for 4,5 mia år siden. Men de havde et stort behov for at opfinde en autoriseret mening med alt det forkerte, de troede, de vidste. Og så fik vi religioner, som blev en folkelig verdenssucces, men som altså stadig udbreder disse menneskers rystende uvidenhed, bl.a. om køn, sex og himlens beskaffenhed. Religioner, som sætter dagsordenen mere og mere gennem indbyrdes stridigheder, som ofte skaber et rent helvede for oplyste mennesker. Dødens gab [5/2, 6/2]Lykketofts
idé om at erstatte det ugentlige pressemøde i Statsministeriet med en
ugentlig "Spørgetime" i Folketinget, er først og fremmest blevet en
redningsoperation for Statsministeren. Under tirsdagens spørgetime stod Thorning over for Løkke i 25 minutter. Under tvekampen brugte hun 17 minutter, 76 pct., på at angribe Løkke, ifølge Politiko.dk. Det er endnu et bevis på, at Lykketofts idé om at erstatte det ugentlige pressemøde i Statsministeriet med en ugentlig "Spørgetime" i Folketinget, først og fremmest er blevet en redningoperation for Statsministeren. I stedet for at være fastlåst som ubeskyttet offer for Christiansborgjournalisternes insisterende spørgsmål, kan Thorning i Folketingssalen skjule sine kroniske ikke-svar bag polemiske angreb på alt, som bevæger sig. Lykketofts nytænkte ”Spørgetime” er herved blevet reduceret til en almindelig folketingsdebat med de sædvanlige mundhuggerier og drillerier. Men da mange medier stadig tror, at ”Spørgetimen” er noget mere og andet end de sædvanlige debatter, så transmitteres der flittigt fra denne debat. Så nu ved flere danskere end før, hvad der deprimerende nok foregår en almindelig tirsdag i Folketinget. Groft sagt håber, at vi snart igen får en statsminister, som kan tyre et kobbel journalister til alles fryd. Qvortrup uden trusser [2/2, 3/2]Qvortrup gør det rigtige. Han har set, at artige drenge og piger visner stille væk psykisk og økonomisk, mens de underkuet og fromt i fosterstilling venter på sendrægtige domstole. Byretten har frikendt pædagogerne i Solhaven for anklagerne om brug af vold. Det tog mere end tre år. Og i de tre år har de tiltalte pædagoger været udstødte, og Solhaven er gået konkurs. Samme problem med, at medier og ansættelsessteder straffer folk, inden domstolene afgør deres sag, har vi i sagerne om Lund Poulsens tidligere spindoktor, Peter Arnfeldt, og tidligere politisk redaktør på TV2, Henrik Qvortrup. Selv om de frikendes, eller politiet frafalder sigtelsen, så er de allerede straffet. Det har vakt kritik, at Qvortrup trods sin mediespedalskhed optræder som fast kommentator i to medier, som gerne vil have ham. Og at han har meldt sig til et reality-show i den Sydafrikanske jungle med en broget flok kendisser, bl.a. Anni Fønsby, som er kendt for at optræde iøjnefaldende trusseløs. Men Qvortrup gør det rigtige. Han forsøger at overleve mediesystemets mobning, så han stadig er noget værd, hvis domstolen frikender ham. Han har set, at artige drenge og piger visner stille væk psykisk og økonomisk, mens de underkuet og fromt i fosterstilling venter på sendrægtige domstole. Latter, minister! [30/1, 2/2]Skatteminister
Benny Engelbrecht bør stå frem og retfærdiggøre sin kovending om
åbenhed om lobbyisme på en måde, som overgår de komiske
bortforklaringer på kovendinger, som vi kender fra den satiriske
TV-serie ”Yes Minister.” Da skatteminister Benny Engelbrecht var menigt folketingsmedlem, forsøgte han at slå igennem i medierne ved at kræve fundamentalistisk åbenhed om lobbyisme. Efter han er blevet skatteminister, har han let adgang til medierne, og mægtige folk sværmer om ham. Så nu er der ikke mere brug for den fundamentalistiske åbenhedsprofil. Tværtimod. To aviser har forgæves søgt aktindsigt om hans møder med lobbyister, og han har på grund af travlhed ikke tid til interview om sagen. Groft sagt er ikke forarget over, at Engelbrecht så skamløst svigter sine tidligere idealer. Det viser vel bare, at han blev minister langt hurtigere, end han forestillede sig, dengang han svor, at han ville vie sit politiske virke til fundamentalistisk åbenhed. Men Groft sagt er skuffet over, at Engelbrecht fejt kryber i skjul for pressen. Groft sagt kræver, at Engelbrecht står frem og retfærdiggør sin kovending på en måde, som overgår de komiske bortforklaringer på kovendinger, som vi kender fra den satiriske TV-serie ”Yes Minister.” Når Benny ikke kan give os lavere skatter, så bør han give os mere latter. Beskæftigelsesterapi [30/1, 1/2]Der er
ikke fugls føde på historien om Løkkes ”ultimatum” om
håndværkerfradraget. Men en masse medier skrev en masse om det, og
kommentatorer bragte vanen tro dramatikken til klimaks. Først meldte Løkke ud, at håndværkerfradragets fortsættelse er en betingelse for, at han vil være statsminister. Denne nyhed kørte så i overskrifterne i dagevis, og det politiske kommentariat fik flere hysteriske anfald. Nu fortæller Berlingske så, at alle, som man kan forestille sig vil pege på Løkke som statsminister, også er for dette fradrag. Bortset fra LA, men hvem tror, at LA vil vælte Løkke på grund af dette fradrag? Altså er der ikke fugls føde på historien om Løkkes ”ultimatum”. Men en masse medier har skrevet en masse om det, og kommentatorer har vanen tro bragt dramatikken til klimaks. Og Løkke har pudset sit image af som stærk mand, der stiller krav. Hele det flere dage lange forløb har først og fremmest været en opvisning i nytteløse lidenskaber, som kun kan oppiskes, fordi alle i medierne lader som om de ikke kender den trivialitet, at alle i blå blok (minus LA) støtter fradraget. Man skulle tro, at medierne manglede væsentlige nyheder at arbejde med, når man således kaster os alle ud i en slem omgang mental beskæftigelsesterapi, som ikke kan trækkes fra. Parallelle Ulla [29/1, 31/1]TV 2’s
rejsende reporter, Ulla Terkelsen, stod foran det græske parlament
weekenden igennem og lød, som om hun var sponsoreret af det vindende
græske parti TV 2’s rejsende reporter, Ulla Terkelsen, stod foran det græske parlament weekenden igennem og betroede os, at grækerne ikke kan klare de økonomiske opstramninger, som EU har krævet. Grækerne har det simpelthen for hårdt, fortalte Ulla med al den troværdighed, hun har samlet ved i årevis at rejse rundt i verden og med sine mesterlige, små, improviserede taler fortælle os om, hvad folk inderst inde mener – ikke kun taxachauffører og damefrisører, men også de lokale magthavere. Men alle, bortset fra Ulla, kan vist se, at grækerne, ved at stemme på Enhedslistens søsterparti, bag alle lidelser bare har fortsat deres ubekymrede praksis med at stemme på partier, som lover fortsat fest for andres penge. Og nu er det altså kommet så vidt, at selv borgerlige hr. og fru Grækenland har stemt på et parti, som fornægter grundlæggende økonomiske love. Alle grækere håber nu på, at Ullas rapporter om, at grækerne absolut ikke kan mere, gør så stort indtryk på Merkel og de andre tunge drenge i Europa, at de vinker farvel til de virkelige penge, de har sendt ind i den græske parallelvirkelighed. Snip, snap, snude… [29/1, 30/1]Historien
om, hvordan det gik til, at blå Troels blev en renskuret hvid engel,
men alligevel endte med at få den røde næse, som han lige så godt kunne
have fået i begyndelsen De røde kunne have givet den blå skatteminister Troels Lund Poulsen en næse, straks efter det kom frem, at der havde været uregelmæssigheder i håndteringen af Thorning-Kinnocks skattesag. Men hvorfor nøjes med at give blå Troels en næse, hvis man helt objektivt kan afsløre ham i magtmisbrug og lækage, så man kan føre en rigsretssag? Så derfor nedsatte man en kommission af jurister, som skulle afdække sandheden. Det gjorde den så. Men den sandhed, juristerne afdækkede, var den stik modsatte af det, som de røde havde håbet på. Blå Troels stod tilbage, renset for de fæle mistanker. Det var et svært slag for de røde at se blå Troels føre sig frem som en renskuret engel. Men værre var det, at kommissionsrapporten var blevet endnu et selvmål for de røde oveni det selvmål, det allerede var, at Thorning-Kinnock kørte til kanten med skattetænkning. Så var der én i rød lejr, der huskede, at politik er politæk, og at nøgtern jura er noget helt andet. Så nu ender blå Troels med alligevel at få den røde næse, som han ligeså godt kunne have fået i begyndelsen. Snip, snap, snude, nu er historien ude. Johannes karriereudsigter [27/1, 29/1]Uden
Johannes store blå øjne, kække nordiske look og effektive retorik ville
Enhedslisten ikke have ligget så lunt i svinget. Og ingen behøver
bekymre sig om Johannes karriere efter Enhedslisten. Hvis næste folketingsvalg holdes efter d. 7. juni, så må vi undvære Johanne Schmidt-Nielsen, som falder for Enhedslistens rotationsprincip. Det vil være et stort tab for valgkampens retoriske kvalitet. Johanne behersker suverænt alle de genrer, en moderne politiker skal kunne udfolde sig i: taler, debatter, korte interview i nyhederne, Morgen-TV med smalltalk om madlavning. Og alle kan lide hende, bl.a. fordi hun – bortset fra dengang med ”pisse på”-udtalelsen – altid formilder ekstreme politiske udmeldinger med humor, så ingen bliver bange for, at hun er en fanatisk politisk fundamentalist. Men fundamentalist er hun og de andre i Enhedslisten, for deres politik bygger på en fornægtelse af grundlæggende økonomiske love og en urokkelig tro på menneskets altruistiske godhed. Uden Johannes store blå øjne, kække nordiske look og effektive retorik ville Enhedslisten ikke have ligget så lunt i svinget. Og ingen behøver bekymre sig om Johannes karriere efter Enhedslisten. Når man kan sælge Enhedslisten, kan man sælge hvad som helst, selv Socialdemokratiet, de Konservative og brugte biler. Nøl i moskéen [27/1, 28/1]Moskéer
bør etablere vennegrupper af frivillige, velintegrerede muslimer, som –
med større nidkærhed end de fundamentalistiske agenter – opsøger og
indlemmer ulykkelige, søgende sjæle og med daglig omgang giver dem
selvrespekt, anerkendelse og et livsprojekt. Berlingskes beretning tirsdag om ”Ahmed”, som blev reddet fra muslimske fundamentalister af en ”mentor”, viser, hvad der egentlig skal til for at stoppe rekrutteringen. En mentor i telefonen er udmærket, men kan kun være en nødløsning, inden flyet afgår til Pakistan. Det mest effektive er at stoppe hjernevasken ved kilden: i moskéen, hvor den rekrutterende gruppe af agenter, som i artiklen uskyldigt benævnes ”drenge”, har antennerne ude efter frustrerede unge søgende sjæle. Og som straks – med samme teknik, som benyttes af enhver anden sekt – målrettet bearbejder Ahmed ved daglig kærlig omgang og således giver ham selvrespekt, anerkendelse og et livsprojekt i hjernevaskerummet, en lejlighed, som ingen ved, hvem ejer. Det eneste effektive modtræk mod et sådant forløb er, at moskéen etablerer vennegrupper af frivillige, velintegrerede muslimer, som – med større nidkærhed end de fundamentalistiske agenter – opsøger og indlemmer ulykkelige, søgende sjæle og med daglig omgang giver dem selvrespekt, anerkendelse og et livsprojekt. Hvad dælen nøler moskéformænd og imaner efter? EU's valgfobi [26/1, 27/1]Europas
tragedie er, at Europas befolkninger fylder deres liv med stridigheder
mellem lokale, nationale politikere som Thorning og Løkke, som om det
stadig var dem, der bestemte. Knapt er det græske valg overstået, før EU trues af de næste demokratiske valg i Storbritannien, Polen, Portugal, Spanien, Danmark m.fl. At demokratiske valg altid truer EU, viser, at EU i alt for høj grad er elitens projekt. Og det hjælper ikke, at en række fine eksperter på rad møder frem i Berlingske mandag og iklædt videnskabelige gevandter skælder Dansk Folkeparti og lignende EU-skeptiske, sejrrige partier i Europa ud for at være ”populistiske”. Det hjælper først den dag, hvor ansvarlige EU-ledere løber spidsrod døgnet rundt for øjnene af vælgerne i nådesløst kritiske medier, mens de åbenlyst strides om magten. Europas tragedie er, at Europas befolkninger fylder deres liv med stridigheder mellem lokale, nationale politikere som Thorning og Løkke, som om det stadig var dem, der bestemte. Det burde gøre mere indtryk i EU, at danskerne elsker Thorning, Løkke, Tulle og alle de andre herlige figurer i vores lokale politiske komedie så meget, at de lever intenst med i stadig mere betydningsløse, lokale danske politikeres små stridigheder og med stor begejstring støtter demokratiet. Virksomhedsmobning [23/1, 26/1]Ved at
flette ordene ”skattely” og ”hemmelige aftaler” ind i en fortælling om
helt lovlige arrangementer, grovmobber medier en dansk virksomhed, bare
fordi den artigt følger de regler, som politikerne har lavet. Forleden var hele TV-nyhedsfladen i oprør, fordi Politiken havde skrevet en forsidehistorie om, at mobilselskabet 3 ikke havde betalt skat i Danmark i årevis, fordi de var i ”skattely” og havde indgået ”hemmelige aftaler” med Luxembourg. I løbet af dagen forklarede direktøren for 3s danske afdeling, Morten Christiansen, så, at der intet ulovligt var i arrangementet, og at man ikke havde skattepligtigt overskud i Danmark, fordi man trak renter og afdrag fra på et stort lån, man havde taget i firmaets Luxembourgafdeling. Eksperter bekræftede, at der intet usædvanligt var ved 3s måde at gøre tingene på. Der var med andre ord ikke fugls føde på historien, om 3s forbryderiske, skumle adfærd. Det er absurd, at Politiken og hele TV-nyhedsfladen en hel dag igennem tordner frem med, at 3 i strid med forretningsmæssig, rationel adfærd bør betale en skat, de ikke er pligtig til at betale. Ved at flette ordene ”skattely” og ”hemmelige aftaler” ind i en fortælling om helt lovlige arrangementer, grovmobbes her en dansk virksomhed, bare fordi den artigt følger de regler, som politikerne har lavet. Pavens kaniner [23/1, 25/1]Det er
godt, at katolikker har en pave, som af karsken bælg kan sige sandheder
til katolikker. Man kunne ønske, at også muslimer havde en pave, som
sagde sandheder til sine egne. I flyet på vej hjem fra besøg i Sri Lanka og Filippinerne udtalte paven søndag, at katolikker ”ikke bør formere sig som kaniner.” Den friske udtalelse gik verden rundt. Og det er klart, at hvis det ikke lige havde været paven, der havde sammenlignet katolikker i fjernøsten med parringsgale kaniner, så havde helvede været løs med blasfemiparagraffer og racismebeskyldninger mod den formastelige. Derfor er det godt, at katolikker har en pave, som af karsken bælg kan sige sandheder til katokker. Man kunne ønske, at også muslimer havde en verdenskendt lederfigur, som på alle muslimers vegne kunne sige de nødvendige sandheder til muslimer, som ingen andre tør sige, fordi de frygter for deres liv. Og en sådan muslimsk verdensleder ville jo også hurtigt kunne korrigere sine muntre, overilede udtalelser, således som paven gjorde onsdag, hvor han præciserede, at store familier er Guds gave og ikke er årsag til fattigdom. Det gør simpelt hen verden meget sjovere og lettere at forstå, når en religion tegnes af et fejlbarligt menneske i kød og blod. Omrejsende spincirkus [22/1, 24/1]I dag,
hvor embedsmændene selv suverænt manipulerer Folketinget og pressen,
overlever den gammeldags spindoktor, "mørkets fyrste", kun som eksotisk
attraktion i Mogensen og Kristiansens omrejsende spincirkus Ifølge radiojournalisten Jesper Tynells rystende bog ”Mørkelygten” (2014), så er der i dag ikke mere brug for særlige spindoktorer. Embedsmændene er nemlig efterhånden blevet rigtigt dygtige til ”at regne baglæns” og forsyne redegørelser til Folketinget og informationer til pressen med lige netop de tabeller og kendsgerninger, som effektivt styrer både Folketinget og pressen derhen, hvor regeringen gerne vil have dem. Rigtige spindoktorer i dag findes faktisk kun på TV i skikkelse af Mogensen og Kristiansen, som da også påfaldende meget praler af deres fjerne fortid. Frederiksborg Amts Avis fortalte forleden, at parret gav deres show ved den årlige nytårskur hos August Jørgensen Advokater, Danske Bank og revisionsfirmaet PwC. Showet kendes fra TV 2 News ”Tirsdagsanalysen” og ”Mogensen & Kristiansen”. Det må glæde, at disse udtjente, store spinhøvdinge klarer sig så godt i vor moderne tid, hvor embedsmændene selv spinner. Indianerhøvdingen ”Sitting Bull” rejste jo også med stor succes rundt med et cirkus, efter hans indianerstamme var kommet på museum. 180 grader forkert vinkel [22/1, 23/1]TV
blev offer sin egen fortærskede fortælleform, da to hårdkogte, unge
kriminelle blev fremstillet som ofre, som med rette kunne være godt
knotne over politiets inddragelse af deres uskyldige familiemedlemmer i
det forebyggende arbejde. Man skulle tro, at vores public service-TV ville tage godt imod politiets nye 360-graders indsats, der bruges til at bekæmpe kriminalitet i belastede områder. I 360-graders indsatsen samarbejder politiet med kommunen og Skat, og idéen er at presse de kriminelles forældre og søskende, så de lægger pres på de kriminelle. Det lyder fornuftigt at forebygge ved at inddrage positive kræfter i netværket omkring den kriminelle. Men i det indslag, TV 2 Nyhederne bragte om to hårdkogte, unge kriminelle mandag, blev TV offer for en af sine egne mest fortærskede fortælleformer. De to kriminelle blev fremstillet som ofre, som med rette kunne være godt knotne over politiets inddragelse af deres uskyldige familiemedlemmer. I et inkvisitorisk interview stod en politimand for skud som den statslige overmagt, der nu truede disse to dybt krænkede ofre og deres uskyldige familie med sin 360-graders indsats. Budskabet, der bar indslaget, var, at politiet uanstændigt mobber forbryderne og deres familier. Vinklen burde være skiftet 180 grader, så de kriminelle havde lignet kriminelle og ikke englebasser. Bedre presse for muslimer [20/1, 22/1]Muslimers
dårlige presse skyldes først og fremmest, at det indgår i mediers DNA
at fortælle historier om lig på bordet, og at landets mest udbredte
medier altid blander alting sammen Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Yasar Cakmak, er enig med Europarådets ekspertgruppe i, at medier og politikere er med til at skabe et negativt billede af muslimer i Danmark. Og Cakmak mener, at medierne skal blive bedre til at skelne mellem almindelige muslimer og ekstremister. Men medierne er tunge at danse med. Cakmak er åbenbart ikke klar over, at det indgår i mediers DNA at fortælle historier om lig på bordet, og at landets mest udbredte medier altid blander alting sammen. Hvis Cakmak vil bidrage effektivt til at skabe et bedre billede af muslimer i Danmark, så skal han derfor 1) bede muslimske terrorister undlade hele tiden at true, overfalde eller slå folk ihjel, og 2) hvis de alligevel truer, overfalder eller slår folk ihjel, så bede dem undlade altid at råbe til Gud og hvermand, at de optræder på vegne af islam. Hvis Cakmak lykkes med dette (Allah hjælpe ham), så vil alle medier øjeblikkeligt stoppe med at skabe et negativt billede af muslimer. Ja, det vil faktisk kræve særlige anstrengelser for pressen at skabe negative billeder. Anonymous på svensk [15/1, 20/1]Sverige
er mere politisk korrekt end alle andre lande. Og den svenske del af
det anarkistiske hackernetværk, Anonymous, er mere politisk korrekt end
resten af Anonymous. Alle tager i disse dage klart afstand fra terror. Det gælder også cyber-hacktivistkollektivet Anonymous, som har lukket flere jihadistiske hjemmesider ned i krigen mod terror. Og det har skabt stor glæde verden over, at dette anarkistiske netværk også er med os andre. Men nu viser det sig, at den svenske afdeling af Anonymous ikke er med og faktisk tager stærkt afstand fra resten af Anonymous. Svensk Anonymous finder, at operationen rider på en bølge af fremmedhad. Bl.a. opfordres der til, at jihad-terrorister slås ihjel. Det er imponerende, i hvilken grad den politiske korrekthed går svenskere gennem marv og ben – selv i anarkistiske, ustyrlige svenske hacker-kredse. Faktisk står den politiske korrekthed stærkere her end hos den ellers politisk renskurede svenske statsminister, Stefan Löfven, som ved marchen i Paris vandrede arm i arm med repræsentanter fra lande, som dagligt forfølger journalister. Og med premierministeren fra Tyrkiet, som med bureaukratiske kneb har ladet Lars Hedegaards mistænkte jihad-terrorist undslippe retsforfølgelse her i landet. Bramsen målløs [16/1, 19/1]Socialdemokratiets
allestedsnærværende retsordfører Trine Bramsen bør undgå at indlede
sine udredninger med ”Jeg er målløs”, inden hun taler alle til døde Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen er ustandseligt i TV. Da det er umuligt for seerne at opfatte, hvad hun siger, uden samtidig at opfatte hendes person, så er indtrykket af hendes person en vigtig faktor, når alle de tvivlende vælgere skal beslutte sig til valget. Derfor er det umuligt at overvurdere det indtryk, hun altid giver, af en niende klasses elev, som mundtligt forelægger en gruppeopgave i klassen. Det kan være en fordel, fordi de mange lærere, som overvejer at stemme på Enhedslisten ved næste valg, heri måske kan se et tegn på, at Socialdemokratiet faktisk – trods skolereformens virkelighedsfjerne absurditeter – stadig i Bramsen har en direkte linje til skolens verden. Men Bramsen bør dog undgå at indlede sine altid meget ordrige, usammenhængende udredninger med ”Jeg er målløs”, således som hun gjorde fredag, inden hun talte alle til døde. Denne absurditet er for meget for vælgere, som stadig husker Thornings berømte absurditeter som ”Der kommer en god løsning i morgen” og de absurde løfter før sidste valg. Omvendt Grimhøjmoské [16/1, 18/1]Dansk
Folkeparti er en omvendt Grimhøjmoské Grimhøjmoskéen modtager taknemmeligt alle søgende sjæle og hjernevasker dem til at blive gode muslimer, måske endog fanatiske terrorister, der er villige til at ofre deres eget liv af kærlighed til deres imamer og Profeten. Dansk Folkeparti gør det modsatte: afviser forvirrede, søgende sjæle, som vil ind i partiet, af frygt for, at de skal bagtale imamen Tulle og profeten Pia. Der kan tales for og imod begge rekrutteringsmetoder. Men som altid er det markedskræfterne, der bestemmer. Dansk Folkeparti vader i folk, der gerne vil ind i partiet. Men partiets succes afhænger af, at Tulle og Pia gør det godt på TV og ikke saboteres af vantro landsbytosser i partiet. Grimhøjmoskéens succes afhænger af, at imamer og moskeens formand optræder så lidt som muligt i TV, fordi de skræmmer danskerne og får politikerne til at indføre begrænsninger for moskéens udfoldelser. Derfor ligger moskéens vækstmuligheder i at suge enhver forbipasserende søgende sjæl til sig og hjernevaske ham eller hende til at være en god muslim, der elsker ledelsen betingelsesløst, selv om den optræder som landsbytosser. Tvang gør frivillig [16/1, 17/1]Det er
ganske let for tiden at vurdere, hvor stor succes de voldelige
ekstremister har med at undertrykke danske medier. Jyllands-Posten er
f.eks. langt mindre undertrykt end Politiken. For JP siger modigt og
ærligt ligeud, at de er bange for deres undertrykkere. Det er en grundlov indenfor manipulation og hjernevask, at tvang gør frivillig, dvs. at når tyranner tvinger mennesker til at gøre, skrive og sige bestemte ting i længere tid, så vil disse mennesker efterhånden gøre, skrive og sige disse ting frivilligt. Og bortforklare deres egen undertrykkelse med selvcensurede bortforklaringer. Fordi det i længden nedbryder selvrespekten at se sig selv som en undertrykt, magtesløs stakkel. Derfor er det ganske let for tiden at vurdere, hvor stor succes de voldelige ekstremister har med at undertrykke danske medier. Jyllands-Posten er således langt mindre undertrykt end Politiken. For JP står stadig offentligt frem og siger modigt og ærligt ligeud, at de er bange for deres undertrykkere. Derimod gør, skriver og siger Politiken frivilligt meget af det, som tyranniske jihad-terroristerne ønsker, at alle medier skal gøre, skrive og sige – bl.a. undgå en vis tegning. Samtidig med at Politiken med store intellektuelle armbevægelser og besværgelser bedyrer, at man skam ikke er spor undertrykt og ytringsfriheden slet ikke er truet. Ordner på vej [15/1, 16/1]Der
bør være mindst to ordner på vej til de ansvarlige politifolk, efter
kronprinsens ulovlige tur over Storebæltsbroen Polititifolk står forrest blandt dem, der modtager ordner for deres indsats. Derfor bør man have forståelse for de udfordringer, som politiinspektør Steen Nørskov fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi fik, da kronprinsen med følge meddelte, at man gerne ville over den stormlukkede Storebæltsbro. Udfordringen var, at det jo var strengt forbudt på grund af livsfare at køre over for enhver. Politiet løste udfordringen ved at sige til Sund & Bælt, at tronfølgeren med følge ”skal lukkes over”. Hvorefter de selvfølgelig kørte over og hjem i seng. Men efter det har givet en masse ballade på forsiderne af boulevardpressen og blandt politikere, så forklarer politiinspektøren nu, at det, at blive lukket over, ikke er det samme som at få tilladelse til at køre over. Og det er jo bogstaveligt talt også rigtigt, at ordene i de to udtryk er forskellige. Alt i alt udmærket bureaukratisk formuleringsarbejde, som fortjener en orden. Og kronprinsen har desuden allerede undskyldt at have overtrådt politiets forbud, hvilket passende kan sones med yderligere en orden. Zenias baby [14/1, afvist 15/1, sendt til jp 16/1, bragt i JP 25/1 med overskriften ”Zenia Stampes baby” ]Privatmennesket
Zenia Stampe bruger frygtløst sit allermest private privatliv til at
rejse sympati for politikeren Zenia Stampe Politikere i dag skal være indstillet på at få deres privatliv udstillet i en stadig mere nådesløs presse og hældt skraldespande over sig i debatten. Derfor frygter mange, at blændende dygtige, men meget sarte og private mennesker fravælger politik som karrierevej. Men nu kan disse blændende dygtige, men frygtsomme personer lære at overvinde deres frygt gennem Zenia Stampes (R) eksempel. Hun bruger frygtløst sit allermest private privatliv til at rejse sympati for politikeren Zenia Stampe. I sommer fortalte Zenia om Olga, som blev født for tidligt og døde. ”Jeg skreg, da jeg så hende,” betroede privatpersonen Zenia dengang alle vælgerne. Nu hører vi så om Zenias nye foster, som netop har passeret det tidspunkt, hvor alt stadig var normalt med Olga. Nye vælgere kan altså hoppe ind i Zenias fortsatte cliffhanger-graviditet her og følge den på Zenias Facebook-side og i diverse medier og krydse fingre for, at det lykkes denne gang, og sætte krydset ud for Zenia ved valget og således støtte, at Zenias nye baby bliver forsvarligt født med en mor, som fortsat har et godt job. Svensk hadebold [6/1, gensendt revideret 13/1, 15/1]Svensk
håndbold bør forbydes. Svensk håndbold er politisk ukorrekt, fordi
svensk håndbold opildner til de allerværste etniske fordomme Svensk håndbold er politisk ukorrekt og opildner til de allerværste etniske fordomme. Den konklusion tvinges Groft sagt til efter at have iagttaget sine egne psykiske reaktioner, mens han så håndboldlandskampen mellem Danmark og Sverige forleden på TV. For at gøre kampen spændende var det nødvendigt for Groft sagt, at holde fanatisk med DK og hade S. Dette nødvendige had til S blev fremkaldt ved at Groft sagt tænkte på, at de stjal Skåne, Halland og Blekinge fra os i 1658, og ved at tænke på det svenske establishments dumstædige udelukkelse af Sverigedemokraterne fra indflydelse. Hertil kom, at den svenske træner havde et aflangt, udpræget svensk hesteansigt med langt fedtet svenskerhår ned ad nakken. Det blev dog overgået af målmandens ansigt, som var endnu længere og med underbid. Endelig praktiserede svenskerne deres velkendte arrogante Fætter Højben-adfærd ved at spille de sidste minutter uden deres to største profiler. Så selv om vi vandt kampen, så kan de stadig påstå, at de godt kunne have vundet, hvis de havde gidet. Svensk håndbold bør forbydes. Vold renser effektivt [9/1, 11/1]
Rekruttering
af ustyrlige, voldelige ekstremister et effektivt middel, når danske
medier skal renses mere og mere for Muhammed-kritik for at forberede
danskerne på deres plads i Verdenskalifatet Grimhøjmoskéens formand,
Oussama El-Saadi, afviser at kende noget til voldelige elementer ved
moskéen og til rekruttering af frivillige til Syrien og Irak. Det må
være løgn. For formanden er stærkt troende og går ind for det muslimske
verdenskalifat. Derfor gør han alt, han kan, for at få demokratiet
Danmark nedlagt til fordel for en verdensomspændende Islamisk Stat med
sharialove. Og han kæmper med alle midler. Derfor kender han voldelige
ekstremisters særdeles gode muligheder for at få fredselskende,
tryghedsnarkomaniske danskere til at pålægge sig selvcensur for at
undgå at "provokere" ustyrlige, voldelige muslimer. El-Saadi vil elske
at høre alle danske bløddyr bortforklare selvcensur på samme
selvdestruktive måde som Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, gjorde
torsdag aften hos Krasnik i DR2 Deadline. Derfor er rekruttering af
ustyrlige ekstremister et effektivt middel, når danske medier skal
renses mere og mere for Muhammed-kritik for at forberede danskerne på
deres plads i Verdenskalifatet. Men selvfølgelig kan formanden
teoretisk set tale sandt. Det ved kun Allah. Je suis selvcensur [9/1, 10/1]Det er
let at sige: "Je suis Charlie". Det svære er at drage konsekvensen:
"Derfor fortsætter jeg med nådesløst at kritisere Allah og alle andre
verdslige og guddommelige magthavere uden hensyn til
kalashnikov-bevæbnede ekstremister." Det svære efter terrorangrebet på Charlie Hebdo er ikke at holde taler, hvor man siger alt det rigtige. Det svære er at undgå at lade frygten for at blive myrdet af rablende muslimske ekstremister medføre selvbedrageriske bortforklaringer af, at man i smug undgår at gøre, sige og tegne visse ting. Det er let at sige: "Je suis Charlie". Det svære er at drage konsekvensen: "Derfor fortsætter jeg med nådesløst at kritisere Allah og alle andre verdslige og guddommelige magthavere uden hensyn til kalashnikov-bevæbnede ekstremister." Og det er ikke bare svært, men umuligt. For næsten alle medier er det nemlig af rent sproglige grunde pløk-umuligt at drage denne konsekvens om at fortsætte – fordi man ikke kan fortsætte med noget, som man forlængst er holdt op med at gøre eller aldrig har gjort. Derfor er det egentlig kun Charlie Hebdo, der efter terror-udåden kan drage konsekvensen af at sige: "Je suis Charlie" og fortsætte den nådesløse kritik og satire mod enhver magthaver. Andre medier må nøjes med at sige: "Je suis Charlie". Og håbe det hjælper med fortsat selvcensur. Lomborg Galileo [8/1, 9/1]
Når
almindelig sund fornuft stemples som kontroversiel og bekæmpes med
løgne, så ved man, at overtro og galskab har formørket sjælene Bag klimadebattens mylder af
detaljer i tykke rapporter er Bjørn Lomborgs enkle budskab, at vi skal
benytte almindelig sund fornuft og cost-benefit-analyse: Vi skal bruge
vores penge dér, hvor vi ved, at de gør mest gavn. Trods dette yderst
banale, overordnede budskab, som det er umuligt at være imod, beskriver
alle 50-års-fødselsdagsportrætterne Lomborg som en kontroversiel
oprørsfigur. Og til Berlingskes portræt bidrager to af Lomborgs
kritikere endda med løgnagtige påstande. Klimaminister Rasmus Helveg
Petersen siger, at der ikke er megen konstruktiv kraft i Lomborg. WWF
Verdensnaturfondens generalsekretær Gitte Seeberg siger, at han
prædiker en nærmest markedsfjendsk indgang til løsning af problemerne.
Når almindelig sund fornuft stemples som kontroversiel og bekæmpes med
løgne, så ved man, at overtro og galskab har formørket sjælene. Det var
samme glade vanvid, som i 1633 fik den pavelige inkvisition til at
tvinge Galileo til – i strid med sund, videnskabelig fornuft – at
sværge, at Jorden var universets nagelfaste centrum. DR er bare sjovere [2/1, 6/1]Det
ene øjeblik optræder DR som en statslig styrelse godt polstret med
skattepenge, det næste øjeblik optræder DR som en privat virksomhed,
der hugger markedsandele fra rigtige private medievirksomheder. Det er
umuligt for DRs djøf'ere at finde en sjovere arbejdsplads DR anklages for lukkethed og arrogance. Kritikken bygger på håndteringen af tre sager: Melodi Grand Prix, studievært Adam Holms religionskritiske kronik i Politiken og nedlæggelsen af UnderholdningsOrkestret. Kritikerne mener, at DRs tonedøve håndtering af disse sager skyldes, at DR er blevet djøfiseret. Oh, gid det var så enkelt, at man bare kunne løse DRs problemer ved at indsætte humanister i ledelsen! Men den går ikke. For DR tiltrækker djøf’ere som en mødding tiltrækker fluer. Det skyldes, at DR er enhver djøf’ers drøm om en organisation. DR er organisationernes svar på en kamæleon. Det ene øjeblik optræder DR som en statslig styrelse godt polstret med skattepenge, det næste øjeblik optræder DR som en privat virksomhed, der hugger markedsandele fra rigtige private virksomheder. Dette skifte mellem identiteter, som burde udelukke hinanden, tiltrækker alle eventyrlystne, ambitiøse administratorer. Solidt støttet af tvangsudskrevne midler kan man som private entreprenører more sig med at opbygge et imperium omkring sig. Sjovere bliver djøf-arbejde ikke. Regnearkenes bogkrise [2/1, 5/1]Det er
hverken forfatternes, bøgernes eller læsernes krise, at bogindustriens
ansatte og selvstændige ikke mere kan tjene en hyre på at gøre, som de
tidligere har gjort. Det er udelukkende papirsbogindustriens krise Den kendte forlægger Merete Ries nedlægger sit forlag fra årsskiftet. I den anledning giver hun interview i Politiken og udtaler, at selv om de frie bogpriser har betydet, at alle i dag læser blød porno og krimier, så orker hun ikke at være pessimist på litteraturens vegne. Det forstår Groft sagt godt. For det er umuligt at være pessimist på bogens vegne. Enhver, som læser de seriøse mediers bogdækning, får et klart indtryk af litteraturens overdådighed og mangfoldighed. Sandheden er, at danske forfattere skriver og udgiver bøger som aldrig før. Den stærkt opreklamerede elendighed består udelukkende i, at mange mindre forlag og boghandlere ikke mere kan holde butikken i gang med de ikke opsigtsvækkende titler, som de tidligere kunne leve af. Men det er da hverken forfatternes, bøgernes eller læsernes krise, at bogindustriens ansatte og selvstændige ikke mere kan tjene en hyre på at gøre, som de tidligere har gjort. Det er udelukkende papirsbogindustriens krise. Der er grund til at glæde sig over, at litteraturen omsider frigør sig fra industriens regneark og bliver ustyrlig. Mærk Helle! [2/1, 3/1]Det
svære for Helle har aldrig været at gøre en tale indholdsløs. Det svære
for Helle har altid været at få os tilhørere til at mærke hende som
varmhjertet menneske Hvis politik kun handlede om form og figur, så var Helle sikker på at vinde næste valg. Som en charmerende Askepot i en blå drøm af en kjole om sin perfekte krop gjorde hun sin entré til de kongeliges nytårsarrangement. Og mens hun gjorde landets prinser kulrede i palæet, holdt hun en båndet nytårstale til folk og fæ, hvor hver tone og pause var som hos Beethoven og enhver gestikulation med hænderne gav mening. Selvfølgelig måtte både Kristian Jensen (V), Thulesen Dahl (DF) og Olsen Dyhr (SF) straks bagefter påpege talens indholdløshed. Det viser bare, at de ikke forstår, hvori Helles virkelige problemer består. Det svære for Helle har aldrig været at gøre en tale indholdsløs. Det svære for Helle har altid været at få os tilhørere til at mærke hende som varmhjertet menneske. Det enestående ved nytårstalen var, at det for første gang i Helles karriere som partileder og statsminister lykkedes hende at skabe et magisk øjeblik, hvor hun brændte igennem med stærke, ægte følelser og engagement for Danmark. At det var indholdsløst, gør bestemt ikke den retoriske præstation mindre. |
|
|
|
|
|
